Tema: Kroppen 31.10.2014 Nr.1, Årg.1 1 Velkommen! Du sidder nu og læser den første temaudgivelse fra Etnologens nye magasin, og vi er meget glade og stolte over at vi endelig er i gang med publiceringen. I flere semestre har etnologen.dk været en relativt inaktiv hjemmeside for etnologistuderende, og vi har været mange der har ønsket os ændringer og nye former og farver. Vi har ønsket os et sted hvor vi, de studerende, kan publicere tekster: observationer, refleksioner, reportager og debatindlæg. Vi har ønsket os vores eget sted, hvor vi godt må teste vores skriveevner, uden for meget præstationsangst. Dette føler vi at vi nu er i gang med. Temaudgivelserne vil forhåbentlig komme et par gange i semesteret, mens debatindlæg, nyhedsartikler fra events og lignende bliver publiceret løbende. Dette første temanummer indeholder to artikler under temaet Kroppen, og de søger at give os indsigt i to ganske forskellige perspektiver på krop. Julie, fra MACA, skriver om forholdet til den gravide krop. Denne artikel opstiller en undren over hvordan en gravid krop bliver “allemandseje”, som Julie kalder det. Den giver en personlig beskrivelse af det at gå omkring med en stor mave som alle vil røre ved, og hvordan graviditeten vil påvirke hendes syn på sin egen krop. Astrid, fra 5. semester, skriver om aseksualitet og hvordan den aseksuelle bevægelse kan forstås fra et teoretisk perspektiv. Aseksualitet er inden for de senere år, blevet en anerkendt del af det seksuelle spektrum, men mange misopfattelser og fordomme findes stadig. Igen vil vi ønske velkommen til første temaudgivelse, og vi håber I vil synes artiklerne er interessante. Næste temaudgivelse er planlagt at komme i december, og vi vil gerne have artikler og bidrag fra dig. Etnologen.dk er et magasin for og af etnologistuderende, hvilket betyder at vi er sammen om at lave det og sammen om at forbedre det. Vi håber du vil være med! God læsning! På vegne af Redaktionen, Sunniva S. Weschke 2 Kroppen som allemandseje Af Julie Perch Nielsen, MACAstuderende (skrevet ni dage før termin, og er nu på barsel) Jeg er taget med for at se drengene spille fodbold. De fleste har klædt om og er gået i gang med at spille bolden rundt i ring. Den formelle træning er ikke startet endnu. De mangler min fætter, som står på mål, før de rigtigt kan gå i gang. Min fætter er 23 år gammel og ikke overraskende for sent på den. Efter nogle minutter kommer han løbende hen imod os, direkte fra stationen. Han ser mig og smiler. Da han er femten meter fra mig, breder han armene ud til et kram. Jeg efterligner hans bevægelse og forudser et stort knus. Det kommer ikke. Da han er næsten indenfor rækkevidde, ændrer han kurs, bøjer sig ned og kysser min mave. Jeg står lidt der og flagrer, mens jeg fortumlet kigger ned på toppen af min fætters hoved i mavehøjde. Umiddelbart en lidt absurd situation, som ikke følger de sociale koder, der normalt følger med at hilse på andre – selv tætte andre. Forståelsen af disse sociale konventioner ændrer sig dog, når jeg fortæller, at jeg er gravid. Før min krop ændrede sig, ville det virkelig have brudt med sociale koder, hvis min fætter havde kysset min mave på den måde; nu er min krop dog i en anden tilstand – opfattelsen af hvem min krop tilhører, hvordan man kan tillade sig at røre ved og tale om min krop er anderledes. 3 Som barn var kroppen – for mig i det mindste – ikke noget jeg lagde mærke til som sådan. Den var der bare og langsomt voksede den. Den gjorde mig glad, når jeg løb hurtigere end drengene i gymnastik, og ellers var den ikke noget jeg tænkte over. I teenageårene derimod blev den et centralt omdrejningspunkt, og jeg havde skiftevis lyst til at vise den frem og gemme den væk. Den ændrede sig og fik nye former og betydninger – den gik fra at være et barns krop til pludselig at skulle ”bruges” på en anden måde. Min krop skulle nu til at være noget, som fyrene havde lyst til at kigge på og røre ved. Næsten fra den ene dag til den anden så jeg anderledes på mig selv i spejlet – og det tog lang tid at vænne sig til denne nye fysiske situation. Bumser, bryster, der vokser (eller ikke vokser), menstruation, der kommer (eller udebliver) – alt sammen noget, der forårsager stress, ubehag og bekymringer. Da de værste teenagehormoner endelig stilnede af, og jeg havde vænnet mig mere til denne nye tilstand af kroppen, brugte jeg den aktivt til at tiltrække opmærksomhed og nød det. Min krop var min, og jeg havde lært at ”bruge” den – den var ikke længere noget, der bare var der, som da jeg var barn, men noget, der aktivt kunne bruges til at udtrykke forskellige ting. Jeg lærte at bære min krop på én måde i professionelle sammenhæng, på en anden måde i familiens skød og på en helt tredje måde til fest og i byen. Min krop var noget jeg kunne kontrollere og selv kunne bestemme, hvem der fik (og ikke fik) lov til at røre. Jeg kunne bruge den til at være vise omsorg, vrede og til at være sexet. Denne ”tilstand” hvor kroppen var ”min” – hvor kroppen var ”mig” – har varet ved indtil for nyligt. Langsomt er den dog forsvundet. Langsomt som min mave er vokset, og min krop blevet overtaget, er mange af disse ting forsvundet. Der bliver talt om min krop på en måde, som er meget fremmedgørende. Når folk spørger, hvordan det går, og jeg fortæller om kvalme, træthed, plukveer og spark, føles det, som om jeg taler om et andet objekt. Ja, det foregår inde i min krop, men dog alligevel i en anden krop end den, jeg tidligere kendte. Langsomt er det blevet socialt acceptabelt at kommenterer størrelsen på min krop – min mave, mine bryster, mine ankler og min røv – alt sammen noget, som man nu gerne må tale højt om, hvor store eller små er. Det er samtidig blevet helt acceptabelt at røre ved mig. Røre ved, mærke og trykke på min mave. Venner gør det. Bekendte gør det. Min farfar, som ellers ikke rør ved mig, gør det. Det er en ny og til dels fremmedgørende situation for min krop – jeg kan ikke længere på samme måde bruge min krop til at inviterer nogle få tættere på ved at give dem lov til at røre. Nu må alle røre. Det får mig også til at stille spørgsmålet: Hvem tilhører min krop? Før tilhørte den mig suverænt, og ved at overgive den til min kæreste gav jeg ham noget betydeligt, som andre ikke kunne få. Nu har jeg ikke længere samme kontrol over den, samme ret til at give eller tage, og min krop føles derfor ikke helt, som om den er min? Tilhører den babyen? Er den pludselig blevet allemandseje? 4 Min og andres opfattelse af min krop er i al fald ændret. Jeg føler mig ikke længere sexet, min krop fungerer nu bedst i rollen som familie – den er ”nuttet” og sød og ”fin”. Den er ikke længere sexet, pæn eller sportslig. Fokus ligger nu ikke på at nusse og hygge med min 1 kæreste, men på at jeg skal huske at bruge 5 minutter på mellemkødsmassage , inden jeg sover. Min krop er blevet et instrument, et objekt, et hyggeligt ”hjem”. Den er blevet noget, jeg skal passe – ikke for at kunne bruge den, som jeg vil – men for at arbejde for at være en god rugemaskine for min datter. At gå en tur, spise sundt, huske vitaminpiller, ikke spise rødt kød, undgå rå æg og alkohol er ikke noget, jeg gør for ”mig”, men noget jeg gør for at give det lille menneske inden i mig den bedste start på livet. Min krop er ikke min, men et nærende og trygt hjem for dette lille væsen. At være gravid har på rigtig mange måder været en mindblowing oplevelse. At kroppen ikke længere er min, er kun ét aspekt af den utrolige forandring, man går igennem både fysisk og psykisk. At gå fra at ville være gravid, til at vide at man er det, til at man stille og roligt kan begynde at se det, og til at maven stikker langt ud over brysterne er en utrolig rejse. For ikke at tale om, når man begynder at kunne mærke babyen sparke, og til at der kun er en uge til termin, og man begynder at blive klar over, at der rent faktisk kommer et rigtigt menneske ud af denne proces – det er fantastisk. Det er en lang rejse – både for kroppen, som skal vænne sig til fysisk at være grobund for et andet væsen – men også for hovedet, som også skal kunne følge med og vænne sig til denne nye tilstand og alle aspekter af den. Gud ske tak og lov tager det ni måneder, så både krop og sjæl har tid til at vænne sig til dette stadie. Jeg er begyndt at overveje hvilken betydning, min krop mon får, når jeg ikke længere er gravid? Kan min krop gå tilbage til stadiet før? Får jeg igen kontrol over min egen krop? Bliver den igen ”mig”? Eller forbliver den sød, nuttet og familieeje? Jeg glæder mig til at få min krop igen – og er samtidig bange for, at jeg ikke får det. Måske oplever jeg et helt nyt stadie? Mellemkødsmassage er massage af mellemkødet som ifølge min graviditetsbog skulle hjælpe til at blødgøre vævet omkring skeden, så risikoen for at briste under fødslen er mindre. 1 5 Aseksualitet og desorienterede kroppe Af Astrid Haugaard Eriksen, 5. semester Sex er godt. Jovist, visse former for sex rejser skepsis, hvis ikke decideret foragt og forbud tænk blot på incest, voldtægt, nekrofili, zoofili og i visse kredse homofili. Sex er imidlertid stadig en forudsætning for lykke. Vi har som mennesker brug for sex, det er sundt, naturligt og en fast bestanddel af ethvert velfungerende parforhold. Et hurtigt kig ind på iFORMs 2 hjemmeside afslører foruden utallige løfter om mere og bedre sex at sex skærper hukommelsen3, gør dit hjerte stærkere, er et værn mod kræft og gør dig sund og smuk4. Sexlyst er almenmenneskelig; at være menneske er at være seksuel. Imidlertid er der siden årtusindskiftet kommet ny fokus på aseksualitet, der typisk defineres som fraværet af seksuel tiltrækning og/eller seksuelt begær. Aseksualitet har rejst et utal af løftede øjenbryn: “Er de der aseksuelle nu ikke blot late bloomers? Mon ikke, de bare er bange og undertrykker deres sande seksualitet? Var det mon ikke noget med deres hormoner? Kunne det ikke være, de i stedet led af en seksuel lidelse? Ej, de har nok bare ikke mødt de rette endnu! Ellers blev de måske misbrugt som børn? Det kunne også skyldes en anden sygdom måske autisme?” I det følgende vil jeg med udgangspunkt i Sara Ahmed og kapitlet “Happy Objects” fra hendes bog The Promise of Happiness fra 2010 præsentere nogle refleksioner over, hvordan kroppen træder frem i forbindelse med aseksualitet og reaktioner herpå. Jeg vil argumentere for, at den aseksuelles orientering væk fra sex gør den aseksuelle krop tydelig som årsag til ulykke og locus for intervention. Ahmed argumenterer for, at lykke er en følelse, der ikke kommer indefra subjektet. I stedet er lykke forbundet til objekter, fordi objekter kan bevæge os følelsesmæssigt og gøre os lykkelige, og fordi vi orienterer os mod netop de objekter, vi vurderer, er gode, og som vi derfor forventer, vil gøre os lykkelige. Hvad der imidlertid tæller som gode, lykkebringende www.iform.dk 3 http://iform.dk/sundhed/sex/sexskaerperhukommelsen 4 http://iform.dk/velvaere/sex/hvisdufaarnoksexbliverdu baadestaerksundoggladafdet 2 6 objekter er ikke baseret udelukkende på personlig erfaring; det er i stedet kulturelt betinget, og vi lærer, at bestemte objekter som ægteskab, kernefamilie, rigdom og sex vil gøre os lykkelige. Ahmed argumenterer ligeledes for, at lykke er en særlig følelse, idet den er et mål, som objekter kan blive et middel for. De objekter, der bedømmes som gode, kan på den måde bære et løfte om lykke, hvis man er i kontakt med dem. Ahmed tilbyder i mine øjne en interessant optik til at analysere, hvordan vi har behandlet og fortsat behandler blandt andet seksuelle minoriteter. Ifølge Ahmed kan vi blive det, hun kalder affektaliens, når der opstår en kløft mellem den følelsesmæssige ladning, et objekt har fx som god og lykkebringende og den erfaring, vi har af objektet. Hvis vi ikke formår at opnå lykke fra sex, kan vi føle os fremmedgjorte fra dem, der gør, og fra de situationer, hvor sex fremstilles som afgørende for et sundt liv, et velfungerende parforhold, et lykkeligt liv. Det er således ved ikke at blive bevæget “rigtigt” af et objekt (her: sex), at fremmedgørelsen opstår. Ifølge Ahmed kan fremmedgørelsen føre til, at vi tvivler på eller foragter os selv eller dem, der lovede, at objektet ville bringe os lykke. Samtidig kan fremmedgørelsen få os til at undlade at orientere os mod objektet. At være affektalien kan imidlertid også have betydning for, hvordan vi bliver håndteret af andre. I tilfældet med aseksualitet vil jeg argumentere for, at den aseksuelle krop træder frem på betydningsfuld vis. Selvom kulturvidenskaberne overvejende betragter seksualitet som historisk og kulturelt bestemt den er et aggregat af kropsdele, følelser, diskurser, handlemåder og forestillinger om normalt, forkert og patologisk så betragtes seksualitet i mange andre videnskabelige discipliner og bredt i samfundet som en naturlig drift i mennesket, som vi alle er født med. Denne seksualitet orienterer os mod andre mennesker seksuelt og mod sex. I forlængelse heraf lokaliseres seksualitet i og på vores kroppe: Den sidder i kønsorganerne, i hormoner, i hjernen, endda i generne. Når seksualitet på den måde bindes til kroppen og gøres naturlig, og sex fastholdes som et nødvendigt middel for at opnå lykke, bliver opmærksomheden i forbindelse med aseksualitet rettet mod den aseksuelle krop, fordi den må være desorienteret i sin menneskelighed og natur. Ofte har folk forsøgt at finde en kropsligt eller i det mindste psykisk forankret forklaring på, hvorfor en person ville identificere sig som aseksuel: “Det må enten være noget med en hormonforstyrrelse, noget sært genetisk, misbrug i barndommen eller grundet i en anden sygdom.” I den forstand synes antagelsen hele tiden at være, at der enten er en undertrykt seksualitet til stede, eller at der har været en seksualitet, der er blevet forstyrret eller ødelagt, fordi der er en defekt i kroppen, eller fordi kroppen har været udsat for et eller andet, der skabte desorienteringen. 7 Det betyder, at kroppen potentielt bliver et legitimt locus for intervention. “Hvis den manglende sexlyst skyldes hormonelle forstyrrelser, nervøsitet eller traumer i barndommen, må vi kunne fikse problemet!” I den forstand bliver det legitimt at søge at korrigere fejlen, at forsøge at reorientere kroppen, så den orienterer sig “rigtigt” mod sex. Det reflekteres endda i beretninger om corrective rape5 i det aseksuelle miljø. Selvom korrigerende voldtægt er en ekstrem, er den korrigerende tone også tydelig, når aseksuelle beretter, at deres familie og venner opfordrer dem til at være seksuelt “åbne” og “eksperimenterende” og i hvert fald “prøve det”, inden de sætter et mærkat på dem selv, eller når de opfordrer aseksuelle til at få deres hormoner testet eller snakke med en professionel (læge/psykolog/terapeut/sexolog/you name it). Omend den aseksuelle undgår en direkte kropslig intervention, så bliver aseksualitet knyttet til ulykke. Den desorienterede krop er således afskåret fra den samme grad og kvalitet af lykke som de ikkeaseksuelle, fordi der i samfundets øjne vil være “åh så meget, det stakkels pus går glip af, og der er åh så meget, der bliver meget sværere såsom parforhold!” Sex er godt fastholdes i disse tilfælde som et absolut udsagn det er ikke til diskussion. Ahmed minder imidlertid om, at spørgsmålet om, hvilke objekter der er gode, er et politisk spørgsmål. I forbindelse med aseksualitet er det således ikke tilfredsstillende blot at pege på den aseksuelle og sige, at vedkommende har et problem. Ved i stedet at vende os mod det “gode” objekt sex kan vi undersøge, hvilke konsekvenser vurderingen af sex som uanfægteligt godt og lykkebringende har. Ikke for at vende det hele på hovedet og i stedet lige så absolut sige: Sex er dårligt. Snarere for at åbne for, at sex ikke er vejen til lykke for alle; at et liv uden sex ikke nødvendigvis er bundet til ulykke; og at den lykke, som aseksuelle føler evt. fra ikke at deltage i seksuelle aktiviteter, ikke er en mindre eller ufuldkommen lykke. For mere information om aseksualitet vil jeg i første omgang henvise til The Asexual Visibility and Education Network (AVEN) (www.asexuality.org), The Asexual Agenda (www.asexualagenda.wordpress.com), Asexuality Archive (www.asexualityarchive.com) og Asexual Awareness Week (www.asexualawarenessweek.com). 5 http://www.huffingtonpost.com/2013/06/20/asexualdiscrimination_n_3380551.html 8 Næste temaudgivelse Tema for næste udgivelse bliver: FORMIDLING Vi gør det hver eneste dag, i en eller anden form. Vi skriver beskeder, statusopdateringer, mails. Vi knokler med skriveøvelser, akademiske opgaver og kulturanalytiske artikler. Vi øver foran spejlet før studenteroplægget eller mundtlig eksamen. Vi drømmer måske om en gang at skrive en bog, blive journalist eller undervise? Vi ser reklamer, hører radioavis, går på museum og prøver så godt vi kan at følge med i undervisningen mandag morgen. Formidling er overalt. Hvad er dit perspektiv på det? Skriv til os! Bidrag skal indsendes til [email protected], inden 12. december 2014. Formalia og rammer for tekstbidrag: ● Bidraget må ikke overstige 3 normalsider (2400×3 enheder inkl. mellemrum) ● Vinkling, fokus, genre og stil er op til skribenten selv at vælge ● Bidraget skal helst indsendes i et Word/OpenOfficeformat og det skal indeholde: ○ Fuldt navn på skribent (med mindre andet er aftalt med redaktionen) ○ Information om hvor langt skribenten er i sin uddannelse ○ Indsendelsesdato, evt. dato for det arrangement det skrives om ○ Billede som står til artiklen eller portræt af skribent ● Bidraget skal have en titel og må gerne have undertitler ● Bidraget må gerne inkludere en litteraturliste, referencer eller links til artikler 9