Benny Vittrup - Turesensgade
4 sommer dagensmedicin.dk dagens medicin nr. 21 fredag 17. juni 2011 Det var en helt fantastisk følelse for en kræftlæge REGIONAL KEMOTERAPI Benny Vittrup var dybt beskæmmet over den danske kræftbehandling og var ved at forlade den. Men så havnede han ved en tilfældighed i orkanens øje – den eksperimentelle behandling. Det var en overvældende oplevelse at kunne ringe til den første patient og tilbyde en operation. Bagefter blev Vittrup udråbt til ’Mirakelmageren’ i Ekstra Bladet. Det var ikke så heldigt – det var en postgang for tidligt Af Gurli Kløvedal B enny Vittrup listede ud af sommerhuset i Rørvig, ud i det tiltagende vintermørke, uden at hustruen Mette eller børnene bemærkede det. Det var den tredje søndag i advent 2004, og klokken var fire om eftermiddagen. De havde lånt sommerhuset af en kollega for weekenden for at få lidt julestemning og familietid sammen. Derfor Benny Vittrups lidt luskede exit. For selv om han og hustruen Mette var enige om, at der skulle være en skarp skillelinje mellem familie og arbejde, var der et opkald, han var nødt til at foretage. Der lå en kold regndis over sommerhusområdet, da Benny Vittrup fiskede mobilen op af lommen. Han fandt privatnummeret til Berthold, en 66-årig patient på mave-tarm-kræftafdelingen på Herlev Hospital, hvor Benny var overlæge. Berthold havde fået konstateret en stor kræftmetastase i leveren. Den stammede fra en kræft i endetarmen, som han var blevet opere- ret for året før. Metastasen i leveren kunne ikke opereres væk, og i 2003 var det en dødsdom. Hos patienter, som fik den diagnose, var ingen dengang i live efter tre år. Stående i baghaven til det lånte sommerhus, mellem et par gamle havkajakker, en stabel brænde og et raftehegn, der trængte til reparation, tastede Benny Vittrup nummeret. Han kom straks igennem. »Jeg tror, du har et håb. Vi har fået mulighed for at give dig en helt ny forsøgsbehandling,« var hans besked til Berthold. Kemoterapi direkte i leveren Berthold var den første danske kræftpatient, der fik eksperimentel kræftbehandling i form af regional kemoterapi, også kendt under betegnelsen hepatisk arteriel infusion (hai). Det er en behandling, hvor kemoterapi bliver sprøjtet direkte ind i kræftmetastaserne i leveren gennem leverarterien. Indtil 2004 havde danske patienter kun kunnet få denne form for Fortsættes Side 6 sommer 5 dagensmedicin.dk dagens medicin nr. 21 fredag 17. juni 2011 ’ Jeg kunne endelig se mine patienter i øjnene og sige: ’Vi giver dig den bedste behandling, vi kender til’ 6 SOMMER dagensmedicin.dk DAGENS MEDICIN NR. 21 FREDAG 17. JUNI 2011 FORTSAT FRA SIDE 5 BEGYNDELSEN. Her lægges det første kateter til regional kemoterapi. Året er 2004, og lægen er vist nok Henrik Nørregaard. – Privatfoto NAIV. Efter en optræden i Ekstra Bladet mødte Benny Vittrup stor kollegial kritik for at skamrose en behandling på et spinkelt grundlag. Siden har han holdt lav profil. »Jeg var nok lidt naiv,« siger han i dag. behandling ved selv at hive tegnebogen frem og betale flere hundredtusinde kroner for behandling i udlandet. »Fra foråret 2004 blev det muligt at søge et nyoprettet second opinion-udvalg om økonomisk støtte til eksperimentel behandling i udlandet, hvis den ikke kunne gives i Danmark. Men målet var, at vi skulle kunne give en lige så god behandling i Danmark,« fortæller Benny Vittrup. Han kan stadig genkalde sig den kolde luft og den tunge grå himmel, mens han ringede. For opkaldet betød startskuddet på behandling af uhelbredeligt syge kræftpatienter på landets første enhed for eksperimentel kræftbehandling (EFEK) på Herlev Hospital. »Det var en helt fantastisk følelse for en kræftlæge. Det betød, at jeg nu endelig kunne se mine patienter i øjnene og sige ’Vi giver dig den bedste behandling, vi kender til’. Sådan havde det ikke været tidligere,« fortæller Benny Vittrup. Benny Vittrup byder på Nescafé i hjemmet i Roskilde, som han deler med sin hustru gennem 31 år, Mette, som er sundhedsplejerske, samt sine to yngste hjemmeboende døtre. Huset ligger blot få hundrede meter fra Roskilde Fjord, og hjemmet giver et venligt og uprætentiøst indtryk. Ligesom Benny Vittrup. Væggene er beklædt med smilende fotografier af hans fem børn. To sønner og to døtre, som han har med Mette, samt en datter fra et tidligere ægteskab. Reolen er fyldt med snesevis af hvide ringbind med fotos fra de årlige familierejser – Oman, Italien, Kina, Sydafrika og Thailand er nogle af rejsemålene. Selv om et par PH-lamper og et klaver har fundet vej ind i stuen, er det tydeligt, at det er et hjem, hvor der leves. Her har funktionaliteten og dagliglivet forrang for sarte designermøbler. Oprettelsen af enheder for eksperimenterende kræftbehandling og oprøret mod den evidensbaserede behandling, som enhederne står for, har været et omdiskuteret emne blandt læger – og en af sundhedsvæsenets største behandlingssucceser. I dag ligger der enheder for eksperimentel kræftbehandling på hospitalerne i Herlev, Vejle, Aarhus, Aalborg og Odense og på Rigshospitalet, og en lang række uhelbredeligt syge patienter bliver i dag behandlet med succes. »I dag kan vi behandle patienter med kræftsygdomme, som der ikke tidligere var behandling til. Som læge bliver man en slags opdagelsesrejsende, der skal finde på nye måder at angribe kræften. Det er en fantastisk spændende tid at være læge i,« siger Benny Vittrup. I det daglige er hans arbejdstid delt mellem enheden for eksperimentel kræftbehandling og mave-tarm-kræftafdelingen, hvor han er teamledende overlæge. Retrætepost blev orkanens øje Det er en cocktail bestående af tilfældighed, held og talent, som er årsag til, at Benny Vittrup i 2004 havnede i dansk kræftbehandlings orkanøje. Få år før overvejede han helt at forlade arbejdet som kræftlæge. I år 2000 arbejdede han som afdelingslæge på brystkræftafdelingen på Herlev Hospital, og han var dengang dybt desillusioneret over de manglende ambitioner på patienternes vegne. »Bureaukratiet var tungt, langsomt og uigennemtrængeligt. Kvinder med brystkræft måtte dengang vente op til tre-fire måneder på at komme i strålebehandling efter at have fået konstateret kræft. Det var et system, der var umenneskeligt sløvt, og det var skrækkeligt at arbejde i,« siger Benny Vittrup, som havde patienter, der skreg i telefonen af frustration over, at der ikke skete noget. »Vi skulle spare og køre ’low-budget’ kræftbehandling. Det handlede først og fremmest om budgettet, og patienterne kom i anden række,« fortæller Benny Vittrup. Det var et syn på patienterne, som han havde svært ved at leve med. »Min far, som var buschauffør, døde af kræft, da jeg var tolv, hvilket nok spiller ind på mit syn på patienterne og på, hvordan jeg møder dem i dagligdagen. Det har altid været vigtigt for mig at respektere mine patienter og prøve at møde dem der, hvor de er. De kommer til os med en livstruende sygdom og med en stor desperation, og det, man som læge kan gøre, er at møde dem i desperationen og forsøge at give dem den bedste behandling, man kan,« siger Benny Vittrup. Han besluttede, at nok var nok, og at det var tid til at søge væk, inden kynismen smittede ham. Han nåede at komme til jobsamtaler på Odense Universitetshospital og hos et medicinalfirma, inden han blev fik tilbud om en anden stilling på Herlev Hospital. »Herlev havde besluttet, at de gerne ville beholde mig, og de fortalte, at der ville komme en ledig overlægestilling på afdelingen for mave-tarmkræft inden længe. Det var en slags retrætepost, jeg blev tilbudt. Det blev ikke anset for at være særlig fint at arbejde med tyk- og endetarmskræft, og hvis de havde spredning til andre organer, var der meget lidt, man kunne gøre medicinsk. Holdningen var lidt, at man jo ikke rigtig kunne gøre noget for patienterne, men at nogen jo burde arbejde med området,« fortæller Benny Vittrup. Alligevel sagde han ja til stillingen. Årsagen var blandt andet et råd, som Heine Høi Hansen, professor i onkologi, havde givet Benny Vittrup nogle år tidligere, da de var kolleger på Finsencentret på Rigshospitalet. »Heines råd var at interessere sig for det, ingen andre gad arbejde med. Det, hvor der var et mysterium, en gåde, der skulle løses. Han mente, at der var mere perspektiv i at arbejde med mave-tarmkræft end med brystkræft, som alle ville arbejde med,« siger Benny Vittrup. Han tiltrådte stillingen i 2002 uden at have nogen idé om, at kræftbehandlingen på netop det område var på kanten til at eksplodere og opleve en hidtil uset positiv udvikling og medvind. Danskernes tillid var i bund Mens danske læger sendte patienter med tyk- og endetarmskræft med spredning til leveren på hospice, udviklede behandlingen sig i udlandet. Læger på Carl von Hess Krankenhaus i Hammelburg i Tyskland samt et par steder i USA havde i flere år eksperimenteret med at give regional kemoterapi (hai) til patienter med tyk- og endetarmskræft med spredning til leveren. Behandlingen bestod i at sprøjte kemoterapi direkte ind i leveren gennem arterien til leveren i håb om, at kræftknuden skrumpede så meget, at den kunne bortopereres. Behandling med regional kemoterapi var dog ikke et behandlingstilbud til danske kræftpatienter. Danske kræftlæger holdt dengang fast i princippet om kun at give evidensbaseret behandling, og der forelå ingen evidens fra kliniske studier af den regionale kemoterapi. Problemet for de uhelbredeligt syge danske kræftpatienter var, at det ville tage mange, mange år, før der forelå den krævede evidens. Tid, patienterne ikke havde, »Tidligere var patienter meget autoritetstro, men nu kunne de på internettet læse om ny og eksperimenterende kræftbehandling i USA og i tyske byer som Frankfurt og Hammelburg, som måske kunne hjælpe dem,« siger Benny Vittrup. På den baggrund opstod der en strøm af uhelbredeligt syge kræftpatienter, som pantsatte hus og hjem for at rejse til udlandet for der at betale for at modtage eksperimentel kræftbehandling. Og når de dødsdømte vendte hjem – nogle i bedring eller ligefrem uden synlig sygdom – ramte deres historier de danske avisforsider. Oven i det viste store undersøgelser, at danske patienter med kræft havde ti pct. mindre chance for at overleve deres sygdom end kræftramte i de øvrige nordiske lande. Tilsammen betød det, at befolkningens tillid til dansk kræftbehandling røg helt i bund. Fantastisk fransk projekt »Der opstod et politisk pres for at indføre eksperimentel kræftbehandling i Danmark og stoppe trafikken til udlandet. Det blev set som decideret FORTSÆTTES SIDE 8 8 SOMMER dagensmedicin.dk DAGENS MEDICIN NR. 21 FREDAG 17. JUNI 2011 FORTSAT FRA SIDE 6 POPPET. Når Benny Vittrups patienter er blevet eksponeret i f.eks. ugepressen som her, gav det lidt rynken på næsen blandt kollegerne. ’ Det blev ikke anset for særlig fint at arbejde med tyk- og endetarmskræft pinligt, at det danske sundhedsvæsen ikke kunne tilbyde de nye lovende behandlingstilbud til de danske kræftsyge, også selv om der ikke forelå klar evidens for effekten,« siger Benny Vittrup. Da Arne Rolighed efter regeringsskiftet i 2001 gik fra at være socialdemokratisk sundhedsminister til at blive blevet direktør for Kræftens Bekæmpelse, kom eksperimentel kræftbehandling derfor øverst på dagsordenen. Kræftens Bekæmpelse tilbød at støtte de første forsøg med regional kemoterapi i Danmark med 2,6 mio. kr. Herlev Hospital kom først, fordi Flemming Burcharth, som dengang var leverkirurgisk teamledende overlæge på Herlevs mave-tarm-kirurgiske afdeling, kendte Arne Rolighed. Flemming Burcharth var kendt som en karismatisk læge, som i årevis havde kritiseret de danske kræftlæger for ikke at behandle nok og leverkirurgerne for ikke at operere nok patienter med levermetastaser. Som ny teamledende overlæge på afdelingen for mave-tarm-kræft blev Benny Vittrup tilknyttet enheden for eksperimentel kræftbehandling. Det blev hans opgave at finde ud af, hvilket medicinsk regime man skulle give patienterne i det første danske forsøg med regional kemoterapi. Problemet var, at de få og rodede studier, der var af regional kemoterapi, ikke gav rigtigt gode resultater. Resultaterne fra de tyske forsøg var ikke overbevisende, men de havde også benyttet sig af gammelkendt medicin som 5FU, der som enkeltstofsbehandling kun havde effekt hos hver femte patient. Mens Benny Vittrup kæmpede med at finde den rette medicin, oplevede han et stort pres fra offentligheden såvel som Arne Rolighed og kollegaen Flemming Burcharth. »De blev ved med at sige, at vi skulle se at komme i gang. Det var meget stressende. For man skal jo ikke bare starte forsøg op for at gøre noget – det skal gavne patienterne,« siger Benny Vittrup. I foråret 2004 deltog han i American Society of Clinical Oncologys (ASCO) årlige verdenskonference i USA, hvor 30.000-40.000 kræftlæger fra hele verden mødes. Fra 2001 var der sket en voldsom udvikling af ny kræftmedicin, og på konferencen hørte han om et fransk forsøg med den nye medicin oxaliplatin. Medicinen var meget dyr og endnu ikke godkendt i Danmark eller USA, men der lå fantastiske foreløbige behandlingsresultater, og forsøgene i Frankrig havde vist, at patienterne kunne tåle at få den direkte i leveren. »Jeg fór op til ham efter oplægget for at høre mere. Det var virkelig en fantastisk nyhed, som gav os et kæmpe skub fremad – her syntes at være noget, der virkede« siger Benny Vittrup. »Derefter opstod ideen med at give den gamle medicin 5FU i blodbanen i kombination med oxaliplatin i leveren i vores forsøg på Herlev.« Det var på daværende tidspunkt kun prøvet af ganske få steder i verden, og der var derfor ingen evidensbaserede undersøgelser af, hvor godt det ville virke, eller hvordan patienterne tålte behandlingen. Vi var smaddernervøse Mens den nyoprettede enhed for eksperimentel kræftbehandling ventede på de endelige godkendelser fra de danske myndigheder for at kunne gå i gang med behandlingen, fik Benny Vittrup Bertholds journal i hænderne. Berthold havde året før fået bortopereret en kræftknude i endetarmen, men nu var en metastase i leveren dukket op. Alle undersøgelserne viste, at der udelukkende var kræft i en enkelt knude i leveren, og bortset fra kræftknuden virkede han sund og rask. Han var dermed en oplagt kandidat til at få regional kemoterapi, for hvis medicinen kunne få knuden til at skrumpe, havde han gode chancer for at kunne få den opereret væk. Da godkendelserne til at begynde det medicinske forsøg endelig kom 14. december 2004, var Benny Vittrup i sommerhus i Rørvig, hvor han listede ud for at ringe og overbringe Berthold den gode nyhed. Derefter gik det stærkt. FORTSÆTTES SIDE 10 FAKTA Regional kemoterapi til patienter med spredning til leveren fra tyk- og endetarmskræft µ µ µ µ µ Hvert år får ca. 4.000 danskere kræft i tykeller endetarmen. Hvis ikke kræften har spredt sig, kan kræftknuderne i tyk- eller endetarmen som regel fjernes ved en operation. Hos 30 pct. af patienterne når kræften dog at sprede sig til lymfeknuderne, og hos 18 pct. er der dannet fjernmetastaser i leveren. Før 2004 var dødeligheden hos danske patienter, hvor kræften havde spredt sig til leveren, 100 pct. inden for to år. I slutningen af 1990’erne begyndte læger på Carl von Hess Krankenhaus i Hammelburg i Tyskland samt et par steder i USA at eksperimentere med at give regional kemoterapi (hai) til patienter med tyk- og endetarmskræft med spredning til leveren. Regional kemoterapi består i at sprøjte kemoterapi direkte ind i leveren gennem arterien til leveren. Mens leveren ernærer sig af veneblod fra tarmen, lever kræftknuder i leveren af arterieblod, og medicinen gør derfor minimal skade på leveren. Samtidig holder leveren på medicinen, hvilket kan betyde færre bivirkninger, når kemoterapien ikke bliver spredt ud til hele kroppen. Målet med behandlingen er at få levermetastaserne til at forsvinde eller skrumpe så meget, at de kan fjernes kirurgisk. I december 2004 fik den første danske patient eksperimentel kræftbehandling i form af regional kemoterapi på Herlev Hospitals nyoprettede enhed for eksperimentel kræftbehandling (EFEK). I efteråret 2011 præsenterer afdelingen de samlede behandlingsresultater af fem års behandling med hai. Danmark har i dag seks EFEK-enheder: I Herlev, Vejle, Aarhus, Aalborg og Odense og på Rigshospitalet, og de tilbyder en vifte af eksperimentelle behandlinger til kræftpatienter, som ellers er blevet erklæret uhelbredeligt syge. 10 sommer dagensmedicin.dk dagens medicin nr. 21 fredag 17. juni 2011 fortsat fra side 8 Den første... … gang jeg opdagede, at jeg var god til noget, var, da jeg kom i gymnasiet. Min far var buschauffør, og min mor gjorde rent, så jeg er en mønsterbryder. Det kom bag på mig, at jeg klarede mig så godt i gymnasiet, især i matematik og litteratur. Da jeg blev uddannet læge, fandt jeg ud af, at jeg har et vist talent for at få originale ideer. Jeg kan sætte ting sammen på nye måder og se muligheder, hvor der ikke burde være nogen. Det har været en fordel både forskningsmæssigt og i forhold til at finde behandlinger tilpasset den enkelte patient. … læge, som gjorde et afgørende indtryk på mig: Jeg er nødt til at nævne to læger. Den første var Nis I. Nissen, overlæge i blodkræft på Finseninstituttet, hvor jeg arbejdede som ung læge. Han er den dygtigste læge, jeg nogensinde har mødt. Han havde en fantastisk karisma, var meget menneskelig, og han brændte virkelig for at hjælpe patienterne. Samtidig havde han øje for sine medarbejdere og viste os yngre læger stor tillid. Den anden er Heine Høi Hansen, professor i onkologi, som virkelig har været en drivkraft i at få second opinion-udvalget op at stå. Han havde stor fokus på de sjældne og uhelbredelige kræftsygdomme og indførelsen af moderne kræftbehand- ’ Jeg er udmærket klar over, at jeg er en dyr dreng, og at det koster andre steder i samfundet Tre dage efter telefonopkaldet lå Berthold på operationsbordet på røntgenafdelingen for at få anlagt et kateter i leverarterien via en arterie i lysken. Røntgenstuen var proppet, og alle læger og sygeplejersker, som var involverede, stod på skuldrene af hinanden for at se den første kateteranlæggelse. Det var Henrik Nørregaard, teamledende overlæge på Herlevs radiologiske afdeling, der stod for at indføre kateteret. For at lære metoden, som ikke havde været prøvet før i Danmark, havde en delegation fra Herlev været på studietur hos den tyske professor Jens Ricke på Charité Virchow-klinikken i Berlin. Han havde kort forinden offentliggjort, at man kunne give behandling på den måde. »Det er ikke noget simpelt indgreb, og vi var alle sammen smaddernervøse. Kateteret skal gennem arterien i lysken op i legemspulsåren, hvor man skal finde den lille afgang af arterien til leveren. Derfra skal kateteret mod blodstrømmen, så drejes, og så nedad til arterieforgreningen til leverarterien, inden det kommer ind til leveren. Til sidst skal der gennem kateteret sættes en klemme på arterien til mavesækken, så den ikke får kemoterapi,« fortæller Benny Vittrup. Operationen gik godt, og allerede næste dag fik Berthold den første regionale kemobehandling i leveren. En behandling, der gik over al forventning. Efter blot et år kunne enheden konstatere, at kræften var skrumpet så meget hos 12 ud af 16 patienter, at en operation var mulig. ’Mirakelmageren’ Benny Vittrup sidder ved spisebordet i det åbne køkken, mens han fortæller. En kraftig vind blæser fra Roskilde Fjord, og villahavernes tunge syrener fører tankerne hen på forsømte forår og hvide studenterhuer. Hans åbenhjertighed og fortælleglæde står i kontrast til hans lukkethed, da Dagens Medicin kontaktede ham for at få en interviewaftale i stand. Han måtte bestormes gennem en uges tid via mail, telefonopkald og sms’er, inden han endelig overgav sig og indvilligede i at fortælle om, hvordan den eksperimentelle kræftbehandling kom til Danmark. »Man siger, at den, der lever skjult, lever godt, og det kan der være noget om. Når en læge stikker hovedet frem, får han det som regel klippet ned – det kan jeg godt skrive under på.« Én medieoptræden har lært ham at træde varsomt. I januar 2006 havde Ekstra Bladet flere sider om den nye eksperimenterende kræftbehandling, ling og har en stor del af æren for det løft, dansk kræftbehandling har oplevet. … fejl som læge: Af natur meget bange for at lave fejl, og ved hver journal, jeg får i hånden, stiller jeg spørgsmålet ’Er dette den rette behandling?’. Så jeg tror ikke, jeg har lavet fejl, hvor jeg direkte har skadet en patient. Til gengæld var vi på Herlev for hurtige til at gå ud med resultaterne efter de første forsøg med regional kemoterapi. Vi gik ud efter at have behandlet kun 16 patienter, og vi skulle have ventet. Jeg tror, vi blev grebet af en begejstringsfeber - vi forløb os simpelthen. … gang jeg blev stolt af det danske sundhedsvæsen, var, da man oprettede enheder for eksperimentel kræftbehandling i 2004. Jeg synes, det er stort, at vi i Danmark tilbyder den bedste internationale behandling til alle, ikke kun dem, som har røven fuld af penge. … gang jeg oplevede at gøre en forskel som læge, var, da jeg i 1992 fandt på at give ACEhæmmere, der dengang var en ny medicin, til patienter med brystkræft. Dengang blev hver tiende kvinde med brystkræft hjertesyg af behandlingen og døde af den bivirking. Mange af kvinderne var som med de nye behandlinger gav håb til de dødsdømte kræftpatienter. På en dobbeltside i avisen blev Benny Vittrup udråbt som ’mirakelmager’. »Jeg var nok lidt naiv, da jeg stillede op til det interview. Der blev taget et forfærdeligt billede, hvor jeg var fotograferet nedefra og ligesom tronede over patienten. Det er stik imod min opfattelse af mig selv som læge,« sukker Benny Vittrup. Blandt lægekolleger mødte han og enheden for eksperimentel kræftbehandling også hård kritik for at gå ud og skamrose en behandling, hvor grundlaget endnu var meget spinkelt. »Det var alt, alt for tidligt at gå ud med resultaterne efter kun et år, og det var for hurtigt at sige noget om effekten på lang sigt. Men vi blev nok grebet af begejstringen, og vi var overraskede over de foreløbigt gode resultater,« siger Benny Vittrup. På trods af sin betænkning besluttede Benny Vittrup alligevel – og efter knap en uges tavse overvejelser – at stille op til dette interview. »Jeg er blevet noget ældre i gårde og synes, at man bør kunne stå frem og fortælle en god historie, selv om nogen kan blive fornærmet. Og det ER spændende, hvordan synet på patienter med kræft og prioriteringen af området har ændret sig over de seneste år,« siger Benny Vittrup. Alligevel er det nogle gange, som om det ikke helt er gået op for befolkningen, at landets enheder for eksperimentel kræftbehandling i dag kan tilbyde den nyeste og bedste internationale behandling, der findes. Det ærgrer Benny Vittrup. »Det er, som om mange danskere stadig har en mistanke om, at danske læger er nærige og ikke giver den bedste behandling. Det synes jeg er synd,« siger han med henvisning til de patienter, der stadig vælger at optage lån og rejse til f.eks. Kina for at få behandling. Af samme grund mener Benny Vittrup også, at det må være op til politikerne at afgøre, om der skal være en økonomisk øvre grænse for, hvor meget en patient må koste. Enheden for eksperimentel kræftbehandling yder behandlinger, som kan koste mere end 40.000 kr. om måneden for en patient, uden nødvendigvis at være helbredende. »Jeg kan ikke prioritere, for jeg er først og fremmest advokat for mine patienter, som jeg skal kunne se i øjnene hver dag. Men jeg er udmærket klar over, at jeg er en dyr dreng, og at det koster andre steder i samfundet,« siger han, inden han efter en kort tænkepause tilføjer: »Som borger og kræftlæge er jeg dog ikke i tvivl om, at det er alle pengene værd«. n blevet helbredt for kræften, og det gik mig meget på. Det føltes så uretfærdigt. Jeg havde arbejdet på en hjerteafdeling, hvor man eksperimenterede med ACE-hæmmere, og da jeg kom tilbage til kræftafdelingen, behandlede jeg de hjertesyge kvinder med ACE-hæmmere. Det havde ingen mærkeligt nok fundet på før. Det var, som om hjertelæger og kræftlæger levede i to helt adskilte verdener. Behandlingen hjalp mirakuløst, og jeg skrev en artikel om det, som kom i Lancet. I dag er det standardbehandling. … gang jeg blev træt af det danske sundhedsvæsen, var omkring 2000, hvor jeg var ved at opgive og søge over i det private. Kræftbehandlingen var slet ikke prioriteret, og den fremherskende opfattelse var, at sygdommen var selvforskyldt. Der var flere måneders ventetid på scanning og strålebehandling, systemet var enormt bureaukratisk, og det kunne tage sekssyv uger at få udredt en patient, før man kunne tilbyde en behandling. Kvinderne skreg i telefonen af frustration, og mens de ventede, nåede kræften at sprede sig hos 10-15 pct. af patienterne, så de døde. BLÅ BOG Benny Vittrup Jensen, 59 µµ 2003 Teamledende overlæge, afdelingen for mave-tarm-kræft, Herlev Hospital, og tilknyttet overlæge på enheden for eksperimentel kræftbehandling (EFEK) µµ 2002 Overlæge, afdelingen for mave-tarmkræft, Herlev Hospital µµ 1999 Afdelingslæge, afdelingen for brystkræft og mave-tarm-kræft, Herlev Hospital µµ 1998 Afdelingslæge, afdelingen for brystkræft, Rigshospitalet µµ 1995 Videnskabelig stilling med forskning i hjerte-lunge-bivirkninger µµ 1994 Læge, klinisk fysiologisk afdeling, Herlev Hospital µµ 1993 Speciallæge i kræftbehandling µµ 1989 1. reservelæge, kræftafdelingen, Herlev Hospital µµ 1988 Læge, hjerte-lunge-medicinsk afdeling, Bispebjerg Hospital µµ 1982 Læge, afdeling for blodkræft, kirurgisk afdeling for patienter med kræft og onkologisk afdeling, Finseninstituttet i København. µµ 1982 Cand.med., Københavns Universitet Tillidsposter µµ Medlem af bl.a. bestyrelsen for Dansk Colorectal Cancer Gruppe (DCCG), Dansk Pancreas Cancer Gruppe (DPCG) og leder af biobanken under DPCG. µµ Rådgiver for Sundhedsstyrelsen i forhold til kræftpakkeforløb og behandling af patienter med tyk- og endetarmskræft, pancreascancer og levermetastaser fra tyk- og endetarmskræft.
© Copyright 2024