1. No category

Fortiden
Et undervisningsmateriale for gymnasiefagene
dansk, samfundsfag, religion og fransk
Af Birgitte Maria Smidt
1
1. Synopsis
2. Kærlighedens dødelighed
3. Modernitet og individualitet: Bruddet som mulighed
4. Fortrydelse og unddragelse af skyld
Synopsis
Den franske kvinde Marie-Anne (spillet af Bérénice Bejo) har bedt Ahmad (Ali
Mosaffa) om at vende tilbage fra Teheran til hende i Paris for at være til stede under
deres hidtil udskudte skilsmisseproces. Rent formelt er det ikke nødvendigt, at han
deltager, men vi hører Marie ønske sig en afslutning, der kan lukke deres mislykkede
ægteskab, og at han, Ahmad, kan sige farvel til hendes to børn fra et tidligere forhold,
to døtre, der var meget glade for Ahmad: Lille Lea og teenagerdatteren Lucie.
Problematisk er det, at Marie nu – fire år efter Ahmad forlod hende - deler sit liv med
den i forhold til Ahmad væsentligt yngre Samir (Tahar Rahim).
2
Le
Passé
berører
nogle
af
temaerne
fra
instruktøren
Asghar
Farhadis
gennembrudsfilm, den Oscar-vindende Nader og Simin – En Seperation;
kærlighedens forgængelighed, menneskets behov for intimitet og hjemhørighed, samt
fortiden og dens faste og angstskabende greb om os.
Kærlighedens dødelighed
Da Marie-Anne får øje på Ahmad ved lufthavnsterminalens samlebånd
og forsøger at vinke ham til sig, hvorefter deres øjne mødes i et glimt af
hengivenhed og hjemlig varme, ved vi ingenting om de to. Hjemlig
varme fortæller umiddelbart, at der er tale om en genforening; de to
kunne da også være lykkeligt gift, han kunne komme hjem fra en
arbejdsrejse, det kunne være en hverdagssituation, hvor hun er kommet
for at køre dem hjem – men manuskriptforfatter og instruktør Asghar
Fardahi og cinematograf Mahmoud Kalaris visuelle brug af den usynlige
3
glasbarriere mellem hende og ham sætter sig fast og vejer tungt filmen
igennem.
De mørke hemmeligheder, denne film bærer på , bliver langsomt afsløret,
og nogle afsløringer fører til flere spørgsmål, end der er svar. Alle har
de med kærlighedens ophør at gøre. De første spørgsmål kommer
allerede få minutter inde i filmen, da Ahmad i bilen finder ud af, at han
ikke skal bo på hotel som forventet og lovet, og i lejligheden, at Marie
ikke alene er forlovet på ny, men ligefrem bor sammen med en anden
mand, hvis søn render rundt og sætter ting til debat . Løfter bliver ikke
holdt, beskeder er ikke nået frem eller er aldrig blevet videregivet ; der
er noget ufærdigt over situationen . Problematikken omkring overnatning
og løftet om et hotelværelse får mere og mere fylde , da det viser sig, at
Marie forventer, at Ahmad skal sove sammen med den anden mands søn.
Dette kædes sammen med et behov hos Marie for, at Ahmad taler med
den ældste datter – der som bekendt heller ikke er hans. Og som i øvrigt
ikke er hjemme før sent om aftenen, hvilket tyder på en reaktion på en
ubalance af en art. Ingen af figurerne tyder på at være hele mennesker.
Farhadi balancerer med fire vægtige figurer (de tre voksne og den ældste
datter) med en sådan subtilitet, at man mærker det som en mangel, når
en af dem er fraværende i mere end ti minutter. Man ønsker nærmest, at
figuren skal komme tilbage, inden de resterende tre mister besindelse og
overblik.
4
En af Farhadis guidelines er ikke at definere sine figurer ud fra deres
nationalitet, herkomst og flag. Det samme gælder miljøet. Fortællingen
finder sted i forstaden til Paris, der kun lige anes i baggrunden og
nærmest tages som en selvfølge – og dermed ikke portrætteres som
turistmagnet, selvom det kunne have ligget lige for en iransk instruktør
med stor kærlighed til byernes by. Men Farhadis fortællinger sker i det
talte og talende ord, hvilket betyder, at det tager tid at få indsigt i
miljøet og i deres karakter, problemer og budsskaber. Lad os se lidt på
de fire væsentligste figurer i filmen.
 Marie. Gå rundt i klassen og spørg mindst fem tilfældige, om hun
er en god person. Kan dine klassekammerater give dig et klart
svar? Hvor forskellige er holdningerne til hende? Kan du mon
forklare dette?
 Ahmad. Han er filmens stilpunkt, filmens klippe, den vise man,
roen selv. Samtidig er han katalysator for de øvrige figurers
beslutningsprocesser. Ahmed er den, der tilvejebringer de andre
muligheden for at tale, for at udtrykke sig om og til hinanden.
5
Alligevel
er
han
udfordret
af
fortiden.
Spørg
dine
klassekammerater på samme måde som før, hvorfor han mon ikke
har været tilbage til Paris i fire år for at besøge den kvinde, han
trods alt stadig er gift med. Kan hans fravær forklares? Hvad ved
vi om hans fortid i forholdet? Hvad må vi formode?
 Samir. I modsætning til Ahmad har han et fuldstændigt uskyldsrent
ansigt. Han kan nærmest virke fraværende og halvdum med sin
halvåbne mund, og dog er der tale om en person, der hele tiden er
på nippet til at eksplodere. Til Samir hører historien om værdien af
et territorie, et hjem. Spørg dine kammerater: Hvilke kampe
kæmper Samir? Hvilken status har han i forhold til Marie, til
Asghar og til sin egen søn?
 Lucie. Hendes øjne kender vi fra Pauline Burlets anden rolle som
den 10-årige Edith Piaf i La vie en rose – og det er øjne, der byder
indenfor og higer efter, at vi aldrig må tage af sted igen. Hvilke
dilemmaer lever Lucie med? Handler hun forståeligt filmen
igennem? Hvordan imødekommes hun af Asghar, da hun gradvis
nærmer sig en afsløring af sandheden om den d øende kvinde, vi
aldrig ser i filmen?
 Fouard. Udover de fire figurer spiller Samirs lille søn en
hjerteskærende rolle som barnet, der hele tiden dikteres ting, og
som siger alt med ordene: ’J’aime pas en haut’ – og senere:
’J’aime pas en bas’. (Jeg kan ikke lide øverst – jeg kan ikke lide
nederst). Hvilken kærlighed har Fouard mistet? Hvad ligger der i
hans problemer med at finde sig til rette ved sengetid
lokalisere sig selv, så at sige?
6
- og
Modernitet og individualitet: Bruddet som mulighed
Nye vinde blæser over middagsbordene i Iran, og den slags sætter sig i kunsten, også
den, der udfolder sig i Vesten. Farhadi har taget et af de mest følsomme og
provokerende emner fra det stadig mere individualiserede privatliv i Iran og sat det i
spil på fransk-iransk grund: Skilsmissen, det at sige fra til den mest fundamentale af
alle menneskets institutioner: familielivet.
Lad os se på, hvad der ligger bag denne individualiseringstendens. Vi befinder os i en
tid med store forandringer i synet på det at blive skilt, og ændringerne varsler en –
formodentlig uafvendelig – bevægelse mod en kulturel modernitet, Iran ikke har
oplevet tidligere. Tallene taler for sig selv: Irans skilsmisserate indtager fjerdepladsen
i skilsmisser på verdensplan. Iran flød med ét ind på den såkaldte high-divorce-liste i
2011, hvor landet kom på tiendepladsen foran Spanien, Irland og Italien i kategorien
’skilsmisse’. Iran, et af verdens mest konservativt ledede lande, placerede sig uden at
blinke op af en række udelukkende vestlige lande. På listen lå USA på førstepladsen
– og Danmark på andenpladsen. Sidenhen er skilsmisseraten i Iran steget til et
niveau, som aldrig er set før i landets historie. På ti år er skilsmisseraten i de store
byer steget med 50 procent – og, hvilket er endnu mere bemærkelsesværdigt – i
7
landdistrikterne (væk fra videregående uddannelser og akademisk fokus) helt op med
87 procent. Iranerne vil skilles! I Teheran blev hver tredje par skilt i 2011.
Præstestyret, der har holdt den frie tanke i stramme, fundamentalistiske tøjler siden
den islamiske revolution i 1979, er dybt bekymret over tendensen, og der omtales
som en national-moralsk krise, og en ikke-skilsmisse-dag er blevet indført oven i
helligdag den 7. oktober, hvor brylluppet mellem den shiitiske hero Imam Ali og
profeten Muhammeds datter Fatima fejres institutionelt. Denne dag er der forbud
mod skilsmisser.
Ægteskabet har altid været en solid institution i Iran, et symbol, hvis rødder går
tilbage til før-islamiske traditioner, og hvis nøgleord er foreningen af kvindelig
renhed og mandlig forsøger pligt. En opskrift, der i sidste ende bunder i kravet om
ære – begge parters ære – og begge familiers ære. En iransk (frimodigt) ordsprog
lyder sådan her:
’Kvinden træder ind i sin brudgoms hus iført brudeslør
og forlader det i et ligklæde’.
Skilsmisselovgivningen har været under gradvis ændring over de sidste par år, men
primært til mandens fordel. Det har ikke skortet på eksempler på, hvilke rettigheder
til skilsmisse, manden har. Men så i 2004 kom en lov, der gav kvinden rettighed til
halvdelen af parrets værdier ved en skilsmisse. Dermed kunne en kvinde nu tage en
fremtid med sig ud af et forhold.
Le Passé er en film, hvis historie vokser for øjnene af os, uden at fænomenet
skilsmisse som sådan tages eksplicit under behandling af Farhadi. At Marie og
Ahmad skal skilles er lige så naturligt og næsten uopsigtsvækkende, som det ville
være i en vestlig film. Heri ligger nøglen til filmen: Filmen snor sig ud af en række
tematikker, der har deres eget liv – men alle har de samme forudsætning: Mennesker,
8
der ikke længere elsker hinanden, kan afbryde et forhold. Dette har figuren Marie så
gjort et utal af gange. Og stadig fremstilles hun med vestlige øjne som en kvinde, der
handler efter hjertet, naturligt. Er dette af det gode? Ikke udelukkende. Omkring de
brudte forhold lider børnene, traditionerne og håbene om et hjem.
Hvad er der sket i Iran? Det samme som alle andre steder. Økonomisk krise,
informationseksplosion via internet og satellit-tv, billige flyrejser, fristende materielle
goder – og et iransk samfund, der byder på høj arbejdsløshed, lave lønninger og
dårlige fremtidsudsigter for kernefamilien. Samtidig fylder kvinderne mere i det
offentlige rum: 60 procent af de studerende på universiteterne er i dag kvinder. Disse
kvinder udskyder ægteskabet – fordi individet stiller sig kritisk over for systemet –
det arrangerede ægteskab. Den romantiske kærlighed har vundet indpas på de iranske
bryllupspapirer.
Noget andet, der er sket i Iran, er synet på det traditionelle æresbegreb.
Stigmatiseringen og skammen ved skilsmisser er blevet kulturelt mindre effektiv; de
unge frygter mindre de ældre, og tyrkiske kærlighedsserier i tv sluges af den iranske
ungdom, hvor tørsten efter utroskaber, trekantsdramer og førægteskabelig sex slukkes
hver aften på skærmen. Iranerne står midt i en social revolution.
Men en ting er billedet af muligheden for at sige nej. Noget andet er
eftervirkningerne af nejet. Farhadi er nuanceret og kompleks i sin skildring af den
individuelle frigørelse og stadfæstelse; samtlige familiemedlemmer er ved at miste
sig selv i splittelsen af fællesskabet. Maries to piger oplever de daglige konsekvenser
af deres mors tredje forhold, og Ahmad befinder sig allerede i sin første samtale med
den ældste datter Lucie i en situation, hvor han føler, at han skal klargøre hans exkones behov for datteren: ’Ta mère veut vivre avec lui. Elle a le droit de vivre avec
qui elle veut’.
9
 Sæt jer sammen i små grupper og diskuter følgende: Det drejer sig om
individualiteten i skilsmissen, om et menneskes ret til at vælge sit liv. Figuren
Ahmad forsvarer Maries romantiske valg og standpunkter, selv om det
minimerer hans egen rolle i hendes og deres liv. Hvorfor tror du, at
instruktøren lader netop Ahmad være den, der udtrykker hendes perspektiv?
 Hvilken forbindelse tænker du, der er mellem instruktøren og Ahmad som
figur?
I en senere sekvens, hvor Ahmad har inviteret Lucie på frokost efter skole, mødes de
af hans to venner, et iransk-fransk ægtepar, Shahryar og Valérie, der ejer en
fortovsrestaurant i Paris. Til hans spøgefulde spørgen ind til, hvad der holder ham og
hende sammen efter al den tid, siger manden: ’Vi har noget til fælles, der holder os
sammen – farverne i vores flag’.
 Sekvensen er kort, men vi når at få en fornemmelse af sympati og humor. Men
hvad bliver der egentlig sagt bag disse linjer? (Bemærk, at ordet ’flag’ er
flertal; det er ikke et udsagn om nationalisme til det iranske flag alene).
10
I den følgende sekvens, hvor Ahmad sidder med Lucie ved frokostbordet, afslører
Lucie en række sandheder, der tilføjer ekstrem kompleksitet til den overgang, hun og
familien befinder sig i. Det viser sig – finder Ahmad (og vi) ud af – at Samirs (endnu
ikke-fraskilte) kone, Céline, som befinder sig andetsteds i koma, har forsøgt at begå
selvmord ’parce qu’ils sont ensemble’. Ahmad forsøger at tale Lucie væk fra de ord,
hvis betydning han ikke her forstår den fulde betydning af. Det er først i en senere
sekvens, hvor Ahmad har sat Lucie til samtale i køkkenet, efter hendes natlige flugt
til Shahryar, at Lucie igen stiller spørgsmålstegn ved Célines motiver til at begå
selvmord. Var det en ’simpel’ depression? Lå der mere i det? Et desperat behov for at
signalere noget for de allernærmeste? Tilsyneladende indtog Céline en dosis
vaskemiddel lige foran Samir i hans renseri. Dette tyder på, at hun ikke blot ønskede
at dø, men at tage livet af sig foran Samir. Heller ikke her følger Ahmad tanken til
ende. Nye perspektiver kommer frem, da de den følgende dag får en udvidet version
af hændelser i renseriet mellem Céline og en af de kvindelige ansatte, Naïma. Ahmad
tillægger igen Célines desperation hendes depression – en tilstand, han selv befandt
sig i den sidste tid i forholdet med Marie. Og med ét bryder Lucie sammen: Dagen
forinden selvmordsforsøget havde hun sendt alle Marie og Samirs private
kærlighedsmails direkte til Céline. Et nyt tema har skudt sig op i det, der tidligere
handlede om skilsmisse og brud: Skyld.
11
Fortrydelse og unddragelse af skyld
Åbningsscenen varsler det for os: Marie henter Ahmad i lufthavnen, han har mistet
sin bagage, hun kører i en fremmed bil med en på det tidspunkt for os ukendt mands
ansigt på sig, det regner, hun bakker ud og er nær ved at involvere dem begge i et
uheld med en ukendt person eller ting. Det skæbnesvangre er over dem; fortiden kan
ikke udviskes, den ligger fast, men det er farligt at gå tilbage. Fortiden er farlig. Det
er den, fordi vi mennesker ikke kan finde rundt i den, fordi den også er svært
gennemskuelig. Fortidens vægt ligger ifølge Farhadi tungt på hvert menneske, og
ingen teknologier stiller datiden i et klarere lys for nogen af os.
12
Filmen knytter især bånd mellem det at søge efter sandheden og det at gå tilbage til
fortiden og at unddrage sig skylden for det i fortiden hændte – med andre ord at
undskylde. Alle personerne er i forskellige lag og niveauer optaget af noget tidligere
hændt, og de kræver af hinanden en aktiv og forløsende forholden sig til den fælles
fortid. Filmen tegner et billede af de voksnes dans om hinanden for at unddrage sig
skylden for det liv, de med deres manipulationer tvinger børnene ud i. I denne dans er
det børnene, der står for skade, og det er også dem, der trækkes ind i retoriske
voksenspil. Børnene tvinges helt konkret i en scene til at undskylde for
hverdagsligheder, og der lægges sanktioner ind: De vil uden en undskyldning ikke
modtage deres gaver. Samir undskylder for en kommentar (der som adfærdsstruktur
har gentaget sig i fortiden), men Marie vil ikke godtage undskyldningen og fjerne
ansvaret, skylden. Skilsmissen er også i sig selv et konkret metaresultat af det at
skille sig fra fortidens synder.
 Undersøg, hvad der ligger i fænomenet ’undskyldning’, rent sprogligt-etisk.
Hvor mange sprog har I repræsenteret i klassen? Prøv at sammenligne de
sproglige udtryk for ’undskyld’.
13
 Gå i små grupper og led efter de undskyldninger, der mellem figurerne er med
til at forme deres relationer. List dem op efter deres konkrete budskaber og
indhold.
 Tag nu stilling til, hvilke roller, undskyldningerne eller kravene om
undskyldning skaber for figurerne. Er der figurer, der undskylder eller kræver
undskyldninger mere end andre? Er der figurer, der aldrig undskylder?
Hvorfor/ hvorfor mon ikke?
 Særligt Samir er presset op i en krog med sine følelser af skyld over de
verdener, han skal vælge mellem. Hvad går skyldsproblematikken ud på her?
Lykkes det Samir at tage en beslutning? Diskutér, hvad der sker i den sidste
scene – hvad fortæller hænderne i sengen?
 Marie er den figur, der er mest opsat på at lægge fortiden bag sig. Hun siger på
et tidspunkt i en scene med Ahmad, at hun ikke ønsker at se tilbage mere.
Dermed stopper deres dialog. Hvilke fordele har Marie, hvis hun viser sig at
være i stand til at holde sit fokus på fremtiden? Kan du se ulemper ved denne
stillingtagen til tilværelsen?
Ligesom A Separation lægger Le Passé en række ret specifikke, finitte og læsbare
situationer frem for os, men bedst som vi tænker, at der ikke er mere i det,
overskygges hændelserne af nye detaljer og afsløringen af den historie, der førte frem
til det skete. Med andre ord ændrer virkeligheden sig hele tiden hos Farhadi, der fører
os frem og tilbage mellem syv rum, en restaurant, et apotek og et renseri. Som
publikum føler man sig som en detektiv, der lægger brikkerne sammen for, hvad der
skete, og hvad der vil ske, og – hvad der er vigtigere – hvad begge har af indre
betydning. Små begivenheder uden umiddelbare konsekvenser får en pludselig rolle i
et større, uforudsigeligt drama.
14
 Kan I finde eksempler på småtingshændelser, der vokser og bliver aktive i
større forløb personerne imellem? Har disse hændelser noget til fælles i enten
deres ydre form eller i den indre betydning af det, der foregår?
 På samme side er der ting, vi forventer finde sted, som slet ikke sker.
Eksempelvis i relationen mellem Ahmad og Samir, hvor vi forventer et opgør.
Det sker ikke. Hvad er det i forhold til netop skyld og unddragelse af skyld, der
ikke eksisterer til fulde hos i hvert fald den ene af de to mænd?
På intet tidspunkt er der helt klarhed over, hvor filmen og vi er på vej hen, for det
egentlige sted, filmen fokuserer på, er fortiden – med de hændelser, som figurerne
forestiller sig at have lagt bag sig. Men fortiden er hele tiden til evaluering. Og der er
ingen klare svar. Ikke blot fordi figurerne ikke kommunikerer, men fordi le Passé er
skabt som en mulighedernes film om det menneskelige hjertes mysterier.
15
Au cours de français
Traduire le synopsis français
Après quatre années de séparation, Ahmad arrive
à Paris depuis Téhéran, à la demande de Marie,
son épouse française, pour procéder aux formalités
de leur divorce. Lors de son bref séjour, Ahmad
découvre la relation conflictuelle que Marie entretient
avec sa fille, Lucie. Les efforts d'Ahmad pour tenter
d'améliorer cette relation lèveront le voile sur un
secret du passé.
Continuer le synopsis
Il s’agit d’un passé où (…)
50-100 mots.
16
Décrire les personnages principaux
… en choisissant deux personnages en particulier qui te semblent essentiels pour
l’action et les conflits qui touchent l’ensemble des personnages.
200 mots.
Donnez votre avis sur ce film
Vous allez créer une critique comme on en voit dans la plupart des magasines et
journaux. Faites votre propre critique presse et spectateur en pensant bien à vous
adresser à un groupe de spectateur spécifique. Vous parlez aux jeunes, aux femmes
uniqument, aux individus orientés vers les finances surtout? Avec une critique, il faut
d’abord connaître ses ’amis’, les lecteurs.
Vous donnerez combien d’étoiles à ce film? (Six étoiles possibles)
100 mots.
17