Benny Vittrup og Peter Eges møde med Socialudvalget I Københavns Kommune på
Københavns Rådhus den 3.12.2014. De 2 læger deles om indlægget.
Benny Vittrup
Vi er 3 speciallæger der driver Lægeklinikken Turesensgade for Københavns
kommune, Peter Ege socialoverlæge i Københavns kommune i 17 år fra 1994 til
2011 , Benny Vittrup temaledende overlæge i onkologi på Herlev Hospital og Frank
Jørgensen speciellæge i almen praksis. Vi har alle arbejdet med
substitutionsbehandling i over 25 år. Vi er mødt op i dag fra Lægeambulatoriet
Turesensgade fordi vi som behandlingsansvarlige læger er dybt bekymrede for de
230 patienter som vi har ansvaret for i vores lægeklinik. Klinikken har varetaget
substitutionsbehandling af ældre ( > 50 år) velfungerende morfika-afhængige
borgere gennem 30 år og fungeret som en velintegreret del af Københavns
kommunes flerstrengede og prisbillige behandlingstilbud til en gruppe borgere efter
devisen en læge - en patient til omhyggeligt udvalgte patienter der vidtgående kan
klare sig selv med en apoteksudlevering i nærmiljøet og som ofte har institutions og
lægefobi. Det personlige kendskab er helt afgørende for vores behandlingstilbud.
Peter Ege.
Vi har bedt om foretræde i dag fordi vi i begyndelsen af november måned ved et
rent tilfælde kom i besiddelse af et notat om ”Løsningskoncept for udvikling af
misbrugsområdet”. Notatet rystede os noget fordi det angiveligt skulle være
udarbejdet på baggrund af en inddragende proces, men hverken vi eller de brugere
der går hos os var blevet orienteret om planerne endsige inddraget, hvad der er så
meget mere bemærkelsesværdigt set i lyset af at den beskrevne udvikling er
planlagt finansieret ved lukning af bl. a. vores ambulatorium. Vi er efterfølgende
blevet lovet inddragelse i den videre proces, og det er vi selvfølgelig glade for.
1
Vi har svært ved at se at der kan blive tale om en besparelse, de mange brugere der
går hos os, skal jo stadigvæk tilbydes behandling. Det afgørende er imidlertid, at de
250 brugere som går hos, og som er visiterede til os fordi de ønskede den
behandling som vi tilbyder, vil blive meget ulykkelige og føle det som et overgreb.
hvis de skal tilbage til et kommunalt behandlingstilbud. For brugerne betyder det at
gå i et lægeambulatorium en normalisering af deres liv, et statusløft og en afstigmatisering, og de har intet ønske om en ændring
Jeg kan måske illustrere hvad vores tilbud betyder ved at citere fra en
patienthenvisning vi modtog for ca. en uge siden. Behandlingsenheden skriver: ” Pia
oplever stort ubehag når hun bliver konfronteret med brugere, der forsøger at
sælge stoffer til hende inde i behandlingsenheden og lige uden for indgangen.
Behandlingens mål med at overgå til ambulatoriet er
 Fortsat stabilitet i substitutionsbehandlingen
 Mulighed for at leve et liv med minimal kontakt til misbrugsmiljøet
 Mindsket risiko for at blive konfronteret med brugere der ytrer sig negativt
om hende.
Det er så det vi kan tilbyde!
Vi er et tilbud til de ældre stabile brugere i substitutionsbehandling. De er glade for
at gå hos os og oplever at de får en god behandling. Vi kan se af det oprindelige og
det efterfølgende notat af 12 nov. at forvaltningen lægger meget vægt på
brugertilfredshed, på at individuelle behov imødekommes og at der er valgfrihed i
behandlingen. Valgfrihed forudsætter imidlertid at der er noget vælge imellem, at
der er differentierede og forskellige tilbud. Vi er et specialtilbud til en speciel gruppe
2
borgere og hensynet til brugerne bør få den konsekvens at vores behandlingstilbud
ikke nedlægges.
Benny Vittrup
Jeg vil godt afslutte med at sige lidt om vores brugere. Den typiske patient er en
mand (66%) som hos os startede med at ryge hash som i 1972 som 14 årig og
begyndte sit stofmisbrug som 19 årig i 1979. Han har været stofmisbruger i 36 år og
har fået med metadon i 23 år de fleste af årene i vores lægeklinik.
85 % er over 55 år. Han er nu ukendt af politiet og det kriminelle miljø. Han har ikke
længere ansvaret for børn og bor oftest alene (68%) i egen bolig eller sammen med
en anden metadonbruger (32 %). At han har overlevet til så høj en alder gør ham i
sig selv bemærkelsesværdig. Han har smitsom leverbetændelse (hepatitis B og C)
som han har fået i sin ungdom og som hos mange stadig er aktiv med virus i leveren.
Alle med aktiv leverbetændelse er henvist til infektionsmedicinsk afdeling til
behandlingsvurdering på grund af risikoen for udvikling af leversvigt og leverkræft.
Han har udover dårlig leverfunktion ofte andre kroniske følgesygdomme som
rygerlunger og dårlig blodforsyning specielt af benene. Han går dårligt og har ofte
infektioner som han behandles for i vores lægeklinik. Vi ser ham en gang om
måneden hvor vi drøfter behandlingsplan og kontrolleret afhentning fordelt på 21
apoteker i hans nærmiljø samt vejleder om kontakt med det offentlige og andre
instanser. Han kan altid kontakte lægen i ambulatoriet ved fremmøde der eller ringe
til lægen i døgnets åbne timer.
Ifølge lovgivningen på området skal kommunalbestyrelsen fastsætter en
kvalitetsstandard for kommunens tilbud om social behandling for stofmisbrug efter
servicelovens § 101. Ifølge Serviceloven § 101 har ”stofmisbrugeren en ret til at
vælge mellem offentlige og private godkendte behandlingstilbud af tilsvarende
3
karakter som det, kommunen har visiteret til” og der skal sikres ”et individuelt
forløb, hvor stofmisbrugeren på baggrund af en faglig vurdering visiteres til et
konkret behandlingstilbud. Det forudsættes, at stofmisbrugerens egne ønsker til
behandlingsforløbet tillægges stor betydning ”
Det er en gruppe borgere som vi med stor lægefaglig stolthed varetager
behandlingen af. Det lægefagligt stolte for vores vedkommende er at patienten
vidtgående holdes ude af hospitals- og fængselsmiljøet, oplever en stor livskvalitet
gående mod normalisering af et tidligere svært stigmatiseret liv i fængsler og på
institution. De i arbejde kan helt ”glemme” at de har et misbrugsproblem. Det er en
gruppe borgere som er lavt rangeret i det sociale system som vi prøver at give
værdigt liv i denne deres sidste del.
Vi er helt på det rene med, at det vigende antal brugere i substitutionsbehandling på
sigt vil gøre Ambulatoriet i Turesensgade overflødigt. Af hensyn til vores gruppe af
aldrende brugere med en meget langvarig tilknytning til lægeambulatoriet finder vi
dog, at det vil være mere hensynsfuldt og lægeligt forsvarligt at udfase vores
behandling i takt med at brugertallet falder.
4