1. No category

Lørdag 22. marts 2014 POLITIKEN
Debat 5
Læserne Mener
MEDIEFORLIG.
Jørgen Hansen, Florahøj 2,
Fredensborg:
Når politikerne nu skal diskutere DR’s fremtidige struktur,
var det måske en ide også at se
på sporten – eller manglen på
samme. Hvis man vil have fat i
ungdommen, er sport vel en
af måderne, og så kan man ikke nøjes med at sende de to
sidste bolde i en tenniskamp
eller de sidste 200 meter i et
cykelløb, kombineret med en
trænerfyring, som er den daglige dosis på DR 1.
Det er uretfærdigt at sammenligne med Norge og Sverige, hvor de vinteren igennem
sætter både hele lørdagen og
søndagen af til vinteridræt,
men det er pinligt, når vi gang
på gang kan opleve weekender, hvor der ikke er en eneste
reportage fra en dansk sportsbegivenhed.
Idrætten har behov for tv’s
bevågenhed, og det får den ikke, når sportsjournalisterne
åbenbart sidder hjemme i sofaen og ser sport på andre kanaler. Derfor bør spørgsmålet
være, om der overhovedet er
behov for en sportsredaktion i
DR, eller om et nyt forlig kan
bringe fornyelse og flere reportager – f.eks. på DR 3, som
jo går for at være en ungdomskanal.
DET AUTORITÆRE DK
Finn Hansson, Toftagervej 8,
Brønshøj:
Den socialdemokratisk-radikale regering gennemfører på
nogle områder tvangsindgreb
over for hele befolkningen i
klassisk autoritær stil. Mine
erfaringer fra at hjælpe min
99-årige mor, der aldrig har
rørt ved en computer, er baggrunden for denne kommentar. Fra november kan man
kun komme i kontakt med
myndigheder via internet og
kun modtage post på samme.
Dette er gennemført med en
forbløffende mangel på respekt for mennesker, for
hvem denne teknologi ikke er
let at bruge eller fuldstændig
fremmed. Denne gruppe
stemples nu som tunge elever
og skal igennem et besværligt
bureaukrati for blot at kunne
søge om fortsat at få normal
post de næste 2 år. Og de papirer, der skal udfyldes, er meget svære at finde på borger.dk – men de kan hentes i
borgerservice, hvis man er i
stand til det!
Ellers er rådgivningen, at
man blot skal give andre lov
til at læse ens digitale post,
dvs. gøre sig selv umyndig til
glæde for hvem? Hvorfor ikke
implementere dette i et roligt
tempo, som tager hensyn til,
at ikke alle danskere er nået
med i den digitale verden
endnu.
TØRKLÆDER IGEN IGEN
Vivi Jensen, Rosengade 7, Kolding:
En læserbrevsskribent foreslår, at kvinder, der bærer tørklæde, med farvevalget skal
signalere, hvorfor de gør det.
Fin ide, der let lader sig udstrække til andre områder:
Man kunne f.eks. kræve, at vi
alle i vores klædedragt markerer, hvor vi satte vort kryds
ved sidste valg.
Men man kunne selvfølgelig også lade folk (og herunder muslimske kvinder) selv
bestemme, hvordan og i hvilke farver de vil klæde sig, og
om de vil gå med hat, strikhue, diadem, grønt hår eller
tørklæde.
BØRNEFAMILIER
Ib Christensen, Gørtlervej 26,
Randers:
I Signaturen 19.3. skriver Per
Michael Jespersen behjertet
om børnefamiliernes hårde
vilkår, som ikke mindst er bestemt af, at de netop i disse år
skal etablere sig med en børnevenlig bolig. Den største investering for de fleste i hele livet.
Den retfærdigste og mest effektive løsning på dette er at
stille generationerne lige.
Hvad ligner det, at den ældre
generation scorer en arbejdsfri, samfundsskabt kapitalgevinst blot ved ejendomsbesiddelse? Derfor: Gennemfør en
grundskyldsreform, der sænker ejendomspriserne og letter skatten på arbejde. Det vil
give en dobbelt lettelse for
børnefamiliernes økonomi.
DOBBELTMORAL
Bjørn Jensen, Triumfvej 21,
Kgs. Lyngby:
Nu vil Frank Jensen have lov
til at fordele beboerne i nye
kvarterer, så man undgår rigmandsghettoer som f.eks. Tuborg Havn.
Hvis man dengang havde
fastholdt, at der var beboelsespligt, havde der nok boet rigtige mennesker i alle boliger, og
de rigeste havde valgt andre
græsgange. Man må søbe den
kål, man selv har spyttet i.
Det samme gælder den jammer over at mangle billige,
små boliger. Havde man undladt at slå de mange små lej-
ligheder sammen til større og
dermed dyrere, havde problemet ikke været så stort. Nu er
det så manglende bad, der er
’et problem’. Bare politikerne
ville tænke sig om og lade folk
få de små og basale lejligheder og lade være med at råbe
op om noget, der er egne tidligere fejl.
Dagens
citat
ukraine
CHRISTIAN BRAAD THOMSEN,
FILMINSTRUKTØR OG FORFATTER
ANDERS FOGH
Else Dombernowsky, Borgevej
27, Lyngby:
Anders Fogh Rasmussen har
ifølge Pol. 20.3. holdt en »skelsættende« tale i Washington:
»Vi lever i en anden verden
end for en måned siden«.
En sådan udtalelse vidner
om dårlig hukommelse og
ringe geopolitisk overblik.
Denne skik at invadere andre
nationer støttede han som bekendt ivrigt som dansk statsminister. Talen er nok snarere
en Nato-reklame: ’Send flere
penge’. Ruslands nærmeste
naboer, Polen og de baltiske
lande, er under Nato’s paraply, Ukraine er ikke.
I Nato har man forhåbentlig ikke ideer om at indlemme
dette land.
Man må gå ud fra, at Anders
Fogh taler for mere avanceret
isenkram til alliancen. Lene
Espersen har som bekendt luftet tanken om at udstyre det
danske forsvar med krydsermissiler. Er det bl.a. sådan noget, det drejer sig om?
INKLUSION
Tove Hvid Persson, dekan for
UCC’s læreruddannelse:
I artiklen ’Lærere mister uddannelse i specialbørn’ 11.3.
kritiserer bl.a. Susan Tetler fra
AU den nye læreruddannelse
for, at færre lærere bliver specialister på inklusionsområdet, da de ikke længere kan
vælge linjefaget specialpædagogik. Men på UCC, som har
to læreruddannelser i København, var det maks. 10 procent
af de studerende, der valgte
netop dette linjefag. Med den
nye læreruddannelse bliver
alle undervist i inklusion i faget 'lærernes grundfaglighed'.
En anden overset pointe er,
at den tilbyder tre specialiseringsmoduler. Modulerne
lægger op til et større samarbejde med universiteterne,
som er mere end velkomne til
at tilbyde specialiseringsmoduler i inklusion. Vi er kun ét
år inde i den nye læreruddannelse, og der er masser af udviklingsmuligheder – det er
noget, universiteterne i høj
grad kan deltage i.
Stop hysteriet om Krim
Erhvervslivet
svigter det danske
sprog. 20 procent af
undervisningen på
videregående
uddannelser
foregår på engelsk.
Og sproget har kun
meget lidt politisk
bevågenhed.
Sproget hører under
kulturministeriet,
men det er meget
symbolsk, at kulturministeren sidder på
bageste række
blandt ministrene.
Hun burde sidde på
forreste række ved
siden af
finansministeren
Alex Ahrendtsen,
MF og kulturordfører for DF.
I Kristeligt Dagblad
DER KØRER i disse uger et ubegribeligt
hysteri om Krim i medierne, og Helle
Thorning-Schmidt har i den forbindelse
svigtet en af Socialdemokratiets sidste
bastioner, nemlig folkeslagenes ret til
selvbestemmelse: Hun accepterer ikke, at
et overvældende flertal af Krims befolkning ønsker at høre til Rusland.
Denne ret har ellers været socialdemokratisk politik lige fra det nordslesvigske
flertals ønske i 1920 om at komme tilbage
til Danmark og til Kosova-flertallets ønske i vor tid om at gøre sig fri af Serbien.
Krim har været en del af Rusland fra
1783, til den sovjetrussiske ministerpræsident Khrusjtjov i 1954 overdrog halvøen
til Ukraine. Han gjorde det formentlig for
at sikre sin popularitet i Ukraine, som var
hans hjemstavn. Denne overdragelse var
dog ret formel, idet Krim forblev inden
for det sovjetrussiske imperium. Først da
Ukraine ved Sovjetunionens sammenbrud blev selvstændigt, opstod
problemerne: Var
det rimeligt, at en
russisk halvø nu
Denne
tilhørte en anden
kommentar er
nation?
ikke en støtte til
Der er et overen despot som
vældende russisk
Putin
flertal på Krim. Ved
folketællingen i
2001 erklærede 77 procent, at russisk var
deres modersmål, mens kun 10 procent
var ukrainsksprogede. På den baggrund
er det voldsomt udemokratisk, at også
Helle Thorning-Schmidt går imod Krims
befolkning og ønsker, at halvøen skal forblive under Ukraine.
Det er mere forventeligt, at Nato’s generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen,
kalder Putin en »global bølle«, fordi Putin
respekterer Krim-befolkningens ønske.
Fogh fik jo netop status som global bølle,
da han med løgnagtige argumenter førte
Danmark ind i Irakkrigen. FN’s generalsekretær, Kofi Annan, erklærede som bekendt krigen ulovlig, så Fogh er næppe
den rette til at råbe bølle efter andre.
Israel-Palæstina-konflikten er et tragisk
eksempel på, hvad der sker, når Danmark
og EU ikke anerkender folkenes ret til
selvbestemmelse. Det er grotesk, at vi ikke indfører de samme sanktioner mod Israel for at undertrykke palæstinensernes
ret til selvstændighed, som vi nu indfører
mod Rusland for at imødekomme Krimborgernes ret til at bestemme deres tilhørsforhold.
Hverken den danske regering eller EU
har tilkendegivet et rimeligt eller realistisk mål for deres boykot af Rusland. De
har tilsyneladende ikke indset, at når de
lader hånt om Krim-borgernes rettigheder, forvandler de dem til Europas ’palæstinensere’.
Og så lige for en ordens skyld: Denne
kommentar er ikke en støtte til en despot
som Putin, men derimod til Krims overvældende befolkningsflertal.
Danmark svigter Füsun Erdogan
Tyrkiet
ESBEN ØRBERG,
KONSULENT I DANSK JOURNALISTFORBUND,
DET EUROPÆISKE
JOURNALISTFORBUNDS OBSERVATØR I
TYRKIET
MENS DEN tyrkiske præsident modtages
med pomp og pragt i Danmark, sidder 49
af hans medborgere i fængsel, alene fordi
de har udført deres journalistiske arbejde.
I kvindefængslet Gebze i nærheden af
Istanbul sidder den 52-årige journalist
Füsun Erdogan og ser år af sit liv forsvinde. 2.700 gange er hun stået op om morgenen med udsigt til en fængselsgård.
2.700 dage har hun ventet på en retfærdig rettergang. Senest blegnede håbet, da
hun for et par måneder siden blev idømt
livstid plus 3.000 år for at være politisk
aktivist og ledende medlem af en terrorbeslægtet organisation.
Intet kan være mere forkert. Füsun Erdogan er journalist og, ja, erklæret socialist, men hun er end ikke menigt medlem af nogen af antiterrorlovenes forbudte organisationer.
Hun er stifter af radiostationen Özgür
Radyo (Radio Free), som ofte har forsvaret politiske, religiøse og etniske minoriteter. I 2007 blev hun kidnappet på åben
gade af politisoldater.
Siden har hun været fængslet med den
begrænsede kontakt med mand, søn, søskende og en voksende flok sympatisører, som et fængselsophold indebærer. I
den første del af opholdet led hun betydelig fysisk overlast. Jeg har som observatør for det europæiske journalistforbund, European Federation of Journalists
(EFJ), fulgt hendes sag tæt gennem det seneste år, bl.a. fra tilhørerpladserne under
en række parodiske retsmøder i Istanbul.
Hendes eneste brøde er en kritisk indstilling til myndighederne, herunder politi og retsvæsen, samt politikerne.
I sidste uge bredte et rygte sig om, at
hun ville blive frigivet. Men tirsdag aften
meddelte myndighederne, at det ikke
havde noget på sig. Meddelelsen kom,
nøjagtig samtidig med at den tyrkiske
præsident bød indenfor på d’Angleterre i
København til den mest overdådige reception, det officielle Danmark har oplevet i nyere tid.
Rygtet havde sagt, at receptionen ville
blive både kortvarig og beskeden, fordi
præsidenten og hans følge ønskede at
indtage aftensmåltidet på restaurant Noma, men til manges lettelse fandt Nomabesøget først sted dagen efter.
Derfor kunne Danmarks ypperste
mænd og kvinder lade sig forpleje af 60
mand, fløjet ind fra et østrigsk cateringfirma, alene for at tilberede og servere
tyrkiske lækkerier. Og den indforskrevne
tyrkiske musik kunne ikke blot spille
’Den gamle gartner’, men også synge sangen på dansk. Ikke et øje var tørt.
JEG VIL ANMODE den danske regering
om at gøre lidt mere end at stryge præsidenten med hårene. For nok anførte
statsminister Helle Thorning-Schmidt
over for præsidenten, at Tyrkiet har pro-
blemer med ytringsfriheden. Men det var
nærmest i en bisætning. Regeringen kan
ikke moralsk være bekendt, at den tager
imod Tyrkiet med åbne arme både bogstaveligt og i overført betydning, når Tyrkiet har verdensrekord i antal fængslede
journalister.
Dansk Journalistforbund havde i begyndelsen af marts et møde med udenrigsminister Martin Lidegaard. Vi var glade for, at han tog imod og lyttede til vores
råd om at trække i EU-trådene, vi kunne
endda overrække ham et personligt brev
fra Füsun Erdogan, hvori hun trygler
ham om at fortælle sine europæiske kolleger om hende.
Desværre kaldte Krim-situationen ministeren til Bruxelles, da Gül var i Danmark. Derfor har præsidenten næppe oplevet andet end en varm velkomst og et
fortræffeligt besøg, der kulminerede
med hofbal hos dronningen og præsidentens efterfølgende tak i form af en
mindeværdig reception, der måske oven
i købet kan dæmpe eventuelle kritiske røster for en tid. Eller er det en urimelig
konspirationsteori? For man kan selvfølgelig ikke bestikke ubestikkelige embedsmænd og politikere i Danmark. Kan
regeringen virkelig få sig selv til at støtte
forberedelserne til Tyrkiets optagelsesforhandlinger med EU, samtidig med at
Füsun Erdogan og 48 andre journalister
rådner op i fængslerne for forbrydelser,
de aldrig har begået?
Jeg håber, at udenrigsministeren kan
huske Journalistforbundets besøg og Füsuns Erdogans tragiske historie, når han
senere i år besøger Tyrkiet.
kroniken
22. March 2014
Sorg er en tidløs faktor, vi alle må forholde os til
JULIE KELDBORG MALMOS
Tidsånden gør os
fremmede for det grundlæggende præmis, at døden er en del af livet. Vi er
ude af stand til at håndtere dens meningsløshed.
Det skylder vi hinanden at
lave om på, kan jeg berette
med sorgen helt tæt på.
Julie Keldborg Malmos er kandidatstuderende ved Tværkulturelle studier, KU og har gået
på Politikens kritikerskole.
SIDSTE ÅR mistede min kæreste og jeg vores første barn. Da hun blev født, var hun
allerede i en anden verden. Det var ikke
sådan, vi havde forestillet os, det skulle
være at blive forældre, så det er en fortsat
smertelig erkendelse, at det var sådan,
det blev. Det var et af livets grundvilkår,
der slog ned, da vi mindst ventede det, og
lod hånt om vores fortælling om fremtiden, der var vokset frem i takt med maven. Med hende mistede vi noget af den –
vores fremtid – noget ingen andre nogensinde vil være i stand til at give os. Et lille
menneske med stor betydning.
Vi blev ramt af en usandsynlig sandsynlighed og kom således med i et enestående absurd teater med meningsløsheden i hovedrollen. Vi skulle kapere at
få og miste i en bevægelse; at der fandtes
et ord og et forløb sammensat af død og
fødsel; en krop, et bryst, en favn, der vidste, at den var blevet mor, men ikke at
barnet manglede; en halv meter lang
(kort) kiste leveret med mit navn på; en
barselsorlov med tomme arme, fri til at
stirre på byens vordende forældre; og 60
kvadratmeter fyldt med ting til den forvitrede Fremtid, som alligevel udgjorde
det eneste sted, hvor vi kunne være – være
i stå.
En uvirkelighed af savn. Angst. Fortvivlelse. Tomhed. Kærlighed. Og gråd. En
helt sprød sorg, umulig at skjule. Sådan
blev jeg forvandlet til en, man ikke bare
kunne være ved, lytte til og holde om.
Tegning: Mette Dreyer
Nej, NU skulle der handles, og nu skulle
Meningen Med Alt febrilsk dikteres i dur.
Hvert år i Danmark dør der mere end
50.000 mennesker. Bag tallet gemmer
sig vidt forskellige årsager og skæbner.
Set helt nøgternt vil oplevelsen af menings- og kontroltab formentlig variere,
afhængigt af det enkelte forløb og af de
mennesker, der står tilbage. Men fælles
er, at der i det narrativ, vores liv er spundet omkring, i den fortælling, vi giver os
selv og hinanden om, hvorfor vi er her,
nu mangler en uigenkaldelig brik. Vi har
mistet. Og uden at jeg skal føre korstog
mod livet, glæden eller hvad der ellers
måtte opfattes i opposition til afsked, er
det uafviseligt at bemærke, at vi alle skal
miste på et tidspunkt. Det glade budskab,
hvilket jeg oprigtigt mener, at der er, er,
at netop det at opleve tab er betinget af at
have oplevet samhørighed, eller kærlighed – at have skabt mening sammen. Når
man har det, er det kun naturligt at reagere, naturligt at sørge.
Alligevel vender folk sig bort, bliver
væk, snakker udenom, eller bliver helt
forkrampede, når
de gentager, at det
nok skal gå, og
gransker deres
De sociale
hjerne for et par
relationer,
nyttige råd til,
man indgår
hvordan man
i, bliver
’kommer videre’.
forvandlet
De sociale relationer, man indgår i,
til famlende
bliver forvandlet
lektioner i
til famlende lektiopositiv
ner i positiv tænktænkning og
ning og målstymålstyring
ring. Jeg oplever
det som en konsekvens af, at vi kun har ét gear at bevæge
os i, nemlig det hurtige og overfladiske,
hvor vi hele tiden skal have et passende
mål i sigte.
Passende er det f.eks. at være glad, at
sætte pris på livet og det, man trods alt
fik [»Godt at det ikke gik værre. I er stadig
unge og har hinanden«]. Gamle floskler
bliver hevet frem til at minde os om, at
det, der ikke slår os ihjel, bliver vi stærkere
af. Helt ærligt! Betyder det, at jo værre det
er, jo mere uudholdelig smerten er, jo flere kræfter får jeg til at håndtere livet efterfølgende? Min oplevelse er tværtimod
at blive mere sårbar og følsom, og at alle
forsøg på at overbevise mig om det modsatte føles som et overgreb på den smerte
og vaklen, der fulgte mit tab.
Vi skulle ikke vakle længe, før vi blev