Kære ansatte på Randers HF & VUC, Jeg hedder Mia Hildebrandt

Kære ansatte på Randers HF & VUC,
Jeg hedder Mia Hildebrandt Wolff og er Studievalgvejleder her på Randers
HF & VUC. Det har jeg været siden januar 2013, hvor jeg overtog posten
efter Sidsel Daubjerg Overgaard. Jeg er på skolen cirka en gang om
måneden, hvor jeg har kontakt med både 1. og 2. HF’ere og
enkeltfagskursister. På skolen er der vejledere, som er fastansat til at
hjælpe kursisterne med gennemførsel af deres uddannelse. Studievalgs
primære formål er at vejlede i overgangen mellem ungdomsuddannelse og
videregående uddannelse.
I løbet af et skoleår holder jeg forskellige klassearrangementer omkring
valg af videregående uddannelse. De foregår oftest i festsalen. Udover
klassearrangementer, afholder jeg træffetid i kantinen cirka en gang om
måneden. Kursisterne kan forinden booke tid til en personlig vejledning på
www.studievalgweb.dk. Jeg afholder også gruppevis vejledning, hvor jeg
inviterer en gruppe kursister til en workshop. Desuden informerer jeg om
forskellige vejledningstilbud som f.eks. åbent hus, Udays, Studiepraktik og
Studie- og Karrieredag.
På www.studievalgweb.dk er det desuden muligt at få et overblik over
Studievalgs aktiviteter. I kan se, hvornår jeg er på skolen og hvordan man
kan komme i kontakt med mig. Alle kursister bliver oprettet som
studievalgsbruger og modtager derfor en mail forud for alle mine besøg på
skolen eller når jeg har vigtige informationer omkring videregående
uddannelse.
Hvad er Studievalg Østjylland?
Studievalg Østjylland vejleder om alle videregående uddannelser i
Danmark og vi kan hjælpe med at finde vejen til en relevant uddannelse
efter en HF-eksamen. Vi kan bruges til at skaffe viden om videregående
uddannelser, eller hvis man er i tvivl, til at give ideer til at vælge
uddannelse og få overblik over de muligheder, der findes for uddannelse
og erhverv.
Hvordan vejleder vi?
Hos Studievalg Østjylland har vi en vision om, at alle unge gerne skal tage
et reflekteret valg i forhold til videregående uddannelse. Reflekteret
betyder i denne sammenhæng et gennemtænkt valg, man har ejerskab til.
Vi præsenterer altid kursisterne for Valgpilen (se figuren nedenfor), hvor
vi ud fra tre faser – viden, selvindsigt og handling – forsøger at klæde
kursisterne bedst muligt på til at kunne træffe dette reflekterede valg.
Hvordan kan I bruge Studievalg?
Det er jer som undervisere, der har den tætteste kontakt til kursisterne,
og derfor er det også jer, de ofte snakker med, når det kommer til deres
tid efter HF. Denne snak er vigtig, da I kan give dem et perspektiv på
fremtidig uddannelse og job. I kan også sætte nogle tanker i gang hos
kursister, som har svært ved at forholde sig til videre og mere uddannelse.
Husk blot på, at mange ting kan have ændret sig på uddannelserne siden I
gik der. Så hvis der er noget, I er i tvivl om, så tøv endelig ikke med at
henvise til Studievalgs vejledning eller grib selv fat i mig, hvis I ser mig på
skolen. Jeg vil altid forsøge at hjælpe så godt, jeg kan.
Vil I vide mere…?
På www.studievalgweb.dk og www.studievalg.dk/oestjylland kan I læse
om Studievalg Østjylland, vores arrangementer og se hvornår jeg
er på skolen.
Desuden er I altid velkomne til at opfordre nuværende såvel som tidligere
kursister til at kontakte mig på [email protected] eller til at besøge
vores vejledningscenter, Studievalg Østjylland, i Vestergade 24 i Aarhus.