1. No category

Personalebladet for ansatte i Socialforvaltningen
i Københavns Kommune
NR.2 MAJ 2015
Sofbladet
TEMA
VISION 2017
En mentor ved hånden
i den svære overgang
Sofprofilen:
Fra rollespilsmager
til gadeplansmedarbejder
Leder
Vision 2017
– ude i virkeligheden
Hver gang jeg bevæger mig fra mit kontor på rådhuset og ud i virkeligheden, lærer jeg
rigtig meget. Det gør jeg både, når jeg deltager i møder og forskellige arrangementer på
vores tilbud rundt omkring. Og det gør jeg især, når en arbejdsplads booker mig til en
hel eller halv dag for at give mig et førstehåndsindtryk af de glæder og udfordringer, der
tegner hverdagen det pågældende sted.
Besøgene løfter min viden og gør mig hver gang klogere, bl.a. på de udfordringer med
sammenhæng vi har i en stor og kompleks organisation som SOF. Jeg kommer altid tilbage med stof til eftertanke: Er vi organiseret på den rigtige måde? Hvad kan vi gøre for
at hjælpe borgeren bedre rundt i vores system og resten af vores store kommune?
For mig personligt handler Vision 2017 netop om at trække trådene fra det lav-praktiske,
som fx at vi får ny viden ved at besøge hinandens hverdag og virkelighed, til det mere
overordnede, som handler om måden, vi organiserer os på. Hvordan sikrer vi de bedste
betingelser og rammer for, at vi i samarbejde med hinanden og borgeren både kan udføre
vores kerneopgave i hverdagen og samtidig lykkes med visionen? Det er en udfordring,
som jeg sammen med den øvrige direktion er forpligtet på – og det er bl.a. derfor vi satte
gang i organiseringen af de nye borgercentre.
Sofbladet er Københavns Kommunes blad
til alle ansatte i Socialforvaltningen.
Du er altid velkommen til at komme
med gode idéer til bladet, både til enkelte
artikler og til temaer.
KONTAKT
Pernille Søndergaard
tlf. 3366 2483
[email protected]
ADRESSE
Socialforvaltningen
Rådhuset
1599 København V
ANSVARSHAVENDE REDAKTØR
Anette Laigaard
LAYOUT OG PRODUKTION
KKdesign, Københavns Rådhus
TRYK
TryKKeriet
ISO 14001 Miljøcertificeret
FORSIDEFOTO
Foto: Jeanne Kornum
Sofbladet udgives af Københavns
Kommunes Socialforvaltning
2 • sofbladet • nr.2 maj 2015
Ambition.Viden. Sammenhæng. Sammen med borgeren. Uanset hvor vigtige de
fire elementer i visionen er, bliver de først relevante og vedkommende,
når vi hver især overvejer, hvad de betyder for os. Inde i bladet er
der en række eksempler på, hvordan engagerede
medarbejdere og ledere puster liv i visionen.
Selvom artiklerne selvfølgelig kun udgør et
lille udsnit af virkeligheden, er det dejligt
at opleve, og jeg har stor tillid til, at der
er gang i et væld af andre mindst lige så
spændende tiltag og aktiviteter rundt
omkring i SOF. Dem glæder jeg mig til
med tiden at opleve og høre mere om.
God læselyst!
Anette Laigaard
Adm. direktør
Indhold
En mentor ved hånden i den
svære overgang
Siden april 2014 har ni udskrivningsmentorer i Socialcenter København
hjulpet borgere, der udskrives fra
behandling på en psykiatrisk afdeling,
nærmere på job og uddannelse.
4
Kort nyt
6
En uge med ... Tommy Laursen
12
8
Når ord ikke rækker
10 Sofprofilen:
Gadeplansmedarbejder Frederik Nylev
12 En mentor ved hånden
tema: Vision 2017
15 Visionen er kanon vigtig
16 Fælles indsats på tværs for børn og unge
med sindslidelser
18 Kendskab giver venskab - og fælles retning
5 gode råd
ViA, som er SOF’s enhed
for videndeling og faglig
udvikling, giver fem gode råd
til, hvordan vi kan dele viden
i SOF.
20 5 gode råd til videndeling i SOF
20
22 Venskabsforening inviterer til samarbejde
25 Lær af os: Vi giver borgeren en stemme
26 FIT for fight
28 Borgeren har ordet
22
Venskabsforening inviterer
til samarbejde
En ny venskabsforening for Center for Selvejende
Dagtilbud har slået dørene op for samarbejde med
frivillige og civilsamfundet for at berige brugernes
liv med flere kontakter og sociale aktiviteter.
nr.2 maj 2015 • sofbladet • 3
kort nyt
35%
fald i den grove
ungdomskriminalitet
For niende år i træk er ungdomskriminaliteten i København faldende.
Men denne gang gælder det ikke kun
de mildere former for kriminalitet. For
første gang er der også et markant
fald i antallet af grovere forbrydelser
som gaderøverier og vold.
Ny hjemmeside:
én indgang for borgere
med handicap
Borgercenter Handicap har fået egen hjemmeside, som skal gøre det lettere at
finde informationer om tilbud på handicapområdet. Hjemmesiden skal skabe
et samlet univers for tilbud til borgere med handicap i Københavns Kommune.
Hjemmesiden er udviklet på baggrund af workshops med både brugere og ansatte i borgercentret.
Borgercenterchef Vibeke Ries siger om den nye side: ”Vi ved, at mange af vores
borgere har svært ved at finde rundt i vores system – og her tror vi på, at den
nye side bliver en kæmpe hjælp. Samtidig håber vi, at siden kan gøre ansøgningsprocessen lettere for borgerne – og det skulle gerne kunne mærkes både hos
borgerne og hos os. Målet er, at vi også af den vej kan mindske sagsbehandlingstiden, fordi det bliver lettere for borgerne at overskue, hvad de kan søge, og hvad
de skal have med i ansøgningen.
190
læs
mere:
WWW.BCH.KK.DK
unge fra udsatte boligområder
har fået fritidsjob med social
mentor
Siden 2011 har knap 200 15-17-årige unge med belastet baggrund fået muligheden for at prøve
sig selv af i et fritidsjob hos Dansk Supermarked, der i et forløb på seks måneder stiller en
mentor til rådighed. Mentoren hjælper den unge til rette i jobbet. Undervejs i forløbet får de
unge socialpædagogisk støtte fra Borgercenter Børn og Unge. Fritidsjob med mentor har kørt
som et projekt i socialt udsatte boligområder i Brønshøj og Husum og på Nørrebro, og fra
årsskiftet blev det udvidet til hele byen. Projektet har desuden inspireret til en lignende landsdækkende fritidsjobsordning som et led i Regeringens samlede udspil om ungdomskriminalitet.
4 • sofbladet • nr.2 maj 2015
Ny forskning i de
anbragtes historie
Der var engang, hvor en anbringelse uden
for hjemmet var en anbringelse uden for
historien. Det råder en forskergruppe, som
har gransket de anbragtes historie, nu bod
på. Det er blevet til en 500 sider lang rapport
om liv og vilkår for børn og voksne, som var
anbragt på børnehjem, psykiatriske hospitaler,
åndssvageforsorgens institutioner, arbejdsanstalter, forsorgshjem og institutioner for
blinde, døve, vanføre og epileptikere mellem
1945 og 1980. Rapporten udkommer som
bog i løbet af sommeren 2015, men på www.
anbragtihistorien.dk kan man allerede nu
hente rapporten og læse flere – ofte grumme
– beretninger fra tidligere anbragte, pårørende og ansatte.
Nyt akuttilbud til
psykisk sårbare
borgere
Til sommer slår et nyt socialt akuttilbud
dørene op på Nørrebro. Her kan københavnere døgnet rundt alle ugens dage
hente støtte i akutte psykiske kriser. Målet
er at fastholde psykisk sårbare borgere i
egen bolig og forebygge uhensigtsmæssige
indlæggelser.
Tilbuddet består af tre former for hjælp til
både borgerne og deres pårørende:
• En døgnbemandet akuttelefon
• Mulighed for, at borgere og pårørende kan komme ind fra gaden og få støtte og rådgivning
• Mulighed for, at borgeren kan komme
ind fra gaden og overnatte i akuttilbuddet
Akuttilbuddet slår efter planen dørene op
for borgerne til juni i nyrenoverede lokaler
med 14 pladser i Griffenfeldsgade.
Klar til DHL-stafet 2015?
Er du klar til at snøre løbeskoene og tilbagelægge fem km
i Fælledparken? Har du overskud til at give en hjælpende
hånd som frivillig? Eller glæder du dig bare til nogle festlige
timer i selskab med dine kolleger? Så tilmeld dig DHL-stafetten onsdag den 26. august, hvor de mange hold med
medarbejdere fra Københavns Kommune i år stiller op.
læs
mere:
I første omgang etableres akuttilbuddet,
der er delvist finansieret af midler fra
Satspuljen, som en forsøgsordning frem til
2017.
HTTP//MEDARBEJDER.KK.DK
nr.2 maj 2015 • sofbladet • 5
En uge med...
Tirsdag
Tommy
Laursen
Ny sekretariatschef i SSP København
Sofbladet har bedt Tommy Laursen om at tage
et snapshot fra hver dag i den første uge i sit
nye job som leder af SSP-sekretariatet.
Torsdag
SSP København
SSP København er et samarbejde mellem
Københavns Politi, Socialforvaltningen,
Børne- og Ungdomsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samt
Kriminalforsorgen. SSP forebygger kriminalitet blandt børn og unge og laver også
indsatser for kriminelle i alderen 18-25 år,
kaldet SSP+.
6 • sofbladet • nr.2 maj 2015
Lørdag
Mandag
Klar til at indtage mit nye kontor. Jeg kommer fra en stilling som
leder af Lokalpolitiet Bellahøj, hvor jeg bl.a. har haft ansvaret for
Københavns Politis indsats i de særligt udsatte boligområder. Jeg
glæder mig til at komme i gang med mit nye job her i SSP-sekretariatet.
Tirsdag
Dagen har budt på mange møder, og jeg har allerede mødt rigtig
mange engagerede og dygtige medarbejdere, både fra Københavns Kommune og blandt vores eksterne samarbejdspartnere.
Mandag
Onsdag
På vej hjem efter endnu en god dag. I dag har jeg været til møde
i VINK, som er kommunens særlige antiradikaliserings-enhed.
Desuden til møde i Støberiet på Blågårds Plads med beboerne
i området om nogle af de problemer, de oplever i forhold til en
bestemt ungegruppering. Det var et godt møde i den udstrakte
hånds regi. Jeg må kæmpe lidt om pladsen på cykelstien, men
trods det er det en dejlig tur hjem gennem en smuk by.
Onsdag
Torsdag
I mit tidligere job havde jeg kontor i en høj silo på Halmtorvet.
Min nye arbejdsplads ligger i Stormgade 20 lige ved siden af
rådhuset, som jo er en imponerende bygning at have som nabo.
I anledning af Dronningens fødselsdag er rådhuset i dag flot
pyntet op, og der er massiv mediedækning med OB-vogne hele
vejen rundt.
Fredag
Efter en begivenhedsrig første uge i mit nye job bliver det godt
at holde weekend. På vej hjem cykler jeg forbi Blågårds Plads og
Blågårdsgade for at gøre mig mine egne iagttagelser. I dag kl. 15
emmer pladsen af liv og mangfoldighed. Mange er ude og nyder
det gode vejr. Jeg slår mig ned på en café og tager mig en kop
kaffe – i god ro og orden.
Fredag
Lørdag
Bispebjerg Kirkegård og kirsebærtræer. Det er i sandhed et
smukt syn, som jeg sammen med mange andre københavnere
nyder i dag.
Søndag
Konfirmation og hygge med venner. Sådan en søndag går hurtigt!
Søndag
nr.2 maj 2015 • sofbladet • 7
Når ord ikke rækker
Redskabet Ord og Billeder
minder mest af alt om en
enkel tegneserie, men det
er ikke for sjov, at sagsbehandlere og familiebehandlere i Borgercenter Børn og
Unge finder tegneblokken og
blyanten frem i arbejdet med
socialt udsatte børn og deres
familier.
Billeder er noget af det mest effektive,
når man skal lære, forstå og huske
noget. Og så taler billeder især til
børn. Det er mange gode grunde til, at
sagsbehandlere og familiebehandlere i
Borgercenter Børn og Unge bruger tegninger ledsaget af en letforståelig tekst i
samtaler med udsatte børn fx i forbindelse med en Børnefaglig undersøgelse.
”Redskabet er godt til på barnets præmisser at forklare, hvad det er der sker,
og hvorfor voksne fra ”børnekontoret”
pludselig kommer i barnets hjem og
sætter forskellige ting i værk,” fortæller
sagsbehandler Sara Nielsen fra Borgercenter Børn og Unge Bispebjerg
Fjerner skyld fra barnet
Sara Nielsen har altid selv været glad for
at tegne, og i modsætning til mange an-
8 • sofbladet • nr.2 maj 2015
dre slap hun ikke blyanten, da hun blev
teenager. Da Sikkerhedsplangruppen på
Ørnevej begyndte at bruge redskabet
Ord og Billeder tilbage i 2009, stillede
Sara derfor sine tegnefærdigheder til
rådighed for kollegerne. Men efter de
på et kursus fik lært, hvordan man med
enkelte og nemme streger kan tegne
mennesker og indfange følelsesudtryk
og forløb, fik de fleste siden mod på selv
at tegne.
I dag bruger omkring 80-100 familiebehandlere og sagsbehandlere i Borgercenter Børn og Unge redskabet i deres
arbejde i mange forskellige situationer.
”Når jeg får en bekymrende underretning om et barn for eksempel, så kan
jeg forberede fire billeder med tekst,
som jeg bliver enig med forældrene om
at vise barnet til den første samtale, jeg
FAKTA OM SIGNS OF SAFETY
Ord og Billeder er en del af den værktøjskasse, som følger
med metoden Sign of Safety, der er en vigtig del af det faglige
grundlag for arbejdet med udsatte børn og familier i Borgercenter Børn og Unge.
Signs of Safety har fokus på at involvere forældrene og motivere både dem og familiens netværk til at være med til at bidrage med løsninger på de bekymringer, der er i forhold til barnet
eller den unge. Sagsbehandleren stiller spørgsmål og prøver at
belyse familiens situation fra alle vinkler for at komme omkring både bekymringer i forhold til barnets trivsel og det, der
fungerer godt i familien. På den baggrund er det muligt at lave
en vurdering af de risikofaktorer, der er for barnets trygge
udvikling og sikkerhed.Ved at bruge Signs of safety kan sagsbehandleren tydeligt vise familien, hvorfor der er bekymring for
barnet, og hvad der skal ske i familien for, at forvaltningen kan
lukke sagen.
Ifølge sagsbehandler Sara Nielsen ligger
Ord og Billeder fint i tråd med hele
tankegangen bag Signs of Safety. ”Signs of
Safety handler om, at vi i det hele taget
skal holde fast i hverdagssproget og fjerne
os fra det abstrakte fagsprog og finde beskrivelser, der er konkrete og genkendelige
for familien,” siger hun.
har med ham eller hende,” forklarer
Sara Nielsen, som altid følger den faste
skabelon for Ord og Billeder.
Hun lægger ud med en positiv tegning, som fx viser barnet sammen med
mor og far, alle med et smil på ansigtet.
Derefter skal der ord og tegninger på
bekymringen, fx at mor og far drikker
og slås, og billedstriben skal ende med
at indgyde håb og illustrere, hvad ’børnekontoret’ gør ved bekymringen.
Ifølge Sara Nielsen påtager børnene
sig tit skylden for, hvad der sker med
deres mor eller far, og de skaber deres
egne forklaringer som fx ”Det er nok
fordi, at jeg er for kedelig, at mor bare
ligger på sofaen hele dagen og ikke vil
lege”.
”Med Ord og Billeder kan vi være
med til at formidle til barnet på en forståelig måde, at det ikke er og aldrig kan
være deres skyld, at mor drikker, eller
far slår, og at de ikke skal have dårlig
samvittighed over, at de har fortalt til
en voksen, hvad der foregår i hjemmet,”
siger Sara Nielsen.
Gode minder skal også illustreres
Undersøgelser viser, at en stor del af anbragte børn ikke er klar over, hvorfor de
er blevet anbragt. Måske har de aldrig
fået en forklaring, og hvis de har fået
én, har de måske glemt den eller ikke
forstået den. Det kan en livsfortælling i
ord og billeder være med til at råde bod
på, fortæller Sara Nielsen.
Når en sagsbehandler eller familiebehandler laver en livsfortælling for et
barn, bliver den altid til i et samarbejde
med forældrene, for alle skal være enige
om fortællingen og de begivenheder
fra barnets opvækst, der bliver trukket
frem. Hvad skete der i forældrenes liv?
Og hvad skal barnet vide?
Måske vil faren helst ikke have frem,
at han har misbrugt stoffer, mens barnet
var lille, eller måske har forældrene ikke
samme forklaring på, hvorfor barnet
som lille blev overladt til sig selv i lejligheden. Forældrene har dog ikke veto til
at vælge alt det svære fra, understreger
Sara Nielsen.
”Der er visse ting, vi som fagpersoner
vil have, at barnet skal have en forklaring på, og det er ikke til forhandling,
men ordene, der bruges, kan diskuteres,” forklarer hun.
”Der ligger et stort arbejde med at
motivere forældrene til at deltage, men
dialogen omkring livsfortællingen kan
samtidig også være med til at få forældrene til at huske på og tale om det, der
rent faktisk var godt, fx om den dag hele
familien tog på skovtur til barnets to-års
fødselsdag. De lyse minder, som en svær
barndom trods alt også indeholder, er
meget vigtige at få frem.”
Når sagsbehandleren eller familiebehandleren er landet på en fortælling, som alle parter kan stå inde for,
læses fortællingen op for barnet, mens
forældrene er til stede. Barnet er med
til at bestemme, hvad der skal tegnes.
Og måske tegner barnet og forældrene
selv nogle af fortællingens tegninger,
som kan suppleres med fotografier fra
barnets opvækst.
”Det er en rigtig god måde at tage
hul på snakken om alt det, der er svært
og tabubelagt i en familie, og processen
kan være med til at motivere til at snakke om ting, som der ellers var lagt låg
på. Det hjælper barnet til at sætte ord
på, forstå og håndtere de svære følelser
og barske oplevelser fra en tit kaotisk
opvækst,” siger Sara Nielsen.
Af Pernille Søndergaard
nr.2 maj 2015 • sofbladet • 9
Frederik
Nylev
Profession: Gadeplansmedarbejder
Alder: 35
Siden 2010 har projektet Ny Start sat ind over for kriminalitetstruede
unge mellem 15 og 25 år i fire udsatte boligområder. Og det med så
gode resultater, at Ny Start fortsætter endnu fire år. Frederik Nylev er
derfor stadig en synlig skikkelse på gadeplan i boligområdet Tingbjerg.
Glarmester uden ar
Jeg er oprindeligt uddannet glarmester og har arbejdet i faget i fire-fem
år. Det er et arbejde, der kræver, at man er omhyggelig og varsom. Det
dur ikke at være distræt, når man har med noget så skrøbeligt som glas
at gøre. Alligevel sker der ulykker, og de fleste glarmestre har skåret sig
alle mulige steder. Jeg nåede at forlade faget uden ar.
Klø på med håndfast omsorg
Du løber panden mod en mur, hvis du tror, du kan redde de
unge. Som gadeplansmedarbejder er du dér jo kun i en lille
procentdel af deres liv, og der er så mange andre forhold, der
spiller ind, som du ingen indflydelse har på. Det nytter ikke
noget, at man får ondt af de unge, selvom de slås med hårde
vilkår. Til gengæld skal man klø på med håndfast omsorg
og klare forventninger – og gøre, hvad man kan for at bane
vejen for succesoplevelser og ros.
FAKTA om Ny start
Fra 2010 til 2014 har 10 gadeplansmedarbejdere på Nørrebro, i Tingbjerg og Husum været i individuel kontakt med knap
250 unge og i gruppekontakt med 620
unge.
85 procent af de under 18-årige har
nedbragt deres ulovlige skolefravær eller
holdt sig fri af sigtelser for kriminalitet.
Knap 50 procent af de over 18-årige er
kommet i uddannelse eller beskæftigelse.
I Projekt Ny start agerer gadeplansmedarbejdere brobyggere og sætter ind med
støtte til at løse de unges udfordringer
med skolegang, beskæftigelse, kriminalitet
og misbrug. Samtidig er de til stede på
gadeplan – hvor de skaber individuelle
kontakter til unge på op til 25 år.
10 • sofbladet • nr.2 maj 2015
Super sej tilgang
Det fedeste ved det her job er kontakten med de unge. Og så synes jeg, at
alt det med Signs of Safety og den
løsningsfokuserede måde at arbejde
på i SOF er super sej. Det er en tilgang, som de unge kan bruge til noget. Bare se på Tingbjerg. Vi er ikke i
mål, men det går fand’me fremad!
Rollespil i stedet for ballade
Da jeg var ung, boede jeg på Østerbro, og
der var ikke så meget at tage sig til. Men
heldigvis var der kulturhuset Kraftwerket.
Vi lavede blandt andet rollespil, og det
blev jeg meget bidt af. På et tidspunkt
stødte jeg på nogle russiske rødder, som
hang ud i Nordhavn. En dag tog vi tre
rollespilssværd med til dem, og det var de
vilde med. Så fik vi samlet omkring 40
russere ude i Hareskoven til rollespil og
bankede nogle Orkere. Det var et godt alternativ til at lave ballade og smadre biler.
Og på opfordring fra lokalpolitiet endte vi
med at lave et egentligt rollespils-projekt i
regi af Kraftwerket.
Nu har jeg taget det med rollespil op
igen. I samarbejde med Rollespilsfabrikken
har vi haft 30 børn og unge fra Tingbjerg
og 12 rollespillere af sted til kampe mellem
Elvere og Orkere i Geelskov med omkring
200 børn, unge og rollespillere fra hele
Nordsjælland.
SOF
profilen
Hvad er det med den snurrbart?
Jeg har et lidt mærkeligt skæg og langt hår på
toppen af hovedet, som jeg kan sætte op i hestehale. Det har jeg for at falde lidt uden for
kasserne. For at lave en form for forstyrrelse
ved, at man ikke rigtig kan passe mig ind i
en gængs fordom. Min snurrbart vækker
nysgerrighed og skaber kontakt - og så er jeg
jo let genkendelig i gadebilledet.
Cool at arbejde med Frederik
Jeg arbejder med en løn-dusør på 60 kroner i timen til forskellige håndværkerjobs, og hver gang de unge har arbejdet fem timer, får de løn. Vi vil gerne have
dem ud af Tingbjerg, så de møder mennesker, der ikke er vant til reservatets
regler. I begyndelsen var det op ad bakke, men efter den første generation
havde været igennem, begyndte historierne at gå om, at ”det er cool at arbejde med Frederik”. Meget handler om at ændre fortællingerne og normerne.
Håndværket fungerer som et godt fælles tredje at mødes om, i stedet for at jeg
skal gå direkte i kødet på den enkelte unge. Det er tit, mens vi går og laver ting
sammen, at de åbner op for posen og snakker om de svære ting.
Giver den en skalle
Mit job fylder en del. Det skal det
ikke gøre for evigt. Lige nu giver jeg
den en skalle, og hvis jeg får børn, så
drosler jeg ned.
Fra socialrealistisk rollespilsmager til gadeplansmedarbejder
I 2008 var jeg med til at skabe et socialrealistisk rollespil i Valby, som hed System
Danmarc. Scenariet var 30 containere på Toftegaards Plads, som udgjorde en dystopisk
slumby, hvor 350 mennesker var fanget i en økonomisk knibe, der betød, at de ikke kunne bo andre steder. Vi vil gerne have, at de folk, der var med i rollespillet, skulle få indsigt
i, hvordan det er at befinde sig på bunden af samfundet. Rollespillet var det første af sin
slags i Danmark. Der var en medarbejder fra SOF, der deltog i spillet, og da jobbet som
gadeplansmedarbejder i Ny Start blev slået op, ringede hun og opfordrede mig til at søge.
Giv de unge en udvej
Vi kan ikke se på vores unge som potentielle terrorister
og møde dem med skudsikre veste. Hvis man føler sig
utryg, så skal man tage fri. For den hårde kerne blandt de
unge mærker sårbarheden, og det tænder sjakalen i dem.
Jeg gør mig stor umage med at undgå at trænge dem op
i en krog og bringe dem i en situation, hvor de ikke kan
se anden udvej end at eskalere vreden. Der skal altid være
en udvej … En ny start.
Fortalt til Pernille Søndergaard
nr.2 maj 2015 • sofbladet • 11
En mentor ved hånden i
den svære
overgang
Laura på 34 går med energiske trin op
ad trappen til Voksenheden på Svanevej.
Sommerfuglene i maven rører på sig,
for i dag skal hun til sit første møde i
jobcentret sammen med sin udskrivningsmentor Louise Birkmose. Mens
hun venter på, at Louise bliver klar,
tager hun sig en kop kaffe og husker tilbage til den dag, hun første gang mødte
sin udskrivningsmentor.
”Jeg mødte Louise på psykiatrisk afdeling på Bispebjerg, kort før jeg skulle
udskrives, og jeg følte med det samme,
at her var der virkelig én, der tog hånd
om mig.”
Da Laura to måneder tidligere blev
indlagt på den lukkede afdeling, var det
første gang hun var i kontakt med psykiatrien - og det var en voldsom oplevelse.
”Jeg havde boet og arbejdet i udlandet
nogle år og kom hjem til ingenting. Jeg
troede, jeg kunne komme på dagpenge,
men reglerne var blevet ændret, siden jeg
forlod Danmark. Jeg anede overhovedet
ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg havde
følelsen af at falde igennem systemet.
Jeg var fuldkommen lost og hutlede mig
igennem ved at samle flasker og nåede
bunden, da jeg røg akut ind på den
lukkede.”
Da Laura stod overfor at blive
udskrevet, glædede hun sig til at lægge
den psykiatriske afdeling på toppen af
Bispebjerg Bakke bag sig. Men hun var
også bange for endnu et frit fald udover
12 • sofbladet • nr.2 maj 2015
Siden april 2014 har ni udskrivningsmentorer i Socialcenter København
hjulpet borgere, der udskrives fra
behandling på en psykiatrisk afdeling,
nærmere på job og uddannelse.
kanten. For hvordan skulle hun overhovedet finde fodfæste i livet udenfor?
Og hvad med job? Derfor var hun ikke
i tvivl, da socialrådgiveren på afdelingen
spurgte, om hun vil have en udskrivningsmentor.
Samler trådene
Borgere, som udskrives fra psykiatrisk
indlæggelse, har ret til at få tilknyttet
en udskrivningsmentor, som i et forløb
på 20 timer over et halvt år skal hjælpe
dem med at komme tættere på job
eller uddannelse. Ordningen er en del
af Kontanthjælpsreformen, og Københavns Kommune har været én af de
første kommuner i landet til at sætte
handling bag intentionerne.
Siden april sidste år har ni mentorer i Socialcenter København hjulpet
omkring 200 borgere videre efter en
indlæggelse.
Målgruppen for ordningen er meget
bred. Den spænder fra borgere, der
har haft en livskrise og skal tilbage på
jobbet, til de mest socialt udsatte kon-
tanthjælpsmodtagere, som står langt fra
arbejdsmarkedet.
Udskrivningsmentorerne hjælper ikke
kun borgerne med at afklare, hvad de
gerne vil i forhold til beskæftigelse, men
sætter tit også ind med hjælp til at få
samlet trådene i borgerens liv i overgangen fra psykiatrisk indlæggelse. ”Vi tænker vores indsats bredt, for
det er tit nødvendigt at få fod på de
mest basale ting, før man kan begynde
Jeg kendte intet til det
sociale system, for jeg har
arbejdet hele mit voksne
liv, men min udskrivningsmentor har hjulpet mig
med at navigere i det.
at tænke i beskæftigelse,” fortæller Lone
Andersen, som er Louise Birkmoses
mentor-kollega i Voksenenheden i
Nordvest.
Det kan fx handle om hjælp til at
komme i ambulant behandling, at søge
om tilskud til medicin eller at finde vej
til netværks- og aktivitetstilbud. Indimellem fungerer mentorerne også som
brobyggere til kommunale indsatser, for
det er ikke altid, at socialrådgiveren på
hospitalet har mulighed for at vurdere,
hvilke behov for støtte borgeren har
derhjemme.
Den håndholdte indsats med at
hjælpe den enkelte nærmere på beskæftigelse er ny, men den udelukker ikke
andre tilbud gennem Serviceloven eller
hindrer, at man kan blive henvist til
eksempelvis jobafklaringsforløb hos en
ekstern leverandør, understreger Louise
Birkmose.
”Vi skal være der for at hjælpe
borgeren med at starte blidt op efter en
indlæggelse på psykiatrisk afdeling, og
så slipper vi jo borgeren igen.”
Med på sidelinjen
Det var netop den hjælp, Laura følte
hun desperat havde brug for, da hun var
klar til udskrivning.
”Jeg kendte intet til det sociale
system, for jeg har arbejdet hele mit
voksne liv, men min udskrivningsmentor har hjulpet mig med at navigere
i det. Hun var der som en støtte, der
forhindrede, at jeg knækkede igen. Hun
har fx hjulpet mig med at søge hjælp til
tandlæge, briller og psykolog. Hun har
i det hele taget sat rammerne og guidet
mig videre,” fortæller Laura.
Egentlig var hun opsat på at komme
hurtigt videre og sætte fart på jobsøgningen med det samme, men hendes
udskrivningsmentor anbefalede hende i
første omgang at komme på plads i sit
nye liv, stille og roligt.
Socialrådgiverne på de psykiatriske afdelinger er glade for, at der er nogen, der
står parate og tager over ved udskrivning,
for før følte de indimellem, at de udskrev
borgerne til et sort hul, fortæller udskrivningsmentorerne Louise Birkmose og
Lone Andersen.
nr.2 maj 2015 • sofbladet • 13
Når borgeren bliver indkaldt til samtale på jobcenteret, tilbyder mentorerne
at hjælpe med at forberede den første
samtale. Det kan være en støtte for
borgeren til at tage styring på egen sag.
Er det en bestemt daghøjskole, der er
målet? Eller er det en anden form for
aktivering? Det er godt på forhånd at
have afklaret. Hvis borgeren ønsker det,
tager mentorerne også med til jobsamtalen på jobcentret.
”Mange er bange for kommunen. De
er bange for, at jobcentret sender dem
ud i noget, de ikke kan magte. Derfor
føles det trygt, at vi er med på sidelinjen
og kan være med til at formidle, hvordan tingene hænger sammen,” forklarer
Lone Andersen.
Første skridt mod job
Da Laura var psykiatrisk patient, følte
hun, at hun var ved at drukne i snak om
psykoser og medicin. Hun er med på,
at hun skal tage sin medicin, men føler
ikke, det hjælper hende konstant at blive mindet om, at hun er syg. Og at det
nok bliver svært at komme videre, som
hun hørte meget, da hun var indlagt.
”Det handler jo rigtig meget om
identitet. Derfor er det rart, at Louise
ikke sygeliggør mig. Tværtimod har
hun været rigtig god til at motivere mig
og booste min selvtillid. I dag skal jeg
til mit første møde på jobcentret, og
det føles trygt, at Louise går med mig.
For hvad foregår der? Sender de mig
straks ud i aktivering som gadefejer eller
hvad?”
Laura har fulgt sin udskrivningsmentors råd og forberedt sig godt på dagens
samtale; hun er klar til at tage endnu et
skridt på vejen. Og hvad drømmer hun
om? Ja, bare et ganske normalt liv med
et job at stå op til, lyder svaret.
Blå bog
Lone Andersen (tv) er uddannet ergoterapeut og har arbejdet og undervist
i 15 år inden for psykiatrien, blandt
andet på Sct. Hans Hospital.
Louise Birkmose er uddannet socialrådgiver med otte års erfaring på
psykiatrisk afdeling på Bispebjerg og i
Akutteamet Frederiksberg.
14 • sofbladet • nr.2 maj 2015
[Af hensyn til anonymitet er Laura et
opdigtet navn. Hendes rigtige navn er
redaktionen bekendt]
Af Pernille Søndergaard
Foto: Jeanne Kornum
tema:
Vision 2017
Visionen er
kanon vigtig
3 skarpe til Anette Laigaard om Vision 2017
Lige én gang til for Prins Knud:
Hvorfor er det, nu at Vision 2017
kun består af fire elementer?
Hvordan arbejder I i direktionen
selv med at gøre vision til virkelighed?
Som direktion er vi forpligtet på at vise
en retning, men da vi lavede visionen,
ville vi ikke lægge os fast på en styring
oppefra. Derfor begrænsede vi os til at
udstikke få velvalgte ord, som medarbejdere og ledere i SOF kunne tage afsæt
i. Men selvom Vision 2017 kun består
af fire elementer, så er den kanon vigtig.
Ordene forandrer ikke noget i sig selv.
Det, der får ting til at vokse og gro, er
det, vi lægger i dem, og det, vi gør for
at få dem oversat til handling. Det er
altså i meget høj grad i kraft af medarbejdernes ambitioner, deres viden, deres
evne til at skabe sammenhæng og måske
især evnen til at være i god kontakt med
borgeren, at vi sammen sikrer mere
værdi i det sociale arbejde. I det her blad
er der jo en perlerække af eksempler på,
hvordan det allerede sker i praksis, og
hvordan der overalt fightes for at give
ordene kød og blod.
Mange af de initiativer, vi har sat i værk,
har rod i visionen. Med afsæt i ordet
ambition spørger vi hele tiden os selv:
Hvordan kan vi som direktion skabe
de bedste betingelser for, at man rundt
om i SOF kan lykkes med visionen?
Det er derfor, vi har sat gang i omorganiseringen med etableringen af de nye
borgercentre, som kan styrke sammenhængen i vores organisation, fordi den
giver bedre rammer for dialogen mellem
myndighedsdelen og hele udførerområdet. Men det opnår vi selvfølgeligt ikke
med omorganiseringen alene. Vi kommer først nærmere på målet om at skabe
større sammenhæng for borgeren, når
man i det daglige arbejde ændrer på den
måde, man mellem myndighedssiden
og tilbudssiden samarbejder omkring
borgerne på.
Vi har været igennem mange
forandringer i SOF de seneste år.
Bliver der mere ro på i de kommende år?
Det er rigtigt, at vi har sat gang i mange
ting de seneste år: I 2009 blev centerfællesskaberne etableret, i 2012 kom
Tilllidsreformen og siden arbejdet med
Vision 2017. Oven i det har der været
forandringskompasser, CSC-Social og
meget andet. Nu skal vi have ro til at
føre forandringerne ud i livet. Og høste
gevinsterne af de mange ting, vi har sat
i gang; vi skal have CSC-Social til at
fungere rigtig godt, så medarbejderne
mærker den positive forandring. Vi skal
arbejde med de data, vi får fra kompasserne. Og vi skal sikre den stærke sammenhæng i vores organisation – både
indadtil og udadtil. Det skal hjælpe os
til at gøre det, vi gør, bedre – og ruste
os til at tackle de udfordringer, vi som
forvaltningen hele tiden bliver mødt af
udefra. Vi skal vide, hvad der virker, og
indsatserne skal prioriteres inden for de
økonomiske rammer, vi har, og sidst,
men vigtigst: borgerne skal inddrages i
udviklingen af løsningerne.
Af Pernille Søndergaard
Foto: Jeanne Kornum
nr.2 maj 2015 • sofbladet • 15
Fælles indsats på tværs
for børn og unge med
sindslidelser
Når region og kommune arbejder godt sammen,
får anbragte børn og unge med psykisk sygdom
et bedre og mere sammenhængende behandlingsforløb. Det er grundtanken bag det toårige projekt Indsats på tværs, som bliver til i et
samarbejde mellem Center for Socialpædagogik
og Psykiatri og Børne- og Ungdomspsykiatrisk
Center.
”Der er ikke, fordi vi ikke samarbejder
allerede i dag, men vi har brug for at
systematisere vores samarbejde så medarbejderne i begge sektorer har noget
håndfast at navigere efter,” forklarer
Mette Sjøstrøm.
Hun er projektleder for Indsats på
tværs og er ved at lægge sidste hånd på
en ny model for samarbejdet omkring
de 12-18-årige børn og unge, som er
anbragt på en af institutionerne i Center
for Socialpædagogik og Psykiatri, og
som indimellem får det så dårligt, at de
har brug for hjælp fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center på Bispebjerg
Hospital.
Fokus på de svære overgange
Den nye model lægger blandt andet op
til en mere systematisk mødestruktur,
hvor teamet omkring den unge i psykiatrien og fra døgninstitution og eventuelt
forældre og sagsbehandler fra Borgercenter Børn og Unge så tidligt i forløbet
som muligt mødes, så der allerede fra
samarbejdets start er en fælles viden om
16 • sofbladet • nr.2 maj 2015
den unge og fælles mål for indsatsen.
”Det handler om at skabe fælles fodslag og tilgange i forhold til den unge og
familien. Vi opprioriterer systematikken
og den tidlige indsats for på den måde
at være på forkant med de uforudsigelige ting, der kan ske i behandlingsforløb med børn og unge med psykisk
sygdom,” forklarer Mette Sjøstrøm.
Hun har undersøgt, hvordan både de
unge og deres familie og medarbejdere
og ledere i begge sektorer oplever samarbejdet. Hun har spurgt til knasterne. Og
hun har interesseret sig for at finde ud
af, hvor samarbejdet allerede fungerer
godt i dag.
Hendes afdækning peger blandt andet
på, at de unge oplever, at der bliver
trukket i én retning, når de er indlagt,
og når de så bliver udskrevet til institutionen, ser virkeligheden pludselig
anderledes ud. På sengeafdelingen er
der meget struktur, mens dagstrukturen
på institutionen er løsere - og når man
i forvejen slås med kaos og stærk forpinthed i sindet, kan den overgang være
svær at kapere.
”Det er en stor hjælp, når kontaktpersonen på institutionen får afdelingens
dagskema med, så man nemmere kan
tilpasse den unges hverdag på institutionen til den rutine, som han eller hun
kommer med fra indlæggelsen. Derfor er det med i den nye model, at fx
dagskemaet fra den psykiatriske afdeling
kan komme med, når en ung bliver udskrevet,” forklarer Mette Sjøstrøm som
et konkret eksempel på et enkelt tiltag,
der kan være med til at lette den svære
overgang for de meget sårbare unge.
Fælles viden i begge lejre
Den nye samarbejdsmodel skal sikre, at
forældrene løbende bliver inddraget i
deres børns behandling. Og det er meget positivt, mener Tove Bech, som er
socialrådgiver i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center.
”Hvis samarbejdet halter, så føler
forældrene tit, at de selv skal finde ud af,
hvordan systemerne hænger sammen.
Det kan fx handle om usikkerhed om,
tema
Sammenhæng
Viden
Sammen med borgeren
Ambition
Fakta
om indsats på tværs
Indsats på tværs er et toårigt
projekt mellem Børne- og
Ungdomspsykiatrisk Center
i Region H og Center for
Socialpædagogik og Psykiatri.
Myndighedsdelen i Borgercenter Børn og Unge er også
inddraget. Projektet udvikler
og afprøver en ny samarbejdsmodel omkring behandlingsforløb for anbragte børn og
unge med psykisk sygdom.
MODELLEN HAR FOKUS PÅ:
•Tættere kontakt og færre aktører
•Fælles forståelse og tilgang til den unge
•Udveksling af observationer og informationer
•Viden om hinandens handlemuligheder
•Mødestruktur
•Nøglepersoner i begge
sektorer
hvem det er, der bevilger, og hvem der
har kompetencen til hvad. Det skaber
stor bekymring og frustration, og det
påvirker de unges sindstilstand. De kan
altid mærke, når forældrene er ulykkelige og kede af det. Et velfungerende
samarbejde betyder altså meget i forhold
til den unges mulighed for at komme på
fode,” siger hun.
Den garvede socialrådgiver har gennem årene deltaget i en del tværsektorielle projekter, og hun hilser også projekt
Indsats på tværs velkommen. For ifølge
Tove Bech er det altid givtigt med
projekter, der prøver at bygge bro og
skabe en fælles forståelse. Man kommer
nemlig nemt til at stå på hver sin side og
tænke: ”Hvorfor gør de nu ikke det? ”’
”I begge lejre skal vi have fælles viden
om og forståelse for de rammer, vi hver
især har for vores arbejde med de unge.
Fx er det vigtigt, at vi i psykiatrien
kender til kriterierne for tvang på døgninstitutionerne, ligesom det er vigtigt
for personalet på døgninstitutionerne at
kende Psykiatriloven og de rammer, vi
arbejder inden for, både når det gælder
indlæggelse og tvangsindlæggelse,”
understreger hun.
”Nogle gange er det godt med en indlæggelse, men i mange situationer skal
vi også gøre, hvad vi kan for at undgå
en indlæggelse. Vi skal altså være enige
om, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvad
det er for et fælles mål, vi arbejder hen
imod.”
Selvom de sidste detaljer i samarbejdsmodellen endnu ikke er helt på plads,
mærker Mette Sjøstrøm allerede, at der
begynder at ske noget, og at dialogen
forplanter sig ned gennem systemet.
Hun og Tove Bech er enige om, at et
godt samarbejde på tværs af sektorer i
høj grad handler om at se virkeligheden
med den andens øjne.
”Vi skal gøre hinanden gode til at
løse opgaverne,” siger Mette Sjøstrøm
og Tove Bech tilføjer: ”Og der skal være
respekt for, at vi kan noget forskelligt.”
Af Pernille Søndergaard
Foto: Colourbox
nr.2 maj 2015 • sofbladet • 17
tema
Socialrådgiver Janni Heide, som til daglig
arbejder på Frederiksholm Akutinstitution,
greb chancen og tog en uge i praktik hos
sikkerhedsplankoordinator Barbro Lundqvist
i Borgercenter Børn og Unge City-Østerbro.
Sammenhæng
Viden
Sammen med borgeren
Ambition
Vil du i praktik?
Som medarbejder har du mulighed for at tage i praktik hos
kollegaer andre steder i SOF –
og arbejdspladsen kan få tilskud til vikardækning, mens du
er væk. Ved at tage i praktik får
du mulighed for at lære fx nye
metoder, arbejdsgange eller
en anden målgruppe at kende
end den, du arbejder med til
hverdag. Din praktik kan foregå
på mange måder og vare halve
dage eller op til flere uger, og
den kan sammensættes, så du
eventuelt kommer i praktik
flere forskellige steder. Hvor
længe du vil i praktik, er op til
dig, din leder og praktikstedet.
Hvis du gerne vil i praktik, så
tag en snak med din leder om
det – du kan evt. gøre det som
en del af MUS.
læs
mere:
KKintra > Ansat i SOF>
uddannelse & kompetence
18 • sofbladet • nr.2 maj 2015
Kendskab
giver venskab
og fælles retning
Et dårligt samarbejde risikerer at ødelægge en hel familie.
Så kontant kan det siges, når sikkerhedsplanskoordinator på
Borgercenter Børn og Unge City-Østerbro Barbro Lundqvist
fortæller, hvorfor det er vigtigt at kende sine samarbejdspartnere indgående. Det er for vores egen skyld, men allermest
er det for børnene og for familiernes skyld. Derfor hilser hun
SOF’s praktikordning velkommen.
Barbro Lundqvist har altid gjort en dyd
ud af at besøge de institutioner, som
sikkerhedsplangruppen på Østerbro
samarbejder med.
”Det betyder rigtig meget at få sat
ansigt på samarbejdspartnere, som man
til daglig kun snakker med på mail eller
over telefonen. Det nærmere kendskab
hjælper os til, at vi ikke arbejder i hver
sin retning, men skaber en sammenhængende oplevelse for familien. Så det er
super, at vi nu har mulighed for praktik
i SOF,” siger hun.
Det er Socialrådgiver Janni Heide
helt enig i. Hun arbejder til daglig på
Frederiksholm, der er en akutinstitution
for børn, unge og familier. Da muligheden for en hel uge i praktik bød sig, var
Janni Heide ikke i tvivl. Hun ville gerne
i praktik hos sikkerhedsplangruppen på
Østerbro.
”Jeg ringede til Barbro og spurgte,
om hun mon var interesseret i at have
mig i praktik. Og efter en kort samtale
kiggede vi i kalenderen og fandt en uge,
hvor det passede os begge. Min leder
ordnede det praktiske med en vikar,
og jeg koordinerende med mit team på
Frederiksholm, så det var såmænd så
let,” siger hun.
Vender hver en sten
Sikkerhedsplangruppen arbejder med
børn og familier, hvor bekymringerne er
så store, at der er grundlag for anbringelse. Derfor er de to nært beslægtede
i deres arbejde, da Janni Heide som
socialrådgiver på Frederiksholm er med
til at modtage børn, som af forskellige
årsager ikke kan være i hjemmet, og
familier, hvor en helhedsorienteret
socialpædagogisk indsats kan være et
alternativ til en anbringelse eller supplement til en anden foranstaltning. Da sikkerhedsplangruppen arbejder
med meget sårbare familier, kan en
praktikant udefra ikke bare være med
i alle dele af sikkerhedsplansarbejdet.
Men Janni Heide fik mulighed for at
sidde med på sidelinjen til møder med
familier, hvor den fornødne tillid i
forvejen var opbygget. Det gav hende et
førstehåndsindtryk af den måde, Barbro
Lundqvist og hendes kolleger arbejder
på. Til teammøderne fik hun desuden
en oplevelse af alle de overvejelser, der
ligger bag hver eneste anbringelse eller
beslutning om det modsatte.
”Diskussionerne bølgede frem og tilbage, og de nåede først frem til enighed
efter at have vendt hver en sten. Så jeg
blev virkelig bekræftet i min oplevelse
af, at når en familie placeres på Frederiksholm, så kan jeg have tillid til, at der
ligger et stort og velovervejet arbejde
bag.”
I løbet af sin praktik oplevede Janni
Heide, hvor hurtigt teamet faktisk
sætter ind med handling, når der opstår
akutte problemer i den enkelte familie. I
det hele taget fik hun et større kendskab
til de konkrete arbejdsopgaver og metoder i sikkerhedsplansarbejdet.
”Jeg oplevede teamet som en passioneret maskine; alle var utroligt engagerede i arbejdet. Ja, det virkede nærmest
som en hel livsstil,” smiler Janni Heide.
Social kapital til gavn for borgerne
Barbro Lundqvist har også fået en masse
ud af at have en praktikant på sidelinjen.
”Janni stillede en masse spørgsmål
til vores arbejde, som fik mig til på nye
måder at reflektere over, hvordan vi
samarbejder, og hvordan vi kan gøre
det endnu bedre. Den sociale kapital, vi
skaber ved den tætte kommunikation,
er altid til gavn for borgerne, for den
bidrager til, at vi sammen kan være med
til at sikre vejen frem for familierne.”
Både Barbro Lundqvist og Janni
Heide er enige om, at praktikordningen
er et fint tilbud til medarbejdere i SOF,
men at der bør gøres mere for at gøre
opmærksom på muligheden.
”Hvis det ikke havde været for min
leder, som opfordrede os alle på Frederiksholm til at benytte os af ordningen,
havde jeg ikke anet, at muligheden var
der. Derfor er ledelsesopbakning vigtig
- også i forhold til at gøre det praktisk
muligt at trække de nødvendige timer
ud til praktikken,” understreger Janni
Heide.
Af Anne Pallisgaard Rasmussen
og Pernille Søndergaard
nr.2 maj 2015 • sofbladet • 19
til videndeling
5 råd
i SOF
1. Brug ViA
ViA står for ’Viden i anvendelse’ og er SOF’s enhed for faglig
udvikling og videndeling. Kontakt ViA, hvis I har lyst til at
arbejde systematisk med videndeling, har brug for ny inspiration eller måske skal arbejde ud fra nye faglige metoder. ViA
kan både indgå i længerevarende og kortvarige samarbejder.
Find ViA på KKintra: Om SOF> Organisation> Center for
Politik > Viden i SOF.
2. Øremærk tid til at dele viden
Øremærk en bestemt del af jeres møder til videndeling og
faglig refleksion. Det hjælper at adskille den praktiske videndeling om, hvem der fx tager beboerne til tandlægen fra den
del, der handler om at zoome ud og have en fælles læring om,
hvad der foregik i en bestemt situation eller om arbejdet med
en ny metode.
3. Tag i praktik
Tag i praktik og lær af andres praksis. Man kan komme i
praktik alle steder i SOF – og få tilskud til vikardækning,
mens man er væk. Det behøver ikke være et sted, som man
samarbejder med til hverdag. Tal med din leder, hvis du kunne
tænke dig at komme i praktik.
DET SIGER MEDARBEJDERNE:
Vi slås med et individualiseringsspøgelse i SOF. Vi har masser af
medarbejdere, der har stor viden
om noget – men vi er ikke gode
nok til at finde den og bruge den.
Vi skal alle sammen blive bedre til
at spørge hinanden og stille os selv
til rådighed.
Lene Krogh Jeppesen,
videndelingsdame i ViA
20 • sofbladet • nr.2 maj 2015
Vi prøver at lave om på personalemøderne, hvor vi kan få det
faglige mere i spil. Før der havde
vi noget, der hed runden, hvor
folk bare sad og fortalte, hvad
de lavede – kort eller langt. Men
nu hedder det faglig sparring.
Så kan jeg for eksempel tage en
borgersag op, som jeg har, hvor jeg
måske synes, det kan være svært
at se, hvad jeg skal gøre her.
Frontmedarbejder
tema
Sammenhæng
Viden
Sammen med borgeren
Ambition
4. Del din læring
Når nogen tager på kursus eller uddannelse – så sørg for, at
flere på arbejdspladsen får glæde af den nye viden. Hold et gå
hjem-møde for kollegaerne eller sæt det på dagsordenen på
jeres personalemøde. Det er med til at give alle medarbejdere
ny faglig inspiration.
5. Tjek ind på Yammer
Når du har brug for at finde ud af, hvem der ved noget om
noget, er det er smart at bruge den digitale platform Yammer.
Når vi deler viden i SOF, sker det typisk ved fysiske møder.
Det er godt – men det har den udfordring, at vi kun får talt
med dem, vi kender. På Yammer kan man spørge kollegaer,
man aldrig har mødt – og måske finde frem til nogle, der ved
noget om det, man selv sidder med. Yammer.com/Viden i
SOF.
VIDEN BOR I HELE KROPPEN
• Faglig viden er placeret i hovedet. Det ligger i
fagligheden, at man tænker over tingene og
reflekterer. Her ligger uddannelse og den teore tisk funderede viden også.
•Intuitionen er vores tavse kropslige viden. Det er det, vi har med os, som betyder, at vi forstår situationer, hvor der ikke bliver brugt ord.
•Praksisviden ligger i armene. Praksis er vores handlinger.
•Erfaringen ligger i benene. Det er den viden, vi har med os fra de år, vi har arbejdet.
Optimalt arbejder hoved, krop, arme og ben sammen og spiller ind på vores arbejde og den måde, vi
anvender viden i arbejdet.
Kilde:
ViA - Viden i Anvendelse - SOF’s enhed for videndeling og faglig udvikling.
Af Marianne Strøm Hansen
Illustration: Niels Poulsen
nr.2 maj 2015 • sofbladet • 21
tema
Sammenhæng
Viden
Sammen med borgeren
Ambition
Janni Saefkow Hansen giver en frivillig
hånd med i dagtilbuddet på Søndre
Fasanvej, fx når brugerne skal på udflugt.
22 • sofbladet • nr.2 maj 2015
Venskabsforening
inviterer til samarbejde
En ny venskabsforening for Lavuk Stjernen har slået dørene
op for samarbejde med frivillige og civilsamfundet for at berige brugernes liv med flere kontakter og sociale aktiviteter.
Janni Saefkow Hansen skubber Constantinos kørestol op ad bakken på
Søndre Fasanvej. Sammen danner de
to den lille fortrop for dagtilbuddet
Søndre Fasanvejs friluftshold, som er
på vej til en spejderhytte i udkanten
af Søndermarken for at hygge sig med
varm kakao, popcorn og sangbøger på
bålpladsen.
”Er du glad for at vi skal på udflugt,”
spørger Janni og purrer op i Constantinos mørke hår. Constantinos har ikke
talesprog, men hans ansigt flækker i et
stort smil, og da spejderhytten lidt efter
Center for Selvejende
Dagtilbud Lavuk Stjernen
består af fire selvejende
samværs- og aktivitetstilbud for mennesker med
funktionsnedsættelser.
læs
mere:
www.lavukstjernen.dk
kommer til syne mellem træerne, hviner
han så henrykt, at der ikke kan være i
tvivl om, hvor glad han er.
26-årige Janni giver hver anden fredag
en frivillig hånd med i dagtilbuddet.
I dag betyder det, at en ekstra bruger
i kørestol kan komme med ud i den
friske luft.
Til daglig er Janni pædagogstuderende, og hun har tidligere været i praktik
i dagtilbuddet. Hun fortæller, at det
ikke er et sted, man slipper så let. Efter
endt praktik besluttede hun derfor at
fortsætte som frivillig.
”Når jeg kommer, er der plads til,
at der kan ske lidt ekstra for brugerne. De kan få lidt mere af den én til
én-kontakt, som de fleste higer så meget
efter,” siger Janni, som drømmer om at
komme til at arbejde med den samme
brugergruppe som dem i dagtilbuddet
på Søndre Fasanvej, når hun om kort
tid kan skrive pædagog på visitkortet.
”Nu har jeg en fod indenfor og viser
mit engagement, og det er fordel for
mit cv, når jeg om ikke så længe skal i
gang med at søge job. Som frivillig får
jeg mulighed for at udvikle mig som
fagperson, og så gør det mig samtidig
lykkelig på en anden måde at komme
her som frivillig, for jeg er jo ikke rigtig
på arbejde, men kommer af ren lyst,”
siger Janni.
Grundfæstet i brugernes behov
Frivillige som Janni vil den nye venskabsforening for Lavuk Stjernen gerne
have nogle flere af. Dem skal Camilla
Panting være med til at rekruttere. Hun
blev ansat som venskabsforeningens
frivillighedskoordinator i januar og skal
i de kommende tre år være med til at
koordinere de forskellige aktiviteter,
som foreningen sætter i gang. I første
omgang er hun i fuld gang med at
undersøge, hvad brugerne på alle fire
tilbud i Lavuk Stjernen ønsker sig.
”Venskabsforeningens aktiviteter skal
være grundfæstet i brugernes behov,”
understreger hun.
Ifølge Camilla Panting har mange af
brugerne et begrænset netværk. Deres
primære relationer udgøres tit af medarbejderne på deres dag- og døgntilbud.
Derfor er ambitionen at hjælpe brugerne med at skabe kontakter, som ikke er
professionelle.
”Venskabsforeningen skal se på, hvordan der kan komme nye typer af mennesker ind i brugernes liv, og hvordan vi
kan åbne op og inddrage civilsamfundet
i forskellige samarbejdsprojekter,” forklarer hun.
nr.2 maj 2015 • sofbladet • 23
Smag for alle
Venskabsforeningen har allerede sat
gang i det første projekt; elever på
Kokke- og restaurationsskolen skal lave
en kogebog i samarbejde med brugerne.
I små hold besøger kokkeeleverne brugerne for at få et billede af, hvad dagens
måltider betyder for dem, og hvad der
skal til for at pirre deres smagsløg. Det
kan handle om synkebesvær, om at spise
med robot-arm eller om kun at kunne
indtage blende-mad. Det hele sluttes af
med en smagsevent for alle brugerne,
hvor de præsenteres for en kogebog med
fotografier, taget i samarbejde med et
hold fotoskoleelever.
”Projektet skal indvie kokkeeleverne
i, hvordan verden kan se ud, når man
er ung med handicap. Samtidig er det
spændende for vores brugere at møde
andre unge, som interesserer sig for dem
og deres særlige udfordringer,” siger
Camilla Panting.
En af de store opgaver for frivillighedskoordinatoren bliver fortsat at rekruttere frivillige. I aftale-bogen er bl.a.
et samarbejde med Statens Museum for
Kunst om at lave en kulturformidlingsuddannelse. Tanken er at den skal være
et springbræt for at tiltrække mennesker
med interesse for kunst og kultur til
at være frivillige formidlere for Lavuk
Stjernens målgruppe.
Camilla regner dog ikke med, at
hundredvis af frivillige med ét slag står i
kø. Det kræver nemlig solidt benarbejde
at komme bredt ud med venskabsforeningens invitation til samarbejde. På
den anden side handler det heller ikke
om at slå døren op på vid gab og invitere hvem som helst indenfor, understreger hun, for dagtilbuddenes brugere er
skrøbelige. De har brug for ro, struktur
og genkendelighed. Det kræver frivillige, som forstår brugernes særlige behov
og sårbarhed.
Medarbejderne skal være med
Der er desuden en anden vigtig fordring, som Camilla Panting er nødt til
at tage højde for, nemlig at medarbejderne skal være med på ideen.
”I starten var en del medarbejdere
meget forbeholdne: Skal de frivillige
nu lave alt det sjove, og er der så kun
plejer-opgaverne tilbage til os? Og lurer
sparekniven lige om hjørnet? Det er
forståelige forbehold, som vi er nødt til
at tage alvorligt,” fortæller Camilla.
På to temamøder med Center for
frivilligt socialt arbejde har medarbejdere og ledere i Lavuk Stjernen derfor
rettet spottet mod både barrierer og
muligheder i samarbejdet med frivillige.
Camilla Panting håber, at det er starten
på en proces, som kan være med til at
rykke ved forbeholdene og give forståelse for, at samarbejdet med frivillige
og civilsamfundet ikke handler om,
at ulønnede hænder skal erstatte den
socialfaglige indsats.
”De frivillige skal have noget tilbage. Det skal være rart at komme som
frivillig. Det kræver overskud, hvis man
skal gøre sig håb om at rekruttere og
Frivillighedskoordinator Camilla Panting
er i gang med at undersøge, hvilke ønsker
brugerne i Lavuk Stjernen har, og hvad de
gerne vil have mere af.
fastholde frivillige. Så det giver sig selv,
at det ikke er holdbart at tænke frivillige
ind som nogle, der skal få det hele til at
hænge sammen.”
Det kan Janni Saefkow Hansen nikke
genkendende til.
”Det skal helst ikke være sådan, at
man som frivillig tænker, at hvis jeg ikke
kommer, så falder det hele fra hinanden.
Som frivillig her på Søndre Fasanvej
indgår jeg ikke i normeringen. Jeg er her
for at give noget ekstra til brugerne.”
Tekst og foto: Pernille Søndergaard
24 • sofbladet • nr.2 maj 2015
lær af os
tema
Sammenhæng
Viden
Sammen med borgeren
Ambition
Vi giver borgeren en stemme
Voksenenhed Amager i Socialcenter
København gennemførte sidste år en
brugerundersøgelse via spørgeskema for
at finde ud af, hvordan borgerne oplever
kontakten. Resultatet gav anledning til
nye overvejelser og tiltag i enheden.
Det fortæller Anne Gadegaard, som var
projektlederen for brugerundersøgelsen.
Det ville vi
Vi ville meget gerne indfange borgerens blik på os og stille skarpt på,
hvordan de oplever hele kontakten
med os. De borgere, vi arbejder med,
er meget socialt marginaliserede,
og det er sjældent, man hører deres
stemme.
3 gode råd
1. Sæt rammerne: Forklar hvad undersøgelsen skal bruges til, og hvorfor det giver mening at få borgerens feedback?
2. Husk at oplyse borgeren
om anonymitet.
3. Start med de lukkede
spørgsmål. Man kan bedre overskue at starte med nogle enkle svarmulig heder, før man går videre til de åbne spørgsmål.
Sådan gjorde vi
Vi nedsatte en arbejdsgruppe med
repræsentanter fra elle funktioner i
enheden. Det mundede ud i et fysisk
spørgeskema med tre åbne og to lukkede spørgsmål. Vi satte en uge af til at
køre undersøgelsen. Spørgeskemaerne
lå nede i vores skranke sammen med
guldkarameller og kaffe. Vi ville gerne
gøre det attraktivt at svare og fange så
mange som muligt. Alle de udgående
medarbejdere havde desuden spørgeskemaerne med i tasken, så de borgere,
vi møder i hjemmet og på gaden, også
fik mulighed for at svare. Desuden
tilbød vi at ringe til de borgere, som
ikke ønskede at svare på spørgeskemaet med det samme. Da ugen var gået,
gennemgik vi alle besvarelserne og
grupperede dem. Derefter fremlagde vi
resultaterne på et fællesmøde for hele
enheden.
Har I arbejdet med et
projekt eller et forløb,
som andre kan lære af,
så kontakt Sofbladet,
[email protected]
Det lærte vi
Borgerne gav generelt udtryk for, at
de oplever, at vi lytter og tager dem
alvorligt. Vi gennemførte undersøgelsen op til den 1. november 2014, hvor
Digital Post gik i luften. Der var derfor
en del borgere, der efterspurgte digital
hjælp. Det har ført til, at vi nu har fået
en computer og printer i receptionen,
hvor borgeren har mulighed for - mere
diskret end på biblioteket - at gå på
nogle af de offentlige hjemmesider
med deres Nemid – og også få lidt
hjælp til det, hvis de har brug for det.
Der var en del borgere, der gav
udtryk for, at de føler, at tiden er
knap, når de mødtes med os. Derfor
har vi snakket om, hvordan vi kan
skabe rammer, der giver medarbejderen mere ro til at indlede og afslutte
samtalen med borgeren. Det betyder,
at der nu er mulighed for, at man kan
sætte ekstra fem minutter af til mødet
i hver ende. I opfølgningen snakkede
vi også en del om årsagen til, at nogle
borgere takkede nej tak til at deltage.
Er det fordi, de ikke har tillid til os? Er
det fordi, de frygter, at deres besvarelse
kan påvirke relationen og ydelserne?
Det har resulteret i, at vi nu har sat en
postkasse op nede i receptionen, hvor
borgerne løbende har mulighed for at
give os ros og ris på postkort, som vi
også har fået lavet.
Af Pernille Søndergaard
nr.2 maj 2015 • sofbladet • 25
tema
Sammenhæng
Viden
Sammen med borgeren
Ambition
FIT for
Fight
For første gang nogensinde
i Danmark skal et nyt forskningsprojekt mellem SOF og
Socialforskningsinstituttet
undersøge effekten af evalueringsredskabet Feedback
Informed Treatment (FIT).
Projektet er desuden det
første i verden, som tager
afsæt i bostøtte-indsatsen
og undersøger, hvilken effekt
redskabet har for borgerne.
FIT er oprindeligt et redskab udviklet
til psykologer i USA. Ikke desto mindre
er FIT de senere år begyndt at vinde
indpas i kommuner landet over inden
for det sociale område. Og også i SOF
er der en bred interesse for FIT som et
redskab til feedback og dialog i både
behandling og socialt arbejde.
En af ophavsmændene til FIT er den
amerikanske psykolog og forsker Scott
D. Miller. Han har via omfattende
forskning dokumenteret, at brug af
systematisk feedback øger effekten af
behandlingen med 65 procent. Han har
også dokumenteret, at det er relationen mellem klient og terapeut og altså
26 • sofbladet • nr.2 maj 2015
ikke den specifikke metode, der er den
væsentligste faktor for, om der skabes
positive forandringer for klienten.
Men når der nu er mange studier også udover Scott Millers egne - der
bekræfter den positive effekt af FIT,
hvorfor er det så, at vi skal bruge kræfter
på et forskningsprojekt i SOF? Det har
Robin Vickery, som er en af tovholderne
for projektet, ikke svært ved at finde
svar på.
”Det skal vi for at skaffe os mere
viden om effekterne på det brede sociale
område og i dansk sammenhæng. Det
er der ingen undersøgelser, der har
beskæftiget sig med før. Man siger tit,
at relationen er kernen i vores arbejde i
SOF. Derfor er det interessant at undersøge effekterne af et redskab der giver en
systematisk feedback på netop relationen mellem medarbejder og borger,”
forklarer han.
Forskningsprojekt om
FIT i Bostøtteindsatsen
Formålet med det treårige projekt er at undersøge, hvordan man
kan arbejde med FIT i
bostøtteindsatsen og
hvilken effekt det har
for borgene. Trygfonden
støtter projektet med
5,3 millioner kroner,
heraf går 3, 2 millioner
kroner til at implementere FIT.
FIT tager afsæt i
en respekt for, at
det er borgeren,
der ved bedst
om sit liv
Præcise på effekten
Forskningsprojektet gennemføres som
et kontrolleret forsøg med to grupper af
medarbejdere, som består af boligrådgivere, CTI-medarbejdere, hjemmevejledere, støttekontaktpersoner og
ungementorer. Den ene gruppe, som
er gået i gang i april, uddannes til at
bruge FIT i det daglige arbejde, mens
den anden gruppe af medarbejdere skal
være kontrolgruppe og arbejde, som
de hidtil har gjort. Det giver mulighed
for at sammenligne udviklingen for de
borgere, der har fået FIT, med udviklingen for de borgere, der ikke har fået FIT
i bostøtteindsatsen.
FIT er et såkaldt evidensbaseret
redskab, og kritikken af det evidensbaserede går tit på, at man ikke bare kan
overføre viden fra én sammenhæng til
en anden. Den kritik tager projektet
alvorligt.
”Med projektets set-up kan vi nemlig
blive helt præcise på effekten af at bruge
FIT i bostøtteindsatsen. Vi sikrer os, at
en eventuel forskel i udviklingen hos
borgerne udelukkende skyldes, at den
ene gruppe har fået FIT, og ikke alle
mulige andre ting,” understreger Robin
Vickery.
I projektet indgår også et implemen-
I projektet er der sat penge af til at
uddanne et team af FIT-supervisorer.
Socialrådgiver Mette Ernø er en af dem,
og hun er for øjeblikket i fuld gang med
at blive certificeret.
Hvad er FIT?
teringsstudie, som mere kvalitativt skal
undersøge, hvorfor og hvordan FIT
fungerer og ikke fungerer i bostøtteindsatsen. Desuden er der sat penge af til at
uddanne et team af FIT-supervisorer i
SOF.
Man skal øve sig
Trine Ernø, som er socialrådgiver i
Hjemløseenheden, er i fuld gang med
at blive certificeret som FIT-supervisor. Hun bruger selv FIT, når hun har
handleplans-samtaler med borgere på
herberger.
”Jeg bruger FIT til at finde ud af,
hvordan borgeren oplever sit liv. Det
handler om at finde frem til, hvad der er
interessant for borgeren at arbejde med
lige nu. For det er svært at prøve at gøre
noget ved et problem, borgeren ikke
selv synes, han eller hun har. Jeg skal
være med til at engagere borgeren i egne
muligheder for at forandre sit liv, men
det er ikke mig, der laver forandringen.
Det skal borgeren selv. FIT tager afsæt
i en respekt for, at det er borgeren, der
ved bedst om sit liv - og det gør FIT
til et super godt dialogredskab,” siger
Trine Ernø, som ikke lægger skjul på, at
hun er en stor fan af FIT. Ifølge hende
er det enkelt, brugervenligt og validt.
Hun hilser derfor forskningsprojektet
velkommen.
”Der er mange rundt omkring, der
ligesom jeg selv har taget FIT til sig på
egen hånd. Derfor er det fantastisk, at
vi nu får mulighed for at lave faglig udvikling omkring FIT i et organisatorisk
fællesskab.”
Forskningsprojektet er en fuld og tro
implementering af FIT, og en del af
det er, at man bliver superviseret hver
14. dag. Hvis der ikke er en positiv
forandring i et forløb, både i forhold
til trivsel og til relationen med medarbejderen, er det en sag for supervision.
Her er der mulighed for at øve sig i at
tage imod feedbacken og bruge den til
noget.
”Det handler altid om, at den professionelle skal se kritisk på, om hun eller
han er borgeren til hjælp. Det er medarbejderens opgave at tilpasse indsatsen
til dét, borgeren oplever, giver mening,
og supervisionen skal hjælpe med at
bringe borgerens stemme ind i rummet.
Oplever borgeren en positiv forandring
i forløbet og hvis ikke, hvad gør vi så
ved det?” siger Trine Ernø.
Feedback Informed
Treatment er et redskab,
der giver medarbejderne løbende feedback på
borgerens trivsel og på
samarbejdet og relationen. I starten af samtalen
scorer borgeren via en
Ipad på en skala, hvordan
han eller hun oplever
sin trivsel i forholdet til
familien, det sociale liv
og generelt. I det andet
skema scorer borgeren
på dagens samtale. Lytter
medarbejderen? Arbejder vi med noget, der
giver mening for mig? Og
passer medarbejderens
måde at arbejde på til
mig? Så gør teknologien
resten af arbejdet og
laver en graf, der viser
udviklingen.
FIT lægger op til, at feedbacken skal bruges aktivt
og med det samme, så
medarbejderen løbende
kan justere sin indsats.
Af Pernille Søndergaard
nr.2 maj 2015 • sofbladet • 27
Borgeren
har ordet
I marts trådte en ny organisering på Borgercenter Handicap
i kraft. Den nye organisering er resultatet af en analyse, der
blev sat i gang efter en gruppe borgeres omfattende kritik af
handicapcentret. Mogens Fosgerau, som er far til en 17-årig
højt begavet dreng med autisme, er en af de kritiske forældre.
Siden 2013 har han været med i styregruppen for Forældre
til børn med Handicap i København, som på Facebook skaber
opmærksomhed om forholdene for børn med støttekrævende handicaps.
Hvad har man brug for som forældre til et handicappet barn?
Som nye forældre ved man jo ingenting.
Derfor er det en stor hjælp, hvis man
fra starten bliver vejledt om de muligheder for hjælp, der er. Det er vigtigt,
at de professionelle, man har med at
gøre, forstår, hvad problemet er, og at
systemet proaktivt prøver at forudse
problemerne, før de opstår. At man prøver at se et eller to skridt frem. For den
usikkerhed, man som forældre oplever,
når fx foranstaltninger er ved at løbe ud,
kan være meget belastende.
Hvorfor gik du ind i styregruppen
for forældrene på Facebook?
Mine egne oplevelser med min søn var
chokerende. Jeg er en ressourcestærk
borger og har aldrig haft brug for hjælp
fra det offentlige, og da jeg så fik det
det, tænkte jeg: ”Det her kan ikke
være rigtigt!” Det var det, der var min
drivkraft.
Det er mit indtryk,
at mange oplever
en bedre kontakt
end før.
Hvordan oplevede du at blive
inddraget i den organisationsanalyse, som ligger til grund for den
nye organisering i Borgercenter
Handicap?
Først var jeg en anelse bekymret, fordi
det var Handicapcenter København,
der selv var opdragsgiver, og jeg derfor
frygtede en mindre kritisk analyse. De
konsulenter, jeg blev interviewet af,
oplevede jeg imidlertid som dygtige
og åbne. Især bemærkede jeg, at de
indimellem fik blanke øjne ved nogle
af de historier, de fik at høre. Så de var
bestemt modtagelige, og det var positivt. Da jeg læste rapporten, tænkte jeg,
at den var til den forsigtige side, men
der var alligevel stor jubel i forældregruppen, da konklusionen kom. Det,
der glædede os, var særligt udsigten til
en fast sagsbehandler og så opdelingen i
teams på baggrund af alder.
Hvordan føltes det, at jeres kamp
for forandringer rent faktisk bar
frugt?
Det var jo skønt, men alligevel var det
en mærkelig blanding, for vi kan jo ikke
forvente, at alt med ét slag bare er godt.
Alligevel gav vi os selv lov til at nyde,
at det var sket. Nu skal vi så se, om det
virker. Og det er klart, man ikke kan
udelukke, at der kan dukke andre typer
af problemer op. Det skal vi have fokus
på nu.
Der er stadig brug for et forum som
vores, der på græsrodsniveau faciliterer
udveksling og formidling af erfaringer
fra og imellem dem, det hele berører.
Når man står alene som forældre, kan
man være bange for at protestere af frygt
for at blive stemplet som kværulant.
Derfor er den styrke, man kan hente
hos andre i samme situation, guld værd.
Kan I mærke, at der blæser nye
vinde?
Ja, vi ser ikke de helt vanvittige sager
som tidligere, og det er mit indtryk, at
mange oplever en bedre kontakt end
før. Tidligere var systemet efter min mening med til at dehumanisere dem, der
egentlig skulle hjælpe. Jeg håber, at den
kultur er ved at ændre sig. Det er dog
svært at vide, set fra vores perspektiv,
om det sker, men det er mit indtryk, at
mange af sagsbehandlerne også er glade
for udsigten til forandring.
Af Pernille Søndergaard