4 INFORMATION TORSDAG 5. SEPTEMBER 2013 INFORMATION TORSDAG 5. SEPTEMBER 2013 5 Bag om tv-programmet Mændene og øen Beboerne flygter fra Læsø, og de, der bliver tilbage, er alenemænd uden uddannelse eller job. Det fortæller DR, som i programmet ’Læsø kalder’ har sendt 40 kvinder til øen med den mission at ’prøve at vende den ærgerlige udvikling’. Information er fulgt i kvindernes spor, men de læsøboer, vi har mødt, mener nu ikke selv, det er så slemt, som det lyder Af Rasmus Elmelund (tekst) og Tor Birk Trads (foto) O le Horsager sidder på sin minigraver i eftermiddagssolen og planer jorden. Med en doven bevægelse løfter den 51-årige øbo venstre langemand og pegefinger til hilsen, da Information ankommer til hans adresse. Drejer nøglen og slukker maskinen, så den stilhed, der er så karakteristisk for Læsø, bliver tydelig. »Den mest positive ting ved øen,« siger han lidt senere, da han sidder i en grøn plastikhavestol i sin baghave, »er, at her er ro. Hvis man føler, at ræset er for voldsomt, skal man tage herover, for her går gassen af ballonen.« I et års tid har han boet i et hus mellem Byrum og Østerby, og det er han glad for. Byrum er med sine 451 indbyggere Læsøs største by, og Østerby er den tredjestørste. Ud af tre. Han er en charmerende mand, Ole. Bredskuldret, med sølvfarvet skæg og en fræk lille kløft mellem fortænderne. Indtil sidste år boede han i en by i Sønderjylland, men livet og larmen dernede blev for meget, og efter en skilsmisse flyttede han til den lille ø mellem Frederikshavn og Gøteborg. En anden læsøbo – ham, de kalder Amerikaner-Peter – er stødt til i baghaven. Ligesom Ole er han tilflyt- ter. De første år af sit liv boede han i USA (deraf kælenavnet), men siden 1960 har han boet på Læsø. Peter er en hvidhåret mand i Kansas-tøj, og hans blå øjne lyser bag læsebrillerne. Han bor alene på Læsø, og han er ikke meget for at sige noget til citat. Det har Ole til gengæld ikke noget problem med: »Alle kender jo hinanden på Læsø,« siger han. »Her er flere originaler, og sådan er det. Jeg er, som jeg er, og de er, som de er, og det er der mere plads til herovre, end der er på fastlandet.« Fastlandet. Det er hverken noget, de siger for at være morsomme eller ironiske. Det er bare det, de kalder alt det, der ikke er Læsø. Ole har placeret sig i den af de havestole, der har udsyn til vejen. Hver gang en bil drøner forbi, hæver han overkroppen et par centimeter og kaster et diskret blik derop for at se, om føreren er en af de lokale eller en turist. Eller en fremmed. Danmarks ende Læsø er langt væk. Hvis man ikke flyver, er den eneste måde, man kan komme hertil, med færge fra Frederikshavn, og så er det formentlig det sted i Danmark, det tager længst tid at rejse til fra København. Det er hurtigere at komme til Bornholm – og også til Rømø og Skagen. Alt det har DR også fundet ud af. I et nyt program på DR1 – hvis tredje Ole Horsager flyttede til Læsø fra Sønderjylland for et år siden. afsnit vises i aften – rejser 40 kvinder til Læsø. Ud over dens afsides placering er kattegatøen nemlig et af de områder i Danmark med flest enlige mænd, hedder det. Kvinderne forlader øen, fordi der ikke er mulighed for job og uddannelse. Læsø kalder, hedder programmet, og Læsø kalder på stærke kvinder, der skal over og redde manden og øen. En stærk kvinde, tv-værten Lise Rønne, kysser i programmets begyndelse sin mand og parrets barn farvel og forlader familiens byhus på Østerbro for at flyve mod nordvest. Hun får hjælp af en anden stærk kvinde, iværksætter Michelle Hviid, der er »ekspert i at få mennesker til at åbne sig over for hinanden«. »Jamen, hvad skal vi lave? Der er jo intet arbejde her,« siger en mandlig læsøbo i programmet. Han sidder og pulser på cigaretter i et cykelværksted. Over for ham sidder en anden mand, der også ryger, og på bordet står et par konservesdåser og tre flasker Tuborg. »Der er for lidt kvinder,« siger en tredje mand lidt tøvende, da han omringet af de to københavnerkvinder bliver spurgt, hvorfor han ikke har en kæreste. Og der bliver da også kun født syv børn på Læsø om året, og tallet falder år for år. Et samfund under afvikling er det vel ikke urimeligt at kalde det. Men hvad synes mændene selv om det? Om projektet – og om at være mand på Læsø? Tre ud af 30 tilbage Det har Information talt med en række mandlige læsøboere om. De har alle – i en eller anden udstrækning – været involveret i DR’s program, men de ved ikke, hvor meget eller hvorvidt de overhovedet kommer i fjernsynet. De har jo ikke set programmerne, men har alle set kamerahold. Bortset fra Dennis ’Jesus’ Jerup, som er på skærmen i anden udgave af programmet. Han er 28 og bor i et hus lidt længere nede ad vejen fra Oles. Vi besøger ham torsdag aften omkring klokken 21, samme tid som programmet vises på DR1. Normalt møder man ikke mange biler på landevejen en torsdag aften på Læsø. I aften er der ikke en eneste. Hoveddøren i Dennis’ rosa murstenshus står pivåben, da vi ankommer, og han tager imod os siddende i en lænestol foran fjernsynet. En kat piler rundt mellem og i møblerne. Dennis har stort set altid boet på Læsø. Stort set, siger han – for han er født i Aalborg, hvor han boede de første tre måneder af sit liv. Men ellers har det altid været Læsø, og han kunne ikke drømme om at flytte. »Jeg glæder mig til om en måneds tid, hvor de sidste turister er taget hjem, og roen kommer igen. Jeg har aldrig været så god til larm og by; jeg føler mig omklamret.« Ligesom Ole taler han om roen som noget nærmest religiøst. »Det er ikke sådan, jeg kan mærke roen, men jeg slapper af på en anden måde,« siger han. »Jeg har faktisk været i Aarhus i tre uger på et tidspunkt. På noget søsikkerhedskursus. Jeg boede i en container inde på Aarhus Havn, og En af de ting, som læsøboerne sætter stor pris på ved øen, er roen. klokken fem om morgenen kørte et tog forbi,« siger han og ryster ivrigt på hovedet. »Det var fandme en larm.« »Men det er der altså ikke her. Her er ro.« – Men roen kunne du jo også få andre steder på landet end på Læsø? »Jamen, jeg har min familie herovre, mit arbejde herovre, og min søn går i børnehave herovre. Jeg har altid boet her. Og jeg skal ingen steder.« »Det kan nok tælles på én hånd, de gange om året, jeg er på fastlandet. Det hele kan ordnes over internettet, ikke også, og jeg har ikke kontakt med nogen, jeg har gået i skole med. Mine venner, de bor herovre. Jeg synes ikke, der er noget fra fastlandet, jeg mangler.« – Heller ikke piger? »Nja, ikke rigtig. Der er sådan set ikke rigtig nogen herovre på min alder, men jeg har heller ikke rigtig gjort så meget for at møde nogen.« Affolkningen frygter han ikke. »Hvis folk vil flytte væk, skal de da være velkomne til det. Jeg mærker ikke, om vi er et par hundrede mere eller mindre, jeg er bare glad for, at her er ro.« Da Dennis blev født, var der 30 børn på hans årgang. I dag er der kun tre tilbage. Den ene er slagteren i Byrum, og den anden arbejder på plejehjemmet. Alle de andre er rejst. På den korte tur ad landevejen mellem Oles og Dennis’ hjem når vi at tælle 14 ’Til salg’-skilte. Et ret håndgribeligt bevis på, at Læsø har et alvorligt problem. Programmet hævder, at »kvinderne har forladt Læsø«, men den påstand sætter både Dennis og Ole spørgsmålstegn ved. Og ser man på de seneste tal fra 2013, fremgår det da også, at der er 947 mænd på øen og 917 kvinder. ’Kvindeflugt’ er måske så meget sagt, men DR har fat i noget: Da Amerikaner-Peter flyttede til øen i 1960, var indbyggertallet 3.400. I dag er det 1.864. Og ifølge Dansk Statistiks befolkningsfremskrivning vil tallet være faldet til 1.534 i 2040. En stor del af øens befolkning er ifølge Ole Horsager på bistand af den ene eller anden art. For manges vedkommende handler det om folkepension, for gennemsnitsalderen er de seneste ti år steget fra 47 til 52. I resten af befolkningen har stigningen været fra 39 til 40 i samme periode. En forskel, der umiddelbart synes at kunne aflæses i frekvensen af grå toppe, man registrerer, når man bevæger sig rundt på øen. Ryster på hovedet af tosserne Dagen efter vores første møde med Dennis ’Jesus’ Jerup møder vi ham på hans arbejdsplads, Øens Vodbinderi, i Østerby Havn. Han har fundet ud af, at han er i Ekstra Bladet som konsekvens af gårsdagens tv-debut. Hvad avisen skriver, ved han ikke, han har ikke læst artiklen, men »de skal vel blande sig i alting«, forestiller han sig. Nu binder han vod. »Det er værst for neglerødderne,« siger han om professionen, som går ud på med de bare næver at fremstille store poseformede fiskenet, der skal slæbes gennem vandet af en trawler. Nogle af de andre mænd på øen er bekymrede for, om læsøboerne bliver fremstillet karikeret i programmet. Fiskehandleren i Østerby Havn mener, at »programmet taler for sig selv«, og øens fysioterapeut, Svend Malchau, synes, det er alt for »reality-showagtigt«. »Folk ryster på hovedet af tosserne, ligesom vi gjorde af Robinson,« siger han. Men ikke Dennis. Han synes faktisk, at DR viser Læsø, som Læsø er. »Altså – de har jo trods alt både filmet i regnvejr og solskin,« argumenterer han. Han arbejder lidt i stilhed, mens fotografen tager billeder. Så er det, som om han kommer i tanke om en indvending: »Men man kan sige, at de får det til at se ud, som om der ikke er noget at lave herovre. Det er jo løgn. Jeg har altid haft noget lave.« Det samme mener Ole Horsager, som synes, de har castet nogle typer, der tegner et »træls« billede af mændene på Læsø: »I programmet sidder de og drikker bajere og siger, at der ikke er noget arbejde. Det er noget fis. Der er masser af arbejde, hvis man vil arbejde. Især håndværk og pleje. Når man tager færgen over, kan man se, at der kører mange håndværkere med fra fastlandet.« »Selv om her er mange originaler,« siger han, »er der ingen grund til at udstille øen«. Nok har både Dennis og Ole noget at lave, men statistikken lyver ikke. For 20 år siden var der 15 mand ansat på vodbinderiet i Østerby Havn. I dag er det kun Dennis og hans chef. Skal man være vodbinder andre steder i den nordlige del af landet end Læsø, skal man til Strandby, Skagen eller Hirtshals, siger han. Men de lukker og slukker lidt efter lidt. – Hvad vil du gøre, hvis der en dag heller ikke var plads til jer længere? »Årh,« siger han og lyder forundret over spørgsmålet, »så skal jeg nok finde på noget at lave. Jeg har aldrig haft problemer med at finde arbejde, men jeg er så også ligeglad med, hvad jeg laver. Om jeg gik i en kostald hele dagen og gravede møg ud, eller jeg kørte rundt og tømte klo- Den 28-årige vodbinder og læsøbo Dennis Jerup er en af de singler, der medvirker i DR1’s program ’Læsø kalder’: ’Hvis folk vil flytte væk, skal de da være velkomne til det. Jeg mærker ikke, om vi er et par hundrede mere eller mindre, jeg er bare glad for, at her er ro,’ siger han. akker eller grøfter. Det er lige meget; så længe det er på Læsø.« Med sine mange tatoveringer på underarmene ligner Dennis ’Jesus’ Jerup en sømandsfigur fra en tegnefilm, og hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at han havde rejst på de syv verdenshave og fået tatoveringerne lavet i eksotiske havne. Men det har han ikke, siger han og smiler drenget. Han har mest været på Læsø. – Hvad er dit yndlingssted på Læsø? »Det er derhjemme,« siger Dennis uden at tøve. – Hvad er så dit yndlingssted – ud over derhjemme? »Det må være Østerby Havn.« [email protected] ’Læsø kalder’ sendes torsdage kl.21 på DR1