Det grimme i os
De sidder inde i dig. Du prøver at skjule
dem, men det er svært at gemme dem
helt væk, og nogle gange kan du ikke
kontrollere dem. Dog kan du ikke
klare dig uden dem, for de får din
verden til at hænge sammen.
De er dine fordomme.
Liebhaveren og landmanden
Ude på landet lugter de af lort, og i Hellerup er de snobbede. Det er
sådan, vi får vores verden til at give mening, men vi er ikke meget
for at indrømme det.
Af Morten Reimar (Snobben) og Rasmus Dalgaard (Bonderøven)
D
er sidder to mænd i et intercitytog. Den ene er
en indavlet bonderøv, der ikke kan sige andet
end underlige lyde, der vidner om uendelige
timer brugt sammen med kreaturer. Hans verden er
mindre end hans tolerance overfor folk med farvet
hud, og han synes, det er fråds at gå i bad flere gange
om ugen.
Overfor ham sidder hans rejsekammerat: En
snotforkælet whiskybæltedreng med håret fuld af
fedt og pungen fuld af fars penge. Han har aldrig
arbejdet en dag i sit liv, da han altid har haft folk
til den slags. Han har næsen i sky, dels fordi han er
arrogant som få og dels for, at kokainen ikke skal
drysse ud.
Selvom vi bor i et lille land, så er der stadig steder indenfor landets grænser, vi har flere gisninger
end reel viden om. Bonderøven og Snobben har sat
sig for at udforske det, der ligger fjernt fra dem selv.
En bonderøv tager til Hellerup, en snob tager til
Balle. De er på vej til det ukendte, det som kun findes
som en formodning, en antagelse, en fordom.
Fordomme er beskidt vasketøj
“Det er ikke så stuerent at have fordomme. Det
er jo et af de få tabuer, der er tilbage, så vi holder
det helst bag lukkede døre. Folk har simpelthen
ikke lyst til at hænge deres beskidte vasketøj til tørre,”
siger livsstilsekspert Anne Glad, der er kendt fra
tv-programmet Kender du typen? hvor hun gætter
kendte danskere ud fra deres hjems indretning.
“Alligevel er det snart noget af det eneste, vi
allesammen stadig har til fælles - i større eller
mindre grad, fortæller hun. Dog er vi ikke meget
for at lade det komme frem. Det er folks lille
hemmelighed,” siger Anne Glad.
Jantelovens 11. bud, dets straffelov, er da også “Du
tror måske ikke at jeg ved noget om dig?” Det er
straffen for dem, der stikker næsen frem og peger
fingre af andre. Måske er det derfor, vi så nødigt
lufter vores beskidte vasketøj, altså vores fordomme,
for andre: For hvad med os selv?
På den anden side
Hellerup. Lige præcis 348 kilometer langt væk fra
hvor Bonderøven voksede op, men så anderledes at
det lige så godt kunne være på den anden side af
jorden. Her har Bonderøven aldrig været. Han så
engang lidt af en tv-serie, der handlede om 2900, men
den fangede ham ikke rigtigt, og han slukkede igen.
Strandvejen går som en pulsåre tværs gennem byen,
og fra den stikker større og mindre sideveje ud. En
af disse sideveje er Hambros Allé. En af Danmarks
dyreste veje. For enden af alléen ligger ”Bella Vista”.
Det er et stort hvidt hus med udsigt over Øresund,
som for få år siden blev solgt for 75 millioner
Bonderøven og Snobben
kroner og stadig i dag er det dyreste hus, der er blevet
handlet i Danmark. Hambros Allé er indbegrebet af
fordommene omkring Hellerup, og Bonderøven
begiver sig med en blanding af ærefrygt og
nysgerrighed ned ad den stille vej.
Kvadratmeterne er større
Hambros Allé er bred som en fodboldbane. Her er
ingen smalle steder, og der er rigeligt med plads til at
vende en Mercedes eller Audi. Ned langs vejen står
høje træer, som ser ud til at vokse ind i himmelen.
Det ene hus er større end det andet, og selvom
Bonderøven er fra en gård med et stuehus på 250
kvadratmeter, er det som om, at selv kvadratmeterne
er større herovre.
Foran en af villaerne går en mand rundt med en løvblæser. Han blæser de visne blade væk fra sin grund,
så Danmarks grønneste græs igen kommer til syne.
Klassekamp i Hellerup
En anden sidevej fører ned til Hellerup Havn, hvor
sejlbådene ligger med hvide master, der peger op
mod skyerne. Et par ældre mænd spiller tennis,
mens en kendt revisor stiger ud af sin Audi med en
sort læder-attachemappe under armen.
Fra kajen kan man se over på Tuborg Havn, en
lille kilometers penge længere nede af kysten. Der
bor de nyrige. Nouveau riche. De sejler speedbåde og
har store vinduer i de nyopførte ejerlejligheder: ”Se
mig, se mig”. Det påstås i hvert fald i denne del af
Hellerup.
”Jeg har boet her i 37 år, så jeg er nærmest det, man
kan kalde indfødt,” siger Helle, inden hun retter på
de guldfarvede Chanel-briller.
”Dem derovre, de er typisk blevet rige meget hurtigt
og kender ikke penges værd,” fortæller hun og kaster
et blik og en pegefinger over mod Tuborg Havn.
CSR-politik i gymnasiet
Ude foran Emmerys møder Bonderøven tre venner fra Øregaard Gymnasium. De kunne slet ikke
forestille sig at bo i Jylland. De forestiller sig, at
jyder går dårligere klædt. De ligner alle tre noget fra
magasinerne mens de ryger deres Marlboro Light.
En af dem er Caroline på 17:
”Der er rigtigt mange fordomme om Hellerup og
dermed også Øregaard Gymnasium. Det er tit, at
folk med det samme går ud fra, at du er snobbet og
arrogant og sådan noget. Derfor er det en del af skolens nye imagestrategi, at vi skal have en CSR-politik (corporate social responsibility), fortæller hun.
“Folk har simpelthen ikke
lyst til at hænge deres
beskidte vasketøj til tørre”
For at gøre op med gymnasiets blakkede ry og
udvise social ansvarlighed, er der denne eftermiddag
arrangeret et loppemarked på skolen, hvor
overskuddet går til de hjemløse.
Ingen kunder fra Balle
På Strandvejen midt i hjertet af Hellerup ligger
Britannia. På deres hjemmeside præsenterer de
sig som ”herreekvipering” og ”en af byens bedste
herremagasiner”,og når man træder ind i den fine butik,
forventer man, at hr. Schwann kommer trippende
hen over det grå gulvtæppe for at vise de nyeste
modeller fra Paris.
Hr. Schwann er at finde, men da han får øje på
Bonderøvens påklædning stivner hans krop, som
havde han set et spøgelse: Den slidte sorte kasket er
ikke en sixpence fra Stetson, den blå t-shirt er ikke
en cashmere sweater fra Piacenza, og de falmede
bukser er ikke lækker kvalitet fra tyske Brax.
”Der er rigtigt mange
fordomme om Hellerup
og dermed også Øregaard
Gymnasium. Det er tit, at folk
med det samme går ud fra, at du
er snobbet og arrogant
og sådan noget.”
Bonderøven føler sig som grisehandler Larsen i
Damernes Magasin, og hvis blikke kunne skubbe
folk ud af døre, så ville Bonderøven ligge i Øresund.
Her kommer vist ikke mange fra Balle på Djursland.
Fordomme er trygge
”Jo dårligere kendskab du har til andre grupper, jo
bedre grobund er der for stereotyper og fordomme,”
forklarer Klaus Rasborg, Lektor på Institut for Samfund og Globalisering på RUC. Han forklarer, at man
kommer folk i bestemte kasser for at få verden til at
virke mere overskuelig.
”Det er et grundlæggende vilkår for interaktion
mellem mennesker, at vi laver bestemte typer.
Det vil sige, at vi har nogle forestillinger om, at en
bankmand er sådan, en universitetsprofessor er
sådan, og en journalist er sådan,” siger han.
Det får simpelthen verden til at glide nemmere,
at vi har en klar forventning om, hvordan andre
mennesker er, selvom vi ikke har mødt dem.
Derudover kan de være med til at danne et billede
af os selv.
”Samfundet bliver mere og mere komplekst,
individualiseret og kaotisk. Det gør, at man i
ekstra grad får behov for at kunne navigere i kaoset.
Fordomme
og
stereotypier
skaber
nogle
tryghedszoner i en forvirret verden. Det hjælper til,
at man kan sige, ”her er jeg, og det er dem”. På den
måde definerer vi os i forhold til nogle andre, og det
hjælper til vores identitetsskabelse.”
Danmarks røvhul
Nu er Snobben og Bonderøven på vej til Balle. Balle...
Det ville være fristende at sige noget om Danmarks
røvhul, men Snobben har aldrig været der. Han aner
ikke, hvad det er. Han har sågar aldrig været på en
bondegård, og det er lige, hvad de skal besøge. Langs
vejen står der en masse til salg-skilte og et enkelt,
hvor der står ”porrer”.
”Nej, jeg har egentligt ikke nogen fordomme om folk,
der bor i Hellerup. De er jo ligesom os, de bor bare
et andet sted,” siger Bonderøvens mor, Tove. Hun er
Erik Damgaard og Anni Fønsbys tidligere
recidens: Bellavista i Hellerup
af Bonderøven blevet beskrevet som et af de mest
fordomsfulde mennesker, han kender. Hun var meget
flov, da de kom. Hun havde ikke nået at bage.
Nu sidder der en vaskeægte københavner i deres
køkken og drikker kaffe af en kop med ko-motiv.
Denice Klarskovs bare røv på Se & Hør-kalenderen er
dækket til. Kalenderen er nødvendig for at få hverdagen i Balle til at hænge sammen, men det er røven
ikke. Det er ikke noget at have hængende i køkkenet.
Der er en kridhvid smørskjuler på bordet. Sådan en
har Snobben aldrig set før.
Røde sokker og lædersko
”Jeg har faktisk ikke været i København siden
’64”, siger Jens, manden i huset, der tager dagens
kaffepause med et stykke kage fra købmanden. Han
forsøger sig lidt med, at folk inde i byen har meget
travlt, men straks bliver han afbrudt af Tove.
“Det ved vi jo ikke noget om, Jens. Nu skal du endelig
tage noget at spise, Morten,” siger hun og sender et
undskyldende blik over mod Snobben og hans Ralph
Lauren skjorte.
I den store stald stirrer køerne løs på en laps i røde
sokker og lædersko. Sådan en som Snobben har
de aldrig set før, fortæller Tove, der er gået med
Snobben og Bonderøven rundt på gården for at få
det hele med. Hun har vist heller aldrig set sådan en
som Snobben før.
Hvad man ser i TV
Køerne stirrer. De har aldrig set noget lignende
Mens de går ned til Balle City, lægger Snobben
mærke til, at næsten hvert andet hus er til salg og
en hel masse af dem står tomme med huller i taget
og ingen vinduer. En mørklødet mand har for nyligt
åbnet et pizzeria, men det giver Tove ikke mange
chancer. De laver deres egen mad her, fortæller
hun Snobben, mens hun smider en kæmpemæssig
flæskesteg i ovnen.
Birgit bor på Vestergade i Balle, en lille bitte vej, der
går fra købmanden og ud over stepperne.
”Dem fra Hellerup, de tror de er bedre end os, fordi de
har så mange penge. Altså det er jo bare, hvad man
ser i TV og sådan noget,” siger Birgit. Hendes søn er
flyttet til København. Hun spørger sig selv, hvad han
dog vil der.
Snobben og Bonderøven møder én anden i Balle, men
hun er ikke nem at få en samtale i stand med. Så
snart de får sagt ordet “fordomme” og spørger, om
hun har nogle af dem på sig, siger hun, at det kender
hun ikke noget til, løber ind i sin bil og kører væk.
Køer er forskellige
Snobben får forklaret, at markernes afgrøder er
øremærket køerne på gården. Han var ikke klogere,
end at det, der blev groet der, var til mennesker. Man
planter, gror og høster en hel masse, som køerne kan
spise for at være noget nært selvforsynende. Så har
man ikke brug for nogen andre.
Da de er ude i stalden for at sige farvel til Tove, der
næsten er ved at tabe pusten af at sige, hvor meget
Sobben er velkommen til at komme igen, tænker
han lige, at han vil klappe en ko farvel. Hvem ved,
hvornår de ses igen.
”Du skal næsten klappe denne her, 2265. Den er et
lidt mere roligt gemyt. Du skal tænke på, at køer, de
er lige så forskellige som os mennesker,” siger Tove.
fordom, (oversat fra lat. praejudicium, af prae ‘foran’ og judicium
‘dom’), hovedsagelig negativ holdning til et bestemt fænomen eller en
bestemt gruppe. En fordom omfatter en række antagelser (stereotypier)
om fænomenet eller gruppen, der bliver sat i et bestemt, oftest dårligt
lys. Endvidere fremkalder en fordom oftest stærkt negative følelser, og
endelig kan den give anledning til en række mulige adfærdsmæssige
reaktioner over for den pågældende gruppe som diskrimination.
Kilde: Den Store Danske