Kyndelmisse, 2. feb. 2014

Kyndelmisse 2014
Præludium: ”Sneflokke kommer vrimlende”, Jeppe Aakjær 1916
Ord til indledning: ”Så kom Kjørmes Knud” – det betyder: så kom
kyndelmisse-knude. Så kom vinterens knude- eller vendepunkt.
Om vinteren topper i dag, vides ikke. Noget kunne tyde på det:
for få dage siden kom sneflokke vrimlende og kulden gik gennem
marv og ben. Nu tør det og vinden bider lidt mindre.
Det er stadig koldt, der ligger stadigvæk sne, OG det er
buldrende mørkt. Vi har sådan brug for lys – for at holde ud indtil
foråret kommer. Derfor giver det god mening at fejre
Kyndelmisse. Kyndelmisse betyder ”lys-messe”. Førhen blev
dagen fejret med lysprocessioner, hvor man indviede alle de lys,
som blev brugt i kirken i løbet af året. Lysene blev velsignet for at
man - hver gang man tændte et lys - skulle lovprise Gud, der har
skabt alt lys og liv, og som sendte sin Søn til her jorden som
”Verdens lys”.
I aften hører vi om dig som barnet,
der varsomt løftes af Simeons gamle hænder,
og lyser ind i hans matte øjne.
Fred bæres frem i mørket.
Læg dig nu i vores favn.
Giv os stærke og varsomme hænder. Amen!
Salme: 557, Her vil ties, her vil bies
Læsning: GT Sl. 27, 1
Digt: ”Himlens hvide stilhed falder”, Lars Busk Sørensen:
Himlens hvide
stilhed falder
på hver gren i nat.
Alting urørt,
som da jorden
blev os overladt.
Lys-gudstjenesten handler om langt mere end hyggelige
stearinlys og solens livgivende stråler. Den handler om livets lys.
Vi kan se det på Rembrandt billede på forsiden af salmearket:
Lyslevende ligger Guds kærlighed og stråler i armene på den
gamle Simeon. Den får hans blegnede kinder til at gløde og hans
matte blik til at tindre. Et lys for os alle sammen!
Nattehimlen
mod min pande
som en kølig hånd,
som et kærtegn
midt i larmen
af Guds Helligånd.
Bøn: Kristus. Verdens lys.
Du er længe ventet.
Tak, fordi du vil bo hos os og oplyse mørket.
Over stille
Tage synker
Fnug for fnug Guds fred
fra det fjerne
ind mod jordens
alt for smukke sted.
Sådan stille
ubemærket
kom Guds Søn en nat,
ham der fandt os
midt i angstens
vinter efterladt.
Ham, der ramt
af vores kulde
på sit kors har lidt,
til Guds nåde ganske stille
gjorde sort til hvidt.
Alting urørt
jorden lyser
af sin skabers Ånd.
Himlens hvide
nåde falder
i min åbne hånd.
Sang: Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.
Det er tyst herude,
kun med sagte pik på rude
melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger,
finken kun på kvisten gynger,
ser sig om og hvipper lidt.
Det er koldt herude,
ravne skrige, ugler tude,
søge føde, søge læ.
Kragen spanker om med skaden
højt på rygningen af laden,
skeler til det tamme kræ.
Hanen sig opsvinger
på en snemand, sine vinger
klaskende han sammenslår.
Krummer halsen stolt og galer hvad monstro han vil, den praler?
Hvis endda om tø han spår!
Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord! (St. St. Blicher, 1838)
Læsning: Kyndelmisse ligger 40 dage efter Jesu fødsel.
Det er den dag, hvor jomfru Maria sammen med Josef bringer
Jesus til templet. Her møder de den gamle Simeon. Den
beretning skal vi høre nu. Den står i Lukasevangeliet: Luk. 2,2232
Fortælling: ”Gæst”
Der findes en meget smuk fortælling om lys fra oldtidens
Danmark: Det fortælles, at når et blev barn født, kom nornerne
og lagde hans livstråd og tændte det vokslys som skulle brænde
så længe barnet levede. Nu fødtes der engang en dreng som blev
kaldt ”Gæst”. Det betød det samme som menneske, for
mennesket er jo kun en gæst her på jorden.
Og hans mor tog, som alle mødre - imod hans vokslys, pustede
det ud og gemte det godt i sin kærligheds omsorg. Gæst fik
derfor en god og tryg barndom. Men en dag kom han så og
krævede sit lys udleveret, nu ville han selv tage ansvar for det.
Ungdomstiden var inde. Og efter mange formaninger fra
forældrene fik han det også.
Han forstod at det gjaldt livet, at passe godt på lyset. Og da han
havde tænkt sig at leve af at være vandrende skjald, altså en som
rejser rundt og synger viser og fortæller gamle historier, så
gemte han sit vokslys på bunden af sin harpe.
Gæst vandrede omkring og sang og fortalte ved kongernes hof
og på herremændenes gårde. Han var meget dygtig og
anerkendt. Og da han passede godt på sit lys, blev han også
meget gammel.
Men han var ikke rigtig glad og tilfreds med sit liv. Det var som
om han aldrig rigtig var med i livet, han var i stedet altid den som
så på. Han var tilskuer. Han var altid fortælleren og aldrig med i
handlingen. Han fortalte om fortidens helte, som tændte deres
livslys og satte alt ind på ære, ret, frihed og kærlighed. Men selv
var han bange for døden, og gemte sit lys væk, selvom han
inderst inde vidste, at det kræves af enhver, at vil du vinde livet,
må du være rede til at ofre det.
En dag, da Gæst var inviteret som skjald til kong Olav Trygvesons
hof, for at fortælle sine historier, hørte han selv en historie. En
ny historie. Det var historien om en ny Gud, som man hyldede
der i kongens gård. Den nye Gud hed ”hvide Krist”. Han var Guds
søn, født som et lille barn, en mørk og kold julenat, og Gæst
forstod at denne hvide Krist var den største helt, der nogensinde
havde levet. For ikke alene havde han tændt sit lys og sat sit liv
ind og var død i kampen. Men til forskel fra de andre helte,
havde han i dødsriget, kæmpet mod døden og sejret over den.
En dag gik Gæst op til kongen og spurgte om hvide Krist gav
andre del i sin sejr over døden. Ja, svarede kongen. Når man
bliver døbt, får man del i hans sejr. Da lod Gæst, den ældgamle
mand, sig døbe. Bagefter blev der holdt dåbsgilde, med rigelig
mad og drikke.
Gæst sad på hæderspladsen og da alle havde fået nok at spise,
rejste han sig, fandt sin harpe frem og fremsagde et vidunderligt
kvad. Så åbnede han harpen, fandt sit livslys frem, tændte det
ved ildstedet og satte det midt på bordet, så det kunne lyse for
alle i hallen.
Han vidste godt den gamle, at nu ville døden hente ham, som
den en dag henter alle. Men ligesom den gamle Simeon, havde
han nu fået modet til at møde den. Og lyset stod længe på
bordet og gav sit bidrag til at hallen blev en smule lysere og
varmere…..
Vi har også et livslys. Et dåbens lys, som skinner for os hver dag
hele livet. Og fordi Kristus giver andre – giver os – del i sin sejr
over døden, er lyset også tændt, når livet slukkes. Gud har tændt
lys for os i himlen. ”Kærligheden hører aldrig op. Lyset går aldrig
ud”.
Salme: 108, Lovet være du, Jesus Krist
Det var godt at se
Så i dag kan jeg ikke forstå
at jeg skreg den dag
men det gjorde jeg
jeg husker det tydeligt
overvældet af lyset
Og det har været der lige siden
Lyset
er det der er tættest ved min hud
Og jeg ser lyset
hver morgen
og overvældes
Det første jeg ser
er lyset
og det sidste jeg skal se
vil være lyset
Jeg begynder at se lyset
og lyset er sikkert og stærkt
og lige så fjernt som nært
og lyset er en anden
og ser på mig
ser mig
Digt: ”Jeg begynder at se lyset”, Poul Borum, 1996:
Salme: 117, En rose så jeg skyde
Jeg begynder at se lyset
Jeg begynder med at se lyset
Jeg så lyset en dag i oktober
Kollekt: Kristus. Lille barn.
Du der blev båret af Marias glatte hånd,
kærtegnet af Josefs grove næve
og løftet af Simeons senede hænder.
Lad også vores sind finde ro,
når vi ser frelsen i dit blik.
Velsign os og giv os fred. – hør os, når sammen beder og i Jesu
navn beder:
Fadervor, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed!
Amen.
Velsignelse
Salme: 787, Du, som har tændt millioner af stjerner
Udgangslæsning: Joh. 8, 12
Postludium: Vinteren vender ved Kyndelmisse. Eva Marie med
lys i hånden.