Benny Vittrup - Turesensgade

4
sommer
dagensmedicin.dk
dagens medicin nr. 21 fredag 17. juni 2011
Det var en helt
fantastisk følelse
for en kræftlæge
REGIONAL KEMOTERAPI Benny Vittrup var dybt beskæmmet
over den danske kræftbehandling og var ved at forlade den. Men
så havnede han ved en tilfældighed i orkanens øje – den eksperimentelle behandling. Det var en overvældende oplevelse at kunne
ringe til den første patient og tilbyde en operation. Bagefter blev
Vittrup udråbt til ’Mirakelmageren’ i Ekstra Bladet. Det var ikke så
heldigt – det var en postgang for tidligt
Af Gurli Kløvedal
B
enny Vittrup listede ud af sommerhuset
i Rørvig, ud i det tiltagende vintermørke, uden at hustruen Mette eller børnene
bemærkede det. Det var den tredje søndag i advent 2004, og klokken var fire
om eftermiddagen. De havde lånt sommerhuset af en
kollega for weekenden for at få lidt julestemning og
familietid sammen. Derfor Benny Vittrups lidt luskede exit. For selv om han og hustruen Mette var enige
om, at der skulle være en skarp skillelinje mellem familie og arbejde, var der et opkald, han var nødt til
at foretage.
Der lå en kold regndis over sommerhusområdet,
da Benny Vittrup fiskede mobilen op af lommen. Han
fandt privatnummeret til Berthold, en 66-årig patient
på mave-tarm-kræftafdelingen på Herlev Hospital,
hvor Benny var overlæge. Berthold havde fået konstateret en stor kræftmetastase i leveren. Den stammede
fra en kræft i endetarmen, som han var blevet opere-
ret for året før. Metastasen i leveren kunne ikke opereres væk, og i 2003 var det en dødsdom. Hos patienter,
som fik den diagnose, var ingen dengang i live efter
tre år. Stående i baghaven til det lånte sommerhus,
mellem et par gamle havkajakker, en stabel brænde
og et raftehegn, der trængte til reparation, tastede
Benny Vittrup nummeret. Han kom straks igennem.
»Jeg tror, du har et håb. Vi har fået mulighed for at
give dig en helt ny forsøgsbehandling,« var hans besked til Berthold.
Kemoterapi direkte i leveren
Berthold var den første danske kræftpatient, der fik
eksperimentel kræftbehandling i form af regional
kemoterapi, også kendt under betegnelsen hepatisk
arteriel infusion (hai). Det er en behandling, hvor
kemoterapi bliver sprøjtet direkte ind i kræftmetastaserne i leveren gennem leverarterien. Indtil 2004
havde danske patienter kun kunnet få denne form for
Fortsættes Side 6
sommer
5
dagensmedicin.dk
dagens medicin nr. 21 fredag 17. juni 2011
’
Jeg kunne
endelig se mine
patienter i øjnene
og sige: ’Vi giver
dig den bedste
behandling, vi
kender til’
6
SOMMER
dagensmedicin.dk
DAGENS MEDICIN NR. 21 FREDAG 17. JUNI 2011
FORTSAT FRA SIDE 5
BEGYNDELSEN. Her lægges det første kateter til regional kemoterapi.
Året er 2004, og lægen er vist nok Henrik Nørregaard. – Privatfoto
NAIV. Efter en optræden i Ekstra Bladet mødte Benny Vittrup stor kollegial
kritik for at skamrose en behandling på et spinkelt grundlag. Siden har han
holdt lav profil. »Jeg var nok lidt naiv,« siger han i dag.
behandling ved selv at hive tegnebogen frem og
betale flere hundredtusinde kroner for behandling
i udlandet.
»Fra foråret 2004 blev det muligt at søge et nyoprettet second opinion-udvalg om økonomisk
støtte til eksperimentel behandling i udlandet,
hvis den ikke kunne gives i Danmark. Men målet
var, at vi skulle kunne give en lige så god behandling i Danmark,« fortæller Benny Vittrup.
Han kan stadig genkalde sig den kolde luft og
den tunge grå himmel, mens han ringede. For opkaldet betød startskuddet på behandling af uhelbredeligt syge kræftpatienter på landets første
enhed for eksperimentel kræftbehandling (EFEK)
på Herlev Hospital.
»Det var en helt fantastisk følelse for en kræftlæge. Det betød, at jeg nu endelig kunne se mine
patienter i øjnene og sige ’Vi giver dig den bedste
behandling, vi kender til’. Sådan havde det ikke
været tidligere,« fortæller Benny Vittrup.
Benny Vittrup byder på Nescafé i hjemmet i
Roskilde, som han deler med sin hustru gennem
31 år, Mette, som er sundhedsplejerske, samt sine
to yngste hjemmeboende døtre. Huset ligger blot
få hundrede meter fra Roskilde Fjord, og hjemmet
giver et venligt og uprætentiøst indtryk. Ligesom
Benny Vittrup.
Væggene er beklædt med smilende fotografier
af hans fem børn. To sønner og to døtre, som han
har med Mette, samt en datter fra et tidligere ægteskab. Reolen er fyldt med snesevis af hvide ringbind med fotos fra de årlige familierejser – Oman,
Italien, Kina, Sydafrika og Thailand er nogle af
rejsemålene. Selv om et par PH-lamper og et klaver har fundet vej ind i stuen, er det tydeligt, at
det er et hjem, hvor der leves. Her har funktionaliteten og dagliglivet forrang for sarte designermøbler.
Oprettelsen af enheder for eksperimenterende
kræftbehandling og oprøret mod den evidensbaserede behandling, som enhederne står for, har
været et omdiskuteret emne blandt læger – og
en af sundhedsvæsenets største behandlingssucceser. I dag ligger der enheder for eksperimentel
kræftbehandling på hospitalerne i Herlev, Vejle,
Aarhus, Aalborg og Odense og på Rigshospitalet,
og en lang række uhelbredeligt syge patienter bliver i dag behandlet med succes.
»I dag kan vi behandle patienter med kræftsygdomme, som der ikke tidligere var behandling til.
Som læge bliver man en slags opdagelsesrejsende,
der skal finde på nye måder at angribe kræften.
Det er en fantastisk spændende tid at være læge
i,« siger Benny Vittrup. I det daglige er hans arbejdstid delt mellem enheden for eksperimentel
kræftbehandling og mave-tarm-kræftafdelingen,
hvor han er teamledende overlæge.
Retrætepost blev orkanens øje
Det er en cocktail bestående af tilfældighed, held
og talent, som er årsag til, at Benny Vittrup i 2004
havnede i dansk kræftbehandlings orkanøje.
Få år før overvejede han helt at forlade arbejdet som kræftlæge. I år 2000 arbejdede han som
afdelingslæge på brystkræftafdelingen på Herlev
Hospital, og han var dengang dybt desillusioneret over de manglende ambitioner på patienternes
vegne.
»Bureaukratiet var tungt, langsomt og uigennemtrængeligt. Kvinder med brystkræft måtte
dengang vente op til tre-fire måneder på at komme
i strålebehandling efter at have fået konstateret
kræft. Det var et system, der var umenneskeligt
sløvt, og det var skrækkeligt at arbejde i,« siger
Benny Vittrup, som havde patienter, der skreg i telefonen af frustration over, at der ikke skete noget.
»Vi skulle spare og køre ’low-budget’ kræftbehandling. Det handlede først og fremmest om
budgettet, og patienterne kom i anden række,«
fortæller Benny Vittrup. Det var et syn på patienterne, som han havde svært ved at leve med.
»Min far, som var buschauffør, døde af kræft,
da jeg var tolv, hvilket nok spiller ind på mit syn
på patienterne og på, hvordan jeg møder dem i
dagligdagen. Det har altid været vigtigt for mig at
respektere mine patienter og prøve at møde dem
der, hvor de er. De kommer til os med en livstruende sygdom og med en stor desperation, og det,
man som læge kan gøre, er at møde dem i desperationen og forsøge at give dem den bedste behandling, man kan,« siger Benny Vittrup.
Han besluttede, at nok var nok, og at det var
tid til at søge væk, inden kynismen smittede ham.
Han nåede at komme til jobsamtaler på Odense
Universitetshospital og hos et medicinalfirma, inden han blev fik tilbud om en anden stilling på
Herlev Hospital.
»Herlev havde besluttet, at de gerne ville beholde mig, og de fortalte, at der ville komme en ledig
overlægestilling på afdelingen for mave-tarmkræft inden længe. Det var en slags retrætepost,
jeg blev tilbudt. Det blev ikke anset for at være
særlig fint at arbejde med tyk- og endetarmskræft,
og hvis de havde spredning til andre organer, var
der meget lidt, man kunne gøre medicinsk. Holdningen var lidt, at man jo ikke rigtig kunne gøre
noget for patienterne, men at nogen jo burde arbejde med området,« fortæller Benny Vittrup.
Alligevel sagde han ja til stillingen. Årsagen var
blandt andet et råd, som Heine Høi Hansen, professor i onkologi, havde givet Benny Vittrup nogle
år tidligere, da de var kolleger på Finsencentret på
Rigshospitalet.
»Heines råd var at interessere sig for det, ingen
andre gad arbejde med. Det, hvor der var et mysterium, en gåde, der skulle løses. Han mente, at der
var mere perspektiv i at arbejde med mave-tarmkræft end med brystkræft, som alle ville arbejde
med,« siger Benny Vittrup. Han tiltrådte stillingen i 2002 uden at have nogen idé om, at kræftbehandlingen på netop det område var på kanten
til at eksplodere og opleve en hidtil uset positiv
udvikling og medvind.
Danskernes tillid var i bund
Mens danske læger sendte patienter med tyk- og
endetarmskræft med spredning til leveren på hospice, udviklede behandlingen sig i udlandet. Læger på Carl von Hess Krankenhaus i Hammelburg
i Tyskland samt et par steder i USA havde i flere år
eksperimenteret med at give regional kemoterapi (hai) til patienter med tyk- og endetarmskræft
med spredning til leveren. Behandlingen bestod
i at sprøjte kemoterapi direkte ind i leveren gennem arterien til leveren i håb om, at kræftknuden
skrumpede så meget, at den kunne bortopereres.
Behandling med regional kemoterapi var dog
ikke et behandlingstilbud til danske kræftpatienter. Danske kræftlæger holdt dengang fast i princippet om kun at give evidensbaseret behandling,
og der forelå ingen evidens fra kliniske studier af
den regionale kemoterapi. Problemet for de uhelbredeligt syge danske kræftpatienter var, at det
ville tage mange, mange år, før der forelå den krævede evidens. Tid, patienterne ikke havde,
»Tidligere var patienter meget autoritetstro,
men nu kunne de på internettet læse om ny og
eksperimenterende kræftbehandling i USA og i
tyske byer som Frankfurt og Hammelburg, som
måske kunne hjælpe dem,« siger Benny Vittrup.
På den baggrund opstod der en strøm af uhelbredeligt syge kræftpatienter, som pantsatte hus
og hjem for at rejse til udlandet for der at betale
for at modtage eksperimentel kræftbehandling.
Og når de dødsdømte vendte hjem – nogle i bedring eller ligefrem uden synlig sygdom – ramte
deres historier de danske avisforsider. Oven i det
viste store undersøgelser, at danske patienter med
kræft havde ti pct. mindre chance for at overleve
deres sygdom end kræftramte i de øvrige nordiske lande.
Tilsammen betød det, at befolkningens tillid til
dansk kræftbehandling røg helt i bund.
Fantastisk fransk projekt
»Der opstod et politisk pres for at indføre eksperimentel kræftbehandling i Danmark og stoppe
trafikken til udlandet. Det blev set som decideret
FORTSÆTTES SIDE 8
8
SOMMER
dagensmedicin.dk
DAGENS MEDICIN NR. 21 FREDAG 17. JUNI 2011
FORTSAT FRA SIDE 6
POPPET. Når Benny Vittrups patienter er blevet eksponeret i f.eks.
ugepressen som her, gav det lidt rynken på næsen blandt kollegerne.
’
Det blev ikke
anset for særlig
fint at arbejde
med tyk- og
endetarmskræft
pinligt, at det danske sundhedsvæsen ikke kunne tilbyde de nye lovende behandlingstilbud til
de danske kræftsyge, også selv om der ikke forelå
klar evidens for effekten,« siger Benny Vittrup.
Da Arne Rolighed efter regeringsskiftet i 2001
gik fra at være socialdemokratisk sundhedsminister til at blive blevet direktør for Kræftens Bekæmpelse, kom eksperimentel kræftbehandling
derfor øverst på dagsordenen. Kræftens Bekæmpelse tilbød at støtte de første forsøg med regional
kemoterapi i Danmark med 2,6 mio. kr.
Herlev Hospital kom først, fordi Flemming
Burcharth, som dengang var leverkirurgisk teamledende overlæge på Herlevs mave-tarm-kirurgiske afdeling, kendte Arne Rolighed. Flemming
Burcharth var kendt som en karismatisk læge,
som i årevis havde kritiseret de danske kræftlæger for ikke at behandle nok og leverkirurgerne
for ikke at operere nok patienter med levermetastaser.
Som ny teamledende overlæge på afdelingen for
mave-tarm-kræft blev Benny Vittrup tilknyttet
enheden for eksperimentel kræftbehandling. Det
blev hans opgave at finde ud af, hvilket medicinsk
regime man skulle give patienterne i det første
danske forsøg med regional kemoterapi. Problemet var, at de få og rodede studier, der var af regional kemoterapi, ikke gav rigtigt gode resultater.
Resultaterne fra de tyske forsøg var ikke overbevisende, men de havde også benyttet sig af
gammelkendt medicin som 5FU, der som enkeltstofsbehandling kun havde effekt hos hver femte
patient. Mens Benny Vittrup kæmpede med at finde den rette medicin, oplevede han et stort pres
fra offentligheden såvel som Arne Rolighed og kollegaen Flemming Burcharth.
»De blev ved med at sige, at vi skulle se at komme i gang. Det var meget stressende. For man skal
jo ikke bare starte forsøg op for at gøre noget – det
skal gavne patienterne,« siger Benny Vittrup.
I foråret 2004 deltog han i American Society of
Clinical Oncologys (ASCO) årlige verdenskonference i USA, hvor 30.000-40.000 kræftlæger fra
hele verden mødes. Fra 2001 var der sket en voldsom udvikling af ny kræftmedicin, og på konferencen hørte han om et fransk forsøg med den nye
medicin oxaliplatin. Medicinen var meget dyr og
endnu ikke godkendt i Danmark eller USA, men
der lå fantastiske foreløbige behandlingsresultater, og forsøgene i Frankrig havde vist, at patienterne kunne tåle at få den direkte i leveren.
»Jeg fór op til ham efter oplægget for at høre mere.
Det var virkelig en fantastisk nyhed, som gav os et
kæmpe skub fremad – her syntes at være noget,
der virkede« siger Benny Vittrup.
»Derefter opstod ideen med at give den gamle
medicin 5FU i blodbanen i kombination med oxaliplatin i leveren i vores forsøg på Herlev.«
Det var på daværende tidspunkt kun prøvet af
ganske få steder i verden, og der var derfor ingen
evidensbaserede undersøgelser af, hvor godt det
ville virke, eller hvordan patienterne tålte behandlingen.
Vi var smaddernervøse
Mens den nyoprettede enhed for eksperimentel
kræftbehandling ventede på de endelige godkendelser fra de danske myndigheder for at kunne gå
i gang med behandlingen, fik Benny Vittrup Bertholds journal i hænderne.
Berthold havde året før fået bortopereret en
kræftknude i endetarmen, men nu var en metastase i leveren dukket op. Alle undersøgelserne viste, at der udelukkende var kræft i en enkelt knude
i leveren, og bortset fra kræftknuden virkede han
sund og rask. Han var dermed en oplagt kandidat
til at få regional kemoterapi, for hvis medicinen
kunne få knuden til at skrumpe, havde han gode
chancer for at kunne få den opereret væk.
Da godkendelserne til at begynde det medicinske forsøg endelig kom 14. december 2004, var
Benny Vittrup i sommerhus i Rørvig, hvor han listede ud for at ringe og overbringe Berthold den
gode nyhed. Derefter gik det stærkt.
FORTSÆTTES SIDE 10
FAKTA
Regional kemoterapi til patienter
med spredning til leveren fra
tyk- og endetarmskræft
µ
µ
µ
µ
µ
Hvert år får ca. 4.000 danskere kræft i tykeller endetarmen. Hvis ikke kræften har
spredt sig, kan kræftknuderne i tyk- eller
endetarmen som regel fjernes ved en operation. Hos 30 pct. af patienterne når kræften
dog at sprede sig til lymfeknuderne, og hos 18
pct. er der dannet fjernmetastaser i leveren.
Før 2004 var dødeligheden hos danske patienter, hvor kræften havde spredt sig til leveren,
100 pct. inden for to år.
I slutningen af 1990’erne begyndte læger på
Carl von Hess Krankenhaus i Hammelburg i
Tyskland samt et par steder i USA at eksperimentere med at give regional kemoterapi (hai)
til patienter med tyk- og endetarmskræft med
spredning til leveren.
Regional kemoterapi består i at sprøjte kemoterapi direkte ind i leveren gennem arterien til
leveren. Mens leveren ernærer sig af veneblod
fra tarmen, lever kræftknuder i leveren af
arterieblod, og medicinen gør derfor minimal
skade på leveren. Samtidig holder leveren på
medicinen, hvilket kan betyde færre bivirkninger, når kemoterapien ikke bliver spredt ud
til hele kroppen. Målet med behandlingen er
at få levermetastaserne til at forsvinde eller
skrumpe så meget, at de kan fjernes kirurgisk.
I december 2004 fik den første danske patient
eksperimentel kræftbehandling i form af
regional kemoterapi på Herlev Hospitals nyoprettede enhed for eksperimentel kræftbehandling (EFEK). I efteråret 2011 præsenterer
afdelingen de samlede behandlingsresultater
af fem års behandling med hai.
Danmark har i dag seks EFEK-enheder: I
Herlev, Vejle, Aarhus, Aalborg og Odense og
på Rigshospitalet, og de tilbyder en vifte af
eksperimentelle behandlinger til kræftpatienter, som ellers er blevet erklæret uhelbredeligt
syge.
10 sommer
dagensmedicin.dk
dagens medicin nr. 21 fredag 17. juni 2011
fortsat fra side 8
Den første...
… gang jeg opdagede, at jeg var god til noget,
var, da jeg kom i gymnasiet. Min far var buschauffør, og min mor gjorde rent, så jeg er en mønsterbryder. Det kom bag på mig, at jeg klarede
mig så godt i gymnasiet, især i matematik og
litteratur. Da jeg blev uddannet læge, fandt jeg ud
af, at jeg har et vist talent for at få originale ideer.
Jeg kan sætte ting sammen på nye måder og se
muligheder, hvor der ikke burde være nogen. Det
har været en fordel både forskningsmæssigt og
i forhold til at finde behandlinger tilpasset den
enkelte patient.
… læge, som gjorde et afgørende indtryk på
mig: Jeg er nødt til at nævne to læger. Den første
var Nis I. Nissen, overlæge i blodkræft på Finseninstituttet, hvor jeg arbejdede som ung læge. Han
er den dygtigste læge, jeg nogensinde har mødt.
Han havde en fantastisk karisma, var meget menneskelig, og han brændte virkelig for at hjælpe
patienterne. Samtidig havde han øje for sine medarbejdere og viste os yngre læger stor tillid.
Den anden er Heine Høi Hansen, professor i onkologi, som virkelig har været en drivkraft i at få
second opinion-udvalget op at stå. Han havde stor
fokus på de sjældne og uhelbredelige kræftsygdomme og indførelsen af moderne kræftbehand-
’
Jeg er
udmærket klar
over, at jeg er
en dyr dreng,
og at det koster
andre steder i
samfundet
Tre dage efter telefonopkaldet lå Berthold på
operationsbordet på røntgenafdelingen for at få
anlagt et kateter i leverarterien via en arterie i lysken. Røntgenstuen var proppet, og alle læger og
sygeplejersker, som var involverede, stod på skuldrene af hinanden for at se den første kateteranlæggelse.
Det var Henrik Nørregaard, teamledende overlæge på Herlevs radiologiske afdeling, der stod
for at indføre kateteret. For at lære metoden, som
ikke havde været prøvet før i Danmark, havde en
delegation fra Herlev været på studietur hos den
tyske professor Jens Ricke på Charité Virchow-klinikken i Berlin. Han havde kort forinden offentliggjort, at man kunne give behandling på den måde.
»Det er ikke noget simpelt indgreb, og vi var alle
sammen smaddernervøse. Kateteret skal gennem
arterien i lysken op i legemspulsåren, hvor man
skal finde den lille afgang af arterien til leveren.
Derfra skal kateteret mod blodstrømmen, så drejes, og så nedad til arterieforgreningen til leverarterien, inden det kommer ind til leveren. Til sidst
skal der gennem kateteret sættes en klemme på
arterien til mavesækken, så den ikke får kemoterapi,« fortæller Benny Vittrup.
Operationen gik godt, og allerede næste dag fik
Berthold den første regionale kemobehandling i
leveren. En behandling, der gik over al forventning.
Efter blot et år kunne enheden konstatere, at
kræften var skrumpet så meget hos 12 ud af 16 patienter, at en operation var mulig.
’Mirakelmageren’
Benny Vittrup sidder ved spisebordet i det åbne
køkken, mens han fortæller. En kraftig vind blæser fra Roskilde Fjord, og villahavernes tunge
syrener fører tankerne hen på forsømte forår og
hvide studenterhuer.
Hans åbenhjertighed og fortælleglæde står i
kontrast til hans lukkethed, da Dagens Medicin kontaktede ham for at få en interviewaftale i
stand. Han måtte bestormes gennem en uges tid
via mail, telefonopkald og sms’er, inden han endelig overgav sig og indvilligede i at fortælle om,
hvordan den eksperimentelle kræftbehandling
kom til Danmark.
»Man siger, at den, der lever skjult, lever godt,
og det kan der være noget om. Når en læge stikker
hovedet frem, får han det som regel klippet ned –
det kan jeg godt skrive under på.«
Én medieoptræden har lært ham at træde varsomt. I januar 2006 havde Ekstra Bladet flere sider
om den nye eksperimenterende kræftbehandling,
ling og har en stor del af æren for det løft, dansk
kræftbehandling har oplevet.
… fejl som læge: Af natur meget bange for at lave
fejl, og ved hver journal, jeg får i hånden, stiller
jeg spørgsmålet ’Er dette den rette behandling?’.
Så jeg tror ikke, jeg har lavet fejl, hvor jeg direkte
har skadet en patient. Til gengæld var vi på Herlev
for hurtige til at gå ud med resultaterne efter de
første forsøg med regional kemoterapi. Vi gik ud
efter at have behandlet kun 16 patienter, og vi
skulle have ventet. Jeg tror, vi blev grebet af en
begejstringsfeber - vi forløb os simpelthen.
… gang jeg blev stolt af det danske sundhedsvæsen, var, da man oprettede enheder for
eksperimentel kræftbehandling i 2004. Jeg synes,
det er stort, at vi i Danmark tilbyder den bedste
internationale behandling til alle, ikke kun dem,
som har røven fuld af penge.
… gang jeg oplevede at gøre en forskel som
læge, var, da jeg i 1992 fandt på at give ACEhæmmere, der dengang var en ny medicin, til patienter med brystkræft. Dengang blev hver tiende
kvinde med brystkræft hjertesyg af behandlingen
og døde af den bivirking. Mange af kvinderne var
som med de nye behandlinger gav håb til de dødsdømte kræftpatienter. På en dobbeltside i avisen
blev Benny Vittrup udråbt som ’mirakelmager’.
»Jeg var nok lidt naiv, da jeg stillede op til det
interview. Der blev taget et forfærdeligt billede,
hvor jeg var fotograferet nedefra og ligesom tronede over patienten. Det er stik imod min opfattelse af mig selv som læge,« sukker Benny Vittrup.
Blandt lægekolleger mødte han og enheden for
eksperimentel kræftbehandling også hård kritik for at gå ud og skamrose en behandling, hvor
grundlaget endnu var meget spinkelt.
»Det var alt, alt for tidligt at gå ud med resultaterne efter kun et år, og det var for hurtigt at
sige noget om effekten på lang sigt. Men vi blev
nok grebet af begejstringen, og vi var overraskede over de foreløbigt gode resultater,« siger Benny
Vittrup.
På trods af sin betænkning besluttede Benny
Vittrup alligevel – og efter knap en uges tavse
overvejelser – at stille op til dette interview.
»Jeg er blevet noget ældre i gårde og synes, at
man bør kunne stå frem og fortælle en god historie, selv om nogen kan blive fornærmet. Og det ER
spændende, hvordan synet på patienter med kræft
og prioriteringen af området har ændret sig over
de seneste år,« siger Benny Vittrup.
Alligevel er det nogle gange, som om det ikke
helt er gået op for befolkningen, at landets enheder for eksperimentel kræftbehandling i dag kan
tilbyde den nyeste og bedste internationale behandling, der findes. Det ærgrer Benny Vittrup.
»Det er, som om mange danskere stadig har en
mistanke om, at danske læger er nærige og ikke
giver den bedste behandling. Det synes jeg er
synd,« siger han med henvisning til de patienter,
der stadig vælger at optage lån og rejse til f.eks.
Kina for at få behandling.
Af samme grund mener Benny Vittrup også, at
det må være op til politikerne at afgøre, om der
skal være en økonomisk øvre grænse for, hvor meget en patient må koste. Enheden for eksperimentel kræftbehandling yder behandlinger, som kan
koste mere end 40.000 kr. om måneden for en patient, uden nødvendigvis at være helbredende.
»Jeg kan ikke prioritere, for jeg er først og fremmest advokat for mine patienter, som jeg skal kunne se i øjnene hver dag. Men jeg er udmærket klar
over, at jeg er en dyr dreng, og at det koster andre
steder i samfundet,« siger han, inden han efter en
kort tænkepause tilføjer:
»Som borger og kræftlæge er jeg dog ikke i tvivl
om, at det er alle pengene værd«.
n
blevet helbredt for kræften, og det gik mig meget
på. Det føltes så uretfærdigt. Jeg havde arbejdet
på en hjerteafdeling, hvor man eksperimenterede
med ACE-hæmmere, og da jeg kom tilbage til
kræftafdelingen, behandlede jeg de hjertesyge
kvinder med ACE-hæmmere. Det havde ingen
mærkeligt nok fundet på før. Det var, som om
hjertelæger og kræftlæger levede i to helt adskilte
verdener. Behandlingen hjalp mirakuløst, og jeg
skrev en artikel om det, som kom i Lancet. I dag er
det standardbehandling.
… gang jeg blev træt af det danske sundhedsvæsen, var omkring 2000, hvor jeg var
ved at opgive og søge over i det private. Kræftbehandlingen var slet ikke prioriteret, og den
fremherskende opfattelse var, at sygdommen var
selvforskyldt. Der var flere måneders ventetid
på scanning og strålebehandling, systemet var
enormt bureaukratisk, og det kunne tage sekssyv uger at få udredt en patient, før man kunne
tilbyde en behandling. Kvinderne skreg i telefonen
af frustration, og mens de ventede, nåede kræften at sprede sig hos 10-15 pct. af patienterne, så
de døde.
BLÅ BOG
Benny Vittrup Jensen, 59
µµ 2003 Teamledende overlæge, afdelingen for
mave-tarm-kræft, Herlev Hospital, og tilknyttet overlæge på enheden for eksperimentel
kræftbehandling (EFEK)
µµ 2002 Overlæge, afdelingen for mave-tarmkræft, Herlev Hospital
µµ 1999 Afdelingslæge, afdelingen for brystkræft
og mave-tarm-kræft, Herlev Hospital
µµ 1998 Afdelingslæge, afdelingen for brystkræft, Rigshospitalet
µµ 1995 Videnskabelig stilling med forskning i
hjerte-lunge-bivirkninger
µµ 1994 Læge, klinisk fysiologisk afdeling, Herlev
Hospital
µµ 1993 Speciallæge i kræftbehandling
µµ 1989 1. reservelæge, kræftafdelingen, Herlev
Hospital
µµ 1988 Læge, hjerte-lunge-medicinsk afdeling,
Bispebjerg Hospital
µµ 1982 Læge, afdeling for blodkræft, kirurgisk
afdeling for patienter med kræft og onkologisk afdeling, Finseninstituttet i København.
µµ 1982 Cand.med., Københavns Universitet
Tillidsposter
µµ Medlem af bl.a. bestyrelsen for Dansk
Colorectal Cancer Gruppe (DCCG), Dansk
Pancreas Cancer Gruppe (DPCG) og leder af
biobanken under DPCG.
µµ Rådgiver for Sundhedsstyrelsen i forhold til
kræftpakkeforløb og behandling af patienter
med tyk- og endetarmskræft, pancreascancer
og levermetastaser fra tyk- og endetarmskræft.