1. s. e. h3k
Salmer:
411, Hyggelig, rolig
308, Helligånd, vor sorg du slukke
(123, 7)
139, Hvor stor er dog den glæde
Evangelium + Prædiken: Om kirken som et hjem
”Jesus, vores frelser, Marias barn,
Du blev borte i mængden,
Og Maria fandt dig der, hvor du hører hjemme:
Ved din fars højre side i hans hus.
Vi beder dig:
Når vi farer vild og ikke ved, hvor hjem er,
Så kom og hent os,
Tag os med til dit hus, vores kirke”.
Amen.
Janne Mark: ”Et hus at komme til” på ark.
I onsdags, før nyheden om terrorangrebet i Paris var kommet ud,
439, 2
begyndte et nyt hold på 11 mini-konfirmander ved Sdr. Stenderup
Nadver: 323, 5-6, Kirken den er et gammelt hus
kirke. De nye mini-konfirmander var på opdagelse i kirken. Vi talte om
424, I Herrens hus
kirken: - om hvor, hvad, hvem og hvis kirken er. Minikonfirmanderne
kom med mange gode ord om, at kirken er ”Guds hus”. At den er for
alle og er stor, så vi alle sammen kan være her. At vi bruger kirken til
dåb, gudstjeneste, konfirmation, bryllup, begravelse og ikke mindst:
mini-konfirmander! En af minikonfirmanderne havde hørt, at man også
kunne bruge kirken som ”beskyttelsesrum”. Da jeg kom hjem og hørte
om terrorangrebet i Paris, dukkede ordene om beskyttelsesrummet op
igen…
Europa er ikke et beskyttelsesrum. Vi lever ikke i beskyttet værksted.
Også i vores del af verden, sker der ting og sager. Lyn slår ned.
Terrorhandlinger bliver begået. Gidseltagninger finder sted. Måske får
sammenhæng og kronologi. For samfundet medfører historieløshed
det os - til at se os om - efter beskyttelse? Fordi vi føler os udsatte og
tæring på fællesskaberne. For ligesom individer lever samfundets små
sårbare. Er kirken et beskyttelsesrum? Ja, det er den for mig at se. Men
og store fælleskaber af i kraft af deres evne og mulighed for at erindre
ikke på den måde, at vi skal så skal slå os ned herinde – bygge rede ved
sammen”. Det er det, vores samtid, ”nutidskulturen”, mangler:
alteret sammen med spurven og svalen, som det hed i salme 84 fra Det
Nutidskulturen er ifølge bogen og biskoppen kendetegnet ved:
gamle Testamente.
overfladiskhed, erindringstab, koncentrationssvigt, distraktion,
Kirken er heller ikke et beskyttelsesrum på den måde, at kirkegang
beskytter mod, at svære og hårde ting sker. Det har livet lært os: I
utålmodighed, manglende eftertanke, bekymring, psykisk sårbarhed,
stress og tab af tillid til fremtiden”.
ethvert menneskes liv sker der ting og sager. Måske rammes man af
Den, der ikke ved, hvor, han eller hun hører til, farer hid og did. Stæser
ulykke, sygdom eller uretfærdighed. Måske farer man engang imellem
rundt og bliver angst, stresset og rodløs. Her har kirken i den grad noget
vild og aner ikke, hvor hjem er. Den slags sker – også for
at byde ind med! Kirken er de store livsfortællingers hjemsted. Et sted,
kirkegængere!
hvor vi hører, at vores korte livshistorier er indfældet i Guds store
Tidligere på ugen læste jeg en klumme, som tidligere biskop over
Ålborg Stift, Søren Lodberg Hvas, havde skrevet. Lodberg-Hvas
historie. Guds store historie, som fortælles gennem Jesu liv og
forkyndelse, gennem hans virkelige død og fysiske opstandelse!
fortalte om en bog, der hed ”Det demente samfund – om historieløshed
Sidste søndag hørte vi om ”de vise mænd”. I dag hører vi om det vise
i nutidskulturen”. Med et par centrale citater redegjorde han for bogens
barn – nemlig om den 12 årige Jesus. Den 12 årige Jesus er ikke vis på
pointe: ”Vi lever i en kultur, som er præget af historieløshed og
en ”Mensa- eller vidunderbarns-agtig” måde. Han er vis, fordi han ved,
erindringstab. Fortiden mister betydning og fremtiden afgiver ikke
hvor han bør være! ”Ved I ikke, at jeg bør være hos min fader” spørger
længere løfter. Hvad der går tabt, er nemlig en forståelse af mennesket,
han. Jesus ved, at Gud er hans far. Han kender sit ophav, ved hvor han
som et væsen med et grundlæggende behov for at opleve mening i
hører til. Når man gør det, kan man tåle at flytte sig. Der står, at Jesus
tilværelsen gennem eftertanke og erindring og for at nå til selvforståelse
fulgte med Maria og Josef tilbage til Nazaret. Når man kender sine
ved at se sit eget livs fortælling i en større social og kulturel
rødder, kan man flytte sig, uden at blive rodløs….
Kirken er Guds hus og enhver mand og kvindes hjemsted. Forhåbentligt
terroriserer livet og glæden - med Gud og hinanden. Et hus, hvor vi kan
er kirken et sted, hvor vi føler os hjemme. Føler os hjemme – ikke på en
græde vores tårer ud hos Gud, som rækker ud, hvor håbløsheden gror
”dagligstue-agtig måde”, men hjemme som at være et trygt sted. ”I et
og planter troens frø dybt i vores jord – dybt i os. Så troen på Ham, på
beskyttelsesrum”. Der er stort beskyttelse i at vide sig elsket og båret!
livet og på det gode i andre mennesker – opstår i os – igen og igen. Vi
Der er stor tryghed i troen på, at ens egen lille historie er skrevet ind i
har et hus at komme til, når vi trænger til at blive mindet om, hvor vi
Guds store historie. Der er stor trøst i at høre, at Gud både er i kirken og
hører til. Når vi har brug for at blive taget imod, kan vi komme til Guds
går med os hjem.
hus, ”kærlighedens beskyttelsesrum”, vores hjemsted!
Kirken er Guds hus og hver mand og kvindes hjemhus. Et hus, hvor vi
Lov og tak og evig ære…
hører, hvor vi hører til og hvem, vi hører til. Et hus, hvor Guds ord
sætter os på plads og giver os en plads i verden og hos sig. Et hus, hvor
vi kan finde modet og lysten til at gå tilbage til ”hver vores Nazaret”,
dvs. til livet i de sammenhænge, vi indgår ind. Den, der ved, hvor han
hører til, kan tåle at flytte sig. Den, der ved, hvor han hører til kan holde
til omskiftelser uden at vælte. Den, der ved, hvor han hører til, ved, at
Kirkebøn: Vi takker dig, Gud, for din kirke ud over jorden og her hos
os i Sdr. Stenderup. Tak, for at vi altid kan komme her - og høre os
beskyttede af din tilgivelse og omsorg.
Vi beder for vort land og vores folk. For hele det kongelige hus, for
regering og folketing, for alle som skal tage beslutninger på vore vegne.
der altid er et hus at komme til!
”Et hus at komme til” - sådan hedder den salme af Janne Mark, som vi
Vi beder for alle, der bliver ramt af terror, ubarmhjertige katastrofer
skal synge om lidt. Kirken er et hus for dem, der lider nød. Et hus, hvor
eller konflikter mellem lande og folk. Stands os, hvis frygt får os til at
kærlighedens lov står over den, vi selv har bestemt. Et hus at komme
udråbe andre mennesker eller deres religion som onde, i stedet for at
til, når uvisheden råder. Når vi trænger til at møde den fred, som vi ikke
nøjes med at fordømme enhver ond handling. Hjælp os med at huske, at
altid kan finde i vores dagligdag; den tryghed, som vi savner i en barsk
vi alle er dine skabninger, lever på samme jord og under samme
verden, fyldt med ureglementerede tacklinger og uretfærdigheder.
himmel, så forskellige vi og vores vilkår end tager sig ud. Mind os om,
Kirken er et hus, vi kan komme til, - og dele frygten for det, der
at vi er ansvarlige for hinanden og for verden omkring os.
Vær du hos vore landsmænd i det fjerne og alle fremmede her hos os.
Nadverindledning: Vor Herre Jesus Kristus har sagt: ”Jeg er livets
Vær hos dem, der for fredens skyld er rejst til ufredelige egne.
brød. Den, som kommer til mig, skal ikke sulte; og den, som tror på
Vær du med alle, som slås for eller med livet. Send hjælp til dem i et
mig, skal aldrig tørste.”
menneskes skikkelse, og vis os hvor også vi kan hjælpe. Vis os, at der
altid er liv og håb at finde. Lad de som tynges af skyld føle tilgivelsens
lettelse. Hjælp os til at ville og kunne tilgive og bære over med vores
medmennesker, ligesom du igen og igen bærer over med os.
Vi beder for vore familier og kære. Tak for hver og én, som holder af os
og som holder os ud. Tak for dem, som hører med i vores liv, levende
såvel som døde. Følg du os på alle vore veje. Giv os alle, nu og i al
evighed, din nåde, fred og velsignelse. Lad os være stille lidt – til vores
egen bøn eller tanker.
I Jesu navn. Amen.
I sin hellige nadver skænker den korsfæstede og opstandne frelser os
sig selv, så at hver den, som sulter og tørster efter retfærdighed, dér kan
finde mad og drikke til evigt liv.
Den sidste aften, Jesus var sammen med sine disciple, gav han dem
brødet og vinen og sagde: Tag det og spis det, drik alle heraf. Den
indbydelse lyder nu til os. Nadveren skaber troens indre
beskyttelsesrum i os – for nadveren minder os om, at vi hører sammen
med Gud og med hinanden!