Tidligere elever skal undervise på Horsens Gymnasium Projektet ”Min studenterhue” giver gymnasieeleverne frisk viden om både demens og varetægtsfængslinger Tre tidligere elever fra Horsens Gymnasium vender i de kommende uger ”hjem” til gymnasiet i det sydlige Horsens som gæsteundervisere fra Aarhus Universitet. De tre studerende og gymnasiet er nemlig med i et nyt pilotprojekt med titlen ”Min studenterhue”, hvor tidligere elever i et par timer giver deres nye viden videre til gymnasiets nuværende elever. Og det er der flere gode grunde til. - Vore nuværende elever får en sjov og anderledes oplevelse med en underviser, der i dén grad brænder for sit emne, og de studerende fra universitetet får afprøvet deres lyst og evner til at formidle. Men først og fremmest viser det vore elever, hvad en studentereksamen fra Horsens Gymnasium også kan bruges til, siger vicerektor på gymnasiet Henriette Hartoft Andersen. Første gæst fra universitet kommer på mandag, den 30. september, i 3. og 4. blok – altså fra kl. 11:55 til kl. 15:10. Her vil studerende i molekylærbiologi Anna Toft undervise 2.e – ”biotek-klassen” – i demens, dens årsager og de biotekniske muligheder for at hjælpe. Anna Toft gæster i øvrigt gymnasiet endnu engang, nemlig den 10. oktober, hvor hun også underviser i to blokke. På torsdag den 3. oktober gælder det samfundsfag - her er emnet varetægtsfængslinger, når tidligere elev Anne Løvbjerg giver både 1.g’ere og 2.g’ere ny og spændende viden fra sin egen hverdag som jurastuderende. Endelig kommer Benjamin Knudsen, der i dag læser teologi, forbi Horsens Gymnasium på et tidspunkt efter efterårsferien som en del af undervisningen i religion. Her er datoerne endnu ikke fastlagt, men temaet vil være teksten fra Nephews seneste hit ”Hjertestarter”. - Vi glæder os meget til at have de tidligere elever på besøg, ikke kun på grund af den entusiasme, de har med, men også fordi perspektivet rækker ud over os selv. Hele vores sektor vil jo gerne have fat i de dygtige, unge undervisere, når de forlader universiteterne, og via ”Min studenterhue”-projektet kan de afprøve deres formidling i praksis. Det kan blive guld værd senere, siger Henriette Hartoft Andersen. Med til projektet hører også, at de tidligere elever ikke blot skal undervise – der er også sat tid af til at fortælle om hverdagen som universitetsstuderende, og hvilke muligheder og udfordringer, det giver. Horsens Gymnasium er valgt ud til pilotprojektet, fordi gymnasiet var et af de første i landet, der meldte sig som deltager i ”Det Rullende Universitet” tilbage i 2009. Det har bl.a. medført, at studerende fra Aarhus Universitet tidligere har overtaget undervisningen på Horsens Gymnasium i en eller to dage, mens lærerne var på kursus. Samtidig hører det med, at Horsens Gymnasium selv er i gang med trække tråde til deres egne elevers fortid. - Nogle af vore elever skal i løbet af vinteren besøge Dagnæsskolen for at undervise og fortælle om hverdagen her på gymnasiet. Det er med til at illustrere, hvad viden og nysgerrighed kan bruges til og kan forhåbentlig også give elever i folkeskolen mere appetit på at tage en uddannelse, siger Henriette Hartoft Andersen. Vil I vide mere om projektet ”Min studenterhue” på Horsens Gymnasium – eller tale med en af de tidligere elever, der kommer på besøg – kan I kontakte vicerektor Henriette Hartoft Andersen på 76 26 15 07 eller 22 41 96 09.
© Copyright 2024