TINGLEVVisionen - fremad mod 2018

TINGLEVVisionen
- fremad mod 2018
TinglevForum skal virke som en samlende kraft for foreninger
og grupper af borgere og som en støtte for alle ildsjæle for dermed bidrage til at skabe rammerne for den bedst mulige udvikling for Tinglev by.
TinglevForum skal være som en interesseorganisation for foreningslivets og dermed hele byens stemme der, hvor de afgørende beslutninger træffes.
TinglevForum skal være et koordinerende organ for byens foreningsliv.
Bosætning
Den kurve, der viser, at befolkningstallet i Tinglev falder,
skal knækkes. Det kræver, at et helt nyt boligområde mellem festpladsen og Præstegårdsskoven aktiveres i den kommunale planlægning og bliver åbnet senest ved indgangen
til 2016. Forud skal afvikles en arkitekt-konkurrence, der
gør, at området bliver enestående i forhold til klima, energi,
vedligehold og indretning. Lokale håndværkere får i samarbejde med arkitekt udarbejdet et illustrativt katalog for
ombygning/facadelift af eksisterende huse – bl.a. fra butik
til bolig – som ejendomsmæglere kan have liggende som
inspirationskilde til mulige kommende huskøbere og for at
påvirke ejerne af de mange udlejningshuse. Det sidste kan
også indgå i et byfornyelsesprojekt.
1
Centerpladsen
Første etape af centerplads-projektet, der åbnede pladsen
ud til Hovedgaden og gav plads til en stor dagligvarebutik
og fik kædet bager og superbrugs sammen, er blevet en
succes. Der er fortsat ledige lejemål på Jernbanegade, der
gør det muligt at samle endnu mere omkring bymidten.
Centerpladsen skal færdiggøres med en større åbning mod
øst, der skal forbinde Jernbanegade og centerplads, og
åbningen skal samtidig give plads til et byrum med mulighed for en lille scene og en café. Ud mod Hovedgaden
mangler der en stor informationstavle med reklamebudskaber og orientering om arrangementer i Tinglev.
2
Gæstgiveri
Der er udtrykt et stort behov for, at Tinglev igen får kro og
hotel og dermed de selskabslokaler, der igen skal gøre det
muligt at markere familiebegivenheder lokalt. Det er Tinglev
selv, der skal løfte den opgave. Der skal dannes et anpartsselskab, hvor virksomheder og borgere investerer to millioner kroner for dermed at muliggøre et lån på andre to
millioner i et pengeinstitut. Der kan blive tale om et gæstgiveri, der får det sønderjyske køkken som speciale. Det er
målsætningen, at der kan træffes beslutning om lokaler og
selskabsdannelse i første halvdel af 2015. Afgørende bliver
det, at gæstgiveriet får så mange anparts-venner, at det
lykkes Tinglev at vise, at byen selv kan komme med to millioner kroner.
3
Superbibliotek
4
Aabenraa Kommunes danske bibliotek i Tinglev har udviklet sit koncept – ikke mindst med nye fleksible åbningstider.
Alligevel var det placeret på en liste over mulige besparelser. En stadig strammere økonomi i Bund Deutscher
Nordschleswiger kan også bringe det tyske bibliotek i Tinglev i fare. For at sikre begge biblioteker og for at udvikle
dem i stedet for afvikle, så kan de to biblioteker samles
under samme tag. Det kunne være 1905- og 1956-bygningen på den danske skole, der nu står ubenyttet hen. En
placering dér vil muliggøre, at skolens bibliotek integreres
i det danske og det tyske bibliotek til et samlet superbibliotek med særlig fokus på udvalgte forfattere og med et engelsk hjørne og dermed et bibliotek på tre sprog. Det
nuværende danske biblioteks lokalitet kan i stedet overtages af Aabenraa Kommune som center for hjemmehjælpen.
Hovedgaden
Hovedgaden skal ses i en forlængelse, der går fra en rundkørsel mod øst til en rundkørsel i den vestligste ende. De to
rundkørsler er samtidig porten til og ud af Tinglev, men
begge er stærkt misligholdt. Det samme gælder for viadukten. Samtidig er Hovedgaden ikke med sin bredde og hastighedsbegrænsninger indrettet til den tunge og brede
trafik, der i dag sendes gennem byen. Tinglev har brug for
politisk hjælp fra folketingsmedlemmer for at komme i dialog med den statslige vejmyndighed, så Tinglev samlet set
kan byde på en pænere velkomst. Selve Hovedgaden bør
komme med i et byforskønnelsesprojekt i 2016, hvor nogle
bygninger rives ned og erstattes med små byrum, og hvor
andre bygninger, der er en del af Tinglevs historie, bliver
bedre bevaret, og tidligere butikker kan bygges om til boliger.
5
Ældreomsorg
Tinglev ønsker at holde fast i muligheden for at give byens
ældre den bedst mulige omsorg. Derfor vil Tinglev bevare
Grønningen – enten i form af en ombygning med mulighed
for udvidelse langs med Grønnevej op mod lyskrydset, og
hvor den tyske børnehave og tyske fritidshjem i stedet flyttes
om på den anden side af den tyske hal, eller i et nybyggeri
ved Sønderskovvej. Uanset placering, så kan der tænkes
nye boformer – eksempelvis boliger kun for par - og bedre
motionstilbud og genoptræningssystemer ind for de ældre.
6
Børne- og Fritidscenter
Den første vision om et fælleshus, der skulle forbinde svømmehal med sportshallerne, er revideret. Der er et behov for
en udbygning af svømmehallen, og det åbner for muligheden for at tænke en børnehave ind i fritidscentret, så det
bliver til et børne- og fritidscenter. Der er tidligere fremkommet et forslag om at samle de danske børneinstitutioner i
Tinglev i én ny institution. Ved at placere et sådant nybyggeri sammen med/eller lige ved svømmehallen, sportshallerne og sportspladsen samt tennisanlæg, vil børnehaven
få nogle enestående muligheder, og den kommer til at ligge
lige i nærheden af skolens Oplevelsesplanet, hvor børnene
begynder deres skolegang.
7
Tinglev Station
Stationen i Tinglev skal være en sønderjysk hovedbanegård
for passagertrafikken på skinner, fordi Tinglev er forbundet
med Sønderborg og dermed hele det østlige Sønderjylland,
og fordi der er den hurtigste adgang fra det vestlige Sønderjylland. En grænsebanegård vil alene tilgodese nordsyd-trafikken. I forvejen er Tinglev centrum for
togpersonalet. Som det første skal adgangsforholdene for
handicappede og for passagerer med barnevogne forbedres enten i form af elevatorer eller ved en lysreguleret overgang til og fra perron.
8
Aktivitetscenter
Et nyt aktivitetscenter ved Tinglev Rideklub skal gøre stedet
til noget helt særligt i forhold til andre traditionelle ride-etablissementer. Det vil ske i form af aktiviteter, der henvender
sig til andre end ryttere. Samtidig skal en energi-rigtig og
sikker indretning med ekstraordinær handicap-venlige forhold afspejles i byggeriet. Aktivitetscentret skal være med
til at inspirere de mange forskellige brugere og sikre byens
og omegnens borgere unikke muligheder for at dyrke deres
interesser, der ikke kun handler om ridning og heste. Centret skal samtidig udvikle sig til at blive det førende ridesportsanlæg i landsdelen.
9
Friluftsscenen
Med Friluftsscenen er Tinglev ved at slå sit navn fast som
koncertarrangør. Sceneunderlaget i to niveauer er færdigt.
Nu er der givet tilladelse til, at TinglevForum også må opføre et fast tag over scenen. Dette arbejde skal være færdigt
inden den 5. juni 2015. Aabenraa Kommune har gennemført en mindre opbygning af skovhuset, der adskiller depot
fra ophold. Fredningsmyndighederne har også givet tilladelse til afmærkning af en gå/løbe-rute i byskoven. Denne
rute skal kobles sammen med andre vandre- og løberuter
af forskellige længder i og omkring Tinglev. I tilfælde af
dårligt vejr benytter TinglevForum den nærliggende Sporthalle til koncerterne. Der er et ønske om, at denne hal får
udbygget sine scene-faciliteter.
10
Den historiske rute
Tinglev er et produkt af grænselandets dramatiske historie.
Tinglev vil gerne lave en historisk rute langs med byens hovedgade: 1: Pladsen med genforeningsstenen. 2: Den
Gamle Smedje med lokalhistorisk arkiv og skolestue. 3: kirkegården med mindesmærket for de faldne i 1. verdenskrig
og mindestenen for nazisten fra det tyske mindretal, der
endte med at blive henrettet som medskyldig i det mislykkede attentat mod Hitler. 4: Mindestedet for de faldne modstandsfolk under besættelsen.
Der skal oprettes informationstavler på dansk og tysk, og
på Den Gamle Smedje skal der være mulighed for yderligere at komme i dybden med historien, og der skal være
undervisningsmateriale for skoleelever.
11
Atleborg
Atleborg er Beredskabsstyrelsens uddannelsescenter og er
en by i byen. Oprindeligt omtalt som Ruinbyen. Der er i
dag tale om et udbygget uddannelsescenter, der hvert år
tiltrækker mange kursister. Erfaring og viden fra stedet bruges i dag også i udrykningstjenester til katastrofeområder
i hele verden. Der er således tale om en meget vigtig værdiskabende arbejdsplads for Tinglev, og Beredskabsstyrelsens center er med til på en positiv måde at profilere
Tinglev. Samtidig har Beredskabsstyrelsen nu mange års
god erfaring i samspillet med Tinglev, der har lært at leve
med – og også ofte medvirker i - jordskælv, miljøudslip og
andre øvelses-katastrofer. Tinglev holder derfor godt fast i
Atleborg.
12
Borgerhus
Borgerhuset, der i øvrigt også kan tælle mødelokaler i tilknytning til sportshallerne, udstyres med en borgerbus.
Tinglev ligger centralt i forhold til sportslige- og kulturelle
arrangementer i hele den sønderjyske landsdel og i Sydslesvig, og en borgerbus kan kobles på udvalgte begivenheder og transportere Tinglev-borgere til og fra spillesteder
og pladser til en overkommelig billetpris. Borgerbussen skal
også være tilgængelig for børn og unge og bliver altså en
form for borgerhus på hjul.
13
TINGLEVVisionen • Udgivet januar 2015