1. No category

ANKE
EFTERT
fra
kegods
n
a
t
t
g
li
fag
lse
tion og
og Lede
i
n
o
- inspira
k
ia
for D
Center
DIAKONI I DET OFFENTLIGE
Om diakoniens egenart i samspil
med offentlige aktører
Af Conny Hjelm
FILADELFIA – EPILEPSIHOSPITALET – SKOLE- OG SPECIELRÅDGIVNING – SOCIALE DAG- OG DØGNTILBUD
Administration • Kolonivej 1 • 4293 Dianalund • Telefon 5826 4200 • Telefax 5827 1050 • www.filadelfia.dk
INDLEDNING
Refleksionerne i dette faglige essay vil tage udgangspunkt i en påstand, som lyder: Diakoni
sker altid i en samfundsmæssig kontekst, fordi kirken er en del af det offentlige samfund lokalt,
nationalt og internationalt. Det er derfor nødvendigt at have et afklaret forhold til diakoniens
muligheder, begrænsninger og egenart i denne kontekst.
I det følgende vil diakoniens egenart og plads i samspil med det offentlige samfund drøftes ud
fra to vinkler:
Hvordan bliver diakonien påvirket af samspillet med det offentlige?
Skal diakonien være et alternativ til det som gøres af det offentlige, et supplement eller skal
diakonien tage den opgave på sig, at erstatte offentlige tiltag?
DIAKONI ER EN GUL CITRONSODAVAND
Mette, hed hun. Hun var gammel og skrøbelig og var omsider endt på landsbyens fattiggård,
som kaldtes Hospitalet. Hun havde i et par uger ligget syg i sin alkove. Sengehalmen var ikke
længere frisk og det var duften i rummet heller ikke.
Fem huse derfra var Dagmar i gang med at vaske tøj. Skummet stod op af armene, mens
de næsten rituelt skubbede tøjet op og ned over vaskebrættet. Dagmar var smedekone og mor
til seks og havde et ekstrajob med at gøre rent oppe i kirken, hvor hun også var at finde hver
søndag formiddag, så der var nok at gøre.
Og så sker det, at mens hun står der – lige midt i de daglige gøremål – lyder en sætning inde
i hovedet ”en gul citronsodavand”. Da Dagmar er en handlingens kvinde, tørrer hun sæben af
armene, går ind til købmand Bendtsen, får en gul citronsodavand på kredit, går over vejen, ind
gennem lågen til Hospitalet og finder Mette i sin alkove.
Min mormor, som Dagmar er, flytter det daggamle glas med mælk fra sengebordet, åbner
citronsodavanden, rækker den til Mette, som begærligt drikker deraf. Da hun ikke kan drikke
mere sukker hun dybt og siger ”Ahh!…”, flasken sættes på natbordet og min mormor går hjem
og vasker videre.
DIAKONIENS EGENART, NÅR DEN UDFØRES PÅ INDIVIDPLAN
Når talen falder på diakoni kan det ofte være svært at forklare hvad diakoni egentlig er og sætte
præcise ord på diakoniens kerne og definere dens egenart. Men når det drejer sig om at udføre
diakonien, så er det lige så enkelt som ovenstående fortælling.
Der er sagt om diakoni, at ”den er lettere gjort end sagt” – et udsagn, som jævnligt anvendes
i diakonale sammenhænge og som jeg hørte første gang fra Kjell Nordstokke i Århus engang i
90’erne.
Arbejdet med at sætte ord på diakoniens kerne og egenart influeres af hvilke begreber, der
anses for centrale. I denne refleksion tages udgangspunkt i begreberne kald og handling, og
deres afsæt i kristendommen konkretiseret i den klassiske fortælling om Den barmhjertige Samaritaner (Lukas 10, 25-37).
Hvis vi knytter Dagmars ageren med fortællingen om Den barmhjertige Samaritaner, så kan
man sige at på sammen måde som samaritaneren lod sig tiltale af den nødlidende, førte han
til herberget og efterlod ham i herbergbestyrerens varetægt, så er der nogen eller noget, som
kalder på Dagmar, hun handler på denne påmindelse og da Mette er færdig med at drikke går
Dagmar tilbage og fortsætter med sine andre gøremål.
Som ét element i drøftelsen af diakoniens egenart og plads i dagens samfund, set i lyset af at diakonien udspringer fra et kristent trosfællesskab, så minder historien om Mette og Dagmar om,
at på individplan, som almindelig samfundsborger, har enhver troende mulighed for at udøve
diakoni, som et supplement til det, der gøres af det offentlige. (Udtrykket ’individplan’ anvendes
som en fælles betegnelse for både den enkelte borger i samfundet og det enkelte medlem i et
2
trosfællesskab i kirken, der udøver diakoni). Diakoni ligger her tæt op ad de kulturkristne værdier, som de fleste af den ældre generation er vokset op med og hvor pligten og motivationen for
at hjælpe den enkelte er, at der er én, der har brug for omsorg eller støtte.
At den yngre generation i Danmark (både samfundsmæssigt og kirkeligt) ikke i samme grad
er fortrolig med den kristne fortælling betyder på ingen måde, at de undslår sig for at hjælpe
andre, men de er typisk organiseret anderledes og deres motivation har et andet udgangspunkt.
Hjælpeforanstaltninger organiseres her ofte som definerede projekter sammen med andre –
også det offentlige. Projekterne er generelt så veldefinerede og afgrænsede i tid og rum, at man
kan sige at diakonien får større præg af spontanitet og institutionalisering end af forpligtelse
og udholdenhed. De unges motivation er vævet tæt sammen med en profilering af og anerkendelse og profilering af egne evner og kompetence og ikke i samme grad som tidligere knyttet
til den andens behov for hjælp (Askeland et. al. 2003, side 165). Om denne ændring er med til
at udvande diakonien – især i forhold til begrebet kald (Askeland et. al. 2003, side 175) - eller
om det på en positiv måde er med til at give diakonien et tiltrængt skub hvad synliggørelse og
profilering angår, er svært at spå om. På nogle måder trænger diakonien på individniveau til at
komme ud af sin tavse og skjulte tilstedeværelse og at der er personer, der står frem og siger
’dette gør jeg’ (jvf. Askeland et. al 2003, side 162). Derved vil diakonien profileres på en synlig
måde, fordi diakonien fremstår konkret knyttet til en person, og ikke overordnet og generelt
knyttet til en organisation.
Selvfølgelig lægger dette op til en drøftelse af, om denne personliggørelse af diakonien i sidste
ende mere tjener den person, der udøver diakonien end det kommer næsten til gode. Fra dansk
side kan dette dilemma eksemplificeres i projektet ”En varm seng” med April Chris1 i spidsen.
Hun oprettede i 2010 under stor mediebevågenhed overnatningspladser til hjemløse i København. Hele projektet endte med for 90% vedkommende at promovere hende og ikke de hjemløses meget vanskelige situation, - især da hun blev sat fra bestillingen grundet økonomisk rod.
Man kan med god grund diskutere, om ændringen fra den lange og stabile til den mere spontane og kortere forpligtelse er med til at gøre modtageren mere sårbar, fordi de over tid kommer til at skulle forholde sig til mange forskellige personer frem for at kunne opbygge en stabil
relation til nogle få personer.
VI ENDER MED SPÆNDINGEN
Som en sammenfatning kan man sige at udøvelse af diakoni på det individuelle plan påvirkes af
samfundsudviklingen generelt, fordi mennesket både indenfor kirken og udenfor kirken forandrer fokus. Det vil sige, at når diakoni på individplan udøves i en samfundsmæssig kontekst, og
individets behov for anerkendelse og selvprofilering bliver mere fremtrædende, forøges faren for
udvanding, således at det er udøveren af diakoni der sætter sig selv eller bliver sat i centrum og
ikke næsten.
Når det gælder drøftelsen af diakoniens egenart og plads i dagens samfund på individplan lander
vi med en spænding, som lidt spidst formuleret lyder: Virker diakoni, når det er personen, der
udøver diakonien, der synliggøres og ikke næsten? Eller sagt med andre ord: Kan diakoni på
individplan bevare sin egenart, når udøveren, influeret af den samfundsmæssige påvirkning om
selvprofilering, i højere grad motiveres af at synliggøre sin egen formåen frem for næstens behov (sagen)?
1
Se fx denne artikel i Politikken 27.11.2010. http://politiken.dk/indland/ECE1127783/herberg-raaber-alarm-hjemloese-er-desperate-efter-hjaelp/ samt denne Ekstrabladet den 21. 8. 2012 http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/
article1810949.ece
3
”DIAKONI DUFTER AF ARMSVED OG KNALLERTBENZIN”.
Med følgende udsagn indledte Bo Säfström2 sit foredrag på Nordisk Diakon og Diakonissemøde
på Store Skøndal i Sverige i 1997.
Han fremmalede levende den diakonisse, som i Bo’s ungdom kørte rundt på knallert og hjalp
mennesker i sognet. Hun kørte stærk, hun havde travlt og hun havde det varmt! Bo Säfströms
pointe var, at også organisationsdiakonien er personbåret.
DIAKONIENS EGENART, NÅR DEN UDFØRES PÅ ORGANISATIONSPLAN
Med ovenstående citat in mente kan man spørge om hvilken plads den organiserede diakoni har i
dagens samfund i Danmark og hvilke muligheder den har for at være diakoni ud fra sin egenart?
Til forståelsesrammen skal for det første siges at diakoni på organisationsplan i Danmark langt
de fleste steder udføres som institutionsarbejde og er knyttet til den karitative form for diakoni,
hvor omsorgen for næsten er centrum. Omsorg i mange udgaver.
For det andet skal det siges at en grundlæggende forudsætning for at tale om at diakonien og
det offentlige samarbejder, er at diakoni har sin naturlige plads i skæringspunkt mellem det kristne og det samfundsmæssige. Det lutherske Verdensforbund udtrykker det således: ” Diakonien
må følgelig være dialektisk på en måte som kommuniserer både vertikale og horisontale perspektiver. Dette betyr at den diakonale refleksjonen må være tverrfaglig og ta hensyn til både
teologisk og sosialvitenskapelig innsikt” (Nordstokke 2009, side 30).
Diakonale institutioner er typisk omfattet af én eller anden form for samarbejde med det offentlige, enten i form af en driftsoverenskomst eller en samarbejdsaftale. Det betyder, at de diakonale er underlangt den samme form for styring og krav som andre offentlige institutioner, som
siden 1983 er New Public Management (Henrichsen 2013, side 24). Trods de sidste års opbrydning i denne metode, så er den stadig dominerende. Det er en model, som fokuserer på styring
på afstand, og giver den enkelte institution rimelige frie rammer mod at arbejdet kontinuerligt
dokumenteres gennem rapportering, indberetninger og målinger af ydelser og succesrater. Dokumentationsformen, som er fastlagt på forhånd og er defineret af den (livssynsneutrale) offentlig administration. Her kommer diakoniens egenart ganske ofte i klemme! Fordi der for det første
i dokumentationsmaterialet ikke er levnet mulighed til at ’måle i værdier’ i stedet for tal, og for
det andet har de diakonale institutioner enormt svært ved at beskrive diakoniens egenart ind i
en værdineutral dokumenttationsform.
De større diakonale organisationer forholder sig i en meget generaliseret fremstilling til udfordringen fra det offentlige ud fra to overordnede tilgange, hvor den ene samarbejder helt på
det offentliges præmisser i de institutioner, der er omfattet af en overenskomst, men internt
skaber en parallelverden, hvor de diakonale værdier fylder rigtig meget og italesættes helt på
diakoniens egne præmisser. Einar Aadland kalder dette organisationens inderside og yderside
(Aadland 2009, side 84). Den anden går den modsatte vej, hvor organisationen med udgangspunkt i det offentliges krav arbejder med at finde sine egne præmisser at kunne indgå i et
samarbejde på og har blandt andet derfor oprettet sin egen forskningsenhed. Disse organisationer ønsker i samarbejde med kommuner ofte ikke at indgå driftsoverenskomst, men hellere
samarbejdsaftaler, fordi man her ser flere forhandlingsnuancer som giver større mulighed for at
diakoni kan indgå i arbejdet. Begge typer organisationer arbejder oftest som alternative tilbud
til andet offentligt arbejde, men har dog også institutioner, som supplerer de offentlige tilbud.
2
Direktør i Stockholms Stadsmission 1991-1998.
4
Diakonale institutioner har et påtrængende behov for at kunne sætte ord på deres interne og
velkendte taget-for-givet-sandheder (Aadland 2009, side 85) i en aktuel form, som ikke skal
bruges i festtalerne eller på det årlige medarbejdertræf, men kan indgå i en offentlige debat – og
kan give mening ind i en offentlig kontekst. Når det sker, vil de diakonale institutioner komme
til at stå meget stærkere i forhandlingerne med det offentlige og vil på sigt bedre kunne være
med til at påvirke det offentlige administrationslag, hvor lovgivningen formes, og med tiden
også ’synke ned’ i de intermediære lag, som eksempelvis sygehuse, socialkontorer og uddannelsesinstitutioner, der ”tilbyr individet tilpassing mellom eget liv og socialt liv” (Aadland 2009,
side 90) og i høj grad er med til at opretholde de offentlige værdier og meninger, som er sat af
lovgivningen. Aadland går endog så langt at han mener at de diakonale institutioner ”kan fungere som viktige intermediære institusjoner i et moderne pluralistisk samfunn” (Aadland 2009,
side 96). Det er jeg dog i en dansk kontekst skeptisk overfor. Jeg er i tvivl om institutionerne er
mange nok, om de er tilstrækkeligt tydelige på værdidelen langt nok ned i organisationen, om de
er placeret tilstrækkeligt centralt til at de har mulighed for indflydelse på et intermediært niveau
og om de reelt har mulighed for at få gennemslagskraft så længe de ikke klart kan profilere diakoniens egenart verbalt hverken i en kristen og en livssynsneutral kontekst. I Tyskland er dette
ganske anderledes. Her opererer diakonien i vid udstrækning på det intermediære niveau.
VI ENDER MED OVERVEJELSEN
Her står vi ved spørgsmålet, om diakoni skal være et alternativ eller et supplement til det offentlig - eller helt erstatte offentlige tiltag, og svaret må blive at det afhænger af hvilket samfund
diakonien er en del af og hvilke opgaver det offentlige selv løser. Diakonien i Danmark i dag er
oftest reaktiv i forhold til det offentlige, for det første fordi mange projektansøgninger til diakonale tiltag følger offentlige udbudte puljer og for det andet fordi det vil være spild af ressourcer
at begynde at løse opgaver, som det offentlige løser i forvejen. Organisationsdiakonien bliver
derved enten et supplement til de offentlige ydelser eller et arbejde på-vegne-af det offentlige, i
begge tilfælde med økonomisk kompensation. Og alligevel sker det enkelte gange, at diakonale
projekter skaber helt nye tiltag som for eksempel Sankt Lukas Stiftelsen, der etablerede det
første hospice i 1992.
Og hvis det dertil er rigtigt at de ”Diakonale virksomheters identitet kan ikke lenger baseres
på medarbeideres personlige identifisering med kristen tro” (Aadland 2009, side 96), så ender
vi med denne overvejelse: Hvorledes kan institutionsdiakonien bevare sin egenart, som er personbåret (jvf det indledende citat af Bo Säfström) i samarbejde med det offentlige, som er systembåret?
Kan diakonien i dag i samarbejdet med det offentlige blive så påvirket af frustrationerne i dette
samarbejde, at den kan blive nødt til eller blive provokeret til at udvikle nye tiltag for at bevare
sin egenart? Jeg mener, at vi er tæt på!
”ORDET SKABER, HVAD DET NÆVNER”
Således skrev Grundtvig i en salme (Den danske Salmebog 2003, nr. 319) inspireret af skabelsesberetningen i 1. Mosebog 1. Også på det menneskelige plan er det således, at hvis noget
siges ofte nok, bliver det virkeligt. Lige fra at ét familiemedlem udnævnes som familiens sorte
får til en ny trendy teori bliver udnævnt som sandheden.
DIAKONIENS EGENART, NÅR DEN UDFØRES SOM ET FAG
Hvis diakonien tog ovenstående til sig og besluttede at definere at diakoni ud over kald, tro og
tjeneste også er et fag, kan dét være med til at give diakonien røst og nye muligheder i samar-
5
bejdet med det offentlige, samtidig med at det tilgodeser ivaretagelsen af diakoniens egenart.
Det faglige sprog er et ikke-religiøst sprog, som umiddelbart godtages og anerkendes i livssynsneutrale sammenhænge.
Udtrykket ’røst’ er hentet fra en artikel af Olav Helge Angell (Angell 2009. side 215) og i hans
forståelse indebærer dette også handling, ment således, at en vedvarende bestemt handlingsudtryk genererer et tilsvarende indhold (Angell 2009, side 218). Hvis jeg ønsker at møde
et mennesker med værdighed og viser dette i handlingen, så får den anden status som værdig.
Olav Helge Angell ser derfor diakonien som en værdivogter eller interesseforsvarer (Angell 2009,
side 216) ind i det offentlige, som ved at handle anderledes og tale anderledes kan vogte og
forsvare mennesket i samfundet.
Langt hen ad vejen opleves det også således i det daglige diakonale arbejde, dog med den
lidt negative krølle, at forsvaret og bevogtningen ofte sker ud fra en defensiv position og med
en klagende eller beklagende klang i tonen, og ikke fra et fagligt velfunderet og proaktiv position, hvilket ikke gør det lettere at blive hørt af de aktuelle offentlige instanser. ”Å vera røyst [på
denne måde] er krevjande”, siger Hans Olav Angell (Angell 2009, side 225).
Hvis diakonien blev en røst, som ikke tog sit udgangspunkt i at være opposition til det offentlige, men agerede med afsæt i diakoniens egen hjemmebane – kristendommen – og formulerede os på en måde, som er alment accepteret, - altså som et fag, så vil det gøre det enklere for
’diakonien’ at formulere sig, og for ’det offentlige’ at kunne forstå, hvad der siges.
Ved at definere diakoni som et fag, vil vi lettere kunne imødegå, at diakonien ensidigt kædes
sammen med tro og religion og derved fanges i argumentet om, at tro og religion er en privat
sag, der ikke hører hjemme i det offentlige rum. Hvis diakoni er et fag er det muligt at tale om
diakoni i en offentlig sammenhæng på linje med at andre fagligheder og at udtaler sig diakonifagligt, da faglige debatter og refleksioner fuldt ud er accepteret som en del af den offentlige
samtale.
VI ENDER MED UDFORDRINGEN
Og her står vi ved den udfordring at dette kræver, at nogen definerer diakoniens faglighed. Det
skal gøres ud fra faglige præmisser, samtidig med at diakoniens grundlag, kristendom tilgodeses. Uden at gå længere ind i en definition af diakoniens faglighed, vil jeg alligevel sige, at
netop diakoniens har en helt egen tilgang til at kunne skabe rum til ’det at være menneske først’,
som offentlige institutioner ikke på samme måde har mulighed for. Når et menneske modtages i offentlig regi - i al fald på danske kontorer og behandlingssteder - modtages man først og
fremmest som én, der har brug for ydelser, hjælp, støtte, råd, behandling osv, - og ikke først og
fremmest som et (med)menneske med autonomi og egen værdi.
AFRUNDING - OG TIL HVILKEN NYTTE?
I tankekurven ligger nu spændingen mellem hjælperens selvpromovering og næstens behov,
overvejelsen om diakoniens egenart som personbåret ind i en offentlig systembåret verden og til
sidst udfordringen til at hæve røsten og samtale med det offentlige fra en position, hvor diakoni
er et fag.
I et forsøg på at kæde elementerne i tankekurven sammen, opstår en overvejelse om, om der
findes arbejdsmåder og muligheder som diakonien allerede besidder, hvor der trækkes på ressourcer fra diakonens egenart med udgangspunkt i kristendom og kirke og som den uhindret
kan anvende i sit samarbejde med det offentlige. Og her dukker ritualet frem som et eksempel.
Derfor vil denne refleksion slutte at med ansatser til hvorledes diakonien i samarbejdet med
det offentlige kan profitere af at (dele af) praksis ritualiseres.
6
HVAD FORSTÅS VED ET RITUAL?
Hans Stifoss-Hanssen pointerer at ritualer et helt almindeligt og normalt element i alle menneskers liv. Det er at finde i både religiøse og a-religiøse sammenhænge og knytter sig til dele af livet
hvor ”mennesket prøver å skape mening, skjønnhet, tilhørighet og trygghet” (Stifoss_Hanssen
2007, side 57) og derfor operationelt både i en diakonal og en offentlig kontekst.
Overordnet betragtet fungerer ritualer på mange forskellige måder og i mange forskellige
udformninger indenfor livstemaer, der handler om ӌ skape og opprettholde mening, kontroll og
tilhørighet” (Danbolt & Stifoss-Hanssen 2014, side 214).
Der er især to funktioner ved ritualet, der, med hensyntagen til både den diakonale og den offentlige kontekst, umiddelbart kan omsættes til praksis. Den første funktion er knyttet til at når
handlinger ritualiseres, så inkluderes mennesket i ritualet og man bliver selv deltagende og ikke
blot tilskuer og den anden er knyttet til at ritualisering ”gir rom for å bearbeide eksistensielle
utfordringer og skape mening” (Danbolt & Stifoss-Hanssen 2014, side 214).
Ritualet som arbejdsmåde bevirker, at det rituelle taler for sig selv og er ikke influeret af eller
afhængig af hvilke motiver, der driver hverken udøveren eller modtageren. Ritualer kan være
med til at give deltageren ro til at modtage dét, som ritualet indeholder, det har et slidstærkt
sprog, en faste rytme og genkendelighed som kan virke helbredende.
HVORDAN KAN RITUALISERING UDFØRES I PRAKSIS?
For at ende i praksis, som jo er diakoniens element, vil jeg knytte mine afsluttende betragtninger
til to diakonale arbejdssteder.
Den første er KFUK’s Sociale Arbejde Reden3 i København, der er et værested for kvinder i prostitution. Her er man i færd med at udarbejde et nyt samtaletilbud for kvinderne, hvor samtalerne
går ud over den (nødvendige) hverdagssnak, og hvor kvinderne kan komme, hvis de ønsker at
tale om noget målrettet, for eksempel ophør af prostitution.
Ved at lægge et rituelt syn ned over denne nye type af samtaler, bliver de til samtaler ”mellom livet og ritualiseringen av livet” (Stifoss-Hansen 2007, side 23), og ved at ritualisere disse
samtaler og læne sig op af ritualet som arbejdsmetode tilbydes kvinden genkendelighed og stabilitet, som er med til at skabe orden i det kaos, det kan være at ville forandre på livet. Desuden
skabes et rum hvor de store livsspørgsmål om mening/meningsløshed, håb og håbløshed o.lign
kan rummes. Og fordi kvinden selv inkluderes i ritualet, så bliver kvinden ikke tilskuer til slutresultatet, men får selv ejerskab til udkommet af samtalerne.
En sådan reframing af samtalerne ind i en rituel forståelsesramme vil kunne være et første
skridt til at bevidstgøre og operationalisere diakonien ud fra sin egenart i en offentlig kontekst.
Alt er dermed ikke løst, men jeg synes det kunne være et forsøg værd.
Det andet eksempel er hentet fra Det Blå Værested i Arden. De beskriver sig selv som et værested
for mennesker med ”misbrugsproblemer, metadon-ordinerede, lettere sindslidende, ensomme,
udsatte og personer med sociale problemer”.4 For år tilbage arbejdedes her med at både ansatte
med kirkelig baggrund og ansatte, der ikke har noget kirkelig baggrund fik en fælles faglig
forståelsesramme om at alle ansatte udfører diakoni.
I artiklen om ”Diakoni som røyst” (Angell 2009) henvises til Erving Goffmann, der taler om rituelle elementer i sociale sammenhænge, og som mener at den måde man møder hinanden på kan
3
Hjemmeside for Reden i København kan ses på www.redenkoebenhavn.dk
4
Hjemmeside for Det Blå Værested, Arden se www.blaakors.dk/Default.aspx?ID=5270
7
ritualiseres, både når det gælder ”ærbødigheit” som refererer til at vise, om man værdsætter
hinanden og til ”framferd”, som refererer til at vise, om man skatter den andens måde at være
på (Angel 2009, side 217-218).
Med udgangspunkt i Goffmanns synspunkter kunne de ansatte i Det blå Værested med afsæt
i Velsignelsen beslutte, at man altid vil hilse ”goddag” og se hinanden i øjnene (løfte sit ansigt).
Man vil derved ritualisere velkomsten og give den en dybere mening end blot at notere fremmødet, fordi ritualet kan skabe tilhørighed og fællesskab. Den ankomne er ikke længere en
fremmed gæst, men en ventet ven. Ved at velkomsten ses ind i en rituel ramme, vil diakonien få
en faglig form som den kan fremtræde i og som giver den sin plads i det offentlige rum.
En sådan reframing af mødet ind i en rituel forståelsesramme vil også her være én måde
hvorpå diakonien ud fra sig egenart kan operationaliseres i en offentlig kontekst.
Tanken om at indføre ritualer som en arbejdsform, der er med til at give diakonien plads, når
det opererer på det offentliges præmisser kan vist ikke siges at være genial, men heller ikke
dum. Så indtil diakoni kan defineres som et fag, så er det altså allerede nu muligt at anvende
en ressource, ritualet, som både hører hjemme i diakoniens egenart og samtidig er operationel
i en offentlig kontekst.
8
LITTERATURLISTE
Aadland, Einar (2009) Kan institusjoner elske? Samtidsessayer om diakonale virksomheter.
Oslo: Akribe
Askeland, Harald, Frank Grimstad, Marit Halvorsen Hougsnæs & Gunvor Lande (2003).
Ledelse i kirken. Oslo: Kirkens Arbeidsgiverorganisasjon.
Nordstokke, Kjell (red.) (2009). Diakoni i kontekst: Forvandling, forsoning, myndiggjøring.
Geneva: LWF. Norsk utgave 2010 med tillatelse fra LVF.
Angell, Olav Helge (2009).”Diakoni som røyst? Diakonien i velferdsstaten.” i: Johannessen,
Kai Ingolf, Jordheim, Kari, Korslien, Kari Karsrud. Diakoni en kritisk lesebok. Trondheim: Tapir
Bibelen (1992). København: Det Danske Bibelselskab
Stifoss-Hanssen, Hans (2007). ”Ritualenes psykologiske og helbredende funksjon” i:
Møtet med den andre. Marit Bunkholt (red). Oslo: Det praktisk-teologiske seminar.
Zakrisson, Carl-H. K. (Tilrettel.) (2003). Den danske Salmebog. København: Det Kgl.
Vajsenshus’ forlag.
Henrichsen, Carsten (2013) ”30 år med New Public Management” i:Futuriblerne, nr.3-4:
Selskabet for Fremtidsforskning.
Danbolt, L.J. & Stifoss-Hanssen, H. (2014).” Ritualisering: å skape mening gjennom
symbolske handlinger” i: Danbolt, L.J., Engedal, L.G., Stifoss-Hanssen, H., Hestad, K. & Lien,
L. (red) Religionspsykologi. Oslo: Gyldendal Akademisk.
9
Forfatter:
Conny Hjelm, diakon og underviser
Udgivet af
Center for Diakoni og Ledelse, Filadelfia
Kolonivej 19
4293 Dianalund
September 2014
Fagskriftet kan frit downloades fra www.diakoni.dk
OM CENTER FOR DIAKONI OG LEDELSE
Center for Diakoni og Ledelse tilbyder uddannelser og kurser, som styrker fagligheden indenfor
såvel diakoni som ledelse. I vores undervisning ruster vi deltagerne til at møde andre menne­
sker med værdighed og indlevelse – i dagligdagen og når livet er svært. Gennem vores tilbud
om samtaler, sorggrupper, konfliktløsning og trivselsforløb møder vi selv mennesker i svære
arbejds- og livssituationer. Læs mere på www.diakoni.dk