Mad- og måltidspolitik for Vejle Idrætsefterskole, Idrætshøjskole & Kursuscenter En sund, varieret og optimal sammensat hverdagskost er vigtig for vores elever og kursister. Der skal være energi til den hårde fysiske træning, ligesom kosten er vigtig for indlæringsevnen. Vi planlægger vores hovedmåltider ud fra de 8 kostråd og giver derfor vores elever og kursister mulighed for, at de kan sammensætte deres kost ud fra deres egne behov. De fleste mennesker bør sammensætte kosten efter Y-modellen, mens eliteidrætsudøvere bør sammensætte kosten efter E-modellen Y-modellen -hvis du træner mindre end 1-1½ time dagligt 2/5 tallerken med kulhydratrige fødevarer 1/5 tallerken med proteinrige fødevarer 2/5 tallerken med grøntsager E-modellen –hvis du dagligt træner hårdt 1½ - 2 timer eller mere 1/2 tallerken med kulhydratrige fødevarer 1/4 tallerken med proteinrige fødevarer 1/4 tallerken med grøntsager Vi giver elever og kursister mulighed for at sammensætte en korrekt kost – MEN det er deres eget ansvar at vælge den rigtige sammensætning på bufféten. Vores faglærte køkkenpersonale og idrætslærerne står altid til rådighed med råd og vejledning. Måltider: For at opretholde et stabilt blodsukkerniveau, serveres 6 måltider om dagen Morgenmad: Havregryn, cornflakes, A38, müsli, brød, ost, honning, peanutbutter, marmelade & frisk frugt. Der tilbydes kaffe, thé og minimælk. Lejlighedsvis serveres brunch med f.eks. scrambled egg, pandekager, rundstykker, smoothies mv. Formiddag: Frisk frugt og grovboller. Vand. Frokost: Rugbrød og pålæg - altid mindst én slags fiskepålæg, lun ret, salat/råkost & frisk frugt. Lav-selv-sandwich eller pitabrød kan være et anderledes alternativ til ovenstående. Det tilbydes vand til frokosten. Eftermiddag: Grovboller/minirugbrød/müsliboller og grøntsager/frugt/smoothie. Lejlighedsvis hjemmebagte pølsehorn eller pizzasnegle. Vand. Aften: Varm mad bestående af kød, kartofler/ris/pasta, sauce, grøntsager/salat og brød – Se menuopslag i rammen udenfor spisesalen. Kødet vil være varierende okse, gris, fjerkræ og fisk, ligesom der varieres mellem helt og hakket kød. Ved festlige lejligheder serveres endvidere en forret eller dessert. Der tilbydes vand til aftenmåltidet. Sen aften: Kan være knækbrød, kiks, grovboller, rugbrød m/smør, honning eller peanutbutter. Vand. Hver torsdag serveres kage. Weekend: Der vil ofte blive serveret brunch mindst én gang i weekenden – typisk fra kl. 10-11. Her vil der ikke være formiddagsmad og frokost, men et større eftermiddagsmåltid bestående af grovboller, rugbrød og pålæg eller ost. Har man brug for mad før brunch, kan det aftales med vagtlæreren, at der låses op til køkkenet, hvor der vil være mulighed for at få cornflakes eller havregryn. Alle hovedmåltider serveres på buffét i spisesalen, og der er mødepligt til alle måltider. Undtaget er dog, hvis en elev er til træning ude af huset. Det er elevens eget ansvar at aftale med en room-made, at der bliver taget mad fra ved måltidet. Vi gør alt for at give elever og kursister et godt, veltilberedt måltid. Vi forventer således også, at der er respekt omkring måltidet: -At man møder til spisetid -At man håndterer maden på bufféten, så den også er appetitlig for de næste -At man er med til at gøre spisesituationen rar og hyggelig for alle -At man rydder op efter sig selv og efterlader spisesalen pæn og ren Madpakker: Når der er ture ud af huset, har eleverne mulighed for at smøre en madpakke (varierer mellem rugbrød og sandwich) i forbindelse med morgenmaden. Det skal bestilles på forhånd af den ansvarlige lærer. Vegetarmad eller specialkost: Som vegetar, muslim og allergiker er der mulighed for at aftale specialkost med køkkenet – ikke pga. kræsenhed !! Henvend dig i køkkenet, så vi kan få dine behov registreret. Det er en god idé at henvende dig i køkkenet ved måltiderne, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du må spise af buffétens udvalg. Husk at give køkkenet besked, hvis du på forhånd ved, at du ikke er her til et frokost- eller aftenmåltid. Weekends: Du SKAL tage stilling til, om du er på skolen i den efterfølgende weekend. Tilmelding/afmelding foretages på Viggonet.dk. – Efterskolenelever senest tirsdag kl. 13.00, Højskoleelever senest tirsdag kl. 14.00 Hvis du er her delvis, skal du huske at skrive, hvilke måltider du deltager i på skolen. Hvis der kun er få elever på skolen i en weekend, er det ikke sikkert, at køkkenet er bemandet, men der er så lavet en aftale med vagtlærerne omkring måltiderne i weekenden. Hvis ikke du selv har taget stilling, betragter vi det, som om du ikke er på skolen, og du kan ikke forvente, at der er mad til dig. Råvarer: Menuplanen sammensættes ud fra sæsonens råvarer – dels for variationens og tilgængelighedens skyld, men også ud fra et økonomisk perspektiv. Vi serverer fortrinsvis kød med et fedtindhold på 10-12 %. Vi bager en hel del brød selv, men bruger også bake-off produkter i køkkenet. Vi anvender hovedsageligt groft brød med et højt fiberindhold.
© Copyright 2024