1. No category

JULIANE F;,REISLER
SOLSTRALEN
Lørdagene er de værste. Nej, lørdagsmorgenerne er de værste. En lørdagsmorgen hos Far. Hvor hele dagen, lørdagen, ligger foran ham.
Han vågner aldrig langsomt og søvnigt ligesom derh;emme. Han vågner pludseligt og brat, som om han er faldet ud af sofaen han ligger i.
Som om kroppen ved, at der er et eller andet galt, før han selv gør det.
Sofaen har en lugt. En ternet lugt, han tænker på det som en ternet lugt. Lidt hengemt og samtidig med et vagt spor af mad, måltider
for længe siden. Det gør ham ikke så meget, når han skal falde i søvn
om aftenen. Når han er træt. Men når han vågner om morgenen, er
den voldsom, lugten. Forkert.
Der er så meget, der er forkert om morgenen. Lyden af Far. Lyden af
Far inde fra det andet rum. En blanding af bevidstløs snorken, hosten
og harken, venden sig i den knirkende seng. Om aftenen, eller hvis
han vågner i løbet af natten, er det næsten hyggeligt. Næsten trygt.
Han kan høre han er der. Far. På en måde er der. I hvert fald sover lige
ved siden af. Men om morgenen er det forkert. Når han vågner og ikke
selv kan sove mere, er det forkert. Og han ved, at han ikke kan vække
ham. Selv om han så prøvede, ville han ikke kunne vække ham. Ikke
før om mange timer. Og han har hele dagen og ikke mindst aftenen
· · foran sig.
J
SOLSTRÅLEN
13
10
1s
10
15
20
25
30
Han står op og går på badeværelset. Og han tænker, som så ofte før,
på at det ser ud som om det aldrig bliver brugt, badeværelset. Eller det
er længe siden. Alting revner og skaller, selv håndklæderne, flosser.
De er mærkeligt indtørrede, som om de ikke har været våde i lang,
lang tid. Han har sin tandbørste i et gammelt, grønt skab. Det er det "'
eneste af ham, der altid er der. Hans tandbørste. Han børster tænder. i
Hvis der er tandpasta bruger han den, ellers vand og lidt håndsæbe.
Han kender smagen af Fars håndsæbe ret godt. Et eller andet sødligt,
honningagtigt smager den af. Gammeldags, som noget der ikke mere
findes. Han pjasker lidt vand i hovedet og ud over sig og tørrer sig i et
af de flossede håndklæder, som lugter af våd hund når der kommer
vand på det. Så begynder han at lede efter flasker.
Han er næsten holdt op med at lede i badeværelset. Der er som regel
ikke nogen. Men i dag er der et eller andet, der får ham til at bøje sig
ned og rode rundt bag toilettet. Og ganske rigtigt - en lille snapseflaske er klemt fast mellem væg og porcelæn. Den ser på en gang dum og
skrøbelig ud i hans hænder. Den kan jo ikke gør for det, tænker han, "
mens han hælder indholdet ud i toilettet og skyller.
~
}
I køkkenet ved han, der ikke er noget. Det er som om det er for
oplagt et sted. Alligevel står han et øjeblik stille derude og ser sig om.
Eller rettere ser udenom. For de mange stabler af snavsede tallerkner
og glas og ind imellem også halvfyldte dåser med noget råddent indeni er ikke noget rart syn. Om morgenen. Så går han hen til vinduet,
som han altid gør, og ser ud. Han ser på de andres vinduer i gården
udenfor. Om der er noget der har forandret sig siden sidst. Og det er
der som regel. Fjorten dage er lang tid. Han ser alligevel hurtigt væk
igen. Der ser så normalt ud i de andres vinduer. Normalt og ordentligt
og det gør på en eller anden måde ondt at se på, mens han står i Fars
kaotiske morgenkøkken.
Så går han rigtigt i gang inde i stuen. Det er længe siden der har
været noget i bogreolerne, det er altid der han kigger først. Så under
sofaen og lænestolen. Bag fjernsynet. Alle de sædvanlige steder. Der
er ikke noget i dag. Slet ingenting. Et øjeblik står han helt stille og
tænker på, om det virkelig kan være rigtigt. At der slet ingen skjulte
flasker er. Han bliver ikke glad, bare forundret. Så kommer han i tan-
14
JUL IA NE PREISLER
ker om snapsen i badeværelset. Han leder videre. Der er virkelig ingenting. Han ser sig om.
Det eneste sted han ikke har ledt er indeni den gamle brændeovn,
som sjældent er i brug, fordi den er så besværlig at tænde op. Hellere
.., fryse siger Far. Kun hvis det er virkelig koldt og han beklager sig rigtig
i meget over det, bliver den en sjælden gang tændt, og så er der næsten
hyggeligt i Fars stue. Han åbner lugen i brændeovnen. Den er fyldt
med gammel aske. Han stikker alligevel hånden ind og roder. Og ganske rigtigt, der støder hans hånd på klirrende glas inderst inde. Han
trækker flasken ud. Det er en flaske portvin. Portvin! Far må have
fået den af en eller anden. Da han hælder portvinen ud i køkkenvasken stinker den værre end snaps. Kvalmende, sødligt. Fremmedartet.
Måske bliver det ikke så slemt i aften. Måske har Far ikke nogen
penge, måske er det derfor, der er så få flasker. Eller måske har han
bare drukket det hele. Lige et øjeblik forestiller han sig en anderledes lørdag aften. Helt anderledes. De kunne gå en tur. Hvis Far havde
" kunnet gå ordentligt. De kunne gå en tur. De kunne gå i biografen og
se en film. Det er umuligt at forestille sig Far i elil' biograf. Siddende
helt, helt stille og bare se og lytte. Og ingenting drikke. Umuligt. De
kunne også blive hjemme og spille kort. Han har noget, som han går
og gemmer på, fra da han var ganske, ganske lille. Han sidder i en solstråle på gulvet og støvet danser i den, solstrålen, og han forsøger at
fange det med sine små hænder. Så sidder Far pludselig på gulvet ved
siden af ham med nogle spillekort. Og han lærer et spil, så meget som
man nu kan lære, når man er meget lille, og de spiller spillet og Far
ler, og alt er lykkeligt og let og dansende som solstrålen. Mærkeligt
nok er der ikke noget han kan huske om Mor på samme måde. Det vil
sige, han kan huske alt muligt, men ikke noget der er lykkeligt og let
på den måde.
Somme tider forsøger han at minde Far om dengang. Men han kan
ikke huske det, han kan ikke huske ret meget. Hverken det der er tæt
på eller langt fra. Fra dagen før eller for mange år siden. Han ville
,,, kunne bilde ham hvad som helst ind. Sige at der var sket et eller andet.
Noget der slet ikke passede. Ikke at han nogensinde ville gøre det.
L Men han kunne.
10
15
1
1
SOLSTRÅLEN
15
20
25
30
10
15
20
25
30
Inde i stuen ligger der en stabel gamle aviser. De er fra for mange,
mange år siden og helt gulnede. Det er dem han plejer at sidde og læse
i, indtil Far vågner. Han tager fat i bunken og roder i den. Han har
ikke lyst til de gamle aviser i dag, men der er ikke andet. Han prøver at
finde en som han ikke kan huske udenad. Så læser han. Eller han både
læser og ikke læser. Tiden går. Far vågner. Det har altid undret ham
den måde Far vågner på. Det er så pludseligt. Som om han går lige fra
den totale bevidstløshed til at være helt vågen, eller så vågen som han
nu kan blive. Uden noget ind imellem. Det ene øjeblik ryster hele lejligheden af bevidstløs snorken - det næste er der ildevarslende stille.
Når Far vågner, er han næsten helt ædru. Han er et andet menneske, Der er noget mildt, ligesom forvildet over ham. Han går på badeværelset og så ud i køkkenet og spiser mærkelige ting til morgenmad.
Mayonnaise lige fra tuben. Syltetøj på pølse. Som om han bare skal
have et eller andet i munden. Han brænder sig altid på kaffen og bander. Og så er lørdagen som han kender den i gang.
Først købe ind i supermarkedet. Far går så dårligt, han har et eller
andet med benene, han støtter sig tungt til hans ene &ulder, mens
han stråler mod alt og alt. »Det er min dreng« ser han ud som om han
siger. Og hvis de møder nogen de kender, siger han det også højt. »Det
er min dreng.«
De skal altid have det samme: Øller, chips, pølser. Det er den eneste
ret Far kan lave: Ristede pølser på panden. I margarine og med sprukkent skind. Der er den sædvanlige diskussion om øllerne. Far vil have
elefantøller, han insisterer på almindelig Hof. Han vinder, fordi Far
ved, at de ellers bare bliver hældt ud, øllerne.
Hjemme igen bliver der åbnet flasker i hurtigt tempo, mens han
selv drikker cola. Pølserne syder på panden. Far bliver så kærlig, når
han har fået de første 4-5 stykker og stryger ham over kinden hele
tiden. Og han kan både lide det og ikke lide det. Det er synd for Far.
Over det hele hviler Pelikanens skygge. Pelikanen er værtshuset nede
om hjørnet, hvor Far plejer at komme. Hvor han har regning og ikke
bliver smidt ud, selv når han bliver for fuld. Når de har spist skal de på
Pelikanen. Han har somme tider forsøgt at forhindre det, spurgt om
de ikke skal gøre noget andet. Men der er ikke noget at gøre, aftenen
16
JULIANE PREISLER
'°
"
~
~
~
bliver helt umulig hvis de bliver hjemme. Far bliver helt umulig. Han
kender ham så godt - humøret skifter efterhånden som øllerne forsvinder. Først det mærkeligt forvildede om morgenen. Så det kærlige
når den første brandert tager ved. Så hidsigheden og vreden hvis no... get som helst går ham imod, imens han er godt lakket til. Og til alleri sidst det næsten klynkende, fjerne, babyagtige, når han halvt støtter,
halvt bærer Far hjem fra Pelikanen og lægger ham i seng. Det sidste
er det værste.
Men lige nu steger de pølser. Det er blevet regnvejr og mørkt udenfor, og vandet slår mod ruderne, og der er næsten hyggeligt i Fars køkken, hvor han har fået ryddet lidt tilside. Far stryger ham hele tiden
over kinden. Han lader ham gøre det.
De spiser pølserne. Han drikker mere cola. Far rører aldrig chipsene, kun pølserne, som han spiser lidt fraværende, som om han ligeså godt kunne lade være. Så snart de har spist op, kommer der den
rastløshed over ham, som han kender så godt, og han ved at de ligeså
godt kan tage overtøj på med det samme.
Far står allerede ved hoveddøren med frakken halivt på og den sidste øl i den ene hånd, og han spørger om de ikke lige kan rydde lidt
op i køkkenet først. Så det ikke er så slemt i morgen. Men Far ser helt
uforstående på ham, og han opgiver og tager sin jakke på i en fart.
"
Udenfor regner det stadig. Og blæser. De bliver helt gennemblødte
i begge to på det lille stykke hen til Pelikanen, og han tænker på, at
Far vil spørge, om de ikke skal have en lille spids til at få varmen på.
Om »de« ikke skal. Han drikker aldrig andet end cola, men Far bruger
ethvert påskud til at spæde Hofferne op med snaps.
De kommer ind ad døren og det er Ejnar, der står i baren. Og det
er godt. Ejnar ligner noget fra en film for længe siden, en sort-hvid
film. Han har slikket hår med sideskilning og et mærkeligt sørgmodigt ansigt og bevæger sig som om han har gået til dans, engang. Han
drikker heller ikke så meget selv. Snakker ikke så meget. Passer bare
sit arbejde.
Nede i stamhjørnet sidder Ise-Kaj. Det er ikke godt. Ise-Kaj er spiller. Og Far taber altid. Far taber altid og Ise-Kaj ved, at han taber.
Han leder Far over mod et andet bord så langt væk som muligt fra
SOLSTRÅLEN
17
10
15
20
25
30
10
15
20
25
30
det højrøstede selskab ved stambordet. Han ved ikke, hvorfor Ise-Kaj
hedder sådan, og han vil heller ikke vide det. Han vil ikke have noget
som helst med ham at gøre. Men Ise-Kaj har set Far, det ved han. Det
er bare et spørgsmål om tid.
Far spørger, om ikke de skal have en lille spids til at få varmen på.
Han siger nej, ikke tale om, du ved godt du bliver fuld alt for hurtigt
og alt det andet han plejer at sige. Så er han nødt til at gå på toilettet
på grund af al colaen, og der er kø, og da han kommer tilbage har Far
både fået sin snaps og drukket den. Og der er ikke noget han kan gøre.
Han kan se på Fars øjne, at det er begyndt. Fra nu af er det virkelig
farligt at sige ham imod. Fra nu af og indtil han er blevet fuld nok. For
fuld.
Han mærker Ise-Kajs øjne i nakken. Han forsøger desperat at få Far
interesseret i spillemaskinen i stedet for. Engang imellem virker det.
Engang imellem kan Far sidde i timevis og se på de farvede hjul der
kører rundt og hører på maskinens pling og plong. Og så er der fred
så længe.
»Jeg tror jeg er heldig i dag« siger han og hiver nogle"rnønter op af
lommen, som han har liggende netop til det formål. Far har aldrig
nogen mønter. Eller for den sags skyld kontanter tilbage, når de har
betalt i supermarkedet. Somme tider tænker han virkelig bekymret
på, hvad Far egentlig lever af, når han ikke er der. Hvad han får at
spise og sådan.
Han propper mønter i maskinen i et vist tempo og holder øje med
Far. Men Fars øjne er ikke fæstnede på de farvede lys, de glider hele tiden til siden og ud. Og nu rejser Ise-Kaj sig og kommer hen imod deres
bord. Og det hele er bare ad helvede til.
»Har du din dreng med i dag Georg?« siger Ise-Kaj. Glat og indsmigrende som han altid er. Og det er altid så mærkeligt, når nogen kalder
Far for Georg, Mor taler aldrig om ham. Men det hedder han jo. Georg.
Og Far stråler og stryger ham over kinden. Og det er sikkert sidste
gang han gør det i dag, stryger ham over kinden. Hans humør har
ændret sig og hans bevægelser med ølflasken er anderledes hurtige,
irritable.
Ise-Kaj står og hænger og Far beder ham ikke sætte sig ned, og det
18
JULIANE PREISLER
I
"'
~
:
~
er jo altid noget. Så længe det varer.
»Vi spiller,« siger han selv til Ise-Kaj. Så køligt han kan.
»Spiller,« siger Ise-Kaj. »Det der er jo ikke noget spil for voksne
mænd, vel Georg?«
~
Far mumler et eller andet, og som ved et mirakel følger hans øjne
~ nu maskinen, som om de er limet fast til den.
Han propper mønter i som en gal.
Ise-Kaj står og skifter lidt fra den ene fod til den anden.
»Du skylder mig nogle genstande, Georg,« siger han så, »vi kan jo
spille om dem.«
Og Fars øjne river sig løs fra maskinen og dens blinkende lys, og det
hele er virkelig ad helvede til.
Ise-Kaj sætter sig ned, selv om han ikke er blevet inviteret. Han råber på Ejnar, efter terningerne, og Ejnar lader længe som om han ikke
hører det. Det gør han virkelig. Men til sidst er Ise-Kajs stemme ikke
til at overhøre og terningerne kommer på bordet.
Han trækker sig helt, helt ind i sig selv. Han kan bare ikke holde
ud at se Far tabe, det har han aldrig kunnet. Han forsvinder ligesom
~ væk i glasset med cola og maskinen der blinker og plinger og plonger
til ingen verdens nytte. Og Far taber og taber et sted derude, uden for
ham selv.
Pludselig sker der et eller andet i rummet. Døren går op og et større
selskab kommer ind, nogle der ikke plejer at komme her, det mærker
man med det samme.
Han ligesom ryster sig og ser sig om og tror ikke sine egne øjne.
Der står Mor med nogle af sine arbejdskammerater, han genkender
Grete og Mette, og en eller anden mand, som han ikke kender. Og som
hun bager på, det ses tydeligt. Hun har ikke set ham, heller ikke Far,
hun har for travlt, og han sidder musestille og mærker hvordan hans
verdener støder sammen og snart, snart bryder sammen. For han ved,
hvad der vil ske, i det øjeblik Mor får øje på ham. Og Far.
De sætter sig ned, selskabet, og han tror et øjeblik at han kan slippe
ud af det hele. Mor sidder næsten på skødet af den fremmede mand.
Han lader sig umærkeligt glide fri af bordet. Så hænger fars næve i
hans krave.
r
SOL S TR Å LEN
19
10
15
20
25
30
10
15
20
25
»Hvor skal du hen, dreng?« runger det ud over hele værtshuset.
Han krymper sig og ser hen på Mor, som allerede er på vej hen til
dem, og hun ligner alverdens uvejr på en gang. Så står hun foran dem.
Ise-Kaj ignorerer hun, som om han slet ikke findes og lige et øjeblik
er det godt.
»Tager du drengen med på værtshus, Georg?« spørger hun.
Han har aldrig hørt Mors stemme sådan.
»Øh ... Alice ...« stammer Far ... »han ville selv ...«
Det lyder fuldstændig åndssvagt. Og Mor venter ikke engang på at
høre mere, hun har fat i ham, rigtigt fat og hiver ham ud ad døren og
ind i en taxa, før han kan nå at sige så meget som farvel. Til Far.
I taxaen er der tordnende stille. Han tænker på at hans sports-taske
med alt muligt i står hjemme hos Far. Så tænker han på, at Far stadig
sidder på Pelikanen. Og er blevet totalt til grin, både over for Ise-Kaj
og alle de andre. Hvor mange snapse han drikker nu, hvor han ikke er
der til at forhindre ham i det. Hvordan han nogensinde skal komme
hjem i aften. Vågne i morgen med tømmermænd, alene. Han er lige
ved at begynde at græde.
'
»Du kommer ikke derhen mere,« siger Mor ved hans side i taxaen.
Bare sådan.
»Du forstår ikke noget,« siger han til hende. Hans stemme er tynd
og skrøbelig som da han var ganske lille. Det næste tænker han indeni
sig selv, han siger det ikke højt: Jeg elsker ham jo. Og han elsker mig. Han
siger det ikke højt.
»Han har ikke andre,« siger han.
Taxaen kører ikke ret hurtigt, nu. Han griber fat i døren og vrider
den op. Til alt det mørke, våde udenfor.
Juliane Preisler (f 1959) debuterede i 1983 med digtsamlingen Uden.
Hun skriver i mange forskellige litterære genrer: digte, noveller, romaner, børnebøger, ungdomsbøger og dramatik. Ensomhed og længsel
samt barndommen som livsfase er eksempler på tilbagevendende
temaer i forfatterskabet. Preisler har modtaget mange priser og har
også fungeret som anmelder på Information.
20
JULIANE PREISLER
~
~