1. No category

Nyhedsorientering december 2013
Glass/Steagall
bankopdeling
Nyt kredit
system
Infrastruktur
Fusionsøkonomi
GENNEMBRUD FOR
SCHILLER INSTITUTTETS VENNER
Schiller Instituttets Venner fik med kommunalvalgskampagnerne i København og Aarhus sat
det store afgørende spørgsmål på dagsordenen: Vil det kommende finanssammenbrud medføre bail-in, bankunion og morderiske nedskæringsprogrammer eller et skifte til alternativet:
LaRouche-kampagnens 3-punktsprogram. Tom Gillesberg blev under valgkampagnen interviewet i Ekstra Bladet og Information, og var flere gange på radio24syv og DR2 – inklusive
i Deadline aftenen før valget. Nu behøves der nationale græsrødder, så en dansk deltagelse i
bankunionen kan forhindres og store visioner sættes i stedet. Selv efter den nye aftale med Iran
er faren for atomkrig ikke ovre, hvis ikke Obama neutraliseres og Glass/Steagall genindføres,
så der kan sættes en ny kurs. Se og hør hele mødet med Tom Gillesberg, formand for Schiller
Instituttet i Danmark, på www.schillerinstitut.dk/drupal/node/1125.
Vi har nu kommunalvalget vel overstået. Det lykkedes
os i løbet af nogle intense uger at skabe et fantastisk valg
for Schiller Instituttets Venner. Et afgørende gennembrud
her i Danmark. Det blev godt nok ikke den politiske atombombe, som verden egentlig havde brug for, og som ville
have været tilfældet, hvis vi havde fået 5.000-10.000 stemmer i København. Det ville have været en politisk sensation,
der ville have gået verden rundt, og ikke blot have haft stor
betydning her i Danmark. Ikke desto mindre repræsenterer
vort valgresultat – og processen frem til det – et seriøst
politisk gennembrud, fordi vi var i stand til at gøre noget,
som de fleste på forhånd ville have betragtet som umuligt.
Vi tog nogle meget store og meget svære problemstillinger og fik dem sat på dagsordenen. Ikke spørgsmål som
bredden på cykelstierne og om vi skal have en havnetunnel,
typiske lokale spørgsmål, men de afgørende spørgsmål, der
netop nu kommer til at bestemme vor fremtid: Om vi kan
få skiftet den politiske kurs væk fra den planlagte kombination af bail-out og bail-in – offentlige hjælpepakker til
bankerne og at bankerne får lov til at tage en del af bankkundernes penge, som det skete på Cypern. Om vi kan
forhindre, at finansverdenen får lov til at overleve på bekostning af befolkningen, som er den dagsorden som EU,
Det britiske Imperium under ledelse af dronning Elizabeth
KONTAKT OS: Skt. Knuds Vej 11, kld. tv., 1903 Frederiksberg C, 1551-5648408
35 43 00 33 • [email protected] • WWW.SCHILLERINSTITUT.DK
II og den nuværende amerikanske præsident, i lighed med
den tidligere, har. Hvis deres politik får lov til at stå ved
magt, så ser det dystert ud for verden.
Det gælder ikke kun økonomien og den realitet, at mange
kommer til at betale dyrt – mange endda med deres liv –
hvis der er en fortsættelse af den nuværende kurs. Det vil
også lede til kaos og krig. Vi risikerer en global militær konfrontation, der meget let kan løbe ud af kontrol og blive til
atomkrig og en mulig udslettelse af menneskeheden. Man
bør ikke spille poker med atombomber og brintbomber som
indsats. Kommer de først i anvendelse har det enorme konsekvenser, for de er yderst effektive masseødelæggelsesvåben.
Vi har derfor kæmpet for at sætte et alternativ på dagsordenen. Vi skal have en Glass/Steagall-bankopdeling igennem, der kan forhindre, at disse uhyggelige skrækbilleder
bliver til virkelighed, og derfor må vi få gjort opmærksom
på den akutte fare, de udgør. På trods af de ekstremt små
ressourcer vi har, så lykkedes det os at få 546 stemmer her
i København (0,2 %), 168 stemmer i Aarhus (0,1 %) og 467
stemmer i Region Midtjylland (0,1 %). Det var ikke stemmer, som vi fik på populistiske kampagner, men stemmer
afgivet for at vi kan sætte denne nye dagsorden.
Som en del af denne proces, som vi længe har arbejdet med, stillede jeg op med sloganet »Glass/Steagall eller
Kaos« i 2011, noget, som for mange i dag står som profetisk, for der er kaos ude i finansverdenen, selv om man
febrilsk forsøger at dække over, hvad der egentlig foregår.
Det samme gælder, da jeg stillede op i 2007 med sloganet
»Efter finanskrakket – Magnettog over Kattegat«. Dengang
spurgte folk: »Hvilket finanskrak?«, men det kom. Forskellen i dag er, at det sammenbrud, der er på vej, er meget
større, og de midlertidige løsninger, som man greb til i
2007-2008, lader sig ikke gentage. Dengang gik staterne ind
og overtog en del af finansverdenens spillegæld, og man
sænkede samtidigt renten kraftigt, så bankerne kunne låne
penge billigt, som de efterfølgende kunne gå ud og købe
op med. Det genskabte lidt af begejstringen på finansmarkederne, men alt det kan umuligt lade sig gøre i dag. Man
kan ikke sænke renten, når den i forvejen er banket ned på
0,25 %, og man kan ikke lade stater overtage kæmpe gældsposter, når de i forvejen er forgældet i en grad, hvor det er
tvivlsomt, om de nogensinde kan betale gælden tilbage.
Vi står i denne knibe, der er langt værre end den var i
2007-2008, fordi man i kølvandet på den tidligere krise nægtede at ændre den kurs, som man tidligere havde sat. Finansverdenen havde spillet fallit, og man burde derfor have taget
konsekvensen af, at de ikke kunne styre tingene ordentligt,
og lade staterne gå ind og sanere og regulere finanssystemet
og bankverdenen, som Franklin Roosevelt gjorde det i 1933.
Men det skete ikke. I stedet sagde man, at hvis punchbowlen
er ved at være tom og festen ebber ud, så må staten hellere
finde lidt mere vodka frem og fylde punchbowlen op. Så
kan folk i finansverdenen blive glade igen. Man iværksatte
en massiv tilførsel af frisk likviditet til finansverdenen, men
ingen af de mange penge er strømmet videre ud i realøkonomien i form af lån og investeringer. De er i stedet gået til
at løse gamle interne problemer i bankerne og til spekulation, hvor de jagter en hurtig finansiel gevinst.
2 Schiller Instituttet
Vi står med en dramatisk krise, der som nævnt ikke kun
er økonomisk, men også strategisk. Det vil jeg uddybe lidt,
inden vi vender tilbage til Danmark. Faren for global konfrontation og krig fylder ikke særlig meget i medierne og bliver sjældent koblet sammen med den økonomiske situation.
Man begynder i stedet pludselig at snakke om militær indgriben i Libyen, hvor vi i Danmark besluttede at sende F16fly af sted. Gaddafi var jo en skidt karl, og folkelige oprørere
er jo noget herligt noget. Da så borgerkrigen i Syrien kom
lige efter, måtte man så diskutere, om vi også skulle have
militær deltagelse der. De strategiske kriser kom tilsyneladende som lyn fra en klar himmel, og som man ikke kunne
forudsige. Man må så forholde sig til tingene fra sag til sag.
Men den strategiske situation er totalt integreret med
den nuværende krise i finanssystemet, for der foregår et
globalt politisk opgør om, hvad det er for nogle principper, der skal styre verden. Siden 2. Verdenskrig har USA og
Vesteuropa i stigende grad fået lov at dominere den globale
dagsorden, selv om der i det første stykke tid var Sovjetunionen, der også ville spille med og forsøge at gøre tingene på
deres måde. Efter Sovjetunionens opløsning konkluderede
man i den vestlige verden, og specielt den vestlige finansverden, at man nu kunne få lov til at bestemme det hele.
Vestens »grønne« selvdestruktion
Der har samtidigt fundet et paradigmeskifte sted i den
vestlige verden, specielt i kølvandet på Vietnam-krigen og
68-oprøret, hvor man mente, at vi ikke længere behøvede videnskabeligt og teknologisk fremskridt, og at vi ikke
længere behøvede at producere tingene selv, men i stedet
kunne nedlægge vor industri og overgå til et efterindustrielt
servicesamfund. Så kunne folk i stedet arbejde i servicesektoren, og vi kunne underholde os med computerspil,
fjernsyn og hvad vi ellers havde lyst til. Der var så nogen
derude i den store verden, der ikke vidste, hvad de skulle
bruge deres tid til, som hellere end gerne ville producere
alle disse varer for os.
Parallelt med afindustrialiseringen har der fra Det britiske Kongehus og andre ledende kredses side været en intens grøn propaganda, der har hævdet, at mennesket egentlig er noget skidt, og at den historiske rolle vi har spillet
med at gribe ind og omforme naturen, var helt forkert, og
noget der skulle ophøre. Vi skulle i stedet have en teknologisk tilbagegang, hvor vi i stedet for at erstatte kul og olie
med mere energiintensive energikilder som kernekraft, fusionsenergi og stof-antistof-reaktioner, der alle har en stadig højere energigennemstrømningstæthed, skulle bevæge
os baglæns tilbage til vindmøller og træflis. Man tog ikke
højde for, at vort univers er sat sammen på en måde, hvor
der altid skal være udvikling, og hvor systemer skal bevæge
sig imod en stadig stigende energigennemstrømningstæthed. Hvis man ikke lever op til de krav, gennem hele tiden
at lave nye videnskabelige og teknologiske gennembrud, så
kommer der et kollaps. Så sætter entropien ind, og systemet
og samfundet begynder at disintegrere.
Denne disintegrationsproces har på grund af det gennemtvungne »grønne« paradigmeskifte spredt sig med accelererende hastighed i Europa og USA, men andre dele af
december 2013
verden, frem for alt Asien, har kæmpet hårdt for at sikre
forsat fremgang. De har kæmpet for at kunne tage del i videnskabeligt og teknologisk fremskridt, hvormed de kunne
løfte deres økonomiske niveau, så en meget større del af
befolkningen kunne få en ordentlig tilværelse. De ønsker
og kæmper for den økonomiske udvikling, der sætter dem
i stand til at besejre fattigdommen. Disse lande er på vej
fremad i fuld fart, mens den vestlige elite kræver, at man
skal stoppe den økonomiske udvikling og videnskabeligt og
teknologisk fremskridt.
Det er baggrunden til den vestlige politik med vedvarende krig. Som en del af den gik man militært ind i Libyen
og hjalp al-Qaeda-oprørere i deres kamp imod Gaddafiregimet. Da Gaddafi var blevet fanget, fik man ham hurtigt
dræbt, så man kunne komme videre med nye krige imod
Syrien og Iran. Regimeskifte i Syrien og Iran er skridt frem
imod det, der betragtes som det endelige opgør: At man kan
knække Rusland og Kina, der er de eneste reelle militære
forhindringer for et globalt vestligt overherredømme.
Rusland og Kina er klar til atomkrig
Men Rusland og Kina har meldt klart ud, at de under
ingen omstændigheder vil underkaste sig et sådant vestligt
overherredømme. De vil ikke være slaver eller undersåtter
til Vestens verdensorden og finanssystem. Man insisterer
på, at man skal behandles som ligeværdige medspillere i FN
og andre steder, og bare fordi USA og Europa gerne vil
have en FN-resolution, der legitimerer en krig imod Syrien,
så vil man ikke tillade det. Man så, hvad sådanne resolutioner kan føre til i Libyen. Man ved, hvad det fører til, hvis
man giver USA og Europa lillefingeren. Derfor siger man i
stedet: »Vi giver Jer ikke lillefingeren. Hvis I absolut vil have
en finger, så bliver det langemand«.
Vi har nu haft en enormt anspændt situation omkring
Syrien i to år, uden at Rusland og Kina har givet efter. De
ved, at det er blodig alvor. Rusland har stadig oftere haft
øvelser, hvor man har testet sit atomberedskab og sin evne
til at svare igen med et altødelæggende atomangreb, hvis
man bliver udsat for et vestligt angreb. De rutinemæssige
skinangreb på Sverige og andre naboer fra russiske bombefly, der kan medbringe atomvåben, hvilket var rutine under
den kolde krig, er for længst blevet hverdag igen. For to uger
siden sendte Kina også en meget kraftig advarsel, i form af
artikler i alle større kinesiske dagblade, der gik igennem effekterne af et kinesisk modangreb på USA med atomvåben,
i tilfælde af et amerikansk angreb på Kina. Der var detaljerede kort, der viste, hvorledes de kinesiske ubåde i Stillehavet kunne nå alle større mål på den amerikanske vestkyst,
mens interkontinentale missiler via en rute over Nordpolen
ville kunne nå den amerikanske østkyst. Man gik så igennem, hvorledes strålingen fra de mange atomeksplosioner
efterfølgende ville sprede sig til resten af USA. Man skar
ud i pap, at man ikke har tænkt sig at kapitulere overfor den
amerikanske trussel under nogen omstændigheder.
Der er en yderst anspændt situation i Mellemøsten.
Saudi-Arabien, som er en marionet for de britiske efterretningsinteresser og finansierer en stor del af al-Qaeda og
andre sekteriske grupper, der ønsker religionskrig, er totalt
december 2013
hysterisk i kølvandet på den russisk-amerikanske aftale om
at tilintetgøre Syriens kemiske våben. Saudi-Arabien mener,
at de var blevet lovet af Obama, at han ville angribe Syrien.
Det gjorde han så alligevel ikke, fordi den amerikanske generalstab krævede, at Den amerikanske Kongres først blev
hørt. Det førte som bekendt til, at Obama måtte udsætte
sit angreb, og at der i stedet blev lavet en aftale om en destruktion af Syriens kemiske våben. Efterfølgende har Saudi-Arabien i protest mod den amerikanske politik nægtet
at indtage den plads i FN’s sikkerhedsråd, som man ellers
havde brugt store ressourcer på at sikre sig, og har erklæret,
at USA ikke længere er Saudi-Arabiens partner. Man vil i
stedet finde nogle mere velvillige allierede som f.eks. Frankrig, der stadig er fortaler for et militært angreb på Syrien.
Samtidig med, at Saudi-Arabien sendte nogle af sine
tunge drenge ud for at angribe USA i skarpe vendinger,
fordi USA ikke havde støttet en fortsat krigspolitik over
for Syrien og Iran, så blev det lækket til pressen, at SaudiArabien allerede har skaffet sig tilgang til brugen af atomvåben, via en kraftig medfinansiering af Pakistans atomvåbenprogram. Der skulle således være atomsprænghoveder
i Pakistan med saudiarabisk ejerskab, som med kort varsel
kan fragtes til Saudi-Arabien og påmonteres missiler, der
allerede er indkøbt og gjort klar til formålet. Saudi-Arabien
truer med, at hvis USA ikke længere vil holde Iran nede,
fordi Iran har nedlagt deres atomvåbenprogram, så skal
Saudi-Arabien nok gøre det selv.
Det er en stor og farlig optrapning, for selv hvis Iran
skulle beslutte, at de igen vil forsøge at efterstræbe besiddelsen af atomvåben, så vil det tage dem minimum et år at
realisere et sådant mål. Saudi-Arabien kan nu tilsyneladende
få atomvåben klar i løbet af timer eller i hvert fald i løbet
af dage. Samtidigt har Saudi-Arabien indgået en alliance
med Israel, hvor der spekuleres i, at man i fællesskab kunne
iværksætte en bombning af mål i Iran, idet den nuværende
israelske regering er tilhænger af permanent krig og mener, at Iran skal holdes nede for enhver pris. Hvis USA er
villig til i samarbejde med Rusland og EU om at indgå en
aftale med Iran, så er der en fare for, at Israel tager sagen i
egen hånd og sender fly af sted for at bombe Iran. Fly, der
så eventuelt ville kunne nå deres mål gennem saudiarabisk
luftrum, hvor de så også kunne blive tanket op i luften undervejs. Er Saudi-Arabien og Israel virkelig så vanvittige, at
de kunne finde på det her? Svaret er desværre, at det ikke
kan afvises. Det er en reel fare.
Samtidig er der på russisk initiativ en fortsættelse af den
proces, der ledte til aftalen om ødelæggelsen af Syriens kemiske våben. Man er i særdeles konkrete forhandlinger med Iran
om en aftale, der indebærer, at man ikke behøver frygte, at
Iran får atomvåben. Modydelsen ville være, at man begyndte
at fjerne de internationale sanktioner og lader Iran genindtræde i verdenssamfundet igen. Det er en meget anspændt
og farlig situation, hvor særligt det amerikanske militær og
erfarne diplomater i udenrigsministeriet – i samarbejde med
en række kolleger i bl.a. Israel – desperat forsøger at forhindre igangsættelsen af en krig, som, hvis den først er startet,
vil være næsten umulig at stoppe igen. Man kan heller ikke
forhindre den i at sprede sig til resten af området og verden.
Schiller Instituttet
Gennembrud for Schiller Instituttets Venner
På denne dramatiske baggrund vil jeg så vende tilbage til
den situation, som vi har i Danmark efter vor fremragende
valgkamp som viste, at det ikke blot er muligt for os at sætte
en række afgørende spørgsmål på dagsordenen, men også
potentielt set at få vigtige tiltag sat igennem. Der fandt en
transformation sted i den mediedækning, som vi fik i løbet
af valgkampen, og det gør, at vi står et helt andet sted i dag,
end vi gjorde for en måned siden. Lad mig derfor kort gå
igennem den mediedækning af vor kampagne, som det lykkedes os at skabe.
Den 31. oktober kunne jeg, i et program om valgplakater på »Ordet er dit« på P1, bruge knap 10 minutter til at gå
igennem vort valgbudskab, og hvorfor omstændighederne
kræver, at vi går ud med et så dramatisk slogan i kommunalvalgskampagnen. Jeg fremførte, at der vil være folk, der
dør – selv i Danmark – hvis ikke vi lykkes med at få stoppet
EU’s nuværende politik og en dansk deltagelse i bankunionen. Den 2. november var der et kort indslag om Hans
Schultz på TV2 Østjylland. Den 8. november var der så
en hel bagsideartikel i Ekstra Bladet af Sverre Quist under
overskriften »Glass-Steagall eller kaos!« Øverst på siden var
der mine valgplakater fra 2005 (Når boblen brister… Nyt
Bretton Woods!) og 2007 (Efter finanskrakket – Magnettog over Kattegat) sammen med den nuværende. Artiklen
var derefter en blanding af spøg og alvor om, hvorfor jeg
ikke havde fået den opmærksomhed og de stemmer, som
jeg egentligt fortjente. Artiklen var holdt i en ironisk stil, da
det åbenbart stadig ikke var muligt at diskutere så vigtige
spørgsmål i en seriøs tone. Samme dag var der også en kort
artikel i det engelsksprogede Copenhagen Post om Schiller
Instituttets Venner og deres kamp for Glass/Steagall-bankopdeling. Der var også den 10. november en videopræsentation af et minuts varighed om Schiller Instituttets Venner på www.politiken.dk. Den 12. november var der så et
5-minutters interview på landsdækkende Radio24syv om,
hvorfor Schiller Instituttets Venner stiller op.
Den 13. november kom der et gennembrud i mediedækningen i form af en to-sides artikel i dagbladet Information af Kenneth Praefke med titlen: »Vi er ikke bare
en flok magnettogentusiaster«. Artiklen var resultatet af et
interview Praefke tidligere havde lavet med undertegnede,
og gav en god indsigt i de dybere bevæggrunde, der gør,
at vi stiller op med vor kampagne. En sådan artikel burde
ikke være et særsyn, men det er den desværre, hvis man ser
på den mediedækning LaRouche-folk ellers har fået rundt
omkring i verden. Mediernes bagvaskelse, eller fortielse af
vor kampagne og aktiviteter rundt omkring i verden, er i
høj grad en medvirkende årsag til, at verden er i den nuværende sørgelige forfatning. Der har været en påtvungen
konsensus i den vestlige verden om, at hvis man skriver om
Schiller Instituttet eller LaRouche, så skal det helst være negativt eller ironisk. Artiklen i dagbladet Information, som
ellers var den avis, der tilbage i 1970’erne gik i spidsen for
at bagvaske LaRouche, er derfor måske et tegn på, at vi
har nye tider og nærmer os et paradigmeskifte. Der er måske også andre kredse, som mener, at det nu er tid til at
lade vore ideer komme til orde. Artiklen fremprovokerede i
4 Schiller Instituttet
hvert fald en stor debat på Informations hjemmeside, der i
overvejende grad var positiv over for vore budskaber.
Den 14. november var der en mindre omtale af Janus
Kramer i JP Aarhus, og den 15. november kom jeg så for alvor i æteren. Jeg var i 10-15 minutter gæst på Universitetsradioen i København og derefter med i den sidste halve time
af programmet Forfra på Radio24syv, der med Michael
Jeppesen ved roret bliver sendt fra kl. 10-12. Programmet
forsøgte at beskæftige sig med spørgsmålet, om hvordan
det kan være, at når folk i den politiske debat for alvor kommer ind med nye synspunkter, der kan skifte debatten, så
bliver de latterliggjort og sat uden for. Jeppesen havde valgt
at gøre behandlingen af Tom Gillesberg, og hvordan man
gjorde grin med hans advarsel om finanskrisen og visionen om et dansk magnettognet, til omdrejningspunkt i programmet. Samtidigt stillede programmet spørgsmålstegn
ved, om man virkelig, som det fremstilles fra det officielle
Danmark, har den store indflydelse, når man deltager i den
demokratiske proces inden for de normale rammer af den
nuværende valgproces.
Michael Jeppesen tilstod også, at han selv i 2006, da han
havde interviewet Tom Gillesberg om boligboblen og det
kommende krak, havde gjort grin med hans standpunkter i
den artikel, som han skrev som bagsideskribent på Ekstra
Bladet, fordi han dengang mente, at det var indlysende, at
der ikke var en boble. Han fortalte at der på lignende vis
blev gjort grin med Gillesbergs vision om et dansk magnettognet, mens det samtidig netop var noget sådant, som man
ville diskutere, hvis man havde en konference om fremtidens infrastruktur. Jeppesen rejste spørgsmålet, om man
ikke i stedet burde hjælpe de folk, der kommer med nye
input og visioner i debatten, til at komme frem med deres
ideer, i stedet for at skyde dem ned. Der var så også en
smuk lille historie fra det virkelige liv, da Jeppesen havde
Ole Bjerg, lektor på Copenhagen Business School, CBS,
med på en telefonlinje.
Bjerg havde først fortalt, hvorledes der er behov for
folk, der, på trods af omgivelsernes modstand, tør tage
kampen op og sætte nye vigtige spørgsmål på dagsordenen
og dermed udvide det politiske rum. Noget, som sjældent
sker, men som er udtrykt i Tom Gillesbergs kampagne. Han
blev derefter spurgt, hvordan han selv ville stemme til kommunalvalget, og fortalte, at han allerede havde stemt. Han
havde hentet sin seksårige søn på fritidshjemmet og tog
ham med hen på biblioteket for at stemme. Han besluttede
sig så for at inddrage sin søn i beslutningen om, hvorvidt
han skulle stemme på Frank Jensen, Københavns socialdemokratiske overborgmester, eller Tom Gillesberg. Frank
Jensen har egentlig gjort det meget godt, fortalte han sin
søn. Han er en flink og rar fyr, men har ikke rigtig forstand
på det der med penge og økonomi. Det har Tom Gillesberg
derimod, men der er nogle, der kalder ham skør, og så vil
han sende et rumskib til Mars. Bjerg fortalte, at i samme
øjeblik som han lyttede til dilemmaet gennem en seksårigs
ører, så vidste han, hvad udfaldet måtte blive. Han skulle
selvfølgelig stemme på Tom Gillesberg.
Det er selvfølgelig en humoristisk tilgang til et meget afgørende spørgsmål: Er det fortiden eller fremtiden, der skal
december 2013
bestemme, hvad vi gør? Skal vi blot følge vanetænkning,
eller skal vi bringe helt nye ideer på banen? Det gælder heldigvis stadig for de fleste seksårige, at de endnu ikke har
mistet troen på, at der skal komme noget nyt, spændende
og fantastisk i tiden fremover. De er vant til at lære nye ting
og få udvidet deres verdensbillede.
Kampen om at komme på Deadline
Det var så meningen, at jeg samme aften skulle på den
sene udgave af Deadline på DR2. Jeg var blevet tilsendt en
e-mail onsdag eftermiddag, der spurgte om jeg kunne være
med i fredagens program. Den besvarede jeg omgående,
at det kunne jeg selvfølgelig godt. Vi aftalte derfor, at jeg
skulle forberede mig på at møde op i DR-byen kl. 22:00
fredag aften. Dagen efter fik jeg så en opringning fra en
anden medarbejder på Deadlines redaktion der spurgte, om
jeg kunne være med på DR2 kl. 23:45 på valgaftenen. Det
sagde jeg så også ja til. Da jeg så fik en bekræftelsesmail
om denne optræden, undrede det mig, at jeg ikke havde
fået en lignende mail om deltagelsen i fredagens program.
Jeg sendte derfor en mail af sted til den redaktør, som jeg
havde korresponderet med.
Da jeg stadig intet svar havde fået fredag eftermiddag,
så forsøgte jeg både per mail og telefon at nå redaktøren,
men uden held. Først godt fem timer før, at jeg skulle være
i DR-byen, fik jeg en mail, om at man havde ændret programmet og fjernet min deltagelse, da jeg jo skulle være
med om tirsdagen efter valget. Jeg skrev straks tilbage, at
jeg langt hellere ville på før valget end efter, og at så måtte
de jo stryge min deltagelse tirsdag, men fik en besked tilbage, at nu var det altså blevet ændret. Det blev jeg selvfølgelig ganske harm over, for der er stor forskel på at være med
i Deadlines normale nyhedsprogram INDEN valget, og så
deltage i et diskussionsprogram et kvarter i midnat EFTER
valget. Jeg blev så vred, at jeg skrev en klage til såvel de
personer, som jeg havde været i kontakt med på Deadlines
redaktion, som til Danmarks Radio, og sagde, at det var en
uanstændig behandling. Jeg påmindede også om, at jeg ved
sidste valg var jeg gæst i Deadline, men først EFTER valget
havde fundet sted. Hvordan den historie ender, kommer
jeg tilbage til.
Den 16. november var jeg kl. 8:05 gæst i Weekendtillægget på Radio24syv. Lasse Rimmer beskrev udførligt min nuværende plakat, og jeg forklarede, hvad indholdet betød, og
hvorfor jeg stillede op med den. Rimmer sagde så senere i
programmet, at han foretrak den plakat, jeg havde anvendt
ved det seneste valg i 2011, fordi budskabet »Glass-Steagall
eller kaos« gik rent ind og var lettere at forholde sig til. Rimmer præsenterede så lytterne for, hvad Glass-Steagall var historisk, og jeg fik muligheden for at komme dybere ned i de
dramatiske valg, som vi står overfor. Jeg appellerede til folk
om at bruge den chance de havde for, gennem en stemme på
Schiller Instituttets Venner, at skabe en virkelig forandring.
Søndag den 17. november fik jeg et svar på min klage
til DR fra Heidi Robdrup, chef for Deadline-redaktionen,
hvor hun beklagede de ændrede programplaner, men skrev,
at det kunne der ikke gøres noget ved. Heldigvis var der nye
toner næste eftermiddag, mandag den 18. november. Der
december 2013
fik jeg en opringning fra Deadlines redaktion, hvor man
oplyste, at man efter diskussion på redaktionen var blevet
enige om at ændre planerne. Jeg blev derfor spurgt, om jeg
ville være gæst i Deadline samme aften. Det takkede jeg
selvfølgelig ja til, og selv om jeg måtte dele taletiden med
to andre københavnske kandidater, var det en gylden mulighed for at bringe vor kampagne ud til såvel de københavnske vælgere som til resten af nationen. Jeg tager det
som udtryk for, at Deadline, som man også fornemmer det
i deres nyhedsprogrammer, stadigvæk har en journalistisk
integritet og ønsker at sætte de virkeligt vigtige spørgsmål,
som ellers har været fraværende i en stor del af mediebilledet, på dagsordenen. Det kom også til udtryk efter valget,
da Martin Krasnik fra Deadline tog DR’s egen nyhedsredaktør, Jacob Kwon, i skole, for at have tilladt DR at publicere exitmålinger på valgdagen, der viste sig at være dårligt
funderede og meget misvisende.
Det var afgørende, at jeg kom på Deadline inden valget og vort budskab kom ud – ikke blot til vælgerne i København og Aarhus, der havde mulighed for at stemme på
Schiller Instituttets Venner – men også til borgere i resten
af landet. Det blev så fulgt op af min deltagelse på DR2’s
morgen-tv på selve valgdagen i minutterne op til at stemmestederne åbnede kl. 9:00. Med meget begrænsede ressourcer, og på trods af, at vi har været ganske få folk, er
det lykkedes os i løbet af valgkampen at skabe en proces,
hvor den platform vi har til at påvirke den fortsatte debat,
er blevet kraftigt udvidet. Før var det næsten et krav, at man
skulle nedgøre eller latterliggøre Schiller Instituttet og Tom
Gillesberg, hvis man nævnede dem i medierne. Det er nu
ændret, og nu forholder man sig til det, som vi egentlig er:
en kilde til forståelse af den nuværende historiske proces
og en vigtig bidragsyder af de nødvendige ideer, der kan
bringe os ud af den knibe, som vi befinder os i.
Vi har haft et vigtigt gennembrud, men det er stadig i
begrænset målestok. Mange har måske set eller hørt en lille
smule her eller der, men har ikke set processen som helhed,
og har heller ikke fået nok samvær med vore ideer til virkelig at forstå, hvad de i dybden drejer sig om. For de fleste
er det stadigvæk et øjebliksbillede, selv om der selvfølgelig
er stor forskel på blot at se vore spændende, men ganske
udfordrende plakater, og så se Tom Gillesberg i levende
live på en tv-skærm. Så får man en langt bedre forståelse af,
hvor vigtigt det, som vi siger, er. Nu er udfordringen derfor,
hvordan vi kan sørge for, at alle mennesker i Danmark får
tilgang til at lære disse ideer at kende på den ene eller anden
måde. Sker det, så vil det dramatisk forandre den politiske proces, og de spørgsmål vi har sat på dagsordenen vil
komme til at spille en afgørende rolle.
Politikken om at Danmark skal være en del af en europæisk bankunion og tage del i et fælles banktilsyn, og at
vi derigennem skal betale for at redde alle de bankerotte
udenlandske banker, kan kun gennemføres, så længe den
danske befolkning ikke er bevidst om, at det sker. Der er
ingen, der frivilligt vil gå med til det. Det er kun noget, som
man diskret kan gennemføre, for så efterfølgende at sige,
at man desværre er nødt til at bruge statens penge, eller
bankkundernes, fordi der ikke er andre muligheder – hvis
Schiller Instituttet
KV13 Pressedækning af Schiller Instituttets Venner
Læs, se og hør: www.sive.dk
Den 8. november: Hele bagsiden dedikeret til Tom Gillesberg.
»Han forudså finanskrisen i 2005 og han gjorde det igen i 2007. Som
en af de eneste. I 2013 ... øhh, der er det noget med Glass Steagall
og EU-fascisme. Og så vil bankunionen tage dit liv – det er jo faktisk
et godt argument for at stemme imod.« Alligevel er han ikke blevet valgt ind, så der er noget galt med kommunikationen. »Ekstra
Bladets bagside har derfor besluttet at hjælpe Tom Gillesberg fra
Schiller Instituttets Venner, der stiller op i København og Aarhus.«
Artiklen sluttede: »Så et stensikkert slogan må være noget i retning
af: Glass-Steagall eller kaos!«
Den 15. november: Tom Gillesberg var gæst den sidste halve
time hos radiovært Michael Jeppesen i programmet Forfra på radio24syv. Hele programmet rejste spørgsmålet, hvordan det kan
være, at medierne forsøger at latterliggøre personer, der bringer
store og visionære spørgsmål på banen. Jeppesen beklagede, at
han selv tidligere havde gjort grin med Tom Gillesberg. Gillesberg
fik også mulighed for at sprede sit budskab i et indslag på radio24syv om mindre partier ved kommunalvalget den 12. november
og i radio24syvs program Weekendtillægget den 16. november.
6 Schiller Instituttet
Den 13. november: »Plakaterne hænger over det meste af
København, som de også gjorde ved valgene i 2005, 2007, 2009
og 2011, med et budskab, der på mange måder er mere profetisk
end politisk.... Boblen bristede, boligpriserne faldt, vi fik et finanskrak, der er godt nok ikke kommet et magnettog over Kattegat,
men Glass-Steagall bliver diskuteret også i seriøse økonomiske
kredse.... Tom Gillesbergs plakater ikonisker med deres indviklede
budskaber.... Han fik ret i, at finanskrakket kom. Så skal vi være bekymrede, når han nu forudsiger, at bankunionen vil tage vores liv?«
Hans Schultz
Janus Kramer
Den 1. november: et kort indslag med Hans Schultz på TV2 Østjylland. TV Midtvest havde også på sin hjemmeside en tominutters
video med Janus Kramer i forbindelse med valget i Region Midtjylland og hans kandidatur blev dækket i JP-Aarhus.
december 2013
Den 18. november: »Bankunionen vil tage dine penge
og dit liv! Vi står over for et nyt finanskrak, der er større,
end det der var i 2008. I EU forbereder man allerede bailout og bail-in, altså både hjælpepakker fra det offentlige
men denne gang også Cypern-modellen: at man skal tillade bankerne at gå ind og tage en del af bankkundernes
penge for at redde finanssystemet. Det betyder at vi i
Danmark, hvis vi går med i bankunionen, at de 100 mia.
kr. man måske skal give, for at redde de her banker, de
skal tages i form af nedskæringer i alt andet.«
december 2013
TV
Schiller Instituttet
vi skal forhindre verden i at gå under. Man bruger helt bevidst kriserne i den politiske proces. Det er ikke kun Schiller
Instituttet, der ved, at der er et finanskrak og en systemkrise
på vej. Det ved alle ledende kredse rundt om i verden.
EU-magt gennem nødlovgivning
Det er derfor et bevidst valg fra deres side, at man ikke
har nogen diskussion om det, før det er et faktum. Så har
man en overraskelseseffekt, hvor man kan sige: »Nu går
det ned. Nu krakker det. Nu skal vi handle hurtigt.« Og så
har man tilfældigvis en nødplan i tasken, som man lige kan
hive frem. »Her er en løsning. Den er måske ikke, hvad man
kunne ønske sig, men I kan i hvert fald overleve (i hvert
fald på kort sigt). Bare skriv under her.« Det er, hvad der
foregår, når politikerne er samlet i Bruxelles i en sen nattetime for at blive enige om, hvad der skal gøres. Skulle der
så være en enkelt regeringschef i EU, der har indvendinger,
så er der et gigantisk pres fra hele gruppen for, at man skal
klappe i og skrive under. For ellers vil finansmarkederne jo
kollapse, når de åbner mandag morgen. »Hvis ikke du skriver under, så kollapser det hele, og det er din skyld.«
Det bringer faktisk minder tilbage om optakten til den
danske afstemning om Maastricht-traktaten i 1992, hvor
man truede med bål og brand, hvis danskerne ikke stemte
ja. Schiller Instituttet havde derimod en meget aktiv kampagne for at få folk til at stemme nej. Vi advarede om, at
det var en proces frem imod en finansiel, økonomisk og
politisk union, som kun kunne ende med en fiasko, der
ville sætte den nationale suverænitet over styr og ende med
et EU-imperium. Derfor var aftalen imod befolkningens
sande interesser. Det gjaldt ikke blot for den danske, men
også for befolkningen i resten af EU. Fra EU og det danske
etablissement fulgte en massiv skræmmekampagne, hvor
man forsøgte at bilde folk ind, at Danmark vil få en langt
dårligere økonomisk udvikling end alle de andre, hvis vi
ikke stemte ja og gik med. Det endte lykkeligvis med, at
det blev et dansk nej. Hvis franskmændene efterfølgende
havde stemt nej ved deres folkeafstemning, så havde vi slet
ikke stået i de nuværende problemer, men det blev desværre – ved hjælp af fusk med de franske oversøiske stemmer
– til et knebent fransk ja. Det var sørgeligt for Europa, men
i det mindste betød det danske nej, at vi – i modsætning til
det, som man truede med – klarede os langt bedre end de
mange lande, der blindt gik med i euroen.
I dag anvender man den samme psykologiske intimidering, som man forsøgte at anvende dengang. »Hvis ikke du
går med til det her, så er det hele forbi. »Game over« for
Danmark. Tør du virkelig løbe den risiko? Er det ikke bedre
at lytte til alle eksperterne og økonomerne og blot skrive
under – ligesom alle de andre.« Løbe den risiko? Skal man
virkelig frivilligt stige på toget, der transporterer en til koncentrationslejren? Lige gyldigt hvad der trues med for at få
en til at stige på toget, så ville man nok kæmpe imod, med
alt hvad man har, hvis man kunne se processen i sin helhed.
Hvis vi slås, så har vi en chance for en fremtid. Hvis vi blot
marcherer med, så vil vi skridt for skridt bevæge os i en retning, der kun kan ende et sted: At menneskene systematisk
bliver ofret for at opretholde systemet.
8 Schiller Instituttet
Det er selvfølgelig mere tydeligt og dramatisk i andre
lande end netop Danmark. Sidder man i Grækenland eller i
Cypern, så har folk allerede mistet en stor del af deres løn
eller deres pension. I mange tilfælde har man også mistet
en del af sin opsparing og, som det skete i Cypern, fået
konfiskeret en del af sine indeståender i banken, på direkte
ordre fra EU. Det er ligeledes frygtelige tider for en stor
del af befolkningen i Spanien, Portugal, Italien og Irland.
Portugal er netop blevet rost af EU for sine reformer, men
de har betydet, at der er en halv million unge i Portugal, der
hverken studerer eller arbejder. Det eneste de har, er et håb
om at rejse væk fra Portugal, så de kan skabe sig en fremtid.
Det samme gælder for Irland. De, der kan, rejser. I Grækenland har en million forladt landet i løbet af de seneste
år. EU’s politik har skabt en dødsspiral i disse lande, hvor
det gælder, at jo større nedskæringer man gennemtvinger,
desto mere håbløs bliver situationen efterfølgende, og jo
dybere skal man skære i næste omgang. Den proces er resten af Europa også fanget i, og det gælder såmænd også
Danmark. Vi behøver et kursskifte.
Voksende opbakning til Glass-Steagall
Men kan vi skabe et sådant kursskifte? Kan vi få de
forskellige europæiske lande til at bryde fri af spændetrøjen og påbegynde en helt anden politik? Der er i hvert fald
en voksende lydhørhed over for ideen om Glass/Steagallbankopdeling. Der er nu blevet fremsat ikke mindre end
fem lovforslag til det formål i det italienske parlament.
Det nyder en bred opbakning på mange niveauer, og senest vedtog lokalregeringen for Lombardiet, der er en af
de største og økonomisk vigtigste regioner i Italien, at appellere til den nationale regering om at indføre en sådan
bankopdeling. I Schweiz har Folkeforsamlingen, der er det
ene af parlamentets to kamre, vedtaget tre resolutioner for
en Glass/Steagall-bankopdeling og arbejder på at få en folkeafstemning, så man med sikkerhed kan få det gennemført, på trods af, at andetkammeret (med repræsentanter fra
kantonerne) måske vil stemme det ned.
Hvorfor vil schweizerne have en Glass/Steagall-lov, der
begrænser bankernes aktiviteter? Vil man så ikke skræmme
en masse bankaktivitet væk? Er det ikke en stor fordel for
Schweiz at have en overdimensioneret banksektor? Nej,
mener de fleste schweizere, for de to storbanker UBS og
Credit Suisse er nu blevet så store, at hele Schweiz ville gå
ned, hvis en af dem kommer i problemer. Derfor vil den
schweiziske befolkning komme til at hænge på regningen
for at redde dem – inklusive alle deres internationale aktiviteter. Derfor er det af afgørende betydning at få opdelt
bankerne, så alt, der ikke har at gøre med normal ind- og
udlånsaktivitet i den schweiziske økonomi, skilles ud i nogle separate bankenheder, som kan gå neden om og hjem,
uden at den schweiziske økonomi ville blive trukket med i
faldet. Så kan Schweiz undgå at blive det næste Island.
I Belgien er der en krise i regeringen, fordi en del insisterer på, at man skal have gennemført en Glass/Steagalllovgivning, mens resten nægter. På Island er det kommet
på dagsordenen igen efter at man fik overstået det nylige
valg til Altinget, og i Sverige er det til debat i Rigsdagen
december 2013
med jævne mellemrum. Selv i Tyskland er der meget store
spørgsmålstegn ved den politik, som EU og Den europæiske Centralbank, ECB, fører. Tyskerne er panisk angste for,
at den nuværende politik med at pumpe penge ind i finansboblen på et tidspunkt vil føre til hyperinflation. Man husker stadig hyperinflationen i Weimar-Tyskland i 1923, hvor
man endte med at skulle have en trillebør med penge med,
når man skulle hen efter morgenbrød.
Hvornår bryder bankkrisen i Europa ud?
Det er en meget reel frygt. Eurokrisen, statsgældskrisen
og bankkollaps kan komme tilbage når som helst. Det kunne være i morgen, det kunne være på næste mandag. Der er
ingen garanti for, at det bliver inden årets udgang, men heller ingen garanti for det modsatte. Hvordan løste man den
såkaldte statsgældskrise, hvor mange lande havde en umulig
situation, fordi renten på deres statsobligationer kom op på
7 %, og de dermed aldrig ville være i stand til at kunne betale gælden tilbage? Ved at ECB først gik ind og støttekøbte
de berørte statsobligationer, for så efterfølgende at låne gigantbeløb ud til likviditetsklemte europæiske banker, der så
anvendte pengene til opkøb af de selvsamme statsobligationer. De spanske statsobligationer (og noget lignende foregår i en række andre lande), som udlandet solgte fra, er nu
blevet opkøbt af spanske banker, der i virkeligheden burde
have været erklæret bankerot for længe siden. De har boligprojekter på bøgerne til 70 % af deres oprindelige værdi,
mens en salgspris måske blot ville være 10 %. De behøver
akut et kapitaltilskud på mindst 50 mia. euro.
ECB har sænket renten til 0,25 % og tillader de forskellige beklemte banker at låne enorme summer med værdipapirer af tvivlsom værdi som sikkerhed. Bankerne kan så
tjene gode penge på differencen mellem ECB’s rente på
0,25 % og den langt højere rente på statsobligationerne,
og ECB undgår at opkøbe de mange statsobligationer. De
har i stedet blot lånt penge ud til en række banker, som jo
er en helt normal procedure for en centralbank. Men det
er en meget usund (og ulovlig) konstruktion, at man låner
penge ud til bankerotte banker, så de kan opkøbe statsobligationer på statsgældsauktionerne. Men hvad sker der, når
konstruktionen ikke længere kan opretholdes? Hvad sker
der, når en bank bliver nødt til hurtigt at sælge ud af de
mange statsobligationer, som de ligger inde med? Så kan
hele markedet for de berørte statsobligationer forsvinde i
løbet af få minutter. Man har købt tid gennem at plante en
bombe i systemet, der når som helst kan eksplodere. Når
den eksploderer, så er ECB ligeledes totalt bankerot, for de
har lånt penge ud til bankerotte banker, der aldrig vil kunne
betale dem tilbage igen.
Tænk tilbage på, hvad det var, der skete i Grækenland.
Hvad var disse gigantiske hjælpepakker til Grækenland? Var
det hjælpepakker til det græske folk? Nej. Hjælpepakken
var til den græske stat, så den græske stat kunne betale de
udenlandske kreditorer – frem for alt udenlandske banker
og deriblandt ECB – så de ikke gik bankerot, og gælden
blev så tørret af på den græske befolkning, der betaler for
det gennem dræbende nedskæringer. Spanien, Portugal og
Italien er bare meget, meget større økonomier og potendecember 2013
tielle tab, end hvad Grækenland repræsenterede. Tyskland
kunne overtales til at dække en stor del af regningen for
at redde Grækenland, men hvad med disse astronomiske
beløb, som det vil kræve at redde de større eurolande? Det
kan kun lade sig gøre, hvis Tyskland er villig til at skrive
under på regningen, og det kvier de sig selvfølgelig ved –
og det er i øvrigt yderst tvivlsomt, om det vil være lovligt
ifølge den tyske forfatning. Oven i alle disse problemer
kommer så Frankrig, der er på vej ind i økonomisk og politisk stormvejr. Man har allerede sprængt de budgetrammer,
der var aftalt med EU, og nu er der et politisk oprør i gang
i befolkningen rettet imod den skrumpende økonomi og
præsident Hollandes brudte løfter.
Den nuværende politik fra EU og ECB går, i lighed
med den førte politik i USA, på to meget forskellige ben.
På den ene side pumper man med en rekordlav rente og
de såkaldte kvantitative lempelser enorme summer ind i finansverdenen, så kurserne på obligationer, aktier og andre
værdipapirer holdes oppe. Samtidig med, at man åbner den
store tegnebog over for finansverdenen, så kvæler man befolkningen og realøkonomien med nedskæringer. I Frankrig er det blevet et stadig større tema i takt med, at firmaer
lukker og folk mister deres arbejde. Bankerne får masser af
penge, mens den normale økonomi smadres. Og franskmændene har tradition for at gå på gaden, når de føler, det
hele bliver for meget.
Alternativet til en gentagelse af 30’erne
Der hersker i EU (og i USA) den samme politik, som vi
så i Europa i 1930’erne: Man ofrer befolkningen for at redde
de private finansielle interesser. Samtidig er der et voksende
potentiale for en politisk eksplosion i befolkningen. Det kan
ende på to måder. Man kan gøre som i 1930’erne og sætte
politiet – og efterfølgende militæret – ind, og bringe kompromisløse håndfaste ledere som Mussolini eller Hitler til
magten, som så vil gennemtvinge den »nødvendige« politik,
som de private finansinteresser kræver. Eller man benytter
det alternativ, som vi har præsenteret i vor kampagneavis: 1)
En Glass/Steagall-bankopdeling, hvor vi sørger for at spekulationen adskilles fra den normale bankdrift, så bankerne
og deres vigtige funktion i økonomien kan reddes, mens
man kan lade resten af finansaktiviteterne gå ad Pommern
til; 2) Udstedelsen af statslige kreditter til økonomien til såvel store projekter, som investeringsprogrammer i produktive dele af den normale økonomi, som til forsknings- og
udviklingsprojekter; og 3) Iværksættelsen af de projekter,
der nu er mulige, på baggrund af den statslige kredit. En
Kattegatbro og et dansk magnettognet, en fast forbindelse
mellem Helsingør og Helsingborg, investeringer i vejnettet,
industri- og landbrug, sygehuse, uddannelse, forskning etc.
Kan en sådan forandring finde sted i Europa isoleret?
Eller vil det være, som det var i 30’erne, at de gamle familier, deres penge og sociale kontrol vil tryne ethvert tiltag
til modstand, og gennemføre deres politik ovenfra og nedefter – en fascistisk økonomisk politik? Derfor er det selvfølgelig afgørende, som det var 30’erne, hvad der foregår i
USA. Dengang var det lykkeligvis sådan, at mens fascismen
sejrede i Europa, så gennemførte Roosevelt den diametralt
Schiller Instituttet
modsatte politik i USA. En gennemførelse af en økonomisk beholde deres nuværende forsikring, hvis de ønsker det.
Obamas popularitet er i frit fald. Han har ikke taget inigenopbygning, der senere gjorde det muligt for Roosevelt og
tiativ til at få ny lovgivning igennem, så han kan leve op
USA at komme tilbage og redde Europa fra fascismen.
til sit løfte, ej heller til at få løst den akutte krise med den
Obama taber sin maske og sin opbakning
ikke-fungerende sygeforsikringsportal eller nødtiltag for at
Netop nu er der en dramatisk politisk omvæltning i redde de mange familier på fødevarehjælp. Samtidig vokser
gang, for konsekvenserne af Obamas politik begynder nu presset på Obama-administrationen for sin egenrådige pofor alvor at slå igennem med fuld kraft. Folk, der indtil nu litik, hvor man sjældent lytter til de meldinger, der kommer
har været totalt forblændet af Obama, begynder nu til de- fra andre dele af statsapparatet – inklusive det amerikanske
res skræk at se hans sande natur. Liberale demokrater, der militær og udenrigsministeriet – og er totalt ligeglade med
længe har forsvaret Obama med, at han måske ikke har den amerikanske forfatning. Der er voksende pres for at
gjort alt, hvad han lovede, men at han trods alt er bedre end få sandheden frem om den amerikanske rolle i at bringe
republikanerne og jo egentligt forsøger at gøre noget godt, al-Qaeda til magten i Libyen og det efterfølgende angreb
må nu sande, at det ikke er sandt. Han vil ikke de fattige og på konsulatet i Benghazi i 2012, hvor den amerikanske amdårligst stillede amerikanere det godt. Han er Wall Streets bassadør blev dræbt. Man forsøgte efterfølgende at kaste
mand, og der er ingen forskel på det, Bush lavede, og hvad et røgslør ud over begivenhederne, og det hænger måske
Obama har gennemført. Det har været en forsættelse af sammen med, at stadig mere tyder på, at angrebet fandt
samme destruktive politik.
sted for at få Stevens dræbt, fordi han forsøgte at stoppe
Det er blevet tydeliggjort af en kraftig beskæring af den overførslen af våben fra Libyen til oprørere i Syrien.
amerikanske stats program for fødevarehjælp til dårligt stilSamtidig med, at folk mister en del af deres fødevarekulede familier. Der er i dag rekordhøje 47 mio. amerikanere, poner og bliver smidt ud af deres sygeforsikring, hvad foreder er afhængige af fødevarekuponer fra den amerikanske går der så i den amerikanske centralbank, Federal Reserve,
stat, dvs. hver sjette amerikaner. Den 1. november blev med Obamas billigelse? De pumper hver måned officielt
budgettet for udbetalingen af denne hjælp så reduceret 85 mia. dollars (17 gange mere end besparelsen i fødevamed fem mia. dollars. Nedskæringen blev vedtaget for et rehjælpen) ind i finanssystemet – og uofficielt endda 2-3
stykke tid siden, for at få budgettet til at gå op, og Obama så meget i ekstra lån til bankerne – for at »sætte gang i den
overtalte dengang skeptiske demokrater til at gå med til det amerikanske økonomi«. Men det er ikke, hvad der foregår,
med argumentet om, at med hans økonomiske politik, så som man kunne læse i en artikel af Andrew Huzar, der
ville der fremadrettet være langt færre, der behøver hjælp. I tidligere arbejdede i Federal Reserve, i Wall Street Journal
stedet er der i dag langt flere. Allerede inden nedskæringen den 11. november. Han begyndte sin artikel: »Jeg kan kun
fortæller mange modtagere af fødevarehjælpen, at den ikke sige: Det må I undskylde, Amerika. Som en ansat i Federal
rækker måneden ud. Mange af modtagerne er børnefamili- Reserve var jeg ansvarlig for at udføre de centrale dele af
er, og det er meget normalt, at forældre i slutningen af må- programmet, da banken påbegyndte eksperimentet med at
neden skipper måltider, for i det mindste at undgå, at deres købe statsobligationer, det, der er kendt som kvantitative
børn skal sulte. Nu har de så, pga. af stigningen i antallet lempelser, QE. Centralbanken bliver ved med at hævde, at
af modtagere og den seneste nedskæring, pludselig 8-10 % QE er et redskab til at hjælpe normale firmaer, men jeg er
mindre at købe for. I slutningen af denne måned, hvor de kommet til den erkendelse, at programmet er noget helt
fleste amerikanere fejrer Thanksgiving og smovser i kalkun andet: Den største bagdørs statslige hjælpepakke (bail-out)
og familiehygge, vil et rekordstort antal amerikanere sulte, til Wall Street nogen sinde.«
fordi madbudgettet er brugt op.
Federal Reserves likviditetstilførsel er ikke med til at
Samtidig er Obamas berømte sundhedsreform nu trådt i redde realøkonomien, for pengene kommer aldrig længere
kraft. Det betyder, at 14 mio. amerikanere indtil videre har end Wall Street. Det samme gælder ECB’s oversvømmelse
fået opsagt deres nuværende sygeforsikring på trods af, at af finansverdenen med billige penge. I et interview to dage
Obama udtrykkeligt garanterede, at alle ville have lov til at senere til Wall Street Journal sagde Peter Praet, der er chefbeholde deres nuværende sygeforsikring, hvis de ønskede økonom i ECB og med i ECB’s bestyrelse, at man må gøre
det. Det er folk, der har en indkomst, der er for høj til, at de hvad som helst for at redde Euroland og euroen. Han ville
kan komme ind under statslige programmer, og som nu står derfor ikke afvise, at ECB ville finansiere problemramte
til en fordobling eller tredobling af deres sygeforsikringspræ- banker direkte, f.eks. gennem opkøb af bankobligationer.
mie. Samtidigt har den portal på internettet (der for øvrigt er
lavet af et firma, der ejes af en god ven af Obama-familien), LaRouche: Afsæt Obama nu!
Det er på denne baggrund, at den amerikanske statshvor folk skulle kunne tegne en privat sygeforsikring, som
alle forsikringer under Obamacare er, ikke fungeret som den mand og økonom Lyndon LaRouche udsendte en udtalelse
skulle, og i stedet for titals millioner, som man planlagde ind- » Værre end »Weimar«!« den 12. november, hvor han gjorde
til nu skulle have fået en ny sygeforsikring, så var det indtil klart, at denne hyperinflationære politik må stoppes, og at
for nylig kun 58.000. Det er totalt kaos, og det har fået Bill det i den nuværende situation kræver, at Obama afsættes
Clinton til at melde sig i den offentlige debat og kræve, at som præsident – og afsættes inden det endelige sammenObama sørger for at leve op til den garanti, som han gav de brud af finanssystemet går i gang. Om man tvinger Obama
amerikanske politikere og det amerikanske folk: At alle kan til at træde tilbage [som det skete med Nixon] eller afsætter
ham pga. hans gentagne brud på forfatningen, som f.eks., at
han iværksatte en krig imod Libyen uden Kongressens tilladelse, eller bruger forfatningens 25. tillæg, der i sektion 4. siger, at præsidenten kan afsættes af sit kabinet og erstattes af
vicepræsidenten, hvis han ikke længere er i stand til udføre
sit hverv (en beslutning, der efterfølgende skal godkendes
af 2/3 af Kongressens begge kamre), er for så vidt ligegyldigt. Det vigtige er, at han, da han ikke i sin nuværende psykiske tilstand er i stand til at udføre sit hverv ordentligt, fjernes, så han ikke længere kan blokere for genindførelsen af
Glass/Steagall og andre livsnødvendige beslutninger. Han
skal væk, inden der kommer et totalt sammenbrud – hvad
enten det så er hos Obama eller i finanssystemet.
Der var et kraftigt momentum for genindførelsen af
Glass/Steagall indtil det nylige opgør mellem Obama og
republikanerne i forbindelse med finanslovsforhandlingerne og hævningen af USA’s gældsloft. Det blev brudt, da
Obama forsøgte at fremme sin egen popularitet gennem
konflikten med republikanerne, der under ledelse af rabiate
Tea Party-folk fremstod som ekstreme og meget usympatiske. Det fjernede fokus fra Glass/Steagall, men det er
nu tilbage på dagsordenen. Samtidigt har den usikkerhed
Obama skabte, gennem at fremprovokere en konfrontation over noget så centralt som finansloven og låneloftet,
skabt stor mistillid i dele af finansverdenen til Obama og
den amerikanske økonomi. Man frygter, at usikkerheden
kan føre til et sammenbrud allerede inden nytår. Der er
nu over 75 medunderskrivere i Repræsentanternes Hus for
en genindførelse af Glass/Steagall, og fortalerne for loven
i Senatet, som f.eks. senator Elizabeth Warren, er blevet
langt mere aktive. Hun har holdt meget passionerede taler
i Senatet for sagen og insisteret på, at David kan besejre
Goliat, men at det kræver, at man tager sin stenslynge i anvendelse. Wall Street og finansverdenen kan godt besejres,
men det kræver, at vi er villige til at slås.
Det drejer sig om, hvilken vej verden skal gå. Skal vi
acceptere sammenbrud, kaos og krig – der iblandt risikere
menneskehedens udryddelse gennem en atomkrig – eller
insisterer vi på et totalt paradigmeskifte, og får et samarbejde om ny økonomisk verdensorden. Schiller Instituttets
3-punktsprogram er nødvendigt for alle nationer verden
rundt. Man har haft finansielle bobler, der har fået lov til at
dominere økonomien, og er derfor tvunget til at indføre en
Glass/Steagall-bankopdeling, der dels kan redde vitale dele
af banksystemet (mens man lader resten gå ad Pommern
til), og samtidig genetablere national suverænitet og en
national regulering og kontrol over finansverdenen. Dertil skal vi så skabe kredit, skabe økonomisk opbygning, og
skabe meningsfuld beskæftigelse til de meget store grupper rundt om i verden, der i dag er arbejdsløse. Selv om
arbejdsløsheden også er et voksende problem i Danmark,
så skal man huske, at store dele af Sydeuropa allerede har
en arbejdsløshed på 25 % og en ungdomsarbejdsløshed på
uhyggelige 50-60 %. Vi skal sikre udvikling og videnskabeligt og teknologisk fremskridt for alle – og samtidig skabe
en ny global renæssance.
Netop nu kan det gå begge veje. Derfor må langt flere
ind i kampen. Vi må her i Danmark sørge for at bygge videre
10 Schiller Instituttet
december 2013
december 2013
på det gennembrud vi fik opnået med Schiller Instituttets
Venner her i valgkampen. Der er i brede kredse en voksende
forståelse af, at der er noget fundamentalt galt, og at man
derfor har et medansvar for, at den taletid, som Tom Gillesberg og Schiller Instituttet fik på nationale medier, hurtigt
vokser. Vi skal smede mens jernet er varmt og skabe en national bevægelse, der sætter disse spørgsmål på dagsordenen.
Der er samtidig seks måneder til, at danskerne den 25.
maj skal stemme til Europa-Parlamentet. Det er en passende anledning til at bruge de næste seks måneder til at få aflivet enhver mulighed for dansk deltagelse i bankunionen og
et fælles banktilsyn, og at vi i stedet for får en bankopdeling,
der kan tjene som et bolværk og sørge for, at vi har diger på
plads, der kan stoppe den finansielle flodbølge, der er på vej.
Vi er en lille gruppe mennesker, der har kæmpet med
det her i lang tid. Jeg har været aktiv i disse spørgsmål i
over 30 år. Jeg har en god idé om, hvad der er galt, og hvad
vi kan gøre ved det, og er villig til at udbrede det, hvor
som helst og når som helst. Men vi har brug for hjælp til
at sikre, at disse ideer kommer ud i det ganske land. Folk
må beslutte sig for, at det input, jeg var i stand til at give på
nationalt radio og tv, ikke skal være en enlig svale. Vi skal
i radioen, og vi skal på tv. Det skal ud i aviserne, og det
skal dækkes meget mere på internettet. Man må tage ansvar
gennem, at man der hvor man bor, om det er i Odense eller i Brønderslev, optræder som en lokal repræsentant, der
sørger for, at ideerne kommer ud. Når man så arrangerer
et møde, så skal vi nok sende en repræsentant over og være
behjælpelig med materiale.
Man behøver ikke være enig i al ting. Det, som man
behøver være enig i, er, at vi skal have en fremtid, og at
vi derfor skal have den barske virkelighed og de virkeligt
afgørende spørgsmål til debat. Man må derfor tage på sig at
formidle disse ideer så meget, som man kan, til dem, som
man selv er i kontakt med. Giv folk tilgang til disse ideer,
så de kan forholde sig til dem. »Det er jeg enig i, men her
er jeg uenig. Jeg har en idé til, hvordan det her kunne gøres
bedre.« Vi må bryde den nuværende geometri, hvor folk på
den ene side godt kan se, at der ikke er det fornødne politiske lederskab, hverken i Danmark eller i resten af Europa,
og kan se, at det er nogle store problemer, der er på vej til
at ramme os, men hvor folk så samtidig ikke vil tage ansvar
for at gøre noget ved det. »Nu har jeg afgivet min stemme,
og jeg skal nok også stemme om to år igen, men i den mellemliggende periode, så er det politikerne og eksperterne,
der må finde ud af det.«
Der vil ikke være en lykkelig udgang, hvis ikke der kommer en ny faktor i spil. Hvis ikke vi fungerer som en katalysator, der sætter processen i gang. Gør vi det, så vil der
være mange andre, der bekymrer sig om disse ting, der også
vil melde sig ind i debatten. Men der er nogle, der skal bane
vejen, og det må være os. Tiden er moden, og spørgsmålet
er, om du vil gribe den mulighed, der er. Om vi beslutter
os for at skabe historie på den positive måde, skabe noget
godt, og det synes jeg, at vi skal. Det synes vi her i Schiller
Instituttet, at vi skal. Spørgsmålet er så, om vi kan få alle
Jer derude i det ganske land til at tage medansvar for dette
visionære projekt.
Schiller Instituttet
www.schillerinstitut.dk
VIDEO MED DANSK TALE
www.sive.dk/
en-vision-for-fremtiden/
En vision for
fremtiden
Interview med
Schiller Instituttets
internationale præsident
i forbindelse med det
danske kommunalvalg
www.schillerinstitut.dk/
drupal/node/1122
Helga Zepp-LaRouche
John F. Kennedy
50 år efter
www.schillerinstitut.dk/drupal/jfk
Schiller Instituttet mindedes halvtredsåret for mordet på John F. Kennedy gennem en mindekoncert i den amerikanske
by Vienna i Virginia, hvor over 700 tilhørere hørte Schiller Instituttets kor opføre Mozarts Requiem i den oprindelige
stemning på A=432 Hz. Der var uddrag af Kennedys taler, der viste at statsmanden Kennedy havde visioner for opbygningen af USA til gavn for de kommende generationer – et fremtidsoptimistisk paradigme som døde med Kennedy og ikke
er vendt tilbage under nogen af de efterfølgende præsidenter. Lær den rigtige Kennedy at kende, i stedet for den smudsige
karikatur man møder i mange medier, og lad Kennedys optimistiske og vise ord lede dig frem til iværksættelsen af det
paradigmeskifte tilbage til de ideer Kennedy og Roosevelt repræsenterede, som verden så desperat har brug for i dag.
Aftale med Iran
I de tidlige morgentimer den 24. november blev der underskrevet en aftale mellem Iran og en forhandlingsgruppe
bestående af EU, USA, Rusland og Kina. Aftalen, som foreløbig gælder seks måneder, vil fjerne en del sanktioner imod
Iran og gøre det muligt for Iran at fortsætte sit arbejde med
at få etableret civil atomkraft, mens det sikres, at Iran ikke
kan berige uran til produktion af atomvåben. Aftalen, som i
høj grad er kommet i stand på russisk initiativ, åbner muligheden for, at USA og Europa kan stoppe med opbygningen af
et ABM-forsvar, noget der af Rusland betragtes som en fjendtlig handling og et skridt på vejen mod en fremtidig atomkrig.
Schiller Instituttets Nyhedsorientering er udgivet af Schiller Instituttet. Redaktion: Tom Gillesberg (ansvh.), Michelle Rasmussen, Percy Rosell,
Janus Kramer. Eget tryk. Medlemskab: 1 år: 500 kr., 6 mdr.: 275 kr., 3 mdr. introduktion: 100 kr., Homebanking: 1551-5648408, Giro: 564-8408
Kontakt os! 35 43 00 33, [email protected]
12 Schiller Instituttet
december 2013