pdfSOF bladet september 2015 - Om CMF

Personalebladet for ansatte i Socialforvaltningen
i Københavns Kommune
NR.3 SEP. 2015
Sofbladet
TEMA
METODER OG TILGANGE I SOF
At smitte med ro
Sofprofilen:
Fra Hare Krisna-munk
til etisk ambassadør
I Åben Dialog vægter
den professionelles
ord ikke højere end
borgerens
Leder
Metoder og tilgange i SOF
Et af de mange karakteristika, vi kan være stolte af ved SOF, er vores evne og vilje til hele
tiden at udvikle vores metoder og tilgange. Det er nemlig afgørende for, at vi kan tilbyde
god og tidssvarende service til borgerne og være på forkant med udviklingen i vores
omgivelser og de udfordringer, forventninger og muligheder, den skaber.
Høj faglighed er en forudsætning for at kunne jonglere sikkert med så mange tilgange og
metoder, som vi gør i SOF. For hvis vores indsatser skal batte noget for borgerne, kræver
det, at der bag hver en metode og tilgang ligger et reflekteret og bevidst valg. Det gør
der hos os – og det gør SOF til en arbejdsplads med et solidt fundament af viden, højt til
loftet og en mangfoldighed af drøndygtige og dedikerede medarbejdere.
Generelt er vi i København langt fremme sammenlignet med andre kommuner, når det
handler om at bruge viden, have fokus på effekter og selv bidrage med ny viden inden for
det socialfaglige område.
Aktuelt er vi bl.a. i fuld gang med at implementere evidensbaserede programmer, især på
børne- og ungeområdet. Evidens betyder, at forskningsbaserede effektstudier giver solidt
statistisk belæg for at tro, at en bestemt indsats har en effekt. Arbejdet med evidens er
både spændende og vigtigt. Når det er sagt, skal vi huske, at en indsats ikke nødvendigvis
skal være baseret på evidens for at være god og virkningsfuld.
Det vigtigste er, at vores indsatser som udgangspunkt er baseret på den bedste tilgængelige viden om, hvad der virker. Det kan være, at der er evidens for en indsats – men
det kan også være, at metoden eller tilgangen blot er afprøvet og dokumenteret af andre
kommuner. Det kan også være en metode og tilgang, vi selv er med til at udvikle og
dokumentere, som vi for eksempel gør, når vi deltager i
forskningsprojekter eller selv begynder at udforske
en ny tilgang.
Sofbladet er Københavns Kommunes blad
til alle ansatte i Socialforvaltningen.
Du er altid velkommen til at komme
med gode idéer til bladet, både til enkelte
artikler og til temaer.
KONTAKT
Pernille Søndergaard
tlf. 3366 2483
[email protected]
ADRESSE
Socialforvaltningen
Rådhuset
1599 København V
ANSVARSHAVENDE REDAKTØR
Anette Laigaard
LAYOUT OG PRODUKTION
KKdesign, Københavns Rådhus
Det gør de eksempelvis på Center for Mutiple
Funktionsnedsættelser, hvor de er i gang med
et pioner-projekt om at inddrage og omsætte
viden fra ny hjerneforskning i relationsarbejdet med beboerne. Hvordan det går for sig,
kan du læse om inde i bladet. Temaet er tilgange og metoder i SOF, og en lille håndfuld historier illustrerer spændvidden i
SOF’s praksis – fra indsatsen på Center
for Multiple Funktionsnedsættelser
over Åben Dialog i Center Nørrebro
og kognitiv gruppebehandling i Center for Misbrugsbehandling og Pleje
til evidensbaseret træning i sociale
færdigheder og vredeskontrol på
Solbakken.
TRYK
TryKKeriet
ISO 14001 Miljøcertificeret
God læselyst!
FORSIDEFOTO
Foto: Jeanne Kornum
Anette Laigaard
Adm. direktør
Sofbladet udgives af Københavns
Kommunes Socialforvaltning
2 • sofbladet • nr.3 september 2015
Indhold
4
Kort nyt
6
SOFprofilen:
Etisk ambassadør Casper Smidt
8
Fra kulturclash til tillid
10 Misbrugsområdet i SOF går nye veje
Dialog i det åbne
14
I Center Nørrebro uddannes
30 medarbejdere og ledere
for øjeblikket i at praktisere Åben Dialog. Det er en
tilgang, hvor inddragelsen af
netværket er helt central. Mød
tre begejstrede deltagere på
uddannelsen.
tema: Metoder og tilgange i SOF
12
Mange veje til Rom
14 Dialog i det åbne
18
17 Metodiske arketyper i SOF
18 Art er Smart
21 Farvel til autopiloten
24 At smitte med ro
28 Borgeren har ordet
ART er smart
12-årige Freja har lært sig selv meget bedre at
kende, efter hun har deltaget i et manualbaseret
træningsprogram med fokus på sociale færdigheder og vredeskontrol.
24
At smitte med ro
Medarbejderne på botilbuddet Hyldeblomsten
forsøger at skabe øjeblikke af nærvær, samhørighed og ro sammen med beboerne. Det gør de med
afsæt i neuroaffektiv og neurokognitiv udviklingspsykologi.
nr.3 september 2015 • sofbladet • 3
kort nyt
41%
Københavns Kommunes
feriefond har fået nyt hus
i Andalusien
Elsker du at vandre, ride, klatre i
bjerge, mountainbike eller holder
du bare af den smukke, vilde natur? Så tjek Feriefondens nye hus
El Burgo i Andalusien ud.
færre boligudsættelser
i København på fire år
Københavns Kommunes bolig- og gældsrådgivning
har stor betydning for, at færre må gå fra hus og
hjem. Derudover er kommunens forvaltninger
blevet bedre til at koordinere på tværs. Det er
fx vigtigt, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, der træffer beslutningen om at ændre
en borgers kontanthjælp eller andre ydelser, kan
finde oplysninger om borgerens konkrete sociale
problemer hos Socialforvaltningen.
læs
mere:
kkferiefond.bookhus.dk
En samlet strategi for det sociale arbejde i København
Socialudvalget vedtog før sommeren en samlet strategi for det sociale
arbejde i København. Den skal sikre, at der skabes et fælles fundament for
udviklingen af københavnernes mulighed for livskvalitet og social mobilitet.
Strategien udfolder de fire socialpolitiske principper, som Socialudvalget
har formuleret i sit politiske grundlagspapir, nemlig:
1. Høj kvalitet i indsatsen og god dialog med københavnerne.
2. Fokus på forebyggelse og tidlig indsats.
3. Aktivering af københavnernes ressourcer og netværk.
4. Mere samskabelse med fx frivillige og på tværs af systemet.
Socialstrategien er hele Socialforvaltningens strategi. Og den bygger på
princippet om, at de bedste forandringer sker tæt på borgeren og med
udgangspunkt i medarbejdernes faglige viden og erfaring. Derfor kan man
ikke slå op i strategien og læse om konkrete aktiviteter og delmål. Hvilke
initiativer, der skal sættes i gang for at nå strategiens mål og visioner, skal i
den kommende tid beskrives, når borgercentrene udvikler målgruppeplaner og centerplaner.
SOCIALSTRATEGI
– ET GODT LIV FOR ALLE
KØBENHAVNERE
1
4 • sofbladet • nr.3 september 2015
Tag i PRAKTIK
Er du nysgerrig på hverdagen andre steder i SOF? Vil du gerne
lære nye metoder, et andet fagområde eller en ny målgruppe at
kende? Eller vil du bare have ny inspiration til dit arbejde? Så tag
i praktik.
Sådan gør du
Alle medarbejdere i SOF har mulighed for at tage i intern praktik. Kontakt lederen af den arbejdsplads, hvor du gerne vil hen,
og aftal næmere. Du kan også få din leder til at tage kontakt for
dig. Du kan komme i praktik alle steder i SOF. Det behøver ikke
være et sted, som du samarbejder med til hverdag, og du kankomme i praktik i en anden funktion end den, du har til daglig.
Søg vikardækning
Hvis der er behov for vikardækning, mens du er i praktik, kan
du søge om tilskud til det.
Lyst til at
blive klogere?
Så tag på kursus i efteråret.
Der er masser af kurser at
vælge imellem bl.a. konfliktforebyggelse og brugerinddragelse.
Læs mere om de forskellige
tilbud på KKintra:
Ansat i SOF /
Uddannelse & Kompetence.
LÆS HVORDAN PÅ KKintra.
3
4
ud af
borgere
er tilfredse med samarbejdet
med Socialforvaltningen
Socialudvalget besluttede for et år siden, at forvaltningen skal blive bedre til
systematisk at undersøge, hvordan borgerne oplever vores tilbud. Og den første
brugertilfredshedsundersøgelse viser, at borgerne generelt er ret tilfredse med
samarbejdet.
•
•
•
•
72 procent af borgerne er tilfreds med samarbejdet med myndighedsområdet.
76 procent af borgerne er tilfreds med samarbejdet med udførerområdet.
49 procent af borgerne oplever høj livskvalitet.
47 procent borgerne oplever ensomhed.
Enheden for Kvalitetsudvikling og Resultater i SOF har over sommeren arbejdet
med at analysere alle de mange data fra undersøgelsen, og i løbet af efteråret får
Socialudvalget en samlet status sammen med en orientering om, hvordan tilbud
og centre fremover vil samarbejde med borgerne med afsæt i undersøgelsens
resultater.
nr.3 september 2015 • sofbladet • 5
Casper
Michael
Smidt
Profession: Pædagog
Alder: 44
Casper Michael Smidt, som er konstitueret leder på botilbuddet Musvågevej, er en af 25 nyklækkede etikambassadører på handicapområdet.
De skal fremover mødes hvert kvartal i SOF’s nye etiske dialogforum
og drøfte komplekse, dilemmafyldte og vanskelige sager fra praksis.
Livet er en fantastisk legeplads
Jeg ser livet som en fantastisk legeplads med utroligt mange muligheder. Jeg kan godt lide
indimellem at sætte mig selv fri og prøve mig selv af i nye ukendte zoner af livet. Jeg er
udannet pædagog, men er oprindeligt handelsuddannet inden for tøjbranchen og har i det
hele taget kastet mig ud i en masse. Jeg har bl.a. levet som Hare Krisna-munk i Indien og
i Australien, gået på cirkusartistlinjen på Akademiet for Utæmmet Kreativitet og arbejdet i
Røde Kors som koordinator for et projekt mod menneskehandel med mindreårige.
Mødte kærligheden i Kenya
Efter 12 år i Røde Kors tog jeg orlov og rejste til Kenya,
fordi jeg havde brug for forandring og for at rejse til et
sted, hvor mennesker mødte hinanden med et mere åbent
sind end her i Danmark. Der var noget fantastisk ved at
frigøre mig fra et felt, hvor jeg i så mange år havde engageret mig fuldt ud, og rejse syd for Ækvator til et kontinent, der var helt ukendt for mig. Jeg flyttede til Thika, en
mindre by uden for Nairobi. Jeg var involveret i småprojekter for Røde Kors, men var ellers mest optaget af bare at
være til og af de mange mennesker, høj som lav, jeg mødte
på min vej. I en bus faldt jeg en dag i snak med en skøn
kvinde. Hende er jeg gift med i dag.
Brug for hjælp til et svært dilemma
Hvis I har et dilemma, som I har drøftet i
medarbejdergruppen og med den lokale
ledelse - og I har afklaret, at der ikke umiddelbart findes en løsning på den aktuelle
udfordring, så send det til Etisk Dialogforum.
Du kan også sende det til dit centers etikambassadør eller direkte til Borgercenter
Handicap [email protected]
og skriv ”Etisk Dialogforum”.
Søg efter Etisk Dialogforum på KKintra og
læs mere.
6 • sofbladet • nr.3 september 2015
Menneskehandel med børn
Fra 2000 til 2012 arbejdede jeg i Røde
Kors. Jeg var bl.a. projektkoordinator på et
projekt mod menneskehandel med mindreårige. Handel med børn til prostitution,
tvangsarbejde og kriminalitet var længe et
overset problem, og de sociale myndigheder
og politiet, som kom i kontakt med de udnyttede børn, var ikke så gode til at spotte,
at de her børn ikke var kriminelle, men
ofre for menneskehandel. Helt indtil 2008
satte man rædselsslagne børn i fængsel for
at have indrejst på falsk dokumentation,
som deres bagmænd havde udstyret dem
med for senere at kunne udnytte dem. Jeg
havde kontakt til de unge både i asylcentre,
på de sikrede institutioner og i fængslerne
og arbejdede på at skabe forståelse for deres
situation og opbygge et solidt netværk
omkring dem. Det arbejde lærte mig om
noget, at relationsskabelse og nærvær er
vigtige forudsætninger for det pædagogiske
arbejde.
SOF
profilen
For meget omsorg?
Der er kommet meget fokus på selvhjulpenhed,
og der kan godt opstå nogle nye etiske dilemmaer i kølvandet på det. Der er en tradition for, at
vi som pædagoger er på forkant med beboernes
behov, så vi med det samme kan sætte ind med
hjælp. Er du tørstig? Så sørger vi hurtigt for at
hente noget at drikke, i stedet for at lade dem selv
gøre det, hvis de kan. Risikoen ved hele tiden at
forudse deres behov er, at vi drukner dem i omsorg. Og det er en skam. For alt for meget hjælp
kan gøre dem mere handicappede. Hvis vi sætter
ind tidligt i livet med fokus på selvhjulpenhed,
kan vi nå langt med de beboere, der har udviklingspotentialer.
Hele fagligheden i spil
Jeg er stolt af at være pædagog. Der er så mange lag i det,
vi laver, og handicapområdet er spændende. Her kommer
hele ens faglighed i spil. Jeg prøver først og fremmest
at være fagperson, når jeg er på arbejde, men man skal
selvfølgelig også have sig selv med som menneske. Når
du arbejder i tæt relation med andre, kan du kun have
en maske på så og så længe - og gudskelov for det. Du
påvirker verden. Men verden påvirker også dig.
Etiske dilemmaer er et grundvilkår
De etiske dilemmaer, vi oplever, handler tit om retten til selvbestemmelse
på den ene side og pligten til omsorg på den anden. Det er en hårfin balance, og arbejdet med at skabe den balance er et grundvilkår i det pædagogiske arbejde; det er dér, fagligheden for alvor kommer i spil. Dilemmaer
opstår dagligt i situationer med borgerne, hvor man ikke kan trække sig
tilbage og tænke over tingene. Det betyder, at man er nødt til at træffe sit
valg i selve situationen. Dilemmaer er jo aldrig et spørgsmål om enten/
eller, men om både/og. Derfor skal vi træffe det, man kan kalde ”det bedst
dårlige valg” i situationen. Man prioriterer noget frem for noget andet, og
når man så går hjem fra arbejde, er der måske noget, der skurrer indeni.
For var det nu de rigtige valg, man tog i situationen? Det vigtige er, at
man altid kan argumentere for sit valg og forklare over for pårørende og
andre, hvorfor man prioriterede, som man gjorde.
Forcen er det skarpe blik udefra
Jeg håber, at det nye dialogforum vil bidrage til en større bevidsthed omkring etikken. De etiske overvejelser kan jo være svære at holde fast i, fordi
man så nemt bliver opslugt af dagligdagen. Der kan være dilemmaer, der
er så svære at afklare, at det kan være en stor hjælp at få øjne på udefra,
som ikke er smurt ind i de daglige rutiner. Det giver en større afklaring at
få dilemmaet italesat og komme i dybden med det - og det er netop det,
der er forcen ved Etisk Dialogforum. Det består af en bredt sammensat
skare af folk inden for handicapområdet, der kan komme med alle mulige
spændende vinkler på de sværeste dilemmaer fra hverdagen. Så tøv ikke.
Skriv til os!
Fortalt til Pernille Søndergaard
nr.3 september 2015 • sofbladet • 7
Fra kulturclash
til tillid
Ungdomskonsulent Henrik
Anker og udviklingskonsulent
Thomas Brems Langkilde på
Spydspidsen er glade for det
styrkede samarbejde med kontaktpersonerne på Brydes Allé.
Det gavner nemlig de unge, at
der er enighed om retningen
begge steder.
Spydspidsen går benhårdt
efter uddannelse og praktikpladser til udsatte unge på
helt almindelige arbejdspladser, mens Brydes Allé som
døgninstitution tager sig af
de unge, når det gælder hash,
familiedrama, kærestesorger
og kogevask. Kulturclashet
består af omsorg versus ansvar. 24-timers vagter versus
9-16 på kontoret og resten af
tiden på mobilen.
8 • sofbladet • nr.3 september 2015
Men målet er Spydspidsen og Brydes
Allé fælles om: Udsatte unge skal rustes
til et godt og selvstændigt voksenliv.
Derfor har de to steder sat stolene sammen i et projekt, der handler om at
blive bedre til at kommunikere og koordinere. Projektet er et af i alt 12 projekter i Tæt på Familien, der blev sparket
i gang i foråret for bl.a. at afprøve og
udvikle nye samarbejdsformer på tværs.
”Vi arbejder med de samme unge,
men vores fokus har været meget forskelligt tidligere. Vi har ikke kunnet forstå, hvorfor Brydes ikke kunne få hevet
den unge ud af sengen om morgenen, så
de kan møde på arbejde,” smiler Henrik
Anker, der er ungdomskonsulent på
Spydspidsen.
Han uddyber: ”Vores fokus er på kontakten til arbejdsgiveren og overholdelse af den aftale, der er indgået med
arbejdspladsen. Så vi har ikke det helhedssyn, som Brydes har. Nu har vi fået
ansigter på kollegaerne, og vi ved mere
om deres hverdag. Og nu stoler vi på, at
Brydes faktisk har forsøgt at få en ung
op af sengen og på arbejde. Vi stoler på,
at de gør, hvad de kan, mens de også
skal tackle problemer med misbrug og
lange nætter,” siger Henrik Anker.
Michael L. Sørensen fra Brydes Allé
understreger, at Spydspidsen er gode til
at sparke døren ind til resten af samfundet. Og det har de unge brug for.
”Alle har brug for at have noget at stå
op til om morgenen. Det gælder også
FAKTA
Om Tæt på Familien
Tæt på Familien er en
stor omstilling af arbejdet
med socialt udsatte unge
på tværs af hele Borgercenter Børn og Unge. Det
overordnede mål er at
øge den sociale mobilitet
hos udsatte unge. Myndighedsenheder, tilbud og
institutioner skal ændre
måden det sociale arbejde tænkes og udføres på.
Tanken er, at de skal arbejde tættere på og med
familien, have hyppigere
kontakt, inddrage netværkets ressourcer i langt
højere grad, blive bedre
til at koordinere indsatsen
og tænke i kortere anbringelser og alternativer
som fx familiepleje. Nye
samarbejder på tværs
af gamle skel bliver for
øjeblikket afprøvet i praksis i 12 projekter. En ny
projektrunde går i gang i
løbet af efteråret.
vores unge, men vi er så vant til, at de
kommer bagest i køen på arbejdsmarkedet. Derfor har vi brug for Spydspidsen.
Hos os har vi konstant fokus på uddannelse og job, og det er en fast del af den
unges handleplan. Når vi arbejder bedre
sammen, styrker vi den samlede indsats
omkring de unge,” understreger Michael
L. Sørensen.
Ingen skjult eller tabt viden
Selve projektet har taget udgangspunkt
i to unge, hvor kontaktpersoner fra Brydes Allé og Spydspidsen i langt højere
grad har holdt koordinerende møder,
udvekslet viden og lavet aftaler. Meningen er, at den unge oplever konsistens i
indsatsen, og at kontaktpersonerne hele
tiden er klar over, hvad der sker hos
modparten. Ingen skjult eller tabt viden.
Men der er også sket andre forandringer:
”Jeg er nok blevet lidt mere blød,
mens min kollega Mette på Brydes er
blevet lidt hårdere. Jeg har en lidt større
forståelse for de sociale udfordringer,
som den unge har, mens Mette er gået
ekstra til den og ikke har taget dårlige skulkeundskyldninger som ondt i
maven for gode varer,” vurderer Henrik
Anker.
På Brydes Allé har alle medarbejdere
fået ipad og kan være på mailen og
kalenderen hjemmefra. Det hjælper
at kunne følge med i dagligdagen, når
man arbejder med mange vagtskifter.
Men der er stadig en udfordring med at
mødes med skolen, sagsbehandler og familien, da den slags møder ofte afholdes, når medarbejderne har fridøgn eller
skal varetage deres arbejde med de unge
på Brydes.
Brydes forsøger at minimere problemerne med at have to kontaktpersoner
på hver ung.
”Mine medarbejdere brænder for
deres arbejde og vil rigtig gerne deltage
på de koordinerende møder. Så vi forsøger at styre vagtplanlægningen efter,
hvornår der er brug for, at vi møder op.
Men hverdagen kan altså også komme i
vejen,” konstaterer Michael L. Sørensen.
Tilliden er vokset
Men han får ros af Spydspidsen.
”Brydes er blevet bedre til at se ud
af institutionen og opfatte os som en
gateway til resten af samfundet. Og
Brydes kan også bedre tale om job og
ansvar, når de ved, hvad der foregår
hos os. Vi arbejder i samme retning
og rydder misforståelser af vejen. Fx
ringede de fra Brydes for at tjekke et par
af de unges eksamensdatoer – det havde
vi sgu aldrig prøvet før!,” griner Thomas
Brems Langkilde, der er udviklingskonsulent og koordinator på projektet.
”Men det viser jo, at de er blevet mere
tilgængelige, og at der er større tillid
mellem os. Og det er sket som et led i
Tæt på Familien, hvor vi har haft ressourcer til at gøre arbejdet og forpligtet
hinanden på at fortsætte indsatsen,”
siger Thomas Brems Langkilde.
Omkring 30 procent af de unge på
Spydspidsen er anbragte unge. Derfor
kan erfaringerne fra det tættere samarbejde også bruges hos andre institutioner for anbragte unge.
”Vi behøver jo ikke at opfinde den
dybe tallerken hver gang, men vi
har en ny rutine for samarbejdet og
har implementeret det for to unge. I
efteråret vil vi gerne have samme forløb
på Spydspidsen for flere andre unge fra
Brydes Allé. Det kan give de unge et
sammenhold, at de går det samme sted,
og de kan hjælpe hinanden med lektier
og problemer på jobbet. Det er skønt
at se for os, der eller er vant til at slås
med millimeterdemokrati og en følelse
af meget stor uretfærdighed hos vores
unge,” siger Michael L. Sørensen.
Leder af Brydes Allé, Michael L. Sørensen,
oplever, at hans medarbejdere bliver bedre
til at kommunikere på mails med kollegaerne i Spydspidsen. Kulturen har ændret sig i
de seneste år, således at alle mails ikke skal
gå gennem lederen, men også mellem kontaktpersoner på Brydes og Spydspidsens
medarbejdere. ”På den måde mister
vi mindst mulig viden,” siger han.
Tekst & foto af Anne Pallisgaard Rasmussen
nr.3 september 2015 • sofbladet • 9
Misbrugsområdet i SOF
Socialudvalget besluttede i
juni at omlægge en stor del af
misbrugsområdet i SOF. Med
omlægningen bliver en række
af de behandlingstilbud, der i
dag findes i regi af Center for
Misbrugsbehandling og Pleje
samt i Rådgivningscenter København, samlet i ét behandlingscenter.
Omlægningen skal sikre, at københavnere med misbrug kan komme
hurtigere i behandling og får en række
nye behandlingstilbud. Det skal hjælpe
flere borgere med at kvitte eller reducere
deres misbrug; forbedre deres livskvalitet og mindske de skader, misbruget
kan give.
går nye veje
Med omlægningen kommer:
• Mere straksbehandling
Borgerne kan komme ind fra gaden og
gå i gang med behandlingen med det
samme uden at skulle igennem et tungt
bureaukratisk forløb først.
• Anonym rådgivning
Det bliver lettere for borgerne at få anonym rådgivning for deres stofmisbrug.
Det gør det mindre stigmatiserende for
mange at søge hjælp.
• Én indgang
Borgere, der både har et alkohol- og et
stofmisbrug, kan nu få behandling ét
sted. Tidligere har det været to forskellige systemer.
• Opsøgende behandling
Borgere, der ikke selv har ressourcer til
at opsøge hjælp, får mere hjælp, der hvor
de er. Det gælder fx borgere, der både
har en psykisk lidelse og et misbrug.
• Større indflydelse
Borgerne får langt større indflydelse på,
hvilken behandling de skal have. Det er
vigtigt, fordi det styrker motivationen
for at blive i behandling.
Omlægningen i korte træk
• De 4 alkoholenheder og de 4 modtageenheder integreres i 3 rehabiliteringsenheder.
• De 4 behandlingsenheder bliver til 3 behandlings- og substitutionsenheder.
• Tilbud, som ikke er direkte behandlingsrelateret, indgår ikke i behandlingscenteret, men samles i Center for rehabilitering og pleje (E-huset, bofællesskaber i Lundtoftegade, pleje afdelingen på Forchhammersvej og Plejekollektiverne m.fl.).
• Det selvstændige familiebehandlingstilbud - Familieambulatoriet Thoravej - omlægges så det fremover kan nå ud til et større antal borgere.
• Der etableres et kommunalt lavintensivt behandlingstilbud for de bedre fungerende
substitutionsbrugere.
• Lægeklinikken Turesensgade udfases over 2 år.
• Der etableres et nyt tilbud for de svageste substitutionsbrugere på Forchhammersvej
gennem en fusion af ambulatoriet Forchhammersvej og Classensgade medio 2016.
10 • sofbladet • nr.3 september 2015
”Vi skal flytte tankegang og vaner”
Flemming B. Nielsen, misbrugsterapeut og
casemanager i Modtageenheden Amager
Jeg har i mange år undret mig over,
hvorfor man ikke kørte alkoholbehandlingen og stofbehandlingen sammen.
For om produktet hedder alkohol eller
cannabis, eller hvad det nu gør, er det jo
stadig en misbrugsproblematik, der er
tale om. Og mange borgere har i øvrigt
også et blandingsmisbrug. Nu har man
altså fundet ud af, at er en god ide at
behandle begge typer misbrug under
samme tag, og det synes jeg er godt, så
vi fremover kan tage hånd om det hele i
stedet for at gøre borgerne til kastebolde. I virkeligheden er den største udfordring lige nu nok ikke borgerne, men
det at få flyttet medarbejdernes tankegang og vaner. På alkoholområdet er der
primært ansat sundhedspersonale, altså
læger og sygeplejersker. På stofområdet
er der mest ansat socialrådgivere og socialpædagoger, fordi den sociale del også
fylder meget. Så vi skal lære hinanden
og hinandens metoder at kende, hvis vi
skal kunne dække begge områder.
”Husk, at det ikke er alle, der har en
social problematik ”
Mette Pitts, socialrådgiver og alkoholbehandler i Alkoholenheden på Regnbuepladsen
”Nu skal borgeren kun henvende
sig ét sted”
Pia Mathiasen, Socialrådgiver og
tillidsrepræsentant, Behandlingsenhed
Nord
Jeg tænker, at der er nogle fordele ved,
at man nu skal behandle alkohol og stof
samme sted – særligt selvfølgelig for
dem, der har begge typer misbrug. Desuden er det godt, at de, der har sociale
problemer, kan få en helhedsorienteret
hjælp samme sted, som de får behandling. Omvendt er det vigtigt, at man er
særligt opmærksom på alle de borgere,
som ikke har en social problematik,
men kun et misbrug. De vil bare gerne
have en behandlingsplan og ønsker ikke
at blive til en social sag. De skal gerne
kunne komme ind af døren og føle,
at det er alkoholen eller stofferne, vi
snakker om her.
En af de rigtig gode ting er, at borgeren fremover kan tale direkte med den
medarbejder, der træffer afgørelsen om,
hvorvidt de fx kan få en enkeltydelse. I dag er det sådan, at vi, der har
kontakten med borgeren, først laver alt
forarbejdet og dernæst sender ansøgningen videre til Socialfaglig Enhed i
myndighedsdelen af Borgercenteret.
Men fremover skal de i Socialfaglig
Enhed selv ud at tale med borgerne. Det
tror jeg bliver godt, både fordi de så får
alle oplysningerne på første hånd – og
fordi borgerne har ønsket, at det blev
som tidligere, hvor de talte med os, som
også traf afgørelserne.
Vi har både på alkohol- og stofområdet
noget godt, fagligt gedigent arbejde,
som vi gerne vil bevare. Og samtidig
skal vi være åbne over for nye tiltag
og arbejdsgange. Det stiller store krav
både til medarbejdere og ledere i den
kommende tid.
Hele tanken om, at behandlingen skal
omstruktureres er super. Fx er det
rigtig godt, at vi fremover kan modtage borgerne direkte fra gaden og selv
visitere dem. I dag går vores borgere
først et stykke tid i modtageenheden, og
hvis det så viser sig, at de skal blive ved
med at have substitutionsmedicin, så
bliver de sendt ned til os og skal skifte
behandlere og kontaktperson midt i
deres forløb. Nu bliver der kun ét sted
borgeren skal henvende sig, og så bliver
man der.
Af Marianne Strøm Hansen
nr.3 september 2015 • sofbladet • 11
Langt de fleste døgntilbud inden for
handicap- og udsatteområdet og socialpsykiatrien arbejder ud fra en overordnet tilgang. Inden for socialpsykiatrien
er det recovery. På både udsatte- og
handicapområdet er den anerkendende
tilgang mest udbredt, tæt efterfulgt af
den neuropædagogiske tilgang på handicapområdet.
Der ligger en tavs viden
derude, som det ville være
en fordel at få sat mere i
spil.
Det viser en undersøgelse fra 2014 af
tilgange og metoder i SOF, som bygger
på tilbuddenes egne kvalitetsbeskrivelser
i forbindelse med akkreditering.
Undersøgelsen peger på, at jo mere
specialiserede tilbuddene er, jo mere
benyttes velbeskrevne metoder. På
12 • sofbladet • nr.3 september 2015
Det er en udfordring, som Robin Vickery fra Enhed for Kvalitetsudvikling og
Resultater, er kommet endnu tættere
på i fire fokusinterviews med ledere og
medarbejdere på døgntilbuddene, som
han lavede i forbindelsen med undersøgelsen af tilgange og metoder i SOF.
”På tværs af områderne efterlyser
medarbejderne fokus på, hvordan man
kan integrere metode og teori mere
i de redskaber, som bruges til daglig.
Samtidig er metodefriheden, noget man
sætter meget pris på, ikke mindst på
udsatteområdet, hvor man i højere grad
definerer arbejdet ud fra et fælles sprog
i form af værdier og tilgange frem for
metoder,” siger han.
MINDFULNESS
Tilværelsespsykologi
PALS
Beslutningsbalance
Robin Vickery understreger, at en
mindre grad af fokus på metoder ikke
er ensbetydende med, at der arbejdes
ustruktureret og uden mål for indsatserne.
”Slet ikke. Det er nok mere et udtryk
for, at man ikke er vant til at sætte ord
på sin praksis, men derfor kan arbejdet
med borgerne godt være mere metodisk
og teoretisk funderet, end det fremgår
af tilbuddenes kvalitetsbeskrivelser. Det
betyder så, at der ligger en tavs viden
derude, som det ville være en fordel at få
sat mere i spil, for det er min opfattelse,
at medarbejderne er utroligt optagede
af, hvordan man omsætter teori og
metoder i god praksis,” vurderer han.
I den næsten runde akkreditering,
som starter i efteråret, satser Robin
Vickery og kollegerne fra Enhed for
Kvalitetsudvikling og Resultater derfor
løbende på at sætte spot på god praksis,
som auditorerne møder i løbet af processen og som kan være til inspiration
for andre. Det kommer til at ske via en
række gå hjem-møder, hvor medarbejdere fra forskellige tilbud stiller sig op
og deler ud af lærerige erfaringer på,
hvordan de konkret omsætter metoder
og tilgange i praksis.
referenceramme
Samtale
De tre huse
samskabelse
Værktøj
Velfærdsteknologi
Forandringscirkel
SUNDHED FOR DIG
Narrativ
recovery
Indkluderende
Psykosocial rehabilitering
MINVEJ
løsningsfokuseret
NICE
tilbud, der favner en mere forskelligartet gruppe af borgere, har man
derimod sværere ved at træffe klare valg
om bestemte metoder, der kan bruges
af alle medarbejdere. På psykiatri- og
udsatteområdet drejer det sig om cirka
halvdelen af tilbuddene, mens en tredjedel af tilbuddene på handicapområdet
ikke har beskrevet en metode. Dermed
kommer valg af metode ofte til at hænge
sammen med den enkelte medarbejders
baggrund, viden og interesser.
Spot på god praksis
Psykosocial rehabillitering
Den løsningsfokuserede metode, recovery,
neuropædagogik, miljøterapi… fortsæt selv
listen. Det er ingen overdrivelse at hævde, at
SOF er kendetegnet ved forskellige tilgange
og metoder til det socialfaglige, sundhedsfaglige og pædagogiske arbejde. Men især
på handicap- og psykiatriområdet efterlyses
mere fokus på at integrere viden om metoder
i praksis.
relationsarbejde
Kognitiv terapi
Udviklingspsykologi
løsningsfokuseret
til Rom
Dialog
Tilgange
Flere veje
tema
Neuropædagogik
Recovery
Videndeling
Brugerinddragelse
metoder
og tilgange
metoder
Neuropædagogik
Kognitiv miljøterapi
Systemisk tankegang
Mindfulness
FIT
samtaler
brugerindragelse
Kreative processer
adfærdsterapi
Relationspædagogik
Neuropædagogik
Skadereducerende
Recovery
parent management training
Hverdagsværktøj
Narrative samtale
Åben dialog
Kognitiv ramme
Dialog og evalueringsredskab
NADA
case stories
Forældreprogram
Sundhedspædagogik
samskabelse
Dobbelt Kram
Personlige forebyggelsesplaner
Psykosocial rehabillitering
Assertive Community Treatment
Tilgange: ”Den måde, hvorpå medarbejderne møder
borgeren”
Metoder: ”Den pædagogiske/terapeutiske og sundhedsfaglige fremgangsmåde,
der arbejdes ud fra”
Kilde: Kvalitetsmodellen i SOF
En bred vifte af tilgange på børne- og ungeområdet
På børne- og ungeområdet er der ikke lavet en samlet afdækning af,
hvordan landskabet for tilgange, metode og redskaber tegner sig på de
forskellige centre.
Men surfer man en tur rundt på centrenes hjemmesider, hvor tilbuddene
præsenterer deres tilgang og metoder,
så tegner der sig et billede af en bred
vifte af overordnede tilgange fra de
helhedsorienterede til de anerkendende, udviklingspsykologiske og
narrative.
Flertallet af tilbuddene bekender sig til
en fælles tilgang eller et beskrevet arbejdsgrundlag med afsæt i teori, værdi
og praksis. Enkelte tilbud har udviklet
deres egne modeller eller behandlingskoncepter, fx Wibrandtsmodellen og
Uturns model for forældreinddragelse.
Faglig chef i Borgercenter Børn og
Unge Martin Nabil Korsbæk vurderer,
at tilbud på børne- og ungeområdet
generelt er præget af en stor bevidsthed
omkring valg af tilgange og teoretisk
funderede metoder og på hvordan de
omsættes i praksis. Han gætter på, at
Hvad er tilgange og
metoder?
det er en bevidsthed, som bl.a. er blevet skærpet af, at man på området har
arbejdet systematisk med forandringsteorier. Han peger desuden på, at det
faglige udviklingsprojekt Kvalitet og
Mål i Anbringelsen, har været med til
at sætte godt gang i refleksioner over,
hvordan teoretiske og værdimæssige
grundlag bliver omsat til pædagogisk
praksis på dag- og døgninstitutioner i
SOF.
”Det er i hele taget mit indtryk, at
man på børne- og ungeområdet er
meget optaget af at skabe muligheder
for udvikling og bevægelse, der hjælper
familien, barnet eller den unge videre
i livet. Det betyder også, at området
tiltrækker medarbejdere, som er meget
optagede af at arbejde systematisk med
at omsætte metoder og tilgange, som
kan medvirke til, at der sker en udvikling,” vurderer Martin Nabil Korsbæk.
Har I brug for hjælp
til at sætte fokus på
socialfaglige metoder
og tilgange?
Mangler I viden om, hvad
der er den bedste metode eller tilgang, og hvad
skal der til for at omsætte
den i praksis? Hos SOF’s
vidensenhed, ViA (Viden i
Anvendelse) er der mulighed for hjælp til sparring.
Klik ind på KKintra og Find
ViAs seks konsulenter,
som alle arbejder med at
facilitere faglige udviklingsprocesser.
Af Pernille Søndergaard
nr.3 september 2015 • sofbladet • 13
Signe Strøm Olsen, Mads Trier-Holm
og Mette Holm er alle begejstrede for
muligheden for at dykke ned i Åben
Dialog. Til ære for fotografen rækker
Mads Trier-Holm hånden i vejret. På
uddannelsen foregår undervisningen
dog mere i rundkreds end på den
traditionelle skolebænk.
Dialog
i det åbne
tema
metoder
og tilgange
Inddragelsen af netværket står helt centralt i Åben Dialog,
som er en tilgang, der oprindeligt er udviklet i Vestlapland i
1980’erne. Åben Dialog har siden vundet anerkendelse verden
over og er også helt eller delvist implementeret forskellige steder i Danmark, både i behandlingspsykiatri og socialpsykiatri. Nu
er turen kommet til den københavnske socialpsykiatri. I Center
Nørrebro uddannes 30 medarbejdere og ledere for øjeblikket i
at praktisere Åben Dialog.
14 • sofbladet • nr.3 september 2015
Det giver næsten sig selv; tanken bag
Åben Dialog er, at vejen mod positive forandringer går gennem dialog.
Centralt står også troen på, at man ikke
kan forstå det enkelte menneske isoleret
fra hans eller hendes sociale relationer.
Derfor handler det om at involvere borgerens private og professionelle netværk
som en positiv ressource. Det sker via
netværksmødet, som er baseret på syv
principper for hurtig indsats i forhold til
borgeren og netværket.
Her er fokus på dialog frem for løsning. På proces frem for beslutning. På
undren frem for argumentation.
Det lyder enkelt, og det er det også
for mange. Men i praksis kan det være
svært at lægge den løsningsfokuserede
rolle og den professionelle dagsorden fra
sig. Det er de i fuld gang med at øve sig
på i Center Nørrebro. Her satser man
på at gøre Åben Dialog til en fælles tilgang. Derfor gik centret sidste år i gang
i med at udvikle en uddannelse i Åben
Dialog til medarbejdere og ledere.
Brugerperspektivet er med
Ӂben Dialog er en tilgang, der taler
direkte ind i Center Nørrebros ønske
om at give borgeren en stemme og samtidig at tage seriøst, at gode relationer er
bærende for, at man kommer nærmere
et godt liv,” siger udviklingsmedarbejder
Lisette Valter, som er en af tovholderne
for uddannelsen.
En leder og en medarbejder fra hver
enhed i Center Nørrebro er i gang med
at tage uddannelsen. En udviklingsgruppe udvikler løbende uddannelsen
og omsætter de ideer og forslag, der
kommer fra kursisterne til konkrete
moduler. Udviklingsgruppen henter
inspiration fra Århus Kommune, som
siden 2011 har haft en 2-årig uddannelse i Åben Dialog. Desuden profiteres
der af eksperthjælp fra Det nationale
netværk for Åben Dialog.
Center Nørrebro har også sørget for
at få brugerperspektivet med. Mads Tri-
er-Blom er én af de erfaringseksperter,
som er inviteret indenfor som kursist
på uddannelsen. Han er til daglig ansat
som medarbejder med brugerkompetence i Psykinfo i Region Sjælland.
”Jeg er psykisk syg og lider under
den opfattelse, at min diagnose er min
vigtigste kompetence,” siger Mads
Trier-Blom, som betegner sig selv som
både brobygger, grænsebryder og
Det, der går igen i
Åben Dialog er, at alle
er på lige fod, og alle
perspektiver er lige
gyldige.
maniodepressiv.
For ham er begrebet ydmyghed et
vigtigt kendetegn ved Åben Dialog.
”Det betyder, at den professionelle
afstår fra ekspert- og hjælperrollen og
placerer ansvaret hos borgeren. Det,
der går igen i Åben Dialog er, at alle er
på lige fod, og alle perspektiver er lige
gyldige. Man møder hinanden åbent
og uden forudfattede meninger. Den
professionelles ord vejer ikke tungere
end borgerens,” forklarer han.
Alle bliver hørt
Der er ikke en dagsorden eller en
på forhånd fastlagt struktur for netværksmøder i den åbne dialogs tegn. Til
gengæld er der en mødefacilitator, som
har ansvar for, at netværksmødet foregår
med en klar kontekst, og at der bliver
samlet op på mødet.
På Uddannelsen i Åben Dialog klædes
deltagerne derfor på til at være mødefacilitatorer og til at indgå i reflekterende teams på netværksmødet. Til
netværksmødet inviteres de deltagere,
som borgeren gerne vil have med som
ligeværdige parter i at hjælpe med at
afsøge, afklare eller pege på en vej frem
i en uafklaret eller kritisk situation. Og
netværket tænkes bredest muligt; det er
både det private og det professionelle
netværk, forklarer Mads Trier-Blom.
”Hvis det fx handler om en borger,
der gerne vil flytte sammen med sin
kæreste, men er lidt i tvivl om det hele,
så kan borgeren fx vælge at invitere
sin mor, en repræsentant for boligforeningen, sin sagsbehandler og sin
kontaktperson med til mødet, og så
bliver emnet reflekteret fra de forskellige
deltageres ståsted. Alle byder ind med
hvert deres perspektiv. Man skal brede
hele paletten af muligheder, håb og
bekymringer ud.”
Det er mødefacilitatorens ansvar at
sørge for, at alle kommer til orde, og
at alle synspunkter bliver hørt, forstået
og respekteret. Facilitatoren skal være
spørgende, undrende og undersøgende
for dermed at skabe rum for, at en åben
dialog mellem borgerens og hans private
og professionelle netværk kan udvikle
sig.
Tid til nærvær
For Signe Strøm Olsen, som til daglig
er stedfortrædende afdelingsleder på
Fogedgården og begejstret kursist på
uddannelsen, handler Åben Dialog
netop om at give tid og rum til nærvær
og lydhørhed.
”Vi skal øve os i at være oprigtigt til
stede og lytte til, hvad den anden siger
og ikke tro, at vi med den samme forstår
eller ved, hvad den anden har på hjerte.
Vi skal have modet og give tiden til at
få foldet det hele ud,” siger Signe Strøm
Olsen, som håber, at værdierne fra Åben
Dialog kan blive ”til en måde at være til
i verden på.”
nr.3 september 2015 • sofbladet • 15
7 principper for Åben Dialog
1. Hurtig hjælp
– det første møde mellem borger og netværk finder sted højst 24 timer efter henvendelse.
2. Et socialt netværksperspektiv
– borgerens private og professionelle netværk inddrages i åben dialog.
3. Fleksibilitet og mobilitet
– i forhold til fx mødested, mødedeltagere og mødetidspunkter.
4.Ansvar
– den ansvarlige professionelle mødefacilitator/tovholder følger borgeren i hele forløbet.
5.Kontinuitet
– det professionelle team følger borgeren gennem hele forløbet og kan undervejs suppleres med andre professionelle aktører.
6. Tolerance over for usikkerhed
– de professionelle er ikke eksperterne, men er åbne for at der i dialogen med netværket viser sig nye muligheder og alternativer. At afstå fra fokus på løsninger kan skabe en midlertidig usikkerhed både for borgeren, netværket og de professionelle.
7. Dialogisme
– den vigtigste opgave er at understøtte dialog mellem deltagerne for at opbygge en ny gensidig forståelse.
Der er ikke én sandhed. Alle meninger, udsagn og tanker er lige gyldige.
Center Nørrebro arbejder løbende med at tilpasse de syv principper for Åben Dialog til deres kontekst.
”Dét at give tid til nærvær, håber jeg,
er noget, vi kan hive ind i vores hverdag
i Center Nørrebro – også uden for netværksmøderne.”
Hun bakkes op af sin medkursist
Mette Busk, som er kontaktperson på
Thorupgården.
”Jeg er begejstret for Åben Dialog,
fordi det handler om, at vi lytter og taler
sammen i stedet for at argumentere.
Her er muligheden for, at alle kan sige,
hvad de mener og føler. Til daglig lever
vi jo i en produktionsorienteret hverdag
med mål, handleplaner osv. Men i Åben
Dialog hiver vi dagordener og beslutninger ud til fordel for en mere skabende proces og en ægte interesse i, hvad
den anden siger.”
At arbejde med Åben Dialog kræver
langsommelighed og god tid, men på
længere sigt er de timer, man bruger på
dialogen med borgeren og netværket,
givet godt ud, vurderer Lisette Valter.
Der er nemlig gode resultater Med
Åben Dialog fra Finland, som bl.a.
peger på færre psykotiske tilfælde,
nedsat brug af antipsykotisk medicin og
fald i lange indlæggelser for skizofrene
patienter. For øjeblikket gennemfører Socialstyrelsen et projekt, der skal
undersøge effekten af at bruge Åben
Dialog i socialpsykiatrien i fem forskellige kommuner i Danmark.
”Men vi forventer ikke, at Åben Dialog er svaret på alt. Det er en tilgang,
som fint lever side om side med andre
tilgange og metoder,” siger Lisette.
Hurtig og fleksibel hjælp
Det første hold på uddannelsen slutter i
2017, og Signe, Mette og Mads glæder
sig til de kommende moduler.
”Det er fascinerende, at vi skaber
uddannelsen samtidig med at vi går på
den. Og så gør det noget fedt, at vi på
kryds og tværs i centret er af sted sammen. Vi står alle på usikker grund og
bliver knyttet tættere sammen på tværs
af enheder,” siger Signe Strøm Olsen.
Og ifølge Lisette Valter giver det
rigtig god mening, at så forholdsvis stor
en gruppe af medarbejdere er sendt af
sted på uddannelse samtidig. Det skaber
nemlig gode forudsætninger for at kunne arbejde med Åben Dialog i praksis
ud fra de principper i tilgangen, der
handler om hurtig og fleksibel hjælp.
”Når en borger ønsker et netværksmøde, kan vi hurtigt og fleksibelt træde til
med mødefacilitatorer og reflekterende
team inden for kort tid, fordi vi kan
trække på hinandens Åben Dialog-ressourcer på tværs af centret,” forklarer
Lisette Valter.
Men indtil det første korps kandidater i Åben Dialog står klar, er udfordringen til stadighed at øve sig i den åbne
dialogs kunst og få tilgangen til at spire
og gro blandt både kolleger, borgere og
netværk.
Af Pernille Søndergaard
Foto: Jeanne Kornum
16 • sofbladet • nr.3 september 2015
tema
Metodiske
arketyper i SOF
Hvordan arbejder vi med metoder og tilgange i SOF? Det
giver ViA – Viden i Anvendelse
– et bud på via fem metodiske
arketyper, som er blevet til på
baggrund af interviews med
medarbejdere fra forskellige
tilbud i SOF.
Individuel tilgang
Medarbejdernes tilgang til borgerne
afhænger af deres arbejdsmæssige erfaringer. De bringer de erfaringer i spil, de
hver især har med sig. Deres praksis er
ikke hængt op på et teoretisk grundlag
eller en velbeskrevet metode. Den individuelle tilgang til arbejdet betyder, at
medarbejderne ikke har et fælles fagligt
sprog. Der er ingen udpræget tradition
for, at de i fællesskab reflekterer over
deres faglige praksis.
Fælles tilgang
Der er defineret en overordnet tilgang,
som medarbejderne skal arbejde inden
for. Det kan for eksempel være recovery
eller en anerkendende tilgang. Tilgangen udstikker en retning for arbejdet og
er på den måde med til at understøtte
faglige refleksioner over, hvordan medarbejderne skal forholde sig til borgerne.
Men medarbejderne kan nå derhen ad
forskellige veje, da der ikke er nogle
egentlige handlingsanvisninger eller metode. Dermed bliver arbejdet afhængigt
af den enkeltes erfaringer.
metoder
og tilgange
Eklektisk tilgang
Tilbuddet til borgerne er sat sammen
af en række forskellige velbeskrevne
metoder og tilgange, som tilsammen
vurderes at kunne dække de behov,
borgerne har. Eklektiske tilbud kan
tage sig ret forskellige ud. I et tilbud er
flere fælles metoder rullet ud til en bred
medarbejdergruppe, så hver medarbejder har en bred metodisk palet at
trække på. I et andet tilbud er mindre
grupper af medarbejdere bærere af hver
deres metode. De forskellige metoder
og kompetencer bliver så vidt muligt
bragt i spil i forhold til borgernes forskellige behov og situationer.
Enhedsmetode
Der satses på én velbeskrevet metode,
som alle medarbejderne skal arbejde ud
fra, fx kognitiv miljøterapi. Det giver et
fælles afsæt og sprog til de faglige drøftelser. Det forudsætter, at alle medarbejdere i større eller mindre omfang uddannes i metoden. Den fælles metode
kan omfatte hovedparten af tilbuddets
praksis, eller den kan begrænse sig til
dele af den, fx udredning eller samtaler.
Enhedsmetoden udelukker ikke, at der
sideløbende hentes anden metodisk
inspiration.
Manualbaseret
Tilbuddets praksis er baseret på den
bedst tilgængelige viden om, hvad der
virker for målgruppen. Det kan være
evidensbaserede metoder samt nationale
og internationale retningslinjer, som fx
Nice guidelines for alkoholbehandling.
Alle mestrer samme tilgang og går til
borgeren efter samme metode og bruger
den samme manual. Borgerne får i vid
udstrækning den samme behandling,
uanset hvilken medarbejder de er i
kontakt med.
nr.3 september 2015 • sofbladet • 17
tema
metoder
og tilgange
”ART er smart”
På Solbakken indøver alle børn udvalgte
sociale færdigheder og vredeskontrol via et
manualbaseret træningsprogram. Programmet
hedder ART, som er en forkortelse for Agression Replacement Training. 12-årige Freja har
deltaget i et ART-forløb, og hun har lært sig
selv meget bedre at kende.
Freja snor sin halskæde flere gange
omkring pegefingeren, hvor lak i en klar
blå nuance glimter fra neglen. Hun vil
gerne fortælle Sofbladet, hvad hun har
fået ud af at deltage i et ART-forløb.
Hun slår smut med øjnene og er rap i
replikken. Men midt i det hele finder
eftertænksomheden også vej. Den er
kommet til efter ART-træningen, som
har lært hende, at dét at tage en pause
og træde et skridt tilbage er en god ting,
når man skal tøjle et hidsigt temperament. Det er ikke fordi man som barn
på Solbakken ikke må blive vred og sur,
men man skal lære, hvordan man reagerer hensigtsmæssigt i selve situationen.
At tælle baglæns
”Først lærte jeg fx at lægge mærke til
de signaler, jeg får i kroppen, inden jeg
bliver vred. Jeg begynder at spænde i
hænderne og får uro i fødderne, og så
kan jeg føle, at jeg begynder at spænde
i nummeren,” fortæller Freja og løfter
med et skævt smil bagdelen lidt fra
stolen.
Det 30 timer lange ART-forløb har
også givet Freja indsigt i, hvad det er,
der kan være med til at udløse vreden.
Og så har hun har fået flere gode fif til,
18 • sofbladet • nr.3 september 2015
hvad der kan hjælpe hende med at bytte
spark, spyt og slag ud med en mere
social og fredelig adfærd.
”Ydre triggere – det er sådan nogle,
man får, hvis der fx er nogen, der skubber eller sparker til én. På ART lærte jeg
at sige til de andre, at det vil jeg ikke
have, eller at spørge:” Hvorfor gør du
det?” Eller at sige det til en voksen. Før
ville jeg bare selv have sparket, revet
eller slået igen,” fortæller Freja.
At tælle baglæns fra ti ned til nul kan
også hjælpe hende med ikke at fare i
flint. En god udvej kan desuden være at
undgå øjenkontakt og fjerne sig fysisk
fra situationen.
”I dag når jeg bliver sur på min mor,
så løber jeg ind på mit værelse og siger
alle de ting, jeg skal af med ned i min
pude. Og hvis der er et af de andre
børn, der bliver ved med at gøre noget,
der irriterer mig, så går jeg væk og
tænker over konsekvenserne af, hvad der
ville ske, hvis jeg slog eller noget andet,”
fortæller hun.
Lærer sociale færdigheder via rollespil
ART er nok mest kendt for sin træning
i kontrol af vrede. Men vredeshåndteringen er kun én af tre komponenter i
FAKTA om ART
Det evidensbaserede
program ART har sit udgangspunkt i læringspsykologien, hvor aggressiv
adfærd primært ses som
en tillært adfærd. Dette
kobles i ART med indsigter fra blandt andet social
læringsteori og kognitiv
adfærdsanalyse. Der er
foretaget flere effektstudier af ART, der blandt
andet påviser, at børn og
unge, der trænes i ART,
efterfølgende udviser
signifikant mindre aggressiv adfærd og har øgede
sociale kompetencer.
Behandlingen med ART
har været tilbudt i Danmark siden 2010 og
tilbydes bl.a. til udadreagerende unge på døgninstitutioner, i dagbehandlingstilbud og i enkelte skoler. I
SOF tilbydes ART på fire
dagtilbud og fem døgninstitutioner.
Freja fanget i sommersol på
Solbakkens trappe sammen
med sine ART-trænere,
Dorte Mølbak og Maria
Busljeta. Dorte Mølbak er
for øjeblikket i gang med
at videreuddanne sig til
ART-master. Det betyder, at
hun bliver kvalificeret til at
uddanne nye ART-trænere i
SOF. Maria Busljeta fungerer
ikke kun som ART-træner
på Solbakken, men træner
også børn på fx Ny Ellebjerg
Skole.
nr.3 september 2015 • sofbladet • 19
programmet, som også indeholder social
færdighedstræning og træning i moralsk
ræsonnement. Det fortæller Maria
Busljeta og Dorte Mølbak, som begge er
pædagoger og to af Solbakkens i alt fem
certificerede ART-trænere.
I den sociale færdighedstræning
trænes børnene i udvalgte sociale færdigheder som fx at give komplimenter,
at tackle kritik, at bede om hjælp og at
starte en samtale. Undervisningsmetoden er en blanding af snak, rollespil og
øvelser, hvor børnene både hører trænerne fortælle om de sociale færdigheder og
ser dem demonstrere dem i praksis.
”I ART-lokalet får børnene spejlet
sig selv og bagefter øver de sig i selv at
sige ordene og gøre tingene, før de går
ud i den virkelige verden og prøver det
af, ” forklarer Dorte Mølbak, der som
ART-træner skal agere det gode eksempel.
Modellen indeholder i alt 50 færdigheder, og man kan vælge præcis de
færdigheder, som børnene har brug for
at træne.
”Freja har ADHD i svær grad, og hun
har store problemer med at vente på sin
tur i samtalen. I ART har vi derfor trænet hende i at lytte og vente på andre,
når de snakker i stedet for at bryde ind.
Og vi har også trænet den måde, Freja
henvender sig på, når hun gerne vil starte en samtale,” forklarer Maria Busljeta.
Den sidste komponent i ART er træning i moralsk ræsonnement. Her øver
børnene sig i at tænke over konsekvenser af deres handlinger. I ART-lokalet
hænger en plakat med en oversigt over
14 karakteregenskaber, som forskningen
viser, at børn og unge med sociale og
psykiske problemer typisk ikke er så fortrolige med, fx tålmodighed, samarbejde
og hjælpsomhed. Begreberne bruges til
at folde de moralske dilemmaer ud, som
ART-trænerne tager op med børnene i
træningen.
Konkrete opskrifter og masser af ros
Et ART-forløb foregår i mindre grupper
og består af 30 lektioner, som er bygget
op omkring en manual. Den pinder
skridt for skridt ud, hvad deltagerne
skal igennem inden for programmets tre
komponenter. Både Maria Busljeta og
Dorte Mølbak oplever manualen som
en god støtte.
”Som pædagog skal du ikke opfinde
det hele selv. Det er en stor fordel at
have en manual med konkrete opskrifter på, hvordan man i praksis kan øve
hensigtsmæssig adfærd, og så hjælper
manualen med at holde skarpt fokus på,
hvad det er, vi skal lære nu,” siger Dorte
Mølbak.
En vigtig motivationsfaktor i ART er
anerkendelse, som det er ART-trænernes
opgave at dosere i rette mængder.
Vi bruger ros til at vise: ”Jeg ser dig
for de gode ting, du gør.” Og børnene
elsker det!” fortæller Maria Busljeta.
ART-trænerne kan også bruge konkrete belønninger som fx en snurretop
og en pakke Tic Tac som tegn på positiv
anerkendelse. Når et forløb slutter, får
deltagerne desuden et ART-diplom i
glas og ramme. Det, synes Freja, var en
god oplevelse.
”Jeg blev rørt indeni. Jeg fik den dér
følelse: Yes, jeg har gjort det godt! Nu
kan jeg ART,” siger Freja.
Flere valgmuligheder
ART-programmet lægger op til, at deltagerne kan fungere som rollemodeller
for hinanden. Derfor er det ifølge de
to ART-trænere en særlig udfordring at
gennemføre ART med så udfordrede
børn som Solbakkens. Alligevel bakker
begge pædagoger 100 procent op omkring Solbakkens motto for ART-træningen, som lyder: ”ART er smart.”
”ART matcher meget fint de mål,
som børnene har for deres udvikling, og
som vi dagligt behandler. ART læner sig
derfor helt naturligt op af min hverdag
som pædagog her på Solbakken. Jeg
er vild med det, for det giver så meget
mening,” siger Maria Busljeta.
For Dorte Mølbak handler ART først
og fremmest om at give børnene flere
valgmuligheder.
”På længere sigt handler det om,
at vi skal hjælpe børnene til at blive
samfundsborgere, som forstår at begå
sig ude i verden. Med ART får børnene
nogle rigtigt gode, konkrete værktøjer
med til at reflektere over sig selv og
justere deres adfærd,” siger hun.
Og Freja? Hun summer sin personlige
gevinst ved ART op med disse ord:
”Jeg kender mig selv bedre efter ART.
Jeg mærker mig selv nu og forstår også
bedre, hvad det betyder for mig, at jeg
har AHDH.”
Tekst og foto: Pernille Søndergaard
20 • sofbladet • nr.3 september 2015
ART på Solbakken
Solbakken er en skole- og
dagbehandlingsinstitution på Vesterbro med 30
børn. Omkring halvdelen
af børnene har været
igennem et gruppebaseret ART-forløb i tre
ugentlige lektioner over
10 uger. Målet er, at alle
børn skal igennem et
ART-forløb og et efterfølgende brush up-forløb
på seks lektioner. Solbakken har fire uddannede
ART-trænere, der løbende
varetager ART-træningen.
Yderligere to pædagoger
bliver uddannet i 2016.
tema
Farvel til
autopiloten
metoder
og tilgange
Sofbladet er med som en flue
på væggen en onsdag formiddag til gruppebehandling for
aktive misbrugere i Center
for Misbrugsbehandling og
Pleje. Gruppebehandlingen er
et ambulant tilbud til borgere
med et problematisk forbrug
af stoffer, medicin eller alkohol, der ønsker at reducere
eller stoppe deres misbrug.
Den kognitive metode løber
som en rød tråd gennem
behandlingen.
Den kognitive metode giver et fælles
sprog for misbrugsbehandler Morten
Sylverstersen og hans kollega, som på
skift kører gruppebehandlingen.
Vinduerne er slået op på vid gab i lokalet under loftet, hvor Aktivgruppen mødes til dagens session. På det store bord
midt i lokalet har misbrugsbehandler
Morten Sylvestersen rettet an med vand,
kopper, nescafé og termokander. Som
den første træder Bent ind ad døren.
Han lægger sin kasket i vindueskarmen
og dykker ned i sin taske efter en sodavand. Dagens øvrige deltagere finder deres pladser om bordet. Kenny - en ung
mand i tyverne – har wienerbrød og en
rulle vingummi med. Hans sidemand,
Erik, finder læsebriller og papirer med
dagens opgaver frem. Han skraber lidt
rastløst med fødderne under bordet.
Det tre måneder lange behandlingsforløb er bygget op omkring en
omfangsrig manual. Den indeholder
opgaver og workshops med gennemgange af en lang række temaer med
relation til misbrug og ønsket om forandring, fx kriser og tab, motivation og
forandring, stofedukation, tilbagefaldsforebyggelse, ansvar, stress og modstandskraft.
Manualen er et fælles arbejdsredskab
for de to misbrugsbehandlere, som på
skift står for gruppen. Men de følger
den ikke slavisk. Der skal være plads til
improvisation alt efter, hvad der er på
spil hos de enkelte deltagere.
FAKTA
om den ambulante
gruppebehandling
Det overordnede mål for
det 12 uger lange behandlingsforløb i Center
for Misbrugsbehandling
og Pleje er reduktion af
misbruget eller stoffrihed. Hver mandag sætter
deltagerne sig delmål for
ugen. Hver fredag følges
op på målene. De fleste,
der gennemfører den 12
uger lange behandling,
opnår stoffrihed. Så snart
deltageren er stoffri og
kan lægge to rene urinprøver, har han eller hun
mulighed for at fortsætte
i den stoffrie gruppe.
nr.3 september 2015 • sofbladet • 21
I manualen er den kognitive metode
grundlæggende, og den giver et fælles
sprog for Morten Sylvestersen og hans
kollega, som begge har mange års erfaring inden for misbrugsområdet og en
etårig kognitiv grunduddannelse. Den
kognitive metode suppleres af begge
med både løsningsfokuserede, motiverende og narrative tilgange.
Kampen med ambivalensen
Sessionen starter med en runde Siden
Sidst. Erik lægger ud.
”Jeg har haft nogle virkelig fristende
tanker. Trangen efter alkohol opstod,
fordi jeg smuttede forbi kiosken, og der
ligger jo en god rødvin. Tanken blev hos
mig i to timer, men jeg tænkte, ”Nej
jeg gør det ikke.” Så de to dele af mig
kæmpede om pladsen længe, og det var
så irriterende, men jeg var glad for, at
jeg ikke gav efter.”
”Godt gået, Erik!” lyder det opmuntrende rundt om bordet. Morten
Sylvestersen nikker anerkendende.
”Det er en vigtig erfaring, du har fået
med dig, at du kan være med trangen.
Du var i forhandling med dig selv i to
timer - og det er lang tid at kæmpe med
ambivalensen. Hvis man ser på, hvad
der er i værktøjskassen efter hjælp, så
kan det være et rigtigt godt redskab at
hive fat i nogen og sige det højt. Var
det en mulighed for dig i den konkrete
situation?”
Farvel til autopilot
Den kognitive metode er en tilgang til
at analysere tanker, følelser og adfærd i
kritiske situationer i stedet for at være
22 • sofbladet • nr.3 september 2015
på autopilot. Centralt i den kognitive
terapi står nemlig, at det ikke er en
given situation, som giver anledning til
problemer. Det afgørende er måden, vi
fortolker eller tænker om den. Derfor
handler det bl.a. om at give deltagerne redskaber til at registrere og forstå
sammenhængen mellem tanker, følelser,
adfærd og kropslige fornemmelser for
dermed at bryde med onde cirkler og
øge følelsen af kontrol. Det er en hjælp
til at håndtere den ambivalens, de fleste
af deltagerne står med, nemlig ønsket
om forandring på den ene side og de
mange grunde, der er for at fortsætte
misbruget på den anden.
En ung sortklædt mand kommer stille
ind ad døren. Han har fulgt gruppereglerne og meldt sin lidt senere ankomst
til Morten.
Han sætter sig ned. Virker nedslået.
”Det går ikke så skide godt. Jeg orker
ikke at snakke om det. Jeg vil gerne være
med på en lytter i dag,” siger han, da
turen kommer til ham.
”Det er fedt, du har fået slæbt dig
herind. Det tyder på, at du vil en forandring”, understreger Morten Sylvestersen og giver ordet videre til Bent.
”Jeg tog til Herlev onsdag, og der går
jo som regel druk og røg i den. Så det
var lidt en test. Men det blev en kanon
aften med sodavand og nul røg. Jeg
har rundet de tre dage og er kommet
forbi det punkt, hvor jeg bare skal have
den der bajer. Men jeg ved jo, at der
kommer et tidspunkt, hvor jeg synes,
jeg har så meget styr på det, at jeg godt
kan fejre det med en lille én…”
Morten Sylvestersen tager tråden op.
”Det er en typisk tilbagefaldsfælde
at teste sig selv. Når man vinder over
trangen, er det fedt, men så kan man
godt begynde at hæve overlæggeren. Så
man udfordrer sig selv endnu mere, og
så er der stor risiko for, at man snubler.
Er der noget, du kan gøre?”
”Jeg har sørget for, at der står ”Alkoholstop” i min kalender samtlige dage
i tre måneder, så når jeg kigger i min
kalender, får jeg det direkte i hovedet,”
svarer Bent.
Det er mest en tankefabrik
”Ja, bare bliv ved med at drikke sodavand, Bent,” siger Kenny, inden han selv
tager ordet.
”I dag er det 37 dage væk fra hash.
Det er skide godt og fantastisk. I onsdags hentede jeg en venindes datter fra
børnehave. Jeg havde guitar med, og så
satte vi os i to timer og spillede. Det var
sjovt og dejligt - og det var i hvert fald
ikke sket, hvis jeg havde røget hash, så
havde jeg bare siddet og stenet,” siger
Kenny med et skævt smil og fortsætter:
”Der er stadig et tomrum, jeg skal
have fyldt ud. For jeg slås med de der
pop up-tanker, der kommer: ”Nu går
det godt, så kan du godt ryge en joint”.
Det er den værste tanke, fordi jeg altid
har haft et selvdestruktivt mønster og
en stemme, der siger: Du skal nok få
det ødelagt. Men jeg ved godt, det mest
er en tankefabrik i mit hoved, og at det
bedste, jeg kan gøre, er at være opmærksom på mine tanker.”
”Ja,” nikker misbrugsbehandleren,
som sammen med de øvrige om bordet
lytter opmærksomt, ”Det vigtigste er,
at du får registreret dine tanker, for hvis
de kører automatisk, så kører de afsted
med dig. Når du bare holder fast i at
registrere, hvad der sker i dig, så kan jeg
ikke se, hvad der skulle skubbe dig af
sporet nu.”
”Jeg får noget godt ud af at
være her. Jo mere man selv
byder ind, jo mere får man
ud af det. Det er vigtigt, at
vi kan komme her gruppen
med vores input. Man får
en masse tilbage, man kan
bruge til noget.”
Negative antagelser spænder ben
I behandlingen arbejder Morten Sylvestersen med begrebet Skemata, som
i kognitiv terapi er betegnelsen for de
grundantagelser, vi har om os selv, andre
og verden. ”Ingen kan lide mig” kunne
en grundlæggende antagelse om én selv
lyde og om andre: ”Alle andre er bedre
end mig”. Og om verden:” Verden er et
utrygt og farligt sted.” Med afsæt i grundantagelserne udvikler vi et sæt leveregler, som styrer vores handlinger, fx ”Jeg
vil ikke lade nogen komme tæt på mig,
for så vil jeg (jo) blive svigtet (igen).”
Problemet med gamle og uhensigtsmæssige leveregler er, at de med tiden bliver
for rigide og alt for svære at leve op til,
hvilket leder frem til de såkaldt negative, automatiske tanker – irrationelle
og belastende tanker, som forvrænger
virkeligheden.
I manualen er der flere forskellige
værktøjer, som Morten Sylvestersen og
hans kollega bruger til at øge deltagernes bevidsthed om de negative grundantagelser, der er med til at spænde ben.
Ét af værktøjerne er hjemmeopgaver og
gennemgang af forskellige eksistentielle
temaer. Ugens tema er skyld og skam,
og en af dagens hjemmeopgaver lyder:
Du møder en gammel ven/familiemedlem/studiekammerat og vedkommende spørger: Hvad går du så og laver?
Du er indskrevet i behandling for dit
misbrug og er i tvivl om, hvad du skal
svare. Har du prøvet at stå i den type
situation? Beskriv kort hvad du gjorde?
Hvad var konsekvenserne? Hvad er
fordel og ulempe for dig ved at fortælle
om virkeligheden, som den er?
Morten Sylvestersen rejser sig og
tegner hurtigt et skema op på tavlen
med fordele på den ene side og ulemper
på den anden. Fordele/ulempeskemaet
en teknik i den kognitive metode til at
undersøge, hvilke fordele og ulemper
deltageren oplever, der er knyttet til
misbruget. Men skemaet kan også bruges i andre valgsituationer, som nu den
dagens opgave lyder på.
”En fordel ved at fortælle det, som det
er, er at du slipper for at lyve,” lyder ét
bud.
”En ulempe er, at du sætter gang i
folks - fx dine forældres - forventning
til, at du bliver stoffri - og det kan opleves som et pres,” lyder et andet bud.
”En fordel er vel også, at du ikke står
alene, at du får en potentiel livlinje,”
forslår Morten Sylvestersen.
”Ja, og når man så ringer, så tager de
sgu aldrig telefonen,” udbryder Bent.
Og det bliver anledning til en snak, der
runder leveregler som fx ”Hvis jeg beder
om hjælp, så bliver jeg afvist”. ”Hvis jeg
ringer, synes de, jeg er irriterende”. ”Det
er svagt, at jeg ikke kan klare mig selv”.
”De leveregler ser vi nærmere på, når
vi skal arbejde med støttepersoner,” siger
Morten, inden Kenny kommer med et
endnu et bud på en fordel ved at fortælle tingene, som det er.
”Du tømmer hovedet. Så er problemet ude af dig,” siger han, og Morten
Sylvestersen griber bolden og sætter
streg under en sidste vigtig pointe inden
frokostpausen – denne gang med et
nøglebegreb inden for den narrative
tilgang:
”Problemet er problemet. Men det er
ikke dig der ER problemet. Problemet
er noget, du kæmper med.”
Af hensyn til anonymitet er deltagernes
navne opdigtet.
Tekst og foto: Pernille Søndergaard
nr.3 september 2015 • sofbladet • 23
At smitte
med ro
På botilbuddet Hyldeblomsten forsøger
medarbejderne at skabe øjeblikke af nærvær,
samhørighed og ro sammen med beboerne.
Det gør de med afsæt i viden fra neuroaffektiv og neurokognitiv udviklingspsykologi.
Pia Jensen sætter en cd med Mads Langer i Kristoffers ghettoblaster. 47-årige
Kristoffer ligger stadig i sin seng og
sover. Han har brug for stimuli til at
vække nervesystemet, og popsangene
hjælper ham med at komme op til overfladen efter en lang nats søvn. Pia Jensen
møder ham her fra morgenstunden med
dét, der i Hyldeblomstens neuroaffektive ordbog benævnes ”tøvende nærvær”.
Det er en tilgang, som er meget forskellig fra en energisk morgenhilsen i stil
med ”Godmorgen, NU skal vi have dig
op af sengen, af med bleen og i bad!”
I stedet tuner Pia Jensen sig tøvende
og roligt ind på Kristoffer, alt i mens
hun aflæser hans kropssprog. Hun
puster ind i sine hænder for at varme
dem op, for hun kan se, at Kristoffer
får kuldegysninger, da hun slår dynen
til side. Hun stryger ham op og ned ad
armene med fast strøg. Da han sidder i
sejlet på vej fra seng til kørestol, vugger
hun ham blidt for at stimulere hans
vestibulære sans, som har at gøre med
kroppens ligevægt. Samtidig stimulerer
hun med de vuggende bevægelser hans
arousal i hjernen.
”Jeg tænker hele tiden, hvad er vigtigt
for ham? For det er jo mig, der er hjælperen,” understreger Pia Jensen, som til
daglig er afdelingsleder i Hyldeblomsten.
Nervesystemet har brug for samhørighed
I Hyldeblomsten er medarbejderne opmærksomme på, hvordan de i samspillet
24 • sofbladet • nr.3 september 2015
med beboerne både kan smitte beboernes nervesystem med ro og vække det,
hvis der er behov for det. Det gør de
i tæt samarbejde med psykolog Ingrid
Grunnet, der giver supervision og undervisning med afsæt i neuroaffektiv og
neurokognitiv udviklingspsykologi.
”Vores beboere er på et kognitivt
udviklingsniveau svarende til mellem tre
måneder og tre år, og de kan være svære
at afkode. Ud af 15 har kun to fuldt
verbalsprog. Neuroaffektiv og neurokognitiv udviklingspsykologi giver os
viden om, hvordan vi bedre kan aflæse
og møde beboerne og deres følelsesmæssige tilstand,” fortæller Pia Jensen.
Ifølge Ingrid Grunnet bliver nervesystemet udviklet gennem barnets tætte
kontakt til og samspil med forældre og
andre omsorgspersoner, hvor barnet fra
starten hjælpes fra tilstande af frustration til velbehag. Hvis der ikke er nogen,
der taler, smiler og gestikulerer til barnet
og ser det i øjnene, bliver de områder
af hjernen, vi mennesker bruger til
at rumme vores indre følelsesliv, ikke
udviklet. Det betyder, at barnet ikke
får udviklet de dele i hjernen, der skal
hjælpe det med at forstå og reagere på
egne og andres følelser. Mange børn
med et fejludviklet følelsesliv har svært
ved at affektregulere, dvs. tilpasse deres
energiniveau og komme ned igen, når
de har været bange eller vrede eller på
andre måder oppe at køre.
Udviklingshæmmede har på grund af
et medfødt skrøbeligt nervesystem brug
Det kan være stressende for Kristoffer, når neglesaksen kommer
frem, men han klarer det i flot stil og
samarbejder. Og får masser af ros og
opmuntring af Pia Jensen undervejs.
”Tøvende øjeblikke i nærværet er
helt afgørende for, at vi kan komme
igennem hverdagssituationer med fx
tandbørstning og negleklipning, som
mange af vores beboere oplever som
meget stressfyldte,” siger hun.
tema
metoder
og tilgange
FAKTA
Alle relevante medarbejdere i Center for Mutiple Funktionsnedsættelser bliver superviseret og uddannet i at arbejde med neuroaffektiv og neurokognitiv udviklingspsykologi.
I foråret har fire hold á 20 medarbejdere været på kursus
med psykolog Ingrid Grunnet. Hun står for et udredningsprojekt om neuroaffektiv og neurokognitiv udviklingspykologi, der skal undersøge, hvad der virker for centrets borgere.
for særlig støtte i forhold til at regulere
deres affekter. En støtte, som mange
ikke har fået af deres primære omsorgspersoner, fordi sorg og bekymring i
forhold til barnets handicap tit skaber
støj på det, Ingrid Grunnet kalder ”samhørighedskommunikationen.”
Uden jævnlige oplevelser af samhørighed vil alle menneskers nervesystem blive stresset og have en tilbøjelighed til at
fungere på krybdyrshjerne-niveau, hvor
det enten handler om kamp eller flugt,
og det er forbundet med stor eksistentiel
angst og pludselige raseriudbrud. Derfor
har mange voksne udviklingshæmmede
nr.3 september 2015 • sofbladet • 25
ifølge psykologen brug for hjælp til at
få nervesystemet til at falde til ro, så
de kan forblive i deres føle-tænke-hjerne. Og hjælpen er vigtigt. For den gode
nyhed er, at menneskets nervesystem
til stadighed kan udvikle sig, hvis man
sætter ind med den rette hjælp.
Svøbt i omsorg
Da Pia Jensen startede på Hyldeblomsten for 15 år siden, var det daglige
brusebad en prøvelse for Kristoffer.
Han skreg tit og blev angst, når det var
tid til et bad. Ifølge Pia Jensen blev der
dengang stillet for store krav til Kristoffer, som er synshæmmet og ikke har et
verbalsprog.
Denne onsdag morgen er musikken
fulgt med Kristoffer ud i badeværelsets
cd-afspiller. Han sidder roligt i badesto-
26 • sofbladet • nr.3 september 2015
len, mens Pia Jensen finder frem til den
temperatur på vandet, som hun af erfaring ved, at Kristoffer trives bedst med.
For ikke at overstimulere hans taktile
sans i mødet med det våde, bruser hun
en lille del af kroppen af gangen med
sin hånd imellem Kristoffers hud og
strålerne fra vandet. Hun begynder med
venstre skulder og arbejder sig videre
bag om ryggen og sætter undervejs ord
på alt, hvad hun gør, før hun gør det.
Hele badescenen er omsluttet af en
omsorg så blød som det grønne tæppe,
Pia Jensen pakker Kristoffer ind i, efter
han har fået vasket hår og er blevet
tørret. Det ligger lige for at associere til
en mor med sit lille barn. Og så alligevel
ikke. Pia Jensen laver ikke pruttelyde
på Kristoffers mave, og hun taler heller
ikke babysprog til ham. For Kristoffer er
ikke et spædbarn, og Pia Jensen er ikke
hans mor. Frem for alt er hun en professionel omsorgsperson, som bevidst
prøver at genskabe et af de øjeblikke af
nærvær og samhørighed, der normalt
er mange af i det tidlige forældre-barn
samspil, og som kan være med til at
sætte gang i masser af neurologiske
processer.
Tillid er vejen
”I den neuroaffektive tilgang er relationen det bærende. Tillid er vejen til, at vi
kan overskride nogle grænser sammen
med beboeren. Mange af beboerne
oplever daglige gøremål som fx at bade,
børste tænder og at få klippet negle
som stressfyldte. Dér er nærværet helt
afgørende for at komme igennem det.
Derfor prøver vi at afstemme os selv i
forhold til beboerne og aflæse deres signaler og kigge efter tegn på det autono-
Anni i en stille morgenstund med omsorgmedhjælper Peter Rasmussen. Medarbejderne i Hyldeblomsten prøver at skabe
rum for, at der kan opstå ”moments of
now”, som ligner nogle af de øjeblikke,
der er i det tidlige samspil mellem barn
og omsorgsperson. Det kræver en masse
energi som medarbejder at forholde sig
nærværende og tilgængeligt og forsøge at
smitte med ro.
Vi er bevidste om, at vi
knokler mest, når vi tør
være autentisk til stede
og mærke det, beboerne
mærker
me nervesystem,” forklarer hun.
”Fx kan et en sitren i huden være
tegn på overstimulering af et stresset
nervesystem, der har svært ved at kapere
for meget berøring. Det kan også være
en beboer, der viger i blikket – det kan
være en besked om,” at nu kan jeg ikke
holde ud, at du vil mig”. Så der prøver
vi at bygge kontakten op lige så stille
uden i første omgang at tage øjenkontakt og uden at kræve noget af beboeren.”
Griber øjeblikket
For medarbejderne i Hyldeblomsten
er kropsligt nærvær i arbejdet med
beboerne en fællesnævner. Det kræver,
at de både skal være gode til at mærke
den enkelte beboer og sig selv. Supervisionen med Ingrid Grunnet har øget
medarbejdernes bevidsthed om, at deres
eget nervesystem kan påvirke beboernes
nervesystem og omvendt. Derfor reflekterer de meget over måden, de møder
beboerne på og med hvilken energi og
vitalitet.
”Vi er bevidste om, at vi knokler
mest, når vi tør være autentisk til stede
og mærke det, beboerne mærker. Risikoen er, at man bliver smittet af deres uro.
Så udfordringen er som en karavanefører at vise vejen og hele tiden forsøge at
hjælpe beboerne til en tilstand af ro og
velvære,” siger Pia Jensen.
Og så er kunsten ifølge den neuroaffektive tilgang, at medarbejderne
indstiller sig på at gribe de øjeblikke,
hvor nærvær og samhørighed kan opstå.
Sådan et øjeblik griber Pia Jensen, da
hun efter badet møder 40-årige Anni
i Hyldeblomstens køkken. Anni har
downs syndrom, et rastløst kropssprog
og laver høje prustelyde. Hun sætter
sig over for Pia Jensen og vifter med
hænderne og virrer med hovedet, mens
hun holder øjenkontakt med Pia. På
akkurat samme måde som Anni vifter
Pia Jensen med hænderne og virrer med
hovedet. Det fortsætter et lille stykke
tid, og den lille spejldans ender med, at
Anni hopper op på skødet af Pia. Kort
efter finder Anni ro i en omfavnelse.
”Jeg spejler Anni i legen og giver
hende et gensvar. Min besked til hende
er: ”Jeg ser og hører dig.” Vi mødes som
ligeværdige. Vi vil gerne have, at det er
vores beboere, der sætter vejen for os, og
at vi følger med. Selvom magtforholdet
er asymmetrisk, så kan vi give dem indflydelse på, hvad der skal ske og i hvilket
tempo.”
Anni tager initiativ til kontakt, og Pia Jensen spejler alle hendes bevægelser og lyde
for at sige: ”Jeg ser og hører dig”.
”Det er ikke så meget selve spejlingen,
som her er vigtigt. Det, der gør forskellen,
er den kvalitet vi spejler beboerens energi og deres følelsesmæssige udtryk med,”
forklarer hun.
Tekst og foto: Pernille Søndergaard
nr.3 september 2015 • sofbladet • 27
Borgeren
har ordet
20-årige Anne Hauder er vokset op i en plejefamilie, og hun
har igennem sin opvækst haft mere end 15 sagsbehandlere og
familiekonsulenter indover sin sag. Nu har hun har bidraget
med sine oplevelser til et projekt, som har inddraget tidligere
anbragte unge i at udvikle samarbejdet mellem myndighed
og udfører. Projektet involverer Ungeteamet i Borgercenter
Børn og unge City-Østerbro, ungdomspensionen Rymarksvænge og værestedet De 4 Årstider og er et led i Tæt på
Familien.
Hvordan har du oplevet at blive
inddraget som ungeekspert?
Hvad kunne du godt have tænkt dig
var anderledes?
Det er rigtig positivt, at kommunen
spørger os, som har erfaringerne, så vi
kan hjælpe med at ændre nogle ting til
det bedre. I projektet deltog også andre
unge. Det betyder, at jeg har fået mine
egne forslag reflekteret af andre i samme
situation som mig selv - og det er altid
spændende. Det er jo netop også det,
der er så godt ved et sted som Det 4 årstider, at man mødes med andre, der har
oplevet det samme som én selv. Mine
veninder vil jo gerne forstå, men de
kommer aldrig helt til at forstå, hvordan
det er at vokse op som anbragt. Det gør
de her i De 4 årstider.
Flere år i træk ønskede jeg at skifte
skole, fordi jeg blev mobbet, men min
mor satte sig imod. Til sidst endte det
med, at fik jeg lov til at skifte skole,
men det var først efter lang tid. I den
situation følte jeg, at min mors behov
for myndighed fik lov at spille en større
rolle end min trivsel, og jeg ville ønske,
de havde lyttet mere til, hvad jeg selv og
mine plejeforældre havde at sige.
Hvad er det første du husker om din
kontakt til Socialforvaltningen?
Vi krænger vores
liv ud, og vi hører
sjældent noget
om dem på den
anden side af
bordet.
Jeg samlede på servietter, da jeg var
lille, og det havde min sagsbehandler
fundet ud af, så hun havde taget sin
egen samling med, da hun kom hjem i
min plejefamilie for at snakke med mig.
Det knyttede et vist bånd og gjorde det
lettere for mig at tale med hende om,
hvordan det gik, når jeg var hjemme hos
min mor.
Hvad har man som anbragt barn og
ung brug for?
Man har brug for at blive mødt med åbenhed. Vi krænger vores liv ud, og vi hører
sjældent noget om dem på den anden side
af bordet. Det er ikke, fordi de behøver at
krænge alt ud, men det ville være rart, hvis
de gav lidt af sig selv. Det, at man starter
samtalen med noget positivt, kan være
med at skabe en tættere relation, så det
hele ikke bliver så gråt og hårdt.
Hvordan har du oplevet, at der har
været 15 forskellige sagsbehandlere/
familiekonsulenter indover din sag?
Det har været irriterende, at jeg igen
og igen har skullet fortælle, hvorfor jeg
ikke ville hjem til min mor. Det var jo
ikke rart at snakke om, men jeg skulle
starte forfra, hver gang jeg fik en ny
sagsbehandler. Jeg har kun en enkelt
gang oplevet, at der var en familiekonsulent, som startede dér, hvor den
forrige slap min sag.
Hvordan synes du, kommunen har
hjulpet dig bedst?
En tryg plejefamilie er den allerbedste
hjælp, jeg har fået fra kommunen. Og
så var der en gang, hvor Socialforvaltningen hjalp mig med at få fornyet min
pas, da min mor nægtede at skive under.
Den hjælp betød, at jeg alligevel kunne
komme på ferie med min plejefamilie.
Læs mere om Tæt på Familien på side 8.
Af Pernille Søndergaard