Indhold

Indhold
Titel
Aftensang
Agathe i sit jomfrubur
Agnete og havmanden
Aldrig en sømand
Anna og Anders
Baconsangen
Bahrains sang
Bjesk
Blåbærfred
Conrad hvor din bukser
Da manden ind i…
Den fiffige bejler
Den fulde dværg
Den fulde sømand
Den gamle spillemand
Dengang havet blev…
Den lange hr. Jensen
Den unge hr. Pedersen
Der stod to piger
Der var en skikkelig…
De to brødre
De to ravne
De tre møer og røveren
Det skal jeg garantere
Doktor Merks levertran
Dommedag dommedag
Drafur og Gildur
Du er kvinden
Dumdideli dej
Dværge danse sangen
Dødehæren
Elverne
En lille en om morgenen
En orks liv
En pige gik i eng
En skrædder og hans..
En ulykke kommer…
Erik Langknivs vise
Et glas porter
Eylindars Bjerge
Festen er lige begyndt
Filligutten
For-glem-mig-ej
Gådemesterens sang
Side
41
28
92
78
19
82
29
51
16
17
88
120
71
15
20
116
84
67
80
69
112
31
33
105
14
103
104
32
70
118
96
34
21
36
63
57
122
35
22
59
37
38
44
30
Titel
Hans den bondeknøs
Hey Nonny Nonny
Hold kæft jeg er fuld
Hvad kan vel være…
Hymne til kokken
Håbet lever i mindet
I Kongens gade
Jeg gik mig ud og…
Jeg så en ulv…
Kan du drikke
Katten ned i sækken
Khang flodens stemme
Knalde Kalle
Knokkelmanden
Knud Lille og kongen
Kom ud min kære Klara
Konen på øen
Konen ved floden
Kragevisen
Kresten
Krigeren
Kræn Piensens…
Kyskhedsbæltet
Lad fløjten tale
Lille Marie
Lygtemanden
Læg din maw
Manden og konen
Marius von Witten…
Midvinter
Mine sangen
Mit liv er et glas
Morgan kvadet
Mosekællingen
Munken fra Gørglum
Nattens væsener
Når bjælderne danser
Olufs bacon kvad
Pigen og drengen
Pindsvineskindet
Ridder Phillips…
Rolandskvadet
Rosenborg Have
Rottefængeren
Side
68
90
85
86
39
91
93
72
100
75
99
40
106
42
45
2
53
12
81
23
102
24
64
11
10
9
43
108
89
58
26
73
98
87
25
115
47
110
79
74
8
7
119
52
Titel
Ræven er ude med…
Ræven og bonden
Røvernes sang
Røvfar
Silvia havets frue
Skønne Mary
Sortvads skeletter
Spillemanden
Syv fulde nætter
Sødeste flickan fin
Sørøvere elsker ø1
Så spurgte jeg Louise
Thorvald blærerøvs…
Tortuga er mit hjem
Tralulalej
Troels fra Løkken
Uden for slottets porte
Ud på heden
Vagterne sidder i…
Vandreren
Verdens uheldigste…
Vi kommer fra dalenes
Vi kæmper kun for øl
Visen om Hedegård
Vi skal alle hænges
Vores værtshus
Vreden rejser sig til…
Vætterne
Åh du lille pige
Åh hvilken herlig kro
Side
76
6
46
48
109
13
50
111
4
77
49
101
62
61
97
54
3
56
66
94
55
95
1
114
65
27
124
60
107
18
Vi kæmper kun for øl
Vi kæmper kun for øl
Vi kæmper kun for øl
Vi kæmper kun for øl og for penge
Hvis vi ingen penge får eller øller lige så
Må i kæmpe kampen uden os så længe.
Jeg vågnede fra blund
en tidlig morgenstund
og hørte herremandens stemme kalde:
"Grib til våben alle mand
alle de som kæmpe kan
mod vor fjende skal vi sejre eller falde!"
Men vi...
Jeg vågnede fra blund
en tidlig morgenstund
og hørte adelsmandens stemme kalde:
"Grib til våben alle mand
alle de som kæmpe kan
mod vor fjende skal vi sejre eller falde!"
Men vi...
Jeg vågnede fra blund
en tidlig morgenstund
og hørte selve kongens stemme kalde:
"Grib til våben alle mand
alle de som kæmpe kan
mod vor fjende skal vi sejre eller falde!"
Men vi....
(Men så sagde kongen også..)
"Så lad dem øller få
og penge lige så
hvis for konge og for rige de vil kæmpe."
Nu til våben alle mand
alle de som kæmpe kan
mod vor fjende skal vi sejre eller falde
Men vi....
Kom ud min kære Klara
I en landsby tæt ved skoven
bo´ed en ungmø med sin far,
Hendes hjerte var af guld
og så smuk en pi´ hun var.
Men en dag kom der en rigmand
rid´ne til hend´s faders hjem,
Hans hest var hvis som sneen
og han kom der klokken fem.
Men Klara sag´ til manden
” Jeg må desvære takke nej,
Jeg vil ej ha guld ej rigdom
og jeg elsker ikke dig”
Men så sag´ Klara´s fader
”Du skal gør´ hvad der bli´r sagt
Du skal giftes nu på søndag
og lev´ i pomt og prægt”.
Kom så ud min kære Klara
kom så ud´nfor hvis du kan
Kom så ud min kære Klara
vis din´ ben til en herremand.
Kom så ud…
”Jeg er kommet for at giftes
med din datter hvis jeg må
Jeg har magt og jeg har rigdom,
jeg har guld som du kan få
Jeg vil bygge hend´ et landsted
på stør´lse med et slot
Hun skal leve som en droning
og få alt både stort og småt”.
Kom så ud…
I en landsby tæt ved skoven
løber en vild flod tæt forbi
De fandt Klara der ved midnat
hun hav´d druknet sig der i
Og der hjemme sider fader´n
og sørger sig ihjel
Ӂh min stakkels datter Klara
hvorfor drabte du dig selv”
Kom så ud…
Kom så ud…
Uden for slottets porte
Ud´n for slottets po-o-rte
Der lå en masse lo-o-umske hunde
Dagen så lang
Derfor var de hunde af første rang
Og alle skulle vi-ide
Når kongen skulle ski-i-ifte skjorte
Og kongens ene sø-øster
Hun ha'd så store bry-y-yllupsplaner
Kongens ene da-a-tter
Hun ha´d så store pa-a-andelokker
Den anden datter Lise
Hun havde så smuk en fi-i-istelstemme
Og kongens gamle, vise mænd
De ha'd så store ti-i-imelønne
I kælderen bo´ede der tosser
De ha'd ingen no-o-nedragter
Og den gamle junker
Han samlede på klo-o-oge venner
Tjeneren Klaus Klu-u-umpe
Han tørred´ fruens ru-u-ustne knive
Og narren Gamle Jokum
Han bo'de på et lu-u-ummert vær'lse
Narrens gamle tudse
Den boede i en ku-u-urv i haven
Og gartneren hed Janus
Han passed' kongens a-a-anemoner
Og i haven boed en ni-i-se
Den skulle altid pi-i-ille jordbær
Og til aften var der væ-æ-ælling
Den blev lavet af en kæ-æ-æmpe
MØGSO!!!!!
Dagen så lang
Derfor var hun MØGSO! af første rang
Derfor var hun MØGSO! af første rang
Derfor var hun MØGSO! af første rang
Syv fulde nætter
Og da jeg kom hjem en mandag nat
med meget stort besvær,
Så jeg der i stalden stå
en hest, hvor min hest sku´ vær´.
Så jeg kaldt´ på min kon´ "Hør, sig mig lig´,
er det mig, der er blevet sær?
Men hvad laver hesten i stalden der,
hvor min egen hest sku´ vær´?"
"Ej, du' fuld, du' fuld, din gamle nar
Og se, det kan du ej:
Det' et helt nyt spisebord,
som min mor har sendt til mig."
"I mange år har jeg vandret,
Mindst tusind og en kilomet´
Men et spisebord med saddel på
har jeg endnu aldrig set."
Og da jeg kom hjem en tirsdag nat
med meget stort besvær,
Så jeg der i ved døren stå
et par sko, hvor min sko sku´ vær´.
Så jeg kaldt´ på min kon´ "Hør, sig mig lig´,
er det mig, der er blevet sær?
Men hvad laver skoene ved døren der,
hvor min egen sko sku´ vær´?"
Ej, du' fuld …
Det er potteplanter,
som min mor har sendt til mig."
"I mange år har …
Men potteplanter af læder,
har jeg endnu aldrig set."
Og da jeg kom hjem en onsdag nat
med meget stort besvær,
Så jeg der på bordet lig´
en pibe, hvor min pibe sku´ vær´.
Så jeg kaldt´ på min kon´ "Hør, sig mig lig´,
er det mig, der er blevet sær?
Men hvad laver piben på bordet der,
hvor min egen pibe sku´ vær´?"
Ej, du' fuld …
Det' en helt nyt fløjte,
som min mor har sendt til mig."
"I mange år har …
Men stærk tobak i en fløjte
har jeg endnu aldrig set."
Og da jeg kom hjem en torsdag nat
med meget stort besvær,
Så jeg der på stolen hæng´
en vest, hvor min vest sku´ vær´.
Så jeg kaldt´ på min kon´ "Hør, sig mig lig´,
er det mig, der er blevet sær?
Men hvad laver vesten på stolen der,
hvor min egen vest sku´ vær´?"
" Ej, du' fuld …
Det' et bomuldstæppe,
som min mor har sendt til mig."
"I mange år har …
Men et bomuldstæppe med lommer i
har jeg endnu aldrig set."
Og da jeg kom hjem en fredag nat
med meget stort besvær,
Så jeg der på gulvet lig´
en skjorte, hvor min skjorte sku´ vær´
Så jeg kaldt´ på min kon´ "Hør, sig mig lig´,
er det mig, der er blevet sær?
Men hvad laver skjorten på gulvet der,
hvor min egen skjorte sku´ vær´?"
Ej, du' fuld …
Det' nogle nye gardiner,
som min mor har sendt til mig."
"I mange år har …
Men blå gardiner med knapper på
har jeg endnu aldrig set."
Og da jeg kom hjem en lørdag nat
med meget stort besvær,
Så jeg der i sengen lig´
en krop, hvor min krop sku´ vær´
Så jeg kaldt´ på min kon´ "Hør, sig mig lig´,
er det mig, der er blevet sær?
Men hvad laver kroppen i sengen der,
hvor min egen krop sku´ vær´?"
Ej, du' fuld …
Det' en foret dyne,
som min mor har sendt til mig."
"I mange år har …
Men en foret dyne med arme og ben
har jeg endnu aldrig set."
Og da jeg kom hjem en søndag nat
med meget stort besvær,
Så jeg der ud af døren løb´
en mand klokken kvart i fir´
Så jeg kaldt´ på min kon´ "Hør, sig mig lig´,
er det mig, der er blevet sær?
Men hvad laved' man på engen der
klokken ca. kvarter i fir´?"
Ej, du' fuld …
Det var Vagtkaptajnen,
som kom og besøgte mig."
"I mange år har …
Men Vagtkaptajnen med STÅ DRENG*
på
har jeg endnu aldrig set."
Ræven og bonden
Og bonden han gik sig ud i grønne eng
Der mødte han ræven
Og bonden han gik sig ud i grønne eng
Der mødte han ræven
Havde jeg blot pelsen din
Til fóret under huen min
Til julen.
En velfodret okse den var nok god at ha’
Men den kan jeg ikke slagte
Nej vinteren er så hård og så streng
Og svært er det sin pels at miste
Aldrig får du pelsen min
Til fóret under huen din
Til julen
Ud kommer rævens søster så fin
Og hun vil med ræven tale
Aldrig får han pelsen din
Til fóret under huen sin
Til julen
Et gyngende skib det vil jeg give dig
Det største som du vil have
Du skal ej sælge bonden din pels
For han kan den ej betale
Et gyngende skib det var nok godt at ha’
Men det kan jeg ikke styre
Bonden han spænder buen for sit knæ
Og skød efter rævepelsen
En ganger så grå den vil jeg give dig
Den bedste som du vil have
Men !
En ganger så grå den var nok god at ha’
Men den kan jeg ikke ride
En velfodret okse vil jeg give dig
Den største som du vil have
En velfodret gås det vil jeg give dig
Den bedste som du vil have
En velfodret gås det var nok godt at ha’
Men svært er det sin pels at miste
Ræven den sprang ad skoven til
Og råbte: ”Godnat !” til bonden
Aldrig får du pelsen min
Nej Aldrig får du pelsen min
Nej Aldrig får du pelsen min
Til julen.
Rolandskvadet
Tre mine brødre hjemme gik
og passede, hvad de skulle.
De andre tre i striden for
og mødte dødens kulde.
Ride I ud af fjendeland
med dragne sværd bag skjolde.
Blæs i luren Olivan
på Ronsar volde.
Bud der kom til Rolands gård:
Brødrene hans var døde.
Han sadlede hest og red af land
at lade drabsmænd bøde.
Ride I ud af …
Kæmpede ud på Ronsar vold
i uger to og trende.
Da mæskede ulv og ravne sig
i kødet af døde svende.
Ride I ud af …
Roland satte luren for blodige mund
blæste i den med vrede.
Da revnede jord og klipper hård,
stjernerne måtte græde.
Ride I ud af …
Rød af blod gik Roland frem,
svingede sværdets fane.
Han skilte hoveder fra kroppene
på sine brødres bane.
Ride I ud af …
Så vandt Roland striden lang
til sine frænders ære.
Dog døden stadig holdt sit greb
stramt om hans brødre kære.
Ride I ud af …
Trods sejren sød var skænket ham
han vender hjem syg i sinde.
Thi hvorhen striden falder ud
døden altid vinde.
døden altid vinde.
Ridder Phillips kærlighed
Hr. Phillip var en ridder
af stolt og ædel stand
Ej før man i det ganske land
har set så brav en mand
Sin lanse holdt han stiv og strunk,
så prægtigt var hans sværd
Men der var én han yndede
at støde i især!
Når Phillip han blev varm og kåd,
så tog han brynjen af
På hesten hang en skammel
I ved vist nok til hvad!
Så kæmped’ han den søde kamp
til allersidste stød
Og plantede et kærligt kys
på hestens mule blød.
Hr. Phillip red så vidt og bredt
på lystig ridderfærd
Og mangen ork og alskens pak
de segned’ for hans sværd!
Om natten gjord’ han ofte holdt
i kold og ensom skov
Det ku’ ha’ været trist...
Men med hesten var det sjov!
For Phillip...
For Phillip, Ridder Phillip,
han elsker kun sin hest
For nok er kvinder skønne
men heste er jo bedst!
I kvindfolk her, som sukker
efter stolt en riddersmand
Mit råd det er: Søg andetsteds
når hjertet står i brand
Lad riddere blot hygge sig med
grisen og får og hund og kat og Ræv
Nej, vil I ha´ det rigtigt sjovt?
så kys lidt på en Dværg
For Phillip...
For Phillip...
Lygtemanden
Længe har jeg trådt min vej
Hvor er mine fødder dog ømme.
Mørket er tæt og vinden sej.
Med ét var der tre af de lysende små.
Jeg styrtede rundt på må og få.
Lys, lygtemand lys…
Lys, lygtemand lys.
Vis mig vej skatten vil jeg finde.
Hvor er mine fødder dog ømme.
Han lokked’ mig, han gløded’ som kul.
Jeg løb og faldt i et mosehul.
Lys, lygtemand lys…
Jeg traver i skoven og løber i by’n.
Jeg tror vist nok jeg har haft et syn.
Lys, lygtemand lys…
I stedet for lykken jeg tro’de at få,
Der sad jeg med mudder og andemad på.
Lys, lygtemand lys…
En aften kom jeg til søens bred.
Engen var smuk og alt åndede fred.
Lys, lygtemand lys…
Mit hoved det værked, min ryg gjorde ondt.
Overalt hvor jeg så sprang lygtemænd rundt.
Lys, lygtemand lys…
Da så jeg i mørket en blå-lilla mand.
Han dansede rundt på tuer og vand.
Lys, lygtemand lys…
Nu går jeg og leder hver eneste nat.
Jeg tror vist nok jeg har set en skat.
Lys, lygtemand lys…
Snart sprang han op og snart sprang han ned.
Snart ha’de jeg glemt, hvad det var jeg hed.
Lys, lygtemand lys…
Tusinde mennesker hilser jeg på.
Jeg ser ikke mere det som jeg så.
Lys, lygtemand lys…
Lys, lygtemand lys…
Lille Marie
Der er en dejlig pige og hun er rigtig sød,
Mange hede nætter har jeg tilbragt i hen´s skød.
Hendes røv er lækker og barmen er så blød,
Så jeg tror at jeg bli´r lig´nde nogle timer.
Maries mor syn´s
Mari´ skal gifte sig med mig,
Fordi vi havde et uheld
med vores hede kysseleg
Jeg skal giftes med Marie
om jeg vil det eller ej
Alle får det meget bed´re
når Marie bli´r gift med mig.
Maries gamle mor hun er en rigtig heks,
Hun vil nem´lig ikke ha´ at Marie og jeg har sex.
Så vi ligger hem´ligt sammen
på Maries lille briks,
Og det en´ste der kan hør´s er vores stønnen.
Maries mor syn´s…
Marie er en tøs, alle drengene kan li´,
Og der er mange før der har prøvet på at fri.
Men jeg er den en´ste mand
der kan få hend´ til at skrig´:
”Åh! Sådan har jeg aldrig fået den før, UH!”
Maries mor syn´s…
På onsdag er der bryllup og det er rigtigt surt
For jeg hader hend´s familie
og især hend´s onkel Kurt
Så når jeg står hos præsten
vil jeg sikkert tag´en spurt
Og gemme mig i sengen hos den næste.
Maries mor syn´s…
Der er en dejlig pige og hun er rigtig sød,
Mange hede nætter har jeg tilbragt i hen´s skød.
Hendes røv er lækker og barmen er så blød,
Så jeg tror at jeg bli´r lig´nde nogle timer.
Maries mor syn´s…
Alle får det meget bed´re
når Marie bli´r gift med mig.
Lad fløjten tale
Lad fløjten tale om alt, jeg ved
Om havets brusen og skovens fred
Den milde vind i den lyse nat
Nattergalens sang i det dunkle krat
Trods alt der hændte i krigens gru
Skal fløjten synge for dig endnu
Trods blodet der spildtes og barnegråd
Vil vi følge vore hjerters råd
Lad fløjten tale om sult og nød
Krigens rædsel, sorg og død
Om Folket det største, om alt vi led
Men mest af alt om min kærlighed
Lad fløjten tale…
Nyfødt blev givet os denne jord
Skoven gav os vort brød og bord
Vi dansed´ og elsked´ på Månens bud
Og nu som dengang står kvinden brud
Lad fløjten tale…
Kom, sæt dig hos mig, lyt til bækkens
sang
Væv harmonier til fløjtens klang
Når sangen endes, så svar mig, at
Du vil blive min i nat
For fløjten har talt….
Konen ved floden
Der boede i et lille bitte hus
A vilja vilja volje
Der boede i et lille bitte hus
Nede ved flodens bredder
Det var to vagter og en bøddel .
A vilja vilja volje
Det var to vagter og en bøddel .
Nede ved flodens bredder
Hun havde en spædbarn på knapt et år.
A vilja vilja volje
Hun havde en spædbarn på knapt et år.
Nede ved flodens bredder
Hun blev ført væk og i fængsel sat.
A vilja vilja volje
Hun blev ført væk og i fængsel sat.
Nede ved flodens bredder
Hun havde en brødkniv lang og skarp.
A vilja vilja volje
Hun havde en brødkniv lang og skarp.
Nede ved flodens bredder
De lagde et reb omkring hends´ hals.
A vilja vilja volje
De lagde et reb omkring hends´ hals.
Nede ved flodens bredder
Så stak hun kniven i barnets krop.
A vilja vilja volje
Så stak hun kniven i barnets krop.
Nede ved flodens bredder
De trak i rebet og hun var ej mer´.
A vilja vilja volje
De trak i rebet og hun var ej mer´.
Nede ved flodens bredder
Der kom 3 mænd, som på døren slog.
A vilja vilja volje
Der kom 3 mænd, som på døren slog.
Nede ved flodens bredder
Det var enden på konens liv
A vilja vilja volje
Og dermed er min fortælling slut
Nede ved flodens bredder
Skønne Mary
På vej til byen Droers marked
En skøn forårsdag i maj
Imens jeg gik og fløjted´ lystig
En ung skøn pige mødte jeg
Jeg gik hen til hend´ og sagde,
Mit æsel kan sagtens bære to
”Jamen, eftersom du har æsel
Takker jeg,” sagde hun og lo
Men da vi kom til byen Droer
Steg hun ned og sa´ ”Rejs med fred”
Da en tømmermand kom frem af vejen
Og med et slag han slog mig ned
Fjern din hånd fra skønne Mary,
Vi skal giftes inden læng´,
Vi skal til præsten nu i morgen
Og om aften sove i samme seng
Jeg følte mig lidt sur og knorten
Og mit venstre øje var blevet stør´
Så jeg slog ham venligt med min næve
Så han fløj ind i kroens dør
Fjern din hånd…
En byvagt kom rundt om hjørnet
Og sagde: ”Du har brudt en lov!”
Da æslet sparked´ ham på knæ´ne
Og han faldt om på byens torv
Fjern din hånd…
Men så kom vagtens broder løb´nde
Og han var ingen lille knøs
Og han slog mig blødt med sine knoer
Og så sad min tænder løs
Fjern din hånd…
Men skønne Mary smiled´ bare:
”Jeg vil rejse væk herfra med dig
Vi glemmer præsten nu i morgen
Og i nat skal vi ”hygge” du og jeg”
Fjern din hånd fra skønne Mary,
Hun vil rejse væk med mig
Vi glemmer præsten nu i morgen
Og i nat skal vi ”hygge” hend´ og jeg”
Igennem byen red vi sammen
Og folk kunne ej la´ vær´ at le
For med hendes skønhed og mine tænder
Var vi et syn, der var værd at se
Fjern din hånd ...
Doktor Merks levertran
Jeg´ en ung ægtemand og jeg er træt af mit liv:
På det seneste er det gået galt for min viv.
Hver eneste dag skal jeg hør´ på hend´s skrig:
”Åh, bar´jeg var død og mine trængsler forbi!”
Åh, doktor, åh, doktor,
åh, kær´ doktor Merk,
Din levertran, den er
så god og så stærk.
Jeg er bange for, min kon´
er på vanviddets rand
På grund af de flasker
med stærk levertran.
Min gode ven Karl kom forbi mig en dag,
Og da han så min kone, var dette hvad han sa´:
”Bare rolig, min ven, hun kan igen blive stærk,
hvis du køber en flaske fra kær´ doktor Merk.”
Åh, doktor, åh, doktor…
Jeg gik ned til doktor´n den følgende dag,
Og doktoren gav mig en flaske og sa´:
”Gi´ hend´ tre glas om dagen
eller fler´, hvis hun vil,
Og når flasken er tom, ja, så si´r du bare til.”
Åh, doktor, åh, doktor…
Jeg gav hend´ et glas og ”whuzz” det røg ned
Jeg gav hend´ et andet og samme vej det gled,
Jeg tænkte: ”Det her, det går jo som en leg,”
Da plus´lig min kone rev flasken fra mig.
Åh, doktor, åh, doktor…
Fra morgen til aften hør´ jeg flaskernes klir,
Og når jeg så spørger min kone,
er dette hvad hun si´r:
”Bar´ rolig, min skat, jeg kan stop´ når jeg vil,
men hvis det´ okay med dig,
tar jeg lige et glas til.”
Åh, doktor, åh, doktor…
Og nu sidder jeg her, helt ude af mig selv,
For min kone hun drikker sig snart helt ihjel.
Jeg har prøvet at stoppe hend´
med ”bål og brand,”
Men hendes død bli´r
doktor Merks levertran.
Åh doktor åh doktor…
Åh doktor åh doktor…
Den fulde sømand
Hvad skal vi gør' med den fulde sømand?
Hvad skal vi gør' med den fulde sømand?
Hvad skal vi gør' med den fulde sømand?
Tidligt om morgnen.
Hu hej, se hun sejler
Hu hej, se hun sejler
Hu hej, se hun sejler
Tidligt om morgnen.
Smid ham i brummen til han vågner
Hu hej, se hun sejler…
Han skal klynges op i masten
Hu hej se hun sejler…
Han skal trækkes efter skibet
Hu hej se hun sejler…
Hvad skal vi gør med den fulde sømand?
Hu hej se hun sejler…
Læg mig i seng med kaptajnens datter
Hu hej se hun sejler…
Det skal vi gør´ med den fulde sømand
Det skal vi gør´ med den fulde sømand
Det skal vi gør´ med den fulde sømand
Tidligt om morgnen.
Hu hej se hun sejler…
Hu hej se hun sejler…
Blåbærfred
I Blåbærfred der bo´de en mand,
Han ejed´ en kro ved det blanke vand.
Han havde en datter på 17 år,
En skøn lille pig´ med gyldent hår
Tag og rejs ned…
Tag og rejs ned, tag og rejs ned
Tag og rejs ned til Blåbærfred
Vor´s ven han kom ved aftentid
Og hev i snøren efter bid.
Der kom et svar fra snorens top
Og pigen kom ned og lukked´ op.
Tag og rejs ned…
En aften kom en gut forbi,
Han var en sømand, der havde fri
Han spurgte pigen: ”Er du gifteklar?
For så skal jeg nok tag´ og spørg´ din far”.
Tag og rejs ned…
Sømandens knæ de blev som smør,
Da pigen stod i den åbne dør.
Hans hjerte hamred´ som bølgen blå,
For snoren var det eneste hun havde på!
Tag og rejs ned…
Men pigen svar´d: ”Du kan tro nej.
Hvorfor skulle jeg dog gå med dig?
Jeg vil ikke bindes til en mand,
Jeg har det fint ved det blanke vand”
Tag og rejs ned…
Så alle I mænd, der er til pi´r:
Tag til Blåbærfred, det er hvad jeg si´r.
Det er her de smukke tøser bor
Og alt du skal gøre er at hiv´ i der´s snor.
Så bandt hun om sin hånd en snor
Og hviskede til sømanden disse ord:
”Kom igen i morgen ved aftentid
Og hiv i snoren, måske er der bid...”
Tag og rejs ned…
Tag og rejs ned…
Conrad hvor´ din´ bukser?
Om solen skinner på min vej,
om vinden den blæser eller ej,
Alle jeg møder, de spørger mig:
"Conrad, hvor´ din´ bukser?"
Jeg styrtede ud på gaden og skreg,
om de skulle tæskes eller ej?
"Hvem af jer tør spørge mig:
´Conrad, hvor´ din´ bukser?´"
Jeg kom fra bjergene for at se mig om,
og jeg fandt, at verdenen den ej var tom,
men ligegyldigt hvor hen jeg kom. spurgt´ de:
"Conrad, hvor´ din´ bukser?"
Om solen skinner...
Om solen skinner...
Min rejse førte mig til byen hen:
Jeg søgte en pige for at bliv´ hendes mand.
Men da jeg kom til porten hen, spurgt´ de,
"Conrad, hvor´ din´ bukser?"
Om solen skinner...
De lukkede mig ind bag byens mur,
jeg gik til en kro for at få en lur,
men kroværten lo, da det blev min tur:
"Ho ho, Conrad, hvor´ din´ bukser?"
Om solen skinner...
Jeg gik til mit værelse og lagde mig ned,
men folk ude på gaden lod mig ej i fred,
og det de råbte, det gjorde mig vred:
"HEY, CONRAD, HVOR´ DIN´ BUKSER!"
Om solen skinner...
Folkene veg tilbage fra mig,
jeg trode de havde stoppet deres leg.
Men så var der en, der spurgte mig:
"CONRAD, HVOR´ DIN´ BUKSER?!!!"
Om solen skinner...
Jeg vendte mig om og blev lig-bleg,
da jeg så en kæmpe (fyr), der sagde til mig:
"Jeg er ikke bange for at spørge dig:
Conrad, hvor´ din´ bukser?"
Om solen skinner...
Jeg løftede mine arme for at værge for mig,
og tænkte om jeg skulle løbe min vej.
Kæmpen kom spænende hen mod mig,
men så faldt han i sine bukser!
Om solen skinner...
Folk omkring mig råbte ej mere op,
og så var jeg kommet på lykkens top.
Alle de spottende havde straks sagt stop.
"Shhh.. spørg ikke om hans bukser."
Om solen skinner...
Åh hvilken herlig kro
Åh hvilken herlig kro,
Øllet er godt og maden go´
Åh hvilken herlig kro,
Og hvem er det der kommer nu?
Det er bonden med sin ko
Den store ko den tykke ko
Han er på kro
Og hvem er det der kommer nu?
Åh hvilken herlig kro…
Det er Smeden med sit stål
Det tunge stål det blanke stål
Smeden og Bonden er på kro
Og hvem er det der kommer nu?
Åh hvilken herlig kro…
Det er Vagten med sit spyd
Det lange spyd det spidse spyd
Vagten og Smeden,
Smeden og Bonden er på kro
Og hvem er det der kommer nu?
Åh hvilken herlig kro…
Det er Præsten med sin bog
Den store bog den tykke bog
Præsten og Vagten,
Vagten og Smeden,
Smeden og Bonden er på kro
Og hvem er det der kommer nu?
Åh hvilken herlig kro…
Det er Bager´n med sit brød
Den friske brød det dejlig´ brød
Bager´n og Præsten,
Præsten og Vagten,
Vagten og Smeden,
Smeden og Bonden er på kro
Og hvem er det der kommer nu?
Åh hvilken herlig kro…
Det er Kriger´n med sit sværd
Det skarpe sværd det blanke sværd
Kriger´n og Bager´n,
Bager´n og Præsten,
Præsten og Vagten,
Vagten og Smeden,
Smeden og Bonden er på kro
Og hvem er det der kommer nu?
Åh hvilken herlig kro…
Det er Dværgen med sit skæg
Det store skæg, det flotte skæg
Dværgen og Kriger´n
Kriger´n og Bager´n,
Bager´n og Præsten,
Præsten og Vagten,
Vagten og Smeden,
Smeden og Bonden er på kro
Og hvem er det der kommer nu?
Åh hvilken herlig kro…
Anna og Anders
Nede på bredden
så man forleden
vognmandens yngste søn, Anders Kusk.
Anna hun havde tænkt sig at bade,
smed særken på en busk.
Anna i vand til knæene står,
for hun har tænkt at vaske sit hår.
Bag busken ligger Anders og kigger.
Endelig er det vår.
Himlen sig hvælver,
Anders han skælver,
fuglene synger, skoven er grøn.
Vandet det pjasker, håret hun vasker
Anna er meget køn.
Anders kan mærke hjertet det slår,
Højrøde kinder Anders nu får, for
Anna sig bukker
Anders han sukker
endelig er det vår.
Op træder møen
nede fra søen,
nærmer sig busk og Anders, vor ven.
Højt synger lærken, ta´r efter særken
hun vil klæes på igen, men
øje på Anders, Anna nu får,
højrøde kinder Anna forstår.
Højt skukker tjuren midt i naturen.
Endelig er det vår.
Den gamle spillemand
I de store skove
nær ved Siljan søen
bor en gammel spillemand,
han venter kun på døden
Huset han bor i
byggede han selv
Af træer som han fældede
langs den blanke elv
Nu sidder han og spiller
og snakker for sig selv
Han er blevet tosset,
han spiller sig ihjel
Om natten kan det ske,
han ta´r sin båd og sejler
På Siljan søens sorte vand,
der spiller han for dem
I tresindstyve år
gik han rundt fra by til by
og spilled´ på sin violin
for mad og nattely
Han laved´ ikke andet
I alle disse år
Han spillede med glæde
for en snapsetår
Han husker fra sin ungdomstid
hvor han kom vidt omkring
Til bryllupper og fester
og mange skønne ting
Han er blevet tosset
han spiller sig ihjel
Farvel du gamle spillemand
og tak for alt farvel.
I de sidste fire år
har ingen set ham mer´
Men folk på egnen ved dog
hvor den gamle er
"Han er blevet tosset",
si´r de hvis man spø´r
"Gå ikke op til spillemanden
han har låst sin dør"
Ja han er blevet tosset
han spiller sig ihjel
Farvel du gamle spillemand
og tak for alt farvel.
En lille én om morgenen
En lille én om morg´nen
er no't der kvikker op,
det får blodet til at rulle,
får humøret helt i top,
den varmer og den styrker,
gør sjælen frisk og ren,
nej, der ingenting der hjælper
som at ta' en lille én.
Skal der vær' fest i gaden
og gildet går lidt trægt,
og det er blevet ked'ligt,
hvor det sku' ha' været skægt,
spæd øllet op med drammer
så går de atter te'en,
nej, der ingenting der hjælper
som at ta' en lille én.
Har konen mistet lysten
og sover for sig selv,
så'r der ingen grund til
du ska' gå og ked' dig halvt ihjel,
stik hende et par drammer
så vil hun godt igen,
nej, der ingenting der hjælper
som at ta' en lille én.
En lille én om morg´nen...
En lille én om morg´nen...
Når tømmermænd forvandler
dit ho'de til en byld,
så hjælper hverken kolde
styrtebade eller albyl,
nej, snup en bjæsk og siden
en til det andet ben,
der er ingenting der hjælper
som at ta' en lille én.
En lille én om morg´nen...
En lille én om morg´nen...
Et glas porter
Hvis din unge skal bli' stor,
ja, skal bli' stor, ja, skal bli' stor,
hvis din unge skal bli' stor,
så gi' den et glas porter!
Og sid'n på vores bryllupsnat
da var jeg vistnok lidt for mat,
så hvisked' hun den lille skat:
Så ta' dig et glas porter!
Ting tu lalu lalu lalej
Ting tu lalu lalu lalej
Ting tu lalu lalu lalej
så gi' den et glas porter!
Ting tu lalu...
Dengang jeg var en lille strik
Jeg skreg, når jeg fik mælk å' drikk'
min far han sa': Det går sgu ikk'
gi ungen et glas porter!
Ting tu lalu...
Jeg husker på min bryllupsdag,
med svag røst svared' jeg mit ja,
og præsten så på mig og sa':
Så ta' dig et glas porter!
Ting tu lalu...
Og når jeg bli'r i kisten lagt
og blir til kirkegården bragt
og præstens sidste ord er sagt
- så gi' mig et glas porter!
Ting tu lalu...
Og når jeg når til Himlens port,
og sjælen den er lidt for sort,
Guderne viser mig ej bort
for jeg gi'r ham et glas porter!
Ting tu lalu...
Kresten
Hvem er det nu, der banker på vinduet?
Hvem er det nu, der banker på vinduet?
Hvem er det nu, der banker på vinduet?
Det'r bare mig, siger Kresten
Kresten la'nu vær' å komm' nærmere,
Kresten la' nu vær' å komm' nærmere,
Kresten la' nu vær' å komm' nærmere.
”Ja men jeg kommer jo ikke!” si´r Kresten
Hvem er det nu, der trækker gardinet for?
Hvem er det nu...
Kresten la' nu vær'...
Hvem er det nu der ta'r mig på tæerne?
Hvem er det nu...
Kresten la' nu vær'...
Hvem er det nu der ta'r mig på knæerne?
Hvem er det nu...
Kresten la' nu vær'...
Hvem er det nu der ta'r mig på lårene?
Hvem er det nu...
Kresten la' nu vær'...
”Nu er han altså kravlet ind ad vinduet,
har trukket gardinerne for, taget
hende på tæerne, på knæerne og på
lårene - så det sidste vers er på lala lala”
Nja, da di da ...
Men jeg kom sgu allig'vel, si'r Kresten.
Kræn Piensens begravelse
Kræn Piensen bode i Gørglum sogn,
En lystig gammel gut ka´ i tro
Folk sa´ om ham, at han var dov´n,
Selv sagde han, han ”blot tog den med ro.”
Jo, Kræn var noget af en tørstig sjæl,
Og for at få søvnen ud af sin krop,
Så tog han sig hver morg´n en pægl
Af den bedste bjæsk, når han stod op.
Kom faldera grib om Madammen
Ud på gulvet, en, to, tre,
Vi åd og vi drak og vi slåsser sammen
Jo, Kræns begrav´lse var der noget ved.
Se, en morg´n havde Kræn været skidefuld,
Og hans hoved gjord forskræk´ligt ondt,
Så da han stod op, faldt han omkuld
Og drejet halsen en omgang rundt.
Doktor´n kom og så til Kræn,
Men han var gået hjem til sin gud,
Så hans kone gjorde ham ren og pæn
Og sendte til familien bud.
Kom faldera grib...
Og hans venner mødte alle op,
Og enken bød på saltet flæsk
Og gule ærter og en kop eller fler´
Af Kræns den allerbedste bjæsk.
Så sagde Maren, naboens viv:
”Hvor er det synd for stakkels Kræn,
At han sådan sku´ hen og mist´ hans liv”
”ÅH, HOLD NU KÆFT!”
sagde Marens mand.
Kom faldera grib......
”Så, så,” sagde Nils fra nabogården.
”Sådan si´r man ik´ til en begravls´”
”Det var da li´ godt satans,”
sagde Smeden Jørgen
”Hvad´ der dog galt med din begavls´?”
Og så røg Nils og Jørgen på hinanden
Og pluds´lig sloges alle mand,
En fik en flaske midt i panden,
Og Maren hun misted´ sin sidste tand.
Kom faldera grib...
En flaske bjæsk røg gennem rummet
Og pluds´lig blev der ro igen.
Alt skrål og larm var helt forstummet,
Da flasken lander ov´n på Kræn.
Hans skjorte den bliver våd og klam
Og hans næse får den gamle glød.
Han sir´: ”Hvem fa´n smider rundt
med mine drammer?
Skal de ød´s væk bar´ fordi jeg er død?”
Kom faldera grib...
Munken fra Gørglum
I Gørglum der leved' en munk
der var kendt for sin fromhed og lærdom,
han var en mærk'lig hallunk
som ej brød sig om pi'r snarer' tværtom!
Fa la la la la la la la
fa la la la la la la la di
fa la la la la la la la
fa la la la la la la la di
Han elsked' at læse en bog
- han læste nu aldrig de frække og fisked' med snøre og krog
i omegnens søer og bække.
Fa la la la...
En aften ved søen han står
og prøver om fisken vil bide,
da Maren fra naboens gård
kom og satte sig ned ved hans side.
Fa la la la...
Skrub af! skreg den gamle krabat,
hans øjne de lyste af galskab.
Jeg lever sgu i cølibat
og vil ikke ha' kvindeligt selskab!
Fa la la la...
Men Maren vill' ikke gi' op
så da han gik i seng i sit kloster,
så mærked' han pludselig en krop
- og af skræk bad han 5 paternoster
Fa la la la...
Forskrækket sprang munken så op
og slog sine arme om møen,
så lukked' han vinduet op
- og smed hende på røven i søen!
Fa la la la...
Om morg'nen sad munken ved søen,
han kunne knap holde sig vågen,
så pluds'lig gav stangen et ryk
- og så sprællede Maren på krogen!
Fa la la la...
Af historien her kan vi lære
at bli'r man forfulgt af en dame,
kan man gøre hvad fanden man vil
- hun er bar' ikke til at bli' af me'!
Fa la la la...
Mine sangen
I en mine
I en mine
Ja i en mine
Ja i en mine
I en mine
I en mine
Der skal vi hakke dagen lang
Syng igen!
I en smedje...
Der skal vi hamm´re dagen lang
Syng igen!
På et savværk...
Der skal vi save dagen lang
Syng igen!
I en stenbrud…
Der skal vi slæbe dagen lang
Syng igen!
I en krostu´...
Der skal vi æde dagen lang
Syng igen!
På et værtshus...
Der skal vi drikke natten lang
Syng igen!
Vores værtshus
Hele dagen lang er livet li'som
ganske gå't i stå,
De problemer som vi har,
dem er der ingen ende på,
Men det hele får en ende
og forsvinder i det blå
Når vi samles hen ad aften
på vor's værtshus.
Vores værtshus, vores værtshus,
det er der vi holder til,
Der bli'r alle vor's problemer ordnet
før de'r blevet til.
Når vi ikke har et job
er det ikk fordi vi ikke vil,
Men det job sku' helst ku' klares
på et værtshus.
Det er ganske ud'n besvær
vi ordner landets politik,
det bli'r lettere og lettere,
jo mer' vi får å' drikk',
alt vill' blive meget bedre –
sikket dejligt land vi fik
hvis regeringen den sad
på vores værtshus.
Vores værtshus...
Værten han ser ikke skævt
til vores sang og vores spil,
Om vi slåsser lidt, det si'r han
heller ikke noget til,
For så længe vi har penge,
kan vi gøre som vi vil,
Det'r det eneste der tæller
på hans værtshus.
Vores værtshus...
Så nu ringer han med klokken
og vi får det sidste glas,
Ingen kan forstå vi havde det
så skidt i formiddags,
Og i morgen mødes vi igen
på vores faste plads
Ved baren i vor's gode gamle
værtshus.
Vores værtshus...
Vores værtshus...
Agathe i sit jomfrubur
Agathe i sit jomfrubur,
hun reder ud sit hår
og skuer ned på engen hist,
hvor sølverliljen står.
Hvor er han mon den bejler bold
som kan hende udfri af smerten?
Hun græder i sit pudevår;
det bli’r som vølven spår.
Nu aftenduggen samler sig,
hun reder ud sit hår.
Den bli’r til dis for tårnets fod,
hvor sølverliljen står.
Endnu en helt har fundet vej
til borgen der knejser i tågen.
Han sidder af og strækker lår;
det bli’r som vølven spår.
Med faste skridt han nærmer sig,
hun reder ud sit hår.
Han vinker op men ser ej ned,
hvor sølverliljen står.
Og tågen dækker først hans fod
så svinder hans lænd og hans torso,
til sidst hans blanke hjelm den når;
det bli’r som vølven spår.
En tåre på Agathes kind,
hun reder ud sit hår,
for hver en helt som fandt hertil,
hvor sølverliljen står,
For heksen ta’r dem hver og én,
Åh, ingen når frem til Agathe,
når heksebryggen lungen flår,
det bli’r som vølven spår.
En jomfru i sit borgtårn står,
hun reder ud sit hår
og kaster sig på engen ned,
hvor sølverliljen står.
Nej, ingen ridder skal da mer’
bortlokkes fra livet af hende.
Den heks da dør af sult i år;
det bli’r som vølven spår.
Bahrains sang
Udenvælds var draget
en mand der ej er klejn.
Verden var af lave
uden vor Bahrain.
Nu er han vendt tilbage,
hans smil er ikke fromt.
Men se til, at hans bæger
ej bli'r tomt!
Hvad har du set på din færd?
Og har du svunget dit sværd?
Hjemvendt til Pherano
er en hædersmand.
Glædes vil man
i Pelosiens land.
Ved hans faders bortgang
hadet stod på knæ.
Dødens sorte fugle
bed i livets træ.
Stærk mod mørke magter
med draget sværd han gik.
Pris dig, han Pheranos
trone fik.
Hvad har du set på din færd...
Bænket ved et højbord
sidder bedste søn.
Ved hans hjertes side
er en brud så køn.
Forårsfestens bud er
til hele riget sendt.
Husk, han har Pelosiens hjerte tændt.
Hvad har du set på din færd...
Hvad har du set på din færd...
Gådemesterens sang
Hvor stor er mon stjernevrimlen?
Hvorfor bliver dag til nat?
Hvad er mon fattigmandens
eneste skat?
Hvad er det der er kapslet ind i
en skal med pigge på,
men som er blød og glat at røre,
som en glød at kigge på?
Tre gåder skal du mig besvare
før du får svar fra mig
Tre gåder skal du mig forklare
før du får svar fra mig
Jeg er skovens gådemester
Gåder stiller jeg
Tre gåder du må besvare
før du får svar fra mig
Hvad frygter selve livet
når solen den går ned?
Hvad brænder mer´end ilden
i essen hos en smed?
Hvem frygter angsten mer´end angsten?
Hvad gemmes i dit sind?
Hvad gemmer sig i sangen
fra den barske Nordenvind?
Tre gåder...
Hvad siger fornuftens stemme
der hvisker i dit sind?
Hvad kalder på den tåre
der rinder dig på kind?
Hvad siger du i dine bønner
førend du går til ro?
Og hvori ligger gnisten
til din dybe tro?
Tre gåder...
Kan stilhed give ekko?
Hvorfor er himlen blå?
Hvorfor længes sjælen efter
det den aldrig kan få?
Hvad tænder himlens stjerner?
Hvordan mon musen bor?
Hvad er det der puster liv i
alt på denne jord?
Tre gåder...
Hvad venter os bag døden?
Sættes sjælen fri?
Besvares alle spørgsmål
når livet er forbi?
Findes der kun mørke
eller er der lys et sted?
Kan man dø som synder
med ren samvittighed?
Tre gåder...
De to ravne
Da jeg så ene i lund måtte gå,
Da jeg så ene i lund måtte gå,
Jeg så to ravne der lagde råd.
Jeg så to ravne der lagde råd.
Den ene sig imod den anden vendte
Den ene sig imod den anden vendte
Hvor skal i dag vi hvor føde hente?
Hvor skal i dag vi hvor føde hente?
Jo hist på vang bag grønnen vold
En slagen ridder ligger under skjold,
Og ingen ved, at han ligger der,
End hans hund, hans høg og hans
hjertenskær.
Hans hund den jager i vilden skov.
Hans høg den søger i sky sit rov.
Hans pige har givet en anden sin tro,
Så vi kan æde hvor mad i ro.
Hans hvide halsben kan du sidde på,
Så hakker jeg ud hans øjne blå,
Og med en lok af hans gyldne hår
Vi tætner vor rede til efterår.
Mangen har ham bragt kvide,
Men om hans skæbne skal ingen vide,
For over hans kolde blege ben
Der blæser for evigt den barske vind.
Du er kvinden
Når jeg lægger mig til hvile
mine øjne glider i
er du den stjerne jeg følger
i drømme
Du er blid som mælk og honning
du er stærk og sød som vin
du vederkvæger min sjæl når
den tørster
Du er lyset på min himmel
den der leder mine skridt
igennem nætternes kulde
og mørke
Du er havets vilde brusen
du er flodens stille strøm
som bær' mig sikkert og trygt
gennem livet
Du er skønhed uden grænser
selv den allermindste spurv
må juble højt for den gud som
har skabt dig
Du er kvinden som jeg elsker
du er dronning i mit liv
som du regerer så længe
jeg lever
De tre møer og røveren
Tre små møer gik ved en å
Lu i læ å læn i å
Da brat de så en røver stå
På den grønne, grønne bred ved
Ølen Å.
Den første mø han tog i favn
Og svingede hende rundt på stand
"Sig mig vil du være en røvers viv?
Eller vil du dø for denne min kniv?"
"Jeg vil ikke være en røvers viv.
Da dør jeg hellere for din kniv."
Så tog han frem sin hvasse kniv
Og så tog han hendes unge liv.
Den anden mø han tog i favn
Og svingede hende rundt på stand.
"Sig mig vil du være en røvers viv?
Eller vil du dø for denne min kniv?"
"Jeg vil ikke være en røvers viv.
Da dør jeg hellere for din kniv."
Så tog han frem sin hvasse kniv
Og så tog han hendes unge liv.
Den tredje mø han tog i favn
Og svingede hende rundt på stand.
"Sig mig vil du være en røvers viv?
Eller vil du dø for denne min kniv?"
"Jeg vil ikke være en røvers viv.
Ej heller vil jeg dø for din kniv.
Om mine brødre var her nu
Da dræbte du ikke mine søstre to."
"Hvor er dine brødre så?"
"Den ene er præst oppe nordenpå."
"Hvor er din anden broder nu?"
"Han er røver ligesom du."
"Åh, Himlens Herre hjælpe mig nu!
Da dræbte jeg mine søstre to!"
Så tog han frem sin hvasse kniv
Og så tog han sit eget unge liv.
Elverne
Måneskin og stjerneild
Himlene sendte os ned
Månemild og stjerneblid
Skabt blev vi af kærlighed
Drømmevæver, harpekunst
Sangen vil lyde i skov
Musik er vor gudindes gunst
Gudinde, vi priser din lov
Bueskytte, skovdvæler
Månens spidsørede børn
Ædelmod og gavmildhed
Øjne og flugt som en ørn
Skjaldedigt og skjaldesang
Historierne bliver fortalt
Lyt til visen, kort som lang
Glæden ved livet er alt
Dyr i skov og fugl i sky
Med søskende lige på fod
Lever i skov og gylden by
På Jorden har vi slået rod
Fejrer sol og fejrer maj
Våren er kommet hertil
Danse sammen du og jeg
Feste for livet vi vil
Erik Langknivs vise
Kom hør om Erik Agersøn,
Som fødtes fjernt herfra.
Han var en elvers og dværges ven
Og mangen byrde han bar.
Men da han endte sit korte liv,
Var han kendt som Erik Langekniv
Han Erik jaged' hjortevildt
I kongens store skov..
Her snød han vinters sultedød,
Men brød da kongens lov.
Men da han…
Erik blev nu lovløs kaldt
Og samled' venner tolv;
De delte ud til fattigfolk
Og tog af rigmænd told.
Men da han…
De rige købmænd rystede,
De frygtede hans navn,
Men hver madam og pigelil
De åbned' deres favn.
Men da han…
Han flygted' fra Stormhedes len
Og ud i Geistenwald.
Det var i byen Geistendorf,
At bødlens økse faldt
Men da han…
Hans bene hviler nu under muld,
Men leve gør hans ånd,
Og selv ved blokken hans klare sind
Berøved' vagten en hånd.
Men da han…
Da Erik vandred' til Dødens Port,
Girak til hjælp ham kom:
Han snød ham bort fra Dødens greb,
I skoven han strejfer nu om.
Og når han ender sit lange liv,
Er han kendt som Erik Langekniv.
Og sorg blev vendt til glædesrus,
Han ind i kroen kom.
Da vagten så til Eriks grav,
De fandt den ganske tom.
Og når han ender sit lange liv,
Er han kendt som Erik Langekniv
En orks liv
Jeg er en baby-ork,
Min hjerne er lavet af kork.
Jeg er en baby-ork,
Min hjerne er lavet af kork.
Da min moder sku´ føde,
Begyndt´ hun at bløde.
For jeg hugged´ mig ud med en kniv.
Tralala lalala………
Jeg er en lille ork,
Min hjerne er lavet af kork.
Jeg er en lille ork,
Min hjerne er lavet af kork.
Jeg sover på sten,
Min sut er et ben,
Jeg har revet af en menneskemand.
Tralala lalala………
Jeg er en voksen ork,
Min hjerne er lavet af kork.
Jeg er en voksen ork,
Min hjerne er lavet af kork.
Slås med elver´ og dværge
Er der andet at lave?
Knuse hovder er nemlig så skønt.
Tralala lalala………
Jeg er en gammel ork,
Min hjerne er lavet af kork.
Jeg er en gammel ork,
Min hjerne er lavet af kork.
Men jeg har masser at lave
Med min hun-elver-slave.
Nåhr, nej: Hun døde i går.
Tralala lalala………
Jeg er en stendød ork,
Min hjerne er lavet af kork.
Jeg er en stendød ork,
Min hjerne er lavet af kork.
Mit liv det er slut,
af min søn blev jeg skudt,
Men sådan er livet som ork.
Tralala lalala………
Jeg er en rådden ork
Min hjerne er lavet af kork
Jeg er en rådden ork
Min hjerne er lavet af kork
Den dag da jeg døde, fik ungerne føde,
for de åd mig med hud og med hår.
Tralala lalala………
Jeg er en zombie-ork
Min hjerne er lavet af kork
Jeg er en zombie-ork
Min hjerne er lavet af kork
jeg er slimet og klam og næsten lam
mit liv er ikke så sjovt.
Tralala lalala………
Festen er lige begyndt
Nu er det vår, hjerterne slår.
Festen er lige begyndt og jeg vil
synge og spil´ Natten er lang.
Kom og vær glad, nu er der mad.
Festen er lige begyndt. Her er vin,
fyldig og fin. Bordet er fyldt.
Kom så karle og piger fra landet her
Hele byen har fest!
Kom så dværge og småfolk
og elvermænd
sammen har vi det bedst!
Kriger og svend, kæmpe og dreng.
Festen er lige begyndt og dit sværd
er til besvær Læg det kun bort.
Frøk´ner og fru´r, dans nu en tur.
Festen er lige begyndt og I kan
skænke hver mand glæde og lyst.
Kom så karle…
Kom så karle og piger fra landet her…
Kom her min tøs, nu går det løs.
Festen er lige begyndt og vi skal
danse på bal Livet er skønt.
Nu skal vi le alting kan ske.
Festen er lige begyndt og du må
synge og slå vin i din hals.
Kom så karle…
Skjaldenes kunst skal nyde gunst.
Festen er lige begyndt og jeg har
gjort hvad jeg ska´ Giv nu en mønt!
Kom så karle…
Filligutten
2 elskende de mødtes på Vogterlandsbro
2 elskende de mødtes på Vogterlandsbro
De lovede hinanden al den ære, al den tro
I lytter til mit råd
Filligutten han stod lidt en afstand derfra
Han tænkte: "Den mødom jeg napper, hahaha!"
Den ridder han red, men Filliguten han rend
og faktisk kom Filligutten hurtigest frem.
Han bankede på porten med fingeren sin.
"Og hør nu, skønjomfru, I lukker mig vel ind?"
"Nej, jeg lukker ingen op og jeg lukker ingen ind,
medmindre det er allerkæresten min."
"Men husker I ikke ved Vogterlandsbro,
vi lovede hinanden al den ære, al den tro?"
"Men er I den ridder fra Vogterlandsbro?
Da vil jeg lade slåen fra døren gå."
Filligutten han sad på forgyldende skrin,
den jomfru trakterede ham med punser og vin.
Og Filligutten om natten hos jomfruen lå.
Men næste morgen skulle han traske og gå.
"Men er I den ridder fra Vogterlandsbro,
så haster det vel ikke så fort med at gå."
"Jeg er ej den ridder fra Vogterlandsbro.
Jeg er Filligutten og jeg lurede jer i går."
"Er du Filligutten og lurede du os i går,
så skal du ej slippe med livet herfra."
Filligutten han ud gennem vinduet sprang,
5 sølvslagne knive hun kasted' efter ham.
Den jomfru hun stod deroppe i vinduet og lo
"Nok har du min mødom, men jeg har dine sko."
"De sko de er ej den skønjomfru for gode:
De er lappede i hælen og syede i tå."
"I morgen, når min fader han rider ind til byen,
så køber han mig en mødom og den skal være ny."
"Lad ham købe 1 og lad ham købe 2,
du har sku kun én mødom, men jeg har flere sko
Hymne til kokken
Dyreryg, vildsvineskank,
bjørnebøffer i sovs,
stegt fasan med svamp,
snegl i røg og damp.
Haresteg, fugle på spid,
flodens ørred og laks.
urter fra det fri
gi’r maden krydderi
Vilde løg, skovsyre fin,
humle, nødder og bær.
Rødder fyldte med kraft,
æbler spændt af saft.
Byg til øl, hvede til brød,
druer, havre og rug
Snaps med slåen blå
skal man ej forsmå.
Se kokkene tryller
med potter og pander.
Med potter og pander
de tryller og bander.
De koger og steger, f
lamberer, blancherer.
Ved bålet de sveder,
mens de kokkererer
og fylder vor vom.
Se kokkene tryller...
Kokkens hverv
aldrig ta’r slut,
ingen ende det har.
Straks ved morgengry
starter han på ny.
Se kokkene tryller...
Khang flodens stemme
Hvis man om natten
går stille langs bredden
Ved Khang-flodens rolige, natmørke vand
Da hører man snart en klagende sang
Et ekko af de, der drukned' engang
Ingen bemærked' de oprørte vande
Da mørket faldt på og festen blev ved
En storm var på vej, den ænsede ej
De lyk'lige mennesker på sin vej
Ej vil I glemme…
Ej vil I glemme
Khang-flodens stemme
Vogt jer, vor skæbne ku' blive din
Aldrig forsvinder de druknede minder
Her i vor våde grav
Bådene kæntred', da flodbølgen ramte
Den rasende strøm trak alle til bunds
En brudeseng blev det grådige dyb
Men hvile her finder sjælene ej
Ej vil I glemme…
Glæden var stor dengang
festen blev varslet
Et bryllup på Khang-floden
snart skulle stå
Og gæster blev kaldt fra nær og fra fjern
De sejled' på flodens vande så blå
Ej vil I glemme…
Hvis man om natten
går stille langs bredden
Ved Khang-flodens rolige, natmørke vand
Da hører man snart en klagende sang
Et ekko af de, der drukned' engang
Ej vil I glemme…
Bruden og gommen ud stævnede sammen
For troskab at love, til Solen bli'r sort
De kærlighed fandt og slægter forbandt
Og anede ej, at glæden blev kort
Ej vil I glemme…
Ej vil I glemme…
Aftensang
Stjerner titter frem
Dagen går på hæld
Månen stiger op
Og kigger ned
Fra himlens hvælv
Dage som er væk
Dem der står på spring
Flyder ud i et
Og danser rundt
Og går i ring
Dyr i busk og krat
Pusler sagte rundt
Håber de har skjul
For alt det som
Vil gør’ dem ondt
Langsomt bringes ro
I mit trætte sind
Øjne glider i
Jeg sukker let
Og sover ind
Harpens blide klang
Bærer drømme bort
Drømme spirer frem
Og gi’r kulør
I natten sort
Knokkelmanden
Når skyggeæggene falder
fra Dødens sorte fugl,
Så fryser vi mennesker
og kryber i skjul.
Den blodrøde blomst,
der lander i mit skød,
Den kalder til liv
midt i stanken af død.
Så hør, du gamle Knokkelmand,
hold dig vel i hu
Mange har du taget,
men vi er her endnu.
Ja hør, du gamle Knokkelmand,
hold dig vel i hu
Mange har du taget,
men vi er her endnu.
Dit magre skelet
kaster skygger overalt.
Du siger du er konge,
men ligner kun en pjalt;
En dag så vil du komme
til alt, der nu er liv;
Selv os, der her er samlet,
skal falde for din kniv
Så hør, du gamle…
Igennem alle tider
går dag og nat i ring:
Hvor hvert barn vokser op,
står en knokkelmand på spring.
Slægter skal komme,
og slægter skal forgå,
Ja alting vil forandres,
kun livet vil bestå.
Så hør, du gamle…
Så hør, du gamle…
Læg din maw
Læg din maw' imod min maw'
Så ska' du se hva' to ka' lav'
Læg din maw' imod min maw'
Så ska' du se hva' vi to ka' lav'
Læg dit bryst imod mit bryst
Så ska' du se hvor din seng ka' ryst'
Læg dit bryst imod mit bryst
Så ska' du se hvor din seng ka' ryst'
Læg din fod imod min fod
Så ska' du se hvor vi to ka' rod'
Læg din fod imod min fod
Så ska' du se hvor vi to ka' rod'
Hey ho det må vi prøve..
Hey ho det må vi prøve,
Først af med skjorten
det' bare i orden
Hey ho det må vi prøve
Det ska' nok bli' sjov
Hey ho det må vi prøve,
Først af med skjorten
det' bare i orden
Hey ho det må vi prøve
Det ska' nok bli' sjov
Læg din kind imod min kind
Så der snart en der kigger ind
Læg din kind imod min kind
Så der snart en der kigger ind
Læg dit lår imod mit lår
Så ska' du hvor'n røven går
Læg dit lår imod mit lår
Så ska' du se hvor'n røven går
Læg dit ben imod mit ben
Så ska' vi lav' os en lille en
Læg dit ben imod mit ben
Så ska' vi lav' os en lille en
Hey ho det må vi prøve…
Læg din maw' imod min maw'
Så ska' du se hva' to ka' lav'
Læg din maw' imod min maw'
Så ska' du se hva' vi to ka' lav'
For-glem-mig-ej
Om blomsten, jeg nu synge vil
-synge vil
Den er så let og ligetil
-ligetil
Den vokser ved hver grøft og vej
-grøft og vej
Og dens navn det er forglemmigej
-forglemmigej
En aften jeg til kroen gik
Jeg øje på en pige fik
Hun stod og smiled' sødt til mig
Hun smiled' mest til min forglemmigej
Så da jeg fulgte pigen hjem
Vi sku' naturligvis i seng
"Kom her og læg dig ind til mig"
"Så ska' jeg vise dig forglemmigej"
Næste morg'nen da jeg vågned' op
Jeg mærked' pigens varme krop
Hun lå og smiled' sødt til mig
I munden had' hun min forglemmigej
Fle'r månd'er gik og pigen kom
Hun viste mig sin store vom
"Se her hvad du har gjort ved mig"
"Det har du gjort med din forglemmigej"
Drenge, drik mælk, lad øllet stå
Brug hånden og la' piger'ne gå
Det var det råd jeg aldrig fik
Nu er jeg Sømand med en slatten
ARM!
Knud Lille og kongen
Knud Lille, han sadled´ sin ganger så grå
lisså stille.
Så red han hen ad vejen ud til kongens store gård.
For gerne danser Sølverlin
med lille Knud i løndom.
Der kongen bød Knud
til et veldækket bord.
De åd og drak og taled´ mangt
et skæmtende ord.
Og festen trak ud
og den dag blev til nat,
for Knud beskænked´ kongen,
til han ned fra stolen drat´.
Da listede Knud o
ver natmørke gård.
Så lønligt skjult i skyggen
til han jomfruburet når.
Der banked´ han sagte
på jomfruens dør.
”Oh, Sølverlin, kom se en ting,
du ej har skuet før.”
Og Sølverlin tog på sig
særken så blå
og åbned´ alle låse
både store og små.
De tumled´ hinanden
i alkoven trang,
men dog til sidst den Sølverlin
sin glæde højt udsang.
Da vågnede kongen
med ho´det i vin.
Han troede han drømte,
men han kendte pigens hvin.
Højt kongen da råbte
ud over sin gård:
”Kom klæd nu mine
krigere i brynjerne blå.”
De hamred´ på døren
og gav dette bud:
”Knud Lille, om du findes der,
så kom da straks herud!”
Knud Lille, han ud
gennem døren sprang
og huggede en vej så bred,
hvor pladsen før var trang.
Og der stod da Knud
med sin klinge så rød.
”Vær glad at du vor konge er,
for ellers var du død.”
”Knud Lille, så sæt da
dit blodige sværd.
Jeg giver dig min datter,
for du har bevist dit værd.”
Knud Lille, han sadled´
sin ganger igen
og rider ud med væne Sølverlin
fra kongens gård.
Røvernes sang
Vi stod 2 røvere og vented' på en sti
Tingluti tangluti lustudilej
Vi ventede på, at et offer kom forbi
Stolten adelus, bådsmandshus
Krusmusidus
Tingluti tangluti lustudilej
Kristo mani for snore vore vi
For et røveri
En købmand kom med en sæk så tung
Tingluti tangluti lustudilej
Vi slog ham ned og huggede hans pung
Stolten adelus…
Vi gik begge to ad landevejen hen
Tingluti tangluti lustudilej
Røved' i en by og løb fra byvagten
Stolten adelus…
Så drog vi til stads og gik på kro
Tingluti tangluti lustudilej
Vi blev så plørefulde begge to
Stolten adelus…
Vi røvede hos fyrsten selv
Tingluti tangluti lustudilej
Og slog hans egen livvagt ihjel
Stolten adelus…
Da flygted' vi ud i skoven stor
Tingluti tangluti lustudilej
Vi kendte begge straffen for mord
Stolten adelus…
De finder os aldrig, selv om de gerne vil
Tingluti tangluti lustudilej
Det er trods alt vore liv, der står på spil
Stolten adelus…
Nu sidder vi her ved vort lejrbål
Tingluti tangluti lustudilej
Hæver vort krus og råber: SKÅL!
Stolten adelus…
Når bjælderne danser
I et land langt borte fra dette sted
To prinser og søster på gangere red
Kendte ej skæbnen, der for dem lå
Når bjælderne danser på fødder små
Bjælderne danser på fødder små
Bjælderne fik hun af moder sin
Til at pynte foden så fin
Brødrene elskede søster så
Når bjælderne dansed’ på fødder små
En fyrste med hær kom til kongens port
Snart flød blodet og kampen var kort
Ved fyrstens fod landets konge lå
Men bjælderne dansed’ på fødder små
Fyrsten bad da om søsterens hånd
Alt mens kongen opgav sin ånd:
“Sig ja, så i live dine brødre kan gå,
Når bjælderne danser på fødder små.”
For deres søster to brødre trak sværd:
“Heller’ vore liv vil vi give jer!
Den jomfrus hånd I aldrig vil få,
Når bjælderne danser på fødder små!”
Den ældste bror blev da ramt af en pil;
Fyrsten smilte så hånligt et smil.
Med sværd i ryggen den anden bror lå,
Og bjælderne standsed’ på fødder små
Fyrsten bød hele landet til fest:
“Hver en borger skal være min gæst.
Alle skal komme, store som små:
Hør bjælderne danse på fødder små.”
Jomfruen ønsked’ kun hun var død,
Ædle tårer på kinden flød.
Med tunge skridt hun til kirke gå.
Men bjælderne dansed’ på fødder små.
Da de passerede kirkegård,
Dansede bjælder på stedet, hvor
Begge hendes brødre begravet lå,
Ja, bjælderne dansed’ på fødder små
Da hun sin troskab til fyrsten sku’ gi’
Blev døren knust fulgt af råb og skrig:
“Du for vort blod nu betale må,
For bjælderne danser på fødder små!”
Ingen ku’ stoppe de velsignede mænd.
Søsteren græd, da hun så dem igen:
“Det er gudernes værk, de min tak skal få,
Når bjælderne danser på fødder små.
To sværd gav fyrsten et dødeligt sår.
To døde brødre skreg: “Hævnen er vor!
Vor søster er frelst, nu vi begge kan gå,
For bjælderne danser på fødder små.”
Da prinsessen sit liv ville ta’,
Tog fyrsten hende koldt i sin favn og sa’:
“Du på bryllupsnatten mig elske må,
Når bjælderne danser på fødder små.”
I fred nu hviler brødrenes ben,
For søster er frelst fra ondskab og mén.
For evigt den dåd alle huske må,
Når bjælderne danser på fødder små,
Bjælderne danser på fødder små
Guderne så det og ynked' den mø:
"Ej skal hun skændes, ej skal hun dø.
Igen hendes brødre på jorden skal gå,
Når bjælderne danser på fødder små."
Ét kan I lære af dette vort kvad:
Lad jer ej styre af blod og had.
Den evige lykke I også kan få,
Når bjælderne danser på fødder små!
Røvfar
Når Røvfar leger sin leg
Bli’r din fremtid meget sort for dig
Når dit liv det går amok
Og du indser, du’ et pjok,
Så’ det Røvfar, der leger sin leg
Hvis du falder over dine egne ben
Og knalder hovedet ned i en sten
Og du slår dit knæ af led
Og du lander på et sted
Der hvor koen lige før stod og sked
Hvis du vil tænde, ild når du går
Men flammen sætter ild til dit hår
Og du under host og hark
Troede du sku’ ryg’ tobak
Ødelægger piben som du fik i går
Er det Røvfar der leger sin leg
Jeg har aldrig sagt, du ikke er et kvaj
Du ka' lisså godt indse det:
Du ka' ikk' gør' noet ve' det
Er det røvfar der leger sin leg
Når Røvfar leger sin leg
Så bli’r din rygrad blød som bolledej
Når dit liv er gået amok
Og du indser, du’ et pjok
Er det røvfar, der leger sin leg
VI ved jo godt han vinder til sidst
Han slukker glædens allersidste gnist
Du bør altid vær på vagt
Han har nye planer lagt
Og så har han nærmest uindskrænket magt
Hvis det regner, når du går hjem fra kroen
Og du ved, at du skal hjem og slå’s af konen
Hele lønnen den gik nøel
For du brugte den på øl
Og så falder du så i en mudderpøl
For røvfar leger sin leg
Din fremtid den bliver meget sort for dig
Når liv er gået amok
Vil du indse du’ et pjok
Fordi Røvfar leger sin
Virk’lig vir’klig leger sin
Det er her du bli’r til grin
Og jeg kalder dig et svin
Når Røvfar leger sin leg
Så det Røvfar der leger sin leg
Håbet bliver sortere end beg
Når dit liv er gået amok
Og du prygles af en stok
Er det Røvfar, der leger sin leg
Dideli-daj
Sørøvere elsker øl
Søens mænd har én kærlighed
Intet kan gøre hans krop så hed
Øl i sjæl og grog i krop
Det kan vække de døde op!
Op op op op
Øl i sjæl og grog i krop
Krop krop krop krop
Det kan vække de døde op!
Hyr os til dit beskidte job
For vi er rå og gir aldrig op
Guld og skatte vi altid tar’
Bare giv os en øl og så’ vi klar!
Guld og skatte vi altid tar’
Bare giv os en øl og så’ vi klar!
Vin er kun for den fine snob
Der aldrig tør fylde glasset op
Jeg arbejder bedst for flydende mønt
Og når jeg drikker, er det ikke kønt!
Øl og mandsmod det følges ad
Dem der sir nej, de får en flad!
Er sønnerne dine alt for søl’
Ja, så skal de bare ha' nogle øl!
Øl til husbehov altid dur
Både på jomfruer, datter og fruer’
For grimme damer blir smukke straks
Når bare vi får noget øl og snaps!
At få en kone er ingen gavn
Som mand der lider jeg ingen savn
For hvad skal jeg med en piges favn?
Når jeg kan få øl i hver en havn!
Da jeg var fattig som kirkemus
Min sjæl den solgte jeg for et krus
Med Djævlen drak jeg da om kap
Nu skylder HAN mig en øl som tak!
Den dag jeg skal i det salte vand
Skal øllet være min banemand
Med sværd ved fod og flask' i hånd
Ja, sådan skal en pirat udånd’
Sortvads skeletter
Nat i Sortvad, hør vinden hvisker
i skovens kroner og over sø.
Vandringsmanden, som søger hvile
på ensomt leje, vil sikkert dø.
Alt hun møder, vil hun slå ned.
Blind af had og kærlighed.
Hvem er damen, som alle frygter
og flygter fra som en fjendehær?
Knokkeldronningen evigt vandrer
i nattens mørke med blodigt sværd.
Alt hun møder…
Dronning var hun, ved Brovas side
hun én gang troned´ på Sortvad slot.
Først af alle og stolt som ingen
var Sisva værdig til landets drot.
Alt hun møder…
Og da Brova en anden pige
fik kær, hun kæmpede for sin stand.
Tak var ussel, for kongen klaged´
og dømte Sisva til bål og brand.
Alt hun møder…
Heks hun kaldtes, og fyldt af vrede
hun kunne ej finde sjælero.
Som skelet hun sin konge søgte,
men fandt hans leje var fyldt af to.
Alt hun møder…
Sisva vækked´ den nye dronning,
de tvende kvinder om kongen stred.
Kampen rased´ i Brovas kammer
til begge styrted´ fra tårnet ned.
Alt hun møder…
Dog det drab kunne ej formilde
det had, som brænder i Sisvas blod.
Evigt søger hun Brovas krone
og ingen kan hende stå i mod.
Alt hun møder…
Brovas frille, Rebekka kaldet
blev også nægtet sin sjælero.
Derfor træffes på Sortvads veje
nu ej kun ét, men skeletter to.
Aldrig vil de i grav få fred.
Spændt i had og kærlighed.
Bjesk
Tæt ved skov og strand,
og det saltet vand,
Det vor lærken triller slår.
Bag ladens mur
i et lille skur
det er der vor hemlighed den står.
I den klare luft,
er en herlig duft
og den virker sært bekendt.
Det den duft af vår,
som til hjertet går,
Det den søde duft af hjemmebrændt
Lig´ hvor malurt gror
i den magre jord
der hvor slåen pors og hyld
Den gir smag af stik
i den gode drik
som vi drikker for vor helbreds skyld
Den er rund og varm,
den er barsk og stram
og vi kalder den for bjesk
Den er sund og god,
den gir kraft og mod
og så slår den lig´ som tøre tæsk
Folk fra fjern og nær
kommer alle her
for at smage vores bryg.
Den er vidt berømt
for den smager skønt
og så er den dejlig nem og tyk
Lider du af stress
tag dig et par glas
for dens virkning er intens
Den kurrer gigt
og nyre svigt
pest og prostata og impotens.
Rottefængeren
Der bode en mand i en landsby i Mhy
som fangede rotter og mus i sin by.
Men når han var ude at passe sit job
Stod konens sovekammerdør lukket op.
Dillijæum, dillijæum , dillijæum dum dæj
Og han listede hen hvor de elskende lå
og råbte så højt, at de helt gik istå:
"Nu har jeg sunget rotter i hele mit liv
men så store som dig trod´ jeg ik´ de ku bliv´."
Dillijæum, dillijæum , dillijæum dum dæj
Og li´ så snart manden var uden for dør´n
kom naboens forkarl,
og han hed Hans Jørgen.
Og alt imens manden fanged' rotter og mus
Så hygged' de to sig i ro i hans hus.
Dillijæum, dillijæum , dillijæum dum dæj
"Og nu skal du bøde for hvad du har gjort,
jeg snupper en guldmønt fra lom´ i din skjort.
"En guldmønt," sa´ karlen og latteren sang,
"så blir´ det kun ca. en kobber pr. gang."
Dillijæum, dillijæum , dillijæum dum dæj
Og karlen han banket på døren og sa':
"Min kæreste skat, er din mand hjem´ i dag?
"Nej, han fanger rotter,
så kom kun Hans Jørgen."
Men manden var hjemme,
han lytted´ bag døren.
Dillijæum, dillijæum , dillijæum dum dæj
Konen på øen
Se, der boede en kone på Øen
og på Øen var hun født;
hun elsked' højt sin mand
men mer' en anden hun ha'd mødt,
Kom så tikkerli takkerli tara
turom turom ta,
hun elsked' højt sin mand
men mer' en anden hun ha'd mødt.
Så gik hun til sin doktor
for at købe en mixtur,
som helst sku' gøre manden blind,
før elskeren blev sur.
Kom så tikkerli…
Og doktor'n sa': Gi' ham brændevin
og fjorten æg om da'en,
det varer kun et øjeblik,
så'r han blind som bare fa'en.
Kom så tikkerli…
Men doktoren skrev et listigt brev.
Hør her dit gamle skind
din kone hun har købt mixtur,
for hun vil gør' dig blind.
Kom så tikkerli…
Da konen hun kom hjem,
så fik han æg og snaps, det skind;
det vared' kun et par timer,
så ku' han ikke se en pind.
Kom så tikkerli…
Så sa'e den gamle: Hør du kone,
jeg vil drukne mig,
og konen svared': Jeg går med,
så ka' jeg vis' dig vej.
Kom så tikkerli…
Ved havets bred der stod hun bagved
for at skub' ham i'et;
men da hun så tog tilløb,
så stod manden lidt tilsid'.
Kom så tikkerli…
Og konen sank, højt skreg hun op,
og bleg var hendes kind,
han sa': Ku' jeg blot redde dig,
men jeg ka' ikke se en pind.
Kom så tikkerli…
Moralen er: Skub or'nligt til,
hvis du vil drukne mand'n,
og vær sikker på, han drukner,
før du finder dig en and'n.
Kom så tikkerli…
Sel'fø'lig ka' du gøre ham blind
med æg og brændevin;
men skal det være ganske sikkert,
gi' ham no'et stryknin.
Kom så tikkerli…
Troels fra Løkken
Se, Troels fra Løkken var’n gæv musikant,
som spilled’ på fløjte, så tårerne randt,
men osse så smilet brød frem i hvert sind,
og de fleste af glæde gik over gevind.
Hans spil tændte ild under pigernes skørt
og gjorde dem rede til mere end flirt;
de hellige græd, mens de slog korsets tegn,
når det puslede livligt bag levende hegn.
Hør du der, kom nu her,
hvis han spiller lidt mer’,
ved jeg nok hvad der sker!
Hør du der, kom nu her,
hvis han spiller lidt mer’,
ved jeg nok hvad der sker!
Da samlede præsten den hellige flok og sa’,
at nu ha’d han ved guder fået nok.
“Vi må ha’ sat stop for hans syndige spil,
førend hele vort by ry’r ad pokkeren til!”
Da råbte Per Graver: “Jeg ved hvad vi gør,
vi stjæler hans fløjtr, hvis no’n af jer tør;
i flammerne skal den, og helt brændes op,
for vi skal ikke fristes i sjæl og i krop”.
Hør du der…
Der var stille of tyst, da de kom til hans hus
med præsten i spidsen, så stille som mus.
Et vindu’ blev åbnet, og ind kravled’ én;
thi det lød, som om synderen sov som en sten.
Så tændte de bål, og snart gnisterne fløj,
og op imod himlen steg kvalmende røg;
da fremsagde præsten en bøn eller to
og kastede fløjten på bålet og lo.
Hør du der…
Men da Troelses fløjte i flammerne lå,
begyndte den lystige triller at slå,
og da den gik løs på en flintrende vals,
lagde præstefru’n armen om graverens hals;
pastoren gav lægens kone et klem,
og jord’mo’ren fatted’ om lærerens liv,
og snart bag hver busk lød der pu’slen og hvin,
medens Troels fra Løkken så til med et grin.
Hør du der…
Hvis han spiller lidt mer’,
ved jeg nok hvad der sker!
Verdens uheldigste mand
Den jurastuderende unge hr. Skov
var flittig og lærte sig lov efter lov,
han red paragrafferne selv når han sov,
var bange for pi'r og gik aldrig på sjov.
Han fik sin eksamen, han fik sig et præ,
så ingen kan påstå at Skov var et fæ.
Han mødte en enke lidt gammel, men rig,
med hende gik så advokaten i krig.
Han er verdens uheldigste, verdens
uheldigste, verdens uheldigste mand,
han er verdens uheldigste, verdens
uheldigste, verdens uheldigste mand.
Nu' brylluppet fejret og gæsterne gå' t,
og Skov ser sig om i det hjem han har få't.
Det' fornemt og kostbart og Skov smiler glad,
mens den yndige ta'r sig et lunt lille bad.
Hun vasker sit ansigt, hun fjerner sin teint,
det er li'som skønheden taber terræn.
Nu sidder på håndklædets hvide frotte,
det skønne, som Skov syn's var dejligt at se.
Han er verdens uheldigste ...
Hun havde et hår, der var smukt som en drøm,
og det tog hun af og hang op på et søm.
Hun stod ved et spejl på en fliseklædt væg
og raged' med omhu sit stikkende skæg.
Og alting blev ordnet og alt lagt på plads,
det dejlige smil la' e hun ned i et glas,
så la'e hun sin barm i en skuffe og sa'e:
Korm, hjælp mig, min ven, og skru træbenet af.
Han er verdens uheldigste ...
Studer bare jura og borgerlig lov,
men studiet af piger gi'r langt mere sjov.
Tænk bare på Skov som er rig og berømt,
men dybt i sit hjerte må føle sig dømt:
Som verdens uheldigste ...
Ud på heden
Kom til mig en stjernenat
Ud på heden
Himlen er med sølv besat
Over lyng vi farer
Følg min sang på heden ud
Vid; jeg er din hjertebrud
Kom ud til min rosengård
Førend midnatstimen slår
Bank så på min åbne dør
Som det sig da hør’ og bør
Træd da over tærskel ind
Se dig om i stuen fin
Gulvet strøget er med sand
Hentet fra den hvide strand
Tag min hånd så liljehvid
Deromkring ved midnatstid
Byd mig nu til dansen op
Gå den vil til jeg si’r stop
Sæt dig nu på bænken hen
Vid; du er min kære ven
Spise af fad og spis af skål;
Stegen ristet over bål
Bryd så af det hvide brød
Her er ingen sorg og nød
Drik af bægret vinen rød
Den er fyldig, stærk og sød
Ud i haven gå vi vil
Lytte lidt til månens spil
Sæt en ring på finger min
Så jeg ret kan blive din
Læg din hånd imod min kind
Give mig så din sjæl og sind
Kys min rosenrøde mund
Bliv hos mig endnu en stund
Gå vi må når dagen gry
Lig’som ræve vil vi fly
Sov hos mig i sorten jord
Udi højen hvor jeg bor
Aldrig sol igen du se;
Dette er min vilje ske
Nu for evigt du og jeg
Følges vil af samme vej
Nu for evigt er du fri
Gå vi vil af samme sti
En skrædder og hans lille mus
En skrædder og hans lille mus
Hej didelum kum lirum
De bode i et lille hus
Hej didelum kum larum
Hej didelum kum lirum larum
Gennem hele Garum
Hej didelum kum lirum lej
Hej didelum kum lirum larum
Han tænkte musen er vidst sløj
Han gav den jern og syltetøj
Hej didelum kum…
Han tænkte musen dør vel ej
Han gav den spæk og flæskesteg
Hej didelum kum…
Men musen ud af døren sprang
Og skrædderen ledte dagen lang
Hej didelum kum…
Så fandt han sig en anden mus
Og nu lever de i sus og dus
Hej didelum kum…
Hej didelum kum…
Midvinter
Midvintertid, tusmørketid,
Natten har magt,
Solen har det så hårdt, gemmer sig bort,
Skjuler sin pragt.
Midvintergys, tusmørkelys
Synger vi ud,
Mens vi danser omkring, danser i ring,
Hylder vor gud.
Midvintertid, tusmørketid,
Natten er lang,
Kort er dagen den grå, mennesker må
Synge en sang.
Midvinterdans, tusmørkedans,
Danser vi da
Og vi blusser i nat, lyset ta'r fat,
Snart bli'r det dag.
Lys vil vi kalde, Lys skal der falde,
Lys, så det lyser over os alle.
Midvintertid, tusmørketid
Svinder engang.
Lys vil vi kalde, Lys skal der falde,
Lys, så det lyser over os alle.
Midvintertid, tusmørketid
Svinder i dag
Eylindars Bjerge
Fra tidernes morgen
så vi bjergene stå
som mure af stene,
så tavse og grå.
Dækket af skove
og fulde af kløfter,
hvor råb blot forsvinder
som tomme løfter.
Dér gik vi engang,
og dér går vi igen,
for bjergtroldens sang
lokker alle derhen.
Vætterne
Tavse nætter og dybe kløfter
Og alt det mørke på jorden,
Fæle vætter og glemte løfter,
Det finder du mod nord.
Solen synker og vinden vender,
Og ingen når tilbage.
Solen stiger og vinden vender,
Men ingen vender hjem.
Duften bæres af søndenvinden
Mod nord til vætternes huler,
Duft af blodet i barnekinden
Får vækket vætters sult.
Solen synker...
Vågner vætter, vil ikke sove,
Når duften flyver med vinden,
Hold dig da fra de mørke skove,
Ja vov dig aldrig ind!
Solen synker...
Vandringsmanden, der går alene,
Han ser det glimte i mørket,
Følger lyset imellem grene
Og står ved vætters dør.
Solen synker...
Frænder føler et stik i hjertet,
Et sug, når solen forsvinder,
Ved, at manden var stærk og hærdet,
Men føler nattens vind.
Solen synker...
Dagen kommer, men vandringsmanden
Han vender aldrig tilbage.
Frænder møder med sorg hinanden
Når natten bli’r til dag.
Solen synker...
Tortuga er mit hjem
Når vinden bider i ens trætte krop,
og landlov er hårdt tiltrængt.
Så er der kun et sted jeg kan tage til,
uden at blive dømt og hængt.
Jeg har glemt min far,
jeg har glemt min mor,
jeg har glemt hvor jeg er vokset op.
Mit hjem er i lasten, kabyssen og på dæk,
og højt op i stormastens top.
Når stormen har lagt sig
og månen skinner lyst,
og bag skyerne kommer stjernerne frem.
Så vender jeg skuden to, tre grader øst,
mod Tortuga og sejler hjem,
mod Tortuga og sejler hjem.
En sørøver frygter ej kongens lov,
vil han slås kan han bar kom an.
Vi tæsker hans folk med skud og med hug,
så de ønsker de var blevet på land.
Når stormen har lagt sig…
Jeg kender en pige i hver en havn,
Og en mø ved hver eneste kyst
Så når blæsten river i min mast,
Kan jeg hurtig få stillet min lyst
Når stormen har lagt sig…
Men hvis døden en dag
skulle tag mig om bord,
for at sejle min sjæl hjem til Gud.
Så giv mig min huggert
og en flakse med rom,
og kast mig i havet ud.
Når stormen har lagt sig…
Når vinden bider i ens trætte krop,
og Pirater vil komme og forgå.
Så ved jeg at lige meget hvad der end sker,
Tortuga vil altid bestå!
Når stormen har lagt sig…
For Tortuga er mit hjem
Thorvald ”Blærerøvs” vise
Mit navn det er Thorvald og jeg er kriger
Nu skal i høre om min færd
Jeg drog afsted fra min landby Brotland
Ud for at vise mit sande værd
Min rejse var lang og fyldt med fare
Som ingen anden vil´ kunne kla-re
Sikke noget blær, sikke noget blær
Dyp ham i tjære og rul ham i fjer
Sikke noget blær, sikke noget blær
Dyp ham i tjære og rul ham i fjer
Jeg drog mod nord på min mægtige ganger
Og kom snart til kæmpernes store slot
Der smadre jeg porten og banked´ dem alle
Og blev derfor udnævnt til kæmpernes drot
Men konge jobbet var ikke mig
Så jeg fanged´ en bjørn og red min ve-ej
Sikke noget blær…
Jeg drog mod syd for at finde solen
Og travede hen over ørknens sand
Hvad så jeg der komme i det fjerne
En hær af vampyrer på 1000 mand
Godt jeg havde et stort hvidløg
og vampyrerne gik alle op i rø-øg
Sikke noget blær…
Min bjørn den døde der i syden
Så vest over gik jeg nu til fods
Der blev fanget af 700 trolde
der alle vil´ banke mig til blods
Men så meget som en skræmme fik jeg ikke
For jeg sparkede dem i deres store MA-VER!
Sikke noget blær…
Så tog jeg til havet og svømmede over
Langt mod øst lå en kæmpe strand
Der så jeg en krabbe på 10.000 kg
Liggende der imellem mig og land
Men krabben den blev nu aldrig min død
Og til middag der spiste jeg krabbens kø-ød
Sikke noget blær…
I nord og syd, i øst og vesten
Der regnes jeg for en mægtig mand
Min titel vil nu og for altid være:
Den største kriger i dette land
Og skulle min sang være løgn og blær
Så dyp mig i tjære og rul mig i fje-er
Sikke noget blær…
En pige gik i enge
En pige gik i enge, hun skulle skære strå
En pige gik i enge, hun skulle skære strå.
Det var ved sommertide
- Åh ja, tide
Hun skulle skære strå.
Der kom en rytter ridende
alt på sin ganger grå
Så bad han hende stille stå
Og ikke skære strå.
'Og hvorfor skal jeg stille stå
og ikke skære strå?
I aften når jeg kommer hjem
Så vil min fader slå.'
'Så tager vi en lille klud
og binder om din tå.
Og siger du har skåret dig,
Alt på de skarpe strå. '
'Du lær' mig blot at lyve,
Det står mig ikke an
Langt heller' vil jeg sige
En rytter elsker jeg'.
De lagde sig i enge imellem neg og strå
Så kyssed' hun den ridder,
For han ej skulle gå
Han strøg da op og strøg da ned
af hends hvide lår
'Hvad er det for en tjørnebusk,
Som der i mellem står?'
Det er slet ingen tjørnebusk,
som derimellem står.
Det er det bedste kildevæld
Ud i min faders gård."
Hun strøg da op og strøg da ned
af mandens hvide lår.
'Hvad er det for en svanehals,
Som derimellem står?'
Det er slet ingen svanehals som,
der i mellem står
Det er den bedste springer
Udi min faders går.'
'Og er din hest nu tørstig,
så lad den få lidt vand.'
Så tog hun den ved mulen
Og førte den til dam.
Og da den kom til dammen,
så hoppede den i
Der red den rundt så lysteligt
Der hørtes pigeskrig.
For da den kom til dammen,
så hoppede den i.
Den spyttede i vandet,
Og så var det forbi!
Kyskhedsbæltet
Oh, ædle skønjomfru,
velsign mig med Jeres nåde!
I rører mit hjerte, beruser mit sind!
Jeg skælver ved synet
af uovertruffen skønhed,
Kom, vis mig Jert skatkammer,
luk mig kun ind!
Men smeden han svared´:
”Den lås, den er avanceret.
Den overgår ganske min kløgt og forstand!
Jeg ved ej hvordan
man sku´ oplåse dette bælte,
Skønt jeg er den ypperste
her i vort land!”
Luk mig kun ind, na-ni-na-ni,
Luk mig kun ind, na-ni-na-ni,
Vis mig Jert skatkammer,
luk mig kun ind!
Da året var omme
kom husbonden hjem fra krigen.
Han udbrød: ”Oh, frue, min brøde er stor!
Da jeg var på havet
på vej hjem fra mine togter,
Da tabte jeg nøglen
den faldt overbord!”
I smigrer, min herre,
men jeg er ingen jomfru;
Fornylig jeg afgav min ægteskabsed
Til brylluppet fik
jeg det fineste kyskhedsbælte;
Det låste min husbond,
da han drog afsted...
Fortvivl ej, min frue,
for jeg ved, hvad vi skal gøre:
Følg med mig til smeden han svigter os ej!
Med grovfil og dirk
kan han åbne for Jeres bælte
Og er det Jer vilje, så viser jeg vej.
Et halvt år var gået,
da maven den syntes større;
Hun fødte to dejlige småbørn forled´n.
Og pi'n er som snydt
ud af næsen på sin moder,
Men drengen, den anden...
han ligner sgu´ smed´n!!!
Vi skal alle hænges
Vi skal alle hænges
Vi skal alle hænges, alle klynges op
Vi skal alle hænge, dingle fra en strop
Vi hænger der til kødet tør',
Vi hænger der indtil vi dør.
Vi skal alle hænge, alle klynges op.
Livets vej er hård og rå,
Men værst når døden den er blå.
Vi skal alle hænge, alle klynges op.
Vi skal alle hænges...
Vi skal alle hænges...
Frænder klynger frænde op,
Venskab ender i en strop.
Vi skal alle hænge, alle klynges op.
Vi skal alle hænges...
Når livet end'ligt rinder ud,
Da vi hylder dødens bud.
Vi skal alle hænge, alle klynges op.
Vi skal alle hænges...
Hænger der som ådselsmad,
Ved hampestroppen som et fad.
Vi skal alle hænge, alle klynges op.
Vi skal alle hænges...
Vagterne sidder i varmen
Her i den kolde og stenede port
Kan man skutte sig sammen,
når natten bli'r sort.
Kæmpe mod kulden
mens timerne går og
Mens vagterne sidder i varmen
Hey – ho! Hvor natten er kold!
Vagterne sidder i varmen
Hey hey hey – ho!
Ja, natten er kold!
Vagterne sidder i varmen
Tag dig en dram af det styrkende bryg
Det kan give dig varmen og gøre dig tryg
Men djævelen sidder
på bunden af flasken,
Som vagterne sidder i varmen
Hey – ho!...
Rotterne piber og æder din mad,
Her er lopper og lus,
men en stund har du fred
Ingen her spørger:
”Hvorhen og hvorfor?”
Nu hvor vagterne sidder i varmen.
Hey – ho!...
Gem dine rigdomme godt i dit tøj,
Sov kun let,
så du vågner ved raslen og støj
Sover du tungt ka' det koste dit liv,
Nu hvor vagterne sidder i varmen
Hey – ho!...
Kom du kun nærmere, krop imod krop
Kan vi kæmpe mod kulden til solen står op.
Glem hvad du så
og forsvind før det lysner,
For vagterne kommer med varmen
Hey – ho! En nat er forbi!
Vagterne kommer med varmen,
Hey hey hey – ho! En nat er forbi!
Vagterne kommer med varmen.
Den unge hr. Pedersen
Den unge hr. Pedersen
han letter på sin hat
Og må jeg gerne sove
med skønjomfruen i nat?
Åh ja skønjomfruen i nat
Og må jeg gerne sove
med skønjomfruen i nat?
Ja du må gerne sove
med skønjomfruen i nat
Men du må ikke pille
ved den lille missekat
Åh ja…
Så pulede han hende
fra morgen og til kvæld
Så fissen den revnede
med et ord’nligt smæld.
Åh ja…
Så kom der byvagt
med fulde dragen sværd
”Hva’ dælen ska’ du ligge dér
og pule med min mær?”
Åh ja…
Den unge hr. Pedersen
ud af vinduet sprang
Så både pik og nosser
fast i vindueskarmen hang
Åh ja…
Den unge hr. Pedersen
han drager over strand
Da så han tre kællinger
kom roende mod land
Åh ja…
Den ene stod styrmand, d
en anden hun stod gast
Den tredje krænged’ fissen over
en halvrådden mast.
Åh ja…
Den ene tygged’ skrå,
den anden røg tobak
Den tredje satte flasken
for fissen og drak.
Åh ja…
Og den som synger
sangen og trækker noget fra
Han ska’ ha’ pik og nosser
og det hele skåret af
Åh ja…
Men den som synger sangen
og lægger noget til
Han skal ha’ øl og brændevin
og FISSE når han vil.
Åh ja…
Hans, den bondeknøs
Jeg er Hans, den bondeknøs,
der frier til en bondetøs,
Hvis bare du vil gifte dig med mig.
O, gifte dig med mig.
Og hvad skal jeg med en bondeknøs,
der frier til en bondetøs?
Nej, jeg vil aldrig gifte mig med dig.
O, gifte mig med dig.
Så skal du få en kjole så fin
af det aller-allerfineste musselin
Og hvad skal jeg med en kjole så fin
af det aller-allerfineste musselin?
Så skal du få en kåbe så fin
af det aller-allerfineste hermelin
Og hvad skal jeg med en kåbe så fin
af det aller-allerfineste hermelin?
Så skal du få en bondegård
med heste, grise og køer og får
Og hvad skal jeg med en bondegård
med heste, grise og køer og får?
Så skal du få et hus så flot,
at det næsten ligner et kongeslot
Og hvad skal jeg med et hus så flot,
at det næsten ligner et kongeslot?
Så skal du få mit pengeskrin,
og nøglen dertil den skal blive din
Ja dit pengeskrin. Den er mægtig fin,
og nøglen dertil den skal blive min
Ja, jeg vil gerne gifte mig med dig.
O, gifte mig med dig.
Nej sådan en tøs skal man lede efter længe.
Hun vil ikke ha' mig selv,
hun vil ha' mine penge.
Nej, jeg vil aldrig gifte mig med dig.
O, gifte mig med dig.
Der var en skikkelig bondemand
Der var en skikkelig bondemand,
han skulle ud efter øl.
Der var en skikkelig bondemand,
han skulle ud efter øl.
Han skulle ud efter øl,
han skulle ud efter
Porter , og Pilsner
og Juleøl, og Lagerøl
han skulle ud efter øl.
Til konen kom der en ung student,
mens manden var ud' efter øl.
Til konen kom der en ung student,
mens manden var ud' efter øl.
Mens manden var ud' efter øl,
mens manden var ud'
Porter , og Pilsner…
Han klapped' hende på rosenkind
og kyssed' hende på mund.
Han klapped' hende på rosenkind
og kyssed' hende på mund.
Mens manden var ud' efter øl,
mens manden var ud' efter
Porter , og Pilsner…
Men manden stod bag ved døren og så,
hvordan det hele gik til.
Men manden stod bag ved døren og så,
hvordan det hele gik til.
For de trod' han var ud' efter øl,
for de trod' han var ud' efter
Porter , og Pilsner…
Så skød han studenten og kællingen med,
og så gik han ud efter øl.
Så skød han studenten og kællingen med,
og så gik han ud efter øl.
Og så gik han ud efter øl,
og så gik han ud efter
Porter , og Pilsner…
Moralen er: Tag din kone med,
hver gang du skal ud efter øl.
Moralen er: Tag din kone med,
hver gang du skal ud efter øl.
Hver gang du skal ud efter øl,
hver gang du skal ud efter
Porter , og Pilsner…
Dumdideli dej
At jeg er fra øen
det så I jo selv
Da jeg kom til staden
en sen sommer kvæl
Der var sang og leg
der var der stort storhej
Der var der dumdideli dumdideli dej
Der var sang og leg
der var der stort storhej
Der var der dumdideli dumdideli dej
Af mor fik jeg handsker
af far fik jeg hat
Af onkel en kjole
der stramt om mig sat
Det bedste syn´es jeg
det gav matrosen mig
Han gav mig dumdideli dumdideli dej
Det bedste syn´es…
Og nede på kajen
der mødte jeg Max
At han var en gentleman
så man jo straks
Han bød på øl og vin,
han bød på brændevin
Han bød på dumdideli dumdideli dej
Han bød på…
Og uden for kam´ret
han kyssede min kind
Og så gik jeg med ham
på kammeret ind
Han ville elske mig,
han ville favne mig
Han ville dumdideli dumdideli dej
Han ville elske…
Ni måneder er gået
jeg ser til min skræk
At maven er vokset og
matrosen er væk
Der slog den tanke mig,
han har bedraget mig
Han tog min dumdideli dumdideli dej
Der slog den…
Moralen på visen
den er nok lidt spøjs
Gå aldrig med fremmede
sømænd til køjs
De vil kun elske dig,
de vil kun favne dig
De vil kun dumdideli dumdideli dej
De vil kun elske…
Den fulde dværg
En ægte dværg kun klædt i kilt
kom ud fra byens kro
Han slingrede fra sid' til sid',
så I vil sagtens tro
At inden han var nået hjem
i sin berusergang,
Så lå han i en grøftekant
og snorked', så det sang!
Tingelingelige-laa-di-åh,
og sikken lærerig sang
Så lå han i en grøftelkant
og snorked' så det sang!
To kønne, unge piger
kom tilfældigvis forbi
Den ene sagde til den anden:
”Jeg har hørt dem si',
At inde under kilten
skulle dværgen være nøg'n,
Men vi må hel're tjekke selv,
for det kunne være løgn...”
Tingelinge...
Ja, rygtet måtte efterprøves,
så med stille skridt
Sneg de sig hen til manden,
mens han snorkede så blidt
De løftede forsigtigt op i stoffet,
og de så,
At indenunder kilten
havde dværgen intet på
Tingelinge...
De stirrede benovede
på dette sjældne syn,
Men tiden gik, som tiden går:
De måtte hjem fra by'n
De gav ham da en gave,
for med blid og nænsom hånd
Bandt de en sløjfe om den
af det røde silkebånd
Tingelinge...
Da de var gået, vågned' han,
for øllet måtte ud.
Han så da silkebåndet om den sarte,
bløde hud.
”Hvor dælen har du været,
og hva' pokker er der sket?!?
Nå, i hvert fald er det godt at se,
at du blev nummer ét!”
Tingelinge...
Tingelinge...
Jeg gik mig ud og jeg gik mig ind
Jeg gik mig ud og jeg gik mig ind,
og jeg gik mig alt i det grønne.
Jeg gik mig ud og jeg gik mig ind,
og jeg gik mig alt i det grønne.
Der mødte jeg en smedesvend
med sine fjorten drenge.
Der mødte jeg en smedesvend
med sine fjorten drenge.
"Og hør mig nu du lille pige,
hvad jeg dig vil sige:
Og vil du være allerkærsten min,
så vil jeg dig aldrig svige."
"Om jeg vil være allerkærsten din,
jeg siger ikke så så.
Nej, du må vente en tre - fire år,
så kan du mig måske få få."
"Tre - fire år det er alt for længe
for en smedesvend at vente,
Så sir' du ikke på stunden ja,
så må jeg bort fra dig vende."
"Så ræk mig derpå din barked' hånd
og derpå også din tro tro;
Så skal vi leve tilsammen vi to
i glæde og i ro ro."
Mit liv er et glas
Se, nogle ser livet, som var det forgyldt
Det halvtomme glas siger de er halvt fyldt
De ser kun det gode i dig og i mig
Og går gennem livet som var det en leg
Til dem har jeg kun én ting at sig':
Rend mig i røven! Må jeg så være fri!
Du ville sgu' også beklage dig, hvis
Dit liv var et glas, der var halvt fuld af pis!
Så kom og hør, hvad vi synger om
Det bli'r ikke bedre, før tønden er tom
Så klap mig på skulderen, gi' mig en spids,
Mit liv er et glas, der er halvt fuld af pis.
Min kone hun døde, ak det er så trist
For syfilis fik hende knækket til sidst
Jeg savner hendes mad, og for himmelens skyld
Hvem skal nu vaske og rense min byld?
Min mand lever stadig og det er en skam
Det' li'som jeg aldrig kan slippe for ham
Han er her nok stadig, når jeg' 64
Mit liv er et glas, der er halvt fuld af pis
Så kom og hør…
Vor bedste ven, bryggeren, døde i fjord
Han drukned' i øllet og sorgen var stor
Der var ikke et øje tørt i hele by'n:
For øllet sku' skrottes af ”sundhedshensyn”
Min kone har krævet, jeg stopper mit druk
Hun la'r sig ej røre af jammer og suk
Lad dette kun stå som det sidste bevis:
Mit liv er et glas, der er halvt fuld af tis
Så kom og hør…
I mener måske, jeg' et ynkeligt pjok
Og synes, at jeg skulle droppe mit brok
Og tage billetten, ja kort sagt, gå bort,
Hvis jeg virk'lig synes, mit liv er så hårdt
Men I ka' tro nej, selv om skæbnen er hård
Jeg ved, hvad jeg har, men sgu' ikk' hvad jeg får
Så hvis I vil ta' det med magt eller list
Så holder jeg fast i mit halve glas pis!
Så kom og hør…
Pindsvineskindet
Mads Kristian sagde til sin kone en Dag
”Ka du sy mig en lap i min buksebag”
Udi enden der, ja udi enden der,
sy mig en lap udi enden der.
Og konen hun købt sig et pindsvineskind,
og så vendte hun alle piggene ind!
Udi enden der, ja udi enden der,
jøsses hvor det prikked' udi enden der.
Da Mads Kristian hans så i bukserne kom,
ja han hyled´ og vræled´,
for det prikkede ham,
Udi enden der, ja udi enden der,
jøsses hvor det prikked' udi enden der.
Da Mads Kristian og hans kone
så var kommen i seng,
ja, hvad tror I så at konen hun fik,
Udi enden der, ja udi enden der
jøsses hvor det klasked' udi enden der.
Moralen her i min vise er,
Mandfolk må sy deres egne klæ´r
Udi enden der, ja udi enden der.
når der ska’ lapper udi enden der
Kan du drikke?
Nede i minen hvor mørket er så tæt
Skal du knokle dagen lang
til du bliver rigtig træt
Og selv om du er tørstig
og føler dig som død
Så er det ikke lige der, der er tid til øl og mjød
Men efter 14 timer med hakken efter guld
Så høres nye ordre´
” det er tid til at bliv´ fuld
Kan du drikke ka´ du drikke ka´ du drikke
Til korværten si´r stop
Kan du drikke ka´ du drikke ka´ du drikke
Til solen den står op
Kan du drikke ka´ du drikkek a´ du drikke
Til flasken den er tom
Kan du drikke ka´ du drikke ka´ du drikke
Til sangen den er om´
En god mine gang den bygger ik´ sig selv
Den skal afstives rigtigt
ellers bli´r du slå´t ihjel
Så tømmer det skal fragtes
ned fra skoven uden for
Og her kan man heller ikke tage sig en tår
Men efter 14 timer hvor øksen hugger til
Så høres nye ordre´
” Der må bælles som man vil”
Kan du drikke…
Jern og guld skal smeltes
og det krævermeget kul
Så fat du bare skovlen og grav et kæmpe hul
Der skal bruges store mængder
mindst 1000 kilogram
Så lad bare flasken stå, du skal ikke ha´ en dram
Men efter 14 timer og du er blevet sort
høres nye ordre´ ”Nu skal der drikkes stort”
Kan du drikke…
Når arbejdsdagen er omme og inden sengetid
Skal vi lige ned på kroen efter dagens hårde slid
Der står krusene klar og for at blive drukket ud
Og efter dem så er der flere endnu
der står for skud
Men efter 14 timer hvor vi ligger i vores seng´
Så høres der er en råbe´n
”I HAR SOVET ALT FOR LÆNG´!”
Kan du drikke…
Ræven er ude med halen så lang
Nu sover geden og grisen og koen,
hønen har klukket godnat på sin pind.
Musene pusler så sagte i loen,
myggene mygger i aftenens vind.
Pige og dreng søger ly under hylden,
stedet er farligt, for pladsen er trang.
De synker svimle til bunds i idyllen.
Ræven er ude med halen så lang.
Møllene flagrer som vildfarne sjæle,
søger et lys, de kan brænde sig på.
Han vil ha' kys, og han tror, han må stjæle,
men hvorfor stjæle en ting, man kan få?
Hun gi'r ham mange og gi'r ham dem gerne,
det bli'r en nat, de vil huske engang.
Han lover ting, hendes øjne bli'r fjerne.
Ræven er ude med halen så lang.
Flagermus væver et mønster i natten,
følger en kurs, som Vorherre har lagt.
Uglen slår ned, men en mus smutter fra den.
No'n bliver jaget, og no 'n går på jagt.
Hvem jager hvem der i skjul under hylden?
Nu var der pluds'lig en hægte, der sprang.
Siden kan de skænd's om, hvem der har skylden.
Ræven går hjemad med halen så lang.
Sødeste flickan fin
Hvor skal jeg lægge frakke og hat?
Sødeste flickan fin fin fin
Hvor skal jeg lægge frakke og hat?
Sødeste flickan fin
Henne ved min seng er en knage skat
Der kan du hænge frakke og hat
Sødeste flickan fin fin du er sku min
Hvor skal jeg lægge bukser og kjole?
Sødeste…
Hvor skal jeg lægge bukser og kjole?
Sødeste…
Henne ved min seng står der en stol
Der kan du lægge bukser og kjol´
Sødeste…
Hvor skal jeg lægge brystet mit?
Sødeste…
Hvor skal jeg lægge brystet mit?
Sødeste…
Læg dit dryst mod mine bryster
Så skal du se hvor´ sengen den ryster
Sødeste…
Hvor skal jeg lægge maven min?
Sødeste…
Hvor skal jeg lægge maven min?
Sødeste…
Læg din mave mod min mave
Så skal du se hvad vi to kan lave
Sødeste…
Hvor skal jeg lægge lårene mine?
Sødeste…
Hvor skal jeg lægge lårene mine?
Sødeste…
Læg dine lår mod mine lår
Så skal du se hvor´ røven går
Sødeste…
Hvor skal jeg stikke stiverstokken ind?
Sødeste…
Hvor skal jeg stikke stiverstokken ind?
Sødeste…
Mellem mine lår er der en ring
Og der kan du stikke stiverstokken ind
Sødeste…
Hvornår får jeg min stiverstokken igen?
Sødeste…
Hvornår får jeg min stiverstokken igen?
Sødeste…
Når den er slatten som en klud
Så skal den nok selv finde ud
Sødeste…
Sødeste flickan fin fin du er sku min
Aldrig en sømand
Når stormene raser
og bølgerne slår
mod kysten hvor jeg
nu i sikkerhed går,
har jeg den lykke
man kan ønske sig;
Der bliver aldrig
en sømand af mig
Og sømanden lever
det farlige liv
Han ænser knapt stormen
ombord på sit skiv
(han) ved aldrig om
han igen når til kaj
Nej der bliver aldrig
en sømand af mig.
Når foråret kommer
med blomster og træer
der blomstre og grønnes
i for-sommer vejr,
ser sømanden det, e
ller svalernes leg?
Nej der bliver aldrig
en sømand af mig
Når stormene raser...
Når stormene raser...
Og sømanden sier
familien; Farvel.
Han lever i savnet,
de klare sig selv.
Men sømandne ser
aldrig børnens leg.
Nej der bliver aldrig
en sømand af mig.
Når stormene raser...
Når stormene raser...
Pigen og drengen
Pigen står på gulvet,
fager som en vånd.
Leder efter Drengen,
hun vil gi' sin hånd.
"Skønne, vil du danse?
Træd i dans med mig.
Hvis du med mig danser
vil jeg elske dig."
Drengen står på gulvet,
smuk som et træ.
Leder efter Pigen
han vil danse med.
"Skønne, vil du danse?
Træd i dansen ud.
Hvis du med mig danser
skal du bli' min brud."
"Vil du med mig danse,
sig mig da dit navn.
Haver du mig kær,
så tag mig i din favn.
Skønne, lad os danse
til fiol og sang.
Skønne, lad os danse
hele natten lang!"
Der stod to piger
Der gik jo to piger og plantede kål
Der gik jo to piger og plantede kål
De talte så ofte om gifteremål
Og dikke dikke dulle
Lille du ka´ du hitte hullet
De talte så ofte om gifteremål
Da stod en matros og han hørte derpå
Da stod en matros og han hørte derpå
I aften så vil jeg til pigerne gå
Og dikke…
De satte for døren både stænger og slå
De satte for døren både stænger og slå
For ej at matrosen der ind skulle gå
Og dikke…
Ja der blæste der op en sydvestelig vind
Ja der blæste der op en sydvestelig vind
Så døren sprang op og matrosen gik ind
Og dikke…
Han satte sig jo i den dejlige stol
Han satte sig jo i den dejlige stol
Og Jomfruen trak af både strømper og sko
Og dikke…
Og de lagde sig jo i den dejlige seng
Og de lagde sig jo i den dejlige seng
Og han lave´d skønjomfruen så krølhår´t en dreng
Og dikke…
Men da de blev morgen og han skulle gå´
Men da de blev morgen og han skulle gå
Så så han sin styrmand på gaden at stå
Og dikke…
Og hvor har du været den hele lange nat
Og hvor har du været den hele lange nat
Jeg har sovet hos skønjomfruen så en´ og forladt
Og dikke…
Så blevet de alle opstillede i ring
Så blevet de alle opstillede i ring
Og tappen den svang sig så lystigt omkring
Og dikke…
Se såret på ryggen det kan læges igen
Se såret på ryggen det kan læges igen
Men pigen får aldrig sin mødom igen
Og dikke…
Men pigen får aldrig sin mødom igen
Men pigen får aldrig sin mødom igen
Kragevisen
Den bonde han ganger
sig ud i den skov
hej-a-ho, sig ud i den skov
Der så han en krage,
som sad og sov
hej-a-ho, tra-la-la-la-la-la-la
Og bonden sat buen
alt for sit knæ,
så skød han den krage
ned fra det træ.
Og bonden sat buen
for sin fod,
så skød han den krage
til hjerteblod.
Og der kom bud
fra kongens gård:
Hvad gjorde du med kragen,
du skød i går?
Af hovedet gjorde jeg
en kirkeknap,
af næbbet gjorde jeg
en tøndetap.
Af fjerene tækked´ jeg
hele mit hus,
af hjertet gjorde jeg
et drikkekrus.
Af skroget gjorde jeg
et godt skib,
det bedste som ud
i fjorden gik.
Af tarmene gjorde jeg
takkel og reb,
af benene gjorde jeg
en møgegreb.
Af gumpen gjorde jeg
et saltmadsfad.
Kom alle mine venner,
og få en bid mad.
Baconsangen
Selvom regnen slår mod ruden
Og stormen tager til
Så gør det ikke noget
For jeg ved præcis hvad jeg vil
Jeg vil stege bacon hele dagen
Og hele natten med
For det at stege bacon
Det er det bedste jeg ved
Folk fra Tokay de siger:
"Vær klar, parat til kamp!"
Men i stedet for et slagsværd
Finder jeg bacon frem
Jeg kæmper med bacon hele dagen
Og hele dagen med
For det at kæmpe med bacon
Det er det bedste jeg ved
Dengang jeg var ganske bette
Og blev lidt trist og mut
Så blev jeg lagt i vuggen
Men hvad fik jeg som sut?
Jeg fik da bacon hele dagen
Og hele natten med
For det at sutte på bacon
Det er det bedste jeg ved
Når de fine damer og herrer
Fra Sartell skal holde fest
Så er det ganske sikkert
At bacon er med som gæst
De danser med bacon hele dagen
Og hele natten med
For det at danse med bacon
Det er det bedste de ved
Og når jeg er på farten
Og vejret det bli'r gråt
Ka' det ikke skade humøret
For bacon det rejser godt
Jeg rejser med bacon hele dagen
Og hele natten med
For det at rejse med bacon
Det er det bedste jeg ved
Jeg har hørt fra pålid'lige kilder
At en præst fra Ketell har sagt
At efter de fem sande guder
Har bacon guddommelig magt
Jeg tilbeder bacon hele dagen
Og hele natten med
For det at tilbede bacon
Det er det bedste jeg ved
Når der er fest på kroen
Så vil jeg ik' derned
For de vil ikke la' mig
Ta' min egen bacon med
Og jeg vil stege bacon hele dagen
Og hele natten med
For det at stege bacon
Det er det bedste jeg ved
Selvom Falkenborgs soldater
Mod huset stormer frem
Har jeg stadig mine fødder
Til at sparke dem
Mens jeg steger bacon hele dagen
Og hele natten med
For det at stege bacon
Det er det bedste jeg ved
Står du på vagt for greven
Og keder dig derved
Forsød da nattevagten
Og tag lidt bacon med
Vogt så din bacon hele dagen
Og hele natten med
For det at vogte bacon
Det er det bedste du ved
Er du taur, felin eller elver
Bor i hule, hus eller slot
Om disse ord kan vi enes:
Bacon er altid godt!
Vi spiser bacon hele dagen
Og hele natten med
For det at spise bacon
Det er det bedste vi ved
Og drager du til Nordland
Så tag lidt bacon med
For de bruger deres grise
Til at kn... KÆLE med
De kæler med bacon hele dagen
Og hele natten med
For det at kæle med bacon
Det er det bedste de ved
Er du lidt trist til mode?
Si'r dine venner at du er grim?
Så kom kun ned til Ervard
Så finder jeg panden frem
Og steger bacon hele dagen
Og hele natten med
For det at stege bacon
Det er det bedste jeg ved
Jeg har hørt at når troldmænd de kæmper
Mod væsner fra afgrundens dyb
Så bruger de blandt andet bacon
Til at besejre de kryb
De kaster med bacon hele dagen
Og hele natten med
For det at kaste med bacon
Det er det bedste de ved
Så hele Bry, hør efter
Mit råd det lyder sådan:
Bacon er bare sagen
Om du er kvinde, barn eller mand
Vi spiser bacon hele dagen
Og hele dagen med
For det at spise bacon
Det er det bedste vi ved!
Den lange hr. Jensen
Den lange hr. Jensen
han ned ad gaden gik.
Snilde vilde vilde vilde vilde
Jokum jokum jokum.
Så mødte han en pige
der lusked efter lidt.
Snilde vilde vilde vilde vilde
Jokum jokum jokum.
Den lange hr. Jensen
trak en daler af sin pung.
For Jensen han var liderlig
og pigen hun var ung.
Så gik de ind i huset
det lå ved gadekæret.
Der smed hun sig på ryggen
med kussen li' i vejret.
Den lange hr. Jensen
på pigebarnet sprang.
Så nosserne de ringled'
og røven stod i brand.
Den lange hr. Jensen
han tævede sin brud.
Og det var li' så kussen
den så helt forfærd'lig ud.
Den lange hr. Jensen
ud af vinduet sprang.
Så både pik og nosser de
i vindueskarmen hang.
Den lange hr. Jensen
løb ned til havets strand.
Der så han tre kællinger
kom roende i land.
Den ene hun var styrmand,
den anden hun stod mast.
Den tredje lå med røven i vejret,
ligesom kompas.
Så satte han sejl
og de sejled´ over sø.
Og da de kom til land,
ja så var der ingen mø.
Hold kæft jeg er fuld
På havet der hersker der streng disciplin
Men når jeg´ på land bli´r der drukket som svin
Man kunne forvente kaptajnen sa´e stop
Men når der er alkohol drikker man op.
Og pigerne kalder mig altid et fæ
For når de vil kysse så siger jeg ”NÆ!”
Der´ kun én jeg kysser og det er min mor
For når der er tøser så står den på hor
Hold kæft jeg er fuld
Hold kæft jeg er fuld
For sørøvere holder af
hor, druk og guld
Hold kæft jeg er fuld
Hold kæft jeg er fuld
Og jeg drikker til den dag
at jeg går omkuld
Ham bådsmanden bæller nu kun for sig selv
Men drikker sgu heftigt og det er et held
Så længe han tømmer sin flaske og kop
Behøver jeg ikke at passe mit job
Hold kæft jeg . . .
Kaptajnen han bryder sig ikke om sprut
Men holder ret meget af bomber og krudt
Vort første skib sank da kaptajnen engang
Røg pibe i lasten og krudttønden sprang
Hold kæft jeg . . .
Når vi er i havn går jeg sjældent i land
For der er sgu så tørt og jeg elsker jo vand
Men ik´ til at drikke, jeg drikker kun sprut
Og græder som pisket når rommen er slut
Hold kæft jeg . . .
Hold kæft jeg er fuld
Hold kæft jeg er fuld
For sørøvere holder af hor, druk og guld
Hold kæft jeg er fuld
Hold kæft jeg er fuld
Og jeg drikker til den dag jeg ligger i muld
Hvad kan vel være skønnere
Hvad kan vel være skønnere
end eng ved morgengry
Blandt de hvide snerler
Duggens klare perler
Hvad kan vel være skønnere
end eng ved morgengry
Hvad kan vel være skønnere
end bækkens kolde vand
Over sten den klukke
Tørsten kan vi slukke
Hvad kan vel være skønnere
end bækkens kolde vand
Hvad kan vel være skønnere
end moders hjemmebag
Brød og varme tærter
Moders mesterværker
Hvad kan vel være skønnere
end moders hjemmebag
Hvad kan vel være skønnere
end at finde ly
Regnen den kan falde
Tordenbrag vil kalde
Hvad kan vel være skønnere
end at finde ly
Hvad kan vel være skønnere
end latter fra et barn
Stemmens høje trille
Øjnene der spille
Hvad kan vel være skønnere
end latter fra et barn
Hvad kan vel være skønnere
end den kærlighed
Jubelfryd og smerte
Hamrende mit hjerte
Hvad kan vel være skønnere
end den kærlighed
Hvad kan vel være skønnere
end den klare ild
Ulvene de tude
Mørket er derude
Hvad kan vel være skønnere
end den klare ild
Hvad kan vel være skønnere
end det land vi vandt
Sved og salte tårer
Blodet i vor' årer
Hvad kan vel være skønnere
end det land vi vandt
Mosekællingen
Her er en lille fortælling
om mosens halvskumle kælling;
hun gik og roded' i jorden
og fik sig de sorteste tæer.
I hytten var en stodder,
han drev den dagen lang,
og køteren den var en loppesæk,
sikke da en sang.
Den kælling var som forstummet,
trak hætten ned, blev formummet
og løb så langt ud i sumpen
at rytteren ikke ku' nå.
Der blev hun til han opgav;
fortrængt af vejr og vind,
så hesten måtte atter finde vej,
da han nær var blind.
Til mosens vindskæve hytter
der kom en vildfaren rytter
han brat sin ganger får standset
da kællingen krydser hans vej.
"O, skønne kvinde, sig mig,
hvorledes går det til
jeg møder drømmekvinden netop her,
er det skæbnens spil?"
Det var den lille fortælling
forvandlet var nu vor kælling
for tæerne de blev skuret
og lærred blev byttet med tyl.
Og stodderen blev hektisk
han sled nu dagen lang
men køteren forblev en loppesæk
sikke da en sang.
Da manden ind i gården kom
Da manden ind i gården kom
oh se, oh se, oh se,
tre garderheste stod på rad
og én og to og tre.
Da manden spurgte konen,
hvad de garderheste var
Det er tre malkekøer,
som min mor hun sendte mig!
Å-å-å-åh, la’ gå,
malkekøer med sadler på?
Jeg er en mand, som alting kan forstå.
Da manden ind i gangen kom…
tre garderstøvler stod på rad…
Da manden spurgte konen,
hvad de garderstøvler var
Det er tre raflebæger
som min mor hun sendte mig!
Å-å-å-åh, la’ gå,
Raflebæger med sporer på?...
Da manden ind i stuen kom…
tre garderhatte stod på rad…
Da manden spurgte konen,
hvad de garderhatte var
Det er tre malkespande,
som min mor hun sendte mig!
Å-å-å-åh, la’ gå,
Malkespande med med skygger på på?
Da manden ind i senge så…
tre garderhoveder stod på rad…
Da manden spurgte konen,
hvad de garderhoveder var
Det er tre hvidkålshoveder
som min mor hun sendte mig!
Å-å-å-åh, la’ gå,
kålhoveder med næser på?
Da manden under dynen så
tre gardermaver stod på rad…
Da manden spurgte konen,
hvad de gardermaver var
Det er tre melsække
som min mor hun sendte mig!
Å-å-å-åh, la’ gå,
melsække med avler på?
Da manden under maven så
tre garderpikke stod på rad…
Da manden spurgte konen,
hvad de garderpikke var
Det er tre gulerødder
som min mor hun sendte mig!
Å-å-å-åh, la’ gå,
gulerødder med øjer på?
Da manden læng´re nede så
seks gardernosser lå på rad
og én og to og tre og fi´r og fem og seks
Da manden spurgte konen,
hvad de garderpikke var
Det er 6 kartofler
som min mor hun sendte mig!
Å-å-å-åh, la’ gå,
Seks kartofler med hår på?
Marius von Wittenburg
Kom sæt dig ned og hør mit Kvad
en Fortælling så ganske sand,
Om sir Marius von Wittenburg
en stolt og mægtig Riddersmand.
Fra Sylvaniens mørke Tåge
hvor selve Døden ej tør gå,
Der fødtes der i fordoms Tide
en Dreng af mod fra Top til Tå.
Trods utallige andres Vuggedød
Der var gængs i Sylvaniens Land,
Kunne intet kue sir Wittenburg
ja selv som spæd han holdte Stand.
Hans Fremtid tegnede hård og grum
i Krigens År han voksede op,
Med Ild i Hjertet og Sværd i Hånd
kæmpede han sig til Magtens Top.
Mangen en Katastrofe hærgede
og strenge Tider var ej få,
Ja selv i Wittenburgs eget Hjem
Fred og Ære skulle forgå.
Tords Nøden var stor og Folket led,
Så flokkedes de til hans Sid´
han beskyttede dem hver og en
ej mere skulle nogen lid´
Men ak Skæbenen var igen på Spil
og ind på Scenen skulle træde,
for den gamle Fader von Wittenburg
forlod denne Verden i vrede.
Nok for hans Sjæl til det hensiddes hen
men hans Krop den lå tilbage,
der i tog onde Kræfter bo
under Edder, Jammeren og Klage.
Så samme Nat som Faderen faldt
der genopstod fra de Døde,
Et Væsen så mægtigt, grusomt og ondt
der drak af Blodet det røde.
Få kan måle sig med Marius
hans døde Fjender tælles ej let,
Men Kampen imod hans udøde Far
det gik til sidst ret så slet.
For hvem vil ikke ære sin Far,
der i Livet var mægtig og vis,
Så Marius drog bort der fra
Hvilket kostede den højeste Pris.
Hans sidste Ord før han drog bort
runger stadigvæk i hans Land,
”Skulle jeg dræbe o Fadder min
så kald mig ej en Æresmand”.
”Må Lykken nu stå mig bi
Giv mig ej flere Nederlag,
Ej igen skal mit Sværd da tøve
når jeg slås for en retfærdig Sag”
Nu kæmper Marius von Wittenburg
for alle jer der lider Nød,
Han befrier jer for al skins ondt
og for Sult, Frygt og Død.
Så løft nu jeres Bægre hver og en,
og drik en Skål for denne Mand,
Sir Marius von Wittenburg
den mægtigste i vort land.
Hey Nonny Nonny
Når der er smukke piger,
Bli'r kloge mænd til fæ
Men hvad skal man med skønhed,
Når de er ned' på knæ?
De grimme de bli'r tit valgt fra,
Men det er nu en skam
For, nej, de' ikke kønne,
Men de ka' sgu' deres kram!
Ja, tag nu Josefine
Der ofte bli'r valgt fra
Hun har sin moders øjne
Og skægget fra sin far
Men når hun først ta'r fat, så
Ka' du mærke jorden ryst'
For hun ka' noget særligt,
Når hun ta'r den til sit...
Er hun grim og grum og ligner
Et vildsvin på en prik?
Alle ser nu skønne ud
med munden om din
Hey! Nonny nonny...!
Så er der Gale Gerda
Med rotter ovenpå
Hun vasker aldrig kroppen,
Hendes hud er mat og grå
Men hun gi'r den hele 'armen,'
Og hun får det hele med
Og gi'r dig så et kæmpekys
Med munden fuld af...
Er hun grim…
Min første nat med Klara
Kræved' fire flasker sprut
Men det er fire flasker, som
Jeg aldrig har fortrudt:
Hun har betændte bylder,
Hun er både grim og døv
Men det er glemt det øjeblik
Hun smager på din..
Er hun grim…
Mathilde er så stor, at
Jorden skælver, når hun går
Hun sveder som et svin, og
Hendes krop er fuld af hår
Men når hun først ta'r rigtig fat
Og viser, hvad hun kan
Så gør det ikk' det store, at
'Mathilde' er en...
Er hun grim…
Håbet lever i mindet
I tidernes morgen, da alt ånded' fred
under den lysende lind
Der rævene tumled' og hestede red
og håbet lever i mindet
Men træer, der svajede, står der endnu
under den lysende lind
For livet kan aldrig slås ganske itu
når håbet lever i mindet
Men stormen kom rasende, træerne faldt
under den lysende lind
Og dådyr og blomster lå dræbt overalt
men håbet lever i mindet
Med tiden der voksede blomster af jord
under den lysende lind
De bredte sig langsomt i skønneste flor
for håbet lever i mindet
Da stormen var faldet, de færreste stod
under den lysende lind
De mægtigste træer var faldet med rod
men håbet lever i mindet
En dag vil den skønneste skov atter stå
under den lysende lind
Med fugle, der flyver og blomster så blå
for håbet lever i mindet
Agnete og havmanden
Agnete hun ganger på Højelands bro,
Agnete hun ganger på Højelands bro,
da kom der en havmand fra bunden op.
Hå, hå ja!
da kom der en havmand fra bunden op.
Agnete hun ind ad kirkedøren tren,
og hendes moder efter i den samme sind.
Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig,
og vil du nu vær' allerkæresten min?"
"Og jeg har mig været på havsens bund,
syv sønner jeg da ved den havmand har få't. "
O ja, såmænd det vil jeg så,
når du kun ta'r mig med ned på havsens bund. "
"Og hvad gav han dig da for æren din,
da han dig fæsted' til bruden sin?"
Han stopped' hendes øren, han stopped' hendes mund,
og førte hende ned til havsens bund.
"Og han mig da gav et prægtigt guldbånd,
det bindes ikke bedre om dronningens hånd."
Der var de så tilsammen i otte år,
syv sønner hun da ved den havmand får.
Den havmand ind ad kirkedøren tren,
og alle de små billeder de vendte sig omkring.
Agnete hun sad ved vuggen og sang,
da hørte hun de engelandske klokkers klang.
Hans hår det var som det pureste guld,
hans øjne de var alt så sorrigfuld
Agnete hun går for den havmand at stå:
"Og må jeg mig nu udi kirken gå?"
"Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig:
og dine børn så små de længes efter dig."
"O ja, såmænd det må du så,
når du kun kommer atter til børnene små."
Og lad dem længes, imens de længes vil,
slet aldrig så kommer jeg mere dertil. "
Han stopped' hendes øren, han stopped' hendes mund,
"O tænk på de store, og tænk på de små,
ja tænk på det lille, som i vuggen lå."
han førte hende på den engelandske grund.
"Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig,
og hvor har du vel været i otte år fra mig?"
Ret aldrig jeg tænker på store eller små,
langt mindre på det lille, som i vuggen lå,
I Kongens gad
I Kongens gade i røvens kælder
terumsarula terumsarej
kan man få ræverøv og frikadeller
terumsarula terunmsarej
og mens gæsterne de spiser
går værten rundt og hyggefiser
det hele fås til moderate priser
terumsarula terumsarej
Og værtens datter hun hedder Musse
Terumsarula…
hun har en yndig lille toppekusse
Terumsarula…
hun ved at mændene sæden spreder
og at livet har så mange glæder
hun la' sig pule næsten alle steder
Terumsarula…
Og Musses kæreste han hedder Jeppe
Terumsarula…
og kors i røven hvor han kan kneppe
Terumsarula…
han kan kneppe så det klasker
alt imens han tømnmer tyve flasker
mens pik og rædderne i røven dasker
Terumsarula…
I Kongens gade i røvens kælder
Terumsarula…
kan man få ræverøv og frikadeller
Terumsarula…
og mens gæsterne de spiser
går værten rundt og hyggefiser
det hele fås til moderate priser
Terumsarula…
Og Kongens gade den er brændt
Parlez-vous
Og alle luderne er rendt
Parlez-vous
Ingen penge, ingen skrå. ingen fisse kan vi få
Inke-pinke parlez-vous, og det brænder endnu
Vandreren
Han vandrede på marker
Han vandrede på eng
Han vandrede i bjerge og dale
Og da han kom til byen Spurgte han sig selv
”Vil jeg mon her finde min kære ?”
Hvor vil han vandre
Og hvor vil han hen
Vil han mon følge sit hjerte
Hvor vil han vandre
Og hvor vil han hen
Han levede et liv uden smerte
Han gik da hen til troldmands tårn
Spurgte efter vej
”Hvor kan jeg finde min kære”
Troldmanden han svarede ” følg da blot mig,
min hest vil os to bære”
Hvor vil han…
Men alt imens det skete
På troldmandens loft
Der sad der en dværg og lyttede
”hvis jeg kan hende finde, så kan jeg blive rig,
på guld som han vil give i bytte
Hvor vil han…
Dværgen tog af sted nu
mod søen så dyb
her fandt han mandens kære
” følg med mig til grotten i bjerget, åh så dybt
her vil din elskede være
Hvor vil han…
Troldmanden ham førte
Nu hen til bjerget dybt
”her vil du finde din kære,
men pas du nu på dværgen
som bor i grottens dyb
han kan din bane være”
Hvor vil han…
Han gik da ned i grotten
Med faklen hævet højt
dernede der så han sin kvinde
”hvis du vil hende have
så skal jeg have guld
du kan mig ej overvinde”
Hvor vil han…
(Lykkelig slutning)
Han trak da fra sit bælte
Sin armbrøst hurtigt frem
Og dværgen han døde på stedet
Han gik da hen til kvinden
”Har du mon ledet last ?”
”Dit liv jeg lige har reddet”
Hvor vil han…
(Tragisk slutning)
Han trak da fra sit bælte
Sin armbrøst hurtigt frem
men ramte ulykkeligvis kvinden
Dværgen drog sin økse og pandeskallen brast
manden han spredtes for vinden
Hvor vil han…
(Svinsk slutning)
Ja køn, det er hun ikke
Og barmen er ej stor
Og jeg kan ej over dig vinde
Jeg tager nu ind til byen Og finder mig en kro
Og der vil jeg købe en kvinde
Hvor vil han…
Vi kommer fra dalenes fred
Vi kommer fra dalenes fred
Og faner af havre har vi med.
Den skal høstens gerning sande,
smykke vore pigers pande.
Når vi går gennem landsbyens led.
Vor le får nu hvil for i år
thi klinter med aks er lagt på bår'.
Alle skræntens bær er fundne,
alle ag'rens neg er bundne.
Og lagt ud på de vældige skår.
Vi mejed' vor mark under sang
så langt rækker strygespånens klang.
Når blandt havens kål den klinger,
man os mjød og kage bringer.
Mens det dufter af mynte over vang.
Dødehæren
Dødehærens march er frem
Soldater uden navn
Vandrer evigt, aldrig hjem
Soldater uden navn
Dødehæren skabt af sorg
Ejer ej en ensom borg
Hule kinder, sølven skær
Ingen mere har dem kær
Isnet blod og hjertestop
Hvileløse uden krop
Efter kampen den er stum
Rejses de af skæbnen af grum
Uden mening, uden liv
Ingen arving, ingen viv
Hver og en er blevet glemt
Mellem liv og død er klemt
Dødehæren standses ej
Af modig kriger, kryster fej
Frelsen kommer ej til dem
Som evigt vandrer aldrig hjem
Dødehæren har et mål
Find dit navn i dødens bål
Dødehærens march er frem
Vandrer evigt, aldrig hjem…
Tralulalej
Jeg var en pige på sytten år
og havde ingen anden
At elske end min bedstemor
og hun var grim som pokker
Og hun havde ingen
Tralulalej traulalej traulalej
Og hun havde ingen traulalej
det skal jeg aldrig glemme
Da bedste så kom hjem igen
og alt var lagt til side
Og sengen var redt op min ven
så hun fik ingen ting at vide
At jeg havde fået hans
Tralulalej traulalej traulalej
At jeg havde fået hans traulalej
det skal du aldrig glemme
En dag da bedste var gået i by´en
og jeg alene hjemme
En smededreng kom op til mig
det kan jeg aldrig glemme
Han vidste mig sin.
Tralulalej traulalej traulalej
Han vidste mig sin traulalej
det kan jeg aldrig glemme
Ni mån´der svandt så hastigt hen
og jeg til verden fødte
En skøn og krøl´håret lille dreng
og han skal hede Alfred
Men han har også en
Tralulalej traulalej traulalej
Men han har også en traulalej
det skal du aldrig glemme
Vi kom så hurtigt op i sengen
og jeg lå ganske stille
Da plus´lig under skørterne
begyndte det at kilde
Så fik jeg hans
Tralulalej traulalej traulalej
Så fik jeg hans traulalej
det kan jeg aldrig glemme
Og når engang han så bliver stor
så vil jeg til ham sige
O vogt dig for de piger små
Som under skørterne vil kildes
For de vil ha´
Tralulalej traulalej traulalej
For de vil ha´ din traulalej
det skal du aldrig glemme
Morgan kvadet
I Midterrigets fort
Der hvor natten er så kort
Blev han født
En af Gallmar’s bedste sønner
Og hver gang han drog i slag
Kæmped’ han den hele dag
Mens fjenderne de bad de sidste bønner
Se der en flot soldat
Ja, en stor og stærk krabat
Og hans navn det ligger just
på alles læber
Når Sergent Morgan kommer ind
Rødmer hver en kvindekind
Mens mændene de taber deres kæber
Da han voksede som dreng
Blev han længer’ end sin seng
Og snart han skulle i vor hær og tjene
Nu er han soldat for Kiel
Flot og heftig, og viril
Og masser af medaljer han fortjene
Se der en flot…
Soldaterne fra Kiel
Blanke rustninger og smil
Der kan smelte alle skønne møers hjerter
Og hvis de først får lov
Til at gå og ha’ lidt sjov
Så får de nok de jomfruer, som er der!
Se der en flot…
Sergent Morgan er vor mand
Og han kæmper hvad han kan
For blod og ære og for fædrelandet
Og hans navn det skal bestå
I min sang det klinge må
Til denne verden løber ud i sandet
Se der en flot…
Katten ned i sækken
Nede i den lille by
Synger de i vilden sky
Når de ser den lille kat,
Der kan holde fest den halve nat
Katten har en lille hund
Hunden har en kæmpe mund
Og i munden er en tand,
Og i tanden bor en lille mand.
Byen holdt en mægtig fest
Manden han tog med som gæst
Kravled' ud af hundens mund
Og forelsked' sig i samme stund
Pigen hun var smuk og høj
Rundt i dansen kvikt hun fløj
Manden op på pigen så,
Men han nåed' kun til hendes tå
Katten ned i sækken
Og så hunden over hækken
Og en mand gik over bækken
Og fik våde sokker
Så en dejlig pige,
Glemte helt hvad han sku' sige,
Så han hentede en stige
Til de lyse lokker
Se hvor han fløj mod himmelen høj
Og hvor manden drukned' panden
og forstanden til det blev dag
Se, hvor det går, når lærkerne slår
Og når manden lukker panden
og forstanden ind i kanden,
Hvor de danser til det bli'r dag.
I den stjerneklare nat
Tog han da en stige fat
Kravled op mod hendes hals
Lige midt i en gevaldig vals
Men med ét holdt dansen op
Og som en champagneprop
Fløj han af den pige sød
Og han landed' i en kande mjød!
Katten ned i sækken…
Se hvor han fløj…
Mens i kanden rundt han flød
Kom derhen den pige sød
Satte kanden for sin mund,
Slugte mjød og mand i samme stund!*
Og i hendes mavesæk
Sad den lille mand så kæk:
"Jeg ka' sagtens være glad:
Her er mjød og vin og dejlig mad!"
Katten ned i sækken…
Se hvor han fløj…
Jeg så en ulv, en ræv, en hare
Jeg så en ulv, en ræv, en hare
Jeg så dem danse alle tre
Jeg så en ulv, en ræv, en hare
Jeg så dem danse alle tre
Midt i vinterens kolde sne
så jeg en ulv, en ræv, en hare
midt i vinterens kolde sne
så jeg dem danse alle tre
Så spurgte jeg Louise
Fisseknald faldera, fisseknald faldera
den er i Kongensgade hvor den har været før.
Så knepped´ jeg Louise til solen den krøb frem
til hendes fisse lignede en ladeport på klem
Så spurgte jeg Louise, hvor er din gadedør
den er i Holmensgade hvor den har været før
Fisseknald faldera, fisseknald faldera
den er i Kongensgade hvor den har været før.
Så sag´ jeg til Louise ”nu kan min pik ej stå”
så stak jeg op i fissen en gammel rulle skrå
Så trak jeg op af lommen to kogte grisseør´
nej, du skal gi` en sølvmønt som du har givet før
Så trak jeg op af lommen en daler fin og blank
Louise røg i lagnerne det gik som tju og bank
Så puled jeg Louise fra otte og til ti
til hendes kusse lignede en gennemhullet si
Så puled jeg Louise fra ti og så til tolv
til hendes fisse lignede et gammelt slidt chatol
Så bollede jeg Louise fra tolv og så til to
til hendes fisse lignede røven på en so
Så svarede Louise ”hvor er din pik dog god,
den river i min kusse som var det peberrod”
Nu går jeg rundt der hjemme med nosserne i bind
Og tænker på de dage hvor den gik ud og ind
Men kommer så Louise en dag forbi min dør
Så smider jeg bandagerne og puller hend´ som før
Men den der synger visen og trækker noget fra
han skal ha` ris på raderne, og pikken skåret af,
Men den der synger visen og lægger noget til,
Han skal ha` øl og brændevin, og fisse når han vil,
Krigeren
Der fandtes en kriger
Så ung og så stærk
Tilbage i svundne tider
Hans blod var af ild
Og hans hjerte af guld
Han var så sandelig en ridder
Da dagen oprandt
Til det store slag
Det største i mands minde
Da stod han på marken
Med trukket sværd
At flygte han havde ej på sinde
Hvad er krigerens navn
Hvem slås som en skygge
Hvad er krigerens navn
Budbringeren af ulykke
Han huggede og sled
i langen tid
han kæmpede med mod og vilje
Og da han havde hevet
Sejren i land
Så han en ridder sig stille
Hvad er krigerens…
Ridderen bar en
Brynje af sølv
Hans sværd det brændte som lynet
Hans ganger var sort
Som natten selv
Vor kriger forfærdes af synet
Hvad er krigerens…
De kæmpede til tusmørket
Det faldt på
De stod med krydsede klinger
”De kæmper bravt
Vend blot ryggen til
Og flyv som havde de vinger”
Hvad er krigerens…
Men videre de stred
I sorten nat
Vor kriger han følte kun smerte
Men da han fattede
Sit greb om sit sværd
Da skilte han fjende fra hjerte
Hvad er krigerens…
Der fandtes en kriger
Så ung og så stærk
Tilbage i svundne tider
Hans blod var af ild
Og hans hjerte af guld
Han var så sandelig en ridder
Hvad er krigerens…
Dommedag dommedag
Dommedag, dommedag, kommer du snart?
Lad os få godt-øllet ind i en fart.
Skynd dig nu lidt, mens vi har det så rart
På kroen – på kroen.
Afdansningsballet er lige begyndt.
Tænk ikke mere på pragt og på pynt.
Skynd dig: Drik ud, inden øllet bli’r tyndt
På kroen – på kroen.
Købmand og bonde og småtøs og træl:
Timen er nær! Så vær god ved dig selv.
Snart er det tid til at sige farvel
Til kroen – til kroen.
Ormene gnaver sig ind i din vom.
Hesten er død og dens krybbe er tom.
Lindring det finder du kun ét sted: Kom
Til kroen – Til kroen.
Humle og svampe og skovurters saft
Fjerner dit mismod og lover dig kraft.
Skøn på den dejlige tid, du har haft
På kroen – på kroen.
Elskovens kræfter de vil ebbe ud.
Nåed’ du aldrig at få dig en brud?
Så er det nu ,inden lyset går ud
På kroen – på kroen.
Tåber og trælle og halvsølle pjok,
Se på jer selv! For så ser i det nok:
Bare en skabet og hjælpeløs flok
På kroen – på kroen.
Dommedag, dommedag, kommer du snart?
Lad os få nadveren ind i en fart.
Skynd dig nu lidt, mens vi har det så rart
På kroen – på kroen.
Drafur og Gildur
Tramp af tunge støvler hør's
Dværgesang med vinden før's
Til den lysning lille
Hvor trolde venter stille
Pluds'lig trold'nes lykke vend's
Og for Drafur håbet tænd's
Gennem tåger røde
Gildurs øjne gløde
Lumske trolde bag et træ
Tror de let kan dværgen ta'
Drafur går mod skoven
Måneskin foroven
Trold i mængde rykker frem
Håber på lidt dværgemam
Ryg mod ryg står dværge
Troldelig i bjerge
Trold har ventet længe nok
Sni'r sig fremad ud i flok
Drafur spidser ører
Uglen ej han hører
Drafur med et ulvegrin
Svinger dobbeltøksen sin
Troldeskrål'ne døves
Men halse sønderkløves
Pluds'lig bruser trolde frem
Store, grimme, savleklam'
Det vil Drafur tvinge
Til øksen sin at svinge
Dværges vrede bliver vakt
Nærm'ste trold får skallen sprakt
Se hvor trolde bakker
Gildur kløver nakker
Trolde håber hver og en
At knuse Drafurs begge ben
Forhåbningen ej kildes
Trolds hals fra hoved' skilles
Krympet er nu troldes led
Snart kan dværge få lidt fred
Mens han bort sig slæber
Den sidste trold de dræber.
Troldene bli'r fler' og fler'
Drafur vil ej se dem mer'
Troldhov'der er trange
Men nu er de for mange
For dem, som ej forstår min sang
Synger jeg endnu engang
At den bedste kriger
Er i dværges riger
Det skal jeg garantere ham for
Hvis der skulle komme
en bejler til min dør
Hvad jeg tænker nok der gør
Det har der altid gjort før
Så det gør der nok igen
Så skal han ikke
få sin hest i min stald
Det skal jeg gar´ntere ham for
Men hvis han nu skulle
få sin hest i min stald
Hvad jeg tænker …
Så skal han ikke
drikke kaffe med mig
Det skal jeg gar´ntere ham for
Men hvis han nu skulle
drikke kaffe med mig
Hvad jeg tænker …
Så skal han ikke
komme ind i mit kammer
Det skal jeg gar´ntere ham for
Men hvis han nu skulle
komme ind i mit kammer
Hvad jeg tænker …
Så skal han ikke
Lege kysse leg med mig
Det skal jeg gar´ntere ham for
Men hvis han nu skulle
lege kysse leg med mig
Hvad jeg tænker …
Så skal han ikke
komme ned i min seng
Det skal jeg gar´ntere ham for
Men hvis han nu skulle
komme ned i min seng
Hvad jeg tænker …
Så skal han ikke
pille trusserne af mig
Det skal jeg gar´ntere ham for
Men hvis han nu skulle
pille trusserne af mig
Hvad jeg tænker …
Så skal han ik´
få ”Lille Peter mand” i hul
Det skal jeg gar´ntere ham for
Men hvis han nu sku´
få ”Lille Peter mand” i hul
Hvad jeg tænker …
Så skal han ik´
få ”Lille Peter mand” igen
Det skal jeg gar´ntere ham for
Knalde Kalle
Har i hørt om Kalle den gamle kriger
Som altid hænger på kroen og siger
Han har sgu det flotteste skæg i byen
Men for oven er han et sørgeligt syn.
Knalde Kalle har hentehår
han kilder pigernes
hvem, hvad, hvor?
Knalde Kalle har hentehår
han kilder pigernes
hvem, hvad, hvor?
Der er pæne piger som skær grimasser
Når Kalle river en sjofert af sig
Men når det fået chemisen af
Vil de gerne prøve hvad Kalle Ka'
Knalde Kalle har…
Hvis du tror at Kalle har knald i låget
Og synes han griner en smule fjoget
Så er han nok ikke så dum endda
For han ved sgu godt hvad han griner af
Knalde Kalle har…
Han er tynd i toppen men god på bunden
en fandens kalde men mest i munden
han lyver så stærkt som en hest kan rende
men Kalle han er min bedste ven
Knalde Kalle har…
I sin lomme har han et tryllespejl
Og i det har Kalle slet ingen fejl
For i spejlet der er han den pæne fyr
Men i virkeligheden en grimmer tyr.
Knalde Kalle har…
Han har skæve ben og forlorne tænder
og brænder sit lys i begge ender
Han nyder cigaren til sidste gnist
Men han nyder kvinderne først og sidst
Knalde Kalle har…
Ligesom Kalle ka, ja det ka sgu alle
Så puds du bare din blanke skalle
Hvad gør det din skildning er lidt for bred
Det ikke håret man gør det med
Knalde Kalle har…
Han er altid flad og har tomme lommer
Men øllet skummer hvorend han kommer
På damer der sætter han meget pris
Og de kalder ham deres nuttegris.
Knalde Kalle har…
Knalde Kalle har…
Åh du lille pige
Åh du lille pige
med de blå så blå
Åh du lille pige
med de øjne blå
Øjet hører dig til
men blikke hører mig til
Åh du lille pige med de øjne blå
Åh du lille pige
med den mave rund så rund
Åh du lille pige
med den mave rund
Maven hører dig til
men barnet hører mig til
Åh du lille pige med den mave rund
Åh du lille pige
med den mund så rød så rød
Åh du lille pige
med den mund så rød
Munden hører dig til
men kysset hører mig til
Åh du lille pige med den mund så rød
Åh du lille pige
med den skov så sort så sort
Åh du lille pige
med den skov så sort
Skoven hører dig til
men jagten hører mig til
Åh du lille pige med den skov så sort
Åh du lille pige
med den barm så blød så blød
Åh du lille pige
med den barm så blød
Barmen hører dig til
men suget hører mig til
Åh du lille pige med den barm så blød
Åh du lille pige
med den brønd så dyb så dyb
Åh du lille pige
med den brønd så dyb
Brønden hører dig til
men pumpen hører mig til
Åh du lille pige med den brønd så dyb
Manden og konen
Manden og konen satte sig ned,
talte alt med hveranden:
"Aldrig så troede jeg, at du var mø,
dengang vi fandt hinanden."
"Var jeg ikke mø, så var jeg som jeg kan,
li'sågod en kone, som du er mand!"
Hu hej for mig og dig, siger jeg,
og den dag jeg glemmer aldrig.
Manden han tog sin højre hånd op,
slog konen på hend's øre:
"Sådan det gør hver ærlig bondemand,
når konen hun ej vil høre.
Hvor jeg dig byde, der skal du lyde,
derfor jeg monne husherre hedde!"
Hu hej for…
Konen hun tog sit rokkeho'de af,
slog manden det for panden:
"Sådan det gør hver ærlig bondekvind,
når manden går fra forstanden.
Hvor jeg dig byde, der skal du lyde,
derfor jeg monne madmoder hedde!"
Hu hej for…
Manden han gik ad skoven til
at skære de kæppe hvide.
Konen hun svor på ære og tro:
"Dem får han selv opslide!"
Da han kom hjem, så gik de i gang,
så stumperne rundt i stuen sprang.
Hu hej for…
Sådan stod det på i dagene tre,
konen blev værr' og værre.
Manden han faldt på sine bare knæ
og kaldte sin kone herre:
"Hvor du mig byde, der vil jeg lyde,
derfor du monne husfrue hedde."
Hu hej for…
Manden han gik af stuen ud,
der mødte han sin nabokvinde:
"Sådan sloges jeg med kællingen min,
så begge mine øjne rinde.
Det er da også kattens til spil
når manden skal gøre, som fruen vil!"
Hu hej for…
"Og sloges du med kællingen din
så begge dine øjne rinde,
så har hun fa'me tævet dig igen
som ærlig en bondekvinde.
Det har jeg hørt, at hun har gjort ved sin;
nu vil jeg hjem og prygle på min!"
Hu hej for…
Silvia, Havets Frue
En sang jeg synger om kærlighed,
Om en elskov smuk og fin.
Ridder af mit hjerte, du,
Som var blød og sød som vin.
Du flygted’ fra hendes kolde slot,
Men dit hjerte kunne ej
Holde til det kolde vand,
Nu du vandrer dødens vej.
Dit hjerte du lovede til mig,
Dine løfter du var tro.
Men havet hun var ond ved mig,
Hun væk fra mig dig tog.
Silvia hun smiler ej
Sit sorte, kolde smil.
For Havets Frue er på vej,
Efter sjælen, som er din.*
Silvia, vor dronning her,
Smuk og kold som is.
Døden gemt i bølgerne,
Det er vor troskabs pris.
Silvia…
Du drog til lande langt herfra,
Du var sømand, stærk og god.
Men Silvia misundte mig,
Ned i dybet hun dig drog.
Hun prins dig gjorde af Havet stort,
Du hendes slave var.
Men Silvia forstod dig ej,
Du mit hjertes ridder var.
Silvia…
Du hviler trygt i dødens favn,
Uden frygt og had og svig.
Men Silvia hun vil stadig gå,
Og søge i hver vig.
Silvia og jeg især,
Vi begge holdt dig kær.
Men uden os var du stadig her,
Og jeg ku’ vær’ dig nær.**
Silvia…
Olufs bacon kvad
Oluf han sad på sin trone så flot
”Hvor er min bacon?”
Han længtes efter alt
der var stegt, sprødt og godt
”Hvor er min bacon?”
”Jeg vil trakteres” sagde han og lo
”Med noget der er kommet
fra røven af en so”
De frem for ham førte vine så sød
Olufs blik fortalte om
mord, drab og død
De gav ham et anker af mørkeste øl
Men Oluf var lige
ved at få et føl
Han fik da ringe af pureste guld
Olufs humør
blev så sort som muld
Til Oluf kom der en troldmand så fin
”Skrub af din gøgler
og husk din kanin”
Nu var Oluf ved at blive sur
Jeg må tæve på nogen
”Vidar det´ din tur”
Budskab gik da til kroen ned
Vidar blev ræd
og i sin´ bukser sked
Stakkels Vidar tænkte ”Dette bliver min død”
”Hvis jeg ikke skaffer Oluf
noget svinekød”
Så der blev kigget i skabe og ledt over alt
Men der var intet svinekød,
hverken røget eller salt
Vidar han råbte ”Kone hvor er svigermor?”
”Hvis jeg skære lidt af hende
bli´r skaden ik´ så stor
Han skar da et stykke af låret uden tøv´n
”Ham Oluf lød sulten,
så jeg skær´sku lidt af røv´n
Vidar løb til Oluf og sag´ ”Så er der mad!”
Oluf lo og smilte,
uh han var så glad
Oluf han spiste nu i dagene tre
Indtil der ikke var mere
rø´ BACON tilbag´
”Det var den bedste bacon jeg har smagt
Alle hil bacons
guddommelig magt.”
Spillemanden
Jeg er spil´mand jeg skal spille
til grav øl og til dans
I sol og når skyer
dækker månes skæreglans
Jeg vil aldrig høre råd
og jeg vil spille som jeg vil
Jeg spiller for at glemme
at jeg selv er til.
jeg skal spille når i graver
jeres kære ned i jord
jeg skal spille hele sorgen
i en vise uden ord
og det svære som er døden
og som mildnes under sang
det skal strømme som en brusene
sorg fra min streng
Jeg vil ikke tærske rug
og jeg vil ikke skære siv
For den hånd som buen føres i
må ikke blive stiv
I må ikke skælde ud
eller kalde mig for lad
Når jeg stundom hel´re sulter
end jeg spiler for mad
Jeg skal følge igennem engene
i høsten høje nat
Og i røg fra tusind miler
skal jeg synge som besat
Og når natten bølger begsort over
skov, stjerner, skum
Min sang skal lyde klart
ind i men´ske sjælens rum
Jeg vil ikke grave jorden
jeg vil ikke hugge ved
Jeg vil drømme under træerne
til solen er gået ned
Og i aft´nens røde brand
vil jeg tage fat med min fiol
Og spille til hvert øje
lyser hedt som kvældens sol
Tre sorgens strenge har jeg
den fjerde er gå´t af
Den brast i en skælven
på den bedste vens grav
Men lige indtil døden
vil jeg følge jer med sang
Jeg skal dø og jeg skal spille
til dommedag engang
De to brødre
Sangen som her skal synges
Handler om et sted imod nord
Den handler lidt om lykke
Men også om ondskab og mord
Den handler om fæle bæster
Den handler om dumdristige mænd
Som trodsede alle farer
Men aldrig kom hjem igen...
For en aften rundt om bålet
Hvor alle stjerner var tændt
Hvor øllet flød,
hvor festen var i gang
Historier blev hvisket
Og alle mand lyttede spændt
Da skjaldene de spilled'
op til sang De sang
Eventyret venter på den,
der drager af sted
Med mod i hjertet,
raske fødder, tro på sig selv!
Mange gik af gårde
og hvis du vil, ta'r du med
Store skatte venter på enhver,
der har mod og held!
En dag som alle andre
Hvor solen skinnede klart
Og fuglene de kvidred' som besat
To brødre de gav håndslag:
”Nu pakker vi alt, hvad vi har
Og finder så den sagnomspundne skat!”
De drog da bort fra hjemmet
Alt under himmelen blå
De delte både tøj og telt og mad
Det flød med sang og latter
Hvorend de brødre man så
Og ingenting ku' skille dem ad!
Eventyret venter…
En nat de sad ved bålet
De hørte en underlig lyd:
En gnækken og en hvislen lidt derfra
Flere lyde fulgte
De greb efter skjolde og spyd
Og ryg mod ryg de stillede sig klar.
Da gennembrødes mørket
Af skrigende trusler om død
Da tusind tænder søgte deres blod
De kom fra alle sider
Ved lugten af menneskekød
Men ryg mod ryg stod brødrene imod
Eventyret venter…
Da kampen den var ovre
Stod brødrene ene tilbag'
Og foran dem et stort og mægtigt skrin
Det flød med diamanter,
Var smykket med gyldne beslag
Og begge råbte: ”Skatten den er MIN!”
De stirred' på hinanden
Med øjne så kolde som is
Og før de vidste af det, trak de kniv
Forblændede af skatten
og midt i den blodige dis
Forsøgte de at ta' hinandens liv
Eventyret venter…
Man fandt dem, da dagen gryed'
Med broderdolk i blodige bryst
Kroppene blege, stille
Kun ravne skreg deres trøst
Så vogt dig, du eventyrer
Hvor end du vender dig hen
Vogt dig for dine fjender
Men mest for din nærmeste ven
Eventyret venter…
Visen om Hedegård
Og orkerne sagde: ”Det indviklet vær’”
Mens vi andre enige var
I Hedegården kan livet vær’ svær’
Men for os er sagen klar
Kærlighed blomstrer i gårdens ly
Kys gjalder, hun tages i favn
Krofatters sprut får enhver til at spy
En nymfe bærer hans savn
Vi vil feste og le
Vi vil danse måske
Ud på heden i heden en sommerdag
Vort liv her er vort
Skønt det synes så kort
Så holder vi fast på det muntre lag
Vi vil…
Dans til…
Dans til visen om Hedegård
Dans til visen om Hedegård
Dans til visen om Hedegård
Dans til visen om Hedegård
Borgermesteren fandt sig en træl
Og måtte bøde herfor
Møllerens mølle står fint i læ
Den drejer sig ikke spor
Vi vil…
Dans til…
Livet skal leves og tiden den går
Med glæde bli’r man forvænt
En landmåler skubbed’ til bonden en dag
Skønt fremtiden ikke om lykke spår
For at måle gårdens valør
Venter vi stille og spændt
Selvom kongen vil blandes i hver en sag
Er han ude i kulden som før
Vi vil…
Dans til…
Vi vil…
Dans til…
Dans til..
Nattens væsener
Mørket kommer før du
venter det, dagen bli'r til nat
Natten sænker sig og
slukker dit sidste,spinkle håb
Håbet forsvinder og
tankerne knuger dig
Nu må du vogte
din sjæl, din krop, dit sind.
Havfolk lokker og besnærer
enhver på hav og sø,
Synger dig i døden,
ned i det kolde, mørke dyb
Dybt vil du synke,
når sangene fanger dig.
Bølger vil bruse
og blege dine ben.
Vætter kommer ud af
mørket med lange, skarpe kløer
Kløerne griber efter
kød, efter blod og varme
De vil fortære
din hud, dine øjne og
Kødet, der klæber
til dine blege ben.
Læg dig ned i graven,
lad dig kun flyde væk, fordi:
Kistelåget er så smukt,
når du ser det indefra
Havfolk og vætter
forstyrrer dig ikke mer'
Når du har mistet
din sjæl, din krop, dit sind.
Varulve kommer fra
den natmørke skov i måneskær
Skærer tænder, så det gnistrer
og gnaver i din sjæl
Sjælen forvandles og
mørket vil sluge dig,
Månen vil styre
din sjæl, din krop, dit sind.
Månen skjuler sig
bag skyerne, natten bliver sort,
Sort som såret i din
sjæl,når den indser, du er død.
Dødsriget venter,
og snart vil det vise sig,
Om du har vogtet
din sjæl, din krop, dit sind!
Dengang havet blev salt
Engang for længe siden
Var havet ikke salt
Da leved' der to brødre
Det er mig blevet fortalt
Den ene var så rig som få,
Den anden manglede alt
Den ene var så rig som få,
Den anden manglede alt
Så blev det solhvervs tide
Den fattige bror monne gå
Til storebroder at tigge,
Så ydmygt banked' han på
”Og har du mon en smule vin,
Som vi til festen kan få?”
”Og har du…
Den bror han stod der i døren
Og stirrede hånligt ned
”Så tag du da denne flaske,
Og lad mig så være i fred!
Og skrid til verdens ende
Og tag kun vinen med!”
Og skrid til…
Til verdens ende han vandred'
Og solgte flasken sin
Til dragen, som dér bo'de
For dragen elskede vin
I bytte fik han en gammel kværn,
Ret hverken ny eller fin
I bytte fik…
”Med kværnen her kan du male
Alt godt for sjæl og krop
Den kværner alt hvad du ønsker
Den kværner til du si'r stop
Kun når du si'r de rette ord,
Vil kværnen holde op.
Kun når du…
Så tog han hjem til festen
Og maled' dejlig mad
Og bød så kværnen at stoppe,
Da hver gæst var mæt og glad
Han maled' også guld og sølv,
Hans bror blev skinsyg og vred
Han maled' også…
”Hør, giv mig kværnen, broder,
Den er jo rettelig min!
For da du fik den af dragen,
Betalte du med min vin.”
Så tog han kværnen med sig hjem
At male mad så fin
Så tog han…
”Kværn til vællingen flyder,
Kværn, ja lyt til mit ord!”
Og vælling flød ud af kværnen
Og fyldte snart hans bord,
For remsen til at stoppe den
Fik han jo ej af sin bror
For remsen til…
.
Så løb han tilbage med kværnen,
Mens vælling væltede frem,
Det flød i gader og stræder
Og ned ad tøjet på ham
” Her, tag du blot din dumme kværn,
For den er ikke tam!”
” Her, tag du…
”Jo, guldet det har jeg malet
Med denne lille kværn.
Men nu har jeg nok: Den har givet
Mod sult og kulde et værn
Så tag den blot og før den bort
Til fremmed kyst så fjern.”
Så tag den…
Bror Fattig stoppede kværnen
Og siden ofte han nød
Alt godt, som den kunne male,
Han kværned' guld så rød
Og bygged' sig et slot af guld,
Hvor mælk og honning flød
Og bygged' sig…
Den skipper sejled' med kværnen
Så glad i sjæl og krop.
”Kværn til saltet det flyder!
Ja, kværn til jeg siger stop.”
Han fyldte balje, spand og kar ,
Ja, alt blev fyldt med top
Han fyldte balje…
En skipper kom da til byen
Han ville sælge salt.
Da han kom op til slottet,
Hans kæbe til jorden faldt
Han spurgte hvorfra guldet kom,
Og det blev ham fortalt
Han spurgte…
Men kværnen ville ej stoppe
Skønt skipperen prøvede alt
Og snarligt fyldte det dækket
I rigdom blev han nu kvalt
Og skibet sank og kværnen med,
Og stadig kværned' den salt
Og skibet sank…
Ja, kværnen sank, og den kværner
endnu,
Og derfor er havet salt...
Dværge danse sangen
Ho hoho hoho ho!
Ho hoho hoho ho!
Ho hoho hoho ho!
Ho ho hohoho!
Hvor Dværge danser hen
Det er kun op til Dværgemænd
Så hvis at du vil være min ven
så skal du ikke holde igen.
Når Dværge danser rundt
Så skal der være et ordentligt bundt
For man kan ikke danse én
Når rytmen den er hård som sten.
HOI!
Ho hoho...
Hvis tørsten bli'r for strid
Så må man gerne sætte sig ned
For hvis man ikke danser med
Så skal man være fuld og Fed. HOI!
Og vælter nogen vort krus
Så skal vi banke dem til grus
For man kan ikke drikke øl
Når den ligger i en pøl.
HOI!
Ho hoho...
Vi er Dværge med kæmpe økser
Vi har altid ekstra bukser
For når øllet rigtigt river
Sker det jo at pisset siver.
HOI!
Hvor Dværgemænd de danser
Er der ikke plads til svanser
Så skrid med jeres bue o' lanser
Det dur' ik' mod vores paaanseeeer !
Ho hoho...
Ho hoho...
Rosenborg Have
I fjor gik jeg i Rosenborg Have,
Åh ja, i Rosenborg Have,
ja i Rosenborg Have.
I år er der noget,
der sparker i min mave,
Åh ja, der sparker i min mave,
ja, der sparker i min mave.
I fjor gik jeg med herrerne til gilde,
Åh ja, med herrerne til gilde,
ja, med herrerne til gilde.
I år må jeg tage
det lidt mere stille,
Åh ja, lidt mere stille,
ja, lidt mere stille
I fjor gik jeg med
grever og baroner.
I år har piben
fået lidt andre toner.
I fjor var jeg sytten
og alle ville ta’ mig.
I år er jeg atten
og ingen gider ha’ mig.
I fjor troede jeg, h
vad mænd sagde til piger.
I år véd jeg lidt mer’
om blomster og bier.
I fjor blev jeg udsat
for lærken og lirken.
I år ved jeg mere om,
hvad elskov har for virken.
I fjor gik jeg i Rosenborg Have,
I år er der noget,
der sparker i min mave,
Den fiffige bejler
Svinedrengen Esben gik til herremandens gård;
Han ønskede at ægte Sif, der var så smuk som vår.
Han bad om hendes hvide hånd,
men herremanden sa’,
”Du ka’ tro nej, din svinedreng, det bli’r der intet af!”
”Når præsten deler penge ud til dem med gård og lo
I stedet for at kræve, kan I gifte jer I to.”
Men Esben lo og spurgte,
”Vil det ikke kræve mer’?
Så skal jeg sørme sørge for, at det mirakel sker.”
Men mens han så på svinedrengen, fik han lyst til sjov,
Så herremanden sagde, ”Det ku’ være, du fik lov.
Men jeg skal sige dig,
at før mit barn kan stå som brud,
Skal syv mirakler finde sted: Det har jeg lov't min gud.”
Og Esben sneg sig ned til klerken i den mørke nat.
Da præsten næste morgen kom og bad om kirkeskat,
Faldt pengene i kisten ud
på vejen, hvor han gik,
For der var hul i bunden, så de arme guldet fik.
Men Esben han gav ikke op, han spurgte glad og fro:
”Hvad skal der ske, før Sif og jeg som ægtefolk kan bo?”
Og herremanden svarede,
”Få nu det hele med.
Min Sif kan ægte dig, når dette under finder sted:
Og herremanden skulede, mens bonden sanked’ guld,
Der glitrede på vejen ligesom kornet udi muld.
”Hvad mere, kære herremand?”
ham spurgte Esben da,
”Hvad skal der mere til, før Sif og jeg kan stikke af?”
Når fisken udi floden rejser fra sit våde bo
Og flyver højt til himmels, kan I gifte jer I to.”
Men Esben lo og spurgte,
”Vil det ikke kræve mer’?
Så skal jeg sørme sørge for, at det mirakel sker.
”Når svinet der i sølet kan få lov at gå på kro
Og deltage i taf’let, kan I gifte jer I to.”
Men Esben lo og spurgte,
”Vil det ikke kræve mer’?
Så skal jeg sørme sørge for, at det mirakel sker.”
Se ud mod floden, svigerfar, hvor ørnen dykker ned
Og griber i sin klo en fisk så glinsende og fed.
Når ørnen flyver bort derfra,
så flyver fisken med.
Hvad er det næste under, som du ønsker finder sted?”
Om aftenen var svinet med, da maden blev bragt ind,
For det var dagens hovedret med ærter og gratin.
”Der ser du, kære herremand,
til bords et dejligt svin.
Hvad kræver det nu mere, førend Sif kan blive min?”
”Når musen jager katten, så den ej får rist og ro
Og farer rundt så hastigt, kan I gifte jer I to.”
Men Esben lo og spurgte,
”Vil det ikke kræve mer’?
Så skal jeg sørme sørge for, at det mirakel sker.”
”Når hanen på min mødding ikke galer højt og fro,
Skønt solen stiger op, så kan I gifte jer I to.”
Men Esben lo og spurgte,
”Vil det ikke kræve mer’?
Så skal jeg sørme sørge for, at det mirakel sker.”
Han bandt en mus til kattens svans, og jagten gik i gang
De løb i cirkler hele dag’n og hele natten lang.
”Nu følger musen katten der,
som løber for sit liv.
Så hvilket under mangler, førend Sif kan bli’ min viv?”
Så sirup i sit fodertrug den gæve hane fik,
Og næbbet klistred’ til, så hanen ik’ ku’ si’ et pip!
”Hvad mangler der nu, svigerfar,
hvor hanen ej har lyd,
Før Sif og jeg kan leve godt i ægteskab’lig fryd?”
”Når æslet udi stalden, hvor det står med hest og ko,
Det skider ægte guld, så kan I gifte jer I to.”
Men Esben lo og spurgte,
”Vil det ikke kræve mer’?
Så skal jeg sørme sørge for, at det mirakel sker.”
Og Esben fodred’ æselet med mønt af ægte guld,
Og alle ved jo nok, hvad sker, når maven først er fuld:
Thi alt der kommer ind,
det skal jo også engang ud!
”Dér ser du, kære svigerfar. Må Sif nu bli’ min brud?”
Men herremanden stampede og blev af galde rød.
”Du kan tro nej, din svinedreng! Nej, for den søde grød!
Min datter skal ej giftes med
et skarn af sølle stand,
Før jeg med glæde giver hende bort til denne mand!”
”Så vi kan ikke blive gift, før du med glæde ser,
At Sif bli’r viet til en mand med lus og bare tæ’r?
Ja, så ved jeg da nok, hvordan
jeg handle skal og må,
For Sif skal bli’ min ægteviv, det kan du bande på!”
Og svinedrengen han fik ret, så såre høsten kom,
Hvor skønne Sif gik glad omkring med spædbarn i sin vom.
Da så den gamle herremand
dem gerne blive gift,
Så Esben fik sin smukke Sif som ægteviv til sidst.
En ulykke kommer sjældent alene
En ridder red af sin fædrene gård
En ulykke kommer sjældent alene
Lykke og ære han håbed' at få
Med hans død historien vil ende
Hej ho hej, for et syn
Da regnen kom,
blev hesten ramt af et lyn. Men!
En ulykke kommer sjældent alene
Røvere tog, hvad han havde af guld
En ulykke kommer sjældent alene
Hans vadsæk blev våd og maden faldt ud
Hans sværd rustede fast i sin skede
Hej ho, han ej vendte om
Og snart var han fanget
i en voldsom storm. Men!
En ulykke kommer sjældent alene
Da han til en storgård kom den nat
En ulykke kommer sjældent alene
Så var det med ham ganske grueligt fat
Men snart hørte han en kvinde kalde
Hej ho, ”hjælp” blev der råbt
Så ridderen kravled'
til vinduet op. Men!
En ulykke kommer sjældent alene
I mørket han ledte på må og få
En ulykke kommer sjældent alene
Han stødte sit hoved, han stødte sin tå
Men endelig han jomfruen finde
Hej ho hej, hvor det gå
Den jomfru var både
gammel og grå. Men!
En ulykke kommer sjældent alene
I det samme kom gamlingens ægtemand
En ulykke kommer sjældent alene
Og gæt hvad der skete, da han ridderen fandt
Med hustruen henne ved sengen
Hej ho, hun løj som en hest
Og vor helt han fik
et ordentligt lag tæsk. Men!
En ulykke kommer sjældent alene
Ud af vinduet sprang han med al sit mod
En ulykke kommer sjældent alene
Men tyve svende i gården stod
De ville alle den ridder ombringe
Hej ho hej, hvor de slog
Den ridder blev både
gul og blå. Men!
En ulykke kommer sjældent alene
Nøgen blev ridderen sendt af sted
En ulykke kommer sjældent alene
Kun skældsord og pisk det fik han med
Nu ku' det da ikke blive værre?
Hej, jo, for skæbnen er ond
Tungen blev revet
ud af hans mund . Men!
En ulykke kommer sjældent alene
Vejen var lang og mørket var tæt
En ulykke kommer sjældent alene
At finde hjem var ikke let
Ved en kløft han faldt over stene
Hej hov, over kanten han rul’
Og snart han lå
i et mosehul. Men!
En ulykke kommer sjældent alene
Som det rene skravl kom den ridder hjem
En ulykke kommer sjældent alene
Ulve havde spist af hans hånd og lem
Det var resterne af staklen de finde
Hej ho hej, hvor de græd
Da ridderen døde
svag i sin seng. Men!
Han døde da ikke alene
Historiens morale er som så:
”En ulykke kommer sjældent alene”
Aldrig skæbnen I udfordre må
Hvis I selv ønsker lykken at finde
Hej ho hej, for en sang
Nu var den forhåbentlig
ikke for lang. For!
”En ulykke kommer sjældent alene”
Vreden rejser sig til sang
Vreden rejser sig til sang
nærved høres sværdets klang
ingen af ridderne vil slutte fred
drives frem af ønsket om had
Vreden rejser sig til sang
følger sagte skæbnens gang
driver frem fra hver en kyst
hviler nu mod dødens bryst
Vreden rejser sig til sang
krigen hærger atter engang
stålets lyd mod legemekød
kampen mellem liv og død
Vreden rejser sig til sang
vi er dømt til undergang
denne hymne har fortalt
krigen løser aldrig alt !