1. No category

STARBROW
Et Spirituelt Eventyr
TIM RAY
Redigeret af Barbara Berger
Bind 1 i Starbrow Serien
1
2
PROLOG
Universet består af flere hundrede milliarder galakser.
En af disse galakser kaldes for Mælkevejen.
Mælkevejsgalaksen består af omkring 400.000.000.000 stjerner.
I en fjern udkant af Mælkevejsgalaksen, ca. 30.000 lysår fra dens
centrum, ligger en af disse stjerner, kaldet for Solen.
På den 3. planet fra Solen i dette solsystem var Jakob og Janus og jeg
ved at vågne op med et brag...
3
4
... på den 3. planet fra Solen i dette solsystem boede 6 milliarder
mennesker, fordelt over hele planeten. Jakob og Janus og jeg boede i et
stille hjørne af planeten kaldet for Danmark, i en lille by kaldet for
København. Og det var i København at vores vilde eventyr begyndte.
Det hele startede den sene søndag aften i marts da jeg var på vej hjem
fra Jakob. Den skæbnesvangre søndag aften da jeg første gang mødte
Ticha, min skytsengel.
På det tidspunkt hvor denne historie begynder vidste Jakob og Janus
og jeg intet om vores sande identiteter eller om vores ældgamle løfte om
at bruge Kraften til at skabe fred og harmoni på Jorden. Vi vidste heller
ikke at vi snart ville blive kastet ud i et sindsblæsende eventyr igennem
tid og rum og dimensioner, idet vi opdagede vores sande identiteter og
sande mission.
Nej, på det tidspunkt hvor denne historie begynder troede vi at vi bare
var tre ganske almindelige fyre der elskede Ringenes Herre, Star Wars,
og alt hvad der handlede om fantasy, science-fiction og eventyr. Og at
vi denne stille søndag aften i marts var mødtes for at fejre vores ti års
Dungeons & Dragons jubilæum. For ser du, så længe vi kunne huske
havde vi tre elsket Det Store Eventyr. Lidet vidste vi at vores uskyldige
Dungeons & Dragons fantasi-rollespil kun var optakten – man kunne
sige opvarmningen – til et spirituelt eventyr der ville involvere hele
menneskeheden og være af afgørende betydning for Planeten Jordens
skæbne.
Men det kommer vi til.
Som jeg sagde, var vi denne sene søndag aften i marts samlet hjemme
hos Jakob for at fejre ti års Dungeons & Dragons jubilæum i selskab
med den mægtige troldmand Moncler (Jakobs rolle) og den heltemodige
elverkonge Telperion (Janus´ rolle). Jeg selv var spillets Dungeon
Master og skaber af hele den magiske, forunderlige verden som vores
eventyr udfoldede sig i.
Og som jeg sagde, virkede det hele ganske uskyldigt, indtil der
pludselig skete noget fuldstændig uventet... og jeg mødte Ticha, min
skytsengel, på vej hjem fra Jakob...
5
6
FØRSTE DEL
KALDET
SØNDAG 22. MARTS KL. 23:35:09 GMT JORD TID
TIL
TIRSDAG 31. MARTS KL. 23:04:18 GMT JORD TID
7
8
1
En stjerne på Strandvejen
Det var det magiske øjeblik som Jakob og Janus og jeg altid længtes
efter. Det var øjeblikket, hvor vi glemte alt om huslejen og
kæresteproblemerne og chefens sure opstød på arbejdet, og blev
fuldstændig et med spillet - The Game. Det var øjeblikket, hvor Jakob
ikke længere var en genert ingeniørstuderende med nørdebriller, men
blev forvandlet til Moncler, den mægtige troldmand. Det var øjeblikket,
hvor Janus ikke længere var en frustreret ungkarl der vandrede fra det
ene deltidsjob til det andet, men i stedet blev til Telperion, den
heltemodige elverkonge. Og det var øjeblikket, hvor jeg glemte alt om
mit kedelige job som tekstforfatter og blev til The Dungeon Master den almægtige Kraft der stod bag hele eventyrverdenen, hele skabelsen.
Vi havde spillet i flere timer nu for at nå frem til det magiske øjeblik
som alle dedikerede eventyrfreaks længes efter - men nu var vi der
endelig. I det dæmpede lys fra stuelampen kunne jeg næsten se den
legendariske kong Telperion i Janus´ ansigt: En to meter høj elverkriger
med enorm styrke og smidighed. Hans lange, gyldne hår bølgede ned
langs hans fagre ansigt og skjulte halvvejs hans spidse elverører. Han
var klædt i en gylden ringbrynje og i hænderne havde han et stort,
juvelprydet tohåndssværd: Telperions magiske sværd, der kunne kløve
selv den hårdeste klippe.
Ved siden af Janus sad Jakob dybt koncentreret og studerede sin bog
med trylleformularer. Jakob levede sig ikke fysisk så meget ind i sin
rolle som Janus, men eftersom han spillede den vise troldmand
Moncler, virkede det kun naturligt, at han brugte det meste af sin tid på
at sidde med hovedet begravet i sine trylleformularer. Hans øjne
glimtede i lyset fra stuelampen og i et øjeblik syntes jeg at jeg kunne se
troldmanden Moncler bag Jakobs nørdebriller: En smuk, rank ung mand
med en kraftig manke af krøllet rødt hår. Hans noble ansigt var delvist
9
dækket af den lange, mørkeblå troldmandskutte som Moncler altid gik
klædt i. På ryggen havde han en stor rygsæk til at bære sin hemmelige
magibog med trylleformularer. I hånden havde han en massiv
egetræsstav med sindrigt udskårne runer og tegn: Monclers magiske
tryllestav, med hvilket han kunne kontrollere vind og vejr, helbrede de
syge, og rejse igennem tid og rum.
Jeg smilede til mig selv. En af de største nydelser ved at være
Dungeon Master i et Dungeons & Dragons spil, var når jeg kunne få
mine spillere til at blive så ophidsede og leve sig så meget ind i spillet,
at de blev et med rollen. Idet jeg veltilfreds betragtede mine spillere
gøre sig klar til alle tiders actionbrag mod en kæmpestor, ildsprudlende
drage, undrede jeg mig i et kort øjeblik over, hvad det var ved vores
Dungeons & Dragons spil, der gjorde at vi fuldstændig glemte alt om
det virkelige liv og levede os så meget ind i spillet. Hvad var det ved
dette uskyldige fantasi-rollespil, der gjorde at vi i nogle få magiske
øjeblikke hver uge var fuldstændigt forvandlede - frygtløse og frie,
uhæmmede og ubegrænsede?
Jeg skubbede spørgsmålet til side og koncentrerede mig om det store
actionbrag mellem mine to helte og den ildsprudlende drage. Janus
lavede et forlæns rullefald midt i Jakobs stue og begyndte at lave vilde
fægtebevægelser med armene. Og Jakob... Jakob kiggede op på væguret
der nu viste kvart i et og sagde:
"Jeg bliver altså nødt til at stoppe nu."
"Nej!!!" råbte Janus og jeg. At blive stoppet midt i det magiske
øjeblik, var som at blive stoppet midt i en orgasme eller halvvejs i et
bungy jump.
"Der er ikke noget at gøre," sagde Jakob. "Jeg skal assistere ved et
kvantefysik forsøg på Niels Bohr Instituttet i morgen. Der kommer en
professor helt fra England for at lede det, så det er vigtigt at jeg er
frisk."
"Kan du ikke vente til vi er færdige med dragen?" udbrød Janus
frustreret.
Jakob drejede beslutsomt hovedet fra side til side. Han studerede
teknisk fysik på 5. år på Danmarks Tekniske Universet og tog sine
studier meget alvorligt. Janus, der for tiden arbejdede som bartender på
en café, var mindre nøjeregnende med den gode nattesøvn. Hans
nuværende caféjob var bare et ud af en lang række jobs som han havde
bevæget sig ind og ud af de sidste par år.
"Kom nu, Moncler," sagde jeg til Jakob, lige så frustreret som Janus.
10
Selv om jeg også skulle tidligt op og på arbejde næste morgen, var der
heller intet jeg hadede som at stoppe midt i det magiske øjeblik.
"Det sagde I også for tre kvarter siden. Og jeg skal være frisk til det
forsøg i morgen." Jakob lukkede sin magibog, rejste sig, og strakte
armene.
Janus og jeg sukkede i kor og så opgivende på hinanden. Vi vidste
begge to at der ikke var noget at gøre. Når Jakob havde besluttet sig for
noget kunne ikke ti vilde heste få ham til at ombestemme sig. Og inderst
inde beundrede vi ham begge to for hvor trofast han var mod sin
uddannelse, selv om vi udmærket godt vidste, at han syntes at vores
Dungeons & Dragons spil var en million gange sjovere.
"Okay, okay, okay. Jakob får sin vilje og vi fortsætter kampen mod
dragen næste gang," sagde jeg og begyndte at pakke mine kort og
spillebøger sammen.
Ude på gangen listede vi os stille hen til døren. Jakob havde lejet 1.
salen i en hyggelig rødstensvilla i Hellerup. Familien der boede i huset
var søde, men brød sig ikke om at blive vækket af tre Dungeons &
Dragons berusede eventyrere klokken et søndag nat.
"Tillykke med de ti år!" hviskede Jakob og åbnede døren for os.
"Tillykke!" sagde Janus og jeg. Så gav vi hinanden vores hemmelige
Dungeons & Dragons håndtryk.
"Vi ses klokken syv på søndag til flere eventyr," sagde Jakob.
"Klokken syv søndag," bekræftede Janus.
"Godt forsøg i morgen, Moncler!" sagde jeg til Jakob, idet jeg gik ned
ad trapperne. Vi havde spillet det samme Dungeons & Dragons spil i så
mange år, faktisk lige siden vi blev venner i 8. klasse, at vi nu kaldte
Jakob for Moncler og Janus for Telperion. Som spillets Dungeon
Master blev jeg blot kaldt for Gud eller Master.
Nede på vejen stod Janus og jeg lidt og kiggede på stjerner, imens vi
indåndede den kølige natteluft. Det var i slutningen af marts måned og
stadig råkoldt om natten, så vi bevægede os hurtigt videre. Janus havde
lige slået op med sin kæreste Cecilie og jeg kunne mærke at han havde
brug for at snakke om det, så jeg fulgtes et par gader med ham, selv om
jeg egentlig skulle den anden vej for at nå natbussen.
Da vi kom til et stort vejkryds, sagde jeg farvel til Janus og begav mig
hen mod mit busstoppested på Strandvejen. Der var over tyve minutter
til natbussen kom, så jeg havde god tid.
Idet jeg gik ned af Hellerups mørke villaveje forestillede jeg mig at
jeg stadig var i Mhetaunus, den magiske eventyrverden som jeg i de
11
sidste ti år havde skabt til vores Dungeons & Dragons spil: I min fantasi
blev Hellerups villaveje til små stier i en tætbevokset skov.
Gadelamperne blev til små alfer der fløj ind og ud mellem trætoppe og
lianer. En dame som var ude og lufte sin hund blev til en elverkvinde til
hest. Tuborgs fabriksskorstene blev til fjerne bjergtinder beboet af
ildsprudlende drager. Og jeg selv var en ædel ridder på vej mod
fantastiske eventyr. Jeg begyndte at smånynne en vandringssang som
jeg havde lært fra J.R.R. Tolkiens episke eventyr Ringenes Herre:
Rundt om hjørnet kan der vente
Fremmed sti og lønlig vej.
Snart forlader jeg det kendte,
Går den sti, jeg ænsed ej.
Hemmeligt ud i det fjerne
Vandrer jeg mod sol og stjerne.
Da jeg kom til busstoppestedet på Strandvejen vendte mine tanker
tilbage til min samtale med Janus. Han havde ikke spurgt hvordan det
gik med mit liv - han var for optaget af sine kærestesorger. Ikke fordi
jeg havde noget særligt at fortælle. Jeg havde ikke haft en kæreste i over
et år nu. Og på jobfronten var alt som det plejede. Jeg havde snart været
ansat som tekstforfatter hos tøjfirmaet Fashion Flash i to år nu. Det var
mit første job siden jeg tog min afgangseksamen fra Reklameskolen.
Egentlig havde jeg regnet med at få job i et reklamebureau, men da jeg
blev færdig tilbød Fashion Flash mig et job som tekstforfatter i deres
marketingafdeling. Jeg slog til fordi lønnen var god og det tiltalte mig at
arbejde for Fashion Flash, som var et af Danmarks største og mest
trendy tøjfirmaer.
Ikke at jobbet som tekstforfatter hos Fashion Flash var så trendy når
det endelig kom til stykket. Jeg brugte det meste af min tid på at skrive
tekster til pressemeddelelser og nyhedsbreve, og fik kun sjældent lov til
at bevæge mig ind i firmaets allerhelligste, Designafdelingen, hvor de
kreative foldede sig ud.
Vores marketingchef, en venlig, men bestemt dame ved navn Randi
Martins, var af den opfattelse at man skulle arbejde sig op igennem
hierarkiet. Først pressemeddelelser og nyhedsbreve, siden de mere
kreative opgaver.
Jeg kiggede op på den klare stjernehimmel. En meget stor, nærmest
gylden stjerne, lyste klarere end nogen af de andre. Den var som en
12
flamme på nattehimlen. Hvor er den stor, tænkte jeg. Er det mon en ny
komet? Nææ... der skulle da ikke være nogen kometer der er synlige nu.
Jeg må huske at checke det i morgen på Internettet...
En velkendt bølge af kedsomhed skyllede ind over mig, ved tanken
om næste dags arbejde. Jakob og Janus kaldte det for D & D
antiklimaks: Den følelse man får, når man efter en rigtig god gang
Dungeons & Dragons vender tilbage til det virkelige liv. Jeg stirrede
indgående på stjernen og ønskede i et øjeblik af hele mit hjerte, at
eventyret kunne vare ved - at jeg kunne blive ved med at være frygtløs
og fri, uhæmmet og ubegrænset - også i det virkelige liv. Den gyldne
stjerne blinkede som i svar til mine ord, og i et kort sekund så det
næsten ud som om at den voksede.
Pludselig hørte jeg nogen bag mig kalde på mig.
Jeg vendte mig om og så et behageligt gyldent lys komme ovre fra
nogle træer og buske, et par meter fra hvor jeg stod. Da jeg så hvem
lyset kom fra, gispede jeg og trådte forbløffet et skridt tilbage. Lyset
kom fra en ung kvinde. Hun var slank og meget smuk, med langt
gyldent hår. Hun var kun klædt i en tynd hvid kjole der gik hende til
knæene og hun havde bare fødder. Men det var ikke hendes lette
påklædning i marts der fik mig til at gispe forbløffet. Hele hendes krop
skinnede med et varmt gyldent lys, som var der en lille sol inde i hende
der skinnede igennem et tyndt lag hud og hår. Hendes øjne lyste som to
små stjerner. Hun smilede til mig.
Jeg missede med øjnene og kiggede op på gadelampen. Måske var det
gyldne lys en slags synsbedrag - noget med gadebelysningen? Nej. Alt
så normalt ud. Bortset fra hende! Hele hendes krop skinnede virkelig
med et varmt gyldent lys!
Den lysende kvinde begyndte at gå frem mod mig. Jeg trådte
forskrækket endnu et skridt tilbage. Hvordan kunne hun lyse over det
hele? Jeg så mig igen omkring. Der var ikke en sjæl at se nogen steder.
Vi var de eneste to mennesker på Strandvejen.
"Vær hilset, Starbrow," sagde kvinden. "Det er godt at se dig igen."
Jeg gispede igen. Hun havde talt uden at åbne munden! Jeg kunne høre
hendes stemme i mit indre! Jeg gik rædselsslagen tilbage og faldt i nogle
skraldespande. Både jeg og skraldespandene væltede ud på fortovet.
"Vær ikke bange," sagde den lysende kvinde venligt, igen uden at
åbne munden. "Jeg er din ven."
Jeg rejste mig skrækslagen op og begyndte at løbe ned af Strandvejen.
"Vent," sagde kvinden blidt i mit indre. "Jeg er din ven. Jeg vil dig
13
ikke noget ondt..."
Men jeg ænsede ikke hendes ord. Alle mine sanser skreg panik. Jeg
spurtede ned ad Strandvejen så hurtigt som jeg kunne, uden at se mig
tilbage, forbi huse, gader, forretninger, hele vejen ned til næste
busstoppested. Først da stoppede jeg og så mig tilbage. Den lysende
kvinde var ikke til at se nogen steder.
Jeg lænede mig op af busstopskiltet og prøvede at få vejret igen, mens
jeg varsomt spejdede tilbage. Mit hjerte hamrede som et helt 100 meter
løb og mine ben føltes som gele. Aldrig havde jeg oplevet noget
lignende: En lysende kvinde der taler uden at åbne munden! Det kan jo
ikke lade sig gøre... kun i Dungeons & Dragons... men det er jo fantasi...
Jeg tog en dyb indånding og prøvede at få styr på mig selv: Netop.
Det er din fantasi. Din altid gode fantasi er endnu engang løbet løbsk.
Jeg kiggede ned på mine rystende hænder og tænkte: Hvis det her er
fantasi, så er det den mest livagtige fantasi du nogensinde har oplevet.
Jeg spejdede igen tilbage til busstoppestedet. Der var stadig ikke nogen
at se. Men jeg kunne se natbussen komme. Den nærmede sig hurtigt. Jeg
ventede spændt på om den ville stoppe ved det tilsyneladende øde
busstoppested længere tilbage. Men det gjorde den ikke. Jeg åndede
lettet op. Ingen lysende passagerer i natbussen!
Jeg tog endnu en dyb indånding og prøvede at kontrollere min rysten.
Tag dig sammen, tag dig sammen...
Natbussen stoppede foran mig og dørene åbnede sig. Jeg kiggede
forsigtigt ind i bussen. Den var helt tom.
"Skal du med eller hvad, kammerat?" gryntede buschaufføren.
"Øh... jo," sagde jeg og kiggede op på ham. Han så helt rolig ud. Intet
tegn på at han havde set en selvlysende superskønhed!
"Så er det nu! Jeg har ikke hele natten," sagde han utålmodigt.
Jeg gik langsomt op i bussen og fik fumlet mit buskort frem.
Buschaufføren så på mig som om at jeg havde drukket for mange
påskeøl. Så lukkede han dørene og kørte videre. Jeg gik ned til
bagsædet og kiggede ud af vinduet, tilbage på busstoppestedet. Jeg
kunne stadig ikke se noget tegn på liv, ikke andet end et par væltede
skraldespande, resultatet af min alt for livagtige fantasi - eller var det?
Jeg blev ved med at kigge på busstoppestedet, indtil det forsvandt ud af
syne. Så vendte jeg blikket opad og så en enkelt stor gylden stjerne lyse
midt på nattehimlen.
14
2
D & D antiklimaks
Jeg klikkede musen på Tilbage til Tycho Brahe Planetariums
Hjemmeside og Planetariets karakteristiske cylinderformede bygning
tonede igen frem på min computerskærm. Jeg havde søgt under samtlige
sider med astronomiske fænomener og kometer, men ingen steder stod
der noget om den store gyldne stjerne jeg havde set i går nat. Det var
egentlig meningen at jeg skulle skrive en pressemeddelelse om Fashion
Flashs nye herreundertøj, men efter nattens oplevelse med den lysende
kvinde havde jeg meget svært ved at koncentrere mig om mit arbejde.
Havde den lysende kvinde bare været min fantasi? Og hvis ikke, hvad
havde hun så været? Hvordan kunne hun lyse over det hele og tale uden
at åbne munden? Og hvorfor havde hun kaldt mig for Starbrow? Disse
og andre spørgsmål, gjorde det meget svært for mig at koncentrere mig
om mit arbejde. Så for at få tiden til at gå, var jeg gået ind på Internettet
for at lede efter den store stjerne jeg havde set. Men jeg kunne ikke
finde noget om den nogen steder.
Jeg vendte mig i min stol og kiggede rundt i lokalet efter hjælp.
Marketingafdelingen var halvtom i dag. Vores art director var på fototur
og vores økonomichef sad i møde med Randi, vores marketingchef,
inde ved siden af. Det gav mig et valg mellem Niels, vores DTPer, og
Anette, Randis sekretær.
"Niels," sagde jeg, "ved du noget om en komet der for tiden kan ses
på nattehimlen?"
Niels kiggede op fra sin store computerskærm. "Nææ," svarede han,
"er det nu Hale-Bopp igen?"
Niels og jeg var blevet ansat på samme tid hos Fashion Flash. I de
snart to år vi havde arbejdet der, var vi blevet rigtig gode venner. Niels
var dedikeret Star Wars fan ligesom jeg, og vi kunne bruge flere timer
på at snakke om hyperspeed og X-Wing Fightere og Kraften. Jeg havde
15
prøvet at overtale ham til at spille Dungeons & Dragons, men han var
mere til computerspil og netsurfing.
"I går nat så jeg en virkelig stor gylden stjerne på nattehimlen som
ikke plejer at være der. Jeg tænkte på om det kunne være en ny komet.
Jeg har søgt overalt på Tycho Brahe Planetariums Hjemmeside, men der
står ikke noget om kometer eller andet usædvanligt."
"Er du sikker på at det var en komet?" spurgte han.
"Nej."
"Måske var det bare et rumskib," grinede han.
"Ja måske," grinede jeg tilbage.
Jeg rykkede mig nervøst i stolen. Gad vide hvad Niels ville sige til,
hvis jeg fortalte ham om den lysende kvinde? Hvis jeg kendte ham ret,
ville han sikkert påstå at jeg var faldet i staver over en reklamesøjle med
en af AcceptCards lækre fotomodeller! Og hvem ved, måske havde han
ret...
Pludselig hørte jeg nogen kalde mit navn nede fra den anden ende af
kontoret. Jeg vendte mig om. Min chef Randi Martins' krølhårede hoved
stak ud af døren til hendes kontor.
"Husk at jeg skal have pressemeddelelsen om herreundertøj skrevet
færdig inden du går hjem i dag," sagde hun.
Randis indstilling var at vi måtte gøre hvad vi havde lyst til i vores
arbejdstid, så længe vi afleverede vores opgaver til tiden og gjorde dem
brandgodt (med eftertryk på BRANDGODT!).
"Selvfølgelig," svarede jeg og kiggede op på uret. "Jeg er næsten
færdig."
"Godt," sagde hun og forsvandt tilbage på sit kontor.
"Må Kraften være med dig," grinede Niels.
"Tak," sagde jeg og vendte blikket tilbage mod min computerskærm.
Jeg klikkede mig ud af Nettet og fandt herreundertøjet frem.


Luke Skywalkers X-Wing Fighter rumskib løftede sig langsomt ud af
Dagobah sumpen. En lille, halvskaldet grøn gnom dirigerede det
tonstunge rumskib igennem luften ved Tankens Kraft. Jedimester Yoda
var ved at give den utålmodige Jedilærling en lektie i at bruge Kraften.
Rumskibet landede ubesværet på landjorden. Luke kiggede vantro på
den slimklædte X-Wing Fighter. Så vendte han sig mod Yoda. "Jeg kan
ikke tro det," udbrød han.
16
Den gamle Jedimester nikkede. "Det er derfor, du ikke kan..."
Jeg satte videoen på pause og løb ud i køkkenet for at smøre mig en
mad til. Dette var en af mine yndlingsscener fra Star Wars filmene og
jeg så den altid hvis jeg havde brug for lidt opløftning.
Og efter dagen i dag følte jeg virkelig at jeg havde brug for lidt
opløftning. Ikke nok med at jeg slet ikke kunne koncentrere mig om mit
arbejde, på grund af nattens mærkelige hændelser, om eftermiddagen
havde Randi Martins kaldt mig ind til en lille samtale på hendes kontor.
Hun syntes at den pressemeddelelse jeg havde skrevet manglede
entusiasme og sagde at jeg skulle prøve igen. Men hvordan kunne nogen
føle entusiasme over et par underbukser? Enhver kan da se at et par
underbukser er et par underbukser, tænkte jeg, og hev op i mine Fashion
Flash boxershorts.
Jeg var blevet på arbejdet efter fyraften for at blive færdig med
opgaven og Randi havde givet mig et venligt skulderklap da hun gik.
Hun sagde at hvis jeg skrev denne pressemeddelelse godt, ville hun lade
mig forsøge at skrive et par af deres nye annoncer. Endelig! Jeg havde
spurgt om at få lov til det lidt mere kreative i over et år nu.
Men da jeg kom hjem følte jeg mig underlig tom indeni. Jeg burde
egentlig have været glad for denne spændende "forfremmelse", men af
en eller anden grund var jeg det ikke. Tanken om at skrive annoncer til
herreundertøj forekom mig pludselig lige så kedelig som at skrive
pressemeddelelser. Jeg må virkelig lide af et alvorligt tilfælde af D & D
antiklimaks, tænkte jeg.
Jeg vendte tilbage til min seng med to ostemadder og en cola og
slangede mig foran fjernsynet. En af de gode ting ved at bo alene, er at
man kan se den samme scene fra Star Wars lige så mange gange man
har lyst til, pause den, og så løbe ud i køkkenet kun iført underbukser og
lave sig en mad. Jeg havde boet alene i snart tre år nu, men blev kun
sjældent træt af det. Min mor Siri og min lillesøster Sandra boede kun et
par gader væk, så jeg følte mig sjældent alene. Og som sagt var det
dejligt at kunne se den samme scene fra Star Wars lige så mange gange
jeg havde lyst til, uden indvendinger fra søskende, forældre eller
kæreste.
Jeg spolede frem til min næste Jediridder yndlingsscene: Luke
Skywalker havde set ud i fremtiden. Hans venner var i fare og han følte
at han var nødt til at hjælpe dem, på trods af Jedimester Yodas
formaninger om at han skulle blive og færdiggøre sin træning. Luke
pakkede i al hast sine ting og gjorde sig klar til afgang. Lige da Luke
17
skulle til at lette, trådte Jedimester Obi-Wan-Kenobi ud af Dagobah
sumpen for at give Luke en sidste advarsel. Den gamle Jedimesters krop
var omgivet af et hvidt lys...
Jeg greb forbløffet fjernbetjeningen og pausede videoen på Obi-WanKenobis lysende skikkelse. Det var det samme lys! Obi-Wan-Kenobi
var omgivet af det samme skinnende lys som kvinden jeg havde mødt i
går nat! Jeg stirrede forundret på skærmen. Hvordan kunne det være?
Jeg sprang op af sengen, satte Star Wars film nr. 3 på og spolede frem
til slutscenen. Der var det samme lys igen! De tre Jedimestre - Yoda,
Obi-Wan-Kenobi og Anakin Skywalker - alle med det samme hvide lys
omkring dem!
Jeg pausede billedet og lænede mig forundret tilbage i sengen. Men på
det tidspunkt i filmen var Jedimestrene jo døde? Eller var de? Efter at
de var "døde" var deres kroppe bare forsvundet ud i den blå luft. Men
de blev ved med at være der og hjælpe og vejlede Luke Skywalker...
selv efter at de var døde?
Jeg stirrede fascineret på de tre lysende Jedimestre. Selv om jeg havde
set Star Wars filmene utallige gange havde jeg aldrig rigtig tænkt over
hvad den egentlige mening var med at Jedimestrene blev ved med at
eksistere efter at de var døde - og hvorfor de var omgivet af et
skinnende hvidt lys?
Jeg lukkede øjnene og prøvede at se den lysende kvinde jeg havde set
i går nat for mig. Det var ikke svært. Jeg så hende med det samme klart
for mig: En utrolig, fortryllende skønhed, som en elverprinsesse fra
Ringenes Herre, omgivet af præcis det samme skinnende lys som
Jedimestrene i Star Wars. Jeg følte et underligt sug i brystkassen ved
tanken om hende, som om at min brystkasse var ved at åbne sig.
Pludselig blev jeg bange. Hvad nu hvis der er noget i vejen med mig?
Hvad nu hvis jeg er syg eller sådan noget? Jeg lagde hånden på min
pande. Den føltes helt kold. Så lagde jeg hånden på min brystkasse. Den
føltes helt varm.
Jeg slukkede for videoen og besluttede mig for at tænke på noget
andet. Det betød fjernsyn: Jeg zappede lidt frem og tilbage mellem
kanalerne, men der var ikke rigtig noget at se. Klokken var over midnat,
men jeg vidste at hvis jeg prøvede at sove nu, ville jeg bare ligge vågen
hele natten og tænke på lysende kvinder og Jedimestre. Så jeg endte på
CNN og deres World News:
En helikopter kredsede over det sidste nye vulkanudbrud på Island.
Lokalbefolkningen var ved at blive evakueret. Dernæst voldelige
18
sammenstød i Israel. Vrede palæstinensere i kamp mod vrede israelere.
Jeg zappede over på BBC som også var i gang med deres World
News. Deres nyheder var i samme klasse: Politisk uro i det tidligere
Sovjetunionen. Greenpeace aktivister i protest i Tyskland.
Jeg zappede videre til MTV: To fyre med Prins Valiant frisurer skreg
et eller andet uforståeligt. De så heller ikke ud til at have det for sjovt.
Jeg gik videre til Discovery. De plejer da at have nogen programmer
der er til at holde ud at se på, tænkte jeg. Måske et dyreprogram eller
noget andet beroligende.
Discoverys program handlede ikke om dyr, men om træer. Og
programmet var mere foruroligende end beroligende: Elmetræerne var
ved at dø, faktisk var de døde. Overalt i Europa blev de fældet og hvad
der før havde været frodige parker og grønne boulevarder lignede nu
scener fra et bombetogt under 2. Verdenskrig.
Jeg slukkede for fjernsynet. Det er dog utroligt at man kan have 35
kanaler og alle sammen handler om kriser og katastrofer, tænkte jeg.
Verden har virkelig brug for nogle Jediriddere.
Jeg tog en trøje på og gik over til vinduet. Udenfor var det igen
stjerneklar nat. Fra min lille Østerbro lejlighed på 4. sal havde jeg god
udsigt til nattehimlen. Jeg kiggede efter den store stjerne jeg havde set i
går nat. Der var den! Den hang midt på nattehimlen, som en gylden
flamme i mørket. Den lyste klarere end nogen af de andre stjerner.
Jeg stirrede fascineret på stjernen. Måske er det virkelig et rumskib,
tænkte jeg. Måske er det rumskibet Tusindårsfalken fra Star Wars, på
vej mod Jorden for at redde menneskeheden ud af sine problemer.
Måske er den lysende kvinde en prinsesse fra en fjern galakse som er
kommet for at hente mig med på spændende eventyr...
Jeg lukkede øjnene og så mig selv sidde i Tusindårsfalkens cockpit
sammen med Prinsesse Leia, Han Solo og Chewbacca. Jeg var en
mægtig Jediridder på en heltemodig mission for at redde Jorden. Med
min evne til at bruge Kraften kunne jeg kommunikere via telepati,
manøvrere igennem asteroidebælter og løfte rumskibe.
Jeg åbnede øjnene og vendte blikket mod min potteplante. Løft dig,
tænkte jeg. Løft dig.
Efter at have stirret intenst på potteplanten i nogle minutter, slog jeg
mig selv for panden.
"Vågn op," sagde jeg højlydt til mig selv. "Det kan jo ikke lade sig
gøre."
Da jeg havde sagt disse ord, slog det mig, at det var præcis det samme
19
Luke Skywalker vantro havde sagt til Jedimester Yoda, da han løftede
rumskibet ud af sumpen.
20
3
Lysets By
Om onsdagen var jeg til middag hos min morfar Elmar. Det var en
sjælden begivenhed som jeg altid så frem til. Min morfar var en farverig
personlighed som havde brugt det meste af sit liv på at rejse verden
rundt som opdagelsesrejsende, arkæolog, bjergbestiger, kunstsamler og
et væld af andre usædvanlige beskæftigelser. Det kunne ses på hans
hjem, som på trods af sin spartanske indretning var fyldt med fantastiske
og eksotiske ting han havde erhvervet på sine mange rejser. Elmar var
nu 72 år gammel (eller "72 år ung" som han selv plejede at sige), men
det kunne ikke ses på ham. Han lignede snarere en mand i
halvtredserne. Elmar var høj og slank, med en krop der var både stærk,
senet og solbrændt efter utallige rejser i alle seks verdensdele. Ifølge
ham selv holdt han sig så godt på grund af "De Fem Tibetanere", en
ældgammel blanding af yogaøvelser, vejrtrækningsøvelser og
meditation, som han havde lært af buddhistmunkene på en af sine første
rejser i Tibet. Så længe jeg kunne huske, havde han altid mediteret to
gange om dagen, morgen og aften. "Det er sådan jeg oplader mine
åndelige batterier," sagde han.
Alligevel var Elmar begyndt at trappe ned på sine rejser de sidste par
år. Det meste af tiden boede han på sin farm i Australien, men et par
måneder om året kom han hjem til sit hus i Hellerup, for at lave lidt
"business" med de store kunstauktionshuse og samlere. Elmar boede
alene. Han forlod min mormor kort tid efter at min mor Siri var blevet
født, og siden havde han været ugift, selv om jeg havde hørt rygter
(både fra Elmar og andre) om andre kvinder og børn rundt omkring i
verden.
Men Elmar og jeg havde altid haft et helt specielt forhold. Lige fra jeg
var helt lille havde jeg elsket de sjældne gange, hvor morfar Elmar kom
hjem fra sine rejser med eksotiske gaver og fantastiske historier.
21
Nu sad vi i hans store spisestue og spiste sushi og dybstegte
tempurarejer, en ret som Elmar havde lært at lave under sit ophold i et
japansk munkekloster.
"Hvad sker der af spændende ting inde hos Fashion Flash?" spurgte
Elmar og hældte noget mere risvin op i mit glas.
"Ikke noget specielt," sagde jeg og pillede rastløst ved mine
tempurarejer. Jeg led stadig af et alvorligt tilfælde af D & D
antiklimaks, og selv om jeg prøvede at lade være med at tænke på den
lysende kvinde, kunne jeg ikke få hende ud af mit hoved. Gad vide hvad
Elmar mon ville sige, hvis jeg fortalte ham det?
"Bare det sædvanlige," sagde jeg. "Lige nu er jeg i gang med at skrive
nogen pressemeddelelser om herreundertøj. Men: Min chef har lovet
mig at jeg snart får lov til at skrive nogen rigtige annoncer."
"Det er da godt," sagde Elmar. "Er det ikke det du har gået og set frem
til? At få lov til at udfolde dit skrivetalent?"
"Jo... det er det vel," sagde jeg og kiggede ned i min sushi.
Elmar kiggede på mig. "Du lyder ikke særlig begejstret. Er der noget i
vejen?"
"Nej... jo... altså, jeg ved det ikke rigtig. Jeg har bare følt mig
underligt rastløs og... sådan underlig hele ugen."
"Jeg kender den slags rastløshed," smilede Elmar. "Du har brug for
eventyr."
Jeg tog en slurk af min risvin. Den varme saké bredte sig i min
brystkasse. "Det kan da godt være at det er det..." mumlede jeg.
"Hvad med den verdensrejse du snakkede om for nogle år siden?"
spurgte Elmar. "Hvad er der blevet af den?"
For nogle år siden havde jeg planlagt at tage fri i et år og rejse Jorden
rundt efter at jeg var færdig på Reklameskolen, men den pludselige
mulighed for at arbejde hos Fashion Flash fik mig til at ombestemme
mig.
"Jeg kan jo ikke tage fri nu," sagde jeg, "og for at være helt ærlig så
ved jeg ikke rigtig hvor jeg skulle tage hen."
"Se noget nyt. Prøv noget nyt. Ud i det ukendte," sagde Elmar.
"Der er jo ikke noget der er nyt længere. Alt er blevet opdaget og
gjort," sagde jeg.
Elmar grinede og rystede på hovedet.
"Hvad?" spurgte jeg.
"Det er præcis det samme jeg tænkte dengang jeg var på din alder,"
sagde Elmar. Han rejste sig og gik ud i køkkenet for at lave nogle flere
22
tempurarejer.
Jeg lænede mig tilbage i stolen og tog endnu en slurk risvin, mens jeg
lod blikket glide hen over de mange eksotiske og sjældne ting Elmar
havde i sin stue. Hver ting havde en spændende historie bag sig og
Elmar havde fortalt mig de fleste. Den store håndflettede tromme havde
han fået efter sit møde med en grønlandsk shaman, de store net kaldet
"dreamcatchers" var en gave fra de nordamerikanske hopi indianere, og
de farverige mandalaer havde han fået efter sit ophold i et munkekloster
i Tibet. På væggen hang et fotografi af Glastonbury Tor, som Elmar
havde taget på en af sine mange rejser dertil. "Tor" var et gammelt
keltisk ord der betød bakke - og Glastonbury Tor var en flere hundrede
meter høj, næsten pyramideformet bakke, der lå midt i det flade
sydengelske landskab. På toppen af bakken stod et gammelt, firkantet
middelaldertårn. Jeg elskede dette billede af Glastonbury Tor og Elmar
havde givet mig et magen til for mange år siden. Det hang i mit
soveværelse. Jeg sukkede og tog endnu en slurk risvin. Glastonbury var
en af de steder jeg skulle have besøgt på min verdensrejse.
Ved siden af billedet af Glastonbury Tor, hang et lille billede af
Buddha siddende i lotusstilling. Der var et gyldent lys omkring hele
hans krop... Jeg rejste mig op og gik hen og kiggede nærmere på
billedet. Der var det igen! Buddhas krop var omgivet af det samme
gyldne lys som kvinden ved busstoppestedet!
Elmar kom tilbage med flere tempurarejer. Jeg tog Buddha billedet og
gik over til ham.
"Det lys der er omkring Buddha på det her billede, hvad er det?"
spurgte jeg.
"I buddhismen og hinduismen kaldes det for auraen - kristendommen
kalder det for glorien," sagde Elmar. "Det siges at et af kendetegnene
ved en Oplyst Mester er at livskraften lyser stærkere omkring ham eller hende."
"Livskraften? Mener du ligesom Kraften i Star Wars? Obi-WanKenobi og de andre Jedimestre har nemlig også samme lys omkring
sig."
"Jo - det kan man vel godt sige," sagde Elmar og skænkede nogle flere
tempurarejer op på min tallerken.
Jeg stirrede fascineret på Buddha billedet.
"Jeg har flere billeder af Oplyste Mestre med tydelig aura eller
Lyskrop omkring sig, hvis du er interesseret," sagde Elmar. "Men spis
først din mad."
23
Jeg satte mig ned og stirrede flovt på det pragtfulde måltid mad Elmar
havde kreeret. Pludselig følte jeg mig slet ikke sulten. Jeg var nødt til at
fortælle Elmar om mit møde med den lysende kvinde - ellers ville jeg
eksplodere!
Jeg så op. Elmar stirrede på mig med sine klare blå øjne.
"Okay," sagde han. "Ud med sproget! Du har været rastløs hele
aftenen. Hvad er der i vejen?"
"Du tror sikkert at jeg er sindssyg..." sagde jeg.
"Der skal meget til, før jeg tror at nogen er sindssyg," grinede Elmar.
"Jeg har set ting som selv de mest åbne mennesker ville have svært ved
at forklare. Kom nu! Ud med sproget! Hvad er det der plager dig?"
"Jo, altså," mumlede jeg. "Jeg tror jeg har mødt en... en Oplyst Mester
- eller Mesterinde."
Elmar klukkede. "Det lyder godt," sagde han. "Hvor har du haft
fornøjelsen af at møde denne Oplyste mester - eller Mesterinde?"
"Ved busstoppestedet på Strandvejen," svarede jeg og rykkede mig
lidt forlegent i stolen. "Men jeg så hende kun ganske kort, så panikkede
jeg og løb. Hun lyste med præcis den samme aura som Buddha og
Jedimester Obi-Wan-Kenobi og når hun talte åbnede hun ikke munden,
jeg kunne høre hendes stemme i mit indre. Hun kaldte mig for Starbrow
og sagde at det var godt at se mig igen..." Nu da jeg endelig havde fået
det sagt, væltede historien ud af mig som et vandfald.
Da jeg var færdig med at fortælle, blev der helt stille i rummet. Elmar
sagde ikke noget.
"Lyder det ikke helt skørt?" sagde jeg så.
"Det ved jeg ikke," sagde Elmar. "Hvordan føltes det at være i hendes
nærvær?"
"Øh... hvad mener du?"
"Hvordan føltes det? Føltes det godt eller dårligt?"
"Det ved jeg ikke... Jeg tror jeg var for bange til overhovedet at tænke
på noget."
Elmar lænede sig tilbage i sin stol og kiggede nøje på mig. Jeg kunne
se at min historie virkelig havde fanget hans interesse. "Og du siger at
buschaufføren bare kørte forbi busstoppestedet uden at stoppe?"
"Ja. Er det kun nogen mennesker der kan se en Oplyst Mester?"
"Så vidt jeg ved, burde alle mennesker kunne se en Oplyst Mester,"
svarede Elmar, "- hvis Mesteren vel at mærke befinder sig i denne
dimension."
Jeg kiggede ned på min mad, der nu var blevet helt kold. Ingen af os
24
sagde noget. Så kiggede jeg op på Elmar. "Så tror du altså ikke at jeg er
sindssyg, morfar?"
Elmar lo sagte til sig selv: "Hvad er det dog de lærer de unge i skolen i
dag?" sagde han og rystede på hovedet. Så rejste han sig op og klappede
mig på skulderen: "Der er mere mellem himmel og jord end du tror, min
dreng," sagde han. "Nu går jeg ud og laver os to stærke kopper
espresso, siden du har mistet al appetitten. Så skal jeg fortælle dig om et
møde der fuldstændig ændrede mit liv."
Efter at Elmar havde lavet espressoer satte vi os i sofaen. Elmar tog
det lille Buddha billede og studerede det nøje, som for at genopfriske
mindet om noget han havde set for længe siden.
"Lad mig se...," begyndte han. "Det var i årene efter krigen. Jeg har
været 22 år - på din alder. Jeg havde afsluttet min læretid på min fars
købmandsgård i Charlottenlund og var steget så meget i graderne at jeg
fik lov til at drive en af hans forretninger ude i byen. Det gik godt,"
fortalte Elmar.
"På det tidspunkt var jeg med i en gruppe på 6, der mødtes hver
torsdag aften hjemme hos mig for at læse eventyr - på samme måde som
jeres øh..."
"Dungeons & Dragons," indskød jeg.
"...Dungeons & Dragons. Nogle gange havde en af os skrevet noget
som han læste op, andre gange læste vi højt af legenderne om Kong
Arthur og Ridderne af Det Runde Bord, eller andre spændende historier
som vi kunne få fingrene i, lige fra ældgamle sagn til det nyeste
scientifiction som det hed den gang. En dag fortalte en i gruppen,
Jørgen, at han havde mødt en spændende mand som han gerne ville
introducere for gruppen. Manden kom til vores næste møde og
præsenterede sig som Stanley Donne, forfatter og opdagelsesrejsende."
Elmar stoppede i et kort øjeblik, som for at huske ham. "Stanley
Donne var et af de mest bemærkelsesværdige mennesker jeg nogen
sinde har mødt. Man kunne ikke rigtig sætte fingeren på hvad det var,
men han havde en energi, en udstråling, en indre styrke og visdom som
kun de færreste besidder. På overfladen så han ud til at være en mand i
slutningen af 30erne. Han var velklædt, høj og slank, med kulsort hår og
stærke, markerede træk - meget smuk. Der var noget orientalsk over
hans udseende. Han havde dybe, gennemborende, næsten
hypnotiserende øjne. Fra det øjeblik han trådte ind i rummet, tryllebandt
han os alle sammen med sine fantastiske historier."
"Om hvad?" afbrød jeg.
25
"På få timer formåede han at blande gamle legender og sagn,
bibelhistorie, metafysik og Einsteins atomfysik sammen til den mest
utrolige cocktail. Vi havde aldrig hørt noget lignende," smilede Elmar.
"Hvad sagde han?" afbrød jeg igen.
"Du husker, at jeg har fortalt dig, at der inden for alle spirituelle
traditioner, er læren om sjælens udvikling imod højere bevidsthed."
Jeg nikkede. Jeg huskede at Elmar engang havde fortalt mig noget
lignende, men jeg havde aldrig rigtig forstået hvad han mente.
"Stanley Donne forklarede os at alle verdens forskellige religioner,
okkulte broderskaber, mystikere og shamaner, hvad enten det var
Rosenkreuzerne, Ridderne af Det Runde Bord, de ægyptiske
ypperstepræster, tibetanske buddhistmunke, sydamerikanske naguals,
indiske yogier, keltiske druider eller Jesu disciple, alle i virkeligheden
havde samme formål: At udvide og højne menneskets bevidsthed i en
sådan grad, at mennesket til sidst opnåede kosmisk bevidsthed og steg
op til de højere dimensioner."
"Steg op til de højere dimensioner?"
"Ja. Det var det Jesus gjorde. Det var det Buddha og Moses og mange
andre af verdens åndelige mestre gjorde."
"Kan mennesker virkelig det?"
"Ja."
"Hvordan?"
"Ifølge Stanley Donne er det en lang og møjsommelig proces som det
tager mange liv at gennemføre. Kravene er den strengeste selv-disciplin,
en ubundethed til den materielle verdens fristelser og et rent hjerte - en
vilje til godhed og kærlighed for alle."
"Tror du på det?" spurgte jeg.
"Ja. Og fordi kravene er så strenge lykkedes det også kun for ganske
få. Dem som det lykkes for, stiger op til de højere dimensioner og bliver
indviet i de Opstegne Mestres rækker. De bliver medlemmer af en orden
kaldet for Det Store Hvide Broderskab."
"Det lyder ret utroligt... det her Broderskab," sagde jeg fascineret. "Er
det kun for mænd?"
"Det spurgte vi også om," sagde Elmar. "Stanley Donne sagde at
Broderskabet er åbent for begge køn, og for alle mennesker uanset race,
hudfarve, religion eller nationalitet. Betegnelsen hvid står for den klare
gennemsigtige aura af hvidt lys der er omkring en Opstegen Mester."
Jeg kiggede på billedet af Buddha med sin lysende aura. "Hvor er de
højere dimensioner?" spurgte jeg.
26
"Ifølge Stanley Donne er de højere dimensioner lige her. Grunden til
at de fleste mennesker ikke kan se dem, er at de befinder sig på en
højere vibrationsfrekvens end den fysiske verden, som vi er vant til at
opleve med vores fem sanser."
"Det lyder virkelig som Dungeons & Dragons!" grinede jeg og tog en
slurk espresso. Elmars historie havde løftet mit humør. "I Dungeons &
Dragons starter en spiller sit liv på 1. niveau. Efterhånden som man får
mere erfaring stiger man i niveau og kraft indtil man når 36. niveau og
bliver udødelig."
"Ja?" sagde Elmar. Han havde aldrig rigtig forstået mit Dungeons &
Dragons spil, selv om han syntes at det lød fascinerende. "Stanley
Donne sammenlignede sjælens udviklingsrejse med at klatre op ad et
højt bjerg. Som regel tager det hundredvis af liv at nå bjergets top, hvor
man til sidst opnår kosmisk bevidsthed, også kaldet Buddhabevidsthed
eller Kristusbevidsthed. Men han sagde, at på dette tidspunkt i Jordens
evolution, kan sjælen gå direkte fra bjergets bund til toppen, i et eneste
liv. Men det kræver stor åbenhed, selv-disciplin og næstekærlighed."
"Var det det der fik dig til at begynde på alle dine rejser?"
"Stanley fortalte at Det Store Hvide Broderskab har et hovedkvarter
på Jorden - en fantastisk by kaldet for Shamballa - Lysets By. Ifølge
Stanley befinder Shamballa sig i de højere dimensioner over Gobi
Søen."
"Gobi Søen? Du mener vel Gobi Ørkenen?"
"Stanley fortalte at det som nu er Gobi Ørkenen, før havde været en
kæmpestor, krystalklar sø."
"Okay," sagde jeg og prøvede at forestille mig Gobi Ørkenen som en
enorm sø midt i Mongoliet.
"Stanley afsluttede aftenen med at fortælle os at en engelsk Royal Air
Force pilot ved navn Gareth Randall, var i færd med at samle mandskab
til en ekspedition for at finde Lysets By."
"Hvis denne her Shamballa by ikke er i den fysiske verden, men
befinder sig i de højere dimensioner, hvordan kan man så finde den?"
"Turen skulle først gå til Himalayabjergene, hvor Gareth Randall
havde i sinde at finde en legendarisk mester kaldet Djwal Khul - også
kaldet Tibetaneren. Djwal Khul kunne åbenbart vise vejen Til
Shamballa."
"Mere D & D," grinede jeg.
Elmar svarede ikke. Han kiggede ud af vinduet. Hans blik var fjernt,
som om at han så ting langt væk, i en fjern fortid. Så sagde han
27
langsomt: "Stanley Donne opfordrede os til at tage med på denne
ekspedition. Han sagde at vores fascination over gamle sagn, eventyr og
nye opdagelser var et tegn på at vi var modne til opstigning."
"Og du sagde ja?" spurgte jeg.
"Ikke til at begynde med. Vi troede alle sammen at han var lidt skør.
Da han skulle til at gå, spurgte jeg ham, hvordan han kunne vide så
meget om de gamle sagn, især om Kong Arthur og Ridderne af Det
Runde Bord. Han så mig i øjnene og sagde: "Fordi jeg var Kong Arthur
i et tidligere liv." De andre kunne ikke holde deres latter tilbage," sagde
Elmar lavmælt. "Men jeg var ikke så sikker. Jeg var den eneste der
fulgte ham ud til døren. Jeg spurgte ham: "Hvis du var Kong Arthur i et
tidligere liv, hvem er du så i virkeligheden?" Endnu engang så han på
mig med sit dybe, gennemborende blik. "De kalder mig El Morya,"
sagde han og gik."
"El Morya," gentog jeg fascineret og så over på billedet af
Glastonbury Tor, den magiske bakke, der engang havde været
midtpunkt for Kong Arthurs og Merlins legendariske bedrifter.
"Det var det sidste jeg nogen sinde så til Stanley Donne," fortsatte
Elmar. "Et par dage efter prøvede jeg at opsøge ham på den adresse
som min ven Jørgen havde, men der boede ingen Stanley Donne der.
Han var ikke til at finde. Han forsvandt lige så pludseligt som han kom."
"Måske var han steget op til de højere dimensioner!" grinede jeg.
Elmar svarede ikke. Han kiggede ud af vinduet. Han havde et
drømmende udtryk i ansigtet.
"Hvad skete der så?" spurgte jeg ivrigt.
"Jeg sagde til mig selv at Stanley Donne havde fået lidt mere ud af de
gamle sagn og religioner end var godt for ham. Indtil at jeg nogle dage
senere ovre i klubben, læste i London Times om en ekspedition til
Himalayabjergene, ledet af en Royal Air Force pilot ved navn Gareth
Randall."
Elmar rejste sig og gik hen til vinduet. Han kiggede op på nattehimlen.
De første stjerner var så småt ved at vise sig. "Jeg kunne ikke få tanken
om Shamballa og Stanley Donne ud af hovedet. Jeg drømte om det om
natten. Jeg havde svært ved at koncentrere mig om mit arbejde. Inderst
inde havde jeg lyst til at droppe alt og tage det første skib til London for
at melde mig til ekspeditionen."
"Men?" spurgte jeg.
"Det var jo ikke så ligetil," sagde Elmar og vendte sig mod mig. "Jeg
havde et godt arbejde, en lysende fremtid, status, ansvar. Hvad ville folk
28
sige til hvis jeg pludselig tog på en ekspedition til Himalayabjergene,
for at finde en by som ingen kunne se fordi den lå i de højere
dimensioner?"
"Ja, okay," sagde jeg. Jeg var blevet så vant til Elmars uforfærdede
livsstil, at jeg aldrig havde tænkt på at der måske havde været en tid,
hvor han også havde haft sine tvivl og overvejelser.
"En nat vågnede jeg," fortsatte Elmar. "Jeg kunne ikke sove. Tankerne
fløj rundt i hovedet på mig. Jeg følte at jeg stod foran to veje. På den
ene vej så jeg mig selv stige i graderne i købmandsgården og til sidst
overtage den efter min far. Jeg så mig selv blive gift og få børn. Vi
flyttede ind i min fars købmandsgård og førte traditionen videre. Vi
levede rigt, vi levede godt - bedre end mange mennesker nogen sinde
ville få chancen for. På den anden vej så jeg en forsagelse af alt det sikre
og det kendte, en uvis rejse i ukendt land, på jagt efter noget højere,
noget bedre. Og så vidste jeg, dybt i mit hjerte, at jeg aldrig ville blive
tilfreds med at gå den sikre vej. Jeg vidste, med en pludselig vidunderlig
klarhed, at mit liv var skabt til eventyr. Jeg ville opnå kosmisk
bevidsthed og stige op til de højere dimensioner."
Elmars ord fik min rastløshed og mit D & D antiklimaks til at blusse
op på ny. Jeg kiggede ud af vinduet på den mørke nattehimmel.
Stjernerne var kommet helt frem nu. De skinnede som små byer af lys i
en ørken af kulsort sand.
"Den næste dag pakkede jeg nogle få ejendele og tog til London. Jeg
sagde ikke farvel til nogen, efterlod kun et brev til min far og mor. Jeg
vidste at de ikke ville forstå og at forklaring kun ville gøre det værre. Da
jeg ankom til London opsøgte jeg straks Gareth Randall og fortalte ham
min historie." Elmar smilede som fra gamle minder: "Jeg tror ikke han
var interesseret i nye medlemmer til ekspeditionen, som allerede talte 16
mænd. Og jeg kendte intet til bjergbestigning, slet ikke i
Himalayabjergene. Men jeg tror at han blev så imponeret over min
historie om El Morya og Shamballa, plus det faktum at jeg havde løbet
fra alt for at deltage, at han tog mig med."
Elmar vendte sig igen om og kiggede ud af vinduet. "I månedsvis
rejste vi rundt i Himalayabjergene i vores søgen efter Djwal Khul. Vi
oplevede de mest fantastiske naturvidundere og mødte fascinerende
bjergfolk, venlige buddhistmunke og lærde vismænd. Der var masser af
eventyr og masser af strabadser."
"Fandt I så Shamballa?"
"Ikke på den måde jeg havde regnet med."
29
"Hvad mener du?"
Elmar var stille i et øjeblik, så sagde han: "Det er en lang historie, som
jeg vil fortælle dig en anden gang."
Jeg sagde ikke mere. Følelsen af rastløshed i mit indre voksede.
Efter et stykke tid begyndte Elmar langsomt at synge. Han havde en
smuk, melodisk røst og det var altid en fornøjelse at høre ham synge.
Sangen var en gammel engelsk sang, som jeg havde hørt ham synge
mange gange før, en sang som Elmar altid sang når eventyrlysten var
over ham. Dens blide, vuggende melodi og ord havde altid rørt mig, og
denne aften rørte den mig mere end nogen sinde før.
Kun ganske kort
vi rider her
igennem Englands grønne skove
En stund
En tid
Til vi skal hjem igen
Sejle over Havet i Vest
Hjem til Landet På Den Anden Side
Kun ganske få år
vil vi kalde dette vores hjem
Englands smukke bakker
En sæson
En årstid
Til vi skal hjem igen
Sejle over Havet i Vest
Hjem til Landet På Den Anden Side
Hvor du og jeg som evige stjerner lyser
Og solen aldrig går ned
Sangen endte. Jeg rejste mig fra sofaen og stillede mig hen ved siden af
Elmar. Jeg tænkte på mit eget liv og de valg jeg havde truffet.
"Det kan være at det er det jeg har brug for, morfar," sagde jeg. "En
30
eller anden fantastisk hændelse der fuldstændig får mig til at ændre
livskurs."
Elmar vendte sig mod mig. "Stanley Donne fortalte os, at én gang i
hvert menneskes liv bliver sjælen kaldt til at stige op til de højere
dimensioner, men at kun de færreste lytter til det kald."
"Jeg håber at jeg snart bliver kaldt," sagde jeg.
"Hvem ved?" sagde Elmar og kiggede nøje på mig. "Måske er du
allerede blevet kaldt."
31
4
Dybt nede, højt oppe
"Everybody needs a little fast love baby, everybody needs a little fast
love..."
George Michaels megadansehit kunne høres langt ned af
Østerbrogade. Det var fredag aften og jeg stod ovre på den anden side
af Park Café og betragtede en ivrig menneskemængde presse sig
sammen for at blive lukket ind på Østerbros eftertragtede natdiskotek.
Hvert tredje minut lukkede de store dørvogtere 5-6 mennesker ind. Jeg
kalkulerede at det med de ca. 50 mennesker der nu var stimlet sammen
uden for Park Café, ville tage en halv time før jeg blev lukket ind. Ikke
at det gjorde så meget. At stå i kø foran døren var jo en del af hele gå-ibyen ritualet og jeg kunne se mindst 4-5 af mine venner i mængden.
Jeg kiggede efter Jakob og Janus. Egentlig havde jeg slet ikke haft lyst
til at gå i byen, men da Janus ringede og sagde at vi tre skulle mødes
udenfor Park Café, sagde jeg ja. Jeg havde brug for at møde nogen
mennesker, havde jeg tænkt. Måske danse lidt, drikke nogen øl. Ryste
det her D & D antiklimaks af mig.
En ny bølge af kedsomhed skyllede ind over mig. Lige siden mit
mystiske møde med den lysende kvinde i søndags, havde jeg følt mig
overvældet af kedsomhed og længsel. Elmars historie om Lysets By
havde på en måde kun gjort det værre. Jeg følte kedsomhed over mit liv,
mit arbejde - det hele. Og længsel efter... et eller andet, noget andet.
Men i hvert fald ikke det her. Jeg vendte mig om og begyndte at gå
tilbage.
"Master!"
Jeg vendte mig tilbage mod Park Café og så Jakob komme løbende
efter mig. Jeg kunne se på måden han løb på, at han måtte være fuld.
"Master!" prustede Jakob og bukkede ukoordineret for mig. "Hvor er
du på vej hen?"
32
Jeg smilede til mig selv. Go'e gamle Jakob. Han drak sjældent, men
når han drak, så gik han også virkelig til den. "Jeg var egentlig på vej
hjem," sagde jeg.
"Nu? Jamen du er jo lige kommet!" sagde han og lænede sig op af
mig. Jeg kunne lugte på hans ånde at han måtte have drukket mindst 6-7
bajere.
"Vi har mange vigtige ting at snakke om, Master. Missionen er i
overhængende fare for at mislykkes, hvis Telperion og jeg ikke kommer
forbi ilddragen meget snart."
"Ja...," sagde jeg og rykkede mig lidt væk fra ølånden. "Hvor er den
gode elverkonge?"
"Han står lige derovre," sagde Jakob og pegede over på den anden
side af gaden. Janus stod foran caféen ved siden af natdiskoteket og
snakkede med et par piger.
"Endnu engang bruger elverkongen sin charmeformular i det godes
sag," sagde Jakob.
Jeg kiggede på Janus. Han så godt ud. Han var slank og velbygget,
med halvlangt, pageklippet lyst hår der passede godt til hans flotte
ansigtstræk. Og så var han, som Jakob så poetisk udtrykkede det, noget
af en scorekarl.
Jakob var ikke så ferm til det med piger som Janus. Han var meget sky
når han skulle snakke med folk han ikke kendte. Især piger. Med sin
generte mine og nørdebriller, lignede han heller ikke lige frem nogen
Don Juan.
"Telperion har brug for vores hjælp, Master," sagde Jakob og
begyndte at hive mig over på den anden side af gaden. Jeg prøvede
forgæves at vride mig fri af hans greb. Jakob var i hvert fald stærk, selv
når han var plørefuld!
"Telperion!" råbte Jakob til Janus. "Han er her!"
Jakob fik hevet mig over på den anden side af gaden og vi sluttede os
til Janus og de to piger han stod og snakkede med.
"Vær hilset, Telperion," sagde jeg til Janus og gav ham vores
hemmelige Dungeons & Dragons håndtryk.
"Tel-hvad-for-noget?" spurgte en af pigerne, en mørkhåret lille sag i
høje hæle og læderbukser. "Jeg troede at du hed Janus?"
"Hans navn er Telperion Celdon, Højelvernes konge i Challum."
sagde Jakob højlydt og gjorde ukoordineret honnør for Janus.
Pigen hævede øjenbrynene og sendte sin veninde et "hvor er han
latterlig" blik. "Vi ses inde i caféen," sagde hun og gav Janus et kys på
33
kinden. Hun tog sin veninde i hånden og gik over til køen.
"Telperion!" sagde Jakob og lagde armene om skuldrene på os og hev
os sammen i en cirkel. Vores hoveder mødtes. "Vi må altid stå sammen
os tre!" brølede Jakob. Janus og jeg smilede til hinanden. Normalt var
Jakob meget tilbageholdende med at udtrykke sine følelser, men når han
fik noget at drikke, væltede de frem.
"Jeg elsker jer sku' og det har jeg altid gjort. Vi må aldrig holde op
med at spille D & D." Jakobs stemme blev lavere og jeg syntes at jeg
mærkede en anelse vemod i den. Led han også af D & D antiklimaks?
Jeg så på Janus. Han kiggede ned i jorden, dybt i sine egne tanker.
"Ja...," sagde Janus lavmælt. "Vi må aldrig holde op med at spille."
Følelsen af vemod voksede. Jeg følte en overvældende længsel efter at
komme væk, væk fra Park Cafe, væk fra de fulde mennesker, de
tjekkede piger og den høje musik.
Så løftede Janus hovedet. "Venner!" sagde han. "Vi må tage os
sammen. Vi kan ikke blive ved på den her måde." Janus drejede os mod
cafeen og den støjende menneskemængde. Pigen han havde talt med
tidligere, vinkede til ham. "Sammen kan vi gøre det," sagde han og hev
os ind i køen. Jakob sagde ikke noget. Han hang med hovedet som om
at han var lige ved at græde.
Jeg kiggede på menneskene omkring os. De fleste var halvfulde,
overgearede og larmende. Efter et par minutters skubben frem og
tilbage kom vi ind i cafeen. Folk stod stimlet sammen som sild i en
tønde og prøvede at få en samtale i gang, mens musikken brølede ud af
højtalerne. Luften var tyk af tobaksrøg. Jeg kiggede mig omkring for at
se om der var nogen jeg kendte. Jeg fik øje på Charlotte, en designer
som jeg havde mødt til et Fashion Flash modeshow for nogle måneder
siden. Hun stod ovre ved baren og snakkede med nogle veninder. Jeg
gik hen til dem.
"Hej Charlotte!" halvråbte jeg igennem larmen. Charlotte vendte sig
om og så på mig med sine flotte nøddebrune øjne.
"Hej!" sagde hun og smilede til mig. Charlotte var noget af en sild.
Hun havde langt mørkt hår der passede godt til hendes flotte ansigt og
fyldige røde læber. Og så var hun klædt i en nedringet lille sølvkjole der
lagde meget lidt skjul på hendes flotte former.
"Er du her alene?" spurgte hun. Da vi havde mødt hinanden til
modeshowet havde vi flirtet, men det var ikke blevet til noget. Måske
var det nu det skulle være? Hun virkede i hvert fald glad for at se mig.
"Nej - jeg er her sammen med to venner," sagde jeg og prøvede at
34
udpege Jakob og Janus. Janus stod ovre i et hjørne og snakkede med sin
sidste nye "erobring". Jakob stod ved siden af og lænede sig op af en
søjle. Hans hoved hang ned på brystet og han så ud som om at han var
ved at falde i søvn.
Charlotte tog min arm og gav mig et kys på kinden. "Vi fik vist ikke
rigtig sagt ordentligt farvel sidst," sagde hun.
"Nej..." sagde jeg uden at tage blikket fra Jakob. Hvad var der i vejen
med ham?
"Hallo! Er der nogen hjemme?" spurgte Charlotte. "Har du fået for
meget at drikke?"
"Nej, nej, jeg har faktisk slet ikke drukket noget," sagde jeg og vendte
blikket tilbage mod Charlotte.
"Skal du så ikke have noget at drikke?" spurgte hun.
"Øh... jo," sagde jeg og prøvede at glemme Jakob og koncentrere mig
om Charlotte.
"Det er Fashion Flash du arbejder for ikke?" sagde Charlotte.
"Jo," svarede jeg.
"Du er art director ikke?"
"Tekstforfatter."
"Nå ja, tekstforfatter."
"Og du er designer?" spurgte jeg. "For Individual?"
Charlotte nikkede. "Det er mig der laver deres damekollektion. Var du
inde og se John Gallianos store opvisning i Cirkusbygningen sidste
weekend?"
"Æh... nej, den gik jeg glip af."
"Den var simpelthen så flot. Totalt trendy!"
"Okay..." sagde jeg.
Charlotte plaprede videre: Om sin sidste nye kollektion, hvordan den
var inspireret af John Gallianos tøj og den nye trend med at gå med
briller uden styrke og høje plateaugummisko til mænd... men uanset
hvor meget jeg prøvede, havde jeg svært ved at koncentrere mig om det
hun sagde.
Idet Charlotte talte, kom jeg igen til at tænke på den lysende kvinde
jeg havde set søndag nat. Pludselig så jeg hende tydeligt for mig:
Lysende krop, langt gyldent hår, underskønt ansigt, øjne som stjerner.
Tanken om hende udløste en mærkelig fornemmelse i min brystkasse.
Jeg havde svært ved at trække vejret. Tanken om at skulle stå herinde
sammen med alle de mennesker forekom mig pludselig uudholdelig.
"Hallo! Er der nogen hjemme?" spurgte Charlotte. "Nu forsvandt du
35
igen!"
Jeg så på Charlotte. Tanken om at skulle være sammen med hende
forekom mig pludselig også uudholdelig. Jeg fjernede hendes hånd fra
min arm og vendte mig om og begyndte at gå.
"Hvor skal du hen?" råbte Charlotte igennem larmen.
"Langt væk," sagde jeg, uden at se mig tilbage. Jeg pressede mig
igennem menneskemængden og ud af caféen. Så løb jeg over på den
anden side af gaden og tog nogle dybe indåndinger. Jeg kunne mærke
mit hjerte banke heftigt. Uden at se mig tilbage, begyndte jeg hurtigt at
gå ned af Østerbrogade. Jeg må væk herfra, tænkte jeg. Langt væk.

"Således kom Aragorn, Arathorns søn, Elessar, Isildurs arving, ud fra
De Dødes Stier, båret på vinden fra havet til Gondors kongerige;
Rohirrims fryd var som en latterstrøm, sværdene lynede, og byens
glæde og forbavselse var som musik af trompeter og ringende
klokker..."
Jeg lagde forsigtigt bogen fra mig. Kong Aragorns pludselige ankomst
til slaget på Pelennorsletten, i det øjeblik, hvor alt så sortest ud, var et af
mine absolutte yndlingskapitler fra J.R.R. Tolkiens episke eventyr.
Jeg kiggede på uret. 4:14 viste den. Jeg havde været langt væk i lang
tid nu. Efter at jeg var kommet hjem fra byen var jeg dykket direkte ned
i Ringenes Herre og jeg havde nu læst uafbrudt i over 4 timer.
Jeg samlede forsigtigt bogen op igen. Den var så slidt at omslaget
hang løst og mange af siderne var ved at falde ud. Jeg havde haft bogen
lige siden Elmar første gang havde læst den højt for mig som 10-årig.
Og jeg havde læst den lige siden - i gennemsnit en gang om året foruden de utallige gange jeg bare læste et kapitel her og der. Jeg kunne
alle sangene og alle digtene udenad, og tit lavede jeg konkurrencer med
Elmar om hvem der vidste mest om Midgård og dens fantastiske
befolkning af elverfolk, troldmænd, hobbitter og talende træer.
Ringenes Herre var min egen private verden, det sted jeg tog hen, når
jeg skulle langt væk fra det hele.
Men selv om jeg havde været langt væk i mere end fire timer nu, følte
jeg mig stadig rastløs. Tag dig sammen, tænkte jeg og vendte tilbage til
slaget på Pelennorsletten.
36

Samme nat drømte jeg at jeg var i en smuk, fredfyldt skov. Jeg lå på
ryggen i græs og blomster, og kiggede op mellem trækronerne på en
klar blå himmel. Ved siden af mig lå en lille skovsø. Dens klare
overflade glinsede i sollyset.
Pludselig blev jeg klar over at jeg ikke var alene i skoven. En smuk
ung kvinde med langt gyldent hår, sad ved min side med lukkede øjne.
Det var den lysende kvinde fra busstoppestedet! Hendes hænder var
hævet et par centimeter over min brystkasse. Jeg kunne mærke en strøm
af varme bevæge sig fra hendes håndflader og direkte ned i min
brystkasse.
"Vågn op, Starbrow," sagde kvinden, stadig med lukkede øjne. "Vågn
op."
Jeg prøvede at bevæge mig, men jeg kunne ikke. Jeg prøvede at åbne
munden og sige noget, men det kunne jeg heller ikke. Jeg følte mig
fuldstændig paralyseret.
"Vågn op," sagde hun igen. Varmen fra hendes håndflader voksede og
jeg følte min brystkasse udvide sig. Jeg gispede efter vejret og prøvede
igen at åbne munden.
Kvinden åbnede øjnene og så på mig. Hendes blik gik lige igennem
mig og jeg følte at mit hjerte skulle sprænges. Hjælp mig, tænkte jeg...
og vågnede med bankende hjerte i min egen seng. Jeg sad halvt oprejst i
sengen, stadig med Ringenes Herre i hænderne. Jeg var faldet i søvn,
mens jeg læste. Jeg kiggede på uret. Klokken var 5 om morgenen, men
det var stadig mørkt udenfor. Jeg satte begge hænder mod min
brystkasse. Følelsen af at være ved at sprænges var der stadig. Jeg rejste
mig og gik ud på badeværelset. Jeg tændte for lyset, kiggede i spejlet og
trådte forskrækket tilbage. I en brøkdel af et sekund, syntes jeg at jeg så
en helt anden i spejlet: En smuk ung mand med langt gyldent hår, dybe
gennemborende øjne, og en lysende stjerne i panden! Jeg hoppede
tilbage, men synet varede kun i et kort øjeblik. Så var det mit eget
velkendte ansigt der stirrede tilbage på mig i spejlet. Jeg gnubbede
øjnene. Nu går det her D & D antiklimaks for vidt, tænkte jeg. Jeg
stirrede på mig selv i spejlet i et halvt minuts tid for at forsikre mig om
at jeg virkelig var mig, så pjaskede jeg lidt koldt vand i hovedet og gik
tilbage til soveværelset.
Et svagt lys skinnede igennem persiennerne. Jeg gik hen til et af
vinduerne og hev persiennen op. Der, midt på nattehimlen, hang den
37
store gyldne stjerne. Den virkede utrolig tæt på.
Idet jeg kiggede på stjernen følte jeg en bølge af varme strømme
igennem mig, præcis som med kvinden i drømmen. Den store stjerne
pulserede og blinkede, og pludselig følte jeg mig mere opløftet og fri.
Det var som om at noget var blevet forløst i mig.
Jeg kom til at tænke på et sted i Ringenes Herre, hvor Ringbæreren
Frodo og hans trofaste tjener Sam lå forhutlede og forkomne i en grøft i
Skyggelandet Mordor. Sam kiggede op og så de mørke tåger og dunster
åbne sig i et kort øjeblik. Oppe over skyerne skinnede en klar stjerne.
Dens skønhed ramte Sams hjerte og håbet vendte tilbage til ham. For i
det øjeblik vidste han at Skyggen kun var en lille, midlertidig ting.
"Højt oppe ville der altid være lys og skønhed, som den ikke kunne
nå," citerede jeg højt for mig selv.
Den gyldne stjerne blinkede og lyste endnu kraftigere, som i svar til
mine ord.
"Tak", sagde jeg, uden at vide for hvad eller til hvem.
38
5
3-0 til Sverige
Om søndagen mødtes vi igen hjemme hos Jakob for at spille Dungeons
& Dragons. Efter nogle timers spil besluttede vi os for at holde pause.
Vi havde alle tre svært ved at koncentrere os om spillet. Jakob virkede
fjern og deprimeret, Janus virkede uinteresseret og distræt, og følelsen
af nyt håb som jeg havde følt efter min drøm fredag nat var blevet til et
endnu mere intenst D & D antiklimaks. Hverken Jakob eller Janus
havde sagt noget om min pludselige forsvinden fredag nat.
"Sikke et par sølle eventyrere vi er i dag hvad," sagde Janus. Han sad
ved siden af mig i Jakobs sofa og kastede rastløst et par terninger frem
og tilbage i sine hænder.
Ingen svarede. Jakob sukkede og kiggede ud af vinduet. Han havde
stadig det samme håbløse udtryk i ansigtet, som han havde haft fredag
nat. Havde han mon grædt?
"Jeg har haft det elendigt hele ugen," sagde jeg. "Jeg har simpelthen
haft D & D antiklimaks så det batter."
"Også mig," sagde Janus og så overrasket på mig. Vi kiggede begge to
på Jakob. Han rejste sig og gik hen til vinduet.
"Ja, det har virkelig været en elendig uge," sagde Jakob og åbnede
vinduet. Den kølige martsluft fik hans hår til at blafre i vinden. Jeg rejste
mig op og stillede mig hen ved siden af ham. Stjernerne var kommet
frem, iblandt dem den store gyldne stjerne. Den lyste klart på
nattehimlen som en lille sol i mørket. Jeg vendte mig mod Jakob og så
at han stirrede intenst på den.
"Har du lagt mærke til den store stjerne?" spurgte jeg.
"Ja," sagde Jakob, uden at tage blikket fra stjernen.
"Jeg har undret mig over den hele ugen," sagde Janus og rejste sig op
fra sofaen. Han stillede sig hen ved siden af os andre.
"Så er jeg altså ikke den eneste," sagde jeg. Jeg var lettet over at nogle
39
andre endelig også kunne se den.
"Er det ikke Hale-Bopp kometen?" spurgte Janus.
"Nej, det er nogle år siden at den var synlig," svarede jeg. "Niels og
jeg har tjekket overalt på Nettet - Tycho Brahe Planetarium og det hele og vi kunne ikke finde noget om den. Til sidst troede jeg, at det bare var
noget jeg drømte."
Vi stirrede alle tre på den store stjerne. Den var så stor, at det næsten
så ud som om at små stråler af lys bølgede ud fra den.
"Nogen gange tror jeg at den vokser," sagde jeg.
"Det må være en komet," sagde Janus.
"Den har ingen hale," sagde Jakob. "Derfor kan det ikke være en
komet. Måske er det en kæmpestjerne der eksploderede for milliarder af
år siden." Han vendte sig om og satte sig tilbage i sofaen. Vi fulgte efter
ham. Som ingeniørstuderende var Jakob klart den mest videnskabelige
af os tre. Og det lød som om at han havde overvejet sagen nøje.
"Måske er det et Big Bang!" grinede Janus og satte sig ved siden af
ham.
Jakob svarede ikke. Han stirrede tomt ud i luften. Janus og jeg
kiggede på hinanden og hævede øjenbrynene.
"Kom nu, Jakob," sagde Janus. "Hvad er der i vejen? Du har hængt
med næbbet hele aftenen. Gik kvantefysik forsøget i mandags dårligt
eller hvad?"
Jakob trak på skuldrene. "Det er lige meget."
"Hvad er lige meget?" sagde Janus.
"Det hele," sagde Jakob. Han rejste sig op og gik hen til bordet som
var fyldt med kort, rolleblade, trylleformularer og stabler af Dungeons
& Dragons bøger.
"Jeg tror vi skal sige stop for i aften," sagde han og lukkede for sin
magibog. "Jeg er simpelthen ikke i humør til at spille i dag."
Janus og jeg kiggede igen på hinanden. Når Jakob sagde at han ikke
havde lyst til at spille, måtte den virkelig være gal.

På vej hjem fulgtes Janus og jeg igen et stykke af vejen. Vi talte om
Jakob. Vi havde forsøgt at overtale ham til at spille videre, men der var
ikke noget at gøre. Som et kompromis havde han gået med til at mødes
igen om onsdagen, så vi kunne indhente det forsømte.
"Han så også rimeligt nede ud i fredags uden for Park," sagde jeg.
40
"Jeg må indrømme at min opmærksomhed var andre steder," sagde
Janus.
"Jeg så at du havde gang i en rigtig lille hardbody," sagde jeg og
skubbede godmodigt til ham.
"Det blev ikke rigtig til noget."
"Var I ikke sammen?" spurgte jeg. Det lignede ikke Janus at lade en
lækker sild passere ham forbi.
"Tjoo... Men da det kom til stykket kunne jeg alligevel ikke rigtig,"
mumlede han.
"Var det på grund af Cecilie?" spurgte jeg. Cecilie var den kæreste
som Janus havde slået op med for nylig.
"Jeg ved det ikke. Jeg har haft det underligt hele ugen. Følt mig vildt
ugidelig og umotiveret. Rastløs." Janus gik ud på midten af vejen og
hævede armene på karakteristisk Telperion elverkonge maner.
"Der skal ske noget!" sagde han højlydt. En hund gøede fra haven
inde ved siden af. Janus gøede tilbage. Når han var deprimeret kunne
han godt blive lidt aggressiv.
Jeg stillede mig hen ved siden af ham og hævede også armene.
"Måske har vi brug for et nyt D & D spil. Begynde helt forfra."
"Det er jo det samme," sagde Janus og begyndte at lave
fægtebevægelser med armene. "Det ændrer jo ikke på hvor kedeligt
livet er."
"Synes du at dit liv er kedeligt?" spurgte jeg og sænkede armene.
"Livet ER kedeligt," sagde Janus og lavede et baglæns cirkelspark.
Hunden i haven ved siden af gøede endnu højere. Den stod og skrabede
op ad plankeværket. "Man står op og går på kedeligt arbejde, kommer
hjem og laver lidt kedelig mad, ser lidt kedeligt fjernsyn, snakker med
sine kedelige venner, og går i byen fredag og lørdag og drikker sig stiv
for at glemme hvor kedeligt livet er."
"Og hvis man er heldig, finder man sig en babe eller en kæreste som
man kan hygge sig lidt med for at glemme, hvor kedeligt livet er,"
tilføjede jeg.
"Præcis," sagde Janus og stoppede sine fægtebevægelser. "Indtil man
en dag også synes at det er for kedeligt."
Nå, så det er derfor han er så deprimeret, tænkte jeg. Ikke engang en
lille affære kan få ham op at køre mere!
Lysene i huset bag den gøende hund blev tændt og vi hørte en dør
blive åbnet. Vi gik hurtigt videre.
"Hvad så med D & D?" spurgte jeg.
41
"D & D, D & D," sagde Janus. "Det fede ville jo være hvis det varede
ved."
"Eller hvis det var virkeligt," sagde jeg.
Janus smilede. "Jeg tror vi er født i den forkerte tid."
"Eller det forkerte sted," sagde jeg. Jeg kom til at tænke på den
forløbne uges nyheder i fjernsynet. "Måske havde det været sjovere,
hvis vi var født i Mellemøsten, eller et eller andet sted hvor de går helt
amok."
Janus overvejede denne mulighed i et kort øjeblik, så sagde han:
"Neeej. Så foretrækker jeg alligevel Danmark."
Da vi kom til det store vejkryds sagde vi farvel til hinanden og gik
hver til sit. I et kort øjeblik stod jeg og betragtede Janus gå ned af den
mørke villavej. Der var noget håbløst og opgivende ved måden han gik
på, og pludselig blev jeg grebet af en frygt for at jeg ikke ville se ham
igen. Jeg skulle lige til at gå efter ham, men så huskede jeg, at jeg
muligvis havde et møde som jeg ikke ville gå glip af.


Allerede flere gader inden jeg kom til busstoppestedet på Strandvejen,
begyndte mit hjerte at banke hurtigere. Tanken om at jeg måske igen
ville møde den lysende kvinde, fik mig virkelig op at køre. Hvad nu hvis
hun virkelig var der igen? Hvad skulle jeg så gøre? Hvad hvis hun var
en Oplyst Mesterinde som Elmar havde antydet? Hvad ville hun så med
mig? Og hvad skulle jeg så gøre? Alle disse tanker hvirvlede igennem
mit hoved, idet jeg hastigt nærmede mig busstoppestedet på
Strandvejen.
Jo nærmere jeg kom Strandvejen, jo mere ophidset blev jeg. Det føltes
som om at jeg havde en hel sommerfuglefarm i maven. Du behøver ikke
gå hen til det busstoppested, hvis du ikke vil, tænkte jeg. Du kan bare gå
hen til et andet busstoppested. Eller tage en taxa. Men min nysgerrighed
var stærkere end min frygt. Jeg så på mit ur og satte tempoet op. 10
minutter til natbussen kom. Jeg ville have god tid og så alligevel ikke...
Nu kunne jeg se Strandvejen lige fremme. Kun en gade til, så var jeg
der. Pludselig stoppede jeg. Jeg syntes at jeg kunne høre nogen der sang
nede på Strandvejen. Jeg lyttede intenst. Der var flere der sang, højt og
muntert - med stærk svensk accent. "Og vi sejler op ad ååååen, vi sejler
nedad igen..." Det lød ikke just som nogen Oplyst Mesterinde! Jeg gik
videre og rundede hjørnet til Strandvejen. Henne ved busstoppestedet
42
stod 5 svenskere og skrålede i vilden sky. Jeg gik langsomt derhen. 5
midaldrende mænd stod og lænede sig op af hinanden og busstopskiltet.
De var tydeligvis skidefulde.
Jeg så mig nervøst omkring. Den lysende kvinde var ikke til at se
nogen steder. Ville hun mon vise sig når disse 5 plørefulde svenskere
var der?
"Hallo min pojka, hæng nu ikke sådan med næbbet, vi vandt kun over
jer 3-0!" råbte en af de fulde svenskere. De andre begyndte at
skraldgrine og juble.
3-0? Jeg kiggede på ham. Svenskeren havde et blåt-gult kors malet i
ansigtet og han var fuldstændig klædt i blå og gule farver. Det samme
var de andre. Selvfølgelig! Det var jo i dag der var landskamp mellem
Danmark og Sverige. Og Danmark tabte 3-0. Men er de ikke en smule
langt væk fra Idrætsparken?
"Ligner han ikke lidt Brian Laudrup... den lille pojka," sagde en af
svenskerne og lænede sig ukoordineret op ad busstopskiltet.
"Jo minsandten!" grinede en tredje svensker, "Jeg tror at det er ham!
Brian... hvad laver du her?" Alle svenskerne begyndte at skraldgrine.
Jeg holdt mig på god afstand af svenskerne. Måske skulle jeg gå i en
bue om drukkenboltene og ned til næste busstoppested? Nej, sagde jeg
til mig selv. Det skal være her.
Jeg ignorerede svenskernes sammenligninger med mig og Brian
Laudrup og prøvede at koncentrere mig om det sted, hvor den lysende
kvinde først havde vist sig. Hun var ikke til at se nogen steder.
Svenskerne begyndte igen at synge.
Jeg ventede nervøst. Sekunderne sneglede sig afsted. Stadig intet tegn
på den lysende kvinde. Svenskerne holdt op med at synge og blev
pludselig meget stille, som om at også de kunne føle min spændte
venten. Jeg kiggede op på stjernehimlen og den store gyldne stjerne.
Gad vide om svenskerne også kan se den? Eller er det bare mig? Nej,
Janus og Jakob kan også se den. Måske er det kun eventyrhungrende D
& D spillere der længes efter at blive taget ud af hverdagens ulidelige
kedsomhed, der kan se den.
Til sidst kom natbussen. Jeg kiggede en sidste gang efter den lysende
kvinde og trådte så langsomt ind i bussen. Jeg følte mig skuffet.
Bussen begyndte at køre. Jeg satte mig oppe foran, på god afstand af
de fulde svenskere, og stirrede længselsfuldt tilbage på det tomme
busstoppested. Så havde det hele alligevel bare været en drøm, en
fantasi, et synsbedrag...
43
Jeg kiggede igen op på nattehimlen. Himlen var helt klar og den store
stjerne lyste som aldrig før. Det så næsten ud som om at dens stråler
rakte ud efter mig. Idet jeg så på stjernen vidste jeg pludselig at den
lysende kvinde, uanset om hun var fantasi eller ej, havde vækket noget i
mig, som ikke ville gå væk. Jeg vidste nu at jeg ville noget mere med
mit liv, noget mere end bare arbejde, karriere, gå i byen, kæreste og se
fjernsyn.
Jeg tænkte på Elmar og hans ekspedition efter Lysets By. Havde han
mon fundet den? Måske var det i virkeligheden lige meget. Alene
tanken om den havde været nok til at forvandle hans liv til det mest
fantastiske eventyr.
Men det var en anden tid, et andet sted. Hvad var der af spændende
eventyr og nye opdagelser i lille Danmark?
Jeg vendte blikket væk fra stjernehimlen. Måske havde Janus ret.
Livet er bare kedeligt.
44
6
Ticha
Jeg vågnede med et sæt og satte mig forskrækket op i sengen. Hele mit
soveværelse var oplyst af et varmt gyldent lys. Min første forskrækkede
tanke var ILDEBRAND! Jeg sprang ud af sengen med min dyne halvt
viklet omkring mig. Mine ben var ikke helt vågne endnu, så jeg røg ind i
mit natbord. Både jeg og natbordet, plus vækkeur og bøger væltede ned
på gulvet. Heldigvis hjalp dynen med at afbøde mit fald. Idet jeg rejste
mig op for at løbe videre, gik det op for mig, at der ikke var ildebrand i
min lejlighed. Ovre ved vinduet stod den smukke unge kvinde fra
busstoppestedet, omgivet af et gyldent lys der oplyste hele mit
soveværelse!
Det hjalp ikke synderlig meget på min panik - snarere tværtimod!
Halvt fortumlet, halvt skrækslagen, viklede jeg mig fri af dynen og løb
ud på gangen, hvor jeg hamrede hovedet direkte ind i min toiletdør. Jeg
følte en eksplosion af smerte i min næse og røg baglæns tilbage. Jeg
landede hårdt på gulvet og mærkede al luften ryge ud af mig. Jeg kunne
se en blodig plet på toiletdøren, der hvor min næse havde hamret ind i
den. Det sortnede for mine øjne. Jeg kunne ikke bevæge mig. Nu
besvimer jeg, tænkte jeg.
Men jeg besvimede ikke. I stedet dukkede en ny tanke op i mit hoved:
Hvad er det du gør? Hvorfor løber du din vej? Er det ikke det du har
gået og håbet på? At møde hende igen?
Det holdt op med at sortne for mine øjne og pludselig kunne jeg
bevæge mig igen. Jeg satte mig op og så tilbage i soveværelset, som var
oplyst af det varme gyldne lys. Jeg tænkte på det som Stanley Donne
havde sagt til Elmar, da han i sin tid startede sine eventyr: "... én gang i
hvert menneskes liv bliver sjælen kaldt til at stige op til de højere
dimensioner, men kun de færreste lytter til det kald..."
Jeg rejste mig op. Det gyldne lys bølgede ud imod mig. Så begyndte
45
jeg langsomt at gå tilbage mod soveværelset. Jeg stoppede foran døren,
mens jeg holdt på min dunkende næse der blødte lidt. "Jeg har dæmpet
min frekvens nu," sagde en blid kvindestemme i mit indre. "Undskyld
den bratte opvækning."
Lyset i soveværelset blev svagere. Jeg trådte ind i værelset. Den
lysende kvinde stod stadig ovre ved vinduet, men lyset omkring hende
var nu blevet til en svag glød, som om at hendes skikkelse var indhyllet i
måneskær.
"Vær hilset, Starbrow," sagde hun, uden at åbne munden. "Vi mødes
igen."
"Hvorfor kalder du mig for det?" spurgte jeg.
"Starbrow er dit kosmiske navn, det navn du var kendt under før du
startede din mission på Jorden," svarede hun med et smil.
"Hvilken mission?"
"Det er blandt andet det jeg er kommet for at minde dig om."
Jeg ventede på at hun skulle uddybe, men da hun ikke sagde noget, og
bare blev ved med at smile til mig, spurgte jeg:
"Hvem er du?"
"Mit navn er Ticha. På menneskesprog ville man nok kalde mig for
din skytsengel," sagde hun.
"Min skytsengel?"
"Ja. Hvert menneske har en guide eller ledsager der hjælper sjælen på
sin vej."
Jeg stirrede forundret på hende. Efter hendes udseende at dømme, så
hun ud til at være i begyndelsen af tyverne, men et eller andet sagde mig
at hun måtte være ældre end det. Og så smuk, så smuk. Hun lignede
virkelig en engel eller en magisk fe fra et eller andet eventyr. Jeg kunne
mærke mig selv langsomt begynde at slappe af efter det første chok, og
idet jeg gjorde det, syntes jeg faktisk at der var noget velkendt over
hende, som om at jeg virkelig havde kendt hende før. Men hvor - og
hvornår?
Som i svar på mine tanker sagde hun: "Vi har kendt hinanden i lang
tid, du og jeg, men her på det sidste har du glemt mig."
"Hvordan gør du det? Læser mine tanker?" udbrød jeg forskrækket.
"Det er helt naturligt," svarede hun. "Alle kan gøre det. De fleste
mennesker har bare glemt hvordan."
Der var stille i et kort øjeblik, mens jeg prøvede at fordøje denne
information. Så spurgte jeg hende: "Hvis du virkelig er min skytsengel,
hvor er dine vinger så henne?"
46
"Jeg har ingen vinger, men jeg kan flyve," svarede Ticha med et glimt
i øjet.
"Lad mig se!" udbrød jeg vantro.
"Som du vil," sagde hun og stillede sig ud midt i soveværelset. Jeg
kiggede skeptisk på hende. Det gyldne lys omkring hende var utrolig
behageligt at se på. Det føltes i sandhed godt at være i hendes nærvær.
Var det mon det Elmar havde ment, da han spurgte mig hvordan hun
føltes? Jeg nåede ikke at tænke på mere, for i næste nu blev lyset
omkring hende kraftigere og jeg kunne mærke en svag sitren i luften,
som blid højspænding. Så begyndte Tichas krop langsomt at løfte sig fra
gulvet!
Jeg stirrede på hende med åben mund. Hendes krop løftede sig
langsomt fra gulvet, så let og ubesværet, som var der et usynligt
hejseværk der hev hende op. Tilsidst svævede hun over gulvet i en
meters højde! Jeg troede ikke mine egne øjne. Hun flyver! Hun flyver
virkelig! Jeg gik hen til hende og rørte hende forsigtigt på knæet. Jeg
mærkede en sitren i hånden som om at jeg havde rørt ved noget svag
højspænding.
"Er du tilfreds?" sagde Ticha oppe fra loftet.
"Ja...," sagde jeg, fuldstændig tryllebundet.
Tichas krop begyndte langsomt at sænke sig igen.
"Vent!" udbrød jeg. "Jeg vil lige..."
"Hvad?" spurgte hun.
"Jamen... jeg mener... hvordan - hvordan gør du?" spurgte jeg med
ærefrygt i stemmen.
"Det kommer du til at lære en dag," smilede hun og sænkede sig
tilbage på gulvet. "Men først skal vi lige have helbredt din næse."
"Min næse?" spurgte jeg og tog mig til næsen. Av! Der var blod på
min hånd. Jeg havde været så optaget af min uventede gæst, at jeg
havde glemt alt om min frontale kollision med toiletdøren. Nu da jeg
huskede det, kom smerten tilbage. Ticha stillede sig direkte foran mig
og kiggede intenst på min næse.
"Perfekt helbred er den eneste virkelighed," sagde hun bestemt. "Din
næse er nu hel. Din næse er sund og stærk. Og således er det."
Da Ticha sagde disse ord, følte jeg en bølge af varme og velbehag
strømme igennem min krop, som om at alle cellerne i min krop
pludselig vibrerede. Smerten i min næse forsvandt. Jeg tog mig til
næsen. Den gjorde ikke ondt længere og der var heller ikke noget blod
på min hånd. Smerten var fuldstændig væk!
47
"Hvordan gjorde du det?" spurgte jeg og sendte Ticha et forskrækket
blik. Jeg må have set ret bange ud, for hun begyndte at grine.
"Jeg brugte Ordets Kraft," svarede hun. "Enhver skytsengel kan bruge
Tankens og Ordets Kraft til at helbrede. Det samme kan I mennesker, I
er bare ikke klar over det endnu."
Jeg tog mig igen til næsen. Den var fuldstændig normal igen! "Det er
jo et mirakel!" udbrød jeg.
"Det er kun et mirakel for dem der ikke kender Virkelighedens
Natur," grinede Ticha.
Jeg så uforstående på hende, mens jeg forbløffet hev mig selv i næsen
og kiggede efter spor af blod på gulvet. Men der var ikke nogen. Min
blodnæse og alle spor efter den var væk, som om at sammenstødet
aldrig var sket!
"Hvis du er min skytsengel, så er du altså ikke en Oplyst Mester?"
spurgte jeg efter at jeg havde kommet mig lidt over Tichas svævetur og
min næses mirakuløse helbredelse.
"Nej desværre," grinede hun, "jeg har aldrig været inkarneret på Jordplanet."
"Hvorfor lyser du sådan over hele kroppen?" spurgte jeg.
"Det er min aura du ser. Alt levende har en aura, et vibrationsfelt af
lys. Jo højere ens vibrationsfrekvens er, jo tydeligere er auraen,"
svarede hun.
"Ligesom Buddha og Jedimestrene fra Star Wars?" spurgte jeg.
"Præcis."
"Hvordan kan du tale uden at åbne munden?"
"Der hvor jeg kommer fra, synes vi at det er underligt, at mennesker
behøver at bruge munden for at kommunikere," grinede Ticha. "Vi
kommunikerer direkte fra sind til sind."
"Hvor kommer du fra?"
"Her, der og allevegne," sagde hun og sendte mig et drilsk smil.
Jeg så uforstående på hende.
"Fra et videnskabeligt synspunkt, ville man nok kalde det for de
højere dimensioner," sagde hun.
De højere dimensioner? Var det ikke der Elmar havde sagt at
Shamballa, Lysets By befandt sig?
"Og de højere dimensioner er..." begyndte jeg.
"Her, der og allevegne. Men fordi de befinder sig på en højere
frekvens end den fysiske verden som mennesker oplever med deres fem
sanser, har de fleste mennesker endnu ikke opdaget dem."
48
"Men hvis det er sådan, hvordan kan det så være at jeg kan se dig
nu?" spurgte jeg.
"Det er delvis fordi at jeg har sænket min frekvens, delvis fordi at jeg
har løftet din. Vi mødes på halvvejen."
Der var stille i et stykke tid, mens jeg prøvede at forstå alt dette. En
million tanker fløj igennem mit hoved. Jeg så med ærefrygt på Tichas min skytsengels - lysende krop, på stedet hvor hun ubesværet havde
svævet en meter over jorden, og rørte så igen ved min næse, som hun på
utrolig vis havde helbredt. Det hele virkede for fantastisk til at være
sandt. Men det var sandt. Hun stod her, midt i mit eget soveværelse, og
smilte til mig på den mest kærlige måde.
Så spurgte jeg det spørgsmål der lå mig mest på sinde: "Hvorfor?"
"Dit hjerte kaldte," sagde Ticha.
"Hvad mener du?"
"Dit hjerte kaldte. Ønskede du ikke for nogle timer siden at opleve
noget højere og bedre?"
"Jo... det er rigtig nok," sagde jeg og tænkte tilbage på den sidste uges
intense D & D antiklimaks, kedsomheden ved at være på arbejde, Park
Café...
"Og nu er dit kald blevet besvaret," lo hun og bredte armene ud. "Her
er jeg! Med en invitation til noget så meget højere og bedre, at du ikke i
din vildeste fantasi kunne forestille dig det!"
"Hvilken invitation?" spurgte jeg.
"En invitation fra dem jeg arbejder sammen med."
"Dem du arbejder sammen med?" spurgte jeg forskrækket. "Mener du
at der er andre ligesom dig?" Jeg kiggede nervøst ud af vinduerne, halvt
i forventning om at se en hær af lysende engle svæve over Østerbros
tage.
"Bare rolig!" lo hun. "Det er kun mig der har sænket min frekvens.
For at møde de andre er du nødt til at løfte din frekvens."
Jeg kiggede lettet på Ticha. Lige nu syntes jeg at en skytsengel var
mere end nok! Jeg prøvede at samle tankerne. En million spørgsmål fløj
igennem mit hoved.
Min skytsengel så forstående på mig. "Ja," sagde hun blidt. "Det er
nok for nu. Du har brug for noget tid til at tænke over alt det her."
Ticha gik hen til vinduet. "Jeg vender tilbage i morgen nat ved samme
tid. Så vil jeg give dig invitationen til de højere dimensioner." Tichas
krop begyndte at blive utydelig. Det var som om at hun bestod af
millioner af bittesmå stjerneskud, der i et kort øjeblik blinkede og så
49
forsvandt.
"Invitationen til de højere dimensioner? Hvad mener du? Vent! Hvor
skal du hen?" udbrød jeg.
"Her, der og allevegne," grinede Ticha og forsvandt i et blændende
lysglimt.
50
7
Lidt om dimensionerne
"Giv mig lige et sekund til at lande igen," sagde Elmar halvsøvnigt i den
anden ende af røret. Klokken var tre om natten. Efter at min skytsengel
var "gået", ringede jeg med det samme til Elmar for at fortælle ham,
hvad der var sket.
"Jeg har mødt hende igen, morfar! Den lysende kvinde fra
busstoppestedet! Hun har lige været her i mit eget soveværelse," sagde
jeg ophidset.
"Godt, godt" grinede han i den anden ende af røret. "Talte du med
hende denne gang?"
"Ja, ja, vi talte meget sammen, og hun fløj Elmar! Hun fløj midt i mit
soveværelse! Og bagefter helbredte hun min blodnæse ved Ordets
Kraft..." Jeg snublede næsten over ordene, så ophidset var jeg.
Elmar lyttede fornøjet, mens jeg ord for ord fortalte ham om mit møde
med Ticha.
"Så din skytsengel - Ticha - er altså noget af en skønhed?" spurgte
han, da jeg var færdig med at fortælle.
"Skønhed er ikke ordet - hun er den smukkeste, mest fantastiske - øh
engel - jeg nogen sinde har mødt," sagde jeg.
"Ja, der er intet som englene når det kommer til skønhed og
kærlighed," sagde Elmar.
"Hvad synes du så jeg skal gøre?"
"Hvad mener du?"
"Med min skytsengel og alt det her?"
"Hvad med at nyde hvert sekund," grinede Elmar.
"Men... hvad skal jeg gøre, når hun kommer igen i morgen nat?"
"Hvad plejer du at gøre når du har smukt damebekendtskab på
besøg?" lo Elmar.
"Øh, jeg byder hende på en kop te eller et glas vin..."
51
"Så gør det," sagde Elmar.
"Tror du at en skytsengel drikker te?" spurgte jeg.
"Nej, du har måske ret," sagde Elmar. "Sagde du ikke, at hun ville
give dig et budskab fra dem hun arbejder sammen med?"
"Jo."
"Så tror jeg i virkeligheden at det vigtigste er, at du er klar i krop og
sind. Lav nogle åndedrætsøvelser og mediter lidt."
"Okay," sagde jeg, og prøvede at huske, hvad det nu var Elmar altid
prøvede at lære mig om meditation.
"Og så bare nyd det!" sagde Elmar, "Prøv at se om du kan lade være
med at have for mange forudfattede meninger om hvordan tingene skal
være. Lad det være et eventyr."
"Okay," sagde jeg. Jeg undrede mig over hvordan jeg skulle få det
næste døgn til at gå, indtil Ticha kom igen.
Inden vi afsluttede vores samtale, spurgte Elmar mig, om jeg ville
gøre ham en tjeneste. "Når din skytsengel kommer i morgen, så spørg
hende om noget fra mig," sagde han.
"Hvad?"
"Spørg hende om jeg snart finder Shamballa."
"Så fandt du altså aldrig Shamballa?"
"Det sagde jeg ikke," sagde Elmar. "Men bare spørg hende, så vil din
morfar blive rigtig glad."
"Det skal jeg nok," sagde jeg.
Efter et par sidste gode råd fra Elmar om hvordan man omgås en
skytsengel, sagde vi farvel til hinanden. Jeg lagde røret på og kiggede på
uret. 3:43 viste den. Nu skulle jeg bare få de næste 22 timer til at gå!

MAAAAAAAA-OOOOOOOOOOMMMMMMMM,
MAAAAAAAA-OOOOOOOOMMMMM,
MAAAAAAAOMMMMMMMMM gentog jeg igen og igen inde i mig selv. Klokken
var halv to om natten og jeg var ved at forberede mig på mit næste
møde med min skytsengel. Jeg sad med lukkede øjne i lotusstilling i min
seng, og mediterede på mantraet MA-OM, sådan som der stod i en af de
bøger om meditation Elmar engang havde givet mig, men som jeg aldrig
havde åbnet før nu. Mit soveværelse var fyldt med tændte stearinlys og
røgelse, som jeg havde købt i den nærmeste helsekostbutik. Alt sammen
i et forsøg på at følge Elmars råd om at være "klar i krop og sind" når
52
min skytsengel kom. Det var lettere sagt end gjort. Selv om jeg havde
mediteret på MAAAA-OOOOM mantraet i flere timer nu, hvirvlede
tankerne stadig rundt i hovedet på mig: Hvad mente Ticha med at
Starbrow var det jeg hed, før jeg startede min mission på Jorden?
Hvilken mission? Hvad var det for en invitation til de højere
dimensioner hun ville give mig...
Jeg prøvede at skubbe tankerne væk og koncentrere mig om mantraet:
MAAAA... sagde jeg inde i mig selv på indåndingen ...OOOOMMM
sagde jeg på udåndingen. MAAAAAA... mon ikke snart klokken er to?
...OOOOMMMM. MAAAAA... den her lotusstilling er virkelig
pinefuld ...OOOOOMMMMM. MAAAAA... mon jeg skulle fortælle
Janus og Jakob om Ticha? ...OOOMMMMM. Nej, vent lidt og se hvad
der sker... MAAAAA... de røgelsespinde lugter virkelig stærkt
...OOOOOM. MAAAAA... mon Ticha kommer alene eller sammen
med dem hun arbejder sammen med?...OOOOOOMMMM.
MAAAAA... av av av nu får jeg krampe i benene!
Jeg åbnede øjnene for at vride mine ben fri, og opdagede at Ticha stod
midt i soveværelset, badet i sit karakteristiske gyldne lys. Hvis det ikke
var fordi at jeg havde siddet fastlåst i den pinefulde lotusstilling, havde
jeg sikkert hoppet forskrækket op.
"Godaften, Starbrow," lo hun, "sikke en velkomst!"
"Godaften, Ticha," sagde jeg og vred mig ud af lotusstillingen og
humpede ud på gulvet for at få gang i blodomløbet i mine ben igen.
"Har du besluttet dig for at blive yogi?" grinede hun og kiggede
nysgerrigt på min nye, hjemmelavede yoga-indretning med stearinlys,
røgelsespinde og farverige mandalaer.
"Det er vigtigt at være klar i krop og sind," sagde jeg og humpede
rundt på gulvet, mens jeg prøvede at ryste krampen fra lotusstillingen ud
af benene.
"Sandt nok," lo hun og viftede røgen fra røgelsespindene væk. "Men
hvorfor har du så tændt for de her fælt lugtende genstande?"
"Hvis du ikke kan lide dem, så slukker jeg dem," sagde jeg og
slukkede røgelsespindene.
"Så du har mediteret?" spurgte Ticha.
"Ja. jeg følte at det var vigtigt at være klar i krop og sind til vores
næste møde," sagde jeg og vendte mig mod Tichas lysende skikkelse.
"Jeg kan se at du har haft godt af en dags tid til at justere dig til de nye
frekvenser," smilede hun.
"Jeg har et spørgsmål," sagde jeg.
53
"Sig frem," sagde Ticha.
"Fredag nat drømte jeg at jeg var i en skov sammen med dig..."
"Det var ikke en drøm sådan som du plejer at drømme."
"Hvad mener du?"
"Du var i din æteriske krop, i den 4. dimension, hvor jeg arbejdede på
at åbne dit hjerte."
"Det forstår jeg ikke."
"Sæt dig ned," sagde Ticha, "så skal jeg forklare dig lidt om
dimensionerne."
Jeg satte mig i en stol og Ticha satte sig på kanten af min seng.
"Alt hvad der eksisterer i den fysiske verden består af energi," sagde
Ticha. "Din krop, stolen du sidder i, luften du indånder, denne seng - er
alt sammen energi, eller lys. Denne energi bevæger sig med en vis
hastighed eller frekvens. Alt hvad der eksisterer i den fysiske verden, alt
det du kan se, høre, lugte, smage og føle, vibrerer med en relativ lav
frekvens og kaldes for den 3. dimension. Kan du følge mig?"
Jeg nikkede.
"Udover din fysiske krop i den 3. dimension har du også en anden
krop, kaldet for din æteriske krop. Din æteriske krop består af dine
tanker og følelser - kort sagt, din personlighed. Din æteriske krop er en
smule større end din fysiske krop og den omgiver og gennemtrænger din
fysiske krop."
"Hvis jeg har en anden krop, hvorfor kan jeg så ikke se den?"
"Det er fordi at din æteriske krop vibrerer med en højere hastighed
end din fysiske krop. Med andre ord, din æteriske krop befinder sig i
den 4. dimension."
"Hvor er den 4. dimension?"
"Lige her."
Jeg så uforstående på hende.
"Forestil dig egerne i et cykelhjul," sagde Ticha. "Hvad sker der når
cykelhjulet ikke drejer rundt eller drejer meget langsomt?"
"Så kan jeg se egerne," sagde jeg.
"Hvad sker der når cykelhjulet drejer meget hurtigt rundt?"
"Så kan jeg ikke længere se egerne."
"Præcis. Når egerne bevæger sig meget hurtigt, kan du ikke længere
se dem. Det virker som om at de er væk. Men er de det?"
Jeg rystede på hovedet, "Nej."
"På samme måde er det med din æteriske krop og alt andet som
befinder sig i den 4. eller højere dimensioner. Energien bevæger sig
54
med så høj hastighed, at det for dine fysiske øjne og sanser virker som
om at den ikke er der. Men den er der. Din æteriske krop er lige her."
Jeg nikkede. Jeg var ved at forstå.
"Din fysiske og din æteriske krop er forbundet med hinanden via en
æterisk forbindelse kaldet for Sølvsnoren. Når du sover om natten
bevæger din æteriske krop sig ud af din fysiske krop og flyver rundt i
æteren, så at sige. Men den er stadig forbundet til din fysiske krop via
Sølvsnoren."
"Er det det der sker når man drømmer?"
"Både ja og nej," svarede Ticha. "Der er forskellige planer af
drømme. En del af det der sker når du drømmer er, at din
underbevidsthed, som er i din æteriske krop, gennemgår og bearbejder
alle dine tanker og følelser. Det er derfor at disse drømme ofte slet ikke
ser ud til at give nogen mening. De er bare en forvirret, kaotisk mængde
scener og begivenheder. Andre gange, hvor du er mere klar i din
bevidsthed, vil du drømme at du har været et eller andet vidunderligt
sted og vågne og føle dig meget afklaret og forfrisket. Eller måske vil du
have svaret på et spørgsmål som du længe har været i tvivl om. Det du i
virkeligheden har oplevet er, at din æteriske krop har været ude at flyve
i den 4. dimension."
"Og det var det jeg oplevede i min drøm fredag nat?"
"Ja. Du var i din æteriske krop i de højere dimensioner sammen med
mig."
Der var stille i nogle øjeblikke, mens jeg prøvede at fordøje alt dette.
Jeg kunne huske at Elmar engang havde fortalt mig noget lignende, at
når vi døde, bevægede vores sjæl sig videre til de højere dimensioner.
"Så er det det samme der sker når man dør?" spurgte jeg.
"I princippet ja. Forskellen på drømme og døden er, at når et
menneske dør, knækker Sølvsnoren over og sjælen kan ikke længere
vende tilbage til sin fysiske krop. Sjælen er i den 4. dimension, hvor den
venter, lærer og har andre oplevelser indtil at det er tid for den at tage
bolig i en ny fysisk krop."
"Venter du på at du skal ned i en ny fysisk krop?" spurgte jeg.
"Det er ikke alle i de højere dimensioner som inkarnerer på Jorden.
Nogle har andre missioner, for eksempel os skytsengle, hvis opgave
blandt andet er, at hjælpe og vejlede de inkarnerede sjæle på deres vej."
"På deres vej mod hvad?"
"Livet er en konstant udviklingsrejse," sagde Ticha. "Alle sjæle er i
konstant udvikling, på vej mod større forståelse, større kærlighed, større
55
bevidsthed."
"Hvad er der efter den 4. dimension?"
"Den 5. dimension," svarede Ticha. "I den 5. dimension vibrerer
energien så hurtigt at sjælen skal være på et meget højt bevidstheds- og
vibrationsniveau for at stige op til den. En dag vil du nå derhen," sagde
Ticha med et glimt i øjet og rejste sig op. Hun gik hen til fjernsynet og
greb fjernbetjeningen. "Faktisk er det mit håb at du vil nå derhen meget
snart," sagde hun og tændte på kanal 75. Et tomt, sort skærmbillede
flimrede frem.
"Skal vi se fjernsyn?" spurgte jeg.
"Det er tid til at du får invitationen fra min overordnede."
"Din overordnede? Hvem er din overordnede?"
"Ham kommer du til at møde nu," sagde Ticha og gjorde tegn til at jeg
skulle kigge på skærmbilledet.
Jeg satte mig til rette i stolen og ventede. Der gik et minut uden at det
sorte skærmbillede ændrede sig og jeg skulle lige til at vende mig mod
Ticha, da jeg pludselig blev opmærksom på en svag lyd af meget høje
toner. Det var svært at sige om lyden kom indefra eller udefra, men jeg
kunne tydeligt høre lyden, som høje toner der lå lige på kanten af
hørelsen. De høje toner havde en underlig effekt på mig. Jeg følte det
som om at hele min krop blev utrolig let. Det var som om at jeg knapt
nok kunne mærke mig selv sidde i stolen.
I næste nu begyndte det sorte skærmbillede at flimre og jeg begyndte
at se mønstre på skærmen - et flimrende farvesyn af trekanter,
pyramider, sekskanter og andre geometriske former. Det var som om at
tonerne og farverne og de geometriske former dannede en harmonisk
pulserende rytme... og pludselig syntes jeg at jeg kunne se et ansigt i de
geometriske former. Farverne og formerne blev til et strålende ansigt, en
mands ansigt. Manden var sorthåret, med smukke, markerede
ansigtstræk, og dybe, gennemborende øjne. Han var klædt i en
sølvskinnende dragt med et militærlignende emblem på brystet. Fra
hans indre skinnede et klart hvidt lys, der omgav hele hans krop,
ligesom med Ticha, bare meget stærkere. Manden smilede og så direkte
på mig.
Aragorn, tænkte jeg. Han minder mig om kong Aragorn fra Ringenes
Herre...
"Vær hilset, min broder i Lyset!" sagde manden med klar røst. Han
åbnede ikke munden, men jeg kunne høre hans stemme i mit indre.
"JEG ER Ashtar, repræsentant for Det Intergalaktiske Råd og
56
Næstkommanderende for Mission: Jordens Opstigning. Formålet med
denne særlige transmission er at bede om din hjælp i denne kritiske tid
for menneskeheden. Planeten Jorden og dens indbyggere står på kanten
til en ny æra, og du kan være med til at afgøre, om denne forvandling
skal resultere i harmoni eller kaos."
57
8
En særlig dispensation
dispensation
De høje toner og harmoniske farver blev ved med at pulsere i
baggrunden, men billedet af Ashtar var helt klart nu. Det var næsten
som om at det kraftige hvide lys fra hans indre skinnede igennem
fjernsynsskærmen og rørte mig, hvor jeg sad i stolen.
"Denne transmission er gjort mulig på grund af en særlig dispensation
fra Det Intergalaktiske Råd," sagde Ashtar, "- en dispensation som kan
få afgørende indflydelse på din rolle i Planeten Jordens opstigning til de
højere dimensioner. Men inden jeg går i dybden med din rolle, så lad
mig først hurtigt skitsere den nuværende situation som jeg ser den:
I hundredtusindvis af år har Planeten Jorden været en testzone for
sjæleudvikling. Tid og rum, fødsel og genfødsel, karma, kreativitet og
fri vilje har alle været en del af det pensum som sjælen har været
igennem på sin rejse imod højere bevidsthed, højere dimensioner.
Kun ganske få sjæle har igennem tiderne formået at mestre den 3. og
4. dimensions pensum og stige op til de højere dimensioner. Kravene
for opstigning er strenge, og desuden har størstedelen af menneskeheden
indtil nu været uvidende om at denne mulighed overhovedet eksisterede.
Indtil nu.
Nu, her i begyndelsen af det nye årtusinde, står Planeten Jorden og
dens indbyggere overfor den største forvandling den nogen sinde har
været ude for. En forvandling, som får begivenhederne på Atlantis for
12.000 år siden, til at virke som det rene vand i sammenligning.
Planeten Jordens tid som testzone er udløbet. Planeten Jorden er ved
at stige op til den 5. dimension. Og denne opstigning påvirker hvert
enkelt menneske på Jorden. Pludselig er mennesker over hele Jorden
ved at vågne op og indse, at de nu har muligheden for at stige op til den
5. dimension sammen med Jorden..."
Opstigning til den 5. dimension? tænkte jeg. Var det ikke det samme
58
Stanley Donne havde fortalt Elmar? At mennesket nu havde muligheden
for at nå bjergets top, kosmisk bevidsthed, i ét liv?
"... Dette gør at alle de gamle strukturer falder sammen, og på
overfladen kan det se ud som om at Planeten Jorden er i en værre
tilstand end nogen sinde før. Men de mange ændringer som Planeten
Jorden og dens indbyggere for tiden gennemgår - både på det indre og
det ydre plan - er i virkeligheden Jordens fødselsveer ind i den 5.
dimension. Fødselsveer som kan høres langt ude i universerne.
De sjæle som allerede befinder sig i den 5. eller højere dimensioner sjælegrupper som Det Store Hvide Broderskab - har travlt som aldrig
før, med at hjælpe både hvert enkelt menneske og selve Planeten
Jorden, med så let og smertefri en opstigning til den 5. dimension som
muligt. Men det er en stor opgave.
Derfor har Det Intergalaktiske Råd udpeget mig til at lede en flåde af
stjerneskibe til Planeten Jorden, for at hjælpe de Opstegne Mestre i
deres arbejde. Den Intergalaktiske Flåde består af titusindvis af
stjerneskibe bemandet med millioner af opstegne mennesker fra nær og
fjern i galakserne: Arcturus, Plejaderne, Sirius, Andromeda og Orion,
for bare at nævne nogle få.
Ashtar Kommandoen, som vores flåde kaldes, har befundet sig
omkring Jordens atmosfære i mange år, på vores mission for at hjælpe
menneskeheden. De fleste mennesker kan endnu ikke se vores
stjerneskibe fordi de befinder sig i den 5. dimension. Men de som har
højnet deres bevidsthed nok, kan se de Opstegne Mestre og Ashtar
Kommandoen, og er i daglig kontakt med dem.
I dette øjeblik er flåden ved at bevæge sig fra kvanteniveau 4 til
kvanteniveau 5: Jordens Fødsel ind i den 5. dimension er for alvor
begyndt. Alle vores stjerneskibe har hænderne fulde med at stabilisere
Jordens indre og ydre, så at alle mennesker kan få muligheden for at
stige op til den 5. dimension sammen med Jorden. Og der er en anden
kritisk faktor der gør at Det Intergalaktiske Råd og Ashtar
Kommandoen er her på Jorden nu:
Indtil for få årtier siden var Testzone Jorden et lukket kredsløb. Dens
indbyggere kunne høste deres karma og gennemgå deres læreprocesser,
uden at det havde stor indflydelse på resten af solsystemet og de
nærliggende stjernesystemer. Men alt dette ændrede sig, da mennesket i
1945 udløste Atomets Kraft, uden forståelse for, hvilken mægtig Kraft
det havde med at gøre. Og siden da har menneskeheden fortsat brugt
Atomets Kraft uden forståelse. Menneskeheden forstår ikke hvilken
59
mægtig Kraft den har med at gøre. I den 3. dimension er atomet
universets grundlæggende byggeblok, og ved at manipulere det uden
spirituel forståelse og næstekærlighed er menneskeheden i alvorlig fare
for at udslette sig selv, sin egen hjemplanet og hele det lokale solsystem.
Dette kan og vil vi ikke tillade."
Jeg rykkede mig uroligt i stolen. Det var ikke noget nyt at
menneskeheden var i overhængende fare for at udslette sig selv, det blev
jo udråbt i hver eneste nyhedsudsendelse i fjernsynet. Men jeg havde
aldrig tænkt på hvilken indflydelse menneskets handlinger havde på
resten af universet.
Ashtar så alvorligt på mig: "Testzone Jorden er ikke længere et lukket
kredsløb. Menneskehedens fremtidige udvikling og handlinger påvirker
hele solsystemet og de nærliggende stjernesystemer. Dette er den anden
grund til at Ashtar Kommandoen er her på dette tidspunkt: Som sagt, for
at hjælpe menneskeheden med sin opstigning til den 5. dimension, men
også for at beskytte de nærliggende stjernesystemer. De Opstegne
Mestre og Ashtar Kommandoen har ikke lov til at blande sig i hvert
menneskes frie vilje. Kun i tilfælde af altødelæggende atomkrig eller
atomkatastrofe, har vi lov til at gribe ind. Vi håber ikke at dette bliver
nødvendigt.
Hvilket bringer os til DIG!"
Ashtar stoppede i et kort øjeblik, som for at være sikker på at han
havde min fulde opmærksomhed, så fortsatte han: "For at give Mission:
Jordens Opstigning et ekstra skub i dette kritiske øjeblik, har vi fået en
særlig dispensation fra Det Intergalaktiske Råd. Vi har fået lov til at
invitere nogle få udvalgte jordboere om bord på Ashtar Kommandoens
Moderskib. Formålet med denne invitation er at minde disse mennesker
om deres Sande Natur og give dem viden og træning i den 5.
dimensions livsbetingelser, en viden som er absolut nødvendig, hvis
menneskeheden vil stige op til den 5. dimension. Efter et kort, men
intenst træningsophold i vores Moderskib, sendes disse mennesker så
tilbage til Jorden, hvorfra de så bedre kan arbejde sammen med de
Opstegne Mestre og Ashtar Kommandoen, og hjælpe dem selv og deres
medmennesker med denne gennemgribende transformation."
Ashtars alvorlige mine blev til et varmt smil: "I samarbejde med din
skytsengel, har vi nøje overvåget dig i de sidste 14 Jord døgn, og
besluttet at du er klar til opstigning i dette liv. Derfor vil jeg gerne, på
vegne af de Opstegne Mestres øverste leder, Sananda, Den Der Stråler
Mest, invitere dig om bord på vores Moderskib, så du kan tage del i
60
vores 5. dimensionale træningsprogram..."
"Mig?" stammede jeg overrasket og så hen på Ticha. Hun blinkede
stolt til mig.
Ashtar fortsatte: "Vi i de højere dimensioner håber at du vil tage imod
denne særlige invitation. Din personlige indsats og opstigning kan være
med til at udløse en kritisk masse, der vil transformere Planeten Jorden
til et nyt Paradis. Du har til i morgen midnat lokal tid, til at beslutte dig.
Denne transmission afsluttes nu. Jeg, Ashtar, hilser dig i kærlighed og
fred, på vegne af Ashtar Kommandoen og Det Store Hvide Broderskab.
Adonai, min broder i Lyset! Kraften er med dig!"
Ashtars ansigt begyndte at blive utydeligt og de mange små
geometriske former og farver dansede igen frem og tilbage på TVskærmen. I nogle få sekunder kunne jeg igen tydeligt høre lyden af høje
toner, så begyndte de langsomt at blive svagere. Ashtars ansigt
forsvandt og farverne og formerne begyndte at blive utydelige, indtil at
de også var væk. Lyden af de høje ringetoner forsvandt helt,
fjernsynsskærmen blev sort, og jeg følte mig pludselig tilbage i min
krop igen. Den føltes utrolig tung i forhold til den lethed jeg lige havde
oplevet. Ticha greb fjernbetjeningen og slukkede for fjernsynet.
Jeg sagde ikke noget. Jeg blev ved med at stirre ind i den tomme
fjernsynsskærm. Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde, hoppe
og danse af glæde eller knibe mig selv i armen. Jeg vidste ikke om jeg
netop var blevet inviteret på mit livs eventyr eller om jeg fuldstændig
havde mistet forstanden.
Tankerne hvirvlede rundt i hovedet på mig: Nu er det sket... Nu er du
blevet vanvittig, totalt og helt og aldeles skrupskør... Men hvad nu hvis
det er rigtigt? Hvad nu hvis dette er dit livs kald, det som du har drømt
om hele dit liv... Men det kan ikke passe, det kan ikke lade sig gøre, din
fantasi er løbet af med dig... Jeg huskede hvad en gammel
gymnasielærer engang havde sagt til Jakob og Janus og mig da vi skrev
opgave om Dungeons & Dragons i gymnasiet: At vi skulle passe på, at
Dungeons & Dragons kunne gøre at man mistede al kontakt med
virkeligheden... Men på den anden side, Elmar havde sagt at der findes
højere dimensioner og at en gang i hvert menneskes liv bliver sjælen
kaldt til at stige op til de højere dimensioner... men kun de færreste
lytter til det kald... Men, men, men...
Med en kraftanstrengelse løsrev jeg mit blik fra den tomme
fjernsynsskærm og så hen på Ticha. Hun stod stadig midt i
soveværelset, men hendes øjne var lukkede og hendes krop lyste kun
61
med en svag glød, som om at hun havde trukket sig ind i sig selv.
Jeg rejste mig op af stolen og begyndte at gå frem og tilbage i
værelset. Min krop føltes vildt underlig, let og tung på samme tid,
tilstede og ikke tilstede... og mit sind... mit sind rasede frem og tilbage.
Den nagende tvivl i mit indre blev så stor, at jeg næsten følte den som
en fysisk smerte i min mave. Jeg følte mig fuldstændig overvældet, som
en der har længtes efter en forandring hele sit liv, og så, når
forandringen endelig sker og han forstår hvad den indebærer, bliver
grebet af en dyb, uforklarlig frygt for det ukendte.
Ticha åbnede øjnene. "Jeg troede at det var eventyr du ville have,
noget højere og bedre."
"Ja... det er rigtigt nok," sagde jeg, mens jeg blev ved med at gå frem
og tilbage i soveværelset, som et vildt dyr i fangenskab. "Men jeg havde
forestillet mig noget i stil med at tage på rejse i Himalayabjergene, lige
som min morfar Elmar, finde Shamballa eller sådan noget - MEN DET
HER!" udbrød jeg og så anklagende på Ticha, "DET HER ER JO
GRÆNSEOVERSKRIDENDE! Du spørger mig om jeg vil tage på
træningsophold i et intergalaktisk rumskib, med en flåde af rumvæsener
som jeg slet ikke kender, og slet ikke ved om jeg tror på, jeg mener...!"
"Du mener hvad?"
"Jeg mener er du klar over hvad det er du siger! De fleste mennesker
ville jo tro at jeg var bindegal, hvis jeg fortalte dem at jeg har natlige
samtaler med min skytsengel! For slet ikke at tale om at tage på
træningsophold på Plejaderne eller hvor det nu er I kommer fra!"
"Der er ingen tvang," sagde Ticha stille. "Du har fri vilje. Du
bestemmer selv om du vil tage imod invitationen."
"Åh!" stønnede jeg og gik over til vinduet. Jeg åbnede vinduet på vid
gab og den kølige martsluft strømmede ind i soveværelset. Den kølige
luft fik mig til at slappe lidt af. Jeg kunne se den store stjerne hænge
oppe over Østerbros tage.
"Og den gyldne stjerne der hænger der - jeg går ud fra at det er et af
jeres rumskibe," sagde jeg sarkastisk.
"Det er Ashtar Kommandoens Moderskib, som er i kredsløb om
Jorden," svarede Ticha.
Jeg sagde ikke noget. Det hele var bare for meget. Jeg følte mig
pludselig meget træt. Jeg kunne mærke Tichas aura bag mig. Den rakte
ud efter mig, som en varm, trøstende hånd. Jeg kiggede op på den store
stjerne. Ashtar. Aragorn. Ashtar. Aragorn...
"Hvis jeg nu beslutter mig for at sige ja til invitationen, hvordan
62
kommer jeg så op i jeres Moderskib?" sagde jeg til sidst.
"Overlad du bare det til mig. Det eneste du behøver gøre er at beslutte
dig i dit eget hjerte," sagde Ticha.
"Og hvad hvis jeg beslutter mig for at sige nej tak?"
"Så respekterer Ashtar Kommandoen det og går videre med deres
arbejde. Men Starbrow," sagde hun alvorligt, "det er en stor chance,
ikke kun for dig, men også for hele menneskeheden. Planeten Jorden
har brug for hjælp som aldrig før."
Jeg tænkte på den forløbne uges nyheder i fjernsynet. Optøjerne i
Mellemøsten, forureningen, kedsomheden - for slet ikke at tale om faren
for altødelæggende atomkatastrofe. Det var sandt at menneskeheden var
i krise som aldrig før. Men hvad kunne jeg gøre? Et ganske almindeligt
menneske som jeg?
"Hvorfor er jeg blevet valgt?" spurgte jeg og vendte mig om.
"Fordi du er en Dungeon Master," sagde Ticha, "en Jediridder, en
troldmand med mægtige kræfter..."
"Dungeons & Dragons er jo kun et spil, fantasi!" udbrød jeg.
"Er du sikker på det? Er du?" sagde Ticha. "Hvad hvis din kærlighed
til Dungeons & Dragons, Star Wars og Ringenes Herre i virkeligheden
er dit hjerte der hvisker om din sande identitet, din sande herkomst - og
din sande destination?"
"Hvad mener du?"
"Jeg spørger dig: Hvad tror du er grunden til at alle mennesker elsker
eventyr, hvad enten det er Dungeons & Dragons, hæsblæsende
actionfilm, eller gribende romancer? Jeg tror det er fordi de minder folk
om hvem de virkelig er: Heltemodige sjæle på et fantastisk eventyr."
"Men jeg er sgu da ikke Dungeon Master i virkeligheden! Det er da
ikke mig der står bag hele skabelsen!"
Ticha svarede ikke. Hun kiggede bare på mig som om at jeg var en
idiot.
"Åh!" stønnede jeg igen og tog mig til hovedet. "Du er for langt ude!"
"Starbrow! Se på mig!" sagde Ticha med pludselig fasthed i stemmen.
Jeg løftede hovedet og så ind i Tichas øjne. Deres klare blåhed mindede
mig om Elmar. "Jeg har bare en ting at sige til dig. Husk: Følg dit hjerte,
for kun dit hjerte kender vejen," sagde hun langsomt og tydeligt, mens
hun fastholdt mit blik, som om at hun var ved at give mig en hemmelig
besked, som det var vigtigt at jeg huskede.
"Hvad mener du?" spurgte jeg.
"Bare husk det," sagde hun og løsrev sit blik fra mig. Så stillede hun
63
sig ud i midten af soveværelset.
"Du har fri vilje," sagde hun, "og du må tage beslutningen om du vil
tage imod Ashtar Kommandoens invitation. Du har en dag til at tænke
over det. I morgen midnat vil alle der siger ja til invitationen blive
transsubstantieret op i Ashtar Kommandoens Moderskib. Jeg vil møde
dig her i morgen midnat kl. 00:00 præcis - og så skal du have truffet dit
valg. Vi ses!"
Tichas krop begyndte at blive utydelig. Jeg sagde ikke noget. Det hele
var så overvældende og jeg følte mig så træt, så træt. Jeg måtte tale med
Elmar. Elmar...
"Ticha, vent!" sagde jeg.
"Hvad er der?" Min skytsengels krop var næsten helt væk nu.
"Jeg har lovet at spørge dig om noget fra min morfar Elmar."
"Hvad?" spurgte hun.
"Han spørger om han snart finder Shamballa."
Ticha var næsten fuldstændig væk nu, men jeg nåede at høre hendes
sidste ord, inden hun forsvandt i et pludseligt lysglimt: "Sig til ham, at
Gareth Randall har set de to hvide ørne."
64
9
Kun dit hjerte kender vejen
vejen
Jeg lagde røret på. Klokken var fem om eftermiddagen og jeg havde nu
lagt min femte besked på Elmars telefonsvarer. Efter mit møde med
Ticha havde jeg ringet til Elmar med det samme, for at fortælle ham
hvad der var sket, men han havde ikke svaret. Det gjorde han heller ikke
da jeg ringede senere om morgenen, og heller ikke da jeg ringede om
formiddagen og om eftermiddagen, og han svarede ikke på mine mange
beskeder. Elmar var tit på små ture eller forretningsrejser, så der var
ikke noget underligt i at han ikke svarede, men lige i dag var det utroligt
frustrerende. Jeg sukkede og kiggede ud af vinduet. Det styrtregnede
udenfor.
Jeg gik ind i mit soveværelse og pakkede mine røgelsespinde og
stearinlys sammen. Så satte jeg mig i min seng og lyttede til regnen der
silede ned ad vinduerne. Jeg kunne høre torden i det fjerne.
Siden nattens møde med Ticha og Ashtar, havde jeg i mit sind
gennemgået alt hvad der var sket i løbet af de sidste 9 dage. Mit første
møde med Ticha på Strandvejen, Elmars historie om Lysets By, Tichas
pludselige opdukken i mit soveværelse, hvor hun svævede og helbredte
min næse, Ashtars transmission om Jordens opstigning til den 5.
dimension, og ikke mindst "invitationen" til at deltage i Den
Intergalaktiske Flådes træningsprogram.
Jeg sukkede igen og lænede mig tilbage i sengen. Jeg følte mig
overvældet. Det var som om at Star Wars, Ringenes Herre og Dungeons
& Dragons på en gang pludselig var dumpet lige ned i min hverdag. Det
hele var så vildt at jeg følte at jeg måtte have en hel måned til at fordøje
det. Men jeg havde kun til midnat - hvis det hele altså ikke bare var min
fantasi...
Jeg tændte for fjernsynet og kiggede på nyhederne. Hver eneste
historie handlede om krig og forurening, mørke og undergang. Ashtar
65
og Ticha havde i hvert fald ret i at Jorden havde brug for hjælp som
aldrig før. En hær af kærlige skytsengle som Ticha ville gøre godt. Men
hvordan ville de fleste mennesker reagere på det? Alle dem som jeg
kendte i min omgangskreds, selv Jakob og Janus, ville tro at jeg var
sindssyg, hvis jeg fortalte dem om Ticha. Alle på nær Elmar. Elmar.
Hvor er du?
Jeg slukkede for fjernsynet og lukkede øjnene. Jeg havde knap nok
lukket et øje de sidste to nætter og jeg følte mig så træt, så træt...

Jeg vågnede ved at telefonen ringede. Jeg satte mig op i sengen og
kiggede på uret. Klokken var 22:30. Nu måtte det være Elmar! Jeg løb
hen til telefonen.
"Hallo," svarede jeg.
"Det er Siri," sagde min mor i den anden ende af røret. Hendes
stemme lød hæs, som om at hun havde grædt.
"Hej mor," sagde jeg, skuffet over at det ikke var Elmar.
"Jeg har en dårlig nyhed," sagde hun.
"Hvad er der sket?"
"Elmar har fået et hjerteanfald."
Jeg stod som forstenet.
"Han lever endnu, men lægerne siger at han kan dø hvert øjeblik det
skal være."
Det kan ikke passe, tænkte jeg. Elmar kan ikke dø.
"Han ligger på Rigshospitalets intensive afdeling, værelse 402. Jeg er
her sammen med Sandra. Skynd dig her hen..."
Jeg smækkede røret på og løb ned på gaden for at finde en taxa.
10 minutter senere kørte jeg i taxa ind foran Rigshospitalets intensive
afdeling. Jeg sprang ud og styrtede igennem gangene for at finde Elmar.
Pludselig havde jeg glemt alt om skytsengle, atomkatastrofer,
intergalaktiske flåder og Jordens opstigning. Det eneste jeg kunne tænke
på var Elmar. Elmar. Uden ham havde jeg ingen at tale med. Elmar var
min bedste ven. Jeg elskede ham højere end nogen anden. Elmar kunne
ikke dø. Elmar måtte ikke dø.
Jeg fandt værelse 402 og stoppede op uden for døren. Elmar lå i
sengen med adskillige elektroder på sig. En maskine stod ved
sengekanten og bippede. Min mor og min lillesøster sad ved hans side
med grådfyldte øjne. En læge og en sygeplejerske stod på den anden
66
side. Elmars øjne var lukkede og han så ud til at sove dybt.
Jeg gik langsomt ind i værelset. "Er han..." sagde jeg med gråd i
stemmen, og kunne ikke fuldføre sætningen.
Min mor og min søster rejste sig og gik hen og omfavnede mig. De
vidste begge to, hvor tæt knyttet jeg var til Elmar, mere knyttet end min
mor endda. Han var som en far for mig.
"Han lever endnu," sagde min mor stille.
"Men de siger at der ikke er meget håb," sagde min lillesøster og
begyndte at græde.
Jeg gik langsomt hen til sengekanten og rørte forsigtigt ved Elmars
hånd. Den føltes helt kold. Hans ansigt så fredfyldt ud, som om at han
var midt i den dejligste drøm. "Elmar..." hviskede jeg og lod blikket
glide hen over det velkendte, elskede ansigt. Jeg kunne ikke fatte at det
her skulle ske. Elmar havde altid stået som noget ukueligt og udødeligt
for mig, noget som var hinsides denne verdens op- og nedture. Elmar
havde været min trøst når jeg var ked af det, min inspiration når alt
virkede tomt og trist, og mit forbillede når jeg var i tvivl. Hvad skulle
jeg gøre uden ham? Elmar kunne ikke dø. Elmar måtte ikke dø.
Jeg strøg blidt min hånd hen over Elmars hånd. Jeg tænkte på alle de
gode stunder vi havde haft sammen, stunder hvor vi havde læst
Ringenes Herre, stunder hvor Elmar havde fortalt mig om sine mange
eventyr, stunder hvor vi havde gået lange ture og kigget på stjernerne og
funderet over livet og universet og nu... Nu skulle det hele være slut.
Det var ikke til at bære. Jeg bøjede fortvivlet hovedet ned mod Elmars
kolde hånd.
Minutterne tikkede afsted i takt med maskinen. I baggrunden kunne
jeg høre min søster græde og min mor snøfte. Lægen og sygeplejersken
gik ud af rummet. Men jeg ænsede ikke nogen af dem. Jeg blev ved med
at stå med bøjet hoved ved Elmars side.
Pludselig greb Elmars hånd med uventet styrke fat om min hånd. Jeg
så overrasket op. Elmars øjne var åbne og han kiggede direkte på mig.
Han knugede min hånd og trak mig tæt ind til sig.
"Jeg har ventet på dig min dreng," sagde han med klar stemme og
fastholdt mit blik med sine blå øjne, de samme krystalblå øjne som
Ticha.
"Jeg har en ting at fortælle dig inden jeg drager videre," sagde han.
"Husk, min dreng: Følg dit hjerte, for kun dit hjerte kender vejen."
Da Elmar sagde disse ord, præcis de samme ord som Ticha havde sagt
til mig natten før, følte jeg det som om at en flodbølge blev udløst i mit
67
hjerte. Det gav et ryk i Elmar og hans greb om min hånd blev pludselig
helt slapt. Maskinen ved siden af ham begyndte at bippe helt vildt. Jeg
svajede og min mor og min søster holdt fat om mig, mens lægen og
sygeplejersken styrtede ind af døren og hen til sengekanten. Men
allerede inden lægen slukkede for maskinen vidste jeg det. Elmar var
død. Elmars sjæl var draget videre til sit næste eventyr. Elmar var draget
videre til de højere dimensioner. Men han var kommet tilbage i et kort
øjeblik, for at fortælle mig det som jeg allerede godt vidste, dybt inde i
mit eget hjerte.
Følg dit hjerte for kun dit hjerte kender vejen.
Lægen og sygeplejersken lukkede Elmars øjne. Min mor og min
lillesøster begyndte at græde. De holdt stadig fat om mig. Hele verdenen
vaklede.
Følg dit hjerte for kun dit hjerte kender vejen.
Jeg kiggede op på uret. Klokken viste 23:40. 20 minutter til Ticha
kom! Jeg kiggede på Elmar en sidste gang, så rev jeg mig løs af min
mor og min søsters greb og styrtede ud af værelset.
"Mor, Sandra," råbte jeg, "jeg bliver nødt til at løbe..."
Min mor åbnede forbløffet munden for at sige noget, men jeg blev
ikke for at høre mere. Jeg styrtede ned af hospitalsgangen som en besat.

Jeg spurtede ud af Rigshospitalets hovedindgang og ned på
Blegdamsvej for at finde en taxa. Men det regnede og stormede og der
var ikke en eneste. Jeg begyndte at spurte ned af Blegdamsvej, uden at
ænse regn, slud, tordenvejr eller bidende kulde.
Følg dit hjerte for kun dit hjerte kender vejen.
Jeg satte farten op og snublede i sne og slud. Jeg rejste mig op og løb
videre. Ticha! Ticha, hvis du virkelig kan læse mine tanker, så hør mig!
Jeg er på vej, jeg er på vej...
Jeg kom til Trianglen og drejede ned af Østerbrogade. Trianglens ur
viste 10 minutter i midnat. 10 minutter til Ticha kommer!
På slaget tolv kom jeg til min gade. Jeg styrtede de sidste par meter
ned til min opgang, hev nøglerne frem og spurtede op af trapperne. Jeg
åbnede døren til min lejlighed og løb ind i mit soveværelse.
"Ticha, jeg er her!" råbte jeg. "Jeg siger ja til invitationen."
Soveværelset var mørkt og tomt. Uret viste 00:03. Jeg var kommet for
sent! For sent! Jeg kollapsede midt på gulvet, udmattet og gennemblødt.
68
"Jeg er her!" sagde jeg med gråd i stemmen, "Jeg siger ja!"
Pludselig blev hele soveværelset oplyst af et varmt gyldent lys. Ticha
svævede over mig og indhyllede mig i sin lysende aura. Jeg følte en
sitren i toppen af mit hoved, som om at alle hårene på mit hoved
pludselig stod op, så begyndte hele min krop at sitre, som om at hver
eneste celle i min krop pludselig var blevet let som lys. Jeg var badet i
lys, let som en fjer, min krop var ikke længere tung, alt kunne lade sig
gøre... jeg var et med Lyset... jeg var et med Ticha... alt kunne lade sig
gøre... og jeg sagde JA.
69
70
ANDEN DEL
VI KOMMER FRA
STJERNERNE
TIRSDAG 31. MARTS KL. 23:04:18 GMT JORD TID
TIL
ONSDAG 1. APRIL KL. 00:30:16 GMT JORD TID
71
72
1
Akklimatisering
Akklimatisering
Jeg vågnede langsomt, som efter en lang, dyb søvn, den slags søvn, hvor
man vågner og i et øjeblik ikke rigtig ved, hvem man er, eller hvor man
er. Jeg åbnede øjnene og opdagede at jeg var i en skov. Jeg lå på ryggen
i græsset og kiggede op på et forhæng af grønne blade. Slanke
bøgetræer svajede blidt i vinden. Solen skinnede fra en klar blå himmel
og varmede min krop. Der var en duft af blomster og frisk græs i luften,
og jeg kunne høre fugle synge. Var det sommer?
Jeg satte mig op og så mig omkring. Træernes bark strålede med et
sølvagtigt skær, og det grønne i de utallige blade som svajede over mig,
summede af nyt liv, som om at hvert eneste blad lige var sprunget ud. Så
gik det op for mig at træerne, buskene, græsset, blomsterne - hele
skoven - alt sammen udstrålede et gyldent lys!
Jeg rejste mig op. "Hvor er jeg?" sagde jeg højt til mig selv.
"I Afslapningsskoven," sagde en stemme i mit indre.
Jeg vendte mig om. Ticha stod bag mig med et stort smil på læberne.
Hun var omgivet af et gyldent lys, præcis som resten af skoven.
"Afslapningsskoven?" sagde jeg.
"Ja," sagde Ticha. "Frivillige er ikke tilladt i de beboede dele af
Moderskibet, før de er blevet akklimatiserede, og har givet slip på al
frygt og tvivl."
Jeg så forvirret på Ticha. Akklimatiseret? Moderskibet? Langsomt
kom det hele tilbage til mig... Invitationen til at deltage i Den
Intergalaktiske Flådes træningsprogram, Elmars pludselige død og hans
sidste ord til mig, mit desperate løb for at nå hjem inden midnat, og til
sidst Ticha der kom for at hente mig.
"Så er vi i Moderskibet nu?" spurgte jeg.
"Ja. Afslapningsskoven er inde i Moderskibet."
Jeg så mig omkring med store øjne.
73
Ticha grinede. "Du kan se de beboede dele, hvis du går ud på
græsplænen." Min skytsengel pegede lige frem, igennem de høje træer.
Omkring hundrede meter fra hvor vi stod, endte skoven. Der hvor
skoven endte, lå der en græsplæne, og hinsides den et varmt gyldent lys.
Ved synet af lyset, følte jeg en kildrende fornemmelse i maven.
Jeg begyndte hurtigt at gå igennem træerne, hen mod græsplænen og
lyset. Ticha var ved min side. Hendes bevægelser var så lette og
yndefulde, at det virkede som om at hun slet ikke rørte jorden. Vi trådte
igennem træerne og gik ud på græsplænen. Det gyldne lys for enden af
plænen oplyste hele horisonten. Vi kom til enden af græsplænen og jeg
så at plænen lå på et højt plateau, og at der under plateauet strakte sig et
frodigt landskab af små bakker, grønne skove, klare skovsøer og
blomsterspækkede enge. For enden af den sidste skov, nogle kilometer
væk, lå lyset. Jeg blinkede med øjnene og opdagede så til min store
forbløffelse at det gyldne lys var en by! Jeg kunne se tårne og høje
bygninger, gader og åbne pladser, gangbroer og landingsbaner, alt
sammen konstrueret med en perfekt harmoni og skønhed, som om at det
hele lige var blomstret op af jorden. Det hele var utroligt organisk og
naturligt, samtidig med at der også var noget meget high-tech over det.
Byens bygninger så ud til at være lavet af et glat sølv- eller
guldglinsende materiale - meget rent og strømlinet. Jeg kunne svagt
skimte skikkelser gå rundt i gaderne og af og til lettede og landede
gyldne fartøjer af forskellig størrelse på byens landingsbaner. Jeg
fokuserede på fartøjerne og opdagede at de var pyramider! Gyldne
pyramider der ubesværet fløj igennem luften. De mindste pyramider var
på størrelse med en bil, mens nogle var på størrelse med et helt højhus.
På en af de store landingsbaner, kunne jeg se en enorm pyramide, der så
ud til at være flere hundrede meter lang. Små pyramider fløj ind og ud
af den.
"Velkommen til Ashtar Kommandoens Moderskib!" sagde Ticha med
et smil.
Idet jeg stod og kiggede på byen, gik det op for mig at det kun var
inde i Afslapningsskoven at der var klar blå himmel. I samme øjeblik at
vi var trådt ud på den åbne græsplæne, var himlen blevet til en
nattehimmel, fyldt med titusindvis af klare stjerner. Pludselig begyndte
en stor, blå kugle at stige op i horisonten. Kuglen steg hurtigt op og det
gik op for mig at den var en planet, en blå planet, utrolig tæt på, så tæt
på at den næsten fyldte hele stjernehimlen. Jeg kunne se have og
landmasser, bjerge og skyformationer... med et chok gik det op for mig
74
at det var Jorden! Jeg stod og kiggede på Jorden fra... et enormt
rumskib! Det var første gang jeg nogen sinde havde set Jorden ude fra
rummet, og mere end noget andet, fik dette mig til at indse hvor jeg var.
"Jeg er virkelig på et rumskib," sagde jeg med ærefrygt i stemmen.
"Vi kalder det for et Moderskib, fordi det er samlingspunktet for alle
stjerneskibene i Den Intergalaktiske Flåde," sagde Ticha.
"Og de der pyramider er stjerneskibe?" spurgte jeg.
"Vi kalder dem for Merkabah eller Lyskroppe," sagde Ticha.
"Lyskroppe?"
"Man kunne kalde dem for interdimensionale transportmidler. I dem
kan man rejse igennem tid og rum, og igennem dimensionerne. Alle
sjæle i den 5. dimension har en Lyskrop. Når flere Lyskroppe mødes,
bliver de til stjerneskibe. Det er sådan at flåden kan dække så store
afstande, fra galakse til galakse, fra stjernesystem til stjernesystem."
Ticha pegede på en af de store landingsbaner, hvor en hel eskadrille
pyramider var ved at lette. Da pyramiderne var et par hundrede meter
over byen, fløj de helt tæt på hinanden. I samme øjeblik at pyramiderne
rørte hinanden, opstod der et lysglimt, og pludselig var de mange
pyramider blevet til et stort, ovalt stjerneskib. Stjerneskibet vendte
retning mod Jorden og fløj så med meget hurtig fart mod den blå planet.
Jeg fulgte skibet med øjnene, indtil at det blev til en lille lysende plet,
som en gylden stjerne der svævede i Jordens atmosfære. Så gik det op
for mig at der var mange gyldne lysende pletter der svævede i Jordens
atmosfære. Hundredvis, nej tusindvis af stjerneskibe, der omgav hele
Jorden!
"Hvad gør skibene?" spurgte jeg.
"Stjerneskibene er i gang med at hjælpe Jorden med sin opstigning,"
sagde Ticha.
"Men hvorfor kan vi mennesker ikke se dem?"
"Det har jeg allerede fortalt dig," sagde Ticha. "Det er fordi at
stjerneskibene og Moderskibet befinder sig i den 5. dimension. Det er
kun når skibene sænker deres frekvens, ligesom jeg gjorde for dig, at de
kan ses med fysiske øjne."
"Er det så forklaringen på alle de UFOer som så mange folk hævder at
have set?"
"Delvis," grinede Ticha.
Tre store stjerneskibe forlod Jordens atmosfære og fløj hurtigt tilbage
mod Moderskibet. Skibene var cirkelformede og så ud til at være
enormt store. Jeg havde lidt svært ved at bedømme afstande og
75
hastigheder herude i rummet, men da de tre skibe passerede hen over os,
fik jeg indtryk af at de sagtens kunne have været flere kilometer lange.
Jeg vendte mig om for at følge dem med øjnene, og så gik det op for
mig, at meget af det som jeg før havde troet var stjerner, også var
stjerneskibe. Hele nattehimlen var fyldt med stjerneskibe.
Idet jeg studerede den stjerneskibs-spækkede nattehimmel, kunne jeg
også se Aslapningsskoven strække sig i al sin længde bag os. Kilometer
efter kilometer af strålende skov, og hinsides den... Hinsides den kunne
jeg svagt skimte høje, glinsende former. Var det...
"Det er bjerge," sagde Ticha i mit indre.
"Bjerge?"
"Ja. Dette er kun en lille del af Moderskibet du ser. Moderskibet er
flere hundrede kilometer i diameter. Der er hele økosystemer i
Moderskibet: Bjerge, skove, floder, søer og have fyldt med liv. Og
Moderskibet omformer solens lys på en sådan måde at man stadig har
en nat og dag oplevelse."
Jeg gik helt ud til kanten af græsplænen og prøvede at suge det hele til
mig: Moderskibet, stjerneskibene, Jorden der svævede i horisonten, den
lysende by... Så er det sandt! Det hele er virkelig sandt!
Efter at jeg havde studeret mine nye omgivelser i et stykke tid, vendte
jeg mig mod Ticha. "Hvad sker der nu?"
"Vi har lidt tid endnu, før du skal mødes med de andre i din gruppe,"
sagde Ticha.
"Hvem er min gruppe?"
"De frivillige til Ashtar Kommandoens 5. dimensionale
træningsprogram er delt op i små grupper, der hver skal dække
forskellige dele af Jorden."
"Hvor mange er der i en gruppe?"
"Det er lidt forskelligt, det afhænger af hvor mange sagde ja i hver
gruppe. I er tre i din gruppe."
Jeg så ind i Tichas øjne. Jeg var glad for at hun var der. Jeg smilede
ved tanken om at jeg for mindre end to uger siden havde løbet
panikslagen fra hende, nu var hun mit eneste faste holdepunkt i en
fuldstændig fremmed verden.
Ticha klemte min hånd. "Du skal ikke være bange," sagde hun. "De er
alle sammen dine brødre og søstre, og de ser frem til at se dig igen."
"Igen?" spurgte jeg uforstående.
"Kom, så skal jeg minde dig om noget." Ticha ledte mig hen til nogle
store sten for foden af græsplænen. Vi satte os med ryggen mod en af
76
stenene, med udsigt over byen.
"Se på mig," sagde Ticha. Jeg så ind i hendes klare blå øjne. "Husker
du mig ikke?"
Jeg prøvede at huske. Jeg så hende dybt i øjnene, lod mig selv blive
revet med af deres klare Blåhed. Langsomt begyndte jeg at se billeder,
scener i hendes øjnes Blåhed.
"Hvad ser du?" spurgte Ticha.
"Jeg er sammen med to venner," sagde jeg, som i en trance. "Vi tre er
frie og lykkelige. Vi kommer fra en blålig-grøn planet, langt væk fra
Jorden. Vi er et team. Vi rejser igennem universerne. Hver af os har en
skytsengel, som vi er i kontakt med. Du er min skytsengel..."
"Hvem er dine to venner?" spurgte Ticha.
I Tichas øjnes blå klarhed så jeg en vision af to mennesker: "Den ene
er høj og stærk, med langt gyldent hår - meget dumdristig," sagde jeg.
"Og den anden?"
"Den anden er mere vis, han har dyb indsigt i universets mysterier,
han elsker at skabe, han er trofast, en sand ven."
"Hvornår besluttede I jer for at komme til Jorden?"
"Lang tid siden," sagde jeg langsomt, overvældet af de voldsomme
billeder der nu passerede forbi mit indre øje i lyntempo. "Atlantis...
Atlantis... menneskeheden havde udløst for stor en kraft..." For mit indre
øje så jeg himmel og hav i oprør, enorme tidevandsbølger der opslugte
hele kontinenter.
"Det Store Hvide Broderskab bad Det Intergalaktiske Råd om hjælp,"
sagde jeg. "Rådet ville ikke sende en hel flåde, fordi der ikke var så
mange mennesker på Jorden dengang, men de sendte nogle stjerneskibe.
Vi var på et af skibene."
"Hvorfor var I med?" spurgte Ticha.
"Vi vidste at Jorden ville stige op til den 5. dimension omkring år
2000," sagde jeg. "Vi ville hjælpe menneskeheden."
"Hvad skete der så?"
Jeg var i total trance nu, og jeg lod bare billederne glide forbi: I
lyntempo så jeg glimt af høje pyramider, riddere i skinnende rustninger,
præstinder og druider på vej igennem tågeøer, amerikanske
frihedskæmpere i kamp med engelske soldater...
"Mange forskellige liv på Jorden, hvor vi gjorde vores bedste for at
sprede Oplysning," sagde jeg langsomt, mens billederne gled forbi, "...
men den kollektive bevidsthed var stærk... vi begyndte langsomt at
glemme, hvem vi var..."
77
"Okay," sagde Ticha og fjernede langsomt blikket fra mig. "Det er
nok."
"Wow!" sagde jeg og rystede hovedet. "Hvad var det?"
"Kald det en lille regression til fortiden," smilede hun. "Nu ved du at
du ikke har forladt dit hjem - du er kommet hjem!" Hun lo og rejste sig
op. "Kom min ven, det er på tide at du møder de andre to i din gruppe.
Jeg har lige fået en besked fra deres skytsengle om at de også er klar."
Jeg rejste mig op, en smule nervøs. "Hvor er de?" spurgte jeg.
"Inde i Afslapningsskoven," sagde Ticha og pegede tilbage mod de
høje træer. "De leder efter dig. Det er på tide at du finder dem."
"Hvordan finder jeg dem?"
"Følg dit hjerte," sagde Ticha og lagde hånden på min brystkasse, "for
kun dit hjerte kender vejen."
78
2
Knippelsbro og kvantesuppe
Jeg stod på toppen af en høj, træklædt bakke, og spejdede til alle sider.
Der var træer overalt. Skoven så ikke ud til at have nogen ende!
Jeg satte mig ned i græsset og lænede ryggen mod en af de store træer.
Lige siden jeg havde sagt farvel til Ticha og var gået tilbage i
Afslapningsskoven, havde jeg prøvet at spørge mit hjerte, hvor de andre
to i min gruppe var, og så følge dets vejledning. Til at begynde med,
syntes jeg at jeg følte en svag impuls til at gå i nordvestlig retning
gennem skoven. Den impuls havde ledt mig forbi en lille skovsø og ind
i en ny del af skoven. Men nu syntes jeg ikke længere at jeg følte noget
som helst.
Jeg så mig igen omkring. Skoven var utrolig fredfyldt og harmonisk,
og jeg kunne sagtens have lagt mig ned i græsset og bare nydt al
skønheden omkring mig. Men jeg gjorde det ikke. Et eller andet sagde
mig, at det var vigtigt at finde de to andre i min gruppe nu. Men hvor?
Jeg lukkede øjnene og prøvede at koncentrere mig om mit hjerte. I
samme øjeblik at jeg gjorde det, så jeg for mit indre øje et billede af en
mand klædt i en lang, mørkeblå kutte, vandre igennem en lille dal. Jeg
kunne ikke se hans ansigt tydeligt for hætten, men jeg anede to klare,
gennemborende øjne. Af og til stoppede manden og lukkede øjnene,
som om at han prøvede at finde ud af, hvilken retning han skulle gå. Jeg
vidste med det samme at han ledte efter mig.
Jeg rejste mig op. Pludselig vidste jeg hvilken vej jeg skulle gå. Ned
af bakken på den anden side og så til venstre. Jeg løb ned af bakken og
begyndte hurtigt at gå til venstre. Da jeg havde gået næsten en halv
kilometer, kom jeg til en lille bæk. Hvorhen nu? Jeg lukkede øjnene.
Med det samme så jeg manden for mig. Han var på vej op af en høj
bakke.
Jeg vidste med det samme hvilken retning jeg skulle gå. Lige ud, langs
79
med bækken. Jeg gik hurtigt videre. Efter at jeg havde gået to-tre
hundrede meter langs bækken, drejede den skarpt til venstre. Skulle jeg
blive ved med at følge bækken? Jeg lukkede øjnene. Igen så jeg
manden. Han stod med lukkede øjne for enden af en stor lysning. Jeg
vidste at han også kunne se mig for sit indre øje.
Jeg fulgte ikke bækken, men begyndte i stedet for at gå lige ud. Efter
at jeg havde gået omkring hundrede meter mere, kom jeg til en
solbeskinnet lysning. Jeg trådte ud i lysningen. I den anden ende af
lysningen stod den kutteklædte mand. Hans øjne var lukkede. Jeg
begyndte at løbe hen imod ham, mens jeg viftede med armene.
"Hallo!" råbte jeg.
Manden åbnede sine øjne og trak sin hætte til side. Jeg kiggede
nysgerrigt på ham. Han så ud til at være på min alder, stærk og
veltrænet, med et flot ansigt, en kraftig manke af krøllet rødt hår, og
dybe, gennemborende øjne. Han begyndte at gå mig i møde med raske
skridt. I sin store mørkeblå kutte lignede han en mystisk vandringsmand
fra et eller andet eksotisk eventyr. På ryggen bar han en stor rygsæk.
Idet vi nærmede os hinanden, slog det mig, at der var noget meget
velkendt over ham. Hvor havde jeg set ham før...? Det kraftige røde hår,
de lange stærke skridt... Og pludselig gik det op for mig, pludselig
vidste jeg det. Jeg åbnede munden på vid gab, så forundret og forbløffet
var jeg over at møde ham her!
"Jakob!" udbrød jeg målløs. Han kiggede forvirret på mig.
"Det er mig!" råbte jeg.
Så genkendte han mig. "Hvad i alverden laver du her!" udbrød Jakob
forbløffet. Hans stemme var dybere og stærkere end den havde været
før.
"Det samme spørger jeg dig om!" sagde jeg.
Vi mødtes midt i lysningen og stirrede på hinanden. Det var Jakob,
ingen tvivl om det, men ikke den samme generte Jakob med nørdebriller
jeg havde kendt før. Den Jakob der stod over for mig nu var fuldstændig
forvandlet... Og så gik det op for mig at Jakob var blevet forvandlet til
Moncler - den troldmand han i ti år havde spillet i vores Dungeons &
Dragons spil! Og jeg kunne se på den måde Jakob så på mig, at jeg
heller ikke lignede mig selv. Jeg kiggede ned på mig selv og opdagede
for første gang, at jeg var klædt i en hvid dragt der gik mig ned til
anklerne. Jeg havde været så optaget af mine oplevelser i
Afslapningsskoven at jeg slet ikke havde lagt mærke til at mit tjekkede
Fashion Flash modetøj var blevet udskiftet med - hvad? Og mit hår! Mit
80
korte, lysebrune Tom Cruise hår var blevet til et langt, gyldent krøllet
hår, der gik mig helt ned til skuldrene!
Vi grinede begge højlydt og omfavnede hinanden.
"Af alle vildeste langt ude overraskelser er det her den mest langt
ude!" sagde jeg.
"Det er dig, det er virkelig dig!" lo Jakob. "Men hvordan er det du ser
ud!"
"I lige måde!" grinede jeg. "Tænk at det skulle være dig!"
Pludselig hørte vi nogen træde ud af skoven til min venstre side. Vi
vendte os om og så en høj, smuk mand, med skulderlangt gyldent hår
træde ud i lysningen. Han var stærk og veltrænet, og vi kunne se på hans
spidse ører at han tilhørte elverfolket. Han var klædt i en gylden
ringbrynje. Vi var ikke et øjeblik i tvivl om hvem han var.
"Janus!" råbte Jakob og jeg og løb ham i møde.
Janus så forvirret på os begge to. Der gik nogle sekunder før det gik
op for ham at det var os, og da det gik op for ham at det var os, stod han
der bare med åben mund. Jakob og jeg begyndte at grine.
"Det her er FOR VILDT! FOR LANGT UDE! FOR SYRET!" råbte
Janus.
Vi kiggede alle tre målløse på hinanden.
"Hvordan er I kommet her?" spurgte Janus. "Og hvordan er det I ser
ud?"
"Det samme spørger jeg om," sagde jeg.
"Vi er åbenbart blevet udnævnt til at være i samme gruppe," grinede
Jakob.
"Jeg blev bragt hertil af min skytsengel," sagde jeg.
"Også mig!" sagde Janus og Jakob i munden på hinanden.
Vi grinede alle tre højlydt.
"Hvordan kan det være at du ser så godt ud, Jakob," sagde Janus og
puffede til Jakob. "Du ligner jo Moncler."
"Jeg tror at han er Moncler," sagde jeg. "Sagde din skytsengel ikke at
vores Dungeons & Dragons spil ikke var fantasi?"
"Jo," sagde Janus. "Men hvis Jakob er Moncler og jeg er Telperion,
hvem er du så?"
"Min skytsengel siger at mit rigtige navn er Starbrow," sagde jeg.
"Det passer meget godt, for det ser ud som om at der kommer
stjernelys ud af din pande!" grinede Jakob.
Stjernelys ud af min pande? Jeg tog mig til panden. Jeg kunne ikke
mærke noget fysisk, men jeg følte en svag sitren mellem mine øjenbryn,
81
og i et kort øjeblik syntes jeg at Jakobs og Janus' kroppe blev til to
pulserende lysstråler. Jeg missede med øjnene. Synet varede kun i et
øjeblik så stod Jakob og Janus igen foran mig. Eller var det Moncler og
Telperion?
"Lyset ser ud til at være en del af dig, Master Starbrow," lo Jakob.
Vi blev ved med at stirre på hinanden og puffe til hinanden.
Overraskelsen over at møde hinanden her, fuldstændigt forvandlede, var
total. Jakob/Moncler - med sit flotte røde hår og noble ansigt, klædt i en
lang mørkeblå troldmandskutte, og med en stor magibog i rygsækken.
Det eneste han manglede for at ligne Moncler på en prik, var Monclers
tryllestav. Og Janus/Telperion med langt gyldent hår og spidse
elverører, og med en gylden ringbrynje over sin flotte, toptrænede krop.
Det eneste han manglede for at gøre forvandlingen fuldendt, var
Telperions store, juvelprydede tohåndssværd. Og mig selv, Starbrow, i
min lange hvide dragt og med langt krøllet hår, og ifølge Janus og Jakob
med et skinnende lys i panden. Jeg lo og bredte armene ud. Jeg følte
mig stærkere, klarere og mere levende end nogen sinde før. Jakob og
Janus så ud til at have det på samme måde.
"Hvis mine venner ku' se mig nu!" grinede Janus.
"Vi er dine venner, og vi ser dig klart og tydeligt!" grinede Jakob.
"Lad eventyret begynde," sagde jeg, sådan som vi plejede at sige, hver
gang vi startede vores Dungeons & Dragons spil på Jorden. Vores
hænder mødtes og vi gav hinanden vores hemmelige D & D håndtryk.
På trods af alle de vidundere vi havde oplevet i de sidste par dage, var
det bedste næsten at møde hinanden her, og at vide at vi var sammen i
det her eventyr. Vi klappede hinanden på skuldrene og satte os ned i det
bløde græs.
"Fortæl hvordan du kom her til," spurgte Janus mig.
"Det hele startede forrige søndag aften..." begyndte jeg.
"Også for mig!" sagde Jakob og Janus i munden på hinanden.
"Efter vores D & D spil stod jeg og ventede på bussen på Strandvejen,
da jeg pludselig hørte nogen bag mig kalde på mig..." Jakob og Janus
lyttede spændt, mens jeg fortalte om de sidste 9 dages oplevelser, fra
mit første møde med Ticha, til Elmars pludselig død. Til sidst fortalte
jeg om min opvågnen i Afslapningsskoven, og den lysende by, og de
tusindvis af stjerneskibe jeg havde set svæve omkring Jorden. De andre
nikkede begejstret. De havde også set det samme. Vi kiggede op på den
klare blå himmel. Inde i Afslapningsskoven var det åbenbart altid højlys
dag og vi kunne hverken se stjerner eller stjerneskibe.
82
"Så, fortæl mig hvad der skete for dig, Janus," sagde Jakob, efter at
jeg havde fortalt min historie.
"Øhm... som sagt startede det sidste søndag nat," sagde Janus og så
forlegen ud.
"Hvad skete der?" spurgte Jakob.
"Øhm... jeg prøvede at begå selvmord?" sagde Janus og blev rød i
hovedet.
"Selvmord? Hvorfor?" spurgte Jakob og jeg overrasket.
"På grund af Cecilie," sagde Janus.
"Cecilie? Jeg troede at du havde slået op med hende?" sagde jeg.
"Det var Cecilie der slog op med mig," sagde Janus. "Jeg har aldrig
sagt det til jer, men jeg var simpelthen så forelsket i hende som jeg
aldrig har været forelsket i nogen før."
Jakob og jeg kiggede på hinanden. Janus? Alle tiders skørtejæger?
Dødforelsket?
"Jeg følte ikke at jeg kunne leve uden hende, og da hun så slog op
med mig..." sagde Janus.
"Hvad gjorde du så?" spurgte jeg.
"Jeg prøvede at hoppe ud fra Knippelsbro og begå selvmord," sagde
Janus.
"Hvis du ville begå selvmord, ville det så ikke have været bedre med
Langebro," klukkede Jakob.
"Sikkert..." lo Janus. "Under alle omstændigheder: Der stod jeg i
minus ti graders kulde på rækværket til Knippelsbro, fast besluttet på at
drukne mig selv i isen. Det hele var lige meget uden Cecilie. Jeg tænkte
på Cecilie en sidste gang, så hoppede jeg. Lige inden jeg ramte isen, fløj
et varmt gyldent lys ind under mig og greb mig. Jeg mærkede mig selv
blive løftet op og fløjet ind på land. Det gyldne lys var min skytsengel,
Vildis."
Jakob og jeg lyttede spændt, mens Janus fortalte om sit første møde
med sin skytsengel Vildis. Vildis lød på mange måder som Ticha:
Smuk, vis og fuld af omsorg. Og dog var hun anderledes, lige så
anderledes som Janus og jeg.
"Vildis trøstede mig og gav mig nyt håb," fortalte Janus. "Efter at vi
havde talt sammen i lang tid der ved Knippelsbro, forsvandt hun ud i
den blå luft. Jeg vidste ikke rigtig om hun var fantasi eller virkelighed,
men i det mindste havde jeg nu fået noget andet at tænke på end
Cecilie!"
"Kom hun så tilbage igen?" spurgte jeg.
83
"Ja, hun besøgte mig adskillige gange efter det, altid om natten, hvor
vi snakkede om alle mulige ting mellem himmel og jord. Om
dimensioner og andre verdener - og der var meget af det som jeg ikke
forstod. Men på en eller anden måde føltes det rigtigt det hele. Og en
ting var sikkert: Jeg fik det så meget bedre, når jeg var sammen med
hende. Til sidst viste hun mig så Ashtars tale i fjernsynet, den samme
som du så mandag nat."
"Hvad fik dig til at sige ja?" spurgte jeg.
"Jeg må indrømme at jeg ikke var så svær at overtale til at sige ja til
invitationen," sagde Janus. "Jeg havde jo alligevel besluttet mig for at
tage mit eget liv, så hvad havde jeg at miste?"
Da Janus var færdig med at fortælle sin historie, vendte jeg mig mod
Jakob. "Hvad så med dig Jakob, hvad skete der for dig?"
"Jeg oplevede den endelige omstyrtning af materialismens overtro i
mit liv," sagde Jakob.
"Den endelige hvad for noget?" spurgte Janus.
"Det hele startede med det kvantefysik forsøg på universitetet, som jeg
har fortalt jer om. Som I måske husker, var jeg blevet udvalgt til at
assistere under forsøget, som blev ledet af den engelske kvantefysiker
Stanley Donne, som var gæsteforedragsholder på Niels Bohr
Instituttet..."
"Stanley hvem?" udbrød jeg.
"Stanley Donne," sagde Jakob.
"Stanley Donne! Hvis det er den samme Stanley Donne som i sin tid
fik min morfar Elmar til at lede efter Shamballa, så må han jo være
næsten hundrede år gammel nu!" udbrød jeg.
"Så kan det ikke være den samme," sagde Jakob. "Den her Stanley
Donne har højst været i slutningen af trediverne."
"Beskriv ham," sagde jeg.
Jakob beskrev ham.
"Din beskrivelse af ham passer på en prik med den beskrivelse Elmar
gav af ham for halvtreds år siden," sagde jeg.
"Men hvordan kan det lade sig gøre?" spurgte Jakob.
Janus grinede. "Her sidder vi, fuldstændig forvandlede, i et kæmpe
rumskib i kredsløb om Jorden, sammen med rumvæsener og skytsengle
og flyvende pyramider, og I undrer jer over hvordan det kan lade sig
gøre at holde sig evig ung!"
"Godt tænkt!" grinede Jakob og jeg.
"Okay, så Stanley Donne som var Kong Arthur som i virkeligheden er
84
El Morya, ledte jer igennem det her kvantefysik eksperiment - hvad
skete der så?" spurgte jeg.
"For at forstå dette forsøg, er I nødt til at forstå lidt om kvantefeltet,"
forklarede Jakob. "Alt hvad der eksisterer i den materielle verden, det
være sig et græsstrå, et træ, en menneskekrop, en galakse, en celle består af atomer. Et atom består af endnu mindre subatomare partikler,
kaldet for quarker og bosoner og leptoner og andre sjove navne. Disse
partikler er bølger af energi. Hvilket vil sige at alt er energi. Alt hvad
der eksisterer består af energi, et samlet felt af energi, kaldet for
kvantefeltet eller kvantesuppen. Er I med?"
Janus og jeg nikkede. "Det var det samme Ticha fortalte mig," sagde
jeg.
"Disse subatomare partikler som udgør hele den materielle verden er
så små, at vi ikke er i stand til at måle dem - vi kan ikke se dem. Så
hvordan ved vi at de overhovedet eksisterer? Vi ved at de eksisterer fra
de spor de efterlader i partikelaccelleratorer. Det var det Stanley Donnes
forsøg gik ud på. I vores partikelaccelleratorer fotograferede vi sporene
som de subatomare partikler efterlader, og på den måde kunne vi se at
partiklerne rent faktisk eksisterede. Forstår I?"
"Det tror jeg," sagde jeg.
"Okay, så langt så godt," fortsatte Jakob. "Under forsøget viste
Stanley Donne os noget meget interessant: Han viste os at disse partikler
kun bliver til, når vi iagttager dem. Med andre ord, når vi retter vores
opmærksomhed mod et kvantefelt, bliver partiklerne til, og når vi
fjerner vores opmærksomhed fra kvantefeltet, forsvinder partiklerne."
Janus og jeg så uforstående på ham.
"Forestil jer kvantefeltet som en uendelig, evig, ubegrænset, usynlig
masse af levende energi. Når der ikke er noget menneske til at kigge på
det - iagttage det - er det bare det - ren energi. Når et menneske retter sin
opmærksomhed imod det bliver energien til en fysisk, tid-rum
begivenhed. Det vil sige, at selve det at rette vores opmærksomhed mod
noget, får det til at eksistere. Er I klar over hvad det vil sige!" udbrød
Jakob ophidset.
"Nææ..." sagde vi.
"Det vil sige, at det er vores opmærksomhed der skaber den fysiske
verden, ud af kvantesuppen! Vores opmærksomhed og intet andet! Det
vil sige at vi mennesker ikke er ofre for en separat, ydre verden, men at
vi rent faktisk er dem der skaber vores verden! Det er grunden til at
Stanley Donnes forsøg var den endelige omstyrtning af materialismens
85
overtro i mit liv," udbrød Jakob begejstret.
"Hvad er materialismens overtro?" spurgte Janus.
"Hele den såkaldt videnskabelige verdensopfattelse er baseret på
ideen om at der er en uafhængig, materiel verden derude, som er separat
fra os, som kan gøre ting imod os, som vi mennesker er magtesløse
overfor. Men Stanley Donnes forsøg viste mig at dette verdenssyn er
forkert. Vi er ikke separate fra den ydre verden! Vi skaber vores verden,
fordi det er vores opmærksomhed der bringer skabelsen ud af
kvantefeltet!" sagde Jakob begejstret.
"Det er kun videnskabsmænd der kan blive ophidsede over sådan
noget!" grinede Janus.
"Det er kun fordi at du ikke forstår, hvad det vil sige, at du griner!"
sagde Jakob hedt. "I tror at det her ikke har noget at gøre med
almindelige menneskers liv - men det har alt at gøre med almindelige
menneskers liv - fordi almindelige menneskers liv er baseret på en
overbevisning om at være separate fra den ydre verden, magtesløse ofre.
Men denne overbevisning er forkert!" sagde Jakob ophidset. "Og når I
forstår hvad det betyder, vil det ændre hele jeres liv!"
Janus og jeg kiggede på hinanden. Vi fattede ikke rigtig, hvad der var
så revolutionerende ved Jakobs forsøg, men vi havde aldrig set ham så
ophidset før.
"Og det gjorde det vel med dit!" sagde Janus.
"I den grad," sagde Jakob. "Hele mit verdenssyn, alt hvad jeg havde
baseret mit liv på, flere års studier, lå i ruiner. Intet var længere som jeg
troede det var. Den aften besluttede jeg mig for at brænde alle mine
lærebøger. Jeg samlede dem sammen og lavede et stort bål i haven.
Hele mit liv futtede af for øjnene af mig. Det var meget symbolsk. Jeg
følte at jeg stod på kanten til en uendelig tomhed og pludselig..." Jakobs
øjne lyste. "Jeg stod og kiggede på dette store bål, dybt begravet i mine
egne tanker, da jeg pludselig så at bålet begyndte at vokse. Jeg så en
smuk kvinde stå inde i bålet - min skytsengel Lia."
Jakob stoppede i et kort øjeblik, så sagde han: "Fra da af var min
historie meget lige som jeres. Jeg havde mistet alt og var villig til alt.
Lia lærte mig ting om Virkelighedens Natur, som jeg altid havde ønsket
at vide, og som jeg nu var åben nok til at forstå, nu hvor jeg havde
kasseret materialismens overtro..."
Janus og jeg lyttede nysgerrigt, mens Jakob fortalte om sine
efterfølgende møder med sin skytsengel Lia, transmissionen fra Ashtar,
og til sidst sine oplevelser i Afslapningsskoven. Hverken Janus eller jeg
86
forstod helt, hvad der var så revolutionerende ved Stanley Donnes
forsøg, men vi kunne se at det fuldstændig havde forvandlet Jakob. Da
han var færdig, sagde ingen af os noget i et stykke tid. Vi tænkte hver
især på de usædvanlige begivenheder der havde ført os til dette sted og
denne forvandling, og undrede os over, hvad mon det næste skridt var
på dette fantastiske eventyr.
Det varede ikke længe før vi fandt ud af det.
87
3
Det Kosmiske Bibliotek
"Gi´ mig lige en hestesko op over den her," sagde jeg til Janus. Stien var
blokeret af en stor træstamme og jeg havde besvær med at klatre over
den. Efter at vi havde siddet i lysningen i et stykke tid, havde vi besluttet
os for at vende tilbage til græsplænen ved udkanten af
Afslapningsskoven og finde vores skytsengle. Det første stykke vej
igennem skoven gik meget godt, men efter det kunne vi ikke længere
genkende vejen. Vi prøvede at følge vores hjerter, men vores indre
vejvisere førte os bare dybere ind i skoven, til en lille sti der snoede sig
igennem en tætbevokset underskov. Nu var stien blokeret af et stort
væltet træ, og vi var omringet på alle sider af den tætte underskov. Den
eneste vej frem var over træstammen.
Janus trådte hen ved min side og lagde sin hånd under træstammen. Så
løftede han den med en arm! Jakob og jeg stirrede forbløffet på ham.
Træstammen må have vejet flere hundrede kilo.
"Jeg syntes nok at jeg følte mig stærk," mumlede Janus. Han så ud til
at være lige så overrasket over sin enorme styrke som os.
"Vi glemmer at Telperion har 19 i styrke," grinede Jakob og passerede
ind under træstammen som Janus stadig løftede med en arm. Jeg fulgte
hurtigt efter. Janus skiftede hånd, og gik også under træstammen til den
anden side. Så lagde han den ned, så let og så ubesværet som havde den
bare været en stor gren.
"Wow!" sagde jeg, "Schwarzenegger go home!"
"Du mangler bare dit magiske tohåndssværd," grinede Jakob, "så er
du klar til at gå i krig!"
Janus begyndte at simulere hurtige fægtebevægelser i luften. "Jeg føler
mig stærk som en okse," sagde han. "Bare giv mig et sværd, så skal jeg
nok vise jer sværdkunst!"
Jakob og jeg grinede, mens Janus stod og fægtede løs i luften. Så
88
stoppede vores stærke ven og vendte sig mod Jakob. "Hvis jeg har 19 i
styrke, så må Jakob - jeg mener Moncler - også have 19 i intelligens,"
sagde han.
Janus og jeg kiggede på Jakob. Han hævede skuldrene: "Tjaa, jeg
mangler bare min tryllestav..." I samme øjeblik at Jakob sagde det,
glimtede et stærkt lys i hans hånd. I et kort øjeblik kunne man se en
lang, flot udformet træstav i hans hånd. Staven var prydet med mange
eksotisk udseende runer og tegn. Den var der kun i et sekund, så
forsvandt den igen.
"Wow igen!" sagde Janus.
"Hvad var det?" spurgte jeg.
Jakob stirrede forundret på sin hånd, der i et kort øjeblik havde holdt
om den flotte stav. "Jeg tror det var Monclers tryllestav," sagde han.
"Hvor forsvandt den hen?" spurgte jeg.
"Og hvor kom den fra?" spurgte Janus.
Jakob hævede skuldrene. "Aner det ikke."
Vi stod sådan i et stykke tid og kiggede på hinanden, så vendte Jakob
og Janus sig mod mig.
"Hvad er der?" spurgte jeg.
"Hvis jeg er en elverkriger og Jakob er en troldmand, hvad er du så?"
spurgte Janus.
"Det ved jeg ikke," sagde jeg og hævede skuldrene. Jeg tænkte på det
pludselige lysglimt jeg havde set tidligere, da jeg rørte ved min pande.
"Men jeg er sikker på at vi tids nok skal finde ud af det," sagde Jakob
og klappede mig på skuldrene. "Kom, lad os komme ud af den her skov.
Så meget siger min troldmandsintelligens mig."
"Men hvilken vej?" spurgte jeg.
"Følg stien," svarede Jakob og begyndte at gå videre ned af den
smalle sti.
Jo længere vi gik langs stien, des tættere stod træerne i skoven. Til
sidst stod træerne så tæt, at man næsten ikke kunne se himlen. Det var
som at gå i en mørk tunnel med loft og vægge af grene og grønne blade.
Vi havde gået i en halv times tid, da den mørke tunnel af grene og
blade pludselig åbnede sig op. Vi var stadig fuldstændig omgivet af
træer, over os og til alle sider, men hvor der før havde været 3-4 meter
til det tætte træloft, var der nu 10-15 meter til de store, tætsluttende
trækroner. Det var som om at vi var trådt ud i en enorm hal af træer. I
midten af "træhallen" stod en stor, firesidet pyramide. Pyramiden var på
størrelse med et helt hus. Den var lavet af et sølvagtigt materiale, og den
89
var fuldstændig glat på alle sider. I den forreste side var der en stor dør
med alle mulige runer og tegn. Vi gik hen til pyramiden og studerede
tegnene.
"Kan du læse tegnene, hr. Troldmand?" spurgte Janus.
Jakob lukkede øjnene og lod sine hænder glide hen over tegnene.
"Dette er Tidens Pyramide og indeholder de Akashiske Optegnelser for
Stjernefolket på Planeten Jorden," sagde han langsomt.
Janus og jeg stirrede overrasket på ham.
"Det står der," sagde Jakob og hævede skuldrene.
"Du er virkelig en troldmand, Moncler!" grinede Janus.
"Hvordan kommer vi ind?" spurgte jeg.
"Og skal vi overhovedet ind?" sagde Janus.
Jakob lukkede igen øjnene og lod sine hænder glide hen over tegnene.
"Kun De Rene Af Hjertet, kan få adgang til de Akashiske Optegnelser,"
sagde han.
"Hvad betyder det?" spurgte Janus.
I samme øjeblik at han sagde det, forsvandt døren ud i den blå luft. Vi
kunne se ind i pyramiden. Dens indre var oplyst af et svagt gyldent lys.
"Vi er åbenbart Rene Af Hjertet," sagde Jakob og trådte ind igennem
døren. Janus og jeg fulgte efter ham.
Vi trådte ind i et stort pyramideformet rum. Det var som om at selve
stenene i pyramidens sider udstrålede det gyldne lys. Rummet var
fuldstændigt tomt, bortset fra adskillige mærkelige polstrede lænestole
med høje ryglæn der lignede åbne ærtebælge. Der var en underlig lyd i
rummet, som en høj tone, der hele tiden lå og vibrerede i udkanten af
ens hørelse.
"Sikke et spacet sted," sagde Janus.
Jakob gik nysgerrigt hen og kiggede på stolene. Vi andre fulgte efter.
Idet vi gjorde det, kom døren i pyramiden igen til syne bag os.
"Fanget!" sagde Janus.
"Jeg tror ikke der er noget at frygte her," sagde Jakob.
"Der er ikke noget at frygte her - eller nogen steder i Ashtar
Kommandoens Moderskib," sagde jeg med klar stemme.
Jakob og Janus kiggede overrasket på mig. Jeg havde sagt det med en
utrolig fasthed i stemmen, som om at jeg havde vidst præcis hvad jeg
sagde. Og det var rigtigt, jeg vidste fuldt og fast, at der ikke var noget at
frygte i dette sted. Jeg kunne mærke lyset i min pande glimte og oplyse
Jakobs og Janus' ansigter.
"Hvad end du er, så er du mægtig," sagde Janus.
90
Jeg rørte ved min pande og følte en kraftig sitren mellem mine
øjenbryn. Hele rummet blev fuldstændig oplyst af et klart hvidt lys, og
jeg så et pludseligt glimt af uendelige rækker af reoler, fyldt med
endeløse rækker af bøger, bøger og atter bøger. Så forsvandt synet igen.
"Hvad er der?" spurgte Janus.
"Jeg tror... at det her er en slags bibliotek, fyldt med uendelig meget
information og optegnelser," sagde jeg langsomt.
"Ja..." sagde Jakob betaget, "jeg føler det samme, som om at stedet
her er sprængfyldt med viden."
"Hvad skal vi gøre?" spurgte Janus.
"Suge til os," sagde Jakob og satte sig i en af de ærtebælg-formede
stole. Janus og jeg gjorde det samme.
Stolen var utrolig behagelig at sidde i. Den passede perfekt til min
krop. Min rygsøjle var fuldstændig lige og alligevel sad jeg fuldstændig
afslappet. Mine fødder var solidt plantet i gulvet og mine arme hvilede
behageligt på de polstrede armlæn.
"Det kalder jeg en flyder lænestol," sagde Janus veltilfreds.
"Shh!" sagde Jakob, "kan I ikke høre den lyd?"
Den svage ringelyd, som vi først havde hørt da vi trådte ind i
pyramiden, var blevet højere. Jeg lyttede nærmere til den og opdagede
at den var utrolig behagelig at lytte til. Det var som om at den fik hele
rummet og hele min krop til at vibrere med velbehag. Jeg følte langsomt
mig selv flyde hen i en halvt vågen, halv drømmende tilstand.
"Velkommen til Det Kosmiske Bibliotek," sagde en rolig stemme.
Pludselig stod en gammel mand med langt brunt skæg foran os. Den
gamle mand var høj, klædt i en lang brun kappe og han havde en gylden
stav i hånden. Hans øjne glødede som kul der var ild i.
"Bliv endelig siddende, kære venner," sagde han og gjorde tegn til at
vi skulle blive siddende, "I er godt på vej ned i alfatilstanden, men I er
nødt til at være i tetatilstanden, for at kunne læse Det Kosmiske
Biblioteks bøger."
"Hvem er du?" spurgte Janus.
"JEG ER Det Kosmiske Biblioteks Vogter," smilede den gamle mand,
"og det er min opgave at guide jer igennem en simultan regression til
jeres fortidige liv, før I starter jeres 5. dimensionale træningsprogram."
"Hvad er en simultan regression?" spurgte jeg.
"Som Stjernefolk, frivillige udsendte for Det Intergalaktiske Råd, har I
alle tre haft adskillige liv på Planeten Jorden, hvor I arbejdede for
Oplysning for menneskeheden. Ja, kære venner, selv om det først er nu,
91
at Det Intergalaktiske Råd for alvor interesserer sig for Jorden, har Det
Store Hvide Broderskab og Stjernefolket i tusindvis af år arbejdet for at
sprede Oplysning på Jorden. Siden Atlantis' undergang har vi grundlagt
Byer af Lys på alle Jordens syv kontinenter: Pyramiderne i Ægypten,
Peru og Mexico, og oplyste civilisationer i Grækenland, Tibet og
Indien, for bare at nævne nogle få - alle steder og alle tider har Det
Spirituelle Hierarki været der. Og som Stjernefolk har I også været
særdeles aktive i dette arbejde, selv om I ikke husker det. Men nu er det
på tide at I husker det."
92
4
Tilbage til fortiden
Den behagelige ringelyd i rummet blev kraftigere. Jeg følte det som om
at hver eneste celle i min krop blev stemt til at vibrere på samme
frekvens som den. Jeg følte mig meget afslappet, nærmest flydende,
som i en tilstand halvt mellem drømme og at være vågen. Vogterens
dybe, rolige stemme svævede igennem rummet:
"Luk øjnene. Slap af. Lad luften blidt og roligt bevæge sig ind og ud
af din krop. Mærk hvordan din krop bliver tungere, tungere, tungere..."
Jeg lukkede øjnene og fulgte hans instrukser. Lyden af de høje toner,
kombineret med den gamle mands rolige stemme, fik mig til at slappe
fuldstændig af. Jeg mærkede min krop blive tungere og tungere, indtil at
jeg til sidst slet ikke kunne mærke den. Jeg var bare en tanke der
svævede i det frie rum, en tanke der blidt blev guidet af den gamle
mands stemme...
"Forestil jer at I står foran en elevator. Dørene åbner sig og I træder
ind i elevatoren. Dørene lukker sig bag jer. På vægpanelet er der en
knap for hver etage. Spørg jeres hjerte, jeres Indre Visdom, hvilken
etage det er Højeste Visdom for jer at besøge."
Jeg forestillede mig selv træde ind i en elevator. Janus og Jakob var
ved min side. Jeg kiggede på etage knapperne og vidste med det samme
at vi skulle besøge 5. etage.
"Tryk på den etage I føler er den rette for jer," sagde Vogteren.
"5. sal," sagde Janus.
Jeg trykkede på knap nr. 5 og elevatoren begyndte at stige opad. Det
var en underlig fornemmelse, som at være en let vind der blev pustet
opad og opad mod hvide skyer. Efter nogle sekunder stoppede
elevatoren.
"Dørene åbner sig," sagde Vogteren. "Kig ud af elevatoren og fortæl
mig hvad I ser."
93
Dørene åbnede sig og vi kiggede ud. Vi var rent faktisk højt oppe i
skyerne. Nede under os lå et smukt, grønt landskab af skove, marker og
små vandløb. Det hele så utrolig idyllisk og uberørt ud. Landskabet var
fladt og jævnt, bortset fra en enkelt, høj grøn bakke, der tårnede sig op
midt i landskabet. Bakken var omgivet af en klar sø med mange siv og
åkander, som en ø midt i landet. Da jeg så den grønne bakke, følte jeg et
sug af genkendelse.
"Hvad ser I?" spurgte Vogteren.
Ingen af os svarede. Vi var hver især opslugt af det smukke landskab
der udfoldede sig for vores øjne.
"Bevæg jer tættere på," sagde Vogteren, "fokuser jeres
opmærksomhed på noget der virker interessant."
Jeg fokuserede min opmærksomhed på bakken. I samme øjeblik at jeg
gjorde det, følte jeg mig selv svæve ud af elevatoren og hen imod
bakken. Jeg kunne mærke Jakob og Janus svæve ved min side.
Vi kom nærmere den klare sø og bakken i dens midte. Ved søens bred
lå en lille landsby. Husene så gammeldags ud. De var lave og stråtækte,
og efter menneskenes beklædning at dømme var vi i middelalderen eller
længere tilbage i tiden. I midten af landsbyen lå en lille kirke. Jeg kunne
høre klokker ringe fra kirketårnet. Det var tid til messe. Jakob mumlede
ved min side: "Det hele virker så velkendt..."
Vi svævede over landsbyen og hen til søens bred. Jeg stirrede
fascineret på den grønne bakke der lå midt i søen. Hvor havde jeg set
den før? Så huskede jeg! Den høje bakke var den legendariske
Glastonbury Tor i Sydengland, som Elmar havde et fotografi hængende
af i sin spisestue - og som han havde givet mig en kopi af! Glastonbury
Bakke, eller "Tor" som det hed på gammel keltisk, var en af de højeste
og mest usædvanlige bakker i hele England. Men der var noget helt
anderledes ved den bakke som vi nu svævede hen imod. På det fotografi
Elmar havde taget, lå Glastonbury Tor midt i det sydengelske landskab,
med et ensomt, firkantet tårn på toppen. Men den bakke som vi nu
svævede hen imod, havde intet tårn på toppen, kun en stor stencirkel, og
bakken var omgivet af vand på alle sider. Idet vi nærmede os bakken,
kunne jeg mærke en enorm kraft strømme ud fra den. Jeg huskede at
Elmar havde fortalt mig, at Glastonbury Tor var et spirituelt Kraftsted
på Jorden, af mange kaldet for Jordens Hjerte Chakra.
"Jeg tror at bakken er Glastonbury Tor," sagde jeg, "bortset fra at
tårnet mangler og der er vand omkring bakken."
Så huskede jeg at Elmar havde fortalt mig, at Glastonbury Tor for
94
mange hundrede år siden havde været omgivet af vand. Øen eller
bakken som lå i dens midte, kaldtes dengang for Avalon og var
hjemsted for præstinder og druider der tilbad Gudinden. Først meget
senere havde de kristne revet stencirklen ned og bygget en kirke på
bakkens top i stedet for. Men et jordskælv havde jævnet det meste af
kirken med jorden. Bortset fra det ene firkantede tårn, som stod på
bakkens top den dag i dag...
"Ja, det er Glastonbury Tor," sagde jeg igen, "spørgsmålet er bare
hvornår."
"Kan I se nogen mennesker?" spurgte Vogteren i vores indre.
Vi var nu kommet til søens bred. Jeg kunne se tre skikkelser stå inde
under nogle træer - æbletræer med masser af æbleblomster i flor. Det
var sommer. Jeg tog en dyb indånding og indåndede den søde duft af
æbleblomster. Avalon, Appleland, Æbleland...
"Jeg kan se tre mennesker nede ved bredden," sagde Janus. "De har
alle sammen heste. De er klædt i noget gammeldags tøj."
"Gå tættere på og se nærmere på dem," sagde Vogteren.
Vi svævede helt ned og stillede os ved siden af dem. De tre ænsede os
ikke, som om at vi var usynlige. Den ene var en høj ung mand klædt i
ringbrynje, med sværd og skjold i siden. Han sad til hest og lignede en
ridder. Ved siden af ham stod en anden ung mand, klædt i en brun
præstekutte. Han havde et kors hængende om halsen. Hans øjne var
dybe og klare. Den tredje var en smuk ung kvinde, med langt, gyldenrødt krøllet hår. Hun var klædt i en lang hvid dragt omslynget af et
sølvbælte. I bæltet havde hun nogle små læderpunge og en lang spids
sølvkniv med tegn og runer.
"Gå tættere på dem," sagde Vogteren. "Se om du kan genkende dem."
Jeg bevægede mig helt hen ved siden af de tre, kiggede nøje på dem,
og opdagede så at jeg var den unge kvinde!
"Jeg er kvinden!" udbrød jeg overrasket.
"Jeg er præsten," sagde Jakob.
"Og jeg er ridderen," sagde Janus.
"Se om du kan gå ind i hans eller hendes krop," sagde Vogteren. "For
at gøre det skal du stille dig bag ved kroppen. Derefter træder du ind i
kroppen."
Jeg gjorde som Vogteren sagde og stillede mig bag den unge kvinde.
Så trådte jeg et skridt fremad, ind i hendes krop. Til min store
overraskelse smeltede jeg øjeblikkeligt sammen med hendes krop. I
samme øjeblik at jeg gjorde det, følte jeg mig hjemme i kroppen, som
95
om at den var min egen. Jeg så ud af kvindens øjne, mærkede den blide
sommerbrise mod hendes lille, slanke krop. Jeg så Jakob i den unge
præsts krop og Janus i den unge ridders krop.
"Hvor vildt!" udbrød Janus.
"Jeg er en kvinde," sagde jeg, en smule uvant ved tanken.
"Jeg har altid vidst at du havde det i dig!" klukkede Jakob.
"Vi har alle været både mænd og kvinder i vores tidligere liv," sagde
Vogteren, "det er en del af Testzone Jordens pensum."
"Så er det her altså et af vores tidligere liv vi oplever?" spurgte Janus.
"Ja," svarede Vogteren. "Se om I kan finde ud af noget mere om det
liv. Hvem er du, Starbrow?"
Jeg fokuserede min opmærksomhed på min nye/fortidige kvindekrop
og mærkede straks en strøm af informationer flyde ind i min bevidsthed:
"Mit navn er Dana," sagde jeg. "Opkaldt efter Stjerneelverne: Tuatha
De Danann, som præstinderne og druiderne på Avalon stadig har
kontakt med."
Jeg så hen over søens bredder, hen mod den grønne bakke i dens
midte. Jeg kunne se små huse og templer for foden af bakken, og stier
der førte op til bakkens top og de hellige sten hvor vi... Informationerne
strømmede ind i min bevidsthed med lynets hast, flere års oplevelser på
få sekunder.
"Jeg er præstinde på Avalon - øen med Glastonbury Tor som sin
midte," fortsatte jeg. "Jeg har boet her siden jeg var ganske lille. Det er
den eneste verden jeg kender. Den eneste kontakt jeg har med verden
udenfor, er når jeg bruger "Synet". Jeg rørte mig selv på panden og følte
en sitren mellem mine øjenbryn. "Ikke alle præstinder på Avalon er lige
gode til at bruge "Synet". Det er en evne som alle mennesker har, men
kun få har udviklet den. Jeg er en af de få der har lært at bruge den. Med
"Synet" kan jeg se hvad der foregår i verden udenfor, på den anden side
af Avalons tåger. Men der er også en anden som giver mig information
om verden udenfor..."
"Hvem?" spurgte Vogteren.
"Jakob," sagde jeg og så hen på den unge præst der stod foran mig.
"Mit navn er Gaius," sagde Jakob. "Jeg er præst i den kristne kirke i
Glastonbury." Jakob pegede hen på den lille landsby der lå ved søens
bred. "Glastonbury Kirke var den første kristne kirke i verden. Joseph af
Arimethea, en af Jesus' disciple, kom her til for mange århundreder
siden, og grundlagde kirken. Derovre ligger Wearyall Hill."
Vi kiggede alle sammen over mod en lidt mindre grøn bakke som lå
96
på den anden side af søen, nogle mil fra Avalon.
"Det siges at Joseph og hans følgesvende kom til bakken efter en lang
rejse. Joseph plantede sin stav i jorden og sagde "We are weary all" deraf navnet på bakken. Det sted hvor han plantede sin stav, voksede
der et tornetræ. Det eneste tornetræ der blomstrer om vinteren, til minde
om Kristus og hans store gave til menneskeheden."
Janus og jeg stirrede på Jakob/Gaius i hans brune munkekutte. Også i
dette liv, var Jakob en mand fuld af viden!
"Hvad er Dana og Gaius' forbindelse med hinanden?" spurgte
Vogteren.
"De kristne fordømmer Gudindedyrkerne og Gudindedyrkerne
fordømmer de kristne," sagde jeg, og mærkede en smule bedrøvelse i
Dana. "Hele mit liv har jeg ikke kunnet forstå, hvorfor det skal være
sådan, hvorfor de Kristnes Gud er i konflikt med Gudinden, Moderen..."
"Fordi i virkeligheden er det den samme Universelle, Skabende Kraft,
både de kristne og præstinderne taler om," sagde Jakob.
"En dag da jeg var ude at sejle på Søen, så jeg Gaius sidde og
meditere ved bredden..." fortalte jeg.
"Jeg bad til Gud, bad om forståelse og forening med de såkaldte
hedninge fra Avalon," sagde Jakob.
"Med "Synet" så jeg hvem han virkelig var, mærkede hans gode
intentioner, og jeg sejlede hen til ham," sagde jeg.
"Således begyndte vores venskab," sagde Jakob. "Et intenst åndeligt
møde mellem Kristi Lære og den gamle druidetradition. Og vi opdagede
at vi havde flere lighedspunkter end modsætninger. Modsætningerne
havde kun noget at gøre med vores forskellige ritualer, terminologier..."
"Eller også var de ren og skær misforståelse," tilføjede jeg. "Vi
mødtes hver dag i hemmelighed og mediterede sammen. Jo mere jeg
mediterede med Gaius, des bedre og klarere blev mit "Syn" - ikke værre
som de andre præstinder havde sagt."
"Jeg oplevede at min viden og forståelse af Skabelsens Vidunder
ekspanderede og blev større af mit samarbejde med Dana - og ikke
forvrænget og forhekset, sådan som de andre præster havde sagt," sagde
Jakob.
"Vi havde begge to et brændende ønske om fred og harmoni i
Britannien, imellem de kristne og druiderne, imellem de små konger, og
imellem kelterne, romerne, sakserne, skotterne, og de mange andre
folkeslag der kæmpede imod hinanden," sagde jeg.
"Men selv om vi længtes efter fred, var vi i tvivl om hvordan vi kunne
97
bidrage til at skabe varig fred og harmoni i landet," sagde Jakob.
"Ja," sagde jeg. "Vi overvejede at afholde fredsmøder mellem de
forskellige grupper, og opdele landet på retfærdig vis, men et eller andet
sted vidste vi at disse ting ikke ville føre til særlig meget. I vores hjerter
vidste vi at der måtte være en mere permanent og sikker måde at skabe
fred og harmoni i landet på."
"Hvordan?" brød Vogteren ind.
Jakob og jeg svarede ikke. Jeg fokuserede min opmærksomhed på
Danas bevidsthed, men der kom ikke noget svar på Vogterens
spørgsmål. Det var som om at der lå en tåge af tvivl hen over hendes
sind.
"Hvordan kommer Janus ind i billedet?" spurgte Vogteren så.
Jakob og jeg kiggede hen på Janus.
"Mit navn er Loran," sagde Janus. "Sir Loran. Jeg er lige blevet
udnævnt til ridder ved Kong Arthurs hof, og har fået en plads ved Det
Runde Bord. Mit hjem er i Camelot. Det er herfra at Kong Arthur
sender sine riddere ud i landet, for at opretholde lov og orden. Arthur
har en Ny Vision. En Ny Vision om et forenet, fredeligt Britannien. Han
hjælpes af troldmanden Merlin..."
"Merlin kommer fra Avalon," udbrød jeg. Informationerne om Dana
begyndte igen at vælde op i min bevidsthed. "Han har også "Synet"!"
"Og Merlin er også venligt stemt imod de kristne," sagde Jakob. "Han
respekterer deres religion og siger at alle Guder er en Gud. Han er en
spirituel brobygger."
"Med "Synet" har Merlin kontaktet alle ligesindede, alle der deler
samme ønske om et fredeligt, forenet Storbritannien. For Merlin har
opdaget Hemmeligheden!" udbrød jeg begejstret.
"Hvilken Hemmelighed?" spurgte Vogteren.
"Hemmeligheden om hvordan man skaber varig fred og harmoni i
landet! Merlin indbyder alle ligesindede til møde med ham og Kong
Arthur, i Tintagel Castle i Cornwall. Der vil han indvie os i
Hemmeligheden. Gaius og jeg er blevet inviteret til mødet."
"Og jeg er blevet sendt for at hente jer," sagde Janus. "Kong Arthur
har i al hemmelighed sendt sine riddere ud i alle rigets hjørner, for at
hente og eskortere de ligesindede til mødet i Tintagel."
"Hvorfor i al hemmelighed?" spurgte Vogteren.
"Der er stor opposition imod Arthurs og Merlins planer," sagde Janus.
"De mørke kræfter breder sig hurtigt. Især Kong Lot af Orkney er en
stor trussel imod freden. Han vil selv have tronen og gør alt for at
98
forpurre deres planer. Mange af kongerne i nord støtter ham. Og oven i
alt dette, er der selvfølgelig den evige trussel fra de vilde vikinger."
"Og desuden er der stor opposition fra mine kristne brødre - som ikke
vil samarbejde med Gudindedyrkerne," sagde Jakob. "Det er derfor at vi
er nødt til at mødes i al hemmelighed."
"Hvis de andre præstinder vidste at jeg samarbejdede med en kristen
præst, ville jeg blive udstødt fra Avalon," sagde jeg.
"Kong Arthur og Merlin ved alt dette, og det er derfor at de har
udsendt os riddere, til at eskortere og beskytte jer," sagde Janus.
"Godt," sagde Vogteren. "Bevæg jer frem til den næste vigtige
begivenhed i det liv."
Avalon og det grønne landskab omkring os blev pludselig utydeligt og
forsvandt. I næste nu stod vi i et vildt stormvejr og hamrede på porten til
en stor borg.
99
5
Fire venner
De første par dages ridt fra Avalon havde det været klart solskinsvejr,
og vi gjorde godt fremskridt på vores rejse mod Tintagel Castle, ved
Cornwalls vestkyst. Vi sov udendørs under stjernerne, for at undgå
opmærksomhed, og nød de skønne sydengelske sommernætter. Men
efter de første to dage begyndte det at regne. Regnen tiltog i styrke time
efter time, og om aftenen blev den til en kraftig storm. Da det var
næsten umuligt at rejse videre eller at sove, besluttede vi os for at søge
ly for stormen på en borg der lå lige i nærheden. Vi red hurtigt op til
borgen, som var omgivet af en dyb voldgrav. Loran bankede på porten.
"Hvem der?" råbte en vagt på den anden side af porten.
"Tre rejsende som søger ly for stormen," råbte Loran.
En af skodderne over porten blev åbnet, og en soldat med et tykt,
rødmosset ansigt kiggede ud.
"Hvad er jeres navne og hvad er jeres ærinder?" spurgte han.
Loran præsenterede os som to håndværkere og deres tjenestepige, der
var på vej mod Tintagel, for at tilbyde vores tjenester. Soldaten tænkte
sig om i et øjeblik, så sagde han at vi kunne få lov til at overnatte i
staldene. Jeg drog et lettelsens suk. Efter en hel dag i den silende regn,
ville jeg give meget for at sove tørt, om det så var i en stald fyldt med hø
og hestepærer!
Porten blev åbnet, og soldaten førte os igennem borggården og hen
mod staldene. Der var ingen mennesker i gården på grund af den
kraftige storm, men vi kunne se lys i mange vinduer. Idet vi gik igennem
gården, kiggede jeg op på de oplyste vinduer i borgens store
hovedbygning. Jeg kunne høre larm og stemmer inde fra den store sal.
Borgens indbyggere måtte være i gang med aftensmaden. Pludselig
lagde jeg mærke til en rigt klædt herremand med et fedladent ansigt
kigge ud af et af vinduerne i hovedbygningen. Jeg gættede mig til at det
100
var borgherren. Han stirrede efter mig, og jeg kunne mærke hans blik
følge mig hele vejen hen til staldene.
Vi havde kun lige nået at hænge vores våde tøj til tørre, da en soldat
trådte ind i staldene og sagde at hans herre, Lord Bryn, bad os spise
middag med ham i hovedbygningen. Og ikke nok med det, vi blev også
tilbudt husly i et af værelserne i hovedbygningen. Vi så uforstående på
hinanden. Hvorfor mon denne pludselige gæstfrihed? Vi var for trætte
til at tænke nærmere over det, så vi takkede for gæstfriheden og fulgtes
med soldaten ind i hovedbygningen. Vi blev ledt ind i den store sal,
hvor et halvt hundrede mennesker var ved at spise middag. For enden
af salen sad borgherren ved et langbord og spiste og drak med nogle
andre herremænd. Det var ham jeg havde set stirre så underligt på mig,
da vi gik igennem borggården. Da han så mig komme ind i salen,
øjnede han mig med det samme mærkelige blik, og sagde et eller andet
til de andre herremænd. De begyndte alle sammen at grine. Jeg følte
mig pludselig ikke godt tilpas ved situationen. Jeg kiggede på Loran og
Gaius, men de var allerede gået foran mig, opslugte af tanken om et
godt måltid varm mad. Soldaten præsenterede os, og Lord Bryn vinkede
mig hen til sig, uden at ænse Loran og Gaius.
"Velkommen, min smukke ven," smilede han og blottede sine tænder.
"Sæt Dem ned og gør mig selskab." Borgherren bankede på en tom stol
som var blevet sat ved hans side. "Deres to tjenere kan spise sammen
med de andre tjenestefolk."
"Men de er ikke mine tjenere..." sagde jeg og kiggede på Loran og
Gaius, som så småt var ved at fatte situationen. Men inden jeg nåede at
sige mere, blev jeg sat ned ved borgherrens side, og Loran og Gaius
blev ført ned til tjenestefolkenes bord.
"Det er ikke et vejr for sådan en smuk kvinde som Dem at være ude
i..." sagde borgherren med sløret stemme, og lagde sin hånd på mit lår.
Hans ånde stank af mjød. Jeg kiggede fortvivlet ned mod Loran og
Gaius, og jeg kunne se at de kiggede på os. Hjælp mig, venner! Men
hvad kunne de gøre? Hvis de gjorde modstand ville de blive tæsket,
eller i det mindste smidt ud, af de mange velbevæbnede soldater der
stod ved døren. Og hvis Loran sagde at han var ridder ved Kong
Arthurs hof, ville det røbe vores identitet. Jeg så mig desperat omkring
og lagde mærke til en ung mand, der sad ved et bord ikke langt fra os.
Den unge mand kunne ikke have været mere end 16 år gammel. Han
stirrede intenst på mig. Han havde klare blå øjne, halvpjusket, gyldenbrunt hår og et følsomt ansigt. Vores blikke mødtes i et kort øjeblik, og
101
han nikkede til mig. Der var noget særligt ved måden han kiggede på
mig, der fik mig til at tænke, at han ikke var som de andre folk på dette
sted. I næste nu drog Lord Bryn mig endnu tættere ind til sig, og
begyndte at gramse mig på låret. Jeg prøvede at fjerne hans hænder
uden at vække opsigt, og bad en stille bøn til Gudinden...
Efter en højst ubehagelig middag, hvor jeg slet ikke fik spist noget, på
grund af borgherren der sad og gramsede på mig, blev Gaius og Loran
og jeg ført op til vores værelser. Tre soldater ledte os ud af salen og op
til herremændenes fløj. Mit hjerte sank.
"Er du okay, Dana?" hviskede Gaius, idet vi blev ledt op af en lang
trappe.
"Hvad tror du?" sagde jeg med afsky i stemmen.
"Forhåbentlig er det ovre nu," hviskede han.
"Jeg ved det ikke," sagde jeg. "Det føles helt forkert det her."
Før vi nåede at sige mere, blev jeg ført til den ene side af to af
soldaterne, og Loran og Gaius blev ført til den anden side af den tredje
soldat.
"Hvad sker der nu?" råbte Loran og greb efter sit sværd. Inden han
nåede at trække det, kom tre andre soldater til syne i gangen med
dragne sværd. Den ene af dem satte sin sværdspids mod hans bryst.
"Beklager," grinede soldaten, "det er kun for ungmøer!"
Jeg prøvede at gøre modstand, men det var for sent. De to soldater
vred min arm om og ledte mig væk fra Loran og Gaius. Gaius lavede
korsets tegn. Loran havde svært ved at kontrollere sig.
Jeg blev ført op af nogle flere trapper og ledt ind i et stort, rigt
udsmykket rum. Der var tæpper på væggene og ild i ildstedet. Lord
Bryn sad i en stol foran ildstedet. Bag ham var der en stor seng.
"Kom ind, kom ind, min ven," sagde han. De to soldater gik ud og
lukkede døren bag sig.
"Sid ned," sagde han og pegede over på sengen.
"Du har ingen ret til at behandle mig sådan," sagde jeg med iskold
stemme.
Det gav et lille sæt i Lord Bryn da jeg sagde dette. Han havde
forventet en forskrækket tjenestepige, ikke en stærk, selvrådig kvinde.
Han så på mig i et øjeblik, så smilede han.
"En fattig tjenestepige på gennemrejse," grinede han. "Du gør klogt i
at være lidt medgørlig!"
Jeg rørte mig ikke ud af stedet.
Han rejste sig fra sin stol og begyndte at gå hen mod mig.
102
"Jeg er præstinde på Avalon og svoret til Gudindens tjeneste," sagde
jeg stolt og drog mig op til min fulde højde. Jeg trak min tætte kutte til
side, så han kunne se min hvide præstindekjole inde under. "Hvis du
rører mig, vil jeg forbande din sæd og dit afkom for evigt!"
Lord Bryn trådte forskrækket et skridt tilbage. Jeg kunne se at han
var overrasket og pludselig blev bange for mig. I et kort øjeblik troede
jeg at han ville lade mig gå. Så trak han en langskaftet kniv og holdt
den truende op foran mit ansigt.
"Så du er en af de der gudsforladte djævledyrkere!" snerrede han.
Jeg greb et stort sølvkrus fra bordet og hamrede det ind i hovedet på
ham. Blodet flød fra hans ansigt og han tabte kniven. Han vaklede om
på gulvet.
"Vagter!" skreg han.
Døren blev flået op og de to vagter løb imod mig med dragne sværd.
Jeg så mig omkring efter noget at forsvare mig med. Min lille sølvkniv
fra Avalon var blevet taget fra mig på vej op til borgherrens værelse. Så
mærkede jeg et hårdt slag i baghovedet og det hele sortnede.
I næste øjeblik lå jeg på sengen. De to vagter holdt mine arme, mens
borgherren forsøgte at sprede mine ben. Blodet flød ud af et sår som
jeg havde givet ham i siden af hovedet, og fråden flød ud af munden på
ham. Han prustede som et vildt dyr.
"Nu skal du få din forbandede djævledyrker!" råbte han, mens han
prøvede at sprede mine ben og åbne sine bukser samtidig. Jeg prøvede
at gøre modstand, og bed og sparkede. Jeg mærkede endnu et slag i
hovedet og det hele sortnede igen. Jeg kunne smage blod i munden. Jeg
vidste ikke om det var mit eget eller Lord Bryns. Hellige Moder
Gudinde, tænkte jeg, hjælp din datter.
I næste øjeblik hvislede en dolk igennem rummet, og Lord Bryns
ansigt forsvandt i en kaskade af blod. Han havde fået en dolk lige i
halsen og væltede livløs tilbage på gulvet. De to soldater gav slip på
mig og greb efter deres sværd.
"Slip hende, I svin!" råbte Loran og sprang igennem vinduet med
draget sværd. Gaius fulgte efter. På en eller anden måde, havde de
formået at svinge sig med reb ind igennem borgherrens vindue. Lorans
ansigt sydede af vrede og før de to soldater nåede at gøre noget, havde
han kappet hovedet af den ene, og gennemboret den anden. Gaius løb
hen til mig.
"Dana!" råbte han bekymret.
"Jeg er okay," sagde jeg fortumlet. "Men det var i sidste øjeblik."
103
"Gaius!" råbte Loran, idet han kiggede ud af døren, "hjælp mig med
at blokere døren, der kommer flere!"
"Men hvordan skal vi komme ud?" råbte jeg.
"Samme vej som vi kom ind," sagde Loran, og begyndte sammen med
Gaius at hive et stort bord hen foran døren. De nåede lige at hive
bordet ind foran, så blev døren gennemboret af adskillige sværd. Et
horn gjaldede uden for døren.
"Sengen!" råbte Loran. Vi skubbede den tunge seng hen foran døren
og blokerede den med stole, borde og alt hvad vi kunne finde i rummet.
En stor økse begyndte at hugge igennem døren.
"Så er det ud, inden det er for sent!" råbte Loran og løb hen til
vinduet. Gaius og jeg fulgte efter. Loran gav mig rebet i hånden og
pegede ud af vinduet, hen på et andet vindue, nogle meter væk.
"Sving dig ind igennem det vindue," sagde han.
"Og hvad så efter det?" spurgte jeg.
"Stol på mig, jeg har en plan," smilede han.
Jeg greb fat om rebet og klatrede op i vindueskarmen. Vi var på
fjerde sal og der var langt ned. Det stormede og regnede stadig
udenfor. Jeg følte regnen piske mod mit ansigt og vaske blodet fra mit
sår i hovedet væk. "Gudinden være med mig," hviskede jeg. Så svang
jeg mig ud af vinduet og hen mod vinduet ved siden af. Jeg greb efter
vindueskarmen. Jeg fik fat og masede mig ind igennem vinduet. Jeg var
i rummet ved siden af Lord Bryns rum, hans livvagters rum. Men de var
i færd med at hamre døren ind ved siden af. Jeg svingede rebet tilbage.
Først Gaius, og så Loran fulgte efter. Det var åbenbart i sidste øjeblik,
for jeg kunne høre vagterne brøle, idet de væltede vores barrikader væk
og stormede ind i Lord Bryns værelse.
"Så er det nu!" sagde Loran. Vi løb ud af vagtrummet og ned ad
gangen. Det varede ikke mange sekunder, før vagterne havde opdaget
vores lille finte og spurtede efter os. Vi kunne høre horn gjalde i alle
dele af borgen. Vi kom til trapperne og løb ned ad dem. For enden af
trapperne stod to soldater. Loran kastede sig over den ene, mens Gaius
og jeg tog os af den anden. Gaius med sin morgenstjerne og jeg med en
kniv som jeg havde taget fra en af de døde vagter. Soldaten huggede ud
efter Gaius, som lige nåede at dukke sig. Jeg lavede et forlæns rullefald
og stak min kniv dybt ind i hans lår. Han skreg og huggede ud efter
mig, men inden han ramte mig, havde Gaius knust hans hjerneskal med
sin morgenstjerne.
"Fornemt arbejde, Dana," sagde Loran, efter at han havde fældet den
104
anden soldat.
"Tror du vores træning som præstinder kun handler om at indsamle
helbredende urter?" sagde jeg og tørrede min kniv ren for blod. "Hvor
hen nu?"
"Den vej," sagde Loran og pegede til højre. Vi stormede ned ad en
lang gang. Vi kom til enden af gangen. Den delte sig i to. Begge veje
var blindgyder.
"Hvad nu?" råbte jeg.
"Fandens!" udbrød Loran.
"Hvad med din plan?" spurgte jeg.
"Det her er planen," stønnede Gaius.
"Er det her planen?" udbrød jeg. "At vi skulle blive fanget her i denne
blindgyde, som rotter i en fælde!"
Vi kiggede tilbage ned af den lange gang. Mindst tyve soldater kom
løbende efter os, med dragne sværd og spyd.
"Hold jer bag mig," sagde Loran og bed tænderne sammen. Han
hævede sit sværd og gjorde sig klar til sammenstødet. Jeg kiggede
fortvivlet ned ad de to blindgyder. Der var ingen vej ud. Vi var fanget!
Jeg skulle lige til at vende mig mod Lord Bryns soldaters angreb, da
jeg hørte en stemme nede fra enden af blindgyden til venstre: "Pst!
Denne vej hvis De vil ud, mylady."
Jeg kiggede ned ad blindgyden, og så at en af de store sten i væggen
var gledet til side. I åbningen sad den unge mand med de klare blå
øjne, som havde kigget så intenst på mig nede i festsalen. Han vinkede
ivrigt til mig.
"Denne vej, mylady," sagde han, "Jeg kender en vej ud."
Jeg greb fat i Gaius og Loran og pegede hen på den unge mand, der
sad i åbningen i væggen. "Det ser ud til at Gudinden er med os i dag!"
sagde jeg.
Vi stormede ned ad blindgyden og kravlede ind igennem den lille
åbning i væggen. Soldaterne var lige i hælene på os. Loran huggede
armen af den forreste soldat, som prøvede at forhindre os i at lukke
åbningen til igen. Vi fik sat stenen i og rejste os op. Vi var i en mørk
gang, som var så smal, at man måtte bevæge sig sidelæns igennem den.
Den unge mand havde en fakkel i hånden og var allerede et godt stykke
nede af gangen.
"Hurtigt mestre og lady!" sagde han, "Lord Bryn kender denne gang
og ved hvor den ender. Han bruger den til sine natlige udflugter. Hvis
vi ikke skynder os, vil der vente os en regn af sværd når vi kommer ud
105
af den."
"Lord Bryn er død," sagde jeg, "Loran dræbte ham med en dolk
igennem halsen."
"Gjorde han?" Den unge mand stoppede og så beundrende på Loran.
"Jeg vidste at det ville ske før eller siden. Retfærdigheden sker altid
fyldest." Så kiggede han ned i jorden, og sagde stille til sig selv. "Det
må være et tegn på at jeg har valgt rigtigt."
"Men i tilfælde af at andre end Lord Bryn kender denne vej, så lad os
for Guds skyld se at komme ud herfra!" sagde Gaius og pressede sig
fremad i den smalle gang.
"Følg mig," sagde den unge mand.
For enden af gangen var der en smal trappe, som vi hurtigt fik mast
os ned igennem. Den førte forbi adskillige andre smalle gange. Til sidst
kom vi til det laveste plan, og den unge mand ledte os ned ad endnu en
smal gang, som til sidst endte i en blindgyde.
"Hvad nu?" råbte Gaius.
"Tålmodighed være med eder," grinede den unge mand og begyndte
at fjerne en af de store sten i væggen. På den anden side af åbningen lå
voldgraven. Regnen piskede ned og fik den til at strømme over sine
bredder.
"Værsgo' og hop!" sagde den unge mand og gjorde plads for os. Jeg
gik hen til åbningen og kiggede ud. Der var ikke langt ned til
voldgraven, måske 2-3 meter. Jeg hoppede og landede i voldgravens
beskidte vand. De andre fulgte efter. Så svømmede vi i al hast over til
den anden side. Idet vi kravlede i land, hørte vi adskillige horn gjalde
ovre fra borgen.
"De har opdaget os!" råbte jeg.
Den unge mand smilede: "Følg mig! Det vil tage noget tid før de når
ned til staldene og opdager at deres heste ikke er hvor de plejer. Og til
den tid vil vi være langt væk."
Han løb ind i skoven og vi andre fulgte hurtigt efter ham, grå skygger
i en grå uvejrsnat.

Vi sad i en hule og varmede os omkring et bål. Den kraftige storm var
stilnet af, men det regnede stadig. Efter at vores unge redningsmand
havde ført os igennem skoven i nogle minutter var vi kommet til en lille
lysning, hvor fire heste stod. Tre af dem var vores egne heste, som vores
106
redningsmand på en eller anden måde havde formået at få ud til
skoven. Efter en times zig-zag ridt igennem skoven, havde han ledt os
op til nogle bakker og ind i denne hule, hvis indgang lå skjult imellem
nogle tjørnebuske. I hulen havde han et lille forråd af mad, plus nogle
tæpper og brænde til bål. Nu var han i gang med at stege noget mad til
os over bålet, en kylling og noget brød.
Gaius var i færd at bade mit sår, mens jeg lavede en helbredende
salve af nogle af de urter jeg havde med mig i min lille læderpung fra
Avalon.
"Hvordan fik du vores heste ud til den lille lysning?" spurgte Loran
den unge mand.
"Jeg er - var - Lord Bryns staldkaptajn," svarede han.
"Aha," sagde Gaius, "det var derfor du vidste at hestene ikke ville
være, hvor de plejede at være, når soldaterne løb ned for at hente
dem!".
"Præcis," grinede han, "Det kommer til at tage et godt stykke tid
inden de finder deres heste og får dem gjort rideklare."
"Det var godt tænkt," sagde Loran og klappede ham på skulderen.
"Du har aldrig fortalt os dit navn, unge ven," sagde jeg til ham.
"Aran er mit navn, mylady," sagde vores redningsmand.
"Vi skylder dig vores liv, Aran," sagde Gaius, mens han smørede den
helbredende salve på såret i mit baghoved. Det sved lidt, men jeg vidste
at såret næsten ville være væk efter nogle dage.
"Hvordan kan vi nogen sinde gøre gengæld?" spurgte Loran.
"Jeg har allerede fundet ud af hvordan," sagde Aran med et smil.
Vi så nysgerrigt på ham.
"Lad mig gøre jer følgeskab på jeres rejse," sagde han.
"Følgeskab? Men vi er jo kun nogle fattige håndværkere på vej
sydpå," sagde Gaius.
"Det tror jeg næppe," grinede han. "Fattige håndværkere har ikke
magiske helbredende urter med sig - og de slås ikke som du gør," sagde
han og pegede på Lorans juvelprydede sværd, som han nu bar åbenlyst.
Jeg kiggede ind i Arans klare blå øjne. Selv om det var tydeligt at han
kom fra fattige kår, var der noget anderledes ved ham, noget nobelt.
Hans ansigt var meget rent, og når han talte var der en sjælden glød i
hans øjne. Jeg kunne mærke en sitren i punktet mellem mine øjenbryn.
"Det nytter ikke at skjule noget for ham," sagde jeg til de andre. "Han
har "Synet" - selv om han ikke ved det endnu. Sig mig Aran, hvem tror
du vi er?"
107
Aran rejste sig op og kiggede på mig. "Jeg ved ikke hvad det er... Men
første gang jeg så jer, mylady, så..." han bøjede hovedet og mumlede et
eller andet uforståeligt. "... men jeg ved at der er noget specielt ved jer
alle sammen," sagde han og løftede hovedet. "I er ikke som de andre...
Jeg kan ikke sætte fingeren på hvad det er, men noget siger mig, at det
har noget at gøre med Kong Arthur... og Merlin..."
Gaius´ og mit blik mødtes, og jeg nikkede til ham.
"Du har ret, Aran," sagde Gaius. "Vi er på vej for at møde Kong
Arthur og Merlin. Vi er på en hemmelig mission for at skabe fred og
harmoni i Britannien."
"Tag mig med!" sagde Aran ivrigt, "Det er det jeg har drømt om hele
mit liv, at få lov til at møde Merlin og Kong Arthur og kæmpe for fred
og retfærdighed."
Vi kiggede alle tre på Aran. Ingen af os sagde noget. Pludselig
forstod jeg den dybere mening med vores nær katastrofale eventyr på
borgen.
"Okay, Aran," sagde jeg. "Du kommer med os."

Efter at vi havde spist (de andre kylling og jeg brød - som præstinde på
Avalon spiste jeg ikke kød), rullede Loran, Gaius og jeg mig ind i
tæpperne og prøvede at få noget søvn. Aran tog den første vagt. Han
sad og holdt liv i de sidste gløder af bålet. Jeg lå under de varme
tæpper og kiggede ud af hulen. Det var holdt op med at regne udenfor
og de mørke stormskyer var ved at drive bort. Jeg mærkede søvnen
krybe ind over mig og lukkede øjnene.
Idet jeg langsomt gled ind i søvnen, begyndte en klar, melodisk
stemme at synge: En smuk men vemodig sang. I starten hørte jeg kun
sangen svagt, som bølger fra Havet i Vest, fagre ord om Landet På Den
Anden Side. Så voksede melodien i styrke, indtil at jeg hørte ordene
tydeligt:
Kun ganske kort
vi rider her
igennem Englands grønne skove
En stund
En tid
108
Til vi skal hjem igen
Sejle over Havet i Vest
Hjem til Landet På Den Anden Side
Kun ganske få år
vil vi kalde dette vores hjem
Englands smukke bakker
En sæson
En årstid
Til vi skal hjem igen
Sejle over Havet i Vest
Hjem til Landet På Den Anden Side
Jeg åbnede øjnene og så hen på Aran. Det var ham der sang, med klar,
melodisk røst...
Idet jeg oplevede mig selv ligge som Dana og lytte til Aran synge, gik
det op for mig, at jeg havde hørt Arans sang mange gange før. Det var
den sang Elmar plejede at synge for mig når eventyrlysten var over ham.
Sangen havde altid rørt mig dybt da Elmar sang den, og det gjorde den
også da jeg som Dana hørte Aran synge den i hulen. Men hvordan
kunne Aran synge den samme sang som Elmar plejede at synge for mig?
"Se på Aran, er han en du kender i dette liv?" spurgte Det Kosmiske
Biblioteks Vogter.
Jeg så på Arans rene, ivrige ansigt, de klare blå øjne, måden han
smilede på... og så vidste jeg det! "Aran er Elmar!" udbrød jeg og
stirrede forbløffet på den 16-årige knøs som sad ved bålet og sang. Det
var virkelig ham! Aran var Elmar - eller Elmar var Aran! Jeg havde lyst
til at springe op og omfavne ham, men jeg vidste at det ikke kunne lade
sig gøre. Det her var en regression til fortiden. Jeg var iagttager til en
film som allerede var lavet.
Sejle over Havet i Vest
Hjem til Landet På Den Anden Side
Hvor du og jeg som evige stjerner lyser
109
Og solen aldrig går ned
Jeg betragtede tryllebundet mig selv ligge som Dana og lytte til
Aran/Elmar synge om Landet På Den Anden Side. Jeg kunne ikke løbe
hen og omfavne ham, men det her var næsten lige så godt. Da Aran var
færdig med sin sang, kiggede Dana ud af hulen. De mørke stormskyer
var fuldstændig væk nu, og man kunne tydeligt se stjernerne, i blandt
dem en enkelt stor gylden stjerne, der lyste klarere end nogen af de
andre.
110
6
Hemmeligheden
Jeg glemmer aldrig den første gang jeg så Tintagel Castle. Vi havde
redet hele dagen igennem Cornwalls landskab, nu med vores nye
følgesvend Aran, da vi omsider fik øje på det store hav, Atlanterhavet.
Der lå det, som en glinsende, vidtstrakt linie i horisonten. Vi red over
nogle små højdedrag, og pludselig kunne vi se hele kysten foran os. Mil
efter mil af gigantiske, stejle klipper, der strakte sig så langt øjet rakte.
Et lille stykke ud fra kystlinien, stak en enorm klippeø op af havet:
Tintagel Head. Øen tårnede sig mere end hundrede meter op over det
frådende Atlanterhav, og den var fuldstændig stejl på alle sider. På
klippeøens top lå Tintagel Castle. Slottet bestod i virkeligheden af to
fæstninger. Det store slot på klippeøen, og en lidt mindre, men stadig
imponerende fæstning der lå på landsiden lige ud for klippeøen. De to
fæstninger var forbundet via en massiv, 30-40 meter lang træbro.
Foran den landbaserede del af Tintagel Castle, lå den lille landsby
Tintagel. Vi red igennem landsbyen med dens lave, stråtækte stenhuse,
og steg så af hestene og gik det sidste stykke vej op mod slottet, mens vi
beundrede den storslåede kystlinie. Flere skibe lå forankret i en lille
bugt på den østlige side af Tintagel Head.
Vi nåede op til slotsporten og Loran præsenterede os for vagterne. Så
ledte han os hurtigt igennem borggården og hen over den lange træbro,
der førte til klippeøen og den indre del af Tintagel Castle. På den
anden side af broen stod to høje, majestætiske mænd og ventede på os.
Den ene mand var klædt i en lang mørkeblå kutte. Han havde langt
hvidt skæg, og øjne der glimtede som kul der pludselig kunne gå ild i.
Selv om det var mange år siden jeg sidst havde set ham i Avalon, og
hans skæg var blevet hvidere siden sidst, genkendte jeg ham straks. Ved
hans side gik en rank, nobel mand med gylden-brunt hår og et skæg der
var klippet i romersk stil. Han var klædt som en kriger, og man kunne
111
se at han havde været igennem mange slag. Det kunne kun være en
mand.
"My Lord," sagde Loran og bøjede sig på knæ foran Kong Arthur.
Aran gjorde det samme. Gaius og jeg blev stående, og nøjedes med at
bukke hovederne ærbødigt.
"Rejs Dem, Sir Loran," sagde Arthur venligt og smilede til os.
"Velkommen til Tintagel Castle. Jeg har allerede hørt lidt om jeres
rejse hertil. Jeg er glad for at I nåede uskadt frem."
"Gudinden er med os," sagde Merlin og gik frem og omfavnede mig
og kyssede mig på panden. Jeg kunne mærke punktet mellem mine
øjenbryn sitre. "Vær hilset, søster Dana. Hvordan har hovedet det?"
"Godt," sagde jeg. Vi havde endnu ikke fortalt nogen om vores
eventyr på Lord Bryns borg, men selvfølgelig vidste Merlin, den højeste
druide i hele Britannien det. Han havde Synet stærkere end nogen
andre.
"Alle de som jeg tilkaldte til mødet, er nu ankommet," sagde Merlin.
"Uden at Kong Lot aner uråd," sagde Arthur. "Men vi skal skynde os.
Rygter siger at han har lavet en hemmelig alliance med kongerne i
nord - og at han har haft møder med vikingerne. Der er ingen tid at
spilde..."
"Kong Arthur er Stanley Donne!" udbrød Jakobs stemme pludselig i mit
indre.
"Hvad mener du?" spurgte jeg, mens jeg for mit indre øje så mig selv
som Dana stå og tale med Merlin og Kong Arthur.
"Stanley Donne, den professor i kvantefysik som jeg lavede forsøg
med inde på universitetet. Jeg genkender ham nu!" sagde Jakob ivrigt.
Stanley Donne? Kong Arthur? Pludselig huskede jeg. "Det er rigtigt,"
sagde jeg. "Det var det Elmar fortalte mig. At Stanley Donne var Kong
Arthur i et tidligere liv. Men Stanley Donne sagde også at han i
virkeligheden var El Morya."
Jeg kunne høre Janus grine i mit indre: "Kong Arthur, Stanley Donne,
El Morya, Jakob, Moncler, Gaius, Aran, Elmar.... det begynder at blive
svært at holde styr på navnene, når man rejser tilbage i tiden!"
Vores overvejelser blev afbrudt af Det Kosmiske Biblioteks Vogter:
"Gå videre til den næste vigtige begivenhed i det liv," sagde han.

112
Solen stod højt på himmelen. Loran, Gaius, Aran og jeg, gik iblandt en
lille procession af mennesker, hen over den lille stenstrand som lå for
foden af Tintagel Head. Alt i alt var vi omkring 40 mennesker, de
frivillige Merlin havde tilkaldt fra alle Britanniens hjørner, samt Kong
Arthurs riddere som havde eskorteret dem. I spidsen af processionen
gik Merlin. Ved hans side gik Arthur.
Merlin ledte os hen til en grotte der lå gemt i siden af den store
klippeø. For kun få timer siden havde både stranden og grotten været
fuldstændig oversvømmet af det stærke tidevand. Men nu, i nogle få
eftermiddagstimer, kunne de som kendte til det, få adgang til grotten.
Merlin ledte os ind i den mørke grotte og tændte en fakkel. Grotten
var 4-5 meter høj og 8-10 meter bred. Klippevæggene var blevet slebet
blanke af titusindvis af års tidevand, der hver eneste dag flød ind og ud
af grotten. Lyset fra Merlins fakkel fik de blanke klippevægge til at
skinne med et magisk, overjordisk skær, næsten som om at de var lavet
af krystaller eller et andet ædelt metal.
"Velkommen til Krystalgrotten," sagde Merlin. Han fastgjorde faklen
mellem to klippesten og satte sig ned med benene over kors. Han gjorde
tegn til at vi skulle gøre det samme. De frivillige og ridderne satte sig
ned i en halvcirkel foran Merlin. Den gamle troldmand lukkede øjnene.
Der var fuldstændig stille i Krystalgrotten. Det eneste man kunne høre
var lyden af bølger der hamrede mod klipperne udenfor. Jeg lod blikket
glide hen over de andre frivillige: Modige mænd og kvinder, der lige
som Gaius og jeg, var kommet fra alle dele af Britannien, for at lære
Hemmeligheden om hvordan man skaber varig fred og harmoni i
landet. De fleste var kommet fra forskellige dele af England - Avebury,
Caerleon, Carmarthen og Stonehenge. Men der var også nogle
frivillige fra Skotland: To pilgrimme fra den hellige ø Iona, en druide
fra Callanish, og to rejsende fra Findhorn i det nordøstlige Skotland.
Fra Cliffs of Moher i Irland, var der kommet to høje rejsende: En mand
og en kvinde med langt hår og fagre ansigter. Ved siden af hver gruppe
frivillige sad en af de 12 Riddere af Det Runde Bord. Den eneste af de
tilstedeværende der ikke var fra Britannien, var en mørklødet, nobelt
udseende mand, klædt i nogle eksotiske klæder. Jeg havde ikke talt med
ham, men hørt fra nogle af de andre, at han havde foretaget en lang
rejse, fra sit land der lå langt sydpå, for at være med til dette møde.
Pludselig begyndte Merlin at trække vejret dybt: Langsomt og meget
hørligt. Alle så indgående på ham. Var Merlin ved at komme ind i en af
sine berømte trancer, som så mange historier havde fortalt om? Man
113
kunne høre hans åndedræt tydeligt i Krystalgrotten, og det var svært
ikke at lade sig blive revet med af det. Jeg følte mig selv blive mere og
mere afslappet. Jeg fokuserede min opmærksomhed på punktet mellem
mine øjenbryn, og mærkede straks en stærk prikken i min pande. Jeg så
hen på Merlin. Det var som om at jeg kunne se lige igennem ham. Han
var tom og hul, et instrument for Gudinden. Pludselig blev hele hans
indre oplyst af et stærkt hvidt lys, som om at solen havde taget beboelse
i hans krop. Det gav et sæt i Merlin og hans vejrtrækning blev endnu
dybere og kraftigere, som om at han prøvede at integrere det kraftfulde
lys der nu havde bosat sig i ham.
"Vær hilset, mine brødre og søstre i Lyset!" Ordene kom fra Merlins
mund, men jeg vidste, at det ikke var ham der talte. "JEG ER Sananda.
Jeg taler på vegne af Det Store Hvide Broderskab, en hemmelig Orden,
der fra de Højere Verdener arbejder for Jordens og menneskehedens
velfærd. Jeg takker jer, for jeg ved at I har rejst langt for at være med
ved denne begivenhed, fødslen af Den Nye Tidsalder. I sandhed, ville
der ikke være nogen begivenhed, hvis det ikke var for jer og mange
andre der utrætteligt arbejder for Oplysning på Jorden. For I er ikke
alene. Vid, at i dette øjeblik, sidder frivillige som jer samlet overalt på
denne Jord og lytter til mine ord. Ja, i lande som I ikke kender til, lande
på den anden side af Havet i Vest og hinsides det, sidder mænd og
kvinder som jer med et brændende ønske om fred og harmoni på
Jorden."
Merlins åndedræt var blevet roligere nu, det var som om at han
havde integreret det kraftige lys der havde bosat sig i ham. Sananda
fortsatte:
"I ved alle, at der er En Allestedsnærværende og Ubegrænset Kraft
som står bag hele Skabelsen. De af jer som er kristne, kalder denne
Kraft for Gud, Faderen, og de af jer som er druider og præstinder,
kalder denne Kraft for Gudinden, Moderen. Men det er den samme
Kraft, den samme Tilstedeværelse, som I alle hylder og tilbeder. Dette
ved I, og det er det som har bragt jer sammen her i dag. Men det som I
ikke ved er, hvordan denne Kraft bærer sig ad med at skabe hele
Skabelsen. Og når I ved hvordan Kraften skaber hele Skabelsen, vil I
også have Nøglen - Hemmeligheden - til hvordan I skal skabe varig
fred og harmoni på Jorden. Og det vil jeg lære jer nu."
Jeg lukkede øjnene og koncentrerede mig fuldstændig om Sanandas
ord. Han fortsatte:
"Gud skabte verdenen ved at tænke. Gud skabte mennesket i sit
114
billede. Derfor skaber mennesket, lige som Gud, verdenen ved at tænke.
Dette er Hemmeligheden bag al skabelse: Først tanken, så ordet, så
skabelsen. Derfor er menneskets tanker og ord Lov. Derfor er dine
tanker og ord Lov. Dine tanker og ord former den Universelle
Livsenergi til de ydre omstændigheder og begivenheder i dit liv: Din
krop, dine forhold til dine medmennesker, og alt hvad du oplever. Dette
er Den Ubrydelige Lov.
På samme måde som dine tanker og ord helt og aldeles skaber dit liv,
skaber menneskehedens kollektive tanker og ord livet på Jorden. Og det
er fordi at størstedelen af menneskehedens tanker og ord er fokuseret
på separation, begrænsning, frygt, og mangel, at der er så meget krig,
vold, fattigdom, og ulykkelighed i Britannien og i resten af verden i
dag.
Den eneste måde I kan skabe varig fred og harmoni i verden, er ved
at ændre jeres tankegang. I stedet for at se død og ødelæggelse, mørke
og uretfærdighed i verden, er I nødt til at skifte jeres fokus til Kraften i
alle mennesker.
Når du ændrer din tankegang, påvirker det hele menneskeheden.
Fordi alle menneskers sind er en del af Kraften, Det Store Sind. Så
dette er jeres mission: I skal forankre en Ny Vision i menneskehedens
kollektive bevidsthed, en Ny Vision af Fred og Harmoni i verden.
For at gøre det - for at forankre denne Nye Vision - har vi i de Højere
Verdener konstrueret en mægtig formular. Denne formular indeholder
særlige symboler og koder der vil udløse nye positive billeder i jeres
sind og hjælpe jer med at forankre Den Nye Vision i menneskehedens
kollektive bevidsthed. I skal gentage denne formular og meditere på den
mange gange om dagen. Jo mere I gentager formularen og mediterer
på den, jo stærkere vil dens effekt på den kollektive bevidsthed blive."
Sananda var stille i et øjeblik, så sagde han: "Nu vil jeg bede jer om
at gentage formularen 7 gange efter mig - en gang for hver dag det tog
Gud at skabe Skabelsen:
I BEGYNDELSEN: KRAFTEN
NU: KRAFTEN
TIL SLUT: KRAFTEN
HER, DER, ALLEVEGNE: KRAFTEN
FRA ALFA TIL OMEGA: KRAFTEN
I HIMLEN, PÅ JORDEN: KRAFTEN
I DET STØRSTE, I DET MINDSTE: KRAFTEN
115
I ILDEN, I VANDET, I JORDEN, I LUFTEN: KRAFTEN
I MIG, I DIG, I ALLE: KRAFTEN
OVER MIG, UNDER MIG, OMKRING MIG: KRAFTEN
I MIG, IGENNEM MIG, FRA MIG: KRAFTEN
I MINE TANKER, I MINE ORD,
I MINE HANDLINGER: KRAFTEN
KRAFTEN ER ALT I ALT
ALT LIV, AL INTELLIGENS, AL KÆRLIGHED
KRAFTEN ER DEN ENESTE VIRKELIGHED
OG SÅLEDES ER DET!"
Vi gentog langsomt efter Sananda. Lyden af vores stemmer bølgede
frem og tilbage i Krystalgrotten. Det var som om at formularen havde
åbnet en port til de Højere Verdener. Igennem porten strømmede nu et
væld af mystiske geometriske former, pulserende farver og himmelske
harmonier. Lyden af vores messende stemmer voksede og voksede indtil
at jeg følte at jeg var fuldstændig et med Kraften. I samme øjeblik at jeg
følte at jeg var et med Kraften, var det som om at noget blev aktiveret i
min bevidsthed. Med et blev formerne og farverne til krystalklare,
levende billeder: Den Nye Vision!
For mit indre øje så jeg en mægtig bølge af Lys der strømmede fra
Himlen ned til Jorden... ind over havene og bjergene... ind over landet
og byerne... ind i de stærkeste fæstninger og de mest ydmyge hytter...
ind ad vinduer og ind ad døre... ind i hvert eneste hjerte... et Lys der
vækkede den slumrende Kraft i alle mennesker... i prinser og paver, i
farmere og fårehyrder... og de rejste sig alle som en... og forvandlede
øjeblikkeligt sygdom til sundhed... fattigdom til rigdom... mørke til lys...
og mismod til tro, håb og kærlighed... alt dette så jeg for mit indre øje...
Den Nye Vision... fred og harmoni allevegne... Moder Jord strålede
som aldrig før... en stjerne i himmelrummet... en ubeskrivelig skønhed...
en mageløs juvel i Guds Øje... og så vidste jeg... Himlen er på Jorden
nu...

Og der blev vi... et sted hinsides tid og rum... indtil at Merlins stemme
bragte os tilbage til Krystalgrotten.
116

"Farvel, Sananda," sagde Merlin, nærmest hviskende. "Du er i sandhed
også en mageløs juvel i Guds Øje."
Den gamle troldmand åbnede sine øjne og kiggede på forsamlingen.
Han lod langsomt blikket glide hen over hver eneste af de frivillige. Så
sagde han: "Kære børn, normalt er det mig ikke tilladt at tale åbent om
disse ting... men i dag, i dette særlige øjeblik, vil jeg løfte sløret lidt og
sige, at der ikke findes andre sjæle i hele Britannien, som er mere
egnede til denne mission end jer. Og at jeres noble herkomst ikke vil
svigte jer."
Merlin var stille i et øjeblik. Så rejste han sig op. "Men nu til planen,"
sagde han. "For at det som I har set med det indre øje kan blive til
virkelighed for det ydre øje, har Det Store Hvide Broderskab og jeg
udviklet en aktiveringsplan, der vil give Den Nye Vision maksimal effekt
på den kollektive bevidsthed. Planen indeholder tre elementer: Lysets
Netværk, jer frivillige, og Den Nye Vision. Når vi bringer disse tre
elementer sammen, vil Den Nye Tidsalder af Fred og Harmoni på
Jorden blive til virkelighed.
Men hvordan gør vi det rent praktisk?
Lad os starte med Lysets Netværk. Ganske som med
menneskekroppen, består Moder Jords krop af Energicentre og
Energilinier der cirkulerer den Universelle Livskraft. I
menneskekroppen kaldes disse Energicentre og Energilinier for chakrer
og meridianer, i Moder Jords krop kaldes de for Kraftsteder og Ley
Linier.
For mange tusinde år siden byggede vores forfædre fra Atlantis
pyramider, stencirkler, templer og andre astronomiske instrumenter
oven på Kraftstederne og langs Ley Linierne. Tilsammen dannede disse
Kraftsteder og Ley Linier et mægtigt netværk, kaldet for Lysets
Netværk. Hvorfor byggede vores forfædre netværket? Blandt andet
fordi enhver tanke eller vision der udsendes fra Kraftstederne i Lysets
Netværk bliver fordoblet mange gange. Men siden Atlantis´ undergang
er de fleste af disse Kraftsteder gået i forfald - og Lysets Netværk
fungerer ikke længere.
Planen er at sende jer frivillige til disse Kraftsteder for at genoprette
Lysets Netværk og derfra udsende Den Nye Vision.
Hver af jer er allerede tæt knyttet til et bestemt Kraftsted i Britannien.
Og det er netop dette Kraftsted som I hver især skal aktivere. I aktiverer
117
jeres Kraftsted ved at meditere uafbrudt på Kraftstedet i 24 timer. Hver
time skal I gentage Sanandas formular 7 gange.
For at kanalisere nok energi til at reaktivere Lysets Netværk, er det
yderst vigtigt at I alle sammen udfører meditationen samtidig. Så start
jeres meditation under den næste fuldmåne - præcis ved midnatstimen og fortsæt uafbrudt jeres meditation i 24 timer, fra midnat til midnat. Så
vil jeres Kraftsted og Lysets Netværk blive aktiveret - og Den Nye
Vision skylle ind over menneskehedens kollektive bevidsthed med
enorm kraft."
Merlin lavede en cirkelbevægelse med hånden og pludselig blev
Krystalgrotten oplyst af et kraftigt lysglimt. I næste nu svævede en
masse smukke genstande ved den gamle troldmands side: Juvelprydede
sværd, ædelstensbelagte knive, lange spyd, buer, skjolde, og andre
våben der glimtede i lyset fra faklen. Der var også bælter, halskæder,
armbånd, og flere stave med eksotiske tegn og runer. I midten af alle
genstandene svævede en lille sol og en sølvglinsende stjerne. Ved synet
af stjernen eksploderede den stærke prikken mellem mine øjenbryn, og
jeg følte en ubeskrivelig længsel efter at sætte stjernen på min pande,
som om at den var en vigtig del af mig, som jeg havde fundet igen.
"Hvor kom de fra?" mumlede Loran, mens han fascineret studerede et
af de juvelprydede tohåndssværd.
"Disse mægtige våben og hellige genstande hører til jer," sagde
Merlin. "De har ventet længe i de Højere Verdener på dette øjeblik,
hvor I vil indtage jeres retmæssige plads som Jordens Vogtere. Pas
godt på dit våben, for uden det kan du ikke aktivere dit Kraftsted."
Merlin gik hen til de to skotske pilgrimme fra Iona. "Corin, Det Store
Hvide Broderskab pålægger dig at aktivere Kraftstedet på Iona," sagde
Merlin med klar røst. Corin knælede ærbødigt og bukkede hovedet.
"Gentag Vogterens Løfte efter mig:
MED KRAFTEN SOM MIT VIDNE
INDTAGER JEG NU MIN RETMÆSSIGE PLADS
SOM JORDENS VOGTER."
Corin gentog efter Merlin. Så tog Merlin en af halskæderne og lagde
den om Corins hals. Derefter vendte han sig mod Corins broder Darin,
der også fik pålagt at aktivere Kraftstedet på Iona. Efter at Darin havde
aflagt Vogterens Løfte, gav Merlin ham et af de lange spyd.
Merlin gik igennem hver eneste gruppe frivillige og pålagde dem at
118
aktivere et bestemt Kraftsted i Britannien. Efter at de havde aflagt
Vogterens Løfte, fik hver af Kraftstedets Vogtere et af de strålende
våben eller en af genstandene.
Til sidst kom Merlin til os. Merlin stillede sig foran mig og jeg
knælede ærbødigt for ham. "Dana, Det Store Hvide Broderskab
pålægger dig at aktivere Kraftstedet på Avalon. Gentag efter mig:
MED KRAFTEN SOM MIT VIDNE
INDTAGER JEG NU MIN RETMÆSSIGE PLADS
SOM JORDENS VOGTER. "
Efter at jeg havde aflagt Vogterens Løfte, satte Merlin den
sølvglinsende stjerne på min pande. I samme øjeblik at han gjorde det,
følte jeg at stjernen blev et med mig, smeltede sammen med min pande,
som om at den var en del af min krop som jeg havde gået og manglet,
og nu endelig havde fået tilbage. Jeg følte en enorm kraft og klarhed
strømme ud fra stjernen. Det var som om at den fysiske verdens tunge
stof ikke længere var så dominerende i min bevidsthed, og jeg kunne se
igennem det fysiske, til sjælen på Den Anden Side.
Merlin vendte sig mod Gaius. "Gaius, Det Store Hvide Broderskab
pålægger dig at aktivere Kraftstedet på Avalon." Gaius aflagde
Vogterens Løfte og Merlin lagde en massiv, flot udskåret egetræsstav i
hans hånd.
Så gik Merlin hen til den sidste frivillige. Det var den mørklødede
mand som var kommet sydfra. De to stod og smilede til hinanden i et
øjeblik. Så knælede sydlændingen. "Hatp, Det Store Hvide Broderskab
pålægger dig at aktivere Kraftstedet i Den Store Pyramide i Giza. Via
Kraftstedet i Den Store Pyramide, vil vi i Britannien være forbundet
med alle Kraftstederne i de Sydlige Lande, og via dem til hele verden."
Efter at Hatp havde aflagt Vogterens Løfte, overrakte Merlin ham den
lille sol. Hatp kiggede på solen i et øjeblik. Så stak han hånden ind
under sin dragt og satte den på sit bryst. Han lukkede veltilfreds øjnene,
og mumlede nogle ord på et sprog jeg ikke forstod.
Så vendte Merlin sig mod Kong Arthur. Troldmanden greb et langt,
juvelprydet sværd som udstrålede stor kraft. På dets skæfte stod der
graveret:
E-X-C-A-L-I-B-U-R
Arthur knælede og bøjede hovedet forover. Merlin rørte Excaliburs
sværdspids mod Arthurs skuldre."Kong Arthur, Det Store Hvide
119
Broderskab pålægger dig at beskytte Kraftstedernes Vogtere." Arthur
aflagde Vogterens Løfte og modtog ærbødigt sværdet.
Loran og de andre riddere af Det Runde Bord stillede sig om bag
Kong Arthur og knælede. Hver af ridderne fik et våben af Merlin og
blev pålagt en mission. "Sir Lancelot, Det Store Hvide Broderskab
pålægger dig at beskytte Kraftstedets Vogtere i Avebury," sagde Merlin
til Lancelot. "Sir Gawain, Det Store Hvide Broderskab pålægger dig at
beskytte Kraftstedets Vogtere i Caerleon..." Jeg fulgte hver eneste af de
12 riddere som Merlin pålagde at beskytte Kraftstedernes Vogtere: Sir
Ector, Sir Gareth, Sir Percival, Sir Cai, Sir Accolon, Sir Mordred..."
Da Merlin kom til Sir Mordred følte jeg et pludseligt stik i panden,
næsten som en fysisk smerte. Det var som om at punktet mellem mine
øjenbryn trak sig sammen. I et kort øjeblik syntes jeg at jeg så en mørk
sky foran Mordreds ansigt: Hans ansigt blev forvrænget til den mest
gyselige maske af had og vrede. Jeg gispede. Aran, som stod ved min
side, så bekymret på mig.
Mordred bøjede hovedet forover og Merlin rørte spidsen af en
morgenstjerne mod hans skuldre. "Sir Mordred, Det Store Hvide
Broderskab pålægger dig at beskytte Kraftstedets Vogtere på
Callanish." Mordred aflagde Vogterens Løfte, og da han i næste sekund
kiggede op igen, var det frygtelige syn væk. Punktet mellem mine
øjenbryn pulserede frit igen, og jeg åndede lettet op. Rolig Dana, sagde
jeg til mig selv. Der er ikke noget at frygte i Krystalgrotten. Merlin
fortsatte ned af rækken af riddere, og jeg prøvede at glemme Synet af
Mordred. Til sidst kom Merlin til Loran. Han tog et stort, juvelprydet
tohåndssværd og rørte det mod Lorans skuldre.
"Sir Loran, Det Store Hvide Broderskab pålægger dig at beskytte
Kraftstedets Vogtere på Avalon." Loran smilede og blinkede til Gaius
og mig.
Efter at alle havde fået tildelt deres mission, gik de frivillige ud af
Krystalgrotten. Tidevandet var på vej tilbage. Det ville ikke vare længe,
før den lille stenstrand og Krystalgrotten igen lå under vand.
Gaius, Loran, Aran og jeg gik forrest med Merlin og Kong Arthur hen
over den lille strand. Da vi nåede hen til de stejle trapper der førte op
til slottet, vendte jeg mig om og kiggede op på Tintagel Castle. Jeg
gispede og trådte et skridt tilbage. Over den lange bro der forbandt den
landfaste del af borgen med klippeøen, svævede en enorm, firesidet
Pyramide af Lys! Pyramiden var næsten lige så stor som selve borgen.
Bølger af gyldent, gult og orange lys strømmede ud fra Pyramiden, og
120
ned mod Tintagel Castle og Krystalgrotten. Jeg syntes næsten at jeg
kunne høre en svag lyd af høje toner komme ud fra pyramiden. Lyd,
farver og vibrationer i perfekt harmoni. Jeg holdt vejret i ærefrygt.
Merlin klappede mig på skulderen. "Jeg ser at stjernen i din pande
har forstærket Synet, min søster," smilede han.
"Hvor er det smukt," sagde jeg.
"Ja," sagde Merlin. "Vi er ikke alene."
121
7
Flugten fra havet
Efter mødet i Krystalgrotten blev de frivillige og deres beskyttere i al
hemmelighed sendt til deres Kraftsteder, for at genoprette Lysets
Netværk og forankre Den Nye Vision i menneskehedens kollektive
bevidsthed. Loran var med for at beskytte Gaius og mig, og jeg havde
besluttet mig for at tage Aran med mig til Avalon. Han var en åben og
følsom sjæl med en smuk stemme - den fødte druideskjald. På Avalon
ville hans urealiserede potentiale blomstre.
For ikke at blive opdaget af Kong Lots folk eller andre af vores
modstandere, blev Gaius, Loran, Aran og jeg, sejlet tilbage i et lille
skib, ledet af en af Kong Arthurs betroede mænd, Lord Gavin, samt en
eskorte på ti soldater. Lord Gavin var en hærdet kriger, der havde
kæmpet i mange slag med Kong Arthur. Han stillede ingen spørgsmål
og behandlede os med stor respekt. Det meste af tiden holdt vi os inde i
vores kahyt og lagde planer for vores nye mission. Vi var fulde af håb
og gentog og mediterede hver dag på formularen som vi havde fået af
Sananda.
Sommeren var ved at gå på hæld, men vi havde stadig klart vejr på
vores rejse tilbage mod Avalon. Der var god vind og vi sejlede hurtigt
op langs Cornwalls nordkyst og nåede mundingen af Severn floden.
Efter en dag begyndte vi at sejle langs Somersets kyst. Somerset,
Sommerlandet med Glastonbury Tor, Avalon, som sit magiske center.
Vi gik ind i vores kahyt og begyndte at gøre os klar til næste etape af
rejsen. For at undgå opmærksomhed, havde Kong Arthur givet Lord
Gavin instrukser om at sejle os og vores heste i land på en af Somersets
mange øde strande. Derfra var der en halv dags ridt til vores
hemmelige destination. Ikke engang Lord Gavin vidste at vores
destination var Glastonbury.
Da vi var færdige med at pakke, bankede det på døren til vores kahyt.
122
Det var Lord Gavin. Han så bekymret ud. "Vi er lige løbet ind i et af
Kong Lots store krigsskibe," sagde han. "De har gjort tegn til at de
gerne vil tale med os."
Jeg løb hen og åbnede en lille lem i skibssiden. Sandt nok, et stort
krigsskib med Orkneys flag, var ved at lægge an ved vores lille skib.
Der måtte være plads til mindst hundrede mænd i skibet. Hvis det kom
til kamp, ville de være ti mænd for hver af os.
"Hvordan kan det være?" udbrød jeg.
"Jeg tror ikke at de ved noget," sagde Lord Gavin. "Bliv inde i
kahytten, så skal jeg nok ordne dem." Lord Gavin gik ud og lukkede
døren bag sig.
Loran løsnede sit sværd fra skeden.
"Tror du det bliver kamp?" sagde Gaius.
"Hvordan kan de vide at vi er her?" sagde jeg igen. Kong Lots store
krigsskib havde nu lagt sig helt op ved siden af os, og de var ved at
smide en landgangsbro over. Hvordan kunne de være kommet så tæt
på, så hurtigt?
"Måske ved de det ikke," sagde Aran. "Måske er det noget helt andet
de vil."
Lots mænd smed landgangsbroen over og begyndte at gå om bord på
vores lille skib. De var alle sammen bevæbnede til tænderne. Jeg kunne
ikke forstå det. Hvordan kunne det gå så hurtigt? Det ene øjeblik var vi
ved at pakke vores ting, det næste øjeblik blev vi bordet af et af Kong
Lots krigsskibe. Hvad havde Lord Gavin tænkt sig? Der var et eller
andet helt forkert ved det her. Pludselig mærkede jeg en sitren ved
punktet mellem mine øjenbryn. Det var Synet. En strøm af billeder
ramte min indre synsnerve og jeg vaklede tilbage.
"Dana! Hvad er der galt" sagde Aran og greb mig. Han hjalp mig
ned i en stol.
"Jeg ved det ikke," stønnede jeg. For mit indre øje så jeg pludselig
blod - blod der strømmede ud fra Lorans mave og pile i Gaius' ryg.
"Død! Død!" gispede jeg forfærdet. "Loran og Gaius er døde."
De andre så forskrækket på mig. "Hvad mener du?" spurgte Gaius.
Så så jeg det. Lord Gavin. Hans rystende, bekymrede mine var ikke
bekymring, men skjult nervøsitet.
"Lord Gavin er en forræder!" udbrød jeg. Pludselig følte jeg en stærk
smerte i brystet.
"Gavin er en af Arthurs mest betroede mænd!" protesterede Loran.
"Han er en forræder!" sagde jeg, "Jeg ser det tydeligt."
123
De andre så bekymret på hinanden. Loran gik hen til lemmen og
kiggede ud. "Hvis Gavin virkelig er en forræder, tegner det ikke godt,"
sagde han.
"Lad os komme væk," sagde Gaius. "Når en præstinde med Synet ser
død, bør man lytte!"
"Men hvordan?" spurgte Aran. "Vi er fanget i den her kahyt."
Loran spejdede ud af den lille lem. "Heldigvis er vi ikke så langt fra
kysten. Vi skal ikke svømme mere end 200-250 meter, så er vi i land.
Dana, kan du klare det?"
Jeg rejste mig op og prøvede at ryste de makabre visioner fra mig.
"Ja," sagde jeg. "Gudinden vil hjælpe os."
Loran bandt et reb fast om en af stolperne og smed det ud af lemmen.
"Aran først," sagde han.
Aran kravlede igennem den smalle åbning og firede sig ned langs
rebet. Jeg fulgte efter ham. Visionerne var væk nu, og det eneste jeg
tænkte på var at komme væk. Jeg firede mig ned langs rebet og gled
lydløst ned i det kolde vand. Selv om det var sommer, var vandet i
Atlanterhavet iskoldt. Jeg begyndte at svømme ind mod land, så lydløst
som jeg kunne. Heldigvis var det ret vindstille: Bølgerne var små, ellers
ville det have været den visse død at prøve at svømme ind til land
herfra.
Gaius og Loran fulgte efter mig og Aran. Vi havde kun svømmet et
par meter, da vi hørte lyden af sværdkamp og råb oppe fra vores skib.
Jeg kiggede tilbage. Kong Lots mænd var i færd med at overmande
Lord Gavins mænd. Så havde jeg haft ret. Jeg undrede mig over, om
Lord Gavin virkelig var en forræder, eller om jeg havde set forkert. Vi
lagde alle kræfter i og svømmede så hurtigt vi kunne. Hvert øjeblik
frygtede vi at blive opdaget og mærke en dødbringende pil hvisle
igennem luften.
Lyden af kamp ovre fra vores skib stoppede. Vi havde svømmet mere
end 150 meter væk fra skibet, men vi havde stadig næsten 100 meter
tilbage. Bølgerne blev større og vi kæmpede af al kraft for ikke at blive
revet ud igen. Pludselig hørte vi et horn gjalde og mænd råbe.
Loran så sig tilbage. "De har opdaget os!" råbte han. Men vi var
uden for skudvidde nu. Kun 50 meter til, så var vi der. "Kom så!" råbte
Loran. "Vi kan nå det, inden de får sat både i vandet!"
Vi lagde alle kræfter i og pludselig kunne jeg mærke fast grund under
fødderne! Vi rejste os op og løb de sidste 20 meter ind til land. Da vi
nåede ind til strandkanten vendte vi os om og så tilbage mod skibene.
124
Kong Lots mænd havde allerede sat flere små både i land. De gav ikke
op så let.
"Der er ikke tid til at puste ud!" råbte Loran.
Vi løb over det varme sand og op mod klipperne for enden af
stranden. Heldigvis var klipperne ikke så høje og stejle som ved
Cornwalls kyst, ellers havde vi måske aldrig kommet op fra stranden. Vi
løb hen til den klippevæg der så mest overkommelig ud. Den var blødt
skrånende og bevokset med sejt græs og vilde blomster. Vi begyndte
halvt at løbe, halvt at kravle op af den. Da vi var halvvejs oppe, vendte
jeg mig om og kiggede tilbage. Lots mænd var nået i land og løb efter
os.
Vi kravlede videre af al hast og nåede toppen af klippen. Vi stod på et
af de få høje steder ved Severns flodmunding. Resten af landet der nu lå
foran os var fladt og lavt, faktisk så lavt at meget af det var marskland.
Talrige åer og vandløb snoede sig mellem et grønt og frodigt landskab
af små bakker og skove. Stik sydøst knejsede en høj bakke midt i
landskabet: Avalon!
"Denne vej," sagde jeg og begyndte at løbe hen over det høje græs,
mod Avalon der tårnede sig i det fjerne. Vi var i Somerset nu, et land
som jeg kendte godt. Jeg ledte os i sydøstlig retning, mod en stor skov,
der lå et par mil fra os. Efter en halv times løb stoppede vi og holdt et
lille hvil. Vi lagde os i græsset og prøvede at få vejret igen.
"Aran," sagde jeg forpustet. "Kan du se noget?"
Aran skærmede med hænderne for solen og kiggede tilbage mod
kysten. "Ja," sagde han. "Jeg kan se Lots soldater. De bevæger sig
meget hurtigt. Der må være mindst 30-40 af dem."
Vi rejste os op og kiggede bekymret tilbage mod kysten. Lots mænd
var ikke mere end en mil borte. Og de løb meget hurtigt.
"Det nytter ikke noget at prøve at løbe fra dem," sagde Loran bistert
og løsnede sit sværd fra sin skede. "Jeg kender de soldater, de er nogle
af Lots bedste mænd."
Jeg vendte mig mod den store skov, som jeg havde ledt os imod. Vi
var stadig omkring to mil fra den. "Vi har en chance," sagde jeg og
pegede mod skoven. "Hvis vi går ind i Den Hviskende Skov, kan vi
måske slippe fra dem."
"Men ingen går ind i Den Hviskende Skov!" sagde Gaius med et
forskrækket udtryk i ansigtet. "Den skov er forhekset og onde ånder
hjemsøger den. Folk der går ind i Den Hviskende Skov kommer ikke ud
igen!"
125
"Nonsens!" sagde jeg til Gaius. "Jeg troede du var kommet dig over
de uvidende fordomme, som præsterne i Glastonbury kaster om sig om
Det Gamle Land! Den Hviskende Skov er ikke farlig i sig selv. Skoven
er som et spejl: Det du bringer med dig ind i skoven, reflekterer den
tilbage til dig. Og desuden kommer folk ud af skoven igen. Jeg har
været derinde flere gange. Præstinderne i Avalon besøger nogle gange
skoven, når de skal træne Synet, eller samle sjældne urter."
"Men selv om vi kan passere uskadt igennem skoven, er det en stor
omvej," sagde Loran. "Herfra er der kun 8-10 mil til Glastonbury. Går
vi igennem skoven, bliver det til det dobbelte, ikke mindst fordi det går
meget langsommere i skoven."
"Har du nogen bedre løsning?" sagde jeg og så tilbage mod vores
forfølgere. 4-5 minutter til, så ville de nå os. "Og desuden," sagde jeg,
"ved Lots mænd ikke at vi er på vej til Avalon. Selv om Lord Gavin er
en forræder, er det eneste han har fået at vide, at vi skulle sættes i land
på Somersets nordkyst. Hvis vi ryster dem af os i Den Hviskende Skov,
vil de ikke kunne finde os igen."
"Dana har ret," sagde Aran. "Det er vores eneste chance. Og hvis
hun siger at der er sikkert i skoven, så stoler jeg på hende."
"Men hvis vi skal nå ind i skoven inden vores forfølgere når os, skal vi
løbe meget hurtigt!" sagde Loran og fæstnede sit sværd i skeden. Vi
vendte os om og begyndte at løbe mod skoven.
Jeg havde aldrig løbet så hurtigt før i mit liv. Soldaterne var lige i
hælene på os. Lyden af deres hæse råb, var som lyden af torden, der
hvert sekund kom nærmere. Og det ville ikke vare mange minutter, før
lynet slog ned i os.
"Hurtigere!" råbte Loran. Vi var kun en halv mil fra de nærmeste
træer i Den Hviskende Skov. Synet af de høje træer gav mig fornyet
styrke, og jeg satte farten endnu mere op, løb hurtigere end jeg nogen
sinde havde drømt om at jeg kunne løbe, imens jeg bad en stille bøn til
Gudinden om at Den Hviskende Skov ville tage godt imod os.
Da vi kom til de første træer i Den Hviskende Skov stoppede jeg brat
op. Vores forfølgere var ikke mere end 2-300 meter fra os.
"Hvorfor stopper du, Dana?" råbte Loran.
Jeg svarede ikke. I stedet lukkede jeg øjnene og fokuserede på punktet
mellem mine øjenbryn. Jeg kunne mærke en sitren i min pande, mange
gange forstærket af den lysende stjerne. Jeg vidste at Synet ville lede
mig igennem skoven. Og ikke kun Synet. Jeg åbnede øjnene. Jeg kunne
se to høje, slanke skikkelser stå et stykke inde i skoven, mellem nogle
126
store egetræer. Skikkelserne var omgivet af et gyldent lys. "Denne vej,"
sagde jeg og begyndte at løbe mod de to lysende skikkelser.
Vi spurtede ind mellem de høje træer. Da vi kom til de store egetræer,
var de gyldne skikkelser væk. Jeg koncentrerede mig om Synet og
kiggede dybere ind i skoven. Der, kun nogle få hundrede meter væk, på
toppen af en træklædt bakke, stod de lysende skikkelser. Jeg begyndte at
løbe efter dem. Vi kunne høre vores forfølgere trampe ind i skoven bag
os. Lyden af deres forpustede åndedræt og råb gav genlyd i den tætte
skov. Vi kom til bakken og begyndte at løbe op af den.
"Hvordan ved hun, hvilken vej vi skal?" sagde Loran forpustet bag
mig.
"Jeg ved det ikke," sagde Aran, "men jeg ved at hun har ret."
"Jesus Kristus, fri os fra det onde," mumlede Gaius bag mig.
Jeg kviede mig lidt da Gaius sagde dette, og undrede mig over om
Den Hviskende Skovs beboere mon ville blive fornærmet over denne
bøn, en bøn der kom fra de præster, der i Jesu navn forbandede skoven
og kaldte dens beboere for onde. Den Hviskende Skov er ikke farlig i
sig selv. Skoven er som et spejl: Det du bringer med dig ind i skoven,
reflekterer den tilbage til dig. Og Gaius... Gaius havde intet ondt i
sinde. Han var her for at skabe fred og harmoni på Jorden...
Da vi nåede op til toppen af bakken, stoppede vi i et øjeblik for at få
vejret igen. De lysende skikkelser var væk. Vi kunne ikke længere se
vores forfølgere, men vi kunne høre dem trampe igennem skoven bag
os.
Pludselig begyndte alle bladene på træerne at rasle. Ikke en vind
rørte sig i skoven, men træerne, grenene og bladene begyndte at svaje,
bevæge sig og rasle, som var de animeret af en usynlig kraft. I den
ellers så stille skov, lød det som tusindvis af stemmer der hviskede fra
hver en trætop.
"Nu ved jeg hvorfor de kalder skoven for Den Hviskende Skov," sagde
Aran med store øjne. Gaius så bange ud.
Jeg kiggede ned på den anden side af bakken og fik øje på et lille
vandløb der snoede sig ind i skoven. Vandløbets sider var tæt bevokset
med buske og planter og efter et par meter forsvandt det ud af syne i
den tætte underskov. De to lysende skikkelser stod i vandløbet og
pegede ned af det.
"Hvem er de?" hviskede Aran ved min side.
"Tuatha De Danann," sagde jeg og så forbavset på Aran. Han havde
virkelig Synet stærkt. Det var kun de færreste der uden nogen form for
127
træning kunne se Det Lysende Folk. "Stjerneelverne," fortsatte jeg. "De
bor i hjertet af Den Hviskende Skov, hvor kun få dødelige har været. Og
som endnu færre er vendt tilbage fra."
Loran og Gaius så uforstående på vandløbet. "Som regel viser de sig
kun sjældent for mennesker," sagde jeg til dem. "Og det er som regel
kun mennesker der har lært at bruge Synet, der kan se dem."
"Er de venligsindede?" spurgte Loran. Gaius lavede korsets tegn.
"De har stor kærlighed til skovene og træerne, til planterne og
dyrene. De er alt levendes beskyttere. De kan føle dine vibrationer på
lang afstand. Hvis du ikke har noget ondt i sinde, lader de dig som
regel være i fred. Men det siges at ingen upåvirket passerer igennem
Den Hviskende Skov, for i Den Hviskende Skov er Kraften stærkere."
Jeg så ned mod de to skikkelser. De blev ved med at pege ned ad
vandløbet. "Og Gudinden er virkelig med os i dag," sagde jeg og
begyndte at løbe ned mod vandløbet. "Stjerneelverne har i sinde at
hjælpe os."
"Hvorfor kaldes de for Stjerneelvere?" spurgte Aran, mens vi løb ned
af bakken. Han stirrede forundret på de to gyldne skikkelser foran os.
"Nogle siger at Stjerneelverne kommer fra Landet På Den Anden
Side, det tabte kontinent Atlantis. Men på Avalon siges det, at de før
Atlantis kom ovenfra - fra Stjernerne," sagde jeg. Jeg kom til at tænke
på hvad Morgaine, Ypperstepræstinde på Avalon, engang havde sagt til
mig: At jeg var beslægtet med Stjernefolket, at min mor, som også
havde været præstinde på Avalon, var datter af mødet mellem en
dødelig og en af Stjernefolket, og at det var derfor jeg havde Synet så
stærkt. Jeg så på Aran. Gad vide hvilken oprindelse han havde, siden
Synet var så stærkt i ham?
Vi nåede ned til vandløbet. Jeg hoppede ned i det og de andre fulgte
efter. Det gik os kun til knæene. Vandet var klart og køligt. Vi passerede
ind under de tætvoksende buske og begyndte at bane os vej igennem
vandløbet. Jeg kunne ikke længere se vores to guider. Men jeg vidste at
de var længere fremme. Efter at vi havde gået sådan i nogle minutter,
drejede vandløbet pludselig brat til venstre og jeg stoppede.
"Hvilken vej nu? spurgte Aran. "Jeg kan ikke se elverne længere."
Vi klatrede op af vandløbet og så os omkring. Vi var i en tæt skov med
mange høje bøgetræer. Deres utallige blade raslede uden vind. Men
blandet med lyden af raslende blade, kunne vi også høre stemmer.
Stemmer der bag os råbte: "Den vej!", "Herovre!", "Hurtigere!". Med
et chok gik det op for os, at det var vores stemmer!
128
"Jeg sagde at den her skov er forhekset," sagde Gaius, helt hvid i
ansigtet.
Jeg sagde ikke noget. Jeg lyttede koncentreret til stemmerne. Udover
lyden af vores egne stemmer, der så ud til at komme fra alle retninger,
kunne vi også høre lyden af Lots soldater, der forvirret råbte frem og
tilbage: "De er her!", "Nej, de er her!", "De har delt sig!", "Denne skov
er forhekset!"
Jeg smilede. "Det ser ud til at vores venner er ved at lede vores
forfølgere på vildspor," sagde jeg. "Hør hvordan de taler med vores
stemmer, fra hvert et træ, bag om hver en busk. Det varer ikke længe,
før Lots mænd er fuldstændig forvirrede."
Vi stod helt stille, og lyttede til de mange lyde der nu bølgede frem og
tilbage fra alle sider i Skoven: Grenene og bladene der svajede og
raslede uden en vind, lyden af "vores stemmer", der først kunne høres
til den ene side, så til den anden side, og lyden af Lots forvirrede mænd
der forgæves prøvede at orientere sig i dette virvar af lyde og stemmer.
Lyden af Lots mænd blev mere og mere fjern, indtil at vi til sidst ikke
kunne høre dem mere. Om de havde opgivet jagten og var løbet ud af
skoven, eller der var sket noget andet med dem, fandt vi aldrig ud af.
Lyden af vores egne stemmer der havde bølget frem og tilbage i alle
dele af skoven, var også forstummet. Det eneste vi nu kunne høre, var
de raslende blade og svajende træer.
Jeg lukkede øjnene og takkede Gudinden. "Stjerneelverne har rystet
vores forfølgere af os," sagde jeg. "Nu kan vi endelig tage os et hvil."
Jeg kastede mig ned i det bløde, grønne græs. De andre gjorde det
samme. Jeg lagde mig på ryggen og kiggede op mellem trækronerne.
Himlen var purpurblå. Solen var ved at gå ned. Vi havde løbet i flere
timer nu og jeg følte hver en muskel i min krop længes efter hvile.
Lyden af de raslende blade var blid og beroligende, og det varede ikke
længe, før vi alle faldt i en dyb søvn.
129
8
Stjernernes Skov
Jeg vågnede pludseligt, som om at nogen havde kaldt mit navn. Jeg
satte mig op. Det var helt mørkt i skoven, og havde det ikke været for
lyset fra månen, der var ved at nærme sig fuldmåne, havde jeg slet ikke
kunnet se noget. Jeg rejste mig op og så mig omkring. De høje træer
tårnede sig over os som tavse skygger. Lyden af raslende blade var
meget svag nu, og der var faktisk en svag vind i skoven. Jeg kunne høre
det lille vandløb strømme ved vores side. Et eller andet sted i skoven
tudede en ugle. Der lå en vagtsom stilhed over skoven. Om natten, hvor
alle ens sanser var skærpede, virkede skoven næsten endnu mere
levende end før.
Jeg drejede langsomt rundt i en cirkel, mens jeg så mig omkring. Der!
Jeg vidste at der var nogen der kiggede på mig. Et stykke inde i skoven,
mod øst, stod de to lysende skikkelser og betragtede mig. Jeg vidste at
det var dem der havde vækket mig, og nu kaldte på os.
Jeg vækkede de andre og sagde at det var på tide at drage videre.
"Hvorfor nu, midt om natten?" protesterede Loran søvnigt. "Vi har
rystet vores forfølgere af os, og vi kan ikke se en hånd for os i det her
mørke!"
"Skovens beskyttere kalder på os. De siger at vi skal bevæge os
videre," svarede jeg og begyndte at gå hen mod de to lysende
skikkelser. De andre rejste sig op og fulgte efter mig.
"Hvor er de, Dana?" hviskede Aran ved min side.
"Lige foran os," svarede jeg, mens jeg koncentreret fulgte de to
skikkelser.
"Jeg kan ikke se dem," sagde Aran og missede med øjnene.
"Det er fordi du ikke har lært at aktivere Synet ved egen vilje," sagde
jeg. "Derfor kommer det kun sporadisk. Når vi kommer til Avalon, og
du begynder din træning som druideskjald, vil du lære hvordan du kan
130
aktivere Synet af dig selv."
"Hvor lang tid har du været i træning for at lære det?" spurgte Aran.
"At bruge Synet bevidst, er kun en af de mange ting man lærer på
Avalon," sagde jeg og drejede til højre. Stjerneelverne ledte os ned af
en stejl skrænt, tæt bevokset med fyrretræer. "Længden af din læretid
afhænger af hvor hurtigt du lærer," fortsatte jeg. "Der er ingen fast
læretid. Du bliver ved, indtil at du har lært det du skal."
"Hvad nu hvis jeg ikke lærer det jeg skal?" spurgte Aran.
"Ingen påbegynder en oplæring som druide, skjald eller præstinde på
Avalon, uden først at have gennemgået de rette initieringer."
"Hvad er de rette initieringer?"
"Hele livet er en lang initiering," sagde jeg. "Og du kan aldrig løbe
fra dit bevidsthedsniveau. Det lyver aldrig. Du er hvad du er."
Aran tav og vi nåede ned til bunden af skrænten. I lyset fra månen
kunne vi se at vi nu var kommet til en åben birkelund. Træernes slanke,
sølvgrå stammer skinnede i månelyset. Det var et smukt, magisk sted.
"Hvad nu?" spurgte Gaius.
Jeg kunne se de to lysende skikkelser stå i den anden ende af
birkelunden. Pludselig blev jeg opmærksom på fire andre lysende
skikkelser, der sad blandt grenene på et stort egetræ i venstre side af
lunden.
"Hvad ser du, Dana?" spurgte Aran.
"Stjerneelverne," sagde jeg. Jeg kunne se mange flere af dem nu.
Slanke, gyldne skikkelser, der graciøst bevægede sig mellem træerne i
birkelunden. De var overalt omkring os. Det var som om at vi var
landet midt i en lysende stjernehob. Jeg takkede Gudinden for dette
sjældne syn.
"Jeg ser dem, Dana!" udbrød Aran pludselig. "Derovre, mange af
dem, i træerne til venstre!"
"Lysende væsener," sagde Gaius med ærefrygt i stemmen. "Jeg ser
dem også... de er overalt."
"Ja..." hviskede Loran. Hele birkelunden var fyldt med Stjerneelvere.
De sad i træerne eller stod i udkanten af lunden, tæt på, men alligevel
så langt væk, at vi kun svagt kunne skimte deres rigtige form. Eller
måske havde de ingen form? Måske var de i virkeligheden bare gyldne
lys, stjerner som var faldet fra nattehimlen over os, og nu velsignede os
med deres tilstedeværelse.
"Vi er i sandhed velsignede," hviskede jeg. Jeg havde været i Den
Hviskende Skov fire gange i mit liv, og kun den ene af gangene syntes
131
jeg at jeg svagt kunne se en lysende skikkelse, der observerede mig på
sikker afstand bag et stort egetræ. Dette var i sandhed en gave. Jeg så
på de to elvere der havde ledt os igennem skoven, og følte en dyb
kærlighed strømme ud fra dem. Jeg fik en følelse af at være forbundet
med dem. Så var det måske virkelig sandt hvad Morgaine havde sagt, at
min mor var datter af en Stjerneelver? Havde de ført mig herud, fordi
jeg var en af deres?
De to elvere begyndte at gå hen imod os. Idet de kom nærmere, så jeg
for første gang, hvordan de virkelig så ud: De var slanke og næsten to
meter høje, og smukkere end noget menneske jeg havde set. Deres
lange hår flød ned langs deres fagre ansigter. Deres øjne skinnede som
stjerner. Den ene elver var en mand, klædt i en lang gylden dragt. Den
anden elver var en kvinde, klædt i en lang hvid dragt.
"Vær hilset!" sagde manden og smilede til os. "JEG ER Rayek."
"Velkommen til Stjernernes Skov," sagde kvinden med klar, melodisk
stemme. "JEG ER Rayel."
"Det er os en stor ære," sagde jeg og så ind i kvindens øjne.
"Kun få mennesker har nogen sinde fået lov til at møde Stjerneelverne
på en nat som denne - en nat hvor vi hylder stjernerne vi kommer fra,"
sagde Rayek.
Aran tog mod til sig: "Så er det virkelig rigtigt at I kommer fra
stjernerne?" spurgte han.
"Ja, min ven," smilede Rayel og hævede armene op mod stjernehoben
over os. Blandt de mange stjerner, kunne jeg se en stor gylden stjerne
der lyste klarere end nogen af de andre, den samme stjerne som jeg
havde set over Arans grotte for mange dage siden. "Ja, min ven," sagde
Rayel igen. "Vi kommer fra stjernerne: Fra Sirius, Plejaderne,
Andromeda og Lyren kommer vi. Fra Arcturus, Orion, Alpha
Centaurian og Hydra. Vi kommer fra stjernerne," sagde hun og så
indgående på os. "Og det samme gør I."
"Os?" stammede Aran.
"Ja," sagde Rayek. "For mange årtusinder siden meldte Stjernefolket
sig frivilligt til at inkarnere på Jorden, for at hjælpe menneskeheden.
Nogle meldte sig til at arbejde tæt sammen med naturånderne og
devaerne - det er os, som kaldes for Tuatha De Danann, Stjerneelverne
- mens andre, mere modige sjæle, valgte at inkarnere som mennesker det er jer."
"Det forklarer så meget," sagde jeg. "Hvorfor jeg altid har følt sådan
en dyb kærlighed og enhed med naturen, hvorfor jeg altid har følt, at
132
der må være meget mere, så meget mere end bare livet på Jorden."
"Det forklarer hvorfor jeg altid har længtes efter Landet På Den
Anden Side," sagde Aran, nærmest hviskende.
"Ja," sagde Rayel. "Selv om I har været inkarneret som mennesker
mange gange, har I aldrig helt glemt jeres sande ophav. Og det er
vigtigt at I husker det, nu når I går i gang med jeres mission."
"Vi ved besked om Lysets Netværk og Den Nye Vision," sagde Rayek.
"En af grundene til at vi bor her, så tæt på Avalon, er at vi også føler
Kraften fra det sted. Vi vil hjælpe jer igennem skoven og ud på den
anden side, så I kan fuldføre jeres mission - vores mission."
"Men først," sagde Rayel og tog min hånd, "skal vi fejre stjernerne!
Følg os!" Rayel begyndte at danse imellem træerne med mig i hånden.
Hun bevægede sig utrolig let og yndefuldt, og pludselig opdagede jeg,
at jeg også kunne bevæge mig med samme ynde. Jeg følte mig utrolig
let, og jeg begyndte at le, så vidunderligt var det at løbe med
Stjerneelverne imellem træerne. Jeg kunne se Aran, Loran og Gaius
løbe hånd i hånd med andre elvere. Elverne vævede en sindrig dans
mellem træerne: Cirkler og spiraler i evig bevægelse, og så begyndte de
at synge. Deres stemmer var klare og lyse. Mit sind forstod ikke sproget
de sang på, men mit hjerte forstod det hele. Det var en hyldest til
stjernerne, stjernerne vi kommer fra, stjernerne vi længes efter,
stjernerne vi er.
133
9
Tåger omkring Avalon
Meget senere samme nat, efter at søvnen endelig havde overmandet os,
drømte jeg at jeg gik i en kæmpe stencirkel. Jeg vidste at stencirklen var
Stonehenge. Tykke tåger smøg sig om stenene og jeg følte en kulde om
mit hjerte. Jeg kunne se en kutteklædt skikkelse stå mellem to store sten
på den anden side af cirklen. Skikkelsen gik hen til mig, trak hætten til
side, og afslørede et smukt kvindeansigt. Kvinden havde langt lyst hår
og klare blå øjne. Jeg følte at jeg kendte hende. Hele hendes krop var
omgivet af et gyldent lys.
"Starbrow, gå ikke tilbage til Avalon," sagde hun og så indtrængende
på mig.
Starbrow? Kvinden tog fat i mine hænder og sagde igen: "Starbrow,
gå ikke tilbage til Avalon. Det er en fælde..."
Kvinden blev utydelig, og i næste øjeblik var det Aran der stod bøjet
over mig og ruskede i mig. "Vågn op, Dana," sagde han. "Vi skal
videre. Stjerneelverne har efterladt noget morgenmad til os."
Jeg satte mig op og så mig forvirret omkring. Vi var i birkelunden
som vi havde danset med Stjerneelverne i, natten før. Det var morgen
nu og der var ingen elvere at se. Gaius og Loran sad i græsset og
spiste.
"Var du langt væk i elverland?" smilede Aran.
"Det... ved jeg ikke," sagde jeg fortumlet og prøvede at orientere mig.
Drømmen om kvinden der havde kaldt mig Starbrow, og advaret mig
mod at tage tilbage til Avalon, havde virket så virkelig. Jeg rejste mig
op. Solen skinnede fra en klar blå himmel og de slanke birketræer
svajede i vinden. Hvad kunne der være at frygte her i Stjernernes Skov?
"Du må hellere skynde dig, inden vi spiser det hele," gumlede Gaius.
Jeg gik over og satte mig ved siden af de andre. I et lille sølvklæde
havde de mad fra Stjerneelverne: Honningkager, brød, sæsonens første
134
bær og æbler, samt en klar drik i fire små sølvflasker. Vores
afskedsgaver fra Stjerneelverne. Jeg smilede ved tanken om nattens
velsignede møde med Stjerneelverne, vores folk, og hvordan vi i flere
timer havde danset i birkelunden, i hyldest til stjernerne. Jeg husker
ikke engang, at jeg på et tidspunkt faldt i søvn. Min tidligere drøm om
Stonehenge begyndte at forsvinde ud af min bevidsthed, og jeg satte
sultent tænderne i en af Stjerneelvernes honningkager. Den smagte
vidunderligt.
"Jeg må indrømme at vi præster virkelig har gået glip af noget, i
vores fordømmelse af Den Hviskende Skov," sagde Gaius, mens han
velfornøjet gumlede et af Stjerneelvernes lyse brød.
"Jeg sagde jo til dig, at der kun var noget at frygte for dem der bragte
fare med sig ind i skoven," sagde jeg og satte tænderne i endnu en
honningkage.
"Ja, men lidet vidste jeg at det ville være så fantastisk en oplevelse.
Aldrig før har jeg følt sådan en enhed med naturen, med træerne, med
blomsterne, med stjernerne..." sagde Gaius og kiggede op på den blå
himmel, som om at han med sit blik kunne gennembore atmosfæren og
se direkte ind i stjernehoben.
"De sagde jo også at vi kom fra stjernerne," sagde Aran, mens han
drømmende fingererede en af de små sølvflasker vi havde fået af
elverne. "Andromeda, Sirius, Plejaderne, Arcturus..."
"Ja, hvad siger du til det, Dana?" spurgte Loran.
"Det er ikke første gang jeg har hørt det," svarede jeg. "På Avalon
siges det at mange af præstinderne er efterkommere af Stjerneelverne,
og at Stjerneelverne kommer fra Atlantis, Landet På Den Anden Side og derfra fra stjernerne."
"Ja, men tror du på det?" spurgte Gaius.
"Mit hjerte siger mig at det er rigtigt," sagde jeg.
"Også mit," sagde Aran.
Jeg så på Gaius. "Hvad siger dit hjerte, Gaius?"
Gaius så lidt beklemt ud. "Det ved jeg ikke... Det er ikke noget der
står noget om i Skriften."
"Står der ikke i jeres Bibel, at Jesus Kristus efter sin korsfæstelse
genopstod fra de døde og steg op til himlen? Måske var han et
Stjernemenneske, der vendte tilbage til stjernerne?"
"Det er ikke just det der står i Bibelen, Dana!" protesterede Gaius.
"Rolig nu!" sagde Loran forsonende. "Det er ikke tiden til at
diskutere religion lige nu. Lad os hellere tænke på hvordan vi kan
135
komme ud af den her skov, så vi kan komme videre med vores mission."
Gaius og jeg lod spørgsmålet om Stjernefolket ligge, og vi spiste
vores morgenmad uden at sige mere. Efter at vi havde spist, rejste vi os
op og så os omkring. I den anden ende af birkelunden begyndte
terrænet at blive mere bakket. Vi forlod lunden og gik op ad en af de
små bakker.
"Nu ved jeg hvor vi er," sagde jeg, efter at jeg havde set mig lidt
omkring. "Vi er faktisk ikke så langt væk fra skovens udkant. Hvis vi går
i stik østlig retning herfra, burde vi være ude af skoven før middag."
Og hvad så derfra? tænkte jeg til mig selv. Tilbage til Avalon? Men
hvad med advarslen i min drøm om at jeg ikke skulle vende tilbage?
Jeg så på de andre, der ventede på at jeg skulle lede dem ud af skoven.
Der er ingen grund til at sige noget til de andre før vi kommer ud af
skoven, tænkte jeg. Lad os komme ud af skoven først, så kan vi tale om
det.
Jeg vendte blikket mod øst, hvor jeg vidste at Avalon lå, og begyndte
at gå ned ad bakken. Træernes blade raslede uden vind, og jeg kunne
mærke Stjerneelvernes kærlige tilstedeværelse i skoven, men på trods af
det, følte jeg mig tung og urolig om hjertet.

"Avalon, Moder Avalon," sukkede jeg og så længselsfuldt på den høje
bakke der tårnede sig op i horisonten. Solen var ved at gå ned, og vi
gjorde os klar til den sidste etape af rejsen. Efter at jeg havde ledt os
igennem skoven, var vi kommet til marsklandet med sine mange søer og
vandløb. Efter et kort hvil, hvor vi spiste det sidste af Stjerneelvernes
mad, havde jeg ført os over marskerne og ind i en tæt bevokset skov
med mange små bakker og klippefremspring. Vi stod nu på et af disse
høje, tætbevoksede klippefremspring og skuede hen over skovens træer
mod Avalon, der lå på den anden side af skoven. Vi var ikke mere end
4-5 mil fra Avalon nu, men jeg havde stadig ikke sagt noget til de andre
om nattens drøm. Jeg ventede på det rette øjeblik.
Loran og Gaius begyndte at klatre ned af klippefremspringet. Aran
blev stående og ventede på mig. Jeg tror han kunne mærke på mig, at
jeg var urolig. Jeg vendte mig en sidste gang for at se på den grønne
bakke. Pludselig blev jeg grebet af en frygt for at jeg ikke ville se
Avalon igen.
"Hvad er der, Dana?" spurgte Aran.
136
"Der er noget jeg bliver nødt til at fortælle jer," sagde jeg, og gik
efter Loran og Gaius, der allerede var halvvejs nede af
klippefremspringet.
"Loran! Gaius!" råbte jeg, idet Aran og jeg kravlede efter dem. "Der
er noget jeg bliver nødt til at..."
Inden jeg nåede at sige mere, hvislede flere pile gennem luften. En af
dem gennemborede Gaius' højre arm, og han væltede forover med et
smertensskrig.
"Ned!" råbte Loran. Vi kastede os forover og væltede ned af
klippeskråningen. Flere pile kom susende fra oven og en af dem
gennemborede min kappe og satte sig i skråningen. Jeg blev ved med at
tumle nedad og min kappe blev flået i stykker. Vi landede på bunden af
skråningen og løb ind mellem de tætte træer. Vi kastede os om bag et
stort væltet træ.
"Er du okay, Gaius?" råbte jeg.
"Ja," stønnede han og holdt sig om armen. Blodet strømmede ud. Dit
fjols, Dana! tænkte jeg. Du skulle have lyttet til din drøm! Se nu hvad
der er sket! Jeg rev ærmet af Gaius' kutte. Pilen sad dybt begravet i
hans blodige overarm.
Loran spejdede tilbage. Vi kunne høre lyden af heste. "Det er Lots
mænd!" sagde han. "Og de har heste. Hvordan kan de have fundet os
her?"
Jeg rodede i min pung med urter for at gøre noget ved Gaius' sår.
Gaius bed tænderne sammen og knækkede pilen over. "Der er ikke tid
til det nu," sagde han.
Vi rejste os op og løb videre ind i skoven. Efter at vi havde løbet ca.
en mil, kom vi til en bakke med store grantræer og egetræer. Vi løb op
til toppen og så os tilbage. Lots mænd var lige i hælene på os, de
nærmede sig hastigt foden af bakken. Jeg kunne se mindst 20
velbevæbnede soldater komme ridende efter os.
Jeg lænede mig op af et grantræ i et øjeblik for at få vejret. Loran
havde ret. Hvordan kunne Lots mænd vide at vi ville være her? Da jeg
havde ledt os igennem skoven og marsklandet, havde jeg været helt
sikker på at ingen havde forfulgt os - og alligevel havde de fundet os.
Medmindre de vidste, at vi var på vej til Glastonbury Tor. Men hvordan
skulle de vide det?
Jeg løftede hovedet og så ned på vores forfølgere. På den forreste
hest red en mand klædt i en massiv, rigt udsmykket ringbrynje. Han
havde en hjelm med næsebeskytter på, men jeg var ikke et øjeblik i tvivl
137
om hvem han var. Jeg genkendte med det samme de skarpe ansigtstræk,
de kolde grå-grønne øjne, det korte mørke fuldskæg og håret med de
første grå stænk i det. Lord Gavin.
"Forbandet være ham!" udbrød Loran.
Det jeg havde set med Synet i skibet var rigtigt: Lord Gavin havde
forrådt os. Men hvordan kunne han vide at vi var på vej til
Glastonbury? Det eneste han - angiveligt - havde vidst, var at vi skulle
sættes i land på Somersets kyst. Og hvis Gavin havde vidst, at vi var på
vej til Glastonbury, og havde fortalt det til Kong Lot, vidste han måske
også hvor alle de andre frivillige skulle hen. Og havde fortalt det til
Lot. Men hvordan? Pludselig vidste jeg det: Mordred. Det måtte være
ham. Det var derfor jeg med Synet så den mørke sky af had foran hans
ansigt i Krystalgrotten. Mordred og Gavin havde forrådt os til Kong
Lot. Jeg satte hånden mod min pande og følte stjernen i dens midte
pulsere.
"Gaius," sagde jeg. Gaius vendte sig mod mig, og så mig stå med
hånden på min pande. "Vi er blevet forrådt. Jeg ved ikke om det kun er
os, men måske er det også alle de andre frivillige. Måske er vi de eneste
overlevende. Vi er nødt til at undslippe. Den Nye Vision afhænger af
os."
De andre stirrede på mig. Lots mænd var på vej op af bakken, med
Lord Gavin i spidsen. Kun få minutter, så var de der. "Vi deler os op,"
sagde jeg. "På den måde er der større chance for at en af os overlever.
Aran og jeg går til venstre. Gaius og Loran, I går til højre."
Loran åbnede munden for at protestere. "Gør som jeg siger," sagde
jeg med fast stemme. "En mil herfra er der et lille vandløb. Kryds over
vandløbet og følg det i nordlig retning indtil I kommer til åbent land.
Derfra vil I kunne se Avalon. Vi mødes ved vores hemmelige mødested,
Gaius."
Gaius rørte spidsen af sin stav mod min pande. "Må Gud være med
dig, Dana," sagde han.
"Gudinden er med dig, Gaius," sagde jeg og kyssede ham på panden.
Loran og Aran knyttede hænderne sammen. "Pas godt på hende,
Aran," sagde Loran.
"Med mit liv," sagde Aran.
Jeg vendte mig om og begyndte at løbe til venstre ned af bakken.
Aran fulgte efter mig. Loran og Gaius løb til højre. Jeg så mig ikke
tilbage. Hellige Moder Gudinde, tænkte jeg. Bring dine børn hjem i
sikkerhed.
138
Vi nåede ned for enden af bakken og begyndte at løbe i zig-zag
igennem skoven. Jeg kunne mærke stjernen pulsere i min pande. Jeg
kunne næsten se Gaius og Loran for mit indre øje, løbe igennem
skoven. De var kommet til vandløbet. De vadede over det og begyndte
at følge det i nordlig retning. Jeg prøvede at koncentrere mig om vores
egen rute.
Vi kom til endnu en bakke. Vi kravlede og løb i al hast op af den,
mens vi ængsteligt lyttede efter lyden af heste. Vi nåede toppen af
bakken og så os omkring. Solen var gået ned og mørket var hurtigt ved
at sænke sig. Jeg kunne svagt skimte Avalons høje bakke på den anden
side af skoven. Tågerne var ved at rejse sig fra Søen omkring den, og
indhyllede Avalon i et mystisk, overjordisk skær.
Pludselig hørte jeg sværdkamp og heste der vrinskede, mænd der
skreg. Jeg skærmede mig som at nogen var ved at hugge ud efter mig.
Aran greb fat i mig. "Hvad er der, Dana?" spurgte han. "Her er ikke
nogen."
Jeg faldt ned på knæ, mens jeg tog mig til panden. "De er døde,
Aran," hviskede jeg med hæs stemme. "Gaius og Loran. Lots mænd fik
dem." For mit indre øje så jeg Loran ligge livløs på jorden, mens en af
Lots soldater hev et sværd ud af maven på ham. Gaius lå ved siden af
med to pile i ryggen. Jeg følte at jeg skulle kaste op.
"Kom, Dana," sagde Aran og hev mig op. Han havde tårer i øjnene.
"Vi skal ikke lade deres død være forgæves."
Vores blikke mødtes i et kort øjeblik, så begyndte vi at løbe ned af
bakken. Da vi kom ned af bakken, var tågerne virkelig kommet frem. De
smøg sig om træstammerne som store, grå-hvide skyer i et underligt
spøgelsesland. Det var svært at se noget, men heldigvis kendte jeg
vejen. Vi banede os vej igennem træerne, indtil at vi kom til åbent land.
Månen var ved at stige op og kastede sit blege skær på landet foran os.
Avalon var kun en mil eller to fra os. Størstedelen af bakken var dækket
af tåger, men i lyset fra månen kunne jeg se toppen med den store
stencirkel.
Vi begyndte at løbe over de åbne marker. Pludselig hørte vi bag os
den lyd vi hele tiden havde frygtet: Heste! Vi vendte os om. To soldater
kom ridende efter os, igennem den tykke tåge. De havde begge to spyd i
hånden og galoperede mod os med fuld fart. Jeg plantede fødderne
solidt i jorden og tog min lille kniv frem. Aran trak sit sværd og stillede
sig ved min side.
Rytterne nærmede sig med hævede spyd. Jeg hævede min kniv og
139
sigtede efter den ene. Jeg kastede kniven af al kraft og ramte den ene
rytter lige i brystet. Han sank livløs forover i sadlen, mens hans hest
galopperede forbi mig og forsvandt i tågen. Den anden rytter tordnede
ind i mig. Hans spyd gennemborede mit højre lår og jeg skreg af
smerte. Inden han nåede videre, fældede Aran hans hest med et velrettet
sværdhug. Hesten skreg og væltede om på siden. Rytteren blev kastet af.
Inden han nåede at rejse sig op, fældede Aran ham med sit sværd.
Jeg væltede om i græsset. Spyddet sad dybt i mit lår. Det sortnede for
mine øjne. Aran løb ængsteligt hen til mig. "Dana!" råbte han og
bøjede sig over mig med tårer i øjnene.
"Jeg er her endnu, Aran..." gispede jeg. Smerten fra mit ben var
frygtelig. "Jeg skal lige... have den her væk..." Jeg greb fat om spyddet
og knækkede det over. Så satte jeg mig op med en kraftanstrengelse. Vi
kunne høre flere heste på vej mod os. Aran så fortvivlet på mig. Jeg
prøvede at rejse mig op, men det gik ikke, jeg kunne slet ikke få mit
sårede ben til at lystre.
"Aran," sagde jeg. "Jeg kan ikke løbe mere. Du bliver nødt til at
fortsætte uden mig."
"Det kan jeg ikke," protesterede han. Tårerne løb ned af kinderne på
ham. Lyden af heste kom nærmere.
"Jo du kan," sagde jeg og holdt hans blik fanget. "For missionens
skyld." Jeg lagde den ene hånd på min pande. I et kort sekund mærkede
jeg en sviende smerte mellem mine øjenbryn, så faldt den sølvglinsende
stjerne ned i min hånd. Den strålede svagt i månelyset. Jeg lagde
stjernen i Arans hånd. "Tag til Avalon og fuldfør missionen," sagde jeg.
"Men hvordan skal jeg vide hvad jeg skal gøre?" sagde han fortvivlet.
Jeg lagde min hånd på hans brystkasse og fastholdt hans blik. "Følg
dit hjerte, for kun dit hjerte kender vejen," sagde jeg.
Så vendte jeg mig fra Aran og kiggede tilbage mod vores forfølgere,
som jeg kunne høre nærme sig igennem tågerne. I et kort øjeblik stod
Aran ved min side uden at bevæge sig. "Vi mødes igen, Dana," sagde
han stille. "Vi mødes i Landet På Den Anden Side." Så vendte han sig
om og løb ind i tågerne.
Jeg lagde mig ned på ryggen. Over tågerne omkring Avalon lyste
stjernerne klart. Den store gyldne stjerne som jeg havde set over Arans
hule, lyste midt på nattehimlen. Lyset fra stjernen bølgede ud til alle
sider, som om at den ville kærtegne og beskytte mig. En dyb fred
sænkede sig over mig. For idet jeg lå der og så på stjernen, vidste jeg
pludselig, at al striden, al hadet, al disharmonien på Jorden, kun var
140
som tåger i natten. Oppe over tågerne lyste de smukke stjerner for evigt
og evigt.
I næste øjeblik var jeg omringet af ryttere. To af dem steg af hesten og
gik hen til mig. De pegede deres spyd ned mod mig. Jeg smilede til dem.
Den dybe fred som havde sænket sig over mig, havde fjernet al frygt.
Jeg følte ikke vrede over for dem. Jeg følte snarere medlidenhed med
dem. Over at de ikke kunne forstå, ikke kunne se, de smukke stjerner
oppe over tågerne...
"Hun er stadig i live, my Lord," sagde den ene af rytterne. De tog mig
i armene og rejste mig op. Lord Gavin steg af hesten og stillede sig
foran mig. Han satte spidsen af sit sværd mod min brystkasse. Vores
blikke mødtes. Jeg kunne se at han var overrasket over, hvor rolig jeg
var.
"Hvor er Aran?" spurgte han truende.
Jeg svarede ikke. I stedet blev jeg ved med at se ham ind i øjnene. Nu
hvor al min frygt var borte, undrede jeg mig over hvad der havde fået
ham til at forråde os. Var det penge? Magt? Hvem var han egentlig,
denne Lord, dette menneske, som havde rejst så langt for at dræbe os?
Lord Gavin fjernede blikket fra mig. "Efter drengen," råbte han.
"Hun prøver bare at vinde ham tid."
De andre ryttere satte i galop. I næste øjeblik mærkede jeg en stærk
smerte i min brystkasse, idet Lord Gavin gennemborede mit hjerte med
sit sværd. Men smerten varede kun et kort øjeblik, så følte jeg en susen
omkring mig, som om at en kraftig vind hev mig opad. Jeg følte mig let,
let som vinden, let som mit åndedræt. I næste nu svævede jeg over Lord
Gavin, som trak sit sværd ud af en kvindes blødende krop. Gavin satte
sit sværd i skeden og gik over til sin hest. De to soldater gav slip på min
livløse krop og fulgte efter ham. Men jeg blev ikke for at se mere. Den
vidunderlige susen omkring mig blev stærkere, og jeg vendte mig fra
den blodige scene nede under mig. Jeg kunne se en skikkelse svæve ved
min side. Skikkelsen var nærmest som en stråle af lys, så klar og så
stærk, at det var svært at se nogen fast form. Jeg prøvede at fokusere på
skikkelsen og den blev med det samme tydeligere. Den lysende skikkelse
var den unge kvinde, der i min drøm havde advaret mig om ikke at tage
tilbage til Avalon. Avalon... I et kort øjeblik længtes jeg tilbage dertil...
Men alt det virkede som en drøm nu, allerede langt borte, og
uinteressant... Kvinden smilede til mig, og jeg følte det som om at jeg
altid havde kendt hende. Og så vidste jeg at det havde jeg. Vi havde
altid været sammen, hun og jeg. Hun på Den Anden Side og jeg på
141
denne side. Men selv om hun havde været på Den Anden Side, havde
hun fulgt mig hvert eneste sekund. Fulgt mig, elsket mig, passet på mig.
Og nu var hun her for at tage mig Hjem. Hun rakte hånden ud til mig
og jeg tog den, og vidste at hendes navn var Ticha - min skytsengel. En
enorm kærlighedsfølelse strømmede igennem mig. I næste øjeblik
susede vi sammen op igennem en uendelig lang tunnel af Lys, susede
med Lysets hastighed op imod det mest kærlige Lys jeg nogen sinde
havde oplevet. Det var som at flyve op i selve solen, men denne sol var
levende, kærlig, omsorgsfuld, moderlig, faderlig. Jeg vidste at den var
mit Hjem. Idet vi susede igennem tunnelen, mærkede jeg andre sjæle,
der også fløj op imod Lyset. Alle var glade, alle var fredfyldte, alle var
som små børn der endelig var kommet Hjem. Jeg følte at jeg skulle
sprænges af kærlighed og så var det at jeg så Ham. Langt borte, på den
ene side af Lyset, stod Han, en mægtig skikkelse med armene bredt ud.
Hans hjerte var fuldstændig åbent og den rene, ubegrænsede,
ubetingede Kærlighed strømmede ud fra Ham til alt levende, til alle
mennesker. Han var der for at byde os velkommen Hjem. Han strålede
som solen selv, som tusinde sole i kærlighedseksplosion. Og så vidste
jeg hvorfor de kalder Ham Den Der Stråler Mest...
"Okay," sagde en venlig stemme ved min side. Det var Det Kosmiske
Biblioteks Vogter. "Kom langsomt tilbage til rummet. Tilbage til stolen
du sidder i."
Jeg havde ikke lyst til løsrive mig fra Lyset. Det var så kærligt, så
lyksaligt, at jeg havde lyst til at blive der i evig tid. Og Den Der Stråler
Mest...
"Du kan altid gå tilbage til Lyset," sagde Det Kosmiske Biblioteks
Vogter. "Men nu er det tid til at være lige her."
Jeg løsrev min opmærksomhed fra det intense Lys jeg så for mit indre
øje og prøvede at komme tilbage til rummet. Det virkede. Jeg kunne
igen mærke min krop, mærke mig selv sidde i alfastolen i Tidens
Pyramide.
"Åbn langsomt dine øjne," sagde Vogteren. "Og stræk dig lidt."
Jeg åbnede øjnene. Foran mig stod Det Kosmiske Biblioteks Vogter
og smilede. "Fornemt arbejde," sagde han.
142
10
Nu er det jeres tid
Jeg vendte mig i alfastolen og så hen på Jakob og Janus. De havde
begge to et lyksaligt, fredfyldt udtryk i ansigtet, og jeg vidste at de også
havde været oppe i Lyset lige som mig.
"Gaius og Loran..." sagde jeg.
"Dana..." sagde Jakob og Janus.
Vi rejste os alle tre op og gik hen og omfavnede hinanden. "Vi har
fundet hinanden igen," sagde jeg bevæget.
"Ja," sagde Vogteren, "I har fundet hinanden igen. Nu ved I, at I har
arbejdet med hinanden før. I har arbejdet med Det Store Hvide
Broderskab før. I er Stjernefolk, frivillige udsendte fra en fjern galakse,
der på et tidspunkt inkarnerede på Testzone Jorden, for at hjælpe
menneskeheden med sin opstigning til den 5. dimension."
"Men vores mission mislykkedes," sagde jeg og vendte mig mod Det
Kosmiske Biblioteks Vogter. "Vi fik ikke forankret Den Nye Vision i
den kollektive bevidsthed."
"Fortvivl ej," sagde Vogteren. "For selv de meget Vise kan ikke se
slutningen på alle ting. Hvilket I burde være ved at indse, nu når I har
set en af jeres mange fortidige inkarnationer."
"Men hvis vi virkelig har haft mange fortidige inkarnationer og
kommer fra en fjern galakse, som du siger, hvordan kan det så være at
vi ikke kan huske det?" spurgte Janus.
"Det er en del af den 3. og 4. dimensions reinkarnationsvilkår,"
svarede Vogteren. "I den 4. dimension, som I kort oplevede efter at I
forlod jeres daværende kroppe, hviler sjælen ud mellem inkarnationer,
og husker en del af sine tidligere liv. Men når sjælen igen inkarnerer i
den 3. dimension, bliver der lagt et slør af forglemmelse hen over de
tidligere liv."
"Hvordan kan det være?" spurgte Jakob.
143
"Umiddelbart kan det virke nedslående," svarede Vogteren. "Men når
I forstår grunden til det, vil I se at det er en god og barmhjertig
mekanisme.
Vi så uforstående på ham.
Vogteren smilede: "Tænk på, hvor megen tid og energi de fleste
mennesker bruger på at bære nag, eller være vrede, eller sårede, over de
ting som er sket for dem i dette liv. Den frygtelige barndom, kæresten
der gik fra dem, noget som en eller anden engang sagde eller gjorde - og
se hvor meget smerte det koster dem. De fleste mennesker har svært nok
ved at klare det der er sket for dem i dette liv. Forestil jer så, hvordan de
ville have det, hvis de var bevidste om frygtelige barndomme,
skilsmisser, sygdomme og andre såkaldte tragedier igennem 50 eller
100 eller 200 liv?"
"Det ville være noget af et trauma!" lo Janus.
"Det er først når sjælen kommer til et punkt i sin udvikling, hvor den
kan se alle begivenhederne i dette liv - og i alle sine liv - som en flygtig
drøm, uden nogen som helst form for følelsesmæssig tilknytning eller
bedømmelse, at den får fuld erindring om sine tidligere liv."
"Er det virkelig muligt?" spurgte jeg.
"Ja," svarede Vogteren. "Der vil komme et punkt i din spirituelle
udvikling, hvor du vil se hele dit liv, alle hændelserne i dit liv, hele den
ydre verden, din krop, dine følelser, dine tanker, som en forbigående,
spøgelsesagtig drøm. Når du gør dette, vil du være fri. Så bliver du en
sand Mester. Og så er vejen banet for opstigning til den 5. dimension."
"Det lyder vildt at man kan få det sådan," sagde Janus.
"Det er ikke så svært som I tror," smilede Vogteren. "Det er kun fordi
I identificerer jer så meget med jeres kroppe, jeres følelser, og jeres
tanker, at det virker umuligt for jer. Men når I lærer at identificere jer
med Kraften, jeres Sande Selv, er det faktisk ikke så svært."
"Hvordan lærer man det?" spurgte Jakob.
"Det er blandt andet det I kommer til at lære under det 5.
dimensionale træningsprogram," sagde Vogteren og begyndte at gå hen
imod pyramidens udgang. "Ja, kære venner. Gør jer klar, for en helt ny
verden er ved at åbne sig op for jer." Vogteren rørte døren med spidsen
af sin stav, og døren forsvandt ud i den blå luft. På den anden side lå
Afslapningsskoven, varm og indbydende i sollyset.
"Jeg tror I vil have godt af noget frisk luft efter den lange regression,"
sagde Vogteren med et glimt i øjet. "Lidt tid til at slappe af og fordøje
alt det der er sket."
144
Vi gik hen til døren og trådte ud i den frodige, grønne skov. Vogteren
blev stående på den anden side. "Hvad sker der efter at vi har slappet
af?" spurgte Janus den gamle mand.
"Så bliver I transsubstantieret til Moderskibets centrum, hvor I vil
blive præsenteret for det 5. dimensionale træningsprogram," sagde
Vogteren.
"Og efter det?" spurgte Jakob.
"Vi får se, vi får se," grinede Vogteren. "Tag et skridt ad gangen, så
skal det næste nok vise sig!"
Vi hørte en hvislende lyd og døren i pyramiden kom pludselig til syne
igen. Vi kunne ikke længere se ind i pyramiden. Og vi havde ikke
engang nået at takke Vogteren eller sige farvel til ham.
Vi vendte os mod hinanden. Her i Afslapningsskovens klare sollys,
slog det mig endnu engang, hvor totalt forandrede Jakob og Janus var.
Jakob (eller var han Gaius eller Moncler?) var slank og rank, med et
flot, rent ansigt og et glimt i øjet, klædt i sin mørkeblå troldmandskutte,
og med sin hemmelige magibog i rygsækken. Janus (eller var han Loran
eller Telperion?), var høj og stærk, med langt, gyldent hår og spidse
elverører, klædt i sin massive ringbrynje. Og jeg selv (eller var jeg Dana
eller Starbrow?), med langt krøllet hår, og klædt i en hvid dragt der gik
mig helt ned til anklerne.
"Hvad så," grinede Janus og klappede mig på skulderen, "skal jeg
kalde dig Dana eller Starbrow!"
"Starbrow er navnet," lo jeg og lagde hånden på min pande.
"Starbrow, Moncler og Telperion," sagde Janus "tre Stjernefolk fra hvor var det nu vi kom fra? Plejaderne? Sirius?"
"Det fik vi aldrig at vide." lo Jakob, "Mon vi skal banke på døren og
spørge Vogteren?"
"Neeej," sagde jeg. "Jeg har på fornemmelsen at vi lige skal fordøje
vores liv i England, før vi tager til andre planeter!" Jakob og Janus
nikkede samtykkende. Lige nu havde vi mere end nok at tænke på, bare
med erindringen om ét tidligere liv!
Vi vendte os fra Pyramiden og begyndte at gå igennem den store
"træhal" der omgav Tidens Pyramide. Så gik vi tilbage langs den lille,
tætbevoksede sti. Efter vi havde gået langs stien i et stykke tid, kom vi
til en blomstereng.
"Hvor hen nu?" spurgte Janus.
"Følg dit hjerte, for kun dit hjerte kender vejen!" sagde vi alle tre i kor
og grinede. Så lukkede vi øjnene og koncentrerede os om vores hjerter.
145
Vores indre vejledning ledte os let og ubesværet igennem skoven.
Efter at vi havde gået i nordlig retning i en halv times tid, drejede vi til
højre. Foran os svajede høje, slanke bøgetræer og jeg kunne mærke at vi
nærmede os udkanten af skoven. Og ganske rigtigt: Ikke mere end en
kilometer borte, kunne vi se et varmt gyldent lys oplyse hele horisonten.
Vi kom til enden af skoven og trådte ud på den store græsplæne. Vi
kunne se den lysende by glimte nogle kilometer borte. Pyramider
svævede igennem gaderne, og flere store, cirkelformede stjerneskibe var
i færd med at lette fra byen. Afslapningsskovens blå himmel var nu
blevet afløst af en mørk nattehimmel, spækket med tusindvis af
stjerneskibe. Oppe over Moderskibet svævede Jorden, som en
kæmpestor blå ædelsten.
"Det kalder jeg for panoramaudsigt," sagde jeg.
"Fuldstændig for vildt!" sagde Janus.
"Det her må være det perfekte sted til at følge Vogterens råd om at
ligge og slappe lidt af," sagde Jakob og lagde sig på ryggen i det bløde
græs.
"Så er det tid til lidt interdimensional solbadning!" sagde Janus og
smed sin varme ringbrynje. Så lagde han sig også ned i græsset. Jeg
lagde mig også på ryggen i græsset og kiggede op på nattehimlen. Det
var en sjov fornemmelse. Selv om vi kunne mærke solen skinne og
varme vores krop, og oplyse Afslapningsskoven bag os, som om at det
var højlys dag, var himlen herude på græsplænen dybt mørkeblå, som
om at det var midt om natten.
"Ved I hvad?" sagde Janus, mens han veltilfreds tyggede et græsstrå.
"Nu når jeg har været oppe i Lyset, ved jeg at der slet ikke er nogen
grund til at være bange for døden."
"Næ, tværtimod," sagde Jakob. "Døden er jo den vildeste fest."
"Det må være på grund af det slør af forglemmelse, som ligger over
vores tidligere liv, at vi mennesker er så bange for døden," sagde jeg.
"Ifølge Det Kosmiske Biblioteks Vogter er vi ikke mennesker," sagde
Janus. "Vi er Stjernefolk fra en fjern, fjern galakse."
"Det er en ret vild tanke," grinede Jakob.
"Tror I på det?" spurgte Janus.
"Du ligner i hvert fald ikke den Janus jeg plejer at kende!" sagde
Jakob og hev i Janus' spidse elverører.
"Jeg gad vide hvad der skete med Aran - Elmar - og de andre
frivillige," sagde Janus. "Tror I de blev forrådt og dræbt lige som os?"
"Hvem ved? Hvis Gavin og Kong Lot vidste besked om os, vidste de
146
måske også besked om de andre frivillige," sagde jeg.
"Og der var ingen andre der kunne bruge staven, sværdet og stjernen,
som vi fik af Merlin," sagde Janus.
"Det vil sige at Lysets Netværk ikke blev oprettet," sagde Jakob.
"Og at Den Nye Vision ikke blev forankret i den kollektive
bevidsthed," tilføjede jeg.
"Det Kosmiske Biblioteks Vogter sagde at selv de meget Vise ikke
kan se slutningen på alle ting," sagde Janus.
"Hvad tror I at han mente med det?" spurgte Jakob.
Jeg skulle lige til at svare, da Jorden der svævede i horisonten,
pludselig blev formørket af en enorm sort sky.
"Hvad sker der?" udbrød jeg. Vi satte os alarmeret op i græsset. Det
så ud som om at Jorden blæste enorme sorte skyer ud af sit indre. Skyer
der indhyllede og formørkede hele Jorden. Nogle skyer blev hængende i
Jordens atmosfære, mens andre skød ud i rummet med utrolig fart. En af
de sorte skyer havde retning lige imod os! Vi rejste os op for at søge
dækning, men inden vi nåede at tage det første skridt, ramte den sorte
sky Moderskibet. Jeg skærmede mig med hænderne, som for at afbøde
et slag. Men der skete ikke noget. Skyen var væk, som om at den havde
passeret lige igennem Moderskibet!
Vi åndede lettet op og så op mod Jorden. Planeten blev ved med at
udspy store sorte skyer. Hele Jorden var nu så indhyllet i mørke skyer,
at man knap nok kunne se dens overflade.
"Hvad kan det være?" råbte Janus. I næste øjeblik satte de tusindvis af
stjerneskibe der svævede over Moderskibet sig i bevægelse, og fløj med
lynets hast mod Jorden. Tusindvis af andre stjerneskibe lettede fra
Moderskibet og fulgte efter. Hele himlen sværmede med stjerneskibe på
vej mod Jorden.
Jorden blev ved med at sende enorme sorte skyer ud fra sit indre.
Skyerne passerede direkte igennem stjerneskibene, som om at enten de
eller stjerneskibene, ingen fast substans havde. Endnu en stor sky fløj
imod os, men den passerede også lige igennem Moderskibet.
Vi kunne ikke længere se Jordens overflade. Det var som om at
planeten var indhyllet i en gigantisk sort sky, der truede med at kvæle
hele Jorden. Det så ikke rart ud.
I næste øjeblik blev græsplænen oplyst af tre blændende lysglimt.
Foran os stod tre smukke kvinder. Jeg genkendte den ene kvinde som
min skytsengel Ticha. Hun havde et bekymret udtryk i ansigtet.
"Starbrow," sagde hun og løb hen til mig.
147
"Moncler," sagde den anden kvinde og løb hen og tog Jakobs hånd.
Kvinden var klædt i en troldmandskutte ligesom Jakob. Hun var meget
smuk, med kort brunt hår og klare øjne. Jeg gættede mig til at hun var
Lia, Monclers skytsengel.
Den tredje kvinde løb hen til Janus. Hun var høj og stærk lige som
ham, med meget langt, gyldent krøllet hår. Hendes ansigt var smukt og
klart og hun havde smaragdgrønne øjne og spidse elverører. Det kunne
kun være Telperions skytsengel, Vildis.
"Hvad sker der?" spurgte vi bekymret.
"Jorden er på vej ind i den 5. dimension," sagde Ticha.
"Jeg troede at det var positivt," sagde Janus og stirrede vagtsomt på
skyerne.
"Det er det også," sagde Vildis. Hendes stemme var dyb og stærk.
"Men for at kunne stige op til den 5. dimension er Jorden nødt til at give
slip på menneskehedens negative tanker."
"Er det de sorte skyer vi kan se?" spurgte jeg.
"Ja," sagde Ticha. "Skyerne er æteriske udskillelser af alle
menneskehedens negative tanker."
"Vil det sige at menneskene nede på Jorden ikke kan se skyerne?"
spurgte Jakob.
"Ja," svarede Lia. "Grunden til at I kan se dem, er fordi at I er i
Moderskibets højnede vibrationsfrekvens."
Den Intergalaktiske Flådes stjerneskibe havde nu omringet hele
Jorden, fra Nordpol til Sydpol. Jeg synes næsten at jeg kunne se stråler
af lys strømme fra stjerneskib til stjerneskib. Det så ud som om at hele
Jorden var omringet af et netværk af gyldent lys.
"Moder Jord har feber," sagde Lia. "Hun er ved at udstøde alt det som
ikke er i harmoni med den 5. dimensions Lys og Kærlighed."
"Hvad mener du?" spurgte jeg.
"Menneskehedens negative tanker. Frygt, disharmoni, separation,
begrænsning..." sagde Lia.
"Er det farligt?" spurgte Janus.
"Hvis ikke det var for Det Store Hvide Broderskab og Ashtar
Kommandoen, ville det se sort ud for menneskehedens fremtid på
Jorden," sagde Vildis.
Ashtar Kommandoens stjerneskibe begyndte at sende bølger af
gyldent lys mod Jorden. Flere skibe af mindre størrelse lettede fra
Moderskibet og fløj mod Jorden. De fløj forbi stjerneskibenes netværk
af lys og forsvandt ind i Jordens kulsorte atmosfære.
148
"Hvad gør de små skibe?" spurgte Janus.
"Jeg ved det ikke," sagde Ticha bekymret. "Jeg har aldrig set så
mange skibe gå så tæt på før..."
Ticha, Vildis og Lia kiggede et øjeblik på hinanden. Så vendte de sig
mod os.
"Jordens fødsel ind i den 5. dimension har nået et kritisk punkt," sagde
Lia alvorligt. "Hvert sekund tæller. Kommandør Ashtar indkalder alle
de frivillige nu."
Jakob og Janus og jeg så nervøst på hinanden.
"Vær ikke bange," sagde Vildis. "Nu er det jeres tid."
Afslapningsskoven og vores skytsengle begyndte at blive utydelige.
Jeg følte en sitren i toppen af mit hoved. Det var som om at hver eneste
celle og atom i min krop begyndte at vibrere. I næste nu stod jeg med
Jakob og Janus i en enorm, ellipseformet hal.
149
11
Skyggejorden
Jakob og Janus og jeg så os omkring i den ellipseformede hal. Hallen
var flere hundrede meter lang og der må have været mindst halvtreds
meter til dens høje, hvælvede loft. Hele hallen var lavet af et glat,
sølvagtigt materiale som var meget harmonisk og meget behageligt at se
på. Det havde en transparent, nærmest flydende konsistens. Hallen var
fyldt med hundredvis af de samme åbne, ærtebælg-formede stole som vi
havde siddet i, i Det Kosmiske Bibliotek, placeret i lange rækker foran
et stort podium. For enden af podiet var der en stor dør. Oven over
podiet svævede en gigantisk storskærm frit i luften. Billedet på skærmen
viste Jorden fuldstændig indhyllet i sorte skyer, og omringet af en hær af
stjerneskibe.
Hallen var fyldt med hundredvis af mennesker. De fleste stod nede på
de forreste rækker og fulgte begivenhederne på storskærmen. Grupper
på tre, fire eller fem opstod pludselig ud af den blå luft, ganske som vi
havde gjort, og så sig nysgerrigt omkring. Idet vi kiggede nærmere på
de forskellige grupper, gik det op for os, at vi var trådt ind i et sandt
overflødighedshorn af eventyrere, elverfolk og Jediriddere. Det var som
Star Wars, Ringenes Herre, og Dungeons & Dragons, blandet sammen i
en stor pærevælling! Høje elverfolk og eksotiske troldmænd og
troldkvinder, stod side om side med strømlinede Star Wars piloter og
hundredvis af andre flotte og farverige skikkelser, der alle var som taget
ud af et eventyr.
"Hvad sker der nu?" spurgte Jakob. Billedet på storskærmen rykkede
tættere på Jorden. Det virkede som om at hele Jorden skælvede, idet den
desperat prøvede at ryste de sorte skyer af sig. Jeg havde fornemmelsen
af at Jorden var ved at eksplodere. Ashtar Kommandoens stjerneskibe
blev ved med at holde deres netværk af lys omkring Jorden, som om at
de prøvede at berolige Jordens voldsomme udskillelser.
150
"Hvad tror I skibene gør?" spurgte Janus.
"Hvem ved," sagde jeg bekymret.
Pludselig løsrev et af de store stjerneskibe sig fra netværket og susede
tilbage mod Moderskibet med stor hast. Jeg havde på fornemmelsen at
vi endelig ville få vores intergalaktiske værter at se. Vi begyndte at gå
ned igennem hallen. De forskellige grupper "eventyrere" var holdt op
med at "dukke op" ud af den blå luft, og folk begyndte at bevæge sig
hen mod de forreste rækker, mens de skiftevis fulgte begivenhederne på
storskærmen og studerede de andre eventyrere.
De fleste i hallen så ud til at være på vores alder, i starten af tyverne,
og jeg gættede mig til at de sikkert også var dedikerede Dungeons &
Dragons, Star Wars og Ringenes Herre freaks som os. Men der var også
nogle lidt ældre typer. For eksempel sad en gruppe yogier kun iført
lændeklæder i lotusstilling nede på de forreste rækker, og en gruppe
solbrændte sydamerikanske shamaner i farverige klæder, stod og talte
med en gruppe skaldede Shaolin munke i orange dragter. Der var også
en gruppe nonner i hvide dragter, og to mænd og to kvinder der lignede
druider. De mindede mig om Avalon og dens præster og præstinder.
Foran storskærmen stod en gruppe ægyptiske præster og præstinder
med mærkelige, aflange hovedformer.
"Sikke en forsamling!" grinede Janus.
"Du ligner ikke just en kontorassistent selv!" sagde Jakob.
"Howdy folks!" sagde en ung fyr med drævende Texas accent til os.
Han tilhørte en gruppe på fem rumpiloter i strømlinede dragter og med
underlige V-formede solbriller. De lignede alle sammen Tom Cruise i
Top Gun iført Star Trek dragter.
"Howdy!" sagde jeg til ham.
"Ashtar Kommandoen kan virkelig deres kram hvad?" sagde han.
"Jeg ved ikke præcis hvad det er de gør, men det ser ud til at hjælpe,"
svarede jeg på engelsk. Stjerneskibene holdt stadig deres tætte
formation omkring Jorden. Jeg fik fornemmelsen af at planeten var som
en ulmende mørk vulkan - og at Jorden ville gå i udbrud hvis Ashtar
Kommandoens skibe opløste deres netværk af lys.
"Lad mig gætte," grinede den strømlinede pilot. "I er Dungeons &
Dragons spillere!"
"Det er rigtigt!" sagde Janus.
"Hvad med jer?" spurgte Jakob.
"US Air Force," sagde han og gjorde honnør.
"Så er alle de frivillige altså ikke Dungeons & Dragons spillere?"
151
spurgte jeg.
"En del er, men mange har også andre baggrunde," svarede han. "Kan
I se de japanske hardbodies derovre?" sagde han og pegede på fire flotte
japanske kvinder i samuraidragter. "De er alle sammen højt placerede
forretningskvinder i et multinationalt computerfirma. Og drengene
derovre er alle sammen websurfere og Star Wars freaks," sagde han og
pegede på en gruppe slanke unge mænd, klædt i hvidt Star Wars tøj.
"Luke Skywalker har ikke levet forgæves," klukkede Janus.
"Så er der Sai Babaerne henne på første række," sagde han og pegede
på en gruppe indiske yogier med stort krøllet hår. "Den ene er læge og
den anden er kvantefysiker."
"Du må have været her i lang tid, siden at du ved så meget," sagde
Janus.
"Slet ikke," grinede han og tog sine V-formede briller af. "Det er
brillerne der gør det hele. De fortæller mig alt om andre." Han vendte
dem om, og vi kunne se at indersiden af brillerne hele tiden gav ham
udførlige dataudskrifter.
"Sejt!" sagde Janus. "Det er lige som Terminator!"
"Hvad så med Shaolin munkene derovre?" spurgte Jakob og pegede
på de skaldede munke. "Hvem er de?"
"Shaolin munkene er Shaolin munkene," grinede piloten og tog igen
sine briller på. "Nogle er tættere på deres Sande Selv end andre!"
"Kan brillerne så fortælle dig hvad der foregår nede på Jorden?"
spurgte jeg.
"Hvis de kan, så har jeg ikke lært det endnu," sagde han. "Måske
skulle du spørge Sai Babaerne."
Pludselig gled den store dør for enden af podiet til side. Et kraftigt,
sølv-hvidt lys skinnede igennem døråbningen. Alles blikke rettede sig
mod døren. En høj, rank mand trådte ud på podiet. Han var klædt i en
sølvglinsende dragt der dækkede hele hans krop, undtagen hænder og
hoved, og på hovedet havde han en tynd, sølvglinsende hjelm. Hele
hans krop udstrålede et stærkt sølv-hvidt lys. Han gik hen over podiet
med hurtige, faste skridt, fulgt af omkring halvandet hundrede andre
mænd og kvinder, klædt i de samme sølvglinsende dragter og hjelme.
På brystet havde de et militærlignende emblem. De udstrålede alle
samme sølv-hvide lys.
Den høje mand stillede sig for enden af podiet og tog sin hjelm af. Jeg
genkendte ham med det samme: Kommandør Ashtar, Den
Intergalaktiske Flådes Øverstbefalende. De andre stillede sig på række
152
bag Kommandøren og tog også deres hjelme af.
Vi stirrede fascineret på Ashtar og hans team af Stjernefolk.
Stjernemenneskene var meget forskellige. Nogle var ikke højere end en
meter og tyve, med svagt blålig-grøn hud og mørke, mandelformede
øjne. Andre var over to meter høje, med slanke, gyldne kroppe. Men på
trods af forskelle i højde og hudfarve og øjne, lignede de alle sammen
mennesker. De smukkeste, mest strålende mennesker jeg nogen sinde
havde set. De smilede alle venligt til os.
"Vær hilset, mine brødre og søstre i Lyset!" sagde Kommandøren med
klar stemme. "JEG ER Ashtar." Han åbnede ikke munden, men jeg
kunne høre hans stemme i mit indre, præcis som med Ticha. Jeg
undrede mig over, hvordan han kunne gøre sig forståelig, med alle de
mange sprog og nationaliteter til stede, men alle så ud til at forstå ham
klart og tydeligt.
"Jeg beklager denne bratte introduktion," sagde Ashtar, "men
situationen på Planeten Jorden har nået et kritisk punkt, og vi har brug
for jeres hjælp nu." Han kiggede op på storskærmen, og billedet skiftede
fra at vise Jorden set fra Moderskibet, til at vise en by - var det San
Francisco? - i totalt kaos. En stor bro var sunket sammen, og bilerne lå
væltet ud på motorvejen, som om at der havde været jordskælv. Mange
højhuse var brast sammen, og man kunne se folk og brandbiler og
ambulancer i hektisk aktion alle vegne.
"Det er min by!" skreg en lyshåret elverkvinde forskrækket.
"Vores stjerneskibe har stabiliseret Jordens udskillelser," sagde
Ashtar. "Men vi kan ikke blive ved med det ret meget længere. Moder
Jord er i gang med sin opstigning til den 5. dimension. For at gøre det,
er Hun nødt til at udskille alle de negative tanker som menneskeheden
har forurenet Hende med igennem tiderne." Skærmbilledet viste i hurtig
rækkefølge billeder fra forskellige steder på Jorden: Et kraftigt
vulkanudbrud, mennesker der var ved at blive evakueret, mærkelige
skyformationer, og kraftige hvirvelvinde der skabte oprør i havene. Man
fik indtryk af at hele Jorden var i oprør.
"Men hvad er det der sker?" spurgte en af de japanske
samuraikvinder.
"Lad mig forklare," sagde Ashtar og lavede en cirkelbevægelse med
hånden. Et stort 3-D hologram af Jorden manifesterede sig øjeblikkeligt
ved siden af ham. Det snurrede langsomt rundt. Hologrammet var 3-4
meter højt og gennemsigtigt: Inde bag Jordens blå have og brune
landmasser, kunne man se dens indre.
153
"Planeten Jorden - Moder Jord - er en levende bevidsthed," sagde
Ashtar, mens den blå kugle snurrede ved siden af ham. "En levende
bevidsthed som er under udvikling, lige som du og jeg. Nu er Moder
Jord ved at stige op til den 5. dimension. For at stige op, er Hun nødt til
at give slip på al frygt, disharmoni, begrænsning og egoisme - alt det
som ikke er i harmoni med den 5. dimensions højnede bevidstheds- og
vibrationsfrekvens. Hvis menneskehedens kollektive bevidsthed var på
samme bevidsthedsniveau som Moder Jord, ville der ikke være nogle
problemer: Moder Jord og menneskeheden ville let og ubesværet stige
op til den 5. dimension i harmoni med hinanden."
3-D hologrammet af Jorden begyndte at lyse med en stærk gylden
aura. Jorden blev til en strålende stjerne i himmelrummet...
"Desværre er det ikke sådan," sagde Ashtar. "Menneskehedens
kollektive bevidsthedsniveau sakker sørgeligt bagud. Den kollektive
bevidstheds fokus er på begrænsning, mangel, disharmoni, frygt, krig,
sygdom, separation og alle de andre negative tanker der plager
menneskeheden." Ashtar lavede endnu en cirkelbevægelse med hånden,
og pludselig var 3-D hologrammet af Moder Jord omgivet og
gennemtrængt af endnu et hologram af Jorden. Dette hologram var en
lille smule større end Jorden, men i modsætning til det første hologram,
var dette hologram mørkt og kaotisk, som en grå Skyggejord der truede
med at kvæle Moder Jord.
"Den mørke sky af frygt og negativitet som I ser indhylle og
gennemtrænge Jorden, er alle de negative tanker i menneskehedens
kollektive bevidsthed. Og det er de negative tanker i menneskehedens
kollektive bevidsthed, der er årsagen til de voldsomme fysiske
udskillelser som Moder Jord det sidste stykke tid har gennemgået:
Jordskælv, vulkanudbrud, forskydninger af Jordskorpens plader,
voldsomme klima- og vejrforandringer, tørke, hungersnød og utallige
miljøkatastrofer."
3-D hologrammet af Moder Jord rystede og skælvede, som om at det
prøvede at ryste menneskehedens tunge og negative skyer af tanker af
sig. Rystelserne fik jordskorpens plader til at forskyde sig og skabte
ustabilitet på Jordens overflade: Himmel, hav og jord var i oprør.
"Menneskehedens egoistiske separationstankegang er voldsomt ude af
harmoni med Moder Jord," fortsatte Ashtar. "Hvor end menneskeheden
går, efterlader den store sår og bylder af frygt, disharmoni og ufred.
Moder Jord brænder. Hun har feber. Hun er nødt til at udskille de
organismer som er ude af harmoni med Hende. For Moder Jord vil stige
154
op til den 5. dimension. Dette er sikkert. Hendes tid som 3. og 4.
dimensional testzone er udløbet og menneskeheden har to valg: Enten at
højne sin bevidsthed og stige op til den 5. dimension sammen med
Jorden, eller at blive udslettet og fortsætte sin sjæleudvikling andetsteds
i Universet." Det 3-dimensionale hologram af Jorden lavede et
pludseligt akseskift. Hele planetens position blev ændret: Nordpolen
blev til Sydpolen og hele Jordens overflade blev fuldstændig udslettet.
Den mørke Skyggejord forsvandt. De frivillige gispede forskrækket ved
synet af dette ubehagelige scenario.
"For ca. en halv time siden begyndte Moder Jord at udskille store
mængder af menneskehedens negative tanker," sagde Ashtar alvorligt.
3-D hologrammet af Skyggejorden manifesterede sig igen og truede
med at kvæle Jorden i mørke. "Vores Afdeling for Planetarisk
Dimensionsskift anslår, at hvis der ikke gøres noget drastisk, vil Moder
Jord lave et totalt akseskift, der vil udrydde alt liv på Jorden."
Der blev helt stille i hallen. Ingen sagde noget.
Ashtar hævede resolut armene. "Vores stjerneskibe har dannet et
netværk af lys omkring Jorden, for at stabilisere dens udskillelsesproces.
Netværket stabiliserer Jordens indre og ydre og holder akseskiftet
tilbage," sagde Kommandøren med fast stemme.
"Men vi kan ikke holde akseskiftet tilbage særlig længe. Vores
eksperter anslår, at stjerneskibenes netværk kan udskyde tiden for
akseskiftet til om 48 timer. Længere kan vi ikke holde Jordens
udskillelsesproces tilbage. Så vi har brug for hjælp. Og det er derfor at
vi har tilkaldt jer, nu, i Jordens mørkeste time."
Ashtar stillede sig helt ud for enden af podiet og så ud over den
chokerede forsamling. "Vores Afdeling for Planetarisk Dimensionsskift
har beregnet, at det eneste der kan stabilisere Jorden og forhindre et
totalt akseskift om 48 timer, er at udskifte rædselsbillederne i
menneskehedens kollektive bevidsthed med en positiv Ny Vision. Med
andre ord: Menneskeheden må udskifte sine negative tanker og billeder
med noget mere positivt og kærligt, for at berolige Moder Jord, så Hun
kan stige op til den 5. dimension på en mere fredelig og harmonisk
måde. Og derfor er I nødt til at fuldende den mission som I ikke fik
fuldført i jeres tidligere liv. Det er af altafgørende vigtighed at I
forankrer Den Nye Vision i menneskehedens kollektive bevidsthed. Og
det kan ikke gå hurtigt nok."
"Men... jeg forstår ikke," sagde en over to meter høj afrikansk mand,
klædt i farverige klæder. "Hvordan kan et par hundrede mennesker
155
ændre hele den kollektive bevidsthed, på en planet med seks milliarder
mennesker?"
"Det kan I ved at skabe en kritisk masse," sagde Ashtar. "For at
forankre Den Nye Vision i den kollektive bevidsthed og stabilisere
Jorden, har vi brug for en kritisk masse."
Jakob tog Monclers store magibog ud af sin rygsæk og begyndte at
skrive i den.
"Hvad skriver du?" spurgte jeg.
"Shh," sagde han. "Det her er interessant. Kritisk masse er netop en af
de ting jeg har gået og spekuleret på, siden jeg deltog i Stanley Donnes
eksperiment." Janus og jeg så på hinanden og hævede øjenbrynene.
"Nogle af jer har måske hørt om De Hundrede Abers Syndrom,"
sagde Ashtar. "For nogle år siden, lavede en gruppe videnskabsmænd
på Jorden et forsøg på nogle små japanske øer i Stillehavet. Øernes
eneste befolkning var aber, og abernes eneste føde var kartofler, som de
gravede op af jorden og spiste. Videnskabsmændene tog til den ene af
øerne, og lærte øens abebefolkning at rense og vaske kartoflerne, inden
de spiste dem. Snart havde hele abebefolkningen på øen lært at rense og
vaske deres kartofler inden de spiste dem. Men det interessante ved
dette forsøg er - at efter et stykke tid begyndte alle aberne på alle de
andre stillehavsøer også at vaske og rense deres kartofler, inden de
spiste dem. Uden nogen form for fysisk kontakt mellem den ø som
videnskabsmændene havde uddannet, og så de andre "primitive" øer.
Hvordan kan det være?" spurgte Ashtar.
"Bevidsthed," mumlede Jakob, mens han skrev løs i sin magibog.
"Bevidsthed er non-lokaliseret i tid og rum."
"Det har noget at gøre med den måde bevidstheden fungerer på,"
fortsatte Ashtar. "På det fysiske plan virker det som om at vi alle er
separate individer. Men på det indre, usynlige bevidsthedsplan er vi alle
et, er vi alle forbundet med hinanden. Det vil sige, at når et individ
højner og ændrer sin bevidsthed, højnes og ændres hele den kollektive
bevidsthed, uden nogen form for fysisk kontakt. Det var sådan aberne
på de andre øer pludselig lærte at vaske og rense deres kartofler inden
de spiste dem. En lille gruppe af aberne havde højnet og udvidet deres
bevidsthed, og det påvirkede straks hele den kollektive abebevidsthed uden nogen form for fysisk kontakt.
Det er derfor De Opstegne Mestre altid siger at Den Enes Gode Er
Alles Gode. Når du ændrer din bevidsthed, påvirker det hele
menneskeheden. Og der behøves procentvis ikke særlig mange oplyste
156
mennesker, for at påvirke hele den kollektive bevidsthed - vel Monka?"
sagde Ashtar og kiggede hen på en af medlemmerne af sit team.
"Nej," sagde Monka og gik frem på podiet. "Vores Afdeling for
Planetarisk Dimensionsskift har beregnet, at hvis 1% af en planets
befolkning ændrer deres bevidsthed radikalt - det vil sige 60 millioner
mennesker på Planeten Jorden - vil det udløse en kritisk masse, og de
resterende 99% vil hurtigt følge efter."
60 millioner mennesker, tænkte jeg. Det er sku´ da vildt mange. Jeg
kunne kun tænke på meget få mennesker i min gamle omgangskreds på
Jorden, der ville være interesseret i at ændre deres bevidsthed radikalt!
"Jeg ved hvad I tænker," sagde Monka. "At 60 millioner mennesker er
virkelig mange - og I er kun 600. Lad mig lige forklare. Undersøgelser
fra andre Planetariske Opstigninger har vist, at hvis nogle få hundrede
oplyste individer, samtidig sender en Ny Vision ud langs planetens
netværk af Energicentre og Energilinier, bliver effekten eksponentiel
eller mangedoblet. Det vil sige, at nogle få oplyste individer, under de
rette forhold, rent faktisk lynhurtigt kan skabe en kritisk masse. Og det
er det vi vil have at I skal gøre. Dette er jeres mission, I 600. I kan skabe
den kritiske masse på Planeten Jorden, fordi når I 600 samtidig
udsender Den Nye Vision fra Jordens mægtigste Kraftsteder, vil
effekten blive forstærket 100.000 gange. Det har vi udregnet. Og 600
gange 100.000 er lig med 60 millioner - det vil sige den 1% af Planeten
Jordens befolkning, som vi behøver for at skabe en kritisk masse, og
forhindre akseskiftet om 48 timer."
Der blev igen helt stille i hallen, mens de 600 frivillige prøvede at
fordøje, hvad Monka lige havde fortalt.
"It ain't over till it's over!" hviskede Janus - men der var så stille i
hallen, at alle hørte hvad han sagde.
"You said it man!" grinede vores pilotven fra Texas.
"Nu kan I forstå, hvorfor vi har tilkaldt jer nu, i Jordens mørkeste
time," sagde Ashtar. "Og nu kan I også forstå, hvorfor vi siger, at nu er
det jeres tid. Som I nu ved fra jeres regression i Det Kosmiske
Bibliotek, har I før været inkarneret på Jorden med dette formål: At
forankre en Ny Vision i menneskehedens kollektive bevidsthed. Men
situationen har aldrig været så kritisk som nu. Hvis ikke I gennemfører
jeres mission i løbet af de næste 48 timer, vil alt liv på Jorden blive
fuldstændig udslettet. Så enkelt er det."
"Det må siges at være en presset situation - før havde vi flere tusinde
år, nu har vi kun 48 timer..." mumlede Janus.
157
"Og fordi situationen er så kritisk nu" fortsatte Ashtar. " - og fordi I
har så lidt tid, har vi ikke tænkt os at jeres mission skal mislykkes denne
gang. Derfor har vi besluttet os for at sende jer på Universets hurtigste
kursus i Opstigning. Og her kommer manden der står bag det. Mission:
Jordens Opstignings Øverstkommanderende. Den Der Stråler Mest:
Sananda."
158
12
Den Der Stråler Mest
Ashtar lavede en cirkelbevægelse med hånden og 3-D hologrammet
forsvandt. Han og hans team stillede sig ærbødigt ud til den ene side af
podiet. Døren for enden af podiet gled til side, og et stærkt hvidt lys
strømmede ud i hallen. Lyset bevægede sig ud på podiet, og jeg så at det
kom fra en mand: Sananda!
"Velkommen, min farverige bande eventyrere," sagde han. "Det er i
sandhed en velsignelse, at se jer alle sammen stråle så kraftigt og kærligt
igen. Ja, jeg ved at jeres eventyr på Jorden til tider har dæmpet lidt for
jeres lys. Men jeg kan se at I ikke har lidt nogen varig skade.
Før I steg ned på Jorden lavede vi en aftale. I lovede at gøre jeres
bedste for at hjælpe menneskeheden, og jeg lovede at minde jer om det
hvis I glemte det," grinede han. "Det var derfor jeg bad om denne
særlige dispensation, så I kunne komme op i Moderskibet og huske
jeres sande herkomst, jeres sande mission, og jeres sande selv, nu, i
dette afgørende øjeblik, hvor Jorden er ved at stige op til den 5.
dimension. Og nu viser det sig at tidspunktet for jeres ophold var meget
mere velvalgt end jeg havde nogen anelse om!
For at opsummere situationen: Ashtar Kommandoens heroiske arbejde
har udskudt akseskiftet til om 48 timer. Og med jeres indsats forankringen af Den Nye Vision i menneskehedens kollektive
bevidsthed - mener vi at kunne udskyde akseskiftet i yderligere to til tre
år. Og det er netop de to til tre år vi behøver, for at en større del af
menneskeheden kan højne sin bevidsthed, og stige op til den 5.
dimension sammen med Moder Jord. For selv om det umiddelbart ser
ud som om at menneskeheden er i en værre forfatning end nogen sinde
før, er der mange tusinde mennesker på Jorden som er klar til
opstigning. Og hundredtusindvis af andre er ved at være klar, selv om
de ikke er bevidste om det."
159
Sananda var stille i et øjeblik, så fortsatte han: "Men nu til sagen: For
at kunne aktivere Kraftstederne på Jorden, er I nødt til at have de
interdimensionale "Nøgler" eller våben, som Det Store Hvide
Broderskab gav jer for mange hundrede år siden, da I først forsøgte at
oprette Lysets Netværk. Disse våben er tæt knyttet til jeres egen
sjælsenergi, og til jeres Kraftsted. Uden disse våben kan I ikke aktivere
jeres Kraftsted.
Da I døde og forlod jeres kroppe, blev jeres interdimensionale våben
fjernet fra Jord-planet, så de ikke ville falde i hænderne på mennesker,
der kunne misbruge våbnenes mægtige kræfter. Våbnene blev bragt til
et sted, hvor de kunne blive opbevaret i sikkerhed - nemlig Det Store
Hvide Broderskabs hovedkvarter i den 5. dimension: Shamballa - også
kaldet Lysets By. Der har våbnene ligget i næsten femten hundrede år,
og ventet på at I, Jordens Vogtere, skulle komme og hente dem. Og nu
er tiden kommet, hvor I er nødt til at tage til Shamballa og hente jeres
våben, for uden dem kan I ikke aktivere jeres Kraftsted og oprette
Lysets Netværk. Og uden Lysets Netværk, vil Den Nye Vision ikke få
stor nok gennemslagskraft til at forhindre akseskiftet om 48 timer. Så
det haster, venner."
Mens Sananda fortalte om vores interdimensionale våben, så jeg i et
øjeblik for mit indre øje den sølvglinsende stjerne jeg havde båret i så
kort tid, i mit liv som Dana. Jeg fik også et glimt af den magiske stav
Jakob havde båret som Gaius, og det juvelprydede sværd Janus havde
båret som Loran.
"Men vejen til Shamballa er ikke for alle," sagde Sananda. "Kun de
som er blevet indviet i Virkelighedens Natur og har lært at mestre den,
kan få adgang til Shamballa. Derfor er I først nødt til at gå den vej, som
alle Opstegne Mestre har gået på deres vej mod Opstigning. Og det er
det lynkursus i Opstigning som Ashtar snakker om," sagde Sananda og
blinkede til Kommandøren.
"Lynkurset indebærer følgende: I skal træde ind i den 4. dimension og
passere igennem tre æteriske Porte, styret af de Opstegne Mestre. For at
passere igennem hver Port, er I nødt til at bestå en prøvelse, for at
bevise at I har mestret den Universelle Lektion, som hver port
repræsenterer. Kun ved at passere igennem alle tre porte, vil I få adgang
til den 5. dimension og Shamballa - og jeres våben.
Men som jeg sagde før: Vejen til Shamballa er ikke for alle. Den 4.
dimension er fyldt med talrige himmeler og helveder, og I vil blive
udsat for store fristelser og udfordringer på jeres vej. Hvis I falder for en
160
af fristelserne, kan I risikere at blive fastlåst i den 4. dimension på
ubestemt tid."
Ashtar trådte frem på podiet. "For at komme ind i den 4. dimension, er
I nødt til at passere igennem et interdimensionalt Ormehul", sagde han.
"En æterisk åbning mellem dimensionerne."
"Jeg har et spørgsmål," sagde en af de unge Jediriddere. "Hvordan kan
vi nå igennem prøvelserne, og til Shamballa, og finde vores våben, og
komme tilbage til Jorden og forankre Den Nye Vision, inden de 48
timer udløber?"
"Tiden opfører sig en smule anderledes i den 4. dimension," svarede
Ashtar. "Hvilket i denne situation er til vores fordel. Selv om det virker
som om, at I er væk i flere dage, vil der kun være gået få timer på
Jorden, når I træder ud på denne side igen. Men vi er stadig nødt til at
skynde os. For hvert sekund der går, bevæger menneskeheden sig
tættere på total udslettelse."

Ormehullet lynede og slog gnister, som om at det var fyldt med
højspændt elektricitet. Syv af Stjernemenneskene fra Ashtars team
havde manifesteret den interdimensionale åbning i den anden ende af
hallen, ved at lave lette cirkelbevægelser med deres hænder. De
forskellige grupper frivillige stod nu i kø foran Ormehullet. Jakob og
Janus og jeg var blandt de forreste i køen. Den første gruppe frivillige,
de fire japanske samuraikvinder, gik frem til Ormehullet. Et af
Stjernemenneskene sagde nogle få ord til samuraikvinderne. Så tog de
fire kvinder hinanden i hånden og trådte ind i Ormehullet. I samme
øjeblik at de rørte åbningen, blev de suget ind i den hvirvlende,
elektriske masse og forsvandt. Den næste gruppe stillede sig foran
Ormehullet. Jeg så en sidste gang tilbage på podiet. Sananda og Ashtar
stod som to strålende lyssøjler og betragtede de frivillige træde ind i
Ormehullet. Sananda lagde hånden på sit hjerte.
Nu var det vores tur. Vi trådte hen til den interdimensionale åbning.
Jeg syntes næsten at jeg kunne føle kraften fra den hvirvlende, elektriske
masse. Det var som om at den ville suge os ind til sig.
"Når I træder ind i Ormehullet, vil I passere forbi mange forskellige
dimensioner," sagde en høj Stjernemand. "Men jeres destination er
Krystaltrappen! Krystaltrappen leder til den Første Port som I skal
passere igennem. Så husk at træde ud af Ormehullet, når I kommer til
161
Krystaltrappen. Og hold godt fast i hinanden!"
"Det lyder betryggende!" sagde Jakob.
"Lad eventyret begynde," sagde Janus. Så tog vi hinanden i hånden og
trådte ind i Ormehullet.
I samme øjeblik at vi rørte Ormehullet blev vi suget ind i det med
enorm kraft. Jeg følte hele min krop blive omringet og gennemtrængt af
et intenst, høj-vibrerende elektricitetsfelt. Jakob og Janus og jeg blev
suget igennem en bred tunnel af flimrende lys og elektricitet. Lyset var
så stærkt at det næsten gjorde ondt i øjnene. Det var som at blive suget
ind i en tornado af lys. Jeg hørte Jakob og Janus stønne ved min side, og
jeg følte det som om at mine indvolde vendte sig.
Pludselig drejede tunnelen brat opad og vi måtte holde godt fast i
hinandens hænder, for ikke at blive revet fra hinanden. Vi blev suget
opad med enorm kraft. Tunnelen drejede igen et stykke længere
fremme. Vi kunne se en åbning i tunnelens ene side. I næste sekund
stoppede vi med et voldsomt ryk foran åbningen. Vi svævede i vægtløs
tilstand foran den interdimensionale åbning. På den anden side af
åbningen kunne vi se et azurblåt hav. Solen skinnede på en indbydende
lille paradisø. Høje palmer svajede i vinden, vandet var klart og rent, og
sandet... sandet var lavet af krystaller. Hele stranden bestod af kulsorte
krystaller. Et stykke længere henne, skiftede stranden til rødlige
krystaller. Det næste stykke af stranden bestod af gule krystaller. Og så
på den anden side af stranden, lyserøde rosa kvarts krystaller, blå
krystaller, lilla ametyst krystaller, og til sidst helt klare bjerg krystaller.
"Syv forskellige slags krystaller," sagde Jakob. "Et for hvert chakra."
Janus og jeg så overrasket på Jakob. "Hvordan ved du det?" spurgte
jeg.
"Det hører vel til troldmandsfaget," sagde Jakob og så lige så
overrasket ud som os.
"Det er ellers synd at vi kun har 48 timer til total udslettelse," sagde
Janus. "Jeg har altid drømt om at holde ferie i en Bounty reklame..."
I samme øjeblik han sagde det, blev vi igen suget videre i tunnelen.
Tunnelen drejede skarpt nedad, og vi susede med hovedet nedad mod
en mørk åbning i tunnelens ene side.
"Det kalder jeg en rutsjebanetur!" råbte Janus.
Da vi kom til den mørke åbning i Ormehullets side, stoppede vi igen
brat op. På den anden side af åbningen, stod flere tusinde mennesker og
råbte og skreg foran en stor scene. På scenen blinkede og flimrede
skarpe lys i lyntempo, mens tre halvnøgne mænd stod og råbte i en
162
mikrofon, i takt til en øresønderrivende trommerytme. Mørket, afbrudt
af de skarpe lys, og den disharmoniske trommerytme og råben, fik det til
at ligne en scene fra en eller anden skrækfilm.
"Det her må være, hvad de kalder for helvede," sagde jeg.
"Det er ikke til at sige, om vi er landet i Skyggelandet Mordor, eller en
koncert med the Prodigy!" sagde Jakob.
"Det er i hvert ikke her vi skal hen," sagde jeg.
I samme øjeblik at jeg sagde det, blev vi igen suget videre i tunnelen.
"Vi kan jo blive ved med det her i evig tid!" sagde Jakob. "Det er
Krystaltrappen vi er ude efter."
I samme øjeblik at han sagde det, stoppede vi foran en ny åbning. På
den anden side af åbningen lå en stor klippehule. I hver af hulens tre
sider var der en bred åbning. Åbningen til venstre førte til en lang gang,
oplyst af fakler der hang i klippevæggene. Åbningen til højre førte til en
bred trappe der snoede sig nedad mod mørke. Åbningen lige fremme
førte til en bred trappe, lavet af skinnende krystaller.
"Det må være Krystaltrappen," sagde Janus.
"Let's go," sagde jeg. Vi svævede hen til åbningen, og rakte hænderne
frem mod den. I samme øjeblik at vi rørte åbningen, blev vi suget
igennem den. Jeg følte et kraftigt stød, som at hele min krop blev
elektrisk ladet, så røg vi ud på det kolde stengulv på den anden side.
163
164
165
TREDJE DEL
VEJEN TIL
SHAMBALLA
ONSDAG 1. APRIL KL. 00:30:16 GMT JORD TID
TIL
ONSDAG 1. APRIL KL. 02:19:11 GMT JORD TID
166
167
1
Det Blå Tempel
Vi rejste os op fra det hårde, kolde stengulv. Det føltes underligt at have
fast grund under sig igen, efter den vilde tur igennem Ormehullet. Vi gik
frem i klippehulen og studerede de tre åbninger. En kold vind blæste op
fra trappen i åbningen til højre. Den lugtede klam og indelukket. Jeg var
glad for at vi ikke skulle den vej.
Vi gik hen til Krystaltrappen. Jeg satte foden på første trappetrin og
følte straks en behagelig sitren i hele min krop. "Det er helt klart her vi
skal op," sagde jeg. Vi begyndte hurtigt at gå op.
Efter at vi havde klatret opad i et par minutter endte Krystaltrappen.
Vi besteg de sidste trin og trådte ud på en lang, bred gang, med et højt,
hvælvet loft. Vi gik ned af gangen og opdagede at væggene var fyldt
med hundredvis af flotte vægmalerier, af mænd og kvinder omgivet af
hvide og gyldne auraer. Mange af dem havde jeg set billeder af før:
Buddha siddende i lotusstilling, Moses der skilte vandene, Jomfru
Maria med Jesusbarnet, de to østerlandske vismænd Lao Tzu og
Konfucius, Krishna og Sankt Peter...
"Det her må være De Opstegne Mestres Hall of Fame!" sagde Janus.
"Se her," sagde Jakob og stoppede foran et billede af en høj, værdig
mand med langt skæg. "Der er Sokrates."
"Og Merlin!" sagde Janus. "Herovre."
Et af vægmalerierne viste et billede af Merlin, klædt som en fransk
adelsmand i det 17. århundrede. Hans krop var omgivet af violette
flammer. Vi stirrede fascineret på billedet.
"De har alle sammen glorier," sagde Janus.
"Elmar sagde, at det er et tegn på at mennesket er en Oplyst Mester,"
sagde jeg.
"Er det ikke Kong Arthur derhenne?" spurgte Jakob.
"Jo det er så!" sagde jeg ivrigt og gik hen til billedet af Kong Arthur.
168
Han var klædt som en østerlandsk prins, med en stor ædelsten i sin
hvide turban. Hans hud var gyldenbrun og han havde et tyndt skæg, men
der var ingen tvivl om at det var Kong Arthur.
"Det må være som El Morya," sagde jeg og huskede hvad Elmar
havde fortalt mig om Kong Arthurs forskellige inkarnationer.
Vi gik videre ned af den lange gang, mens vi nysgerrigt studerede de
mange vægbilleder af Mestrene.
"Der er Krishna," sagde Jakob og pegede på et billede af en
østerlandsk yngling der pustede liv i en galakse.
"Prøv at se en afro ham her har!" grinede Janus. Han stod foran et
billede af en høj mand klædt i en orange dragt, med et enormt busket,
krøllet hår. Billedet viste manden lave en cirkelbevægelse med hånden,
lige som Kommandør Ashtar havde gjort.
"Det er Sai Baba," sagde jeg. "En nulevende mester i Indien. Elmar
besøgte ham flere gange." Faktisk var der billeder af mange af de
Mestre, som Elmar i sin tid havde besøgt. Et stykke længere henne, var
der billeder af to andre som jeg kunne huske at Elmar havde besøgt:
Den mexicanske nagual Don Juan Matus, og tibetaneren Dalai Lama.
"Janus må have ret," sagde Jakob. "Alle de mestre vi ser her, må være
dem som er steget op til de højere dimensioner."
"Det Store Hvide Broderskab," sagde jeg.
"Jeg kan ikke se Ashtar nogen steder," sagde Janus.
"Måske viser denne hal kun billeder af Mestre som har været
inkarneret på Jorden," sagde jeg.
Vi begav os videre ned igennem gangen. Idet vi nærmede os
udgangen, så vi at der var blå himmel på den anden side. Vi kom til
udgangen og kiggede ud. På den anden side lå den klareste blå himmel
jeg nogen sinde havde set. En blå himmel der blev ved i al uendelighed,
over os, under os, og til alle sider. Foran udgangen var der en bred blå
trappe. Trappen ledte op til et stort blåt tempel, der svævede midt i den
klare blå intethed. Det blå tempel strålede som om at det var lavet af
tusindvis af blå krystaller. Templet blev holdt oppe af lange rækker af
søjler, som i et antikt græsk tempel.
Vi begyndte at gå op af trappen. Herude i det blå blæste en frisk vind
og jeg tog en dyb indånding. Luften var klar og utroligt forfriskende. Vi
besteg de sidste trappetrin og trådte ind mellem de høje søjler. For
enden af søjlerne lå templets indgang: En stor Blå Port - Første Port!
"Første check," sagde Janus.
Vi gik ned langs søjlerne og stillede os foran Den Blå Port. På den ene
169
af portens to høje døre var der en stor dørhammer. Vi stod foran porten i
et øjeblik, så tog Jakob fat i dørhammeren og hamrede på porten. De
høje døre gled lydløst til side. Det indvendige af templet blev også holdt
oppe af lange rækker af søjler. Væggene var blå som den klare himmel
udenfor, men templets gulv var hvidt. I midten af templet var der en stor
rund cirkel med nogle mærkelige inskriptioner. I midten af cirklen stod
en gammel mand. Den gamle mand var høj og majestætisk, klædt i en
lang hvid kappe, med snehvidt hår og et langt, hvidt skæg der gik ham
ned til brystet. Fra hans indre strålede et klart, hvidt lys der fik de blå
søjler til at kaste lange skygger på gulvet. Han mindede mig lidt om
troldmanden Gandalf den Hvide fra Ringenes Herre.
"Velkommen til Det Blå Tempel," sagde den gamle mand med en
dyb, rungende stemme, der gav genlyd i det store tempel.
Vi begyndte at gå hen mod den gamle mand. Den Blå Port lukkede sig
lydløst bag os. Da vi kom til den store cirkel i midten af templet,
stoppede vi.
"Træd nærmere," sagde den gamle mand, og gjorde tegn til at vi
skulle træde ind i cirklen.
"Vær hilset, mine brødre i Lyset," sagde den gamle mand. "JEG ER
Kuthumi."
"Vær hilset," sagde Janus og bukkede for Kuthumi. "JEG ER
Telperion."
"JEG ER Starbrow," sagde jeg og fulgte Janus' eksempel.
"JEG ER Moncler," sagde Jakob og bukkede.
"Hvad bringer jer til Det Blå Tempel?" sagde Kuthumi.
"Vi leder efter Shamballa, så vi kan hente staven, sværdet og stjernen
- vores interdimensionale våben - og aktivere vores Kraftsted og Lysets
Netværk," sagde jeg.
"Hvorfor vil I aktivere Lysets Netværk?"
"Så vi kan forankre en positiv Ny Vision i den kollektive bevidsthed,
inden Moder Jord laver et totalt akseskift," sagde Jakob.
Kuthumi så nøje på os. "Shamballa er i den 5. dimension," sagde han.
"Kun en initieret som er på Opstigningens Vej, kan få adgang til
Shamballa."
"Det ved vi," sagde Jakob, "Og vi er indstillet på at blive initierede, så
vi kan få adgang til Shamballa."
"Du taler som om at du ved, hvad det vil sige at blive initieret," sagde
Kuthumi og så spørgende på Jakob.
"Øh... ikke præcis..." stammede Jakob.
170
"Vil du ikke fortælle os, hvad det vil sige, Mester Kuthumi?" spurgte
jeg.
Kuthumi vendte sig mod mig og så mig dybt i øjnene. Så så han nøje
på Janus, og derefter på Jakob. "Ja," sagde han. "Jeg vil fortælle jer om
Opstigningens Eventyr.
"For Opstigningen er et Eventyr," sagde Kuthumi. "Et eventyr som I
har prøvet før."
"Hvad mener du?" spurgte Janus.
"Da I spillede Dungeons & Dragons havde I mægtige kræfter," sagde
Kuthumi med et smil. "I kunne kontrollere vind og vejr, rejse igennem
tid og rum, manifestere ting ud af den blå luft, helbrede de sårede, og
vække de døde til live igen. I havde kræfter og evner, som de fleste
almindelige mennesker ville opfatte som mirakuløse. Men har I nogen
sinde tænkt over, hvordan det kunne lade sig gøre for jer at udføre disse
utrolige bedrifter?"
"Næ..." sagde Janus, "det var jo bare fantasi, et spil."
"Det siger du. Og dog står du her," sagde Kuthumi og pegede ned af
den lange blå søjlerække. "Se dig omkring, se på dig selv, se på dine to
kammerater. Tror du stadig at det er fantasi?"
Janus svarede ikke. Kuthumi fortsatte: "De utrolige ting som I kunne
gøre i jeres Dungeons & Dragons spil, er det samme som alle Mestre
der har været inkarneret på Jorden har præsteret: Jesus Kristus, Buddha,
Moses, Kuan Yin, Krishna, Maria, White Eagle, Sai Baba, og alle de
andre som I så, da I kom op af Krystaltrappen. De gjorde alle det
samme, som I gjorde i jeres Dungeons & Dragons spil: De gik på
vandet, lavede vand om til vin, fik de lamme til at gå, og de blinde til at
se. De spredte vandene, flyttede bjergene, og udførte utallige andre
mirakler. Men hvordan? Hvordan gjorde de det?"
Kuthumi lod spørgsmålet hænge i luften i et øjeblik, så fortsatte han.
"Alle Mestrene gjorde det de gjorde, ved at bruge Kraften. Og det er det
Opstigningens Vej går ud på, det er det det vil sige, at blive initieret: At
forstå, opleve, mestre og følge Universets mægtigste kraft: Kraften."
"Mester Kuthumi," sagde jeg. "Vi ønsker alle tre at gå Opstigningens
Vej. Vil du ikke lære os om Kraften?"
Kuthumi så på os alle tre i et øjeblik. "Ja," sagde han. "Fordi I er Rene
af Hjertet, vil jeg lære jer om Kraften." Han vendte sig om og begyndte
at gå ned gennem tempelgangen. "Følg mig."
171
2
Kraften
Kuthumi førte os ned igennem tempelgangen. For enden af templet stod
et stort blåt stenalter. På stenalteret lå en krystalkugle.
"Se ind i Krystalkuglen," sagde Kuthumi.
Vi stillede os foran stenalteret og så ind i krystalkuglen. Den var
fuldstændig klar som glas. Jeg kunne ikke se noget i den.
"Kraften er Ubegrænset og Almægtig," sagde Kuthumi. "Kraften er
stærkere end elektricitet, kraftigere end en atombombe, mægtigere end
solen. Kraften er Uendelig, Evig og Udødelig. Kraften er Kilden til Alt
Levende, Intelligensen bag Alle Universerne og Alle Dimensionerne og
Alle Verdenerne i Al deres Uendelige Mangfoldighed. Intet er umuligt
for Kraften. Kraften er Uovervindelig og Usårlig."
Idet Kuthumi talte, følte jeg mit blik blive draget dybere og dybere ind
i krystalkuglen. Jeg kunne stadigvæk ikke se noget i kuglen, men det var
som om at jeg bogstaveligt talt følte og oplevede hvert eneste ord
Kuthumi sagde om Kraften. Uendelig, Evig, Ubegrænset, Udødelig...
"Kraften er den mægtigste allierede i Universet. Med Kraften ved din
side, kan du forvandle sygdom til Perfekt Helbred, fattigdom til
Overdådig Rigdom, krig til Dyb Fred, død til Evigt Liv, og tristhed til
Tro, Håb og Kærlighed. Og dette er kun begyndelsen..." sagde
Kuthumi.
Jeg følte mig selv svømme ud i krystalkuglens klare tomhed. Jeg var
ikke længere Starbrow, eller noget menneske... Jeg var Kraften.
Kærlighed, Liv, Fred, Harmoni...
"Med Kraften ved din side, kan du udrette ting, som du med din
nuværende bevidsthed, aldrig ville have drømt var muligt. Kraften vil
give dig al den Viden og al den Visdom, du nogen sinde kunne have
brug for. Med Kraften ved din side, vil der ikke være nogen grænser for
alt det Gode du kan gøre. Folk vil kalde dig for en Mirakelmager, og for
172
de som ikke ved, hvem din Mægtige Allierede er, vil det være sandt."
Kuthumi klappede pludselig i hænderne og med et ryk følte jeg mig
selv ryge tilbage i min krop igen. Jeg så mig fortumlet omkring. Jakob
og Janus så også ret desorienterede ud. Kuthumi smilede. "Det I har
oplevet i Krystalkuglen er kun et lille glimt af Kraftens Ubegrænsede
Natur," sagde han. "Men hvis I vil gå Opstigningens Vej, er I nødt til
selv at lære at kontakte Kraften."
Jeg så længselsfuldt ned i krystalkuglen. Jeg havde lyst til at springe
ud i den vilde, ubegrænsede oplevelse af Kraften igen. Men Kuthumi
gik hen og stillede sig foran krystalkuglen. "Nu ved du at denne
mægtige Kraft eksisterer," sagde han. "Det næste skridt er at lære at
kontakte den selv."
Kuthumi gjorde tegn til at vi skulle følge efter ham. Han førte os
tilbage til den hvide cirkel og stoppede. Så vendte han sig mod os.
"Jeres næste spørgsmål er: Hvordan? Hvordan kontakter jeg denne
Mægtige Kraft? Hvor finder jeg den? Finder jeg den oppe i Himlen?
Finder jeg den i de fjerne stjerner? Finder jeg den på de høje
bjergtoppe, eller på havets bund? Finder jeg den hos de Opstegne
Mestre? Og svaret er guddommeligt enkelt: Du finder denne Mægtige
Kraft i din egen bevidsthed - det sidste sted, de fleste mennesker ville
lede efter den. Ja..." smilede Kuthumi. "Lige i din egen bevidsthed
finder du Kraften, så tæt på, at de fleste mennesker ikke er klar over det.
Tættere på end dit åndedræt, tættere på end dine hænder og fødder."
"Men hvis Kraften er lige i min egen bevidsthed, hvorfor er jeg så
ikke klar over det?" spurgte Janus.
"Det er fordi at du ikke har lært at kigge indad," svarede Kuthumi.
"Hele dit liv på Jorden har du lært at kigge udad, på andre mennesker,
på den ydre verden og dens fænomener, i håb om at finde lykken der.
Men den virkelige Lykke, den virkelige Kraft, er indeni."
"Hvordan lærer man at kigge indad, Mester Kuthumi?" spurgte jeg.
Jeg hungrede efter igen at føle Kraftens Vilde Ubegrænsede Frihed.
"Lad mig spørge jer noget i stedet for," sagde Kuthumi. "Moncler, da
du som troldmand i jeres Dungeons & Dragons spil havde opbrugt dine
magiske trylleformularer og skulle genoplade dine kræfter, hvad gjorde
du så?"
"Jeg mediterede og læste i min magibog," sagde Jakob.
"Hvordan gjorde du det?"
Jakob hævede på skuldrene. "Det ved jeg ikke."
"Kunsten at kigge indad og opleve Kraften, er det som alle Mestrene i
173
Det Store Hvide Broderskab siden tidernes morgen har lært
menneskeheden. I Østen kalder Mestrene denne kunst for meditation og
yoga, i Vesten kalder Mestrene denne kunst for bøn og behandling.
Eller som Dungeons & Dragons spillere kalder det: At læse i sin
magibog," grinede Kuthumi. "Og det er denne kunst I, som aspiranter
på Opstigningens Vej, skal lære at mestre."
Kuthumi lavede en cirkelbevægelse med hånden og øjeblikkeligt
manifesterede der sig fire høje stole ud af den blå luft, opstillet i en
rundkreds inde i den hvide cirkel. Hver stol var skåret ud af ét massivt
stykke sten.
"Tag plads i De Høje Stole," sagde Kuthumi. "Og gør jer klar til jeres
første lektion i at opleve Kraften."
Vi satte os i De Høje Stole. Selv om de var lavet af sten, var de yderst
behagelige at sidde i.
"Sørg for at du sidder behageligt, så du kan fokusere al din
opmærksomhed indad," sagde Kuthumi. "Jeres første lektion vil blive
ledet af en af vores ypperste eksperter i at opleve Kraften. God
fornøjelse." Kuthumi gik ud af cirklen og forsvandt ind mellem søjlerne.
Jakob og Janus og jeg sad alene i De Høje Stole og ventede. Efter et
minuts tid blev den fjerde Høje Stol i vores cirkel pludselig oplyst af et
gyldent-hvidt lys. Lyset var meget stærkt og jeg kunne svagt skimte en
høj mand sidde i den fjerde stol. Han var høj og slank, klædt i en lang,
hvid kjoledragt. På hovedet bar han en hjelm med runer på. Han lignede
en blanding mellem en ægyptisk ypperstepræst og en græsk gud.
"Vær hilset, mine brødre i Lyset," sagde han med en klar stemme som
jeg kunne høre i mit indre. "JEG ER Serapis Bey."
"Vær hilset," sagde vi i kor.
"Luk jeres øjne," sagde Serapis Bey. "Jeg vil nu introducere jer for en
teknik, som de Opstegne Mestre har brugt i tusindvis af år for at
kontakte og opleve Kraften. Denne teknik er enkel, men utroligt
virkningsfuld. Uanset hvor højt op i dimensionerne I udvikler jer, vil I
altid benytte denne teknik i en eller anden form."
Serapis Beys rolige stemme flød igennem templet. "Fokuser din
opmærksomhed på dit åndedræt. Læg mærke til hvordan luften
strømmer ind og ud af din krop. Du behøver ikke kontrollere dit
åndedræt, men hvis du føler en trang til at tage nogle dybe indåndinger i
begyndelsen, så gør endelig det."
Jeg fokuserede min opmærksomhed på mit åndedræt og prøvede at
følge det strømme ind og ud af min krop.
174
"Lyt til dit åndedræt," sagde Serapis Bey. "Føl dit åndedræt. Føl
hvordan det strømmer helt ned til maven. Hvis din opmærksomhed
bevæger sig væk fra dit åndedræt, hvis du begynder at tænke på noget
andet, så bring blidt - men bestemt - din opmærksomhed tilbage til dit
åndedræt. Gør dette i nogle minutter."
Jeg fulgte Serapis Beys anvisninger, og opdagede at det var meget
sværere end jeg troede. Jeg kunne ikke holde koncentrationen på min
vejrtrækning i mere end to-tre åndedræt, så begyndte jeg at tænke på
noget helt andet: Det Blå Tempel, Elmar, Stjernefolket og så... huskede
jeg at det var meningen at jeg skulle fokusere på mit åndedræt og vendte
mit fokus tilbage.
Efter at jeg havde mediteret på mit åndedræt i et par minutter,
oplevede jeg pludselig et interval på 6-7 vejrtrækninger, hvor jeg var
fuldstændig fokuseret på åndedrættet, og slet ikke tænkte en tanke. Jeg
fik et glimt, mærkede et pust, af en ufattelig stilhed og kraft i mit indre.
En stilhed der var Levende, Almægtig, Intelligent, Ubegrænset - lige
som det jeg havde oplevet i krystalkuglen... det må være Kraften, tænkte
jeg triumferende, og opdagede så at jeg igen havde mistet mit fokus på
mit åndedræt...
"Ved at fokusere på dit åndedræt, holder du sindet beskæftiget, og kan
opleve de dybere planer af dig selv - Kraften," sagde Serapis Bey. "I
starten vil du måske have svært ved at fokusere på din vejrtrækning i
mere end et par åndedræt, men med lidt øvelse, vil du kunne holde dit
fokus i længere tid."
Jeg blev ved med at fokusere på mit åndedræt mens Serapis Bey talte
og... pludselig fik jeg en underlig fornemmelse af at jeg ikke var
begrænset til min egen krop længere. Min fysiske krop sad i Den Høje
Stol og mediterede, men jeg... JEG var højt hævet over det hele, hævet
over Det Blå Tempel, hævet over dimensionerne, hævet over Planeten
Jorden og alle dens begivenheder. Og jeg var så stor, jeg strakte mig ud
til alle sider, i al uendelighed. Jeg var så stor, at jeg ikke kunne rummes.
Intet kunne rumme mig. Jeg var Uendeligheden selv, Fri og
Ubegrænset...
"Nu lader du langsomt din opmærksomhed vende tilbage til din krop,"
sagde Serapis Beys stemme i mit indre. I samme øjeblik at han sagde
det, var jeg tilbage i min krop igen. Det føltes underligt småt, efter at
have svævet i Uendeligheden.
"Åbn øjnene," sagde Serapis Bey, "og stræk dig lidt."
Jeg åbnede langsomt øjnene. Serapis Bey smilede til mig. "Jeg tror
175
Starbrow fik et glimt af den Oplyste Tilstand," sagde han.
"Wow!" sagde jeg og rystede hovedet.
"Og du, Telperion," sagde Serapis og så på Janus. "Jeg kunne mærke
at din oplevelse af Kraften også var meget stærk."
"Det er så underligt," sagde Janus langsomt. "Men da jeg mediterede
på Kraften, føltes det... det føltes præcis som da jeg var forelsket i
Cecilie."
"Ja," sagde Jakob. "Hvis jeg skulle sætte noget ord på den følelse jeg
havde, da jeg oplevede Kraften - så er det kærlighed."
Serapis Bey smilede. "Kraften ER Kærlighed. Er det ikke det alle
Mestrene på Jorden altid har sagt? Når I oplever Kraften, oplever I
Kærlighed. Og når I oplever Kærlighed, oplever I Kraften. Når I er
forelskede, oplever I Kraften. Så det du oplevede da du var forelsket,
Telperion, var Kraften. Og det er derfor at alle mennesker søger
kærlighed, søger den vilde oplevelse af at være forelsket. Det alle
mennesker i virkeligheden søger, er oplevelsen af Kraften, deres eget
Sande Selv, som er Ren Kærlighed."
"Vil det så sige at den følelse af kærlighed og lykke som jeg har ledt
efter hele mit liv, i alle de forhold jeg har haft, i virkeligheden er søgen
efter mig selv, efter Kraften i mig selv!" udbrød Janus.
"Netop," sagde Serapis Bey. "Men nu ved du, at den oplevelse ikke er
at finde i den ydre verden, hos andre mennesker - den er i dig selv, den
er dit eget Sande Selv."
"Det er jo for vildt!" sagde Janus.
Jeg tænkte på mine egne kæresteforhold og den kærlighed jeg havde
længtes efter i dem. Det var rigtigt: Den følelse som jeg nu oplevede,
mens jeg mediterede på Kraften, var netop den kærlighedsfølelse, den
følelse af at være hjemme, af tryghed og lyksalighed, som jeg havde ledt
efter i alle mine forhold.
"Alle de mange piger," stønnede Janus, "alle de skøre ting jeg har
gjort i mit liv for at få kærlighed - og så har kærligheden hele tiden
været lige her - så tæt på at jeg ikke har kunnet se den."
"Ja," sagde Serapis Bey, "tættere på end dit åndedræt, tættere end
hænder og fødder."
176
3
En kritisk
kritisk masse
Efter at vi havde strakt os lidt i stolene, kom Kuthumi tilbage.
"Tillykke," sagde han. "I har nu taget jeres første skridt på
Opstigningens Vej."
"Meditation vil være et af jeres stærkeste våben under jeres mission,"
sagde Serapis Bey. "Derfor anbefaler jeg kraftigt at I mediterer så meget
som muligt."
"Men hvad har meditation at gøre med vores mission?" spurgte jeg.
"Jeres mission er at skabe Fred og Harmoni på Jorden," svarede
Kuthumi. "Men på en måde er det forkert at sige at Fred og Harmoni er
noget som I kan skabe. Fred og Harmoni er jeres Sande Natur, Kraften,
som er Uforanderlig. Det eneste I som initierede gør, er at fokusere jeres
opmærksomhed på jeres Sande Natur, som er Fred og Harmoni. Og når
I gør det, bliver der automatisk Fred og Harmoni i verden. For den ydre
verden er blot en reflektion af ens indre sindstilstand."
"Det lyder som meget behageligt arbejde," sagde Janus. "Bare at sidde
og meditere og opleve Kraften."
"Behageligt er det," sagde Serapis Bey. "Men når man er på
Opstigningens Vej, er det vigtigt at kunne fokusere på og opleve
Kraften altid, alle steder - og under alle omstændigheder."
"Det burde da være nemt nok," sagde Janus.
"Selv i helvede?" sagde Kuthumi pludselig.
"Tja..." sagde Janus, "hvis det eneste man skal gøre, er at sidde
stille..."
"Vi får se," sagde Kuthumi. "Eller rettere sagt: Vi får det lade komme
an på en prøve. Fordi for at passere igennem Den Blå Port, er I nødt til
at vise, at I kan fokusere på Kraften altid, alle steder - uanset hvad der
sker omkring jer."
Kuthumi og Serapis Bey klappede samtidig hænderne hårdt sammen.
177
Det gav et kæmpe smæld og i næste øjeblik var Jakob og Janus og jeg
ikke længere i Det Blå Tempel. I stedet for stod vi under en brændende
sol, på et åbent torv fyldt med en vred, skrigende menneskemængde.
Unge solbrændte mænd med blå-hvide tørklæder bundet for ansigtet,
kastede med molotov cocktails og sten og sloges med køller og knive
imod soldater, politifolk og politihunde. Blodet flød og flere sårede lå
og vred sig i det tørre sand. Lyden af pistolskud blandede sig med de
vrede råb. Jeg vidste med det samme hvor vi var, for jeg havde set det
utallige gange i fjernsynet: Et af brændpunkterne på den israelske (eller
palæstinensiske) Vestbred.
Inden jeg nåede at opfatte mere, hamrede en gruppe af de unge
palæstinensere ind i os og vi blev brutalt væltet ned i sandet. Janus holdt
sig krampagtigt om mellemgulvet. Han var blevet sparket i maven.
Jakob kravlede hen til ham.
"Er du okay, Janus?"
"Ja, ja," stønnede han, "lad os komme væk herfra."
Det var lettere sagt end gjort. Soldaterne og palæstinenserne stod og
hamrede løs på hinanden, lige oven på os. Jeg blev nødt til at skærme
mig med hænderne, for ikke at blive sparket i hovedet. Jakob og jeg hev
fat i Janus, og prøvede at kravle igennem den kæmpende
menneskemængde. Vi sneglede os igennem den, mens vi af og til blev
sparket eller trampet på, af enten israelere eller palæstinensere. Jeg
kravlede hen over en ung palæstinenser, der lå med blodet flydende ud
af et stort sår i hovedet. Han mumlede et eller andet på arabisk.
Til sidst formåede vi at kravle hen til en husmur. Vi hørte lyden af et
maskingevær og mærkede muren over os blive gennemheglet af
maskingeværskud.
"Vi må væk herfra!" råbte Jakob, mens han holdt om sin ene hånd, der
var blevet trampet på, "ellers bliver vi kanonføde!"
Nogle meter henne ad muren, så jeg noget der lignede en gyde.
"Derovre," råbte jeg. "Ind i gyden!"
Vi begyndte langsomt at kravle hen imod gyden.
Maskingeværskuddene haglede ned over os. Hvert øjeblik frygtede vi at
blive ramt af et projektil. Vi nåede frem til gyden og kastede os ind i
den. Så rejste vi os op og løb ned ad gyden. Efter at vi havde løbet cirka
hundrede meter, drejede gyden skarpt til højre. Vi styrtede rundt om
hjørnet og løb ned ad endnu en gyde. Efter endnu hundrede meter endte
gyden, og vi kom ud på et åbent torv.
Vi stoppede og så os omkring. På dette torv var der ingen gadekampe,
178
men der var stadig en meget spændt stemning i luften. Pladsen var fyldt
med små butikker, og vi kunne se grupper af handlende hastigt gå hen
over torvet, israelere såvel som palæstinensere. De handlende kiggede
ængsteligt i retning af de voldsomme gadekampe, der kunne høres som
en arrig summen på det nærliggende torv. Købmændene var hastigt ved
at lukke deres små butikker. De arabiske og israelske handlende kiggede
vagtsomt på hinanden, og man havde fornemmelsen af at der ikke skulle
meget til, før også de for i totterne på hinanden. I den anden ende af
torvet stod en deling israelske soldater og kiggede nervøst i retning af
gadekampene. To af soldaterne var i færd med at udspørge og visitere
en arabisk familie, og vi kunne høre vrede ord blive udvekslet. Ikke
langt fra soldaterne, lå en lille israelsk fortovscafé. En tjener var i al hast
ved at stable stole op og lukke for caféen.
"Jeg nægter at tro det!" udbrød Janus og stirrede vantro på den lille
café.
"Hvad er der?" spurgte jeg.
"Cecilie," sagde han med hæs stemme.
Jakob og jeg så hen på den lille café. To piger gik hurtigt langs
fortovet foran cafeen, mens de bekymret kiggede i retning af
gadekampene. Den ene pige var lyshåret, mens den anden var mørkhåret
og lignede en israeler. Kontrasten mellem den slanke, blonde skandinav
og den mørke, solbrændte israeler var slående. Der var ingen tvivl om at
skandinaven var Cecilie - Janus´ eks-kæreste, som havde slået op med
ham for nogle uger siden, og nær drevet ham til selvmord.
"Hvad laver hun her?" spurgte jeg.
"Cecilie... har en god veninde fra Israel, som hun mødte på Interrail i
sommers," sagde Janus. "Jeg vidste at hun havde planer om at besøge
hende, men ikke at det skulle være nu..." Janus så helt hvid ud i hovedet.
Han havde virkelig været forelsket i Cecilie.
"Men bortset fra det, hvad laver vi he..." spurgte Jakob, men han
nåede ikke at fuldføre sætningen, for i næste øjeblik lød der et
øresønderrivende brag inde fra caféen, og hele cafeens frontfacade og
alle vinduerne eksploderede. En sky af kæmpeflammer skød flere meter
ud på fortovet. Trykket fra eksplosionen var så kraftigt at vi kunne
mærke det helt over i den anden ende af torvet, og vi skærmede os for
øjnene for ikke at blive blændet af den kraftige eksplosion. En regn af
sten og glas og gløder væltede ud på pladsen.
"Cecilie!" skreg Janus. Cecilie og hendes veninde havde gået lige
foran et af de store facadevinduer. De to piger og tjeneren og flere
179
handlende var blevet slynget flere meter hen af fortovet af eksplosionen.
Flammerne væltede ud af caféen.
"Cecilie! Nej!" råbte Janus og begyndte at løbe hen over pladsen.
Jakob og jeg løb efter ham. Folk skreg og løb panikslagne rundt.
"Cecilie!" råbte Janus, mens han banede sig vej igennem den
forskrækkede menneskemængde. Han nåede frem til den ødelagte café
og bøjede sig ned over sin eks-kæreste, der lå livløs på jorden. Cecilie
og hendes israelske veninde havde heldigvis gået med ryggen til
eksplosionen, men de blødte stadig fra mange sår og forbrændinger
bagi. Ingen af dem bevægede sig. Heden fra flammerne i den
brændende café var så voldsom, at vi blev nødt til at skærme os for den
med armene. Kun Janus så ikke ud til at ænse flammerne. Han løftede
Cecilies livløse krop i sine arme og bar hende væk fra flammerne. Jakob
og jeg så et øjeblik på hinanden, så tog vi tilløb og løftede forsigtigt den
israelske pige væk fra flammerne. Vi lagde de to piger side om side i det
tørre sand. Vi kunne høre ambulancer i det fjerne.
"Cecilie..." sagde Janus med grådkvalt stemme.
Jakob følte efter Cecilies puls. Efter et halvt minut sagde han: "Jeg er
ikke sikker, men jeg tror stadig hun lever."
To ambulancer drønede ind på torvet, fulgt af en brandbil og to
politibiler. "Hjælp!" råbte Jakob og løb hen til ambulancerne. Alt var
kaos omkring os. Bombeeksplosionen havde bogstavelig talt fået den
før så spændte stemning på torvet til at sprænge ud i lys lue. Israelerne
og araberne råbte og skreg og skubbede hadsk til hinanden.
Jakob kom løbende med tre ambulancemænd. Janus tog Cecilie i sine
arme og løb hen til dem. Jakob og jeg løftede den sårede israelske pige
og løb efter ham.
"Hjælp hende!" sagde Janus bønfaldende. Ambulancemændene så et
øjeblik på Cecilie, så lagde de hende på en båre og løftede hende ind i
den ene ambulance. Så tog de den israelske pige og lagde hende
forsigtigt på en båre ved siden af. Ambulancemændene gik i aktion og
både Cecilie og hendes veninde fik iltmasker for ansigterne.
"Vil de leve?" spurgte Jakob.
"Please, make way," sagde den ene ambulancemand og prøvede at
skubbe os væk. Janus blev stående og kiggede på Cecilie, med et
askegråt, paralyseret udtryk i ansigtet. Jakob trak ham lidt tilbage så
ambulancemændene kunne komme til.
Idet vi så på ambulancemændene kæmpe for at redde Cecilie og
hendes veninde, følte jeg pludselig en stærk prikken i punktet mellem
180
mine øjenbryn. En stærk prikken, der fortsatte lige igennem baghovedet
på mig, som om at en usynlig kraft ville gøre mig opmærksom på noget.
Jeg vendte mig om. Brandmændene havde trukket en stor brandslange
frem og var i færd med at slukke ilden i cafeen, mens ambulancefolk og
politifolk hjalp de sårede og tilskadekomne væk fra flammerne. Men
redningsfolkene havde svært ved at komme til, på grund af de vrede
israelere og palæstinensere der råbte og skreg og skubbede til hinanden.
Men det var ikke israelernes og palæstinensernes indbyrdes had der
havde fået det til at prikke i mit baghoved. I den anden ende af torvet
stod to arabiske mænd med tørklæder for ansigterne og betragtede
ødelæggelserne. Af en eller anden grund, vidste jeg med det samme, at
det var dem som havde sprængt bomben.
Jeg klappede Jakob på skulderen og pegede på de to arabere. "Det er
dem," sagde jeg. "Det er dem der har sprængt bomben."
Jakob så vredt på de to arabere. "Sikke noget svineri! Vi burde
fortælle det til politiet. Janus...?" sagde han og vendte sig mod vores
ven. Men Janus var væk. Han stod ikke længere foran ambulancen med
et fortvivlet udtryk i ansigtet.
"Janus?" sagde Jakob. Vi kiggede rundt på torvet. Janus havde
allerede banet sig vej igennem den skrigende menneskemængde foran
caféen. Nu løb han som en besat hen over pladsen, direkte mod de to
arabere jeg havde udpeget som bombemænd! Hans gyldne ringbrynje
glimtede i sollyset og jeg kunne se at hver eneste muskel i hans senede
elverkrop var spændt til bristepunktet.
"Åh åh, Jakob," sagde jeg. "Janus!"
Jakob og jeg løb efter Janus. Han var allerede nået hen til de to
arabiske bombemænd og kastede sig over dem. Jeg kunne se Janus først
hamre sin knytnæve ind i den ene arabers mave, og derefter give den
anden araber flere hårde slag i hovedet. Flere arabere kom løbende til
for at hjælpe de to mænd mod Janus' raseriudbrud.
Kampene mellem israelerne og palæstinenserne på torvet bredte sig
som en løbeild, og inden Jakob og jeg kunne komme Janus (eller hans
modstandere!) til undsætning, blev vi hvirvlet ind i den skrigende
menneskemængde. Vi prøvede at mase os igennem mængden, men det
var næsten umuligt. Den lille deling israelske soldater prøvede forgæves
at skille israelerne og araberne fra hinanden. En arabisk kvinde skreg i
vilden sky, mens hun prøvede at løfte sin sårede mand væk fra
kampene. Hendes mave var stor og hun havde svært ved at bevæge sig hun var højgravid! En bredskuldret israeler begyndte at slå løs på både
181
hende og hendes sårede mand. Hun faldt skrigende om, mens hun holdt
sig for maven.
"Stop!" råbte jeg forfærdet og greb fat i israelerens arm. I næste nu
mærkede jeg et hårdt slag i siden. Jeg væltede ned over den højgravide
arabiske kvinde. Vores blikke mødtes i et kort øjeblik, og jeg kunne se
rædslen i hendes øjne. Jeg prøvede at hjælpe kvinden op, men manden
som havde slået mig i siden, slog igen ud efter mig. Jeg dukkede mig,
og i stedet ramte han den arabiske kvinde lige i hovedet. Blodet
strømmede fra hendes pande og hun kollapsede på jorden. Uden at
tænke, hamrede jeg af al kraft min knytnæve ind i hans mave. Han
stønnede og bøjede sig sammen. Jeg vendte mig mod den sårede
arabiske kvinde, men en israelsk soldat trak nu sin pistol og sigtede efter
mig. En brøkdel af et sekund inden han trykkede på aftrækkeren, blev
han væltet omkuld af en kutteklædt skikkelse. Det var Moncler - Jakob!
Jeg bøjede mig ned over den højgravide kvinde. Hun lå med
halvlukkede øjne og bad en bøn på arabisk. Hele hendes krop skælvede.
Jeg hjalp hende forsigtigt op at stå. Jeg kiggede fortvivlet efter hjælp,
men alle var oppe at slås. I den anden ende af torvet kunne jeg se Janus i
sin gyldne ringbrynje, tæske løs på en hel lille hær af arabere. Hele
pladsen var en stor slagmark.
"Starbrow!" råbte Jakob. Efter at han havde fældet den israelske
soldat, var han blevet omringet af flere soldater, der slog løs på ham
med knipler fra alle sider. Jakob blødte fra flere sår i hovedet, men han
slog godt fra sig. Han havde allerede lagt to af soldaterne ned. En af
soldaterne trak sit maskingevær frem og sigtede det mod Jakob.
"Nej!" råbte jeg og kastede mig over soldaten. Jeg ramlede hårdt ind i
ham og vi væltede ned i det tørre sand. Soldaten skubbede mig væk fra
sig, så rejste han sig op og sigtede på mig med sit maskingevær. Uden at
tænke, lavede jeg et forlæns rullefald imod ham og hamrede min
knytnæve hårdt ind i hans knæskal. Soldaten skreg og prøvede at skyde
mig. Men inden han nåede at trykke på aftrækkeren, havde Jakob fældet
ham med en jernknippel. Jeg kom til at tænke på den gang, hvor jeg som
Dana havde lavet præcis samme manøvre mod en af Lord Bryns
soldater. Min kamptræning som ypperstepræstinde på Avalon havde
åbenbart ikke forladt mig helt!
Jakob gav mig hånden og hev mig op at stå. "Israelerne er virkelig
brutale!" sagde han.
"Araberne er sku´ heller ikke for gode," sagde jeg. "Se hvordan de slår
løs på alt og alle!"
182
Alle steder på pladsen kæmpede israelere og arabere mod hinanden.
Tre israelere hamrede løs på en ældre arabisk mand, som prøvede at
hive sin sårede søn ud af mængden. Jakob løb hen til dem. Jeg fulgte
efter ham. Jakob hamrede sin jernknippel ind i siden på den ene. Jeg
sparkede den anden mand hårdt i skridtet. Den tredje israeler slog ud
efter mig. Jeg prøvede at dukke mig, men for sent. Han ramte mig i
siden af hovedet, og et kort øjeblik sortnede det for mine øjne. I næste
øjeblik lå jeg på jorden, med hovedet i det tørre sand. Jeg kunne smage
blod i munden. Manden sparkede mig i maven og råbte et eller andet på
hebraisk.
Idet jeg lå blødende og forslået på jorden, følte jeg pludselig en enorm
vrede vælde op i mig. Det var som om at den rasende, opkogte stemning
på torvet, havde antændt en slumrende vrede i mit indre. Manden
sparkede igen ud efter mig, men jeg rullede væk. Jeg rejste mig
lynhurtigt op og kastede mig hovedkulds ind i maven på ham. Idet jeg
hamrede mit hoved ind i maven på ham, udstødte jeg et arrigt
vredesskrig. Jeg stoppede ikke for at se om han rejste sig op igen, i
stedet vendte jeg mig med det samme mod en anden israeler og slog
ham hårdt tre gange i hovedet. Han dejsede om med det samme. Så
kastede jeg mig over to andre. Det var som om at den enorme vrede der
nu vældede op i mit indre, gav mig uanede kræfter.
"Dumme svin!" råbte jeg, idet jeg hamrede min knytnæve ind i siden
på en israelsk soldat og sparkede en anden i maven. Jakob var ved min
side. Han hamrede løs på flere soldater. Vi kastede os over alle de
israelere som vi kunne se kæmpe mod arabere. Til sidst kom Jakob og
jeg helt ned til den anden ende af torvet. Flammer stod ud af flere af
husene. Flammer stod ud af mig. Alt var i flammer. Jeg følte mig selv
blive fortæret og opslugt af vrede. Vrede i mig, og omkring mig, og alle
vegne. Jeg så mig omkring efter flere israelere som jeg kunne gøre en
ende på. Foran et af de brændende huse, kunne jeg se dusinvis af
palæstinensere blive fejet til siden som var de halmstrå. En eller anden
israeler, var gået helt amok på araberne. Jeg knyttede mine blodige
næver og banede mig vej igennem mængden for at gøre en ende på hans
ugerninger. Jakob var ved min side. Kampene på torvet var nu så
kaotiske, at det var svært at se forskel på, hvem der var israeler og hvem
der var araber. Jeg kastede mig ind i mængden af forslåede arabere, for
at gøre en ende på israeleren. Han stod med ryggen til mig og uddelte
slag til højre og venstre. Jeg hævede min knytnæve for at give ham
nådestødet. Men han var hurtig. Han vendte sig lynhurtigt om og
183
hævede sin knytnæve for at smadre den ind i mit hoved. I en brøkdel af
et sekund, inden vi begge to slog til, mødtes vores blikke. Han havde
klare blå øjne og... spidse elverører! Med et chok gik det op for mig, at
det var Telperion - Janus!
"Starbrow..." sagde Janus forbløffet og stoppede sin knytnæve en
centimeter fra mit ansigt.
"Telperion..." sagde jeg og stoppede min knytnæve en centimeter fra
Janus´ ansigt.
Jakob sprang hen ved min side og gjorde sig klar til at hjælpe mig.
Med et chok gik det op for ham, at det var Janus som jeg stod overfor
med hævet knytnæve. "Telperion..." sagde han.
Vi stirrede alle tre forbløffede på hinanden. Moncler, Telperion og
Starbrow - de tre bedste venner i verden - men nu så opkogte af vrede,
at vi var klar til at dræbe hinanden! Med et sug følte jeg den brændende
vrede i mit indre gå ud, så hurtigt som hvis gassen var gået af en ballon.
Mine hænder faldt slapt ned til siden.
"Hvad er det dog vi gør?" sagde jeg forfærdet.
"Starbrow... og Moncler..." sagde Janus med hæs stemme.
"Åh Gud," sagde Jakob og kiggede ned på sine forslåede, blødende
hænder.
"Araberne har dræbt Cecilie..." sagde Janus fortvivlet. Det vrede
bersærkerudtryk i hans ansigt var igen blevet til et fortvivlet, askegråt
blik.
"Israelerne er gået amok på araberne..." stønnede jeg.
"Ja..." sagde Jakob. "Og nu er vi blevet draget ind i det."
Den ophidsede menneskemængde kæmpede videre og truede med
atter at drage os ind i kampene. Men gassen var gået af ballonen nu.
Jakob og jeg tog fat i Janus og hev ham over til husmuren. I vores vilde
bersærkergang havde vi kæmpet os helt ned til den anden ende af torvet.
Vi var ikke langt fra den lange gyde som vi først havde løbet igennem.
"Araberne hader israelerne, og israelerne hader araberne, og sådan
bliver det ved," sagde jeg.
"En evig ond cirkel," sagde Jakob fortvivlet. "Helvede på Jorden."
Jeg stirrede på Jakob. Jeg kunne stadig føle hvordan den enorme
vrede i mit indre havde været som en arrig vulkan i udbrud. Udbruddet
havde udspyet sorte vredesskyer, der indhyllede hele min krop i mørke.
Jeg følte det næsten som om at jeg havde to kroppe: Min almindelige
krop og så en skyggekrop af vrede og raseri - som Skyggejorden, der
indhyllede Jorden i mørke, og truede med at udrydde hele dens
184
befolkning...
"Vi gør det samme, Jakob," stønnede jeg og begravede fortvivlet
hovedet i mine hænder. "Netop nu. Vi er med til at skabe helvede på
Jorden!"
"Øje for øje, tand for tand..." sagde Jakob.
"Men de har dræbt Cecilie," sagde Janus. "Det er ikke fair!"
"Og drabene og volden vil ikke holde op, før nogen siger stop og
vælger noget andet," sagde Jakob.
"Vælger hvad?" spurgte Janus.
"Hvorfor har Kuthumi og Serapis Bey sendt os hertil?" spurgte Jakob.
Jeg huskede hvad de to Mestre havde sagt til os, inden de klappede i
hænderne og sendte os til dette helvede på Jorden: "... når man er på
Opstigningens Vej, er det vigtigt at kunne fokusere på og opleve
Kraften altid, alle steder - og under alle omstændigheder..."
Janus så vantro på Jakob. "Tror du virkelig at det er derfor?"
"Husk vores mission," sagde Jakob. "Det er ikke meningen, at vi skal
reagere på vold med mere vold."
"Hvad havde du ellers tænkt dig at vi skulle gøre?" sagde Janus. "Gå
ud og pænt bede dem om at holde op?"
"Han har ret, Janus," sagde jeg. "Den eneste måde vi kan skabe fred
og kærlighed på, er ved selv at udstråle fred og kærlighed."
"Og hvordan har du tænkt dig at vi skal gøre det?" sagde Janus
ophidset. "Ved at sidde her og meditere på vores vejrtrækning?"
Jeg kiggede på den rasende menneskemængde. Man kunne mærke
hadet og vreden som en mørk sky af aggression og negativitet. "Jeg tror
at det er det, Mestrene vil have at vi skal gøre," sagde jeg.
"Men selv om vi skaber fred i vores sind, hvad hjælper det på dem
derude?" sagde Janus.
"Du glemmer hvad Ashtar sagde om kritisk masse," sagde Jakob.
"Alle menneskers bevidsthed er forbundet med hinanden. Hvis blot
nogle få individer ændrer deres bevidsthed radikalt, påvirker det alle de
andre..."
"Okay, okay, okay," sagde Janus og hævede armene. "Du behøver
ikke forklare mig det Jakob, jeg har fattet det."
Vi stod uden at sige noget i et stykke tid. Den skrigende
menneskemængde kæmpede videre. Janus så over på den brændende
café. "Mestrene forstår virkelig at slå deres lektioner fast med
syvtommersøm," sagde han.
"Jeg er sikker på at Cecilie klarer det, Janus," sagde jeg og lagde
185
fortrøstningsfuldt hånden på hans skulder.
Janus sukkede. Jeg kunne se hvilken enorm kraftanstrengelse det var
for ham, at fjerne sin opmærksomhed fra sin elskede Cecilie. Efter nogle
sekunder vendte han sig om. "Hvis det er meningen at vi skal meditere,
må vi hellere se at komme i gang," sagde han og begyndte at gå hen
mod den lille gyde.
Vi gik tilbage langs den lange gyde, indtil at vi kom til det sted, hvor
den drejede til venstre, ned mod det andet torv. Også dernede fra kunne
vi høre lyden af vrede råb og pistolskud. Vi var omringet af gadekampe
på alle sider. Janus satte sig ned med ryggen mod husmuren. "Let's do
it," sagde han.
Jakob og jeg satte os ned ved siden af ham og lukkede øjnene. Jeg tog
nogle dybe indåndinger og prøvede at koncentrere mig om min
vejrtrækning. Til at begynde med var det næsten umuligt at gøre, på
grund af larmen, råbene, pistolskuddene og den aggressive stemning i
luften. Jeg havde ondt flere steder i kroppen, og i mit indre kunne jeg
stadig mærke efterdønningerne af mit voldsomme raseriudbrud. For mit
indre øje så jeg billeder af vrede palæstinensere og israelere, Cecilies
forbrændte krop og den sårede, højgravide arabiske kvinde... Med en
kraftanstrengelse prøvede jeg at tvinge mit sind til at fokusere på mit
åndedræt. Rædselsbillederne væltede frem og tilbage, men langsomt fik
jeg tvunget mit sind til at makke ret og fokusere på mit åndedræt. Efter
at jeg havde fokuseret på min vejrtrækning i nogle minutter, begyndte
jeg at føle mig roligere. Jeg følte mig ikke længere så distraheret af de
aggressive gadekampe omkring os. Jeg begyndte langsomt at opleve
Kraften, den Uendelige, Evige, Udødelige Tilstedeværelse som var mit
Sande Selv. I næste nu (jeg var ikke sikker på om der var gået ti
minutter eller en time), mærkede jeg nogen puffe mig på skulderen. Jeg
åbnede øjnene. En ung palæstinensisk mand stod og kiggede på os med
et forundret udtryk i ansigtet. Han så ikke ud til at være mere end 16-17
år. Hans læbe blødte og det var tydeligt at han havde været oppe at slås.
"Jeg undrede mig bare over, hvad det var I lavede," spurgte han på
gebrokkent engelsk.
"Vi mediterer," sagde jeg.
"Meditere? Hvad for noget?" spurgte han.
"Vi mediterer," sagde jeg igen.
"Hvad er det for noget?"
"Meditation er... en ældgammel teknik, hvor man fokuserer sin
opmærksomhed på freden i sit indre," sagde jeg.
186
Den unge palæstinenser begyndte at grine. "Hvorfor vil I dog gøre
sådan noget midt i al det her?"
"Vi gør det så at kampene vil stoppe, og vi kan få fred," svarede jeg.
"Men bør man ikke kæmpe mod uretfærdighed og undertrykkelse?"
spurgte han.
"Altid," sagde Jakob. "Men vold avler bare mere vold. Hvis du ønsker
mere kærlighed og fred i verden, er du nødt til selv at vælge det først, og
finde det i dig selv - kun sådan kan hadets cirkel blive brudt."
"Jeg tror ikke på at det hjælper bare at se til," sagde den unge mand
hedt. "Jeg er villig til at dø for min sag!"
"Det er vi også," sagde Jakob. "Vi er bare ikke villige til at dræbe for
vores sag."
Den unge palæstinenser stirrede på os. "Men hvad hjælper det at
meditere?" spurgte han.
Vi forklarede ham, at vi ved at meditere skabte fred i sindet, og at
denne fred bredte sig til vores omgivelser, sådan at andre mennesker
også blev fredfyldte. Den unge palæstinenser tænkte lidt over dette. Så
begyndte han at gå frem og tilbage i gyden, mens han skiftevis kiggede
på os og de drabelige kampe ude på torvene. Efter et minuts tid, spurgte
han os om han måtte være med.
"Selvfølgelig," sagde jeg overrasket.
Den unge mand smilede, men i stedet for at sætte sig ned ved siden af
os, løb han ud af gyden. Vi så forundrede på hinanden. Vi skulle lige til
at lukke øjnene og fortsætte vores meditation, da den unge mand kom
løbende tilbage med fire andre unge mænd: To palæstinensere og to
israelere.
"Dette er mine venner," forklarede han. "Vi er alle sammen trætte af at
slås og vi vil gerne prøve jeres metode."
De unge palæstinensere og israelere satte sig ned ved siden af os. Jeg
fik dem til at lukke øjnene og ledte dem langsomt igennem den
meditationsteknik vi havde lært af Serapis Bey. Nogle gange var jeg
nødt til at tale ret højt for at overdøve larmen fra kampene ved siden af,
men til sidst følte jeg at jeg havde forklaret dem det. Jeg holdt op med at
tale og fokuserede al min opmærksomhed på mit åndedræt. Efter at jeg
havde mediteret i et stykke tid (igen var jeg ikke sikker på om det blot
var i et par minutter eller en hel time), nåede jeg et punkt, hvor jeg
begyndte at opleve Stilheden i mit indre. Den Levende, Pulserende,
Intelligente Tilstedeværelse som er Kraften...
"Se, se," sagde en stemme ved min side. "Kampene er stoppet."
187
Jeg åbnede øjnene. Den unge palæstinenser stod foran mig med et
forundret udtryk i ansigtet. Jakob og Janus åbnede også deres øjne. De
så begge to fredfyldte ud. De fire andre unge palæstinensere og israelere
stod nede ved den ene gydes udgang og så ud på torvet. Der var helt
stille i gyden og på de to torve ved siden af. Jeg kunne ikke længere
høre lyden af pistolskud og gadekampe.
"Kampene er stoppet," sagde palæstinenseren igen og begyndte at gå
ned mod torvet.
Jakob og Janus og jeg rejste os op og gik efter den unge
palæstinenser. Vi nåede hen til torvet og kiggede ud. Det var rigtigt
hvad vores unge ven havde sagt: Gadekampene var stoppet. Torvet var
næsten helt tomt for mennesker, bortset fra nogle få israelere og
palæstinensere, der var ved at rydde op efter ødelæggelserne. Brandene
var blevet slukket og den sidste brandbil kørte ud af torvet. Den før så
vrede stemning i luften var væk. Der var fred i luften. Og der var fred i
os...
"Det er jo et mirakel," sagde Janus.
188
4
Violette flammer
Jeg hørte et kraftigt smæld i mit indre, så stod Jakob og Janus og jeg
igen i Det Blå Tempel med Kuthumi og Serapis Bey. Vi stod i den
anden ende af Templet, foran en høj Blå Port, magen til den vi først var
trådt igennem.
"Flot arbejde," sagde Kuthumi. "Tillykke med jeres første mirakel!"
"Var det os der stoppede gadekampene?" spurgte jeg.
"Når nogle få mennesker sammen fokuserer på Kraften, på Kærlighed
og Fred - har det en enorm stor effekt på den kollektive bevidsthed,"
sagde Kuthumi.
"Jeg tror nok jeg skal lade være med at være så kæphøj næste gang,"
sagde Janus, og børstede støvet og sandet af sin ringbrynje. Han havde
blå mærker over det hele, og blødte fra flere sår i hovedet. Jakob og jeg
havde også ondt over det hele efter gadekampene.
"Der er ikke noget i vejen med at tro på sig selv," grinede Serapis Bey
og klappede Janus på skulderen. "Og du formåede rent faktisk at
fokusere på Kraften - under alle omstændigheder."
"Men det var lige oppe over," sagde Janus og så ned på sine blodige,
forslåede næver. "Hvad med Cecilie? Vil hun overleve?"
"I den 4. dimension opfører tid og rum sig en smule anderledes end I
er vant til," sagde Kuthumi. "Nogle af de ting I oplever, er ting som er
sket, andre af de ting I oplever, er ting som vil ske - måske. Medmindre
mennesker vælger anderledes."
"Det var utroligt at se, at nogle få mennesker der mediterede på
Kraften, kunne påvirke en hel by," sagde jeg, mens jeg rystede det
varme arabiske sand ud af mit hår.
"Sagde jeg ikke at Kraften er den Mægtigste Allierede i Universet?"
sagde Kuthumi. "Ubegrænset og Uovervindelig."
Serapis Bey lavede en cirkelbevægelse med hånden og Den Blå Ports
189
døre gled lydløst til side. På den anden side af Porten lå et smukt
bjerglandskab. Det så ud som om at Templet stod på toppen af et højt,
sneklædt bjerg. En iskold vind blæste igennem Porten.
"I har bestået første prøvelse, og kan nu frit passere igennem Den Blå
Port," sagde Serapis Bey og gjorde tegn til at vi kunne gå igennem
Porten. Vi gik hen til Porten og kiggede ud. Det klare sollys skinnede på
den sneklædte bjergtop og fik den til at stråle i en overdådighed af
violette farver.
"For at bestå anden prøvelse er I nødt til at træde igennem Den
Violette Port," sagde Kuthumi.
"Hvor finder vi den?" spurgte Jakob.
Kuthumi pegede ud på bjergtoppen: Vi fulgte hans blik og opdagede
at det som fik bjergtoppen til at skinne med violette farver, var en
mægtig stråle af violette flammer, der strømmede fra himlen og direkte
ned på bjergets top!
"Værsgo og træd ud," sagde Kuthumi.
Jakob og Janus og jeg så på hinanden i et øjeblik, så trådte vi igennem
Porten. En iskold vind blæste igennem både tøj og skind. Selv om solen
skinnede fra en klar himmel, var det stadig meget koldt på bjergtoppen.
De Opstegne Mestre bukkede for os. "Kraften er med jer!" sagde
Kuthumi. "Og i jer!" sagde Serapis Bey.
Inden vi nåede at sige noget gled Den Blå Ports døre i, og hele Det
Blå Tempel forsvandt. Hvor templet for et øjeblik siden havde stået, var
der nu kun den øde, sneklædte bjergtop.
"Farvel og tak for kaffe!" sagde Janus.
"De Opstegne Mestre er ikke meget for lange afskeder!" lo Jakob.
"Det er jo iskoldt heroppe," sagde jeg med klaprende tænder. Jeg
havde ikke andet end min tynde, hvide dragt og sandaler på.
"Mon ikke vi kommer til at få varmen meget snart?" sagde Jakob og
vendte sig mod de violette flammer.
"Sikkert for snart!" sagde Janus.
Vi gik hen til flammerne. De så ud som almindelige flammer, bortset
fra at de var violette. Men da vi kom hen til dem, opdagede vi at de ikke
afgav nogen varme. Jeg rakte forsigtigt mine kolde hænder ind i
flammerne. De blev ikke brændt.
"De er ikke varme," sagde Janus, mens han lod sine hænder glide
imellem flammerne.
"Tror I det er meningen at vi skal gå ind i dem?" spurgte jeg.
"Mestrene sagde jo at vi skulle igennem Den Violette Port, for at bestå
190
anden prøvelse," sagde Jakob.
Vi trådte ind i de violette flammer. Flammerne var lette og æteriske,
som en frisk vind der blæste igennem hele kroppen.
"Hvor syret!" sagde Janus. De violette flammer havde øjeblikkelig
renset hele hans krop for sår og blå mærker. Og hans tilsandede
ringbrynje var helt ren igen, som om at han aldrig havde været i
nærkamp med dusinvis af arabere. Jakob så også fuldstændig ren og
helbredt ud. Jeg kiggede ned på mig selv, og opdagede at min hvide
dragt var helt ren igen, uden huller eller blodpletter fra mine kampe med
israelerne. Og jeg havde hverken sår eller blå mærker på min krop.
Vi gik videre i flammerne. For hvert skridt jeg tog, følte jeg det som
om at hele mit væsen blev renset igennem. Billeder af begivenheder fra
mit liv begyndte at flimre forbi mit indre øje. Det var som om at alle de
tanker og oplevelser jeg havde haft i mit liv, blev renset ud af de violette
flammer. Jeg begyndte endda også at se billeder af mit tidligere liv som
Dana i England... Pludselig følte jeg at jeg ikke kunne klare mere, at det
var for meget, at der ikke ville være mere tilbage af mig, hvis denne
superudrensning fortsatte. I samme øjeblik at jeg følte det, blev jeg
opmærksom på at der stod en høj Violet Port midt i flammerne.
Flammerne slikkede sig lystigt op ad porten og fik den til at stråle som
om at den var lavet af violette krystaller.
"Lad os gå ind!" råbte Janus. "Jeg kan ikke klare mere af det her!"
Jeg greb portens dørhammer og bankede på porten. De violette døre
gled lydløst til side. På den anden side var der en stor, velmøbleret hal.
Vi trådte igennem porten. Dørene lukkede sig lydløst bag os og vi
mærkede ikke mere til de violette flammer.
"Puha!" sagde Janus. "Det var heftigt!"
"Det var som om at hele ens personlighed blev grillet - eller rettere
sagt renset - af de violette flammer," sagde Jakob.
Vi så os nysgerrigt omkring. Vi var alene i hallen. Hallen lignede en
mellemting mellem en overdådig herskabsstue, et bibliotek, og et
museum. På venstre væg hang en lang række gamle portrætmalerier.
Langs højre væg stod høje bogreoler fyldt med gamle bøger, og noget
der lignede kort og papyrusser. I midten af hallen stod en flot gammel
globus, omgivet af nogle elegante antikke sofaer og stole. Alle møblerne
så ud til at være flere hundrede år gamle. Udover de antikke møbler, var
der også mange andre interessante ting i hallen: Gamle modeller af
skibe, helikoptere og flyvemaskiner, antikke våben og rustninger, samt
flere skrin fyldt med smykker og ædelsten. En lystig ild - af violette
191
flammer! - brændte i en stor pejs i den anden ende af hallen. For enden
af hallen var der to døre. Stedet fik mig til at tænke på Elmar: Den der
boede her måtte være en ivrig samler. Hallen var fyldt med mange af de
samme eksotiske og historiske ting som Elmar i løbet af sit liv havde
samlet.
"Prøv at se!" udbrød Janus og pegede på et af de gamle
portrætmalerier der hang på den venstre væg. "Det er Merlin!"
Jakob og jeg kiggede på billedet. Portrættet var af Merlin, den gamle
troldmand fra Avalon. Han stod på den lille stenstrand foran
Krystalgrotten, hvor vi engang i en fjern fortid, blev tildelt vores
mission. En frisk vind fra havet fik hans lange hvide skæg til at flagre.
Flagre?
"Jamen... maleriet bevæger sig," stammede jeg. Merlin begyndte at gå
hen over stenstranden, mod trappen der ledte op til Tintagel Castle. Jeg
kunne høre hans tunge støvler skrabe mod stenene, bølgerne der slog
mod klipperne. Selv mågerne kunne jeg høre skrige.
"Hvor er det vildt!" sagde jeg.
Vi lænede os helt tæt ind mod maleriet. Jeg kunne endda lugte den
salte duft fra havet, duften af Tintagel! Jeg følte at jeg bare behøvede at
stikke hånden ind i maleriet, så ville jeg være der.
"Så prøv at se det her!" sagde Jakob og pegede på maleriet der hang
ved siden af. En mand klædt i renæssancetøj, stod i stævnen på et skib
og kiggede i en lang kikkert. "Det er Christopher Columbus," sagde
Jakob. Vi lænede os helt tæt på billedet af Columbus. Han havde høje
kindben og et helt fantastisk glimt i øjet...
"Det er jo Merlin!" udbrød jeg. "Det er den samme person i begge
billeder!"
"Og også den her!" sagde Jakob og pegede på det næste maleri, der
også var et levende portræt - af Merlin, klædt som en fin herremand, der
sad og dyppede en fjerpen i blæk, mens han skrev vers på et
pergamentpapir.
"Hvem er det?" spurgte Janus.
"Hvad skriver han?" spurgte jeg.
Janus lænede sig helt tæt på maleriet: "To be... or not to be... that is..."
"... the question!" sagde jeg. "Det er jo Hamlet - Shakespeare!"
Vi kiggede nysgerrigt på Merlin/Christopher Columbus/Shakespeare
skrive sin berømte monolog. "Det er et historisk øjeblik vi er vidne til!"
lo jeg.
"Det er sjovt, for han ligner slet ikke de billeder af Shakespeare, som
192
man plejer at se," sagde Jakob.
"Det er rigtigt," sagde jeg. Manden lignede Merlin, klædt som en
engelsk herremand. "Nu ved jeg hvem det er!" udbrød jeg. "Hey, vi har
løst gåden om Shakespeare stykkerne! Det er ikke Shakespeare det der,
men Francis Bacon!"
"Hvad mener du?" spurgte Jakob.
"Jeg husker det fra Reklameskolen," sagde jeg. "Der har længe været
en teori om at det slet ikke var Shakespeare der skrev Hamlet og alle de
andre kendte stykker, men Francis Bacon - og nu ved vi at det er sandt!"
"Lad os se, hvem den næste er," sagde Janus. Vi stillede os hen foran
det næste maleri. Det viste igen Merlin, med høj paryk, klædt som en fin
mand fra 18-hundredtallet. Han var ved at sætte sin underskrift på et
langt dokument. Vi gik helt hen for at se hvad der stod: "... We hold
these Truths to be self-evident, that all Men are created equal, that they
are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, that
among these are Life, Liberty and the Pursuit of Happiness..."
"Det er jo den amerikanske Uafhængighedserklæring," sagde Jakob.
"Det er alle de historiske øjeblikke, vi er vidner til," sagde Janus.
"Opdagelsen
af
Amerika,
Hamlets
tilblivelse,
Uafhængighedserklæringen."
"Ja," sagde jeg. "Men hvem er Merlin i Amerika?" Efter at han havde
sat sin underskrift, tog han plads blandt en lang række distingverede
gentlemen.
"Jeg ved det ikke," sagde Jakob.
"Heller ikke mig," sagde jeg.
"Så se det sidste billede," sagde Janus. Det sidste billede i den lange
række af portrætmalerier, viste Merlin som en fornem fransk adelsmand
fra 18-hundredtallet, med høj paryk og klædt i fine violette klæder. I den
ene hånd havde han et stykke jern, i den anden hånd havde han et stykke
guld.
"Alkymi..." mumlede jeg.
"Gad vide hvem han nu er?" spurgte Janus.
"Le comte de Saint Germain," sagde en klar stemme pludselig i vores
indre. Vi vendte os om og opdagede at den ene af de to døre for enden
af hallen havde åbnet sig. I døråbningen stod Merlin, klædt som den fine
franske adelsmand fra 18-hundredtallet. Hans krop var omgivet af et
hvidt lys, med en svag antydning af violette flammer ved hans hænder.
"Men I kan bare kalde mig Saint Germain," smilede han og lukkede
døren bag sig. "Titler er spild af ord."
193
"Merlin!" udbrød vi alle tre i kor.
"Vær hilset, mine brødre i Lyset," sagde Saint Germain og bukkede
galant for os. "Velkommen Starbrow, Moncler og Telperion - til Den
Violette Port."
"Men hvad laver du her?" spurgte jeg.
"Det samme som jer selvfølgelig. Fuldfører min mission på Jorden."
"Så alle de billeder her er fra dine fortidige liv?" spurgte Jakob.
"Ja," svarede Saint Germain, "I er ikke de eneste, der har været
inkarneret mange gange på Jorden."
"Men nu er du en Opstegen Mester?" spurgte jeg.
"Jeg tog min Opstigning til den 5. dimension som grev Saint Germain
- ja."
"Hvad med Kong Arthur," spurgte Janus, "er han her også?"
"Selvfølgelig," sagde Saint Germain.
"Hvor?" spurgte Janus.
"Her, der og allevegne," grinede greven.
"Den har jeg hørt før," smilede jeg.
"Arthur steg op til den 5. dimension for et stykke tid siden - I ville
kalde det for et godt stykke tid siden - i en inkarnation som El Morya et navn som han er mest kendt under nu."
"Eller Stanley Donne," bemærkede jeg.
"Ja, det er rigtigt. Men som I vil opdage, kan en Opstegen Mesters
højere-dimensionale lyslegeme..."
"... manifestere sig i 9 lyslegemer, som hver manifesterer sig i 21
bevidstheds tid/rum zoner," sagde Jakob.
"Exactement!" sagde Saint Germain. "Du lærer hurtigt, Moncler!"
"A-hvad-for-en-fisk?" sagde Janus.
"Hvordan vidste du det, Jakob?" spurgte jeg.
"Lia - min skytsengel - fortalte mig det, da hun forklarede mig om
dimensionerne," sagde Jakob.
"Sæt jer ned og gør jer det behageligt, kære venner," sagde Saint
Germain. "De Violette Flammer kan godt være ret skrappe første gang."
Vi satte os i en af de store elegante sofaer. Saint Germain satte sig
over for os i en af lænestolene og skænkede rødvin op i fire glas. Så gav
han os hver et glas. "Skål for Mission: Jordens Opstigning!" sagde han.
"Skål!" sagde vi. Rødvinen havde en dejlig fyldig smag. Idet jeg satte
glasset ned på bordet igen, så jeg at rødvinen glimtede med en svag
violet glød.
"Hvad er De Violette Flammer?" spurgte Janus.
194
"Man kan kalde dem for en slags renselsesproces for
opstigningskandidater - en hurtig og effektiv måde at slippe af med
unødvendig bagage - fysisk, følelsesmæssigt og mentalt," sagde Saint
Germain.
"Så du kender til vores mission?" spurgte jeg.
"Selvfølgelig. Jeg er her for at indvie jer i det næste skridt på
Opstigningens Vej."
"Som er?"
"At lave mirakler," sagde greven og satte sit glas på bordet. Så rejste
han sig op. "Da I passerede igennem Den Blå Port lærte I at kontakte og
opleve Kraften. Det næste skridt på jeres vej mod at blive Opstegne
Mestre, er at lære at bruge Kraften til at skabe alt hvad I ønsker. Noget
som de fleste mennesker ville kalde for at lave mirakler."
Saint Germain stillede sig foran det sidste levende portræt af ham selv,
det hvor han som fransk greve, sad foran et bord med en masse
jernstykker. Hans øjne var lukkede og han messede nogle ord. I næste
øjeblik blev jernstykkerne til glimtende guldstykker!
"Det må siges at være et mirakel!" sagde Janus.
"Ja..." sagde Saint Germain, uden at tage blikket fra billedet. "De
kaldte mig for "Europas Mirakelmand". Greven der holdt sig evig ung i
mere end 200 år. Greven der lavede jern om til guld, og manifesterede
smykker ud af den blå luft..."
"Hvordan gjorde du?" spurgte Janus.
"Jeg gjorde det...," sagde Saint Germain langsomt, "... ved at bruge
den mægtigste trylleformular i Universet." Greven vendte sig om og så
indgående på hver af os. "En trylleformular som I har benyttet jer af
mange gange før."
"Hvad mener du?" spurgte Janus, "Vi har da ikke lavet jern om til
guld eller andre mirakler."
"Ikke så hastigt, min ædle Telperion," sagde Saint Germain. "Da I
spillede Dungeons & Dragons var jeres liv en lang stribe af mirakler. I
kunne rejse igennem tid og rum, sende lyn ud af hænderne, helbrede de
sårede, og manifestere mad og drikke ud af den blå luft - ikke sandt?"
Jeg skulle lige til at sige at det bare var fantasi, men denne gang holdt
jeg min mund.
"Jo." sagde Jakob.
"For at udføre disse mirakler, var I først nødt til at læse i jeres
magibog og meditere - hvilket I nu har lært i Det Blå Tempel. Det næste
skridt er så selve udførelsen af miraklet. Sig mig, Moncler," sagde Saint
195
Germain og vendte sig mod Jakob, "hvad gjorde du i selve øjeblikket da
du udførte dine fantastiske bedrifter som troldmand - hvad gjorde du,
for eksempel, lige før du lavede sten om til brød?"
"Jeg sagde en magisk trylleformular," svarede Jakob.
"Hvilke ord sagde du?"
"Det ved jeg ikke," svarede Jakob.
"Var det de samme ord, den samme trylleformular du sagde, for hvert
mirakel?"
"Nej. Forskellige ord for forskellige mirakler."
"Aha," smilede Saint Germain. "Vi nærmer os. Så hvert mirakel har
sin egen trylleformular, sine egne ord. Hvorfor tror du det er sådan,
Moncler?"
Jakob var stille i et øjeblik, mens han tænkte, så sprang han op af
sofaen og tog sig til hovedet. "Det er jo netop det!" udbrød han. "Det er
det Stanley Donnes - øh, jeg mener Kong Arthurs forsøg i
partikelacceleratorerne beviste. Det er iagttageren der via sin iagttagelse
former kvantesuppen til sin virkelighed. Jeg forstår det, jeg forstår det!"
Jakob dansede begejstret rundt i hallen. Janus og jeg så uforstående på
hinanden.
"Nu går han amok over det forsøg igen," hviskede Janus til mig.
"Og vent! Vent! Jeg har det! Jeg har det" sagde Jakob til Saint
Germain. "Kvantesuppen, kvantefeltet er Kraften. Og... iagttageren er
også Kraften... og iagttagerens tanker er den mægtige, magiske
trylleformular der former Kvantesuppen til iagttagerens virkelighed!"
"Bravo Moncler!" klappede Saint Germain. "Jeg ser at du har forstået
det!"
"Yes!" udbrød Jakob. "Kan I ikke se det?" spurgte han Janus og mig.
Vi rystede begge to på hovedet.
"Jeg tror, Moncler, at vi er nødt til at forklare det for vores to venner,
som ikke er så videnskabeligt orienterede," sagde greven og klappede
Jakob på skulderen.
"Denne mægtige trylleformular som Jakob og jeg taler om, Universets
mægtigste trylleformular, den formular som alle Mestrene, igennem alle
tider, har brugt til at udføre deres mirakler, er uhyre enkel," sagde Saint
Germain. "Faktisk er den så enkel, at de fleste mennesker fuldstændig
overser den. Og trylleformularen er: Hvad end du ønsker at manifestere,
er du nødt til at tænke først."
"Er det det hele?" spurgte jeg.
"Det er det hele," sagde Saint Germain.
196
"Jamen, der er da masser af ting som jeg ønsker, som ikke bliver til
virkelighed," sagde jeg.
"Det er fordi du inderst inde ikke tror på, at de er virkelighed. For at
noget skal blive til virkelighed, hvad enten det er at gå på vandet, eller
et par nye sko, er du nødt til at tro 100% på at det er sandt, at det er her
nu. Du er nødt til at tænke det, bekræfte det, visualisere det, føle det."
"Det forstår jeg ikke," sagde jeg.
"Lad mig forklare det på en anden måde," sagde Saint Germain. Han
lavede en cirkelbevægelse med hånden og øjeblikkeligt svævede der et
lysbilledapparat ved hans side. Med et snuptag tændte han for apparatet,
som udsendte en stråle af lys der ramte bagvæggen.
"I kan se sådan her på det," forklarede Saint Germain. "Kraften - det
som Jakob kalder for Kvantefeltet - er Kilden til hele Skabelsen - den er
lysbilledapparatet. Kraften er også den Substans som hele Skabelsen
består af - den er lysstrålen. Væggen som lysstrålen rammer, er
Skabelsen - jeres ydre, fysiske virkelighed. Som indtil videre er blank.
Indtil at vi indsætter et lysbillede i lysbilledapparatet..."
Saint Germain lavede endnu en cirkelbevægelse med hånden, og
straks kom en håndfuld lysbilleder til syne i hans hånd. "Lysbillederne
er Universets mægtigste trylleformular: Dine tanker og ord. Lad os se...
Telperion, hvad kunne du godt tænke dig at manifestere?"
"Øh... mit tohåndssværd," sagde Janus.
"Okay. Her har vi et lysbillede af Telperions sværd - med andre ord,
tanken om Telperions sværd. Nu indsætter vi lysbilledet i
lysbilledapparatet og... værsgo: Der har du dit første mirakel,
Telperion!"
Saint Germain indsatte lysbilledet af Telperions sværd i
lysbilledapparatet, og straks viste der sig et billede af Telperions
juvelprydede tohåndssværd på bagvæggen.
"Lysbillederne er dine tanker og ord - Universets mægtigste
trylleformular. Hvad end du tænker på med fuld overbevisning, skaber
du i dit liv. Men husk, det er ikke nok bare at sige det, eller tænke det.
Du er nødt til at tro fuldt og fast på at det er virkelighed, med samme
selvfølgelighed som du tror at solen står op i øst og går ned i vest."
Jeg kløede mig på hagen. Pludselig var jeg ved at forstå. Jeg tænkte på
min yndlingsscene fra Star Wars, den hvor Jedimester Yoda løftede
rumskibet ud af sumpen med Tankens Kraft, og Luke Skywalker sagde
at han ikke troede på det. Og for første gang forstod jeg, hvorfor Mester
Yoda sagde til Luke, at det netop var derfor, at det ikke lykkedes for
197
ham...
"Jeg har forstået det!" udbrød jeg. "Jeg har forstået det! Kan I huske
den scene fra Star Wars!" Nu var det min tur til at hoppe begejstret
rundt. "Det eneste jeg behøver gøre for at manifestere noget, er at tro på
det 100%!"
"Nu har du det!" grinede Jakob.
"Jeg tror også at jeg er ved at fatte det," sagde Janus og nikkede ivrigt
med hovedet. "... og hvis jeg tror at jeg har fattet det - så har jeg fattet
det!"
Saint Germain grinede. Vi hoppede alle tre begejstret rundt i hallen.
Saint Germain lavede en cirkelbevægelse med hånden og
lysbilledapparatet forsvandt. "Godt," sagde han, "så er det tid for jer at
manifestere jeres første mirakel." Greven gjorde tegn til at vi skulle
følge efter ham. Han ledte os hen til den anden af de to døre for enden
af hallen og åbnede den. På den anden side af døren var der en lang
gang med døre i siderne.
"I får nu hver jeres eget rum, hvor I hver især kan manifestere jeres
første mirakel," sagde Saint Germain. "Gå ind i rummet. Vælg en ting
eller en situation som I ønsker at manifestere, og så manifester den med
denne mægtige trylleformular som vi lige har talt om. Kom ud når I har
manifesteret jeres mirakel."
Saint Germain åbnede tre døre og vi gik ind i hver vores rum.
Rummet var ikke større end tyve kvadratmeter og fuldstændig tomt.
Inden Saint Germain lukkede dørene, sagde han: "Der er en ting som er
meget vigtig at huske, hvis du har problemer med at manifestere dit
ønske. Husk, at det ikke er dig som manifesterer miraklet. Det eneste du
behøver gøre, er at tænke tanken. Og så lad Kraften om at gøre resten.
For husk: Kraften er Almægtig og Ubegrænset. Kraften har manifesteret
hele Skabelsen med ubesværet lethed, så derfor er det ingen sag for den
at manifestere dit ønske. Dit eneste job er at tro på det."
Saint Germain lukkede døren og jeg var alene i det lille rum. Jeg satte
mig på gulvet. Okay, tænkte jeg, hvad vil jeg gerne manifestere? Hvis
jeg kunne manifestere alt hvad jeg havde lyst til... hvad ville jeg
manifestere... Jeg kløede mig i håret. Alle mine gamle ønsker virkede
temmelig ligegyldige, set i lyset af alt det som var sket i løbet af de
sidste par dage... Jo: Der var en ting. En ting som jeg ønskede at
manifestere over alt i verden: Elmar. Hvis bare jeg kunne møde ham
igen...
Jeg lukkede øjnene og tænkte på Elmar. Jeg så ham for mig: Hans
198
vejrbidte, solbrændte ansigt. Hans klare blå øjne. Måden han smilede
på. Jeg forestillede mig at han var her nu, at vi stod og talte med
hinanden. Jeg tænkte på hans dybe, ru stemme. Jeg kunne næsten føle
den glæde jeg ville føle ved at se ham igen. "Elmar er her nu," sagde
jeg. "Elmar er her nu."
Jeg åbnede øjnene. Rummet var tomt.
"Okay," sagde jeg og rejste mig op. "Elmar er her nu." Jeg forestillede
mig Elmar med sin australske vildmandshat, komme gående igennem
ørkenen med et smil på læberne. Jeg forestillede mig ham synge en af
mine yndlingssange.
Men Elmar manifesterede sig ikke. Rummet var stadig tomt. Jeg
tænkte på en aften for nogle uger siden, hvor jeg havde prøvet at løfte
en potteplante ved Tankens Kraft, men mislykkedes. Inderst inde havde
jeg ikke troet på det... og det gjorde jeg heller ikke nu. Jeg troede ikke
inderst inde på, at Elmar virkelig kunne manifestere sig her i rummet,
bare ud af den blå luft. Elmar var død og borte, eller i hvert fald i en
anden dimension. Jeg bankede fortvivlet mit hoved mod væggen. Måske
skulle jeg prøve at manifestere noget mindre svært, måske skulle jeg
prøve at manifestere et vinglas eller et par sko eller... Men Saint
Germain havde sagt, at det var lige så nemt for Kraften at gå på vandet,
som det var at manifestere et par sko. For Kraften, ja. Men jeg havde
ikke tænkt på Kraften, da jeg tænkte på Elmar.
Jeg lukkede mine øjne og tænkte igen på Elmar. Jeg så ham for mig,
hver eneste detalje ved hans krop, ved hans personlighed, måden han
gik på, måden han talte på. Hvordan det føltes at være i hans nærvær.
"Elmar er her nu," sagde jeg med fast stemme. Så tænkte jeg på Kraften,
på den Uendelige, Evige, Ubegrænsede, Almægtige Tilstedeværelse,
som havde skabt Alle Universerne og Alle Dimensionerne og Alle
Verdenerne og Hele Skabelsen, fra den største galakse til det mindste
sandkorn, med ubesværet lethed. Og så bekræftede jeg at Kraften nu
manifesterede Elmar. Kraften kunne sagtens manifestere Elmar. Kraften
havde allerede manifesteret Elmar. Han var her. Her i rummet. Nu.
Jeg åbnede mine øjne. Rummet var stadig tomt. Jeg skulle lige til at gå
hen for at åbne døren og erkende mit nederlag, da jeg følte en hånd på
min skulder.
"Godt gået, min dreng," sagde en dyb stemme bag mig.
Jeg vendte mig om. "Elmar!" udbrød jeg. Der stod han: Elmar, i
levende live, med et smil på læberne og et glimt i øjet.
"Jeg kan ikke tro det," gispede jeg.
199
I samme øjeblik at jeg sagde "Jeg kan ikke tro det", forsvandt Elmar
ud i den blå luft. Han var væk! Rummet var tomt igen. Jeg styrtede hen
til døren og rev den op. Saint Germain stod i gangen og snakkede med
Jakob og Janus.
"Jeg gjorde det!" udbrød jeg, "Jeg manifesterede Elmar! Men kun i et
øjeblik, så tvivlede jeg, og så forsvandt han igen."
"Tillykke," sagde Saint Germain.
"Manifesterede I også jeres ønske?" spurgte jeg.
Jakob og Janus nikkede. "Men vi kunne også kun holde det i et kort
stykke tid, så tvivlede vi, og det forsvandt," sagde Jakob.
"Ikke desto mindre er det godt gået," sagde Saint Germain. "Næste
gang er I bare nødt til at tro - og blive ved med at tro."
"Der er en ting jeg undrer mig over," sagde Janus. "Hvis vores tanker
og ord skaber vores virkelighed, hvordan kan det så være at de ikke
manifesterer øjeblikkeligt?"
"Det gør de i virkeligheden også," sagde Saint Germain. "Men i den 3.
dimension er der sat en bremseklods på manifesteringerne, der hedder
tid og rum."
200
5
Manifestationskammeret
"Lad os lige en gang gå tilbage til det I lærte i Det Blå Tempel..."
Efter vores første, kortvarige mirakel, havde Saint Germain ledt os
tilbage til hans store stue, hvor vi nu fik yderligere instrukser om
Tankens Kraft - Universets mægtigste trylleformular.
"... Alt hvad der eksisterer i Universet, er i virkeligheden Kraften - En
Guddommelig Energi og Intelligens som vi også kunne kalde Lys. Og
som Einstein opdagede, når noget bevæger sig med lysets hastighed..."
"Ophører tid og rum med at eksistere," sagde Jakob.
"Præcis," sagde Saint Germain, "hvilket er en anden måde at sige, at
alt sker samtidigt. Kan I forestille jer hvordan det ville være, hvis alt
skete samtidigt?"
"Det ville jo være totalt kaos," udbrød Janus.
"Man ville slet ikke kunne orientere sig," sagde jeg, fuldstændig
svimmel ved tanken.
"Der er noget om snakken," sagde Saint Germain. "Men ikke desto
mindre er alt i virkeligheden Lys, hvilket vil sige at alt i virkeligheden
sker samtidigt. Hvilket gør det rimelig svært at have en
sammenhængende læreproces - i hvert fald i jordiske termer."
Saint Germain pegede hen på den lange række portrætter af hans
tidligere inkarnationer på Jorden. "Så for at sjælen kunne have en
sammenhængende læreproces med tid og rum, fortid og fremtid, og en
fortsat udvikling, blev den 3. dimension - af Ashtar Kommandoen
kaldet for Testzone Jorden - skabt. Den 3. dimension er tidens og
rummets dimension, den fysiske dimension. Og som vi lærer i fysikken,
når noget er fysisk..."
"Eksisterer det i både tid og rum," indskød Jakob begejstret.
"Exactement!" grinede Saint Germain. "Den tredje dimensions tid og
rum fungerer som en slags bremseklods, der får det til at virke som om
201
at alting ikke sker samtidigt - med andre ord, det ser ud til at tage nogen
tid inden vores tanker og ord manifesterer sig. Hvilket kan være godt for
dem, som endnu ikke har lært om Universets mægtigste trylleformular,
dem som endnu ikke har lært, at blive herre over deres tanker og ord..."
"Hvorfor er det godt?" afbrød Janus.
"Det vil I nu erfare i Manifestationskammeret," lo Saint Germain, og
gik over til en af de store bogreoler. Han lavede en cirkelbevægelse med
hånden. Bogreolen gled til side og afslørede en massiv dør, lavet af et
sølvglinsende materiale, magen til det vi havde set i Moderskibet.
"Hvad er Manifestationskammeret?" spurgte jeg.
"Lad mig kalde det for en forsmag på den 5. dimension," sagde Saint
Germain. "Den 5. dimension kaldes også for Lysets dimension.
Hvorfor? Fordi at i den 5. dimension vibrerer energien med lysets
hastighed. Med andre ord, den 5. dimension er hinsides tid og rum,
hvilket vil sige at..."
"Alt sker samtidigt!" udbrød Jakob, som havde svært ved at styre sin
begejstring.
"Exactement igen!" grinede Saint Germain. "I den 5. dimension
manifesterer jeres tanker og ord øjeblikkeligt. Den 3. dimensions tid og
rum bremseklodser er væk."
"Det lyder vildt!" grinede Janus.
"Vildt er det," sagde Saint Germain, "men også farligt for dem, som
ikke har lært at blive herre over deres tanker og ord."
"Hvorfor?" spurgte jeg.
"Prøv at forestille jer, hvordan det ville være, hvis et menneske der
tænkte hadske og destruktive tanker om sig selv og andre, befandt sig i
den 5. dimension," svarede Saint Germain.
"Det ville være katastrofalt," sagde Jakob.
"Som Supermand der blev ond!" sagde Janus.
"Ja. Et menneske der befandt sig på et bevidsthedsniveau af frygt og
vrede, ville være i stand til at udbrede stor skade på sig selv og sine
omgivelser," forklarede Saint Germain.
Jeg gøs ved tanken. Et kort øjeblik huskede jeg den altopslugende
vrede vi havde følt da vi gik amok på Vestbredden. Tænk hvis vi ikke
havde kunnet styre os...
"Men der er ingen grund til bekymring," smilede Saint Germain,
"Universet er nemlig så smart indrettet, at kun de der er herrer over
deres tanker og ord, og bruger dem for Alles Højeste Gode, kan stige op
til den 5. dimension."
202
Saint Germain bankede på den store metaldør. "For at passere
igennem Den Violette Port og fortsætte på jeres vej mod den 5.
dimension og Shamballa, er I nødt til at blive herrer over jeres tanker og
ord."
Saint Germain åbnede metaldøren. Et behageligt, gyldent lys skinnede
ud. "I Manifestationskammeret er den 3. dimensions tid og rum
bremseklodser fjernet. Manifestationskammeret er en forsmag på den 5.
dimension. Som I nu skal lære at mestre. Værsgo og træd ind. Men træd
varsomt! Eller skulle jeg hellere sige TÆNK varsomt!"
Vi kiggede ind i Manifestationskammeret. Det eneste man kunne se på
den anden side af døren var et varmt og behageligt gyldent lys.
"Hvis jeres tanker bliver for meget for jer, og alt håb forlader jer, så
husk en ting:" sagde Saint Germain. "JEG ER KRAFTEN."
"JEG ER KRAFTEN," sagde vi i kor. Så gav Jakob og Janus og jeg
hinanden vores hemmelige Dungeons & Dragons håndtryk og trådte ind
i Manifestationskammeret. "Kraften er med jer!" hørte jeg Saint
Germain sige, så blev alt lys.
I samme øjeblik at jeg trådte ind i Manifestationskammeret, var det
som om at mit sind blev blankt, fuldstændig tomt for tanker. Jeg
svævede vægtløs i lyset, som en sommerfugl i en gylden atmosfære af
lys. Lyset strakte sig foran mig og ved siden af mig og bag mig. Alt var
lys. Der var intet andet end lys. Jeg kiggede ned på min krop og
opdagede at den ikke var der. Jeg havde ikke nogen krop! Jeg selv var
også rent lys. Jeg havde slet ikke nogen fast form, jeg var et med det
gyldne lys. Det var en fantastisk fornemmelse af frihed, af at være
ubegrænset og uendelig. Og hvis jeg havde haft en mund at le med, ville
jeg have grinet højlydt, men det kunne jeg ikke engang. Jeg havde ingen
krop...
Jeg ved ikke hvor længe jeg svævede sådan, i enhed med Lyset, uden
en krop, uden en tanke, uden en verden, uden grænser... det eneste jeg
husker, er at jeg pludselig blev bevidst om mig selv igen, jeg begyndte
langsomt at tænke igen. På hvem jeg var, og hvor jeg var. I samme
øjeblik at jeg gjorde det, fik jeg min krop tilbage. Jeg stod i en stor
klippehule. Der var meget varmt i hulen og der var en lyd i mine ører,
som hundredvis af tordenbrag. Jeg så mig forvirret omkring. Et stort,
rødt uhyre susede imod mig. Det var en ilddrage! En ilddrage med et
vingefang på over 20 meter. Dragen åbnede munden på vid gab og
sendte en stor ildflamme imod mig.
"Af vejen, fjols!" råbte en stemme ved min side. Et halvt sekund før
203
flammerne gennemristede mig, blev jeg væltet omkuld af en høj,
brynjeklædt kriger. Det var i sidste sekund. Stedet hvor jeg før havde
stået, blev fuldstændig stegt af dragens flammeånde. Dragen susede hen
over hovedet på os og brølede arrigt over at have mistet sit bytte.
"Er du ude på at blive dragebarbecue?" råbte min redningsmand og
hev mig op at stå igen. Jeg genkendte ham med det samme: Telperion Janus! Inden jeg nåede at svare ham - eller at undre mig over, hvordan
vi var havnet her - vendte ilddragen sig i luften og gjorde sig klar til et
nyt angreb.
"Moncler! Er du okay!" råbte Janus.
Jeg kiggede over på den anden side af klippehulen. Jakob stod og
lænede sig op af væggen. Blodet strømmede ned over hans ansigt fra et
dybt sår i panden.
"Vi er nødt til at komme ud herfra!" råbte Janus og løb hen til Jakob.
Dragen spredte sine vinger og begyndte igen at flyve imod os. Synet af
den enorme drage fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Jeg følte
en stærk smerte i mit solar plexus og knækkede sammen. Hvad laver vi
her? Hvor er vi? Og pludselig gik det op for mig: Jeg havde spillet
denne scene før... Det her var en af scenerne fra mit Dungeons &
Dragons spil med Jakob og Janus...
I samme øjeblik at jeg tænkte det, sad jeg med Jakob og Janus
omkring det runde bord i Jakobs stue. Bordet var fyldt med Dungeons
& Dragons bøger og kort og rolleblade. Jakob og Janus var klædt som
de plejer at være klædt på Jorden. Jeg havde stadig vilde smerter i
maven.
"Er der noget i vejen?" spurgte Janus.
"Har du ondt i maven?" spurgte Jakob.
Jeg holdt mig krampagtigt om maven. Hvad sker der her? Hvad er der
i vejen med mig? Er jeg syg...
I samme øjeblik at jeg tænkte det, lå jeg på ryggen på en båre, med en
masse tuber og slanger nede i halsen. En bredskuldret ambulancemand
stod bøjet over mig. Jeg lå i en ambulance der kørte for fuld udrykning.
Jeg havde ikke helt så mange smerter i maven mere. Jeg satte mig op og
spyttede slangerne ud.
"Rolig, min ven!" sagde ambulancemanden.
"Hvad laver jeg her?"
"Det ser ud til at du har fået noget maveforgiftning."
"Maveforgiftning? Men jeg har ikke spist noget!"
"Hvordan har du det nu?" spurgte ambulancemanden venligt.
204
"Stop ambulancen," sagde jeg. "Jeg vil ud herfra."
"Tror du ikke det er bedre, at vi lige kører dig ind og checker dig
først?"
"Der er ikke noget i vejen med mig..." stønnede jeg. "Stop
ambulancen! Jeg vil ud!"
"Nu bliver du bare liggende her," sagde ambulancemanden og
prøvede at berolige mig. Han skubbede mig tilbage i sengen.
"Stop!" råbte jeg.
I samme øjeblik at jeg råbte stop, standsede ambulancen brat op. Der
lød et kæmpebrag og ambulancemanden og jeg blev kastet ind mod
væggen. Alt hamrede sammen i en eksplosion af glasskår og stål.
Heldigvis lå jeg i sengen, så der skete ikke rigtig noget med mig, andet
end at jeg slog hovedet hårdt ind mod væggen. Men ambulancemanden
lå fuldstændig livløs på gulvet. Han havde blod løbende ned af panden.
Jeg kravlede hen til døren og åbnede den. Vi var på Strandvejen.
Ambulancen var kørt ind i et busstoppested - busstoppestedet som jeg
plejede at tage natbussen fra, når jeg spillede Dungeons & Dragons med
Jakob og Janus!
Jeg løb ud på gaden. Ambulancens forrude var fuldstændig smadret,
og chaufføren sad livløs i sædet med blodet løbende ned af ansigtet. Jeg
så mig forvirret omkring. Hvorfor har Saint Germain sendt mig tilbage
her?
"Starbrow," sagde en stemme i mit indre. Jeg vendte mig om. Et par
meter fra mig, ovre ved nogle træer og buske, stod Ticha. "Tag dig
sammen," sagde hun. "Bliv herre over dine tanker og ord."
"Ticha!" Jeg løb hen til hende. Men inden jeg nåede hen til min
skytsengel, lå jeg nøgen i en seng med Sarah, min eks-kæreste, som jeg
var gået fra for et år siden. Vi lå mageligt med armene om hinanden,
som om at vi lige havde elsket.
"Jeg er tørstig," sagde Sarah kælent. "Henter du ikke noget at drikke?"
Jeg kiggede forvirret ind i Sarahs mørkebrune øjne. Hun var helt
nøgen som mig, og jeg kunne mærke hendes bryster mod min overkrop.
Jeg havde lyst til bare at putte mig ind mod hendes varme krop som en
lille dreng, og glemme alle de forvirrende ting der var sket. Jeg lagde
hovedet mod hendes bryst og lukkede øjnene.
"Så så, min ven," sagde en kvindestemme trøstende til mig. "Det skal
nok gå alt sammen." Jeg kiggede op. Det var ikke længere Sarah som
jeg lænede mig op ad, men min mor Siri. Vi stod på legepladsen på
Øster Anlæg og jeg kunne mærke tårerne løbe ned af kinderne på mig,
205
mens min mor tørrede mine øjne. Jeg havde ondt i hænderne. Jeg var
åbenbart faldet og havde slået mig. Jeg kiggede ned på mig selv og
opdagede at jeg var i en lille barnekrop! Jeg blev grebet af panik og
kom til at græde endnu mere. Nej! tænkte jeg fortvivlet. Det her er for
meget! Jeg er blevet sindssyg! Stop! Stop! Stop! Den stærke smerte i
min mave vendte tilbage, og jeg knækkede igen sammen. Så hellere dø,
tænkte jeg. Så hellere dø...
I samme øjeblik at jeg tænkte det, stod jeg i en tyk, sort tåge. Jeg
kunne se mørke skikkelser vandre modløst igennem tågen. "Så hellere
dø!" jamrede de, "Så hellere dø!" Deres stemmer var kolde som is,
fuldstændig livløse og uden håb. Langt borte kunne jeg høre høje,
smertefulde skrig: "Så hellere dø!"
Den stærke smerte i min mave bredte sig til hele resten af min krop.
Jeg faldt sammen i tågen, med hovedet ned i mudret, grumset vand. Jeg
kunne se ansigter i vandoverfladen. Udhulede skelethoveder der lugtede
af hundrede års råd. Det her må være helvede, tænkte jeg...
I samme øjeblik at jeg tænkte det, blev den isnende kulde omkring
mig til en intens varme. Hele min krop brændte. Det var som om at mit
sind også brændte. Jeg var i helvede. Jeg brændte i Helvedesilden. Jeg
prøvede at råbe om hjælp, men jeg følte mig fuldstændig paralyseret.
Hvem skulle jeg kalde på, hvem ville høre mig? Ticha... Ticha, hjælp
mig. Men Ticha kom ikke. Det eneste der kom til mig, var hendes sidste
ord: Starbrow! Bliv herre over dine tanker og ord... Bliv herre over dine
tanker og ord...
Jeg kunne høre tunge, ildevarslende skridt komme nærmere. Jeg var
sikker på at jeg skulle dø. Dette var enden. De kom for at dræbe mig.
Tichas sidste ord flød igennem mit sind: Bliv herre over dine tanker og
ord, bliv herre over dine tanker og ord...
Jeg prøvede at bevæge mig, men jeg kunne ikke. Min krop var
fuldstændig paralyseret. Det eneste jeg havde var mine tanker. De var
det eneste jeg kunne bevæge. Jeg var nødt til at blive herre over dem.
Men tanken om at jeg skulle dø var så stærk nu, jeg følte alt livet ebbe
ud af mig. Jeg prøvede at tænke nej, nej jeg vil ikke dø! men det hjalp
ikke. De tunge skridt kom nærmere.
En stor, mørk skikkelse tårnede sig over mig. Jeg følte alt blodet i min
krop blive til is. Is og helvedesild i min krop og i mit sind. Den mørke
skikkelse hævede sit våben for at give mig nådestødet. Med en enorm
mental kraftanstrengelse prøvede jeg at tænke på noget andet - men
hvad? Hvad skulle jeg tænke på?
206
Våbenet kom farende ned mod mig. Jeg lukkede øjnene og prøvede at
tænke på noget helt andet: Elmar. Jeg forestillede mig hans ansigt, hans
klare blå øjne og hans strålende smil...
En brøkdel af et sekund inden den mørke skikkelses våben ramte mig,
blev skikkelsen slået omkuld og tumlede baglæns tilbage med et skrig.
Jeg åbnede øjnene.
Elmar lå foran mig i sin hospitalseng på Rigshospitalet. Han greb
hårdt fat om min hånd og hev mig tæt ind til sig. "Tag dig sammen, min
dreng," sagde han med klar stemme. "Bliv herre over dine tanker og
ord!"
Elmars greb om min hånd blev slapt og han faldt livløs tilbage i
sengen. Maskinen bippede helt vildt. Lægen og sygeplejersken
stormede hen til Elmars side. Min mor og min lillesøster klamrede sig til
mig. Sygeplejersken lagde et hvidt lagen hen over Elmars hoved. "Det
gør mig ondt," sagde lægen.
Jeg tog mig fortvivlet til hovedet. Det var som om at mine tanker var
løbet løbsk, og jeg ikke længere kunne stoppe dem. Og hver tanke førte
til en ny tanke, som førte til en ny tanke, i en uendelig... Jeg vaklede ud
på hospitalsgangen, og sank sammen i en stol og lukkede øjnene. Jeg
turde ikke åbne øjnene, af frygt for hvad jeg ville opleve næste gang.
Jeg kunne høre heste og sværdkamp, mænd der skreg, lyden af en
rockkoncert, en masse elguitarer der hvinede, en TV-speaker der
kommenterede Prinsesse Dianas død, kirkeklokker, et vækkeur der
ringede, lyden af en HT bus der lukkede sine døre, min chef Randi
Martins der kaldte på mig, Darth Vaders hæslige åndedræt en
vaskemaskinekasseapparatjumbojetpornofilmzoologiskhavetigerbrølild
drage STOP! STOP! STOP! Jeg kan ikke mere! For guds skyld STOP!
Med en enorm mental kraftanstrengelse prøvede jeg at fokusere på mit
åndedræt. Jeg formåede at gøre det i en indånding og udånding, så løb
mine tanker løbsk igen...
ØsterbroParkcafeGeorgeMichalmodeshowpigepartytrendbureau Stop!
Stop! Jeg tvang igen min opmærksomhed tilbage på mit åndedræt.
Denne gang kunne jeg gøre det i to indåndinger og udåndinger, før jeg
mistede koncentrationen igen...
akseskiftkatastrofedommedagsevakuering Stop! Stop!
Jeg førte igen min opmærksomhed tilbage til mit åndedræt. Og igen.
Og igen. Jeg vidste at det her ikke var en leg. Hvis jeg ikke blev herre
over mine tanker og ord ville jeg blive sindssyg - jeg ville destruere mig
selv og mine omgivelser. Nej, nej, ikke tænke på det! Tilbage til
207
åndedrættet...
Jeg klyngede mig desperat til min vejrtrækning, det eneste sikre sted
jeg kendte til i al denne galskab. Til sidst formåede jeg at fokusere min
opmærksomhed på min vejrtrækning i 3-4 åndedræt. Jeg følte et sug af
Frihed og Fred i mit indre: Kraften. Ah. Endelig fred.
Så åbnede jeg øjnene, og fik det største chok jeg nogen sinde havde
fået i mit liv. Foran mig knejsede det mest afskyelige, hårrejsende uhyre
jeg nogen sinde havde set. Uhyret havde hundredvis af hoveder, der
lavede de mest groteske og pinefulde grimasser. Hovederne rakte tunge
og rullede med øjnene og spyttede og harkede og hostede, og deres
lange halse snoede sig ind og ud af hinanden, som afskyelige fangarme.
Hundredvis af hadefulde øjne rettede deres ondskabsfulde blikke mod
mig. Med et chok der fik alle mine indvolde til at vende sig, gik det op
for mig, at alle uhyrets hoveder var det samme: Mit eget hoved!
Hundredvis af mit eget hoved, forvansket og forvrænget til grufulde og
pinefulde masker.
"Du kan ikke komme forbi!" brølede monsteret. "Jeg er Uhyret på
Dørtærskelen!"
Alle Uhyrets hundredvis af hoveder - mine hoveder - begyndte at tale
samtidig: En rædselsfuld, øresønderrivende kaskade af larm, der trængte
ind i mig som en regn af skarpe knive og dolke:
"Du er det værste, klammeste svin jeg nogen sinde har set!" råbte en
af hovederne.
"Du stinker og lugter!" skreg et andet hoved. "Du kommer aldrig
forbi!"
"Du er ikke god nok! Du bliver aldrig god nok! Du har ikke en
chance!" brølede det tredje.
"Du er den fødte taber! Du er den fødte taber!" drillede et fjerde
hoved ondskabsfuldt.
"Dit sølle lille skrog! Din vatpik! Du klarer det aldrig! Porten er
lukket!"
Jeg tog mig til ørerne for at lukke hovedernes øresønderrivende snak
ude, men det hjalp ikke. Det var som om at snakken også var inde i mit
eget hoved.
"Du skal ikke tro at du er noget! Du skal ikke tro at du er noget!"
gentog et af hovederne i en uendelig køre. "Du skal ikke tro at du er
noget! Du skal ikke tro at du er noget! "
"Du er et dumt svin der aldrig vil blive til noget! Du skulle aldrig have
været født!"
208
"Verden er af lave! Verden er af lave! Det hele går ad helvede til!"
"Du klarer det aldrig! Du har ikke det der skal til! Du er en svækling!
Du er dum! Du er grim! Du er en idiot! Du kommer aldrig forbi!"
Monsteret med de hundredvis af hoveder tårnede sig over mig, mens
det blev ved med at udspy en endeløs strøm af eder og forbandelser.
Med et chok gik det op for mig at alle hovedernes stemmer også var min
egen stemme, og at tankerne... jeg faldt på knæ foran Uhyret,
paralyseret af skræk og lede, idet det gik op for mig at alle de ting som
hovederne skreg - var mine egne tanker! Mine egne negative tanker!
Hovederne blev ved med at skrige i en endeløs køre. Jeg prøvede at
tænke på noget andet, men det var umuligt. Støjen fra hovederne
overdøvede alt. Jeg troede at jeg skulle ligge her for evigt, dømt til evig
pinsel med mine egne negative tanker. Jeg håbede at jeg ville dø, så der
kunne blive en ende på min pinsel...
Men selv om mange af hovederne sagde at jeg ville dø og rådne i
helvede, skete der ikke noget. Jeg døde ikke. Jeg blev bare liggende der,
mens hovederne skreg løs. Langsomt gik det op for mig, at selv om det
hovederne sagde var noget jeg havde sagt igennem hele mit liv, så var
snakken ikke mig. Det gik op for mig at alt hvad hovederne sagde, alle
mine negative meninger og overbevisninger om mig selv og om livet,
ikke var mig. De var som billeder - afskyelige billeder - der passerede
forbi mit indre øje, som billeder på et filmlærred. Men de kunne ikke
røre mig. JEG - mit Sande Selv - var fri. JEG - mit Sande Selv - var
uberørt. Jeg var ikke mine tanker og ord. Jeg var ikke mine
overbevisninger. JEG var bare. Ren Bevidsthed. Ren Kraft. KRAFTEN.
Som et ekko fra langt borte, huskede jeg Saint Germains sidste ord til
os: "Hvis jeres tanker bliver for meget for jer, og alt håb forlader jer, så
husk en ting: JEG ER KRAFTEN."
Jeg løftede hovedet og sagde: "JEG ER KRAFTEN." De hundredvis
af hoveder stimlede sig sammen foran mit hoved og skreg alle deres
meninger ind i mit ansigt. Men jeg var ikke længere bange for dem. Jeg
vidste at de ikke kunne røre mig. Jeg var Kraften. Urørlig og Usårlig.
JEG ER KRAFTEN. Og ikke kun det. Jeg var herre over mine tanker
og ord. Jeg valgte selv hvor jeg ville fokusere min opmærksomhed. Jeg
rejste mig op og så mig omkring. Uhyret på Dørtærskelen kastede sig
over mig, mens det overdængede mig med en lavine af eder og trusler.
Men jeg var ikke længere bange for hovedernes snak. Jeg vidste hvem
jeg var. Jeg begyndte at gå fremad i mørket. Hvor hen? Jeg vidste at
hvor end jeg ville hen, var jeg nødt til at vælge det.
209
"Shamballa," sagde jeg. "Jeg vil til Shamballa."
I samme øjeblik at jeg sagde det, så jeg en Violet Port stråle i mørket.
Jeg gik hen til porten, uden at ænse monstret der skreg i mine ører som
et uvejr at det aldrig ville gå godt. Jeg skubbede til porten og Den
Violette Ports døre gled lydløst til side. På den anden side af porten lå et
sneklædt klippefremspring. Jeg trådte igennem porten og vendte mig
om. Det mangehovedede monster tårnede sig op i døråbningen. Alle
hovederne skreg på en gang: "Det kommer aldrig til at gå godt!"
"Det er jeg selv herre over," sagde jeg og smækkede porten i med et
brag.
210
6
Vi svæver på en lyserød sky
Jeg rystede mareridtet i Manifestationskammeret af mig og trådte ud på
klippefremspringet. Det var skønt at være ude i det fri igen og jeg tog
gladeligt imod solens varme stråler. Selv om klippefremspringet var højt
oppe i bjergene, lå det godt skærmet for vinden - så temperaturen var
faktisk behagelig her. Jeg trådte ud på den bløde sne og gik hen til
kanten af klippefremspringet. Da jeg kom til kanten opdagede jeg at
bjergsiden under mig var fuldstændig omgivet af lyserøde skyer. Det var
som om at jeg stod på en klippeø, i et stort lyserødt hav. De lyserøde
skyer nåede helt op til klippefremspringet. Et stykke ude i skyerne
svævede en Lyserød Port - Den Tredje Port!
Jeg gik helt hen til det yderste af kanten og opdagede et mindre
klippefremspring under mig, der rakte lige ud i de lyserøde skyer. På
klippefremspringet sad Janus i skrædderstilling og betragtede skyerne.
"Janus!" sagde jeg.
"Vær hilset, Starbrow," sagde Janus, uden at tage blikket fra de
lyserøde skyer.
"Har du set Jakob?" spurgte jeg og hoppede ned ved siden af ham.
"Ikke endnu," sagde Janus. "Men han skal nok nå igennem. Før eller
siden, skal han nok nå igennem."
Jeg satte mig ned ved siden af min ven og betragtede de lyserøde
skyer.
"Ved du hvad?" sagde Janus. "Da vi var hos Kuthumi, Serapis Bey og
Saint Germain, og de forklarede hvordan vores Dungeons & Dragons
eventyr ikke var fantasi, men virkelighed... Ved du hvad jeg så hele
tiden undrede mig over?"
Jeg kiggede på Janus. Jeg havde aldrig set ham så eftertænksom før.
"Jeg undrede mig hele tiden over: Hvis vores Dungeons & Dragons
eventyr virkelig er virkelighed, sådan som vi nu har indset, hvor er
211
fjenderne så henne? Hvor er alle monstrene og uhyrerne henne? Og
nu..." sagde Janus, "nu har jeg mødt dem alle sammen: Hvert eneste
monster, hvert eneste uhyre, hver eneste blodsugende vampyr, der
truede med at suge livet ud af mig. Og de er alle sammen inde i mig
selv."
Jeg grinede og klappede min ven på skulderen. Go´e gamle Janus!
"Elmar sagde engang til mig at "En mand får sine husfolk til fjender","
sagde jeg. "Dengang forstod jeg ikke hvad han mente, men nu tror jeg at
jeg gør."
"Hele mit liv har jeg frygtet den ydre verden og andre mennesker,"
sagde Janus. "Jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at beskytte mig mod
den og kontrollere den. Mens det eneste jeg i virkeligheden havde at
frygte, var mine egne tanker..."
"Men nu ved du, at du ikke er dine tanker," sagde en stemme over os.
Vi vendte os om. Det var Jakob. Han stod på klippefremspringet over
os. Hans ansigt udstrålede en styrke og en selvtillid, som jeg ikke havde
set hos ham før. På en eller anden måde virkede hans ansigt klarere,
som om at hans oplevelser i Manifestationskammeret havde befriet ham
for en eller anden tung byrde.
"Nu ved jeg at der er intet, der har nogen magt over mig," sagde Jakob
med klar stemme. "Ikke andre mennesker, ikke verden, ikke skæbnen,
ikke en eller anden gud oppe i skyerne som er separat fra mig, ikke
karma, ikke mit stjernetegn, ikke vejret, ikke min krop, ikke min fortid,
ikke min fremtid, ikke nogen som helst form for ydre omstændigheder.
Ikke engang mine egne ord eller tanker eller følelser har nogen magt
over mig. JEG ER KRAFTEN," lo han og bredte armene ud.
"JEG ER KRAFTEN," sagde Janus og jeg. Vi rejste os op og bredte
armene ud.
"JEG ER KRAFTEN!" råbte vi alle tre i kor. Lyden af vores stemmer
gav genlyd langs bjergsiderne. "JEG ER KRAFTEN! JEG ER
KRAFTEN!" råbte vi af vores lungers fulde kraft, til vinden, til de
lyserøde skyer, til solen og til bjergene. "JEG ER KRAFTEN!" råbte vi,
til hele Universet - og Universet råbte tilbage til os... JEG ER
KRAFTEN! JEG ER KRAFTEN!
Som med en nøjagtig, koordineret bevægelse, trådte vi alle tre ud fra
klippefremspringet og ud på de lyserøde skyer. Vi tænkte ikke på at det
var skyer som vi trådte ud på, vores eneste tanke var "JEG ER
KRAFTEN! JEG ER KRAFTEN!" som vi blev ved og ved med at råbe.
Vi faldt ikke igennem de lyserøde skyer, vores fødder blev stående på
212
skyerne som om at der var fast grund under os. "JEG ER KRAFTEN!"
råbte vi, mens vi gik hen over de lyserøde skyer. Vi kom til Den
Lyserøde Port. "JEG ER KRAFTEN!" råbte vi af al kraft og hamrede
samtidig vores næver mod porten. Den Lyserøde Ports døre åbnede sig
lydløst og vi trådte igennem.
På den anden side af porten var der kun lyserøde skyer, intet andet.
Ingen bjerge, ingen sol, ingen blå himmel over os. Vi holdt op med at
råbe. Vi så os omkring og opdagede at de lyserøde skyer var fyldt med
tusindvis af engle, der fløj ind og ud af skyerne i velordnede
formationer. En gruppe af englene fløj hen over vores hoveder og vi
kunne høre deres stemmer i vores indre. Det lød som en blanding af
barnelatter og sang.
Lidt længere fremme var der et hul hvor de lyserøde skyer skillede sig
lidt. Vi gik hen til kanten af hullet og kiggede ned. Langt nede under os
svævede Moder Jord. Hendes blå overflade var indhyllet i sorte skyer
og stjerneskibenes tætte netværk af lys. Store engleskarer fløj frem og
tilbage mellem Jorden og de lyserøde skyer. Nogle engle holdt sig i
Jordens atmosfære, mens andre fløj helt tæt på og forsvandt ned på
Jorden.
"Det kalder jeg en himmelsk forsamling," grinede Janus.
"Hvad gør de mon nede på Jorden?" sagde Jakob.
"Englene er her for at hjælpe og beskytte menneskeheden, for at give
trøst og vejledning," sagde en mægtig stemme højt oppe over os.
Vi kiggede op. Over os tårnede der sig en mægtig skikkelse af lys.
Skikkelsen var mere end hundrede meter høj, med enorme,
sølvglinsende vinger. Hans ansigt var som en strålende sol, og på
hovedet bar han en krone der funklede og glimtede som en million
diamanter. I den ene hånd havde han et blåt sværd, som en mægtig blå
flamme der kunne skære igennem alt og alle.
"Vær hilset, mine brødre i Lyset!" sagde han.
"Hvem er du?" spurgte Jakob.
"JEG ER Ærkeengel Mikael," sagde den mægtige skikkelse, "leder af
Engleskarerne for Mission: Jordens Opstigning."
"Så er du en skytsengel?" spurgte jeg.
"På en måde," smilede Ærkeengel Mikael. "Man kan kalde mig for
hele menneskehedens skytsengel. Jeg er alle sjæles beskytter, hvert
menneskes forsvarer, og Kærlighedens og Lysets Forkæmper."
Vi stirrede betaget på den enorme engel. En af engleskarerne susede
forbi ham og ned igennem hullet ved vores side. De fløj mod Jorden
213
med utrolig fart og forsvandt hurtigt ind i dens atmosfære.
"Er de engle på vej ned til de mennesker, som de er skytsengle for?"
spurgte jeg.
"Ikke alle engle er skytsengle," sagde Ærkeengel Mikael. "Nogle
engle arbejder på andre projekter. Der findes engle som arbejder tæt
sammen med Moder Jord og Naturen, engle som arbejder tæt sammen
med Ashtar Kommandoen og Det Store Hvide Broderskab. Og der
findes engle der administrerer forskellige Guddommelige Egenskaber som for eksempel Medfølelse, Inspiration, Skønhed og Humor. Men i
bund og grund arbejder alle engle på samme projekt: Kærlighedens
Projekt. For engle er Kærlighed. Og det samme er I."
"Hvad mener du?" spurgte Jakob.
"Hvorfor er I passeret igennem Den Lyserøde Port?" spurgte
Ærkeengel Mikael.
"For at finde Shamballa, så vi kan hente vores våben og oprette Lysets
Netværk," sagde Janus.
"Hvorfor vil I oprette Lysets Netværk?" spurgte Ærkeengel Mikael.
"Så at Moder Jord ikke laver et totalt akseskift, og udrydder alt liv på
Jorden," sagde jeg.
"Hvorfor vil I ikke have, at det skal ske?"
"Fordi vi ønsker... at alle mennesker skal leve og have det godt..."
sagde jeg.
"Hvorfor ønsker I at alle mennesker skal leve og have det godt?"
spurgte Ærkeengel Mikael og så indtrængende på os.
"Fordi... fordi... det ved jeg ikke... det ønsker jeg bare," stammede jeg.
"Jeg vil fortælle jer, hvorfor I ønsker at alle mennesker skal have det
godt," sagde Ærkeengel Mikael. "Det er fordi at I er Kærlighed."
"Men alle mennesker på Jorden ønsker da ikke hinanden godt," sagde
Janus.
"Hvis I følger alt det som alle mennesker gør tilbage til sin kilde, vil I
se at alle mennesker er motiveret af kærlighed."
"Men hvorfor vælger mennesker så vold og forurening og krig og alle
mulige andre negative ting?" spurgte jeg.
"Det er kun fordi at de har glemt at de er Kærlighed," sagde
Ærkeengel Mikael. "Men når de husker at de er Kærlighed, vil de
bevidst vælge Kærlighed, vil de bevidst vælge det Højeste Gode, i
enhver situation."
"Hvordan gør man det?" spurgte jeg.
"Følg dit hjerte, for kun dit hjerte kender vejen," sagde Ærkeenglen.
214
"Det er det Ticha altid siger til mig," smilede jeg.
"Virker det?" spurgte Ærkeenglen mig.
"Det tror jeg..." sagde jeg. "Men jeg ved ikke hvorfor."
"Grunden til at det virker, er at dit hjerte er broen mellem din
individuelle bevidsthed og den Universelle Bevidsthed, Kraften - som er
Kærlighed. Når du følger dit hjerte, følger du Kraften, som er Al
Visdom, Al Intelligens, Al Viden. Når du følger dit hjerte følger du
Kærlighed - Det Højeste Gode for Alle. Det er derfor at vi i de højere
dimensioner altid siger: Følg dit hjerte, for kun dit hjerte kender vejen."
"Nogen gange synes jeg at det er svært at vide, hvad mit hjerte siger,"
sagde Janus. "Nogen gange virker det som om at der er en million
tanker og følelser som ryger igennem en."
"Ja," sagde Jakob. "Det ene øjeblik har man lyst til det ene, det næste
øjeblik har man lyst til noget andet."
"Jeg sagde ikke at du skulle gøre hvad du har lyst til," sagde
Ærkeenglen. "Jeg sagde at du skulle følge dit hjerte."
"Men hvad er forskellen?" spurgte Janus.
"Hvis du synes at du har svært ved at høre dit hjertes vejledning, så
spørg dig selv om dit valg er Det Højeste Gode for Alle," sagde
Ærkeengel Mikael og lagde hånden på sin brystkasse. Han gjorde tegn
til at vi skulle gøre det samme. "Fokuser din opmærksomhed på dit
hjerte, og forestil dig at du gør det som du overvejer at gøre. Og så
spørg dig selv: Hvad sker der hvis jeg gør det her? Vil dette valg gøre
mig lykkelig? Vil dette valg gøre de mennesker som bliver påvirket af
dette valg lykkelige? Er dette valg Det Højeste Gode for Alle? Og så lyt
til dit hjerte. Hvis du føler ubehag i dit hjerte ved dette valg, hvis du
føler at dit hjerte lukker sig - så er det fordi at det ikke er det rette valg.
Hvis du føler velbehag i dit hjerte ved dette valg, hvis du føler at dit
hjerte åbner sig, hvis du føler Kærlighed - så er det fordi at det er det
rette valg."
"Er det grunden til at alt er så fredfyldt og harmonisk her?" spurgte
Jakob.
"Ja," sagde Ærkeengel Mikael, "Alle der befinder sig i den 5. eller
højere dimensioner følger altid deres hjerte, vælger altid det som er for
Alles Højeste Gode."
"Det lyder meget enkelt," sagde jeg.
"For at stige op til den 5. dimension, er man nødt til altid at vælge Det
Højeste Gode for Alle. For med stor kraft følger stort ansvar. Som
Opstegne Mestre vil I kunne udføre utrolige bedrifter og mirakler. Som
215
I har erfaret i Manifestationskammeret, vil jeres tanker og ord
manifestere sig øjeblikkeligt. Men hvis I ikke altid vælger tanker og ord
og følelser og handlinger som er for Alles Højeste Gode, kan det få
katastrofale følger. Det er derfor at alle Mestre der nogen sinde har
været på Jorden, altid har sagt at Kærlighed er det vigtigste af alt."
"Hvis det her er resultatet af altid at vælge Kærlighed, så er jeg helt
med på den," sagde jeg og stirrede betaget på en skare leende engle der
susede forbi os.
"For at I kan passere igennem Den Lyserøde Port og få adgang til den
5. dimension og Shamballa, er I nødt til at vise, at I altid vil følge jeres
hjerte, uanset hvad," sagde Ærkeengel Mikael. "I er nødt til at vise at I
vil følge jeres hjertes dybere visdom, uanset hvad omgivelserne siger,
uanset hvad andre folk siger, uanset hvad jeres skiftende overfladiske
ønsker og behov siger. Uanset hvad. Selv om det betyder at give slip på
det som I tror er allermest vigtigt i jeres liv, er I nødt til at vise at I altid
vil følge jeres hjerte, følge Kraften. For hjertet er intuitivt og holistisk.
Det ser Helheden. Hjertet vælger altid det som er Det Højeste Gode for
Alle."
"Jeg ville ikke vælge noget andet, om jeg så fik tilbudt hele verden på
et sølvfad," sagde jeg.
"Vi får se," sagde Ærkeengel Mikael og løftede sit enorme blå
flammesværd. Med en bevægelse der var så hurtig at jeg ikke engang
nåede at opfatte det, stødte han det blå sværd ind i min brystkasse. I et
kort øjeblik følte jeg de blå flammer gennembore mit hjerte, så blev alt
sort.
216
7
Mit drømmeliv
I næste øjeblik fræsede jeg ned af Strandvejen i min splinternye sølvblå
BMW Roadster. Solen skinnede fra en klar blå himmel. Radioen
spillede for fulde drøn og jeg sang i vilden sky. I dag var alle tiders dag.
Faktisk var i dag dagen, hvor alle mine drømme gik i opfyldelse. Min
agent havde lige ringet for en time siden og sagt at jeg var blevet
nomineret til en Oscar for Bedste Filmmanuskript. Filmmanuskriptet til
filmatiseringen af en af mine egne bøger - og det betød at endnu flere
bøger og endnu flere film ville blive solgt. Men det var nu ikke udsigten
til at sælge endnu flere bøger og film der fyldte mig med glæde på
denne solskinsklare forårsdag. Min seneste bog lå stadig nr. 1 på The
New York Times Bestseller List - for 36. uge i træk - og de tre bøger
som jeg havde skrevet i løbet af mit stadig unge forfatterskab havde nu
solgt mere end 10 millioner eksemplarer på verdensplan - og de var
blevet oversat til 28 sprog - inklusive swahili - så penge havde jeg nok
af. Nej det var såmænd ikke pengene, det var tilfredsstillelsen ved at
modtage så stor en anerkendelse af Oscar-komiteen - selve hjertet i
Hollywoods drømmefabrik. Skandinaverne elskede mine bøger,
tyskerne, franskmændene og englænderne elskede mine bøger,
japanerne elskede mine bøger, ja selv i Tjekkoslovakiet var jeg blevet
udnævnt til æresborger for mit inspirerende forfatterskab. Og nu, langt
om længe, fulgte Hollywood efter. Ja, i dag var alle tiders dag.
Jeg skruede endnu højere op for musikken på radioen og sang med.
Rungsteds store rigmandshuse susede forbi og vinden blæste ind af det
åbne vindue. Jeg tjekkede mit slips i bakspejlet. Det sad en smule skævt.
Jeg opdagede at jeg havde et stort rødt læbestiftmærke på halsen, der
hvor Helena havde sat sine smukke røde læber. Ah Helena! Den
smukkeste, mest sexede kvinde i verden, min muse, min største fan min kone! Efter at vi havde fået nyheden fra min agent, havde hun slæbt
217
mig direkte tilbage til soveværelset, for at fejre prisen på behørig vis.
Og Helena vidste virkelig hvordan man skulle fejre på behørig vis. At
have sex med Helena var som en drøm: Hun var fræk og vild, og sød og
kærlig på samme tid. Og det bedste ved det hele var, at hun heller ikke
havde noget hastværk med at få børn. Helena var lige så optaget af sin
fotomodelkarriere som jeg var af min forfatterkarriere. Vores venner
sagde at vi var det perfekte par, og jeg var tilbøjelig til at give dem ret.
Jeg rettede på slipset og prøvede at tvære Helenas røde læbestiftmærke
af. Nej, tænkte jeg. Hvorfor ikke beholde det til pressekonferencen? Giv
de Billed-Blads journalister noget at skrive om!
Sangen på radioen blev pludselig afbrudt af discjockeyen, der havde
en vigtig nyhed. "Come on, Mr. DJ!" råbte jeg, mens jeg utålmodigt
trommede på rattet. "Lad os få noget mere musik!" Jeg skulle lige til at
skifte over på en anden kanal, da discjockeyen begyndte at fortælle om
et voldsomt jordskælv i San Francisco. Jordskælvet havde forårsaget
store ødelæggelser i byen og der var flere dræbte og tilskadekomne. Da
jeg hørte denne nyhed fik jeg en ejendommelig fornemmelse i min
brystkasse, som om at min brystkasse åbnede sig. Jeg havde en underlig
fornemmelse af at der var et eller andet jeg havde glemt...
Mobiltelefonen ringede og jeg slukkede for radioen. "Hallo," sagde
jeg.
"Det er Kasper," sagde min agent ivrigt i den anden ende af røret.
"Gør dig klar, hr. superforfatter, for jeg har en nyhed der vil være
kronen på værket til din indtagelse af USA!"
Jeg sagde ikke noget. Af en eller anden grund var mit humør dalet
betydeligt efter nyheden om jordskælvet i San Francisco. Men hvorfor?
Der skete kriser og katastrofer over hele verden hver dag, det var jo ikke
noget nyt...
"Hallo? Er du der?" spurgte min agent.
"Øh... ja," sagde jeg. "Hvad har du nu gang i?"
"Oprah Winfrey vil have dig på sit talkshow!" udbrød Kasper
begejstret.
"Oprah Winfrey?" sagde jeg.
"Ja!" lo Kasper. "Er du klar over hvad det her betyder! Hendes sidste
forfattergæst solgte 130.000 eksemplarer af sin nye bog efter at han
havde været på showet - på en dag! Når du har været på Oprah, har du
nået toppen!"
"Det er godt..." sagde jeg langsomt.
"Godt?" sagde Kasper. "Sig mig er der noget i vejen? Du lyder ikke
218
som dig selv."
"Nej," sagde jeg. "Det er bare..." Jeg drejede ned af Skodsborg
Strandvej og jeg kunne se hele kysten badet i sollys. Langt borte, henne
ved Sveriges kyst, svævede nogle lette skyer. Lyset fra solen fik dem til
at skinne med et lyserødt skær... Følelsen af at der var noget vigtigt jeg
havde glemt, blev endnu stærkere.
"Hvad?" spurgte Kasper.
"Sig mig, Kasper..." sagde jeg langsomt, mens jeg studerede de
lyserøde skyer "er der noget vigtigt som vi har glemt...?"
"Hvad mener du?"
"Har du hørt om jordskælvet i San Francisco?"
"Ja, jeg har godt hørt om det," sagde Kasper. "Hvorfor?"
"Burde vi ikke... gøre noget ved det?" sagde jeg langsomt. De
lyserøde skyer henne ved Sveriges kyst voksede, som at en usynlig vind
havde pustet dem større.
"Jo..." sagde Kasper. "Du mener sende nogen penge, lige som vi
gjorde med brandene i Indonesien? Det kan vi sagtens finde ud af. Eller
ved du hvad du kunne gøre? Du kunne donere alle pengene som du
tjener på Oscar-nomineringen! Det ville være en nobel gestus, hvis du
virkelig vil gøre noget!"
"Jeg mener ikke kun penge, Kasper," sagde jeg. "Er der ikke et eller
andet vigtigt vi har glemt?"
"Undskyld, hr. forfatter," sagde Kasper. "Men jeg tror jeg vil overlade
de filosofiske overvejelser til dig. Bare husk at sætte et kryds i
kalenderen på tirsdag. Der har du en aftale med Oprah!"

"Jeg læste de sidste nye afsnit i dit nye filmmanuskript i går aftes,"
sagde Helena og lænede sig op af min skulder. Vi sad i en taxa på vej
mod Københavns Lufthavn, på vej til vores fly til Chicago og min
optræden på The Oprah Winfrey Show. Vores plan var at kombinere
min optræden med nogle fotooptagelser Helena skulle lave i Chicago,
og så holde et par dages velfortjent ferie sammen.
"Dem jeg har skrevet i løbet af de sidste par dage?" spurgte jeg, mens
jeg lod fingrene glide igennem Helenas smukke sorte hår. På trods af sin
travle karriere, var Helena altid utrolig interesseret og opbakkende
omkring mit skriveri. Hun var i sandhed min muse, min inspiration. Jeg
lænede mig ned og kyssede hende på hovedet.
219
"Det er simpelthen så godt skrevet, skat" sagde Helena. "Især der hvor
hovedpersonen møder den lysende kvinde ved busstoppestedet. Det
rørte mig virkelig dybt. Hvor får du det fra?"
"Fra dig selvfølgelig," sagde jeg, "Jeg har jo sagt at du er min muse."
Helena kiggede op på mig med sine klare blå øjne. Vores læber mødtes
og vi kyssede hinanden inderligt.
Efter et par minutter drejede taxaen ind mod lufthavnen. Jeg kunne se
et stort fly lette. Det fløj hurtig op mod himlen, op mod store lyserøde
skyer, som dem jeg havde set på Strandvejen i sidste uge...
"Hvem har du så tænkt dig at den lysende kvinde skal være?" spurgte
Helena og lænede sig tæt ind til mig.
Jeg stirrede forundret på de lyserøde skyer. Igen fik jeg en underlig
fornemmelse i min brystkasse.
"Skat, er du der?" spurgte Helena.
"Øh ja... hvad sagde du?" sagde jeg, mens jeg blev ved med at stirre
på skyerne.
"Hvem har du tænkt dig at den lysende kvinde i dit manuskript skal
være?"
"Øh... faktisk havde jeg tænkt at hun skulle være en engel," sagde jeg
langsomt.
"En engel? Det er noget nyt," sagde Helena. "Hvad vil hun ham?"
"Jeg havde tænkt mig at hun skulle minde ham om et eller andet
vigtigt som han havde glemt, en eller anden vigtig mission," sagde jeg.
"Hvilken mission?"
Jeg nåede ikke at fortælle mere, for taxaen kørte ind foran
Afgangshallen og stoppede. Taxachaufføren steg ud og åbnede dørene
for Helena og mig. Jeg hentede en bagagevogn, mens Helena betalte
chaufføren. Idet jeg trak en bagagevogn ud af bagagevognsrækken,
lagde jeg mærke til en høj, ranglet ung mand, der stod foran indgangen
til Afgangshallen. Han havde tykke briller og kort pjusket hår. Der var
et eller andet ved ham, der fik mig til at tænke at han måtte være en
rigtig Dungeons & Dragons eventyrfreak - han så lidt nørdet ud. Den
unge mand stirrede intenst på mig og nikkede som om at han havde
genkendt mig.
Jeg gik tilbage med bagagevognen og stablede vores kufferter op. Så
skubbede vi bagagevognen hen mod indgangen til Afgangshallen.
Helena lagde hånden om min arm. "Hvad så skat, vil du ikke fortælle
mig, hvilken mission hovedpersonen i dit manuskript har glemt?"
Jeg skulle lige til at svare Helena, da jeg mærkede en hånd gribe fat i
220
min skulder. Jeg vendte mig om. Det var den høje, tynde unge mand.
Han havde et intenst, nervøst udtryk i ansigtet. Inden jeg nåede at
opfatte mere, omfavnede han mig inderligt. "Starbrow!" udbrød han
lykkeligt. "Endelig har jeg fundet dig!"
Jeg rev mig løs af hans omfavnelse og skubbede ham væk. Den unge
mands ansigt strålede af glæde, som om at han havde fundet en længe
savnet ven. Starbrow?
"Det er dig!" jublede han. "Jeg ser stjernen i din pande, Starbrow!"
Den unge mand kastede sig igen i armene på mig, og jeg prøvede at
vriste mig løs af hans omfavnelse. Af en eller anden grund følte jeg en
underlig sitren mellem mine øjenbryn da han sagde ordet Starbrow.
Helena skreg forskrækket og løb ind i Afgangshallen.
"Giv slip!" sagde jeg irriteret. Jeg prøvede at vriste ham fra mig, men
på trods af hans tynde, ranglede udseende, var han ret stærk. Han
hægtede sig fast i mig med arme og ben.
"Starbrow! Du er nødt til at følge dit hjerte!" råbte han, mens han
inderligt holdt fast i mig. Vi tumlede bagover og ind over vores bagage,
som væltede ud på fortovet. "Den Nye Vision afhænger af dig!" råbte
han.
Helena kom løbende ud af Afgangshallen med to lufthavnsvagter.
Vagterne greb fat i manden og hev ham væk fra mig. Jeg rejste mig
fortumlet op. "Skat, er du okay?" spurgte Helena bekymret.
"Ja..." sagde jeg. Jeg kunne stadig mærke en sitren mellem mine
øjenbryn.
"Starbrow!" skreg manden, mens lufthavnsvagterne slæbte ham væk.
"Du er nødt til at følge dit hjerte!"
Jeg så forundret på den unge mand. "Starbrow!" råbte han, mens han
febrilsk prøvede at vende sig om. "Husk: En gang i hvert menneskes liv
bliver sjælen kaldt til at stige op til de højere dimensioner, men kun de
færreste lytter til det kald..."
Jeg stirrede forbløffet efter ham. Hvordan kunne han sige præcis de
samme ord som Elmar havde sagt til mig for så mange år siden?
Elmar...
"Skat, er du okay?" sagde Helena og omfavnede mig.
"Jeg ved det ikke, Helena," sagde jeg. "Jeg ved det ikke."

"Skat, du ved nu hvor Random House vil give dig 8 millioner i forskud
221
for din nye bog, kunne vi så ikke investere nogen af dem i en ny
gæstefløj til huset?" spurgte Helena. Vi sad i rummet ved siden af The
Oprah Winfrey Shows studie og ventede på at jeg skulle på. Jeg kunne
se Oprah stå foran publikum og tale, mens adskillige TV-kameraer
optog løs. Jeg skulle på om tre minutter.
"Hvorfor?" spurgte jeg, uden at tage øjnene fra Oprah. Hun sprudlede
af energi, mens hun entusiastisk gik frem og tilbage mellem publikum.
"Så behøver min søster ikke sove så tæt på os når hun besøger mig og vi kunne altid bruge den ekstra plads til et børneværelse - når den tid
kommer," sagde Helena og kyssede mig på kinden.
"Rent faktisk havde jeg tænkt mig at give pengene til
nødhjælpsarbejdet i San Francisco," sagde jeg og så på mit ur. To
minutter.
"Så mange penge?" spurgte Helena. Hun var vant til at vi gav mange
penge til velgørende formål, men jeg havde aldrig givet så stor en sum
før. "Hvorfor så mange penge?"
"Hvorfor? Fordi jeg synes det er det rette at gøre."
"Men 8 millioner kroner? Er det ikke lidt overdrevet? Hvorfor så
mange penge?"
"Fordi... jeg ønsker at alle mennesker skal have det godt," sagde jeg
langsomt.
"Hvorfor ønsker du at alle mennesker skal have det godt?" spurgte
Helena.
"Fordi... at jeg... er Kærlighed," sagde jeg.
"Hvad mener du?" spurgte Helena og så undrende på mig.
I samme øjeblik at jeg sagde ordet Kærlighed, skete der flere ting:
Den kvindelige produktionschef stak hovedet ind i rummet og sagde:
"30 sekunder til De skal på!". Samtidig med det manifesterede der sig
pludselig en Lyserød Port midt i rummet. Porten strålede som om at den
var lavet af tusindvis af lyserøde krystaller. Og så huskede jeg det hele:
Starbrow, min sande identitet, Mission: Jordens Opstigning, faren for
totalt akseskift, nødvendigheden af at forankre Den Nye Vision i den
kollektive bevidsthed, Moncler og Telperion... Jeg rejste mig op. Mit
hjerte føltes fuldstændig åbent og jeg vidste at det ville have at jeg
skulle træde igennem Porten.
"Så er du på!" sagde produktionschefen. Jeg vendte mig mod studiet.
Oprah stod med mine tre bøger i hånden og viste dem til publikum.
Publikum begyndte at klappe højlydt og Oprah vendte sig mod mig.
Helena kyssede mig stolt på kinden. "Så er det nu skat," sagde hun, og
222
så på mig med sine smukke blå øjne. Jeg så forvirret på Helena og på
Oprah og Den Lyserøde Port. Helena, min elskede... du forstår ikke...
I mit indre kunne jeg høre den unge mands sidste ord til mig uden for
lufthavnen: "En gang i hvert menneskes liv bliver sjælen kaldt til at stige
op til de højere dimensioner, men kun de færreste lytter til det kald..."
"Hvad er der, skat?" spurgte Helena bekymret, da hun så at jeg blev
stående ubeslutsom i rummet.
Produktionschefen løb hen og hev fat i mig: "Kameraerne ruller!"
sagde hun. Oprah stod og smilede til mig med mine tre bøger i hånden,
de tre bøger som jeg altid havde drømt om at skrive... Publikum
klappede begejstret.
Helena kyssede mig igen på kinden. "Nyd det nu, skat," sagde hun.
"Det er det øjeblik du har ventet på så længe."
Ja, tænkte jeg. Det er det øjeblik jeg har ventet på så længe, det jeg
har drømt om hele mit liv. At blive en succesrig forfatter, at nå så mange
mennesker med mine inspirerende ord. Jeg ville aldrig få sådan en
chance igen. Ashtar Kommandoen kunne klare sig uden mig. Jakob og
Janus var stærke nok til selv at klare det, til at aktivere vores Kraftsted
og forankre Den Nye Vision...
Jeg begyndte at gå ind mod studiet og Oprah. For hvert skridt jeg tog,
følte jeg mere og mere ubehag i min krop. Jeg begyndte at svede. Jeg
stoppede igen. Var det virkelig det her jeg havde ventet hele mit liv på?
Nej! råbte mit hjerte. Din mission er at hjælpe menneskeheden, det er
det du er kommet til Jorden for. Kærlighed. For at hjælpe
menneskeheden med at stige op til den 5. dimension, for at skabe en
kritisk masse, nu er det din tid... Jeg vendte mig mod Porten. De
lyserøde døre glimtede i lyset fra de varme studielamper. Jeg begyndte
at gå tilbage mod Porten.
"Det kan du ikke gøre! Det er live det her!" udbrød produktionschefen
og greb febrilsk fat i mig.
"Skat! Nu er det ikke sjov længere!" sagde Helena forskrækket og
ruskede i mig. "Vil du ikke nok gå ind?" bønfaldt hun.
Jeg lukkede øjnene. Jeg følte at jeg stod foran to veje. På den ene vej
lå alt det som jeg havde drømt om hele mit liv: Livet som en succesrig
og anerkendt forfatter. Med en smuk, sød kone der støttede mig i et og
alt. Med penge nok til at gøre alt det som jeg altid havde drømt om... På
den anden vej lå alt det som jeg inderst inde vidste var det rigtige: At
fuldføre min mission på Jorden og hjælpe menneskeheden i sin
mørkeste time.
223
Jeg vendte mig mod studiet og Oprah. Der var helt stille i studiet nu.
Folk var holdt op med at klappe. Kameraerne snurrede. Helena og
produktionschefen så bønfaldende på mig.
Oprahs og mine øjne mødtes. Af en eller anden grund følte jeg at jeg
ville sige til Oprah at jeg var ked af at jeg ikke kunne være på hendes
show. Men der var ikke tid... Ikke et øjeblik at spilde... Den Lyserøde
Port kunne forsvinde hvert øjeblik...
Oprah smilede og lagde hånden på sit hjerte. Så nikkede hun til mig.
Hun forstod. Jeg lagde hånden på mit hjerte og smilede taknemmeligt til
Oprah. Så rev jeg mig løs af Helenas og produktionschefens greb og
sprang igennem Den Lyserøde Port.
224
8
I ørkenen
Jeg sprang igennem Den Lyserøde Port og landede midt i en ørken. Jeg
var omgivet på alle sider af høje sandklitter. Den Lyserøde Ports døre
gled lydløst i og Porten forsvandt. I samme øjeblik at jeg trådte ud i
ørkenen følte jeg en enorm lettelse. I mit drømmeliv føltes det som om
at der lå en tyk tåge over mit hjerte og mit sind. En tåge der fik mig til at
glemme hvem jeg virkelig var og hvorfor jeg var her. Men nu huskede
jeg klart hvem jeg var igen. Jeg vidste at jeg havde truffet det rette valg,
hjertets valg.
Ørkenen så ikke ud til at have nogen ende. Sandklit efter sandklit
strakte sig til alle sider så langt øjet rakte. Men jeg var ikke alene i
ørkenen. Henne ved den nærmeste sandklit stod Janus. Og et stykke
længere henne stod Jakob og studerede ørkenlandskabet, mens han
skærmede for den skarpe sol med sin håndflade. Jakob og Janus
opdagede mig og vi begyndte at gå hinanden i møde.
Idet vi nærmede os hinanden, syntes jeg svagt at jeg kunne skimte en
lysende aura omkring mine to venners kroppe. Jakob så rolig og afklaret
ud, og jeg vidste at hvad han end havde været igennem, så havde han
overvundet sine indre dæmoner og fulgt sit hjerte. Han havde fulgt sit
sande selv, troldmanden Moncler. Og der var en styrke og en fred over
Janus som jeg ikke havde set før. Det var som om at den gamle Janus,
med alle sine frustrationer og aggressioner var væk, og jeg nu stod over
for den sande Janus: Elverkongen Telperion.
"Vær hilset, venner!" sagde Janus da vi nåede hen til hinanden. "Lige
et øjeblik troede jeg, at jeg var den eneste af os der ikke var faldet for
den store fristelse!"
Jeg rystede på hovedet. "Tror du vi ville lade dig være alene om alt
det sjove!"
Vi lo og gav hinanden vores hemmelige Dungeons & Dragons
225
håndtryk. Så så vi os omkring. Den golde ørken virkede endeløs og tom.
"Man kan sige meget om De Opstegne Mestre, men de er i hvert fald
gode til at finde på eksotiske rejsemål," sagde Janus.
"Jeg forstår det ikke rigtig," sagde Jakob og kløede sig i hovedet. "Jeg
troede at vi ville få adgang til den 5. dimension og Shamballa efter vi
havde passeret igennem de Tre Porte."
"Elmar fortalte mig at Shamballa ifølge legenden befinder sig i de
højere dimensioner over Gobi Ørkenen," sagde jeg.
"Så det her må være Gobi Ørkenen," sagde Jakob.
"Men hvor er Shamballa så?" spurgte Janus.
"Jeg ved det ikke," sagde jeg og skærmede for solen med min ene
hånd, mens jeg spejdede ud over ørkenlandskabet. Jeg kunne ikke se
skyggen af liv nogen steder, ikke så meget som en kaktus eller en fugl.
Jeg kiggede op på den blå himmel. Der var heller intet at se der, ikke så
meget som en hvid sky. Vi var virkelig ude i den store, øde tomhed.
"Shamballa må være her et eller andet sted," sagde Jakob og begyndte
at gå op ad en af de høje sandklitter. Janus og jeg fulgte efter. Solen stod
højt på himmelen og det var bagende varmt som i en sauna.
"Jeg håber at Shamballa ikke er for langt væk," stønnede Janus og
åbnede for sin ringbrynje. "Den her varme er jo uudholdelig!"
Vi kom op til toppen af den høje sandklit og så os omkring. Vi var
omgivet af ørken til alle sider. Vi kunne ikke se skyggen af Shamballa eller noget som helst andet for den sags skyld.
"Uden vand har vi ikke mange chancer her," sagde Janus.
"Måske skulle vi spørge vores hjerter om vej, sådan som vi nu har
lært," sagde jeg.
"God idé," sagde Janus.
Jeg lukkede mine øjne og fokuserede min opmærksomhed på mit
hjerte. Jeg forestillede mig at vi gik lige ud, og mærkede så hvordan det
føltes i mit hjerte. Ingen reaktion. Det var ikke den vej. Så til venstre.
Heller ingen reaktion. Til højre. Ingen reaktion. Bagud. Nej. Jeg
forestillede mig at vi fløj opad, op i himlen, men heller ikke der
mærkede jeg noget. Til sidst prøvede jeg at mærke, hvordan det ville
være at bevæge sig ned i jorden. Heller ikke der var der nogen reaktion.
"Mit hjerte siger ikke god for nogen retning," sagde jeg.
"Heller ikke mit," sagde Janus.
Vi så hen på Jakob. Han stod med halvt lukkede øjne og så meget
eftertænksom ud.
"Det kan ikke passe!" udbrød Janus frustreret. "Nu er vi kommet al
226
den vej og igennem alle de prøvelser, og så er Shamballa her ikke!"
"Måske..." sagde Jakob langsomt. "Måske er vi i Shamballa nu."
"Hvad mener du?" spurgte Janus.
"Sagde du ikke at Elmar sagde at Shamballa lå i de højere
dimensioner over Gobi ørkenen?" spurgte Jakob mig.
"Jo."
"Og hvis vi husker tilbage på alt det som vores skytsengle og de
Opstegne Mestre har fortalt os om dimensionerne, hvor er de højere
dimensioner så henne?" spurgte Jakob.
"Her, der og allevegne," sagde jeg.
"Hvis det er sandt, kan det så ikke være, at vi rent faktisk er i
Shamballa nu - vi oplever det bare ikke, fordi Shamballa er i de højere
dimensioner?" sagde Jakob.
Vi så os igen omkring. En svag vind blæste igennem ørkenen og
hvirvlede sandet op i små skyer. Jeg forestillede mig næsten at jeg
kunne se lysende tårne og glinsende spir inde bag sandskyerne. Men når
sandet igen havde lagt sig, var der kun den endeløse ørken...
"Hvis Shamballa er her lige nu, hvordan kommer vi så ind i de højere
dimensioner?" spurgte Janus. "Skal vi finde endnu et Ormehul?"
Jakob var stille i et stykke tid, så rystede han på hovedet: "Selv om vi
fandt et Ormehul, tror jeg ikke det ville kunne føre os til Shamballa."
"Men hvad så?" udbrød Janus.
Jakob svarede ikke. Han bøjede sig ned og lod eftertænksomt noget
sand glide mellem sine fingre.
"Det kan ikke passe!" råbte Janus frustreret. "Det her er jo værre end
slet ikke at kunne finde Shamballa! Vi er i Shamballa, men det nytter os
ikke en skid, fordi byen ligger i en dimension som vi ikke kan nå!"
"Jeg sagde ikke at vi ikke kunne nå den," sagde Jakob.
"Hvordan så?" spurgte Janus. "Hvis vi ikke engang kan komme til den
igennem et Ormehul, hvordan skal vi så komme til den?"
Jakob svarede ikke. Han blev ved med at lade sandet glide igennem
sine hænder, mens han studerede vores omgivelser. Jeg ransagede min
hjerne for at huske alt hvad Elmar havde fortalt mig om Shamballa: At
Shamballa lå i de højere dimensioner over Gobi Ørkenen, at Shamballa
var Det Store Hvide Broderskabs hovedkvarter på Jorden... Havde
Elmar fundet Shamballa? Ikke på den måde som han havde regnet med,
sagde han... Hvad havde han ment med det?
"Der må være en vej," sagde jeg frustreret. "De Opstegne Mestre kan
ikke have ført os igennem alt det som vi har været igennem, hvis der
227
ikke er en vej."
Ingen af os sagde noget. Solen bagte og sveden haglede ned af mig.
Uden mad og drikke og skygge ville vi ikke overleve længe. Janus
sparkede frustreret til sandet.
"Lad os nu lige prøve at tænke os om," sagde Jakob. "Hvorfor kunne
vi ikke bare have gået direkte fra Moderskibet til Shamballa og hente
vores våben?"
Janus og jeg vendte os mod Jakob.
"Hvorfor var vi nødt til at passere igennem de Tre Porte, før vi kunne
få adgang til de højere dimensioner og Shamballa?" sagde Jakob.
"Fordi at... vi først skulle vise os værdige til det," sagde Janus.
"Måske er der mere i det end det," sagde Jakob. "Måske var vi først
nødt til at passere igennem de Tre Porte, fordi de ville give os noget
som vi behøvede for at komme til Shamballa."
"Men vi har jo ikke fået andet end at lære at meditere og bruge
tankens kraft og udvide vores bevidsthed," sagde Janus.
"Du har det, Janus!" udbrød Jakob og sprang op.
"Hvad?" spurgte Janus overrasket.
"Det er jo klart!" sagde Jakob og hoppede begejstret rundt. "Det er jo
indlysende! Det er derfor vi var nødt til at passere igennem de Tre
Porte, før vi kunne komme til Shamballa."
"Kom nu, Jakob," sagde jeg, "del din indsigt med os andre."
"Shamballa er i de højere dimensioner, ikke?" sagde Jakob.
"Jo," nikkede jeg.
"Og de højere dimensioner er lige her?"
"Jo," sagde jeg igen.
"Hvorfor kan vi så ikke se dem og opleve dem?" spurgte Jakob.
Jeg huskede tilbage på det Ticha havde fortalt mig om dimensionerne.
"Fordi de højere dimensioner befinder sig på en højere - og hurtigere vibrationsfrekvens end den vi befinder os på nu," sagde jeg. Pludselig
kunne jeg se lys for enden af tunnelen. Jeg var der næsten, jeg var
næsten ved at forstå nu...
"Så det eneste vi behøver gøre for at komme til Shamballa og de
højere dimensioner, er at højne vores vibrationsfrekvens," sagde Jakob
begejstret. "Og vi højner vores vibrationsfrekvens..."
"Ved at højne vores bevidsthed!" udbrød jeg. "Nu tror jeg at jeg
forstår, Jakob!"
"Jo højere din bevidsthed, jo højere din vibrationsfrekvens," sagde
Jakob. "Og det er netop derfor at du havde ret Janus, når du sagde at det
228
eneste vi har lært i de Tre Porte, er at udvide og højne vores bevidsthed!
Hvis vi ikke havde lært det, så ville vi aldrig kunne komme til
Shamballa!"
"Så hvad gør vi?" spurgte Janus.
"Vi højner vores bevidsthed," sagde Jakob. "Vi gør det som vi har
lært i de Tre Porte: Vi kontakter og oplever Kraften. Vi bruger Tankens
Kraft til at skabe den virkelighed vi ønsker. Og vi vælger Hjertets Vej det Højeste Gode for alle."
"Du er virkelig en troldmand, Moncler," lo Janus og klappede Jakob
på skulderen.
"Ja, det er godt tænkt, Jakob," sagde jeg.
"Lad os komme i gang," sagde Jakob.
"Hvor skal vi sidde?" spurgte jeg.
"Det her sted er lige så godt som alle andre steder," sagde Janus og
satte sig med det samme ned i det varme sand. Jakob og jeg gjorde det
samme. "Let's go - til de højere dimensioner, inden jeg bliver stegt,"
sagde Janus.
Vi lukkede vores øjne. Jakob begyndte at tale: "Kraften er den eneste
virkelighed. Kraften er Uendelig. Kraften er Evig." Janus og jeg gentog
efter Jakob.
"Kraften er Ubegrænset," fortsatte Jakob. "Kraften er Almægtig. Med
Kraften er alt muligt. Kraften er Udødelig, Usårlig og Uovervindelig.
JEG ER Et med Kraften. Uudtømmelig Livskraft. Ubetinget Kærlighed.
Uendelig Intelligens og Visdom. Perfekt Harmoni, Sundhed og Rigdom.
Kraften er den eneste virkelighed. Kraften er i Alt og Alt er Kraften. En
Kraft, En Intelligens, En Tilstedeværelse, Et Element, En Lov, Et Liv.
JEG ER KRAFTEN."
Efter at Jakob havde beskrevet nogle af Kraftens egenskaber, var vi
stille, mens vi hver især mediterede på vores åndedræt. Det varede ikke
længe før jeg havde en dyb oplevelse af stilheden i mit indre, af den
Levende, Pulserende Tilstedeværelse som er Kraften.
Efter et stykke tid sagde Janus: "Vi bruger nu Tankens Kraft, den
Mægtigste Trylleformular i Universet, til at skabe den virkelighed vi
ønsker." Jakob og jeg gentog efter ham. "Vi er nu i Shamballa, Lysets
By. Vi oplever Shamballa. Vi ser Shamballa. Vi er i den 5. dimension,
Lysets Dimension, for vi er Lys. Vi finder let og ubesværet vores
interdimensionale våben."
"Og det er Kraften der gør det hele," tilføjede jeg, efter at Janus var
færdig.
229
"Vi fokuserer nu vores opmærksomhed på vores hjerter," fortsatte jeg.
"På Kærligheden i vores hjerter, på Kraften i vores hjerter. Vi bekræfter
at vores ønske manifesterer sig, hvis det er for Alles Højeste Gode.
Vores ønske manifesterer sig kun, hvis det vil bringe mere Kærlighed,
mere Harmoni og mere Lykke, til os selv og vores medmennesker."
Jakob og Janus gentog efter mig. Jeg vidste at kun det Højeste Gode
ville ske. Så åbnede jeg mine øjne.
Vi sad stadig i den golde ørken. Alt var uforandret, bortset fra en ting:
Lige foran os i sandet, voksede en lille grøn plante. Planten var ikke
mere end 4-5 centimeter høj, men i denne ufrugtbare, livløse sandørken,
virkede den som et sandt mirakel. Vi stirrede fascineret på planten, og
det gik op for mig at den voksede - den voksede lige for øjnene af os!
På få sekunder havde den vokset sig dobbelt så stor. Planten begyndte at
skyde små grene og grønne blade ud til siderne, og efter et halvt minuts
tid, begyndte den at skyde små røde blomsterknopper. Den ene af
blomsterknopperne åbnede sig og udfoldede sig til den smukkeste røde
rose.
Flere grønne planter voksede op af sandet med lynets hast, som om at
en uge kun tog et sekund, og i løbet af få minutter, var vi omgivet af
røde rosenbuske. Hele stedet duftede vidunderligt af roser. Et lille
stykke længere henne voksede en ny plante op af sandet. Den fik grønne
blade og grene og i løbet af et minuts tid var den blevet til et helt træ.
Træet blev ved med at vokse og sprede nye grene og blade ud, og jeg
kunne se at det var en slags bøgetræ. Vi gik ind under træets kølige
skygge. Bøgetræet tabte frø ned i det varme sand, frø der lynhurtigt slog
rod i sandet, og blev til flere træer. Inden længe var hele ørkenen
transformeret til den frodigste, grønne have.
"Kan I høre det?" spurgte Jakob og gik ind mellem nogle store
dadeltræer. Vi gik efter ham. Pludselig kunne jeg høre lyden af rindende
vand. Vi trådte ud mellem dadeltræerne og ud på en lille græsplæne. I
midten af græsplænen stod et hvidt marmorspringvand. Springvandet
var formet som to svaner. Vi løb hen til det og lod hænderne glide
igennem vandet. Det var dejlig køligt, og vi sprøjtede det i hovedet og
drak det klare vand.
"Se der!" sagde Janus og pegede hen over træerne. Oppe over
trætoppene knejsede et højt tårn. Tårnet glinsede i sollyset som om at
det var lavet af hvidguld eller et andet ædelt metal. To gyldne pyramider
fløj forbi tårnene og hen over haven. I den anden ende af haven, kunne
vi se flere tårne, side om side med store paladser og andre høje
230
bygninger.
"Shamballa," sagde Janus.
"Ja," sagde jeg. "Lad os gå ud i byen."
Vi fandt en lille hvid marmorsti og fulgte den igennem haven, til vi
kom til en hvid port. Vi trådte igennem porten og ud på en åben plads
fyldt med mennesker. Vi var midt i Shamballa. På alle sider af pladsen
knejsede Shamballas strålende bygninger og paladser, konstrueret med
en enestående skønhed, der kun kunne sammenlignes med harmonien i
Ashtar Kommandoens Moderskib. Og lige som i Moderskibet, susede
hundredvis af pyramider igennem byen. Men i modsætning til
Moderskibet, var Shamballas arkitektur og atmosfære klart mere jordlig.
Menneskene der gik på pladsen, var alle omgivet af hvide eller gyldne
auraer. Deres stemmer var klare og kærlige, og når de passerede forbi os
smilede de og samlede deres hænder i hilsen. De sagde ikke noget. Og
idet jeg så ind i deres skinnende ansigter, forstod jeg hvorfor. I
Shamballa var ingen ord nødvendige. Her kommunikerede alle direkte
fra hjerte til hjerte.
Efter at vi havde betragtet Shamballas indbyggere i et stykke tid, gik
vi hen over pladsen og ned af en af de brede gader. Vi drejede rundt om
et hjørne og trådte ud på en boulevard med høje træer. For enden af
boulevarden lå en høj bakke. Den høje bakke ragede pludselig op i
bylandskabet, som en grøn pyramide i hjertet af Shamballa. På toppen
af den grønne bakke stod et hvidt tårn. Jeg genkendte det med det
samme.
231
9
Det Hvide Tårn
Tårn
Det Hvide Tårn strålede i sollyset, som en hvid kronjuvel på bakkens
grønne krone.
"Avalon," sagde jeg, "Moder Avalon."
"Det er Glastonbury Tor," sagde Jakob.
Ja. Den grønne bakke og Det Hvide Tårn var Glastonbury Tor.
Glastonbury Tor som den virkelig er: En strålende søjle af hvidt lys, en
kraftstation, et kærlighedstårn. Uden al den frygt og negativitet, der
igennem århundrederne havde nedslidt og formørket Glastonbury Tor i
England. Dette var det virkelige Avalon. Det Hvide Tårn. Hjertet i
Shamballa, Hjertets By.
Vi begyndte hastigt at gå mod den grønne bakke. Vi kom til enden af
boulevarden og begyndte at gå op af bakken, langs en lille sti der
snoede sig hele vejen omkring bakken, indtil at den nåede toppen, højt
oppe over Shamballas tårne. Idet vi besteg den græsklædte bakke, så jeg
to hvide ørne svæve højt oppe over tårnet.
Vi nåede op til bakkens flade top og gik hen til Det Hvide Tårn.
Tårnet var firkantet, omkring 20 meter højt og 7-8 meter bredt. Det
havde to store portåbninger i hver side, så man kunne se lige igennem
tårnet. Vi trådte ind igennem den ene portåbning. Tårnet var hult indeni,
så man kunne se lige igennem tårnet og op i himmelen. Foran den ene
stenvæg hvirvlede et stort Ormehul. Vi kunne mærke en kraftig
elektricitet strømme ud fra det. Foran den anden væg stod en stenbænk.
På bænken stod en egetræsstav med mange runer og tegn, og et stort,
juvelprydet tohåndssværd.
"Staven!" udbrød Jakob.
"Sværdet!" råbte Janus.
Janus stillede sig ærbødigt foran det store tohåndssværd. Så greb han
fat om det med begge hænder og hævede det op i luften. Sværdet lyste
232
kraftigt, som om at det var blevet ramt af lynet. Bølger af lys strømmede
fra sværdet ind i hans hænder og ud i hele hans krop. Janus lukkede
saligt øjnene. Jakob greb den store egetræsstav. Staven gnistrede som et
pludseligt lyn i Jakobs hænder og oplyste hele tårnets indre. Jakob
smilede saligt og lukkede øjnene.
Jeg kiggede efter den lille sølvglinsende stjerne, jeg engang havde
båret som Dana. Den lå ikke på bænken og den var ikke til at se nogen
steder i tårnet.
"Er det den her du leder efter?" sagde en stemme bag mig.
Jeg vendte mig om. Foran tårnets portåbning stod en mand og smilede
til mig. Han havde halvlangt lyst hår og klare blå øjne. Hele hans krop
var omgivet af et gyldent lys. I den ene hånd havde han min stjerne.
Men jeg ænsede slet ikke stjernen, så forbløffet var jeg over at møde
manden her.
"Elmar!" udbrød jeg. "Elmar!" Det var Elmar der stod foran mig med
stjernen i sin hånd! Hans ansigt og hans krop strålede af vitalitet og
livskraft, og han så 30-40 år yngre ud end da jeg sidst havde set ham,
men der var ingen tvivl om at det var ham. Der var ingen andre i verden
der havde samme smil, samme klare blå øjne.
"Det er godt at se dig igen, min dreng," sagde han.
"Elmar! Det er dig! Det er virkelig dig!" råbte jeg og kastede mig i
armene på ham. Jeg knugede ham tæt ind til mig, som for at forsikre
mig om at han virkelig var virkelig. "Du er virkelig!" sagde jeg, "Du er
ikke noget drømmesyn eller nogen prøvelse!"
"Nej," sagde Elmar, mens han holdt mig i sine arme, "Jeg er ikke
noget drømmesyn. Prøvelserne er ovre. Du har bestået din initiering."
Jeg var så lykkelig at jeg slet ikke vidste hvad jeg skulle sige. Jeg
glemte alt om Shamballa og Avalon og vores våben, og blev ved med at
knuge mig tæt ind til Elmar. Af alle de vidunderlige ting jeg havde
oplevet i de sidste par dage, var dette den mest vidunderlige af dem alle:
At jeg skulle møde Elmar her, i Shamballa...
"Men hvad laver du her?" spurgte jeg, "jeg troede..."
"Du troede vel ikke at jeg var død hvad!" lo Elmar. "Efter alt det som
du har været igennem, burde du efterhånden vide bedre!"
"Men, du forsvandt så pludseligt..."
"Ja, det er da klart - noget drastisk måtte jeg jo gøre - ellers var du jo
aldrig taget afsted!"
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.
Elmar rakte den ene hånd frem mod mig. I hånden lå den lille stjerne.
233
"Her er noget der tilhører dig," sagde Elmar. "Du gav den til mig for
mange år siden, da jeg hed Aran, husker du nok. Men nu giver jeg den
tilbage til dig, for den tilhører dig, Dana - Starbrow."
Elmar satte stjernen på min pande og i et kort øjeblik følte jeg en
skarp smerte mellem mine øjenbryn, som om at stjernen blev smeltet
sammen med min pande. Alt blev til lys, punktet mellem mine øjenbryn,
mit hoved, min krop, Elmar, tårnet. Utallige billeder og begivenheder
passerede forbi mit indre øje, så hurtigt at jeg knap nok nåede at opfatte
dem. Billeder af andre tider, andre steder, andre liv. Det hele varede kun
i nogle få sekunder, så holdt billederne op. Hele min krop føltes lettere
og mere lys end nogen sinde før. Jeg kunne føle et stærkt pulserende lys
mellem mine øjenbryn. Det skinnede på Elmars klare ansigt. Han
smilede og klappede mig på skulderen.
"Jeg er stolt af dig, min dreng," sagde han. "Det er ikke nogen lille
bedrift at nå så langt som du er nået, på så kort tid."
"Så du ved hvad der er sket siden..."
"Selvfølgelig," grinede Elmar. "Bare fordi jeg har forladt min fysiske
krop, betyder det ikke at jeg ikke har holdt øje med dig. Jeg har fulgt dig
hvert eneste skridt af din vej."
"Men hvorfor var jeg ikke klar over det?" spurgte jeg.
"Det kunne du godt have været, hvis du havde tænkt dig lidt om,"
sagde Elmar med et glimt i øjet. "Men desuden mente de Opstegne
Mestre at det var bedst at du ikke vidste noget. Du var nødt til selv at gå
igennem din initiering, sådan er vilkårene."
"Var det dig der reddede mig i Manifestationskammeret, da den
mørke skikkelse kom for at dræbe mig?" spurgte jeg.
"Det var dine tanker der reddede dig," sagde Elmar. "Og det var i
sidste øjeblik. Et halvt sekund mere og du kunne have risikeret at blive
strandet i helvede på ubestemt tid."
"Ja, det var frygteligt at være i Manifestationskammeret," sagde jeg og
gøs ved tanken om Uhyret på Dørtærskelen. "Det var som om at køre
200 kilometer i timen i en bil uden bremser."
"Vær hilset, Elmar!" sagde Janus og Jakob. De trådte ud af tårnet med
deres våben i hænderne. Janus var omgivet af en stærk gylden aura og
Jakob af en stærk hvid aura. De så begge to ud som mægtige krigere og
troldmænd.
"Vær hilset, Loran! Vær hilset, Gaius!" sagde Elmar og omfavnede
Janus og Jakob. "Eller burde jeg kalde jer for Telperion og Moncler!"
"Så du husker vores tidligere liv i England?" spurgte Janus.
234
"Ja," sagde Elmar. "Efter jeg forlod min fysiske krop, var der mange
ting der kom tilbage til mig."
"Og mange ting der forlod dig!" sagde Jakob, mens han forundret
kiggede på Elmar i ung udgave. "Du ser ud som om at du har mistet en
30-40 år siden sidst!"
"Ja, jeg har vist tabt et par rynker efter jeg forlod min fysiske krop,"
grinede Elmar.
"Hvor fik du stjernen fra?" spurgte Janus.
"Starbrow - Dana - gav den til mig inden sin død i England," sagde
Elmar. "Jeg vogtede den indtil min død, hvorefter den blev fjernet fra
Jord-planet og bragt til Shamballa - hvor jeg igen blev genforenet med
den, efter min seneste død. Men jeg regnede med at det ikke ville vare
længe, før I kom tilbage og hentede den," sagde Elmar og smilede til
mig.
"Du blev altså ikke dræbt af Lord Gavins mænd?" spurgte jeg.
"Nej, jeg undslap og fandt vej til Avalon, hvor jeg blev oplært som
druideskjald."
"Har du hørt at Ashtar Kommandoen vil sende os tilbage for at
fuldføre vores mission?" spurgte Jakob.
"Ja, jeg har hørt om jeres mission. Vi har haft meget travlt i Shamballa
de sidste par timer," sagde Elmar. "Moder Jords kraftige udskilninger
og Hendes snarlige akseskift, har sat Det Store Hvide Broderskab i
allerhøjeste alarmberedskab. Men nu hvor I har genfundet jeres
interdimensionale våben, er der håb om at Den Nye Vision endelig vil
blive forankret i den kollektive bevidsthed, så at Mestrene kan få lidt
mere tid til at skabe en kritisk masse af oplyste mennesker på Jorden."
"Er det det du arbejder på her i Shamballa?" spurgte Janus.
"Det er det eneste alle arbejder på," sagde Elmar. "Jer, mig, de
Opstegne Mestre, Ashtar Kommandoen, Skytsenglene. Vi arbejder alle
på at skabe Fred og Oplysning på Jorden."
Vi stod i et stykke tid og så ud over Shamballa. Solen var begyndt at
gå ned og kastede et smukt skær over byen. Jeg følte en overvældende
længsel efter at blive i Shamballa med Elmar. Men jeg vidste at det ikke
var vejen for mig endnu...
"Skal vi igennem Ormehullet i tårnet for at komme tilbage?" spurgte
Jakob.
"Ja," sagde Elmar. "Ormehullet vil føre jer tilbage til Moderskibet."
Jakob og Janus vendte sig om og gik ind i tårnet. Jeg blev stående og
prøvede at holde tårerne tilbage. Jeg kunne ikke bære allerede at skulle
235
sige farvel til Elmar igen.
"Du og jeg har været sammen mange gange før dette liv," sagde Elmar
og lagde hånden på min skulder. "Vi kommer fra stjernerne. Intet kan
skille os ad. Hverken døden eller dimensionerne, eller noget som helst
mellem himmel og jord."
"Hvorfor kan du ikke tage tilbage med os og forankre Den Nye
Vision?" sagde jeg med grådkvalt stemme.
"Min tid på Jorden er ovre," sagde Elmar. "Nu er det din tid."
"Men hvordan skal jeg klare det uden dig?" sagde jeg.
"Starbrow! Se på mig!" sagde Elmar. "Du har ikke længere brug for
min hjælp. Du ved hvem du er nu. Du ved hvad du skal gøre. Det er det
du er blevet trænet til."
Elmar tørrede blidt en tåre af min kind og smilede. "Og desuden
glemmer du hvad du har lært om dimensionerne. De er her, der og
allevegne. Jeg vil være med dig og Moncler og Telperion, hvert eneste
skridt af vejen. Bare kald på mig, så vil jeg være der!" Elmar kyssede
mig på panden og omfavnede mig. "Gå nu og fuldfør din mission,
Starbrow! Og husk hvad du sagde til mig som Dana: Følg dit hjerte, for
kun dit hjerte kender vejen."
Jeg omfavnede Elmar en sidste gang og gik så modvilligt ind i tårnet.
Janus og Jakob stod foran Ormehullet og ventede. Mine to venner
klappede mig fortrøstningsfuldt på skulderen. De vidste begge to hvor
meget jeg holdt af Elmar.
"Kald på mig, lige så snart I har aktiveret Kraftstedet på Glastonbury
Tor," sagde Elmar. "Jeg vil være her, i Det Hvide Tårn, på den anden
side af det interdimensionale netværk."
Jeg så en sidste gang på Elmar. "Kraften er med jer!" sagde han. Så
trådte vi ind i Ormehullet.
236
10
Sidste instrukser
Jakob og Janus og jeg susede igennem Ormehullet med enorm
hastighed. Vi fløj forbi den ene interdimensionale åbning efter den
anden: Smukke regnbuebroer og skinnende krystaltårne, mørke
fangekældre og spøgelsesagtige slotte. Himmeler og helveder og alt ind
imellem passerede vi forbi, mens vi susede igennem Ormehullet. Men vi
standsede ikke ved nogen af åbningerne. Vores fokus var klart. Vi
vidste hvor vi ville hen og vi spildte ingen tid på at nå derhen: Til
Ashtar Kommandoens Moderskib, Den Intergalaktiske Flådes hjerte.
Efter at vi havde fløjet igennem Ormehullet i nogle minutter, stoppede
vi med et voldsomt ryk foran en bred interdimensional åbning. På den
anden side af åbningen lå den store hal i Moderskibet. Vi kunne se flere
Stjernemennesker stå og tale med andre af de frivillige der var
ankommet før os. Med en samlet bevægelse svævede vi alle tre hen til
åbningen. I samme øjeblik at vi rørte den hvirvlende masse blev vi suget
ud af Ormehullet og kastet ud på den anden side. Vi væltede ud på det
glatte, sølvglinsende gulv.
"Velkommen tilbage!" sagde den høje Stjernemand der tidligere
havde sagt farvel til os, da vi trådte ind i Ormehullet.
"Hvor I stråler!" sagde en Stjernekvinde med svagt lyseblå hud. "Og I
har fundet jeres våben!"
Bag os væltede en ny gruppe frivillige ud af Ormehullet: To piger og
en dreng. Den ene pige lignede lidt et medlem af Ashtar Kommandoen,
bortset fra at hendes dragt var fuldstændig krystalblå. I hendes pande
strålede en blå stjerne. Den anden pige lignede en nordisk gudinde. Hun
havde langt ildrødt hår og hun så utrolig stærk ud. I den ene hånd havde
hun et stort rødt-orange-gult skjold med en løve på, i den anden hånd
havde hun et flammende blåt sværd. Drengen havde halvlangt lyst hår
og venlige blå øjne. I hans hånd glimtede en hvid stav.
237
Vi så os omkring i hallen. De fleste grupper frivillige var allerede
forsamlet foran det store podium. Kommandør Ashtar stod og snakkede
med to høje Stjernefolk officerer foran den svævende storskærm. Jorden
var stadig fuldstændig indhyllet i sorte skyer. Ashtar Kommandoens
stjerneskibe blev ved med at holde deres tætte netværk af lys omkring
planeten. Sananda stod i midten af podiet med lukkede øjne. Han
virkede dybt koncentreret, som om at han var langt væk i en anden
verden.
"Hvor længe har vi været væk?" spurgte Janus.
"1 time og 53 minutter i Jord Tid," sagde Stjernemanden.
"Tiden opfører sig virkelig anderledes i de forskellige dimensioner!"
sagde Jakob. "Hvordan går det med Moder Jord?"
"Situationen er stadig uforandret," svarede han. "Ashtar og Sananda
vil have alle frivillige tilbage til podiet med det samme til de sidste
instrukser. For hvert minut der går, rykker Jorden tættere på et totalt
akseskift."
"Så lad os gå tilbage," sagde Jakob.
Vi gik hastigt ned langs rækkerne med ærtebælg-formede stole. Det så
ud som om at næsten alle de frivillige var vendt tilbage fra deres
interdimensionale rejser. De skaldede Shaolin munke var omgivet af et
stærkt lys. I bælterne havde de hver et våben: Et spyd, et dobbeltsværd,
en stav og en le. US Air Force piloterne var også vendt tilbage: De
havde alle nogle sjove lysende bælter på. Yogierne svævede næsten hen
over gulvet: Omkring halsen havde de hver en læderpung. Jeg kunne se
lyssværd og laserpistoler hænge i bælterne på de unge Star Wars freaks,
og nonnerne havde skinnende kors om halsen. Alle de frivillige havde
en eller anden lysende genstand eller "våben" på sig.
Vi nåede ned til forreste række og stillede os foran podiet. Sananda
åbnede sine øjne og kiggede ud på forsamlingen. "Velkommen tilbage,
mine initierede," sagde han.
Ashtar stillede sig ved siden af Sananda. "Tillykke med jeres
initiering," sagde han. "Jeg ser at I alle har genfundet jeres
interdimensionale "våben"."
"Og meget mere end det," smilede Sananda. "Jeg ser jeres Sande Selv
stråle klarere end nogen sinde før."
"Ud af de 144 grupper som trådte ind i Ormehullet er 139 nu vendt
tilbage med deres våben," sagde Ashtar. "De manglende 5 grupper fra
Helsinki, Sydney, Buenos Aires, Delhi og Tokyo, er ikke vendt tilbage.
Men vores Afdeling for Planetarisk Dimensionsskift siger at 139
238
aktiverede Kraftsteder er nok til at aktivere Lysets Netværk og forankre
Den Nye Vision."
"Den slags interdimensionale matematik overgår min forstand,"
mumlede Janus.
"Gad vide hvad der er sket med de manglende 5 grupper?" sagde jeg.
"Sidder de fast i et eller andet interdimensionalt helvede...?"
"Nej, er du gal!" sagde Janus. "Der er en eller anden heldig fyr der er
ved at score det afgørende mål i VM-finalen i fodbold!"
"Så ved vi godt, hvad dit drømmeliv var, Janus!" grinede Jakob.
"I behøver ikke bekymre jer om de manglende 5 grupper," sagde
Ashtar. "Vi har sendt et redningshold ind i Ormehullet for at finde dem.
Lige nu skal I koncentrere jer om jeres mission.
Om et øjeblik vil I blive transsubstantieret tilbage til jeres hjem på
Planeten Jorden - nøjagtig samme sted som I befandt jer, da I blev
transsubstantieret op i Moderskibet. For at aktivere Lysets Netværk, er
det vigtigt at alle grupper starter aktiveringsmeditationen på deres
Kraftsted samtidig. Eftersom I alle kommer til at befinde jer i forskellige
tidszoner på Jorden, får I nu hver et ur som er synkroniseret med
hinanden."
Stjernemenneskene fra Ashtars team gik rundt blandt grupperne og
satte et armbåndsur om hver eneste frivilligs venstre håndled.
Armbåndsuret var utrolig let, lavet af det samme sølvglinsende, æteriske
materiale som resten af Moderskibet. Uret havde to små digitalskærme.
Den nederste skærm viste 21:42:11 til Aktiveringsmeditation og den øverste skærm viste 45:42:11 til
Akseskift.
"Tallet på den nederste skærm viser nøjagtig hvornår I skal starte
aktiveringsmeditationen ved jeres Kraftsted," sagde Ashtar. "Om
nøjagtig 21 timer, 42 minutter og 8 sekunder - uanset hvor I er på
Jorden - hvilket svarer til præcis kl. 00:00:00 midnat Greenwich Mean
Time Jord Tid. 21 timer og 42 minutter skulle være nok til at I alle kan
nå fra jeres hjemland til jeres Kraftsted i god tid. Men husk: Det er
meget vigtigt at I alle starter jeres aktiveringsmeditation på nøjagtig
samme tid, ellers vil Lysets Netværk ikke få nok energi til at blive
aktiveret. Derfor: Tag til jeres Kraftsted med det samme, når I vender
tilbage til Jorden, for der kan vise sig at være uventede forsinkelser på
grund af de mange Jord Forandringer."
Jeg så op på storskærmen. Gad vide hvad der ellers var sket på
Jorden, mens vi havde været væk?
239
"I aktiverer jeres Kraftsted ved at meditere uafbrudt på Kraftstedet i et
fuldt døgn - 24 timer. Hver time skal I gentage den formular I fik af Det
Store Hvide Broderskab i jeres fortidige liv. Det var blandt andet derfor
vi sendte jer tilbage til fortiden: Så formularen ville stå fuldstændig klar
i jeres bevidsthed. Under aktiveringsmeditationen skal I gentage
formularen 7 gange hver time. Når I har gjort det i 24 timer, skulle jeres
Kraftsted og Lysets Netværk blive aktiveret - og Den Nye Vision skylle
ind over den kollektive bevidsthed med enorm kraft. Om nøjagtig 45
timer og 42 minutter - det samme tidspunkt som Moder Jord vil lave sit
totale akseskift - tallet på den øverste skærm. Men forhåbentlig vil den
stærke Nye Vision rense og berolige Energi Centrene og Energi
Linierne i Moder Jords æteriske krop så meget, at Hendes indre vil blive
stabiliseret, og vi udskyder akseskiftet i to til tre år."
"Og hvad så efter det?" spurgte en af de frivillige, en høj ægyptisk
præst.
"At forankre Den Nye Vision lige nu, er kun første skridt på vejen,"
sagde Ashtar. "Derefter er det jeres mission at hjælpe menneskeheden
med at udskifte deres negative tanker og billeder med en positiv og
kærlig Ny Vision, så at hele menneskeheden kan stige op til den 5.
dimension sammen med Moder Jord."
"Men hvad så om to-tre år?" spurgte en anden frivillig. "Vil der så
komme et nyt akseskift?"
"Ja," svarede Sananda. "Hvis menneskeheden fortsætter sin
nuværende kurs af negative tanker og destruktive handlinger, vil Moder
Jord ikke have andre valg end at rense sig selv, ved at lave et akseskift
og udslette menneskeheden. Så I kommer til at få travlt!"
"De kører os sku´ hårdt her i de højere dimensioner!" sagde Janus.
"Lad os nu inden I bliver sendt tilbage, gentage Det Store Hvide
Broderskabs formular en gang sammen," sagde Sananda. "Gentag efter
mig:
I BEGYNDELSEN: KRAFTEN
NU: KRAFTEN
TIL SLUT: KRAFTEN
HER, DER, ALLEVEGNE: KRAFTEN
FRA ALFA TIL OMEGA: KRAFTEN
I HIMLEN, PÅ JORDEN: KRAFTEN
I DET STØRSTE, I DET MINDSTE: KRAFTEN
I ILDEN, I VANDET, I JORDEN, I LUFTEN: KRAFTEN
240
I MIG, I DIG, I ALLE: KRAFTEN
OVER MIG, UNDER MIG, OMKRING MIG: KRAFTEN
I MIG, IGENNEM MIG, FRA MIG: KRAFTEN
I MINE TANKER, I MINE ORD,
I MINE HANDLINGER: KRAFTEN
KRAFTEN ER ALT I ALT
ALT LIV, AL INTELLIGENS, AL KÆRLIGHED
KRAFTEN ER DEN ENESTE VIRKELIGHED
OG SÅLEDES ER DET!"
Ganske som i mit tidligere liv i England, åbnede lyden af vores
messende stemmer med det samme en port til de Højere Verdener.
Mystiske, geometriske former, pulserende farver og himmelske
harmonier begyndte at strømme igennem porten. Men inden formerne
og farverne nåede at blive til billeder, klappede Sananda i hænderne og
sagde: "Det er ikke tid endnu, mine børn. Først skal I tilbage til Jorden
og aktivere jeres Kraftsted og Lysets Netværk. Og det haster!"
Ashtar lavede en cirkelbevægelse med hånden og jeg følte en sitren i
toppen af mit hoved. "Husk alt det som I har lært under jeres initiering,"
sagde Kommandøren. "Lad Kraften være jeres allierede, Tanken være
jeres våben og Kærligheden være jeres ledestjerne!"
"Adonai, Jordens Vogtere!" sagde Sananda. "Kraften er med jer!"
Jeg kiggede op og så en stråle af lys strømme ned over mig. Midt inde
i lyset kunne jeg se en velkendt skikkelse smile kærligt til mig: Ticha,
min skytsengel. Hun var stadig ved min side. Og hun ville være ved min
side under alle mine Jord eventyr, lige som hun altid havde været. Den
sitrende fornemmelse eksploderede i toppen af mit hoved og alle mine
omgivelser blev til lys. Så huskede jeg ikke mere.
241
242
243
FJERDE DEL
MODER JORD
BRÆNDER
ONSDAG 1. APRIL KL. 02:19:11 GMT JORD TID
TIL
FREDAG 3. APRIL KL. 07:29:38 GMT JORD TID
244
245
1
Den nat jorden skælvede
Jeg lå midt på gulvet i mit soveværelse. Det var fuldstændig mørkt i
rummet. Jeg kunne høre regnen banke på ruderne. Jeg satte mig op. Jeg
kunne stadig føle en kraftig sitren i toppen af mit hoved. Hvor længe
havde jeg været væk? Jeg så hen på mit vækkeur. 03:57 viste den. Og
datoen? Onsdag d. 1. april. Så var der kun gået... fire timer. Fire timer.
Selv om det virkede som om at jeg havde været væk i flere uger, var der
kun gået fire timer på Jorden siden mit midnatsmøde med Ticha.
Jeg rejste mig op og gik hen og tændte min sengelampe. Mit lyse
trægulv var fyldt med beskidte aftryk, der hvor jeg havde stormet ind i
værelset, direkte fra regnen og kulden udenfor. Ellers så alt ud som det
plejede. Møblerne, sengen, natbordet... Men hvor virkede det hele gråt
og trist efter Moderskibets sølvglinsende skønhed... Som en drøm... Jeg
gik hen og kiggede ud af vinduet. Regnen styrtede ned og det blæste
kraftigt. Nattehimlen var dækket af mørke uvejrsskyer.
Jeg gik ind i min stue og hen til telefonen. Der lå en besked på min
telefonsvarer: "Hej skat," lød min mors hæse stemme på svareren. "Jeg
håber du er okay. Sandra og jeg blev forskrækkede da du pludselig løb.
Vil du ikke nok ringe og give lyd fra dig..." Beskeden endte og jeg greb
røret. Men ikke for at ringe til min mor og min søster. Det måtte vente.
Først var der to andre jeg skulle ringe til...
Jeg stod i et øjeblik og så på telefonen. Så tastede jeg Jakobs nummer.
Imens jeg ventede på at han skulle tage telefonen, lod jeg mit blik glide
hen over min stue: Hen over mine reoler fyldt med Dungeons &
Dragons spil, Ringenes Herre bøger og Star Wars film - alle mine
eventyrting. Jakob svarede ikke. Jeg blev grebet af en pludselig tvivl.
Hvad nu hvis han lå og sov? Hvad nu hvis Jakob halvsøvnigt løftede
røret og ikke vidste hvad jeg talte om? Hvad nu hvis det hele bare var
min fantasi, noget jeg havde drømt, mens jeg lå og sov på gulvet i mit
246
soveværelse. Hvad nu hvis...
Pludselig kunne jeg høre Jakobs velkendte stemme i den anden ende
af røret. "Hallo," sagde han.
Jeg lyttede nøje til hans stemme. Lød den ikke klarere, stærkere og
mere som den mægtige troldmand Moncler? Eller var det bare noget jeg
forestillede mig?
"Hvem er det?" spurgte Jakob.
Pludselig opdagede jeg en stak papirer der lå ved siden af min telefon:
En flybillet, en Avis biludleje reservation og et kort over Storbritannien.
Jeg tog billetten op. Det var en British Airways flybillet fra København
Kastrup til London Heathrow onsdag d. 1. april kl. 07:00. Om mindre
end tre timer!
"Moncler," grinede jeg, "Det er mig, Starbrow."
"Vær hilset, min broder i Lyset," grinede Jakob. "Er du klar til en tur
til Glastonbury?"

Jeg stod foran mit badeværelsesspejl og studerede mig selv. Efter at jeg
havde talt frem og tilbage i næsten en time med både Jakob og Janus om
vores interdimensionale eventyr og vores forestående Englandsrejse, var
jeg gået ud på mit badeværelse for at pakke nogle få ting. Og da var det
at jeg så mig selv i spejlet. Det var første gang jeg rigtig havde set mig
selv i et spejl siden alle vores eventyr og forandringen var tydelig: Mit
korte, mørkebrune hår var blevet til lange gyldne lokker, og mit ansigt
så klarere ud end nogen sinde før. Jeg syntes næsten at jeg kunne se en
lysende aura omkring min krop. Jeg var klædt i en let hvid dragt der gik
mig ned til anklerne og på fødderne havde jeg et par hvide sandaler. På
venstre hånd havde jeg det sølvglinsende armbåndsur som jeg havde
fået af Ashtar Kommandoen. Den øverste skærm viste 44:11:03
til Akseskift, den nederste skærm viste 20:11:03 til
Aktiveringsmeditation. 20 timer til Jakob og Janus og jeg
skulle starte aktiveringsmeditationen på Glastonbury Tor.
Men den største forandring af alle var den sølvglinsende stjerne der
pulserede mellem mine øjenbryn. Den fik mig til at ligne en elverprins
fra et eller andet fantastisk eventyr. Jeg kunne mærke lyset fra stjernen
strømme ud i hele min krop og fylde mig med klarhed og kraft. Hvad
ville folk mon sige til mit nye udseende - for ikke at tale om stjernen i
min pande?
247
Jeg gik ind på mit soveværelse og åbnede mit garderobeskab. Så
pakkede jeg en rygsæk med de få ting som jeg havde tænkt mig at tage
med på rejsen. Til sidst tog jeg en lang trench coat hen over min hvide
dragt. Jeg havde fået trench coaten efter Fashion Flashs store efterårs
modeshow og den passede perfekt hen over den lange dragt.
Imens jeg pakkede, tændte jeg for fjernsynet for at se om der var
noget om Jord Forandringerne i nyhederne. Det var der mildest talt:
TV2 var på midt om natten med særnyheder om et mindre jordskælv på
Lolland Falster - og mest sensationelt af alt: Storebæltsbroen var sunket
i havet! Jeg satte mig ned og lyttede til TV2 nyhedsreporteren, der stod
med ryggen til Storebælt og rapporterede i den piskende regn. Bag ham
kunne man se talrige redningsbåde og helikoptere i aktion. Det meste af
Storebæltsbroen var sunket i havet. Her og der kunne man se resterne af
enorme bropiller stå og svaje i den kraftige vind.
"Natten mellem tirsdag d. 31. marts og onsdag d. 1. april kl. 01:00
dansk tid blev Lolland Falster ramt af et jordskælv," sagde reporteren.
"Ingen er meldt dræbte af jordskælvet, men Falck og politiet har indtil
videre rapporteret om 35 tilskadekomne. Så let gik det desværre ikke på
Storebæltsbroen," sagde reporteren og vendte sig mod resterne af den
sunkne bro. "Få minutter efter begyndte Storebæltsbroen at synke i
havet. Øjenvidner beretter om kraftige rystelser der fik bropille efter
bropille til at svaje og derefter synke i havet. Bilerne på broen blev
kastet i havet. Vi har stadig ingen præcise tal på hvor mange omkomne
der er, men sidste melding talte 47 dræbte. Regnen og den kraftige vind
gør det svært for redningsholdene at manøvrere på Storebælt..."
Kameraet skiftede til at filme redningsbåde og helikoptere der fiskede
livløse kroppe op af det frådende hav. Derefter vendte kameraet tilbage
til nyhedsreporteren: "Der er stadig ingen forklaring på, hvordan
Storebæltsbroen kunne synke i havet, men eksperter taler om at
jordskælvet på Lolland Falster startede en kædereaktion i undergrunden
der bredte sig til Storebæltsbroen."
Kameraet vendte tilbage til nyhedsstudiet, hvor en anden TV2
rapporter tog over: "Danmark var ikke det eneste land der i nat blev
ramt af jordskælv," fortalte han. "I Tyskland blev Slesvig-Holsten også
ramt af kraftige jordskælv." Kameraet begyndte at vise billeder af en
jordskælvsramt tysk by: Der var store sprækker i vejene og mange huse
var kollapset. "Men den største fare af alle opstod da atomkraftværket i
Brokdorf blev ramt af jordskælvet og en reaktor var ved at gå i
nedsmeltning. Heldigvis blev nedsmeltningen hurtigt stoppet og ingen
248
kom til skade."
"Også Italien, Kina og Rusland blev i nat ramt af kraftige jordskælv men værst af alt gik det til i Californien," fortsatte nyhedsreporteren.
Kameraet begyndte at vise billeder af San Francisco, som var blevet
ramt af et kæmpe jordskælv. Det så virkelig kaotisk ud. Hele bydele var
blevet jævnet med jorden og der var mange dræbte. Men alle steder i
verden var jordskælvene startet på samme tid: Kl. 01:00 dansk tid. 15
minutter efter var jordskælvene stoppet, lige så pludseligt som de
startede. Jeg tænkte på Ashtar Kommandoen og stjerneskibenes tætte
netværk af lys.
"Videnskabsmænd og seismologer har ingen forklaring på denne
pludselige globale rysten og skælven," sagde nyhedsreporteren, "men
allerede nu taler man om "Den nat jorden skælvede"".
Jeg slukkede for fjernsynet og gik hen til vinduet. Det regnede og
blæste stadig kraftigt. Selv om solen nu var ved at stå op, var det stadig
næsten helt mørkt udenfor på grund af de tunge uvejrsskyer. Jeg tænkte
på en nat for mindre end to uger siden, hvor jeg havde stået foran dette
vindue og ønsket at jeg var en Jediridder på en heltemodig mission for
at redde Jorden. Nu var mit ønske gået i opfyldelse.
249
2
Se mor, manden har
en stjerne i panden!
Taxaen stoppede foran Udenrigsterminalen i Københavns Lufthavn. Jeg
betalte, greb min rygsæk, og steg ud af taxaen. Regnen og vinden
piskede mod mit ansigt. Jeg gik hastigt ind i Udenrigsterminalen.
Klokken var kvart over seks - 45 minutter til vores flyafgang.
Jeg fik øje på Jakob og Janus. De stod og kiggede op på en skærm
med information om flyafgange. De havde begge to lange Fashion Flash
trench coats hen over henholdsvis Jakobs troldmandskutte og Janus´
ringbrynje. På ryggen havde Jakob en stor rygsæk og jeg gættede mig til
at den store firkantede genstand der bulede ud i den, måtte være hans
hemmelige magibog. I hånden havde han sin lange tryllestav. Janus
havde en stor skitaske på ryggen - en smart måde at skjule sit
tohåndssværd på. Både Jakob og Janus havde åbenbart tænkt det samme
som mig: Væk så lidt opsigt som muligt, så vi uforstyrret kan udføre
vores mission.
Men hverken Fashion Flash trench coats eller skitasker kunne skjule
det lys og den kraft der strålede fra Jakobs og Janus´ ansigter. Idet jeg
gik dem i møde, slog det mig igen hvor fuldstændig forvandlede de var.
I Moderskibets fantastiske omgivelser havde det virket ganske naturligt,
men nu, her i Kastrup lufthavn klokken kvart over seks onsdag morgen,
virkede de som to stjerneskud i en grå og trist hverdag.
"Moncler! Telperion! Vær hilset, venner!" udbrød jeg. Vi omfavnede
hjerteligt hinanden.
"Vær hilset, Starbrow!" grinede Janus. "Sikke et lys du er!"
"I lige måde!" sagde jeg og hev i Janus' spidse elverører.
"Jeg ser stjernen i din pande, Starbrow!" sagde Jakob.
"Gør du? Jeg tænkte på om jeg skulle have taget et pandebånd på,
men det virkede for åndssvagt."
250
"Hvis nogen spørger, må du bare sige at du er popstjerne - de har altid
underlige ting på hovedet!" grinede Janus.
"Har I set nyhederne?" spurgte jeg.
"Ja mon ikke," sagde Jakob.
"Lagde I mærke til at alle flagene vajer på halv i dag på grund af
Storebæltstragedien?" sagde Janus.
"Jeg ved ikke om det er ovre endnu," sagde Jakob. "Har I ikke hørt
om vulkanudbruddene?"
"Vulkanudbruddene? Nej?" sagde jeg.
"Jeg hørte det i radioen på vej herud," sagde Jakob. "For en time siden
begyndte adskillige vulkaner at bryde ud."
"Hvor?" spurgte jeg.
"Over hele verden: Island, Montserrat, Filippinerne..."
Jeg kiggede på mit sølvarmbåndsur. Den nederste skærm viste
18:40:21 til Aktiveringsmeditation. "Så må vi hellere se
at komme i gang," sagde jeg. "Lad os gå over og checke ind."
Der var allerede en lang kø foran British Airways skranken. De fleste
var forretningsfolk der skulle til møder i England, men der var også en
mor og hendes lille pige. Da vi stillede os op i køen, kiggede den lille
pige på os med store øjne.
"Se mor!" udbrød pigen og pegede op på mig. "Manden har en stjerne
i panden!"
Janus og Jakob og jeg kiggede på hinanden. Pigen var den første der
havde sagt noget om stjernen i min pande. Hverken taxachaufføren eller
nogen andre i lufthavnen havde indtil videre sagt noget om den lysende
stjerne.
"Se mor, se!" udbrød pigen henrykt og hev i sin mor.
"Slap nu af, skat," sagde moderen og vendte sig mod os. "Min datter
har en livlig fantasi," sagde hun undskyldende. "Hun ser altid engle og
stjerner alle vegne."
"Det er okay," sagde jeg og blinkede til den lille pige.
"Hun er sikkert et Stjernemenneske," hviskede Janus til mig. Så
bukkede han sig ned til den lille pige. "Har du prøvet at flyve før?"
sagde han venligt til hende. "Der er masser af engle oppe i skyerne, hvor
vi snart skal op og flyve."
"Mor! Mor!" udbrød pigen, da Janus bukkede sig ned til hende.
"Manden har trylleører! Se hvor lange og spidse de er, lige som hos feer
og elverfolk!"
Moderen hev irriteret pigen til sig. "Nu må du altså styre dig,
251
Katrine," sagde hun.
Men den lille pige lod sig ikke styre af sin mor. Hun blev ved med at
stirre betaget på os alle tre i al den tid vi stod i kø foran skranken. Hun
studerede begejstret alt ved os, fra Monclers tryllestav som ingen andre
så ud til at kunne se, til Telperions spidse elverører, og stjernen i min
pande. Selv Janus' skitaske stirrede hun fascineret på, som om at hun
kunne se lige igennem den, til det juvelprydede tohåndssværd der lå
skjult i den.
Imens vi ventede, erfarede vi fra samtalerne mellem de rejsende foran
os og billetdamen, at nattens kraftige jordskælv rundt omkring i verden
havde lavet rav i flyplanerne, og at vores fly til London Heathrow derfor
var forsinket til kl. 08:15 - mere end en time.
Til sidst blev det vores tur. Moderen blev nødt til at hive den lille pige
væk fra os. Hun klyngede sig til os som om at vi, og ikke hendes mor,
var hendes rigtige forældre. Moderen blev mere og mere sur. Til sidst
blev jeg bange for at moderen ville slå hende. Jeg satte mig ned på hug
og så pigen direkte ind i øjnene. Jeg koncentrerede mig om Kraften i
hende. "Katrine, lyt til mig," hviskede jeg. "Jeg ved at du er en stor og
mægtig engel. Jeg kan se dine store hvide vinger og jeg ved at du kan se
min stjerne. Men lige nu er du og jeg på en hemmelig mission på
Jorden. Det er ikke alle der kan se hvem vi virkelig er og det er en del af
missionen. Men meget snart vil det blive røbet for alle. Indtil da må du
tie stille med hvad du ved. Lad det være vores hemmelighed. Din mor
vil have dig med sig, fordi I skal op og flyve med de andre engle. Vil du
ikke op og flyve med englene?"
"Jo," sagde den lille pige.
"Så gå med din mor," sagde jeg.
Den lille pige gik modvilligt med sin mor. Hun blev ved med at stirre
på os hele vejen igennem Afgangsterminalen.
"Det var vise ord du sagde til den lille engel," hviskede Janus i mit
øre.
"Ja, sikkert mere sande end du er klar over," grinede Jakob.
Vi gik op til skranken og viste vores billetter. Nu var vores fly
yderligere forsinket, til kl. 08:25 - næsten halvanden time. Heldigvis
havde Ashtar Kommandoen været så generøse at give os billetter på
Business Class - ellers havde vi ikke engang fået en plads på flyet.
"Har I noget bagage at checke ind?" spurgte billetdamen.
"Nej," svarede vi.
"Den skitaske kan du ikke tage med dig som håndbagage," sagde
252
billetdamen til Janus.
Janus kiggede på Jakob og mig. Det var tydeligt at han ikke havde lyst
til at give sit sværd fra sig. Men på den anden side, ville han nok have
svært ved at komme igennem tolden med det. Eller ville han? Jeg
tænkte på den lille pige og hendes mor. "Er du sikker på at du har
husket at tage dine ski med i tasken, Janus?" sagde jeg og løftede den
lange skitaske fra Janus' skuldre. Jeg kunne mærke Telperions lange
tohåndssværd i tasken. Janus så spørgende på mig.
"Lad mig lige se engang," sagde jeg og blinkede til Janus. Jeg satte
skitasken hen foran billetdamen og åbnede den. Telperions store
tohåndssværd skinnede i sin juvelprydede skede. Men billetdamen
kunne ikke se sværdet. Hun så lige igennem det, som om at det slet ikke
var der.
"Der er jo ikke noget i tasken, Janus," sagde jeg.
"Ja, så er der vist ingen grund til at checke tasken ind," sagde
billetdamen til Janus. "Du kan bare rulle tasken sammen og tage den
med som håndbagage."
"God idé," sagde Janus og blinkede til mig.

Klokken var 08:25. Vi sad i Afgangsterminalen og lyttede frustreret til
den sidste nye melding om flyafgange: Alle flyrejser til og fra London
Heathrow var forsinket på ubestemt tid. Terminalen var stopfyldt med
andre ventende rejsende. Hele verdens lufthavnstrafik var ved at udvikle
sig til et kaos af dimensioner på grund af nattens jordskælv og nu de
mange vulkanudbrud. Jeg begyndte at tvivle på om vi overhovedet ville
kunne komme med fly til London i dag. Men vi skulle til London i dag.
Vi kunne ikke vente til i morgen. Jeg prøvede at tænke positivt.
"Jeg har prøvet at regne lidt på afstande og tider," sagde jeg til Jakob
og Janus. "Hvis flyet flyver kl. 09:00 lander vi i London kl. 10:50 - dvs.
kl 09:50 engelsk tid. Hvis det så tager os en times tid at hente vores
bagage og komme til biludlejen og leje vores bil, skulle vi være klar til
at køre ved 11-tiden." Jeg tog kortet over Storbritannien frem og viste
den rute fra London til Glastonbury som jeg havde tegnet. Glastonbury
lå vest for London, i grevskabet Somerset.
"Der er ca. 175 mil fra London til Glastonbury," fortsatte jeg. "Den
første tredjedel af vejen er der stor motorvej, derefter bliver vejene
mindre og mindre, indtil at de bliver til små landsbyveje. Men hvis vi
253
kører uden at stoppe, skulle vi kunne gøre turen på mindre end fem
timer og være i Glastonbury ved 4-5 tiden om eftermiddagen. Så vil vi
stadig have 6-7 timer til at komme op på toppen af Glastonbury Tor og
starte aktiveringsmeditationen ved midnat."
"Hvis flyet altså overhovedet flyver," sagde Jakob.
"Så så, Moncler," sagde Janus og puffede godmodigt til Jakob. "Har
vi ikke lært at vi skal tænke positivt?"
"Du har ret," sagde Jakob. "Kraften er med os. Vores fly flyver lige
om lidt."
Jeg rejste mig op og gik hen til kiosken for at købe en avis. Idet jeg
skulle til at træde ind i kiosken, gik to lufthavnsvagter forbi mig. De
havde en stor vagthund i snor. Vagthunden stoppede og stirrede intenst
på mig. Dens øjne lyste og den kiggede direkte op på punktet mellem
mine øjenbryn. Så løb den hen til mig og aede sig kærligt op af mine
ben.
De to lufthavnsvagter så overrasket på mig. "Det må jeg sige," udbrød
den ene. "Den hund har aldrig været så kærlig før! Du har vel ikke noget
ulovligt at fortolde?"
"Øh... nej," rødmede jeg. "Jeg... har bare et godt forhold til dyr." Jeg
klappede vagthunden på hovedet. "Gooo' hund," sagde jeg. Vagthunden
strøg sig kærligt op af mig, som om at den var fuldstændig forelsket i
mig.
"Kom så!" beordrede vagten. "Sit! Sit!" Men hunden nægtede at
lystre. Den blev ved med at stryge sig kærligt op af mig. Til sidst satte
jeg mig på hug og så ind i hundens øjne. Jeg fokuserede på Kraften i
dens indre: Intelligent, Levende, Kærlig, Alvidende. Jeg hviskede i
hundens øre - det samme som jeg havde sagt til den lille pige: At jeg
vidste at den havde genkendt mig, men at den ikke måtte røbe min
sande identitet. For jeg var på en hemmelig mission. Til sidst sagde jeg
til hunden at der ventede den et himmelsk kødben, hvis den fulgte med
vagterne. Men hunden blev stadig ved med at stryge sig op af mig. Til
sidst fokuserede jeg min opmærksomhed ind i hunden og beordrede den
til at følge med vagterne. Til min store overraskelse vendte den sig
straks om og gik hen til vagterne. "Go' hund," sagde jeg og gik hastigt
ind i kiosken.
Da jeg kom tilbage til Jakob og Janus, sad de begge to med lukkede
øjne. "Mediterer I?" hviskede jeg og satte mig ned ved siden af dem.
"Ja," hviskede Janus. "Vi visualiserer at vi let og ubesværet kommer
til Glastonbury.
254
Jeg lukkede mine øjne. Så fokuserede jeg min opmærksomhed på mit
åndedræt og prøvede at glemme vores omgivelser. Det varede ikke
længe før jeg begyndte at føle Kraften i mit indre. Uendelig, Evig,
Ubegrænset, Allestedsnærværende. Rent Liv, Ren Kraft, Ren
Kærlighed, Ren Intelligens. JEG ER KRAFTEN.
Så forestillede jeg mig at vi stod på toppen af Glastonbury Tor. For
mit indre øje så jeg os stå inde i tårnet på bakkens top og messe Det
Store Hvide Broderskabs mægtige formular.
Så fokuserede jeg min opmærksomhed på mit hjerte og bekræftede at
Kraften nu manifesterede denne vision, hvis det var for Alles Højeste
Gode. Så gav jeg slip på min vision. En dyb fred sænkede sig over mig.
Af en eller anden grund vidste jeg at vores vision virkelig var for Det
Højeste Gode, og at Kraften, Lyset som var Ubegrænset, nu ville
manifestere den.
Pludselig lød en stemme over højtalerne: "Alle passagerer på flight
BA830 til London Heathrow bedes gå til gate B7. Flyet letter kl.
09:00..."
"Det er os!" udbrød Janus begejstret.
"Sådan!" sagde Jakob. "Det var lige det du sagde, Starbrow! At flyet
ville lette kl. 9!"
"Kraften er med os!" smilede jeg og slyngede min rygsæk på ryggen.
255
3
Første mirakel
Endelig! Kl. 09:00 lettede vores fly fra Københavns Lufthavn med kurs
mod London Heathrow, præcis som vi havde visualiseret i vores
meditation. Vi lænede os tilbage i vores Business Class sæder og
kiggede ud af vinduet. Flyet fløj op i de mørkegrå regnskyer og snart
kunne vi ikke længere se jorden under os. Efter et par minutter
bevægede flyet sig op over de tætte skyer. På den anden side af skyerne
skinnede solen fra en klar blå himmel. Oppe over Jordens uvejrsskyer
virkede alt fredeligt og harmonisk. Jeg kiggede nysgerrigt ud af det lille
flyvindue.
"Jeg ser hverken stjerneskibe eller engleskarer," hviskede jeg til Janus
og Jakob. "Hvordan forklarer du det, O Vise Troldmand?" Jakob
lænede sig tilbage i sit flysæde og åbnede sit sikkerhedsbælte. Hans
tryllestav stod lænet op af flysædet foran ham. Janus' tohåndssværd stod
ved siden af. Indtil videre havde ingen sagt noget om hverken staven,
sværdet eller stjernen, men de andre passagerer og stewardesserne
havde godt nok kigget underligt på os da vi trådte ind i flyet. Jeg
kiggede på de andre passagerer. Alle som en var forretningsmænd,
ulasteligt klædt i jakkesæt - på vej til møder i England kunne jeg
forestille mig. Jeg så på mine to venner: Jakobs troldmandskutte og
Janus´ ringbrynje var stadig godt gemt under deres trench coats, men
intet kunne skjule den gylden-hvide aura der var omkring dem. Jeg
undrede mig over om det kun var mig der kunne se det, eller om det var
derfor forretningsmændene kiggede så underligt på os. Eller måske
troede de bare at vi var tre unge popstjerner, siden vi havde råd til at
flyve på Business Class, og ikke tog vores trench coats af. Jeg lænede
mig tilbage i sædet og tog mit sikkerhedsbælte af. Der var i hvert fald
ingen små børn eller hunde på Business Class til at røbe vores sande
identitet!
256
"Hvis jeg har forstået alt det vi har lært i løbet af de sidste par dage, så
er himlen rent faktisk fyldt med stjerneskibe og engleskarer," sagde
Jakob. "Men de befinder sig alle i den 5. dimension. Så det er kun dem,
hvis bevidsthed og vibrationsfrekvens er på den 5. dimensions niveau,
der kan se dem."
"Og det er vores så ikke længere?" spurgte jeg, mens jeg lod mit blik
glide hen over himlen, i håb om at se et stjerneskib eller en flok engle.
Jeg kunne se en klar stråle af lys skinne henne ved nogle skyer. Var det
bare solens lys eller måske en flok engle på vej ned til menneskeheden
for at give kærlighed og opmuntring?
"Jeg ved det ikke... " sagde Jakob og lænede sig hen ved siden af mig
og kiggede ud af vinduet. "Ser du ikke noget?"
"Jeg ved det ikke..." sagde jeg, idet flyet susede forbi lysstrålen. Da vi
fløj forbi lysstrålen, forsvandt den. Så var det måske bare solen? Eller...
Flyet havde nu rettet sig ud og var sat ind på sin normalkurs.
Stewardesserne begyndte at gå ned af gangen med små bakker med
morgenmad og drikkevarer. Da en af dem kom til os og spurgte om vi
ville have noget, kiggede Jakob og Janus og jeg på hinanden. Mad? Og
drikke? Vi havde hverken spist eller drukket noget under alle vores
rejser i de højere dimensioner. Jeg havde fuldstændig glemt alt om mad.
Men nu da den smilende stewardesse stod med en lille bakke British
Airways morgenmad til mig, rakte jeg hånden ud og tog imod den.
"Hvorfor ikke," sagde jeg sidelæns til Jakob og Janus. De fulgte mit
eksempel.
"Det er godt nok længe siden jeg har tænkt på mad," sagde Janus og
så ned på sin bakke med rundstykke, kiks, ost, smør og syltetøj. "Er I
sultne?"
"Jeg ved det ikke..." sagde jeg og snusede til min mad. "Tror I
initierede spiser noget?"
"Sananda og Ashtar har vel ikke noget imod at vi spiser en bid brød,"
grinede Jakob og begyndte at gumle et stykke knækbrød.
Efter at vi havde spist vores morgenmad og drukket en kop te, lænede
vi os tilfredse tilbage i stolene. "Nu når vi kom afsted klokken 9,
kommer dine beregninger til at passe, Starbrow," sagde Jakob og
kiggede på sit Ashtar Kommando ur. Den nederste skærm viste
15:23:09 til Aktiveringsmeditation. "Vi lander i
Heathrow kl. 10:50 - dvs. kl 09:50 engelsk tid. Derfra har vi så 14 timer
til vi skal være på toppen af Glastonbury Tor og starte
aktiveringsmeditationen - kl. 00:00:00 Greenwich Mean Time - som er
257
præcis ved midnat på Glastonbury Tor."
"Måske skulle vi bruge tiden konstruktivt nu og meditere?" sagde jeg.
"Kuthumi og Serapis Bey sagde at det var vigtigt at vi mediterede så
meget som muligt, når vi var på vores mission."
"Du siger noget," sagde Janus og gabte.
"Nu ikke noget med at falde i søvn," sagde Jakob og puffede til Janus.
"Det er meningen at vi skal bruge tiden konstruktivt!"
Vi foldede bordene sammen og lukkede vores øjne. Det varede ikke
længe før vi var dybt nede i den tankeløse tilstand.

Jeg ved ikke hvor længe jeg var i den tankeløse tilstand, men pludselig
mærkede jeg nogen ruske mig i ærmet. Jeg mærkede et kraftigt sus i
maven og åbnede mine øjne. Fasten Seat Belt skiltet lyste og en
mørkhåret stewardesse stod og ruskede i os. "Please fasten your seat
belts," sagde hun til os. Jeg mærkede igen et kraftigt sus i maven. Flyet
var åbenbart røget ind i et voldsomt lufthul. Vi fumlede efter vores
sikkerhedsbælter og fik dem spændt. Flyet blev ved med at lave
pludselige bevægelser op og ned i luften. Jeg kiggede ud af vinduet: Jeg
kunne ikke længere se klar blå himmel udenfor. Vi var omgivet af
mørke uvejrsskyer.
"Velkommen tilbage til Planeten Jorden," mumlede Jakob.
"Sikke en måde at blive revet ud af sin meditation på," sagde Janus.
"Jeg havde lige den skønneste..."
Flyet blev rystet af endnu et voldsomt vindstød og glas og bærbare
computere og tasker væltede til alle sider i flyet. Stewardesserne holdt i
håndtagene oppe foran og prøvede at smile betryggende.
"Hvor længe har vi været væk?" spurgte Jakob.
Janus så på sit armbåndsur - det jordiske af dem: "Klokken er 10:40 det vil sige 9:40 engelsk tid," sagde han og stillede sit ur en time tilbage.
"Så vi har været væk i en time - og skulle lande om ti minutter..."
Flyet blev rystet af endnu et kraftigt vindstød. Heldigvis følte jeg ikke
nogen kvalme ved de kraftige rystelser, sådan som jeg nogle gange
havde gjort når jeg fløj. Mit fokus var stadig meget på mit åndedræt og
på en eller anden måde beroligede det hele min krop.
Forretningsmanden på sædet ved siden af Jakob så ud som om at han
virkelig havde kvalme. Hans hænder knugede hårdt i armlænet.
Højtalerne knitrede og kaptajnens stemme kom på. "Dette er kaptajn
258
Charles Winston," sagde han på nydeligt, roligt engelsk. "Jeg beklager
den kraftige turbulens, men det ser ud til at nattens pludselige jordskælv
og vulkanudbrud har haft en ejendommelig effekt på vejrforholdene også i England. Der er en kraftig storm på vej fra nordvest, så vi
kommer til at blive lidt forsinkede med indflyvningen til Heathrow
lufthavn. Jeg beklager denne uventede forsinkelse og beder Dem om
venligst at beholde sikkerhedsbælterne på indtil vi er landet i Heathrow
Lufthavn."

Der var en spændt stemning i flyet. Vi havde nu cirklet omkring
Heathrow Lufthavn i over en halv time uden at høre mere nyt fra
kaptajnen om flyets landingsstatus. Den eneste vi havde talt med var en
af stewardesserne, der fortalte at vi var virkelig heldige at vi
overhovedet var kommet med dette fly. Lige efter at vi var taget afsted
fra Københavns Lufthavn, var alle flyrejser til og fra England blevet
aflyst på grund af den kraftige storm der var på vej.
Kaptajnens stemme knitrede igen over højttalerne: "Dette er kaptajn
Charles Winston. Jeg beklager den lange ventetid, men nattens uventede
begivenheder, samt den kraftige storm som vi nu er begyndt at mærke,
har skabt en meget lang kø af fly over Heathrow Lufthavn. Vi vil vente i
15 minutter mere, og hvis vi så ikke kan lande, bliver vi desværre nødt
til at flyve videre og lande i Manchester Lufthavn. Jeg beklager
situationen og beder om Deres forståelse for denne uventede
forsinkelse..."
"Manchester!" udbrød Janus. "Hvor er det henne?"
"Er det ikke nordpå?" sagde jeg.
"Frem med kortet, Starbrow," sagde Jakob.
Jeg trak det store AA Big Road Atlas of Britain op af min rygsæk. Vi
lagde hovederne sammen over kortet og prøvede at finde Manchester.
"Der er Manchester!" sagde jeg og pegede på den store by. Den lå langt
oppe i Nordengland.
"Hvor langt er der fra Manchester til Glastonbury?" spurgte Jakob.
Jeg målte afstanden med fingrene fra London til Glastonbury, og så
fra Manchester til Glastonbury. "Cirka dobbelt så langt som fra London
til Glastonbury, tror jeg."
"Dobbelt så langt!" sagde Jakob. "Og du sagde at det ville tage os 5
timer at nå fra London til Glastonbury. Så vil det tage os ti timer at nå
259
fra Manchester til Glastonbury!"
"Og klokken er nu 10:30 engelsk tid," sagde Janus. "Og hvem ved,
hvornår vi så lander i Manchester Lufthavn? Det kunne tage flere timer
med den storm."
"Selv om vi landede i Manchester Lufthavn snart, ville vi alligevel
have svært ved at nå helt til Glastonbury inden midnat," sagde jeg og
studerede bekymret kortet.
"Så må vi bare sørge for at vi lander i London," sagde Jakob og
lænede sig tilbage i sit flysæde.
"Og hvordan gør vi så det?" spurgte Janus.
"Vi har brug for et lille mirakel," smilede Jakob. "Vi har brug for at
skille skyerne - og den lange flykø - over Heathrow Lufthavn, så vi kan
lande."
"Som da Moses skillede vandene," smilede jeg.
"Præcis," sagde Jakob. "Vi er nødt til at kontakte den samme Kraft
som Moses og de andre Mestre kontaktede, da de udrettede deres
mirakler."
"Selvfølgelig for Det Højeste Gode..." indskød jeg.
"Selvfølgelig," sagde Jakob og pegede ud af det lille flyvindue.
Udenfor hvirvlede en tyk suppe af mørke uvejrsskyer. "Men er vores
mission ikke for Det Højeste Gode?"
"Okay," sagde Janus og lænede sig tilbage i sit flysæde og lukkede
øjnene. "Lad os komme i gang, inden kaptajnen sætter kursen mod
Manchester."
Vi lukkede vores øjne og fokuserede vores opmærksomhed indad. Jeg
prøvede at huske hvad Mester Kuthumi havde fortalt os om Kraften, da
han instruerede os i Det Blå Tempel...
"Kraften... er Ubegrænset og Almægtig... stærkere end elektricitet...
kraftigere end en atombombe... mægtigere end solen... Kraften er
Uendelig, Evig og Udødelig... Kilden til Alt Levende... Intelligensen
bag Alle Universerne og Alle Dimensionerne og Alle Verdenerne i Al
deres Uendelige Mangfoldighed... Kraften er den mægtigste allierede i
Universet... Med Kraften ved din side, vil der ikke være nogen grænser
for alt det Gode du kan gøre... Folk vil kalde dig for en Mirakelmager...
Hvor finder du denne Mægtige Kraft? Du finder denne Mægtige Kraft i
din egen bevidsthed... lige i din egen bevidsthed finder du Kraften...
tættere på end dit åndedræt... tættere på end dine hænder og fødder..."
Så huskede jeg hvad Mester Saint Germain havde fortalt os om Den
Mægtigste Trylleformular i Universet:
260
"Hvad end du ønsker at manifestere, er du nødt til at tænke først...
For at noget skal blive til virkelighed... er du nødt til at tro 100% på at
det er sandt... at det er her nu... du er nødt til at tænke det... bekræfte
det... visualisere det... føle det... det eneste du behøver gøre, er at tænke
tanken... og så lad Kraften om at gøre resten... for Kraften er Almægtig
og Ubegrænset..."
For mit indre øje forestillede jeg mig at vores fly let og ubesværet
landede i London Heathrow Lufthavn. Skyerne skilte sig og de andre fly
holdt tilbage, så vi kunne lande og fuldføre vores mission. Vores
mission, som var for Alles Højeste Gode. For mit indre øje, så jeg
Ærkeengel Mikaels klare blik gennembore mit hjerte:
"... fokuser din opmærksomhed på dit hjerte... og spørg dig selv... er
dette valg Det Højeste Gode for Alle... og så lyt til dit hjerte... hvis du
føler velbehag i dit hjerte ved dette valg... hvis du føler dit hjerte åbne
sig... hvis du føler Kærlighed... så er det fordi at det er det rette valg..."
Jeg fokuserede min opmærksomhed på mit hjerte. Med det samme
vidste jeg, at det jeg ønskede at manifestere var for Alles Højeste Gode.
I næste nu hørte jeg flykaptajnens stemme over højtaleren. Jeg
spidsede ører og lyttede nøje efter: "Dette er jeres kaptajn. Det ser ud til
at Vorherre er på vores side i dag," sagde han med lettet stemme. "Der
er kommet en åbning i de tunge uvejrsskyer over London Heathrow og
vi har fået tilladelse til at lande."
Jeg åbnede øjnene. "Sådan!" udbrød jeg begejstret.
"Vores første mirakel!" grinede Jakob.
"Tak, Vorherre!" sagde Janus.
"Se!" sagde Jakob og pegede ud af det lille flyvindue. Lige neden
under os var der en klar åbning i de mørke uvejrsskyer. Man kunne se
lysene fra London Heathrows landingsbaner blinke i den grå regn.
Vi gav hinanden vores hemmelige Dungeons & Dragons håndtryk, så
lænede vi os taknemmeligt tilbage i vores flysæder. Janus klappede sit
skinnende tohåndssværd på skæftet. "Snart skal du få lov til at komme i
aktion," sagde han.
Selv om skyerne havde delt sig så vores fly kunne lande, var
landingen ikke helt jævn og rolig. Stormen skabte kraftig turbulens og vi
rystede frem og tilbage i vores sæder. Den bredskuldrede
forretningsmand ved Jakobs side så virkelig ud til at skulle brække sig
nu og jeg visualiserede ham rask og rolig, med et fredfyldt åndedræt der
beroligede hele hans krop. Min visualisering så ud til at virke, for selv
om flyet løftede sig op og ned som den vildeste rutschebanetur,
261
brækkede han sig ikke. Vi nærmede os hastigt jorden. Jeg kunne næsten
mærke alle passagerne holde vejret da flyets landingshjul rørte
landjorden. Flyet rokkede fra side til side, idet dets vægt stabiliserede
sig på landingsbanen. Vi var landet sikkert! Alle passagerne åndede
lettet op og begyndte at klappe. Den kvalmeplagede forretningsmand
ved Jakobs side sukkede taknemmeligt og lænede sig lettet tilbage i sit
sæde.
Nattens jordskælv og vulkanudbrud, samt den kraftige storm, havde
også skabt lange køer på flyvepladsen. Det varede næsten en hel time
før vores fly var kørt til sin holdeplads og vi fik lov til at forlade flyet.
På det tidspunkt var kl. næsten tolv middag engelsk tid. Vi skyndte os
hastigt ud af flyet. Idet vi begav os ud af flyet, lagde jeg mærke til at den
bredskuldrede forretningsmand som havde haft kvalme, stirrede
forundret på min pande. Havde han mon opdaget min stjerne? Manden
så ikke længere bange og sløj ud, faktisk virkede hans ansigt roligt og
afslappet.
"Tak for hjælpen," smilede han taknemmeligt til mig.
"Det var så lidt," sagde jeg.
"Hvad mente han med det," hviskede Janus, idet vi hastigt gik ned af
gangen.
"Jeg skulle lige afprøve den der idé om at der kun er Et Sind," sagde
jeg. "Så jeg overbeviste mig selv om at manden ikke havde kvalme. Og
det virkede!"
"Sådan, Starbrow!" sagde Janus.
Vi steg ud af flyet og gik ned af trapperne. Regnen piskede ned og det
blæste kraftigt. Himlen var så overskyet af mørke uvejrsskyer, at man
næsten skulle tro at det var nat. Men det var skønt at føle fast grund
under fødderne igen. Vi blev ledt ind i en lufthavnsbus og kørt til
Ankomstterminalen.
Heathrow Lufthavn var et kaos. Titusindvis af passagerer som skulle
flyve videre fra Heathrow, var nu strandet i lufthavnen på grund af den
aflyste flytrafik. Terminalen bugnede af passagerer der sad eller stod
hvor det var muligt at finde et hjørne, en ledig stol eller lidt gulvplads.
En mindre hær af personale fra British Airways og andre flyselskaber,
prøvede på bedste vis at bevare roen og hjælpe de strandede og
forvirrede passagerer videre. Det var praktisk taget umuligt at finde ens
bagage, og vi var glade for at vi kun havde håndbagage med. Efter at vi
havde stået i kø i næsten en time ved tolden og paskontrollen, nåede vi
endelig igennem. Ude i Ankomsthallen var der også stuvende fyldt med
262
mennesker. Køerne ved luftfartsselskaberne og telefonerne var
endeløse, og stemningen i terminalen var mildest talt spændt. Da vi gik
forbi en børnehaveklasse med små grædende børn, kiggede alle børnene
på os med store øjne. De holdt alle sammen op med at græde. Selv
børnehavepædagogerne kiggede forundrede på os, om ikke andet på
grund af den beroligende effekt vi havde på børnene. "The man has a
star on his brow!" hørte jeg flere af børnene sige og en lille dreng løb
hen til Jakob og rørte betaget ved hans tryllestav. Jakob klappede
venligt den lille dreng på hovedet.
Vi fandt Avis' biludleje disk og fik at vide at vi skulle tage en
lufthavnsbus til selve biludlejestedet. Vi gik ud af terminalen og stillede
os op i den lange kø af mennesker foran busstoppestedet. En endeløs kø
af biler og busser strakte sig så langt øjet rakte uden for lufthavnen.
Bilerne bevægede sig med sneglefart igennem den silende regn.
"Moder Jord er virkelig i oprør," sagde jeg og så op på de mørke
uvejrsskyer.
"Det er godt vi landede nu," sagde Jakob og så på sit Ashtar
Kommando ur. Den nederste skærm viste 10:32:27 til
Aktiveringsmeditation. Den øverste skærm viste 34:32:27
til Akseskift.
"Jeg håber at lufthavnsbussen kan komme igennem den her
trafikprop," sagde Janus.
"Ellers må vi bare skabe endnu et mirakel!" sagde Jakob.
Der var dog ikke brug for endnu et mirakel til at skille bilerne ad.
Efter at vi havde ventet i ti minutters tid kom den lille lufthavnsbus, og
vi steg ind. Men efter det gik det langsomt. Bussen sneglede sig afsted i
den lange bilkø. Vi besluttede os for at bruge tiden så konstruktivt som
muligt, og begyndte at studere vores kort og lægge så hurtig en rute til
Glastonbury som muligt. Idet vi studerede kortet, gik det op for os, at
vores rute ca. halvvejs til Glastonbury passerede forbi Stonehenge.
"Stonehenge er også et Kraftsted," sagde Jakob. "Gad vide om der er
nogen der er sat til at aktivere det?"
"Med 139 grupper frivillige kan det kun være meget få Kraftsteder i
hvert land der bliver aktiveret," sagde Janus.
"Men Stonehenge er også et meget vigtigt Kraftsted på Jorden," sagde
jeg.
"Hvis der er nogen, kan det være at vi får det at se når vi kører forbi,"
sagde Janus.
Vi planlagde nøje ruten til Glastonbury. Vi havde ikke sinde at stoppe
263
på vejen. Kun for at skifte køresæde. Det var kun Janus og mig der
havde kørekort, så vi ville skiftes til at køre. Jakob skulle være navigatør
og følge kortet. Imens vi diskuterede rejsen, gik det op for os at
lufthavnsbussen kørte i venstre side! Vi havde været så optaget af vores
rejse, at vi slet ikke havde tænkt på at man kørte i venstre side af vejen i
England!
"Hvis englænderne kan gøre det, så kan vi også," sagde Janus. "Vi må
bare bekræfte at det går let og ubesværet for os."
"Og at det er Kraften der kører bilen," indskød Jakob. "Kraften er
Ubegrænset og Almægtig. Kraften kan køre lige så nemt i venstre side
som i højre side!"
"Godt tænkt!" sagde jeg. "Men jeg tænker på, om vi ikke kan gøre det
endnu nemmere for os selv. Det mest udfordrende ved at køre i venstre
side er at man skal sidde i højre side af bilen - og at gearstangen er i
venstre side af bilen," sagde jeg og prøvede med venstre hånd at
forestille mig, at jeg skiftede fra første gear til andet gear til tredje...
"Hvad nu hvis vi lejer en bil med automatgear?" sagde Jakob. "Ville
det ikke gøre det nemmere?"
"Det er en god idé," sagde jeg. "Mon vi kan gøre det på den biludleje
kontrakt vi har?"
Janus fiskede vores Avis biludleje kontrakt op af sin rygsæk.
"Kontrakten er på en bil med automatgear!" grinede han. "En Ford
Escort."
"Først Business Class og så en bil med automatgear!" grinede jeg.
"Ashtar Kommandoen rejser i hvert fald med stil!"
264
4
Sort April
Da vi nåede frem til Avis biludleje, blev vi mødt af en lang kø af
rejsende der ventede på at leje biler. Vi stillede os hastigt op i køen.
Imens de ventede, stirrede de fleste rejsende på en TV-skærm, der viste
de sidste nyheder på CNN. Janus og Jakob og jeg kiggede fascineret på
billederne af nattens kraftige globale jordskælv, og de mange vulkaner
der var brudt ud i løbet af morgenen. Jeg fik indtryk af at hele Jorden
rystede og skælvede i en brændende feber, præcis som Ashtar havde
sagt. Næsten alle Jordens vulkaner var i udbrud, og eksperterne havde
ingen forklaring på det. CNN viste billeder af vulkaner i udbrud på
Island, omkring Middelhavet, på Montserrat, i Filippinerne, og mange
andre steder. Og som om det ikke var nok, begyndte det nu at storme
voldsomt mange steder i verden. En kraftig storm fra nordvest var på
vej ind over Europa og hærgede allerede i det meste af Irland, Skotland
og Nordengland. I Karibien var en mægtig orkan pludselig opstået, der
nu bevægede sig mod det sydlige USA. Og mange steder i Asien var der
også pludselig opstået tornadoer og kraftige storme i løbet af
formiddagen. Eksperterne havde heller ingen forklaring på denne
globale storm, men det så ud til at "Den nat jorden skælvede" ikke var
ovre endnu. CNN kaldte dagen i dag for "Black April" - Sort April.
Jeg så rundt på de forskellige rejsende som stod og betragtede
nyhederne: Forretningsfolk og ferierejsende, hvis planer var blevet totalt
forkludrede på grund af nattens og dagens Jord Forandringer. Jeg
undrede mig over hvad de egentlig tænkte om Moder Jords voldsomme
smertensråb. Hvad tænkte de egentlig om de mange jordskælv,
vulkanudbrud og storme som hærgede Jorden i disse timer? Var de bare
en irriterende forsinkelse som skulle overstås, så de kunne komme
videre med deres liv? Så de kunne komme på arbejde, på ferie, til møde,
hjem til konen og børnene, og fortsætte med deres liv? Eller følte de
265
Moder Jords feberkrampetrækninger, følte de at der var noget helt galt,
at menneskeheden havde fået sin sidste advarsel? Jeg huskede hvad
Sananda havde sagt til de frivillige i Moderskibets store hal...
"... Selv om det umiddelbart ser ud som om at menneskeheden er i en
værre forfatning end nogen sinde før, er der mange tusinde mennesker
på Jorden som er klar til opstigning... og hundredtusindvis af andre er
ved at være klar... selv om de ikke er bevidste om det..."
Jeg lod langsomt blikket glide hen over hver af de ventende rejsende i
køen. De fleste så trætte og bekymrede ud. Var de kun trætte og
bekymrede på grund af dagens lange forsinkelser? Eller var det en
dybere utilfredshed og bekymring som jeg i virkeligheden så i hvert
ansigt? Den samme utilfredshed og længsel efter noget højere og bedre,
som jeg selv havde følt da jeg for kun få dage siden løb hele vejen hjem
fra Park Café?
Idet jeg så på hver af de tilstedeværende, følte jeg en bølge af
kærlighed og medfølelse vælde op i mig, og jeg vidste at det var sådan
Sananda følte det. Jeg så pludselig menneskene med hans øjne: Alle
disse Guddommelige, Mægtige individualiseringer af Kraften, som
havde glemt hvem de var, som havde glemt deres sande natur, ganske
som jeg engang for ikke så længe siden havde glemt at jeg var Starbrow.
Og de længtes alle efter at huske hvem de var, de længtes alle efter at
opleve deres egen Sande, Ubegrænsede Guddommelige Natur. Og
Moder Jords opstigning til den 5. dimension var faktisk Hendes gave til
menneskeheden. Den højnede vibrationsfrekvens på Jorden gav hvert
enkelt menneske det ekstra skub det behøvede, for at stige op til nye,
uanede højder af Kærlighed og Frihed. Og det kunne alt sammen ske
nu. Nu i dette liv. Nu er det jeres tid. Og jeg forstod at det ikke kun var
de frivilliges tid, Jordens Vogteres tid, men hele menneskehedens tid.
Vi var ikke langt fra den kritiske masse. Den kritiske masse af oplyste
mennesker der ville hæve hele menneskeheden op til den 5. dimension,
til en ny æra af Kærlighed, Harmoni og Oplysning på Jorden. Vi var så
tæt på nu. Vi skulle bare have lidt mere tid, lidt mere tid...
Jeg kiggede på mit Ashtar Kommando ur: Den nederste skærm viste
09:27:08 til Aktiveringsmeditation, den øverste skærm
viste 33:27:08 til Akseskift. Der var stadig tid nok. Tid nok til
at vi kunne nå til Glastonbury Tor og skaffe menneskeheden lidt mere
tid, den lille smule tid den behøvede, for at tage det næste skridt.
Det blev vores tur og vi gik op til skranken og viste vores papirer. Alt
var i orden og betalt for (også det havde Ashtar Kommandoen sørget
266
for!) og inden længe fik vi udleveret nøglerne til vores bil. Vi takkede
ekspedienten og begav os hastigt ud mod parkeringspladsen. Udenfor
rumlede den mørke himmel ildevarslende, og vinden blæste så kraftigt
at man var lige ved at blive væltet omkuld.
Vi fandt vores bil, en stor og rummelig fire-dørs blå Ford Escort og
satte os hurtigt til rette. Janus satte sig i førersædet og orienterede sig
lynhurtigt - han var en god bilist. Jakob satte sig i sædet ved siden af
Janus og tog vores kort frem.
"Hit the road, Telperion!" sagde jeg og satte mig på bagsædet. "Tiden
løber!"
Janus startede bilen og satte vinduesviskerne på fuld kraft. Så bakkede
han ud af holdepladsen og begyndte at køre ud af parkeringspladsen. En
Avis mand i gult regntøj dirigerede bilisterne ud på vejen.
"Husk nu at køre i venstre side," sagde Jakob. "Hvis vi kører galt, når
vi aldrig frem til Glastonbury i tide."
"Kraften er med os!" sagde Janus og kørte ud af parkeringspladsen.
Vejen fra Avis biludleje til den store hovedvej der løb omkring
Heathrow Lufthavn var fyldt med biler. Vi sneglede os langsomt afsted,
indtil vi kom til hovedvejen. Så stirrede vi alle tre forbløffet på den
lange hovedvej. Foran os strakte der sig den største trafikprop jeg nogen
sinde havde set. Tusindvis af biler i begge sider af kørebanen, der
næsten stod fuldstændig stille.
"Venner," sagde jeg og stak hovedet op mellem forsæderne, "jeg tror
vi har brug for endnu et mirakel."

"Bliv ved med at fokusere på Kraften, Starbrow," sagde Janus. "Det
hjælper, det hjælper..." Janus styrede langsomt bilen ned af den
trafikpropramte hovedvej. Jeg var blevet sat til at fokusere på Kraften
og visualisere at vi hurtigt, let og ubesværet kom til Glastonbury, mens
Janus kørte og Jakob navigerede ham igennem den silende regn. Og
faktisk så mit fokus på Universets Mægtige Kraft ud til at hjælpe. Godt
nok skiltes bilerne ikke til alle sider som da Moses delte vandene, men
vi kom langsomt afsted.
"Kraften er den eneste Virkelighed," sagde jeg med langsom,
messende stemme, mens jeg fokuserede på Tilstedeværelsen i mit indre.
Janus og Jakob gentog efter mig. "JEG ER et med Kraften..." fortsatte
jeg, "JEG ER KRAFTEN..."
267
"JEG ER KRAFTEN!" gentog Janus og Jakob efter mig. Bare tanken
om at vi var Ren Bevidsthed, uafhængig af ydre omstændigheder, fyldte
os med Kraft og Frihed. "JEG ER KRAFTEN!" sagde jeg igen. "Hvis vi
kan erkende at JEG ER KRAFTEN lige så stærkt som da vi svævede på
de lyserøde skyer, vil vi måske svæve hele vejen over bilkøen!" sagde
jeg begejstret.
"JEG ER KRAFTEN! JEG ER KRAFTEN!" råbte vi alle tre i kor.
Langsomt kom der mere og mere gang i bilkøen. Nu trillede vi faktisk
langsomt afsted uden hele tiden at stoppe! "JEG ER KRAFTEN! JEG
ER KRAFTEN!" råbte vi igen og igen indtil at hele vores fokus var på
den Mægtige, Frie Tilstedeværelse, den Ubegrænsede Bevidsthed som
vi var. Janus styrede let og ubesværet bilen igennem den piskende regn.
Vi ænsede ikke stormen eller bilerne eller husene og hotellerne langs
den lange vej omkring Heathrow. Hele vores fokus var på KRAFTEN,
JEG ER KRAFTEN! Det var ikke længere Janus der behændigt kørte
bilen, det var Kraften i Janus, Kraften i Jakob, Kraften i mig...
"JEG ER KRAFTEN! JEG ER KRAFTEN!" råbte vi af vores lungers
fulde kraft. Vi kom til en rundkørsel og Jakob ledte let og ubesværet
Janus ned af den rigtige vej. Jakob kendte vejen. Kraften i Jakob kendte
vejen. Kraften i Janus, Kraften i mig...
Nu var bilen holdt op med at trille langsomt afsted og kørte med en
pæn fart mod den store motorvej. Vi kørte nu på en tre-baners vej,
omgivet på alle sider af biler, lastbiler og busser, som begyndte at køre
hurtigere og hurtigere. Og det var Kraften i alle bilerne som kørte
hurtigere og hurtigere. Det var Kraften i alle bilerne og alle busserne og
alle lastbilerne, der fik hele den lange række køretøjer til at bevæge sig,
som en stime fisk der alle var drevet af den samme Intelligens...
Kraften... JEG ER KRAFTEN...
Nu ledte Jakob os ud på den store M3 motorvej som førte vestpå.
Vestpå til Glastonbury, Avalon... Det var en bred motorvej med fem
baner og... vi var ikke længere fuldstændig omgivet af biler på alle
sider. Der var lidt luft mellem bilerne nu. Vi var ude af trafikproppen!
Vi var frie!
"JEG ER KRAFTEN!" udbrød jeg triumferende. "Sømmet i bund,
Telperion!"
Janus trådte sømmet i bund og bevægede sig behændigt ind og ud
mellem de fem vejbaner. Han kørte lige så let og ubesværet i den
venstre side som han gjorde i højre side. Regnen silede ned og gjorde
det svært at se særlig langt frem, men det påvirkede ikke Janus. Han
268
styrede bilen så let og mesterligt som når Telperion galopperede hen
over Mhetaunus' sletter på sin hvide elverhest. Telperion Celdon...
højelvernes konge i Challum. Kraften var i sandhed med ham!
Efter vi havde kørt i en halv times tid, tændte Jakob for radioen. Han
fandt en nyhedskanal og skruede op. Det hele handlede om Sort April:
Den nat jorden skælvede var blevet til en af de værste vejr- og
miljøkatastrofer i mands minde. Og stadig havde videnskabsmændene
og eksperterne ikke nogen forklaring på det. Mens militær og
redningsfolk stadig puklede med eftervirkningerne af nattens globale
jordskælv, begyndte de mange vulkaner som var i udbrud nu at føre til
storstilede evakueringer af civilbefolkningen. Enorme mængder gasser
og lava blev spyet ud i atmosfæren. I nogle byer blev folk nødt til at gå
med gasmasker. Og oven i alt det var en global storm nu begyndt at
rase. Orkanen "Black April" havde skabt store ødelæggelser i det
sydøstlige USA, og i Sydøstasien hærgede flere store tyfoner. Der var
oversvømmelser mange steder i verden. I Tyskland var Rhinen ved at
løbe over sine bredder.
"Tror I de andre frivillige er lige så forsinkede som vi er?" spurgte jeg.
"Hvis man skal tro nyhederne, er der stor sandsynlighed for det,"
sagde Jakob og prøvede at finde en anden nyhedskanal. "Medmindre de
bor lige ved siden af deres Kraftsted."
"Kraften er med dem," sagde Janus, mens han behændigt
manøvrerede sig uden om en stor lastbil. Jeg grinede. Det var utroligt så
positiv Janus var blevet siden han var kommet tilbage fra de højere
dimensioner!
Jakob fandt en anden nyhedskanal og skruede op for den. Denne gang
var nyhederne mere lokale: Den kraftige storm fra nordvest havde nået
London og al flytrafik var sat i bero. Hele London og omegn var én stor
trafikprop. Vi var åbenbart lige nået ud i tide. Men nyhedsoplæseren
advarede om et nyt, uventet uvejrsfænomen: Tornadoer. Pludselig var
tornadoer begyndt at opstå forskellige steder i Irland, Skotland og
England - en fuldstændig uhørt ting i Storbritannien. De voldsomme
vejrmonstre ødelagde alt på deres vej: Huse, gader, biler, træer, alt blev
jævnet med jorden af tornadoerne. Nyhedsoplæseren begyndte at
opremse de forskellige steder hvor der var set tornadoer, og rådede folk
i områderne til at søge tilflugt under jorden og lytte til nyhederne.
"Tornadoer! Det er noget nyt!" sagde Janus.
"Shh! Lad os høre hvor de er henne," sagde Jakob og studerede sit
kort. Jeg lænede mig frem til forsædet og studerede kortet med ham,
269
mens nyhedsoplæseren opremsede de forskellige steder hvor der var
blevet set tornadoer: Cliffs of Moher i Irland, Aran øerne i Irland,
Callanish i Skotland, Findhorn i Skotland, Iona i Skotland, Carmarthen i
Wales, Tintagel i England, Avebury i England...
"Alle de steder..." sagde jeg, "hvor har jeg hørt dem før..."
"Det er Kraftstederne!" udbrød Jakob. "Det er alle de Kraftsteder som
de frivillige i Britannien blev pålagt at aktivere!"
"Det er sku' rigtigt!" sagde Janus. "Jeg husker det fra Krystalgrotten - i
vores fortidige liv."
Jakob gjorde tegn til at vi skulle tie stille. Nyhedsoplæseren fortsatte
med at opremse tornadoramte områder: Stratford, Glastonbury...
"Glastonbury!" udbrød Jakob. "Gad vide hvad det kommer til at
betyde."
Jeg så på mit synkroniserede Ashtar Kommando ur: Den nederste
skærm viste 06:58:32 til Aktiveringsmeditation. Mindre
end syv timer til midnat. Jeg begyndte mere og mere at få fornemmelsen
af at det ikke var nok.
270
5
Stonehenge
"Jeg gad vide hvad det skal betyde, at der er tornadoer i områderne
omkring alle Kraftstederne?" sagde Jakob, mens han eftertænksomt
studerede det store kort over Storbritannien. Vi havde forladt
motorvejen og kørte nu hastigt ned af en mindre to-baners landevej der
førte vestpå til grevskabet Somerset, hvor Glastonbury lå. Vi var ca.
halvvejs til Glastonbury og nærmede os Stonehenge, hvor vi var blevet
enige om at stoppe og skifte fører. Ifølge kortet lå Stonehenge lige klos
op ad landevejen.
"På en måde er det sikkert meget logisk," sagde Janus, mens han
koncentreret kørte så hurtigt han kunne på den glatte landevej.
"Kraftstederne er Lysets Netværks Energicentre. Som jo er blokerede af
alle menneskehedens negative tanker. Måske er tornadoerne Moder
Jords måde at rense Kraftstederne på."
"Men hvordan skal vi kunne lave vores aktiveringsmeditation, hvis
der er en tornado på Glastonbury Tor?" spurgte jeg. Jeg havde aldrig set
en tornado før, men så vidt jeg vidste var de enorme skypumper der
fuldstændig smadrede alt hvad de kom i nærheden af.
"Tornadoer står jo ikke stille," sagde Jakob. "De bevæger sig hurtigt
afsted. Og så vidt jeg ved varer de som regel ikke mere end en time."
"Jeg fik lige en anden tanke," sagde Janus. "Hvis tornadoerne er
Moder Jords måde at rense sine Energicentre - Kraftstederne - på, så
bevæger tornadoerne sig måske langs Moder Jords Energilinier - Ley
Linierne - for også at rense dem."
"Du siger noget," sagde Jakob. "Du mener at hvis man vidste hvordan
Ley Linierne løber, så kunne man forudse hvordan tornadoerne ville
bevæge sig?"
"Præcis," sagde Janus.
"For en gangs skyld overgår dit vid dit mod, Telperion!" sagde jeg.
271
"Men hvordan kan man finde ud af hvordan Ley Linierne løber?"
Janus svarede ikke. Vi var kommet til en rundkørsel og Jakob ledte
Janus rundt om den og til højre. Skiltet viste to kilometer til Stonehenge.
Jeg kiggede nysgerrigt ud af vinduet. Stonehenge lå på Salisbury Plain,
en flad slette med marker og spredte skove og små bakker. Jeg kunne se
flokke af hvide får på hver side af vejen, og mange gårde. Vi var helt
klart ude på landet nu. Men alligevel var der noget andet ved dette sted.
Idet vi nærmede os Stonehenge, føltes det som om at en mægtig Kraft
begyndte at pulsere omkring mig og i mig.
"Der er den!" udbrød Jakob og pegede lige frem. Vi var kørt over et
lille højdedrag og der, ikke mere end en halv kilometer fremme, lå
Stonehenge. Jeg stirrede nysgerrigt på den ældgamle cirkel af enorme
sten, der pludselig stod midt i det flade engelske landskab. Mange af de
4-5 meter høje sten var væltede eller blevet fjernet igennem tiderne,
men der var ingen tvivl om at Stonehenge engang måtte have været en
formidabel stencirkel. I lyset fra skumringen og de grå regnskyer så
Stonehenge mørk og ildevarslende ud, som en forsamling ældgamle
kæmper der vogtede på en dyb hemmelighed.
Stonehenge lå virkelig klos op ad landevejen. Lige inden Stonehenge
delte landevejen sig i to landeveje, som omkransede stencirklen på
begge sider. Janus drejede op ad vejen til højre. Idet vi nærmede os de
enorme sten, gik det op for os at hele det snævre stykke land mellem de
to landeveje hvor Stonehenge lå var omgivet af et højt hegn. Lige
overfor Stonehenge, på den anden side af vejen, lå et turistcenter og en
stor parkeringsplads. Der var næsten ingen biler på parkeringspladsen.
Det kraftige stormvejr var åbenbart for meget for turisterne. Janus kørte
ind på parkeringspladsen og stoppede. "Så er det din tur, Starbrow!"
sagde han og steg ud af bilen.
Jeg åbnede døren og steg ud i det øsende regnvejr. I samme øjeblik at
jeg gjorde det, mærkede jeg en stærk sitren i punktet mellem mine
øjenbryn. Hele Stonehenge flimrede for mine øjne, som gigantiske
stråler af lys.
"Hvad er der?" spurgte Janus, da han så mig stirre overrasket på
stencirklen.
"Så du det lys?" spurgte jeg. Den kraftige sitren mellem mine
øjenbryn fortsatte. Jakob steg ud af bilen med sin lange stav i hånden.
Staven begyndte at lyse. Janus trak sit sværd ud af sin skede. Det
begyndte også at lyse. Jeg følte mig uimodståeligt draget af Stonehenge.
Vi begyndte at gå hen mod den store stencirkel. Jeg følte en enorm kraft
272
vælde op i mig, en kraft som var i Jorden, som startede under mine
fødder og så strømmede op igennem hele min krop. Det var som om at
Stonehenge var en magisk magnet der trak alt til sig. Vi løb over vejen
og stillede os foran det store stålhegn.
"Vi kan ikke komme ind!" sagde Janus og hev i det massive hegn.
"Ikke med mindre vi går ind i turistcentret og køber billetter," sagde
Jakob. Den eneste vej ind til Stonehenge var igennem en tunnel der løb
under landevejen, fra turistcentret til den store stencirkel. Og selv når
man var kommet ind på den anden side af hegnet, kunne man ikke
komme helt tæt på Stonehenge. Man skulle følge en lille sti som gik i en
cirkel næsten hele vejen omkring stencirklen. Der var kun to mennesker
inde på den anden side af hegnet nu: To mænd der sad på stien i den
øsende regn og rodede med et stort, trekantet måleinstrument. De var i
hvert fald ikke vagter. Jeg studerede hegnet. Det var fyldt med pigtråd
på toppen.
"Vores mission er at aktivere Kraftstedet på Glastonbury Tor," sagde
Jakob og lagde hånden på min skulder. "Ikke Stonehenge."
"Lad os komme videre," sagde Janus og vendte sig om for at gå
tilbage til bilen. I samme øjeblik at han sagde det, begyndte et kraftigt
lys at skinne på den anden side af vejen. Lyset oplyste en kornmark der
lå omkring hundrede meter væk fra parkeringspladsen. Det var ikke til
at sige om lyset kom fra himlen over marken eller fra marken selv. Jeg
følte en enorm energikoncentration komme fra marken og så så jeg at
alle kornstråene på marken pludselig stod lige op i vejret, som om at de
var ved at blive suget op af en usynlig kraft. Med én harmonisk
bevægelse hvirvlede alle kornene sig ned i en lang række, som faldne
dominobrikker i uendelige mønstre. Lyset forsvandt. De hvirvlende
kornstrå dannede et næsten hundrede meter langt mønster i marken. En
smuk geometrisk spiralform.
"Det er et DNA-molekyle!" udbrød Jakob.
"Hvor er det vildt!" lo Janus og kiggede op i himlen. "Men hvad
skabte det? Var det et af stjerneskibene?"
Jeg lod blikket glide hen over himlen, men jeg kunne ikke se andet
end mørke uvejrsskyer.
"Det er en korncirkel!" råbte en stemme bag os. "En korncirkel!
Hurtigt, Jean-Paul! Frem med kameraet!"
Vi vendte os om. De to mænd der lige før havde stået henne ved
Stonehenge, stod nu ved hegnet og stirrede på det fantastiske mønster på
den anden side af vejen. Den ene mand tog hastigt et kamera frem og
273
begyndte at skyde løs.
"Den femte korncirkel i dag! Og vi så det ske!" udbrød fotografen, en
slank, mørkhåret mand i trediverne, der var klædt i et superfunktionelt
regnsæt. Han talte engelsk med skarp accent, som om at han var fra
Frankrig eller Belgien.
"Er det her sket før?" spurgte Janus.
"Korncirkler? De sker hele tiden over hele verden," sagde den anden
mand, mens han nøje studerede det trekantede måleinstrument som han
havde i hånden. Han var stor og bredskuldret, med halvgrånende hår og
buskede øjenbryn. Han talte perfekt engelsk.
"Og hvad er så årsagen til korncirkler?" spurgte Jakob.
"Vi er ikke sikre..." sagde englænderen.
"Jeg vil vædde med at det var en UFO, det var helt sikkert en UFO!"
udbrød franskmanden henrykt, mens han blev ved med at knipse løs
med kameraet. Jeg stirrede på det perfekte mønster på den anden side af
vejen. Men hvorfor skulle Ashtar Kommandoen lave sådan et mønster?
"Hvad er det for en trekant?" spurgte Jakob og pegede på det
underlige instrument som englænderen havde i hånden.
"Det er et instrument som jeg har lavet," sagde englænderen stolt.
"Det måler elektromagnetiske udsving og strømninger langs
jordoverfladen."
"Og hvad bruger man sådan noget til?" spurgte Janus.
Englænderen kiggede et øjeblik på os, som for at vurdere om vi mon
ville kunne forstå hvad han havde at sige. "Med dette instrument kan
man måle udsvingningerne langs Jordens Kraftsteder og Ley Linier,"
sagde han.
"Aha!" sagde Janus.
"Så I kender til Ley Linier?" sagde englænderen.
"Absolut," sagde Janus. "Og hvad siger dit instrument så nu?"
"Lige siden jordskælvene startede i går midnat, har vi studeret
Kraftstederne her i Stonehenge, i Avebury, og i Glastonbury."
"Glastonbury!" udbrød Janus. "Og hvad siger målingerne?"
"I de sidste fire år har Jean-Paul og jeg målt de elektromagnetiske
udsving omkring alle Storbritanniens Kraftsteder," sagde englænderen
stolt, som om at han havde gjort en vigtig opdagelse. "Og i løbet af de
sidste 18 timer har den samlede elektromagnetiske gennemstrømning
været større end al den gennemstrømning vi har målt i de sidste fire år tilsammen! Og hvad mere er, der er blevet observeret UFO-aktivitet og
korncirkler omkring alle Kraftstederne!"
274
"Tror I at UFOerne står bag korncirklerne?" spurgte jeg, mens jeg
spejdede op i uvejrsskyerne, i håb om at se et stjerneskib eller en
flyvende pyramide.
"Fortæl ham din teori, John," sagde franskmanden, mens han prøvede
at fotografere korncirklen fra så mange vinkler som muligt.
"Jeg tror ikke UFOerne står bag korncirklerne," sagde John, begejstret
over endelig at have nogle tilhørere. "Jeg tror Jorden er et levende
væsen og at korncirklerne kommer fra Hende. For ser I, Kraftstederne
på Jorden er placeret i præcise geometriske mønstre, der er i perfekt
harmoni med stjernerne i verdensrummet. Korncirklerne er en slags
signaler som Jorden sender ud i universet - måske en slags nødråb - og
de mange UFO-observationer ved Kraftsteder og korncirkler, er dem
ude i universet der svarer tilbage," sagde John og pegede op mod
himlen.
"Og hvem er så dem ude i universet?" spurgte jeg.
"Det må du ikke spørge mig om," sagde John. "Men jeg ved at der er
nogen derude som kommunikerer med Jorden."
"Fortæl ham det gode, John, fortæl ham det vi har fundet ud af i dag!"
sagde franskmanden, mens han fumlede i sin kamerataske efter mere
film.
"I har vel hørt om tornadoerne der pludselig er opstået i løbet af de
sidste par timer?" sagde John.
Vi nikkede.
"Vi har opdaget at tornadoerne alle er opstået ved Kraftstederne,"
sagde John. "Og hvad mere er," sagde han og lænede sig helt ind til
hegnet, som for at fortælle os en dyb hemmelighed. "Vi har opdaget at
tornadoerne alle bevæger sig langs Ley Linierne!"
"Så havde jeg ret!" udbrød Janus. "Det var det jeg sagde!"
Englænderen og franskmanden så overraskede på Janus.
"Men ved I hvor Ley Linierne er?" spurgte Jakob.
"Ja selvfølgelig," svarede John. "Vi har studeret dem i årevis."
"Det betyder at I kan advare befolkningen om tornadoernes
bevægelser," sagde jeg.
"Vi har prøvet at kontakte myndighederne," sagde John, mens han
studerede himlen over os. "Men ingen vil lytte til os."
"De vil aldrig lytte til os!" udbrød Jean-Paul harmfuldt.
"Måske er det fordi du sidste år påstod at der ville lande en stor UFO
oven på Stonehenge ved midsommer!" sagde John til sin ven.
Franskmanden trak på skuldrene.
275
"Men I kan i det mindste hjælpe os," sagde jeg. "Vi skal til
Glastonbury Tor og i en fart."
"Det kommer til at blive svært," sagde John. "Hele området omkring
Glastonbury Tor er hærget af tornadoer. De fleste veje er blokerede."
Jakob og Janus og jeg kiggede bekymret vestpå mod Glastonbury. De
sorte uvejrsskyer var ved at samle sig i mægtige koncentrerede klumper
der hastigt bevægede sig i vores retning. I det fjerne kunne vi høre
torden. Stormen var på vej. Og vi var nødt til at bevæge os ind i
stormens centrum for at stoppe den.
276
6
Den gamle vej
"Kraften kører lige så let i venstre side som i højre side," mumlede jeg,
mens jeg koncentreret styrede bilen ned af en smal landevej. Regnen
styrtede ned og vinduesviskerne arbejdede for fuld kraft. På venstre side
af vejen lå det åbne engelske landskab, der med jævne mellemrum blev
oplyst af kraftige lynnedslag og nogle få sekunder efter af høje
tordenbrag. På højre side af vejen svajede lange rækker af høje
bøgetræer. Jeg kørte så hurtigt som jeg kunne i den kraftige storm, men
jeg var nødt til at passe på ikke at køre galt på den smalle landevej.
Klokken nærmede sig syv og et eller andet sted bag de mørke
uvejrsskyer var solen ved at gå ned. Vi var stadig mere end 30 mil fra
Glastonbury.
"Ifølge Johns og Jean-Pauls kort skulle vejen snart passere lige hen
over en Ley Linie," sagde Jakob, mens han studerede kortet over
Britanniens Kraftsteder og Ley Linier, som de to eksperter havde givet
os. "Men deres kort er meget uklart, det er svært helt nøjagtigt at se hvor
det er... et eller andet sted mellem Warminster og Frome, tror jeg,"
mumlede Jakob og så ud af vinduet.
Vi passerede igennem en lille landsby. Vejen var så smal at to biler
ikke kunne køre side om side på den, så jeg manøvrerede forsigtigt bilen
igennem de våde gader. Der var ingen mennesker udendørs, men der var
lys i de fleste vinduer. Alle, både folk og fæ, havde søgt tilflugt
indendørs for stormen og truslen om tornadoer. Idet vi kørte ud af
landsbyen, så vi resterne af et nyligt biluheld i modsatte side af vejen.
En lastbil var skredet i det glatte sving og var kørt direkte ind i et stort
egetræ. Hele lastbilens forside var fuldstændig mast. Der var ikke nogen
mennesker ved ulykkesstedet, så det må have været et stykke tid siden.
Jeg sagtnede farten lidt ved synet af det voldsomme uheld.
"Nu kører du bare helt roligt," sagde Jakob og klappede mig på
277
skulderen. "Det nytter os ikke noget, hvis vi ender i en grøft."
Vi kørte ud af den lille landsby og tilbage i det åbne land. Vi var helt
alene på vejen. Jeg satte farten op igen. En god ting ved stormen var at
der var meget få bilister på vejene. Det må have været over et kvarter
siden vi sidst passerede en bil.
"Hvad var det du sagde om Ley Linierne, Moncler?" sagde jeg da vi
kom til toppen af et højdedrag.
Jakob svarede ikke. Han stirrede stift frem i luften, som om at han
havde set et spøgelse. "Kør langsomt, Starbrow," sagde han. "Jeg tror vi
er kommet til en Ley Linie nu."
Jeg satte farten ned og stirrede lige frem i regnen. Vi var i et bakket
landskab med små skove og her og der et ensomt hus. En halv kilometer
fremme, i et flere hundrede meter bredt bælte der strakte sig så langt
øjet rakte, fra nord til syd og tværs over den smalle landevej, var alt
blevet fuldstændig jævnet med jorden: Træer, buske, marker, sten,
telefonpæle. Alt lå spredt hulter til bulter, som om at en kæmpe
støvsuger havde suget hele landskabet op og derefter spyttet det ud igen.
Vi kunne se resterne af noget der engang havde været et hus ligge spredt
som pindebrænde ud over markerne. En traktor lå på hovedet i et virvar
af træer og telefonpæle og elektricitetshegn. Ude på en af markerne lå
der en fuldstændig fladtrykt bil. Den var blevet kastet flere hundrede
meter væk fra vejen. Jeg stoppede bilen.
"Hvor vildt!" udbrød Janus.
"Wow..." sagde jeg. Jeg havde aldrig set en tornado før, og slet ikke
drømt om at den kunne gøre så megen skade. Intet kunne stoppe dens
fremdrift. Der var ingen tvivl om at Moder Jord var i oprør.
"Må Kraften være med os," sagde Janus.
"Og dem som er blevet fanget i tornadoen," sagde Jakob.
Vi kiggede nervøst til alle sider. Det stormede og tordnede kraftigt,
men vi kunne ikke se tegn på tornadoer nogen steder. Vestpå, hvor
Glastonbury lå, var himlen fuldstændig sort, kun med mellemrum oplyst
af voldsomme lynnedslag.
Jeg begyndte langsomt at køre ned af vejen, som selv så langt fra
tornadobæltet var overdænget med jord, buske, grene og sten. Bilen
pløjede sig igennem vraggodset indtil vi kom til det sted som havde
været tornadoens centrum: Et over to hundrede meter bredt bælte af
total ødelæggelse. Landevejens asfalt var blevet revet op og kastet flere
hundrede meter væk. Vejen var fyldt med dybe huller. Der var ikke spor
af mennesker nogle steder. Selv om det regnede og tordnede, syntes jeg
278
at der lå en ildevarslende stilhed over stedet. Jeg stoppede bilen foran en
stor, forvredet bunke træer og buske.
"Første check," sagde Janus og åbnede bildøren. Så steg han ud af
bilen og begyndte at løfte træerne og buskene væk fra vejen. Jakob steg
ud og hjalp til. Janus løftede de store grene og buske og sten væk fra
vejen med forbløffende hurtighed.
"Kom så Telperion, vis os at du har 19 i styrke," sagde jeg til mig
selv, mens de løftede vraggodset væk fra vejen. Jeg begyndte langsomt
at køre frem. Janus og Jakob havde allerede ryddet det første stykke af
vejen. Den næste forhindring var resterne af en stor telefonpæl som lå
filtret ind i et lille træ. Janus og Jakob hev i et øjeblik i den tunge
telefonpæl. Så trak Janus sit store tohåndssværd ud af skeden og
begyndte behændigt at skære træet fri af telefonpælen. Telperions sværd
skar igennem både grene og telefonpæle som var de lavet af smør. Så
løftede Janus og Jakob resterne af træet og telefonpælen og slæbte det
ud i grøften. Derefter skubbede de nogle store sten væk. Jeg kørte
langsomt videre. Jakob dirigerede mig uden om de største huller i vejen.
Til sidst var vi nået halvvejs igennem bæltet. Vi var midt i det som
havde været tornadoens centrum. Jeg følte en klar højnelse af energien
på dette sted. Ley Liniens kraft.
Janus og Jakob blev ved med at rydde vejen for forhindringer. Vi
havde stadig ikke set noget tegn på liv. Jeg håbede at beboerne i det
maste hus var nået væk i tide. Da jeg var ca. tre fjerdedele ude af
tornadobæltet, sad bilen pludselig fast. Det ene baghjul var kørt ned i et
stort hul i asfalten. Janus og Jakob stillede sig bag bilen og begyndte at
skubbe.
"Kom så," sagde jeg og trykkede speederen i bund. Janus og Jakob
skubbede af alle kræfter, indtil at de var fuldstændig røde i hovederne af
anstrengelse. Hver eneste muskel i Janus´ stærke krop var spændt til
bristepunktet. Med et pludseligt ryk kørte bilen fri af hullet. Janus og
Jakob var lige ved at vælte forover i den våde jord. Jeg vendte mig om
og gav dem en løftet tommelfinger. Jakob klappede Janus på skulderen.
Mine to venner løftede den sidste busk væk fra vejen og kastede den
ud i vejkanten. Vi var nået igennem tornadobæltet. Janus og Jakob
skyndte sig tilbage i bilen.
"Godt gået, venner!" sagde jeg.
"Det er mest Telperions fortjeneste," sagde Jakob. "Vi har vist glemt
at han har 19 i styrke!"
Janus lænede sig udmattet tilbage i bagsædet. Han var fuldstændig
279
gennemblødt, både af regn og af sved.
"Lad os se at komme videre," sagde Jakob. "Vi ved ikke om der
kommer flere tornadoer ned af Ley Linien, men vi vil nødig blive her
for at finde ud af det."
Jeg satte sømmet i bund og kørte hurtigt videre. Efter et par minutter
forlod vejen det åbne land og slyngede sig igennem en gammel
tætbevokset skov. Vejen var fyldt med grene og et enkelt sted lå der et
væltet træ i modsatte kørebane. Jeg var igen nødt til at køre langsomt.
Vi kom ud af skoven og kørte nogle mil mellem høje hække, indtil vi
igen havde åbent land på venstre side. Et lyn slog ned ude på den åbne
slette og oplyste hele landskabet. I et kort øjeblik kunne vi se en
gammel ridderborg knejse på toppen af en høj bakke i det fjerne. Jeg
havde fornemmelsen af at vi var kørt ind i et ældgammelt, glemt hjørne
af England, et sted hvor de gamle skove, veje og borge endnu ikke var
blevet ryddet af vejen af den moderne tidsalder. Vi kom til et vejkryds
og jeg stoppede så Jakob kunne konsultere kortet.
"Vi skal lige ud," sagde Jakob. "Mod Frome - og derfra til Shepton
Mallet."
Vi kørte ned af en landevej der var så smal at der nogle steder kun var
plads til en bil. Heldigvis var der ikke andre biler på vejen. Vi var helt
alene, et eller andet sted på vejen mellem Warminster og Frome. De
første halvtreds meter på begge sider af vejen var åbent græsland, men
derefter begyndte det at blive til en tæt skov. Vi passerede forbi et
gammelt keltisk stenkors på vores venstre side. Jeg havde på
fornemmelsen at vi virkelig kørte på en gammel vej, i en meget gammel
del af England.
"Hvad siger Ley Linie kortet, Moncler?" spurgte Janus.
"Jeg kigger, jeg kigger," mumlede Jakob. "Det er altså ikke særlig
læseligt, det her kort. Men det ser ud til at Ley Linierne ofte bevæger sig
under gamle veje eller langs bakketoppe og floder - eller rettere sagt, at
de gamle veje blev bygget oven på Ley Linierne."
"Det er i hvert fald en gammel vej vi er på nu," sagde jeg, mens jeg
kørte over et lille højdedrag og så drejede til højre i svinget. Idet vi
drejede rundt i svinget, følte jeg en prikken i punktet mellem mine
øjenbryn. Der var et eller andet specielt ved denne vej som vi nu kørte
på.
"Det er helt klart en Ley Linie vi kører langs nu," sagde jeg igen og
stirrede ned af den smalle landevej. Jeg kunne se vejen løbe et par mil
fremme indtil at den forsvandt ind mellem skovens træer. Himlen oppe
280
over skoven og landevejen var kulsort, og jeg havde følelsen af at hele
skydækket vibrerede og ulmede som en trykkoger. Et lyn slog ned ikke
langt fra os og oplyste i et kort øjeblik hele himlen. I det korte lynglimt
syntes jeg at jeg kunne se tusindvis af små partikler hvirvle henne over
skoven længere fremme. Jeg stoppede bilen og lænede mig frem mod
vinduet for bedre at kunne se hvad det var.
"Hvorfor stopper du?" spurgte Janus.
"Prøv at se lige fremme," sagde jeg, "hvad er det for en slags regn der
falder op?"
"Regn der falder op?" spurgte Jakob og lænede sig frem mod vinduet.
Himlen blev oplyst af et nyt lyn. Denne gang så jeg tydeligt de mange
tusinde mørke regndråber der hvirvlede over skoven lige fremme. Men
det var ikke regndråber. Det var træer. Tusindvis af træer og buske og
sten der blev hvirvlet flere hundrede meter op i luften. Fra undersiden af
de kulsorte uvejrsskyer udløb en enorm tragtformet skypumpe der
hvirvlede alt i dens vej op og spredte det for alle vinde: En tornado! Og
den var på vej lige imod os! Tornadoen bevægede sig hastigt igennem
skoven, langs den gamle vej som vi kørte på.
"Åh Gud," sagde Jakob. "Vi er virkelig lige oven på en Ley Linie..."
Den mørke tornado var ikke mere end to-tre mil fra os. Alt indenfor
en radius af flere hundrede meter af tornadoen blev hvirvlet op og kastet
til alle sider med enorm kraft: Træer, sten, buske, vej - intet overlevede
den. Allerede nu kunne vi mærke kraften fra den banke mod bilen. Støv
og jord og grene hvirvlede mod forruden, og hele bilen begyndte at
ryste.
"Vend om, Starbrow! Vend om!" råbte Janus.
Jeg greb hårdt fat i rattet og begyndte at dreje det.
"Stop!" sagde Jakob og lagde hånden tungt på rattet. "Det nytter ikke
noget at dreje rundt! Vi kører aldrig fra den tornado. Den bevæger sig
langs vejen. Så længe vi er på vejen, er vi i dens vej."
Jeg slap rattet og tog foden fra speederen. Jakob havde ret. Det var
derfor jeg havde følt en prikken mellem mine øjenbryn da jeg drejede
ind på denne gamle vej: Vejen lå lige oven på en Ley Linie. En Ley
Linie som nu var højaktiv på grund af en tornado!
"Men hvad gør vi så?" råbte Janus og så sig omkring med vilde øjne.
"Løber vi ind i skoven?"
"Det ville være det rene selvmord," sagde Jakob. Hele vejen foran os
og alt i flere hundrede meters radius blev revet op med rode af det
enorme tragtformede monstrum. Et mindre træ var lige ved at ramme
281
forruden.
"Men vi er færdige, hvis vi ikke kommer væk!" råbte Janus.
"Du glemmer at der er en Kraft som er stærkere end alverdens
tornadoer," sagde Jakob. Janus og jeg så på ham. "Husker I ikke hvad
Kuthumi sagde til os i Det Blå Tempel? Kraften er stærkere end
elektricitet, kraftigere end en atombombe, mægtigere end solen."
"Tror du virkelig vi kan nå at fokusere på Kraften nu?" spurgte jeg
vantro.
"Har du nogen bedre forslag?" sagde Jakob og lænede sig tilbage i sit
sæde.
Jeg lænede mig tilbage i mit sæde og tog en dyb indånding. Det
tragtformede monstrum var lige foran os nu, ikke mere end halvanden
mil fra bilen. Træer og grene og sten hvirvlede omkring os. Et minut til
og så ville vi blive hvirvlet op af tornadoen!
"Kraften er den Eneste Virkelighed," sagde Jakob med fast stemme.
Janus og jeg gentog efter ham. "Kraften er Uendelig, Evig og
Ubegrænset. Kraften er Udødelig, Usårlig og Uovervindelig. Kraften er
Almægtig. Kraften er Fuldt Ud Tilstede. Her og Nu. I dig og i mig. JEG
ER Et med Kraften. JEG ER KRAFTEN!"
Idet Janus og jeg hurtigt gentog efter Jakob, fokuserede jeg al min
opmærksomhed på Kraften i mit indre: Den Rene, Ubegrænsede
Bevidsthed som var mit Sande Selv. Kraften, som var Kilden til Alt
Levende, Intelligensen bag Alle Universerne og Alle Dimensionerne og
Alle Verdenerne, i Al Deres Uendelige Mangfoldighed... Kraften var i
sandhed stærkere end selv den største tornado.
En kæmpestor gren hamrede mod forruden og lavede revner i glasset.
Sidespejl og vinduesviskere blev revet af. Bilen rystede voldsomt, som
om at den var lige ved at lette.
"Moncler og Telperion og Starbrow er Et med Kraften," sagde Jakob.
Hvor end de er, er de fuldstændig beskyttede af Kraften. Kraften passer
på dem, beskytter dem og vejleder dem. Kraften går foran Moncler og
Telperion og Starbrow og baner vej for dem..."
Janus og jeg gentog hastigt efter Jakob. Jeg forestillede mig at Kraften
banede en klar vej foran os, fri for tornadoer og storme.
"Vi ved at Det Højeste Gode for Alle altid sker," sagde Jakob.
"Kraftens Vilje ske. Guds Vilje ske."
Da jeg havde sagt Guds Vilje ske, følte jeg pludselig en utrolig fred
sænke sig over mig. Den samme dybe fred som jeg havde følt for mange
hundrede år siden, da jeg for foden af Glastonbury Tor blev omringet af
282
soldater og Lord Gavin dræbte mig med sit sværd. Jeg vidste pludselig,
med fuldstændig sikkerhed, at jeg virkelig var Et med Kraften, at jeg var
Kraften. Og jeg vidste at Kraften som jeg var, virkelig var Udødelig,
Usårlig og Uovervindelig. Også selv om vi ikke undslap tornadoen,
også selv om jeg var nødt til at forlade min krop og dette korte liv på
Jorden. Selv da ville jeg stadig være Kraften.
Tornadoen var mindre end en halv mil fra os nu. Kraften fra den var
enorm. Fem sekunder til og så ville vi blive revet op og hvirvlet til alle
sider. Sekunderne gik som i slow motion. Men jeg var ikke længere
bange. Jeg var ikke længere bange for at dø. For jeg vidste hvem jeg
var. Selv at forlade denne krop, denne Jord, ville jeg overleve. Det
eneste som jeg følte mig lidt ked af var, at vi ikke fik fuldført vores
mission, at vi ikke fik forankret Den Nye Vision, så menneskeheden
kunne få en sidste chance. En sidste chance for netop at blive bevidst
om denne fantastiske virkelighed: At vi er Et med Kraften.
I samme øjeblik at jeg tænkte denne tanke, drejede den kilometerhøje
tornado pludselig skarpt til venstre, som om at den var blevet trukket til
siden af en usynlig kæmpehånd. Tornadoen forlod vejen og pløjede sig
igennem skoven på vores venstre side. Kraften fra tornadoens pludselige
drejning var så enorm at vores bil og alle træer og buske i flere
hundrede meters omkreds blev revet flere meter op i luften og slynget til
højre ind i skoven. Alle ruderne i bilen smadrede, hele verden drejede
og jeg mærkede mig selv blive mast ind i højre side af bilen med Jakob
ind over mig. Bilen blev ved med at sejle igennem luften, hvirvlet væk
af tornadoens enorme kraft. Det sortnede for mine øjne. Verden stod på
hovedet. Jeg var sikker på at jeg nu skulle dø.
Men jeg døde ikke. I stedet rettede bilen sig mirakuløst om på højkant
i luften, som om at en usynlig kraft havde rettet bilen op. I et kort,
flimrende øjeblik, syntes jeg at jeg så min skytsengel Ticha for mit indre
øje.
Bilen landede med et voldsomt brag og skred hen af jorden, indtil at
den brat smadrede ind i en jordhøj. Jeg blev slynget forover og derefter
tilbage i sædet. En regn af grene, buske, sten og jord haglede ned over
bilen og ind igennem bilruderne. I nogle sekunder hvirvlede den
voldsomme eftervind fra tornadoen igennem ruderne. Så blev vinden
langsomt roligere. Jeg kunne mærke regnen falde på mit ansigt. Sød,
våd, helbredende, levende regn. Jeg var stadig i live. Jeg havde ondt
over hele kroppen og blødte flere steder i ansigtet og på hænderne, men
jeg var stadig i live. Vi var blevet reddet i sidste øjeblik af Kraftens
283
Usynlige Hånd.
284
7
En hjælpende hånd
Jeg vendte mig mod Jakob. Han blødte fra flere små rifter og sår i
ansigtet. Men hans øjne var åbne og han stønnede pinefuldt.
"Jakob! Er du i live!" sagde jeg med hæs stemme.
"Jeg er i live..." stønnede han og tog sig på sin ene kind.
"Janus! Hvad med dig?" sagde jeg og prøvede at vende mig i alle de
smadrede glasskår, jord og grene. Janus svarede ikke. Jeg fik vendt
hovedet. Janus var ikke på bagsædet! Han havde ikke haft
sikkerhedssele på og var blevet slynget ud af bagruden.
"Åh nej, Janus..." sagde jeg og prøvede at få min sikkerhedssele af.
"Hvor er han?" sagde Jakob og så sig bekymret omkring.
Vi fik vores sikkerhedsseler af og kravlede ud igennem den smadrede
forrude. Dørene var blokerede af grene og sten og andet vraggods. Hele
området omkring bilen så ud som et flere hundrede meter bredt
bombekrater. Bilen var blevet slynget mere end halvtreds meter ind i
skoven og var mirakuløst landet oprejst på jorden igen. Alle træerne og
den gamle vej var blevet fuldstændig jævnet med jorden. I det fjerne
kunne vi se tornadoen bevæge sig sydpå. Den var allerede to-tre mil
væk. Men hvor var Janus?
Jakob og jeg løb tilbage til vejen. Jeg havde ondt i alle lemmer, især i
højre arm og skulder som var blevet mast imod bildøren, men jeg kunne
stadig bevæge mig og løbe. Jakob humpede lidt på venstre fod. Vi så os
desperat omkring. "Janus!" råbte vi.
Pludselig hørte jeg en svag stønnen et par meter fra vejen. Lyden kom
ovre fra en stor bunke træer og grene som lå hobet oven på hinanden,
som et kæmpe Sankt Hans bål. Vi løb hen til bunken. Vi kunne høre
Janus stønne under det tætte lag vraggods. Nede under de smadrede
træer og grene kunne vi svagt skimte et gyldent lys. Var det Telperions
sværd? Da vi kom hen til bunken, holdt det gyldne lys op med at skinne.
285
Jeg blev grebet af en pludselig frygt for at Janus var død.
"Janus!" råbte jeg fortvivlet. Jakob og jeg begyndte i al hast at løfte og
hive grene og små træstammer væk. Da vi fik fjernet det øverste lag
kunne vi se Janus´ ansigt. Det var forslået og han blødte fra flere små
sår. Hans øjne var lukkede og han stønnede pinefuldt.
Vi blev ved med at fjerne og skubbe grene og små træer og jord til
side, indtil vi kom til en virkelig tyk træstamme. Den var mere end ti
meter lang og må have vejet flere hundrede kilo. Jakob og jeg oksede og
baksede for at løfte træstammen, men vi kunne ikke rokke den ud af
stedet.
"Satans!" prustede Jakob. "Kun Telperion er stærk nok til at løfte så
meget, og det er ham der ligger under den!"
"Men vi er nødt til at løfte den!" udbrød jeg frustreret. "Tænk nu hvis
han ligger mast dernede!"
Jakob og jeg lagde alle kræfter i og prøvede at løfte træstammen.
"Løft dig!" råbte jeg frustreret. "Løft dig!" Jeg kom til at tænke på en
aften for ikke særlig mange dage siden, hvor jeg havde stået i mit
soveværelse og prøvet at løfte min potteplante ved Tankens Kraft,
ligesom Jedimester Yoda. Dengang lykkedes det ikke for mig, fordi jeg
ikke troede på at jeg kunne gøre det. Men det var dengang. Dengang
vidste jeg ikke at Kraften var i mig. Den samme Kraft som Jedimester
Yoda havde brugt til at løfte Luke Skywalkers rumskib ud af sumpen.
Kraften. Den samme Kraft var i mig.
Jeg stirrede intenst på træstammen og forestillede mig at den løftede
sig. "Løft dig!" sagde jeg bestemt, mens jeg hev i træstammen af alle
kræfter. "Løft dig!"
Jakob prustede og stønnede og var helt rød i hovedet. Jeg spændte
hver eneste muskel i min krop, mens jeg fokuserede på Kraften. Den
tunge træstamme begyndte at rokke sig lidt. "Løft dig!" sagde jeg igen.
"Løft dig!"
Med et pludseligt ryk der væltede både Jakob og mig omkuld, rullede
træstammen ned af den høje bunke. Jakob og jeg så overrasket på den
store træstamme. Var det bare min fantasi, eller havde træstammen i et
øjeblik virket fuldstændig let... Jeg nåede ikke at tænke mere over det,
for Janus begyndte igen at stønne under det tykke lag vraggods. Jakob
og jeg sprang hen til den store bunke og flåede grenene til side. "Janus!
Vi kommer!" råbte jeg, mens vi skovlede jord og sten og grene væk. Til
sidst fik vi fjernet hele bunken. Vi frygtede at han var blevet fuldstændig
mast under det tunge læs. Men da vi fjernede den sidste busk opdagede
286
vi til vores store forbløffelse at Janus lå på ryggen nede i en halv meter
dyb fure, som tornadoen havde lavet i jorden. På den ene side af furen lå
en tyk, væltet egetræsstamme. Tværs over stammen, lå adskillige slanke
træstammer. Træstammerne lå tværs over furen og dannede et
beskyttende lag over Janus' krop, så han ikke blev mast af det tunge lag
vraggods. Jakob og jeg løftede de slanke træstammer og klatrede ned til
vores ven.
"Janus!" udbrød jeg og greb fat i hans hånd.
Janus åbnede øjnene og kiggede op på os. "Hvad er klokken?" spurgte
han.
"Den er kvart i otte," grinede Jakob og så lettet på mig. "Men vi ville
ikke tage i byen uden dig."
"I byen?" sagde Janus og satte sig op med et fortumlet udtryk i
ansigtet. Bortset fra nogle skrammer og små sår så han frisk nok ud.
"Ja, du ved redde menneskeheden fra total udslettelse og andre sjove
ting," grinede jeg.
"Hvad laver jeg så hernede?" spurgte han.
"Det spørger vi også om," sagde Jakob og hjalp ham op at stå.
"Hvordan har du det?" spurgte jeg.
"Som om at jeg havde taget forskud på i morgens tømmermænd,"
sagde Janus og tog sig til hovedet. Han vendte sig mod vejen og det
brede bælte af ødelæggelse som tornadoen havde efterladt. "Hvad skete
der? Hvor er tornadoen?"
"Tornadoen drejede den anden vej i sidste øjeblik," sagde jeg. "Bilen
blev kastet langt ind i skoven - og du blev åbenbart slynget ud af
bagvinduet."
"Og landede her," sagde Jakob og så på den lille fure som Janus havde
ligget i. "Det er et mirakel at du ikke blev mast under alle
træstammerne!"
"På en eller anden måde landede træerne og grenene præcis på en
sådan måde at de beskyttede dig fra at blive mast - og ikke omvendt,"
sagde jeg.
Janus så taknemmeligt op mod den mørke himmel. "Tak, Vildis,"
sagde han.
"Hvorfor siger du det?" spurgte jeg.
"Lige da jeg blev slynget ud af bilen, syntes jeg at jeg så et glimt af
min skytsengel Vildis," sagde Janus, "og nogle lysende hænder der
kastede mig ned i furen..."
"Jeg så det samme!" udbrød jeg, "jeg mener, lige da bilen blev kastet
287
afsted, syntes jeg at jeg så Tichas ansigt."
"Også mig!" sagde Jakob. "Jeg så Lias ansigt. Men jeg troede at det
var fordi jeg nu for alvor var trådt ind i den næste dimension!"
Vi kiggede rundt i den tornadohærgede skov, men vi kunne hverken
se skytsengle eller noget andet tegn på liv i den enorme ødelæggelse
omkring os.
"Nu forstår jeg bedre hvorfor de kaldes for skytsengle," sagde jeg.
"Hvad med bilen?" sagde Janus og klatrede op af furen.
Vi gik tilbage til bilen. Den var fuldstændig smadret og lå begravet
under adskillige lag jord og grene og buske.
"Jeg tror ikke Avis biludleje bliver glad for det her!" sagde Jakob.
"Hvis vi ikke snart får fart på, vil der ikke være nogen Avis biludleje,"
sagde Janus.
Jakob bøjede sig ned og checkede tanken. "Der er gået hul i
benzintanken. Det er et mirakel at bilen ikke sprang i luften da den
smadrede ind i højen."
Vi stod lidt i den silende regn og betragtede vraget af vores bil. "Vi
har 4 timer og 5 minutter tilbage til Aktiveringsmeditation," sagde
Jakob og kiggede på sit Ashtar Kommando ur. "Og vi har stadig mindst
30 mil til Glastonbury og ingen bil. Vi kan umuligt gå 30 mil på 4
timer."
"Der er ikke andet for," sagde jeg og fiskede min rygsæk ud af bilen.
Vi samlede vores få ting og begyndte at gå tilbage mod vejen.
Tornadoen havde taget tordenvejret med sig og det var næsten helt
mørkt i den ødelagte skov. Helt mørkt... bortset fra et lys nede for enden
af den gamle vej som vi intetanende havde kommet kørende af for en
halv time siden.
"Det er en bil!" udbrød Janus og løb ud på vejen og viftede med
armene. Bilen stoppede ca. to hundrede meter fra os, lige der hvor det
første vraggods begyndte at fylde vejen.
"Stop!" råbte Janus og begyndte at løbe ned af vejen. Jakob og jeg
spænede efter ham. Bilen var et lille, slidt blåt folkevognsrugbrød.
Vinduesviskerne piskede frem og tilbage i regnen. Jeg kunne svagt
skimte passagerne inde i bilen kigge på os.
Vi nåede hen til bilen. En ung kvinde med et friskt, rødmosset ansigt
og langt krøllet rødt hår, rullede vinduet ned. Ved siden af hende sad en
lille dreng med kort mørkt hår. Han stirrede på os med store øjne. Han
kunne ikke være mere end fem år gammel. Kvinden så ud til at være
omkring de tredive. Hun stirrede også på os med store øjne.
288
"Er I ægte?" spurgte hun med stærk engelsk landaccent og så på os
som om at vi var spøgelser.
"Vores bil er lige blevet smadret af en tornado!" sagde jeg. "Kan du
give os et lift til Glastonbury eller et sted i nærheden?"
"En tornado?" sagde kvinden og kiggede ned af den smadrede vej
med store øjne. "Så havde mor ret," sagde hun til den lille dreng.
"Lad dem køre med, mor," sagde drengen og hev sin mor i armen.
Kvinden så et kort øjeblik på hver af os. "Hop ind," sagde hun.
Vi hoppede taknemmeligt ind i folkevognsrugbrødet og klemte os
sammen på det trange bagsæde. Kvinden drejede bilen og begyndte at
køre tilbage ned af vejen. Drengen vendte sig om og stirrede på punktet
mellem mine øjne.
"Tornadoer i England - det er aldrig set før," sagde hans mor chokeret.
"I ser mere ud som om at I skulle besøge en læge. Skulle jeg ikke køre
ind til den nærmeste by så nogen kunne kigge på jer?"
"Ellers tak," sagde jeg. "Det er yderst vigtigt at vi kommer til
Glastonbury så hurtigt som muligt."
Bilen drejede rundt om hjørnet og væk fra den gamle vej. Jeg følte
med det samme en sænkning af energien. Vi var kørt væk fra Ley
Linien.
"Så er I heldige," svarede kvinden. "For jeg er på vej til Glastonbury."
Janus og Jakob og jeg kiggede på hinanden og smilede. Klokken var
otte. Vi havde stadig fire timer tilbage. Så vi kunne stadig nå til
Glastonbury i tide. Jeg lænede mig tilbage i sædet. Idet jeg begyndte at
slappe lidt af, gik det op for mig at hele min krop havde været anspændt
efter chokket over sammenstødet med tornadoen. Jeg havde ondt flere
steder i kroppen og sår på både hænder og ansigt. Men der var ikke tid
til at bekymre sig over det nu. Nu gjaldt det om at komme til
Glastonbury.
"Hvad skal I der er så vigtigt i Glastonbury - og så i det her vejr med
tornadoer og alskens uvejr?" spurgte kvinden. "I bor ikke i Glastonbury,
det kan jeg høre på jeres accent."
Jeg svarede ikke. Jeg følte mig for øm og forkommen til at skulle
forklare noget nu, så jeg håbede at Jakob eller Janus ville sige noget.
Men heller ikke de svarede.
Den lille dreng blev ved med at stirre betaget på os. "De er elverfolk,
mor," sagde han. "Kan du se stjernen i mandens pande?"
"Jo, min skat, det kan jeg," sagde moderen og klappede drengen på
hovedet.
289
"Kan du se stjernen i min pande?" spurgte jeg overrasket. Indtil videre
havde det kun været små børn og hunde der kunne se vores sande selv.
"Ja, jeg kan," svarede kvinden, mens hun styrede bilen igennem det
øsende regnvejr.
"Det er sjovt," sagde jeg. "Jeg troede kun at det var børn og dyr som
kunne se vores sande identitet."
"Det er ikke alle voksne som har mistet evnen til at se med hjertet,"
sagde kvinden. "Og Synet løber stærkt i min familie."
"Synet?" spurgte jeg. "Er du præstinde på Avalon?"
"Præstinde?" grinede kvinden. "Det kan man vist ikke kalde det. Men
jeg kan se auraer og I er alle tre omgivet af et meget stærkt lys."
Den lille dreng lænede sig ind mellem forsæderne og rørte betaget ved
Jakobs stav. "Er det en tryllestav?" spurgte han.
"Det kan du tro," smilede Jakob.
"Er I druider eller sådan noget?" spurgte kvinden.
"Øh... ikke rigtig," sagde jeg.
"Tre smukke unge mænd der ligner elverfolk - med en tryllestav, et
skinnende sværd og en stjerne i panden," sagde kvinden. "I ser ud som
om at I er trådt ud af et eventyr."
Jeg besluttede mig for at være ærlig over for vores følsomme chauffør.
"Vi er på vej til Glastonbury for at aktivere Kraftstedet på Glastonbury
Tor ved midnat," sagde jeg.
"Ikke andet?" grinede kvinden. "Den har jeg hørt før! Hver anden
New Ager der besøger Glastonbury Tor kommer for at aktivere
Kraftstedet, og jeg har aldrig set det ske!"
"Men de havde heller ikke de her," sagde Janus og klappede på sit
sværd, Jakobs stav og stjernen i min pande.
"Nej, det er rigtigt," sagde kvinden. "Hvad er der specielt ved dem?
Jeg føler en stor kraft komme fra dem."
"Staven, sværdet og stjernen er interdimensionale våben eller
"Nøgler"," svarede Jakob. "Kun med dem kan man aktivere Kraftstedet
på Glastonbury Tor."
Kvinden kiggede et øjeblik fascineret på vores tre interdimensionale
"Nøgler" i bakspejlet, så vendte hun blikket tilbage mod vejen. Vi var
kommet til den lille by Frome og kørte hurtigt igennem den. Stormen
havde også sat sine spor på denne lille engelske by. Grene, træer,
skraldespande og bænke lå væltet ud over det hele, og flere af gaderne
svømmede i vand helt op over kantstenene. Der var ingen mennesker
ude. Kun ude foran politistationen stod flere regntøjsklædte betjente og
290
snakkede med en flok mennesker.
"Sort April," sagde kvinden. "Hele verden er i oprør. Først jordskælv
og vulkanudbrud, så storm og tornadoer. Hvad bliver mon det næste?"
Ingen af os svarede. Jeg havde på fornemmelsen at vi skulle spare al
vores energi til vi kom til Glastonbury.
Jakob lænede sig frem og klappede den lille dreng på hovedet. "Din
søn har også en meget stærk aura."
"Ja," svarede kvinden. "Oriom er hans navn. Galeyna er mit."
"Bor I i Glastonbury?" spurgte Janus.
"Nogen gange," svarede Galeyna. "Min mor bor i Glastonbury - lige
for foden af Glastonbury Tor. Det er hende vi er på vej for at besøge.
Hun ringede til mig for et par timer siden og virkede helt ude af den.
Hun sagde at der skete underlige ting på Glastonbury Tor."
"Mormor siger altid at der sker underlige ting på Glastonbury Tor,"
sagde Oriom.
"Det er rigtigt skat, men i dag virkede mor virkelig ude af den. Som
om at hun havde set et spøgelse eller sådan noget. Jeg har aldrig hørt
hende så oprevet før. Og så alt det her med tornadoer og storm. Vi er
nødt til at tage hen og se til hende.
Min mor Elsie har "Synet" meget stærkt," sagde Galeyna til os.
"Mange er de underlige og fantastiske ting, som hun har set på
Glastonbury Tor. Men i dag lød hendes stemme så mærkelig. Og så
møder jeg jer - tre elverfolk på vej til Glastonbury Tor over stok og sten
- selv om I lige har været i en tornado - på en mission for at aktivere
Kraftstedet. Højst mærkværdigt. Hvad siger du til det, Oriom?"
"De er på eventyr!" udbrød den lille dreng og hoppede begejstret i
sædet.
Vi forlod Frome og kørte langs en snæver lille landevej i mørket. Der
var ikke en bil på vejen. Den snævre vej var omkranset på begge sider
af små græsklædte bakker med æbletræer. Nogle af træerne var begyndt
at springe ud og havde små hvide og lyserøde æbleblomster. Vi var i
Avalon, Appleland, Æblelandet.
Efter at vi havde kørt i et kvarters tid til, kom vi til byen Shepton
Mallet. Galeyna kørte hurtigt igennem byen. Vi var nu kun 10 mil fra
Glastonbury. Vestpå, hvor Glastonbury lå, buldrede de sorte stormskyer
ildevarslende. Vi var på vej ind i stormens centrum.
Vejen kørte igennem en gammel skov. Pludselig passerede to biler
forbi os i modsatte vejbane, de første biler vi havde set i lang tid. Et par
minutter efter passerede endnu tre biler os. Jeg lagde mærke til at vejen
291
var fyldt med jord, sten og grene. Pludselig kunne vi se mange lys
forude. En kø af biler var ved at blive dirigeret tilbage til Shepton
Mallet af politi og redningsfolk. Galeyna kørte op bag den bageste bil i
køen. Længere fremme kunne vi se årsagen til omdirigeringen: En
tornado havde pløjet sig igennem vejen og fuldstændig flået vejen og alt
omkring den i stykker. Resterne af noget der må have været et stenhus lå
spredt som pindebrænde ud over vejen - murbrokker og træ sprængt i
millioner af stykker. Et halvt hundrede meter inde i skoven lå en væltet
lastbil.
"Hellige Moder Gudinde," udbrød Galeyna forfærdet. Tornadoen der
var passeret forbi her, havde været kraftigere end den tornado vi med
nød og næppe havde undsluppet tidligere. Vejen var fuldstændig
uigennemtrængelig, blokeret af lag på lag af væltede træer og sten og
murbrokker og asfalt. Længere fremme var en hel lille bakke blevet
hvirvlet op og væltet ud på vejen. Adskillige redningsfolk bevægede sig
ind og ud mellem de enorme bunker.
Vi kørte op på siden af en af politibetjentene og Galeyna rullede
vinduet ned. "Vejen til Glastonbury er fuldstændig blokeret, frue,"
sagde han. "De er nødt til at køre tilbage."
"Kan jeg ikke køre til Wells og så til Glastonbury derfra?" spurgte
Galeyna.
"Desværre frue," svarede politimanden. "Tornadoen har pløjet sig
igennem alle fem veje til Glastonbury. Alle vejene er blokerede. De er
nødt til at tage tilbage og vente til i morgen og håbe på at stormen er
stoppet," sagde han og gjorde tegn til at vi skulle vende om.
Janus og Jakob og jeg kiggede bekymret på hinanden. Alle veje til
Glastonbury blokerede? Jeg kiggede på mit ur: Klokken var 21:00. Og
vi kunne ikke vente til i morgen.
"Betyder det at vi ikke kommer hjem til mormor?" spurgte Oriom.
"Ja, skat," svarede Galeyna, idet hun drejede bilen om. "Vi er nødt til
at vente til i morgen."
"Hvad så med jeres eventyr?" spurgte drengen os.
"Vi er nødt til at fortsætte," sagde Jakob. "Vi kan ikke vente til i
morgen."
"Hvorfor ikke?" spurgte Galeyna. Hun kørte bilen ind til siden og
vendte sig mod os.
"Fordi vi er nødt til at starte vores aktiveringsmeditation på
Glastonbury Tor præcis ved midnat," sagde jeg. "Om tre timer."
"Men alle veje til Glastonbury er blokerede. Hvordan vil I komme
292
derhen?"
"De kan bruge deres magi, mor!" sagde Oriom og pegede på Jakobs
stav.
"Netop," smilede Jakob og klappede den lille dreng på hovedet. "Vi
kan bruge vores magi."
Vi takkede Galeyna og Oriom for liftet og steg ud af bilen. Inden vi
sagde farvel gav Galeyna os hendes adresse i Glastonbury. "Kom forbi
og få en kop te når I har aktiveret Kraftstedet!" sagde hun og vinkede
farvel til os. "Og held og lykke med jeres mission!"
"Farvel!" sagde Janus. "Kraften er med jer!"
Galeyna kørte det blå folkevognsrugbrød ud på vejen og vendte
tilbage mod Shepton Mallet. Vi kunne se Oriom vinke til os, indtil bilen
forsvandt i mørket. Vi stillede os ind under et væltet træ og betragtede
det uigennemtrængelige bælte af ødelæggelse som lå foran os. Vi var
trætte, ømme og gennemblødte. Og vi havde stadig 10 mil til
Glastonbury.
"Hvad gør vi?" spurgte Janus. "Prøver vi at finde en vej?"
Jakob satte sig udmattet ned med ryggen mod træet. "Der er 10 mil til
Glastonbury."
"Hvis vi løber, kan vi nå det," sagde Janus.
"Selv om vi kunne nå dertil på tre timer, kender vi ikke vejen."
"Hvad med kortet?" spurgte Janus.
"Kortet viser kun vejene," sagde Jakob. "Og vejene er blokerede."
"Vi kan vel bane os vej igennem ødelæggelsen," sagde Janus.
"Selv om vi kom igennem blokeringen, viser kortet ikke hvordan vi
skal komme igennem 10 mil af skov, bakker og marker i bælgravende
mørke og storm og tornadoer - i et fremmed land som vi slet ikke
kender."
"Er det ikke ironisk?" sagde Janus, mens han studerede de mørke,
ulmende uvejrsskyer vestpå, hvor Glastonbury lå. "Her er vi på en
mission for at redde Moder Jord, og så er det Hende selv der holder os
tilbage fra at redde Hende."
"Vi er på en mission for at redde menneskeheden," sagde Jakob.
"Moder Jord skal nok klare sig selv. Alle de tornadoer og andre
vejrfænomener som plager menneskeheden, er Hendes måde at skille
sig af med menneskehedens negative tanker, så Hun kan stige op til de
højere dimensioner. Nej, Moder Jord skal nok klare sig selv, det er
menneskeheden vi er på en mission for at redde."
"Så skulle vi måske spørge menneskeheden om den vil give os en
293
hånd?" sagde Janus. "Måske ville politiet hjælpe os, hvis vi fortalte dem
om vores mission. Skaffe os en helikopter eller et eller andet."
"Det tror jeg ikke du skal regne med," sagde Jakob. "Husk hvordan de
reagerede da John og Jean-Paul fortalte dem om Ley Linierne. Hvis vi
siger at vi er på en mission for at redde menneskeheden fra et totalt
akseskift, vil de bare grine af os."
"Hvad gør vi så?" spurgte Janus. "Vi kan da ikke give op nu?"
"Ti lige stille i et øjeblik, så jeg kan tænke," sagde Jakob og
begravede sit hoved i sine hænder.
"Hvad siger du, Starbrow?" spurgte Janus og vendte sig mod mig.
"Skal vi meditere?"
Jeg svarede ikke. I al den tid Janus og Jakob havde diskuteret, havde
jeg fokuseret min opmærksomhed på mit hjerte. Følg dit hjerte for kun
dit hjerte kender vejen. Idet jeg fokuserede min opmærksomhed på mit
hjerte, syntes jeg at jeg hørte en stemme i mit indre. Var det Tichas?
Brug Synet, Starbrow, brug Synet, hviskede stemmen.
Jeg så mig omkring. Inde mellem de smadrede træer var det
fuldstændig mørkt. Det eneste jeg kunne se var skyggerne af høje,
gamle træer længere inde i skoven, der svajede og knirkede i den
kraftige vind. Det eneste tegn på liv ud over os, var politifolkene og
redningsfolkene længere henne af vejen.
Brug Synet, Starbrow, brug Synet. Jeg lukkede mine øjne og
fokuserede min opmærksomhed på stjernen i min pande. I samme
øjeblik at jeg gjorde det, så jeg et lys pulsere for mit indre øje. Som en
stjerne der sendte stråler af lys ud i hvert eneste hjørne af min
bevidsthed og gjorde det muligt for mig at se. At se. Ikke kun med mine
fysiske øjne, men på alle planer af bevidsthed. Det var derfor mit navn
var Starbrow, det var min særlige gave.
Jeg fokuserede min opmærksomhed på mit hjerte og spurgte om vejen
til Glastonbury Tor. Jeg følte et sug i mit hjerte, et sug i retning mod den
mørke skov foran mig. Jeg åbnede mine øjne og så ind i skoven. Inde
mellem de svajende træer, ca. halvtreds meter fra os, stod to lysende
skikkelser. Jeg missede med øjnene og kiggede igen. Men det var rigtigt
nok. Der stod virkelig to lysende skikkelser imellem træerne. De var
høje og slanke og omgivet af et gyldent lys. De løftede armene og
gjorde tegn til at vi skulle følge efter dem.
"Moncler og Telperion," sagde jeg og smilede. "Jeg tror lige vi har
fået os to guider."
294
8
Forhindringsløb
Jakob og Janus så overraskede på mig. Jeg pegede ind mod skoven,
direkte på de to lysende skikkelser der stod og vinkede til os.
"Hvilke guider?" spurgte Jakob.
"Jeg kan ikke se noget," sagde Janus.
"Følg mig, så vil I se!" sagde jeg og sprang fremad med fornyet håb.
Mine to venner fulgte efter mig og vi banede os vej mellem de
smadrede træer. Jorden var fyldt med dybe huller, og på et tidspunkt
blev jeg nødt til at kigge ned, for ikke at falde i et dybt hul. Da jeg
kiggede op igen, var de to skikkelser væk. Jeg stoppede op og så mig
omkring i den mørke skov.
"Hvad nu?" spurgte Jakob.
"Er du sikker på at du ved hvad du gør, for jeg kan ikke se nogen
guider," sagde Janus.
Jeg lod langsomt blikket glide hen over skoven. Cirka halvtreds meter
fra os, inde mellem to tykke træstammer, stod de to lysende skikkelser
og gjorde tegn til at vi skulle følge efter dem.
"Stol på mig," sagde jeg og begyndte at gå i retning mod dem.
Vi traskede igennem skovbunden, indtil vi nåede hen til træstammerne
som de to skikkelser havde stået under. Vi var nu mere end 100 meter
inde i skoven og kunne svagt se lysene fra politibilerne og
redningsfolkene glimte nede på vejen. En bil dyttede. Jeg prøvede at
koncentrere min opmærksomhed på mit hjerte og punktet mellem mine
øjenbryn på samme tid: Med det samme så jeg de to skikkelser skinne i
mørket længere fremme, som to stjerneskud der var faldet ned i den
mørke nat. Jeg fulgte hastigt efter dem. Vi blev ved med at følge efter
skikkelserne på denne måde, indtil vejen og politibilerne var
fuldstændig ude af syne og vi var omgivet på alle sider af sort nat.
"Jeg håber dit Syn fører til andet end forhindringsløb gennem
295
vandpytter, Starbrow," mumlede Janus, idet han hev sine mudrede sko
op af en dyb vandpyt.
"Fokuser jeres opmærksomhed på punktet mellem jeres øjenbryn,"
sagde jeg. "Og fokuser jeres opmærksomhed på jeres hjerte. Prøv at se
om I kan fokusere på både punktet mellem jeres øjenbryn og jeres hjerte
samtidig."
Vi blev stående i et øjeblik, mens Jakob og Janus fulgte mine
instrukser. "Okay. Se nu lige frem," sagde jeg.
Jakob og Janus åbnede deres øjne og så lige frem, på hvor de to
skikkelser stod, cirka halvtreds meter fra os.
"Jeg ser dem!" udbrød Janus.
"To lysende skikkelser," sagde Jakob.
"Hvem er de?" spurgte Janus.
"Tuatha De Dannan, vil jeg tro," sagde jeg. "Stjerneelvere."
"Stjerneelvere?" sagde Janus. "De er her stadig?"
"Ja," sagde jeg og begyndte at gå frem mod dem. "Lad os følge efter
dem."
De lysende skikkelser drejede nu til venstre, direkte mod det sted hvor
tornadoen havde pløjet sig igennem skoven. Jo tættere vi kom på
tornadoens ødelæggelsesbælte, desto sværere blev det at bevæge sig
igennem skoven. Nogle gange var vi nødt til at klatre over flere meter
høje bunker af jord, sten og træer, der var blevet hvirvlet op af
tornadoen, andre gange var vi nødt til at klatre igennem dybe huller i
jorden. Heldigvis var vi nu tre til at følge de to skikkelser foran os.
Da vi kom til det sted hvor tornadoen havde raset igennem skoven, et
over to hundrede meter bredt bælte af total destruktion, stoppede vores
guider. Foran os knejsede høje bunker og bakker af tykke træstammer,
grene, jordhøje, sten og buske. Det var som om at tornadoen havde
besluttet sig for at lave en flere hundrede meter bred,
uigennemtrængelig mur omkring hele Glastonbury, hvor ingenting,
hverken menneske eller dyr, kunne passere igennem.
De to skikkelser stod stille foran den høje mur og ventede på os. De
var slanke og høje, og deres lange hår flød ned langs deres stærke
skuldre. Deres ansigter var rene og smukke, og deres øjne skinnede som
stjerner. Den ene var en mand, klædt i en gylden dragt, den anden var en
kvinde, klædt i en hvid dragt.
"Vær hilset, mine brødre i Lyset!" sagde manden og bukkede
ærbødigt for os. Jeg kunne høre hans klare stemme i mit indre.
"Vær hilset, Starbrow, Moncler og Telperion," sagde kvinden og
296
bukkede for os.
"Vær hilset, Rayek og Rayel!" sagde jeg og bukkede ærbødigt for de
to elvere.
"Du husker godt, Starbrow," smilede Rayel.
"Hvem kunne nogen sinde glemme Stjerneelverne, når først de har
danset med dem under stjernerne?" sagde jeg og så ind i elverkvindens
klare øjne.
"Det glæder os at se at I stadig er her," sagde Janus.
"I et kort stykke tid," sagde Rayek.
"Hvor er de andre Stjerneelvere?" spurgte Jakob.
"De andre har forladt Jorden og er vendt tilbage til stjernerne de kom
fra," sagde Rayek. "Vi er de sidste der er tilbage."
"Hvorfor har de andre forladt Jorden?" spurgte jeg.
"Menneskehedens hensynsløse ødelæggelse af naturen har gjort det
meste af Jorden ubeboelig for os," svarede han.
"Hvad med Stjernernes Skov?" spurgte jeg.
"Stjernernes Skov blev ryddet for mange år siden af menneskene,"
sukkede Rayel. "Der hvor vores hellige birkelund lå, ligger der nu et
indkøbscenter."
"Det er jeg ked af. Den var så smuk," sagde jeg og huskede med
bedrøvelse den magiske birkelund som havde ligget i hjertet af
Stjernernes Skov.
"Hvorfor er I blevet tilbage?" spurgte Janus.
"Vi har ventet på jer," sagde Rayek. "Vi er Avalons sidste Vogtere. I
femten hundrede år har vi vogtet Kraftstedet på Glastonbury Tor, indtil
den dag kom, hvor I ville vende tilbage og forankre Den Nye Vision i
menneskehedens kollektive bevidsthed."
"Men vi har brug for en gravko for at igennem den her ødelæggelse,"
sagde Janus.
"Vi vil lede jer til Glastonbury Tor," sagde Rayek. "Men vi må skynde
os. Moder Jord har fået nok. Tiden er ved at løbe ud for
menneskeheden."
Rayek og Rayel vendte sig om og begyndte at klatre op over de høje
bunker der tårnede sig op foran os. Stjerneelverne bevægede sig hurtigt
og behændigt. Selv om skoven var blevet fuldstændig ødelagt, var det
tydeligt at de stadig var i deres rette element. Efter få sekunders klatren
stod de på toppen af den første bunke. "Kom venner," sagde Rayel.
"Avalon venter på Jordens Vogtere."
Vi begyndte at klatre op ad bunken. Det tog os lidt længere tid end
297
elverne at klatre op, især fordi det var så mørkt at vi næsten ikke kunne
se noget. Rayek og Rayel rakte deres slanke hænder ned og hjalp os op
det sidste stykke af vejen.
"Der er ingen tvivl om at der er Stjerneelverblod i jeres årer!" sagde
Rayel.
Elverne ledte os hen over den første store bunke. Vi var nødt til at
træde forsigtigt, for ikke pludselig at ryge ned i et hul mellem grenene
og træstammerne. Jakob stod vaklende og prøvede at bevare fodfæstet
på to gyngende træstammer. Efter de to elvere, var Janus klart den mest
smidige af os. Han bevægede sig behændigt ind og ud mellem de
smadrede træer.
Vi kom til enden af den store bunke og begyndte at kravle ned igen.
Det var nemmere at kravle ned end op, men man skulle passe på ikke at
gøre det for hurtigt - ellers ville man komme til at rive en lavine af grene
og sten ned over sig. Vi landede på den fugtige jord og fulgte efter
elverne. Denne gang ledte de os ind under to store bøgetræer, der var
landet parallelt lige opad et stejlt klippefremspring, og havde dannet en
smal tunnel nede under sig. Den førte elverne os nu igennem. Selv i
dette ragnarok så de ud til at kende hver eneste del af skoven.
Vi kom ud af den lille trætunnel og klatrede op over endnu en høj
bunke. Rayek og Rayel bevægede sig meget hurtigt, og det varede ikke
længe før Jakob og Janus og jeg begyndte at svede og stønne forpustet.
Efter at vi havde klatret op og ned af tre store jordhøje, fik vi hurtigt en
chance for at køle af. Elverne ledte os ned igennem en lang, dyb fure,
fyldt med regnvand, der nåede helt op til knæene. Vi banede os vej
igennem den lille sø og kravlede op af en lang, glat træstamme.
Til sidst kom vi til tornadobæltets centrum. Jeg følte med det samme
en stærk prikken mellem mine to øjenbryn og det var som om at hele
min krop begyndte at vibrere hurtigere. Jeg følte jorden under mig
pulsere med energi og kraft, som om at jeg stod på noget højspænding.
"Hvorfor er energien kraftigere her?" spurgte Jakob.
"Det er fordi vi står på en Ley Linie," sagde Rayel.
"Så er det altså rigtigt at tornadoerne følger Ley Linierne?" spurgte
Janus.
"Ja," sagde Rayek. "Tornadoerne er Moder Jords måde at rense Lysets
Netværk for alle de blokeringer som igennem århundrederne har hobet
sig op i det, på grund af menneskehedens negative og disharmoniske
tankegang og handlinger.
"Vil der komme flere tornadoer langs denne Ley Linie?" spurgte
298
Janus.
"Ikke inden for de næste par timer," sagde Rayek. "Det er sikkert at
bevæge sig over Ley Linien nu."
Rayek og Rayel fortsatte deres hurtige forhindringsløb gennem
tornadobæltet. Efter at vi i fuld fart havde klatret op og ned i ti minutters
tid mere, begyndte forhindringerne at blive mindre og mindre. Den
stærke sitren mellem mine øjenbryn og følelse af højnet kraft under
mine føder blev også mindre. I stedet for bunker af væltede træer og
grene, ventede der os nu en gammel skov. I lyset fra Stjerneelvernes
auraer kunne jeg svagt skimte den mørkegrønne vedbend slynge sig om
de gamle træers stammer. Vi var kommet igennem tornadoens
forhindringsløb. Nu skulle vi bare til Glastonbury Tor i en fart. Jeg
kiggede ned på mit synkroniserede Ashtar Kommando ur. Den nederste
skærm viste 01:58:21 til Aktiveringsmeditation. Den
øverste skærm viste 25:58:21 til Akseskift. Mindre end to
timer til vi skulle være på toppen af Glastonbury Tor. Og vi havde
stadig næsten ti mil tilbage! Jeg så frem i mørket. Rayek og Rayel var
allerede et godt stykke foran os. De løb igennem den tætte skov, så
hurtigt og graciøst som hjorte. De vidste åbenbart at der ikke var nogen
tid at spilde. Jeg begyndte at løbe efter dem. Tid til sidste etape.
299
9
Slørene løfter sig
Lige så snart vi forlod tornadobæltet fik jeg en underlig fornemmelse.
På den anden side af bæltet var skoven indhyllet i tyk tåge. Tågen smøg
sig langs jorden og de efeubeklædte træstammer, så tyk og så tæt at man
hverken kunne se himlen eller særlig langt frem. Det var som om at vi
var trådt ind i en anden verden, indhegnet fra omverdenen af
tornadobæltets uigennemtrængelige ødelæggelse. Her var der ikke langt
mellem himmel og jord - her mødtes himmel og jord, i et underligt
ingenmandsland af tåge og damp.
Rayek og Rayel var allerede langt fremme. Vi kunne svagt skimte dem
i tågen. To lysende skikkelser der hurtigt bevægede sig mellem træerne.
Der lå en underlig, ulmende stilhed over tågen, som om at stormvejret
og regnen kun fandt sted udenfor, mens det herinde, i stormens centrum,
var så stille og livløst som i en glemt grav.
"Hvor er det weird," sagde Janus og så sig mistænkeligt omkring. Den
tætte tåge dæmpede øjeblikkeligt hans stemme, så det lød som om at
hans stemme kom langt borte fra - sørgmodig og glemt.
"Det er den mest mærkelige tåge jeg nogensinde har set," sagde
Jakob.
"Det er næsten som om at den er levende," sagde jeg. Tågen lå så tæt
at jeg havde svært ved at trække vejret. Og for hvert skridt jeg tog blev
det værre. Jeg stoppede og lænede mig op mod et træ. Jeg følte det som
om at utallige tykke tågefangarme omringede mig.
"Hvad er der, Starbrow?" spurgte Janus.
"Jeg kan... næsten ikke få vejret," gispede jeg. Tågefangarmene
pressede imod mig fra alle sider.
"Kom nu," sagde Janus. "Elverne er langt fremme."
Jeg tog et skridt fremad og stoppede. Det var som om at
tågefangarmene holdt mig tilbage. Tågen var levende! "Lad mig være,
300
lad mig være! Jeg har ikke gjort jer noget!" udbrød jeg og slog febrilsk
ud til alle sider. Jakob og Janus stirrede forbløffet på mig.
"Hvad sker der?" råbte Jakob.
"De er overalt!" råbte jeg og prøvede at slippe fri af tågefangarmenes
greb. Det var som om at jeg var ved at blive suget ind i deres mærkelige
verden. Men pludselig hørte jeg en klar stemme i mit indre:
"Lad det være, Starbrow!" sagde Rayel bestemt. "Fokuser ikke på
det!" Jeg så lige frem, på hvor hun og Rayek stod og så på mig.
Elvernes øjne lyste som stjerner, hvis klare lys gennemborede tågerne.
Rayels og mine øjne mødtes. "Du har Synet stærkt, Starbrow, men lad
det ikke lede dig til astralplanerne og de lavere dimensioner. Fokuser på
Kraften."
Jeg lukkede øjnene og prøvede at fokusere min opmærksomhed på
Kraften. Den Guddommelige Tilstedeværelse i mig, i alt og i alle. Ren
Tilstedeværelse, Rent Liv, Ren Kærlighed, Rent Lys. Et Lys når alt
andet Lys går ud. Det hjalp øjeblikkeligt. Det var som om at
tågefangarmene trak sig tilbage og ikke turde røre mig. Pludselig kunne
jeg trække vejret igen. Jeg tog et skridt fremad. Nu kunne jeg uhindret
begive mig videre. Jakob og Janus rakte deres hænder ud til mig og vi
begyndte at løbe videre.
Stjerneelverne ledte os igennem skoven i et utroligt tempo. De sprang
behændigt over stok og sten, hvirvlede imellem træer og buske, og løb
hurtigt op og ned af små bakker og klippefremspring. Jakob og Janus og
jeg måtte bruge al vores viljestyrke og koncentration for at holde trit
med dem. Mine ben føltes som bly, mit hjerte hamrede som om at det
var ved at sprænges, og stadig blev de ved. Jakob faldt ned i et lille
vandhul, men Janus hjalp ham op igen. Han var den af os tre der klarede
sig bedst, men selv han virkede som om, at han var lige ved at segne af
udmattelse.
Til sidst kom vi ud af den tætte skov. Igennem den tykke tåge som lå
over alt, kunne vi svagt skimte et åbent landskab af marker og små
bakker, med spredte klumper af træer, og en enkelt bondegård. Et eller
andet sted i det fjerne kunne vi høre får bræge. Rayek og Rayel var
allerede ude på marken, de løb over den kolde, brune jord med så lette
skridt at det næsten så ud som om at de svævede hen over jorden.
Idet vi løb ud mellem skovens sidste træer, blev vi opmærksomme på
nogle mørke skygger der stod på vores venstre side, lige hvor skoven
endte. Skyggerne virkede kolde og klamme. Vi stoppede forpustet og
kiggede på dem. Cirka tyve meter fra os stod adskillige keltiske
301
stenkors. De gamle kors med deres cirkelformede toppe, var
faldefærdige og forfaldne. Tykke revner løb hen over de ældgamle, nu
ulæselige runer. Men det var ikke de gamle stenkors som gav os en kold
og klam fornemmelse. Det var de sorte skikkelser der stod og kiggede
ned på gravene. Skikkelserne var fuldstændig mørke, som om at den
sorteste nat havde taget fysisk form og nu stod lænket til de gamle kors.
Jeg kunne ikke tydeligt se deres ansigter, men de udstrålede en enorm
sorg og håbløshed, som om at de var ved at blive revet væk fra noget
som de havde meget kært.
"Jeg vil ikke forlade dig!" udbrød den ene af skikkelserne med en høj
og skinger stemme. Stemmen var tynget af utrolig sorg, som tusinde års
modgang og savn.
"Jeg vil blive her for evigt!" jamrede en anden af skikkelserne.
Stemmen skar i mine ører.
"Jeg er så sulten, så sulten," klagede en tredje stemme.
"Sig du elsker mig, sig du elsker mig!" sagde en fjerde stemme.
"Mit værk! Mit store værk! Nu bliver jeg aldrig færdig med det!"
De mørke skikkelser stod bøjet over stenkorsene, fuldstændig
begravet i deres egen verden af sorg og længsel. De ænsede os slet ikke.
Jeg følte pludselig en utrolig medlidenhed vælde op i mig. Jeg ønskede
at jeg kunne gøre en ende på deres lidelser. Janus trak sit sværd ud af
skeden og begyndte at gå frem mod skikkelserne. Jeg prøvede at kalde
på ham, men da jeg åbnede munden kom ingen ord ud. Jakob hævede
sin stav, men staven faldt ud af hans hænder og landede på den kolde
jord. Janus var næsten helt henne ved de jamrende skikkelser nu. Jeg
blev grebet af en ubeskrivelig rædsel for at noget frygteligt ville ske.
Janus hævede sit sværd over hovedet på en af de sorte skikkelser.
"Lad dem være, Telperion!" sagde Rayek med fast stemme. "Fokuser
ikke på dem."
En brøkdel af et sekund inden Janus ramte skikkelsen, stivnede han.
"Lad dem være, Telperion!" sagde Rayek igen.
Med en kraftanstrengelse sænkede Janus sit sværd og vendte sig
langsomt mod elverne.
"Lad dem være i fred!" sagde Rayek. "De er Jordbundne sjæle i
trældom til deres kødelige kroppe. Moder Jord er ved at frigive dem fra
deres lange fangenskab. Lad dem være! Fokuser på Kraften."
Janus lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Så satte han sværdet i
sin skede og gik tilbage mod os. Pludselig kunne jeg igen tale og Jakob
løftede sin stav op fra jorden.
302
"Husk jeres mission," sagde Rayek. Vi vendte os om og løb efter
elverne.
Rayek og Rayel ledte os hen over marker, stengærder, hække og små
vandløb. Af og til kunne vi se lysene fra en bondegård eller et gammelt
hus glimte i tågen. Jeg så op og i et kort øjeblik kunne jeg se en lille
åbning i tågerne. Pludselig kunne jeg trække vejret lettere igen.
Elverne ledte os ned af en stejl bakke. Vi kom til bunden og pludselig
var vi inde i de tykke, uigennemtrængelige tåger igen. Jeg kunne kun
svagt skimte elvernes lysende skikkelser længere fremme. Jeg prøvede
at fokusere på dem og glemme tågen. Men for hvert skridt jeg tog følte
jeg det mere og mere som om at vi var omgivet på alle sider - ikke bare
af den tykke tåge - men af en mærkelig spøgelsesverden. Nogle gange
syntes jeg at jeg kunne høre stemmer i tågerne, hviskende stemmer, der
talte om ting der for længst var borte og glemt. Andre gange syntes jeg
at jeg kunne se skikkelser bevæge sig ind og ud af tågerne. Nogle var
mørke og tunge, mens andre virkede lyse og lette.
Som ved en usagt fælles beslutning, stoppede Jakob og Janus og mig
op og så os omkring. Et eller andet sted i tågerne kunne vi høre
kirkeklokker ringe. Tunge, dybe kirkeklokker. Det var som om at de
ringede til en mystisk gudstjeneste. Jakob tog sig instinktivt til brystet,
som om at han havde et kors hængende der. Et sted inde i tågerne til
højre kunne vi pludselig høre munke synge. En gammel gregoriansk
kirkesang. Jeg smilede. Det var en skøn lyd. Munkenes klare hengivne
stemmer virkede som et guddommeligt, befriende lyspunkt i den tykke
tåge.
Tågerne skilte sig i et øjeblik, og vi kunne svagt skimte en række
munke klædt i brune kutter vandre igennem tågerne. Deres hænder var
foldede og deres hætter var trukket dybt ned over deres ansigter. Der lå
en dyb fred og salighed over dem og jeg havde lyst til at løbe hen og
søge tilflugt fra den kolde tåge hos dem. Jakob lavede korsets tegn og
begyndte at gå frem mod munkene.
"Lad dem være, Moncler!" sagde Rayel i vores indre. Vi vendte os om
og så elverne stå et stykke længere fremme i tågen og kigge på os. "Jeg
ved du længes efter Lyset, Moncler," sagde Rayel. "Men Lyset er ikke
at finde i fortiden. Lad dem være. Du skal videre til den Levende
Nutid!"
Jakob kiggede længselsfuldt efter munkene, så kiggede han igen på
elverne. "Lad dem være, Moncler," sagde elverne.
Jakob rystede visionen af sig og vendte sig fra de fromme munke. "De
303
har ret, vi må videre," sagde han.
Vi vendte os om og løb igen efter Stjerneelverne. Vi kravlede over et
højt stengærde og løb ned af en lille sti omgivet af æbletræer. Det var
første dag i april og nogle af træerne var så småt ved at springe ud. Jeg
syntes næsten at jeg kunne lugte de lyserøde æbleblomster, en dejlig sød
duft der mindede mig om Avalon... Appleland, Æblelandet, med
Glastonbury Tor som sit blomstrende hjerte. Og det var der vi var på vej
hen! Tanken om at jeg snart skulle gense Avalon fyldte mig med glæde
og jeg følte fornyet styrke vælde op i mine trætte lemmer. Jeg satte
farten op indtil at jeg næsten nåede helt op til elverne. Vi forlod den lille
sti med æbletræer og stod nu foran en cirka ti meter bred flod. Jeg
kunne høre dens mørke vand bruse foran vores fødder. På den anden
side af floden lå tågen så tykt og tæt mod jorden, at man næsten ikke
kunne se hvor den anden bred lå. Elverne begyndte at løbe til venstre
langs floden. Vi løb langs den græsklædte bred i et par minutter til vi
kom til et sted hvor et stort piletræ var væltet i stormen. Træet var væltet
tværs over floden og dets tykke træstamme dannede en massiv bro fra
den ene bred til den anden.
"Tak, min ven," sagde Rayek og klappede det faldne piletræ. Så
klatrede han let og ubesværet op på træstammen og løb hen over det.
Rayel fulgte efter. Jeg klatrede op på træstammen - hurtigt - men en
smule mindre yndefuldt end de to Stjerneelvere. Så løb jeg hen over
træstammen.
"Vær forsigtig!" råbte Rayel. "Træstammen er gla..."
Elvernes lette løb hen over træstammen havde givet et lidt misvisende
indtryk af hvor svært det egentlig var at løbe hen over den glatte
træstamme (i hvert fald for mennesker og Stjernefolk i lære!), og inden
jeg havde nået at tage to skridt, gled jeg og væltede baglæns ned i det
mørke vand. Jeg landede med et ordentligt plask i floden og røg under
med hele kroppen. Vandet var iskoldt og meget mudret. Jeg baskede op
til overfladen og hostede en stor mundfuld flodvand ud.
"Dana!" råbte en klar kvindestemme. Jeg så op i forventning om at se
Rayel og Rayek, men i stedet så jeg en hvid båd flyde i vandet ved siden
af mig. Jeg baskede ikke længere i den mørke kolde flod, men i en
skinnende, krystalklar sø. I den hvide båds stævn stod en mørkhåret
kvinde og rakte sin hånd frem imod mig. Kvinden var smuk og slank,
med skarpe ansigtstræk og dybe, gennemborende øjne. Hun var klædt i
en enkel, lang kåbe. I siden havde hun en lille halvmåneformet sølvkniv.
Jeg genkendte hende med det samme. Søens Frue - Avalons
304
Ypperstepræstinde!
"Morgaine!" hostede jeg og rakte hånden op til hende.
"Dana! Hvordan kan du være så uforsigtig?" sagde
Ypperstepræstinden og tog min hånd. Idet vore hænder mødtes, blev
Morgaines små hvide hænder til Rayels slanke elverhænder der hev mig
i land. Synet af Morgaine forsvandt, og blev til elverkvinden Rayel. Hun
hev mig i land på den anden side af floden.
"Morgaine!" udbrød jeg og så mig forvirret omkring. "Søens Frue!
Morgan Le Fay! Hun var her lige før!"
"Starbrow! Er du okay?" råbte Jakob og Janus fra den anden side af
floden.
"Vi har fået ham i land," råbte Rayek. "Kravl over træstammen, men
forsigtigt!"
"Er du okay, Starbrow?" spurgte Rayel, mens hun fjernede en gren
som havde sat sig fast i mit hår.
"Ja, jeg er okay. Men jeg så lige Morgaine. Morgan Le Fay, som jeg
har kendt i et tidligere liv."
Jakob kravlede forsigtigt over træstammen, hurtigt efterfulgt af Janus.
"Hvad skete der?" spurgte Janus da de kom over på den anden side.
Jeg rejste mig op. "Jeg så lige et syn af Morgaine, Søens Frue,
Ypperstepræstinde på Avalon dengang jeg levede der som Dana."
"Slørene løfter sig. Dimensionerne er ved at åbne sig," sagde Rayek
og så sig bekymret omkring. I det fjerne kunne vi se utydelige skikkelser
flyde ind og ud af tågen. "Vi må skynde os. Hvis I ikke når frem til
Glastonbury Tor inden midnat, vil det være umuligt for jer at aktivere
Kraftstedet."
"Kan du fortsætte, Starbrow?" spurgte Rayel.
"Det er jeg nødt til," sagde jeg. "Men jeg er fuldstændig
gennemblødt."
"Du kan låne mit anorak regnsæt," sagde Janus og åbnede sin rygsæk.
"Her er det!" sagde han og trak et nydeligt, mørkeblåt anorak regnsæt
frem. "Fashion Flash´s det bedste!" grinede han. "Fra sidste års
forårskollektion! Du gav mig det selv i fødselsdagsgave!"
"Og aldrig har jeg været så glad for at se et stykke tøj fra Fashion
Flash som nu," grinede jeg og tog hastigt mit våde tøj af.
Efter at jeg havde skiftet til et par Fashion Flash underbukser som jeg
lånte af Jakob (de berømte underbukser som jeg havde været så træt af
at skrive om for nogle dage siden!), samt Janus' Fashion Flash anorak
regnsæt, vendte vi os igen mod Glastonbury.
305
"Klokken er næsten elleve og vi har stadig fem mil tilbage," sagde
Rayek. "Hvis vi skal nå frem til Glastonbury Tor inden midnat, er I nødt
til at løbe som med bevingede fødder."
"Det skal vi," sagde Jakob.
"Kraften er med os!" sagde Janus.
"Godt!" sagde Rayek. "Nu til det sidste stykke!"
Rayek og Rayel begyndte igen at løbe hen over de tågefyldte marker,
denne gang endnu hurtigere end før. Det krævede al vores energi og
udholdenhed at holde trit med elverne. Og stadig blev de ved,
utrættelige og med utrolig fart. Jeg så ned på den brune muldjord og
opdagede, at de ikke engang efterlod nogen fodspor.
Idet vi løb igennem tågerne, fik jeg igen en fornemmelse af at hele
landskabet omkring Glastonbury blev mere og mere utydeligt og
spøgelsesagtigt. Bondegårdene og husene som vi passerede på vores vej
virkede fjerne og uklare, lysene der brændte i vinduerne virkede svage
og slørede, og selv buskene og træerne som vi passerede forbi virkede
dunkle og diffuse. Jeg undrede mig over om det kun var for os at hele
verden virkede uklar, eller om beboerne inde i husene og gårdene også
følte det. I det fjerne gøede en hund. Den lød ulykkelig og melankolsk.
Mens den "virkelige" verden blev mere utydelig og spøgelsesagtig,
var der andre, uventede ting, som viste deres ansigt i de tætte tåger: Fra
tid til anden løftede tågeslørene sig lidt og vi kunne se store stencirkler
knejse på toppen af kolde bakker. Stencirklerne virkede hårde og
ugæstfrie, som om at de gemte på mørke hemmeligheder der ikke tålte
dagens lys. Da vi passerede forbi en lille sø, hvis modsatte bredder vi
ikke kunne se, syntes jeg at jeg kunne se et langt, skarpt sværd løfte sig
op af vandet. Sværdet var prydet med ædle stene og runer - og det
glimtede klart og køligt, som om at det reflekterede lyset fra en usynlig
fuldmåne. Sværdet blev holdt oppe over vandoverfladen af en slank
hvid kvindehånd. Janus stoppede og stirrede længselsfuldt efter sværdet.
Jakob hviskede nogle ord i hans øre, og Janus vendte sig om og løb
videre.
Elverne løb ned af en smal sti med høje hække på hver side. På
venstre side af hækken kunne vi høre lyden af musik, fløjter og violiner
der spillede en melodi som engang havde været munter, men som nu, i
den tætte tåge, virkede trist og melankolsk. En åbning i hækken på højre
side afslørede et gammelt hus med stråtækt tag. Vi kunne høre lyden af
sværdkamp og galopperende heste ovre fra huset. Det gamle hus
virkede næsten gennemsigtigt, og idet vi hastigt løb forbi det, gik det op
306
for os at riddere til hest i skinnende rustninger, galopperede tværs
igennem huset med dragne sværd og hævede lanser! Det var som om at
vi kunne se to verdener på samme tid: Fortidens og nutidens
Glastonbury, der hver gik deres vante gang uden at bryde ind i
hinanden.
Stjerneelverne kaldte på os med deres klare stemmer og vi løb hastigt
videre. Den smalle sti førte ud til et åbent landskab og vi spænede
videre. Pludselig kunne vi se en stor borg knejse på vores venstre side.
Borgens hvide tårne skinnede og dens bannere vajede i brisen fra en
usynlig vind. Jeg fik en enorm trang til at løbe hen til borgen og søge
tilflugt fra tågen bag dens hvide, beskyttende mure. Janus stoppede og
trak ærbødigt sit sværd ud af sin skede.
"Det er Camelot!" råbte han. "Camelot!"
"Lad dem være!" sagde Stjerneelverne med fast stemme i vores indre.
De to lysende skikkelser stod længere fremme i tågen. Vores eneste
holdepunkt i denne mærkelige, spøgelsesagtige verden. "Lad ikke
dimensionernes åbning forsinke jer! Lad dem være!" sagde de. "I har
kun 45 minutter tilbage til midnatstimen! Lad ikke visionerne forsinke
jer! Løb venner, løb for livet!"
Jeg så ned på mit armbåndsur: Den nederste skærm viste 00:45:22
til Aktiveringsmeditation! Vi vendte os fra den strålende
vision af Camelot og spænede efter elverne. Vi var ude på det åbne land
og elverne løb hurtigere nu end nogen sinde før. Mit hjerte hamrede og
jeg trak vejret i store forpustede åndedrag. Jeg kunne føle den klamme
tåge i mine lunger og i min krop, dulme hver bevægelse, formørke alle
mine sanser. Jeg kunne høre Jakob og Janus stønne udmattede ved min
side. Jeg frygtede hvert øjeblik at mine ben skulle give efter og at jeg
ville falde sammen i tågen. Hvert skridt jeg tog føltes som en pine. Og
stadig blev elverne ved med at løbe som vinden.
"Jeg kan ikke mere!" stønnede Jakob.
"Hold ud!" sagde Stjerneelvernes stemmer i vores indre. "Fokuser på
Kraften. Føl Kraften mens I løber! Lad Kraften løbe igennem jer."
Jeg prøvede at fokusere på Kraften i mit indre, mens jeg løb. Den
Usynlige, Almægtige Tilstedeværelse som var Kilden til Alt Liv, Al
Energi...
"Kraften er Energi, Moncler!" udbrød jeg. "Uendelig Energi og
Livskraft! Med Kraften er Alt Muligt!" Jeg prøvede at fjerne hele min
opmærksomhed fra min dødtrætte krop og den klamme tåge, og
fokusere på Kraften i stedet for. Det er Kraften der løber. Kraften løber
307
igennem mig.
"Kraften er stærkere end elektricitet..." råbte Janus.
"... kraftigere end en atombombe!" råbte Jakob.
"... mægtigere end solen!" råbte jeg.
Idet jeg løb og fokuserede på Kraften, følte jeg mere og mere mig selv
som Kraften, og ikke som min lille begrænsede krop. Det var ikke min
krop og x antal muskler og brændstof der drev mig frem - det var
Kraften - og jo mere jeg lod Kraften løbe igennem mig, desto hurtigere
løb jeg. Jeg satte farten op, Kraften satte farten op, og jeg løb hurtigere,
hurtigere end nogen sinde før. Jakob og Janus var ved min side. Tågerne
hvirvlede forbi os i tykke klumper, men vi ænsede dem ikke. Et virvar
af stemmer og skikkelser knejsede på alle sider af os, men vi ænsede
dem ikke. Al vores opmærksomhed var på Kraften. Kraften der løb
igennem os. Kraften der løb hen over det tågefyldte landskab i form af
Starbrow, Moncler og Telperion.

Kraften løb i os og igennem os, over stok og sten, over marker og
bakker, over stengærder og ned af små stier, videre og videre uden at
stoppe, uden at blive træt. Vi var næsten helt oppe ved Stjerneelverne
nu. De styrede os behændigt mod en usynlig bakke foran os. Usynlig,
men ikke ufølt. Selv om det eneste vi kunne se var en mørk tåge der så
ud til at have sit udspring ved et punkt lige foran os, vidste jeg, at vi var
ved at nærme os Glastonbury Tor, Avalon, Jordens Hjerte Chakra. For
hvert skridt vi løb fremad, føltes Kraften i jorden stærkere, Kraften i
luften, Kraften i os.
De uklare, spøgelsesagtige skikkelser i tågen hvirvlede forbi os og
igennem os. De stod meget tæt sammen nu. En lang procession af
helgener, druider, riddere, præster, munke, præstinder, mystikere,
nonner og troldmænd, alle på vej mod samme destination: Glastonbury
Tor, Moder Jords Hjerte Chakra. Alle de initierede der igennem tiderne
havde søgt til Avalon med et brændende ønske om Fred, Harmoni,
Kærlighed og Oplysning, for dem selv og deres medmennesker. Den
gamle kristne pilgrim, Joseph af Arimethea, plantede sin tornestav i
Glastonburys grønne græs, og op af jorden voksede et tornetræ, der
blomstrede hver jul, til minde om Vor Frelser og hans store gave til
menneskeheden. Kong Arthur og hans fromme Riddere Af Det Runde
Bord - Lancelot, Galahad, Percival - knælede ærbødigt foran et bæger
308
der strålede som solen over deres hoveder: Den Hellige Gral. Deres
hoveder var omgivet af hvide glorier. Helligånden var over dem. Merlin
og Morgan Le Fay knælede og drak af en hellig kilde, hvis rene,
helbredende vande bragte fornyet liv til krop og sjæl. En gruppe mænd
og kvinder, klædt i det tidlige 20. århundredes klæder, søgte efter
visdom i ruinerne af gamle Glastonbury Abbey - deres Tredje Øje var
åbent og de så klart igennem slørene. Nede i Glastonbury landsby sad
en gruppe blomsterhippier i et gammelt folkevognsrugbrød og sang
sange om fred og frihed. Franske og engelske Ley Linie forskere lå i
græsset og målte elektromagnetiske udsvingninger. Folk fra så fjerne
kontinenter som Amerika og Asien lå på ryggen i græsset og studerede
den stjerneklare nat, i håb om at se et glimt af en UFO eller en
korncirkel. Rækkerne af pilgrimme på vej mod Fred, Harmoni,
Kærlighed og Oplysning, blev ved og ved. Og alle var de søgende, alle
var de på vej mod Glastonbury Tor. Jeg følte en brænden i min
brystkasse, som om at længslen i mit hjerte efter Kærlighed og
Oplysning, nu var brudt ud i lys lue og drev mig fremad. Længslen efter
Kraften, Kraften som jeg var.
Den lange procession af pilgrimme blev tydeligere. Pilgrimmene
hævede deres arme og jeg kunne høre dem råbe efter os med klare
stemmer:
"Løb Starbrow! Løb Moncler! Løb Telperion! Kraften er med jer!"
"Gud er med jer!" råbte de kristne munke, "Gudinden er med jer!"
råbte druiderne og præstinderne.
Kraften i mit hjerte var nu så stærk at jeg overhalede alle de lange
rækker af pilgrimme. Jeg løb som vinden igennem de tykke tåger, hele
tiden fremad mod Glastonbury Tor. Fremad og fremad, indtil jeg glemte
alt om tid og sted.
309
10
Staven, sværdet og stjernen
Jakob og Janus og jeg løb af al kraft frem mod Glastonbury Tor. Vi
kunne se vores Stjerneelver guider stråle i mørket længere fremme. De
var stoppet nu. Vi nåede hen til elverne.
"Her er Glastonbury Tor," sagde Rayek og pegede på den usynlige
bakke bag ham. Selv om den høje bakke var fuldstændig dækket af de
mørke tåger, kunne jeg mærke Kraftstedet ryste og skælve, som en
mægtig, æterisk vulkan i udbrud. Vi var kommet til stormens centrum.
"Et par meter længere fremme vil I finde en lille sti," sagde Rayel.
"Følg stien til bakkens top. I kan stadig nå det, hvis I løber som vinden!
I har 15 minutter til midnatstimen."
"Hvad med jer? Skal I ikke med?" spurgte jeg forpustet.
"Nej," sagde Rayel. "Vores mission ender her. Avalons sidste Vogtere
overlader det nu til jer - staven, sværdet og stjernen - at aktivere
Kraftstedet på Glastonbury Tor, og forankre Den Nye Vision i
menneskehedens kollektive bevidsthed. For Alles Højeste Gode." Hun
gik frem og kyssede blidt hver af os på panden.
"Hvor skal I hen?" spurgte jeg overrasket.
"Nu da vores mission på Jorden er ovre vil vi følge vores brødre og
søstre og vende tilbage til stjernerne vi kommer fra," sagde Rayel.
"Men... så ser vi jer aldrig igen..." stammede jeg.
"Aldrig er meget lang tid," sagde Rayel og smilede til mig. "Vi
kommer fra stjernerne. Men husk: Det gør I også. Snart vil jeres lange
mission på Jorden også være ovre, og så vil vi ikke længere behøve sige
farvel til hinanden."
"Adonai, mine brødre i Lyset!" sagde Rayek og kyssede hver af os på
panden. "Kraften er med jer! Løb nu! Løb til toppen af Glastonbury
Tor!"
Vi så en sidste gang på de to Stjerneelvere, så løb vi forbi dem og
310
frem i tågen. Den øverste skærm på vores Ashtar Kommando ure viste
24:13:19 til Akseskift. Den nederste skærm viste
00:13:19 til Aktiveringsmeditation.
Vi kunne føle jorden skælve under os, og luften hoste mørke
urenheder, som om at Jordens Hjerte Chakra virkelig var ved at få et
hjerteanfald og nu vred sig i sine sidste krampetrækninger. Det var så
mørkt omkring os at vi intet kunne se, men Jakob bøjede sig ned og
følte jorden som en blind mand. "Her er stien!" råbte han. Hans stemme
lød hul og fjern. Jeg kunne svagt skimte en lille jordsti bane sig vej
igennem græsset.
Jakob rejste sig og vi begyndte at løbe op langs stien. Ingen af os
sagde noget, al vores opmærksomhed var på den lille sti. Jakob løb
først, efter ham kom Janus, og til sidst mig. Tågen var så tæt at Jakob
var nødt til at stoppe flere gange og undersøge jorden, for at være sikker
på at vi stadig fulgte stien. Bakken blev mere og mere stejl, og et sted
hvor stien pludselig drejede, var Jakob lige ved at falde ned af bakkens
stejle, græsklædte sider. Jeg kiggede på mit ur: Den nederste skærm
viste 00:07:57 til Aktiveringsmeditation og vi var stadig
ikke kommet til bakkens top. Jeg så op og opdagede at vældige,
æteriske tågedunster strømmede ned imod os fra bakkens top, som om
at den høje bakke virkelig var en vulkan i udbrud. Tågedunsterne
skyllede ned imod os og jeg løftede armene som for at undgå et slag,
men det nyttede ikke noget. De æteriske udskillelser ramte mig som en
damptromle og jeg blev væltet omkuld. Jeg landede hårdt på græsset
ved siden af stien. Den hårde jord føltes kold som is. Alt blev mørkt. Jeg
kunne intet se.
"Moncler! Telperion!" råbte jeg. "Hvor er I?"
Et eller andet sted længere fremme i tågen, kunne jeg høre Janus'
stemme: "Starbrow! Moncler! Jeg kan ikke se noget!" Hans stemme lød
meget fjern, som om at han lå nede i et dybt hul.
De sorte, æteriske tågedunster klyngede sig til mig, som slimede
fangarme der ville klemme alt livet ud af mig. Jeg kunne ikke trække
vejret. Jeg følte mig fuldstændig paralyseret. Pludselig mærkede jeg
noget fumle ved mit ben: En hånd!
"Starbrow! Er det dig?" hostede Jakob.
"Det... er mig..." stønnede jeg, mens jeg prøvede at befri mig selv fra
den æteriske sorthed som væltede ned over os fra bakkens top.
Pludselig mærkede jeg en anden hånd fumle ved mit hår. Det var
Janus. "Starbrow! Moncler! Fokuser på Kraften!" råbte han.
311
Jeg lukkede mine øjne. Det gjorde ingen forskel. Alt var stadig sort.
Kraften er den eneste virkelighed. Almægtig og Allestedsnærværende.
"JEG ER KRAFTEN," hostede Janus.
"JEG ER KRAFTEN," gentog Jakob og mig.
De æteriske tågeskyer gav slip på mig og jeg kunne igen bevæge mig.
Jeg åbnede øjnene. Alt var stadig fuldstændig mørkt omkring os.
"Tilbage til stien!" råbte Janus.
Vi fumlede os frem på den kolde, hårde jord. Jeg kunne mærke
græsset under mine hænder, men ingen sti.
"Jeg kan ikke finde stien!" råbte Jakob fortvivlet.
Vi kravlede rundt i græsset og følte os frem til alle sider, men ingen
steder kunne vi mærke den lille sti som førte op til bakkens top.
"Vi har brug for lys!" råbte jeg.
Jorden skælvede og en ny stormskylle af æteriske tågedunster væltede
ned over os fra bakkens top. Vi blev slået omkuld igen. Jeg fokuserede
på Kraften i mit indre. JEG ER KRAFTEN. De æteriske tåger fløj forbi
os og fortsatte ned af bakkens sider. Vi blev ved med at fumle efter
stien, men vi kunne ikke finde den.
"Lys! Lys! Vi er nødt til at have Lys!" råbte Janus desperat.
Ingen af os sagde noget. I et langt øjeblik følte jeg den største
håbløshed og fortvivlelse overmande mig. Det kunne ikke være sandt!
Ikke nu, hvor vi var så tæt på målet! Jeg begravede mit hoved i mine
hænder. "Al den lange vej, alle disse mange liv, fra stjernerne til Jorden
- og så kan vi ikke komme videre nu."
"Stjernerne, Starbrow!" udbrød Jakob. "Selvfølgelig! Brug stjernen!
Staven og sværdet og stjernen er Lys! Det er det vi er! VI ER LYSET!"
Jeg kunne mærke Jakob hæve Monclers tryllestav op i luften. "Jeg ved
hvem jeg er!" råbte han. "JEG ER MONCLER!" I samme øjeblik at han
sagde det, lyste hele hans stav med et stærkt lys, som en fakkel der
pludselig brød i brand i den mørke nat. Lyset fra staven oplyste Jakob
og jeg kunne se ham stå rank og stærk foran mig i de sorte tåger. De
æteriske uvejrsskyer væltede ned over ham og prøvede at opsluge ham i
det dybeste mørke, men de kunne ikke slukke lyset i ham. For Jakob
vidste hvem han var: Moncler. En mægtig troldmand, som var kommet
langvejs fra stjernerne for at hjælpe menneskeheden. "JEG ER
MONCLER!" råbte han med klar stemme.
"JEG ER TELPERION!" udbrød Janus og hævede sit store
tohåndssværd op mod de æteriske skyer i trods. Sværdet skinnede som
en mægtig flamme, fra sværdskæfte til sværdspids. "Jeg vil aldrig mere
312
glemme! Jeg vil aldrig mere glemme hvem jeg er!" råbte han. "JEG ER
TELPERION!" De mørke skyer væltede ned over ham som en lavine,
men de var magtesløse overfor Lyset i ham. Telperion og Moncler
vendte sig mod mig, med hævet sværd og stav.
"Ja!" råbte jeg og bredte mine arme ud. "JEG ER STARBROW!" I
samme øjeblik at jeg sagde det, følte jeg en eksplosion af lys i min
pande. Det var som om at solen havde taget bolig i min pande, og nu
fyldte hele min krop, hele mit væsen, med lys og varme. "Jeg ved hvem
jeg er!" råbte jeg. "JEG ER STARBROW!"
Vi tog hinanden i hænderne og vendte os som med en bevægelse mod
bakkens top. Vi vidste hvor den var nu. Lyset som vi var oplyste vejen,
og vi kunne se den lille sti lige foran os. Lidt længere fremme blev den
til lange, brede trappetrin af sten og træ. Men vi behøvede ikke længere
stien for at finde vej til Glastonbury Tors top.
"Følg dit hjerte for kun dit hjerte kender vejen!" råbte jeg og sprang
fremad. Moncler og Telperion var ved min side. Staven og sværdet
skinnede i mørket. Stjernen i min pande kastede lange stråler af lys på
den kolde jord. Vores hjerter viste vejen. Staven, sværdet og stjernen i
et sidste, mægtigt løb mod hjertet i hjertet, toppen af Glastonbury Tor.
Opad og opad løb vi som besatte. Vi ænsede ikke længere sorte skyer
eller kvælende tåger. Vi ænsede ikke jorden der skælvede under vores
fødder. Vi sprang over trappetrin efter trappetrin, indtil stien pludselig
endte og vi kom til bakkens top. Der, ikke mere end tyve meter fra os,
stod det gamle middelaldertårn der i århundreder havde stået på toppen
af Glastonbury Tor, som et falmet billede af Det Hvide Tårn i
Shamballa. De sorte, æteriske uvejrsskyer skød op fra tårnets indre i
mægtige søjler og væltede ud over det omkringliggende land. Vi løb de
sidste meter hen til tårnet og stoppede foran portåbningen.
Janus så på sit Ashtar Kommando ur. "1 minut og 22 sekunder
tilbage," sagde han.
Vi trådte ind i tårnet. Jeg kunne mærke Kraftstedets enorme kraft
strømme op igennem det hårde stengulv. Lyset fra staven, sværdet og
stjernen oplyste tårnets indre og kastede stråler af lys på de gamle
stenvægge. Foran hver af tårnets to vægge stod en bred stenbænk.
Vi stillede os i en cirkel i midten af tårnet. Moncler løftede sin stav.
Telperion rakte sit sværd højt op i vejret. Jeg bredte mine arme ud.
Lyset fra stjernen i min pande fik Moncler og Telperion til at pulsere
foran mig som to strålende søjler af lys. Så sagde vi alle tre i kor:
313
"MED KRAFTEN SOM MIT VIDNE
INDTAGER JEG NU MIN RETMÆSSIGE PLADS
SOM JORDENS VOGTER."
Vi stod i et øjeblik og følte Kraftstedets energi strømme igennem os, så
satte vi os ned. Jeg satte mig på den lave stenbænk foran højre væg,
Moncler og Telperion satte sig over for mig, på stenbænken foran
venstre væg. Vi så alle tre ned på vores Ashtar Kommando ure: Den
øverste skærm viste 24:00:08 til Akseskift. Den nederste
skærm viste 00:00:08 til Aktiveringsmeditation.
"Er I klar?" sagde Jakob. "7-6-5-4-3-2-1-NU!"
314
11
Den Nye Vision
"I BEGYNDELSEN: KRAFTEN
NU: KRAFTEN
TIL SLUT: KRAFTEN
HER, DER, ALLEVEGNE: KRAFTEN
FRA ALFA TIL OMEGA: KRAFTEN
I HIMLEN, PÅ JORDEN: KRAFTEN
I DET STØRSTE, I DET MINDSTE: KRAFTEN
I ILDEN, I VANDET, I JORDEN, I LUFTEN: KRAFTEN
I MIG, I DIG, I ALLE: KRAFTEN
OVER MIG, UNDER MIG, OMKRING MIG: KRAFTEN
I MIG, IGENNEM MIG, FRA MIG: KRAFTEN
I MINE TANKER, I MINE ORD,
I MINE HANDLINGER: KRAFTEN
KRAFTEN ER ALT I ALT
ALT LIV, AL INTELLIGENS, AL KÆRLIGHED
KRAFTEN ER DEN ENESTE VIRKELIGHED
OG SÅLEDES ER DET!"
Lyden af vores messende stemmer blev kastet frem og tilbage mellem
de gamle stenvægge. For hvert ord vi sagde voksede vores stemmer i
kraft indtil vi lød som et mægtigt kor. Ganske som i vores fortidige liv i
Krystalgrotten åbnede formularen en port til de højere dimensioner.
Igennem porten strømmede et væld af sære geometriske former,
ildbogstaver, vibrerende farver og smukke, høje toner. Lyden af vores
stemmer tiltog i styrke indtil jeg følte at jeg var fuldstændig et med
Kraften. I samme øjeblik at jeg følte det, vidste jeg at aktiveringen var
begyndt! De geometriske former og farver blev til krystalklare, levende
billeder. Og så var den der: Den Nye Vision!
315
For mit indre øje så jeg en mægtig bølge af Lys der strømmede fra
Himlen ned til Jorden... ind over havene og bjergene... ind over landet
og byerne... ind i storbyernes højhuse og fattige slumkvarterer... ind i
forstædernes parcelhuse og verdens flygtningelejre... ind i
rigmandsvillaer og paladser... ind i hospitaler og fængsler... ind i
regeringsbygninger og skoler... ind ad vinduer og ind ad døre... ind i
hvert eneste hjerte... et Lys der vækkede den slumrende Kraft i alle
mennesker... i præsidenter og politikere, i fabriksarbejdere og farmere...
i forretningsfolk og filmstjerner, i gadebørn og gangstere... i mødre og
fædre, i søstre og brødre... i unge og gamle... og de rejste sig alle som
en... og forvandlede øjeblikkeligt sygdom til sundhed... fattigdom til
rigdom... forurening til renhed... mørke til lys... og mismod til tro, håb
og kærlighed... alt dette så jeg for mit indre øje... Den Nye Vision... alle
mennesker, alle racer, alle nationer, alle religioner... forenet i Kraften...
Et med Kraften... en glædessymfoni af godhed... en kaskade af kollektiv
kærlighed... en formidabel følelse af fred... en himmelsk have af
harmoni... en smuk sang af skønhed... en vældig velsignelse af visdom...
et varmt væld af vitalitet... en salig strøm af styrke og sundhed... livets
levende leg... på mageløse magiske Moder Jord... vores himmelske
hjem i Universet... og så vidste jeg... Himlen er på Jorden nu...

Og der blev vi... et sted hinsides tid og rum... indtil Sandhedens Time
kom...

Jeg kiggede på mit Ashtar Kommando ur. Den øverste skærm viste
00:02:23 til Akseskift. Der var to minutter til midnat. To
minutter til Sandhedens time. I næsten 24 timer nu, havde jeg sammen
med Jakob og Janus gentaget Det Store Hvide Broderskabs formular og
ladet Den Nye Vision strømme igennem min bevidsthed. Nu var der kun
to minutter til vi ville se om alle de frivillige også var nået frem til deres
Kraftsted og havde udført aktiveringsmeditationen. Hvis ikke alle 139
grupper var nået igennem til deres Kraftsted og havde gennemført deres
aktiveringsmeditation, ville Lysets Netværk ikke få nok energi til at
blive genoprettet. Men jeg prøvede ikke at tænke på det. Jeg kiggede
316
over på Jakob og Janus, og vidste at vi alle tre tænkte det samme: Dette
er Sandhedens Time.
Pludselig hørte jeg en klar stemme i mit indre. Det var Sananda: "Rejs
jer nu, Jordens Vogtere! Dette er Sandhedens Time. I er kommet
langvejs fra, igennem mange galakser, igennem mange liv, for dette
øjeblik. Rejs jer, stig op! Dette er det hellige øjeblik I har ventet på så
længe. Fokuser jeres fulde opmærksomhed på formularen og Den Nye
Vision. Lad intet andet komme ind i jeres bevidsthed, intet andet. Dette
er det kritiske øjeblik. Gør det NU!"
Som med en bevægelse, rejste vi os op. Så sagde vi i kor:
"I BEGYNDELSEN: KRAFTEN
NU: KRAFTEN
TIL SLUT: KRAFTEN
HER, DER, ALLEVEGNE: KRAFTEN
FRA ALFA TIL OMEGA: KRAFTEN
I HIMLEN, PÅ JORDEN: KRAFTEN
I DET STØRSTE, I DET MINDSTE: KRAFTEN
I ILDEN, I VANDET, I JORDEN, I LUFTEN: KRAFTEN
I MIG, I DIG, I ALLE: KRAFTEN
OVER MIG, UNDER MIG, OMKRING MIG: KRAFTEN
I MIG, IGENNEM MIG, FRA MIG: KRAFTEN
I MINE TANKER, I MINE ORD,
I MINE HANDLINGER: KRAFTEN
KRAFTEN ER ALT I ALT
ALT LIV, AL INTELLIGENS, AL KÆRLIGHED
KRAFTEN ER DEN ENESTE VIRKELIGHED
OG SÅLEDES ER DET!"
Jeg følte stjernen i min pande eksplodere i lys. Det var næsten som om
at Lyset og Den Nye Vision smeltede sammen og blev et, og for mit
indre øje så jeg en strålende ny verden, skabt af Lys, omgivet af Lys og
gennemtrængt af Lys. Jeg følte hver eneste celle og atom i min krop
blive gennemtrængt af Lyset. Der var ikke længere nogen grænser
mellem min krop og Lyset der strømmede ned fra Himlen, mellem mit
sind og den strålende Nye Vision. Lyset var alle steder, alle tider. For
mit indre øje så jeg hundredvis af andre Kraftsteder på Jorden blive
gennemstrømmet af Lyset. Den strålende Nye Vision strømmede fra alle
Kraftstederne og ud over hele Jorden. Mit sind var et med alle de andre
317
frivilliges sind. Vores sind var et med alle mennesker på Jordens sind.
Et Sind, En Vision, En Verden, Et Lys. Jeg hørte helt tydeligt ordene:
"Himlen er på Jorden nu." Så blev alt til Lys.

Et eller andet sted i udkanten af min bevidsthed kunne jeg høre en fugl
synge. Jeg mærkede solens varme stråler på mit ansigt. En let brise
smøg sig om min krop. Jeg følte mig utrolig fredfyldt. Af en eller anden
grund tænkte jeg at jeg måtte være i Afslapningsskoven, men jorden
under mig føltes meget hård og kold. Jeg åbnede mine øjne og
opdagede at jeg ikke lå i Afslapningsskoven, men på den hårde
stenbænk i tårnet på toppen af Glastonbury Tor. Solen skinnede og de
mørke tåger var væk. Jeg satte mig op. Jakob og Janus sad ikke længere
på stenbænken overfor mig.
Jeg gik hen til portåbningen og kiggede ud. Jakob og Janus stod nogle
meter fra tårnet og så ud over landskabet. Solen skinnede fra en klar blå
himmel. Vi var stadig i live. Moder Jord havde ikke lavet et totalt
akseskift! Lysets Netværk var blevet oprettet og Den Nye Vision...
"Godmorgen, Starbrow," sagde Jakob og vendte sig mod mig.
"Godmorgen, venner," sagde jeg og stillede mig hen ved siden af dem.
Da jeg kom hen til kanten af bakken, opdagede jeg at det kun var
toppen af bakken som blev varmet af solens stråler. Resten af landet
omkring os var stadig dækket af tåger. Glastonbury Tor var som en klar
ø i et hav af grå tågedunster.
"Hvad sker der?" spurgte jeg.
"Jeg tror tågerne er ved at forsvinde," sagde Janus. "For et par
minutter siden lå de meget højere oppe. Nu kan man se toppen af
træerne."
Jeg fulgte hans blik. Det var rigtigt. Tågerne var langsomt ved at
forsvinde, som dug for den klare morgensol. Jeg kunne se det øverste af
nogle høje egetræer på den ene side af bakken stikke op over tågehavet.
Og det gik hurtigt nu. Tågerne omkring Avalon blev tyndere og tyndere,
indtil jeg begyndte at kunne se igennem dem. Træer og buske, marker
og små stier begyndte langsomt at blive tydelige. Til sidst var tågerne
fuldstændig væk. Foran os strakte der sig nu et smukt grønt land. Vi
kunne se de første tegn på forår spire frem i landskabet. Æbletræerne
var begyndt at skyde knopper og små blomster tittede frem alle vegne.
Der lå en dyb fred over landet. Og et lys... et lys som ikke kun skyldtes
318
solens stråler. Jeg vendte mig mod mine to venner.
"Så gjorde vi det," sagde jeg. "Vi forhindrede akseskiftet."
"Ja," sagde Jakob. "Så du ikke Den Nye Vision sprede sig over hele
Jorden?"
Jeg nikkede. Vi gik helt hen til kanten af bakken, hvor den lille sti
begyndte. Et par kilometer væk kunne vi se den lille landsby
Glastonbury. Byen var ved at vågne og vi kunne se biler køre langs de
små snævre veje.
"Hvad gør vi nu?" spurgte Janus. "Selv om vi lige har forhindret et
totalt akseskift, kan vi vel godt gå ned i byen og få os en bid
morgenmad?"
"Er du gal mand!" sagde Jakob. "Har du glemt at Sananda og Ashtar
sagde at vi kun har to-tre år til at lave om på hele verden, forhindre et
nyt akseskift, og ikke mindst udskifte hvert eneste menneskes negative
og begrænsende tanker med Den Positive Nye Vision!"
Jeg grinede: "Og eftersom der er 6 milliarder mennesker på Jorden ved jeg ikke rigtig om vi har tid til morgenmad."
"Tak for kaffe!" grinede Janus. "Men vi bliver vel ikke alene om
opgaven?"
"Nej, ikke alene," sagde jeg. Jakob og Janus vendte sig mod mig, og
så mig kigge tilbage på det gamle middelaldertårn. Tårnet glimtede i
sollyset og i et kort øjeblik syntes jeg at det gamle tårn blev til Det
Hvide Tårn i Shamballa. I portåbningen stod en ung mand. Hans klare
blå øjne strålede og han smilede til os. Ved hans side stod tre kvinder,
omgivet af gyldne auraer. De vinkede til os. Oppe over tårnet svævede
adskillige sølvglinsende stjerneskibe. Og fra det største af skibene
strømmede en mægtig stråle af lys, som jeg vidste kun kunne komme fra
Den Der Stråler Mest...
"Vi er ikke alene," smilede jeg. Så vendte vi os om og begyndte at gå
ned af bakken.
319