Der skal stadig være plads til sorgen

sof bladet
#1 marts 2014
TEMA:
vold og trusler på
arbejdspladsen
Der skal stadig
være plads til
sorgen
P e r s o n a l e b l a d e t f o r a n s at t e i S o c i a l f o r v a l t n i n g e n i K ø b e n h a v n s Ko m m u n e
2
indhold
leder
sofbladet #1
marts 2014
4
tema : vold og trusler på arbejdspladsen
I december blev bocentret Ringbo ramt af et tragisk dødsfald, da en beboer stak en medarbejder ned.
Selvom alle sikkerhedsforanstaltninger var blevet overholdt, og det var et isoleret tilfælde, er vi nødt
til at spørge os selv, om der var noget, vi kunne eller burde lære af situationen. Derfor er jeg også
glad for, at vi sammen med FOA har brugt den tragiske hændelse som anledning til at sætte gang i en
diskussion af, hvad man på landsplan og i samarbejde mellem sektorer kan gøre for at videreudvikle
de gode løsninger i indsatsen over for borgere med sindslidelse.
Kort nyt
5Tæt på dokumentationsbyrden
6
Status på de politiske pejlemærker
8
På MARKvandring
18
11 Mikael trækker vejret
tema : vold og trusler
14 Anmelder du?
16 Risiko for vold og trusler
– hvad betyder det for dig?
Vi passer på hinanden
Tre medarbejder fra Ringbo
fortæller, hvordan de er kommet
videre efter det tragiske tab af en
kollega.
8
22Her får de unge altid en udvej
24Vi skal ikke forskanse os
Derfor ligger det mig også meget på sinde, at vi i SOF håndterer vold og trusler om vold på en
konstruktiv måde. Det tror jeg, vi gør bedst ved at kunne vores metier og ved konstant at være
optagede af at hente ny viden og inspiration til metoder, der kan hjælpe med at forebygge og
håndtere konflikter. Og det gør vi bedst ved at tage hånd om hinanden på arbejdspladsen
og se hinanden som hele mennesker, hvad enten det er borgere eller kolleger.
Voldsforebyggelse handler både om at beskytte medarbejderne og om at sikre borgerne
en god behandling og en tryg hverdag. De to ting hænger sammen.
18 Vi passer på hinanden
20 Plads til sorgen
Mens det arbejde pågår, er der mange medarbejdere i SOF inden for alle områder, der hver dag
lægger hele deres faglighed og hjerte i jobbet. Og en del af jer lever med den risiko, der er for trusler
og vold, når man arbejder tæt med og blandt andre mennesker, og man har at gøre med skrøbelige og
nogle gange udreagerende borgere, som vi har i SOF.
Voldsforebyggelse er altså også en faglig udfordring. Derfor skal vi aldrig holde op med
at lade os udfordre fagligt, inddrage borgerne og tænke tværfaglighed og netværk ind
i løsningerne dér, hvor det kan være vejen videre.
På MARKvandring
Alle medarbejdere på de fire
samværs- og aktivitetstilbud i
LavukStjernen har hevet i alt
seks dage ud af kalenderen for
at gå i praktik hos hinanden.
Anette Laigaard
Adm. direktør
26 Livet går jo videre
28 Sofbladet møder
socialborgmester Jesper Christensen
Vi skal ikke forskanse os
Kan man forebygge trusler, vold
og konflikter ved at ændre på de
fysiske rammer? Ja, mener de i
Socialcenter København.
I februar slog Modtagelsen i
Matthæusgade dørene op for
en helt ny og mere fredelig
indretning.
24
Sofbladet er Københavns Kommunes blad til alle
ansatte i Socialforvaltningen.
Du er altid velkommen til at komme med gode
idéer til bladet, både til enkelte artikler og til
temaer.
Kontakt
Pernille Søndergaard
tlf. 3366 2483
[email protected]
Adresse
Socialforvaltningen
Rådhuset
1599 København V
Ansvarshavende redaktør
Anette Laigaard
Redaktion
Redaktør Pernille Søndergaard, sekretariatet
Anne Marie Søland, Center for kriminalitetstruede unge
Astrid Buch-Hansen, Center Paletten
Hanne Olesen, MR Voksne
Birgit Miling, Kontoret for Organisationsudvikling
Mie Nicolaisen, Center Nordvest
layout og produktion
KKdesign, Københavns Rådhus
Tryk
TryKKeriet
ISO 14001 Miljøcertificeret
forsidefoto
Foto: Jeanne Kornum
Sofbladet udgives af Københavns Kommunes
Socialforvaltning
3
4
5
kort nyt
Tæt på
dokumentationsbyrden
Gør din direktør klogere
på virkeligheden
Nye løsninger i psykiatrien
I kølvandet på det tragiske knivdrab på Ringbo i december har Socialforvaltningen i samarbejde med FOA sat gang i en landsdækkende diskussion
af centrale dilemmaer og nye løsninger i arbejdet med sindslidende, med
fokus på tryghed, udvikling og samarbejde mellem sektorer.
Første skridt var en stor konference, som samlede repræsentanter for stat,
kommuner, regioner, faglige organisationer samt interesse- og brugerorganisationer inden for det psykiatriske område i Danmark. Sammen med
ressourcepersoner fra konferencen arbejder SOF og FOA nu videre med
at identificere relevante temaer og dilemmaer. Arbejdet skal munde ud i
konkrete forslag til nationale løsninger.
Læs mere og se en film fra konferencen på KKintra
(Se nyhed fra den 21. januar)
Kampen om SOCIALPOKALEN 2014
København er vært, når den 34. dyst om Socialpokalen mellem København og Malmø løber af stablen den 23. maj. Socialpokalen er et trofæ
som Malmø Socialforvaltning og SOF/BIF i København har kæmpet om
siden 1979. En gang om året tørner forvaltningernes medarbejdere sammen i et sportsstævne, som arrangeres på skift i de to byer.
Der er plads til ca. 120 sportsglade medarbejdere fra SOF og BIF på det
danske hold. Deltagerne har normalt tjenestefri til at kunne deltage i
aktiviteterne, der starter ca. kl. 13 denne dag.
Der skal konkurreres i følgende sportsgrene:
Fodbold, fægtning, badminton, bordtennis, bowling, volleybold, svømning,
floorball, boule/petanque, 5 km. løb, simgolf.
Traditionen tro, afsluttes landskampen med pokaloverrækkelse, middag
og dans.
Hold øje med KKintra for nyheder om tilmeldingsfrister og holdledere,
som du kan kontakte, hvis du har lyst til at deltage og behersker en af
sportsgrenene på rimeligt niveau.
sofbladet #1 • marts 2014
2013 blev initiativet ”Book en direktør” sat i søen som et led i tillidsreformen. Og også i år kan arbejdspladser
i SOF booke en direktør til et besøg.
Man kan booke direktørerne til stort
set alt: De kan fx være med i aktiviteter med borgerne, følge en sagsbehandler eller deltage på et afdelingsmøde.
De tre direktører har hver reserveret
en dag om måneden i 2014, hvor
man kan booke dem til et besøg.
Se alle datoerne og læs nærmere
om, hvordan man booker på
KKintra (Se nyhed fra den 29. januar)
Personalefordele:
Vil du have rabat på
årskort til Tivoli eller
årskort til Zoo?
De seneste to år har firmaet
LogBuy administreret personalefordele for alle ansatte i Københavns
Kommune. Men da finansieringen er
sket via bruttolønsordningen, som
er stoppet, er der ikke midler til at
fortsætte ordningen med LogBuy.
Derfor har Koncernservice overtaget administrationen af personalefordele som fx rabat på årskort til
Tivoli og Zoo.
Tjek alle medarbejderfordele ud på
www.kk.dk/medarbejder.
Her kan du også abonnere på et
månedligt nyhedsbrev.
Hvad er der på spil, når mange taler om en dokumentationsbyrde, der stjæler tid fra arbejdet med
borgeren? Det spørgsmål er fem konsulenter fra
Tillidssekretariatet kommet tættere på. De har
besøgt 18 arbejdspladser i SOF for at indfange,
hvordan medarbejdere med borgerkontakt oplever
arbejdet med dokumentation, og hvordan dokumentationskravene spiller ind i en travl hverdag.
Undersøgelsen af dokumentationsbyrden i SOF er
ikke sådan én, der kan gøres op i tal og entydige svar. De fem
konsulenter i marken har nemlig prøvet at indfange medarbejdernes subjektive oplevelse af dokumentationskravene.
”Vi fandt bl.a. ud af, at medarbejdernes oplevelse af kravene
varierer meget alt efter, hvilken dokumentation der er tale om,”
fortæller Marie-Louise Henningsen. Hun er en af de konsulenter som har været ude at følge hverdagen for medarbejdere med
borgerkontakt.
Langt de fleste medarbejdere i undersøgelsen definerer det
direkte arbejde med borgerne som det primære. Dokumentation giver derfor mening for de fleste, når den er tilpasset
borgeren og er med til at skabe et konkret grundlag for at give
borgeren den mest kvalificerede hjælp. Medarbejderne oplever
altså dokumentation som et legitimt og fagligt berettiget værktøj, når det har direkte relevans for arbejdet med borgeren og
sætter ikke spørgsmål ved nødvendigheden af at dokumentere.
”Men for, at de skal opleve dokumentation som meningsfuld, er det helt afgørende, at de kan se formålet med det. Hvis
det ikke er noget, de selv direkte kan bruge i arbejdet med borgeren, er det helt afgørende, at de ved, hvad det så skal bruges
til. Dokumentationskrav opleves nemlig som meningsløse, hvis
man ikke kan se deres relevans, og så er det, at de føles som en
ekstra byrde, der tager tid fra kerneydelsen,” siger Marie-Louise
Henningsen.
En bred opfattelse af dokumentation
I hendes og kollegernes undersøgelse står det klart, at ordet dokumentation dækker over noget forskelligt, afhængig af, hvor
man arbejder. Dokumentationsbyrden er ikke kun dét, man
fra centralt hold definerer som dokumentation. For medarbejderne i undersøgelsen er definitionen af dokumentation langt
bredere. Det er alt dét, der tager tid fra borgeren. Dokumentation er altså ikke kun Forandringskompas, Sundhedsfaglige
fokuspunkter, handleplaner eller medicindokumentation.
”Dokumentation er også, når man skal ringe til samarbejdspartnere, bestille transport eller tage sig af al muligt andet
administrativt arbejde. For medarbejderne ude i felten består
byrden altså af summen af alle de opgaver og krav, som stjæler
tid fra den direkte face to face-relation med borgeren,” forklarer Vibeke Lund Jansen, en anden af de fem konsulenter bag
undersøgelsen.
Hun påpeger, at det er på baggrund af den brede opfattelse
af, hvad dokumentation er for en størrelse, at man også skal
forstå oplevelsen af en tung byrde. Den hænger så ydermere
sammen med ikke altid brugervenlige dokumentationssystemer, som tit kræver ekstra vejledninger, instrukser og egne små
huskesedler. Og når man så oveni, i løbet af en travl arbejdsdag med mange afbrydelser, skal håndtere mange forskellige
systemer, som ikke taler sammen, ja, så kan det ende med nogle
meget komplekse arbejdsgange, som forstærker oplevelsen af en
byrde.
”Vi kunne derudover iagttage, at den høje grad af specialisering i forvaltningen gør, at man dokumenterer det samme
flere gange, så det ender med at dokumentation drukner i
dokumentation,” forklarer Vibeke Lund Jansen.
Hvordan kan undersøgelsen nu fremadrettet bruges til at lette
oplevelsen af en tung dokumentationsbyrde?
”Forvaltningsledelsen har nedsat en arbejdsgruppe, som
skal se nærmere på undersøgelsens resultater. Vi er samtidig i
fuld gang med at formidle vores iagttagelser videre til centrale
kontorer og stabene i myndighedscentre og centre for at sprede
den indsigt og forståelse for de vilkår, som medarbejdere med
borgerkontakt arbejder under,” siger Vibeke Lund Jansen.
Af Pernille Søndergaard
Foto: Colourbox
sofbladet #1 • marts 2014
7
6
status på de politiske pejlemærker
Siden 2010 har Socialforvaltningen arbejdet efter ti
sociale pejlemærker. Pejlemærkerne blev besluttet af
politikerne i Socialudvalget, og har siden fungeret som
konkrete mål for forvaltningen. Der er nu gjort endelig
status. Tre mål er opfyldt. Fem har givet fremskridt,
men er ikke i mål, og på to områder er det gået tilbage.
1. Flere i skole
Skolegang er et helt afgørende fokuspunkt i arbejdet med at give udsatte
børn og unge en bedre fremtid. Ved at
ansætte socialrådgivere på alle byens
skoler og styrke de interne skoler på
vores egne institutioner har vi forsøgt
at nedbringe udsatte børns fravær og
hjælpe flere til at gennemføre 9. klasse.
På trods af indsatserne kan vi desværre ikke måle konkret fremgang endnu.
2. Mindre
ungdomskriminalitet
Alvorlig kriminalitet blandt unge er faldet markant siden 2009. Det er blandt
andet fordi, vi er blevet bedre til at
opdage unges problemer tidligt, og
fordi vi har ansat flere gadeplansmedarbejdere i de særligt udsatte boligområder. Vi har særligt haft fokus på,
hvor mange unge mellem 14-17 år, der
bliver sigtet for alvorlig kriminalitet.
sofbladet #1 • marts 2014
3. Tidlig hjælp til børn
Jo længere tid der går, inden vi griber
ind, jo sværere er det at hjælpe
udsatte børn. Derfor har vi ansat socialrådgivere til at støtte pædagoger og
lærere på skoler og i daginstitutioner,
og vi har indført flere nye metoder
til at hjælpe børn effektivt og tidligt.
Resultatet er, at børn i dag er næsten
ét år yngre, når vi får mulighed for at
hjælpe dem første gang. Samtidig er vi
blevet langt bedre til at inddrage familien i vores arbejde med barnet.
4. Bedre
handicapboliger
Mange borgere med handicap har desværre boet i gammeldags og alt for små
boliger i mange år. Det har vi gjort
noget ved i de seneste år. Siden 2010
har vi moderniseret 273 boliger og bygget 114 nye til borgere med handicap.
5. Borgere med handicap
eller sindslidelse i job.
Socialforvaltningen har forskellige tilbud om jobformidling, beskæftigelse og
jobtræning for borgere med handicap
eller sindslidelse. Desværre er det
ikke lykkedes at vende udviklingen og
hjælpe flere med (særlige) fysiske eller
mentale udfordringer i arbejde. En
af forklaringerne er den økonomiske
krise, der har øget ledigheden og presset virksomhedernes økonomi.
7. Færre fattige
Det er afgørende at forhindre, at
borgere bliver hængende i fattigdom i
længere tid. Samtidig er det en vigtig
målsætning at afbøde nogle af fattigdommens konsekvenser. En af de alvorligste konsekvenser af fattigdom er
at blive smidt ud af sin bolig. Antallet
af udsættelser er faldet, men selvom vi
blandt andet har styrket vores gældsog boligrådgivning, har vi endnu ikke
opfyldt vores målsætning. Vi håber, at
resultatet af de nye rådgivningsinitiativer viser sig i 2014.
8. Hurtigere hjælp til misbrugere
Jo længere tid man har drukket for
meget eller taget stoffer, jo sværere
er det at holde op, og jo større bliver
de sociale konsekvenser for en selv
og ens familie. Tilbud om anonym
hjælp og målrettet hjælp til unge har
fået markant flere unge til at opsøge
behandling. Samtidig er der sket en
stigning fra 2011 til 2013 i antallet af
voksne, der opsøger hjælp til at håndtere deres alkoholforbrug. Desværre
er det ikke lykkedes at få alkoholmisbrugere til at søge hjælp tidligere i
deres misbrugshistorie.
9. Flere misbrugere i
behandling
Stof- og alkoholmisbrug er ikke bare
ødelæggende for den enkelte, men
også for misbrugerens nærmeste og
for byen som helhed. På trods af succesen med at få flere unge i behandling, er det ikke lykkedes at få ligeså
mange flere i behandling, som vi har
stilet efter. På stofmisbrugsområdet
kan en del af forklaringen være, at der
har været usikkerhed om den anonyme stofmisbrugsbehandlings økonomi
og fremtid.
Sådan fungerer pejlemærkerne:
For hvert af de pejlemærker er der formuleret 1-3 målbare indikatorer.
En indikator er fx børns alder ved første børnefaglige undersøgelse.
Indikatorerne bliver brugt til at vurdere fremskridt og endeligt resultat
på området. I opgørelsen er hvert pejlemærke markeret med en farve:
6. Sindslidende
i egen bolig
Ansvar for eget liv er en vigtig del af
sindslidendes arbejde med at få det
bedre. Her spiller boligen en stor
rolle, og når det kan lade sig gøre,
hjælper vi sindslidende med at bo i
deres egen bolig. Det er desværre
ikke lykkedes i 2013 at hjælpe flere
sindslidende end i 2009 med at forlade
institutionen og klare sig i egen bolig.
En af de vigtigste grunde er, at antallet
af billige boliger er faldet markant de
senere år.
Betyder, at de konkrete mål er opfyldt
Betyder, at der har været fremskridt på området,
men at målene ikke er opfyldt
Betyder, at udviklingen på området er gået tilbage
På KKintra kan du læse mere om pejlemærkerne.
Læs forskellige medarbejderes bud på, hvorfor nogle
mål blev nået og andre ikke.
Klik ind på ’I fokus’ fra forsiden af KKintra.
10. Flere hjemløse i
egen bolig
Livet på kommunens herberger eller
på gaden er barsk. Det er derfor
vigtigt for os at hjælpe hjemløse ud af
herbergerne og ind i egen bolig. Men
antallet af boliger, som hjemløse kan
betale, er faldet markant de senere år,
og det er ikke lykkedes at skaffe ligeså
mange boliger, som vi havde håbet.
Til gengæld lykkes det i langt de fleste
tilfælde at hjælpe tidligere hjemløse
med at fastholde deres nye bolig, når
de først har fået den.
Af Jesper Nissen Foto: Colourbox, Jeanne Kornum, Pernille Søndergaard
sofbladet #1 • marts 2014
9
8
På MARKvandring
Alle medarbejdere i LavukStjernen har hevet i alt seks
dage ud af kalenderen for at gå i praktik hos hinanden.
Praktikken – også kaldet MARKvandringen - har ikke
kun øget sammenhængskraften i centret. Medarbejderne
er også kommet tilbage med ny inspiration og perspektiver på det daglige arbejde.
Udviklingskonsulent Mille Hindborg
(i midten) har været med til at udvikle
konceptet for praktikrunden. Pædagog
Mads Willumsen og ergoterapeut Anne
Grethe Holm Larsen har lært hinanden
at kende på MARKvandringen.
sofbladet #1 • marts 2014
Når medarbejderne i samværs- og aktivitetstilbuddet på
Søndre Fasanvej samles til morgenmøde, er der en ”morgenchef” blandt kollegerne, der har ansvar for at styre mødet og
planlægge dagens opgaver. Tjansen som morgenchef går på
omgang blandt tilbuddets medarbejdere og er med til at sikre,
at dagen kommer godt fra start og alle er helt skarpe på, hvem
der gør hvad.
”Det er en af de nye rutiner, som vi har indført efter vores
praktik, hvor vi blev inspireret af, hvordan de strukturerer
hverdagen på et af vores andre dagtilbud i centret,” fortæller
Anne Grethe Holm Larsen, som er ergoterapeut i dagtilbuddet
på Søndre Fasanvej. Det er et af fire selvejende tilbud til unge
og voksne med psykiske og fysiske handicap, som blev bragt
sammen i et nyt center tilbage i 2010.
Reflektér og lad dig inspirere
Med det nye fællesskab fulgte ikke automatisk fagligt kendskab
og kollegialt venskab, og medarbejderne ville rigtigt gerne lære
hinanden bedre at kende på tværs. Da det kom klart til udtryk
på en fælles temadag tilbage i oktober 2012, greb centrets ledelse opfordringen. Med udviklingskonsulent Mille Hindborg
som primus motor blev der udviklet et koncept for en medarbejderpraktik, som fik navnet MARKvandring. MARK står
for mestring, anerkendelse, ressourcer og kompetencer – alt
sammen ting, som praktikrunden skulle få i spil.
”MARKvandringen er samtidig et billede på dét, vi gerne
ville opnå med praktikken; på samme måde som bonden tager
en tur over sine marker og sparker til mulden for at se, hvilke
jorder der er bedst til forskellige afgrøder, fik medarbejderne til
opgave at iagttage, lade sig inspirere og gøre sig tanker om det,
de så og oplevede på deres praktikrunde.
Derfor fik alle et refleksionsark med fire spørgsmål med
sig, som de skulle besvare ved ugangen af anden praktikdag,”
forklarer Mille Hindborg.
Vi føler os som ét
Praktikrunden blev skudt fra start midt i januar 2013, og i
løbet af de næste otte måneder kom alle 30 medarbejdere fra de
fire tilbud i centret i praktik på de tre øvrige dagtilbud, to dage
hvert sted. I hele perioden var der en vikar, som cirkulerede
rundt og erstattede den medarbejder, som var af sted.
”Det var en rigtig rar følelse at vide, at man ikke efterlod
et hul, men blev dækket ind. Og man kom heller ikke som en
ekstra hånd dér, hvor man var i praktik. Man kom for at iagttage og lade sig inspirere,” understreger Mads Willumsen, som
til daglig er pædagog i dagklubben Borgervænget.
Både han og Anne Grethe mener, det har været alle pengene værd at lære kollegerne i de andre dagtilbud at kende og få
et indblik i de udfordringer, de står med i dagligdagen.
”Nu har vi fået sat ansigter på kollegerne i de andre tilbud;
vi hører sammen og føler os som ét. Og så har praktikken i mit
dagtilbud inspireret til faglige debatter og refleksion. Vi har fx
fået input til overvejelser om, hvordan vi bedst tilrettelægger
pauser, og hvordan vi bedst organiserer dokumentationsopgaver. Her har vi helt sikkert fået ny inspiration,” opsummerer
Anne Grethe.
Mads tilføjer, at det øgede kendskab på tværs af de fire dagtilbud åbner for, at man nu bedre kan samarbejde om brugerne
på tværs dér, hvor det giver mening.
”Hvis vi fx har en ledig plads på vores sejlads til en bruger
fra et af de andre tilbud, så har jeg fuld tillid til, at den medarbejder, der kommer med den pågældende bruger, har styr på
tingene. Vi har allerede haft en bruger fra et andet tilbud med
til banko hos os, og jeg er sikker på, at der hen ad vejen vil vise
sig flere muligheder for samarbejde mellem vore tilbud til gavn
for brugerne.”
Det er planen, at praktikordningen skal fortsætte som et
fast tilbud til alle nyansatte i centret, og så har Mille en drøm
om, at praktikken på et tidspunkt kan udvides til samarbejdspartnere, fx nogle af de bosteder, som brugerne kommer fra.
”Det kunne da helt sikkert være en øjenåbner for os på dagtilbuddene at opleve en morgen på et bosted, fra brugerne står
op til de ankommer her i bilen klokken ni, ligesom det kunne
være lærerigt for medarbejdere i botilbuddet at opleve en dag i
dagtilbud,” siger hun.
FAKTA
Center for selvejende tilbud LavukStjernen består
af fire selvejende samværs- og aktivitetstilbud for
unge med fysisk og/eller psykisk handicap:
• Dagklubben Borgervænget,
• Dagtilbuddet Lærkevej,
• Dagtilbudet Strødamvej,
• Dagtilbudet Søndre Fasanvej.
www.lavukstjernen.dk
sofbladet #1 • marts 2014
11
10
Sådan gjorde de:
Refleksionsark med fire spørgsmål
• Oktober 2012: Fælles temadag
• November 2012 - januar 2013:
Workshops om fælles vædigrundlag.
• Januar 2013: MARKvandringen bliver præsenteret. Vikar bliver ansat til at dække fraværet af den
medarbejder, der er på vandring.
• 14. januar - 15. august 2013:
Alle medarbejdere er i praktik to dage på hvert af de tre øvrige dagtilbud.
• 21. oktober: Opsamlende temadag.
Det bliver besluttet at arbejde videre med at skabe en vidensbank for centret.
• Januar-februar 2014: Centrets ledere er i praktik.
1. Hvordan har du oplevet vores værdier:
Tillid, Respekt og Omsorg?
2. Hvilke talenter/kompetencer/ressourcer har du set?
3. Hvad ville du være stolt af, hvis du var medarbejder på det pågældende tilbud?
4. Hvad vil du gerne adoptere/afprøve på din
arbejdsplads?
Spørgsmålene bliver besvaret ved udgangen af anden
praktikdag og afleveret til lederen eller MEDrepræsentanten og indgår i evalueringen af hele forløbet.
Mikael trækker vejret
I projekt Anonym Misbrugsbehandling sender
de brugere på et kursus med yogaøvelser, meditation og åndedrætsteknikker, kaldet Breathe
SMART. En af dem er 32-årige Mikael. Han
oplever, at metoden skaber ro og hjælper ham
med at holde fast i de gode beslutninger.
En torsdag aften i oktober ligger Mikael på en yogamåtte med
lukkede øjne. Han har lige lavet en øvelse med dybe åndedræt
langt ned i maven. Det er fjerde aften på grundkurset i Breathe
SMART. For sit indre blik ser han sin kone, sine tre børn og
nærmeste venner, og pludselig mærker han, at tårerne begynder
at løbe ned af kinderne. Da han lidt senere på aftenen kører
hjem fra kurset, græder han igen. Han har lånt sin brors bil, og
da han leverer den tilbage, og broren spørger, om han har fyldt
benzin på, svarer han spontant: ”Nej, men den er fyldt med
kærlighed!”
Mads Willumsen arbejder til daglig som
pædagog i dagklubben Borgervænget, men
når han træder ind af døren til dagtilbuddet på Søndre Fasanvej, er han ikke
længere et fremmed ansigt for brugerne i
tilbuddet. De lærte ham nemlig at kende,
da han i april var to dage i praktik på
Søndre Fasanvej.
Af Pernille Søndergaard
Foto: Jeanne Kornum
sofbladet #1 • marts 2014
Med åbent sind
Mikael er en høj, slank mand i rød fodboldtrøje. Han smiler,
mens han husker tilbage på Breathe SMART-kurset, som
strakte sig over fem intense efterårsaftener sidste år.
”Jeg havde fået kurset varmt anbefalet af andre brugere.
For nogle af dem havde det været skelsættende, så jeg gik til det
med et åbent sind. Men på kursets første tre dage var jeg virkelig frustreret og tvivlede på, om det hokus pokus overhovedet
var noget for mig,” fortæller han.
Mikael havde aldrig før prøvet at vride sine lange ben i
skrædderstilling på en yogamåtte. I hans liv er det fodbolden,
som har fyldt billedet, først på banen, siden mere udenfor. Med
weekendens fodboldkampe på tilskuerbænken sammen med
vennerne fulgte fester, øl og stoffer.
”Stoffet gav mig jo en dejlig følelse, men efterhånden tog
det mere og mere over. Pludselig var det stofferne, der havde
fået kontrollen over mig, og det gik alvorligt ud over både
jobbet og familien. Jeg sagde igen og igen til mig selv: ’Nu
stopper jeg’, men trangen blev hver gang for stor,” fortæller
Mikael, som i sommeren 2013 besluttede sig til at tage tyren
ved hornene. Hos hans praktiserende læge var der ingen hjælp
at hente, men så fandt Mikaels kone frem til Projekt Anonym
Stofmisbrugsbehandling, og det gav Mikael det nødvendige
spark. I august startede han på behandlingen.
åndedrættet bygger bro
Projekt Anonym Misbrugsbehandling satser på en helhedsorienteret tilgang til behandlingen. Det betyder, at de arbejder
med at få kroppen med, og de har siden 2010 sendt brugere af
sted på grundkurset i Breathe SMART. Lea Hansen, som er
misbrugsbehandler i PAS fortæller:
”Ligesom der er mange forskellige grunde til, at man kommer til at sidde fast i et misbrug, er der også forskellige veje ud
af et misbrug. For nogle er gruppeterapien netop dét, der skal
til for at skabe varige forandringer. For andre baner grundkurset i Breathe SMART vejen til bedre at håndtere det tomrum,
som kan opstå, når man slipper stofferne. Man skal igennem en
svær forandringsproces, og her giver meditations- og åndedrætsøvelserne en ballast.”
Videnskabelige undersøgelser af metoden Breathe SMART
viser, at det reducerer stress, depression og angst at trække vejret dybt ned i maven og fokusere sindet. Men hvorfor nu det?
Kropsterapeut Jakob Lund, som står i spidsen for kurserne,
forklarer, at når man aktivt arbejder med at trække vejret, så
kommer man i kontakt med kroppens vitalitet. Det betyder,
at man bliver bedre i stand til at håndtere de følelsesmæssige
tilstande, som man reagerer uhensigtsmæssigt på, fx ved at tage
stoffer.
”Vores vejrtrækning er forbundet med vores følelser, og
man kan bruge åndedrættet som en bro til et sted indeni, hvor
der er ro. Og når man kommer i kontakt med den intakte del
af sig selv, så kan man - uanset hvor fucked up man er - gå ind
og forandre den stress, der er indeni,” siger han.
Når man har stress er ens nervesystem høj-aktiveret, og i
den tilstand kan man ifølge Jakob Lund ikke træde nye spor og
ændre på de fastlåste roller, man har. Derfor kan vejrtrækning
og yoga hjælpe den afhængige til at bryde med de negative
mønstre og fastholde stoffriheden.
Ikke en mirakelkur
Mikael har i mange år gået rundt med en knude af stress i brystet, men den forsvandt, da han på kursets fjerdedag blev fyldt
med strømmen af kærlige følelser.
”Det var ret vildt. Næste dag på arbejde kunne jeg ikke
lade være med at uddele kram’ere til min kolleger og selv sure
kunder fik et stort smil med på vejen. Det var, som om jeg
sofbladet #1 • marts 2014
13
12
FAKTA OM Breathe SMART
SMART betyder Stress Management and Rehabilitation
Training.
Teknikken hjælper mennesker med stress, traumer og
misbrug med at håndtere svære følelser. Jakob Lund,
som har indført metoden i Danmark, underviser hold
og tilbyder også individuelle forløb for dem, der umiddelbart er for dårlige til at indgå i sociale sammenhænge. Desuden står han for undervisningsforløb for
indsatte i fængsler, både i Danmark og i udlandet.
Også for medarbejdere
”Jo mere man er i kontakt med sig selv, jo dybere kan
man se i det andet menneske. Uanset hvor dygtig man
er som behandler eller socialarbejder kan man ikke
undgå at tage andres stress på sig. Breathe SMART giver redskaber til at bearbejde de indtryk, man er udsat
for, når man arbejder med mennesker med fx misbrug
og kriminalitet,” fortæller Jakob Lund.
Han underviser blandt andet misbrugsbehandlere og
fængselsfunktionærer i Breathe SMART. I PAS tager
alle ansatte et grundkursus i Breathe SMART, og hele
personalegruppen på institutionen Den flyvende hollænder været på et kursus i metoden for at få redskaber til at håndtere arbejdsrelateret stress. Personalet
har desuden brugt nogle af teknikkerne i arbejdet med
stedets unge i forhold til misbrug og aggressionshåndtering.
Læs mere www.breathesmart.dk.
Jakob Lund afholder kurserne i
Breathe SMART på loftet i en
stor lade i Holte.
ikke kunne få nok af at vise kærlighed,” husker Mikael, som til
daglig er butikschef.
Oplevelsen af pludselig at komme i kontakt med sine følelser, er Mikael ikke alene om.
”Når man er meget stresset, forsvinder det, der betyder noget for én. Jeg ser tit, at folk via åndedrætsøvelserne på kurset
kommer i kontakt med de følelser, der virkelig betyder noget.
De mærker sig selv mere, og det kan være det første skridt til
forandring,” forklarer Jakob Lund.
For Mikael blev de stærke følelser, der vældede op på
kursets fjerdedag, siden til en indre ro, som hjælper ham med
sofbladet #1 • marts 2014
at tage de rigtige beslutninger, når han bliver konfronteret med
stofferne eller føler sig draget imod de steder, han ved, det er
nemt at få fingre i dem.
Jakob Lund understreger dog, at et kursus i Breathe
SMART ikke er en mirakelkur.
”Hvis man har en medicin, skal man tage pillen. Det betyder, at man skal fortsætte med at gøre noget aktivt for at forløse
og deale med de negative indtryk og følelser,” siger Jakob Lund.
Han anbefaler altid sine kursister på grundkurset at lave et sæt
yoga- og vejrtrækningsøvelser hver dag. Det hjælper med at
fastholde roen og intentionen om forandring.
I dag er en halv times praksis med dybe vejrtrækninger og
yogaøvelser blevet en fast del af Mikaels hverdag.
”Jeg faldt i på et tidspunkt, hvor jeg følte mig sikker på
mig selv, og hvor jeg holdt en pause i mine øvelser. Nu laver jeg
mine øvelser næsten hver dag. Det hjælper mig med at holde
fokus og giver mig styrke til at tage de rigtige beslutninger. Og
når jeg samtidig har min behandling i PAS, bliver jeg for alvor
holdt op på, at jeg skal være clean,” siger Mikael.
Han har været stoffri siden 13. november og deltager i dag i
en selvhjælpsgruppe i PAS.
Af Pernille Søndergaard
Foto: Morten Bjarnhof.
sofbladet #1 • marts 2014
15
14
Ukvemsord, riv, bid, spark, spyt eller slag og det, der er
værre. Københavns Kommune har nul-tolerance over
for vold og trusler. Alligevel er det langt fra alle episoder
i SOF, som bliver indberettet. Men det kan få konsekvenser. Har man ikke registreret de mange forudgående
optrin, risikerer man nemlig ikke at kunne få erstatning,
hvis læsset en dag vælter, og man går ned.
Det var jo, hvad jeg kunne forvente. Så
det må jeg finde mig i. Sådan skal reaktionen helst ikke lyde, når en medarbejder
i SOF bliver udsat for vold eller trusler
om vold. Alle ubehagelige og grænseoverskridende episoder skal registreres.
Det understreger Tina Busholdt, som er
arbejdsmiljøkonsulent i SOF.
I Københavns Kommune betegnes
vold og trusler som arbejdsulykker, der
skal anmeldes til forsikringsselskabet og
myndighederne – også selvom man ikke
synes, at man er kommet til skade.
Anmeldelserne kan bruges som
dokumentation, hvis den ansatte bliver
uarbejdsdygtig igennem kortere eller
længere tid på grund af gentagne tilfælde
af psykisk og fysisk vold.
”Ideelt set er målet, at alle arbejdspladser registrerer alle tilfælde af vold og
trusler,” siger Tina Busholdt.
Men hendes vurdering er, at der er et
stykke vej endnu, før det er en realitet.
Grænser flytter sig
Rundt omkring på de mange arbejdspladser i SOF er der nemlig vidt
forskellige holdninger til, hvornår man
registrerer vold og trusler. I den ene
ende af spektret er arbejdspladser, som
konsekvent registrerer alt, lige fra et lille
puf fra brugeren til slag og spark. Og i
den anden ende af spektret finder vi arbejdspladser, hvor der hersker en uudsagt
kultur om, at her klarer man mosten.
For man er jo professionel.
Det er en holdning, som arbejdsmiljøkoordinator Trine Billum i Center
for Udsatte Voksne og Familier kan
nikke genkendende til. I 2013 blev der
sofbladet #1 • marts 2014
registreret omkring 224 episoder med
trusler og vold i centret, som rummer ni
herberger og tilbud for hjemløse og fem
krisecentre.
”Det tal er helt klart ikke et billede
på, hvordan virkeligheden ser ud. For vi
arbejder på, hvad der må karakteriseres
som et højrisiko-område med nogle af de
mest trængte og udsatte borgere i byen.”
Hun tror, at en del undlader at
indberette episoder, fordi der ude på
tilbuddene kan være en kultur med en
indbygget forventning om, at man skal
kunne håndtere vold og trusler i dagligdagen. Måske er der også grænser, som
flytter sig, når man er inden for et fag,
hvor man oplever vold og trusler relativt
hyppigt.
”Højst sandsynligt er der også en
manglende kendskab til, hvornår en episode skal registreres, og hvilke episoder
der skal anmeldes. Derfor er det meget
vigtigt, at ledelsen sørger for, at medarbejderne er oplyst omkring reglerne for
registrering,” siger Trine Billum.
Holdningen om, at vold og trusler er
et vilkår, man som ansat i SOF bare må
leve med, er én, som Tina Busholdt gerne
vil gøre op med.
”Vi kan nok aldrig komme risikoen
for vold og trusler til livs, for den vil
næsten altid være der på områder, hvor
man arbejder tæt med og blandt andre
mennesker som i SOF. Men vi skal
selvfølgelig altid gøre en indsats for at
forebygge volden og tackle den, når den
opstår. Og en fælles holdning på den
enkelte arbejdsplads om, at man indberetter og registrerer alt, kan være med
til at slå fast, at vold og trusler ikke er et
problem for den enkelte medarbejder.
Det er faktisk noget, der vedrører hele
arbejdspladsen. Og ikke mindst: Systematisk registrering kan være med til at
forebygge problemet.”
Slider mere end man ved
Lise Usinger er arbejdsmiljøkoordinator
i Center for Autisme og Specialpædagogik. Hun registrerer alle indberettede
episoder om vold og trusler i centret og
bearbejder tallene og trækker grafer og
statistikker ud til afdelingsMED hvert
halve år. Indimellem beder arbejdsmiljøgruppen på et bosted hende også om
at trække data ud, så de kan arbejde
systematisk med at finde et mønster i
hændelserne for på den måde at bedre at
kunne forebygge.
fysisk og psykisk handicap. Og selvom
man opfatter sig selv som robust, så kan
det godt slide meget mere, end man selv
ved af, dagligt at være så fysisk tæt på
andre mennesker, som niver, hiver og
spytter,” vurderer Lise.
Hun peger på, at det for mange er et
stort dilemma at vide, at de mennesker,
man tager vare på, tit ikke krænker eller
slår, niver eller spytter med fortsæt eller
vilje. Mange gange kan det være en
måde, beboeren reagerer på i kravssituationer i mangel på verbalt sprog.
”Men hvis man som medarbejder
oplever en episode som grænseoverskridende, så ER den grænseoverskridende,
og så skal man anmelde det. Det er den
enkelte medarbejder, der sætter grænsen.
Hver enkelt hændelse er måske lille,
men når det sker igen og igen, kan man
risikere, at læsset pludselig vælter, og så
er man bedre sikret, hvis der ligger dokumentation,” understreger Lise Usinger.
FAKTA
Anmeldelse af
arbejdsskader
Det er lederen af arbejdspladsens
ansvar og pligt, at anmeldelsen sker,
selvfølgelig under forudsætning af
lederen kender til hændelsen. Vold
og trusler skal anmeldes elektronisk
til ”Forsikring og arbejdsskade” i
Koncernservice (KS), som arbejdsskade. KS sørger for det videre
arbejde i forhold til Arbejdstilsynet
og Arbejdsskadesstyrelsen.
Fra Københavns Kommunes
voldspolitik
Tekst og foto af Pernille Søndergaard
FAKTA Hvad er vold og trusler?
Vold og trusler om vold er handlinger, som forvolder en ansat fysisk
eller psykisk skade – uanset om
skaden er forvoldt med fortsæt
eller ved uagtsomhed.
Ved fysisk vold er der tale om aktivt påført vold som fx slag, spark,
bid, kvælningsforsøg og knivstik.
Der kan også være tale om, at
medarbejderne bliver involveret i
et røveri.
Ved psykisk vold er der tale om
episoder, hvor medarbejderne bliver udsat for verbale trusler, krænkelser, truende adfærd, systematisk
fornedrelse, eller chikane rettet
mod den ansatte og dennes familie,
ydmygelse m.m.
Fra Københavns Kommunes
voldspolitik
SOF’s arbejdsmiljøkonsulent Tina
Busholdt (tv) har et tæt samarbejde med
centrene i SOF. Her ser hun på eksempler på registreringspraksis sammen med
arbejdsmiljørepræsentanterne Lise Usinger
og Trine Billum (th).
sofbladet #1 • marts 2014
tema : vold og trusler
Indberetter du?
På centret hjemmeside ligger en formular, som gør det nemt for den enkelte
medarbejder at anmelde en episode.
I 2013 registrerede Lise Usinger 597
episoder, men hun vurderer, at det langt
fra er alle episoder på de fem botilbud i
centret, som bliver anmeldt. Selvom der
endnu er plads til forbedringer, mener
hun dog, at der er sket en positiv udvikling i anmeldelseskulturen på handicapområdet de seneste 20 år.
”Den gang jeg selv startede med at
arbejde som pædagog i slutningen af
90’erne, var signalet fra min arbejdsmiljørepræsentant, at det først var, når det
blødte, at jeg skulle anmelde episoden.
Siden da har tingene rykket sig meget,”
siger Lise Usinger. Og det er en udvikling, hun hilser velkommen.
”Du ved ikke på forhånd, hvad du
kan holde til. Du giver omsorg til en
person, der slår dig. Det skal du kunne
rumme. Du må gerne være vred og
oprevet indeni. Men ikke udenpå. Det
kræver en stor rummelighed at være professionel i arbejdet med mennesker med
17
16
”
Jeg blev overrasket over, at jeg
ikke var usårlig
Daniel Nørholm, pædagog i Cafeen i
Aktivitetscentret på Sundholm
Jeg er ikke den type, der har brug for at tænke så meget over
det i hverdagen. Vi er en åben café, hvor vi aldrig aner, hvem
der kommer ind ad døren. Så jeg har brug for at holde fast i
en forestilling om, at jeg er tryg. Man kan ikke tænke over
risikoen hele tiden, men det betyder ikke, at vi accepterer vold
og trusler fra brugerne her i Caféen. Overhovedet ikke. Selv
den mindste episode med trusler eller vold mod personalet
udløser en henvisning (til et andet tilbud) og er brugeren blevet
politianmeldt, får vedkommende i meget alvorlige tilfælde ikke
mulighed for at komme tilbage, før retssagen er overstået. Vi
har meget fokus på konflikthåndtering, og vores kriseberedskab er velfungerende, så som medarbejder her i Cafeen har jeg
en oplevelse af, at jeg bliver beskyttet godt.
Jeg har oplevet, at jeg måtte melde mig syg et par dage og
snakke med en krisepsykolog, efter en bruger havde truet med,
at han ville smadre mig. I 100 andre tilfælde ville jeg ikke
have taget notits af truslen, men lige præcis den dag, ramte det
mig og gik ind. Og jeg blev ret overrasket over, at jeg ikke var
usårlig.
Ham, der truede mig, fik en måneds henvisning, og da han
trådte ind ad døren igen, gippede det i mig. Men så kom han
hen og sagde undskyld, og så røg mine parader straks ned.
sofbladet #1 • marts 2014
”
”
Jeg ved godt, det er hjerneskaden,
der taler
Jeg tager det ikke personligt
Ozkan Tecer, pædagog på Sønderbro,
sikrede afdeling Vest
De unge herinde holder sig ikke tilbage fra at skubbe til dig og
kalde dig alt muligt. Der er jo en bandelederjargon her, men
tit er den slet ikke så slemt ment, som den lyder. Det er deres
måde at være seje på og vise, hvordan man er en alfahan. Jeg
tager det ikke personligt, når de kalder mig luder og bøsserøv.
Man skal være klar til at kunne tage et slag og blive overfuset
verbalt, når man arbejder herinde.
Jeg har oplevet, at en af de unge tog fat om min hals. Heldigvis kom mine kolleger mig til undsætning, og jeg klarede
det og havde det egentlig ok lige efter. Men efter et par uger
begyndte tankerne alligevel at løbe, og jeg tænkte ”Hvad nu
hvis…?” Og dér skal man være god til at tale om det, så man
kan få frygten ud af systemet.
Når jeg spiller bordtennis eller træner med de unge, kommer jeg ind på livet af dem, og engang imellem lykkes det mig
at møde den 16årige dreng inde bag gangsterfacaden. Men
man skal konstant mærke pulsen, have god situationsfornemmelse og vide, hvor grænsen går i forhold til at udfordre dem. I
sidste ende ved man aldrig helt, hvor man har de unge. De kan
tænde af på et sekund.
Der er ikke så meget andet at gøre end at være årvågen og
hele tiden sørge for at have et overblik over situationen og hvor
ens kolleger befinder sig. Det er noget, jeg tager med mig, når
jeg har fri. Jeg har det bedst, når jeg har styr på, hvor børnene
er derhjemme.
”
Det ligger på rygraden
Robert Larsen, hjemmehjælper på Amager
Jeg tænker ikke så meget over risikoen for vold og trusler i
hverdagen. Det ligger jo på rygraden. Det er lidt som at køre
bil. Man tænker jo ikke på det, når man kobler ind og ud.
Jeg har aldrig selv følt mig truet af en borger. Størstedelen af
borgerne med misbrug er meget højtråbende, men de har det
mest i munden. Der kan være en rå omgangstone, men det går
mig ikke på. Der skal meget til, før jeg føler mig rystet, og det
er helt sikkert godt selv at kunne noget gårdsangersprog.
Jeg tror, at den måde, man går ind i arbejdet på, betyder
meget i forhold til at forebygge konflikter. Jeg er altid glad og
går til arbejdet med et åbent sind. Hvis en borger fx ikke vil i
bad på badedagen, så går jeg ikke ind i diskussioner, men tager
det sådan lidt oppefra og ned og sætter mig ned og snakker lidt
med borgeren. Og som regel ender det med, at han får sit bad.
Som gammel medarbejder i gårde, er jeg mere opmærksom
på de nye medarbejdere. Her hjælper de forskellige procedurer,
vi har i ryggen rigtig meget. Er en borger under observation,
fordi han eller hun fx ikke tager sin medicin, har de altid en
stjernemarkering, så man kan tage sine forholdsregler, og har
borgeren været voldsom og udadreagerende, er vi altid to, der
går ind i hjemmet sammen.
Marlene Lundgreen, pædagog på
Lionskollegiet afdeling Recco
Jeg har oplevet at blive slået ud efter, ramt af slag i maven, sparket efter. Nogle beboere kan også finde på at bide og rive. En
beboer har forsøgt at klemme mig inde mellem sig og den seng,
jeg sad på. Jeg var ved at rydde op i den rygsæk, som han havde
bag på sin kørestol, da han blev ophidset over et eller andet. Jeg
måtte skubbe stolen væk fra mig og smutte ud bag ham og ud
af havedøren, da han slog og sparkede voldsomt ud efter mig.
Mange af vores beboere kan ikke kommunikere, så vi forstår dem og de os. Men de kan sagtens skælde ud og råbe efter
os. ”Hold kæft”, ”skrid” ”idiot” og ”du er dum”.
Mine oplevelser sidder i mig, og jeg er blevet meget forskrækket. Jeg ved jo godt, at det er hjerneskaden, der taler, og
at de ikke kan gøre for det.
Det handler også meget om, hvordan jeg kommer ind til
beboeren. Jeg må ikke være bange eller nervøs, men jeg skal
heller ikke finde mig i alt. Men når jeg fx sidder og ser tv eller
spiller et spil med den beboer, der forsøgte at klemme mig inde,
så ved jeg altid, hvor døren er i lokalet.
Jeg får et sug i maven, når en beboer flytter, og en ny skal
flytte ind på afdelingen. For hvad nu, hvis det er en udadreagerende beboer? Det er et vilkår i mit job. Jeg er glad for mine
kollegaer og synes, det er et spændende job. Men når der er
voldsomme episoder, så gør det også, at jeg overvejer, om det
virkelig er her, jeg skal arbejde som pædagog resten af mit
arbejdsliv. Men jeg er ikke skræmt væk endnu.
sofbladet #1 • marts 2014
tema : vold og trusler
Risiko for vold og trusler
– hvad betyder det for dig ?
19
18
tema : vold og trusler
Vi passer på
hinanden
Den 2. december mistede Ringbo en afholdt medarbejder, da sosu-assistent Dorthe
Christiansen blev stukket ned af en beboer. Og med ét blev den velkendte virkelighed
på bocentret i Bagsværd slået ud af kurs for både ansatte og beboere. Tre medarbejdere
fortæller, hvordan de er kommet videre.
Ergoterapeut Charlotte Fisker mødte ind kl. 9.45 den
dag, drabet fandt sted. Hun var nyansat og arbejdede i samme
hus, som Dorthe Christiansen. Der holdt biler overalt, og mennesker i hvide dragter gik rundt.
”En afdelingsleder fortalte mig, at der var sket en ulykke,
og jeg tænkte, at det var en eller form for udslip. Da jeg fik at
vide, at Dorthe var stukket ned, gik der en klap ned. Jeg forstod det ikke, for beboerne var så rolige. Der var helt stille. Det
føltes meget uvirkeligt. Jeg havde aldrig forestillet mig, at man
kunne dø af at gå på arbejde,” siger Charlotte Fisker.
Det ufattelige
Medarbejdere og ledelse har siden den 2. december arbejdet
med at rumme sorgen over tabet og chokket over, at det utænkelige kunne ske.
”Dorthe var garvet, professionel og dygtig til sit arbejde.
Så det første, jeg tænkte, var, at det ikke kunne være hende.
Og sådan har jeg det stadig. Det er ufatteligt,” siger Natacha
Bendezu, som er pædagog på Ringbo.
Hun sætter ord på den uforudsigelighed, som hun har så
svært at forlige sig med.
”Det var som at få en stor lussing. Pludselig gik det op for
os, hvor galt det kunne gå. Det, der kom mest bag på mig, var,
at der ikke rigtig havde været nogen faresignaler, vi kunne tage
bestik af. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at når det skete
sofbladet #1 • marts 2014
for Dorthe, kan det også ske for mig,” siger Natacha Bendezu.
Det ræsonnement er Natacha ikke ene om at gøre sig, og
det er en frygt, som bostedsleder Jakob Larsen har talt en del
med sine medarbejdere om i ugerne efter drabet
”Vi er blevet brutalt revet ud af vores forestilling om, at
det her var noget, der ikke kunne ske. Men det betyder ikke,
at vi pludselig er gået fra at være en ikke-farlig arbejdsplads til
en farlig arbejdsplads. Det er vigtigt at holde fast i, at det var
en isoleret hændelse. Det her er ikke blevet en mere usikker
arbejdsplads end før. Men selvfølgelig skal vi skærpe vores
agtpågivenhed og altid sætte vores sikkerhed højt,” siger Jakob
Larsen.
Alle reagerer og bakker op
Alle medarbejdere på Ringbo er for øjeblikket i gang med at
afprøve nye alarmer, som man i testperioden let kan komme
til at udløse. Men selvom der er masser af falske alarmer, er der
ingen, der tænker ”Det er nok falsk alarm, så jeg springer over.”
Alle slipper, hvad de har i hænderne for at komme kollegaen
til undsætning, når alarmen lyder. Sådan var det også før. Og
sådan er det stadigvæk.
Og den sikre forvisning om, at kollegaerne reagerer og
bakker op, betyder alverden for følelsen af sikkerhed, fortæller
pædagog Nicolina Olsen. Hun var en af de ni medarbejdere,
som reagerede og løb Dorthe til undsætning, da hun trykkede
Nicolina Olsen, Charlotte Fisker og
Natacha Bendezu oplever, at det kan være
svært for andre at forstå, hvad man som
medarbejder på Ringbo har været igennem. Blandt kollegerne møder man en
anden slags forståelse, fortæller de.
på alarmen den 2. december.
Igennem sine 13 år på Ringbo har Nicolina Olsen været
involveret i en del episoder med vold og trusler, men hun har
altid følt sig tryg i jobbet og godt rustet til at tackle episoderne.
Hun er stadig glad for sit arbejde og sine kolleger. Men den
voldsomme oplevelse den 2. december har sat sit præg.
”I dag er jeg mere opmærksom på alle aspekter af mit
arbejde. Når jeg er på vagt, er jeg meget bevidst om, at jeg skal
passe på mig selv. Jeg sørger altid for at stille mig, så jeg har en
flugtvej. Og så har jeg bedt om ikke at være i front, når vi løber
på alarmer. Når jeg skal handle, så handler jeg uden at tænke
så meget på min egen sikkerhed. Derfor holder jeg for øjeblikket bevidst bagved for at beskytte mig selv, ” fortæller Nicolina
Olsen.
Plads til at sige fra
Lige fra første dag har Ringbos ledelse sendt et klart budskab
ud til alle medarbejdere: I skal passe på jer selv og hinanden.
Medarbejderne har fortsat mulighed for at blive hjemme eller komme på arbejde, helt eller delvist alt efter, hvad kræfterne
og den psykiske tilstand formår.
”Den store åbenhed og forståelse hos ledelsen har hjulpet
os meget til at komme videre. Der har været plads til at sige fra
og plads til at møde op på arbejde for måske bare at sidde tavs
sammen med kollegerne, hvis der var brug for det,” fortæller
Natacha Bendezu. Hun oplever, at der er stor respekt i personalegruppen for, at man har det, som man har det.
”Mange er skrøbelige og sårbare, og nogle er brugt op efter
få timers arbejde, så vi tager stadig hensyn til hinanden. Der er
plads til at sige ”Jeg er ikke på toppen,” fortæller Natacha, som
selv valgte at blive hjemme hos sine børn de første dage efter
drabet.
Omsorg og forståelse
De fleste af Charlotte Fiskers kolleger i Hus 5, hvor Dorthe
arbejdede, meldte sig syge umiddelbart efter drabet. Men selv
kørte hun på med vagter:
”Som mennesker er vi meget forskellige, og vi kommer
igennem krisens stadier på forskellige måder. Jeg er sådan én,
der altid føler, jeg skal hjælpe og få tingene til at fungere – så
jeg kunne ikke rigtig mærke, hvordan jeg havde det.”
Men det kunne hendes chef og Ringbos psykolog, og de
besluttede, at hun skulle sygemeldes over julen.
”Centerledelsen har virkelig været opmærksom på os medarbejdere hele tiden. Vi er blevet mødt med rigtig meget omsorg og forståelse. Jeg brænder for mit arbejde og er superglad
for at være på Ringbo. Den omsorg, vi er blevet mødt med, er
en medvirkende grund til, at jeg føler mig tryg nok til stadig at
være her i dag,” siger Charlotte Fisker.
Af Pernille Søndergaard
Foto: Jeanne Kornum
sofbladet #1 • marts 2014
21
20
tema : vold og trusler
Plads til sorgen
Vi mindes Dorthe bedst ved at sørge for,
at livet går videre på bedst mulig måde
for beboerne på Ringbo, mener botilbudsleder Jakob Larsen og centerchef
Jørgen Marthedal.
Hvordan håndterer man den krise, der rammer hele arbejdspladsen, når man under
tragiske omstændigheder mister en medarbejder? Ringbos centerchef Jørgen Marthedal
og botilbudsleder Jakob Larsen fortæller om deres hidtil sværeste lederopgave.
Centerchef Jørgen Marthedal er på vej til et møde om
morgenen den 2. december, da han bliver ringet op og får at
vide, at sosu-assistent Dorthe Christiansen er blevet stukket
ned af en beboer. Han vender straks om og forbereder sig på
det værst tænkelige. Dorthe Christiansen er erklæret død, før
han når frem til Ringbo.
Tilbage på Ringbo går Jørgen Marthedal som det første ned
til gerningsstedet. Her møder der ham et botilbud i chok og
fortvivlelse. De ledere, der er til stede, har handlet hurtigt, og
der bliver taget hånd om beboere og medarbejdere.
Efter at have dannet sig et overblik samler Jørgen Marthedal Ringbos ledelsesgruppe, og de fordeler hurtigt de akutte
opgaver indimellem sig, herunder kontakt til krisepsykolog og
politi.
Når Jørgen Marthedal i dag kigger tilbage på den 2. december, er han stolt af sin ledergruppe.
”Det her er jo ikke noget, man kan forberede sig på, og som
alle andre var lederne chokerede og rystede, men de vidste, at
det var deres opgave at handle i situationen, og det gjorde de.”
Pas på hinanden
Krisepsykologen ankommer til Ringbo efter et par timer. De
ni medarbejdere, der løb Dorthe Christiansen til undsætning,
da hun trykkede på alarmen, får som de første akut krisehjælp.
Og krisepsykologen er også med, da ledelsen indkalder alle
medarbejdere til fælles orienteringsmøde kl. 14.
”Vores budskab var helt klart: Pas på hinanden! Vi gjorde
det klart, at alle medarbejdere havde mulighed for at føle efter,
om de ville være på arbejde eller gå fra. Det var første skridt i
sofbladet #1 • marts 2014
den del af krisehåndteringen, som handlede om at tage hånd
om alle og finde ud af, hvordan de havde det. Der skulle være
plads til, at de kunne være kede af det og komme og gå efter
behov,” fortæller Jørgen Marthedal.
Det krævede til gengæld en stor indsats at få vagterne dækket ind med vikarer fra vikarbureauer. I løbet af den følgende
uge og ugen efter tilbyder de øvrige socialpsykiatriske centre i
SOF deres hjælp.
”Det betød, at vi kunne dække de tomme huller i vagtplanen ind med folk, der kendte til området. Det blev vi alle
meget rørte over, og det var en kæmpe hjælp i det puslespil, vi
skulle have til at gå op,” fortæller Jørgen Marthedal.
Mange muligheder i spil
I dagene efter den 2. december gennemfører eksterne psykologer debriefing i både personalegrupperne i boenhederne og
i den samlede gruppe af ledere, hvor forløbet bliver snakket
igennem.
Jakob Larsen er overbevist om, at det har været en god
løsning i krisehåndteringen at have flere kort på hånden.
”Det var ikke bare sort eller hvidt: Enten melder du dig syg
eller kommer på arbejde. Der var mulighed for at tage fri eller
komme på arbejde, helt eller delvist. Og samtidig var der et
stående tilbud om krisehjælp til alle medarbejdere og ledere.”
Også beboerne på Ringbo får tilbud om krisehjælp. Det
opsøgende psykoseteam er i dagene efter rundt til de beboere,
der har behov for at snakke. Det betød, at medarbejderne ikke
akut skulle rumme beboernes frygt, sorg og ængstelse oveni
deres egen.
Pligt til at se fremad
I de første uger efter den 2. december mødes hele ledelsen på
Ringbo hver morgen for at tage bestik af situationen og få hverdagen til at hænge sammen for beboere og medarbejdere.
”Den barske kendsgerning er, at livet går videre for vores
beboere, på godt og ondt. Vi kunne ikke bare sætte alt på stand
by og besluttede at holde fast i alle vores traditioner og planlagte julearrangementer i december,” fortæller Jørgen Marthedal.
Samme dag, som Dorthe Christiansen bliver begravet, er
der Lucia-optog på Ringbo, og der er fuldt hus til alle andre
aktiviteter i december. Også en planlagt omorganisering af
teamstrukturen på Ringbo bliver sat i værk i begyndelsen af det
nye år. Den er et vigtigt skridt i forberedelserne til, at de 135
beboere på Ringbo om to år flytter ud i tre nybyggede bosteder
med tidssvarende lejligheder.
”Omorganiseringen har fokus på fremtiden for vores beboere, og for deres skyld er vi forpligtet til at se fremad,” understreger Jørgen Marthedal.
Skærpet årvågenhed
I løbet af december sætter ledelsen på Ringbo gang i en vifte af
sikkerhedstiltag. I kølvandet på drabet kommer Arbejdstilsynet
med et påbud om, at alle køkkenknive skal låses inde i fælleskøkkenerne. Siden har Ringbo anskaffet nye afrundede knive
og udarbejdet en ny instruks til medarbejderne om opbevaring
og brug af knive.
”Vi havde også før den 2. december fokus på medarbejdernes sikkerhed, men det er klart, at drabet på Dorthe er med
til at skærpe vores årvågenhed. Og det er som før konstant
en faglig udfordring at skabe en balance mellem sikkerhed og
tryghed for medarbejderne og en rummelig og anerkendende
tilgang til beboerne. Men grundlæggende er budskabet til
medarbejderne, at man aldrig må gå på kompromis med sin
egen eller andres sikkerhed,” siger Jakob Larsen.
Der er brug for tid
AdelingsMED og ledelsen arbejder nu videre med de sikkerhedstiltag, der blev sat i gang i december, herunder nye
instrukser for risikovurderinger af beboerne og brug af alarmer.
Desuden er bl.a. et uddannelsesforløb i konflikthåndtering
og en præcisering af Ringbos voldspolitik prioriterede tiltag i
arbejdsmiljøplanen for 2014. Alt sammen skal det være med til
at øge trygheden og sikkerheden på Ringbo.
Men mest af alt er der brug for tid.
”Vi skal have tid, for vi kan ikke bare lægge det her bag os.
Vi er stadig meget følelsesmæssigt påvirkede, og for en del af
medarbejderne kan konflikter lede til en øget sårbarhed. Derfor
holder vi fortsat nøje øje med medarbejderne og er opmærksomme på, at nogle måske skal afskærmes fra belastningssituationer. Reaktionerne på det tab, vi har lidt, kan stadig komme,
og de skal være der. Der skal stadig være plads til sorgen,”
understreger Jørgen Marthedal.
Af Pernille Søndergaard
Foto: Jeanne Kornum
sofbladet #1 • marts 2014
22
De unge kommer tit med et hårdt
sprog, men vi fortæller dem klart, at
gadens sprog og lov ikke gælder her i
huset, fortæller socialrådgiver Helle
Sundahl og leder Kate Holmegaard.
sofbladet #1 • marts 2014
”Det er helt afgørende, hvordan du
bruger den magt, du har til rådighed
som voksen. Vi prøver altid at løse
konflikter ad dialogens og fornuftens
vej. Det er kun i alleryderste tilfælde,
at vi griber ind med magt,” forklarer
Helle Sundahl. Hun er socialrådgiver på
akutinstitutionen Udsigten, som har til
huse i en stor, gammel villa i et fredeligt
kvarter i Søborg med udsigt over mange
trætoppe. I huset bor unge mellem 1318 år, som akut mangler et sted at bo.
Flertallet har store sociale, psykiske og
adfærdsmæssige problemer og tit også
et misbrug af hash eller andre stoffer og
kommer enten hjemmefra, fra gaden
eller fra en anden anbringelse, som er
brudt sammen.
”Mange af de unge, der kommer her,
er i forvejen følelsesmæssigt traumatiseret og har en bagage, fuld af svigt, vrede
og magtesløshed, så vi er meget bevidste
om, at konflikter og fastholdelse kan bidrage til nye traumer og være et alvorligt
knæk i den tillid, vi prøver at bygge op,”
siger Helle Sundahl.
Derfor vejer de voksne på Udsigten
hele tiden op, hvilket pres de kan lægge
på de unge. Det skal helst være så nænsomt, at det ikke risikerer at skubbe den
unge ud over kanten eller trænge ham
eller hende op i en krog. De unge skal
altid have en udvej.
Fælles mål og retning
Den afvæbnende tilgang til konflikter,
som præger pædagogikken på Udsigten,
afspejler sig i statistikken for magtanvendelser. Dem var der i 2012 kun fire af,
og tre af episoderne skyldtes den samme
unge, som kom i fysiske stridigheder
med andre unge, hvor de voksne var
nødsaget til at gribe ind.
Men så fredeligt så billedet ikke
”
ud for bare seks år siden. Dengang var
magtanvendelser og vrede unge, der
truede de voksne, en del af hverdagen,
fortæller Udsigtens leder Kate Holmegaard. Hun kom til akutinstitutionen
på et tidspunkt, hvor frustrationerne i
medarbejdergruppen toppede. Der var
overhovedet ingen fælles mål og retning
for pædagogikken.
Og de lod være med at gå ind i det
der højspændte felt, altså, hvis hun
sagde ’nej det kan jeg ikke pga. det
og det’ så sagde de ”Nå, nå, så finder
vi bare på noget andet”. Så de holdt
sig væk fra det, der var anspændt ved
hende, og fandt en anden vej ind ...
ikke så konfrontatorisk.
En mor
Fra Undersøgelse af Udsigtens
pædagogiske indsats, 2013
”Den var sådan lidt i øst og i vest
afhængig af, hvad den enkelte voksne
nu syntes, var det rigtige, og det affødte
en masse uenighed og diskussioner. Og
den forvirring og ballade påvirkede jo
også de unge. Det var klart for mig, at
der måtte ske noget andet,” siger Kate
Holmegaard.
Det blev starten på en lang forandringsproces og en ny organisering. I dag
er alle ansatte i huset ifølge Kate Holmegaard helt skarpe på institutionens værdigrundlag og den pædagogiske tilgang.
Og alle er klare på, hvem der har ansvar
for hvad. Ledelse, stab og personale - alle
har fastdefinerede roller og ansvar.
Det gælder også for Helle Sundahl.
Sammen med psykologen i staben er hun
den røde tråd i det faglige arbejde. Hun
og kollegaen har kontakten til husets
samarbejdspartnere og er garanter for, at
alle, både på og uden for Udsigten, gør
det, der er aftalt omkring den enkelte
unge. Når pædagogerne møder ind
på arbejde, er det Helle Sundahl eller
hendes psykologkollega, der sørger for, at
de bliver opdateret med bl.a. den seneste
udvikling i huset og strategier i forhold
til de enkelte unge. Det giver kontinuitet
og hjælper dem til at gå ud og løse deres
opgaver. Og så skaber det ro på bagsmækken, at alle er enige om vejen.
”Den tryghed og motivation og engagement, vi nu har i personalegruppen,
forplanter sig til de unge. Et tydeligt
tegn er, at det er de unge, der fylder
dagsordenen på personalemøderne og
ikke alt muligt andet, som ikke har med
dem at gøre. Vi vil det samme, der er
enighed om det fælles grundlag, vi arbejder ud fra,” fortæller Kate Holmegaard.
Vi følger altid op
På Udsigten er der et ønske om så vidt
muligt at møde de unge dér, hvor de er,
og give dem plads frem for at konfrontere dem. Ifølge Helle Sundahl vinder man
nemlig ikke noget på lange bane ved at
gå ind i alle konfliktsituationer her og
nu med højt hævet pegefinger og trusler
om sanktioner. Men selvom de voksne
bevidst vælger at trække sig, er denne
praksis ikke ensbetydende med, at de
ikke arbejder med de unge om de svære
ting eller sætter grænser, understreger
Helle Sundahl.
”Vi gør det bare i fredstid, og vi lader
aldrig en konflikt ligge. Vi følger altid
op. Vi viser de unge, at vi kan rumme
dem, og at vi vil hjælpe dem, selvom vi
ikke kan acceptere det, de gør.”
I stedet for at reagere direkte på de
unges adfærd, prøver de voksne så vidt
muligt at gå bagom for at lede efter det,
der er gået forud for en konflikt. Er det
et skænderi med mor i telefonen? Er
det et voksende misbrug af hash? En
konflikt i skolen? Eller skal de voksne på
Udsigten gøre noget anderledes?
”Vi prøver at se på helheden og intervenerer gerne på 27 forskellige områder
på samme tid for at hjælpe den unge et
”
… hvis jeg sagde til dem at de
skulle lade mig være, hvis jeg var
sur eller et eller andet, så gjorde
de det, de blev ikke stående og
sagde: ’du skal, du skal og du
skal det ene og det andet’, de trak
sig, og så ventede de til, at jeg
var klar og kom ned og ville tale,
og det tror jeg, at der er mange
unge, der respekterer og sætter pris
på.
Linda
Fra undersøgelse af Udsigtens
pædagogiske indsats, 2013
”
De dømmer ikke, og de samler
dem op dér, hvor de er, og så
giver de de unge en mulighed for
at være dem selv. De unge siger,
at de oplever stor tillid. Og det
giver stor respekt. De bliver ikke
talt ned til, og de oplever ikke, at
pædagogerne føler, at de har en
højere status end dem.
En sagsbehandler
Fra Undersøgelse af Udsigtens
pædagogiske indsats, 2013
skridt videre. Og så går vi i clinch med
den offerrolle, de tit bærer med sig som
en undskyldning for deres adfærd, og
gør det tydeligt for dem, at der altid
er mindst to veje, de kan vælge at gå,”
forklarer hun.
Det lykkes tit, men indimellem får
Udsigten unge, som er svære at nå.
”Og så er det vi fx må sige, at hvis
den eneste vej for dig er, at du skal være
bandemedlem, og du insisterer på at gå
med knive, så er det ikke på Udsigten,
du skal være. Så må du finde ud af, hvad
du så vil, for hvis du skal være her, må du
øve dig lidt i at gøre noget andet.
De fleste unge kan hjælpes til at tage
et valg, men vi oplever selvfølgelig også
unge, som har brug for en langt tættere
opfølgning og normering, end vi har til
rådighed her på Udsigten,” siger Helle
Sundahl.
FAKTA
OM UDSIGTEN
Akutinstitutionens målgruppe er
unge mellem 13 og 18 år, der akut
mangler et sted at bo. Udsigtens
formål er at støtte de unge i en akut
situation og hjælpe dem med at afklare, hvad der skal ske videre frem.
Den pædagogiske tilgang tager afsæt
i bl.a. systemiske, narrative, udviklingspsykologiske og anerkendende
metoder. Udsigten er normeret til
10 pladser.
Af Pernille Søndergaard
sofbladet #1 • marts 2014
tema : vold og trusler
... Her får
de unge
altid
en udvej
Glem alt om konsekvenspædagogik, strikte regler
og stuearrest. På akutinstitutionen Udsigten går de
voksne sjældent konfrontatorisk ind i konflikter med
husets unge.
23
25
24
tema : vold og trusler
Kan man forebygge trusler, vold og konflikter ved at ændre på de fysiske rammer?
Ja, mener de i Socialcenter København. I
februar slog Modtagelsen i Matthæusgade
dørene op for en helt ny og mere fredelig
indretning.
”Vi skal ikke forskanse os”
Skydedørene til den åbne modtagelse i Socialcenter København går i gennemsnit op 100 gange om dagen. Her kommer borgere ind fra gaden for at søge om hjælp til fx husleje,
medicinregninger, tandlægebesøg og varmeregninger. Mange
kommer, når de er allerlængst nede. Det er dog langt fra altid,
at sagsbehandlerne har mulighed for at lette deres trængsler,
og de ni frontmedarbejdere og de to rådhusbetjente oplever
indimellem, at borgere giver frit løb for deres frustrationer, når
de ikke kan få den hjælp, de forventede.
”De mennesker, der kommer her, er tit pressede og stressede, og hvis de ender her efter at være blevet sendt rundt i
systemet, kan lunten godt være kort, hvis de finder ud af, at vi
ikke har mulighed for at komme dem i møde. Det kan være
voldsomt indimellem,” fortælle Pernille Nørager, som er sagsbehandler og arbejdsmiljørepræsentant i Modtagelsen.
I sine fire år i fronten, som Modtagelsen hedder i daglig
tale, har hun oplevet frustrerede borgere, der har skubbet
computerskærme på gulvet, kastet kuglepenne og papirer i
hovedet på sagsbehandlerne, kylet stole gennem rummet og
råbt ukvemsord og trusler. Enkelte gange har truslerne været så
faretruende, at hun har måttet forskanse sig sammen med kollegerne i frokostrummet og vente på politiets ankomst.
Konfliktoptrappende akustik
Sagsbehandlerne i Modtagelsen bliver løbende rustet til at
arbejde med at håndtere konflikter, men deres ihærdige indsats
blev efterhånden modarbejdet mere og mere af de fysiske
rammer i det cirka 160 m2 store lokale. Blandt andet en dårlig
akustik og et meget lille venteareal var med til at påvirke stemningen negativt og sætte medarbejdernes sikkerhed på prøve.
”Tiden var løbet fra Modtagelsen. Den blev nemlig oprindeligt indrettet til et færre antal borgere og hurtige ekspeditioner,” fortæller afdelingsleder Nina Møller Lyngesen.
Igennem årene havde ekstra arbejdsborde og stole sneget sig
ind bagved skrankerne. Det betød, at medarbejdernes flugtveje
var blokeret, samtidig med at de indimellem sad med ryggen
til borgerne. Det var desuden et stort problem, at borgerne fra
sofbladet #1 • marts 2014
ventearealet kunne høre, hvad der blev snakket om ved skrankerne. Samtidig sad andre borgere lidt længere væk ved bordene
bag skrankerne med større mulighed for diskretion.
”Den tilfældige forskelsbehandling, manglen på diskretion
og lyden af høje stemmer, der overdøvede andre, kunne tilsammen være den dråbe, der for en borger fik bægeret til at flyde
over,” fortæller Nina Møller Lyngesen.
Nej tak til overvågning og hundevagt
Noget måtte der gøres, og der var nok at tage fat på, da afdelingslederen og hendes medarbejdere i foråret 2012 tog hul på
en proces, der skulle føre til en ny indretning af Modtagelsen.
”Vi valgte at satse på en åben og imødekommende modtagelse. For os var løsningen ikke panserglas, overvågning og
hundevagter. I stedet gik vi efter en indretning, som skulle
rydde kilder til konflikter og utryghed for medarbejderne af
vejen,” fortæller Nina Møller Lyngesen, som har haft både
Arbejdsmiljø København og et rådgivningsfirma ind over til
at tænke nye tanker. Men det er medarbejderne selv, som har
præget processen mest.
”Vi har ikke meget plads at gøre godt med, så vi har gennemtænkt hver en detalje i indretningen, og vi har langt hen ad
vejen prøvet at sætte os i borgernes sted,” fortæller Nina Møller
Lyngesen.
I dag træder borgerne fra fortovet i Matthæusgade gennem
skydedørene ind i et lyst lokale med grønne planter og vægmalerier. Lige inden for døren sidder rådhusbetjenten med fuldt
overblik over lokalet. Det gør medarbejderne trygge. Samtidig
kan borgerne her få hurtigt svar på praktiske spørgsmål. Det
skarpe lys er blevet erstattet af et mere afdæmpet og varm
belysning. Og et nyt akustikloft har dæmpet kakofonien af
stemmer i lokalet til et behageligt niveau.
Ventearealet er blevet udvidet, og de gamle stole af sort
plast har veget pladsen for polstrede sofamoduler. De er
behagelige at sidde i, og så absorberer de også rummets lyde. I
ventearealet er der som noget nyt to computere med printere,
som borgerne frit kan bruge.
Efter nyindretning af Modtagelsen
føler sagsbehandler Pernille Nørager
sig mere tryg i mødet med borgerne.
”Før måtte vi tit sende en borger hjem efter personlige papirer op til flere gange, og det kunne godt give frustrationer. Nu
kan de nemt logge ind på computerne og hente deres personlige
oplysninger via Nemid og printe dem ud på stedet,” fortæller
Pernille Nørager.
Frontmedarbejderne står eller sidder bag ni hvide hævesænke skranker, som er placeret med et mellemrum mellem
hver som venlige smilehuller.
”Vi har bevidst fravalgt en lang fast skranke, som godt kan
virke som en mur af afvisning. Vi skal ikke forskanse os bag en
barriere. Det passer ikke til det imødekommende signal, vi ønsker at sende til borgerne,” understreger Nina Møller Lyngesen.
Skrankerne er placeret med større afstand til ventearealet
end tidligere. Det har sammen med den forbedrede akustik
gjort det nemmere at imødekomme borgernes behov for diskretion, og når der ikke er så mange borgere i Modtagelsen, stiller
medarbejderne sig ved hver anden skranke for yderligere at give
plads til borgenes privatliv.
Det gør en forskel
I dag har medarbejderne i Modtagelsen deres ryg fri og er sikret
farbare flugtveje.
”Det har helt sikkert lettet på det indre alarmberedskab,
at der ikke foregår noget bag ens ryg, man ikke har overblik
over. Vi er super glade for den nye indretning, som samtidig
har gives os bedre ergonomisk indrettede arbejdspladser,” siger
Pernille.
Den nye modtagelse stod klar i februar, så det er endnu
for tidligt at sige noget sikkert om den konfliktnedtrappende indretning bærer frugt, men Pernille og Nina er ikke i
tvivl. ”Vi kan allerede mærke, at stemningen er mere afdæmpet
og mindre stresset. Borgerne fortæller os, at det er et rart og
hyggeligt rum at komme ind, og når det når til os fra borgerne,
er det fordi, det virkelig gør en forskel. Her er så pænt, at det
slet ikke indbyder til, at man kaster med noget,” smiler Pernille
Nørager.
Af Pernille Søndergaard
Foto: Jeanne Kornum
sofbladet #1 • marts 2014
26
på job i sof
Livet går jo videre
Beatet fra popmusikken leverer lydsporet til dagens
fysiske træning i Lions Kollegiets træningssal. På
kondicykler og et løbebånd sveder fire mænd i joggingtøj, mens deres fysioterapeuter hepper og hjælper undervejs. Mændene er senhjerneskadede og i
gang med et hårdt rehabiliteringsforløb. De fleste
er blevet hjerneskadede efter en ulykke. Målet er,
at de efter opholdet på Lions Kollegiet opnår en så
selvstændig hverdag som muligt.
Ledende fysioterapeut Rasmus
Sylvest Mortensen er mødt på arbejde
kl. syv. Det gør han hver dag. Så er der
tid til kaffe, mails og andre opgaver på
kontoret, inden hans team på 15 fysioterapeuter og ergoterapeuter kommer til
morgenmødet lidt i ni. Dagens træningsprogram for beboere fastlægges på
mødet, og så går arbejdsdagen ellers med
sagsbehandling, udvikling og møder i og
uden for centret. Lions Kollegiets bygninger har
tidligere været plejehjem. Der er lange
gange, hvor beboere bor side om side
med vaskeri, køkken og kontorerne.
Beboerne, der ofte sidder i kørestol,
kommer overalt i huset og kontakter
personalet og hinanden. Nogle beboerne
går også til hånde med rengøringen eller
fordeler posten.
”Her er nærvær”, konstaterer
Rasmus. ”Vi er alle meget specialiserede
med hver vores faglighed, men vi arbejder sammen om et fælles mål. Nemlig
at give hver enkelt beboer den bedst
mulige rehabilitering. Til gavn for den
enkelte, for deres pårørende og ja, for
sofbladet #1 • marts 2014
samfundsøkonomien. Det fælles mål
giver nærværet.”
Der er stor forskel på beboernes
evner efter deres hjerneskade. For mens
nogle beboere kan okse af sted på en
kondicykel, så kan andre end ikke løfte
deres eget hoved. I det lyse træningslokale sidder en mand i 40’erne i en stor
lift. Der er liv i øjnene, men kroppen bevæger sig ikke. Derfor løfter en
maskine ham op af kørestolen og stiller
ham oprejst med ryggen til noget, der
mest ligner et oprejst strygebræt. Et
klæde spænder ham fast mod brættet, så
kroppen strækkes ud.
”Det er vigtigt for hans blodomløb at
komme fri af kørestolen, og jeg kan se, at
han og ergoterapeuten træner synkebevægelser. Vi har også et sanserum, hvor
vi kan løfte beboeren op i et bassin med
gennemsigtige plasticbobler og tænde for
dufte, lys og lyde. Selvom de er hjerneskadede og ikke har noget sprog, som vi
kan forstå, så har de stadig brug for at
stimulere sanserne,” fortæller Rasmus.
Ledende fysioterapeut Rasmus Sylvest
Mortensen lægger vægt på, at træningssalen
på Lionskollegiet er udstyret med de mest
tidssvarende maskiner.
Der er et vindue
Tidligere kom de fleste senhjerneskadede
beboerne til Lions Kollegiet efter flere
års behandling på sygehuse og amtslige
rehabiliteringscentre. Men efter kommunalreformen får kommunerne beboerne
tidligere efter deres ulykke. Samtidig
overlever flere meget alvorlige ulykker,
og det betyder, at de er mere komplekse
og deres pårørende mere traumatiserede
og sårbare efter ulykken.
”Der er et vindue på cirka et år efter
en senhjerneskade, hvor den hjerneskadede kan udvikle sig mest. Og da vi nu
får dem direkte fra hospitalet eller fra
Kurhus i Dianalund tre til seks måneder
efter deres ulykke, så skal vi holde os
endnu mere opdaterede på den nyeste
viden på området for at udnytte tiden
til rehabilitering i året efter ulykken
så effektivt som overhovedet muligt,”
fortæller Rasmus, der har været på Lions
Kollegiet i små fire år.
”Vi skal også være kreative med de
ressourcer, vi nu engang har. Fx har vi
i år opstartet holdtræning med op til
seks beboerne ad gangen for at udnytte
terapeuternes tid optimalt. Erfaringerne
er, at beboerne er glade for at træne
sammen, da de også har brug for at være
sociale og for at se, hvad de andre kan
og på den måde blive motiverede til selv
at give den en skalle”.
Hun skal da også have
en kæreste!
Lugten af klor blander sig med træningslokalets lune luft. Lions Kollegiet
har et svømmebassin, hvor Igor og Anja
i dag træner med hver deres terapeut.
Igor er hjerneskadet efter en drukneulykke og har næsten ikke noget sprog
tilbage. I dag vugger og hopper han i
vandet og rækker begejstret hænderne i
vejret efter hver enkelt bane, der fuldendes med en kenders svømmetag.
”I dag nyder han at svømme. Men
det har været et traume for ham at
komme i vandet igen efter hans ulykke.
Men når det så lykkes at få ham i vandet
igen, og det er tydeligt, at han nyder det
– så må det være livskvalitet for ham,”
siger Rasmus.
19-årige Anja er modsat Igor kognitivt bevidst og har et sprog, men er svært
fysisk skadet efter en blodprop. Med
sit korte sorte hår og en tatovering på
skulderen ligner hun ved første øjekast
en almindelig gymnasieelev.
”Jeg har store forhåbninger til
hende”, smiler Rasmus, mens han kigger
på den unge kvinde i bassinet. ”Livet
går jo videre efter en ulykke, og hun
har hele livet foran sig. Jeg er sikker på,
at hun efter måske et par år hos os nok
skal komme i egen bolig. Hun skal da
også have en kæreste og et arbejde. Et så
indholdsrigt liv som muligt.”
Lions Kollegiet driver Center for
erhvervet hjerneskade. Der bor
72 beboere på adressen på Lions
Kollegiet på Tuborgvej, mens
centret også driver bostedet Verahus, hvor der bor 39 beboere
med fysiske og psykiske handicaps og personer med erhvervet
hjerneskade. Endelig driver Lions
Kollegiet to dagtilbud, der står for
bla. træning, aktiviteter og socialt
samvær med 40 fuldtidspladser,
fordelt på ca. 80 brugere.
Alle navne undtagen
Rasmus Sylvest Mortensen er ændrede.
Tekst og foto af Anne Pallisgaard Rasmussen
sofbladet #1 • marts 2014
27
sofbladet møder ...
socialborgmester Jesper Christensen
Under konstitueringen fik man indtrykket af, at Socialforvaltningen var den upopulære dreng i klassen, som ingen
rigtig gad lege med. Stod SOF også nederst på din ønskeliste?
Nej, absolut ikke. Tværtimod. SOF varetager et af de centrale
kommunale kerneområder, helt i tråd med mit værdimæssige syn på, hvad vi som kommune skal kunne. Det ligger mit
hjerte meget nært.
Hvordan kommer vi til at mærke, at der sidder en ny socialborgmester, som er rød, men dog ikke lige så rød som den
forrige i stolen?
Der bliver jo ikke flere penge til rådighed, fordi der nu sidder
en socialdemokrat i stolen. Men man kan være sikker på, at jeg
altid vil være med i budgetaftalerne. Jeg vil gøre mit til at få
SOF’s områder til at hænge sammen på tværs. Politiske uenigheder vil der jo altid være, men jeg tror, der er et godt grundlag
for, at vi kan træffe de langsigtede beslutninger.
Er der noget særligt, du vil kæmpe for?
Jeg har set, at nogle af vores borgere slår sig på systemet. Derfor
vil jeg forsætte indsatsen for, at vi sikrer den bedst mulige
sagsbehandling. Borgerne skal opleve, at vi er der for deres
skyld, og det skal smitte af på sagsbehandlingen. Det er troen
på chancelighed, der i sin tid fik mig til at gå ind i politik, og
det er for mig ensbetydende med, at vi respektfuldt møder de
borgere, vi som kommune har et ansvar for at hjælpe videre.
Du bor og er opvokset i Tingbjerg – hvad betyder det for
dig som menneske og politiker?
Rigtig meget! Det er en af grundene til, at jeg i sin tid begyndte
at engagere mig lokalt. Tilbage i 1980’erne lavede jeg fx tv med
områdets unge på Tingbjergs tv-station. Siden gik jeg aktivt
ind i det lokale beboerdemokrati og i det boligsociale arbejde i
afdelingsbestyrelsen for Foreningen Socialt Bolig Byggeri.
Tingbjerg er et fattigdomsområde, hvor man kan opleve
mange af de problematikker, vi møder i SOF. Det er jo ikke et
tilfælde, at Per Fly’s film Bænken er optaget netop i Tingbjerg.
Fra Tingbjerg har jeg fået en forståelse for, at man ikke bliver
socialt udsat fra den ene dag til den anden. Det er de tidlige
livsvilkår, som er helt afgørende. Derfor er det også super vigtigt, at vi giver en sammenhængende indsats til udsatte børn,
unge og familier. Som kommune skal vi blive bedre til at bruge
hinanden på tværs og trække på hinandens forskellige fagligheder, når vi skal hjælpe de borger, der varigt eller for en periode
har brug for vores støtte.
Du har været involveret i lokalt beboerdemokrati, været
formand for Københavns Ungdomsklubber og ansat som
regnskabschef i Socialt Bolig Byggeris Ungdomsklubber …
Du har altså før siddet på den anden side af bordet – hvad
tager du med dig derfra?
Jeg vil rigtig gerne bruge de erfaringer, jeg har, både fra mit frivillige engagement og fra mit tidligere arbejde til at se på, hvor-
Jesper Christensens blå bog
Født i 1962. Gift med Helle Schrøder. Har voksen søn
og to børnebørn.
1982 - 1986 læste Datalogi på Københavns Universitet
og var klubmedarbejder i Tingbjerg
I 1991 ansat i SBBUs administration som IT- og
regnskabs-medarbejder, senere som regnskabschef
I 2001 ansat i Statens Kunstfond, og senere i Kulturministeriets Administrationscenter
I 2001 valgt ind i BR, hvor han indtil i år har siddet i
Børne- og Ungdomsudvalget
Gruppeformand for socialdemokraterne på rådhuset
Afløser i september 2013 Anne Vang på posten som
Børne- og ungdomsborgmester
dan vi i SOF kan udvikle samarbejdet med NGO’er, frivillige
og civilsamfundet som sådan. Hvordan kan vi tage det et skridt
videre og bruge den idérigdom og kreativitet, der kommer
fra folk derude til at nytænke vores indsatser og tilbud? Som
kommunalt system har vi brug for, at tredje mand indimellem
ånder os i nakken, når der går for meget drift i den.
Du har lige været på en besøgsrunde til forskellige tilbud og
institutioner i SOF. Hvad har gjort størst indtryk?
Det er det meget store engagement, jeg har mødt overalt. Det
er meget tydeligt, at det her er en forvaltning med mennesker,
der fagligt set brænder for at gøre en forskel.
Af Pernille Søndergaard