,,Måske skal vi
ændre opfattelsen
af det at
høre stemmer
Arabien, hvor hendes far var ansat i
olieindustrien, mens moren var hjemmegående. Familien rejste meget på grund
af farens skiftende arbejdssteder, og
derfor kom Olga og hendes lillesøster på
kostskole. De to søstre kom imidlertid til
at leve meget adskilt på den store skole,
hvor Olga blev mobbet af de andre piger.
Uden at hun nogensinde fandt ud af hvorfor, holdt de hende uden for fællesskabet.
Hun oplevede desuden adskillige gange
at blive låst inde i et skab af en lærer,
som brugte metoden som afstraffelse. Og
endelig var der de seksuelle overgreb, der
stod på fra hun var ni år, til hun forlod
skolen.
Som presset dengang steg på Olga,
blev de indre stemmer, hun havde hørt,
siden hun var fire-fem år, mere og mere
ubehagelige. Rædslerne kulminerede
med, at hun ville drukne sig selv. Iført sin
skoleuniform vadede hun ud fra kysten
og begyndte at svømme. Hun kom så
langt ud, at hun ikke længere kunne se
land. Besætningen på en fiskerbåd fik dog
øje på hende og fik hende hevet om bord.
Hun blev sejlet i land, men ingen spurgte
til eller bekymrede sig tilsyneladende
om, hvorfor hun befandt sig i vandet.
På grund af sin danske mor tog Olga
efter kostskolen på husholdningsskole på
Fyn. Det blev et dejligt år, hvor hun for
første gang i sit liv fik veninder. Og efter
sine studier vendte hun tilbage til Danmark for at arbejde som sygeplejerske. De
onde stemmer var stille.
AFSKEDSBREVET
Men i 1992 var de ubehagelige stemmer
begyndt at poppe op igen. ”Mumlekoret”
og ”Giftstemmerne”, som Olga kalder
dem, hånede og kritiserede hende og
sagde også, at hun burde tage livet af sig
selv. For at dæmpe den indre smerte begyndte Olga at brænde sin tunge med eftergløden af en tændstik. I en tilstand af
voldsom angst og stress blev hun indlagt
på sygehuset, hvor hun var i syv måneder.
– Mit liv forsvandt. Både psykologstudiet, som jeg netop var startet på, mit
arbejde som sygeplejerske og vennerne,
med undtagelse af en enkelt trofast
40
HENDES VERDEN NR. 47 ⋅ 2013
13HEV47_skebne_10019.indd 40
veninde, forsvandt. Jeg tog 37 kilo på, sov
16 timer i døgnet, kunne hverken tænke
eller læse, og mine følelser var væk. Alt
sammen på grund af den cocktail af medicin, jeg var sat på. Jeg kunne bare stirre
på fjernsynet. Min verden var blevet tom
og meningsløs, fortæller Olga om den
nedtur, som fulgte i kølvandet på den
medicinske behandling.
De næste ti år vekslede Olgas liv mellem indlæggelser og status som dagspatient, og hun var for længst kommet på
førtidspension – opgivet som et håbløst
tilfælde. Dog ikke af sig selv. Hun søgte
jobs, selv når hun var på den lukkede.
Men oddsene var for dårlige, selv den
stærkeste kan knække, og Olga planlagde
selvmord.
– Jeg skrev et afskedsbrev til min familie. ”Jeg har forsøgt alt”, stod der, men så
faldt den tanke mig ind, at det havde jeg
ikke. Jeg havde ikke prøvet, hvad jeg ville
gøre, tænkte jeg, hvilket blev et vigtigt
vendepunkt for mig, husker Olga, som nu
tog sagen i egen hånd.
VÅGNEDE OP
Det næste års tid trappede Olga sig ved
egen hjælp ud af medicinen, og da hun
var nogenlunde klar i hovedet, bad hun
om samtaleterapi, men fik afslag med
begrundelsen ”uegnet”. Hun fandt selv
en terapeut, som boede langt ude på
landet, tog toget fra hjemmet i Lyngby til
Køge og cyklede resten af vejen derfra for
at fortælle sin grufulde livshistorie. Hun
meldte sig ind hos Vægtvogterne og smed
over 30 overflødige kilo.
Endelig meldte Olga sig også til et
kursus i astronomi. Her fik hun øjnene
op for, at der er mere mellem himmel og
jord. Og derfor inviterede hun sin gode
stemme – ”Guds-stemmen” – ind i sit liv
igen.
– Jeg begyndte simpelthen at vågne
op. Jeg fik adgang til mine følelser igen.
Somme tider blev jeg så jublende glad, at
det næsten helt tog pippet fra mig, fordi
det føltes så overvældende. Og når jeg
blev vred, blev jeg bange for at eksplodere, fortæller Olga, som hele tiden var
godt bakket op af terapeuten, der var fuld
af håb, når klienten tvivlede.
STEMMERNE GUIDER MIG
21. april 2004 – på sin egen fødselsdag
– udskrev Olga sig selv. Kort tid efter
var hun til en konference arrangeret af
Psykiatrifonden. Her talte en mand om
”recovery” – at komme sig efter psykisk
sygdom. Det var første gang, Olga hørte
begrebet omtalt, og efter mødet henvendte hun sig til taleren.
De to fik sig en længere snak, som
mundede ud i, at Olga blev tilbudt ansættelse på det bosted for psykiatriske brugere, som han var leder af. Førtidspensionen blev skiftet ud med først skånejob,
så fleksjob for til sidst at blive til et helt
ordinært job, som Olga stadig er ansat i.
For nogle år siden genoptog hun så det
psykologstudie, som hun altså afsluttede i
sommer. Og sideløbende med sygeplejerskejobbet tilbyder hun nu samtaleterapi
for mennesker, der hører stemmer. Et
område, som Olga gerne vil være med til
at sætte fokus på.
– Efter min opfattelse er skizofreni
ikke en ”ægte” sygdom, men snarere en
opfunden lidelse, der er blevet gentaget
så ofte, at det er blevet en sandhed. Jeg
mener, at stemmerne kan være en følge af
traumatiske begivenheder, og måske skal
vi ændre opfattelsen af det at høre stemmer. Nok kan stemmerne være grimme,
men de kan også beskytte dig. Min Gudsstemme beskyttede mig, fra jeg var helt
lille. Var jeg ked af det, beroligede den
mig, ligesom den hjalp mig, hvis der var
en ting, der var blevet væk for mig. I dag
vil jeg helst ikke være stemmerne foruden. De er tæt forbundet med det, der
sker i mit liv. Giftstemmerne kan komme,
når jeg overtræder mine egne grænser,
f.eks. når jeg siger ja, hvor jeg skulle have
sagt nej. Mumlekoret kan komme, når
jeg er træt. På den måde støtter og guider
de mig. Jeg har desuden lært ikke at gå
ind i dem, nu lader jeg stemmerne være,
forklarer Olga. q
Olga er formand for Stemmehørerforeningen, der gerne vil være med til at udbrede kendskabet til det at høre stemmer.
www.hendesverden.dk
30-10-2013 09:02:59