Information til alle forældre og elever på Englystskolen. Så er skoleåret 2013 – 14 snart forbi, og vi gør klar til en dejlig sommerferie. I uge 32 tager vi atter fat. Lærerne møder ind en uge før eleverne for at mødes med deres team og lave individuel forberedelse. Personalet skal jo som bekendt være på skolen i hele deres arbejdstid. Dette betyder flere ændringer både lokalemæssigt på skolen, men også i forhold til tidspunkterne for samarbejdet med jer forældre. Lokalemæssigt: Pædagogisk læringscenter, også kaldet biblioteket på skolen, bliver i løbet af sommeren ombygget til personalets forberedelse. Dette betyder, at bøgerne indtil videre er flyttet ind i et midlertidigt bibliotek i et af klasselokalerne i F. På sigt kunne vi forestille os at indrette en del af kantinen til et spændende læringsmiljø, indeholdende bl.a. bøgerne. Dette kræver dog en form for aflåsning eller overvågning pga. risiko for hærværk. Vi er næste år udfordret på vores nye bygning H, da der ikke er lokaler nok til antallet af klasser. 9.ab tæller kun 34 elever, og de vil have et fælles stamlokale. Det er ikke en spareøvelse, da der altid vil være to lærere på gruppen. Ofte undervises gruppen samlet, eller der opdeles i forskellige hold. Der vil altid være en mulighed for et tilstødende lokale, efter behov. To af sjetteklasserne vil have stamlokale i pavillonen, mens den sidste klasse vil have lokale i F. Ellers er placeringen: 0. – 1. årgang i ”J” / 2- 3 årgang i ”F” / 4. -5. årgang i ”G” / 7. – 9. årgang i ”H”. Klasselærer Næste år står der ikke øverst på klasselisterne, hvem der er klasselærer for den enkelte klasse. Fremover vil begrebet ”klasselærer” ikke eksistere, som vi har kendt det hidtil. Det betyder dog slet ikke, at opmærksomheden på jeres barn i forhold til undervisningen og den samlede faglige og sociale udvikling ikke får samme bevågenhed som før. Vi arbejder fremad med ”kontaktvoksen”. Dermed vil jeres barn – og I som forældre – stadig have en person, der er tæt knyttet til jer og jeres barn. De kontaktvoksne har så sammen en opgave i at sikre udvikling for klassen og den enkelte elev. Herunder også de særlige opgaver med at få klassen som fællesskab til at fungere. I vil umiddelbart før skolestart få besked fra klassens lærere om, hvem der er kontaktvoksen for netop jeres barn. Vi skal med den nye folkeskole have større fokus på den enkelte elevs både faglige, men også sociale udvikling samt generelle trivsel. Vi mener, at vi med kontaktvoksenordningen giver mulighed for at det enkelte barn oftere vil møde en nærværende voksen, som via samtale med barnet løbende vil følge op på den enkeltes mål og generelle trivsel. Ved at dele denne opgave ud på flere hænder, giver det mere tid til det enkelte barn. Vi ved, at klasselærerbegrebet giver tryghed, men vi er nødt til at prøve noget nyt og det skal naturligvis løbende evalueres. Ugeskemaet For at imødekomme muligheden for ”en anderledes og mere varieret skoledag, ændrer vi skemastrukturen fra at være til ugeskemaer til at være i 4 – ugers skema. Ugerne vil derfor være forskellige, men I vil opleve at fag, som måske kun tæller en enkelt lektion på skemaet pr. uge, samles i blokke af to eller tre lektioner. Den eller de næste uger har klassen så ikke det pågældende fag. Dette har været et kæmpe puslespil, og det er svært at få til at gå op i den sidste ende, men vi mener sammen med personalet, at denne struktur kan give flere muligheder for at imødekomme personalets ønsker om mere sammenhæng, mere parallellægning på årgangen og muligheden for større variation i undervisningen. Vi kører derfor fra sommerferien og frem til efterårsferien i 4 – ugers rul, hvorefter vi evaluerer og evt. justerer strukturen. I kan derfor opleve opstarten anderledes, men vi er sammen nødt til at give det en chance. Lad os prøve noget af og justere, hvor tingene ikke modsvarer vores forventninger. 1. – 6. klasse har fået deres 4- ugers skema udleveret i papirudgave i dag. 7. -9. klasse vil kunne se deres skema på intra i løbet af næste uge. Mødetider Alle elever møder som noget nyt kl. 8.00 hver dag. ’0.- 3. klasse har fri mandag-onsdag-fredag kl. 14.00. Tirsdag og torsdag går skoledagen til kl. 13.00 med Faglig Fordybelse til kl. 14.00. ’4. -6. klasse har fri mandag-onsdag-fredag kl. 14.00 med Faglig Fordybelse til kl. 15.00. Tirsdag og torsdag til kl. 14.00. ’7. klasse har fri mandag-onsdag-fredag kl. 15.00. Tirsdag og torsdag går skoledagen til kl. 14.30 med Faglig Fordybelse til kl. 15.30. Konfirmationsforberedelse ligger 13 formiddage i perioden september – april kl. 8.00 – 11.00. Elever, der ikke deltager i konfirmationsforberedelse har fri disse formiddage. ’8. – 9. klasse har fri mandag – onsdag-fredag kl. 15.00. Tirsdag og torsdag går skoledagen til kl. 14.00 med Faglig Fordybelse til kl. 15.00. ’Centerklasserne har fri tirsdag – onsdag – torsdag kl. 15.00. Mandag og fredag har de fri kl. 14.00. Der kan dog gælde særlige aftaler for de enkelte elever. Frikvarterer Eleverne vil stadig have frikvarterer, og der er fortsat en time midt på dagen kl. 11-12, som er fælles for hele skolen. I denne time spises og holdes frikvarter. Når spisningen er færdig, vil der hver dag være mulighed for eleverne at vælge enten fri leg, som vi kender det fra de normale frikvarterer, eller man kan melde sig til et ”åbent værksted”. Flere af vores medarbejdere vil i løbet af ugen i denne pause udbyde forskellige aktiviteter, som man frit kan deltage i. Der vil stadig være tilsyn med elever, der vælger at have almindeligt frikvarter, som vi kender det. I denne spisepause vil den enkelte kontaktvoksne i løbet af ugen have mulighed for individuelle samtaler med de enkelte elever, så man i løbet af en måned kommer omkring alle sine kontaktelever. Samtalerne bruges til at snakke om trivsel, evaluere mål og sætte nye. Disse individuelle samtaler er formaliserede samtaler, som den voksne holder styr på og skriver korte referater af. I løbet af formiddagsmodulet kl. 8.00 – 11.00 vil alle elever få 15 minutters pause. Denne pause er ikke fastlagt på forhånd, men aftales mellem eleverne og den voksne. Det bliver på denne måde ikke strukturen, der bestemmer det pædagogiske indhold, men det pædagogiske indhold, der laver strukturen. Det er den voksne, som har eleverne på det pågældende tidspunkt, der varetager tilsynet dette kvarter. Det samme gør sig gældende for de elever, som har en stor eftermiddagsblok i deres skema. Lektier ”Lektiecafé” hedder på Englystskolen ”Faglig Fordybelse”. Dette på baggrund af råd fra forældrene på vores første informationsaften. Faglig Fordybelse er frivilligt, men som udgangspunkt regner vi med, at alle elever deltager. Vi afsætter ressourcer efter, at alle elever er med, og det er derfor ikke nødvendigt at tilmelde sig. Det er dog muligt at framelde sig disse timer, men det er et valg, som så gælder en periode og ”hele pakken”. Man kan altså ikke på dagen som elev beslutte, om jeg ”gider” have Faglig Fordybelse eller ej. Vi vil i starten af næste skoleår nærmere definere indholdet i disse timer. Det behøver ikke nødvendigvis at være ”lektier” som vi kender det i dag. Det kan også være ekstra træning i noget, som man sammen med sin lærer er blevet enige om, at man trænger til at fordybe sig mere i. Vi kan dog allerede nu afsløre, at vi ikke har til hensigt at annullere alle former for lektier. Eleverne vil stadig have lektier eller hjemmearbejde for ligesom det stadig er vigtigt på alle trin at øve sig i læsning derhjemme hver dag. Vi vil som sagt i begyndelsen af næste skoleår sammen med personalet definere mere konkret, hvad lektier på Englystskolen er, samt hvad faglig fordybelse indeholder. Skole/hjem samarbejde I vil naturligvis stadig have et samarbejde med skolens personale. I vil inviteres til forældremøder, og der vil også være skole-hjem samtaler. Alt ligger dog inden kl. 18.00. Forældremøder vil ligge i tidsrummet 16 – 18 og samtalerne vil ligeledes ligge inden kl. 18.00 på bestemte dage. Vi vil næste skoleår udvikle mere på formen på skole/hjemsamtalerne, så dette hører I nærmere om. Det er dog væsentligt at pointere, at man IKKE kan komme i forbindelse med personalet efter normal arbejdstid. Ej heller via telefon! Personalet får alle arbejdsmobiler, som skal bruges, når de er på arbejde. Disse holdes slukkede, når personalet har fri. På samme måde kan man heller ikke påregne at få svar på mails om aftenen. Personalet vil først tidligst se disse mails, når de møder ind om morgenen. I akutte nødstilfælde, vil man kunne kontakte skolens ledelse. Vi håber på jeres forståelse for ovenstående. Vi skal nok give yderligere information om, hvordan og hvornår man kommer i kontakt med den enkelte lærer/pædagog. USU USU er et nyt begreb i skolen. USU betyder understøttende undervisning. Disse timer er delt ud mellem forskellige lærere og pædagoger. Det er de pågældende medarbejdere, der nærmere definerer indholdet i disse timer på skemaet. Dette kunne være forskellige projekter, som hører ind under forskellige fag, men som ikke nødvendigvis hedder ”danskundervisning”, el. lign. Herindunder ligger også de tidligere timeløse fag som f.eks. seksualundervisning, færdsel o. lign. Personale på årgangene Vi arbejder næste år – lige som i år – i årgangsteam og storteam. Vi har forsøgt at placere personalet så vidt muligt på en enkelt årgang. Dette for at imødekomme kendskabet til den enkelte elev samt personalets fleksibilitet i opbygningen af skoledagen, så man kan lave hold på tværs. Vi skal så vidt muligt tage udgangspunkt i den enkelte elev. Dette skal vi også i dag, men den nuværende struktur gør, at det er vanskeligt at arbejde på tværs. Dette forsøger vi at løse op for med den nye struktur. Vi håber, at det enkelte barn i højere grad vil opleve at blive mødt i ”nærmeste udviklingszone” og at skoledagen (stadig ) er spændende og udfordrende. Vi har, som altid for at få fagfordelingen til at gå op, været nødt til at bytte lidt rundt i personaleflokken. Vi vil til de enkelte årgange skrive, hvem de voksne på årgangen er. Ligeledes hvem, der varetager de konkrete fag. Dette vil I få besked om i næste uge. En skole i vækst Efter sommerferien starter 9 nye lærere og 4 pædagoger samt en deltids sekretær på Englystskolen. Dette er en følgevirkning af reformen og stigende elevtal. Der bliver tilbudt langt mere undervisning og dette kræver ekstra voksne. Vi byder de nye velkommen til Englystskolen og glæder os til samarbejdet. Ny legeplads Vi vil efter sommerferien bygge en ny spændende legeplads, hvor den gamle pavillon tidligere har stået. Vi har lavet aftale med leverandør og entreprenør, men mangler den endelige byggetilladelse. Vi havde håbet, at den var klar til d. 1. august, men byggetilladelser lader tilsyneladende vente på sig…. Vi glæder os dog til at kunne tage nye legeredskaber i anvendelse til 2. -3. årgang. Vi har gang i nogle forandringer i vores SFO’er og klubben! Det er til dels forårsaget af at børnene efterlyser at der sker noget nyt i SFO og er kommet med nogle forslag til, hvad det skulle være. Vi har gennem tid hørt forældre der efterspørger en tydeligere formidling vedr. deres barns fritidstilbud. Nogle forældre fra forældrerådene i de to SFO’er har foreslået, at man skulle kunne ”gå til noget” i SFOtiden. Forandringerne er også en følgevirkning af folkeskolereformens betydning for SFOens åbningstid, samt den ressourcetildeling vi har som følge af et forventet nedgang i børnetal i SFO. Sidst men absolut ikke mindst, har begge personalegrupper mange gode idéer de har lyst til at prøve af. Vi indfører Linjer i SFO’en, og børnene kan vælge hver uge, om de har lyst til at fordybe sig i eksempelvis ”Natur”, ”Bevægelse”, Kreativ”, ”IT” eller ”Musik og drama” linjen. – Eller om de har lyst til at lege og hygge med vennerne uden at være med på en linjeaktivitet. Læs mere på skoleportens opslagstavle: http://www.englystskolen.dk/ ”God ferie” hilsen sendes ud i næste uge sammen med informationer om personalefordelingen på årgangene. God weekend
© Copyright 2024