alle har brug for et klart mål - Nyheder
sof bladet #2 juni 2014 TEMA: beskæftigelse Alle har brug for et klart mål Socialrådgiver Patrycja Wyszomirska og beskæftigelseskoordinator Lissi Rolandsen, Rådgivningscenter København P e r s o n a l e b l a d e t f o r a n s at t e i S o c i a l f o r v a l t n i n g e n i K ø b e n h a v n s Ko m m u n e 2 indhold sofbladet #2 juni 2014 4 5 6 Kort nyt SOF i pressen tema : beskæftigelse 6 På job i Bilka 8 Jobs i Center Paletten 9 Styr på karrieren 10 Det kan jeg da sagtens 12 Jeg kunne bare have rullet gardinerne ned 14Vi skal stille krav og indgyde håb På job i Bilka Det hele startede for seks år siden med fire medarbejdere i flaskerummet. For øjeblikket er der 24 brugere i Center Palettens Jobshop, der har skiftet en hverdag på et beskyttet værksted ud med Bilka på Amager. 10 16Tilbage til samfundet 19Jeg var en slagen mand 22Hurtig handling bag ordene 24 Kort og godt om beskæftigelse Det kan jeg da sagtens! Med hjælp fra Job- og vidensformidlingen VIVIL er Ida Nordtorp Jakobsen kommet et skridt nærmere et arbejdsliv. 25 Meget mere end et hotel 16 28 Gæt en medarbejder Tilbage til samfundet Siden august 2012 har socialrådgiver i Rådgivningscenter København Patrycja Wyszomirska afholdt jobsamtaler for nogle af de mest udsatte misbrugere på kontanthjælp. leder tema : beskæftigelse Hvad laver du? Det er et spørgsmål, man tit ikke kan sno sig udenom, når man møder nye mennesker. Og det er der for så vidt ikke noget underligt i. For jobbet fylder utroligt meget for mange af os. Udover lønnen, giver jobbet os struktur på livet, fælles mål, personlig status og identitet og ikke mindst: En anerkendelse af, at vi bidrager som samfundsborgere. Med en perlerække af gode historier sætter vi i dette nummer fokus på nogle af de indsatser i SOF, der retter sig mod at hjælpe socialt udsatte borgere med at komme et skridt nærmere en arbejdsidentitet. Inde i bladet møder du medarbejdere, som brænder stærkt for at skabe rammerne for beskæftigelse, og borgere, som på egen krop oplever værdien af via et arbejde at føle sig inkluderede – også selvom jobbet er på særlige eller beskyttede vilkår og ikke tæller en fuld arbejdsuge på 37 timer. I SOF har vi gennem de seneste år haft en ambition om at få flere borgere med handicap og sindslidelse i beskæftigelse. Det vil også fremover være et mål. Et af de overordnede mål i visionen for Københavns Kommune er nemlig social mobilitet, og det er en målsætning, som Socialforvaltningen skal være med til at indfri. Det gør vi ved at arbejde for, at flere socialt udsatte københavnere bliver en del af det almindelige samfundsliv. Det betyder blandt mange andre ting, at vi skal være gode til at sætte borgernes eventuelle drømme om beskæftigelse i spil og støtte dem i at realisere dem. I SOF har vi en bred forståelse af beskæftigelse fra værestedsaktiviteter over beskyttet beskæftigelse til rigtige job, og formålet kan variere. For nogle – især de unge kontanthjælpsmodtagere - er målet på længere sigt at få en fod inden for på det ordinære arbejdsmarked og blive selvforsørgende. For mange andre er drivkraften dog først og fremmest at få et meningsfuldt indhold i hverdagen og en oplevelse af, at ”mig er der også brug for.” Beskæftigelse kan dermed være med til at øge livskvaliteten, og for nogle borgere være første skridt mod nye forandringer og vendepunkter. På sigt kan det bringe den enkelte tættere på det ordinære arbejdsmarked, selvom det ikke i første omgang var målet. Inde i bladet udtrykker en medarbejder det på den her måde: ”Vi skal indgyde håb og tage afsæt i den enkeltes ønsker for sit arbejdsliv. Og alle små skridt tæller.Vi skal skabe rammer for, at borgerne får mulighed for at mærke, at der er brug for dem, at de er en del af noget og at de formår leve op til fast definerede krav og kan bidrage. DET er en fed måde at lave socialfagligt arbejde på.” God fornøjelse! Anette Laigaard Adm. direktør Sofbladet er Københavns Kommunes blad til alle ansatte i Socialforvaltningen. Du er altid velkommen til at komme med gode idéer til bladet, både til enkelte artikler og til temaer. Adresse Socialforvaltningen Rådhuset 1599 København V Ansvarshavende redaktør Anette Laigaard Kontakt Pernille Søndergaard tlf. 3366 2483 [email protected] Redaktion Redaktør Pernille Søndergaard, sekretariatet Anne Marie Søland, Center for kriminalitets-truede unge Astrid Bach-Hansen, Center Paletten Hanne Olesen, MR Voksne Birgit Miling, Kontoret for Organisationsudvikling Mie Nicolaisen, Center Nordvest layout og produktion KKdesign, Københavns Rådhus Tryk TryKKeriet ISO 14001 Miljøcertificeret forsidefoto Foto: Jeanne Kornum Sofbladet udgives af Københavns Kommunes Socialforvaltning 3 4 kort nyt Fælles vision 2017 Find løbeskoene frem til Nørrebroløbet Drengene fra Gadepulsen inviterer den 8. juni til sved på panden og god stemning til årets Nørrebroløb. Med Nørrebroløbet vil de 14 drenge vise, at Nørrebro er andet end ghettoer, bilbrande og bandekriminalitet. Drengene ønsker, at deres kvarter skal være kendt som en mangfoldig bydel med tolerance og plads til alle.10 procent af overskuddet går til Unicef. Tilmelding på www.norrebrolobet.dk 25.000 kroner pr. medarbejder hos den kommunale kompetencefond Formålet med den kommunale kompetencefond er at fremme og understøtte, at medarbejderne får et højere kompetenceniveau. Arbejdspladser kan søge om 25.000 kroner pr. medarbejder hos fonden, og der er stadig midler at søge i år. Det gælder dog om at være hurtig, da det er først til mølle. Læs om kompetencefonden, hvilke medarbejdergrupper den dækker og til hvad, hvordan man søger midler og hent ansøgningsskema her: http://www.denkommunalekompetencefond.dk Det er muligt at søge både om jobrotationsmidler og tilskud fra den kommunale kompetencefond. Hvis du vil vide mere om mulighederne for at søge jobrotationsmidler, så kontakt Organisationskonsulent Stine Schrøder Christensen, Kontoret for Organisationsudvikling, på [email protected], 24928998 sofbladet #2 • juni 2014 I april mødtes 350 ledere i SOF for at diskutere det første bud på en fælles vision for SOF – den såkaldte Vision 2017. Visionen har fire kerneelementer: Viden, sammenhæng, ambition og sammen med borgeren. Visionen er udviklet af en arbejdsgruppe, bestående af 14 kontorchefer, myndighedschefer, centerchefer og områdechefer. Fra 15. august til 15. september holder SOF en visionsmåned, hvor både medarbejdere og ledere rundt om i SOF får mulighed for at diskutere, hvordan de vil omsætte visionens elementer til virkelighed. SAMMENHÆNG VIDEN SAMMEN MED BORGEREN AMBITION Så tager vi cyklerne frem Netværkscafeerne og Københavns Idrætsforening for Udviklingshæmmede skyder den 21. juni cykelløbet Tour de Amager fra start. Cykelløbet er rettet mod udviklingshæmmede, men alle med lyst til motion og en hyggelig dag er velkomne. Den 32 kilometer lange rute går langs natur- og cykelstier og slutter af med fælles spisning i B1908’s klubhus. Læs mere om tilmelding, pris og praktiske oplysninger på www.tourdeamager.dk sof i pressen 5 Udenlandske hjemløse Byens herberger og natcafeer er lukket land for udenlandske hjemløse. Det bliver jævnligt kritiseret af borgere, organisationer og politikere, og det var i april emnet for et debatindlæg i Politiken fra en række frivillige organisationer. I et interview i forlængelse af indlægget sagde socialborgmester Jesper Christensen, at han vil have afsat flere penge til området, og at han sammen med de frivillige organisationer vil sikre en mere sammenhængende hjælp til de udenlandske hjemløse. Han så helst, at kommunen åbnede et transitrum, hvor udlændingene kunne få akut hjælp og hjælp til at vende hjem. Det er ikke muligt indenfor den nuværende lovgivning. Ledsageordning Et brev fra KL har skabt frustration på vores bosteder og dagtilbud for borgere med handicap eller sindslidelse, og emnet fyldte godt op i spalterne i lokale og nationale medier. Brevet slog fast, at vi ikke må lade beboere og brugere betale nogle af udgifterne for de ansatte, når tilbuddene arrangerer udflugter og ferier. For at forhindre, at færre kommer ud som følge af indskærpelsen, har kommunen afsat 2,7 mio. kroner, som SOF vil bruge på ferier og udflugter i resten af 2014. Historier fra SOF’s verden fylder godt op i mediebilledet. Vi har lavet et lille udpluk af pressesager fra de seneste måneder Af Jesper Nissen ma ap ma SOF i pressen j ril s rt Forældrepålæg Vi må ikke være bange for at stille krav til forældrene. Det var hovedbudskabet i en række interviews Jesper Christensen gav i slutningen af marts. Anledningen var diskussionen om det såkaldte forældrepålæg, der giver kommunen mulighed for at sanktionere forældrene til børn og unge, der laver kriminalitet. Jesper understregede, at sanktionen aldrig er formålet i sig selv, men at klare krav i nogle tilfælde kan være den bedste løsning. Hashundersøgelse Mange unge på vores institutioner ryger meget hash. Det er hovedkonklusionen i en ny intern undersøgelse. Kristeligt Dagblad skrev i april om undersøgelsen og interviewede blandt andet en pige, der selv var storforbruger af hash, da hun boede på en af vores institutioner. Hendes vendepunkt blev mødet med SOF’s idrætsprojekt, og hun peger på, at den bedste måde at hjælpe unge ud af deres misbrug er at give dem et reelt alternativ. Ringbo Hvad skal de ansatte på vores socialpsykiatriske bosteder gøre, hvis de bliver vidne til handel med ulovlige stoffer? Og er det rigtigt, at ledelsen på Ringbo har opfordret medarbejderne til ikke at melde handlen til politiet? Det var nogle af spørgsmålene, socialborgmester Jesper Christensen og DU-chef Jan Jensen blev stillet overfor, da TV2-nyhederne satte kritisk lys på Ringbo. Vi svarede, at ledelsen på Ringbo ikke ignorerer kriminalitet. Ringbo tager kontakt til politiet i forbindelse med beboeres kriminelle handlinger, og politiet har flere gange på baggrund af ledelsens opfordring foretaget ransagning på Ringbo. I forlængelse af omtalen foreslog Jesper Christensen, at den forestående nedlæggelse af Ringbo bliver fremskudt, så Ringbo allerede fra årsskiftet 2015/2016 erstattes af tre nye specialiserede tilbud med fokus på henholdsvis stoffri borgere, borgere med somatisk sygdom udover sindslidelse og borgere med sindslidelse og misbrugsproblematik. sofbladet #2 • juni 2014 6 tema : beskæftigelse På job i Bilka Jobshop giver på sjette år udviklingshæmmede mulighed for at prøve kræfter med et rigtigt arbejdsliv. Preben Sørensen (tv.) sorterer flasker i den store Bilka i Fields. Jobcoach Carsten Marquard er med på sidelinjen som pædagog, vejleder og brobygger for de 24 medarbejdere i Jobshop i Bilka. sofbladet #2 • juni 2014 7 Fire hverdage om ugen står 48årige Preben Sørensen op fra morgenstunden og ifører sig jeans og en mørkeblå polo med Bilkas genkendelige logo. Så er han i arbejdstøjet og klar til at tage metroen fra Amager til Bilka i Fields. For bare fire år siden var dét at tage metro på egen hånd ikke et eventyr, Preben Sørensen kastede sig ud i. Men det lærte han, da han skulle være Bilka-mand. For det er et krav, at man som Jobshop-medarbejder skal klare transporten til og fra arbejde på egen hånd. Når Preben ikke står i flaskeafdelingen i Bilka og sorterer de mange dåser og flasker som strømmer ind på båndet, pakker han papaffald i det store lager under butikken. Han vil helst ikke vælge. Begge opgaver er gode, fortæller han og nikker stolt i retningen af den container, han lige har knoklet med at fylde. Det giver stolthed Det hele startede for seks år siden med fire medarbejdere i flaskerummet. For øjeblikket er der 24 brugere, der har skiftet en hverdag på et beskyttet værksted ud med Bilka på Amager. De fleste arbejder som Preben Sørensen i butikkens store lagerhal eller i flaskerummet. Nogle enkelte arbejder i selve butikken med at sætte varer på hylder, feje eller hænge tøj på plads. Jobshops medarbejdere er ansat i butikken på særlige vilkår, men de udfylder helt reelle arbejdsfunktioner i butikken og er underlagt de samme regler om at møde til tiden og melde sig syg som alle andre. Og det er noget, der giver stolthed, fortæller jobcoach Carsten Marquard, som sammen med kollegaerne Jens Engelholm og Vita Boel får hverdagen til at hænge sammen for Jobshops medarbejdere i Bilka. ”De fleste vil ikke tilbage til det beskyttede værksted, når de først har fundet sig til rette her. De går hjem med en viden om, at de har udført et reelt stykke arbejde. Og de er godt klare over, at de efterlader et hul, når de ikke kommer på job. Det giver en stærk følelse af at være til nytte og en del af samfundet, og de fortæller meget om jobbet derhjemme,” fortæller Carsten Marquard. Gentagelsens glæde Medarbejderne i Jobshop får mellem 15 og 20 kroner i timen som et tillæg til førtidspensionen, så det er ikke lønnen, der trækker. Det gør til gengæld sammenholdet og venskaberne mellem kollegerne i Jobshop. ”De almindelige medarbejdere i Bilka er søde og rare og rigtig gode til at give vores medarbejdere et anerkendende klap på skulderen for veludført arbejde, men det er jo ikke sådan, at de inviterer hjem til kaffe. Til gengæld har vores medarbejdere rigtig meget glæde af hinanden herude. For mange kan det nemlig være svært at tage initiativ til at ses med andre i fritiden,” fortæller Carsten Marquard. I dagligdagen fungerer Carsten som både pædagog, vejleder og brobygger – og indimellem springer han også ind som flaskedreng, hvis der er brug for det. Han er den, som de almindelige Bilka- medarbejdere kan ringe til, hvis der opstår misforståelser, eller en jobshop-medarbejder har brug for en pædagogisk håndsrækning. ”Det kan være, at en af vore medarbejder møder ind og er ked af noget, der er sket derhjemme, og det har den almindelige Bilkamedarbejder ikke tid eller redskaber til at gå ind i. Derfor er det en tryghed for dem at vide, at de altid kan give os et kald, og så kommer vi og reder trådene ud,” fortæller Carsten Marquard. For Preben Sørensen giver gentagelsens glæde ved flaskebåndet og i lagerhallen en stor tryghed, fortæller Carsten. Sådan er det for mange af medarbejderne i Jobshop, mens andre indimellem er på udkig efter nye opgaver. I løbet af de seks år Jobshop har været til, er fire medarbejdere kommet videre til et løntilskudsjob. Carsten Marquard er meget bevidst om, at støtte og udfordring skal doseres i de rette mængder alt efter den enkeltes formåen og ønsker. Mange gange skal han måske femten veje omkring en ny opgave eller rutine, når han skal oplære en medarbejder. Og måske bliver opgaven med fx at stable kasser på pallerne aldrig lært til perfektion. Så sørger Carsten selv for at rette kasserne til, så de står rigtigt på pallerne, i stedet for at blive ved med at korrigere. ”Medarbejderne skal have muligheder for at afprøve, hvad de kan magte. Samtidig er det vigtigt, at vi er klar til at gribe dem, så de bliver en erfaring og ikke et nederlag rigere. De skal helst gå glade hjem fra arbejde,” understreger jobcoachen. FAKTA om Jobshop Jobshop er en del Center Paletten. Den har eksisteret siden september 2006 som såkaldt matrikelløs beskæftigelse og er et supplement til de traditionelle former for beskyttet beskæftigelse efter Servicelovens § 103. Jobshop skal give den enkelte borger i beskyttet beskæftigelse mulighed for at arbejde på det ordinære arbejdsmarked, selvom de har brug for pædagogisk personale til at støtte og vejlede dem. Desuden er målet, at den enkelte udvikler arbejdsmæssige kompetencer, der giver mulighed for individuel faglig og social udvikling. Af Pernille Søndergaard Foto Jeanne Kornum sofbladet #2 • juni 2014 8 tema : beskæftigelse Jeg har noget at stå op til Christina Friis Nielsen, 48 år, arbejder tirsdag, onsdag og torsdag i Økonomiforvaltningen på Københavns Rådhus ” Jeg synes, det er dejligt at arbejde her. Jeg har noget at stå op til. Folk er glade for os. De synes, det er hyggeligt, at vi er her. Jeg laver mange ting. Sætter opvaskemaskinen i gang, laver kaffe, fylder kaffebønner på maskinen - både det almindelige og espresso - tømmer opvaskemaskine, sætter på plads og tørrer borde af. Jeg kan bedst lide at arbejde på 2. sal, for nedenunder er der alt for mange rum. Jeg er ikke så god til at læse tallene på dørene, så det er svært at finde rundt. Når jeg fortæller om mit arbejde til min kæreste og min svigermor derhjemme, siger de, at jeg skal huske at tage rådhuspandekager med hjem. Jobshop har tre medarbejdere på rådhuset. De klarer sig på egen hånd. Jobcoachen kommer forbi en gang om ugen, og ellers står den på telefonisk kontakt efter behov. Vi får tit ros Jette Lindegaard Hansen, 56 år, og Trine Mogensen, 47 år, arbejder tre gange om ugen på Palettens butik og café på Stormgade 20 i centrum af København. Trine: Jeg bliver helt høj af at være her. Der er som af få et fix. Og jeg har det, som om jeg er en del af det almindelige arbejdsmarked og ikke bare på et beskyttet værksted, hvor jeg laver det samme hver dag. Jette: Altså, det var lidt hårdt i starten, men efter en måneds tid så fik jeg en god rytme. Det er rart at komme ud hjemmefra og opleve noget andet. Her laver jeg kaffe og the og slikskål, når der er møder. Jeg gør rent sammen med Trine, og vi køber ind i Føtex på Fisketorvet. Og så hjælper jeg kunderne, når de vil købe varer i butikken. Trine: Folk, der besøger os, skal have lyst til at komme igen. Og vi får tit ros! Det er vigtigt for mig at gøre noget godt. Jette: Det er vores sted! Her er gang i den og hyggeligt på samme tid. Jeg har desuden foreslået, at vi skal holde kurser i fx Netbank og Facebook for andre udviklingshæmmede, så det skal vi i gang med efter sommerferien. Center Paletten arbejder på at oprette løntilskudsjob i butikken til Trine og Jette, og ambitionen er, at de på et tidspunkt skal klare at stå i butikken på egen hånd. Tekst og foto: Pernille Søndergaard og Anne Pallisgaard Rasmussen sofbladet #2 • juni 2014 Jobs i Center Paletten Kontormedhjælper, gartner, kantinemedhjælper, butiksansat, kunsthåndværker med mere. Center Paletten tilbyder forskellige former for beskæftigelse til udviklingshæmmede alt efter den enkeltes funktionsniveau, kompetencer og ønsker. Udover beskæftigelse på et beskyttet værksted som fx Væveriet har medarbejderne mulighed for arbejde i en såkaldt matrikelløs beskæftigelse. Det er enten på fuld tid som i jobshop i Bilka i Fields og på Københavns Rådhus. Eller delvist som supplement til et dagtilbud. Det gælder eksempelvis den gruppe medarbejdere, der tre gange om ugen i fire timer arbejder i Silvan i Gladsaxe, gartnerholdet, der blandt andet fælder træer, planter blomster og brænder ukrudt for mange forskellige kunder og medarbejderne i dagtilbuddet Jydeholmens genbrugsbutik og Palettens nye butik og café i centrum af København. 9 Styr på karrieren Med teknisk hjælp og rådgivning fra IKT-konsulenter fra Instituttet for Blinde og Svagsynede kan Inger Svensson fokusere på fagligheden i sit arbejde i stedet for at bakse med praktiske problemer. ”Jeg havde aldrig kunnet sidde på min pind på arbejdet, hvis ikke jeg havde haft IBOS til at hjælpe mig. Ikke bare én gang, men løbende igennem de sidste mange år,” siger Inger Svensson, som arbejder som karrierekonsulent i a-kassen CA. Det er mere end 20 år siden, at Inger Svensson kom i kontakt med Instituttet for Blinde og Svagsynede (IBOS). I løbet af årene er hendes syn blevet gradvist mere nedsat som følge af sygdommen rentinitis pigmentosa, og hun befinder sig i dag i det, hun kalder ”gråzonen mellem at være seende og ikke-seende”. I hendes daglige arbejde er det fx en udfordring for Inger at se, hvad der står på de slides, hun bruger til forskellige præsentationer. ”Jeg kan ikke længere følge med i, hvor jeg selv er på mine slides. Jeg har også svært ved at se en tekst på nettet, læse mails og at tage mig af den almindelige administration, der følger med mit job. Det er også vanskeligt at genkende mennesker og dermed holde styr på, hvem jeg hilser på,” siger hun. Inger Svenssons syn har ændret sig meget, og især de seneste fem år har det givet flere og flere problemer på jobbet. Men Konsulenterne fra IBOS har hele vejen igennem hjulpet hende med at finde frem til de konkrete IKT-hjælpemidler. Hun har blandt andet fået en talesyntese, som har gjort det meget nemmere at få læst mails eller tekster i Word.” ”Jeg kunne ikke fungere i mit job uden alle de hjælpemidler. De er en forudsætning for, at jeg kan sidde, hvor jeg gør,” siger hun. Fokus i arbejdsdagen ”IBOS har i høj grad også hjulpet mig igennem den erkendelsesproces, der ligger i, at man løbende skal acceptere, at ens syn bliver dårligere. De er gode til at hjælpe med afklaringen af de løbende forandringer af mit syn, sådan at hjælpemidler og træning tilpasses min situation. Det gør, at jeg bedre kan koncentrere mig om arbejdsdagens indhold og om mine egne evner i stedet for at fokusere på mit synshandicap,” siger Inger Svensson. Det er også IBOS’ IKT-konsulenter, der har hjulpet hende med at få ansat en personlig assistent i 20 timer om ugen. Hun fungerer som Inger Svenssons øjne der, hvor hendes eget syn – med hjælpemidler – ikke slår til. ”Hun er jo den, der kan holde styr på de mennesker, jeg har hilst på, når jeg kommer ud i forskellige sammenhænge. I det hele taget føler jeg mig mere selvstændig, fordi jeg i samarbejde med hende kan beholde de opgaver, der ligger på mit bord. Nogle af dem ville jeg ellers have været nødt til at give fra mig på grund af mit syn. Nu føler jeg mig som en mere fuldgyldig kollega,” siger Inger Svensson. Af Rikke May Kristthorsson Foto: Simon Klein sofbladet #2 • juni 2014 10 tema : beskæftigelse Det kan jeg da sagtens! Hun møder én med et imødekommende smil og rolige grå øjne. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men Ida Nordtorp Jakobsen har kæmpet med svær angst i næsten ti år. ”Angsten har været en klods om benet på mig, siden jeg var 16. Og angsten for angsten har gennem årene taget overhånd over mit liv og begrænset min evne til at se muligheder for mig selv,” fortæller Ida. Det var, da hun var i gang med et afklarende forløb for unge kontanthjælps-modtagere i Idrætshuset for psykisk syge, hun første gang hørte om VIVIL – en jobformidling, målrettet lige netop hende og andre mennesker, der kæmper med psykisk sårbarhed. Da hun mødte op i VIVIL til den første afklaringssamtale, var det med et klart ønske om at få testet sin arbejdsidentitet. ”Jeg slås med en angst for at bevæge mig ud i verden, og den har afholdt mig fra at få de samme erfaringer med arbejdsmarke- I Café Tjilipop i Rantzausgade er ikke to stole ens, og gæsterne er lige så farverige og forskellige som cafeens finurlige interiør. I den hyggelige café på Nørrebro har 25årige Ida Nordtorp Jakobsen været i virksomhedspraktik i tre måneder. Det har rykket hende et skridt nærmere en identitet som arbejdstager. det, som mange af mine venner har. Samtidig har jeg opbygget nogle vildt urealistiske forestillinger om, hvad man skal kunne for at have et job. Derfor ville jeg gerne have hjælp til at finde et praktiksted, hvor jeg kunne prøve kræfter med både sociale og arbejdsmæssige udfordringer. Det skulle være trygt, men ikke et decideret et skånejob,” siger Ida Nordtorp Jakobsen. Det perfekte match Café Tjilipop viste sig hurtigt at være det perfekte match. Det er ikke første gang, den lille café har åbnet døren for en psykisk sårbar praktikant. Tanya Maria Solskov, som driver Tjilipop sammen med sin partner, fortæller: ”Jeg synes jo, det er fedt, at det her er sådan en café, der kan rumme folk. Det er en ære for os, at de unge har valgt netop os som praktiksted. Jeg går ikke ind for særbehandling. Vi har alle De to konsulenter i VIVIL er fantastiske til at gå ind og tage hånd om folk og skubbe dem i den rigtige retning. Det er genialt, at VIVIL bygger bro til firmaer og gør opmærksom på, at det altså kan lade sig gøre at arbejde, selvom man har en psykisk lidelse. Der er med til at fjerne fordomme om folk med sindslidelse. Det kan jeg da ikke lade være med at bakke op om. Iben Cort Eiby og Nadja Hjort Heidemann sofbladet #2 • juni 2014 Tanya Maria Solskov, Café Tjilipop 11 noget, vi slås med. Mit udgangspunkt er, at alle mennesker kan noget. Det gælder jo for os alle, at vi skal have lov at kvaje os, ellers lærer vi ikke noget. Jeg havde ikke en forventning om, at Ida skulle kunne det hele på forhånd.” For Ida betød det meget, at Tanya Maria vidste, hvad hun havde med i bagagen og havde forståelse for hendes situation – uden dermed at behandle hende som en skrøbelig porcelænsfigur. ”Jeg har ikke lyst til at blive set på som syg og skånet for ansvar. Samtidig er det utroligt vigtigt for mig ikke at skulle skjule noget eller flove mig,” understreger Ida. Når hun to til tre dage om ugen langede cappuccino og sandwichs over disken til gæsterne i Café Tjilipop, var det samtidig en øvelse i at udfordre sin angst. Og gang på gang måtte Ida erkende, at intet var så slemt i virkeligheden som hendes værste forestillinger. ”Noget af det, der holder angsten i live, er, at man fodrer den, men i cafeen fik jeg hver dag punkteret mindst et af mine mentale skrækscenarier. Og hver gang det sker, så er jeg på vej i den rigtige retning,” siger Ida og fortsætter: ”VIVIL har været en kæmpe hjælp for mig. Iben har forstået min situation og samtidig skubbet til mig på en måde, der har givet mig lyst til at sige, at det kan jeg da sagtens! Og ikke mindst: Hun har hjulpet mig med at få øjnene op for, at jeg rent faktisk har arbejdsrelevante kompetencer og erfaringer med mig, og på den måde har jeg fået mange gode ting på mit cv.” Snart kan Ida tilføje nye kvalifikationer til cv’et. Med hjælp fra VIVIL har Ida fået bevilget et hygiejnekursus og et barista-kursus fra Jobcentret, og samtidig lægger hun nu endnu en facet til sin identitet som arbejdstager med en ny praktikplads som piccoline hos firmaet Unity. Efter sin praktik ved Ida Nordtorp Jakobsen (th), hvordan man laver en god cappuccino. Med hjælp fra VIVIL og Tanya Maria Solskov fra Café Tjilipop har hun fået testet sin arbejdsidentitet og er klar til nye udfordringer. Af Pernille Søndergaard Foto: Jørn True FAKTA om VIVIL VIVIL er en job-og vidensformidling, der understøtter social inklusion gennem beskæftigelse ved at etablere kontakt mellem mennesker med en psykisk lidelse og det ordinære arbejdsmarked. Motiverede jobsøgende kan kontakte VIVIL, når de bor i Københavns kommune, er på førtidspension og søger et job med løntilskud eller er på kontanthjælp og søger en virksomhedspraktik. Læs mere på www.vivil.nu VIVIL servicerer bl.a. også de seks socialpsykiatriske centre og er en aktiv spiller i udviklingen af beskæftigelsesindsatsen i socialpsykiatrien i SOF. VIVIL består af to konsulenter: • Iben Cort Eiby. Sprog- og handelsuddannet og master i oplevelsesledelse fra RUC. • Nadja Hjort Heidemann. Socialrådgiver og cand.pæd.soc. fra Århus Universitet. sofbladet #2 • juni 2014 12 tema : beskæftigelse I et lille års tid har Mads Lambertsen haft et løntilskudsjob på 14 timer om ugen i grønthandleren ROD. Jeg kunne bare have rullet gardinerne ned Et job som cykelbud og praktisk gris i en økologisk grønthandler var ikke lige det, 32-årige Mads Lambertsen havde i tankerne, da han gik til sit første møde med job- og vidensformidlingen VIVIL. sofbladet #2 • juni 2014 13 Egentlig kom Mads Lambertsen til VIVIL for at få hjælp til at finde et løntilskudsjob som handicaphjælper på en institution for handicappede. ”Konsulenten Nadja og jeg brugte meget tid på at snakke om min situation, og hvordan vi bedst kunne sælge mig. Vi sparrede omkring mine ansøgninger, og jeg synes, jeg med hjælp fra Nadja fik sendt nogle gode ansøgninger af sted. Men vi løb panden mod en mur. Muligvis spillede det ind, at der var et stort hul i mit cv fra 2006 til 2011, som arbejdspladserne faldt over,” gætter Mads Lambertsen. Den lange vej til ro Mads Lambertsen var omkring 15 år, da han begyndte at mærke diffuse smerter i kroppen og en konstant tilstand af nedtrykthed og utilpashed. Den psykiske sårbarhed voksede og fulgte ham ind i de tidlige voksen-år, hvor han arbejdede som pædagogmedhjælper i en børnehave. ”Jeg havde det ad helvede til og var tit syg. Det endte altid med, at jeg meldte mig rask, selvom jeg havde det skidt, fordi jeg følte skyld over ikke at møde på arbejde,” husker han. Efter tre år i børnehaven var Mads var nødt til at se i øjnene, at en arbejdsuge på 37 timer om ugen var langt mere, end han kunne magte, og i 2006 kastede han håndklædet i ringen og meldte sig ud af arbejdsmarkedet. I 2011 fik Mads tilkendt førtidspension. ”I princippet kunne jeg jo bare have købt den nyeste play station, rullet gardinerne ned og bestilt fast food, indtil jeg kunne gå på folkepension. Men jeg havde følelsen af, at jeg ikke skulle bruge resten af mit liv på at fede den. Jeg skulle bruge den ro, pensionen og et vellykket terapiforløb havde givet mig, til at vende mit liv om.” Mødet med konsulenten i VIVIL bekræftede Mads i, at det var en god beslutning. ”Lige fra det første møde fik jeg indtrykket af, at her var der en person, der var interesseret og engageret i at hjælpe mig videre. Der var hul igennem. Når jeg ringede og lagde en besked, ringede Nadja prompte tilbage. Hun var til at stole på. Det var inspirerende for mig, at hun var så tjekket,” husker Mads. Tog chancen med et vildskud Jobbet som handicaphjælper lod vente på sig, og Mads tog på cykelferie. Da han kom tilbage, var der mail fra VIVIL. Nadja havde fundet et løntilskudsjob i grønthandleren ROD på Nørrebro, hvor de havde brug for én, der kunne bringe grøntsager ud på cykel. ”Jeg havde jo godt nok lige været på cykeltur, men ROD var umiddelbart et vildskud,” siger Mads, som alligevel tog chancen. Med maven fuld af sommerfugle mødtes han med indehaveren Søren Paulsen til en jobsamtale. ”Jeg sagde til ham, at jeg var lidt nervøs, og så sagde Søren ”Skal vi så ikke bare sige, at du er hyret, så behøver du ikke være nervøs”?” Nadja havde vist givet et godt billede af mig, inden jeg kom,” smiler Mads. De næste lille års tid pakkede Mads grøntsager i kasser i den lille kælderbutik i Jægersborggade og drønede ud med dem på cykel til københavnske familier. ”I første omgang var jeg vildt stolt over, at jeg kunne klare at arbejde 14 timer om ugen, men så begyndte en tvivl at melde sig; kunne den energi, jeg brugte i ROD, mon bruges på noget mere langsigtet?” siger Mads. Han begyndte at lege med tanken om at gå i skole igen og læse videre, og det satte ham i gang med at undersøge mulighederne for at studere på en førtidspension. I slutningen af november sidste år sagde han op i ROD for at gå i gang med at læse Psykologi og Retorik som hf-enketlfag. Han har i forvejen en fuld hf-eksamen, men han så enkeltfagene som en blid overgang til eventuelle videre studier. ”Det engagement, jeg mødte i VIVIL, var et dejligt puf i ryggen, og jobbet i ROD gav mig mod på at afsøge grænserne for, hvad jeg magtede og kunne. Alle førtidspensionister burde have et tilbud som VIVIL i stedet for, at samfundet parkerer dem på en hylde og overlader dem til sig selv.” Af Pernille Søndergaard Foto Jørgen True Vi var interesserede i at gøre noget godt for en psykisk sårbar. Og det går jo begge veje. Vi hjælper et menneske ind på arbejdsmarkedet og får til gengæld en medarbejder med en høj motivation. Vi var indstillet på, at der skulle være luft til en ekstra sygedag i ny og næ, og at arbejdstempoet ikke skulle være skruet for højt op. Ellers var der ingen særlige hensyn, vi skulle tage.Jeg har aldrig interesseret mig for, hvad Mads fejlede. Det vigtigste for os var, at han socialt kunne fungere i vores lille butik, og det gik fint. Efter Mads har vi haft en medarbejder i virksomhedspraktik, og vi har lige ansat en ny for en måned siden. Det er ikke en ekstra opgave at åbne sin virksomhed for en psykisk sårbar. Julie Poulsen, medindhaver af den økologiske grønthandler i Jægersborggade ROD sofbladet #2 • juni 2014 14 tema : beskæftigelse Vi skal stille krav og indgyde håb ”Det er en menneskeret at have lov til at være professionel. Jeg spørger ikke, hvorfor de er blevet sindslidende. Jeg spørger, hvad det er et for et job, de godt kunne tænke sig. Til en jobsamtale hos mig skal vi ikke først omkring deres barndom,” siger Anila Bakhsh. Hun er socialrådgiver på Center Nørrebro og arbejder med prækvalificering af borgere med sindslidelse. Da socialrådgiver Anila Bakhsh blev ansat på Center Nørrebro for omkring tre et halvt år siden, kom hun fra et jobcenter. Og det var ifølge hende med de briller på, at hun noterede sig, at de forskellige beboer-jobs på Thorupgården mere bar præg af en aktivitet end et egentligt job. ”Jeg savnede struktur og klare aftaler, som kunne være med til at afspejle et rigtigt arbejdsliv og en arbejdsidentitet,” fortæller Anila Bakhsh. Men hvordan kunne Thorupgården så arbejde mere systematisk med at give borgere med sindslidelse et tilbud om at prøve kræfter med at arbejde? Det spørgsmål satte Anila sig med ledelsens opbakning for at finde svar på. Et halvt år efter var hun klar med en model for et job-forløb med en tilknyttet mentorordning, som hun kaldte prækvalificering. Siden da har 14 førtidspensionister og to kontanthjælpsmodtagere været igennem forløbet. De finder frem til tilbuddet via bocentre, væresteder, hospitals- og distriktspsykiatri, hjemmevejledere, jobcenter og socialcenter. Nogle bor i egen lejlighed og andre på et bosted. ”Borgerne kommer her af egen drift med en lyst til et indhold i hverdagen. De vil gerne bidrage med noget og anerkendes for det, de kan,” siger Anila Bakhsh. Anila Bakhsh har udarbejdet det første bud på en prækvalificeringsmodel for socialpsykiatrien i København. sofbladet #2 • juni 2014 Et klart fokus på jobbet Det første skridt i prækvalificeringen er en for-samtale, hvor Anila sammen med borgeren finder ud af, om der er et match mellem borgerens jobønsker og de muligheder for interne jobs, som Thorupgården kan tilbyde. Hvis det falder i hak, indkalder Anila derefter borgeren til en jobsamtale. Og den er præcis det, den giver sig ud for: En samtale om ønsker, kvalifikationer og ressourcer. ”Jeg taler til den raske del af det menneske, der sidder over for mig. Jeg holder fokus på arbejdsidentiteten og sier alt det private fra,” fortæller Anila Bakhsh. Hvis borgeren får jobbet, underskriver han eller hun en ansættelseskontrakt og får tilknyttet en mentor. Mentorerne bliver rekrutteret blandt medarbejdere på aktivitets- og samværssteder, og de er fra første arbejdsdag med som støtte på sidelinjen igennem hele forløbet. Anila understreger, at mentoren ikke er en Big Brother, men er der for at skabe tryghed for borgeren. Formålet er, at mentoren på et tidspunkt bliver overflødig Anila Bakhsh lægger stor vægt på systematisk opfølgning. 15 Derfor er der indlagt status og opfølgningssamtaler med borger og mentor i forløbet. Efter tre måneder evaluerer borger og mentor sammen med Anila, hvordan det er gået, og hun rådgiver om fremtidige muligheder: Skal prækvalificeringsjobbet konverteres til et internt løntilskudsjob? Skal borgeren fortsætte i prækvalificeringsjobbet? Er uddannelse måske vejen? Eller er der muligheder for ansættelse på en ekstern arbejdsplads? Mange af jobbene i forløbet er nogle, Anila har skabt til den enkelte jobansøger. Det gælder ifølge hende om at gå kreativt til værks og få øje på alle de potentielle jobs, en stor arbejdsplads som Thorupgården rummer. Det er blevet til jobs som bl.a. butiksmedarbejder, juridisk konsulent, cafémedarbejder, rengøringsassistent, ledsager og blomstervander. Jobbene er lønnede, og alle personer i et prækvalificeringsforløb får en lønseddel i deres e-boks. Det er ifølge Anila med til at styrke arbejdsidentiteten. Der er brug for dig En af de første, Anila Bakhsh havde til for-samtale, er 33-årige Thomas. Hun husker tydeligt, hvordan han trådte ind af døren med ludende skuldre, nedslået blik og krøllet tøj. Og hun har ikke glemt, hvor svært det var at hive to ord ud af ham. ”Hvad er du god til? Ikke noget. Hvad for en slags job vil du gerne have? Det ved jeg ikke. Thomas havde slet ikke nogen idé om, hvilket job han ønskede sig og kunne ikke sætte ord på, hvad han kunne. Men han fortalte, at han fik dagen til at gå foran computeren i sin lejlighed,” fortæller Anila Bakhsh. Hun får etableret et job til Thomas i caféen på Thorupgården, hvor han to timer to gange om ugen hjælper beboerne med at betjene cafeens fire computere. Det er ikke altid, der er bud efter ham, når han møder ind på job, så Anila begynder selv at trække på hans it-viden og give ham flere og flere opgaver. Efter prækvalificeringen fortsætter Thomas i et honorarjob som it-konsulent og personlig assistent for Anila på Thorupgården. Men her stopper historien ikke. Som månederne går, vokser Thomas selvtillid og faglige kompetencer. Og Anila oplever gradvist, hvordan han vover sig ud af sin skal. Stille og roligt skærer han ned på sin psykofarmaka, til han bliver medicinfri. Et år efter den første samtale er det nu en glad og energisk ung mand, der møder ind på sit job på Thorupgården. Han er klar til at tage det næste skridt og, og i august sidste år får Thomas med hjælp fra Anila en frivillig ansættelse på 30 timer om ugen i et grafisk firma i det private erhvervsliv. Anila Bakhsh øjne stråler. Her er vi ved kernen af det, der driver hende. Thomas udvikling er en solskinshistorie, som til overmål bekræfter hendes professionelle optimisme. Men mindre kan bestemt også gøre det, understreger hun. ”Vi skal indgyde håb og tage afsæt i den enkeltes ønsker for sit arbejdsliv. Og alle små skridt tæller. Vi skal skabe rammer for, at de her borgere får mulighed for at mærke, at der er brug for dem, at de er en del af noget og at de formår leve op til fast definerede krav og kan bidrage. DET er en fed måde at lave socialfagligt arbejde på. Der er ikke noget smukkere end at se mennesker vokse og folde sig ud,” siger hun. Tag vores små ja’er og gør dem store! Deltager i prækvalificeringsforløbet I skal ikke se på beskæftigelsen, men på hvad beskæftigelsen kan gøre Deltager i prækvalificeringsforløbet FAKTA om prækvalificering i socialpsykiatrien i SOF For øjeblikket arbejdes der med afsæt i Thorupgårdens prækvalificeringsforløb på en fælles prækvalificeringsmodel for alle de seks socialpsykiske centre. Af Pernille Søndergaard sofbladet #2 • juni 2014 16 tema : beskæftigelse Tilbage til samfundet De er opgivet af sig selv og andre og har tit mistet troen på nogensinde at blive en del af normalsamfundet. Men for nogle af de mest socialt udsatte kontanthjælpsmodtagere i misbrugsbehandling rykker det, når der er fokus på beskæftigelse i behandlingen. Det viser erfaringerne fra et pilotprojekt, hvor behandlingsenhederne i Rådgivningscenter København har overtaget jobsamtalerne fra jobcentret. Indtil for seks måneder siden gik 43-årige Henrik hver dag den samme rute på Vesterbro og samlede flasker, iført fem jakker i lag oven på hinanden. Han hørte stemmer og følte sig forfulgt. Han var ét af de mennesker, som samfundet ikke havde mange andre forventninger til end, at han mødte op i jobcentret hver tredje måned til sin lovpligtige jobsamtale. Men det var ikke altid, han dukkede op, for hans fornemmelse af tid var gået tabt. Henrik ville gerne i gang med at læse, men jobcentret krævede, at han først skulle udredes af en psykiater. For fire måneder siden blev han tvangsindlagt, efter hans stemmer havde beordret ham til at sætte ild på en opgang. Her får han stillet diagnosen paranoid skizofren. I dag er Henrik en meget aktiv elev på Kofoeds Skole, som hjælper socialt udsatte mennesker til at hjælpe sig selv. Tre dage om ugen tager han kurser i billedkunst og kreativ skrivning. Mange af de sociale tilbud tager han også del i. Gennem de seneste måneder har han trappet sin dosis af substitutionsmedicin ned til det halve. Omvejen forbi behandlingsenheden i Sydhavnen, hvor han får udleveret sin medicin, betyder nemlig, at han går glip af dyrebar tid på skolen på Amager. Her har han en kontakt med andre mennesker, han ikke har haft i umindelige tider - og han drømmer om en dag selv at komme til at undervise. sofbladet #2 • juni 2014 Skal kun møde op ét sted Henrik er én ud af de 130 kontanthjælpsmodtagere, som har været omfattet af pilotprojektet Match 3. Projektet blev skabt til den gruppe af kontanthjælpsmodtagere, som fra jobcentrets side blev anset for at være i en situation, hvor hverken aktivering eller andre beskæftigelsesformer var realistiske. Det fortæller Nikolaj Hundborg og Sofie Rask Eriksen fra BIF-SOF Specialenheden, som i samarbejde med Rådgivningscenter København stod bag pilotprojektet ”Alligevel skulle de møde op til samtaler på jobcentret hver tredje måned for at få deres kontanthjælp. Det var svært for mange, og de blev sanktioneret gang på gang. Derfor var det oplagt at spørge: hvorfor får de her borgere ikke deres jobsamtale i Rådgivningscenter København i stedet for?” Og netop dét blev en realitet i august 2012, hvor borgernes sagsbehandlere i behandlingsenhederne overtog jobsamtalerne. Nu behøvede de 130 borgere kun at møde op ét sted – nemlig i den behandlingsenhed, hvor de i forvejen fik deres misbrugsbehandling. ”Med projektet har vi forsøgt at skabe det helhedssyn, som gik tabt, da kommunalreformen skilte beskæftigelsesindsatsen og behandlingsindsatsen ad. Vi ville gerne undersøge, om man kunne 17 Patrycja Wyszormirska holder ikke kun jobsamtaler i sit kontor i Behandlingsenhed Vest. Hun møder også borgerne på Mændenes Hjem og andre af byens herberger. Fakta om Match 3 pilotprojektet Fra august 2012 overtager behandlingsenhederne i Rådgivningscenter Købehavn jobsamtalerne for 130 af de mest udsatte kontakthjælpsmodtagere i misbrugsbehandling. Projektet krævede, at Socialforvaltningen fik dispensation fra Arbejdsmarkedsstyrelsen til at overtage de lovpligtige jobsamtaler, som Jobcentret normalt tager sig af. Formålet var at opnå større helhed, hurtigere afklaring og færre sanktioneringer. BIF-SOF Specialenheden var overordnet ansvarlig for implementeringen af pilotprojektet. Pilotprojektet blev afsluttet i marts 2013. I dag er projektet i begrænset omfang sat i drift i på alle fire behandlingsenheder i Rådgivningscenter København. tænke de to perspektiver sammen og sigte mod, at borgeren kunne blive en del af normalsamfundet,” forklarer Nikolaj Hundborg. Hvad drømmer du om? Men var det overhovedet realistisk at sætte et beskæftigelsesperspektiv op for de dårligst fungerende og mest kaotiske borgere i metadonbehandling? Socialrådgiver Patrycja Wyszomirska, som overtog jobsamtalerne med Henrik, var som mange af sine kolleger i Rådgivningscenter København skeptisk i starten. De fleste er ansat efter kommunalreformen og havde hidtil haft deres fokus på behandling. ”Det at inddrage et fokus på beskæftigelse i vores samtaler har været en kulturændring, vi skulle arbejde med som behandlere. Men også for en del af borgerne var det en omvæltning. De var bange for, hvad der ville ske med tilliden og samtalen, når vi nu også skulle til at være jobcenter,” fortæller Patrycja Wyszomirska. Hun sørgede derfor for at afdramatisere jobsamtalen. ”Jeg gjorde det fra starten sofbladet #2 • juni 2014 18 tema : beskæftigelse Misbruget startede, da han var børnesoldat Ahmed 50 år. Begyndte at tage stoffer, da han var børnesoldat. Har været soldat i 14 år og er plaget af fysiske og psykiske følgevirkninger af krigen. Får asyl i Danmark i 1988. Har ingen familie tilbage og et meget sparsomt netværk. Er ensom og isolerer sig. Har tidligere søgt førtidspension, men fået afslag. Havde ingen håb om nogensinde at komme i arbejde. Overvejede på et tidspunkt at melde sig til krigen i Syrien som sidste udvej. Er i dag i virksomhedspraktik i en bager, som han er meget glad for. På dårlige dage kan han vælge at komme på tidspunkter, hvor der ikke er kunder. På sigt drømmer Ahmed om at få et fleksjob. Hjemløs med massivt misbrug Henrik 43 år. Har gennemført en gymnasial uddannelse. Blev indskrevet i misbrugsbehandling i 2003 på grund af et massivt misbrug af rygeheroin, siden også et massivt sidemisbrug af alkohol. Mister kontakt til familie og samleverske og levede i flere år som funktionel hjemløs på et minimalt eksistensgrundlag. Har længe haft ønsket om at komme i arbejde og skole, men jobcentret vurderer, at han er for syg til nogen form for aktivitet. Diagnosticeret som paranoid skizofren i 2013. Er i dag elev på Kofoeds skole. Drømmer om en fremtid, hvor han kan udtrykke sig på skrift og undervise andre. sofbladet #2 • juni 2014 klart, at ingen ville blive presset ud i aktivering mod deres vilje, men at jeg indimellem ville prikke til dem, når de var klar, og spørge til deres drømme. Samtidig har jeg gjort det tydeligt, at hér får du en lang snor, masser af forståelse og et langt perspektiv på dine drømme. Trygheden har været helt afgørende, fordi det for mange kan være meget skræmmende at tage det første skridt væk fra det kendte,” fortæller Patrycja Wyszomirska. For borgeren er jeg én person Og vejen er ikke snorlige. Der skal tit mange små skridt til, før den enkelte er moden til at overveje praktik eller aktivering. Det kan handle om alt fra at få nye tænder, indarbejde en døgnrytme, finde en bolig til at opnå en forsvarlig ernæringstilstand. En del af arbejdet med at integrere beskæftigelsesperspektivet har desuden handlet om at give borgerne konkrete billeder på, hvad aktivering og virksomhedspraktik er, og introducere dem for steder som fx Hotellet, Springbræt og Kofoeds Skole. ”Ved at tage borgerne i hånden og støtte dem i at undersøge, hvad der kunne passe til dem, har vi undgået mange nederlag. Det er en måde at arbejde på, som strukturen på et jobcenter ikke giver mulighed for,” vurderer Patrycja, som har afholdt jobsamtaler i behandlingsenheden, på Mændenes Hjem og andre af byens herberger. Hun har brugt samtalerne både i forhold til borgernes sociale handleplan og til BIF-journalen. Ifølge hende er det dog fuldstændig ligegyldigt for borgeren, hvornår hun har haft job-kasketten og hvornår hun har haft SOF-hatten på. Og for hende selv har der også været en glidende overgang. ”For borgerne er jeg én person, som de har en flydende samtale med,” siger Patrycja. Og det er lige præcis sådan, det skal være, mener hun. Da hun for nyligt spurgte Henrik, hvordan han havde oplevet pilotprojektet, svarede han: ”Det har jeg ikke skænket en tanke!” Og det var, i følge Patrycja, det bedste svar, hun kunne få. ”Det betyder for mig at se, at vores projekt har ryddet de vanlige forhindringer af vejen for borgeren. Systemet er blevet usynligt. Det er borgeren og ikke systemet, der er i fokus. Vi har hjulpet borgerne smidigt videre,” understreger hun. Og resultaterne taler for sig selv, tilføjer Nikolaj Hundborg. 13 borgere er blevet aktiveret for første gang, 11 er på springet til at komme i beskæftigelse, to er i virksomhedspraktik og to er i gang med at generhverve kørekort. ”Det er et fantastisk resultat, når man tænker på, at de fleste af de mennesker, vi har fået fat i, har cyklet rundt i systemet i over ti år, opgivet af sig selv og andre og uden udsigt til forandring i livet. Koblingen mellem beskæftigelse og behandling er lykkedes,” fastslår han. Af hensyn til anonymitet er Henrik og Ahmed opdigtede navne. Af Pernille Søndergaard Foto: Jeanne Kornum 19 Jeg var en slagen mand ”Tænk, at jeg skulle på narkohjem med hardcore narkomaner, der havde tatoveringer over det hele. For sådan var jeg jo ikke. Men jeg gjorde det, de sagde, jeg skulle. For jeg kunne ikke selv stoppe med at ryge hash.” Tænk, at jeg i dag arbejder som IT-udvikler på Grønningen, går i nystrøgne skjorter og spiser den økologiske grøntsagskasse fra Årstiderne. For seks år siden boede jeg på narkohjem. sofbladet #2 • juni 2014 20 tema : beskæftigelse Martin på 32 er netop kommet hjem fra arbejdet som IT-ingeniør. Han er stadig i sit jakkesæt, da han åbner døren til den lyse Frederiksberg-lejlighed, han deler med kæresten Signe. Mens han skifter fra jobbets uniform til hjemmets løse bukser og T-shirt, laver han kaffe og husker tilbage til den tirsdag aften for seks år siden, hvor han måtte søge hjælp. ”Jeg røg alene for at slappe af eller stresse ned. Den nat sidder jeg alene på værelset og ryger i det kollektiv, jeg bor i. Og jeg skal bare sådan pisse. Toilettet er lige uden for døren, og der er helt stille i huset. Men jeg er bange for, at de andre skal se mig i min koger. Så jeg holder mig. I flere timer. Men til sidst kan jeg ikke mere. Jeg er nødt til gå hen mod døren. Min arm rækker ud for at nå håndtaget, men armen låser sig i frygt ud foran mig. Jeg er så angst for, at de andre ser mig. Dér vidste jeg, at jeg ikke kunne styre mit hashforbrug. Jeg havde brug for hjælp.” Martin ringer til kommunen dagen efter. Nærmere bestemt til Modtageenhed Indre, en del af Rådgivningscenter København. ”Jeg tror, det var Søs, der tog telefonen...”. Martins blå øjne bliver røde, og blikket flakker lidt. Minderne lister sig ind. Det var første gang, systemet mødte ham med et navn. Det var Søs, ikke kommunen! Og han var Martin, ikke sit cprnummer. Trods en god start og flere udredende samtaler, blev Martin utålmodig. Han kunne ikke stoppe med hashen, og han måtte droppe studier for at tage på døgnbehandling. Det blev starten på at vende om i livet og blive noget for nogen igen. Hvad skal jeg så? Lissi Rolandsen kender udmærket Martins historie. De to mødtes på Modtageenhed Indre, hvor hun fungerede som erhvervsvejlederen i enhedens behandlerteam. Martin husker tydeligt, hvordan hun tegnede systemet på en tavle for at vise ham, hvordan vejen fra døgnbehandling til en praktikplads eller uddannelse ville forløbe, og hvordan systemet fungerede. For det handler jo lige så meget om livet efter behandling, slår Lissi Rolandsen fast. sofbladet #2 • juni 2014 Indimellem tikker der mails ind fra tidligere misbrugere, som holder beskæftigelseskoordinator Lissi Rolandsen underrettet om, hvordan det går dem i livet. Det er med til at bekræfte hende i, at et vedholdende fokus på job og uddannelse i misbrugsbehandlingen virker. 21 ”Der er andet i livet end metadon, velmenende behandling og - har brug for et klart billede af målet. Af hvor de er på hvordan har din barndom været? Vi behandler ikke klienterne for, vej hen. Og at arbejde og uddannelse ikke er til at komme at de, når de er stoffri, skal stå og sige: Hvad skal jeg så?” udenom, hvis man skal integreres i samfundet. Lissi Rolandsen er netop tiltrådt som beskæftigelseskoordinator ”De fleste klienter, som kommer i behandling, oplever i Rådgivningscenter København - et job hun er selvskreven til efter tilbagefald på vejen, men et klart mål forude er en støtte 25 år med et vedholdende og stædigt arbejde for at inkorporere et i ryggen gennem nedture og tilbagefald,” fortæller Lissi fokus på beskæftigelse i misbrugsbehandlingen. Hun sprutter af Rolandsen ildhu og bobler over af alle de gode historier, hun kan fortæller om Ifølge den erfarne erhvervsvejleder viser elle erfaringer, klienter som Martin, som er kommet videre i at udsigten til beskæftigelse og selvlivet og på arbejdsmarkedet trods alle odds. forsørgelse i sig selv er så stærkt moti”Det er påfaldende, at når man spørger verende, at den udløser lyst og vilje til klienterne, hvad de drømmer om er, så det jo forandring. Borgerens vej mod stoffrihed det samme som os andre: En kæreste, en bolig, bliver lettere. Identitet, personlige intebørn - og arbejde. Og så kan man måske synes, resser og penge, er tre af de gulerødder, at det er høje mål at sætte sig, når man som Der er andet i livet end som gang på gang har vist sig at motivere misbruger er langt ude over kanten. Men man de mennesker, som Lis Rolandsen har metadon, velmenende skal aldrig sige, at det kan ikke lade sig gøre. Vi mødt. Og det er her, man skal tage fat, behandling og hvordan skal altid prøve at finde ud af, hvad der driver understreger hun. den enkelte,” siger Lissi Rolandsen. ”Det, der driver mig, er at se, at har din barndom været? Og her et kvart århundrede efter hun stardet virker”, siger Lissi Rolandsen. Hun Vi behandler ikke klient- kunne blive ved med at fortælle de gode tede i kommunen, brænder hun stadig. For hun ser, at det giver så meget mening. Dét, der ifølge erne for, at de, når de er historier om, hvor MEGET det virker. hende derimod overhovedet ikke giver mening, stoffri, skal stå og sige: Hun har lavet læssevis af ressourceproer at undlade at tænke på, hvordan klienter i filer på borgere, som hun og kollegerne Hvad skal jeg så? misbrugsbehandling bliver en del af samfundet. har hjulpet videre trods alle odds, og indIgennem hele Martins vej tilbage til samfunimellem tikker der mails ind fra tidligere det og et liv uden hash står et job som cafebrugere, som holder hende underrettet medarbejder i Settlementet på Vesterbro som det helt centrale. I om, hvordan det går dem i livet. Det er med til at bekræfte samtalerne med Lissi var der fokus på beskæftigelse og på, hvad der hende i, at det altså virker dét med det vedholdende fokus skulle ske, når han blev clean. På cafeen var der en leder, der lige på job og uddannelse. med det samme kunne spotte det, han kunne finde ud af. Martin og Lissi lavede den aftale, at de skulle maile ”Jeg var jo en slagen mand, da jeg var færdig med min behandsammen hver 14. dag, da han startede på studierne. Men ling. Min selvtillid var helt i bund,” fortæller Martin. efter et par år glemte Martin det i en periode. Og så fik han ”Lederen mødte mig lige der, hvor jeg var. Hun tilpassede dårlig samvittighed og skrev straks til Lissi. opgaverne til mig, så jeg langsomt blev bygget op igen. På cafeen ”Men hun svarede tilbage, at det var ok. For når mit oplevede jeg, at der igen var brug for mig.” behov for kontakt var erstattet af andre ting i mit nye liv, så Arbejdet blev Martins vej tilbage til studierne. For han skulle var det jo et godt tegn,” slår Martin fast. jo ikke være der for evig. Og selvom han officielt var færdig med Han understreger, at Lissi Rolandsens fokus på det sin behandling, så ringede og mailede han og Lissi ofte sammen, clean liv efter behandling har hjulpet ham videre. I decemog hun kom også forbi til en kop kaffe og en snak. ber i år tog det Martin to ugers jobsøgning for at få et fast En dag spørger Martin, om Lissi vil hjælpe ham med at søge arbejde efter studierne. revalidering, så han kan starte på DTU. ”Fokus på uddannelse og job er en form for udslusning ”Jeg vidste, at jeg nok skulle bruge mere tid end andre studefor os, der skal tilbage til samfundet. Det er vigtigt at have rende for at gennemføre. Og at jeg ville have svært ved også at have noget at bruge al den tid på, der tidligere gik til stoffer. Og et studiejob. Jeg har under min udredning fået konstateret ADHD, det virker. så det skal jeg jo være opmærksom på,” fortæller han. Af hensyn til anonymitet er Martin et opdigtet navn. Hans Havde brug for et klart mål rigtige navn er kendt af redaktionen Lissi Rolandsen hjalp med ansøgningen, og Martin fik revalidering og derved det økonomiske ånderum til at læse videre. Målet for en hverdag uden hash var klart. Martins drøm om at komme tilbage til hverdagen understreger Af Anne Pallisgaard Rasmussen og Pernille Søndergaard Foto: Jeanne Kornum Lissi Rolandsens vigtigste pointe: nemlig at alle – også misbrugere sofbladet #2 • juni 2014 22 tema : beskæftigelse Hurtig handling bag ordene Næsten ingen ny kriminalitet og et markant fald i brugen af hash hos udsatte unge. Det er nogle af de mange gode resultater, som Spydspidsen opnår ved at hjælpe de unge ud på arbejdsmarkedet. De gode resultater betyder, at Spydspidsens metode netop er blevet udvalgt som en del af Socialstyrelsens nye guide til forebyggelse af kriminalitet hos børn og unge. Ungdomskonsulenterne Madeline Grau Larsen og Serkan Teksen er altid på udkig efter jobs. Deres fornemmeste opgave på Spydspidsen er nemlig at matche unge med den rigtige praktikplads på en helt almindelig arbejdsplads i København. De tager udgangspunkt i den unges ønsker til jobs, og der er mulighed for at prøve forskellige erhverv af under forløbet hos Spydspidsen. ”Lige nu er det vicevært, der er i høj kurs. Tidligere var det skraldemand, og sådan skifter det lidt,” fortæller Madeline Grau Larsen, der har 12 års erfaring med at finde de rette praktikpladser til Spydspidsens unge. Praktikpladserne spænder over håndværksfag som maler, tømrer, frisør eller mekanikere, forskellige butiksjob og børnehaver, fritidshjem, medborgerhuse og plejehjem, hoteller, Statens Museum for Kunst og gartnerteamet på Christiania. I processen udvikler de unge sig fagligt og socialt. Forhold til familie, venner og til egen sundhed bliver også forbedret i forløbet, fortæller Madeline Grau Larsen. De unge er mellem 15 og 18 år, en tredjedel er anbragte og går ikke i skole af forskellige årsager. De skal have en kontaktperson tilknyttet, der kan hjælpe med fx skattekort, NEM-id og transportkort. Men så er vejen også banet for at komme ud på en helt almindelig arbejdsplads i 20-25 timer om ugen. ”De unge kommer ud på helt almindelige virksomheder og få lov til at prøve sig selv og en branche af. På den måde ser de sig selv i en anden kontekst, end den de plejer. Nu er de som alle andre mennesker, de har et arbejde og kollegaer,” siger Serkan Teksen, der har været seks år på Spydspidsen. Stor omvæltning Spydspidsens mantra er, at der skal hurtig handling bag ordene. Så der skal max gå 14 dage fra de unges første samtale, før de får en jobsamtale. Nogle gange går der et par timer, så er Jobsamtalen i hus. ”De unge var været i systemet i mange år og er trætte af vente- sofbladet #2 • juni 2014 tid. Hos os snakker vi ikke så meget om alt det, der er sket, men kigger fremad og siger ”nu sker der noget”. Vi lytter til deres ønsker til, hvor de gerne vil arbejde, og hvad de gerne vil arbejde med. Og så handler vi hurtigt, så der sker noget med det samme,” fortæller Madeline Grau Larsen. Ofte er der tydelige resultater allerede den første arbejdsuge. For når man skal møde på job, så er det ikke så smart at ryge fede til langt ud på natten. ”Det er en omvæltning for mange af vores unge at starte på arbejde, så især i starten vil der være hjælp til at komme af sted på arbejde. Så vi ringer og vækker dem om morgnen. Chefen skal også ringe til os med det samme, hvis den unge ikke møder på arbejde, så vi kan handle på det. For de unge er det hårdt pludselig at skulle op om morgenen, og de er trætte, når de kommer hjem,” fortæller Serkan Teksen og fortsætter: ”Men det betyder også, at der ikke er så meget tid til de gamle venner, og at de kan sige ”Hallo – jeg kan altså ikke – jeg skal tid- FAKTA om de unge i Spydspidsen •To ud af seks er anbragt uden for hjemmet •27 procent har en diagnose •Over 1/3 har en har et misbrug, når de starter •42 procent har en skolegang under 9. klasse 23 ligt op og på arbejde”. Det sker også, at de har deres arbejdstøj på i fritiden. De har en ny identitet og er stolte af at have et job.” Og på arbejdspladsen gælder andre regler, der ofte passer de unge godt. ”Chefen kalder en spade for en spade og stiller andre krav, end andre voksne har gjort tidligere. Der er klare rammer, der er et nyt fællesskab med kollegaerne, og de tjener deres egne penge. Så når den første timeseddel er kommet, og der er løn på kontoen, så kan de se, at deres indsats bærer frugt,” siger Madeline Grau Larsen. De seneste tal fra i år viser, at 86 procent af de unge ikke begår ny kriminalitet, mens cirka halvdelen af de unge mindsker eller helt stopper deres forbrug af hash og andre rusmidler. Alle vil gerne tage et socialt ansvar Spydspidsen plejer kontakten til virksomhederne med julekort og afsluttende samtaler med den unge og arbejdspladsen. Og det er faktisk ikke så svært at få en arbejdsgiver til at tage en ung ind, selvom vedkommende har en plet på straffeattesten. ”Vi forklarer, hvilken type kriminalitet der er begået og giver et par detaljer. Men mange arbejdsgivere har den holdning, at ”jeg har jo selv været ung engang” og en plet på straffeattest gør ikke, at en ung ikke kan komme ind på en arbejdsplads. De tager gerne ansvar for at kunne hjælpe den unge på vej, og åbner deres virksomhed branche for dem,” fortæller Madeline Grau Larsen. Fremtiden efter praktikken er vigtig. Og Serkan Teksen forsikrer, at de unge aldrig forlader Spydspidsen uden en plan, når de fylder 18 år. De gode resultater skal gerne fortsætte i voksenlivet. De gode resultater har også medført, at Spydspisens metode er udvalgt som en del af Socialstyrelsens nye guide til forebyggelse af kriminalitet hos børn og unge. ”Vi har arbejdet med det her i mange år og har en stor målgruppe i København. Så vores meget specialiserede tilbud er svær at kopiere i mindre kommuner. Men for os betyder det, at vores indsats anerkendes, og at vi kan bruges som vidensbank, når andre kommuner kigger efter nye metoder og erfaringer,” slutter Serkan Teksen af. Formlen bag Spydspidsens virksomme metode er: Hurtig handling, ny identitet for de unge og klare rammer i jobbet. Det fortæller ungdomskonsulenterne Madeline Grau Larsen og Sekan Teksen. Tekst og foto: Anne Pallisgaard Rasmussen De tog imod mig med åbne arme, som om jeg var en af deres egne. Selvom jeg havde en plet på straffeattesten, så de ikke ned på mig. Ahmad, praktik på Full House - nu job hos 7/Eleven og Shell og i gang med transport- og logistikuddannelsen som lastbilchauffør. En af Spydspidsens pædagoger kendte en mester, som gerne ville have en ung mand som mig. Der var jeg så i et års tid, så kom jeg i lære og i dag er jeg udlært maler og hele pakken. Spydspidsen kunne få mig til at gå i skole, fordi de talte til mig på en måde, så budskabet fes ind. Robert, tidligere praktikant hos en malermester - nu selvstændig maler. sofbladet #2 • juni 2014 24 kort og godt Kort og godt om beskæftigelse Kender du Mod en mere aktiv fremtid BIF-SOF portalen? Her finder du en masse gode oplysninger vedr. arbejdet med de omkring 3400 fællesborgere, herunder bl.a. kontaktoplysninger på BIF-SOF kontaktpersoner og BIF-SOF Specialenheden, oversigt over fælles sagsgange og relevante dokumenter til behandling af konkrete sager. Klik dig ind på portalen fra forsiden af KKintra. Omkring 90 procent af de unge, der har gennemført et kursus hos Fremtidsfabrikken i Idrætshuset for psykisk syge, fortsætter i uddannelse, praktikforløb eller yderligere aktivering. Fremtidsfabrikken er et kursusforløb til unge sindslidende på kontanthjælp med fokus på vejen til arbejdsmarkedet, sociale kompetencer og sundhed, kost og motion. Læs mere om fremtidsfabrikken www.idraetshus.dk Koordinerende sagsbehandlere i SOF OG BIF i gang med nyt udviklingsprojekt om ressourceforløb Et nyt metodeudviklingsprojekt skal være med til at ruste 19 koordinerende sagsbehandlere i Socialcenter København og 5-6 sagsbehandlere fra Jobcenter København til bedst muligt at køre ressourceforløb for socialt udsatte ledige. Ressourceforløbene, som blev indført med den nye Førtidspensionsreform, er rettet mod ledige, som har stor sandsynlighed for at ende på førtidspension, hvis der ikke sættes en særlig indsats i gang. Et ressourceforløb har derfor fokus på at udvikle arbejdsevnen, så borgeren på sigt kan komme i gang med uddannelse eller arbejde. Biavlere og honningpushere Den socialøkonomiske virksomhed Københavns Bybi har 15 millioner bier, som står på tage og i grønne lommer i byen. Den 9. maj blev der holdt housewarming for tre nye honningbifamilier, som er flyttet ind på toppen af Rådhuset. De 12.000 nye beboere bliver passet med hjælp fra brugere i Aktivitetscentret på Sundholm. Her er brugerne involveret i praktiske opgaver i forbindelse med både biavl, honningproduktion og salg. Honningen bliver bl.a. solgt i Multigalleriet, som er et af Aktivitetscentrets beskæftigelsestilbud, og via honningpushere, som er brugere, der cykler ud med honning til Bybis sponsorer. I et andet af Aktivitetscentrets tilbud, Grundlæggerne, producerer brugerne bistader i træ og voksrammer til Bybi. Aktivitetscentret på Sundholm har en række beskæftigelsestilbud, målrettet særligt udsatte voksne, der som følge af hjemløshed kæmper med misbrug og psykisk sårbarhed. Enkelte tilbud drives som socialøkonomiske virksomheder, hvor hel eller delvis selvfinansiering tilstræbes. sofbladet #2 • juni 2014 Af Pernille Søndergaard på job i sof 25 Meget mere end et hotel Om Hotellet Udefra ligner Hotellet på Oehlenschlægersgade på Vesterbro et almindeligt hotel. Men helt almindeligt er det ikke, for det er også et beskæftigelsesprojekt for misbrugere. Indenfor svinger køkkenpædagog Dorthe Thorsdam potter og pander sammen med alkoholikere og hashmisbrugere i jobtræning. Hotellet ligger på Vesterbro og er et turisthotel med ti værelser og et stort lokale, der lejes ud til kurser. Samtidig er Hotellet et beskæftigelsesprojekt, primært for misbrugere i Københavns Kommune. Hotellet har plads til 30 i jobtræning ad gangen og har fire ansatte. På Hotellet afklares hver enkelts mulighed for at komme i arbejde eller starte på en uddannelse, men jobtræningen kan også være vejen til pension eller misbrugsbehandling. Klokken er lidt i ni. Om lidt skal køkkenpædagog Dorthe Thorsdam og det fire mand store køkkenhold i gang med at lave frokost. Holdet i dag er lidt amputeret. Én har en tandbyld og kommer ikke, en anden skar sig i fingeren i sidste uge og må af hygiejniske grunde ikke være med i køkkenet. Dorthe suser rundt for at se, om hun kan finde to andre. ”Hvad siger du, Lars? Du må selv vælge,” siger hun. Lars er normalt ikke i køkkenet men på håndværkerholdet, som står for reparationer og malerarbejde på Hotellet. Lars siger ja. Han er frisk i dag, for han har ikke drukket i fem dage, og det kan han mærke. Inde i Hotellets spiserum finder hun Hans. Han er normalt på køkkenholdet, bare ikke om fredagen hvor han træner i fitnesscentret som en del af sin aktivering. sofbladet #2 • juni 2014 26 tema : beskæftigelse Hans orker ikke at give en hånd med i køkkenet, inden han skal af sted. Han har ADHD, og i dag flyver tankerne rundt. ”Hvad med at tage noget morgenmad?” foreslår Dorthe, og Hans tøffer ud i køkkenet og begynder at skære vindruer, æble og pære i små stykker. Dorthe er vant til, at tingene ikke går som planlagt og til at vurdere, hvad den enkelte magter. Nogle har fx svært ved at koncentrere sig, andre har dage, hvor de er meget kede af det og mange lider af social angst. De skal lære at være sammen med andre. ”For dem er det stort bare at komme en time om dagen og drikke en kop kaffe. Så magter de måske ikke mere den dag,” fortæller hun. Sommetider er der også nogen, der møder påvirkede op. Går det ud over arbejdet, bliver de tilbudt en kop kaffe i stedet. Og er det slemt, bliver de bedt om at gå hjem, men det er sjældent. Hvordan det går, er noget af det, Dorthe melder tilbage til Hotellets socialrådgiver og jobkonsulent. For Hotellet er ikke bare jobtræning her og nu, men også et afklaringsforløb i forhold til, hvad den enkelte kan. Syng noget Thomas Helmig Lars skyller cherrytomater og skærer dem i halve. Han skal lave kalkunsalat og butterbeansalat og sætte rugbrød frem sammen med Tom og René, der plejer at være i køkkenet. I dag skal de kun lave frokost til Hotellets personale, for der er ingen konferencer i kursuslokalet, og Hotellets gæster får kun morgenmad. Tom går i gang med at skære sorte pletter af kartoflerne, Dorthe skærer melon i små stykker, og René vasker op og synger Bob Marley. Han hørte Redemption Song, mens han drak et par morgenøl derhjemme, og nu har han fået den på hjernen. ”RENÉ,” siger Dorthe højt med et glimt i øjet, ”kan du ikke huske, hvad du skal synge i dag?” Det bedste ved Hotellet • Alle de søde mennesker • At jeg er med til at gøre en forskel • At dem, der hænger med hovedet, smiler, når de går hjem Dorthe Thorsdam, køkkenpædagog på Hotellet gennem fire et halvt år sofbladet #2 • juni 2014 på job i sof 27 ”Jo,” svarer René drillende. ”I en sal på hospitalet.” Dorthe hader den sang. Den er simpelthen for sørgelig. Hun kaster en klud efter ham og siger: ”Jeg skal jo til Thomas Helmig koncert i aften. Du skal da synge noget med ham.” Dorthe og René skraldgriner, og Tom og Lars, der ellers arbejder meget koncentreret, kigger op fra cherrytomaterne og kartoflerne og griner med. De har travlt, for de er en mand i undertal i dag, og de skal også forberede lam og kalkun til næste uge, hvor Dorthe har fri. En pause fra øl og hash Tom, René og Lars er meget glade for at arbejde på Hotellet. De er på kontanthjælp og har ligesom de fleste andre her et misbrug af øl og hash. Men i de timer, de er her, bliver misbruget sat på standby. ”Det er vidunderligt at være her. Jeg nyder at være sammen med folk i stedet for at røvkede mig derhjemme og ryge den fede. Her føler jeg, at jeg er noget,” siger Tom. Han er 50 år og psykisk syg og har ikke haft et arbejde på almindelige vilkår i ti år. Det er et halvt år siden, han startede på Hotellet, og han vil gerne være her, så længe han kan. Sådan har Lars, der har været her i to et halvt år, og René, som har været her i tre måneder, det også. Og følelsen af at være med til at gøre andre mennesker glade, er noget af det, Dorthe allerbedst kan lide ved jobbet. ”Nogle skal lige se os an, når de starter, men selv de mest negative hoveder får vi vendt. Det er fantastisk,” siger hun. En god dag i køkkenet Midt i salatforberedelserne ringer telefonen. Det er til Lars. Han skal flytte, og boligselskabet mangler at få lejekontrakten retur. Lars har den i tasken. ”Skal vi ikke lige få den i en kuvert og få den af sted med det samme?” spørger Dorthe, og Lars forsvinder ind på kontoret. Det er en del af hendes job at hjælpe med stort og småt. Hun hjælper fx med at huske aftaler eller med at få et NemID, og på et tidspunkt hjalp hun én med at få en hund. Engang imellem må hun også minde nogen om, at det er tid til at gå i bad. Røret er knap blevet lagt på, før René er på banen. ”Hvem fanden har lagt persille i vasken?,” griner han over mod Dorthe: ”Dig har jeg sgu ikke været heldig med.” ”Du kan jo prøve at bytte mig,” svarer hun. ”Det kan jeg sguda ikke. Hvem fanden skal så lave maden?” siger han kækt. De griner, og René begynder at synge: ”Du skælder mig hele tiden ud, hidser dig op og skærer tænder.” Dorthe stemmer i. Henne ved den høje disk mellem det åbne køkken og fællesområdet står der også et par stykker og griner. I dag er stemningen i top. Men der er også dage, hvor der er en, der græder, og hvor Dorthe må tage en snak. Er der nogen, der vil ha’ mad med hjem? ”Frank, skal jeg lave en madpakke til dig?” spørger Dorthe og råber: ”Dem, der vil have mad med hjem, kan bare tage.” Frokosten er slut, og der er rester tilbage. ”Mange er fejlernærede og får deres eneste måltid her. Derfor holder jeg lidt øje med, hvad de spiser og giver mad med hjem. Sund mad er vigtig for at komme på fode,” forklarer hun. I baggrunden synger René Bob Marley. Han er på vej hen på bænken for at drikke øl. Tom og Lars skal hjem, og der plejer de at falde i. Men dagen i dag har alligevel været et museskridt i den rigtige retning, synes Lars. Han har i hvert tilfælde haft en rigtig god dag. Lars og Hans er ikke medarbejdernes rigtige navne, da de ikke har lyst til at stå frem. Af Annemette Grant Larsen Foto: Jeanne Kornum sofbladet #2 • juni 2014 Gæt et job Medarbejderne i SOF bestrider mange forskellige jobs. Her fortæller en kollega om sit arbejde. Kan du gætte, hvad han laver? Af Pernille Søndergaard Foto: Colourbox •Samtalen fylder meget i mit job. Det gør ikke noget at have hænderne skruet godt på. Praktiske opgaver er ikke en del af jobbeskrivelsen, men bygningen af et plankeværk kan godt være vejen til både konflikthåndtering og ’Det fælles tredje’. Jobbet kræver ikke en bestemt uddannelse, men det er vigtigt, at man har solide arbejdserfaringer inden for gruppen af socialt udsatte mennesker. Jeg har tre forskellige kontorer. Noget af mit mest slidte tøj indgår i min arbejdsgarde robe. Det dur ikke at møde op på det her job i sine bedste sko. Kan han være… • Gadeplansmedarbejder • Støttekontaktperson • Social vicevært • Rådhusbetjent • CTI-medarbejder Gæt og vind [email protected] Send dit svar til senest den 15. juni, så er du med i lodtrækningen om en honninggave fra Bybi – en bæredygtig byhonningindustri, der involverer tidligere hjemløse, asylsøgere og beboere i udsatte boligområder i biavl, honningproduktion, undervisning om bynatur og salg af honning. Se svaret og mød din kollega i det kommende nummer af Sofbladet.
© Copyright 2024