1. No category

sof bladet
#2 juni 2014
TEMA:
beskæftigelse
Alle har brug for
et klart mål
Socialrådgiver Patrycja Wyszomirska og
beskæftigelseskoordinator Lissi Rolandsen,
Rådgivningscenter København
P e r s o n a l e b l a d e t f o r a n s at t e i S o c i a l f o r v a l t n i n g e n i K ø b e n h a v n s Ko m m u n e
2 indhold
sofbladet #2
juni 2014
4
5
6
Kort nyt
SOF i pressen
tema : beskæftigelse
6 På job i Bilka
8 Jobs i Center Paletten
9 Styr på karrieren
10 Det kan jeg da sagtens
12 Jeg kunne bare have rullet
gardinerne ned
14Vi skal stille krav og indgyde håb
På job i Bilka
Det hele startede for seks år
siden med fire medarbejdere i
flaskerummet. For øjeblikket er
der 24 brugere i Center Palettens Jobshop, der har skiftet en
hverdag på et beskyttet værksted
ud med Bilka på Amager.
10
16Tilbage til samfundet
19Jeg var en slagen mand
22Hurtig handling bag ordene
24 Kort og godt om beskæftigelse
Det kan jeg da sagtens!
Med hjælp fra Job- og vidensformidlingen VIVIL er Ida
Nordtorp Jakobsen kommet et
skridt nærmere et arbejdsliv.
25 Meget mere end et hotel
16
28 Gæt en medarbejder
Tilbage til samfundet
Siden august 2012 har socialrådgiver i Rådgivningscenter
København Patrycja Wyszomirska afholdt jobsamtaler for nogle
af de mest udsatte misbrugere på
kontanthjælp.
leder
tema : beskæftigelse
Hvad laver du? Det er et spørgsmål, man tit ikke kan sno sig udenom, når man møder nye mennesker. Og det er der for
så vidt ikke noget underligt i. For jobbet fylder utroligt meget for mange af os. Udover lønnen, giver jobbet os struktur på
livet, fælles mål, personlig status og identitet og ikke mindst: En anerkendelse af, at vi bidrager som samfundsborgere.
Med en perlerække af gode historier sætter vi i dette nummer fokus på nogle af de indsatser i SOF, der retter sig mod at
hjælpe socialt udsatte borgere med at komme et skridt nærmere en arbejdsidentitet. Inde i bladet møder du medarbejdere, som brænder stærkt for at skabe rammerne for beskæftigelse, og borgere, som på egen krop oplever værdien af via et
arbejde at føle sig inkluderede – også selvom jobbet er på særlige eller beskyttede vilkår og ikke tæller en fuld arbejdsuge
på 37 timer.
I SOF har vi gennem de seneste år haft en ambition om at få flere borgere med handicap og sindslidelse i beskæftigelse.
Det vil også fremover være et mål. Et af de overordnede mål i visionen for Københavns Kommune er nemlig social mobilitet, og det er en målsætning, som Socialforvaltningen skal være med til at indfri. Det gør vi ved at arbejde for, at flere
socialt udsatte københavnere bliver en del af det almindelige samfundsliv. Det betyder blandt mange andre ting, at vi skal
være gode til at sætte borgernes eventuelle drømme om beskæftigelse i spil og støtte dem i at realisere dem.
I SOF har vi en bred forståelse af beskæftigelse fra værestedsaktiviteter over beskyttet beskæftigelse til rigtige
job, og formålet kan variere. For nogle – især de unge kontanthjælpsmodtagere - er målet på længere sigt at
få en fod inden for på det ordinære arbejdsmarked og blive selvforsørgende. For mange andre er drivkraften dog først og fremmest at få et meningsfuldt indhold i hverdagen og en oplevelse af, at ”mig er der
også brug for.” Beskæftigelse kan dermed være med til at øge livskvaliteten, og for nogle borgere være
første skridt mod nye forandringer og vendepunkter. På sigt kan det bringe den enkelte tættere på det
ordinære arbejdsmarked, selvom det ikke i første omgang var målet.
Inde i bladet udtrykker en medarbejder det på den her måde: ”Vi skal indgyde håb og tage afsæt i den
enkeltes ønsker for sit arbejdsliv. Og alle små skridt tæller.Vi skal skabe rammer for, at borgerne får
mulighed for at mærke, at der er brug for dem, at de er en del af noget og at de formår leve op til
fast definerede krav og kan bidrage. DET er en fed måde at lave socialfagligt arbejde på.”
God fornøjelse!
Anette Laigaard
Adm. direktør
Sofbladet er Københavns Kommunes blad til alle
ansatte i Socialforvaltningen.
Du er altid velkommen til at komme med gode
idéer til bladet, både til enkelte artikler og til temaer.
Adresse
Socialforvaltningen
Rådhuset
1599 København V
Ansvarshavende redaktør
Anette Laigaard
Kontakt
Pernille Søndergaard
tlf. 3366 2483
[email protected]
Redaktion
Redaktør Pernille Søndergaard, sekretariatet
Anne Marie Søland, Center for kriminalitets-truede
unge
Astrid Bach-Hansen, Center Paletten
Hanne Olesen, MR Voksne
Birgit Miling, Kontoret for Organisationsudvikling
Mie Nicolaisen, Center Nordvest
layout og produktion
KKdesign, Københavns Rådhus
Tryk
TryKKeriet
ISO 14001 Miljøcertificeret
forsidefoto
Foto: Jeanne Kornum
Sofbladet udgives af Københavns Kommunes
Socialforvaltning
3
4
kort nyt
Fælles vision 2017
Find løbeskoene frem
til Nørrebroløbet
Drengene fra Gadepulsen inviterer den 8. juni til sved på
panden og god stemning til årets Nørrebroløb. Med Nørrebroløbet vil de 14 drenge vise, at Nørrebro er andet end
ghettoer, bilbrande og bandekriminalitet. Drengene ønsker,
at deres kvarter skal være kendt som en mangfoldig bydel
med tolerance og plads til alle.10 procent af overskuddet
går til Unicef.
Tilmelding på www.norrebrolobet.dk
25.000 kroner pr.
medarbejder hos
den kommunale
kompetencefond
Formålet med den kommunale kompetencefond er at fremme
og understøtte, at medarbejderne får et højere kompetenceniveau. Arbejdspladser kan søge om 25.000 kroner pr. medarbejder hos fonden, og der er stadig midler at søge i år. Det gælder
dog om at være hurtig, da det er først til mølle.
Læs om kompetencefonden, hvilke medarbejdergrupper den
dækker og til hvad, hvordan man søger midler og hent ansøgningsskema her:
http://www.denkommunalekompetencefond.dk
Det er muligt at søge både om jobrotationsmidler og tilskud
fra den kommunale kompetencefond. Hvis du vil vide mere om
mulighederne for at søge jobrotationsmidler, så kontakt
Organisationskonsulent Stine Schrøder Christensen, Kontoret
for Organisationsudvikling, på [email protected], 24928998
sofbladet #2 • juni 2014
I april mødtes 350 ledere i SOF for at
diskutere det første bud på en fælles vision for SOF – den såkaldte Vision 2017.
Visionen har fire kerneelementer: Viden,
sammenhæng, ambition og sammen med
borgeren. Visionen er udviklet af en
arbejdsgruppe, bestående af 14 kontorchefer, myndighedschefer, centerchefer
og områdechefer. Fra 15. august til 15.
september holder SOF en visionsmåned,
hvor både medarbejdere og ledere rundt
om i SOF får mulighed for at diskutere,
hvordan de vil omsætte visionens elementer til virkelighed.
SAMMENHÆNG
VIDEN
SAMMEN MED
BORGEREN
AMBITION
Så tager
vi
cyklerne
frem
Netværkscafeerne og Københavns Idrætsforening for
Udviklingshæmmede skyder den 21. juni cykelløbet
Tour de Amager fra start. Cykelløbet er rettet mod
udviklingshæmmede, men alle med lyst til motion og
en hyggelig dag er velkomne. Den 32 kilometer lange
rute går langs natur- og cykelstier og slutter af med
fælles spisning i B1908’s klubhus.
Læs mere om tilmelding, pris og praktiske oplysninger
på
www.tourdeamager.dk
sof i pressen 5
Udenlandske hjemløse
Byens herberger og natcafeer er lukket land
for udenlandske hjemløse. Det bliver jævnligt kritiseret af borgere, organisationer og
politikere, og det var i april emnet for et debatindlæg i Politiken fra en række frivillige
organisationer. I et interview i forlængelse
af indlægget sagde socialborgmester Jesper
Christensen, at han vil have afsat flere
penge til området, og at han sammen med
de frivillige organisationer vil sikre en mere
sammenhængende hjælp til de udenlandske hjemløse. Han så helst, at kommunen
åbnede et transitrum, hvor udlændingene
kunne få akut hjælp og hjælp til at vende
hjem. Det er ikke muligt indenfor den
nuværende lovgivning.
Ledsageordning
Et brev fra KL har skabt frustration på
vores bosteder og dagtilbud for borgere
med handicap eller sindslidelse, og emnet
fyldte godt op i spalterne i lokale og nationale medier. Brevet slog fast, at vi ikke
må lade beboere og brugere betale nogle
af udgifterne for de ansatte, når tilbuddene arrangerer udflugter og ferier. For at
forhindre, at færre kommer ud som følge
af indskærpelsen, har kommunen afsat 2,7
mio. kroner, som SOF vil bruge på ferier
og udflugter i resten af 2014.
Historier fra SOF’s verden fylder godt
op i mediebilledet. Vi har lavet et lille
udpluk af pressesager fra de seneste
måneder
Af Jesper Nissen
ma
ap
ma
SOF i pressen
j
ril
s
rt
Forældrepålæg
Vi må ikke være bange for at stille krav til
forældrene. Det var hovedbudskabet i en
række interviews Jesper Christensen gav
i slutningen af marts. Anledningen var
diskussionen om det såkaldte forældrepålæg, der giver kommunen mulighed for at
sanktionere forældrene til børn og unge,
der laver kriminalitet. Jesper understregede,
at sanktionen aldrig er formålet i sig selv,
men at klare krav i nogle tilfælde kan være
den bedste løsning.
Hashundersøgelse
Mange unge på vores institutioner ryger
meget hash. Det er hovedkonklusionen
i en ny intern undersøgelse. Kristeligt
Dagblad skrev i april om undersøgelsen og
interviewede blandt andet en pige, der selv
var storforbruger af hash, da hun boede på
en af vores institutioner. Hendes vendepunkt blev mødet med SOF’s idrætsprojekt, og hun peger på, at den bedste måde
at hjælpe unge ud af deres misbrug er at
give dem et reelt alternativ.
Ringbo
Hvad skal de ansatte på vores socialpsykiatriske bosteder gøre, hvis de bliver vidne
til handel med ulovlige stoffer? Og er det
rigtigt, at ledelsen på Ringbo har opfordret
medarbejderne til ikke at melde handlen
til politiet? Det var nogle af spørgsmålene,
socialborgmester Jesper Christensen og
DU-chef Jan Jensen blev stillet overfor, da
TV2-nyhederne satte kritisk lys på Ringbo.
Vi svarede, at ledelsen på Ringbo ikke
ignorerer kriminalitet. Ringbo tager kontakt til politiet i forbindelse med beboeres
kriminelle handlinger, og politiet har flere
gange på baggrund af ledelsens opfordring
foretaget ransagning på Ringbo.
I forlængelse af omtalen foreslog Jesper
Christensen, at den forestående nedlæggelse af Ringbo bliver fremskudt, så Ringbo
allerede fra årsskiftet 2015/2016 erstattes
af tre nye specialiserede tilbud med fokus
på henholdsvis stoffri borgere, borgere med
somatisk sygdom udover sindslidelse og
borgere med sindslidelse og misbrugsproblematik.
sofbladet #2 • juni 2014
6
tema : beskæftigelse
På job i Bilka
Jobshop giver på sjette år
udviklingshæmmede mulighed for at prøve
kræfter med et rigtigt arbejdsliv.
Preben Sørensen (tv.) sorterer flasker
i den store Bilka i Fields. Jobcoach
Carsten Marquard er med på sidelinjen
som pædagog, vejleder og brobygger
for de 24 medarbejdere i Jobshop i
Bilka.
sofbladet #2 • juni 2014
7
Fire hverdage om ugen står 48årige Preben Sørensen op fra
morgenstunden og ifører sig jeans og en mørkeblå polo med Bilkas
genkendelige logo. Så er han i arbejdstøjet og klar til at tage metroen fra Amager til Bilka i Fields. For bare fire år siden var dét at
tage metro på egen hånd ikke et eventyr, Preben Sørensen kastede
sig ud i. Men det lærte han, da han skulle være Bilka-mand. For
det er et krav, at man som Jobshop-medarbejder skal klare transporten til og fra arbejde på egen hånd.
Når Preben ikke står i flaskeafdelingen i Bilka og sorterer de
mange dåser og flasker som strømmer ind på båndet, pakker han
papaffald i det store lager under butikken. Han vil helst ikke vælge.
Begge opgaver er gode, fortæller han og nikker stolt i retningen af
den container, han lige har knoklet med at fylde.
Det giver stolthed
Det hele startede for seks år siden med fire medarbejdere i flaskerummet. For øjeblikket er der 24 brugere, der har skiftet en
hverdag på et beskyttet værksted ud med Bilka på Amager.
De fleste arbejder som Preben Sørensen i butikkens store lagerhal eller i flaskerummet. Nogle enkelte arbejder i selve butikken
med at sætte varer på hylder, feje eller hænge tøj på plads. Jobshops
medarbejdere er ansat i butikken på særlige vilkår, men de udfylder
helt reelle arbejdsfunktioner i butikken og er underlagt de samme
regler om at møde til tiden og melde sig syg som alle andre. Og det
er noget, der giver stolthed, fortæller jobcoach Carsten Marquard,
som sammen med kollegaerne Jens Engelholm og Vita Boel får
hverdagen til at hænge sammen for Jobshops medarbejdere i Bilka.
”De fleste vil ikke tilbage til det beskyttede værksted, når de
først har fundet sig til rette her. De går hjem med en viden om, at
de har udført et reelt stykke arbejde. Og de er godt klare over, at
de efterlader et hul, når de ikke kommer på job. Det giver en stærk
følelse af at være til nytte og en del af samfundet, og de fortæller
meget om jobbet derhjemme,” fortæller Carsten Marquard.
Gentagelsens glæde
Medarbejderne i Jobshop får mellem 15 og 20 kroner i timen som
et tillæg til førtidspensionen, så det er ikke lønnen, der trækker.
Det gør til gengæld sammenholdet og venskaberne mellem kollegerne i Jobshop.
”De almindelige medarbejdere i Bilka er søde og rare og rigtig
gode til at give vores medarbejdere et anerkendende klap på skulderen for veludført arbejde, men det er jo ikke sådan, at de inviterer
hjem til kaffe. Til gengæld har vores medarbejdere rigtig meget
glæde af hinanden herude. For mange kan det nemlig være svært
at tage initiativ til at ses med andre i fritiden,” fortæller Carsten
Marquard.
I dagligdagen fungerer Carsten som både pædagog, vejleder og
brobygger – og indimellem springer han også ind som flaskedreng,
hvis der er brug for det. Han er den, som de almindelige Bilka-
medarbejdere kan ringe til, hvis der opstår misforståelser, eller en
jobshop-medarbejder har brug for en pædagogisk håndsrækning.
”Det kan være, at en af vore medarbejder møder ind og er ked
af noget, der er sket derhjemme, og det har den almindelige Bilkamedarbejder ikke tid eller redskaber til at gå ind i. Derfor er det en
tryghed for dem at vide, at de altid kan give os et kald, og så kommer vi og reder trådene ud,” fortæller Carsten Marquard.
For Preben Sørensen giver gentagelsens glæde ved flaskebåndet
og i lagerhallen en stor tryghed, fortæller Carsten. Sådan er det for
mange af medarbejderne i Jobshop, mens andre indimellem er på
udkig efter nye opgaver. I løbet af de seks år Jobshop har været til,
er fire medarbejdere kommet videre til et løntilskudsjob.
Carsten Marquard er meget bevidst om, at støtte og udfordring
skal doseres i de rette mængder alt efter den enkeltes formåen og
ønsker. Mange gange skal han måske femten veje omkring en ny
opgave eller rutine, når han skal oplære en medarbejder. Og måske
bliver opgaven med fx at stable kasser på pallerne aldrig lært til
perfektion. Så sørger Carsten selv for at rette kasserne til, så de står
rigtigt på pallerne, i stedet for at blive ved med at korrigere.
”Medarbejderne skal have muligheder for at afprøve, hvad de
kan magte. Samtidig er det vigtigt, at vi er klar til at gribe dem,
så de bliver en erfaring og ikke et nederlag rigere. De skal helst gå
glade hjem fra arbejde,” understreger jobcoachen.
FAKTA
om Jobshop
Jobshop er en del Center Paletten. Den har eksisteret
siden september 2006 som såkaldt matrikelløs beskæftigelse og er et supplement til de traditionelle former for
beskyttet beskæftigelse efter Servicelovens § 103.
Jobshop skal give den enkelte borger i beskyttet beskæftigelse mulighed for at arbejde på det ordinære arbejdsmarked, selvom de har brug for pædagogisk personale til
at støtte og vejlede dem.
Desuden er målet, at den enkelte udvikler arbejdsmæssige kompetencer, der giver mulighed for individuel faglig
og social udvikling.
Af Pernille Søndergaard
Foto Jeanne Kornum
sofbladet #2 • juni 2014
8
tema : beskæftigelse
Jeg har noget
at stå op til
Christina Friis Nielsen, 48 år, arbejder
tirsdag, onsdag og torsdag i Økonomiforvaltningen på Københavns Rådhus
” Jeg synes, det er dejligt at arbejde her. Jeg har noget at stå op
til. Folk er glade for os. De synes, det er hyggeligt, at vi er her.
Jeg laver mange ting. Sætter opvaskemaskinen i gang, laver kaffe,
fylder kaffebønner på maskinen - både det almindelige og espresso
- tømmer opvaskemaskine, sætter på plads og tørrer borde af. Jeg
kan bedst lide at arbejde på 2. sal, for nedenunder er der alt for
mange rum. Jeg er ikke så god til at læse tallene på dørene, så det
er svært at finde rundt. Når jeg fortæller om mit arbejde til min
kæreste og min svigermor derhjemme, siger de, at jeg skal huske at
tage rådhuspandekager med hjem.
Jobshop har tre medarbejdere på rådhuset. De klarer sig på egen hånd.
Jobcoachen kommer forbi en gang om ugen, og ellers står den på telefonisk kontakt efter behov.
Vi får tit ros
Jette Lindegaard Hansen, 56 år, og Trine
Mogensen, 47 år, arbejder tre gange om ugen
på Palettens butik og café på Stormgade 20 i
centrum af København.
Trine: Jeg bliver helt høj af at være her. Der er som af få et fix. Og
jeg har det, som om jeg er en del af det almindelige arbejdsmarked
og ikke bare på et beskyttet værksted, hvor jeg laver det samme
hver dag.
Jette: Altså, det var lidt hårdt i starten, men efter en måneds tid
så fik jeg en god rytme. Det er rart at komme ud hjemmefra og
opleve noget andet. Her laver jeg kaffe og the og slikskål, når der
er møder. Jeg gør rent sammen med Trine, og vi køber ind i Føtex
på Fisketorvet. Og så hjælper jeg kunderne, når de vil købe varer i
butikken.
Trine: Folk, der besøger os, skal have lyst til at komme igen. Og vi
får tit ros! Det er vigtigt for mig at gøre noget godt.
Jette: Det er vores sted! Her er gang i den og hyggeligt på samme
tid. Jeg har desuden foreslået, at vi skal holde kurser i fx Netbank
og Facebook for andre udviklingshæmmede, så det skal vi i gang
med efter sommerferien.
Center Paletten arbejder på at oprette løntilskudsjob i butikken til
Trine og Jette, og ambitionen er, at de på et tidspunkt skal klare at stå
i butikken på egen hånd.
Tekst og foto: Pernille Søndergaard og Anne Pallisgaard Rasmussen
sofbladet #2 • juni 2014
Jobs i Center Paletten
Kontormedhjælper, gartner, kantinemedhjælper, butiksansat, kunsthåndværker med mere. Center Paletten
tilbyder forskellige former for beskæftigelse til udviklingshæmmede alt efter den enkeltes funktionsniveau,
kompetencer og ønsker. Udover beskæftigelse på et
beskyttet værksted som fx Væveriet har medarbejderne
mulighed for arbejde i en såkaldt matrikelløs beskæftigelse. Det er enten på fuld tid som i jobshop i Bilka i Fields
og på Københavns Rådhus. Eller delvist som supplement
til et dagtilbud. Det gælder eksempelvis den gruppe
medarbejdere, der tre gange om ugen i fire timer arbejder i Silvan i Gladsaxe, gartnerholdet, der blandt andet
fælder træer, planter blomster og brænder ukrudt for
mange forskellige kunder og medarbejderne i dagtilbuddet Jydeholmens genbrugsbutik og Palettens nye butik og
café i centrum af København.
9
Styr på
karrieren
Med teknisk hjælp og rådgivning
fra IKT-konsulenter fra Instituttet
for Blinde og Svagsynede kan Inger
Svensson fokusere på fagligheden i
sit arbejde i stedet for at bakse med
praktiske problemer.
”Jeg havde aldrig kunnet sidde på min
pind på arbejdet, hvis ikke jeg havde haft
IBOS til at hjælpe mig. Ikke bare én gang,
men løbende igennem de sidste mange år,”
siger Inger Svensson, som arbejder som karrierekonsulent i a-kassen CA.
Det er mere end 20 år siden, at Inger
Svensson kom i kontakt med Instituttet
for Blinde og Svagsynede (IBOS). I løbet
af årene er hendes syn blevet gradvist mere
nedsat som følge af sygdommen rentinitis
pigmentosa, og hun befinder sig i dag i
det, hun kalder ”gråzonen mellem at være
seende og ikke-seende”.
I hendes daglige arbejde er det fx en
udfordring for Inger at se, hvad der står på
de slides, hun bruger til forskellige præsentationer.
”Jeg kan ikke længere følge med i, hvor
jeg selv er på mine slides. Jeg har også svært
ved at se en tekst på nettet, læse mails og
at tage mig af den almindelige administration, der følger med mit job. Det er
også vanskeligt at genkende mennesker og
dermed holde styr på, hvem jeg hilser på,”
siger hun.
Inger Svenssons syn har ændret sig meget, og især de seneste fem år har det givet
flere og flere problemer på jobbet. Men
Konsulenterne fra IBOS har hele vejen
igennem hjulpet hende med at finde frem
til de konkrete IKT-hjælpemidler. Hun har
blandt andet fået en talesyntese, som har
gjort det meget nemmere at få læst mails
eller tekster i Word.”
”Jeg kunne ikke fungere i mit job uden
alle de hjælpemidler. De er en forudsætning for, at jeg kan sidde, hvor jeg gør,”
siger hun.
Fokus i arbejdsdagen
”IBOS har i høj grad også hjulpet mig
igennem den erkendelsesproces, der ligger
i, at man løbende skal acceptere, at ens syn
bliver dårligere. De er gode til at hjælpe
med afklaringen af de løbende forandringer af mit syn, sådan at hjælpemidler og
træning tilpasses min situation. Det gør, at
jeg bedre kan koncentrere mig om arbejdsdagens indhold og om mine egne evner i
stedet for at fokusere på mit synshandicap,”
siger Inger Svensson.
Det er også IBOS’ IKT-konsulenter, der
har hjulpet hende med at få ansat en personlig assistent i 20 timer om ugen. Hun
fungerer som Inger Svenssons øjne der,
hvor hendes eget syn – med hjælpemidler –
ikke slår til.
”Hun er jo den, der kan holde styr
på de mennesker, jeg har hilst på, når jeg
kommer ud i forskellige sammenhænge. I
det hele taget føler jeg mig mere selvstændig, fordi jeg i samarbejde med hende kan
beholde de opgaver, der ligger på mit bord.
Nogle af dem ville jeg ellers have været
nødt til at give fra mig på grund af mit syn.
Nu føler jeg mig som en mere fuldgyldig
kollega,” siger Inger Svensson.
Af Rikke May Kristthorsson
Foto: Simon Klein
sofbladet #2 • juni 2014
10 tema : beskæftigelse
Det kan
jeg da
sagtens!
Hun møder én med et imødekommende smil og rolige grå øjne.
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men Ida Nordtorp Jakobsen har kæmpet med svær angst i næsten ti år. ”Angsten har været en klods om benet på mig, siden jeg var
16. Og angsten for angsten har gennem årene taget overhånd over
mit liv og begrænset min evne til at se muligheder for mig selv,”
fortæller Ida.
Det var, da hun var i gang med et afklarende forløb for unge
kontanthjælps-modtagere i Idrætshuset for psykisk syge, hun første
gang hørte om VIVIL – en jobformidling, målrettet lige netop
hende og andre mennesker, der kæmper med psykisk sårbarhed.
Da hun mødte op i VIVIL til den første afklaringssamtale, var
det med et klart ønske om at få testet sin arbejdsidentitet.
”Jeg slås med en angst for at bevæge mig ud i verden, og den
har afholdt mig fra at få de samme erfaringer med arbejdsmarke-
I Café Tjilipop i Rantzausgade er
ikke to stole ens, og gæsterne er
lige så farverige og forskellige som
cafeens finurlige interiør. I den
hyggelige café på Nørrebro har
25årige Ida Nordtorp Jakobsen
været i virksomhedspraktik i tre
måneder. Det har rykket hende et
skridt nærmere en identitet som
arbejdstager.
det, som mange af mine venner har. Samtidig har jeg opbygget
nogle vildt urealistiske forestillinger om, hvad man skal kunne
for at have et job. Derfor ville jeg gerne have hjælp til at finde et
praktiksted, hvor jeg kunne prøve kræfter med både sociale og
arbejdsmæssige udfordringer. Det skulle være trygt, men ikke et
decideret et skånejob,” siger Ida Nordtorp Jakobsen.
Det perfekte match
Café Tjilipop viste sig hurtigt at være det perfekte match. Det er
ikke første gang, den lille café har åbnet døren for en psykisk sårbar praktikant. Tanya Maria Solskov, som driver Tjilipop sammen
med sin partner, fortæller:
”Jeg synes jo, det er fedt, at det her er sådan en café, der kan
rumme folk. Det er en ære for os, at de unge har valgt netop os
som praktiksted. Jeg går ikke ind for særbehandling. Vi har alle
De to konsulenter i VIVIL er fantastiske til at gå ind
og tage hånd om folk og skubbe dem i den rigtige
retning. Det er genialt, at VIVIL bygger bro til firmaer
og gør opmærksom på, at det altså kan lade sig gøre
at arbejde, selvom man har en psykisk lidelse. Der er
med til at fjerne fordomme om folk med sindslidelse.
Det kan jeg da ikke lade være med at bakke op om.
Iben Cort Eiby og
Nadja Hjort Heidemann
sofbladet #2 • juni 2014
Tanya Maria Solskov, Café Tjilipop
11
noget, vi slås med. Mit udgangspunkt er, at alle mennesker kan
noget. Det gælder jo for os alle, at vi skal have lov at kvaje os, ellers
lærer vi ikke noget. Jeg havde ikke en forventning om, at Ida skulle
kunne det hele på forhånd.” For Ida betød det meget, at Tanya Maria vidste, hvad hun
havde med i bagagen og havde forståelse for hendes situation –
uden dermed at behandle hende som en skrøbelig porcelænsfigur.
”Jeg har ikke lyst til at blive set på som syg og skånet for
ansvar. Samtidig er det utroligt vigtigt for mig ikke at skulle skjule
noget eller flove mig,” understreger Ida.
Når hun to til tre dage om ugen langede cappuccino og sandwichs over disken til gæsterne i Café Tjilipop, var det samtidig en
øvelse i at udfordre sin angst. Og gang på gang måtte Ida erkende,
at intet var så slemt i virkeligheden som hendes værste forestillinger.
”Noget af det, der holder angsten i live, er, at man fodrer den,
men i cafeen fik jeg hver dag punkteret mindst et af mine mentale
skrækscenarier. Og hver gang det sker, så er jeg på vej i den rigtige
retning,” siger Ida og fortsætter:
”VIVIL har været en kæmpe hjælp for mig. Iben har forstået
min situation og samtidig skubbet til mig på en måde, der har
givet mig lyst til at sige, at det kan jeg da sagtens! Og ikke mindst:
Hun har hjulpet mig med at få øjnene op for, at jeg rent faktisk
har arbejdsrelevante kompetencer og erfaringer med mig, og på
den måde har jeg fået mange gode ting på mit cv.”
Snart kan Ida tilføje nye kvalifikationer til cv’et. Med hjælp fra
VIVIL har Ida fået bevilget et hygiejnekursus og et barista-kursus
fra Jobcentret, og samtidig lægger hun nu endnu en facet til sin
identitet som arbejdstager med en ny praktikplads som piccoline
hos firmaet Unity.
Efter sin praktik ved Ida Nordtorp Jakobsen (th),
hvordan man laver en god cappuccino. Med hjælp fra
VIVIL og Tanya Maria Solskov fra Café Tjilipop har
hun fået testet sin arbejdsidentitet og er klar til nye
udfordringer.
Af Pernille Søndergaard
Foto: Jørn True
FAKTA om VIVIL
VIVIL er en job-og vidensformidling, der understøtter
social inklusion gennem beskæftigelse ved at etablere
kontakt mellem mennesker med en psykisk lidelse og det
ordinære arbejdsmarked. Motiverede jobsøgende kan
kontakte VIVIL, når de bor i Københavns kommune, er på
førtidspension og søger et job med løntilskud eller er på
kontanthjælp og søger en virksomhedspraktik.
Læs mere på www.vivil.nu
VIVIL servicerer bl.a. også de seks socialpsykiatriske
centre og er en aktiv spiller i udviklingen af beskæftigelsesindsatsen i socialpsykiatrien i SOF.
VIVIL består af to konsulenter:
• Iben Cort Eiby. Sprog- og handelsuddannet og master
i oplevelsesledelse fra RUC.
• Nadja Hjort Heidemann. Socialrådgiver og cand.pæd.soc. fra Århus Universitet.
sofbladet #2 • juni 2014
12 tema : beskæftigelse
I et lille års tid har Mads Lambertsen
haft et løntilskudsjob på 14 timer om
ugen i grønthandleren ROD.
Jeg kunne bare have
rullet gardinerne ned
Et job som cykelbud og praktisk gris i en
økologisk grønthandler var ikke lige det,
32-årige Mads Lambertsen havde i tankerne,
da han gik til sit første møde med job- og
vidensformidlingen VIVIL.
sofbladet #2 • juni 2014
13
Egentlig kom Mads Lambertsen til VIVIL for at få hjælp til
at finde et løntilskudsjob som handicaphjælper på en institution for
handicappede.
”Konsulenten Nadja og jeg brugte meget tid på at snakke om
min situation, og hvordan vi bedst kunne sælge mig. Vi sparrede
omkring mine ansøgninger, og jeg synes, jeg med hjælp fra Nadja
fik sendt nogle gode ansøgninger af sted. Men vi løb panden mod
en mur. Muligvis spillede det ind, at der var et stort hul i mit cv
fra 2006 til 2011, som arbejdspladserne faldt over,” gætter Mads
Lambertsen.
Den lange vej til ro
Mads Lambertsen var omkring 15 år, da han begyndte at mærke
diffuse smerter i kroppen og en konstant tilstand af nedtrykthed
og utilpashed. Den psykiske sårbarhed voksede og fulgte ham ind i
de tidlige voksen-år, hvor han arbejdede som pædagogmedhjælper i
en børnehave. ”Jeg havde det ad helvede til og var tit syg. Det endte altid
med, at jeg meldte mig rask, selvom jeg havde det skidt, fordi jeg
følte skyld over ikke at møde på arbejde,” husker han.
Efter tre år i børnehaven var Mads var nødt til at se i øjnene, at
en arbejdsuge på 37 timer om ugen var langt mere, end han kunne
magte, og i 2006 kastede han håndklædet i ringen og meldte sig
ud af arbejdsmarkedet.
I 2011 fik Mads tilkendt førtidspension.
”I princippet kunne jeg jo bare have købt den nyeste play station, rullet gardinerne ned og bestilt fast food, indtil jeg kunne gå
på folkepension. Men jeg havde følelsen af, at jeg ikke skulle bruge
resten af mit liv på at fede den. Jeg skulle bruge den ro, pensionen
og et vellykket terapiforløb havde givet mig, til at vende mit liv
om.”
Mødet med konsulenten i VIVIL bekræftede Mads i, at det
var en god beslutning. ”Lige fra det første møde fik jeg indtrykket
af, at her var der en person, der var interesseret og engageret i at
hjælpe mig videre. Der var hul igennem. Når jeg ringede og lagde
en besked, ringede Nadja prompte tilbage. Hun var til at stole på.
Det var inspirerende for mig, at hun var så tjekket,” husker Mads.
Tog chancen med et vildskud
Jobbet som handicaphjælper lod vente på sig, og Mads tog på cykelferie. Da han kom tilbage, var der mail fra VIVIL. Nadja havde
fundet et løntilskudsjob i grønthandleren ROD på Nørrebro, hvor
de havde brug for én, der kunne bringe grøntsager ud på cykel.
”Jeg havde jo godt nok lige været på cykeltur, men ROD var
umiddelbart et vildskud,” siger Mads, som alligevel tog chancen.
Med maven fuld af sommerfugle mødtes han med indehaveren
Søren Paulsen til en jobsamtale.
”Jeg sagde til ham, at jeg var lidt nervøs, og så sagde Søren
”Skal vi så ikke bare sige, at du er hyret, så behøver du ikke være
nervøs”?” Nadja havde vist givet et godt billede af mig, inden jeg
kom,” smiler Mads.
De næste lille års tid pakkede Mads grøntsager i kasser i den
lille kælderbutik i Jægersborggade og drønede ud med dem på
cykel til københavnske familier.
”I første omgang var jeg vildt stolt over, at jeg kunne klare at
arbejde 14 timer om ugen, men så begyndte en tvivl at melde sig;
kunne den energi, jeg brugte i ROD, mon bruges på noget mere
langsigtet?” siger Mads. Han begyndte at lege med tanken om at gå i skole igen og læse
videre, og det satte ham i gang med at undersøge mulighederne
for at studere på en førtidspension. I slutningen af november sidste
år sagde han op i ROD for at gå i gang med at læse Psykologi og
Retorik som hf-enketlfag. Han har i forvejen en fuld hf-eksamen,
men han så enkeltfagene som en blid overgang til eventuelle videre
studier.
”Det engagement, jeg mødte i VIVIL, var et dejligt puf i ryggen, og jobbet i ROD gav mig mod på at afsøge grænserne for,
hvad jeg magtede og kunne. Alle førtidspensionister burde have et
tilbud som VIVIL i stedet for, at samfundet parkerer dem på en
hylde og overlader dem til sig selv.”
Af Pernille Søndergaard
Foto Jørgen True
Vi var interesserede i at gøre noget godt for en psykisk sårbar. Og det går jo begge
veje. Vi hjælper et menneske ind på arbejdsmarkedet og får til gengæld en medarbejder med en høj motivation. Vi var indstillet på, at der skulle være luft til en
ekstra sygedag i ny og næ, og at arbejdstempoet ikke skulle være skruet for højt op.
Ellers var der ingen særlige hensyn, vi skulle tage.Jeg har aldrig interesseret mig for,
hvad Mads fejlede. Det vigtigste for os var, at han socialt kunne fungere i vores lille
butik, og det gik fint. Efter Mads har vi haft en medarbejder i virksomhedspraktik,
og vi har lige ansat en ny for en måned siden. Det er ikke en ekstra opgave at åbne
sin virksomhed for en psykisk sårbar.
Julie Poulsen, medindhaver af den
økologiske grønthandler i Jægersborggade ROD
sofbladet #2 • juni 2014
14 tema : beskæftigelse
Vi skal stille
krav og
indgyde håb
”Det er en menneskeret at have lov til at være
professionel. Jeg spørger ikke, hvorfor de er
blevet sindslidende. Jeg spørger, hvad det er
et for et job, de godt kunne tænke sig. Til en
jobsamtale hos mig skal vi ikke først omkring deres barndom,” siger Anila Bakhsh.
Hun er socialrådgiver på Center Nørrebro og
arbejder med prækvalificering af borgere med
sindslidelse.
Da socialrådgiver Anila Bakhsh blev ansat på Center Nørrebro for
omkring tre et halvt år siden, kom hun fra et jobcenter. Og det var
ifølge hende med de briller på, at hun noterede sig, at de forskellige
beboer-jobs på Thorupgården mere bar præg af en aktivitet end et
egentligt job.
”Jeg savnede struktur og klare aftaler, som kunne være med
til at afspejle et rigtigt arbejdsliv og en arbejdsidentitet,” fortæller
Anila Bakhsh.
Men hvordan kunne Thorupgården så arbejde mere systematisk
med at give borgere med sindslidelse et tilbud om at prøve kræfter
med at arbejde? Det spørgsmål satte Anila sig med ledelsens opbakning for at finde svar på. Et halvt år efter var hun klar med en
model for et job-forløb med en tilknyttet mentorordning, som hun
kaldte prækvalificering.
Siden da har 14 førtidspensionister og to kontanthjælpsmodtagere været igennem forløbet. De finder frem til tilbuddet via
bocentre, væresteder, hospitals- og distriktspsykiatri, hjemmevejledere, jobcenter og socialcenter. Nogle bor i egen lejlighed og andre
på et bosted.
”Borgerne kommer her af egen drift med en lyst til et indhold i
hverdagen. De vil gerne bidrage med noget og anerkendes for det,
de kan,” siger Anila Bakhsh.
Anila Bakhsh har udarbejdet det første bud på
en prækvalificeringsmodel for socialpsykiatrien
i København.
sofbladet #2 • juni 2014
Et klart fokus på jobbet
Det første skridt i prækvalificeringen er en for-samtale, hvor Anila
sammen med borgeren finder ud af, om der er et match mellem borgerens jobønsker og de muligheder for interne jobs, som
Thorupgården kan tilbyde. Hvis det falder i hak, indkalder Anila
derefter borgeren til en jobsamtale. Og den er præcis det, den giver
sig ud for: En samtale om ønsker, kvalifikationer og ressourcer.
”Jeg taler til den raske del af det menneske, der sidder over for
mig. Jeg holder fokus på arbejdsidentiteten og sier alt det private
fra,” fortæller Anila Bakhsh.
Hvis borgeren får jobbet, underskriver han eller hun en ansættelseskontrakt og får tilknyttet en mentor. Mentorerne bliver
rekrutteret blandt medarbejdere på aktivitets- og samværssteder,
og de er fra første arbejdsdag med som støtte på sidelinjen igennem hele forløbet. Anila understreger, at mentoren ikke er en Big
Brother, men er der for at skabe tryghed for borgeren. Formålet er,
at mentoren på et tidspunkt bliver overflødig
Anila Bakhsh lægger stor vægt på systematisk opfølgning.
15
Derfor er der indlagt status og opfølgningssamtaler med borger og
mentor i forløbet. Efter tre måneder evaluerer borger og mentor
sammen med Anila, hvordan det er gået, og hun rådgiver om
fremtidige muligheder: Skal prækvalificeringsjobbet konverteres
til et internt løntilskudsjob? Skal borgeren fortsætte i prækvalificeringsjobbet? Er uddannelse måske vejen? Eller er der muligheder
for ansættelse på en ekstern arbejdsplads?
Mange af jobbene i forløbet er nogle, Anila har skabt til den
enkelte jobansøger. Det gælder ifølge hende om at gå kreativt til
værks og få øje på alle de potentielle jobs, en stor arbejdsplads som
Thorupgården rummer. Det er blevet til jobs som bl.a. butiksmedarbejder, juridisk konsulent, cafémedarbejder, rengøringsassistent,
ledsager og blomstervander. Jobbene er lønnede, og alle personer
i et prækvalificeringsforløb får en lønseddel i deres e-boks. Det er
ifølge Anila med til at styrke arbejdsidentiteten.
Der er brug for dig
En af de første, Anila Bakhsh havde til for-samtale, er 33-årige
Thomas. Hun husker tydeligt, hvordan han trådte ind af døren
med ludende skuldre, nedslået blik og krøllet tøj. Og hun har ikke
glemt, hvor svært det var at hive to ord ud af ham.
”Hvad er du god til? Ikke noget. Hvad for en slags job vil du
gerne have? Det ved jeg ikke. Thomas havde slet ikke nogen idé
om, hvilket job han ønskede sig og kunne ikke sætte ord på, hvad
han kunne. Men han fortalte, at han fik dagen til at gå foran computeren i sin lejlighed,” fortæller Anila Bakhsh.
Hun får etableret et job til Thomas i caféen på Thorupgården,
hvor han to timer to gange om ugen hjælper beboerne med at
betjene cafeens fire computere.
Det er ikke altid, der er bud efter ham, når han møder ind på
job, så Anila begynder selv at trække på hans it-viden og give ham
flere og flere opgaver. Efter prækvalificeringen fortsætter Thomas
i et honorarjob som it-konsulent og personlig assistent for Anila på
Thorupgården.
Men her stopper historien ikke. Som månederne går, vokser
Thomas selvtillid og faglige kompetencer. Og Anila oplever gradvist, hvordan han vover sig ud af sin skal. Stille og roligt skærer
han ned på sin psykofarmaka, til han bliver medicinfri. Et år efter
den første samtale er det nu en glad og energisk ung mand, der
møder ind på sit job på Thorupgården. Han er klar til at tage det
næste skridt og, og i august sidste år får Thomas med hjælp fra
Anila en frivillig ansættelse på 30 timer om ugen i et grafisk firma
i det private erhvervsliv.
Anila Bakhsh øjne stråler. Her er vi ved kernen af det, der
driver hende. Thomas udvikling er en solskinshistorie, som til
overmål bekræfter hendes professionelle optimisme. Men mindre
kan bestemt også gøre det, understreger hun.
”Vi skal indgyde håb og tage afsæt i den enkeltes ønsker for sit
arbejdsliv. Og alle små skridt tæller. Vi skal skabe rammer for, at
de her borgere får mulighed for at mærke, at der er brug for dem,
at de er en del af noget og at de formår leve op til fast definerede
krav og kan bidrage. DET er en fed måde at lave socialfagligt
arbejde på. Der er ikke noget smukkere end at se mennesker vokse
og folde sig ud,” siger hun.
Tag vores små
ja’er og gør dem
store!
Deltager i prækvalificeringsforløbet
I skal ikke se på
beskæftigelsen,
men på hvad
beskæftigelsen
kan gøre
Deltager i prækvalificeringsforløbet
FAKTA
om prækvalificering i
socialpsykiatrien i SOF
For øjeblikket arbejdes der med afsæt i Thorupgårdens
prækvalificeringsforløb på en fælles prækvalificeringsmodel for alle de seks socialpsykiske centre.
Af Pernille Søndergaard
sofbladet #2 • juni 2014
16 tema : beskæftigelse
Tilbage
til
samfundet
De er opgivet af sig selv og andre og har tit mistet troen på nogensinde at blive
en del af normalsamfundet. Men for nogle af de mest socialt udsatte kontanthjælpsmodtagere i misbrugsbehandling rykker det, når der er fokus på beskæftigelse i behandlingen. Det viser erfaringerne fra et pilotprojekt, hvor behandlingsenhederne i Rådgivningscenter København har overtaget jobsamtalerne fra
jobcentret.
Indtil for seks måneder siden gik 43-årige Henrik hver dag den
samme rute på Vesterbro og samlede flasker, iført fem jakker i lag
oven på hinanden. Han hørte stemmer og følte sig forfulgt. Han
var ét af de mennesker, som samfundet ikke havde mange andre
forventninger til end, at han mødte op i jobcentret hver tredje
måned til sin lovpligtige jobsamtale. Men det var ikke altid, han
dukkede op, for hans fornemmelse af tid var gået tabt.
Henrik ville gerne i gang med at læse, men jobcentret krævede,
at han først skulle udredes af en psykiater. For fire måneder siden
blev han tvangsindlagt, efter hans stemmer havde beordret ham til
at sætte ild på en opgang. Her får han stillet diagnosen paranoid
skizofren.
I dag er Henrik en meget aktiv elev på Kofoeds Skole, som
hjælper socialt udsatte mennesker til at hjælpe sig selv. Tre dage om
ugen tager han kurser i billedkunst og kreativ skrivning. Mange af
de sociale tilbud tager han også del i. Gennem de seneste måneder
har han trappet sin dosis af substitutionsmedicin ned til det halve.
Omvejen forbi behandlingsenheden i Sydhavnen, hvor han får
udleveret sin medicin, betyder nemlig, at han går glip af dyrebar
tid på skolen på Amager. Her har han en kontakt med andre mennesker, han ikke har haft i umindelige tider - og han drømmer om
en dag selv at komme til at undervise.
sofbladet #2 • juni 2014
Skal kun møde op ét sted
Henrik er én ud af de 130 kontanthjælpsmodtagere, som har været
omfattet af pilotprojektet Match 3. Projektet blev skabt til den
gruppe af kontanthjælpsmodtagere, som fra jobcentrets side blev
anset for at være i en situation, hvor hverken aktivering eller andre
beskæftigelsesformer var realistiske. Det fortæller Nikolaj Hundborg og Sofie Rask Eriksen fra BIF-SOF Specialenheden, som i
samarbejde med Rådgivningscenter København stod bag pilotprojektet ”Alligevel skulle de møde op til samtaler på jobcentret hver
tredje måned for at få deres kontanthjælp. Det var svært for mange,
og de blev sanktioneret gang på gang. Derfor var det oplagt at
spørge: hvorfor får de her borgere ikke deres jobsamtale i Rådgivningscenter København i stedet for?”
Og netop dét blev en realitet i august 2012, hvor borgernes
sagsbehandlere i behandlingsenhederne overtog jobsamtalerne. Nu
behøvede de 130 borgere kun at møde op ét sted – nemlig i den
behandlingsenhed, hvor de i forvejen fik deres misbrugsbehandling.
”Med projektet har vi forsøgt at skabe det helhedssyn, som
gik tabt, da kommunalreformen skilte beskæftigelsesindsatsen og
behandlingsindsatsen ad. Vi ville gerne undersøge, om man kunne
17
Patrycja Wyszormirska holder ikke kun
jobsamtaler i sit kontor i Behandlingsenhed
Vest. Hun møder også borgerne på Mændenes
Hjem og andre af byens herberger.
Fakta
om Match 3 pilotprojektet
Fra august 2012 overtager behandlingsenhederne i
Rådgivningscenter Købehavn jobsamtalerne for 130 af
de mest udsatte kontakthjælpsmodtagere i misbrugsbehandling. Projektet krævede, at Socialforvaltningen
fik dispensation fra Arbejdsmarkedsstyrelsen til at
overtage de lovpligtige jobsamtaler, som Jobcentret
normalt tager sig af.
Formålet var at opnå større helhed, hurtigere afklaring
og færre sanktioneringer.
BIF-SOF Specialenheden var overordnet ansvarlig for
implementeringen af pilotprojektet.
Pilotprojektet blev afsluttet i marts 2013. I dag er
projektet i begrænset omfang sat i drift i på alle fire
behandlingsenheder i Rådgivningscenter København.
tænke de to perspektiver sammen og sigte mod, at borgeren kunne
blive en del af normalsamfundet,” forklarer Nikolaj Hundborg.
Hvad drømmer du om?
Men var det overhovedet realistisk at sætte et beskæftigelsesperspektiv op for de dårligst fungerende og mest kaotiske borgere i
metadonbehandling? Socialrådgiver Patrycja Wyszomirska, som
overtog jobsamtalerne med Henrik, var som mange af sine kolleger
i Rådgivningscenter København skeptisk i starten. De fleste er
ansat efter kommunalreformen og havde hidtil haft deres fokus på
behandling.
”Det at inddrage et fokus på beskæftigelse i vores samtaler
har været en kulturændring, vi skulle arbejde med som behandlere. Men også for en del af borgerne var det en omvæltning. De
var bange for, hvad der ville ske med tilliden og samtalen, når vi
nu også skulle til at være
jobcenter,” fortæller Patrycja
Wyszomirska.
Hun sørgede derfor for at
afdramatisere jobsamtalen.
”Jeg gjorde det fra starten
sofbladet #2 • juni 2014
18 tema : beskæftigelse
Misbruget
startede,
da han var
børnesoldat
Ahmed 50 år. Begyndte at tage stoffer, da han var
børnesoldat. Har været soldat i 14 år og er plaget
af fysiske og psykiske følgevirkninger af krigen.
Får asyl i Danmark i 1988. Har ingen familie
tilbage og et meget sparsomt netværk. Er ensom
og isolerer sig. Har tidligere søgt førtidspension,
men fået afslag. Havde ingen håb om nogensinde
at komme i arbejde. Overvejede på et tidspunkt
at melde sig til krigen i Syrien som sidste udvej.
Er i dag i virksomhedspraktik i en bager, som han
er meget glad for. På dårlige dage kan han vælge
at komme på tidspunkter, hvor der ikke er kunder. På sigt drømmer Ahmed om at få et fleksjob.
Hjemløs
med massivt
misbrug
Henrik 43 år. Har gennemført en gymnasial uddannelse. Blev indskrevet i misbrugsbehandling i
2003 på grund af et massivt misbrug af rygeheroin, siden også et massivt sidemisbrug af alkohol.
Mister kontakt til familie og samleverske og levede
i flere år som funktionel hjemløs på et minimalt
eksistensgrundlag. Har længe haft ønsket om at
komme i arbejde og skole, men jobcentret vurderer, at han er for syg til nogen form for aktivitet.
Diagnosticeret som paranoid skizofren i 2013.
Er i dag elev på Kofoeds skole. Drømmer om en
fremtid, hvor han kan udtrykke sig på skrift og
undervise andre.
sofbladet #2 • juni 2014
klart, at ingen ville blive presset ud i aktivering mod deres vilje,
men at jeg indimellem ville prikke til dem, når de var klar, og
spørge til deres drømme. Samtidig har jeg gjort det tydeligt, at hér
får du en lang snor, masser af forståelse og et langt perspektiv på
dine drømme. Trygheden har været helt afgørende, fordi det for
mange kan være meget skræmmende at tage det første skridt væk
fra det kendte,” fortæller Patrycja Wyszomirska.
For borgeren er jeg én person
Og vejen er ikke snorlige. Der skal tit mange små skridt til, før
den enkelte er moden til at overveje praktik eller aktivering. Det
kan handle om alt fra at få nye tænder, indarbejde en døgnrytme,
finde en bolig til at opnå en forsvarlig ernæringstilstand. En del af
arbejdet med at integrere beskæftigelsesperspektivet har desuden
handlet om at give borgerne konkrete billeder på, hvad aktivering
og virksomhedspraktik er, og introducere dem for steder som fx
Hotellet, Springbræt og Kofoeds Skole.
”Ved at tage borgerne i hånden og støtte dem i at undersøge,
hvad der kunne passe til dem, har vi undgået mange nederlag.
Det er en måde at arbejde på, som strukturen på et jobcenter ikke
giver mulighed for,” vurderer Patrycja, som har afholdt jobsamtaler i behandlingsenheden, på Mændenes Hjem og andre af byens
herberger.
Hun har brugt samtalerne både i forhold til borgernes sociale
handleplan og til BIF-journalen. Ifølge hende er det dog fuldstændig ligegyldigt for borgeren, hvornår hun har haft job-kasketten
og hvornår hun har haft SOF-hatten på. Og for hende selv har der
også været en glidende overgang.
”For borgerne er jeg én person, som de har en flydende samtale
med,” siger Patrycja. Og det er lige præcis sådan, det skal være,
mener hun. Da hun for nyligt spurgte Henrik, hvordan han havde
oplevet pilotprojektet, svarede han: ”Det har jeg ikke skænket en
tanke!” Og det var, i følge Patrycja, det bedste svar, hun kunne få.
”Det betyder for mig at se, at vores projekt har ryddet de
vanlige forhindringer af vejen for borgeren. Systemet er blevet
usynligt. Det er borgeren og ikke systemet, der er i fokus. Vi har
hjulpet borgerne smidigt videre,” understreger hun.
Og resultaterne taler for sig selv, tilføjer Nikolaj Hundborg. 13
borgere er blevet aktiveret for første gang, 11 er på springet til at
komme i beskæftigelse, to er i virksomhedspraktik og to er i gang
med at generhverve kørekort.
”Det er et fantastisk resultat, når man tænker på, at de fleste
af de mennesker, vi har fået fat i, har cyklet rundt i systemet i over
ti år, opgivet af sig selv og andre og uden udsigt til forandring i
livet. Koblingen mellem beskæftigelse og behandling er lykkedes,”
fastslår han.
Af hensyn til anonymitet er Henrik og Ahmed opdigtede navne.
Af Pernille Søndergaard
Foto: Jeanne Kornum
19
Jeg var en
slagen mand
”Tænk, at jeg skulle på narkohjem med
hardcore narkomaner, der havde tatoveringer
over det hele. For sådan var jeg jo ikke. Men
jeg gjorde det, de sagde, jeg skulle. For jeg
kunne ikke selv stoppe med at ryge hash.”
Tænk, at jeg i dag arbejder som IT-udvikler
på Grønningen, går i
nystrøgne skjorter og
spiser den økologiske
grøntsagskasse fra
Årstiderne. For seks
år siden boede jeg på
narkohjem.
sofbladet #2 • juni 2014
20 tema : beskæftigelse
Martin på 32 er netop kommet hjem
fra arbejdet som IT-ingeniør. Han er stadig
i sit jakkesæt, da han åbner døren til den
lyse Frederiksberg-lejlighed, han deler med
kæresten Signe. Mens han skifter fra jobbets uniform til hjemmets løse bukser og
T-shirt, laver han kaffe og husker tilbage
til den tirsdag aften for seks år siden, hvor
han måtte søge hjælp.
”Jeg røg alene for at slappe af eller stresse ned. Den nat sidder jeg alene på værelset
og ryger i det kollektiv, jeg bor i. Og jeg
skal bare sådan pisse. Toilettet er lige uden
for døren, og der er helt stille i huset. Men
jeg er bange for, at de andre skal se mig i
min koger. Så jeg holder mig. I flere timer.
Men til sidst kan jeg ikke mere. Jeg er nødt
til gå hen mod døren. Min arm rækker ud
for at nå håndtaget, men armen låser sig i
frygt ud foran mig. Jeg er så angst for, at
de andre ser mig. Dér vidste jeg, at jeg ikke
kunne styre mit hashforbrug. Jeg havde
brug for hjælp.”
Martin ringer til kommunen dagen
efter. Nærmere bestemt til Modtageenhed
Indre, en del af Rådgivningscenter København.
”Jeg tror, det var Søs, der tog telefonen...”. Martins blå øjne bliver røde, og
blikket flakker lidt. Minderne lister sig ind.
Det var første gang, systemet mødte ham
med et navn. Det var Søs, ikke kommunen! Og han var Martin, ikke sit cprnummer.
Trods en god start og flere udredende
samtaler, blev Martin utålmodig. Han
kunne ikke stoppe med hashen, og han
måtte droppe studier for at tage på døgnbehandling. Det blev starten på at vende om i
livet og blive noget for nogen igen.
Hvad skal jeg så?
Lissi Rolandsen kender udmærket Martins
historie. De to mødtes på Modtageenhed
Indre, hvor hun fungerede som erhvervsvejlederen i enhedens behandlerteam.
Martin husker tydeligt, hvordan hun
tegnede systemet på en tavle for at vise
ham, hvordan vejen fra døgnbehandling til
en praktikplads eller uddannelse ville forløbe, og hvordan systemet fungerede. For
det handler jo lige så meget om livet efter
behandling, slår Lissi Rolandsen fast.
sofbladet #2 • juni 2014
Indimellem tikker der mails ind fra tidligere
misbrugere, som holder beskæftigelseskoordinator Lissi Rolandsen underrettet
om, hvordan det går dem i livet. Det er
med til at bekræfte hende i, at et vedholdende fokus på job og uddannelse i misbrugsbehandlingen virker.
21
”Der er andet i livet end metadon, velmenende behandling og
- har brug for et klart billede af målet. Af hvor de er på
hvordan har din barndom været? Vi behandler ikke klienterne for,
vej hen. Og at arbejde og uddannelse ikke er til at komme
at de, når de er stoffri, skal stå og sige: Hvad skal jeg så?”
udenom, hvis man skal integreres i samfundet.
Lissi Rolandsen er netop tiltrådt som beskæftigelseskoordinator
”De fleste klienter, som kommer i behandling, oplever
i Rådgivningscenter København - et job hun er selvskreven til efter
tilbagefald på vejen, men et klart mål forude er en støtte
25 år med et vedholdende og stædigt arbejde for at inkorporere et
i ryggen gennem nedture og tilbagefald,” fortæller Lissi
fokus på beskæftigelse i misbrugsbehandlingen. Hun sprutter af
Rolandsen
ildhu og bobler over af alle de gode historier, hun kan fortæller om
Ifølge den erfarne erhvervsvejleder viser elle erfaringer,
klienter som Martin, som er kommet videre i
at udsigten til beskæftigelse og selvlivet og på arbejdsmarkedet trods alle odds.
forsørgelse i sig selv er så stærkt moti”Det er påfaldende, at når man spørger
verende, at den udløser lyst og vilje til
klienterne, hvad de drømmer om er, så det jo
forandring. Borgerens vej mod stoffrihed
det samme som os andre: En kæreste, en bolig,
bliver lettere. Identitet, personlige intebørn - og arbejde. Og så kan man måske synes,
resser og penge, er tre af de gulerødder,
at det er høje mål at sætte sig, når man som
Der er andet i livet end som gang på gang har vist sig at motivere
misbruger er langt ude over kanten. Men man
de mennesker, som Lis Rolandsen har
metadon, velmenende
skal aldrig sige, at det kan ikke lade sig gøre. Vi
mødt. Og det er her, man skal tage fat,
behandling og hvordan
skal altid prøve at finde ud af, hvad der driver
understreger hun.
den enkelte,” siger Lissi Rolandsen.
”Det, der driver mig, er at se, at
har din barndom været?
Og her et kvart århundrede efter hun stardet virker”, siger Lissi Rolandsen. Hun
Vi behandler ikke klient- kunne blive ved med at fortælle de gode
tede i kommunen, brænder hun stadig. For hun
ser, at det giver så meget mening. Dét, der ifølge erne for, at de, når de er historier om, hvor MEGET det virker.
hende derimod overhovedet ikke giver mening, stoffri, skal stå og sige:
Hun har lavet læssevis af ressourceproer at undlade at tænke på, hvordan klienter i
filer på borgere, som hun og kollegerne
Hvad skal jeg så?
misbrugsbehandling bliver en del af samfundet.
har hjulpet videre trods alle odds, og indIgennem hele Martins vej tilbage til samfunimellem tikker der mails ind fra tidligere
det og et liv uden hash står et job som cafebrugere, som holder hende underrettet
medarbejder i Settlementet på Vesterbro som det helt centrale. I
om, hvordan det går dem i livet. Det er med til at bekræfte
samtalerne med Lissi var der fokus på beskæftigelse og på, hvad der hende i, at det altså virker dét med det vedholdende fokus
skulle ske, når han blev clean. På cafeen var der en leder, der lige
på job og uddannelse.
med det samme kunne spotte det, han kunne finde ud af.
Martin og Lissi lavede den aftale, at de skulle maile
”Jeg var jo en slagen mand, da jeg var færdig med min behandsammen hver 14. dag, da han startede på studierne. Men
ling. Min selvtillid var helt i bund,” fortæller Martin.
efter et par år glemte Martin det i en periode. Og så fik han
”Lederen mødte mig lige der, hvor jeg var. Hun tilpassede
dårlig samvittighed og skrev straks til Lissi.
opgaverne til mig, så jeg langsomt blev bygget op igen. På cafeen
”Men hun svarede tilbage, at det var ok. For når mit
oplevede jeg, at der igen var brug for mig.”
behov for kontakt var erstattet af andre ting i mit nye liv, så
Arbejdet blev Martins vej tilbage til studierne. For han skulle
var det jo et godt tegn,” slår Martin fast.
jo ikke være der for evig. Og selvom han officielt var færdig med
Han understreger, at Lissi Rolandsens fokus på det
sin behandling, så ringede og mailede han og Lissi ofte sammen,
clean liv efter behandling har hjulpet ham videre. I decemog hun kom også forbi til en kop kaffe og en snak.
ber i år tog det Martin to ugers jobsøgning for at få et fast
En dag spørger Martin, om Lissi vil hjælpe ham med at søge
arbejde efter studierne.
revalidering, så han kan starte på DTU.
”Fokus på uddannelse og job er en form for udslusning
”Jeg vidste, at jeg nok skulle bruge mere tid end andre studefor os, der skal tilbage til samfundet. Det er vigtigt at have
rende for at gennemføre. Og at jeg ville have svært ved også at have
noget at bruge al den tid på, der tidligere gik til stoffer. Og
et studiejob. Jeg har under min udredning fået konstateret ADHD, det virker.
så det skal jeg jo være opmærksom på,” fortæller han.
Af hensyn til anonymitet er Martin et opdigtet navn. Hans
Havde brug for et klart mål
rigtige navn er kendt af redaktionen
Lissi Rolandsen hjalp med ansøgningen, og Martin fik revalidering
og derved det økonomiske ånderum til at læse videre. Målet for en
hverdag uden hash var klart.
Martins drøm om at komme tilbage til hverdagen understreger
Af Anne Pallisgaard Rasmussen og Pernille Søndergaard
Foto: Jeanne Kornum
Lissi Rolandsens vigtigste pointe: nemlig at alle – også misbrugere
sofbladet #2 • juni 2014
22 tema : beskæftigelse
Hurtig handling bag
ordene
Næsten ingen ny kriminalitet og et markant fald i
brugen af hash hos udsatte unge. Det er nogle af de
mange gode resultater, som Spydspidsen opnår ved
at hjælpe de unge ud på arbejdsmarkedet. De gode
resultater betyder, at Spydspidsens metode netop
er blevet udvalgt som en del af Socialstyrelsens nye
guide til forebyggelse af kriminalitet hos børn og
unge.
Ungdomskonsulenterne Madeline Grau Larsen og
Serkan Teksen er altid på udkig efter jobs. Deres fornemmeste
opgave på Spydspidsen er nemlig at matche unge med den rigtige
praktikplads på en helt almindelig arbejdsplads i København.
De tager udgangspunkt i den unges ønsker til jobs, og der er
mulighed for at prøve forskellige erhverv af under forløbet hos
Spydspidsen.
”Lige nu er det vicevært, der er i høj kurs. Tidligere var det
skraldemand, og sådan skifter det lidt,” fortæller Madeline Grau
Larsen, der har 12 års erfaring med at finde de rette praktikpladser
til Spydspidsens unge.
Praktikpladserne spænder over håndværksfag som maler, tømrer, frisør eller mekanikere, forskellige butiksjob og børnehaver, fritidshjem, medborgerhuse og plejehjem, hoteller, Statens Museum
for Kunst og gartnerteamet på Christiania. I processen udvikler de
unge sig fagligt og socialt. Forhold til familie, venner og til egen
sundhed bliver også forbedret i forløbet, fortæller Madeline Grau
Larsen.
De unge er mellem 15 og 18 år, en tredjedel er anbragte og går
ikke i skole af forskellige årsager. De skal have en kontaktperson
tilknyttet, der kan hjælpe med fx skattekort, NEM-id og transportkort. Men så er vejen også banet for at komme ud på en helt
almindelig arbejdsplads i 20-25 timer om ugen.
”De unge kommer ud på helt almindelige virksomheder og få
lov til at prøve sig selv og en branche af. På den måde ser de sig selv
i en anden kontekst, end den de plejer. Nu er de som alle andre
mennesker, de har et arbejde og kollegaer,” siger Serkan Teksen,
der har været seks år på Spydspidsen.
Stor omvæltning
Spydspidsens mantra er, at der skal hurtig handling bag ordene. Så
der skal max gå 14 dage fra de unges første samtale, før de får en
jobsamtale. Nogle gange går der et par timer, så er Jobsamtalen i
hus.
”De unge var været i systemet i mange år og er trætte af vente-
sofbladet #2 • juni 2014
tid. Hos os snakker vi ikke så meget om alt det, der er sket, men
kigger fremad og siger ”nu sker der noget”. Vi lytter til deres ønsker
til, hvor de gerne vil arbejde, og hvad de gerne vil arbejde med. Og
så handler vi hurtigt, så der sker noget med det samme,” fortæller
Madeline Grau Larsen.
Ofte er der tydelige resultater allerede den første arbejdsuge.
For når man skal møde på job, så er det ikke så smart at ryge fede
til langt ud på natten.
”Det er en omvæltning for mange af vores unge at starte på
arbejde, så især i starten vil der være hjælp til at komme af sted
på arbejde. Så vi ringer og vækker dem om morgnen. Chefen skal
også ringe til os med det samme, hvis den unge ikke møder på
arbejde, så vi kan handle på det. For de unge er det hårdt pludselig
at skulle op om morgenen, og de er trætte, når de kommer hjem,”
fortæller Serkan Teksen og fortsætter:
”Men det betyder også, at der ikke er så meget tid til de gamle
venner, og at de kan sige ”Hallo – jeg kan altså ikke – jeg skal tid-
FAKTA
om de unge i Spydspidsen
•To ud af seks er anbragt uden for hjemmet
•27 procent har en diagnose
•Over 1/3 har en har et misbrug, når de starter
•42 procent har en skolegang under 9. klasse
23
ligt op og på arbejde”. Det sker også, at de har deres arbejdstøj på i
fritiden. De har en ny identitet og er stolte af at have et job.”
Og på arbejdspladsen gælder andre regler, der ofte passer de
unge godt.
”Chefen kalder en spade for en spade og stiller andre krav, end
andre voksne har gjort tidligere. Der er klare rammer, der er et nyt
fællesskab med kollegaerne, og de tjener deres egne penge. Så når
den første timeseddel er kommet, og der er løn på kontoen, så kan
de se, at deres indsats bærer frugt,” siger Madeline Grau Larsen.
De seneste tal fra i år viser, at 86 procent af de unge ikke begår
ny kriminalitet, mens cirka halvdelen af de unge mindsker eller
helt stopper deres forbrug af hash og andre rusmidler.
Alle vil gerne tage et socialt ansvar
Spydspidsen plejer kontakten til virksomhederne med julekort og
afsluttende samtaler med den unge og arbejdspladsen. Og det er
faktisk ikke så svært at få en arbejdsgiver til at tage en ung ind,
selvom vedkommende har en plet på straffeattesten.
”Vi forklarer, hvilken type kriminalitet der er begået og giver
et par detaljer. Men mange arbejdsgivere har den holdning, at ”jeg
har jo selv været ung engang” og en plet på straffeattest gør ikke, at
en ung ikke kan komme ind på en arbejdsplads. De tager gerne ansvar for at kunne hjælpe den unge på vej, og åbner deres virksomhed branche for dem,” fortæller Madeline Grau Larsen.
Fremtiden efter praktikken er vigtig. Og Serkan Teksen forsikrer, at de unge aldrig forlader Spydspidsen uden en plan, når de
fylder 18 år. De gode resultater skal gerne fortsætte i voksenlivet.
De gode resultater har også medført, at Spydspisens metode er
udvalgt som en del af Socialstyrelsens nye guide til forebyggelse af
kriminalitet hos børn og unge.
”Vi har arbejdet med det her i mange år og har en stor målgruppe i København. Så vores meget specialiserede tilbud er svær
at kopiere i mindre kommuner. Men for os betyder det, at vores
indsats anerkendes, og at vi kan bruges som vidensbank, når andre
kommuner kigger efter nye metoder og erfaringer,” slutter Serkan
Teksen af.
Formlen bag Spydspidsens virksomme
metode er: Hurtig handling, ny identitet
for de unge og klare rammer i jobbet. Det
fortæller ungdomskonsulenterne Madeline
Grau Larsen og Sekan Teksen.
Tekst og foto: Anne Pallisgaard Rasmussen
De tog imod mig med åbne arme,
som om jeg var en af deres egne.
Selvom jeg havde en plet på straffeattesten, så de ikke ned på mig.
Ahmad, praktik på Full House - nu job hos 7/Eleven
og Shell og i gang med transport- og logistikuddannelsen som lastbilchauffør.
En af Spydspidsens pædagoger
kendte en mester, som gerne ville
have en ung mand som mig. Der
var jeg så i et års tid, så kom jeg i
lære og i dag er jeg udlært maler
og hele pakken. Spydspidsen kunne
få mig til at gå i skole, fordi de talte
til mig på en måde, så budskabet
fes ind.
Robert, tidligere praktikant hos en malermester
- nu selvstændig maler.
sofbladet #2 • juni 2014
24 kort og godt
Kort og godt om
beskæftigelse
Kender du Mod en mere
aktiv fremtid
BIF-SOF
portalen?
Her finder du en masse gode oplysninger vedr. arbejdet med de omkring 3400
fællesborgere, herunder bl.a. kontaktoplysninger på BIF-SOF kontaktpersoner
og BIF-SOF Specialenheden, oversigt
over fælles sagsgange og relevante dokumenter til behandling af konkrete sager.
Klik dig ind på portalen fra forsiden af
KKintra.
Omkring 90 procent af de unge, der har
gennemført et kursus hos Fremtidsfabrikken i Idrætshuset for psykisk syge, fortsætter i uddannelse, praktikforløb eller
yderligere aktivering. Fremtidsfabrikken
er et kursusforløb til unge sindslidende
på kontanthjælp med fokus på vejen til
arbejdsmarkedet, sociale kompetencer og
sundhed, kost og motion.
Læs mere om fremtidsfabrikken
www.idraetshus.dk
Koordinerende sagsbehandlere i SOF OG BIF
i gang med nyt
udviklingsprojekt om
ressourceforløb
Et nyt metodeudviklingsprojekt skal
være med til at ruste 19 koordinerende
sagsbehandlere i Socialcenter København og 5-6 sagsbehandlere fra Jobcenter
København til bedst muligt at køre
ressourceforløb for socialt udsatte ledige.
Ressourceforløbene, som blev indført
med den nye Førtidspensionsreform, er
rettet mod ledige, som har stor sandsynlighed for at ende på førtidspension, hvis
der ikke sættes en særlig indsats i gang.
Et ressourceforløb har derfor fokus på at
udvikle arbejdsevnen, så borgeren på sigt
kan komme i gang med uddannelse eller
arbejde.
Biavlere og honningpushere
Den socialøkonomiske virksomhed Københavns Bybi har 15
millioner bier, som står på tage og i grønne lommer i byen.
Den 9. maj blev der holdt housewarming for tre nye honningbifamilier, som er flyttet ind på toppen af Rådhuset. De
12.000 nye beboere bliver passet med hjælp fra brugere i
Aktivitetscentret på Sundholm. Her er brugerne involveret i
praktiske opgaver i forbindelse med både biavl, honningproduktion og salg.
Honningen bliver bl.a. solgt i Multigalleriet, som er et af
Aktivitetscentrets beskæftigelsestilbud, og via honningpushere,
som er brugere, der cykler ud med honning til Bybis sponsorer.
I et andet af Aktivitetscentrets tilbud, Grundlæggerne, producerer brugerne bistader i træ og voksrammer til Bybi.
Aktivitetscentret på Sundholm har en række beskæftigelsestilbud,
målrettet særligt udsatte voksne, der som følge af hjemløshed
kæmper med misbrug og psykisk sårbarhed. Enkelte tilbud drives
som socialøkonomiske virksomheder, hvor hel eller delvis selvfinansiering tilstræbes.
sofbladet #2 • juni 2014
Af Pernille Søndergaard
på job i sof 25
Meget mere
end et hotel
Om Hotellet
Udefra ligner Hotellet på Oehlenschlægersgade på Vesterbro et almindeligt hotel. Men
helt almindeligt er det ikke, for det er også et
beskæftigelsesprojekt for misbrugere.
Indenfor svinger køkkenpædagog Dorthe
Thorsdam potter og pander sammen med
alkoholikere og hashmisbrugere i jobtræning.
Hotellet ligger på Vesterbro og er
et turisthotel med ti værelser og et
stort lokale, der lejes ud til kurser.
Samtidig er Hotellet et beskæftigelsesprojekt, primært for misbrugere i
Københavns Kommune. Hotellet har
plads til 30 i jobtræning ad gangen og
har fire ansatte. På Hotellet afklares
hver enkelts mulighed for at komme
i arbejde eller starte på en uddannelse, men jobtræningen kan også
være vejen til pension eller misbrugsbehandling.
Klokken er lidt i ni. Om lidt skal køkkenpædagog Dorthe Thorsdam og det fire
mand store køkkenhold i gang med at lave
frokost. Holdet i dag er lidt amputeret. Én
har en tandbyld og kommer ikke, en anden
skar sig i fingeren i sidste uge og må af hygiejniske grunde ikke være med i køkkenet.
Dorthe suser rundt for at se, om hun kan
finde to andre.
”Hvad siger du, Lars? Du må selv
vælge,” siger hun. Lars er normalt ikke i
køkkenet men på håndværkerholdet, som
står for reparationer og malerarbejde på
Hotellet. Lars siger ja. Han er frisk i dag,
for han har ikke drukket i fem dage, og det
kan han mærke.
Inde i Hotellets spiserum finder hun
Hans. Han er normalt på køkkenholdet,
bare ikke om fredagen hvor han træner i
fitnesscentret som en del af sin aktivering.
sofbladet #2 • juni 2014
26 tema : beskæftigelse
Hans orker ikke at give en hånd med i
køkkenet, inden han skal af sted. Han har
ADHD, og i dag flyver tankerne rundt.
”Hvad med at tage noget morgenmad?”
foreslår Dorthe, og Hans tøffer ud i køkkenet og begynder at skære vindruer, æble
og pære i små stykker.
Dorthe er vant til, at tingene ikke går
som planlagt og til at vurdere, hvad den
enkelte magter. Nogle har fx svært ved at
koncentrere sig, andre har dage, hvor de er
meget kede af det og mange lider af social
angst. De skal lære at være sammen med
andre.
”For dem er det stort bare at komme
en time om dagen og drikke en kop kaffe.
Så magter de måske ikke mere den dag,”
fortæller hun.
Sommetider er der også nogen, der møder påvirkede op. Går det ud over arbejdet,
bliver de tilbudt en kop kaffe i stedet. Og
er det slemt, bliver de bedt om at gå hjem,
men det er sjældent.
Hvordan det går, er noget af det,
Dorthe melder tilbage til Hotellets socialrådgiver og jobkonsulent. For Hotellet er
ikke bare jobtræning her og nu, men også
et afklaringsforløb i forhold til, hvad den
enkelte kan.
Syng noget Thomas Helmig
Lars skyller cherrytomater og skærer dem
i halve. Han skal lave kalkunsalat og
butterbeansalat og sætte rugbrød frem sammen med Tom og René, der plejer at være
i køkkenet. I dag skal de kun lave frokost
til Hotellets personale, for der er ingen
konferencer i kursuslokalet, og Hotellets
gæster får kun morgenmad. Tom går i gang
med at skære sorte pletter af kartoflerne,
Dorthe skærer melon i små stykker, og
René vasker op og synger Bob Marley. Han
hørte Redemption Song, mens han drak et
par morgenøl derhjemme, og nu har han
fået den på hjernen.
”RENÉ,” siger Dorthe højt med et
glimt i øjet, ”kan du ikke huske, hvad du
skal synge i dag?”
Det bedste ved Hotellet
• Alle de søde mennesker
• At jeg er med til at gøre en forskel
• At dem, der hænger med hovedet, smiler, når de går hjem
Dorthe Thorsdam, køkkenpædagog på Hotellet gennem fire et halvt år
sofbladet #2 • juni 2014
på job i sof 27
”Jo,” svarer René drillende. ”I en sal på
hospitalet.”
Dorthe hader den sang. Den er simpelthen for sørgelig. Hun kaster en klud efter
ham og siger:
”Jeg skal jo til Thomas Helmig koncert
i aften. Du skal da synge noget med ham.”
Dorthe og René skraldgriner, og Tom
og Lars, der ellers arbejder meget koncentreret, kigger op fra cherrytomaterne og
kartoflerne og griner med. De har travlt,
for de er en mand i undertal i dag, og de
skal også forberede lam og kalkun til næste
uge, hvor Dorthe har fri.
En pause fra øl og hash
Tom, René og Lars er meget glade for at
arbejde på Hotellet. De er på kontanthjælp
og har ligesom de fleste andre her et misbrug af øl og hash. Men i de timer, de er
her, bliver misbruget sat på standby.
”Det er vidunderligt at være her. Jeg nyder at være sammen med folk i stedet for at
røvkede mig derhjemme og ryge den fede.
Her føler jeg, at jeg er noget,” siger Tom.
Han er 50 år og psykisk syg og har ikke
haft et arbejde på almindelige vilkår i ti
år. Det er et halvt år siden, han startede
på Hotellet, og han vil gerne være her, så
længe han kan. Sådan har Lars, der har
været her i to et halvt år, og René, som har
været her i tre måneder, det også.
Og følelsen af at være med til at gøre
andre mennesker glade, er noget af det,
Dorthe allerbedst kan lide ved jobbet.
”Nogle skal lige se os an, når de starter,
men selv de mest negative hoveder får vi
vendt. Det er fantastisk,” siger hun.
En god dag i køkkenet
Midt i salatforberedelserne ringer telefonen. Det er til Lars. Han skal flytte, og
boligselskabet mangler at få lejekontrakten
retur. Lars har den i tasken.
”Skal vi ikke lige få den i en kuvert og
få den af sted med det samme?” spørger
Dorthe, og Lars forsvinder ind på kontoret.
Det er en del af hendes job at hjælpe
med stort og småt. Hun hjælper fx med at
huske aftaler eller med at få et NemID, og
på et tidspunkt hjalp hun én med at få en
hund. Engang imellem må hun også minde
nogen om, at det er tid til at gå i bad.
Røret er knap blevet lagt på, før René
er på banen. ”Hvem fanden har lagt persille i vasken?,” griner han over mod Dorthe:
”Dig har jeg sgu ikke været heldig med.”
”Du kan jo prøve at bytte mig,” svarer
hun.
”Det kan jeg sguda ikke. Hvem fanden
skal så lave maden?” siger han kækt.
De griner, og René begynder at synge:
”Du skælder mig hele tiden ud, hidser dig
op og skærer tænder.” Dorthe stemmer i.
Henne ved den høje disk mellem det åbne
køkken og fællesområdet står der også et
par stykker og griner. I dag er stemningen
i top. Men der er også dage, hvor der er
en, der græder, og hvor Dorthe må tage en
snak.
Er der nogen, der vil ha’ mad
med hjem?
”Frank, skal jeg lave en madpakke til dig?”
spørger Dorthe og råber: ”Dem, der vil
have mad med hjem, kan bare tage.” Frokosten er slut, og der er rester tilbage.
”Mange er fejlernærede og får deres
eneste måltid her. Derfor holder jeg lidt
øje med, hvad de spiser og giver mad med
hjem. Sund mad er vigtig for at komme på
fode,” forklarer hun.
I baggrunden synger René Bob Marley.
Han er på vej hen på bænken for at drikke
øl. Tom og Lars skal hjem, og der plejer
de at falde i. Men dagen i dag har alligevel
været et museskridt i den rigtige retning,
synes Lars. Han har i hvert tilfælde haft en
rigtig god dag.
Lars og Hans er ikke medarbejdernes rigtige
navne, da de ikke har lyst til at stå frem.
Af Annemette Grant Larsen
Foto: Jeanne Kornum
sofbladet #2 • juni 2014
Gæt et job
Medarbejderne i SOF bestrider mange forskellige
jobs. Her fortæller en kollega om sit arbejde.
Kan du gætte, hvad han laver?
Af Pernille Søndergaard
Foto: Colourbox
•Samtalen fylder meget i mit job.
Det gør ikke noget at have hænderne skruet godt på. Praktiske opgaver er ikke en del af jobbeskrivelsen, men bygningen af et plankeværk kan godt være vejen
til både konflikthåndtering og ’Det fælles tredje’.
Jobbet kræver ikke en bestemt uddannelse, men det
er vigtigt, at man har solide arbejdserfaringer inden
for gruppen af socialt udsatte mennesker.
Jeg har tre forskellige kontorer.
Noget af mit mest slidte tøj indgår i min arbejdsgarde robe. Det dur ikke at møde op på det her job i sine bedste sko.
Kan han være…
• Gadeplansmedarbejder
• Støttekontaktperson
• Social vicevært
• Rådhusbetjent
• CTI-medarbejder
Gæt og vind
[email protected]
Send dit svar til
senest den 15. juni, så er du med i lodtrækningen om en
honninggave fra Bybi – en bæredygtig byhonningindustri, der involverer tidligere hjemløse, asylsøgere og beboere i udsatte boligområder i biavl, honningproduktion, undervisning om bynatur og salg af honning.
Se svaret og mød din kollega i det kommende nummer af Sofbladet.