Kvalitets- og tilsynsrapport

Tilsynsnotat Børnehaven Solstrålen
Faaborg-Midtfyn Kommune skal ifølge lovgivningen føre tilsyn i kommunens dagtilbud og dagpleje.
Tilsynsforpligtelsen retter sig både mod det indholdsmæssige i tilbuddene og den måde, hvorpå opgaverne
løses. Fagsekretariatet Dagtilbud-Børn fører tilsynet på vegne af Kommunalbestyrelsen.
Tilsynet er tilrettelagt som et toårigt forløb, hvor der i ulige år gennemføres en kvalitetsmåling i form af en
spørgeskemaundersøgelse. Her vurderer forældre, medarbejdere og ledere kvaliteten af dagtilbuddets
samlede opgaveløsning, set i forhold til den politisk vedtagne kvalitetsstandard.
Kvalitetsmålingen er dermed et styringsværktøj, der skal sikre udvikling af fortsat høj kvalitet i alle dagtilbud i
Faaborg-Midtfyn Kommune, uanset ejer- og ledelsesform.
Fagsekretariatet Dagtilbud-Børn sammenholder resultatet af kvalitetsmålingen med vurderinger af en række
udvalgte indikatorer for kvalitet. Konsulentens samlede vurdering af institutionens kvalitet fremstilles i dette
notat.
Den enkelte institution kan selvstændigt anvende kvalitetsmålingens resultater til interne udviklingsdrøftelser.
Tilsynsnotatet offentliggøres på institutionens hjemmeside. Ved evt. tilsynsforløb opdateres notatet.
Faktaoplysninger
Institution
Børnehaven Solstrålen
Leder
Gitte Jørgensen
Bestyrelsesformand
(for private og selvejende)
Dorthe Højgård
Dato
25.08.2015
Konsulent
Bjarne Abildtrup Pedersen
Konklusion
På baggrund af resultater fra kvalitetsmåling og samtale
Tilsynsmøde Solstrålen 28/10 2015
Deltagere: Gitte Jørgensen (leder), Dorthe Højgård (bestyrelsesformand), Rikke Jensen(fagchef), Bjarne
Abildtrup (konsulent).
Rikke præsenterer dagsorden for mødet. Kvalitetsmålingen er gennemført i maj måned og tilsynsnotatet er
udarbejdet ud fra en vurdering af kvalitetsmålingen set i forhold til historikken og tidligere
bekymringspunkter i institutionen. Formålet med mødet er at have en dialog om vurderingerne i
tilsynsnotatet. Det er derfor vigtigt at institutionen præsenterer deres egen vurdering af status og at vi
herudfra drøfter mulige udlægninger af situationen. På den baggrund vil Rikke tage endelig stilling til en
vurdering af Institutionen, dvs. konklusionen på tilsynet.
Evnen til at opstille mål, fagligt begrunde metoder samt dokumentere
Kvalitetsmålingen viser, at forældrene i Solstrålen vurderer institutionen noget ringere end gennemsnittet i
kommunen i forhold til personalets evne til at opstille mål, begrunde metoder og aktiviteter mv. Forældrene
har også et mindre kendskab til læringsstjernen end øvrige forældre i kommunen.
Kvalitets- og tilsynsforløb 2015
1
Disse resultater er i tråd med de bekymringer, som kommunen har haft ved skærpet tilsynsforløb i
december 2014-januar 2015. Vi drøfter den pædagogiske praksis og forskellen på forældrenes vurdering og
personalets vurdering af sig selv. Der er sket en positiv udvikling af det faglige kompetenceniveau i
institutionen fra efteråret 2014 til nu. Et fortsat udviklingspunkt er dog, at personalet bliver bedre til at
formidle deres overvejelser til forældrene, herunder gør arbejdet med læringsstjernen mere synligt for den
enkelte forælder. Hvad betyder det for deres barn, at der arbejdes på denne måde i institutionen? Hvordan
profiterer børnene af de voksnes didaktiske overvejelser og koblingen til læringsmål og læringsstjernen?
Gitte og Dorthe vil gerne undersøge forældrenes tilbagemeldinger nærmere for at blive klogere på, hvad der
kan blive endnu bedre i institutionen. Vi drøfter forskellige metoder til dette og Rikke anbefaler en dialogisk
tilgang frem for spørgeskemaer.
Henstilling vedr. besvarelsesprocent
Vi drøfter besvarelsesprocenten og hvordan leder, personale og bestyrelse kan understøtte en højere
besvarelsesprocent i fremtidige undersøgelser. Der er brug for at styrke forståelsen af, at undersøgelsen
gavner institutionen fordi den giver leder og bestyrelse viden om, hvad de kan gøre bedre og udvikle
fremadrettet. Samt bruge de gode og stærke lokale relationer til at forpligte forældrene yderligere på at
deltage i undersøgelsen.
Gode tilbagemeldinger på omsorg og tryghed
Kvalitetsmålingen viser, at forældrene er trygge ved at aflevere deres børn, og at børn og forældre føler sig
mødet og imødekommet. Der er også sket en positiv udvikling i forhold til det tidligere forebyggende
arbejde, hvor det er tydeligt at institutionen har løftet det faglige niveau ift. indsatsplaner mv.
Vi drøfter forældrenes forventninger til dagtilbuddet og hvordan institutionen kan engagere forældrene
yderligere i den komplekse opgave, institutionen skal løfte. Lige fra at være læringsarena for deres barn til
at hjælpe til på arbejdsdag. Bestyrelsen har et særligt ansvar her for at være formidler til de øvrige forældre
omkring: hvad er børnehavens opgave (både læring og omsorg), hvad forventer vi af forældrene her, hvad
skal I tage ansvar for. Dette er særlig vigtigt i en privatinstitution.
Bestyrelsens rolle
I en privatinstitution er bestyrelsen den øverste ansvarlige for institutionens kvalitet, ligesom bestyrelsen er
arbejdsgiver for både personale og leder. Det følger både af dagtilbudsloven og godkendelseskriterierne fra
kommunen, at bestyrelsen skal forholde sig aktivt til institutionens kvalitet og sikre, at institutionen lever op
til krav og forventninger.
Aftalerne fra januar 2015 om, hvordan bestyrelsen skulle arbejde med at forholde sig til institutionens
udfordringer er ikke blevet overholdt på tilfredsstillende niveau. Bestyrelsens referater fra 1. halvår af 2015
dokumenterer ikke nogen drøftelser overhovedet af de udfordringer, der er beskrevet i det skærpede tilsyn,
og det er usikkert om den samlede bestyrelse overhovedet er orienteret om de forpligtende aftaler, der er
indgået den 6. januar 2016. Dorthe er meget positivt indstillet overfor at løfte ansvaret som
bestyrelsesformand men tilkendegiver også, at der er elementer af det Rikke fortæller omkring bestyrelsens
ansvar, der er ny viden for hende. Rikke opfordrer til at deltage i bestyrelseskursus hos
paraplyorganisationen.
Bestyrelsens rolle som hhv. kravstiller og understøtter for lederen er meget vigtig, når lederen skal skabe
udvikling og forandring af faglighed og kultur. Der er meget brug for, at bestyrelsen får drøftet: hvad kan
Gitte gøre, hvad kan bestyrelsen gøre. Det fremgår af dialogen, at bestyrelsen ikke har nogen tilstrækkelig
systematik ift. personaleledelsen af Gitte, bla. er der tilsyneladende kun gennemført én MUS-samtale
Inden for de sidste 15 år. Dette er uacceptabelt og Rikke er bekymret for Gittes trivsel og understøttelse
som leder, hvilket i sidste ende kan gøre institutionen meget sårbar.
Konklusioner og aftaler:
Kvalitets- og tilsynsforløb 2015
2


Henstillingen vedr. personalets kompetenceniveau justeres, så det fremgår tydeligt, at der
skal være særligt fokus på personalets evne til at formidel deres faglighed til forældrene.
Rikke kontakter Gitte i januar 2016 for at følge op på, om der er gennemført
lederudviklingssamtale/MUS.
Den justerede henstilling
Det henstilles at Solstrålen sætter særligt fokus på at udvikle personalets evne til at formidle fagligt
indhold over for forældre.
Konklusion ved analyse af kvalitetsmåling sommer 2015
På baggrund af den politiske beslutning ved vedtagelsen af Budget 2014 skal tilsynet vurdere, hvorvidt
institutionerne har et tilfredsstillende eller et mindre tilfredsstillende resultat. Konklusionen uddybes
efterfølgende.
Konsulentens samlede vurdering:
Tilfredsstillende
Mindre tilfredsstillende
Henstillinger – medfører altid en vurdering hos fagchefen og evt. samtale:
Det henstilles, at der i forbindelse med fremtidige kvalitetsmålinger gøres en større indsats for at få flere
respondenter til at besvare målingen. Som minimum skal ansatte og ledere besvare.
Det henstilles, at Solstrålen udvikler det faglige kompetenceniveau, således at personalet bliver i stand til at
formidle mål og indhold af deres pædagogiske arbejde over for forældrene.
Begrundelse
Henstilling ift. deltagelse i kvalitetsmåling, gives når følgende to forhold er tilstede:
-
En generel lav besvarelsesprocent blandt forældre
Manglende lederbesvarelse.
Disse to forhold betyder, at resultaterne af kvalitetsmålingen i Solstrålen, er forbundet med en høj grad af
usikkerhed. Fremadrettet bør det have øget fokus at sikre en høj deltagelsesprocent, da dette er grundlaget
for tilsynet.
Resultaterne af forældrenes besvarelser viser, at personalet ikke formår at formidle de faglige aspekter af
deres pædagogiske arbejdet ud til forældrene. Samme konklusion er fundet ved tidligere tilsyn.
Forældrenes manglende kendskab til målsætning og fagligt indhold og metoder sammenholdt med data fra
tidligere tilsyn kan antyde, at Solstrålen ikke har udviklet en tilstrækkelig dokumentations- og
evalueringskultur
Vurdering af kvalitetsmåling og inddragelse af øvrige data
Udvalgte data for 2015




Sygefravær – institutionslederne indsender tal august 2015
Klager – hentes internt i Dagtilbud-Børn
Tilpasset tilsyn 2014 – konklusioner fra tilsynsrapporter, konsulentforløb mv.
Læreplaner – udgangspunkt i konklusion fra vurderingsskemaet 2014
Kvalitets- og tilsynsforløb 2015
3
Data
Konklusioner
Svarprocent
Forældre 25%
Medarbejdere 57%
Leder 0%
Sygefravær
1,3%
Klager
Ingen klager er indgivet.
Tidligere tilsyn
Institutionen arbejder samlet set på et tilfredsstillende niveau i forhold til arbejdet
med dokumentation og evaluering.
Institutionen arbejder med en mindre tilfredsstillende kvalitet i forhold til læringsog udviklingsmiljøer og i forhold til det faglige niveau af indsatsplanerne.
Det anbefales, at der skabes rum til, at personalets "tavse viden" italesættes,
således at personalet over for forældrene bliver i stand til at formidle og fagligt
begrunde såvel aktiviteter som anvendelsen af de fysiske rammer i institutionen.
Forældrene efterlyser, at metoder og aktiviteter begrundes i faglig viden.
Det anbefales, at der iværksættes et udviklingsarbejde omkring indsatsplaner
med det formål, at personalet bliver i stand til at udarbejde fagligt præcise
indsatsplaner.
Solstrålen har været under særligt tilsyn i perioden: 13/11 - 01/06 2014.
Konklusioner fra uanmeldt tilsyn den 11. december 2014
På baggrund af den uanmeldte tilsyn konkluderes det:
At dagtilbuddet er i en positiv proces, men, der stadig er aktuelle
udviklingspunkter vedrørende synliggørelse af ugentlige aktiviteter, og
synliggørelse af værdier og aktiviteter over for forældre.
Læreplaner
Godkendt med en del udviklingspunkter den 18. februar 2015
Udviklingspunkter:
Hverdagsbeskrivelser
Mål i hverdagsbeskrivelserne er ikke tydeligt koblet til eller i sammenhæng med
læringsmål fra læringsstjernen. Ligeledes er tegnene i hverdagslivstemaerne ikke
alle observerbare.
Dokumentation og evaluering
- At der under hvert hverdagslivstema tydeligt beskrives, hvilke læringsmål
der er for den udvalgte børnegruppe
- At tegnene er observerbare
- At det beskrives, hvilke dokumentationsformer der anvendes for at
fastholde tegnene
- At det beskrives, hvilke overvejelser og vurderinger der er i forhold til
videre planlægning, gennemførelse, dokumentation og evaluering
Data fra kvalitetsmålingen – opmærksomhedspunkter i kvalitetsmålingen
Kvalitets- og tilsynsforløb 2015
4
Obs: Eftersom det kun er 25% af forældrene, der har besvaret spørgeskemaet, er resultaterne af
forældrenes besvarelser forbundet med en høj grad af usikkerhed. Ikke alle medarbejdere har besvaret
spørgeskemaet.
Lederens besvarelser er ikke registeret i undersøgelsen.
Læringsmiljøer
Forældrene i Solstrålen er trygge ved at aflevere deres børn, og de vurderer, at deres børn er glade for at
gå i børnehaven.
Personalet vurderer, at Solstrålens fysiske rammer tilgodeser børnenes behov for leg og læring og vurderer,
at børnene også kan identificere disse muligheder.
Forældrene udtrykker, at de har et relativt lavt kendskab til:




Personalets faglige evne til at forklare og koble faglig viden og metoder ift. børns kompetenceudvikling
og pædagogiske aktiviteter
Om personalet sætter mål for det enkelte barn
Personalets evaluering af barnets trivsel
Kendskab til anvendelse af læringsstjernen
Personalet vurderer, at de som personale har et højt fagligt niveau. Herudover vurderer de eget kendskab til
den pædagogiske læreplaner og anvendelsen af læringsstjernen relativt højt.
Inklusion
Både forældre og personale oplever personalet som imødekommende og inkluderende. Både i deres
relationer til forældre, det enkelte barn samt i arbejdet med fællesskabet i børnegruppen.
Tidlig forebyggende indsats
Personalet tilkendegiver, at Solstrålen arbejder efter handleguidens retningslinjer.
De samlede besvarelser viser, at personalet i arbejdet med tidlig forebyggende indsats udarbejder grundige
indsatsplaner med klare mål, der er begrundet i faglig viden, samt at der sker en systematisk opfølgning på
disse mål.
Forældrene tilkendegiver yderligere, at de inddrages i arbejdet med indsatsplaner.
Overgange
Forældrene er trygge og føler sig inddraget, når deres barn skal foretage et skift til skole og/eller børnehave.
Personalet arbejder inddragende og målrettet med at skabe sammenhæng mellem børns overgange i
institutionslivet.
Ledelse
Personalet tilkendegiver:





At lederen formår at sætte klare mål for udviklingen af Solstrålen
At lederen formår at skabe sammenhæng mellem mål og opgaveløsning
Al lederen formår at tydeliggøre politiske mål og rammer
At lederen er tydelig i sine krav og forventninger til personalets opgaveløsning og kompetenceudvikling
At de som personale har indflydelse på udviklingen af pædagogisk kvalitet i praksis
Forældresamarbejde
Forældrene oplever, at de har mulighed for at være med til at udvikle hverdagen, samt at de føler sig
anerkendt og imødekommet af personalet.
33% af forældrene tilkendegiver, at de ikke oplever personalet som glade og engagerede.
Personalets faglige kompetencer
Kvalitets- og tilsynsforløb 2015
5
Personalet vurderer, at de:




Arbejder målrettet med den pædagogiske opgave
Besidder viden om børns samspil og udvikling
Tager udgangspunkt i det enkelte barn
Anvender faglig viden og didaktiske metoder
Forældrebesvarelserne på spørgsmålet om personalets anvendelse af faglig viden og didaktiske metoder,
afviger i påfaldende grad fra personalets vurderinger.
Kommentarer


Gentagne oplevelser af, at personalet taler grimt til børn
For høj grad af fagligt sprog i kvalitetsmålingen
Kvalitets- og tilsynsforløb 2015
6