bjergbeskrivelse, kort og koordinater som

RUBICON 2012 (3)
Leder
Dette nummer fejrer Rubicons 20 års jubilæum som et fagligt tidsskrift for
både studerende og undervisere her på SDU. Rubicon har i løbet af de 20 år
etableret sig selv som et respektabelt og – tør man sige kendt – tidsskrift. I
hvert fald kendt her på SDU og omegn. Det skyldes ikke mindst dygtige og
engagerede studerende, der før os har lagt om ikke blod, sved og tårer, så
dog megen fritid, sene nattetimer og søvndrukne morgener i vores dejlige
blad.
I dag ser Rubicons udfordringer meget anderledes ud, end de gjorde for
både 10, 15 og 20 år siden. I dag skal universiteterne spare på udgifterne
og de midler, som politikerne og erhvervslivet ofrer på universiteterne, går
sjældent til de humanistiske uddannelser. Disse økonomisk trængte tider
har ikke gået Rubicon ramt forbi. Som de ældre studerende kan se, så er
tidsskriftet blevet væsentligt tyndere, end det var, da de startede. Nu er det
kun på sølle 82 sider. Oplaget er blevet begrænset til 300 og vi er heller
ikke længere et kvartalstidsskrift. Nu kører vi i stedet med efterår-, vinterog forårsnumre.
En anden udfordring for det nuværende Rubicon er, at forskerne i dag er
pisket til at udgive i peer-reviewed tidsskrifter. Og det skal helst være på
engelsk. Der er ikke mange point eller megen prestige i at udgive i Rubicon.
Det er vores lod som et studenterdrevet tidsskrift. Det har gjort det lidt
sværere at få forskere til at bidrage til bladet, da de – af forståelige grunde
– har gang i forskningsprojekter, som de bliver nødt til at prioritere højere.
Men det er ikke alt sammen skidt. Den samlede redaktion bag Rubicon består stadig af – hvis vi selv skal sige det – dygtige og engagerede studerende,
der gerne vil udgive et blad af en vis kvalitet og tyngde. Vi forsøger at finde
skribenter til vores artikler udover SDU’s grænser, og vi forsøger til stadighed at gøre det relevant for de historiestuderende. Ikke mindst gennem bidrag fra de studerende selv. Vi har således i flere omgange fået udgivet gode
BA-opgaver, som har kunnet tjene til inspiration for de studerende, der
henover sommeren selv skulle i gang med deres eget BA-projekt. Og så har
1
RUBICON 2012 (3)
vi også fået en ny og flot hjemmeside, hvor man kan downloade de enkelte
numre i pdf format.
I dette nummer fejrer vi Rubicon. Derfor har vi bedt ældre og forhenværende redaktører om at skrive om deres tid i redaktionen af Rubicon. Rubicons første redaktør, Jesper Gronenberg, skriver om de store opstartsproblemer og praktiske vanskeligheder, men også om begyndende succes. Per
Andersen, der var en del af 2. generation på Rubicons redaktion fortæller
om alt det, han lærte som redaktør. Poul Duedahl var redaktør i 1998 –
2000, et teknologisk tidehverv, hvor e-mail og internettet gjorde alt det
praktiske meget nemmere. Maria Groth Rasmussen blev med kort varsel
redaktør i 2007 og hun beretter her, hvordan én ansvarshavende redaktør
blev til to for at lette presset på redaktøren. Hendes kollega på posten fra
2007 til 2009, Sidsel Mahler Hejlsvig, skriver om, hvordan Rubicon var hendes indgang til, hvad historiestudiet tilbød af faglige og sociale arrangementer uden for den regulære undervisning. Jesper Hedegaard Vesterbæk
beretter om, hvordan han i sin tid som ansvarshavende redaktør forsøgte
at skifte fokus fra det rent faglige til det mere studierelevante.
Alt dette og meget mere kan I læse om i dette jubilæumsnummer.
2
RUBICON 2012 (3)
Indhold
5
Studielederens spalte
7
Rubicon
Per Grau Møller
Enhver studieleders fryd
Per Grau Møller
9
Rubicons spæde start
Jesper Gronenberg
13 Down Memory Lane
Per Andersen
3
RUBICON 2012 (3)
17 Rubic@n
Poul Duedahl
20 Der er noget galt på humaniora
Jesper Hedegaard Vesterbæk
23 Da én blev til to
Maria Groth Rasmussen
25 Rubicon i redaktionel forandring
Sidsel Mahler Hejlsvig
27 ”… med Diogenes’s Lygte”
Jens Lei Wendel-Hansen
36
Kirken og den danske
besættelse
Lasse Mortensen
52 Irans revolution
1977-79
Peter Seeberg
78 Demokrati – Fra skældsord til
slagord
Anmeldelse: Natascha Skovgaard Kampp Andersen
4
RUBICON 2012 (3)
Studielederens
spalte
Reeksamen og undervisning
Af studieleder Per Grau Møller
For et par år siden indførte forskningsministeriet den regel, at vi skulle tilbyde mulighed for reeksamen for de studerende, der dumpede ved den ordinære eksamen, umiddelbart efter. I praksis betød det inden udgangen af
februar måned for vintereksamener og inden udgangen af august for sommereksamenerne. Meningen var, at de studerende ikke skulle blive unødigt
forsinkede i studierne. Nu var det ikke bare i tilfælde af sygdom, at vi skulle
foranstalte reeksamen. Rektionen fra studienævnets side var, at der kun
bliver udbudt eksamen i de obligatoriske discipliner i den termin, hvor der
har været undervist i dem (ikke i valgfagene som områder er, hvortil man
også indgiver individuelt petitum). Dvs. at man så skal vente min. et halvt
år for at kunne gå til undervisning og eksamen igen, hvis man også dumper
til reeksamen. Hvis vi ikke havde indført den regel, ville det betyde, at man
kunne indstille sig til 3. eksamensforsøg – og måske søge om en 4. gangs
dispensation - uden at have modtaget undervisning i mellemtiden. Det kan
vi ikke byde vores studerende.
Reglen om reeksamen og det til grundlæggende ønske om at hindre forsinkelser er sådan set ganske udmærket, men efter min opfattelse bliver den
misbrugt i urimelig grad. Forudsætningen for at kunne deltage i reeksamen
er deltagelse i den ordinære eksamen. Og ved at aflevere blankt til den
skriftlige eksamen eller ved at forlade eksamen under eller umiddelbart efter forberedelsestiden, har man jo deltaget og kan gøre krav på en reeksamen. Mange benytter sig af denne mulighed – for mange. Status her fra vin-
5
RUBICON 2012 (3)
tereksamen er f.eks. at i faget Historiebrug og formidling har 9 ud af 72 studerende afleveret blankt (= 12,5 %), og i område 2-3 har 8 (ud af ca. 70 =
ca. 10%) afleveret blankt og ved de mundtlig eksamener i samme fag er det
dog kun 3 (ud af 68 = 4%), der på denne måde har ønsket reeksamen. Dertil
kommer de der har været syge og haft lægeerklæring. Men ca. 10 % der
afleverer blankt er for mange og tenderer misbrug.
Min fornemmelse er, at størsteparten ønsker at udsætte denne eksamen og
vinde mere tid til forberedelse. Det er efter min opfattelse en dårlig taktik.
For der er ikke sikkerhed for, at man vinder så meget mere tid og bliver
bedre forberedt. I hvert fald betyder det her ved forårssemestrets start, at
man ikke kan følge undervisningen i fagene og dermed kommer yderligere
bagud. Man bør selvfølgelig stile mod den ordinære eksamen, følge undervisningen, læse på pensum undervejs, læse det op frem mod eksamen og så
tage det som en udfordring og gå til eksamen. Ved en skriftlig prøve, f.eks.
en ugeopgave, har man flere dage til at sætte sig ind i stoffet og formulere
sin besvarelse; ved en mundtlig eksamen har man 30 minutters forberedelsestid, som kan bruges konstruktivt (hvis man gennem forudgående
læsning har det fornødne overblik) og kan komme i dialog med underviseren. Så følg undervisningen, læs pensum og fat mod og gå til eksamen. Der
er ingen garanti for at spørgsmålet ved reeksamen bliver lettere!
I forlængelse heraf kan jeg ikke undlade at nævne, at studienævnet 18. januar vedtog en ny BA-studieordning, som er justeret med flere forbedringer i forhold til den nuværende (mere om det i et senere nummer af Rubicon) – den er i øjeblikket til godkendelse hos dekanen og i høring hos censorformandskabet og aftagerpanelet. Men en af de nye ting er flere undervisningstimer, for at vi kan leve op til rektors krav om i gennemsnit 12 undervisningstimer pr. uge på BA-uddannelsen. I øjeblikket har vi ca. 9 i gennemsnit, og min fornemmelse er, at undervisningsdeltagelsen ikke er vanvittig høj, dvs. ikke over 75%. Hvordan skal det gå, når vi udbyder flere timer? Min frygt er, at deltagelsen bliver endnu lavere, men forhåbentlig gør
I denne frygt til skamme.
Godt semester.
Per Grau Møller
6
RUBICON 2012 (3)
Rubicon
Enhver studieleders fryd
Af studieleder Per Grau Møller
Som studieleder er det en fryd fra sidelinjen at iagttage, hvordan et blad
som Rubicon fungerer. Det har gennem alle årene været helt igennem de
historiestuderendes organ. De studerende har taget initiativ til det, de studerende udfylder redaktørrollen og formår at organisere den med en tilsyneladende velfungerende arbejdsdeling, og de formår at få bladet til at udkomme regelmæssigt. Og så er det et sagligt, lødigt og historiefagligt blad,
hvor der kan trykkes alt fra studenteropgaver til professionelle historikeres artikler, ligesom der også bringes anmeldelser. Ligeså fungerer det som
informationsorgan for foreninger som Fagrådet, Delirium, Historisk Foredragsforening, studiet mfl. Sådan har det været gennem alle årene. Dog kan
jeg ved et hurtigt blik tilbage fra det første nummer i februar 1993 iagttage,
at der i de første årgange var mere information (også om navne) og debat.
Omfanget var også kun 20 sider. I dag er hovedvægten som bekendt på artikler og anmeldelser af forskellig karakter, men omfanget er tilsvarende
også noget større.
Dog har det undergået flere forandringer. I begyndelsen var det et blad, der
udkom med typisk 4 numre om året og blev sendt med postvæsenet til hver
enkelt studerende. Dengang blev bladets trykning betalt af universitetets
fællesområde (som andre studenterblade), og portoen blev betalt af instituttet. I dag betales bladets trykning af instituttet og studiet i fællesskab, da
fællesområdet er blevet underlagt besparelser, og det udkommer derfor nu
med et færre antal numre om året. Dengang instituttet betalte portoen,
kunne det lade sig gøre, fordi bladet hørte ind under tidsskriftstøttede
blade fra postvæsenets side, hvilket til gengæld stillede krav om et bestemt
antal numre om året og stor regularitet, som var en udfordring for redaktionen og skribenterne. I dag uddeles bladet ved selvafhentning på hylderne
7
RUBICON 2012 (3)
i ’glasgangen’. Til gengæld betyder internettet nu, at tidligere numre kan
findes digitalt på bladets fane under studiet. Det mindsker behovet for oplagets størrelse.
Førhen gik bladet for at være det største historiske tidsskrift i Danmark
med det oplag som det blev trykt i, f.eks. større end Historisk Tidsskrift (det
pralede redaktionen i hvert fald med). Det var noget som kunne overbevise
enhver historiker med respekt for sig selv, hvis han/hun af redaktionen
blev forsøgt overtalt til at skrive et bidrag til bladet. I dag har Historisk
Tidsskrift og Rubicon to ting til fælles: de udkommer begge på papir og ingen af dem modtager støtte fra forskningsrådene, hvor der jo nu er krav om
digitale udgivelser og peer-review.
Når det glæder mig specielt som studieleder og som historiker skyldes det,
at det er en faglig udfordring for de studerende at deltage i redaktionen –
et slags uformelt praktikophold, hvor man lærer at lave et stykke fagligt
arbejde, der skal være færdigt til tiden, og som skal have en vis kvalitet,
både teknisk og indholdsmæssigt. Samtidig fungerer redaktionen som selvsupplerende og uden større lakuner, hvilket jeg tolker som, at det også er
et attraktivt og ærefuldt hverv.
Jeg vil fremhæve to situationer, hvor bladet gør stor nytte. Dels i forbindelse med akkrediteringen af historieuddannelsen for et par år siden – her
var det udefra kommende panel meget benovet over det fine blad, som de
studerende selv lavede – det havde de ikke set på deres rundtur til landets
andre historieuddannelser. Dels i forbindelse med hvervningen af nye potentielle studerende (brobygningsarrangementer, åbent hus mv.) gør bladet stort indtryk. De tager som regel altid et par numre blandt de seneste
med sig – et temanummer som særligt interesserer dem. Det siger også noget om spredningen i bladets temaer, at der som regel altid er noget som
fænger.
Med disse ord vil jeg ønske bladet god vind i de næste 20 år.
8
RUBICON 2012 (3)
Rubicons spæde
start
Af Jesper Gronenberg, Rubicons første redaktør, i dag cand.mag. i samtidshistorie og underdirektør i TDC med ansvar for koncernens Public Affairs-aktiviteter
Vi er tilbage i 1992. Et år, næppe mange af de nuværende studerende har
nogen som helst substantiel erindring om, ja flere på yngste årgang var vel
knap nok født endnu. Men til oplysning for de mange, der måtte have
samme teoretiske forhold til 1992 som vi andre havde til 1968, var det året,
hvor vi danskere pustede os op i en hidtil uset national selvberuselse, fordi
vi først stemte nej til Maastricht-traktaten – hvilket var chokerende nok for
de fleste i Europa - og siden vandt europamesterskabet i fodbold, hvilket
muligvis var en endnu større sensation. Alt sammen inden for én og samme
måned i juni. Det var forrygende. Og rent ud sagt et under, at det overhovedet lykkedes nogen af os at gennemføre eksamen med et bare nogenlunde
lødigt resultat den sommer.
Historiestudiet på det, der dengang hed Odense Universitet, oplevede i begyndelsen af 1990’erne en sand syndflod af nye studerende, i hvert fald efter datidens målestok. Det gamle hyggeinstitut, hvor alle kendte alle, voksede i de år til lidt af en mastodont, hvor de nye årgange hver talte langt
over 100 studerende. Hvorfor vides ikke med sikkerhed, men den stigende
historiske interesse i min generation var muligvis præget af, at vi følte, vi
levede i en tid med afgørende historiske begivenheder som Berlinmurens
fald, Den Kolde Krigs afslutning, den nationale opblomstring i Østeuropa,
borgerkrigen i ex-Jugoslavien og den politisk-økonomiske integration i EU.
Historiestudiet i Odense havde derfor sin helt egen tiltrækning på sådan
nogen som mig med sin stærke samtidshistoriske profil, personificeret ved
markante koryfæer som Tage Kaarsted, Aage Trommer og Bent Jensen.
9
RUBICON 2012 (3)
Men også på de andre historiske områder var Historie på Odense Universitet fagligt set ganske stærkt kørende, og jeg husker den første undervisningsministerielle evaluering af historiestudierne i Danmark i 1993, hvor
vi kom ind på en smuk førsteplads (Rubicon nr. 2 1994) - et mulehår foran
københavnerne. Vi godtede os i hvert fald over, at det blandt 'de tre store’
især var århusianerne, der fik baghjul.
Vi var mange studerende, vi var aktive, og vi ville noget. Vi havde ambitioner på fagets og på studiets vegne. Og vi var klar over, at det krævede en
indsats af os selv, hvis studiemiljøet ikke skulle drukne helt under indtryk
af det massive studenter-rykind.
Studiemiljøaktiviteterne fandt forskellige former. Mange deltog i fagrådsmøderne. Der var sågar kampvalg om at komme i studienævnet og institutbestyrelsen. Den gamle historiske foredragsforening blev vakt til live igen.
Der blev arrangeret erhvervsdag med fokus på jobmulighederne som færdiguddannede. Der blev arrangeret en lind strøm af fester, og der blev
drukket øl og røget smøger ved det legendariske bord 6 i kantinen – for det
måtte man dengang, men det var jo også før rygerne blev anset som vor tids
spedalske. Og i efteråret 1992 var vi altså en flok på fem studerende, fortrinsvis fra næstyngste årgang, der tog initiativ til at lave et blad for studerende og undervisere på instituttet.
Ideen blev overraskende positivt modtaget. Institutledelsen og de studerendes fagråd lindede på låget til pengekassen og bakkede beredvilligt initiativet op med lidt kolde kontanter, så vi kunne sætte skibet i søen. Ingenlunde nogen historiefaglig supertanker, snarere en beskeden jolle til at
starte med, for pengene var få og små, og reelt anede vi ikke, om det overhovedet var noget, folk gad læse.
Al begyndelse er svær, siges det, og Rubicons var ingen undtagelse. Det tog
adskillige måneder at få det første nummer klar, og for den lille redaktion
syntes det som om vi skulle igennem uendelige trængsler for at få et hav af
praktiske detaljer på plads: Navn, økonomi, format, layout, papirkvalitet,
trykkeri, adresselister, aftale med postvæsenet osv. Men det var ingenting
i forhold til den kamp, det i begyndelsen var at få skrabet blot et tilnærmelsesvis hæderligt antal artikler sammen, så vi indholdsmæssigt kunne være
bladet bekendt. Og så skulle alle artikler tastes ind med håndkraft, fordi det
10
RUBICON 2012 (3)
der med e-mails og vedhæftede filer endnu var det rene science fiction, og
derefter layoutes i oldnordiske tekstbehandlingsprogrammer.
Ambitionen var at skabe et blad med bred appel til både studerende og undervisere. Der skulle være lidt for enhver smag: et emnemæssigt varieret
udvalg af historiefaglige artikler, masser af faglig og metodisk debat, artikler om studiemiljøet, instituttets aktiviteter og beskæftigelsesmulighederne, boganmeldelser, referater fra disputatsforsvar og andet af fælles interesse for dem, der havde deres daglige gang på Campusvej, thi det var jo
længe inden den institutionelle kolonisering af de sydjyske landsdele.
I begyndelsen var det så som så med at opfylde den ambition. 16 sølle tekstsider og et omslag blev det til i det første nummer, og indholdsmæssigt var
det sandt for dyden ikke noget, der fik redaktionen af Historisk Tidsskrift
til at mærke nogen form for ånde i nakken. Kvaliteten var mildt sagt svingende, og de første numre bar umiskendeligt præg af en voldsom samtidshistorisk slagside i redaktionen, et faktum end ikke premierenummerets
tophistorie om udgravningerne af Halikarnassos kunne skjule.
Redaktionen havde ikke tænkt sig at levere alt indholdet selv, hvilket var
godt det samme, så intetanende undervisere blev opsøgt i deres små celler
på institutgangen og sagesløse medstuderende passet op på gangene. Alle
blev de tigget og bedt om at skrive artikler, men med vekslende held. Ofte
kiggede vi dybt i Rubicons postkasse uden for institutsekretariatet efter
den lille ekstraartikel, der ville redde næste nummer fra at blive kastet ud
igen som undermåler.
Det holdt hårdt i begyndelsen, men det gik. Og langsomt, men sikkert voksede Rubicon i både omfang og kvalitet fra det spinkle skolebladsniveau til
at være et fint lille kvartalstidsskrift, vi godt kunne være bekendt at sende
til de andre historieinstitutter. Navnet blev efterhånden slået fast, det blev
nemmere at inddrive artiklerne, flere kom endda uopfordret, og selv forskere fra andre institutioner kunne overtales til at bidrage.
I redaktionen følte vi, at det ultimative ridderslag kom, da der i selveste
Historisk Tidsskrift blev henvist til en artikel i Rubicon. Ganske vist var det
gamle professor Ladewig, der henviste til en artikel af sig selv i en fodnote,
der næppe blev bemærket af andre end en håndfuld opstemte redaktionsmedlemmer i fagrådslokalet, men det var i den sammenhæng fuldstændig
11
RUBICON 2012 (3)
underordnet. Det var en milepæl i Rubicons unge liv, syntes vi. Og det gav
os mod på at fortsætte.
Siden mine år i redaktionen er Rubicon faktisk blevet et ret imponerende
tidsskrift, der har fået en langt større faglig tyngde, end vi overhovedet
havde turdet drømme om dengang. Rubicons styrke er vel, at det giver de
studerende en uvurderlig mulighed for at prøve kræfter med den historiske formidling samtidig med, at der debatteres og anmeldes på livet løs.
Den digitale tidsalder til trods kommer man vel heller ikke udenom, at
netop et tidsskrift som Rubicon bidrager til at skabe en vigtig samhørighed
på instituttet.
De par numre, jeg har set fra de senere år, vidner om en dygtig redaktion,
der lægger et stort arbejde i at levere et læseværdigt tidsskrift. Det skal I
have ros for. Og jeg håber, at jeres medstuderende og undervisere påskønner den uegennyttige indsats, I gør, ikke mindst i en tid, hvor omverdenen
pisker jer for at blive færdig til normeret tid. For det kræver tid og kræfter
at frembringe et så kvalificeret produkt, og det gør man kun, hvis man er
stærkt engageret i det, man laver. Som Søren Mørch skrev i Rubicons 10 års
jubilæumsnummer om de personer, der i tidens løb har siddet i Rubicons
redaktion, ”så er det slående, at de af dem, jeg har kendt (det er egentlig
temmelig mange), nogenlunde alle sammen har hørt til de bedste af deres
årgange. Det er vel derfor de har haft overskud til også at være redaktører”.
Så tak fordi I påtager jer opgaven, og fordi I har så stort et fagligt engagement. Det i sig selv skal nok bringe jer vidt. Og ikke mindst tak fordi I fortsat
holder liv i Rubicon. Jeg er utrolig glad og stolt over, at Rubicon har vist sig
levedygtig gennem 20 år. Og – ærlig talt – også lidt overrasket.
12
RUBICON 2012 (3)
Down Memory
Lane
Rubicon i bakspejlet …
Af Per Andersen, redaktør 1995-1997, i dag ph.d. og lektor ved Juridisk Institut, Aarhus Universitet
Indtil sidste år havde jeg gennem mange år gået og forestillet mig, at jeg
arbejdsmæssigt er endt der, hvor jeg er, sådan lidt ad tilfældighedernes vej.
Det, der ændrede dén opfattelse, var et lederudviklingsforløb og en samtale
med en karrierecoach, for her blev jeg bedt om ganske kort at trække mit
uddannelses- og arbejdsliv op, for at kunne diskutere videre udviklingsperspektiver og i den forbindelse blev det pludseligt klart for mig, at tingene
måske alligevel ikke havde været så tilfældige, som jeg havde rendt rundt
og tænkt. Det blev også klart for mig, at Rubicon – ja, netop Rubicon – måske i det store billede over mit personlige udviklingsforløb havde spillet en
større rolle, end jeg almindeligvis har tilskrevet det.
Da jeg begyndte på historiestudiet i 1994, var der et ganske blomstrende
fagligt foreningsliv på studiet. Festforeningen – og det var nogle skide gode
fester! –, foredragsforeningen og Rubicon var hjørnestenene, men disse
blev snart suppleret af en historisk filmklub og et internordisk samarbejde,
hvor historiestuderende fra hele Norden mødtes årligt og over tre dage
med oplæg, diskussioner og hyggeligt samvær fik udvidet deres horisont.
Der var mange, som brændte for deres fag og som her nok også fik deres
første erfaringer med at organisere foreninger, symposier og fag-sociale tiltag. Da det efter mit første semester stod klart for mig, at jeg var endt på
det for mig rigtige studie, blev jeg således også en af dem, blandt andet i
forbindelse med Rubicon.
13
RUBICON 2012 (3)
Det er jo ved at være nogle år siden, men jeg tror nok, at jeg kom med, fordi
en af de ældre studerende, Jacob, som på 2. semester vist nok var vores
instruktor, opfordrede os til det. Dengang som i dag er Rubicon jo udtryk
for en balancegang mellem på den ene side, at fungere som et meddelelsesorgan med meddelelser, diskussioner osv. for historiestudiet internt på
SDU, på den anden side at være et fag-historisk tidsskrift med relevante
artikler og anmeldelser, og Rubicon ’then and now’ har sikkert også til fælles, at der altid er behov for nye (og især flere) ansigter, da der naturligt
nok er en del løbende udskiftning i studenterdrevne redaktioner. Så jeg
valgte at følge Jacobs opfordring og tænkte, at det da var et godt sted at
involvere sig lidt på tværs af årgange og særlige periodeinteresser. Dermed
blev jeg den første af det, man vel bedst kan betegne som ’2. generation’ på
Rubicons redaktion, for mange af de andre havde været med i opstartsfasen og dermed lagt kræfter i at skyde hele bladet i gang. Jeg tror også, at de
havde erfaret, at det kræver en del kræfter at køre sådan et tidsskrift, når
man som redaktør har ansvaret for, at der er materiale nok – og ikke
mindst, at det kommer ind i tide …. – så jeg blev allerede efter forholdsvis
kort tid valgt/udråbt/udkommanderet til at overtage posten som redaktør,
så de andre kunne nøjes med at indhente materiale. Okay, det var måske
ikke helt sådan, det foregik … Faktisk var der en god kollektiv ånd, hvor alle
bød ind og tog fra, så selvom det var mig, der i sidste ende sad og kæmpede
med at sætte bladet op rent grafisk, havde vi en god arbejdsdeling.
Blandt de udfordringer vi kæmpede med, var et konstant forsøg på at finde
en balance mellem at være et meddelelsesorgan og så et tidsskrift med et
seriøst fagligt indhold. Det er en utrolig svær balance, som det aldrig lykkedes os at finde. På den ene side ville vi jo gerne fungere som det forum, hvor
faglige diskussioner internt på instituttet foregik, men her var problemet,
at vi udkom alt for sjældent og med for stort tidsmæssigt mellemrum til, at
det rigtig gav mening at blive brugt som organ for en levende og konstant
aktuel debatteren. På den anden side ville vi gerne have artikler og anmeldelser af en vis tyngde – og vi arbejdede konstant med ideen om, at mindst
ét nummer om året skulle være tematisk – men her var udfordringen, at vi
som regel reelt var indskrænket til ”kun” at kunne få materiale fra institutinterne folk, det være sig studerende eller undervisere. Det udgjorde selvfølgelig en vis forhindring i forhold til at ville opnå faglig tyngde, for dermed var vi meget afhængige af, at folk havde tid til at bidrage og i et vist
14
RUBICON 2012 (3)
omfang var vi jo også – undervisernes og de studerendes faglige bredde til
trods – indsnævret i forhold til den mangfoldighed af emner, som en bredere skribentkreds ville have givet. Vi blev dog altid mødt med meget stor
velvillighed, når vi spurgte folk, om de ville bidrage, så det lykkedes jo ganske godt alligevel og jeg må med min nuværende erfaring også indrømme,
at uanset hvor meget energi man lægger i at udvide, såvel skribentkredsen
som i at finde en balance mellem at være et primært internt rettet studieorgan og et fagligt seriøst tidsskrift, så er tidsskrifter som Rubicons primære force, at de netop er ’interne’, dvs. at de giver identitet til og lever af
at være udtryk for en identitet, der er knyttet til netop det ene særlige studium, hvor de nu findes. Det er sådanne tidsskrifters eksistensberettigelse
og eksistensgrundlag – og det er, som vi siger i Jylland, hvor jeg bor nu,
”ikke så ringe endda”.
I de år jeg sad med, arbejdede vi også konstant på at ramme et ensartet
grafisk udtryk, som på den ene side signalerede nysgerrighed, åbenhed og
aktualitet, på den anden side seriøsitet. Dengang kunne man ikke så meget
på en computer, som man kan i dag, så jeg er noget mere begejstret for det
layout, Rubicon har i dag – det ser bare mere appetitligt ud end det vi ramte.
Til gengæld forsøgte vi at åbne op for nye sider af vores historiefaglighed,
så det ikke bare blev ren papir-historie: Vi begyndte ganske enkelt at drage
rundt på ekskursioner i landet og anmelde historiske museer! Jeg må indrømme, at havde det ikke været for et af SDUs folkevognsrugbrød og Rubicons redaktion, så havde jeg nok aldrig været på blandt andet Rudkøbing
Bymuseum, museets fortræffeligheder i øvrigt ufortalt. Også i dén sammenhæng, havde man i øvrigt som redaktør et særligt ansvar: Resten af redaktionsgruppen var i hvert fald ikke sene til at placere ansvaret på mine
skuldre, da vi engang på sådan en tur løb tør for benzin på vej ud på Lillebæltsbroen …
Og så er vi tilbage ved indledningen, for jo, jeg lærte faktisk af netop den
tur, at man ALTID skal kontrollere, om der er benzin på bilen, før man kører
ud på længere ture! Det er således den eneste gang i mit liv, hvor jeg har
måttet gå på jagt efter en tankstation med en benzindunk i hånden ... Det
var dog mindst lige så lærerigt at sidde for bordenden og have ansvaret for,
at man fik kollektivet til at fungere, så alle følte sig set og hørt og så der kom
et fornuftigt resultat ud af vores fælles indsats. Det var min første erfaring
med denne rolle og selvom jeg ikke altid fik løst opgaven lige godt, så var
15
RUBICON 2012 (3)
det en erfaring, som sidenhen har været mig til stor gavn, både i forhold til
hvordan jeg selv agerer i sådanne fag-sociale kollektive sammenhænge og
i forhold til, hvordan man får folk med vidt forskellige interesser og temperamenter til at fungere, så den fælles opgave lykkes. Jeg vidste det ikke dengang, men det er faktisk sidenhen blevet noget af det, jeg bruger ganske
meget tid på, for det er faktisk en svær kunst at mestre at få individualister
til at fungere som et kollektiv og det er netop kollektivet, der bærer blade
som Rubicon igennem.
Jeg følger da også stadig med i Jacobs og de andres liv, selvom det i dag sker
på afstand ved hjælp af Facebook. Sådan går det jo bare nogle gange, når
man flytter til forskellige steder i landet og konstant kæmper med at finde
en fornuftig balance mellem ens privat- og arbejdsliv. Men det er faktisk
meget rart at kunne følge med, selv lidt på afstand, for Rubicon havde en
ganske stor plads i den periode af mit liv, hvor min faglighed blev formet
og udviklet. Så herfra kan jeg kun ønske et stort tillykke med et blad, som
tydeligvis er ’still going strong’!
16
RUBICON 2012 (3)
Rubic@n
Om et lille symbol med stor betydning
Af Poul Duedahl, redaktør 1998-2000, i dag lektor og studieleder ved Historiestudiet, Aalborg Universitet ().
Forstummet var de øredøvende hakkebrætslyde fra skrivemaskinen, som
børn af i dag jo kun kender fra majskolbespisningen i Disney Sjov. Borte var
af samme grund den pinefulde seneskedehindebetændelse, der hærgede
som folkesygdom på linje med nutidens stress og ADHD. Ovre var de tider,
hvor der kun fandtes én skrifttype, som ingen kendte navnet på, fordi der
kun fandtes netop dén. Slut var fumleriet med papir og klisterbånd og slettelak og hovedbruddet med at regne ud, præcis hvor på siden, man skulle
sætte ind med fodnoterne. Ovre var i det hele taget de tider, hvor studenterblade var kvalfulde at lave.
Rubicon opstod nemlig i præcis selvsamme øjeblik, som sejpineriet ophørte. I det øjeblik hvor den personlige computer – PC’en – med tilhørende
skrattende matrixprinter gjorde det muligt for enhver wannabe-redaktør
at producere sit eget blad. I dette tilfælde med skriggul forside, Times New
Roman-skrift og lige højre margin – for ikke at tale om det mystiske @ i
kolofonen. Ikke nogen uvæsentlig detalje. For dette spritnye tegn, @, tiltrak
sig omtrent lige så stor opmærksomhed, som det var lille. Det var sexet
simpelthen. Også selvom dets mere praktiske anvendelsesmuligheder var
en viden forbeholdt en ret begrænset skare af teknologiske frontløbere.
Personligt knækkede jeg koden i året 1996 og sendte Rubicon mit første
artikelforslag. Elektronisk.
Der kom selvfølgelig intet svar. For ingen tjekkede inboxen. Det var der
ikke grund til, i en tid hvor de færreste forventede at modtage elektronisk
post og @ derfor alene optrådte for symbolværdiens skyld.
17
RUBICON 2012 (3)
Trykt blev artiklen. Men først efter at jeg havde afleveret 1 stk. fysisk udskrift i Rubicons massive postkasse, der var boltet fast i væggen på den
lange triste gang med det allerede dengang nedslidte rødbrune linoleumsgulv.
Da jeg to år senere tiltrådte som redaktør var min allerførste og eneste revolutionerende handling at udskifte Rubicons ubrugelige mailadresse med
min egen. For det var netop i årene omkring 1998-2000, at @ blev allemandseje og Rubicons store styrke. Først og fremmest fordi e-mails var så
forbandet lette at sende. Med dette @ kunne man tæppebombardere underviserne med forespørgsler – om artikelbidrag og anmeldelser og essays.
Især de lidt ældre lektorer, som kun ufrivilligt havde indladt sig på at bestyre en inbox, forstod ikke betydningen af begrebet ”spam” og takkede ja.
Med det resultat, at vi fik et blad, der langsomt fyldtes med artikler af høj
kvalitet.
Nu hjalp det selvfølgeligt også, at det for datidens lektorer ikke spillede den
fjerneste rolle, om de fik trykt deres artikler i History & Theory eller i Rubicon, så længe de bare producerede et-eller-andet der distancerede dem fra
betegnelsen nulforsker, og derfor netop foretrak den lette løsning.
Den store opbakning gav mulighed for at lave temanumre. Det første handlede om historieformidling og blev til på initiativ af en lille ivrig skare, der
på den tid fulgte historiestudiets store kultfigur Søren Mørch i kurset Anvendt Historie, i hvilket han påstod, at man kunne tjene penge på at skrive.
Eksamen var fuldkommen kaotisk, så vidt jeg husker, fordi en emsig censor
opponerede mod, at de studerende i deres overgearede dyrkning af lidenskab fremfor videnskab helt havde fralagt sig de ulidelige fodnoter. Selv fik
jeg en halvsløj karakter og solgte derpå artiklen til Jyllands-Posten formedelst 1.500 rare menneskekroner – lige præcis nok til at dække huslejen på
H.C. Ørstedkollegiet!
Et andet temanummer handlede om middelalderen i anledning af et såkaldt
middelalderår, som ingen længere har den fjerneste erindring om, mens et
tredje handlede om 1990’erne – det årti, hvor netop @ blev udbredt, men
som nu var ved vejs ende og derfor en ny slagmark for historikere.
De mange numre indimellem bestod af artikler om revl og krat. Selv anvendte jeg spalterne til at lufte kæpheste – så som kampen for mere globalhistorie i undervisningen og mere velskrevet historie i Rubicons spalter –
18
RUBICON 2012 (3)
and elsewhere. Fagfællebedømmelsen bestod i hævede
øjenbryn på lærergangen.
For mig kulminerede redaktørtiden efter to år på posten. Det skete da litteraturprofessor Hans Hertel i en
anmeldelse fremhævede Rubicon som noget af det ypperligste historiestudiet i
Odense havde frembragt.
Det var selvfølgelig stærkt
overdrevet og vel mest udtryk for taknemmelighed
over, at vi to numre forinden
havde skamrost ham. Men et
bedre skudsmål kunne vi
ikke opnå – så hvorfor så
tage slæbet fremover? Så det
overlod jeg til en anden, og
glædede mig i stedet over, at
det netop blev mig beskåret
at krydse Rubicon i de år,
hvor et lille, magisk @ gjorde
det til noget stort at være redaktør!
Verdenspressen præsenteres i maj 2000 for en ny, farvestrålende udgave af Rubicon. Smukt skulle det være. Temanummeret var trods alt en minderune over 1990erne.
19
RUBICON 2012 (3)
Der er noget galt
på humaniora
Studiets vagthund
Af Jesper Hedegaard Vesterbæk, koordinator, Studieservice Syddansk Universitet. Ansvarshavende redaktør på Rubicon 2005 - 2007
Sådan fremstod overskriften på den første leder, som jeg skrev til Rubicon,
da jeg overtog redaktørtjansen på Rubicon1. I forbindelse med studiestarten havde der været en del skriveri i dagspressen om det store frafald, som
især humanistiske uddannelser oplevede. Det faldt os en del for brystet, da
vi syntes at humaniora, og dermed historie, blev sat i et meget dårligt lys,
og stillede selvfølge det naturlige spørgsmål: Kan det nu også passe? Vi
fandt forholdsvis hurtigt ud af, at det kunne det, frafaldstallene var skræmmende høje. På min årgang (2002) havde et rekord højt antal afleverede
bachelorprojekter, hvilket også fremgik positivt af vores frafaldstal, som lå
på 42 %, mens frafaldstallene på årgangene før og efter min lå helt oppe på
henholdsvis 57 % (årgang 2001) og 67 % (årgang 2003). Det næste spørgsmål var naturligt nok, hvorfor faldt så mange studerende? Vores arbejde
resulterede i et minitema, som blev pragt i det efterfølgende nummer, hvor
vi igennem en række artikler og interviews belyste emnet, så godt som man
nu kan i et mellemstort studenterblad som Rubicon. En af vores konklusioner var, at en af de væsentligste årsager til at så mange studerende faldt
fra var at de ikke deltog aktivt i det sociale og faglige miljø, som eksisterede
1Jesper
Hedegaard Vesterbæk: ”Der er noget galt på humaniora” i Rubicon. Nr. 3. 13. årg. Oktober 2005, s. 3
20
RUBICON 2012 (3)
på historiestudiet. Alle medlemmerne af redaktionen var aktive i de forskellige tilbud, som fandtes på historiestudiet herunder fagråd, fagligdaggruppen, delirium, studienævn m.v. Vi kendte som følge heraf, syntes vi
selv, studiet ud og ind, og afviste da også at det store frafald kunne have
noget som helst at gøre med fraværet af tilbud. Vi opfordrede i samme åndedrag alle nye og gamle studerende til at opsøge de mange tilbud og deltage aktivt heri med den begrundelse, at det ville hjælpe dem til at gennemføre deres uddannelse. Når jeg i dag ser tilbage på vores arbejde med frafaldet så virker vores tilgang måske en kende arrogant, da der kan ligge
meget forskelligt til grund for, at en studerende vælger at droppe ud af sin
uddannelse. Jeg har i kraft af min første ansættelse efter studiet på det humanistiske fakultet arbejdet en del med problematikken, og et socialt og
fagligt engagement er en af de faktorer, som spiller en stor rolle i godt studieforløb, men det står ikke alene. Forkert valg af uddannelse, mangel på
indsigt i hvad studiet faktisk indeholder, personlige forhold er også vigtige
faktorer spiller ind når en studerende dropper ud. Heldigvis kan vi i dag se,
at de studerende ikke er tabt, de fleste påbegynder en ny uddannelse, som
de så gennemfører. Meget få ender med at forlade uddannelsessystemet
fuldstændigt.
Med dette første minitema var der lagt en linje for min tid som ansvarshavende redaktør på Rubicon. Hvor tidligere redaktører havde holdt den faglige fane højt, satte jeg en linje, hvor bladet agerede som en form for vagthund på historiestudiet, der tog studiemæssige forhold op når disse meldte
sig på banen. Emner som det lave antal deltagende undervisere og førsteårsstuderende ved den årlige fagligdag, mærkværdige eksamensformer,
nye studieordninger med meget små moduler osv., blev alle diskuteret i ledere og i artikler i bladet. Det faglige blev selvfølgelig ikke glemt, og jeg er i
dag meget stolt af de mange minitemaer, som også kom til at præge min tid
som ansvarshavende redaktør på Rubicon. Bladet blev i min tid også brugt
til at forevige og dokumentere vægtige episoder på historiestudiet. Jeg vil
21
RUBICON 2012 (3)
gerne fremhæve udødeliggørelsen af Kurt Villads Jensens legendariske forelæsning om Life of Brian2, og gengivelsen af Knud J.V. Jespersens afskedsforelæsning3 som to vigtige dokumentationer, jeg er rigtig glad for er blevet
foreviget i Rubicon. Det smukke med et blad som Rubicon er, at det ændrer
karakter alt efter hvem der sidder i Redaktionen, og er tydligt præget af, at
det er et studenterblad skrevet af studerende for studerende. Jeg læser stadig bladet, og glæder mig til stadighed over, at det vedbliver med at udkomme.
Stort tillykke med jubilæet
2
3
22
Kurt Villads Jensen: ” Life of Brian - Som historieteoretisk og eksistentielt hovedværk” i Rubicon.
Nr. 4, 14. årg. december 2006 s. 17 -27.
Knud J. V. Jespersen: ”Er fortiden stadig, hvad den var engang?” i Rubicon. Nr. 1. 14. årg. Marts
2006 s. 5 - 15
RUBICON 2012 (3)
Da én blev til to
Af cand. mag. Maria Groth Rasmussen, Ansvarshavende redaktør 2007- 2009
Da redaktionen bad mig skrive et par ord til Rubicon var det en dejlig påmindelse om min tid i redaktionen og samtidig giver det mig anledning til
at give bladet og kommende redaktioner og studerende en hilsen med på
vejen
At jeg ved udgangen af 2007 skulle gå hen og blive redaktør for Rubicon
var nærmere en tilfældighed end en egentlig ambition. Den tidligere redaktør trak sig ganske uventet og med kort varsel. Og faktisk var der ingen af
os tilbageværende i den daværende redaktion der havde den fornødne tid
eller også var man ret ny i det redaktionelle arbejde. Derfor sagde jeg og et
andet redaktionsmedlem, Sidsel Mahler Jakobsen ja til at prøve kræfter
med det redaktionelle ansvar på – på den betingelse at den nye redaktør
blev til to. Det betød et brud med mange års tradition i Rubicon men ikke
desto mindre er jeg stadig den dag ganske sikker på at den ændring betød
et løft af Rubicon, både indholdsmæssigt og layoutmæssigt. I dag har man
fortsat to ansvarshavende redaktører og jeg anser det som en rigtig god
model da opgaven for en enkelt person kan være en stor mundfuld.
En radikal ændring som den nye todelte redaktørpost medførte var et endeligt brud med det allerede i 2006 out-datede solgule omslag som havde
udgjort forsiden på Rubicon siden bladets første numre med undtagelse af
en række temanumre hvor der var kommet lidt andre farver i spil. Vort valg
faldt på en beige farve til omslaget – og selvom farven siden da er fravalgt
af nye redaktioner sådan som det er enhver redaktion, forskriftsmæssigt at
træffe ændringer, så glæder det mig dog at man ikke er vendt tilbage til de
solgule omslag. Og at man stadig ind i mellem tager den beige farve i brug.
Sidsel Mahler Jakobsen og jeg havde nogle konkrete mål for Rubicon: Vi
ønskede at ”manifestere bladet som de historiestuderendes blad” (som det
så fornemt blev formuleret i vores første leder fra december 2007) ligesom
23
RUBICON 2012 (3)
vi ønskede at bladet fik et vist omfang. Førstnævnte mål lykkedes til dels –
vi savnede dog ind i mellem indlæg og artikler fra de historiestuderende og
måtte tit prikke nogen på skulderen. Vort andet store mål, Rubicons omfang, blev i den grad indfriet. Bladet voksede betragteligt og det var en sjældenhed at bladet var under 120 sider – derimod var vi flere gange oppe på
langt over 160 sider – bla. i vores stort anlagte særnummer: Historikernes
lille Bibel (som en senere redaktion faktisk lod genoptrykke) og jeg har siden ladet mig fortælle at rigtig mange har haft stor glæde af særudgavens
mange artikler med et vue over nogle af historiefagets tendenser, metoder
og teorier.
I dag er Rubicon skrumpet lidt i omfang. Det kan der være mange årsager
til – men en forklaring er måske at også Historiestudiet fattes penge som så
mange andre steder i det ganske land. Men de seneste års numre af bladet
har budt på mange spændende temaer – dog synes en velkendt gordisk
knude at spøge: Der er stadig ikke mange historiestuderende uden for redaktionen der byder sig til med artikler og indlæg. Redaktionens medlemmer leverer mange og velskrevne artikler af høj faglig kvalitet. Og tak for
det. Men hvor ville det dog være klædeligt om Rubicon ikke kun er et blad
skrevet af redaktionen men redigeret af denne. Dette er ingen bebrejdelse
af redaktionen for jeg ved så ganske vel at det er svært at få de studerende
til at levere indlæg. Jeg tror alle der har været i Rubicons redaktion spørger
sig selv hvorfor? Er der ikke flere på studiet der kunne tænke sig at levere
indlæg til bladet? I skal for pokker leve af at formidle jeres analyser og resultater når I engang forlader de trygge rammer på Uni. Det er ærgerligt og
besynderligt at skrivelysten ikke er mere fremherskende blandt de historiestuderende. Så kom ud af boksen og send jeres indlæg til redaktionen.
Kun fordi der gennem årene har været forskellige studerende der er vedblevet at engagere sig i det redaktionelle arbejde kan Rubicon nu fejre så
mange år på bagen. Jeg håber at der fremadrettet vil være studerende der
vil indgå i det redaktionelle arbejde og være med til at udvikle Rubicon.
Tillykke fra en ”gammel redaktør”. Jeg vil vedblive at følge bladet og glædes
ved minderne om mine aftryk på Rubicon.
24
RUBICON 2012 (3)
Rubicon i redaktionel forandring
Af Sidsel Mahler Hejlsvig, ansvarshavende redaktør 2007-2009
Min tid i Rubicon startede samtidig med, jeg begyndte på historiestudiet i
efteråret 2005. Jeg var ny på universitetet, ny i byen og kendte ikke rigtig
nogle mennesker. I forbindelse med at studiet havde postet et velkomstbrev ud til de nye studerende, havde de bl.a. medsendt et nummer af Rubicon. I det var der en opfordring til de studerende om at melde sig, så jeg
skrev fluks til den daværende redaktør, Inge Mønster-Kjær. Jeg husker, at
det var en noget overraskende mail, jeg fik retur. Det var ikke tidligere set,
at en studerende havde meldt sig på banen allerede før studiestart. Men alt
har jo en første gang.
Således begyndte min tid med Rubicon samtidig med mit nye liv som historiestuderende. Jeg husker, at det var meget inspirerende, at sidde med i
redaktionen. Dels på grund af det redaktionelle arbejde, men nok mere
fordi jeg fik skabt nogle gode relationer til studerende fra de ældre årgange.
At jeg havde Rubicon som en vigtig medspiller i min entré på historiestudiet, var på mange måder medvirkende til at det blev til en rigtig god begyndelse! Såvel fagligt som socialt.
Fra min første tid som redaktionsmedlem i Rubicon, husker jeg især bladet
som værende i en omformende fase. Jesper Vesterbæk var ny redaktør på
det tidspunkt og han havde en masse spændende og visionære idéer. Samtidig sad der flere rigtig dygtige medlemmer i redaktionen, som alle gerne
ville noget og var villige til at yde for det.
Netop billedet af at redaktionen var idérig og havde lyst til at lave et godt
blad, er gennemgående det, jeg bedst husker fra min Rubicon-tid. Både som
redaktionsmedlem og som redaktør. I forhold til bladets indhold husker jeg
25
RUBICON 2012 (3)
ikke, at der skete nogle revolutionære ændringer. Den største forandring,
sådan som jeg husker det, var rent redaktionel. Ændringen skete i forbindelse med, jeg selv blev redaktør. Da indførte vi nemlig en deling af redaktørposten, så vi var to om at dele ansvaret og opgaverne.
Årsagen til vi valgte, at der skulle være to redaktører var primært, at netop
ansvaret skulle være fordelt. Langt de fleste af dem der sad med i redaktionen på dette tidspunkt, var samtidig aktive i andre studiegrupper samt i
fagrådet og studienævnet. Så for at undgå en udmatning af den ene, der i så
fald skulle være redaktør, blev der på dette tidspunkt gjort et stort stykke
arbejde for at ansvaret skulle være bedre fordelt. Og det lykkedes, synes
jeg.
De tanker jeg havde omkring bladets indhold, da jeg var redaktør, var først
og fremmest, at det skulle være de studerendes blad. Det ville selvfølgelig
være fantastisk, hvis det nåede ”længere ud” – men de studerende skulle
være i centrum. Vi gjorde derfor en ekstra indsats for at få de studerende
til at bidrage til bladet, med både artikler og anmeldelser. Samtidig forsøgte
vi i højere grad at få underviserne fra historiestudiet og SDU i øvrigt til at
bidrage, for at medvirke til at skabe et bånd mellem dem og de studerende.
Om det lykkedes vil jeg lade være op til andre at vurdere.
Når jeg nu sidder og tænker tilbage på min studietid og min tid med Rubicon, må jeg ærligt indrømme, at det ikke er fordi minderne om Rubicon,
står i kø. Det er som om, at kassen med Rubicon-minderne står inde bagerst
i min hukommelse, bag alle de andre kasser fra min tid på SDU. Det tror jeg
mest af alt er et udtryk for, at da jeg stoppede i redaktionen, var jeg mættet
(på den positive måde) af Rubicon og arbejdet med bladet. Jeg havde været
med i flere år og givet det til bladet, jeg kunne. Så da jeg stoppede, var det
som at lukke en kasse fyldt med gode sociale stunder og spændende redaktionsarbejde. Den blev vel parkeret, men som tiden er gået sidenhen, er
kassen bare blevet flyttet længere og længere ind bag de øvrige. Så der får
den lov at stå… Tillykke til Rubicon med de 20 år – må mange gode år følge.
26
RUBICON 2012 (3)
”… med Diogenes’s Lygte”
Den gennemsete Grundlov og
antiintellektualismen
Af ph.d. Jens Lei Wendel-Hansen
Lig Minerva, der sprang fuldvoxen og fuldt rustet ud af Jupiters Pande,
ville de Doktrinaire strax lade deres Ideer gjennemstrømme og opfylde
Livet; passe de ikke til Samfundslivet skulle de dog gjennemføres alligevel, Feilen ligger ikke i Ideen, i Doktrinen, men i Samfundslivet; det er
ikke Skoens, men Fodens Feil, at den Første ikke passer.1
Da de danske godsejere i grundlovsdiskussionen 1865-66 spillede en væsentlig rolle, gjorde de det bl.a. med udgangspunkt i deres egen selvopfattelse. De opfattede i mere end én forstand sig selv som bundet til jorden: At
de ejede jorden og således havde et økonomisk bånd til den, synes også at
have formet deres opfattelse af dem selv i forhold til mere flyvske og virkelighedsfjerne elementer. De var på alle måder jordbundne, og det var her,
at godsejernes kritik af intelligentsiaen kom ind i billedet.
Det indledende citat er fra det godsejersponsorerede tidsskrift Enhver Sit i
nummeret fra 19. marts 1865. Det nationale nederlag i krigen året før
havde nødvendiggjort en forfatningsændring, og de store ideologiske diskussioner, der skulle komme til at forme den nye grundlov, fandt sted
netop på dette tidspunkt. Enhver Sit endte som organ for den samling af
1
Enhver Sit, 19. marts 1865, s.3
27
RUBICON 2012 (3)
bønder og godsejere, der allierede sig imod det nationalliberale borgerskab, imod akademikerne, der med deres virkelighedsfjerne fantasterier
fik skylden for sønderlemmelsen af riget.
Antiintellektualisme er ganske givet gammel som bjergene. Fra den første
hulemand begyndte at tegne på væggene, har der formodentlig mellem de
mange begejstrede tilskuere også været et markant antal skeptikere, der
ikke forstod, hvad den slags abstraktioner skulle til for, når man kunne
bruge tiden så meget mere effektivt ved at gribe sin kølle og nedlægge et
vildsvin eller en kvinde.
I Danmark kender vi blandt andet antiintellektualismen fra Ludvig Holberg, hvor Niels Klim på sin underjordiske rejse i riget Potu møder foragt
for sit eksamensbevis, og hvor projektmagerne fremsatte nye idéer med livet som indsats. Derimod er styret indrettet efter nyttige og varige regler
som f.eks.:
Fyrsten bør ikke indlemme nogen i sit Raad, som ei har Godser og faste
Eiendomme i hans Land; thi disses Fordeele ere uadskillelige fra Statens
Velfærd, da derimod de, som ingen faste Eiendomme have i et Rige, ikke
ansee det som deres Fædreland, men som et Herberg, hvori de for en
kort Tid opholde sig.2
Dette skal indledningsvist tjene som eksempel på, at en fremstilling af
godsejernes aversion mod intelligentsiaen, i det konkrete tilfælde legemliggjort i de nationalliberale, ikke bare er udtryk for en strid mellem to forskellige grupper, der ved tilfældighedernes spil endte i politisk strid med
hinanden. Det er også en modstilling, der før har været tænkt, følt og udtrykt såvel i litteraturen som i historisk praksis.
Både på denne baggrund, men også fordi godsejerne spillede så central en
rolle i skabelsen af Den gennemsete Grundlov, 1866-grundloven eller Den
estrupske Grundlov også kaldet, vil den følgende artikel beskæftige sig med
netop disses, godsejernes, modstand mod det akademiske dannelsesborgerskab som politisk elite – det dannelsesborgerskab, der endte som de
store tabere ved vedtagelsen af den nye forfatning.
2
28
Holberg 2005, s.81
RUBICON 2012 (3)
Fra modstand mod almuen til modstand mod akademikeren
Da godsejerne under diskussionen i Den grundlovgivende Rigsforsamling
1848-49 stod konfronteret med det liberale krav om en fri forfatning,
havde akademikerne tilsyneladende ikke udgjort den største trussel. Man
havde her forsøgt at værge landet imod et almuestyre. Man havde forsøgt
at sikre den dannede, selvstændige og besindige medborger en særlig indflydelse, som kunne gardere imod den udannede almues magtovertagelse.
Godsejerne havde ikke held med deres forehavende. Resultatet blev den
relativt demokratiske Junigrundlov, hvor begge Rigsdagens kamre, Folketinget og Landstinget, blev valgt af mænd med egen husstand over 30 år.
Det er givet, at godsejernes fokus i høj grad var ændret, da debatten om
Landstingets sammensætning blev genoptaget i 1865. Godsejere som J.B.S.
Estrup, Erik Skeel og Jacob Scavenius, der senere skulle komme til at være
i magtens centrum, stod ikke i retorikken nær så stejlt over for den folkelige
indflydelse ved landstingsvalgene – man erkendte, at bred folkelig støtte
var en forudsætning for, at Landstinget havde legitimitet. Derimod blev nu
embedsmænd og universitetsfolk – det hidtil regerende nationalliberale
partis fremmeste vælgere – offer for verbale angreb. Denne afsky var imidlertid ikke vakt med nederlaget i 1864, som den nationalliberale regering
og dens Ejder-politik fik skylden for. Allerede ved diskussionen om Novemberforfatningen, der blev årsagen til krigen, kan der ses flere eksempler på
en sådan skepsis hos visse godsejerrepræsentanter:
Jeg troer, at naar den jordeiende Almue og den større Besidder række
hinanden Haanden, saa have de mere end Kraft nok til at modstaae,
hvad man kalder Bureaukratiet, Modstandskraft nok til at henvise Bureaukratiet og Professorerne, hvad Benævnelse man nu vil bruge, til deres Læse- og Lærepulte.3
Disse ord var baron Carl Blixen-Fineckes, jorddrotten til Dallund og tidligere udenrigsminister under den bondevenlige regering Rotwitt, der kun
sad få måneder omkring årsskiftet 1859-60. Denne aversion blev før krigen
udtrykt tydeligst af de mere liberale godsejere. De var i udgangspunktet
skeptiske over for en indskrænkning i den almindelige valgret og fandt det
3
Rigsraadstidende 1863 – Forhandlingerne, sp.1169
29
RUBICON 2012 (3)
mest naturlige udgangspunkt for dansk politik at være skabelsen af et
agrart parti – en sammenslutning mellem store og små landbesiddere.
Hos såvel bonde som godsejer havde man i tidens løb set med stor skepsis
på byboerne og ikke mindst dannelsesborgerskabet. Imidlertid var der
mellem de to grupper også et veletableret mistillidsforhold – det mistillidsforhold, der var fostret i forholdet mellem herremanden og fæstebonden,
og som det stadig eksisterende fæsteforhold var en påmindelse om, så
længe der ikke mellem sagens parter kunne indgås en fornuftig aftale om
dets afløsning. Den modstand mod dannelsesborgerskabet, der opstod med
nederlaget af 1864, var således ikke ny, men snarere nået til et punkt, hvor
den et kort øjeblik var større end det mistillidsforhold, der var mellem
bonde og godsejer.
De antiakademiske argumenter
Med kun et mindre afbræk under regeringen Rotwitt havde den nationalliberale regering Hall siddet fra 1857 og helt indtil krigens udbrud omkring
nytåret 1864. Det var det nationalliberale arbejde i retning af Ejder-forfatningen, som stred imod de internationale konventioner fra efter Treårskrigen, der havde præget det politiske billede siden, og det var let på den vis
at give det nationalliberale parti skylden for nederlaget.
Den primære kritik af de nationalliberale gik på deres virkelighedsfjerne
og idealistiske tilgang til politikken. Kritikken af denne tilgang er allerede
kommet til udtryk i det indledende citat, navnlig med den direkte og særdeles jordnære vending: ”… det er ikke Skoens, men Fodens Feil, at den Første ikke passer.”4 Det var rationalismens insisteren på at sejre over empirien, idéens gennemførelse ved undertvingelse af virkeligheden – et forhold, der i hele tonen blev betragtet som unaturligt. Artiklens overskrift var
”Doktrinarismen”, og ugebladet Enhver Sit formåede levende at male billeder som ”Fantasiens lokkende Sæbeboble” og ”det stille Studerekammer”,
der samlet set gav de nationalliberale udseende af at være virkelighedsforladte tosser med eksamensbeviser.
4
30
Enhver Sit, 19. marts 1865, s.3
RUBICON 2012 (3)
Bladet Enhver Sit udkom 1865-68 og var i sin oprindelse et konservativt
blad, som fandt sin væsentlige læserskare blandt de konservativt sindede
– bl.a. et anseeligt antal godsejere – der også havde samlet sig i den royalistiske Augustforening. Her ved siden af stod som talerør for godsejerne
også det af Godsejerforeningen sponsorerede dagblad Flyve-Posten.
En liberal politiker som Blixen-Finecke, der før 1864 havde udtrykt sig
skeptisk om de nationalliberale, og en konservativ avis som Flyve-Posten
havde ikke noget videre med hinanden at gøre. Modstanden havde således
tilslutning fra både højre og venstre side og var rettet mod det politiske
parti, der i Den grundlovgivende Rigsforsamling havde dannet den politiske midte og dermed også besad en politisk nøglerolle.
Det udtrykte fremtidshåb i Enhver Sit var, at ”praktiske, i Livets Skole dannede Mænd ville blive Ministre”.5 Heri indikeredes et behov for at gentænke dannelsesbegrebet. Denne tanke havde også godsejeren Jørgen
Wichfeld givet udtryk for et par måneder inden i Landstinget. Han tordnede
mod ”den saakaldte Dannelse”, som han så som en ”Fernis”. Han ville hellere tale om ”den virkelige Dannelse”, ”Kløgt, begrundet paa og forbunden
med Kundskaber”. De mennesker, der havde udrettet noget i tiden, var
dem, der havde bygget jernbaner, pansrede skibe og lagt telegraftråde –
dem, der havde bidraget med faktiske fremskridt.6
De mennesker, der førhen havde været forbundet med dannelsen, akademikere og åndsaristokrater, kunne ikke længere så let antages at være gode
lovgivere, som man i 1848-49 havde gjort det. Dertil var vejen fra tanke til
virkelighed for lang. Flyve-Posten fremstillede de nationalliberale som
mænd, der ”med Diogenes’s Lygte gik omkring for at lede efter Ministre og
endda kun fandt Lygtemænd”.7 At man havde gjort sig tanker om den perfekte statsmand, gjorde ikke, at man selv var det, og tilsyneladende opfattede dagbladet opgaven at finde det teoretiske ideal af en statsmand levendegjort som lige så omsonst som den græske filosofs stræben efter at finde
et ærligt menneske.
Enhver Sit, 19. marts 1865, s.6
Rigsraadstidende 1864-65 – Forhandlingerne paa Landsthinget, sp.728
7 Flyve-Posten, 24. januar 1865, s.1
5
6
31
RUBICON 2012 (3)
Denne mangelfuldhed hos de nationalliberale kom bl.a. til udtryk i en uselvstændig karakter. Dannelse var i Den grundlovgivende Rigsforsamling blevet bredt opfattet som befordrende for en selvstændig politisk tilgang, så
denne manglende selvstændighed var et alvorligt kritikpunkt. Allerede i
1863 havde Flyve-Posten kraftigt antydet, at de nationalliberales evne til at
løsrive sig fra deres stand og gennemskue og gennemføre det fælles bedste
ikke eksisterede: Bladet omtalte kravet til valgret til Rigsrådet på 1.200 Rd.
indtægt eller 200 Rd. skatteindbetaling som et, der ville sikre ”Ministeriets
villige Redskaber” en dominans ved valgene. Her var altså dannelsesborgerskabet, regeringen Halls primære støtter, blevet degraderet til viljeløse
instrumenter. Disse var ifølge avisen primært valgberettiget via indtægtskravet, mens skattekravet, der pga. det gældende skattesystem overvejende må have tilgodeset store jordbesiddere, ikke i nær så høj grad kunne
regne med at vinde indflydelse på valgenes udfald:
Hvor faa er ikke de, der aarligt betale Staten 200 Rd. i Skat, og hvad ville
deres faa Stemmer forslaae imod de Legioner af Embedsmænd, der med
eller under denne faste Lønning have let ved at producere Attest om
1200 Rd.’s Indtægt.8
I vendingen ”Legioner af Embedsmænd” er der ikke levnet grund til at mistænke Flyve-Posten for at tiltænke embedsstanden et fravær af stands-, ja
endda flokmentalitet. Dette var tæt knyttet til de hverv, som de nationalliberale i reglen bestred: De var embedsmænd. De var, ifølge godsejernes argument, bundet til staten og havde som alle andre en vis klasse- eller
standsinteresse. Problemet var imidlertid, at denne interesse var særdeles
skadelig for staten. I forbindelse med diskussionen om en vis indtægt som
udgangspunkt for valgret sagde J.B.S. Estrup således:
Der er en Classe af Indtægtsnydelse, som jeg navnlig ikke kan anerkjende tilkommer en sideordnet Indflydelse med Grundbesiddelse, og
det er den, der ligefrem har sin Kilde i selve Statskassen.9
8
9
32
Flyve-Posten, 10. oktober 1863, s.1
Rigsraadstidende 1864-65 – Forhandlingerne paa Landsthinget, sp.775
RUBICON 2012 (3)
Tanken var, at embedsmændene på den vis kunne tilgodese sig selv til
skade for staten. Hvor de nationalliberales interesseforfølgelse altså ville
virke til direkte skade for staten, var det netop ved almindelig interesseforfølgelse, at også godsejerne kunne fremhæve egen overlegenhed. Godsejeren Ferdinand Mourier-Petersen, senere formand for Det danske Hedeselskab sagde i Folketinget:
Det kan ikke nægtes, at Grundeiendomsbesidderne mere end nogen anden Samfundsclasse ere knyttede til Staten, og at de, som Følge af, at de
ere mere afhængige af de Omskiftninger og Forandringer, der kunne
finde Sted indenfor Statens Omraade, ogsaa maae forudsættes at have
større Interesse i Statssamfundets Udvikling paa en mere jævn og successiv Maade end de, som repræsentere den mere bevægelige Formue.10
På den måde ser man den førnævnte modstilling mellem intellektuelle og
jordbesiddere komme til udtryk i debatten, og det var på denne argumentationsmæssige baggrund, at godsejerne med 1866-grundloven vandt sig
væsentlige pladser i såvel Landstinget som i regeringen.
Foragten over for de nationalliberale derimod endte med at komme til udtryk ved, at indtægtsgrænsen hævedes i København, at skattegrænsen sænkedes i købstæderne, og at en betragtelig del af indflydelsen på sammensætningen af Landstinget desuden blev lagt hos de største skatteydere på
landet – i reglen godsejere. Derudover blev valgkredsene fastholdt, som de
var, så der både var købstæder og landområder i samme kreds. Det havde
ellers været foreslået at lade købstæder og København stemme sammen,
hvilket bredt var blevet afvist. Det ville give københavnerne en negativ indflydelse på købstadsbeboerne. På linje med dette gennemførtes også bopælspligt i landstingskredsen, hvilket begrænsede københavnernes repræsentation. At dette var en bevidst begrænsning af københavnernes indflydelse, blev sagt ligeud af Jacob Scavenius:
… det skal være mig meget kjært at see Kjøbstadsbeboere valgte, hvorimod det er mig mindre kjært at see Kjøbenhavnere valgte.11
10
11
Rigsraadstidende 1864-65 – Forhandlingerne paa Folkethinget, sp.1002
Rigsraadstidende 1865 – Forhandlingerne paa Folkethinget, sp.1375-76
33
RUBICON 2012 (3)
Det var ganske bevidst: Københavnske embedsmænd og universitetsfolk
skulle ikke have den samme indflydelse som tidligere.
Afrunding
De danske godsejere kom til at stå som sejrherrerne i 1866. Derfor har det
været interessant at følge et af de væsentligste argumenter for egen overlegenhed som samfundsmæssig elite i forhold til en anden af de dominerende politiske grupper.
Samlet set var dannelse ikke længere i den grad et kernebegreb, som det
havde været det i Den grundlovgivende Rigsforsamling. Fokus i debatten
var, især fra godsejerside, i langt højere grad rettet mod en vis form for naturlig konservatisme, en interesse i en rolig udvikling af samfundsforholdene, som dannelsesborgerskabet med deres påståede virkelighedsfjerne
projektmageri ikke havde kunnet leve op til. Som hos Holberg – argumentet
var gammelt – stod godsejerne, de til jorden bundne, i egen opfattelse som
særlig gode repræsentanter for denne naturlige konservatisme. I grel modsætning hertil stod også i denne forbindelse de nationalliberale som uselvstændige personer, der overvurderede egne evner, og hvis direkte interesseforfølgelse var til direkte skade for staten.
Det vil formodentlig være almindeligt kendt, at den enhed mellem bønder
og godsejere, der etableredes i 1865, ikke holdt i mange år. Spliden omkring fæstesagen ødelagde få år efter den politiske alliance. Omkring godsejerne samlede der sig derefter en større konservativ bevægelse, der også
havde en væsentlig rod i det lærde københavnske miljø, og som udviklede
sig til det konservative parti Højre. Dette fik også en væsentlig betydning
for angrebene på intelligensiaen, som snart faldt væk. Dette står klart såvel
i det konservative kampskrift Dagens Nyheder, der var et hovedstadsblad,
som ivrigt blev støttet af Godsejerforeningen, og som i visse perioder var
under direkte redaktionel indflydelse af kultusminister og storgodsejer Jacob Scavenius. I vittighedsbladet Punch latterliggjordes de til venstrebevægelsen knyttede skønånder, og venstrefolkene hånedes for ikke at være
akademiske eller dannede nok.
Antiintellektualismen forsvandt også i høj grad fra Venstre, og modstanden
mod akademikere synes at være blevet begrænset til enkeltpersoner og
ikke en generel tendens mod dannelsesborgerskabet. Et slående eksempel
på netop denne tendens er, at Morgenbladets redaktion indtil 1883 bestod
34
RUBICON 2012 (3)
af Chresten Berg, og brødrene Georg og Edvard Brandes, der var blandt
frontfigurerne i den radikale bevægelse hhv. litterært og politisk. Men med
en artikel bragt i bladet i anledning af Grundtvigs 100-årsdag gik det galt.
Edvard Brandes havde bl.a. skrevet, at ”Som Digter har han intet monumentalt Arbejde frembragt, intet klassisk Skrift vil altid tilhøre den almendannede Bevidsthed, og hans Salmer og Opbyggelsesbøger vil kun være deres
aandelige Ejendom, som er greben religiøst ligesom han.”12 Så nedsættende
bemærkninger om deres åndelige fyrtårn var de moderate venstrefolk for
meget, og efter stormløbet mod artiklen blev Brandes-brødrene smidt ud
af redaktionen, og året efter etablerede de radikale kræfter Politiken.
Diskussionen blev efter opgøret med de nationalliberale således ikke for
eller imod de store ånder, men kampen om, hvem der kunne tilskrives sådan status.
Litteratur
Dagens Nyheder
Enhver Sit
Flyve-Posten
Holberg, Ludvig: Niels Klims underjordiske Reise. København (1789), 2005.
Morgenbladet
Punch
Rigsraadstidende
12
Morgenbladet, 9. september 1883, s.1
35
RUBICON 2012 (3)
Kirken og den
danske besættelse
En kort redegørelse for hovedstrømningerne
i den danske folkekirke 1940-45
Af cand. mag. Lasse Mortensen
Baseret på specialet Kirkens Front – Besættelsestidens Skytsengle og
Smørrebrødsjomfruer, indleveret til bedømmelse på Religionsstudier ved Syddansk Universitet juni 2012
Indledning
Den 4. januar 1944 likviderede tyske Gestapomænd i samarbejde med Peter-gruppen Kaj Munk i et såkaldt ”clearingmord”, dvs. et mord på en fremtrædende dansk borger, som hævn for mordet på enten en tysk soldat, tysk
tjenestemand eller en dansk informant for tyskerne. Mordet sendte chokbølger gennem Danmark, da Munk var en kendt og respekteret præst og
samfundsdebattør, der, som en af de få, havde turdet offentligt tale besættelsesmagten imod. Derfor var det ikke overraskende, at det netop var Kaj
Munk, der blev offer for et clearingmord, men det gav alligevel fornyet liv
til debatten om, hvorvidt den danske folkekirke skulle revurdere sin stilling
overfor besættelsesmagten, der hidtil havde været at følge Danmarks officielle linje, som påbød at opretholde ro og orden, selv efter den 29. august
1943, hvor regeringen trådte tilbage og formelt overgav landet til den tyske
besættelsesmagt.
På trods af, at der fra centralt hold var lagt en klar linje for den danske folkekirkes holdning til besættelsessituationen, havde der konstant pågået interne kirkelige diskussioner om, hvorvidt denne linje nu også var den rigtige, eller man i stedet skulle søge et klart brud med besættelsesmagten og
36
RUBICON 2012 (3)
dermed en åben kamp, som det eksempelvis sås i Norge. De kommende sider vil udforske disse diskussioner nærmer og søge at give et svar på, om
der var et mønster i, hvem der søgte samarbejdsvejen og hvem, der ønskede kamp. Særligt vil fokus være på, hvilken rolle den lutherske linje i det
danske kristenliv spillede over for den grundtvigske arv.
Folkekirkens fløje
At beskrive hele det kristne landskab i Danmark samt inddrage dette i en
undersøgelse er naturligvis for omfattende til dette format. Således vil det
være nødvendigt, at visse retninger gøres til stedfortrædere for den samlede sum af kristne retninger i den danske folkekirke, med de fordele og
ulemper dette nu har. I og med at fokus særligt vil være på den grundtvigske og lutherske arv, er det naturligt at tage udgangspunkt i retninger, der
i særlig grad har deres fodfæste her. Således vil repræsentanterne for den
danske folkekirke, i denne sammenhæng, være hhv. grundtvigianere og Indre Mission. Disse er, og var i perioden, folkekirkens to største enkeltstående retninger og udgør, både af historiske og teologiske årsager, store
modsætninger inden for dens rammer.1
At gøre to retninger til repræsentanter for den samlede folkekirke kan naturligvis aldrig give et helt retvisende billede af de faktiske forhold, idet
man ikke uden konsekvenser kan brede to retningers holdninger ud, og
derved dække et helt holdningsspektrum. Ideelt set, skulle hver enkelt kristen retning i den danske folkekirke have plads til at tale for sig selv, men
da artikelformatet ikke tillader dette, og det er heller er denne artikels mål
at give en udtømmende redegørelse for hver enkelt kristen retnings stillingtagen til Danmarks besættelsessituation, men blot pege på overordnede teologiske strømninger, vil tendenserne i de to valgte retningers teologiske grundstilling, danne grundlag for artiklens konklusioner.
1
En nærmere redegørelse for disse historiske og teologiske faktorer vil ikke være en del af
denne artikel. Herunder vil udelukkende ske en særdeles kort introduktion til de to kristne
retninger og de væsentligste forhold, der kan have haft indflydelse på deres teologiske ståsted i forhold til landets besættelsessituation samt den tyske besættelsesmagt, i årene 194045.
37
RUBICON 2012 (3)
Skarpsindige læsere, med et vidst forudgående kendskab til besættelsestiden, vil måske savne Tidehverv, der, bl.a. via præsterne Tage Schack og Kaj
Thaning, stod stærk placeret i den danske modstandsbevægelse. Udeladelsen af denne gruppe skyldes dog særligt to forhold, nemlig, som det første,
almindelige kvantitative begrænsninger i artikelformatet, og, for det andet,
at Tidehverv, der var grundlagt i 1926,2 på dette tidspunkt var et forholdsvis ungt og derved også uhomogent arbejdsfællesskab, som dog i høj grad
samlede sig om ønsket om at genindsætte Luther som det centrale udgangspunkt for den kristne tænkning.3 Dette har den klare konsekvens, at
Tidehverv i denne periode er voldsomt svær at fastholde i et statisk billede,
og derved svær at anvende som eksempel på en egentlig tendens. Samme
forbehold kan naturligvis tages i forhold til de fleste kristne retninger, men
i forhold til grundtvigianere og Indre Mission gør sig gældende, at de, som
bevægelser, er forholds gamle og veletablerede, og derfor nemmere at fastfryse i et øjebliksbillede, som de fleste af deres tilhængere kan identificere
sig med. Således bliver det Indre Mission, og ikke Tidehverv, der her gøres
til undersøgelsens lutherske repræsentant.
Forskningsområdets stilling
To værker har hidtil beskæftiget sig specifikt med området `den danske folkekirke under besættelsen´, men ingen af disse har specifikt haft fokus på
henholdsvis den lutherske og grundtvigske arvs indflydelse på valget for
eller imod modstandskampen.
Det tidligste værk omkring folkekirkens stilling under besættelsen, Den
Danske Kirke under Besættelsen, er en artikelsamling redigeret af præsterne Harald Sandbæk og N. J. Rald.4 Bogen udkom allerede i efteråret
1945, og var således under udarbejdelse gennem krigens sidste måneder.
Bidragene kom fra en række præster, der selv havde været involveret i den
danske modstandskamp, og der er således tale om et insider-perspektiv på
forholdene. Som følge heraf fremstår værket tydeligt som et hyldestskrift
Grosbøll, 2007, s. 15
Ibid, s. 18
4 Sandbæk og Rald(red.), 1945
2
3
38
RUBICON 2012 (3)
til de præster, der ikke så passivt til eller fulgte samarbejdslinjen, men i
stedet satte sig til modværge mod besættelsesmagten.5
Det andet toneangivende værk, Som om intet var hændt – Den danske folkekirke under Besættelsen,6 kom i 1991 og er udarbejdet af Erik Thostrup Jacobsen som en del af et større forskningsprojekt om den danske folkekirke
under besættelsen på Odense Universitet. Værket giver et glimrende billede på mange af de diskussioner, der pågik internt blandt de danske præster og biskopper i perioden 1940-45, men desværre centreres det for ofte
omkring enkeltsager og storpolitik, og det lille landsogn og den lokale
præsts rolle overfor menigheden skubbes til side, på trods af at udgangspunktet for Jacobsens forskning bl.a. netop er disse forhold:
… Den tilværelsestolkning, som præsten gav hver søndag, måtte nødvendigvis bære præg af de nye forhold. I de små samfund var kirken den
samlende institution, hvor menighedens folkelige og nationale sindelag
fik udtryk ved afholdelse af møder, flagning m.m. Kirkelige funktioner
som f.eks. afholdelse af kirkekoncerter med tyske orkestres deltagelse
og præstens medvirken til at fremskaffe papirer til arierattester gjorde
det umuligt at undgå involvering i den nye situation.
…
… Det er et centralt synspunkt i denne afhandling, at kirken under besættelsen generelt er at opfatte som et spejl af det øvrige samfund.7
Endvidere udelades kirkens rolle i modstandsbevægelsen fuldstændigt fra
værkets konklusioner,8 hvilket, sammen med Sandbæk & Ralds værk, efterlader et hul i forskningen vedrørende en videnskabelig, objektiv, undersøgelse af det præstelige og kirkelige engagement i den danske modstandskamp. Det er dette hul jeg her ønsker at gøde jorden for at få lukket, ved
netop at udforske graden af aktivisme inden for folkekirkens rammer og
hvorfra den kom.
Ibid, s. 15-16
Jacobsen, 1991
7 Ibid, s. 10
8 Ibid., s. 253
5
6
39
RUBICON 2012 (3)
Fløjkampe i 20’ernes og 30’ernes religiøse landskab
Den danske folkekirke er generelt præget af en stor grad af diversitet, men
også en tydelig sammenhængskraft. Diversiteten ligger i de mange kristne
retninger kirken rummer, som ofte står i et modsætningsforhold til hinanden. Således er Indre Mission opstået på baggrund af utilfredshed med de
eksisterende religiøse forhold i perioden op til 1861, hvor foreningen officielt blev stiftet,9 bl.a. med grundtvigianerne, som man nok delvist lod sig
inspirere af, men gradvist distancerede sig mere og mere fra.10 På trods af
dette har den danske folkekirke holdt sammen på sig selv og formået at
”huse” mange kristne retninger inden for dens rammer, gennem mange,
skarpe, interne, konflikter.
Sådanne konflikter mellem, bl.a. grundtvigianere og Indre Mission, var på
dagsordnen i 1920’erne og 30’erne, hvor en sekulariseringsbåret regeringspolitik ønskede at afskaffe den forkyndende kristendomsundervisning i folkeskolen og reducere den lokale præsts indflydelse, ved at afskaffe
dennes naturlige medlemskab af den lokale skolekommission samt oversynet med den generelle undervisning.11 Disse politiske diskussioner var
med til at tydeliggøre samt skærpe de allerede eksisterende skel mellem
den grundtvigianske og den indremissionske fløj.
Grundtvigianernes udgangspunkt var naturligvis retningens grundlægger
N. F. S. Grundtvig (1783-1872), der mente, at oplysning og forkyndelse var
separate forhold og derfor ikke skulle foregå i samme rum.12 Deraf fulgte,
at grundtvigianerne klart støttede en adskillelse af skole og kirke samt en
reducering af præstens indflydelse i folkeskolen. Indre Mission var af klart
modsat observans og mente, at man ikke kunne adskille det kristne liv fra
det daglige liv, herunder undervisningen i skolen. Gud kunne ikke lukkes
ude fra nogle dele af tilværelsen,13 og derfor var det nødvendigt, at præsten
bibeholdt sin naturlige plads i forhold til undervisningen af landets unge.
Larsen, 2011, s. 15
Ibid., s. 45-46
11 Jacobsen, 1991, s. 36-37
12 Møller, 2005, s. 18
13 Jacobsen, 1991, s. 35-36
9
10
40
RUBICON 2012 (3)
Grundtvig og Folkeånden
Basis for mange af de religiøse meningsforskelle lå altså i udgangspunktet
for de forskellige retningers kristendomsforståelse, og disse forskelle blev
naturligvis båret med over i de enkelte retningers tilgang til besættelsessituationen. Grundtvigianerne tog deres udgangspunkt i Grundtvigs forståelse af folkeånden ifølge hvilken, mennesket var skabt af støv og ånd:
Mennesket er på guddommelig befaling en forening af støv og ånd og
derved hævet over al anden skabning, en gåde, et guddommeligt eksperiment.14
Denne ånd udsprang af den livsånde, Gud vækkede Adam til live med.15
Ånden udtrykker sig først og fremmest i sproget, det levende ord. Det er
som nævnt også det medium, hvori Gud meddeler sig til mennesket. Dernæst er mennesket aldrig et løsrevet individ, men en del af et folkeligt
fællesskab som fx det danske.16
Ånden var derfor i mange henseender det, der definerede mennesket, både
i forhold til Gud og i forhold til andre mennesker. Samtidig udtrykte den sig
hovedsageligt gennem det levende ord og det levende sprog og var således
at betragte som et af de vigtigste bindeled mellem Gud og mennesket.17
Sproget var det, der bandt verdens folkeslag sammen i forskellige nationer,
og i og med at sproget udsprang af Guds ånd, var nationen dermed ikke kun
en fysisk enhed, men også en åndelig. Den danske nation var med andre ord
et udslag af det danske folks ånd, ligesom den tyske nation var et udslag af
det tyske folks ånd – Folkeånden. Ud fra denne forståelse var den indre
kamp væsentlig mere essentiel end den ydre, da den ydre nation ”kun” var
en fysisk manifestation af den indre tro og den indre nation. Derfor var det
naturligt at støtte den kapitulationsaftale, som regeringen havde indgået
med den tyske besættelsesmagt den 9. april 1940, da man sluttede, at så
længe det danske folk bevarede den indre tro, skulle den nok få en ydre,
Lausten, 1987, s. 224
Møller, 2005, s. 17
16 Ibid., s. 17-18
17 Lausten, 1987, s. 17-18
14
15
41
RUBICON 2012 (3)
fysisk, manifestation igen i form af et frit Danmark. Erik Thostrup Jacobsen
udtrykker det således:
Denne (samarbejdsaftalen red.) gav jo danskerne den frihed i de indre,
åndelige forhold, som for de grundtvigske var de ydres forudsætning.18
Så længe det danske folk bevarede det danske sind og den indre folkeånd,
kunne den tyske besættelsesmagt altså aldrig vinde krigen. Den kunne tage
den fysiske nation, men aldrig knægte danskheden, troen og den danske
folkeånd. Derfor var det også vigtigere at mødes om at være danske, fx til
gudstjeneste i kirken, end at mødes om den fysiske bekæmpelse af en ydre
fjende. Den tyske besættelsesmagt sås i den henseende som et ydre udtryk
for, at Gud testede danskernes tro. Denne test kunne kun bestås gennem en
bibeholdelse af troen uden at gribe til våben. Kun herved ville Gud en dag
skænke danskerne et frit Danmark igen.
En lignende forståelse af sammenhængen mellem det danske folk og nationen giver præsten Poul Borchsenius udtryk for i sine erindringer om besættelses, hvor han bl.a. skriver:
Trods alt er det danske og det kristne vævet saadan ind i hinanden gennem 1000 Aars Historie, at det er svært at skille dem fra hinanden. Vor
Kristendom blev ikke farveløst international, men dansk, og dybt ned i
det danske gaar Kristendommens Bølgeslag. Som Flaget bærer Korsets
Tegn og er farvet rødt og hvidt, hører det lyse danske og Kristendommen
sammen. Og som altid greb Kongen rigtigt, da han et Par Gange under
Krigen skulde tale til sit Folk og klædte sine Ord i gamle Salmetoner: »
Han, som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter» og » Trange
Tider langsomt skrider«.19
Borchsenius var præst på Randersegnen, men havde tidligere været præst
ved Absalons Kirke i København.20 Han erklærede sig selv som stående
Jacobsen, 1991, s. 39
Borchsenius, 1946, s. 35
20 Nedergaard(red.), 1964, s. 46-47
18
19
42
RUBICON 2012 (3)
uden for nogen kristen retning, men støttede den danske modstandskamp,21 bl.a. i samarbejde med den nu så kendte Hvidstengruppe. At biskoppernes opbakning dog alligevel betød noget for Borchsenius, selvom
han gik imod deres bud om opretholdelse af den almindelige ro og orden,
viser følgende citat, der omhandler reaktionen på den tyske aktion mod de
danske jøder natten til den 2. oktober 1943, kort før Borchsenius selv blev
tvunget i eksil i Sverige. Bl.a. skriver han:
Men det stærkeste Vidnesbyrd om den klare kirkelige Holdning blev dog
givet den 3. Oktober 1943, Dagen efter at de bestialske Jødeforfølgelser
startede. For mig er det den stolteste Dag, jeg har levet som dansk, kristen Præst, da jeg kunne oplæse Biskoppernes skarpe og klare Protest
mod dette sidste Udslag af syg, tysk Mentalitet. Ofte havde jeg selv trukket Linierne op, saa klart jeg kunde, naar jeg stod paa min Prædikestol,
men den Dag kunne jeg gøre det, ikke paa egne Vegne, men med hele
Kirkens Autoritet bag mig.22
Luther og lydighedspligten
Modsat grundtvigianerne så Indre Mission den tyske besættelsesmagt som
Satan selv, sendt af Gud, for at straffe mennesket for 30’ernes sekulariseringsbårne lovgivning.23 Deraf fulgt, at man naturligvis ikke kunne underlægge sig besættelsesmagtens vilje, da man derved ville underlægge sig Satan selv, hvilket ville betyde evig fortabelse for den enkelte kristne og hele
det danske folk. Derfor kunne man ikke støtte regeringens samarbejdslinje.
Men kunne man så direkte tilslutte sig modstandskampen, når man var
bundet af lydighedspligten overfor øvrigheden?
Enhver sjæl skal underordne sig statsmagten og øvrigheden. For der er
ingen magt, uden at den er fra Gud. Men statsmagten, som er overalt, er
forordnet af Gud. Den, der nu gør modstand mod statsmagten, gør modstand mod Guds ordning.24
Ibid.
Borchsenius, 1946, s. 34
23 Jacobsen, 1991, s. 35-36
24 Christensen m.fl., 1964, s. 161
21
22
43
RUBICON 2012 (3)
Det var det store spørgsmål, som man søgte tilbage til Luther for at finde
svaret på, idet han selv havde været tvunget til at forholde sig til en lignende problemstilling i forbindelse med reformationskampen:
Den skærpede kurs fra rigsregimentets og de katolske fyrsters side truede nu disse evangeliske menigheders med udslettelse – i Nederlandene
var man allerede godt i gang med ved blodig vold at knuse ”lutheranerne”. Spørgsmålet om, hvor langt man skulle gå i retning af lydighed
mod øvrigheden og dens lovbestemmelser, var således blevet brændende aktuelt.25
Både lydighedspligten og svaret på, om det var muligt at fravige den, var
tæt forbundet med Luthers to-regimentelære:
Derfor har Gud oprettet de to styrerformer: den åndelige, som ved Helligånden skaber kristne og gode mennesker under Kristus, og den verdslige, som bremser de ikke-kristne og onde mennesker, så de udadtil er
nødt til at holde fred og forholde sig i ro meget imod deres vilje.26
Herudfra sluttes, at de rettroende kristne lever et liv i pagt med Guds ord,
og derfor ikke har behov for statsmagten til at regulere deres liv. De verdslige love og forordninger, samt de straffe de udløser, er således kun udtryk
for et behov for at regulere de ikke-kristne, og derved deles menneskeheden i to, hvor de rettroende kristne ledes af Guds love, og de ikke-troende
ledes af den verdslige øvrigheds love. Begge regimenters love udspringer
dog i sidste ende kun fra Gud.
Rettroende kristne må gerne fungere som redskab for denne verdslige
statsmagt og gribe til våben, hvis denne kræver det af dem, men de må aldrig selv aktivt benytte statens magtmidler overfor andre.27 Med det sagde
Luther samtidig, at den verdslige statsmagt kun har rettighed over det
verdslige regimente, og aldrig kan lovgive eller dømme i åndelige anliggender. Her har kun Gud herredømmet:
Ibid, s. 156
Ibid,s. 165
27 Ibid, s. 176
25
26
44
RUBICON 2012 (3)
For jeg siger dig: hvis du bøjer dig og giver ham lov til at tage din tro og
dine bøger fra dig, så har du sandelig fornægtet Gud.28
Modstandskampen og den lutherske forbindelse
Det stod således klart, at så længe regeringen og kongen ikke søgte at styre
og dømme i anliggender, der kun lå inden for det åndelige regimente, var
lydighedspligten i kraft. De danske biskopper støttede regeringen og kongens bud, men i og med at disse, ifølge Luther, ikke havde forrang overfor
kristne i almindelighed,29 vægtede deres ord ikke mere end som almindelig
vejledning, og man var, som troende, ikke bundet af deres afgørelse. Indre
Mission fastholdt, som tidligere nævnt, at den tyske besættelsesmagt var
det onde selv, sendt af Gud for at straffe mennesket. Derfor kunne Gud ikke
samtidig forlange, at man skulle underlægge sig denne, da det ville være at
kræve, at man syndede mod sig selv. Gud kunne ikke kræve synd. Til gengæld var det tilladt at bryde lydighedspligten, hvis øvrigheden krævede
synd. Som konsekvens heraf blev det tilladeligt at gå til aktiv kamp mod
besættelsesmagten, imod både biskoppernes, regeringens og kongens vilje,
idet den førte samarbejdspolitik kunne sidestilles med, at man underlagde
sig det onde selv, i skikkelse af besættelsesmagten.
Endvidere stod det tydeligt hos Luther, at:
... har modparten samme stilling som du, eller en lavere, eller er det en
fremmed øvrighed (min understregning), så skal du først tilbyde ham
fred og forsoning, sådan som Moses lærte Israels børn. Vil han ikke det,
så tænk på dit eget bedste og forsvar dig med magt imod magt...30
Besættelsesmagten var netop en sådan fremmed magt, der konstant søgte
at fremme egne beføjelser på bekostning af dansk lov, og som ydermere
søgte at begrænse de danske præsters virkeområde, ved at pålægge dem
censur og irettesætte dem gennem kirkeministeriet. Således rørte de ved
Ibid, s. 184
Ibid, s. 189
30 Ibid, s. 195
28
29
45
RUBICON 2012 (3)
noget helt centralt, nemlig den kristne tro, hvilket gav mulighed for at
bryde med lydighedspligten og gå til aktiv modstand.
Et oprør mod øvrigheden kunne altså godt legitimeres i både teologien og
historien, et resultat pastor Regin Prentner og P.U.F. (Præsternes Uofficielle Forening)31 også nåede frem til i skriftet Kirken og Retten, hvor det bl.a.
siges, at:
Efter at den danske Regering og Kongen er hørt op med at fungere, har
Besættelsesmagten, og det vil sige den militære Magt, det øverste Ansvar for, at den offentlige Orden genoprettes og sikres (Art. 43(Haagkonventionen af 18. Oktober 1907, III afsnit)). Det kan kun ske, når Retsgrundlaget fastholdes. Naar dette skydes til Side og erstattes af Vilkaarlighed, bliver det umuligt for det, der er tilbage af den danske Øvrighed,
at udføre sin Gerning og Umuligt for Kirken at formane til Lydighed mod
Øvrigheden.32
Den indremissionske pastor Willy Westergaard Madsen forsvarede i lignende toner den aktive deltagelse efter krigen, da han, i værket Den danske
Kirke under Besættelsen33skrev, at:
Det er Kirkens Opgave at forkynde Evangelium, og Øvrighedens at bære
Sværd. Men hvor fremmed Voldsherredømme forhindre den lovlige Øvrighed i at gøre, hvad der er dens Pligt, da maa det da vidst være Kirkens
Kristenpligt at hjælpe den til igen at blive det, den skal være, Guds Redskab til Straf for det Onde.34
Konklusion
De to ovenfor beskrevne fremstillinger af hhv. Indre Missions og den
grundtvigianske tilgang til besættelsessituationen illustrerer tydeligt, hvad
der var på spil for både kirken, biskopperne, præsten og den kristne lægmand, og hvilke teologiske overvejelser hver enkelt skulle gøre sig, forud
31 Præsternes Uofficielle Forening (P.U.F.) var et semi-illegalt landsdækkende netværk, oprettet
med to formål, nemlig at sikre kommunikationen mellem landsdelene, såfremt dette søgtes
obstrueret af den tyske besættelsesmagt samt at indføre en selvbeskatning på 1% af egen
indkomst, der blev samlet i en fonde, der skulle bistå præster ”under jorden” samt deres familier økonomisk.
32 Glenthøj og Langberg, 1985, s. 23
33 Sandbæk og Rald(red.), 1945
34 Ibid, s. 96
46
RUBICON 2012 (3)
for en beslutning for eller imod et givent standpunkt. Netop spørgsmålet
om troen på en folkeånd og hvorvidt man var kristen eller dansk først, var
centrale holdepunkter for både grundtvigianere og Indre Mission og derfor
også områder, der skilte vandene. Var man dansk først, kæmpede man for
nationen. Og var nationen først og fremmest et indre holdepunkt, skulle
kampen derfor også stå i det indre. Var man derimod kristen først, kæmpede man udelukkende for det evige gudsrige, og alt hvad der truede dette,
skulle bekæmpes, både i det indre og i det ydre.
Ovenstående er naturligvis udtryk for en generalisering af forholdene, og
eksemplet Poul Borchsenius viser jo også tydeligt, at det er muligt at kombinere Grundtvigs folkeåndstanker med den fysiske modstandskamp mod
den tyske besættelsesmagt.
Biskopperne bakkede, som samlet gruppe, op omkring regeringens førte
samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt, hvilket der sandsynligvis har været lige så mange praktiske og politiske grunde til som teologiske.
Heriblandt kan nævnes hensynet til Kirkeministeriet, der naturligvis, qua
den førte samarbejdspolitik, var tvunget til at følge den samlede regerings
linje. Valget var, så at sige, truffet på forhånd.
Man skulle dog ikke længere ”ned end i laget” end lige under de danske biskopper, før de teologiske diskussioner om netop spørgsmålet vedrørende
samarbejde eller modstand for alvor delte vandene, særligt mellem den
grundtvigianske og den lutherske fløj, en diskussion, der hovedsageligt
fulgte de her fremstillede linjer. Grundtvigianerne søgte svaret på den vanskelige situation hos Grundtvig og dennes folkeåndstanker, hvilket pegede
i retning af en støtte til samarbejdslinjen, idet man sluttede, at Danmark,
som stat, kun havde en fremtid gennem folkets indre tro. Indre Mission så
denne samarbejdslinje som en direkte vej til evig pinsel i helvedes flammer,
da den betød, at man underordnede sig Satan selv. Således var der ingen
anden udvej end den fysiske kamp, som også Luther havde kæmpet i forbindelse med reformationen.
Som nævnt indledningsvis kan denne korte fremstilling naturligvis ikke anses som en udtømmende diskussion af de kirkelige forhold under besættelsen, og mit mål her er derfor kun en anvisning af tendenser, hvilket har
muliggjort en begrænsning af undersøgelsen til udelukkende at omfatte
grundtvigianere og Indre Mission. Disse tendenser giver dog samtidig et
47
RUBICON 2012 (3)
muligt svar på Tidehvervs stærke repræsentation i modstandsbevægelsen.
Som Indre Mission havde Tidehverv også sit teologiske udgangspunkt hos
Luther, og har derfor også søgt sine svar på hos ham. Dette har, med god
sandsynlighed, ledt mod de samme konklusioner som Indre Mission kom
frem til, og derved har modstanden været den naturlige vej.
Ovenstående artikel er et uddrag af undertegnedes speciale, der omhandlede en lille kristen, Københavnsk, modstandsgruppe kaldet Kirkelig Hjælpeforening af 1944, senere omdøbt til Kirkens Front. Dette speciale indeholdt, ud over en redegørelse for, og diskussion af, omtalte modstandsgruppe, også en længere diskussion af kirkens og de enkelte præsters forhold til besættelsen samt den aktiv modstandskamp. Det er denne diskussion, ovenstående artikel er et sammendrag af. Kirkens Front udgjorde, i
specialesammenhæng, et praktisk casestudie at de her anviste tendenser,
og en nærmere granskning af medlemmerne af gruppen, der, trods navnesammenfaldet ingen organisatorisk sammenhæng havde med det illegale
blad Kirkens Front, viste da også, at 13 ud af 15 af de kirker Kirkens Front
arbejdede ud fra i København, primært baserede sig på en Indre Missionsk
menighed. Det er dog nødvendigt at tage visse forbehold for disse resultater, idet de kun er efterprøvet på denne ene gruppe og samtidig involvere
Københavns Indre Mission, der både organisatorisk og teologisk står lidt
anerledes end Indre Mission generelt. Fx har de et væsentligt berede diakonalt netværk og et tæt samarbejde med den københavnske arbejderbevægelse, der har sit udspring i de store sociale problemer, som fulgte i kølvandet på udbaniseringsbølgen i slutningen af 1800-tallet og starten af
1900-tallet. Indtil nu kan jeg således blot konstatere, at der var en overvejende tendens til aktivisme indenfor den danske modstandsbevægelse hos
kristne retninger, der søgte deres teologiske udgangspunkt hos Luther,
frem for de retninger, der havde deres fodfæste dybere i den grundtvigianske kristendom, der naturligvis også havde sit oprindelige udspring hos Luther, men var blevet stærkt præget af N.F.S. Grundtvig. Denne tendens var
resultatet af grundige teologiske diskussioner, der havde deres udspring
før besættelsen, som viser, at de enkelte præster i højere grad traf deres
valg ud fra teologiske overvejelser, og ikke var tvunget til at indveje de
samme praktiske og politiske forhold, som de danske biskopper. Dette
skabte et skel mellem ”toppen” og ”bunden” i den danske folkekirke, men
48
RUBICON 2012 (3)
viser samtidig styrken i en organisation, der formår at rumme så modsatrettede overbevisninger, og stadig komme samlet ud d. 5. maj 1945.
Litteraturliste
Baggrund
Beckford, James A.: Cult Controversies – the societal response to the new religious
movements. Tavistock Publications Ltd. London. 1985. Reprint 1986.
Bjørnvad, Anders: Hjemmehæren. Odense Universitetsforlag. Odense. 1988.
Borchsenius, Poul: Kæmp for alt – Billeder fra en dansk provinsby under Gestapos søgelys. Forlaget Povl Branner. København. 1945. 2. oplag.
Bundgård Christensen, Claus, m.fl.: Danmark Besat – krig og hverdag 1940-45.
3. reviderede udgave. 1. oplag. Informations Forlag. København. 2009
Dahl, Hans Frederik(red.): Danske tilstande – Norske tilstande. Gyldendals Forlag. København. 2010.
Grosbøll, Mette Kathrine: Teologisme – Om Tidehvervs vej til Christiansborg. Forlaget ANIS. København. 2007
Hæstrup, Jørgen: Den 4. Våbenart. Odense Universitetsforlag. Odense. 1976.
Idinopulos, Thomas Athanasius, Wilson, Brian C. and Hanges, James Constantine(red.): Comparing Religions – Possibilities and perils? Brill Academic Publishers. Leiden. 2006.
Jacobsen, Erik Thostrup: Som om intet var hændt – Den danske folkekirke under
besættelsen. Odense Universitetsforlag. Odense. 1991.
Jakobsen, Frode: I Danmarks Frihedsråd (bind 1). Gyldendal. 1975.
Kirchhoff, Hans: Tilpasning – protest eller modstand 1940-45 – hovedtemaer i
besættelsens historie belyst ved kilder. Forlaget Munksgaard.. 1985.
Kirchhoff, Hans: Kamp eller tilpasning – Politikerne og modstanden 1940-45.
Gyldendals Forlag. København. 1987.
Knudsen, Holger: De Hellige. Aalborg Universitetsforlag. Aalborg. 1984.
Koch, Hal: Danmarks kirke gennem tiderne. Gyldendal. 5. udgave. 3. oplag. København. 1967.
Larsen, Kurt Ettrup: En bevægelse i bevægelse. Forlaget Lohse. Fredericia. 2011.
Larsen, Stein Ugelvik og Montgomery, Ingun(red.): Kirken, krisen og krigen.
Universitetsforlaget. Bergen. 1982.
49
RUBICON 2012 (3)
Lausten, Martin Schwarz: Danmarks Kirkehistorie. Nordisk Forlag for Gyldendalske Boghandel. København. 1987. Paperback.
Lausten, Martin Schwarz: Kirkens historie i Danmark – Pavekirke, kongekirke,
folkekirke. Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer. Århus. 1999.
Lundbak, Henrik: Staten stærk og folket frit. Museum Tusculanums Forlag. København. 2001.
Markussen, Flemming: Indre Missions brud med grundtvigianismen – Et brudstykke af Indre Missions tidlige historie 1861-72. Forlaget Kolon. Århus. 1989.
McGuire, Meredith B.: Religion – the Social Context. Wadsworth Publishing Company. United States of America. 1997. 4th. ed.
Møller, Jes Fabricius: Grundtvigianisme i det 20. århundrede. Forlaget Vartov.
2005.
Nedergaard, Paul(red.): Kirkelig Haandbog. Forlaget Lohse. København. 1943.
Nedergaard, Paul(red.): Personalhistoriske, sognehistoriske og statistiske bidrag
til en dansk præste- og sognehistorie(kirkelig geografi) 1849-1949 (bind 1). Forlaget Lohse. København. 1951.
Nedergaard, Paul(red.): Personalhistoriske, sognehistoriske og statistiske bidrag
til en dansk præste- og sognehistorie(kirkelig geografi) 1849-1949 (bind 8). Forlaget Lohse. København. 1964.
Sandbæk, Harald & Rald, N. J.(red.): Den Danske kirke under besættelsen. Forlaget H. Hirschsprung. København. 1945.
Thodberg, Christian og Thyssen, Anders Pontoppidan(red.): Grundtvig og
grundtvigianismen i nyt lys – hovedtanker og udviklingslinier fra de senere års
grundtvigsforskning. Forlaget Anis. Århus. 1983.
Trommer, Aage: Modstandsarbejde i nærbillede – Det illegale arbejde i Syd- og
Sønderjylland under den tyske besættelse af Danmark 1940-45. Odense Universitetsforlag. Odense. 1973.
Wallis, Roy: The Elementary forms of the new religious movements. Routledge &
Kegan Paul. London, Boston, Melbourne and Henley. 1984.
Kilder
Arkivnr. 35A – 13.841-13.842 vedr. Københavnerledelsen, Frihedsmuseet, Udviklingen af den militære Organisation under Frihedsraadet i Storkøbenhavns
Omraade
50
RUBICON 2012 (3)
Arkivnr. 35A – 135 vedr. Rødovrekompagniets forplejning på Henriksholms
Skole fra 5/5-45, Frihedsmuseet
Christensen, Torben(red.): Luthers skrifter i udvalg – Evangelium og samfundsliv(bind IV). Udgivet af Institut for Dansk Kirkehistorie. Forlaget G. E. C. Gad. København. 1964.
Eliaskirkens Menighedsblad, 1945, august og september (Bilag 6 og 7)
Forarbejde til bogen Som om Intet var Hændt af Erik Thpostrup Jacobsen, Rigsarkivet
Glenthøj, Jørgen og Langberg, Peter: Kirkelige dokumenter fra besættelsestiden
– officielle og uofficielle hyrdebreve, bekendelser og erklæringer fra den danske
kirke samt tillæg fra den norske kirke og tyske bekendelseskirke. Forlaget Borum. 1985.
Gravgaard, Anne-Mette, Kjær, Ulla og Christensen, Hanne(red.): Storbyens virkeliggjorte længsler – Kirkerne i København og på Frederiksberg 1860-1940.
Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring. Holstebro. 2001.
Indre Missions Tidende, 1869, s. 77ff
Kirkens Front, nr. 5, 12/12 1943
Kirkens Front, nr. 15, 1945
Kristeligt Dagblad, 11. maj 1945 (Bilag 1)
Kristeligt Dagblad, 17. maj 1945 (Bilag 2)
Kristeligt Dagblad, 29. maj 1945 (Bilag 3)
Politiken, 12. maj 1945 (Bilag 4)
Politiken, 28. maj 1945 (Bilag 5)
Reviderede Regnskaber for modstandsorganisationen Kirkens Front, Rigsarkivet
Rundskrivelse til landets præster af 25/2-44. Arkivalier vedrørende P.U.F.
Rundskrivelse til landets præster af 11/6-45. Arkivalier vedrørende P.U.F., Rigsarkivet
51
RUBICON 2012 (3)
Irans revolution
1977-79
Interaktion og transformation
Af Peter Seeberg
(Artiklen er en omarbejdet udgave af en artikel, der har været bragt i tidsskriftet
Kontur, november 2008)
Artiklen diskuterer, med udgangspunkt i bl.a. Theda Skocpols teorier
om revolutioner, karakteren af den iranske revolution i 1977-79. Aspekter af Skocpols teorier problematiseres ud fra en diskussion af det særlige ved den iranske revolution. Det er artiklens synspunkt, at revolutionen må opfattes som en kompleks og dynamisk proces, som rummede
en stor grad af egendynamik og uforudsigelighed, netop derved muliggjorde radikale brud og nykonstruktioner og fik uforudsete følger.
Since the people love the clergy, have faith in the clergy,
want to be guided by the clergy, it is right that the supreme
religious authority should oversee the work of the prime
minister or of the president of the republic, to make sure
that they don’t make mistakes or go against the Koran
(Ayatollah Khomeini, i interview med Ariana Fallaci, bragt i New York Times, 7.
oktober 1979)
Revolutions are not made, they come
(Skocpol 1994: 267)
Den amerikanske sociolog Theda Skocpol karakteriserer i sit klassiske
værk fra 1979 ”State and Social Revolutions” revolutioner som ”basic
transformations of a society’s state and class structures” (Skocpol 1979:
4). I værket forholder hun sig kritisk til teorier om revolutioner, der forudsætter bevidst handling foretaget af revolutionære, massebaserede
52
RUBICON 2012 (3)
sociale bevægelser, ligesom hun påpeger svagheden ved teorier om revolutioner som social protest mod (for)hastige moderniseringsprocesser.
Skocpol påpeger, at de nødvendige forudsætninger for at revolutionsprocesser kan lykkes, for det første er, at de ubemidlede masser har uafhængige organiseringer og ressourcer til rådighed for at gennemføre eller bidrage til en social omvæltning. For det andet, at den undertrykkende stat, som der gøres oprør imod, først må svækkes, før oprøret kan
lykkes – eller blot opstå. Hun bygger disse betragtninger på analyser af
den franske, den russiske og den kinesiske revolution. I sit værk fra 1994,
”Social Revolutions in the Modern World”, hvori hun bl.a. analyserer
den iranske revolution i 1977-79, argumenterer hun for, at revolutioner
ikke skal opfattes som rationelt begrundede, bevidst planlagte fænomener. Men samtidig gør hun opmærksom på, at revolutionen i Iran faktisk
kan forklares inden for rammerne af den teori om revolutioner, som hun
opstillede i sit tidligere værk (Skocpol 1994: 243).
Den iranske virkelighed havde i anden halvdel af 1970’erne udviklet sig
til en situation, der på mange måder var utålelig for brede dele af den
iranske befolkning. Derfor gjorde befolkningen oprør mod shahens
styre. Revolutionsprocessen kan betragtes i tre faser, hvor den første er
selve opgøret med det autokratiske regime. I den næste fase gennemspilles en magtkamp, der falder ud til fordel for den religiøse del af oprøret – ulama, de religiøse bevægelser og tilhørende sociale strukturer
osv. Magtkampen glider over i en tredje fase, som man kan benævne
den indre magtkamp – inden for den religiøse bevægelse. Den senere
islamiske republiks ubestridte leder, Ayatollah Khomeini, udnyttede en
enestående historisk mulighed til at samle al magt i hænderne på den
del af den religiøse ledelse, der stod bag hans egen person – og stod bag
hans politisk-ideologiske forestillinger, begreber og utopier.
Denne artikel indeholder på den baggrund en antagelse, der samtidig
rummer et forsøg på at tilføje nye elementer til diskussionen om den
53
RUBICON 2012 (3)
iranske revolutionsproces’ karakter og de eksisterende teorier herom.
Det antages i artiklen, at den teokratiske ledelse omkring Khomeini ikke
på forhånd havde besluttet sig for at søge at etablere en islamisk stat,
som efterfølgende blev gennemført. Snarere var udviklingen et resultat
af en magtkamp efter opgøret med shahen, som viste sig at rumme en
mulighed for at islamisterne kunne gribe magten og etablere en islamisk
republik. I forlængelse heraf peges der på, at revolutionens mål forandres under revolutionsprocessen. Forestillingen om hvad der kan blive
resultatet af den sociale transformationsproces udvikles og ændrer karakter under forløbet. Der er således tale om en kompleks og dynamisk
proces, som rummer en stor grad af egendynamik og uforudsigelighed
– og netop derved muliggøres radikale brud, nykonstruktioner mv. Det
er på dette felt, at artiklen forsøger at føje en ny dimension til Skocpols
analyse. Det gøres således gældende, at revolutionen fik følger, som ikke
var forudset: at målet for revolutionen så at sige blev udviklet i løbet af
processen.
Forskningen om den iranske revolution
Allerede kort tid efter revolutionen blev der udgivet en række analyser
af denne, f.eks. Fred Hallidays analyse fra året efter revolutionens afslutning (Halliday 1980). Det var formentlig det spektakulære forløb og en
meget omfattende mediedækning, og måske også det vilkår, at processen strakte sig over forholdsvis lang tid, der resulterede i, at revolutionen også i den akademiske forskning blev viet megen opmærksomhed.
Den komplekse udvikling gav anledning til en forskelligartet og vidtspændende mængde af publikationer: analyser af shahstyrets voksende
økonomiske vanskeligheder, makrosociologiske undersøgelser af de involverede befolkningsgrupper, religionsstudier vedrørende islam og
Khomeinis religiøse lederskab, politologiske analyser af mulige ændrede magtforhold i Golf-regionen osv.
54
RUBICON 2012 (3)
Et interessant element i diskussion er Michel Foucaults kommentarer til
revolutionen, som siden i sig selv er blevet gjort til genstand for diskussion (Halliday 1980; Miller 1990; Rezaei 2003). Foucault hævdede, på
baggrund af egne iagttagelser i Iran under revolutionen, og med henvisning til Marx’ kritiske kommentarer til religionsfænomenet, at den iranske revolution var et udtryk for ”the spirit of a world without spirit”.(Defert and Ewald 1999)1 Det var Foucaults opfattelse, at det, der fik
de iranske masser på gaderne, var en politisk motivation, der med baggrund i shiaislam og fællesskabet i religionen bekæmpede shahens korrupte styre. Det var således en form for moralsk opgør med den iranske
stats misregimente – og det var Foucaults påstand, at den muslimske
verden måske rummede et politisk interessant og vigtigt oprørspotentiale, som delvist var forsvundet i indifference og politisk apati i den vestlige verden.
Uanset at Foucault siden ændrede opfattelse af revolutionen efter det
teokratiske regimes nedkæmpelse af revolutionens ikke-religiøse støtter
og de øvrige politiske modstandere inden for den shiamuslimske bevægelse, modtog han megen kritik for sine positive kommentarer til oprøret i Iran. Kritikken gik på, at han forholdt sig alt for uproblematiserende
til de konservative og undertrykkende elementer i den religiøse del af
opgøret med shahstyret. (Rezaei 2003: 41) Som diskuteret af bl.a. Fuyuki
Kurasawa lå der formentlig også, gemt bag den tilsyneladende naive romantisering af den iranske revolution, en idé om at ville anvende begivenhederne i Iran til at kontrastere en problematisk tingenes tilstand i
Vesten (Kurasawa 1999).
1
Udsagnet af Foucault er her citeret fra Rezaei, A. (2003). "Last efforts of Iran's Reformists."
Middle East Report, Special Report(226): 40-46.
55
RUBICON 2012 (3)
Ud over den lidt specielle kontrovers vedrørende Foucault har en omfattende diskussion om karakteren af den iranske revolution kendetegnet forskningen vedrørende Iran efter 1979. Denne har især fokuseret på
de politisk-religiøse dimensioner: etableringen af Khomeinis regime,
herunder det politiske system og konceptet om velayat-e faqih (den religiøse jurists formynderskab).2 Desuden er der det seneste årti udarbejdet en lang række analyser af den politiske og sociale udvikling i præstestyrets snart 30-årige historie. Disse arbejder koncentrerer sig især om
følgende temaer. For det første om magtkampen mellem fraktionerne
inden for det religiøse lederskab. For det andet om særlige vilkår for bestemte befolkningsgrupper: kvinder, etniske mindretal osv. For det
tredje om udviklingen af det paradoksale ved regimet, kendetegnet ved
på den ene side et ekstremt centraliseret og repressivt system, der på den
anden side legitimeres ved en forholdsvis omfattende folkelig deltagelse
i form af parlamentsvalg, lokalvalg, medier og offentlig diskussion –
nogle gange omtalt som electoral authoritarianism (Schedler 2002: 46ff).
Forudsætningerne og revolutionsforløbet 1977-1979
Shahstyret gennemførte i 1960’erne og 1970’erne en række reformer med
det officielle formål at modernisere Irans økonomiske og sociale forhold.
For en umiddelbar betragtning blev mange af målene nået. De traditionelle indikatorer i form af BNP-vækstrater viste positiv udvikling og en
lang række industrielle projekter, udviklingsforsøg med det iranske
landbrug og moderniseringer af den mangelfulde infrastruktur syntes
også at bekræfte indtrykket af et regime, der havde succes med sit fore-
2
56
For en overskuelig opstilling af Irans politiske system, se appendiks i Pedersen, C. (2003).
Reform eller retræte. Status over reformbevægelsen i Iran. Et nyt Mellemøsten? L. E. Andersen and P. Seeberg. Odense, Syddansk Universitetsforlag. For en mere omfattende
gennemgang af det politiske systems opbygning og funktionsmåde, se Schirazi, A. (1998).
The Constitution of Iran. Politics and the State in the Islamic Republic. London, I.B. Tauris.
RUBICON 2012 (3)
havende, at omskabe Iran til en moderne stat i et tilbagestående Mellemøsten. Shahens vision var at skabe et iransk wirtschaftswunder i Mellemøsten – med Vest-Tyskland i 1960’erne som forbillede.
I 1963 iværksattes Den Hvide Revolution, der rummede en række forskellige initiativer med henblik på modernisering. I første omgang blev seks
reformområder vedtaget til gennemførelse, senere blev listen af reformområder, lanceret over den følgende 15-årige periode, udvidet til op
mod tyve forskellige elementer. Den Hvide Revolution var blevet indledt
med forsøget i 1962 på modernisering af et ineffektivt og konservativt
landbrugssystem med feudale træk. Reformernes økonomiske nødvendighed forekom ikke indlysende. Det var snarere et politisk begrundet
initiativ, som tog sigte på at lancere shahen som en initiativrig og dynamisk leder, og den mere end tvivlsomme succes for programmerne og
modstanden mod disse bidrog til shahens fald i slutningen af det følgende årti.
De første seks reformområder bestod af en landbrugsreform, nationalisering af Irans skovområder og marginaljorder, overskudsdeling for industriarbejdere, salg af statsejede fabrikker, stemmeret for kvinder og
etablering af alfabetiseringskorps.(Ansari 2003: 157) Landbrugsreformerne bestod i, at staten opkøbte jord fra godsejerne og solgte denne i
mindre lodder til bønderne for en pris, der lå under den pris, der var
betalt for jorden. Samtidig var det en del af ordningen, at bønderne fik
mulighed for at finansiere købet ved lån, som forrentedes over femogtyve år. Umiddelbart forekom dette at være en for bønderne favorabel
og progressiv ordning, men i praksis fungerede det ikke. Jordejerne fik
stor indflydelse på, hvilke jorder der blev fordelt og ordningen indebar
i praksis, at de selv i stor udstrækning beholdt de mest frugtbare arealer.
Derfor blev det blot en mindre del af bønderne, der faktisk blev selvejere
– i første omgang måske i omegnen af ti procent af bondebefolkningen.
Endvidere har det siden vist sig, at en stor del af de udbetalte lån ikke
57
RUBICON 2012 (3)
blev anvendt produktivt, ligesom det gav anledning til sociale problemer på landet, at en del af landarbejderne, der ikke havde mulighed for
at låne midler, blev arbejdsløse.
Landbrugsreformerne gav anledning til, at en del marginaljord blev opdyrket og pløjning og udnyttelse af denne jord efter ret kort tid fik økologiske følger. Samlet anslås det, at landbrugsproduktionen voksede
med 2-2,5 procent årligt, hvilket var langt fra de optimistiske ambitioner
– og mindre end befolkningstilvæksten (Keddie 2003: 148).
De øvrige reformer blev kun delvist gennemført, men i stor udstrækning
så det ikke desto mindre ud, som om den iranske moderniseringsproces
virkelig havde luft under vingerne. Væksten i den samlede produktion
i tiåret fra 1963-1973 lå på et højt niveau, men det var i meget høj grad
som et resultat af stigende oliepriser og udnyttelse af Irans betydelige
olieressourcer, at den økonomiske udvikling tegnede så lyst et billede –
så lyst at udenlandske medier omtalte Iran som Mellemøstens Japan og
talte om, at demokratisering ville følge i forlængelse af den økonomiske
transition.
Som et kuriøst udtryk for shahens selvopfattelse og i den officielle retorik et udtryk for en ambition om at stabilisere Pahlavi-dynastiet lod shahen sig krone i november 1967. Fejringen af de postulerede 2.500 år for
det persiske kejserrige i 1971 efterfulgte denne begivenhed og bidrog
utvivlsomt til at skabe yderligere modvilje i befolkningen, der følte sig
frastødt af det ødsle forbrug af landets ressourcer, som disse festligheder
indebar.
Shahens groteske forbrug af ressourcer med henblik på at iscenesætte
sig selv som arvtager til kongerne tilbage i det persiske riges storhedstid
kan ses som et sindbillede på et mere konkret problem i den iranske
samfundsmæssige virkelighed. Rentier-staten funderede sin udvikling
på en relativ rigelighed af økonomiske midler fra olieudvinding, som
58
RUBICON 2012 (3)
skabte et fravær af produktivitet i den offentlige sektor. I økonomien generelt førte den lette adgang til økonomiske ressourcer til inflation, som
blev et voksende problem for Irans økonomi – ikke mindst for de mange
dårligt stillede iranere, som oplevede en betydelig udhuling af deres forbrugsmuligheder. Et andet resultat af de rigelige (olie-)midler var et
vildtvoksende bureaukrati og en stor offentlig servicesektor, som brugte
løs af olieindtægterne, der i 1950 udgjorde 45 mio. $, i 1970 1,1 mia $ og
i 1976 20,5 mia. $. På trods af disse indtægter ramte den økonomiske
recession, der fra begyndelsen af 1970’erne slog igennem internationalt,
også Iran og gav anledning til økonomisk stagnation (Halliday 1996: 51).
Dette blev specielt i 1976-77 meget udtalt.
Det bidrog til fraværet af regimets legitimitet, at den økonomiske vækst
ikke i synderlig grad blev fordelt. En vækst i BNP pr indbygger fra 200
$ til 1.000 $ i perioden fra 1963 til slutningen af 1970’erne, der i det væsentlige kom de bedst stillede til gode, blev således en kilde til folkelig
utilfredshed. Dette blev forstærket af, at den gennemførte økonomiske
udviklingspolitik baseredes på udvikling af moderne, arbejdskraftbesparende teknologi, der havde importsubstitution som formål – næppe
en hensigtsmæssig strategi i et land med overskud af arbejdskraft og
mangel på købekraft. Shahens vidtløftige ambitioner om at Iran i økonomisk henseende skulle være en af verdens top-fem stater inden udgangen af det 20. århundrede, blev bygget op om nærmest fri adgang for
multinationale koncerner til uden skattemæssige eller andre begrænsninger at gøre hvad de ville, samtidig med at den iranske overklasse
også blev mødt med særdeles moderate krav til beskatning.
Udgifterne til den begrænsede sociale omfordeling, uddannelse og
sundhedsvæsen blev således også finansieret af olieindtægterne. Den
forhastede og ulige økonomiske udvikling blev en betydningsfuld baggrundsfaktor som forudsætning for revolutionen. Hertil kom omfattende korruption og nepotisme (Pollack 2004: 113). Højt op i det iranske
59
RUBICON 2012 (3)
politiske system blev der indgået returkommissionsaftaler med multinationale selskaber og våbenleverandører, sidstnævnte kompromitterede den iranske hær i betydelig grad uden at det dog fik nævneværdige
konsekvenser (Afkhami 1985: 84f).
Fra midten af 1970’erne voksede en opposition frem i det iranske samfund, som skulle komme til at få stor betydning for den iranske revolution. Det kom til en række udtryk for utilfredshed i befolkningen, som
havde udgangspunkt i særdeles forskellige fora. Den tilladte politiske
opposition formulerede sig i offentlige markeringer imod korruptionen
og den socialt ulige udvikling. En gruppe sagførere og dommere indledte en kampagne mod et dårligt fungerende retssystem, der bl.a. i stor
udstrækning benyttede sig af specialdomstole uden offentlig kontrol eller blot indseende. Sagførerne udstedte i oktober 1977 en protestskrivelse, et manifest, som 143 af dem underskrev, der bl.a. insisterede på
overholdelse af menneskerettigheder. Nogle umiddelbart ret uskyldige
poesi-arrangementer afholdt af et tysk-iransk kulturinstitut med tilknytning til det intellektuelle miljø på Teherans universitet begyndte at tiltrække store grupper af tilhørere og udviklede sig til demonstrationer
mod regimet (Keddie 2003: 216).
I første omgang forsøgte shahstyret at imødegå reaktionerne ved at foretage visse mindre politiske indrømmelser. Massiv kritik fra internationale menneskerettigheds- og humanitære organisationer, bl.a. Amnesty International og Den internationale Røde Kors-komité (IRC) blev
imødegået ved at militære domstole, der tog sig af politisk anklagede,
blev udstyret med ny lovgivning, som i nogen grad afbødede en horribel
retspraksis. Det blev tilladt IRC at inspicere tyve af de iranske fængsler
(Hiro 1985 (1987): 67, 217; Keddie 2003) og formentlig blev den udbredte
tortur reduceret – i sagens natur er omfanget af dette vanskeligt at dokumentere.
60
RUBICON 2012 (3)
Den egentlige revolutionsproces, indledt med befolkningens opgør med
shahstyret, tog sin begyndelse i 1977 og kom først og fremmest til at udtrykke shahens forsøg på at undertrykke den revolte, der syntes at være
under udvikling og forsøge at retablere sin magt i landet. Processen forløb i hvad der er muligt at identificere som faser, dvs. perioder i hvilke
oprøret havde markante højdepunkter eller særligt intensiv karakter, og
strakte sig over to år – fra februar 1977 til februar 1979 (Hiro 1985 (1987):
66f).
De første faser af revolutionen rummede som centrale elementer, at intellektuelle begyndte at formulere kritik af regimet – delvist muliggjort
af den paraply som etableredes af den internationale offentligheds interesse for menneskerettighedsforhold i Iran. Problemet for regimet forstærkedes bl.a. af, at shahens statsbesøg i Washington i november 1977
gav anledning til omfattende og voldsomme demonstrationer i USA,
som blev vist i fjernsynet i Iran og vakte stor opsigt. Dette forstærkede
kritikken af shahen internt i Iran – og bidrog til delegitimeringen af det
forhadte regime. Formentlig blev der indgået en uofficiel aftale mellem
Iran og USA, der som modydelse for billige og stabile olieleverancer stillede adgang til køb af avancerede våben, diplomatisk assistance og en
vis nedtoning af menneskerettighedsspørgsmålet i forholdet mellem
Iran og USA i udsigt.
Næsten alle fremstillinger af den iranske revolution peger på, at en provokerende artikel, der blev bragt i Teheran-avisen Ettela’at den 7. januar
1978, kan ses som en begivenhed, der fik stor betydning i henseende til
at optrappe konflikterne og dermed for revolutionsforløbet i Iran. Det
var (sandsynligvis) informationsminister Dariush Humayun, der stod
bag den usignerede artikel, som i meget voldsom grad blev opfattet som
en provokation af især den religiøse del af den iranske befolkning. I artiklen blev modsætningen mellem hvad artiklen fremstillede som det
progressive indhold af Den Hvide Revolution og hvad der af artiklen
blev fremstillet som ”den sorte reaktion” markeret – betegnelsen ”den
61
RUBICON 2012 (3)
sorte reaktion” spillede metaforisk på flere betydninger af konservatisme og yderliggående religiøsitet. Artiklen hed ”Iran and the Red and
Black Reactionaries” – med betegnelsen de røde reaktionære sigtedes
mod Tudeh, Irans kommunistiske parti, som blev anklaget for at ville
sælge landets ressourcer til udlandet, læs: det kommunistiske Sovjetunionen (Kamali 1998: 194).
Det afgørende provokerende element i artiklen var imidlertid, at den
desuden bragte en karakteristik af en ikke-navngiven person, som blev
omtalt særdeles nedsættende. Ingen kunne være i tvivl om at personen
var Ayatollah Khomeini og det hed bl.a. om ham, at han ikke var ordentlig muslim, at han var britisk spion, som havde skrevet erotisk sufi-poesi
og at han modtog udenlandske midler til at bekæmpe den iranske statsleder, shahen. Artiklen udløste protester og demonstrationer i Qom,
hvor præsteseminariernes studerende krævede rensning af Khomeinis
navn for anklagerne. Khomeini, der var i tvunget eksil i Irak, kaldte de
studerende ”helte, der står op mod hedenskabet” og pustede yderligere
til ilden ved at opfordre til at fortsætte demonstrationerne. Bevæbnet
politi slog ned på aktionerne og adskillige blev dræbt. De dræbte blev i
de efterfølgende uger, hvor demonstrationerne greb om sig, gjort til oprørets martyrer.
Shahstyrets forsøg på at modvirke den folkelige mobilisering ved bl.a. i
slutningen af januar 1978 at arrangere optog for at fejre 15-årsdagen for
Den Hvide Revolution blev, snarere end at vise shahens folkelige opbakning, til utroværdige manifestationer, der skulle vise sig at være de sidste udtryk for shahtilhængernes styrke. Fyrre dage efter demonstrationerne i Qom blev der arrangeret fredelige demonstrationer, hvor Irans
ayatollaher opfordrede de troende til at deltage i sørgehøjtideligheder
og mindes martyrerne fra Qom. Bazarer, virksomheder og læreanstalter
blev lukket og folk marcherede i gaderne og samledes i moskéerne i bøn
(Kamali 1998: 195).
62
RUBICON 2012 (3)
Nogle steder udartede demonstrationer til mere eksplicitte protestmarkeringer og for første gang hørtes militante udsagn som ”Død over shahen”. I Tabriz blev en ung demonstrant dræbt, hvilket yderligere ophidsede de forsamlede, der lod deres vrede gå ud over butikker, banker og
biografer, hvor vestlige film blev vist. Protesten rummede således politiske budskaber, men de religiøse undertoner var dominerende – ikke
mindst i kraft af den religiøse dominans i organisationsarbejdet bag optog, møder og forsamlinger i moskéer. Selvom det overvejende var fattige unge fra byernes opland, der førte an i aktionerne, havde protesten
klare religiøse dimensioner – islam blev formidler af oprøret mod shahen og hans magtapparat (Hiro 1985 (1987): 71, 226; Keddie 2003).
Det afgørende ved begivenhederne i vinteren 1978 var i forlængelse
heraf, at med disse aktioner mobiliseredes potentielt en betydningsfuld
organisationsmæssig faktor i det iranske samfund, nemlig moskéerne og
mullaherne i tilknytning hertil, en logistisk set kolossal organisation,
som formentlig omfattede i omegnen af 80.000 moskéer og 180.000 mullaher (Amjad 1989: 45). Og i videre forstand var det formentlig på dette
tidspunkt, at revolutionens muligheder gradvist blev klare for de religiøse ledere. Denne kombination af et omfattende netværk, der lod sig
inddrage eller måske snarere allerede bar en væsentlig del af bevægelsen mod shahen og en begyndende forudanelse om en fremtidig, islamisk samfundsmæssig orden, skulle på sigt blive afgørende for såvel
shahens som Irans fremtid.
På baggrund af religiøse traditioner blev der med 40 dages mellemrum
i de følgende måneder afholdt religiøst betonede arrangementer og demonstrationer og disse udviklede sig til markante folkelige manifestationer. En række konfrontationer blev resultatet og i flere byer resulterede
kampene i dræbte demonstranter. En ny tragedie påvirkede den voksende konflikt, da en brand i en biograf i august 1978, som kostede over
400 mennesker livet, af de rasende folkemasser blev knyttet sammen
63
RUBICON 2012 (3)
med Savak, det forhadte hemmelige politi. Regeringen hævdede omvendt, at ulykken skyldtes islamiske fanatikere, men det pustede kun til
ilden, idet beskyldningen mod muslimerne blev opfattet som en yderligere provokation. Afslutningen af Ramadanen faldt det år i begyndelsen
af september og det blev fejret med meget store optog, der markerede
protest mod shahen.
Den dramatiske situation kulminerede den 8. september, hvor en blodig
konfrontation udspillede sig på en af Teherans centrale pladser – og
hvor et ukendt antal mennesker, der formentlig løb op i flere tusinde,
mistede livet i denne tragiske kamp midt i hovedstaden. Begivenheden
blev døbt Sorte Fredag og blev symbolbærende betegnelse for efterfølgende aktioner. Samtidig indførte shahstyret undtagelsestilstand i landet (Hiro 1985 (1987): 77). I november 1978 var der flere generalstrejker
og nogle af de mest omfattende masseoptog i Iran nogensinde fandt sted
i december, hvor anslået to millioner mennesker gik i demonstrationer i
Teheran i forbindelse med den Ashura-højtidelighed, hvor man hvert år
mindes drabet på Imam Hussein, en af shiamuslimernes mest betydningsfulde religiøse skikkelser (Gheissari and Nasr 2006: 72).
Inden det kom så langt var demonstrationerne forvandlet til regelmæssige strejker, der lammede dele af produktionsapparatet og lagde læreanstalter og andre offentlige institutioner øde. Specielt var det et voksende problem, at olieindustrien også blev påvirket af strejkerne, ligesom den offentlige administration jævnligt ophørte med at fungere normalt. Hertil kom, at selv politiet og militæret mistede motivationen for
at slå ned på de omfattende folkelige manifestationer, som de i nogle
tilfælde selv endda blev en del af (Gheissari and Nasr 2006: 72). Shahens
forsøg på undertrykkelse af opstanden blev voldsommere, og samtidig
forsøgte han at reorganisere regering og administration – også dette slog
fejl. Et forsøg på at indføre censur blev på to af de berørte aviser mødt
med, at alle 4.000 ansatte udvandrede (Hiro 1985 (1987): 78).
64
RUBICON 2012 (3)
Et vigtigt og samtidig revolutionshistorisk interessant fænomen var, at
der opstod en ny, konkurrerende offentlighed, som for alvor fik vind i
sejlene i efteråret 1978. Denne blev dels båret af mullaherne, der bl.a.
distribuerede båndoptagelser af Khomeinis taler, men også andre former for formidling af revolutionens mangfoldige budskaber dukkede
op, flyveblade, pjecer, osv. Endvidere simpelthen i form af mundtligt
formidlede budskaber, der som en løbeild bredte sig i byernes befolkningsmylder. En af de nyheder, der skabte stor opstandelse, kom fra oprørsloyale ansatte i Nationalbanken, Bank Markazi, som oplyste at medlemmer af den iranske overklasse var begyndt at overføre enorme formuer til udenlandske banker – formentlig af frygt for at miste deres formuer i et kaosramt Iran.
Strejkerne tog til og et af befolkningens krav var, at Khomeini skulle
have lov at vende tilbage til Iran. Frem for at tillade dette lod shahen
ham imidlertid udvise af Irak. Khomeini forsøgte at komme til Kuwait,
men endte med at flyve til Paris, hvor han fik lov at opholde sig. Herfra
kunne han med stor effektivitet påvirke udviklingen i Iran, og samtidig
var det muligt i Paris i langt højere grad at markere over for den internationale offentlighed, at målet for Khomeini var at komme tilbage til
Iran og at vejen gik over shahens exit. Også udvisningen af Khomeini
fra Irak førte til omfattende demonstrationer, der denne gang lammede
det meste af den offentlige sektor.
De sidste måneder af 1978 eskalerede situationen yderligere. Et bizart
element, som bidrog til vreden mod shahen i dennes sidste dage i Teheran, var hans forsøg på at skaffe sig adgang til tre kongekroner, som han
ville tage med sig, når han forlod landet. Også dette mislykkedes, og den
16. januar 1979 forlod shahen Iran og rejste til Aswan i Egypten. To uger
senere landede Khomeini i Teheran – revolutionens første fase var forbi.
Forenklet udtrykt var der to grupper, der kunne have forsøgt at forhindre, at processen fik det forløb og resultat. Den første bestod af de politiske grupperinger, der tilbage i begyndelsen af 1950’erne tog magten,
65
RUBICON 2012 (3)
dvs. kredsen omkring Mossadegh, hvis regering i 1953 blev væltet ved
et kup, som shahen og CIA stod bag. Den anden instans, der kunne have
grebet ind, var hæren. De demokratiske partier, der bar det kortvarige
demokratiske eksperiment i 1950-53, kunne måske have indgået en alliance med shahen og siden have forhindret de udbredte protester ved at
foretage en form for politisk inddæmning. Alt for sent blev denne mulighed afprøvet og da på en halvhjertet måde – ved at udpege den liberale demokrat Shapur Bakhtiar til premierminister i januar 1979. Hans
regering holdt en måned (Gheissari and Nasr 2006: 73).
Det særlige ved den iranske revolution
Hæren spillede en interessant, påfaldende passiv rolle under hele forløbet, som siden er blevet diskuteret og analyseret i Iran-forskningen. Den
iranske hær var velorganiseret og manglede ikke våben. Der er næppe
noget logistisk argument for, at shahens ellers loyale og veluddannede
hær ikke skulle kunne intervenere og nedkæmpe en folkelig opstand,
også selvom denne antog betydelig størrelse. Når det ikke skete, skyldes
det en række indbyrdes forbundne årsager. Skocpol peger i sin analyse
af Irans revolution på hærens manglende indre sammenhængskraft og
solidaritet. Hun nævner en (ofte omtalt) historie om, at en af hærens ledende generaler og Savaks næstkommanderende overgav sig til Khomeini – endda nogle dage inden denne reelt var kommet til magten
(Skocpol 1994: 245).
Halliday peger desuden på intern splittelse og svag, korrupt ledelse, der
ikke, i fravær af beslutninger fra shahens side, af sig selv kunne tage initiativ til at gå i aktion mod demonstrationer, opstande og strejker (Halliday 1996: 55). Som Gheissari og Nasr påpeger, findes der andre, senere
eksempler på nedkæmpelse af endda relativt stærke islamiske bevægelser i Mellemøsten. Hafiz al-Assads nedkæmpelse af Det muslimske Broderskab i Syrien, der foregik ved en blodig nedslagtning i Hama i 1982,
er et eksempel. FLN’s suspendering og efterfølgende undertrykkelse af
66
RUBICON 2012 (3)
FIS i Algeriet i 1990’erne er et andet eksempel. Det skal naturligvis nævnes, at begge eksempler ikke umiddelbart kan sammenlignes med den
iranske virkelighed.
Hærens (fraværende) rolle i forbindelse med den iranske revolution er
en af de tre faktorer, som Skocpol omtaler i sin analyse fra 1994, som
ifølge hende selv afviger fra hvad hun hævdede i 1979 var ”standardelementer” i revolutionsforløb. Et af disse var et nødvendigt militært nederlag til en udenlandsk modstander, at kræfter udefra gav anledning
til modsætninger mellem den ledende klasses bestanddele eller til at underminere shahens regime. Disse fænomener gjorde sig ikke gældende
og man må således konstatere, som Skocpol gør, at en velbevæbnet
300.000 mand stor hær stort set ikke foretog sig noget som helst i perioden 1977-79, som kunne have forhindret regimets fald (Skocpol 1994:
242). Umiddelbart skulle man have forventet et militærkup eller at hæren indgik i de alliancedannelser, der foregår under samfundsmæssige
transformationsprocesser.
Den anden faktor er det vilkår, at revolutionen klart rummer træk af
hvad hun afskrev som revolutionsforklaring i sin analyse i 1979, nemlig
som reaktion på for hastige moderniseringsprocesser. Skocpol hævder i
1994, at dette element ganske givet var til stede og endda, at det havde
betydelig vægt. Den tredje faktor handler om massedeltagelse. I modsætning til de franske, russiske og kinesiske revolutioner var den iranske
revolution kendetegnet ved en massemobilisering, der gradvis blev
mere og mere markant og hen gennem forløbet fik reel betydning. Khomeinis magtovertagelse sent i forløbet kan forekomme kupagtigt, men
ikke de mange måneders erklærede modstand i form af optog, demonstrationer, strejker osv., der førte til shahens fald (Skocpol 1994: 242).
Shahens dage var på grund af hans kræftsygdom under alle omstændigheder talte. Men Pahlavi-styret kunne formentlig have overlevet, hvis
der i tide var blevet foretaget de nødvendige politiske manøvrer, støttet
af hæren, sikkerhedsstyrkerne og politiet, og bakket op af USA. Som det
67
RUBICON 2012 (3)
beskrives i de fleste fremstillinger, spillede de personlige forhold ganske
givet også en rolle. Shahen var som nævnt alvorligt syg af kræft og sygdommen såvel som en kraftig medicinering har uden tvivl været en
medvirkende årsag til regimets i perioder overraskende mangel på
handlekraft (Keddie 2003: 221). Som Fred Halliday udtrykker det i ”Islam and the Myth of Confrontation”:
If such speculation is permissible, one could argue that no monarch
could have saved the regime in the last few months of its existence, but
that an autocrat of a different stamp might have been able to prolong
its existence or take effective corrective measures early in 1978. Whatever the importance of this personal factor, it certainly seems to have
contributed to the unexpectedly rapid disintegration of the regime (Halliday 1996: 53).
Det er et vigtigt vilkår ved revolutionen, at der er en betydelig politisk
og social spredning hos de befolkningsgrupper, der deltog. Udviklingen
i kampen om statsmagten rummer et centralt element i form af en kamp
om alliancepartnere i landet, og tilsyneladende var det muligt at samle
kredse med vidt forskelligt ideologisk udgangspunkt om at bekæmpe
shahstyret. Dette på trods af, at der nogle gange var store uoverensstemmelser – f.eks. mellem yderliggående venstreorienterede og de religiøse
ledere. Sønnen af Ayatollah Mahmoud Taleqani, en af iransk shia-islam
og den iranske revolutions betydningsfulde skikkelser, Mojtaba Taleqani, skrev således til sin far, at ”for at organisere arbejderklassen må
vi afvise Islam, for religion afviser at anerkende den afgørende dynamiske kraft i historien, klassekampen” over fra engelsk, PS; (Keddie 2003:
221). Denne renlivet marxistiske betragtning demonstrerer spændvidden i den iranske opposition, hvor det ifølge Keddie var sådan, at marxismen var en faktor af en vis betydning. Den iranske Mojahedin-bevægelse var en del af en sammensat iransk undergrundsbevægelse, som
illegalt bekæmpede shahens styre og gennem voldelige aktioner forsøgte at demonstrere eller ”afsløre” den repressive karakter af shahens
regime. Nogle ledere af Mojahedin-bevægelsen begyndte at studere
68
RUBICON 2012 (3)
marxisme i midten af 1970’erne og på et tidspunkt besluttedes det at erklære organisationen marxistisk-leninistisk.
Det iranske Tudeh-parti (kommunistpartiet) blev etableret før 2. Verdenskrig og bestod af intellektuelle fra middelklassen. Det var i
1940’erne repræsenteret i parlamentet, men blev forbudt i 1948, anklaget
for meddelagtighed i et attentatforsøg mod shahen. Tudeh-partiet blev
politisk marginaliseret – også i 1950’ernes korte demokratiforsøg under
Mossadegh, hvor olien blev nationaliseret. Tudeh-partiet havde ikke nogen nævneværdig folkelig opbakning, hvilket bl.a. skyldtes dets USSRorientering og ikke-religiøse profil. Ikke desto mindre kom opgøret med
shahen også til at repræsentere en chance for kommunisterne. De kunne
udnytte deres organisation og deres mulighed for at agitere i partiets
avis og kom til at spille en ikke-uvæsentlig rolle i den politiske magtkamp. På den iranske venstrefløj befandt sig foruden kommunisterne en
række mindre venstrefløjsgrupper. Også disse kom til at udgøre elementer i bevægelsen mod styret, primært med det politiske mål at kæmpe
for deres egne politiske rettigheder, retten til at ytre sig og etablere (legale) organisationer – eller liberalisering af det autoritære politiske system, shahens diktatur. Det er tvivlsomt, om det er meningsfuldt at tale
om egentlige alliancer mellem f.eks. kommunister og Khomeini-tilhængere, men det hører med til historien, at Khomeini på et tidspunkt meddelte fra eksilet i Paris, at også kommunister i et politisk system efter
shahens fald skal have lejlighed til at udtrykke sig frit (Kamali 1998: 210).
To traditionelle grupperinger i det iranske samfund, bazari’erne og
ulama, præsterne, kom til at udgøre en effektiv og betydningsfuld alliance. Denne var netop blevet udfordret af shahens moderniseringsprogrammer, der også direkte var tænkt som et forsøg på at stække de to
gruppers magt. Gennem omfattende forsøg på at sekularisere uddannelsessystemet, regering og administration og hele det offentlige liv, forsøgtes det at sætte gang i en udvikling, der på sigt skulle overflødiggøre
basarerne og forvandle præsternes rolle til alene at omfatte en religiøs
69
RUBICON 2012 (3)
funktion. De to gruppers interesse var derfor delvist sammenfaldende,
om end de politiske mål i første omgang var forskellige. For bazari’erne
handlede det om at få ændret nogle økonomiske regler, der begrænsede
deres udfoldelsesmuligheder, mens det for præsterne drejede sig om at
begrænse statens sekulariseringsbestræbelser. Men midlerne til at opnå
disse mål var identiske – at få shahstyret fjernet fra magten.
Kamali hævder, at ”[o]ne of the most extraordinary events during Iran’s
revolutionary movement was the entrance of a radical mass , the ’dispossessed’, who came to support the religious leadership of the movement” (Kamali 1998: 226). Det er i den forbindelse et væsentligt vilkår,
at dette ikke var forudset af nogen instans, parti eller bevægelse – og at
det dermed formentligt overraskede alle, der tog del i revolutionsprocessen. Som Kamali videre gør opmærksom på, er de ubemidledes rolle
blevet gjort til genstand for to parallelle diskussioner inden for forskningen om Iran og revolutionen i 1977-1979 – dels en empirisk/analytisk,
dels en teoretisk diskussion.
Revolution og transformation
Det er således blevet diskuteret på det empirisk/analytiske niveau, hvordan det kan forklares, at dette fænomen faktisk gjorde sig gældende,
herunder er det også, om end af få forskere, blevet problematiseret, om
de ubemidlede rent faktisk deltog i stort tal i de revolutionære konfrontationer. Det forekommer overvejende sandsynligt, som antydet af både
Kamali og Halliday, at de endda deltog i meget betydeligt omfang og
det er derfor vigtigt at overveje årsagerne til dette. Forklaringerne herpå
knytter sig især til visse gruppers evne til at mobilisere de ubemidlede,
der for manges vedkommende var fattige bønder og/eller landarbejdere,
der var kommet til byerne for at søge lykken der, men var havnet i et
socialt morads på kanten af de iranske storbyer. Som det udtrykkes af
Halliday:
70
RUBICON 2012 (3)
The social forces that responded to the movement varied. In the first
clashes of 1978 the main components were theology students and bazaar merchants, but these groups, far more in touch with the population
than the secular parties, were able to call on the urban poor who became the foot-soldiers of the major demonstrations in the latter part of
the year (Halliday 1996: 56).
De fattige interne migranter kom til at udgøre fodfolket i en revolution,
der mobiliserede brede dele af befolkningen. Som Halliday hævder, har
det været gjort gældende, at den iranske revolution enten var en islamisk revolution gennemført af en bredt sammensat befolkningsmasse
eller at der var tale om en ”proletarisk” opstand, som efterfølgende blev
forrådt og knust af en islamisk, kontrarevolutionær gruppering. Hallidays pointe er, at revolutionen var begge dele.
Dertil kommer den teoretiske problemstilling. Misagh Parsa diskuterer
spørgsmålet om de fattige interne migranter, arbejdsløse mv. og hævder,
at disse ikke spillede en central rolle, simpelthen fordi de kun vanskeligt
er i stand til at udføre en sådan funktion:
The theoretical problem with this analysis is that uprooted individuals
rarely possess the necessary ressources, solidarities, and organizations
for mobilization and collective action. The very experience of being uprooted is likely to reduce their capacity for collective action by dissolving preexisting solidarity structures (Parsa 1989: 267).
Efter Kamalis opfattelse er dette en alt for forenklet og deterministisk
opfattelse af de ubemidledes mulige rolle i sociale revolutioner. Allerede
dette at benævne dem ”uprooted” signalerer et problem – det er ikke
sådan, hævder Kamali, at de lever i et tomrum: ”The urban migrants
who left their traditional social context and moved to the cities did not
exist in a vacuum and outside of all social contexts”(Kamali 1998: 267).
Kamali påpeger denne pointe og lægger derved afstand til funktionalistiske eller deterministiske forklaringer på de sociale alliancer, der fandt
sted under revolutionsforløbet. Kamali nærmer sig dermed en generativ
strukturalisme, der lægger afstand til forudbestemthed. En eksponent
71
RUBICON 2012 (3)
for et sådant synspunkt er Pierre Bourdieu, der peger på muligheden for
sådanne komplekse relationer:
…the social space is a multidimensional space, an open set of relatively
autonomous fields, fields which are more or less strongly and directly
subordinate, in their functioning and their transformations […] Within
each of the sub-spaces, those who occupy dominant positions and those
who occupy dominated positions are constantly involved in struggles of
different kinds (without necesarily constituting themselves thereby as
antagonistic groups) (Bourdieu 1993: 245).
De ubemidlede iranere i storbyerne blev så at sige skabt af den iranske
moderniseringsproces og havde en klar interesse i at kæmpe mod det
regime, der havde påført dem problemerne. De agerede i et socialt rum,
hvor andre grupperinger så fordele i at inddrage dem i deres egen kamp
for at eliminere den modstander, der også var deres, nemlig shahen og
hans autoritære styre. Disse andre grupperinger var dels bazarierne,
dels mullaherne. Det lykkedes sidstnævnte at motivere de ubemidlede
unge for at foretage aktioner, der klart havde en religiøs karakter og var
vendt mod udtryk for det sekulære og vestligt orienterede samfund,
som shahen var eksponent for.
The key role of such rootless young males was first seen in the important
Tabriz riot of February 1978, which began in commemoration of those
killed in Qom in January but soon turned into a strong protest against
the shah […] A riot developed, led by youths, who attacked the banks,
the headquarters of the shah’s Rastakhiz party, cinemas, and liquor
stores (Keddie 2003: 228-229).
Den shia-muslimske bevægelse, mullaherne, moskéerne, madrasaerne,
de ledende ayatollaher søgte at udnyttede deres organisatoriske styrke
og mange kommunikationskanaler til at nå igennem til de unge aktive
demonstranter. Der blev organiseret folkekøkkener og billige tøj- og
madudsalg, i mange tilfælde i tilknytning til moskéerne. Desuden etableredes lånemuligheder og gratis omdeling af brændsel, alt med henblik
på at præsentere et humant alternativ til shahens styre – et alternativ
72
RUBICON 2012 (3)
med et islamisk ansigt. Det er formentlig også sådan, at de unge ubemidlede, der i mange tilfælde var kommet til byerne kort tid forinden,
ikke følte sig tiltrukket af retorikken i de ikke-religiøse partier eller de
intellektuelle i de venstreorienterede partier, herunder kommunisterne
(Amjad 1989: 109). Derimod følte de sig tiltrukket af det sociale miljø
omkring moskéerne og madrasa’erne, og fandt dermed en allieret i kampen mod shahen, som de umiddelbart havde en fordel af at alliere sig
med. Den islamiske bevægelse fik på side en loyal forkæmper for et islamisk Iran.
Den iranske revolution var også en politisk magtkamp. Som vist ovenfor
var der tale om en proces, der gradvist synes at udvikle sig og pege på
en reel mulighed for at vælte shahens regime. Men der er ikke på noget
tidspunkt en fælles vision om et endemål, som minder om det styre, som
bliver resultatet. I første omgang handler det om politisk pragmatik i en
situation, der udviklede sig kaotisk og åbnede for nye politiske muligheder, hvor bevægelser med vidt forskellige ideologiske og religiøse orienteringer kunne enes om at forenes – eller i det mindste nyttiggøre hinandens potentialer med henblik på at isolere shahen politisk. Der var
derfor også et pragmatisk eller taktisk element i udviklingen, og måske
også et ideologisk-religiøst element, som det antydes af Daniel Brumberg:
The new intellectual vanguard of the new middle class viewed Shi’ism
as a potent tool with which to rationally defend their political, social,
and ideal interests. In contrast, the lower-middle elements who migrated from the villages to the cities embraced messianic Shi’ism as a
transrational, charismatic solution to mass alienation. Hence we are
dealing with two different forms of rationality, not religion itself […]
Khomeini’s good fortune was that his eclectic vision of Islamic government articulated both revolutions, but without ceding the symbolic terrain to the middle-class intelligentsia and its intellectual vanguard
(Brumberg 2001: 89).
73
RUBICON 2012 (3)
Brumbergs karakteristik af udviklingen gælder især for den sidste del af
den egentlige revolutionsproces, hvor det er lykkedes for de islamiske
kræfter at skaffe sig en klangbund hos de forarmede unge, der lader sig
mobilisere som modydelse for at modtage hjælp, som beskrevet ovenfor.
Udviklingen handler fra nu af om at erobre magten efter at opgøret med
shahen har fundet sted, og det er, i betragtning af det meget omfattende
organisatoriske apparat, som står til de religiøse kræfters rådighed, en
kamp, som i realiteten forholdsvis let lader sig vinde. I forlængelse heraf
kommer det til en indre magtkamp i den religiøse bevægelse, hvor Khomeini samler sine tilhængere omkring sig og herefter udbreder sin magt
til at gælde for så store dele af bevægelsen som muligt.
Det første opgør er en politisk-ideologisk magtkamp, hvor de ikke-religiøse kræfter gradvist udmanøvreres. Den 1. februar 1979 lander Khomeini i triumf i Teheran lufthavn. Kort tid herefter indsætter han – som
et udtryk for en dobbeltmagt som det også i andre sammenhænge er set
i forbindelse med sociale omvæltninger – Mehdi Bazarghan, ikke-religiøs veteran i iransk politik, som ministerpræsident. Det er formålet hermed, at denne skulle kunne sikre opbakning fra de ikke-religiøse kræfter
og mange af de intellektuelle. Parallelt hermed foregår der en opbygning
af et magtcentrum ved siden af regeringen, i det islamiske revolutionsråd. I den første periode efter magtovertagelsen var der tilsyneladende
udstrakt enighed eller i det mindste ikke direkte modsætninger mellem
de religiøse ledere, regeringssystemet og de venstreorienterede grupperinger.
I slutningen af marts blev der afholdt folkeafstemning for eller imod den
islamiske republik med et overvældende flertal for. Den Islamiske Republik Iran blev udråbt 1. april 1979. Herefter var revolutionsrådets
magt slået fast og enhver opposition ikke længere var en reel mulighed.
Kampen om den politiske magt i Iran var som sådan afsluttet. Gradvist
udvikledes modsætninger mellem de Khomeini-loyale og andre dele af
det iranske samfund. Etniske mindretal, der have haft forhåbninger til
74
RUBICON 2012 (3)
mulige ny livsbetingelser, eventuelt grader af autonomi, blev mødt med
en hård nationalistisk linje, der ikke levnede plads til politiske reformer
på det felt. De venstreorienterede grupper blev forfulgt, og mange politiske modstandere af det nye regime blev fængslet. Den Islamiske Republik Iran blev på det politiske niveau forsynet med en politisk ledelse
omkring den religiøse og politiske leder, wali faqih, Ayatollah Khomeini.
Hans forestilling om det politiske system støttedes af den stærke politisk-religiøse inderkreds, der med opbakning af meget omfattende befolkningsgrupper, havde let ved at udmanøvrere indre modstandere i
den religiøse bevægelse. Befolkningen, hildet i euforien efter shahens
fald, så ikke umiddelbart, hvor den politiske udvikling var på vej hen,
nemlig mod et klerikalt diktatur, der i henseende til repression og intolerance skulle vise sig ikke at lade shahens regime noget tilbage.
Skocpol diskuterer under indtryk af udviklingen i Iran sin teori om revolutioner, idet hun anerkender, at hvad der foregik fra opgøret med
shahen satte ind i 1977 og til etableringen af den islamiske republik 1.
april 1979, snarere end at være ”basic transformations of a society’s state
and class structures”, var en kompleks og dynamisk proces, som rummede en stor grad af egendynamik, der netop derved muliggjorde radikale brud, nykonstruktioner mv. Khomeinis forestilling om velayat e-faqih var næppe på noget tidspunkt et ideologisk fixpunkt for andet end
en lille elite omkring Khomeinis person. Og dertil kommer, at revolutionen fik uforudsete følger: at målet for revolutionen så at sige blev udviklet i løbet af processen.
Når det kunne lade sig gøre at gennemføre en revolution med det klerikale diktatur som resultat skyldtes det den dialektiske og kreative interaktion mellem de involverede grupperinger, som faktisk fandt sted i de
to år, hvor revolutionen blev gennemført. Kamali påpeger, at ”[t]he target of revolution is developed and reconstructed during the revolutionary proces” (Kamali 1998: 263). Revolutionen er således ikke et kollektivt
75
RUBICON 2012 (3)
valg, eller et led i en rational udvælgelse mellem kendte alternativer. Revolutionen er derimod en proces eller udvikling, hvor forskellige grupperinger i det iranske samfund kæmper om magten og på grund af sin
dybde og omfang tvinger store dele af den iranske befolkning til at tage
del i udviklingen. Revolutionen udvikler sig til en proces, hvor den karismatiske leder, Khomeini, etablerer sit hegemoni, men end ikke han
forestiller sig, fra eksilet i Irak og senere Paris, muligheden for den fuldstændige teokratiske transformation, der finder sted, eller hvordan diktaturet vil itale- og iscenesætte sig selv, efter at magten definitivt er kommet i præsteskabets hænder. Og den 1. april 1979 bekræftes det klerikale
diktatur af en befolkning, der næppe har en realistisk forestilling om,
hvad de stemmer ja til.
Litteratur
Afkhami, G. R. (1985). The Iranian Revolution: Thanatos on a National Scale.
Washington DC, The Middle East Institute.
Amjad, M. (1989). Iran. From Royal Dictatorship to Theocracy. New York, Greenwood Press.
Ansari, A. M. (2003). Modern Iran since 1921. The Pahlavis and after. London,
Longman.
Bourdieu, P. (1993). Language and Symbolic Power. Cambridge, Polity Press.
Brumberg, D. (2001). Reinventing Khomeini. The Struggle for Reform in Iran.
Chicago; London, The University of Chicago Press.
Defert, D. and F. Ewald (1999). Michel Foucault. Dits et ecrits. Paris, Gallimard.
Gheissari, A. and V. Nasr (2006). Democracy in Iran. History and the Quest for
Liberty. Oxford; New York, Oxford University Press.
Halliday, F. (1980). "Testimonies of Revolution." MERIP Reports(No. 87): 27-29.
Halliday, F. (1996). Islam and the Myth of Confrontation. Religion and Politics in
the Middle East. London, I.B. Tauris.
Hiro, D. (1985 (1987)). Iran under the Ayatollahs. London; New York, Routledge
and Kegan Paul.
Kamali, M. (1998). Revolutionary Iran. Civil Society and State in the Modernization Process. Aldershot, Ashgate.
76
RUBICON 2012 (3)
Keddie, N. R. (2003). Modern Iran. Roots and Results of Revolution. New Haven,
Yale University Press.
Kurasawa, F. (1999). "The Exotic Effect: Foucault and the Question of Cultural
Alterity." European Journal of Social Theory 2(2): 147-165.
Miller, J. (1990). "Carnivals of Atrocity. Foucault, Nietsche, Cruelty." Political
Theory 18(3): 470-491.
Parsa, M. (1989). Social Origin of the Iranian Revolution. New Brunswick, Rutgers University Press.
Pedersen, C. (2003). Reform eller retræte. Status over reformbevægelsen i Iran.
Et nyt Mellemøsten? L. E. Andersen and P. Seeberg. Odense, Syddansk Universitetsforlag.
Pollack, K. M. (2004). The Persian Puzzle. The Conflict Between Iran and America. New York, Random House.
Rezaei, A. (2003). "Last efforts of Iran's Reformists." Middle East Report, Special
Report(226): 40-46.
Schedler, A. (2002). "Elections without democracy. The Menu of Manipulation."
Journal of Democracy 13(2): 36-50.
Schirazi, A. (1998). The Constitution of Iran. Politics and the State in the Islamic
Republic. London, I.B. Tauris.
Skocpol, T. (1979). State and Social Revolutions. New York, Cambridge University Press.
Skocpol, T. (1994). Social Revolutions in the Modern World. Cambridge, Cambridge University Press.
77
RUBICON 2012 (3)
Demokrati – Fra
skældsord til
slagord
Demokratibegrebet i dansk politisk historie
Anmeldelse af Jeppe Nevers: Fra skældsord til slagord - Demokratibegrebet i dansk politisk historie. Syddansk Universitetsforlag,
2011.
Af stud. mag. Natascha Skovgaard Kampp Andersen
”Demokrati er formentlig det mest fundamentale begreb i nutidens politiske debat. Det er i hvert fald det eneste, man som politiker ikke må
være imod. Det har ingen modstandere her til lands. Vi hører nemlig
ofte, at det har modstandere ude i den store verden, så ligesom vi tidligere kæmpede for fædrelandet, går vi nu om stunder i krig for demokratiet”
Demokrati – kært barn har i dag mange navne: folkestyre, folkevælde eller
folkeligt selvstyre. Det er nogle af de betydninger, man kan finde af begrebet demokrati, hvis man slår det op i leksikoner eller ordbøger i dag. Omvendt blev ordet demokrati for knap 200 år siden ikke sammenlignet med
folkestyre, folkevælde eller folkeligt selvstyre. Demokratibegrebet var i datiden yderst kontroversielt og noget man forsøgte at værne sig i mod og
derfor ikke kæmpe for, som de fleste gør i dag.
Men hvad ved vi egentligt om demokratibegrebet i nyere dansk historie?
Overraskende lidt, mener Jeppe Nevers. Hvor der findes en detaljeret forskning i de demokratiske institutioners historie, er vores viden om begrebets
78
RUBICON 2012 (3)
historie mere begrænset. Indtil år 1901 var demokrati et fremmedord og
blev kun brugt af lærde og dannede, ofte synonymt med ’pøbelvælde’ (s.
21). Nevers’ bog Fra skældsord til slagord er en historisk undersøgelse af
demokratibegrebets udvikling i den danske politiske debat fra oplysningstiden og frem til midten af det 20. århundrede. Som Nevers flere gange gør
opmærksom på, er demokrati et begreb, hvis mangfoldighed er enorm. Det
har tilsyneladende uendeligt mange betydninger. I epilogen skriver Nevers,
at to politologer i starten af det 21. århundrede forsøgte at tælle forskellige
demokratidefinitioner i den politiske litteratur og de stoppede først ved
550 definitioner.
Nevers’ undersøgelse af demokratibegrebet er derfor et tiltrængt biddrag
til diskussionen af, hvad vi i dag forstår ved ordet demokrati. Fra skældsord
til slagord er ikke næret af en politisk dagsorden eller en bestemt demokratiopfattelse. Nevers skriver, at demokratibegrebet med andre ord ikke skal
bestemmes, men derimod lukkes op og historiseres (s. 10).
Undersøgelsen af begrebets historie foregår på forskellige niveauer og falder i to dele i bogen. Første del er en helt overordnet undersøgelse af begrebets historie, idet demokratibegrebet er et af de ældste politiske begreber i det politiske sprog, og Nevers går helt tilbage til antikkens Grækenland med udviklingen af det direkte demokrati i Athen fra ca. år 500 f.v.t.
Han følger demokratibegrebets udvikling gennem middelalderen, den europæiske oplysningstid og frem til den franske revolution i slutningen af
1700-tallet og sprogbrugen i enevældens Danmark. Historikere diskuterer
stadig, hvordan den franske revolution skal fremstilles i historien, men én
ting, man ikke kan diskutere, er, hvilken afgørende betydning revolutionen
fik, først for den politiske udvikling i Europa og siden i hele verden. Nevers
ligger vægt på, at i de få år revolutionen varede udvikledes de fleste af de
ideer, som nu former den moderne historie: Demokratiet, menneskerettighederne, liberalismen, socialismen, konservatismen og nationalismen
79
RUBICON 2012 (3)
(s. 67). Revolutionen markerede en begyndende overgang fra aristokratiets til demokratiets epoke. Erfaringerne fra den franske revolution kaster
lange skygger i demokratibegrebets historie.
Anden del af undersøgelsen undersøger demokratibegrebet i dansk politik
fra grundloven af 1849 og frem til 2. Verdenskrig med fokus på, hvordan
politiske aktører i nyere dansk historie har brugt ordet demokrati eller en
bøjning deraf. Demokratibegrebet var stadig yderst kontroversielt, og for
det veluddannede borgerskab var demokrati stadig synonym for pøbelvælde.
I dansk politisk idéhistorie fra de første stænderforsamlinger og frem til
grundlovens vedtagelse i 1849, har historikere først og fremmest interesseret sig for det liberale borgerskab, som på forskellige planer og med forskellige forventninger arbejdede for en fri forfatning og derfor afskaffelsen
af det enevældige monarki (s. 98). Deres vision var et konstitutionelt monarki. Nevers undersøger især sprogbrugen hos de sene liberale: Lehmann
og Monrad. I den liberale agitation var det Folket og ikke Demokratiet, som
var det centrale slagord. Kongens magt skulle deles med Folket, men folket
i deres forståelse var de oplyste, dannede og lærde – ikke folkemassen. Lehmann erklærede sig fra tid til anden som Demokrat, men han talte aldrig
om at skabe et Demokrati (s. 101).
Man skal lede længe efter en positiv brug af demokratibegrebet, men fra
slutningen af 1840’erne begyndte det at præge den politiske debat, hvor
demokratibegrebet blev knyttet sammen med valgretsspørgsmålet.
Den danske grundlov blev i 1849 skruet sådan sammen, at den faktisk blev
et værn mod for meget demokrati. Grundloven af 1849 nævner ikke et ord
om demokrati, partier eller folkestyre. I denne forbindelse bruger Nevers
N.F.S. Grundtvig, som hverken stemte for eller imod Grundloven. Han mener, at: ”Grundvigs opfattelse af udviklingen er tidstypisk, idet han kontinuerligt sondrede skarpt mellem folkets ret til at herske og så den i hans
80
RUBICON 2012 (3)
øjne vulgære tanke, at folkets interesser var lig med flertallets interesser…
demokrati for Grundtvig var det samme som en altødelæggende lighedstrang; det vidner også om, at demokratibegrebet endnu på dette tidspunkt
blev knyttet til den franske revolution” (s. 87).
Nevers fører læseren sikkert gennem demokratibegrebets udvikling i
dansk politisk historie med stor faglighed og et velbegrundet kildemæssigt
grundlag. Bogen slutter ved indgangen til 2. verdenskrig. Nevers skriver i
sin epilog: ”Det var anden verdenskrig, som forandrede denne situation.
Med fascismens fald udtørrede i vort hjørne af verden en af de vigtigste kilder til mellemkrigstidens parlamentarisme- og demokratikritik, nemlig det
autoritære samfundssyn, og en positiv indstilling til demokrati blev nu helt
uomgængeligt for enhver, som ville bevæge sig i det offentlige rum. Som
Henning Fonsmark har formuleret det i Historien om den danske utopi: ”Den
5. maj 1945 var danskerne sikre på, at man var tilhænger af demokratiet.
Det var det system, der havde sejret og bragt en ende på krigen og på tysk
besættelse af landet. Skulle der være nogen, der havde en anden mening,
var de enten parat til at holde kæft – eller de var på vej til at blive sat fast””
(s. 199).
Bogens titel Fra skældsord til slagord opsummerer i én sætning hele Nevers’
begrebshistoriske undersøgelse af demokratibegrebet. For knap 200 år siden var ordet demokrati forbundet med pøbelvælde, og demokrater blev
regnet for urostiftere. I dag er demokrati et hurraord og indlysende positivt, og noget nationer går i krig for, ligesom de tidligere gik i krig for fædrelandet. Demokrati er blevet det nye ord for det gamle fædreland.
Fra skældsord til slagord er en redigeret udgave af Nevers’ ph.d.-afhandling,
som blev indleveret og forsvaret ved Syddansk Universitet i foråret 2008.
Det er en undersøgelse af demokratibegrebet og ikke af de lange linjer i
dansk politisk historie. Jeg vil anbefale, at man på forhånd har lidt kendskab
til dansk og europæisk demokratihistorie, før man læser Nevers’ bog, men
den henvender sig mod det bredde publikum med interesse for samfundet,
81
RUBICON 2012 (3)
om man er historiestuderende eller historisk, politisk, eller samfundsinteresseret.
Bogen har en overskuelig og passende længde. Nevers skriver på et sprog,
som fænger læseren fra start til slut på trods af de mange årstal, begivenheder og personer man bliver præsenteret for i undersøgelsen. Hans bog
er både spændende og oplysende, hvilket kun gør fornøjelsen ved læsningen endnu større. Samlet set fremstår bogen som et vellykket forsøg på at
skrive begrebshistorie.
82