OPRINDELIGE FOLK - De Berejstes Klub
Au t e n t i s k e r e j s e h i sto r i e r f r a D e B e r e j st e s K lu b De Berejstes Klub Efterår 2014 N⁰ 57 T E M A: OPRINDELIGE FOLK Tips til rejsefotos Balance mellem lys & skygge Konkurrence Dengang mine fordomme blev gjort til skamme … Peter Schønsted I mål med besøg i 196 lande www.deberejstesklub.dk 1 Medlemsrabat 15% Medlemskort med billede skal fremvises. Foto: Anker Bak FRILUFTSLAND BUTIKKER KØBENHAVN K Frederiksborggade 50-52 LYNGBY Lyngby Hovedgade 49D ROSKILDE Karen Olsdatters Stræde 4 ODENSE St. Gråbrødrestræde 6 KOLDING Kolding Storcenter AARHUS Østergade 30 AALBORG Bispensgade 34 THE NORTH FACE STORES KØBENHAVN S Field’s KØBENHAVN V Fisketorvet ODENSE Rosengårdscentret KUNDESERVICE 33 14 51 50 | [email protected] WEBSHOP FJÄLLRÄVEN BRAND STORE KØBENHAVN K Frederiksborggade 44 2014_august.indd 1 www.friluftsland.dk 05-08-2014 11:41:29 2 OPRINDELIGE FOLK Leder Nuuk, Grønland / Lombok, Indonesien / Tsumdalen, Nepal I ndfødte, urbefolkninger, fjerdeverdensfolk, stammefolk eller naturfolk. Begreberne bruges somme tider i flæng, selv om de egentlig betyder noget forskelligt. Globens tema er denne gang vores møder med nogle af verdens oprindelige folk. Mere end 350 millioner mennesker i verden opfatter sig selv som værende oprindelige – på engelsk kaldet indigeous – og de repræsenterer en stor del af verdens kulturelle mangfoldighed. Ofte lever de som jægere, fangere og samlere, nomader eller agerbrugere, og deres religion, samfundsindretning og hele livsform er i reglen tæt knyttet til naturen og det sted, de bor. Det er fascinerede at møde mennesker, der lever under så fundamentalt forskellige vilkår fra vores, og som har formået at bevare deres traditioner og livsform, trods vores velmenende – men ofte mislykkede – forsøg på at civilisere dem og få dem til at leve ligesom os. Har du i øvrigt nogle gode rejsebilleder eller en rejsehistorie, du gerne vil dele, er du meget velkommen til at bidrage til Globen. Men husk at tage kontakt inden du sætter dig til at skrive en artikel, sådan så vi har mulighed for at koordinere emner og rejsemål, og hvad det mere præcist skal handle om. For det at lave et blad som Globen forudsætter holdånd og teamwork. De enkelte artikler er ikke, som man måske kunne forledes til at tro, kun resultatet af de respektive forfatteres kreativitet og skrivelyst. Alle artikler bliver til i et samarbejde, hvor manuskripter nærlæses og finpudses, vi læser korrektur på alle artikler hele tre gange, og bladet layoutes af vores dygtige grafiker i sparring med den ansvarshavende redaktør og de respektive forfattere. Derfor vil jeg gerne udbringe en stor tak til Globens store hold af frivillige hjælpere – og alle som har bidraget til at gøre Globen, hvad det er: Det ubestridt mest ukommercielle rejsemagasin med de mest autentiske rejsefortællinger på dansk. På www.deberejstesklub.dk/globen kan du i øvrigt næsten altid finde endnu flere billeder til de enkelte artikler, for som regel har vi mange flere billeder, end vi kan finde plads til i det trykte blad. Alle artikler fra det blad, du nu holder i hånden, offentliggøres også online ca. tre måneder efter, at det trykte blad er udkommet. Efter succesen med en række skriveværksteder for begyndere i fjor, fortsætter vi nu med at holde skriveværksteder for viderekomne. Det første af slagsen bliver i Kolding lørdag 11. oktober. Tilmelding sker via klubbens hjemmeside. Og nu du har kalenderen fremme: Fredag 10. oktober deltager De Berejstes Klub i kulturnatten i København, hvor temaet meget apropos netop er oprindelige folkeslag. Har du lyst til at dygtiggøre dig i kunsten at tage billeder, er der også hjælp at hente, når fotogruppen holder et kursus søndag 28. september i Cafe Globen. Og husk sidste frist for at deltage med billeder i klubbens fotokonkurrence i år er 1. oktober. Rigtig god rejse- og læselyst! Lars-Terje Lysemose, ansvarshavende redaktør 3 Gl ben De Berejstes Klub Rejsemagasin fra De Berejstes Klub Indhold Forsidefoto: Indfødt fra indonesisk Ny Guinea af Jan Lauridsen Indsendelse af tekst og billeder: [email protected] Postadresse: Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K Deadline til næste nummer: 30. oktober 2014 Næste tema: Delte områder Annoncer: [email protected] Tryk: Printall AS, Tala 4, 11415 Tallinn, Estland Oplag: 1.000 ISSN: 1603-1458 Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk R e da k tion : Lars-Terje Lysemose Viroj Anette Lillevang Finn la Cour Ann Kledal Ansvarshavende Jienwatcharamongkhol Kristiansen Medredaktør Medredaktør redaktør Grafiker Medredaktør Bertel Kristensen Else Braathen Jørgen Oulund Anna le Dous Henrik Fastergaard Illustrator Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser TEMA: Oprindelige folk Anette Holst Maya Linnea Rebecca Langhorn Per Allan Jensen Jytte Kristensen Christensen Pedersen Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Bodil Svendsen Elsebeth Finnick Stig Monrad Rikke Birkedal Hansen Søren Bonde Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Susanna Asven Joe M.G. Berge Bodil Johanne Henrik Frier Per Danielsen Korrekturlæser Korrekturlæser Jørgensen Hansen Skanning af fotos Korrekturlæser Korrekturlæser De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer, og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. 6 Vanuatu | Vulkanen ved verdens ende 10 Etiopien | Til manddomsprøve i bar røv med AK47 14 Mali | Poesi i sand 17 Congo Brazzaville | Mit liv som narkosesygeplejerske i Congos jungle 20 Indonesien | Blandt kannibaler på indonesisk Ny Guinea 24 Indonesien | Mænd i krigsmaling og kvinder i fjerpragt 28 FIJI, Tonga & Samoa | Return to Paradise 32 Indonesien | På besøg hos efterkommerne til Tobasøens kannibaler 35 Peru, Vanuatu, Kenya, Tanzania, Indonesien, Benin, Namibia, Grønland, Brasilien, Guatamala & Etiopien | Rejsebilleder 38 Ukraine | Krimhalvøens tatarer er vendt hjem til en uvis fremtid 42 Sydafrika, Zimbabwe, Zambia & BOTSWANA | På motorcykel gennem det sydlige Afrika 46 Namibia & SYDAFRIKA | På campingtur og blandt stammefolk i Namibia 50 Nepal | Nepals oprindelige folk SKRIBENTKONKURRENCE: Dengang mine fordomme blev gjort til skamme … DE BEREJSTES KLUB 3 Leder 59 Næste konkurrence | Dengang jeg deltog i en ceremoni … 54 Peter Schønsted | Eliteglobetrotter par exellence 57 Uganda | Det rustfri Afrika 56 Nye aktive medlemmer 58 Spanien | En hurtig dusørjagt ØVRIGE ARTIKLER 61 Sofarejser | Et udvalg af rejserelaterede udgivelser 64 Tips til bedre rejsefotos: Del 4 | Balance mellem lys og skygge 5 66 Bestyrelse for DBK 67 Giv Globen i gave Yasurvulkanen i udbrud fra alle fire kamre samtidig. I baggrunden ses havet og den mørke himmel. Bemærk at enkelte ildbaner har retning ud af krateret. ulkanen ved verdens ende Tekst & FOTOS: Jakob Øster Kan man tage et blebarn med ud til stammefolk på en lille ø midt ude i Stillehavet? Er det en god idé at besøge en vulkan, der spyer lava op over hovedet på én? Og kan man virkelig møde en høvding, der i bar røv ryger pot 20 meter oppe i et træ? 6 M ed et brag eksploderer Yasurvulkanen og sender brændende klippestykker højt til vejrs. Brølet efterfølges af en knitrende lyd af tusindvis af lavabomber – fragmenterede klippestykker, der regner ned fra himlen og borer sig ned i kraterets vulkanaske. En af bomberne slår med et drøn ned helt oppe ved kraterkanten, nær ved hvor jeg står. Øjeblikket efter er der stille. Så brydes stilheden af skriget fra en kvinde. Jeg befinder mig på et af de højeste punkter på vulkanens kraterkant. Det er stadig lyst og dermed nærmest umuligt at få øje på de brændende lavabomber, som vulkanen i stimer fyrer til vejrs omtrent hvert femte minut. Under mig fører en sti op gennem vulkanasken langs kraterkanten. Op mod toppen. Godt 50 meter længere nede på stien står tre unge kvinder og glor lamslåede på den glødende lavabombe, der lige er landet mindre end 10 meter fra deres fødder. Det er en af dem, der skriger hjerteskærende. Der er færre end 10 personer på vulkanen i aften. Om et øjeblik er vi tre færre – for kvinderne, der næsten blev ramt, er i hæsblæsende tempo på vej ned. Nu skriger de alle. Mørket sænker sig over Tanna. Fyrværkeriet, vi er kommet for at se, vil snart begynde. Fire dage tidligere Klokken er 05.30. Dagen gryer langsomt over Port Vila, hovedstaden i Vanuatu. Mørke skyer trækker sig sammen over lufthavnen Bauerfield. Vi er på jordomrejse. Charlotte, jeg og børnene på to og fem år. Fra Fiji er vi havnet i øriget Vanuatu. Nu står vi foran vores første indenrigsflyvning, som skal bringe os til øen Tanna. Tomme indtjekningsskranker og lange rækker med tomme plastikstole møder vores øjne. Der er halvanden time til afgang, og vi er helt alene i terminalen. Klatøjede kravler vores to små børn rundt på et par bagagevogne. En time før afgang kommer en ranglet indfødt ni-Vanuatu dalrende for dovent at tage plads bag skranken. Han har sort fipskæg og er iført en skriggul lufthavnsvest, der er mindst to numre for stor. Han ligner én, der har røget ganja og hørt Bob Marley hele natten. Jeg har aldrig været vild med at flyve. Især ikke med små, gamle indenrigsfly i tredjeverdenslande og i uvejr i orkansæsonen ude over det øde Stillehav. Vores fly er et Britten-Norman 10 sæders, der holder lige uden for terminalen. Det ligner noget, der er bygget kun ved hjælp af skrot, sejlgarn og hæfteklammer. En sardindåse med vinger Billetprisen inkluderer paraplyeskorte til flyet gennem monsunregnen, der nu vælter ned. Med et fast greb i hver sin lille barnehånd, spurter vi gennem regnen med vores småbørn flagrende efter os. Et par flinke lokale gutter kæmper for at holde os tørre. De kraftige, grønne paraplyer, som gutterne med forbilledlig ihærdighed forsøger at få til at dække over både os og vores afkom, ser både mere solide og væsentlig nyere ud end det lille fly, de fører os hen til. En lokal teenagepige er troppet op fem minutter før afgang og er eneste anden passager. ”Oh, it is very old.” Piloten fra Air Vanuatu hedder Graham og kommer fra New Zealand. Mindst 40 år gammelt er flyet, vil han tro. Hans fjæs er som skåret ud i granit, og hans øjne viser ikke det mindste tegn på uro. Med et brøl starter han motorerne. Jeg er bange nu. Pissebange. ”Fuck,” tænker jeg og glor op på en sammenføjning, der er repareret med gaffatape. Det er ikke vores første flyvning på turen i en tropestorm. Men det er vores første indenrigsflyvning i en gammel rusten sardindåse med vinger. Det lille fly hopper og danser igennem den urolige himmel. Regnen tordner mod skroget. Sigtbarheden er nul. Vinduesviskerne pisker frem og tilbage over forruden, uden at jeg aner, hvad de skal gøre godt for. Vi kan alligevel ikke se noget. Under os ligger Stillehavet. 250 km med intet andet end hav under os skal vi passere. Motorerne larmer, så det er umuligt at kommunikere. Børnene suger det hele til sig med nysgerrige, opspilede øjne. For en gang skyld er de tavse. Ring af ild Vi lander på Tanna og skal køre tværs over øen. Vejen er hullet, stejl og ufremkommelig. I regntiden kan kun firhjulstrækkere forcere den mudrede vej. Vi kører over et stejlt bjerg og ned på vestsiden af øen. Til sidst kommer vi til Yasur. Yasur er en olm, gammel vulkan. Vanuatu ligger på det, der er kendt som ”ringen af ild”. Kontinentalplader nær Jordens indre ramler sammen, og Yasur hjælper Moder Jord med at slippe af med noget af det enorme tryk. Landskabet skifter til sort sand. Vi krydser en flod. Min datter synes, de underlige pandekageformede klipper i det golde landskab ligner en af banerne fra vores Super Mario-spil hjemme på Wii’en. Yasur spyer sort røg ud. Det er overskyet og svært at se, hvad der er røg, og hvad der er sorte skyer. Vulkanen Yasur siges – når man ellers har fundet vej til Tannaøens vestside – at være verdens lettest tilgængelige aktive vulkan. Fra vulkanens fod kan man gå op til kraterkanten på under en time, eller man kan køre i en firhjulstrækker næsten helt op til kanten. En oase i junglen ”Vores træhus!” udbryder Jonas, min toårige søn, da vi viser ham det enorme banyantræ. Fire meter oppe i træet har vores vært Kelson bygget en hytte inde i træets hule stamme. Desværre er halvdelen af trappen derop og et par planker på platformen foran hytten rådnet væk. Vi er Kelsons første gæster i tre måneder, og regntiden har ikke været barmhjertig ved det gamle træhus. ”I kan bo i en hytte nede på jorden, de første par nætter – så fikser jeg træhuset imens,” siger Kelson. Jungle Oasis, som stedet meget passende hedder, ligger klos op ad vulkanen og er i sandhed en oase. 7 Hytterne er bygget oven på sort vulkanaske, og mellem hytterne er anlagt frodig grøn have oven på asken. I haven er der guavatræer. Bag guavatræerne står Philips ged. Tættere på restauranten står citrontræer. Kokosnødder og bananer gror på palmer alle vegne. Det er en perfekt base for børnene, et super udgangspunkt for at bestige vulkanen og i gåafstand fra tre stammelandsbyer i junglen. Ungerne er i himlen. En ged, en hytte, guavaer, bananer og kokosnødder, en buldrende vulkan og stammefolk i bar røv og bast i gåafstand. Bedre bliver livet muligvis ikke. Morgenmaden tryller søde, unge Lucinda frem i spisesalen, som er et kæmpe træhus på stylter. Frisk frugt fra haven, nescafe og brød ristet over bål. Om aftenen tændes generatoren, hvis der er nok benzin, og Lucinda får meget ud af de få ingredienser, hun har til rådighed ved komfuret. Der er mange kilometer til nærmeste butik, så det er som regel kylling fra en lille nabolandsby, vi spiser. Toilet er i gården, og rotterne pibler lejlighedsvis hen over hytternes bliktage. Det er en rigtig junglelejr, men her er alt, hvad vi kan ønske os. Hvert femte minut ryster Jorden, når Yasur går i udbrud. Fra små skæve træborde med stearinlys glor vi med ærefrygt ud over palmerne op mod den hidsige vulkan, hvis top vi snart skal op på. Når mørket sænker sig over junglen, lyser vulkanen natten op i et ildevarslende En af mændene fra yakelstammen. Yakelnambaerne er den mest traditionelle stamme på Tanna. De bor dybt inde i junglen og ernærer sig ved traditionelt landbrug. Far og søn fra tapua namba-stammen. Tapuaer er nambaer, hvilket betyder, at de går med det lidt specielle penisdækken (der ikke er hult, dvs. dilleren bliver fastspændt op langs maven). Familien Felk Øster sammen med kvinderne i tapuastammen. lyserødt skær, akkompagneret af høje skrald fra Yasur. Turen til yakelstammen Ud over en særdeles aktiv vulkan byder Tanna på stammefolk. Problemet er bare, at de kan være svære at finde. Også selv om jeg både har et kort og har fået anvisninger fra Richard I’anson – en af Lonely Planets topfotografer. ”De tre stammer bor dybt inde i junglen, og du finder dem aldrig uden en lokal guide,” skrev han til mig. Heldigvis hænger Philip, en sød ung mand, der taler glimrende engelsk, ud ved Jungle Oasis. Philip har tre børn og en kone, der bor på den anden side af øen. Han ser dem kun hver tredje måned, for han har ikke råd til at betale for den dyre transport tværs over øen. For en særdeles rimelig skilling fikser han det, der skal til. Arrangerer stammeceremonier, oversætter, viser os vej til stammerne i området og arrangerer transporten med firhjulstrækker op til den mindst tilgængelige af øens tre stammer: yakelstammen. Vejen op ad bjerget mod yakellandsbyen er smal og pløret. Vores Toyota Hilux-pickup har godt nok firhjulstræk, men det hjælper ikke meget, når dækkene er tyndslidte, og vejen er glattere end brun sæbe. Andre biler har gravet plørerender, der er op mod en halv meter dybe. Et ensomt hævet spor bestående af to bløde jordbaner bugter sig op over bakken. Komí, vores rastachauffør, ser for en gang skyld ikke så cool ud, da han banker sømmet i bund. Hiluxen sejler af sted, mens han febrilsk hiver i rattet for at forsøge at holde bilen oppe i det smalle spor og væk fra det dybe pløre. Han når lige over halvvejs i dette tredje forsøg, før bilen sejler af sporet. Bilen glider og sidder fast. Igen. Baghjullet spinner rundt som et piskeris i en kop kakao, mens det støt og roligt graver sig dybere ned i mudderet. Der er ikke mange steder tilbage på kloden, hvor man stadig kan se naturfolk. Naturfolk, der lever som de altid har gjort og ikke bare klæder sig ud for turisterne. Naturfolk, der dyrker pot og går med penisdækken. Tanna er et af de få steder. Vi skal bare lige igennem pløret, op ad bjerget og ind i junglen. ”Vi kommer ikke op,” annoncerer Komí. Jeg kigger på mit ur. Fuck. Så står vi der. På en plørevej med vores afkom i hver sin hånd og mærker vores drøm om at besøge yakelstammen fordufte, imens Komí ihærdigt prøver at grave vores nødstedte pickup fri. Helt uventet får vi selskab. En Nissan firhjulstrækker fra Talapoa Tour Transport med dæk med kraftige riller og 10 lokale på ladet materialiserer sig ud af det blå. Langsomt kravler den op til os. Vi er nær det stort set ubeboede midtpunkt på en lille ø ude midt i Stillehavet. Et sted stort set uden biler, og hvor en liter benzin koster 30 kr. Hvad oddsene er for, at der kommer lokal, offentlig transport forbi, fem minutter efter vi er kørt fast i mudderet, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg gætter på, at de er små. Jeg gætter på, at de par landsbyer, der ligger på vej op mod yakelstammen, måske ser en bil et par gange om ugen på denne tid af året. Men man har jo lov at være heldig. Stille og roligt kravler Nissanen op igennem plørebakkerne til trods for, at vi for kort tid siden ville have forsvoret, at det var muligt. Jeg står op på ladet og holder godt fast, mens bilen hopper op 8 og ned. Charlotte sidder med ungerne på skødet på det ene forsæde og forsøger at forhindre, at deres små lyshårede hoveder banker ind i kabinen, mens bilen danser jitterbug. Som altid på vores tur synes de, at jo vildere det er, jo sjovere er det også. Når mor og far er glade, er de også. Pot i et træhus Dybt inde i junglen bor nambaerne i yakelstammen. Det er varmt, så lille toårige Jonas, er kun iført ble og sandaler, da vi ankommer. Selv fraregnet sandaler er han dog mere påklædt end yakelhøvdingen, der måbende glor på vores lille hvide søn, som om han aldrig har set noget lignende. Et spøjst syn. Nøgen høvding og nøgent hvidt turistbarn ser hinanden an i junglen. Nambaerne har taget deres navn efter den flettede penisattrap med frynser, som mændene binder rundt om maven for at dække deres genitalier. Høvdingen står foran sin flettede hytte, mens fritgående smågrise render omkring. Stammens mænd og drenge er på nær en smule snor og lidt fletværk foran dilleren alle sammen nøgne. Kvinder med nøgne overkroppe og lange bryster spankulerer omkring kun iført lyse bastskørter. Vi aner ikke, hvad de siger på deres lokale sprog, men de er tydeligvis temmelig interesserede i vores små lyse børn, og i særlig grad lillebror og hans hvide Libero-bukseble. Høje, vilde hampplanter gror overalt og synes at være nambaernes foretrukne køkkenhaveplante. Mellem to totempæle leder en stejl trappe flettet af grene og rødder 20 meter op i et træ. Den leder op til høvdingens gæstetræhus. 20 meter over jorden og med udsigt over Tannas tætte jungle kan høvdingen invitere sine gæster Vanuatu Kvinde fra yakelstammen foran traditionelle flethytter. Magre høns og smågrise piblede rundt blandt hytterne. op for at ryge hjemmegroet pot. En gestus, gætter vi på, som gennem tiden har sparet yakelfolket fra en del konflikter med andre stammer. Vulkanen ved verdens ende Fire nætter bor vi ved vulkanens fod, og hver aften sætter enten Charlotte eller jeg sammen med Philip kurs mod Yasurvulkanens top. Til fods tager det kun 45 minutter at tilbagelægge de 361 højdemeter fra vulkanens fod. Der stinker af rådne æg, og jordvejen ryger. Glohed ildelugtende damp brygget et sted i Jordens indre stiger gennem små revner direkte op fra jorden. Området omkring toppen ligner sort stenørken. Sort sand overstrøet med klippestykker, som vulkanen har spyet ud. Småsten og tunge klippeblokke ligger side om side boret ned i sandet rundt om den nødtørftigt ryddede parkeringsplads placeret bare 50 meter fra toppen. Der holder to hvide firhjulstrækkere. Vi er ikke alene. Helt oppe på kraterkanten ligger klippestykkerne tættere. Fra kanten glor vi ned i den store sorte gryde. Et indre plateau umuliggør udsyn helt ned til den flydende lava i vulkanens indre caldera. Stenene, som i virkeligheden er udbrændte lavabomber, ligger i gryden som forkullede popcorn og dækker plateauets skrånende sider. Philip siger, at regnen kommer snart. Efter at have overnattet ved vulkanens fod kender jeg lyden fra eksplosionerne. Alligevel får jeg et chok, da et kæmpe brag pludselig smadrer stilheden. Vulkanen er farligst nu. Før det bliver mørkt. En søjle af røg og klippestykker stiger til vejrs midt i krateret. Lavabomberne er næsten usynlige. Vi kan høre klipperegnen lande i krateret lige foran os, men vi ser først bomberne, lige før de lander. Vulkanen er i niveau 2 – moderat til høj aktivitet. Ifølge officielle kilder betyder det, at lavabomberne kan lande uden for krateret, og adgangen til kraterkanten derfor er lukket. En oplysning, der heldigvis ikke har afholdt billetsælgeren ved vulkanens fod fra at lukke mig ind. Philip påstår, at han har styr på det. At han kender vulkanen. ”Når vinden skifter, skal vi flytte os,” siger han. Måske har han ret. Hvis vinden kan styre de tunge klippestykker. ”Dør folk heroppe?” Philip kigger på mig med sine bedrøvede øjne. Det gør folk åbenbart. ”Jeg har reddet liv heroppe,” siger han. ”Okay. Men dør folk?” ”Ja,” siger Philip, ”det er sket.” ”Hvor mange?” ”Jeg kender kun til fem,” siger Philip. ”Tre turister og to guider. Et par af dem var dumme nok til at gå ned i krateret.” Ild og vand Som om det ikke skulle være nok, at Yasur beskyder os nedefra, beslutter himlen samtidig med monsunstyrke at angribe fra oven. Massivt vælter regnen ned over os som i et dansk sommerskybrud. Tirret af det kolde vand øger Yasur sin udspyningsfrekvens og tager til i styrke. Det er helt vildt. Mens mørket sænker sig over vulkanen, og ildbanerne fra vulkanen begynder at antænde himlen, vælter regnen ned. Stik imod al børnelærdom om ild og vand synes regnen at fremprovokere yderligere eksplosioner. Yasur har fire kamre. Uafhængigt af hinanden fyrer kamrene lavabomber 9 Øen Tanna er 40 km lang og 19 km bred og udgør 550 km². Øens højeste punkt er toppen af bjerget Tukosmera på 1.084 moh. Ud & hjem igen: Der går fly til Vanuatu fra Brisbane, Sydney, Melbourne, Auckland, Nadi og Nouméa med Air Vanuatu, Fiji Airways og Solomon Airlines. af sted. Vi har bevæget os nordpå langs kraterkanten op på et højt udsigtspunkt, der forhåbentlig denne aften er uden for vulkanens rækkevidde. Vi befinder os mellem to kamre og aner ikke hvorfra den næste lavafontæne kommer. Jeg har set alt muligt i mit liv. Men aldrig noget som dette. En vulkan, der igen og igen skyder lava højt op over hovedet på mig, mens jeg står i monsunregn på dens top. Vildt. På mit sidste vulkanbesøg går Philip og jeg mod syd. Her ligger et udsigtspunkt, hvor man kan fotografere udbrud fra alle fire kamre og få havet bag vulkanen med i baggrunden. I ærbødig respekt for den temperamentsfulde vulkan skynder jeg mig forbi de passager på kraterkanten, der ligger lavt. 50 meter højere oppe gør jeg mig klar med mit grej. Stativ, lommelygte, kamera, trådudløser, paraply. Det er stadig lyst. På stien under mig, som jeg lige er løbet op ad, hører jeg tre unge kvinders glade stemmer. Så eksploderer Yasur og rammer dem næsten. Øjeblikket efter er kvinderne chokerede på vej ned igen. Uskadte, men uden at nå at opleve det spektakulære fyrværkerishow, der snart efter lyser tusmørket op. nn Jakob Øster har medlemsnr. 312. Læs mere om hans rejseliv på www.jakoboester.dk. Til manddomsprøve i bar røv med AK47 ”H I Omodalen i det sydvestlige Etiopien er tiden nærmest gået i stå. Her kan den stædige eventyrer møde stammefolk, som lever i pagt med naturen. Det er dog langtfra nogen søndagsudflugt. Ekstremt dårlige veje og primitive forhold sætter min tålmodighed på prøve, jo dybere ind i dalen jeg rejser. Tekst & FOTOS: Søren Bonde vad fanden laver du, mand!? Blev du ikke ved bilen?” Jeg råber chaufføren lige op i ansigtet. Netop ankommet til Etiopiens hovedstad Addis Ababa, har jeg bestilt en transfer til mit beskedne hotel midt om natten. Nu kigger jeg desperat på passagersædet, hvor min fototaske stod indtil for 10 minutter siden. Vi gennemroder hele bilen endnu en gang. Tasken med min bærbare computer og alt mit nye kameraudstyr er pist væk. Der var vel værdier for 50.000 kr. Jeg er grædefærdig. Måneders planlægning er lige gået 10 i vasken pga. et toiletbesøg! Det er den værst tænkelige start for en ekspedition. Chaufføren er lige så ulykkelig som jeg, men har ingen forklaring på hændelsen. Det skal sgu bli’ løgn! tænker jeg fandenivoldsk, og denne drivkraft hjælper mig igennem de næste fem dage, hvor jeg trækkes fra politistation til udenrigsministerium, til indenrigsministerium og tilbage til politistation igen. Med møje og besvær og med hjælp fra det sorte marked fremskaffer jeg noget tredjerangsudstyr. Langtfra optimalt, men det får være. Endelig er jeg klar igen. Jeg prøver at indhente tabt tid og springer på flyveren til Arba Minch. Her mødes jeg af et bredt smil på et venligt brunt ansigt: ”Welcome, my friend – good to see you again!” Andualem mødte jeg første gang i 2011, hvor jeg som optakt til at besøge ”verdens varmeste sted” i det nordlige Etiopien, Øverste foto: Mursipige. Venstre foto: Tyrespring. tilbragte otte dage sydpå i Omodalen. Jeg ville undersøge, om der var stof nok til et senere projekt om stammefolk. Det var der i dén grad. Dalens 17 forskellige etniske grupper er ret forskellige, og mange lever meget primitivt og afsides. Nu er jeg tilbage, små to år efter, og det føles helt rigtigt. Andualem trækker mig over til firhjulstrækkeren og præsenterer mig for vores chauffør Asrat. ”Jeg har sat Toyotaen i stand, til du skulle komme,” siger Andualem. Han er en frisk fyr i midten af 30’erne og utvivlsomt en af dem, som kender Omodalen og dens folk allerbedst. Han taler flydende engelsk og syv forskellige stammesprog, og han har rejst i dalen på kryds og tværs, siden han var barn. Mens Asrat fylder tanken samt de mange dunke på taget, gennemgår jeg ekspeditionen sammen med Andualem. Vi har en løs plan om at besøge to eller tre stammefolk og opholde os en uges tid hos dem hver. Jeg vil ud til nogle af de fjerneste landsbyer, som er så lidt berørt af civilisationen som muligt. Og jeg vil prøve at dokumentere nogle af deres meget specielle ritualer på film og billeder. Bunden i vejret En times tid efter at vi har forladt civilisationen, begynder mørket at falde på. Bilens lygter fanger mænd og drenge, som er på vej hjem med kvæget. Dyrenes brølen blander sig med bilradioen og den monotone motorstøj. Jeg nyder solnedgangen gennem sideruden og ænser knapt, at Asrat bakser med at finde en klar radiofrekvens. Sekunder efter registrerer jeg, at bilen er på vej ud i rabatten. ”Hey!” råber jeg overrasket, og Asrat forsøger øjeblikke- 11 Mursikvinde med læbeplade – den berømte ”tallerken-neger”. ligt at rette op. Men hans bevægelse er for voldsom. Vi slingrer faretruende fra side til side, og så sker det uundgåelige: Vi ruller rundt, glas splintrer, verden vender skiftevis op og ned, indtil bilen endelig ligger stille på min side. Asrat kan ikke holde fast og falder ned over mig. Jeg husker ikke, hvordan vi kommer ud; alt går så stærkt. Provianten og dunkene fra taget ligger spredt omkring bilen, og diesel flyder ud. Toyotaen er totalskadet, og motoren brøler og ryger voldsomt, indtil vi får slukket for den. ”No, noo!” skriger Andualem og ser vild ud i øjnene. Asrat går i panik og forsvinder ind i krattet. Jeg bevarer roen og forsøger at trøste min ven, mens jeg masserer min ømme skulder og tænker, at det var et mirakel ingen af os kom alvorligt til skade. Asrat har jeg aldrig set siden. Syndflod En lastbil giver os et lift til landsbyen, hvor vi underretter Andualems familie, inden nyheden om ulykken spreder sig. Foran det lille hus tager børnepasseren imod os med ordene: ”Din kone er på politistationen. Der har været indbrud.” Vi kigger på hinanden, totalt uforberedte på denne besked, og pludselig flækker vi af grin. Vi kan ikke styre os længere. Det er bare for meget! Men der intet, som en kasse øl og lidt sjov tobak i gode venners lag ikke kan kurere. Et par dage efter har vi ny bil, ny chauffør og nye solbriller. De andre blev knust sammen med Andualems drømme om egen virksomhed. Nu er han atter afhængig af at hyre bil fra andre, og de tager sig godt betalt. Men begge er vi fast besluttede på at gennemføre ekspeditionen, koste hvad det vil. Nu er der jo snart ikke mere, som kan gå galt, vel? Jeg lægger ud med at konfiskere chaufførens khat for at sikre mig, at han er 100 % fokuseret på sin kørsel. Yderst upopulært. Dernæst tjekker jeg, at sikkerhedsselerne virker i denne bil. Og så er vi klar igen. Vi følger planen og kører mod den sydlige Omodal i håb om inden aften at nå frem til den samme hamerlandsby, som jeg besøgte for to år siden. Vi har fået oplyst, at landsbyen forbereder en manddomsprøve. Det er et helt specielt ritual, som det ikke lykkedes mig at opleve sidste gang, og denne gang vil jeg ikke vil gå glip af det. Men de tunge skyer i horisonten er ikke sådan at diskutere med, og vi forsinkes af adskillige regnbyger. Efter 10 timers kørsel stopper bilen pludselig, og den monotone hoppen forsvinder. Chaufføren hamrer frustreret en knytnæve i rattet. Den hullede jordvej har forvandlet sig til et frådende mudderhul, som selv vores firhjulstrækker må se sig besejret af. Andualem stiger ud med en lommelygte i den ene hånd og en skovl i den anden. Bilens forparti er sunket godt ned i pløret. Dækkene finder intet at gribe fat i. Regnen siler ned, og 10 meter længere fremme løber en mindre flod tværs over vejen. ”Vi må vente til regnen i bjergene stopper,” konstaterer Andualem med sindsro. Jeg finder endnu en skovl, og sammen graver vi hjulene fri. Tomgang og tallerkennegre Radbrækket prøver jeg at finde en komfortabel stilling, men det er umuligt at sove. Vi er mindre end to timers kørsel fra landsbyen, hvor festlighederne nok allerede er gået i gang. Frustrerende. Det Det er anstrengende at dokumentere livet hos stammerne – men til tider også sjovt! var planen, at vi skulle sove der i nat, men i Omodalen går det sjældent som planlagt. Det vidste jeg på forhånd. Alligevel valgte jeg en af de mest afsidesliggende landsbyer, som meget sjældent får besøg. Vil man gøre det mindre besværligt for sig selv, kan man besøge de landsbyer, som ligger nær vejen. De er til gengæld vant til turister – den slags som bliver en ½ times tid og betaler for at tage nogle hurtige billeder sammen med de indfødte. Det ødelægger landsbyerne og deres indtryk af omverdenen, og det vil jeg ikke bidrage til. Tidligere på dagen passerede vi en gruppe mursier, som sprang ud på vejen i fantastiske kostumer og begyndte at danse i håb om at tjene en skilling. De er meget særprægede og fotogene. Mursiernes kvinder har store huller i ørerne og læben, som fyldes ud med træ- eller lerskiver. Nogle er helt op til 15 cm i diameter, og derfra stammer betegnelsen ”tallerkennegre”. Det var dengang, man ikke var så politisk korrekt. For os ser det vanvittigt ud, men hos mursierne er det et skønhedstegn. En sådan forestilling er nok til at tilfredsstille de fleste turister. Men jeg vil have den ægte vare, og derfor sidder jeg fast i et mudderhul. Jeg forbander min stædighed, men kommer så i tanker om, at netop denne drivkraft har givet mig de mest fantastiske oplevelser verden over. Eventyret begynder oftest der, hvor vejen slutter. Tynd kaffe og knogler Omsider falder jeg i søvn på bagsædet. Da jeg vågner igen, er det stadig mørkt, men regnen er stoppet. Vandstanden i ”floden” er faldet, og en times tid senere forcerer vi vandmasserne. Klokken er 3, da vi 12 ankommer til landsbyen. Hamerfolket lever meget primitivt. Jeepens forlygter afslører en gruppe stråhytter omkring en åben plads. Det svage skær fra et ildsted forsvinder bag en flok slanke silhuetter; tre mænd er kommet ud for at modtage os. Jeg får øje på Nielaman, som jeg boede hos i 2011. Han genkender også mig og byder mig velkommen med et bredt smil og et gedigent håndtryk. Jeg bliver høfligt henvist til en lille hytte. Den er sparsomt møbleret med to primitive træsenge og et bord. På den ene seng ligger en mand og sover. Her lader ikke til at være myg, og det skulle ikke være højsæson for malaria. Jeg dropper myggenettet og falder udmattet om på den anden seng. Allerede klokken 5.30 vågner jeg efter en urolig nats søvn. Det klør over hele min krop, og jeg tæller 18 myggestik. Andualem stikker hovedet ind ad døren og forklarer, at min sidemand på sengen har malaria. Storartet. Kunne han ikke have sagt det, inden jeg lagde mig til at sove? Nysgerrigheden, over hvad dagen vil bringe, overvinder dog hurtigt bekymringen over, om en af de 18 myg var bærere af parasitten. Vi samles i Nielamans hytte, der består af ét stort rum, som er meget mørkt og tilrøget. Den eneste lyskilde er gløderne fra det åbne ildsted. Der går nogle minutter med at vænne sig til mørket. Landsbyen får sjældent besøg, så glæden og nysgerrigheden er stor. 10 par store øjne stirrer på mig, og jeg stirrer tilbage. Det er som at træde tilbage til stenalderen. Mænd, kvinder og børn sidder langs væggene. De bærer sparsomme trevler af dyreskind på kroppen. Kvindernes udsmykning består af armringe af metal eller fletværk. Det slår mig straks, hvor ordentligt hytten er indrettet. Alt har sin plads, og intet ligger og flyder. Gulvet er af jord, men nyfejet og fint. På ildstedet står en stor metalkedel og koger. Den har Andualem nok haft med. Denne gang havde vi 50 kg ris og 20 kg kaffeskaller med som gave. Risene er et vigtigt supplement til deres kost, og kaffeskallerne er ved at blive serveret. De koges med vand til en lysebrun væske, som hældes op i en flækket græskarskal på størrelse med en halv fodbold. Skallen går rundt, og vi drikker efter tur. Det smager af korn og kun en anelse af kaffe. Nogle afpillede dyreknogler på et træfad bydes rundt. En kvinde maler majskorn til mel mellem to sten, mens hendes bare bryster dingler frem og tilbage. Nielamans familie snakker lavmælt med hinanden og kigger på mig. Det er ren idyl. Masser af masaer Stilheden brydes gradvist af sang og truthorn. Festen er ved at begynde, og folk ankommer i stort tal fra nabolandsbyerne. Alle er for længst oppe for at forberede tyrespringet, som skal finde sted inden solnedgang. Hos hamarfolket er tyrespring en manddomsprøve, som alle teenagedrenge skal igennem. De vinder agtelse og accepteres ind i mændenes rækker. Under et halvtag af palmeblade sidder en stor gruppe unge mænd. De er masaer – dvs. ungkarle, som selv har gennemgået ritualet. Nu rejser de, indtil de bliver gift, fra landsby til landsby for at hjælpe andre drenge igennem ritualet. Jeg lægger det ene kamera fra mig og filmer dem med det andet. De forstår hurtigt magien i kameraet og jeg fotograferer ivrigt. En gruppe halvnøgne piger danser udfordrende ind i mængden, mens de synger og trutter monotont i deres horn. De hviner, da de fotograferes og ser sig selv på displayet til stor morskab for drengene. Med besvær får jeg kameraet tilbage, og masaerne stiller straks op til gruppefotos med fjollede grimasser. Det er sjovt, og tiden flyver afsted. Vi kommunikerer uden at tale samme sprog. En gruppe af ældre mænd betragter os lidt på afstand. De er småfulde, men for gamle til at fjolle rundt. I stedet kigger de dybt i lerkanderne, som i morges var fyldt med en gæret drik. Mændenes traditionelle klædedragt er suppleret med en AK47. Den har desværre fundet indpas hos mange stammefolk pga. konflikten i nabolandet Somalia, som destabiliserer hele Afrikas Horn. Når drenge bliver til mænd Midt på eftermiddagen samles vi alle på den store plads omkring en portal af grene. En tyr trækkes symbolsk igennem, og sådan viser hamerfolket deres respekt for dyret, som de er helt afhængige af for at overleve. Nogle unge kvinder overrækker tynde grene til udvalgte masaer. Modvilligt lader mændene grenene svirpe hen over kvindernes nøgne rygge, men kvinderne fortrækker ikke en mine. Dette lille ritual er en forsmag på, hvad der venter dem, den dag de skal giftes. Ryggene på gifte kvinder er fyldte med lange ar efter piskeslag. Det er et tegn på opofrelse og hengivenhed over for sin mand og sin stamme. Jo mere smerte hun udholder, jo stærkere bånd knytter hun. Det forventes til gengæld, at manden vil beskytte hende med sit liv. Kærlighed gør i sandhed ondt. De andre masaer er travlt optaget med at indfange 16 tyre, som går frit rundt i området. Det tager sin tid. De er dygtige cowboys, som tager tyrene ved hornene og indfanger dem til ritualet. Derefter stilles tyrene på rad og række, mens andre mænd sørger for, at de ikke stikker af. En gruppe kvinder danser glade rundt på pladsen. Resten af landsbyen og alle gæsterne danner ring omkring pladsen, danser og sørger samtidig for, at tyrene ikke kan stikke af. Når alle tyrene endelig er samlet, ankommer ritualets midtpunkt: En dreng, som vel er omkring 15 år, står klar. Han er helt nøgen, men det lader ikke til at genere ham det mindste. Masaerne sørger for at tyrene står helt tæt og nogenlunde stille. Så sætter drengen i fokuseret løb, mens vi alle hujer i begejstring. Ubesværet springer han op på ryggen af den første tyr og fortsætter i elegant løb hen over ryggene på de 15 andre, inden han springer ned på den anden side. Falder drengen, eller mislykkes han med sine løb, er han til stor skam for landsbyen og sin familie – og sig selv. Det er fascinerende at betragte, hvordan alle er fokuserede på ritualet. Der er ingen tvivl om, at det styrker landsbyens sammenhold. Drengen drejer rundt og gentager tyrespringet nu i omvendt rækkefølge. En tyr flytter på sig, drengen mister kortvarigt fodfæstet og er nær ved at falde ned mellem de store dyr. I sidste øjeblik genfinder han balancen og klarer skærene. Den genstridige tyr får et dask af en masa og retter ind. Først efter syv løb stopper drengen, og tyrene slippes fri. Han har gennemført ritualet med bravur, for 13 Omodalen i Etiopien I landsbyerne tales kun stammesprog. En tolk gør det langt nemmere at blive accepteret af stammerne. De finder på mange mærkværdige ting, som kræver en forklaring. Ligeledes vil de have mange spørgsmål til dig. Jeg betalte 120 USD per dag for en erfaren tolk, chauffør og firhjulstrækker. Det var en vennepris. 150 USD er mere almindeligt. Ud & hjem igen: Fly København-Addis Ababa fås fra ca. 4.150 kr. t/r. Herfra indenrigsfly til Arba Minch og derfra bil til landsbyen Jinka. Her er de fleste faciliteter, så det er en god base. Årstid: Undlad at rejse i april-maj og oktober-november. Det er de vådeste måneder, hvor mange veje oversvømmes og bliver ufremkommelige. kun fire løb er påkrævet. Nu betragtes han som en mand. Hans familie kan være stolt. nn Søren Bonde har medlemsnr. 158 og er eventyrer, foredragsholder og producent for Kipling Travel. Hans rejser er ofte strabadserende ekspeditioner til svært tilgængelige områder. Læs mere om ham på vagabonde. dk . Grødfest. Poesi i sand Tekst & fotos: Anette Lillevang Kristiansen Navnet Sahel har en sælsom klang af mystik. Det er i Saharas udkant, på grænsen af Malis uendelige ørken i hjertet af Vestafrika. Langsomt forsvinder byen Timbuktu i horisonten – dens sandede gyder, adobestenshytter og de længselsfuldt brægende geder. Kamelerne sætter deres store bløde fødder i det pulsende fine sand med rolige, regelmæssige skridt. Ørkenens skib vugger af sted i et tempo, som havde den al den tid, der findes i verden. Ahmed beder i den sene eftermiddags bløde lys. Han stiger ned fra kamelen og knæler ydmygt i det bløde sand med sit vejrbidte ansigt mod Mekka. Sagte lyde og mumlen slipper ud mellem hans læber. Vi iagttager ham med et strejf af ærefrygt. Kamelerne udstøder en gurglende lyd helt nede fra maven, de kigger på én – dovent med dybe øjne fulde af ro, indrammet af elegant buede øjenvipper, mens de små buskede ører irriteret virrer fluerne bort. K Langt ude i evigheden Vi kommer til lejren i aftenskumringen. Man kan ikke se byen mere, der er intet lys ud over en bleg måne, og 360 grader rundt er ørkenen det samme skue. Sanddyner med tør vegetation i bleggrønne og brune nuancer badet i sælsomt lys. Vi bliver tilbudt et kamelskindstelt, men vælger at sove under åben himmel under en stjernehob så enorm, at man bliver helt tavs. Vi ligger på vores sivmadrasser, da den tørre kulde i ørkenen sætter ind. Mørket falder på og mælkevejens tågede, gigantiske stjernetæppe er bredt ud i hele sin vælde. Jeg lytter til de fremmedartede lyde, skutter mig, gyser og kryber tættere ind til min ven, der ligger ved siden af i dunsoveposen. Er lidt ængstelig for at overnatte i dette – for os nordboere – ukendte miljø. Et anstrøg af frygt sniger sig ind. Hvem eller hvad går rundt ude i sandet om natten? Hvad ved vi om ørkennomader og stjernenavigation? Vi er på udebane i et fremmed miljø. Her er stort, så stort at man føler sig lille, bange og forsvarsløs i denne uendelige ødemark. Disse mennesker er født her, ørkenen er deres hjemsted og revir, deres ”fødeby” og barndomsminder – hele deres sjæl. Nogle ameldriveren er tuareg og udstråler ro og værdighed langt ind i sjælens dyb. Hans solbrændte hud og hærgede ansigt skimtes under den specielle ørkenturban. Han gør alt med tålmodighed og rolige, velovervejede bevægelser. De barkede hænder vidner om mange år på dette ugæstfrie sted. De er ørkennomader, der ikke accepterer landegrænser, et folk uden tilhørssted. Som ørkenens sigøjnere lever de en barsk og ensom tilværelse i denne knastørre ødemark. Midt på dagen steger solen hedt og ubarmhjertigt, lyset er hvidt og skarpt og får øjnene til at løbe i vand. Heden er ulidelig og nådesløst brændende. Sidst på eftermiddagen føles det, som om sceneriet er pudret i kanel, og alt har fået en gylden varm farve. Lyset og vinden smyger sig om en, og man kærtegnes blidt i deres favn. Ens tidsog orienteringsevne forsvinder – der er kun solen og nuancerne som pejlemærke. Det føles, som opsluges man af et mystisk væsen, der holder én fast i sit greb og ikke slipper igen. Det forfører og hypnotiserer, uden at man opdager det. 14 Kamelen, ørkenens skib, har i århundreder båret salt fra Timbuktu og op nordpå i Malis ørken, og man værdsætter dem for deres helt særlige nøjsomhed i ørkenen. af dem har knapt oplevet civilisationen, og de vil altid foretrække de store vidder og dens uophørlige stilhed. Tæt på skabelsen, tæt på naturen og denne øredøvende tavshed, som man kun finder i ørkener og verdens store bjergkæder. Det store intet, intetheden i dens mest enkle og rendyrkede form. Et land uden grænser, uden for tid og rum – en anden dimension. Familiens overhoved kommer og hilser på. Han har bemærkelsesværdigt smukke klare øjne med en sjælden dybde, der kun ses hos mennesker, der er i fuldkommen fred og harmoni med dem selv. Jeg tager mig selv i at svømme væk i hans øjne og hans regelmæssige ansigtstræk. Man taler sammen om livets store spørgsmål herude, for der eksisterer ikke andet end tid. Tid langt ud i evigheden og til verdens ende. Naturen i sin mest uspolerede udgave – man dyrker stilheden som en Gud – her under stjernerne. De er sofistikerede mennesker disse tuareger, ja, de virker næsten en smule overjordiske. Med værdighed og sindsro Vi får morgenmad serveret under den opstående sol, lyset er igen blevet skarpt. Nattens trylleri er forsvundet, afløst af morgengryet. En rund bakke af blomsterprydet emaljeret stål med tørt brød, smør, marmelade, te med sukker og mælkepulver. Måltidet bliver næsten til en ceremoni i sig selv. Tildækkede kvinder ankommer og breder deres klæder ud over sandet De viser os deres håndlavede smykker. Sorte og indigoblå glasperler og kors i tuareg- sølv med sirligt udførte ciseleringer. Vi aner hurtigt en særegen stolthed. Da vi prøver at forhandle os til en billig pris, er man vedholdende. Ikke som i byen, hvor vi kan stramme den lidt, og alligevel kan komme derfra med et smykke til billige penge. Man er selvbevidst her, og smider ikke sine ting ud til ”popsmarte” turister, der ikke vil betale prisen for kvalitet. Så vi kommer ikke til at hænge et kors i tuaregsølv om halsen. De er for værdige til den slags, og pakker deres kunst sammen igen med sindsro. Ahmed sadler sine kameler med samme omsorg og blidhed, som skulle han pusle et spædbarn. Man nærer dyb kærlighed til sine dyr herude, kender deres værd, og ved, at man intet er uden sine last- og ridedyr. Ørkenens skib har betydet alt i århundreder, lige siden man begyndte at transportere salt ad karavanevejene i denne udpost på kanten af den vældige Saharaørken. Man gør det selv den dag i dag. Saltkaravaner med op mod 50 kameler drives de små 1.000 km og de 16 dage under den ubarmhjertige sol gennem vældige sandklitter for at sælge den kostbare last i Timbuktu. Et sjældent øjeblik af magi Vi rider langsomt ud i den nøgne ørken. Rumperne smerter på de hårde og ubekvemme træsadler og de uvante bevægelser af de store dyr, der roligt trasker af sted. Vi rider ud til et lille, ensomt træ, der ikke er meget andet end et par sprøde stilke, der stikker op af sandet. En smal 15 Tre dage i ørkenen uden for Timbuktu blev en oplevelse, der gjorde indtryk. bræmme af skygge er at finde på den ene side af træet. Her slår vi lejr, og Ahmed samler kviste til et beskedent bål. Han tilbereder maden, og vi indtager et simpelt måltid bestående af kogte ris og fisk i et stålfad. Vi deles om samme skål. Det er intimt at spise af samme skål. Det er privat og blufærdigt, og alligevel så underligt tæt og trygt. Min ven tager et billede af ørkenen i sepia. Han indstiller kameraet og indfanger et tidløst, magisk øjeblik med et knitrende tørt, lille træ på en ensom forhøjning i sandet. Billedet ligner et ældgammelt fotografi fra en for længst svunden tid – et splitsekund, et øjeblik i verdenshistorien, som aldrig vender tilbage. Ahmed brygger te i en lille mørkeblå, emaljeret tekande. Vi er vidner til en teceremoni, der tilberedes og udføres med næsten kongelig værdighed. Han blander sukker i den stærke sirupsagtige drik, lader den trække, og byder os den i et enkelt lille glas. Den kogende stærke te svider i halsen og giver en eftersmag af skrapt peber, der prikker på tungen. Efter tredje rundes opblanding med kogende vand, bliver den behagelig og mere afrundet i smagen. Det vigtige aspekt er det sociale. Man deler glasset og er på en eller anden forunderlig måde sammensmeltet for altid. De mennesker man har delt den med, er blevet ét med én. Tidløshed under stjernerne Ud af intetheden står der pludselig et menneske i sandet. Han er ankommet lydløst som et genfærd – han er som Tuaregerne i Mali Tuaregsølv er en legering af sølv og kobber og har en gylden farve. svævet henover sandvidderne. En ung tuaregmand i strålende blå flagrende gevandter, der vejrer i den lette vind. Han sætter sig ved os og er der måske en halv time. De udveksler vel højst ti ord de to – han og Ahmed. Tiden står stille, ord er overflødige. Han bydes på te i det lille glas. De taler så sagte sammen, at det kun føles som en hvisken. Ingen af dem hæver stemmen fra det leje. ”Ordene bliver båret af vinden,” siger min ven drømmende og er tydeligt rørt over det unikke i situationen. Dette er poesi. Så storslået, smukt og enkelt, at jeg mangler ord til at beskrive det. Det er hele sceneriet. Et spøgelsesvæsen dukker op af ørkensandet, drikker sin te, siger ti ord så sagte som vindens raslen i de tørre buske og forlader os igen, lige så lydløst som han kom. Jeg følger ham betaget og målløs med øjnene, til han forsvinder bag en sandklit. Jeg er et andet menneske bagefter – der er sket et eller andet med mig. Jeg er blevet rigere og større, tættere på universet og på at forstå. Hvad er ro? Hvad er harmoni? Skal man sidde i ørkensand for at forstå det helt ind i benmarven? Det er et af de fuldkomne øjeblikke, som gør, at man en dag måske får lettere ved at forlade denne Jord. Ahmed banker tekanden mod en sten, så de våde teblade falder ud. Han slukker bålet og pakker sin kamelskindsvadsæk. Kamelerne har fået lov at gå frit og tage føde til sig. Træsadlerne har stået dekorativt i sandet. Han går mod solnedgangen for at finde sine dyr – vi kan ikke få øje på dem ude i horisonten i det skarpe modlys. En halv time senere kommer han traskende med dem, sadler op, og vi begiver os af sted til lejren under stjernerne. Sindet er blevet udvidet, og verden bliver aldrig helt den samme igen. nn Anette Lillevang Kristiansen har medlemsnr. 328 og er journalist og medredaktør af Globen. Artiklen blev til efter en tre måneder lang rejse i Vestafrika, herunder til Mali, i begyndelsen af 2009. En kortere engelsk version kom i maj 2014 på en fjerdeplads ud af 505 deltagende rejseessays i skrivekonkurrencen ”Inspiration Travel Writing Contest 2014”, arrangeret af WeSaidGoTravel.com. Anette er netop flyttet til Cairo for at studere videre. Læs mere om Anette på www.inkapigen.dk. Ahmed blander sukker i teen og hælder den i lange stråler ned i en kop. 16 Tuaregerne eller ”det blå folk” er et nomadefolk, der er en del af berberfolket. Tuaregerne udvandrede fra det nordlige Afrika til Sahelområdet omkring 400-tallet. Tuaregerne er ud over deres sprog karakteriseret ved at bære en blå eller indigofarvet beklædning, som også har givet dem navnet eller tilnavnet det blå folk. Det skønnes, at der findes omkring 1,2 millioner tuareger i Sahelområdet, som strækker sig mere end 6.000 km tværs over Afrika. Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnBamako i Mali fås fra ca. 6.750 kr. t/r. Lokal transport: De fleste tuareger i Mali bor i området omkring Timbuktu, og turen hertil går fra hovedstaden Bamako til Mopti med bus. Herfra kan man leje en personbil med chauffør til Timbuktu, hvor man undervejs krydser Nigerfloden med en flodpram. Turen koster nogle få hundrede kroner. Logi: Det er billigt at bo i Timbuktu, og man finder nemt overnatning for under 100 kr. Mange af bygningerne er adobestenshuse, der er dejlig svale i varmen. Souvenirs: Tuaregerne i Sahelområdet er især kendte for deres smukke sølvsmykker, kaldet tuaregsølv. Det er en legering af sølv og kobber og har en særlig gylden farve, og for dette folk indikerer smykkerne rigdom, position og oprindelse. Smykkerne kombineres ofte med perler, og særligt tuaregkorset menes at have en beskyttende evne og bæres stadig af tuaregerne i dag for deres skønhed og magiske kraft. Charmerende og nysgerrige unger. Mit liv som narkosesygeplejerske i Congos jungle I 2009 flygtede godt 60.000 mennesker pga. uroligheder mellem to rivaliserende stammer over Congofloden fra Den Demokratiske Republik Congo til junglebyen Bétou i det mindre land Congo Brazzaville – også kendt som Republikken Congo. Læger Uden Grænser genåbnede et projekt for at tage sig af de mange sundhedsmæssige udfordringer, der opstår, når antallet af indbyggere i en by pludselig mangedobles. Tekst & FOTOS: Anja Stubager I 2012 har jeg kørt syv timer gennem junglen fra nabolandet Den Centralafrikanske Republik (CAR) i en af Læger Uden Grænsers firhjulstrækkere. Undervejs skiftes bilen ud med en pirog, en lang smal kano hugget ud af en træstamme, for at sejle over Ubangi, en af Congoflodens mange bifloder. På den anden flodbred holder en ny firhjulstrækker klar til at køre mig de sidste timer til min destination Bétou. Vejen er en smal, hullet jordvej med tæt jungle på begge sider. Indimellem dukker små rydninger op, hvor traditionelle lerog stråhytter danner små landsbyer, flere er beboet af pygmæer. Alle steder bliver der vinket og smilet til min chauffør og mig, selv om vi er nær ved at ramme geder og høns, som inteta- nende om den nært forestående fare går rundt midt på vejen i jagten på lækkerier i de mange mudrede vandpytter. Hospital i junglen Hospitalet, jeg skal arbejde på, er lille og velfungerende. Jeg skal bedøve for et lille kirurghold, som alle er lokale. Det er første gang, jeg arbejder med kirurger, der ikke er expats, men det er en fornøjelse. Vi begynder hver morgen med kaffe og morgenbrød. Hyggefaktoren er høj, og der fortælles vittigheder, diskuteres politik og religion, og der grines så højt, at det næsten overdøver de fødende kvinder. For her føder man sit barn uden mulighed for smertelindring. De fleste nætter vågner jeg ved, at vagten banker på min dør og siger, der er brug for mig på hospitalet. Det er altid en fødende kvinde, hvor barnet er umulig at få ud på normal vis, og derfor skal hun bedøves til et kejsersnit. Så er det med at komme hurtigt i tøjet og ud til firhjulstrækkeren, der er klar til at køre mig igennem Congos kulsorte nat. Pga. regntiden er de røde jordveje mange steder forvandlet til tyk, sej mudder, som gør det svært at passere selv med en erfaren chauffør og en kraftig firhjulstrækker. Jeg er narkosesygeplejerske og derfor den første, der bliver hentet af det lille kirurghold for at tilse kvinden, få hende bragt til operationsstuen og være klar til at lægge rygmarvsbedøvelsen i det øjeblik, 17 jeg ved, kirurgen er ankommet. Der er ikke et eneste overflødigt kg på kvinderne, hvilket dermed gør det let for mig at finde det mellemrum i ryghvirvlerne, som jeg skal stikke ind i med en speciel kanyle for at sprøjte bedøvelse ind i rygmarvskanalen. Svære fødsler Selv om det altid er akut, føles ventetiden på resten af kirurgholdet nogle gange næsten ubærlig. Hvis jordmoderen har konstateret en svag hjertelyd hos det endnu ufødte barn, er det med hjertet oppe i halsen, minutter der føles som timer og bekymrede blikke, der udveksles henover operationsmasken. I de situationer er det afgørende, at barnet kommer Pygmæer Ordet pygmæ stammer fra navnet på et kort folkeslag, pygmaioi, i græsk mytologi. Pygmæer er lette at kende pga. deres lave højde: 120-150 cm for mænd og lidt mindre for kvinder. Betegnelsen pygmæ betragtes ofte som nedsættende, ikke mindst af pygmæerne selv, som hellere vil betegnes efter, hvilken stamme de tilhører. De afrikanske pygmægrupper bebor urskovsområderne i Centralafrika. Det anslås, at der findes mellem 250.000 og 600.000 pygmæer. De lever først og fremmest af jagt og indsamling og kan inddeles i tre hovedgrupper: Den vestlige gruppe (aka- og binga-stammerne) findes i grænseområdet mellem Cameroun, Congo Brazzaville og Den Centralafrikanske Republik samt i Gabon. Den østlige gruppe (mbutistammen) lever i Ituriskoven i den nordøstlige del af DR Congo, og den centrale gruppe (twa-stammen) i den centrale del af DR Congo samt i Rwanda og Burundi. Sprogligt adskiller de afrikanske pygmæer sig ikke fra nabofolkene. De har altså ikke et eget sprog. Junglebyen Betou. Min lille patient er ved at vågne efter bedøvelsen. hurtigt ud ved kejsersnit, hvis det skal have en chance for at overleve. Når man er tilknyttet et kirurgprojekt med fødsler, kan det ikke undgås, at man indimellem står med døde spædbørn. De gange, jeg har hjulpet barnet med at trække vejret, fordi hjertet stadig slår, men det ikke selv kan trække vejret, er det meget svært at holde op. Jeg ved nemlig, at når jeg stopper med at puste luft ned i barnets lunger, vil hjertet holde op med at slå kort efter. Men det er en rolig død, og det bedste at gøre et sted som her. Der vil ikke være nogen mening i at lade et barn overleve, der måske vil være stærkt hjerneskadet. Kvinderne er unge, når de får deres første barn, nogle bare store teenagere, og det er ikke ualmindeligt, at de har 10 graviditeter bag sig, når de er fyldt 30. Gentagne spontane aborter og dødfødte børn kender alle kvinderne til. En af byens mange pygmæer. Vi så altid lige nysgerrigt på hinanden. Traditionen byder kvinden at få mange børn, da det giver respekt i landsbysamfundet og kan sikre hende imod, at manden forlader hende til fordel for en anden kvinde, hvis hun ikke føder ham nok børn. Efter to kejsersnit er det ikke længere tilrådeligt at føde på normal vis, og hvis en kvinde får tre kejsersnit, anbefales det, at hun bliver steriliseret, da endnu en graviditet kan være på bekostning af hendes og barnets liv. Men desværre er det ikke alle, der ønsker dette eller får deres mands tilladelse til at blive steriliseret. Mit yndlingssted I forhold til tidligere missioner, jeg har været på, er området her ved Bétou så fredeligt, at jeg kan gå rundt alene, så jeg strejfer omkring i stor stil. Mit yndlingssted er ved floden med den smukke udsigt til det store DR Congo. Hvis netværket 18 Moderne genetik har fastslået, at pygmæisme styres af et enkelt gen. Ved graviditet mellem en pygmæ og et medlem af de omkringliggende stammefolk, vil barnet enten blive pygmæ eller tilhøre den anden stamme – barnet vil aldrig blive en mellemting. På min rejse fra Den Centralafrikanske Republik til Congo Brazzaville passerede jeg flere landsbyer, hvor en del var beboet af pygmæer. Og der fandtes også en del pygmæer i Bétou. Pygmæer betragtes generelt som andenrangsmennesker og sidestilles med dyr pga. deres livsstil i junglen. De risikerer at blive slået ihjel, kvinder voldtaget og de udsættes ofte for diskrimination. Så det er hårde odds, de lever under. Congo Brazzaville Piroque - det foretrukne transportmiddel på Oubanguifloden. Jeg sejler over en af Congo flodens mange sidegrene. er nede, så mobilen ikke virker, har de på hospitalet fundet ud af, at det er her de kan finde mig. Så kommer der en pygmæ på sin cykel og henter mig. Der er altid livlig aktivitet ved floden. Kvinderne står i vand til knæene og vasker tøj, potter, pander og børn, og jeg imponeres igen og igen over, hvordan de med ubesværet elegance kan balancere op ad en stejl skrænt med en 26 liters vanddunk på hovedet, et barn på ryggen og dagens vask i en balje under armen. Ungerne er dog heller ikke meget andet end lige begyndt at gå, førend de øver sig med små ting. I en alder af fire år evner de at balancere rundt med en fyldt vaskebalje på hovedet. Tit er der et par smådrenge nede og hente vand i de samme tunge dunke, som de bærer på den ene skulder. Det er forståeligt, at de får en yderst veludviklet muskulatur! Hver dag oplever jeg noget nyt, når jeg går på opdagelse og falder i snak med Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnBrazzaville fås fra ca. 7.850 kr. t/r. Men i forhold til Bétou, hvor jeg boede, ligger hovedstaden Bangui i Den Centralafrikanske Republik nærmere. Fly København-Bangui fås fra ca. 9.450 kr. t/r. Lasten flyttes ved ren man power. folk på mit gebrokne fransk. Jeg er hurtigt blevet et kendt ansigt i byen, og mange hilser mig ved navn eller et ”bonjour anes thétiste”. En dag befandt jeg mig pludselig midt i en gadefest. Hvordan det kom sig, er jeg lidt usikker på, men inden jeg fik set mig om, havde jeg et bastskørt bundet om livet og rystede løs med min lille flade dansker popo til afrikanske trommerytmer. Sjovt har det sikker set ud, og det vakte stor begejstring. Mit hus i Congo Jeg bor i mit helt eget hus med forhave, stue, badeværelse – vel at mærke uden rindende vand – veranda og gæsteværelse. Vagterne varmer en gang imellem en spand vand til mig over deres bål, så badet ikke bliver så koldt. Om aftenen sidder jeg på verandaen i pandelampens skær og føler mig meget Karen Blixenagtig. En gang imellem er jeg dog nødt til 19 Mange forskellige skibe af varierende kvalitet lagde til ved flodbredden. at bevæbne mig med kost og insektspray for at nedlægge større flyvende insekter, der ødelægger min aftenro, når de flakser rundt om den søvnige elpære. Vagterne har dog tørt kommenteret, at det ikke er farlige insekter, jeg er i kamp med. De eksotiske rejsemål har heller aldrig helt passet sammen med min neurotiske angst for diverse kryb! nn Anja Stubager var udstationeret i Bétou i Republikken Congo i 2012. Hun har medlemsnr. 502 og har til dato besøgt fire territorier og 61 lande på seks kontinenter. Blandt kannibaler på indonesisk Ny Guinea Indonesien og lokale stammer var ikke noget nyt. Vi havde besøgt Indonesien og de lokale på flere af øerne flere gange tidligere og bl.a. deltaget i en begravelsesceremoni for en torajahøvding på Sulawesi. Vi forventede store oplevelser i Papua – dengang i 1991 kendt som Irian Jaya – og det skulle vise sig, at vi på ingen måde blev skuffede. Faktisk følte vi os lidt, som om vi var ægte opdagelsesrejsende. Tekst & FOTOS: Jan Lauridsen T uren gik over Singapore, hvor vi slappede af et par dage og justerede os til tidszonen og det tropiske klima. Herfra videre til Jakarta og igen et flyskifte inden de 3.500 km til provinshovedstaden Jayapura, som ligger flot på en bjergskråning med udsigt over en bugt, hvor der under 2. Verdenskrig var store kampe, da amerikanske tropper indtog de japanske besættelser. I dag ser man naturskønne strande i overflod og enorme strækninger af sumpområder. Øen Ny Guinea blev opdaget i 1545 af den spanske søfarer Ynigo Ortiz de Retes. Papua Ny Guinea er en selvstændig stat på øens østlige halvdel, mens Papua (dengang kaldet Irian Jaya) ligger på den vestlige halvdel og er Indonesiens største provins på omkring 410.000 km2. Mere end 75 % af landet er dækket af tætte tropiske skove. Den samlede befolkning er omkring 1,5 millioner mennesker, og dermed er området meget tyndt befolket med en gennemsnitlig befolkningstæthed på knap tre personer per km2. I Papua mærkes naturens storhed. Junglerne er blandt de vildeste og mest uigennemtrængelige i verden. Inde i landet er høje bjergrygge, som kan være sneklædte. Den højeste top på den centrale bjergkæde er på 5.500 meter. Ved foden af bjergkæderne finder man græsklædte enge og floder, som skærer sig gennem de mørke skove. I 1991, da vi rejste dertil, var der kun ganske få jordveje omkring de lokale lufthavne, som kun kunne beflyves af små propelfly. I dag er lufthavnen i Wamena udvidet og beflyves af regionale jetfly. Byen har også et par moderne hoteller. Vi fløj i et mindre tomotorers propelfly fra Jayapura til Wamena, som er en by – eller snarere en handelsstation. Wamena ligger i dalen i 1.650 meters højde. Vi landede på et dirt track på en slags eng. Der var en del lokale og nogle husdyr på området. Her mødte vi vores guide Nico og hans lokale bærer fra danistammen. Nico var også fra danistammen og havde familie i en af de nærliggende landsbyer. Han havde gået nogle år på missionsskole og dermed lært indonesisk. Dette var vores mulighed for kommunikation. Nico var så også tolk mellem os og de lokale. Nico var klædt i T-shirt og shorts og ellers barfodet. Sko brugte danierne ikke, men da vi rejste, spurgte Nico om han kunne få mine sneakers, som for ham var et uopnåeligt gode. Vores bærer var en ”kriger”, der bar et drabeligt spyd samt et penisfutteral og ellers intet. Det var da lidt af en modtagelse! 20 Overnatning i junglen Vi lagde ud med en første vandretur i lavlandet og besøgte en landsby, hvor vi overnattede i en stråtækt lerklinet hytte af samme type, som de lokale boede i. Vi havde heldigvis let tropeovertrækstøj, som isolerede os lidt fra lergulvet. Fra klokken 18 til 6 morgen var det bogstavelig talt kulsort, og vi kunne ikke gøre andet end at ligge og lytte til alle nattens lyde – insekter og andre dyr, som kriblede og krablede rundt om os. En af hytterne fungerede som opholdsområde, og her spiste vi stegte grøntsager og skaldyr fra floden. Det smagte faktisk ganske udmærket. I rygsækken havde vi medbragt cola, som gjorde rigtig godt for maven. De næste dage begav vi os på tur op i højlandet ad små stier. På et tidspunkt drev tunge regnskyer ind over bjergene, og et tordenvejr byggede sig op. Det ordnede Nico! Han gik lidt foran os og blæste gennem sammenpressede håndflader og sagde noget, vi ikke forstod. Lidt efter drev uvejret over, og Nico grinede stolt over hele hovedet – nu havde han jaget tordenvejret væk. Befolkningen i det centrale højland kaldes undertiden de negritos og menes at have indvandret som de første på øen for Danihøvding med oldefarmumie. omkring 30.000 år siden. De blev senere efterfulgt af de melanesiske folk, der stammer fra øerne langs den sydlige kant af Stillehavet. Melanesierne lever mest langs kysterne og i de større bysamfund. I det indre af landet er der mange forskellige stammer, og danistammen, som vi besøgte i højlandet, er helt mørk i huden. I 1980’erne, da vi besøgte dem, var de stort set uberørte af fremmede påvirkninger. De opretholdt stadig deres forfædres skikke og traditioner. Vi så, hvordan de udvandt salt af en lille sø i bjergene. Kvinderne slæbte så det tørrede salt ned til landsbyerne. Deres redskaber var mest af sten, dog med enkelte ting i jern. De kristne missionærer ankom i 1950’er, og repræsentanter for den hollandske kolonimagt etablerede sig i Wamena. Siden 1960’erne har Indonesien tilføjet sin egen kolonialisme og dermed indvandrere fra især Indonesiens tæt befolkede hovedø, Java. Dermed kom også offentlige skoler, politi, soldater, butikker, enkelte motorkøretøjer og cykelrickshaws til dalen. Dette resulterede i store ændringer i daniernes liv, men deres identitet og kultur har vist sig at være ret modstandsdygtige. Indvandringen er ikke faldet i den lokale befolknings smag. Der har været perioder med spændinger mellem danistammerne, de indonesiske indvandrere og de indonesiske sikkerhedsstyrker, og jævnligt er der udbrudt voldelige sammenstød. I forbindelse med at den lokale befolkning gjorde oprør, har stammeområderne – herunder Baliemdalen – været en militærkontrolleret zone. Dette betød, at vi skulle have speciel indrejsetilladelse af det indonesiske militær. Den legendariske Baliemdal og højlandet deromkring er en af verdens sidste meget fascinerende traditionelle områder. I dag er det den mest populære og mest tilgængelige destination i det indre af Papua. Den vigtigste dal er omkring 60 km lang og 16 km bred og afgrænset af høje bjerge på alle sider. 21 Baliemfloden løber gennem dalen med en rivende strøm. Der er enkelte veje omkring byen og lufthavnen. Ellers er der stier, som forbinder landsbyerne. Floden kan passeres til fods over et antal hængebroer, som er bygget af naturligt sejlgarn. En kriger som bærer Danistammen, som bor i landsbyer i dalen og i højlandet, var, da vi besøgte området i 1991, stadig afhængig af redskaber af sten, ben og træ. Den traditionelle ”påklædning” er næsten ingenting, hvilket for kvindernes vedkommende betyder et bastskørt og for mændenes et penisfuteral. Man så dog også enkelte mere nutidige kulturelle påvirkninger såsom jeans, shorts og T-shirts. Vor guide Nico og hans ”kriger” viste vej i junglen og ledte os over bjergene til flere landsbyer. ”Krigeren” var samtidig vores bærer, hvilket er ganske behageligt, når temperaturen nærmer sig de 30 °C, og luftfugtigheden er tæt på de 100 %. Hængebro over en brusende flod i Baliemdalen. Danikriger med cigaret. Danikvinde udvinder salt. Landsbyerne var omhegnede med flettede hegn for at holde dyr ude. ”Bygningerne” bestod af cirkulære stråtækte hytter kaldet honai. Uden for hegnet var marker med lokale afgrøder såsom søde kartofler. Tamme svin (lignende store vildsvin) udgjorde deres hushold og gik frit om i nærheden af landsbyerne. Vis oldefar frem I en af landsbyerne mødtes vi med høvdingen og hans ”stab”. Vi blev inviteret til at sidde på ”beundringsbænken” og konversere. Det foregik ved, at vi og han stillede spørgsmål om livet og de lokale forhold. Men først så høvdingen os lidt an. Hans folk kom og rørte forsigtigt ved vores hvide hud. Det gjorde de mange gange, og vi forstod, at de fandt den spændende og meget blød. Nu var de også selv noget hårdføre af at arbejde med de bare hænder og fødder. Vi havde selvfølgelig gaver med. Heldigvis havde vi fra Nico fået at vide, at mændene i stammerne var meget glade for tobak. Så vi medbragte masser af cigaretter og delte gavmildt ud – 22 først til høvdingen og senere til hans folk. Det vakte stor begejstring. Deres ”hjemmerullede” smøger af lokal tobak og andre blade blev udskiftede med Marlboroughcigaretter. Ja – netop cigaretter i flertal. De sad efterhånden hver med tre tændte cigaretter i munden og nød livet, samtidig med at de grinede over hele femøren. Efter nogen tid mente høvdingen, at vi skulle hilse på hans oldefar. Han blev hentet frem fra en af hytterne. Det viste sig, at han var meget gammel, og faktisk sagde han ikke ret meget – for han var nemlig en mumie! Det var en noget pudsig fornemmelse at have en høvding på den ene side og oldefarmumie på den anden. Men det var vistnok en ære. Nå, men vi måtte jo høre nogle historier. Der blev fortalt om dyrene og afgrøderne og om familieforhold. Kvinderne boede i en langhytte for sig selv. Her passede de deres små børn, når de ellers ikke var i markerne for at pleje afgrøderne eller var i gang med madlavning. De brugte en jordovn til madlavning. Her bagte de retter af søde kartofler og kassava (en slags rodfrugt). Retterne blev pakket ind i bananblade og bagt på varme sten. Som fest-ret fik vi også svinekød. Mændene boede for sig selv i et antal mindre runde hytter. De fortalte, at de Baliemdalen i Papua Papua er bjergrigt og dækket af tropisk regnskov. Det højeste punkt i Papua er 5.500 moh. Baliemdalen, hvor danistammen bor, har en længde på 60 km og en bredde på 16 km. Wamena ligger i 1.650 meters højde. Der er høje bjerge på begge sider. Danierne udgør ca. 100.000. Fugle- og dyreliv: I den tætte regnskov er et rigt dyreliv. Man kan opleve masser af forskellige fuglearter, myrepindsvin, øgler, pytonslanger og krokodiller (i lavlandet). Klima: Temperatur fra 16 °C til 28 °C i september måned, hvor vi var der. Logi: I Wamena var et par hoteller og gæstehuse, hvor man kunne slappe af og planlægge turen. I dag er der enkelte moderne hoteller. Arrangør: Vi rejste på egen hånd, men fik backbone-turen arrangeret af Marco Polo Tours. I dag kan man vistnok rejse på organiserede ture med undertiden, men ikke for ofte, inviterede kvinderne på besøg. Når en kvinde skulle giftes, blev der holdt fest i flere dage, og derpå boede hun en kortere periode hos manden. Det skete selvfølgelig, at manden døde. Det blev så markeret ved, at kvinden huggede et led af sin yderste finger. Hvis flere af hendes mænd døde, kunne man så se, at hun manglede flere led – en besynderlig tradition! Menneskekød Vi havde hørt, at danistammen også havde tradition for at være kannibaler, så det Jysk Rejsebureau samt flere udenlandske selskaber. landovergangen mellem Jayapura og Vanimo. Praktisk tøj & udstyr: Rygsæk, lette støvler, let tøj men også fleece eller jakke, da der kan blive koldt i bjergene om natten. Vi valgte at overnatte i landsbyerne og medbragte derfor også medicin, injektionssprøjter og vand. VISUM: Danskere kan få et 30 dages visum ved ankomsten til Indonesien for 35 USD. REJSETILLADELSE: Et surat jalan kræves for at besøge Papua uden for byerne på kysten. ”Rejsebrevet” fås lettest i Jayapura og Biak. Man skal aflevere to pasbilleder. Og det er en god ide at få brevet fotokopieret, da det skal stemples af politiet alle steder, man besøger. Ud & hjem igen: Fly København-Bali fås fra ca. 5.600 kr. t/r. Herfra kan man flyve til Papua. Papuas største lufthavne findes i Jayapura, Biak og Manokwari, men der går også indenrigsfly til Fakfat, Sorong og Timika. Prisen for en indenrigsflyvning fra Bali, Makassar eller Jakarta til Papua er på mindst 2.000 kr. t/r. Har man god tid, kan man også sejle med Pelnis færger. Vi fløj med Garuda fra Jakarta til Jayapura og videre med et mindre fly til Wamena. Dengang var Wamena blot en dirt strip for små fly med en enkelt lufthavnsbygning og mennesker og dyr på landingsbanen. I dag flyver Trigana Air Service med Beechcraft King Air fra Jayapura til Wamena. Det eneste sted, man kan krydse grænsen mellem Indonesien og Papua Ny Guinea, er ved måtte vi jo vide mere om. De grinede over hele hovedet, da vi spurgte ind til sagen. På spørgsmålet, om hvornår de sidst havde spist menneskekød, svarede høvdingen: det var ca. to år siden. Så måtte vi jo høre nærmere om, hvorfor, hvordan etc. Det, syntes høvdingen da, var et underligt spørgsmål. Sagen var jo den, at en af nabostammerne havde røvet nogle af deres kvinder – og det blev de meget sure over! De samlede så en gruppe krigere og gik på togt til de formastelige i nabolandsbyen. Her dræbte de banditterne og tog kvinderne med hjem igen. Banditterne tog de 23 ADVARSEL: Det danske udenrigsministerium fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Papua og skriver bl.a. i sin seneste rejsevejledning: ”Kræfter, der søger uafhængighed, er i løbende konflikt med de lokale myndigheder i Papua. Grupper har tidligere angrebet udlændinge og større udenlandske virksomheder. I forbindelse med valget i 2011 til the Papua People’s Assembly har der siden sommeren 2011 været flere tilfælde af voldelige uroligheder med såvel døde som sårede.” Papuas historie 1909: Første kontakt mellem den civiliserede verden og enkelte individer fra danistammen. 1920: Besøg af en hollandsk ekspedition til det centrale Ny Guinea. 1938: Besøg af den amerikanske Richard Archbold-ekspedition. 1954: Hollandske missionærer oprettede missioner flere steder. Den hollandske indflydelse med missionsskoler gav mulighed for skolegang for danistammen. 1963: Indonesien overtog herredømmet over Papua fra hollænderne. også med og kogte og spiste dem. Sådan! Man kunne da ikke acceptere et sådant overgreb, uden at det skulle straffes! Efter oplevelserne på feltfod hos danistammen i Papua tog vi en afstikker til Bali inden hjemrejsen. Her kunne vi så koble af i luksus ved stranden og fordøje de mange oplevelser på en fantastisk tur. nn Jan Lauridsen har medlemsnr. 346. Han har til dato besøgt 14 territorier og 71 lande. Rejsen til Papua foretog han med sin daværende kone i 1991. Mænd i krigsmaling og kvinder i fjerpragt Bueskytter på besøg fra en helt anden stamme. 24 I 2011 besluttede jeg mig for at rejse til en af verdens absolut yderste afkroge, nemlig til stenalderfolket i Papua, tidligere også kendt som Irian Jaya. Der deltog jeg som eneste hvide mand i deres årlige ceremoni. Det blev et af mit lange rejselivs absolutte højdepunkter. Tekst & FOTOS: Jørgen Oulund J eg leder efter den billigste flybillet fra Bali til Jayapura i Papua, den indonesiske del af Ny Guinea. Priserne svinger fra dag til dag. Helst vil jeg flyve med Garuda, Indonesiens nationale flyselskab, og det eneste – ud af en jungle af flyselskaber her i øriget – som er sikkerhedsgodkendt til at flyve i EU. Men de er ca. dobbelt så dyre som fx Lion, et flyselskab som en amerikansk pilot sagde god for, da jeg var her på Bali for fire år siden. Jeg vælger Lion for at spare penge – med skift i Makassar på Sulawesi. Flyvetiden er ca. fem timer i alt. Faktisk næsten lige så langt som til Australien. Efter en halv times flyvning melder kaptajnen om problemer, som betyder, at vi skal af med alt brændstoffet, inden vi returnerer til Bali. Vi kredser rundt i ca. tre timer, inden han lægger an til en sikkerhedslanding med brandbilerne kørt frem. Alt går heldigvis efter bogen. Det var en gammel McDonald Douglas C 90, Lion havde lokket mig ind i, og den var åbenbart træt efter mange års tro tjeneste. En sikkerhedslanding har jeg ikke prøvet siden min allerførste flyvning fra Danmark via Island som 17-årig på vej til USA i en gammel DC6-propelflyver. Dengang smed vi brændstof til otte timer i havet, inden vi landede på Island igen. Her på Bali bliver vi indkvarteret på et lufthavnshotel, mens de skruer i den gamle flyver i syv timer, inden vi kommer om bord igen og gør et nyt forsøg på at komme hele vejen til Jayapura. Efter at have krydset Bandahavet lysner det. Vi flyver jo om natten og har vundet en time ved at flyve mod øst, og i daggryet har jeg den vidunderligste udsigt. Først til uendelig skov, senere søer og bjerge og den helt fantastiske indflyvning i zigzag med vingeglidninger mellem op til 5.000 meter høje bjergkæder og de tilhørende dale alt sammen afsluttet med en perfekt trepunktslanding på airstrippen i Jayapura. Jeg havde dog forinden besluttet Mesterskytten klar til pletskud og sejren. mig for ikke at flyve tilbage med Lion, men med Garuda – koste hvad det ville. ”The Vally is home to one of the most traditional areas in the world” Befolkningen her er helt forskellig fra resten af indoneserne. De har meget grove, negroide, furede ansigtstræk, krøllet hår og stor skægvækst. De er lavstammede, meget muskuløse og ligner nok mest Australiens urbefolkning. Og så er de meget nysgerrige og venlige. De kan ikke være længere væk fra indoneserne, med undtagelse af højden, som ligger 5-10 cm under min ringhed. De siger selv, de er melanesere, altså ude fra det østlige område af Stillehavet. Det passer fint med det, jeg så på min 72 døgns stillehavsodyssé, hvor jeg for sejl krydsede Stillehavet sammen med en række andre eventyrere for nogle år siden. Her ønsker de også selvstændighed, og der har været oprør specielt her i Jayapura, hvor mange huse blev brændt ned og butikkerne plyndret. Nu er her roligt igen. Det er nok lidt som forholdet mellem Grønland og Danmark, blot tilsat et væbnet oprør. De vil også fotograferes sammen med mig herinde i byen. De ser nok ikke mange langnæser her. 25 I flyveren sad jeg og øvede mig på danifolkets sprog, før jeg skulle forsøge at trænge ind til dem i Baliemdalen på Ny Guinea. Ikke at jeg ville forsøge at lære sproget, jeg kæmpede rigeligt med det indonesiske, men nogle høflighedsfraser ville jeg da gerne lære. Mand hilser mand med nayak, mænd nayak lak. En hilsen til en kvinde: La uk. Flere: La uk nya. Nan betyder spise, i-nam drikke og hano er god. Det går vist meget godt. Der er omkring – hold nu fast – 700 forskellige sprog på Ny Guinea. Så sent som i 1998 fandt man to nye stammer, som benyttede sig af tegnsprog. Men min rejsebog skriver også, at Baliemdalen ”is home to some of the most remarkable traditional cultures on Earth. One of the last truly, fascinating, traditional areas in the world.” Og om Papua: ”This region is mainly imprenetable jungle where traditional tribes survive harsh conditions.” Der må jeg bare ind. Vi taler jo også om verdens næststørste ø, så området er enormt. Året før besøgte jeg de tidligere hovedjægere på Borneo, verdens tredjestørste ø. Den største – Grønland – har jeg besøgt flere gange, men der er lige koldt nok til mig. Tænk, den første hvide mand satte først sin fod i Baliemdalen Landsbyens kvinder (og en hund) glor på den mærkelige hvide mand. Forfatteren blandt frodige, flotte kvinder. så sent som i 1938, en opdagelse der gav genlyd over hele verden. Jeg søger politiets tilladelse – er de bange for, at jeg bliver ædt? For at rejse ind i Baliemdalen skal jeg have myndighedernes tilladelse, et såkaldt surat jalan. Jeg skal på politistationen Jayapura med to fotos og en portion ærbødighed. De skal vide, hvor man vil rejse rundt, hvilke stammer man vil besøge, og man skal selv sørge for et passende antal kopier, da hvert sted skal have fotokopi af min rejsetilladelse. Politimesteren er flink, men ser også lidt medlidende på mig. Michael Rockefeller fra den berømte Rockefellerfamilie forsvandt sporløst i området i 1961. Nogle canadiere blev ædt i 1958, og kannibalismen er dokumenteret op til 1990’erne. Men, som jeg plejer at sige: ”Jeg er mere bange for trafikken og bindegale, dopede eller fulde buschauffører, der kører som død og helvede.” Jeg undersøger muligheden for vand og mad. Mod nord er Mandabygden, ca. 35 km fra hovedbyen Wamema, sidste vand- og proviantsted. Mod vest Kimbim og mod syd Kurima bare 25 km væk. Jeg overvejer muligheden for en kok og et par bærere, én til kogegrej, telt og proviant og én til rygsækken, selvom det er imod mine principper om altid selv at bære mine ting. De kan købes for ca. 7 USD per dag, og terrænet er bakket og råt. Man kan dog også tage dagture ind i området med stort udbytte. Jeg læser, at danifolket er meget venlige, men lidt sky. Der står også: ”Long handshakes allowing time to really feel the other´s hand are common.” Kvinderne går ofte kun med bastskørt og mændene kun med penisfut- teraler. En af deres mere grusomme skikke er at hugge én eller flere af fingerleddene af på kvinderne, for at vise sorg når familie eller venner dør. Hvorfor er det altid kvinderne, det går ud over? Overalt i den tredjeverden er det kvinderne, der knokler, og mændene der fiser den af. Før i tiden røg man også de døde, så de blev mumificerede og velbevarede. I de nordlige distrikter har der været lidt stammekrige. I 1988 med omkring 15 døde og så sent som i 1990’erne var der kampe. Da jeg er færdig med at dele gaver ud og vender mig om, farer jeg sammen. Inde i en hytte – foran mig, på en træstub, sidder en ibenholtsort mand med vidt åben mund. Jeg ser straks Edvard Muncks maleri ”Skriget” for mig, bare tredimensionelt. Hold kæft, hvor er han uhyggelig med penisfutteral – dog af nyere dato, ser jeg. Det viser sig at være tiptiptip… oldefar. En ca. 300 år gammel, røget og tørret mumie. Jeg føler på ham. Han er hård som ibenholt. Jeg er helt fortumlet. Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Jeg sidder og roder i rygsækken efter mit spejlreflekskamera. Hvor er jeg? Hvad laver jeg her? I en halvcirkel uden om mig står en flok indfødte kvinder kun iført skørter. De ser nysgerrigt på mig. Jeg kigger forundret. Her er bare babser i alle aldre. Jeg slår genert blikket ned, forvirret, hvad var det nu jeg kom fra? Det store kamera! Endelig får jeg rodet det frem fra rygsækkens dyb. Nu smiler kvinderne venligt til mig, mens jeg fumler med det gamle Minolta. En del mænd har sluttet sig til flokken. De har kun én beklædningsgenstand på: et penisfutteral. Nogle i passede størrelse, andre som kohorn, enkelte som små stødtænder, lige lovligt store – pral eller virkelighed? Hvad ved jeg? Stadig forvirret og desorienteret får jeg taget en masse billeder med let rystende hænder. Tænk, jeg ryster over hele kroppen. Rejsebogen anbefaler at tage sukker, salt eller smøger med til danifolket. De sidste fylder mindst i rygsækken. Ja, man tror det er løgn, det er næsten ren Stanley og Livingstone, men jeg gav de indfødte hver en cigaret i ”modelhonorar”. Fem grise for en kone Nogle af kvinderne ammer halvstore børn. De er i øvrigt ”fredede” fra mændene op til fem år efter fødslen for at sikre beboernes levedygtighed. Gennemsnitslevealderen er da også 60 år. Meget for et naturfolk. Til gengæld er der flerkoneri. Fem store grise per ny kone. Måske skulle man se at få købt sig nogle grise, inden man bliver for gammel? Gad vide hvad min kone ville sige, hvis man kom hjem med sådan en lille ny souvenir med bastskørt og ellers intet? Flere af de ældste kvinder manglede i øvrigt alle de yderste led på venstre hånd samt et led på højre. Beviset på sorg. Nu dokumenteret på stedet. Hvilket kvindesyn, plus fem grise og minus fem fingerled. Omgivelserne er et rektangulært område, flankeret af nærmest runde hytter, lavet af et grenskelet og påklistret mudder. Dejlige kølende stråtag som i Afrika. Mands- og kvindehytter hver for sig. Det hele indhegnet med en flot stråtækt indgangsportal. Svineavl, dyrkning af sødkartofler og jagt med bue og pil er det danifolket lever af. Baggrunden for denne drømmeagtige oplevelse er egentlig simpel. Jeg har hyret lokale folk 26 Papua Landsbyens høvding og forfatteren drøfter penislængder. til at bringe mig fra Wamena, hovedbyen i Baliemdalen, til Jiwika, en lille bebyggelse et godt stykke inde i dalen. Før vi ankommer til bygden, fører de mig ind i denne compound – kraal eller hvad man nu kalder de måske 10 hytter, der er samlet på et sted, her på disse breddegrader. Jeg kunne jo ikke rigtig tale med guiderne, og de mente åbenbart, at jeg gerne ville hilse på tipoldefar på vejen. Godt set, det skal de have tak for. Det hele skete bare så pludseligt. Denne utrolige kulturforandring fra Bali til Jiwika, inde i ingenting, gjorde mig så forvirret, så jeg rystede – ikke af angst, men af overraskelsen. Jeg fandt et meget råt logi uden rindende vand og el og måtte lægge mig med et mindre chok. Tro mig, jeg var helt fortumlet af denne oplevelse – som at være rejst 1.000 år tilbage i tiden. De bruger stadig stenredskaber til visse arbejder. Jeg måtte virkelig sunde mig nogle timer, før jeg tog ”tilbage til fremtiden”. Jeg står her midt i farveorgiet Der er mindst 1.000 farvestrålende mennesker på et område næsten så stort som Roskildefestivalen. Her er måske 100 meter lange striber med bålpladser, og dér steges halve sorte grise og noget, der ligner roer på gloende sten. Der er en slags åben festplads og en tribune. Kvinder med bastskørter, hvis de er tækkelige, og farvestrålende hovedprydelser af paradisfuglefjer – Ny Guineas nationalfugl. Mænd kun iført penisfutteraler, hvis de er ældre eller tro mod traditionerne. Her går også kvinder rundt, med kun et flettet bælte omkring hofterne, absolut intet andet, alle er på bare fødder. En af kvinderne havde gået 1½ uge gennem junglen, fra lanistammen inde østpå, bare for at være med til den denne fantastiske fest. De byder mig, den eneste hvide mand på stedet, på stegt og stenbagt gris i jordovn med sødkartofler til. Det smager kraftigt og saftigt, og jeg er meget beæret. Mændene parterer grisene og lægger dem i de karakteristiske rygnet, som kvinderne laver og bærer med panden. Kvinderne sælger derefter lækre stykker grisebasse og sødkartofler. Festlighederne fortsætter med mænd i krigsmaling og kvinder, dækket med aske, danser deres rituelle danse. Det hele slutter med bueskydning. Ikke noget med sprut eller andre rusmidler. De fester fint uden dette tilskud. Endnu et af mine svineheld, om man så må sige, lige at dumpe ned på dagen for den årlige ceremoni. Og få gris på gaflen – ganske gratis. Det hele tog sin begyndelse med mit helt usædvanlige rejseheld – endnu engang. Da jeg landede på Wamena Airstrip i Papua, som den eneste hvide mand også der, bliver jeg mødt af en indfødt guide, som fortalte mig, at netop i dag, søndag, holdes den årlige Baliemdalfest. Han tog mig straks ud til stedet og svarede mig på alle mine spørgsmål samt supplerede med sin lokale viden. Uden ham og heldet havde jeg ikke oplevet denne helt utroligt farverige årlige fest i Papua. Jeg tænker tilbage på alle de oplevelser, Indonesien allerede har givet mig. Fx tsunamien da jeg var på øen Flores, hvor jeg sad på en klippe 15 meter oppe og ventede på, at bølgen kom til øen. Efter seks timers venten uden mad og drikke kunne jeg heldigvis konstatere, at tsunamien udeblev. Foruden vulkanudbruddet fra Bromo på Java, som jeg tidligere har skrevet en artikel om her i Globen. Jeg 27 Ud & hjem igen: Fly København-Bali fås fra ca. 5.600 kr. t/r. Fra Bali til Jayapura kan man flyve for ca. 2.000 kr. t/r. Og fra Jayapura videre med fly til Wamena. Guide: Min guide og chauffør fandt jeg på en taxiholdeplads i Wamena. Jeg betalte mellem 10 og 20 USD for en dagtur. putter mig under tæppet, puster det stearinlys ud, jeg fik udleveret oppe ved vulkanudbruddet, da alt lys forsvandt, og rejser til endnu et land – drømmeland. nn Jørgen Oulund har medlemsnr. 368. Han har til dato besøgt 12 territorier og 57 lande. Læs mere om ham på www.joergenoulund.dk . Kvinden viser, hun bærer sorg – der mangler fem fingerled. Smøgen er en gave fra forfatteren. RETURN TO På kanten af Tongagraven, Jordens næstdybeste sted. ”Return to Paradise” er titlen på en gammel film med bl.a. Gary Cooper, som blev optaget i Samoa i 1951. Denne titel passer som hånd i handske på vores andet besøg på øerne. Det er nemlig det tætteste, man kommer på paradis. Tekst & FOTOS: Lisbeth Vivaldini H vem har sagt, at nederdele kun er til kvinder? Det første syn, der møder os i Apias lufthavn, er betjente, som fra taljen og op, stort set ser ud som vores; kasket, skjorte med lidt fløjtesnore, guld og bælte, men så holder ligheden også op: De er nemlig iført en slå-om nederdel (lava lava, som det hedder) og sandaler. Dette uden på nogen måde at virke feminine, tværtimod. Der er heller intet kvindeligt over de unge flotte fyre med poloshirt, blomstret sarong, havaianas-lignende sandaler og en militærkasket trukket ned i panden eller en blomst bag øret. I Samoa er en blomst bag øret nemlig maskulint. Det er forfriskende at se, hvordan man her har formået at mikse både traditionel og vestlig klædestil. Samoanerne er venlige, og som alle polynesiere sludrer de og morer sig altid. De synes, at vi vesterlændinge er lidt underlige, fordi vi absolut skal sove, når det er mørkt. Man sover da, når man er træt, ligesom man spiser, når man er sulten. Om aftenen traver vi en tur, og med os har vi vores lygte, da det er bælgmørkt, og ofte lyder spørgsmålet: ”Hvor skal i hen?” Og når vi svarer: ”vi går en tur.” ”Jamen, hvor skal i hen?” For dem er det komplet uforståeligt, at man kan gå uden at have et mål. 28 Det er ikke altid en god idé, at vende tilbage til et sted, som har været en succes, og min mand Emilio og jeg var da også lidt bekymrede for vores Samoa. Vi frygtede lidt, at stedet ville have mistet sin oprindelige charme efter tsunamien i september 2009, hvor landet efterfølgende modtog en stor mængde hjælpebistand til genopbygning, og selvfølgelig havde tingene ændret sig. Der var kommet flere biler og taxier (noget som før kun fandtes i hovedstaden Apia), mere elektricitet, flere mobiltelefoner, TV, flere og større kirker, og de smukke flettede palmebladskurve var efterhånden overalt erstattet af plastikposer. Himmel og hav i smuk forening Alle øerne i Stillehavet er smukke og ligner på mange måder hinanden med frodig natur, tropiske planter, hvide strande og azurblåt vand. Men Samoa er på en eller Traditionelt klædt kvinde venter på båden i Port Refuge, Vavau, Tonga. anden måde anderledes. Den er nemlig et paradis for haveelskere. Man har, nøjagtigt som i Danmark, fine haver foran husene, den eneste forskel er, at træer og planter er enorme, og alt kan gro. Landevejene ligner, på beboede strækninger, næsten villaveje. Himlen over Samoa er et kapitel for sig, idet den er ubeskrivelig smuk. Aldrig har jeg set så mørk en himmel med så mange stjerner. Det virker som om, at alle himlens stjerner er koncentreret over øgruppen, og hvis bare man rækker armene ud, kan man nå dem. Når man sidder på stranden og ser på den rolige lagune, hører vinden hviske i palmerne, ja da er det svært at forestille sig, at lige netop der, hvor vi sidder, hærgede tsunamien allerværst. Bungalowen vi bor i er ny, fordi den oprindelige blev taget af havet. Restauranten hvor vi altid spiste ligeså, så nu spiser vi hver aften i en ny restaurant, bygget hvor den gamle lå. Heldigvis har man valgt at opbygge alt i den oprindelige stil, så umiddelbart ser det ikke ud til, at noget er ændret, hvis man ikke har set stedet før. Traditionelt bor man i Polynesien altid ved stranden. På disse kanter begraver man de døde i haven, og vi ser mange nye grave, og det er stort set det eneste synlige spor, tsunamien har efterladt. Husene, de traditionelle fale, er ovale og består af gulv, træsøjler, som bærer et palmetag og derudover ikke andet. Dvs., at Festklædt tongansk mand på vej fra gudstjeneste. Børn og unge fra ”vores” meninghed i Samoa. man kan kigge lige igennem, og privatliv er der intet af. Det er en underlig fornemmelse, når man kommer forbi disse huse om aftenen og lyset er tændt, så kan man se alt, hvad familien foretager sig. De nyere huse bygges stadig efter samme princip, men er meget større, firkantede og har bølgebliktag. Hver landsby har en falefono, som er bygget på samme måde, men bare større. Det er her man samles, når vigtige ting skal diskuteres. Smilenes Land. På en cafe mødte vi en pige fra Milano, som arbejdede for et projekt under FN, hvor man forsøger at bekæmpe vold mod kvinder og børn. Hun fortalte, at der bag smilene gemmer sig uhørt megen vold, og at det er en svær opgave at ændre på det. Man betragter nemlig problemet som et internt familieanliggende, og ingen skal blande sig heri. Hvis en mand gennembanker konen, kommer hans familie dagen efter og undskylder, og så forventer man, at den potte er ude. Det er jo en form for stammesamfund, og hver storfamilie har sit overhoved, som sidder i råd med de andre overhoveder. Disse vælger så nogle repræsentanter, som repræsenterer familierne i parlamentet. Projektet forsøger at udvikle disse stammeoverhoveder til at komme i kontakt med deres følelser, således at de forstår og viderebringer budskabet om at vold er uacceptabelt. Slangen i paradis Samoa har aldrig været underlagt noget kolonistyre, og den oprindelige samfundsopbygning er bevaret intakt indtil i dag. Først og fremmest eksisterer begrebet ”jeg” ikke, men kun ”vi”. Alt tilhører familien, og alle tager hånd om hinanden. Således er den sociale sikkerhed sikret, og ingen sulter. Det er mændenes opgave at skaffe madvarer, og de gifte kvinder sørger for mand, børn og mandens familie. Ugifte kvinder og enker tager sig af gæstgivning og fletter de kostbare måtter, man bruger til ceremonier. Man tager sig kærligt af børnene, indtil de bliver tre år. Derefter bliver de ”hægtet” på en ældre bror, søster, fætter eller kusine, som overtager opgaven. Man nærer dyb respekt for den ældre generation, ligesom man adlyder alle, der har flere år på bagen end én selv. I Samoa er tingene dog ikke altid, hvad de giver sig ud for, og hvert paradis har sin slange, selvom øen kaldes for 29 En taknemmelig præst Et andet altoverskyggende aspekt af den samoanske kultur er religionen. Jeg har aldrig nogen steder set så mange kirker, og i Italien, hvor vi bor, har vi virkelig mange kirker! Størstedelen af det samoanske familier tjener, går til kirken, som helst skal være større og finere, end den nabobyen har. Man sulter hellere bare for at kunne give så meget som muligt til kirken. Kun kristendom er tilladt i Samoa, men den findes til gengæld i alle afskygninger. Samoanerne er seriøst overbe- Sandy Beach i Ha’apai i Tonga er en af verdens smukkeste strande. viste om, at de er direkte efterkommere af Adam og Eva, da de jo bor i Edens Have. I både Samoa og Tonga er søndagen udelukkende dedikeret til at gå i kirke, sove og spise – al anden aktivitet er ilde set trods øboernes store tolerance. Der kører ingen busser, og flytrafikken ligger stille. Sidst vi var der, var vi helt rørte over den modtagelse og velkomst, vi fik, da vi var til gudstjeneste. I de to øgrupper er det en uforglemmelig oplevelse, at deltage i en gudstjeneste. Når menigheden samles, får man det indtryk, at de har direkte kontakt til Gud. ”Vores” kirke er fattig og ikke særlig stor, hvilket var grunden til, at vi valgte netop den. Sidst vi var der, lovede vi os selv, at vi før eller senere ville komme tilbage med et rigtigt alterbæger til dem; de havde nemlig kun et i plastik! Som gave havde Emilio og jeg medbragt et alterbæger og et krucifiks fra Italien, som vi ville forære præsten. Vi præsenterede os og begyndte at fortælle om vores sidste besøg, men blev hurtigt afbrudt, for præsten kunne sagtens huske det, da vi var de eneste fremmede, der nogensinde havde deltaget i en gudstjeneste i deres kirke. Nu var det præstens tur til at blive rørt, og han takkede på kirkens vegne, og bad os komme til gudstjeneste den følgende søndag. ABBA på samoansk Da vi besøgte kirken en uge efter, sad hele menigheden pænt bænket i deres stiveste puds og kirkehatte. Vi satte os på bagerste række, men præsten bad os om at rykke op foran, da vi var æresgæster, og de havde forberedt en gave til os. Han holdt en lang takketale, og til ære for os var hele den smukke prædiken på engelsk. Derefter bad han os komme op til alteret, hvor vi tronede, mens menigheden sang, og der blev samlet ind til kirkebøssen. Præsten spurgte os, om vi ville sige nogle ord, og trods al denne opmærksomhed, som kom helt bag på os, lykkedes det at improvisere lidt. Som afslutning sagde præsten noget virkelig smukt til os: ”at vi nu var en del af deres folk, af menigheden og landsbyen og af deres Samoa.” Efter prædikenen blev vores gave præsenteret, og i den anledning var der et show, hvor menighedens børn og unge optrådte for os. Alle var iklædt traditionelle fine hvide eller røde dragter, lava lava og for drengenes vedkommende røde slips. De optrådte til et ABBA-nummer, teksten kunne vi desværre ikke forstå, for den var på samoansk, men de både sang og dansede, og viste en skøn blanding af traditionelle polynesiske og moderne trin udført med iver og entusiasme. Smukkere gave kunne de ikke have fundet på, og det var meget bevægende, at hele menigheden havde brugt så megen tid på at organisere dansenummeret for os. Til sidst kom hver enkelt person; først små, så store børn og derefter de voksne hen for at give os hånden og et kindkys. Det var først nu, det egentlig gik op for os, hvor stor betydning vores gave har haft for præsten og menigheden, så vi er glade for, at vi fik gjort alvor af at forære dem de nye ting til kirken. Overvægt i XL-klassen Allerede ved indtjekning i Nadi på Fiji fik vi en forsmag på, hvad det vil sige at være på Tonga. Da vi ankom til lufthavnen var der allerede en alenlang kø af letgenken- 30 delige tonganere. De er meget karakteristiske med deres store kraftigt byggede korpusser, deres højde og en vægt på ofte et godt stykke over 100 kg. Alle var de udstyret med overfyldte bagagevogne, så man måtte spørge sig selv, om tonganere har ret til mere end 20 kg bagage, eller om deres ration er proportional med deres vægt. Vi faldt selvfølgelig i snak med folk i løbet af de par timer, som det tog inden vi nåede frem til disken, og her åbenbaredes det for os, at skolerne i New Zealand og Australien havde ferielukket, og at alle de unge studerende ville komme hjem til Tonga. De havde de mest utrolige ting med som baggage, og det var bestemt meget farverigt og underholdende at kigge på. Man får brug for megen tålmodighed, for står der én foran i køen, er det helt normalt, at alle vennerne går foran sammen med ham. I løbet af indtjekningen kom vi således nok 20 personer længere tilbage i køen. Flyet endte da også med at blive mere end en time forsinket. Om bord var det morsomt at se alle disse kæmpemennesker presse sig ned i de små flysæder, men på en eller anden måde lykkedes det. I Nuka’alofa blev vi modtaget på traditionel polynesisk vis, som betyder, at man ved ankomst får en ranke af duftende tiarablomster om halsen og ved afgang en tilsvarende af muslingeskaller. Fremtiden har dog også nået Tonga, så i stedet for en ranke kun af blomsterhovederne, som vi fik sidst, var det en hurtig udgave med hele grenen med blade og blomster samlet på en plastiksnor, men det er jo tanken, der tæller. Vi startede ud med lidt skævheder, da vi ikke nåede vores fly fra hovedstaden Nuka’alofa, hvorfra vi skulle videre med en lille maskine til Vava’u i den nordlige del af øriget. Så der stod vi i lufthavnen, og eftermiddagsflyet var fully booked. Heldigvis fik vi i stedet plads på flyet tidligt næste morgen og blev indkvarteret på et hotel i byen første nat. Denne dag brugte vi så på at se blæsehuller, flyvende ræve og studere, hvordan lokalbefolkningen lever. En livsdrøm går i opfyldelse Ønsket om at besøge Tonga stammer fra en TV-udsendelse, som min mand så for mange år siden om en italiensk læge, som havde bosat sig i øriget. Vi forsøgte at finde frem til denne læge, men desværre var han død året før. Dog var vi heldige at møde hans enke og børn, og vi fik lagt en blomst på hans grav. På Vava’u hyrede vi en fiskerbåd til at sejle os rundt blandt øerne i bugten. Ved en lille ø lagde vi til for at bade og blev modtaget med stor entusiasme og gæstfrihed af et new zealandsk par, som inviterede på kaffe. Øen har nogle få bungalows som normalt udlejes til turister, men dette par havde påtaget sig ansvaret at holde øje med øen i tre måneder, fordi ejerne var på ferie. Da vi mødte dem, havde de været der i fem uger, og i den tid var Emilio og jeg kun det andet hold besøgende, så jeg kan godt forstå, at de tog godt imod os. Det charmerende ved Vava’u er de meget få turister. Man hilser på hinanden og begynder efter kort tid at tale sammen og udveksle rejseerfaringer. Da vi skulle tilbage til Nuka’alofa på hovedøen med det lille fly regnede og blæste det, og fra hovedstaden var der endnu en halv times transfer med båd, inden vi nåede vores bestemmelsessted på en anden ø. Turen gik langt bedre end forventet, for ikke uden grund regnes tonganerne for at være nogle af de bedste sømænd, og vores kaptajn forstod at tage bølgerne på den rigtige måde, så vi ikke blev søsyge. Det regnede, som det kun kan regne i troperne, og vi håbede på bedre vejr. På vores rundtur i øriget lærte vi mange hyggelige mennesker at kende, og to måneders rejse fløj af sted. En lille krølle på historien er, at vi også lærte et par fra England at kende. De boede på Ha’apai Sandy Beach, som er en af Stillehavets flotteste og mest uberørte strande. Da manden hørte, at min husbond havde haft et pizzeria, spurgte han om opskriften på pizzadej. Således endte det med, at de to gik i gang med at ælte dej – der midt i tropeheden. Et lille bitte stykke Italien er det altså også muligt at støve op på en stillehavs-ø. nn Lisbeth Vivaldini har medlemsnr. 610 og bor i Italien. Samoa & Tonga Vi lejede bil hos Seven Seas, som er ejet af danske Claus. Dagspris ca. 240 kr., hvis man bor på Samoan Outrigger, som også ejes af Claus. Shuttlebus fra lufthavnen til Apia ca. 50 kr. Bo i Samoa: Dobbeltværelse på Samoan Outrigger, Falealili St. Apia, ca. 300 kr. Dobbeltværelse på Sinalei Reef Resort Siumu, Maninoa, ca. 1.150 kr. Tonga har et af verdens sidste absolutte monarkier. Både samoanere og tonganere er undergrupper af polynesiere. Ikke førend i 1800-tallet fik samoanerne kontakt med vesterlændinge, og kristendommen kom til øgruppen. Samoa er delt mellem en selvstændig stat i vest, der tidligere har været underlagt Tyskland og New Zealand, og amerikansk Samoa i øst, der hører under USA. Samoanerne har i mere end 2.000 år tatoveret sig, og denne praksis er et udpræget særpræg for deres kultur. Ud & hjem igen: Det er fordelagtigt at købe en jordomrejsebillet. Vi fløj med Qantas via Singapore til Australien, derfra videre med Air Pacific til Fiji, Samoa, Tonga, Hongkong og tilbage via London. Lokal transport i Samoa: Det er let at komme rundt på øen; enten med taxi, bus eller som vi gjorde i lejebil. Mad & drikke i Samoa: 120-130 kr. om dagen. Prøv den bedste italienske restaurant Paddles i Apia. En øl koster i en butik ca. 12 kr. Lokal transport på Tonga: Fly Tongatapu-Vava’u ca. 2.000 kr. Fly Tongatapu-Ha’apai ca. 1.400 kr. Tjek www.chathamspacific.com. Der er en færge fra Tongatapu til Ha’apai og Vava’u en gang ugentlig. Turen tager 16 timer og koster ca. 600 kr. Tjek www. fisa.to. Bo på Tonga: Dobbeltværelse på Seaview Lodge, Vuna Rd., Nuku’alofa, Tongatapu, koster ca. 600 kr. Dobbeltværelse på Matafonua Lodge, Foa Road, Faleloa, Tonga Ha’apai Group, fås fra ca. 750 kr. Mad & drikke på Tonga: Ca. 100 kr. om dagen. En øl eller 1,5 liter vand koster i en butik ca. 8 kr. Prøv Mango Restaurant a Vava’u – her får man den bedste hummer i Polynesien. Et vemodigt på gensyn til Matamanoa-øen og Fiji. 31 På besøg hos efterkommerne til Tobasøens kannibaler En ø i Tobasøen med de karakteristiske hustage. Sumatras batakfolk har bevaret mange af deres oprindelige ritualer og traditioner, selv om de er blevet kristne. I dag lever de af at dyrke verdens dyreste kaffe, kopi luwak. Tekst: Kirsten Graversen Fotos: Kirsten Graversen & Wikimedia H un sidder på hug, moderen med sin dreng, og jeg bliver bedt om at komme hen og se, hvad hun har i hånden. Det er hvide kaffebønner, som har været igennem det kattelignende desmerdyr. Vores lokale guide sagde godt nok, det var gennem skunks (stinkdyr), men det er det dog ikke! Disse kaffebønner er de dyreste i verden og kaldes kopi luwak efter dyret, som har haft bønnerne igennem sit tarmsystem. På sin vej gennem fordøjelseskanalen bliver bønnerne udsat for påvirkninger fra fordøjelsesenzymerne, og der foregår en let fermentering. Kaffen, som er resultatet, stammer fra de bedste bønner på planterne, særligt udvalgt af dyrene, som lever i skovene på bjergsiderne. Kaffen er særlig sund, da den har en del frie aminosyrer, og derfor bliver meget mindre bitter end normalt. Verdens største krater Jeg mødte kvinden og en del andre fra batakfolket på øen Samosir i verdens største krater, Tobasøen , som måler 30 x 100 km. Denne kratersø på den nordlige del af Sumatra i Indonesien, opstod under et gigantisk vulkanudbrud for 75.000 år siden. For at komme til øen i midten, skal man sejle over den dybe sø fra byen Prapat til byen Tuk-Tuk på Samosir. En overfart som tager ca. 1 time. Tobasøen var hellig for batakfolket, så hellig, at lokale i tidernes morgen blev dømt til døden for at vise fremmede europæere hen til den. Søen er meget smuk med sine kratersider, der ligner skovbeklædte bjerge, og det er i disse bjerge, at man finder desmerdyret og de vilde kaffeplanter. Jeg blev nu ikke budt på denne kaffe af luwaktypen, da den er alt for kostbar og en god salgsartikel til virkelige kaffeelskere og -kendere. Kvindens mand havde i løbet af ca. halvanden måned indsamlet ca. ½ kg bønner i skovene oven for landsbyen. 32 Bønnerne lå i dyrenes ekskrementer som perler på en snor, og efter indsamling var de blevet vasket ud og tørret i solen. Det var med en vis stolthed, at hun viste de fine hvide bønner frem i et stykke hvidt klæde. Bønnerne har stadig den hårde skal på, selvom det har taget otte timer at passere gennem dyrenes tarmsystem, som kun optager næring fra selve frugtkødet. Disse kaffebønner sælges som verdens dyreste kaffe med priser på 4.000 kr. per kg eller meget mere for de rette kendere. En kop kopi luwak koster nemt 500 kr., og så kan det oven i købet være bønner, som har været gennem ”husdyr”, da man har nogle i fangenskab, som man fodrer med kaffefrugter (ikke nødvendigvis specielt udvalgt), og derefter venter på, at bønnerne kommer ud ad den anden ende efter ca. otte timer. Kaffeelskere får en særlig oplevelse med en kop kaffe med en rig og stærk aroma, lidt sirupsagtig i smagen og med lidt chokoladesmag. Efter sigende har kaffen en særlig lang og ren eftersmag! Måske bliver kaffen endda endnu dyrere i fremtiden, da desmerdyret er efterstræbt pga. troen på, at dets kød kan kurere sygdomme. Her dufter det godt af kaffe. Et fordrevet folk Jeg besøgte øen Samosir i nogle dage på min rundrejse på Sumatra, og der fik jeg mere kendskab til batakfolket, som i sin tid blev fordrevet til øen, da deres særlige ritualer med at spise menneskekød ikke passede til de kulturer, bl.a. hinduismen, som omgav dem der, hvor de boede. Batakfolket bor også i dag i særlige huse, som minder om både, da tagene er saddelformede og er bygget ud over huset. Enderne af tagene er udsmykkede og bemalede, ofte med bøffelhoveder med horn som udsmykning. Udsmykningen skulle holde onde ånder væk. På øen, hvor mange stadig bor i den slags huse, dog kun med en familie i hver, så vi også helt nybyggede huse i samme stil. Nogle huse har fibre fra sukkerpalmer som tag, mens andre har bølgebliktag. Ingen ved præcist, hvor mange der bor traditionelt, men vi så disse huse i mange landsbyer. Også i den kaffelandsby vi besøgte. I samme landsby så vi, hvordan man også har ”udekøkken”, idet et par kvinder var i gang med at male ristede kaffebønner, mens en anden var ved at lave kaffe. Hvilken duft! Den stamme, som bor på Samosir, bor stadig i de gamle huse, som består af en lang bygning på pæle med plads til husdyr i jordniveau. Man kommer op i huset ad en meget stejl trappe eller bambusstige, og indeni finder man et rum opdelt i to dele. Tidligere kunne der bo helt op til 12 familier i sådan et hus, men det var mest normalt med otte familier, som alle var i slægt med hinanden, og tre generationer boede sammen. Der var fire ildsteder, hvor man skiftedes til at lave mad, og bortset Det søde kaffespisende desmerdyr. fra simple vægge eller forhæng, bag hvilke den mellemste generation (i den fødedygtige alder) kunne trække sig tilbage. Alle sov i det åbne rum, bedsteforældre og børnebørn. Religion og ritualer I dag er batakfolket kristne takket være nogle vedholdende hollandske missionærer. På øen var der bygget mange kirker, og for os så det ud som om, man byggede kirker efter hvor mange penge, man fik udefra, idet der ofte var en større kirke ved siden af en lille kirke. Sikkert er det, at religion spiller en vigtig rolle for øfolket. En søndagsgudtjeneste, som vi overværede, var lidt svær at genkende fra en gudstjeneste i Danmark. Hovedparten af tiden blev brugt til, at forskellige medlemmer af menigheden kom op til prædikestolen og læste højt af Bibelen på bataksproget, som i øvrigt ikke er beslægtet med indonesisk. Ind imellem disse oplæsninger var der flere kor, som sang flerstemmigt med hver sin korleder, både børne- og voksenkor. Det var stemningsfuldt, selvom det ikke lykkedes at låne en salmebog. Det var nemlig langtfra alle, som havde haft råd til en salmebog. Når man går i kirke, har man sit bedste tøj på, og det vil for kvinderne sige meget spraglede, blanke stoffer med en slags kniplinger. Over- og underdel passede ikke nødvendigvis sammen i farverne. Kvinderne havde ikke tørklæder på, men derimod havde de ekstra håropsætninger sat på med nåle. Denne form for tøj bar de også til begravelser og bryllupper. Kniplinger, håropsatser og lange 33 skørter var ikke nogen hindring for at køre derfra på knallert. Fortid møder nutid! Flere steder så vi store grupper samlet for at tage afsked med en slægtning, hvis navn var ”skrevet” med blomster på et stort banner uden for det sted, hvor man holdt ceremonien. Da batakerne oprindeligt havde en animistisk religion, hvoraf nogle ritualer stadig anvendes, er begravelser også lidt anderledes, ligesom bryllupper. Man begraver først den døde, og når der kun er knogler tilbage, tager man disse op og lægger dem i en urne, som så begraves igen. Det er vigtigt, at man ikke bliver glemt, da man stadig tror på, at alt har en sjæl. Det var først i 1880’erne, at batakerne ved Tobasøen blev kristne. Ved bryllupper trækker man så også i sit bedste tøj – og hår. Indtil vi fandt ud af hemmeligheden, var vi noget misundelige på de store frisurer, kvinderne havde. Mændene bærer ulos, et aflangt stykke stof over skulderen med en rituel betydning. En ulos bliver også brugt til at binde brud og brudgom sammen, da den giver styrke til kvinden, så hun bliver beskyttet for voodoo mod frugtbarhed, og manden giver den mod. Den er også et symbol på kærlighed og har en magisk religiøs magt. En ulos kan gives som gave for at vise respekt. Også i forbindelse med bryllupper, er der ritualer, som stammer fra tiden, før de blev kristne, men mange går først i kirke og får den kirkelige velsignelse. De ritualer, som så bliver fulgt bagefter er uskrevne regler, såkaldte adat – skikke – som handler om de ting man gør, og dem man ikke gør. En del er ritualerne er, at man inviterer flere hundrede gæster til festen, som forgår i store telte. Familiemedlemmer ud i de fjerneste led kommer langvejs fra, ligesom man samler hele landsbyen. Der bliver så lavet mad i kæmpe kar med flere slags kød, ris og grøntsager. Der er et orkester (vi så bands på fem-seks personer), som spiller, mens man går rundt i kreds. Der gives gaver til brudeparret, som får nogle høje flettede kurve, som man ikke lige kan kigge ned i, ligesom der råbes op om, hvad de forskellige har givet af pengegaver. Det er brudgommens familie, som giver en brudepris til brudens forældre, og brudens forældre giver ting til husholdningen og hjemmet. Brudens forældre giver måske også et stykke jord, som går tilbage til familien ved en evt. skilsmisse, som kan være forårsaget af barnløshed. Det er lovligt at have mere end en hustru, men så skal der betales brudepris til flere svigerforældrepar, og det kan kun de rigeste. Et bryllup kan sagtens vare en hel dag. Kannibalisme Får de også menneskekød til brylluppet? Nej, det gør man ikke nu, og det gjorde man heller ikke, da batakerne var menneskeædere. De store gryder har de dog, men de har aldrig været anvendt til tilberedning af menneskekød som i tegneserierne. Hvordan opstod så myten om menneskeædere blandt batakfolket? Det er faktisk ikke nogen myte, det er rigtigt nok. Kannibalisme er en del af nogle religiøse ritualer, som batakerne brugte, da de var animister. Når mennesker opførte sig forkert (imod adat), kunne man ophøre med at se dem som mennesker, men betragte dem som dyr. Grove forbrydelser kunne være mord og voldtægt, som man blev dømt til døden for. Det skulle dog ikke bare være en simpel død. Man skar dele af kroppen af, og nu fik offeret og hans eller hendes familie, kød fra disse dele at spise, mens den dødsdømte stadig levede. På denne måde overførte man den dødsdømtes kraft, som ville blive overført gennem sjælevandring. Derved blev den dødsdømte glemt af sine efterkommere, hvilket var det værste, man kunne tænke sig. Den dødes knogler blev så gravet ned under indgangen til landsbyens forsamlingshus, således at man altid kunne træde på ham. Da der var mange krige mellem batakerne, var der også slaver, som var taget fra andre landsbyer, og som derfor heller ikke blev betragtet som andet end dyr, som man jo spiste. Ofte gik høvdingen i landsbyen forrest med at spise meget små stykker af menneskekødet for at vise, at han turde. Men det var aldrig af sult, man spiste mennesker. Både slaver og folk fra selve landsbyen kunne blive dømt, da man også syntes at spillegæld skulle straffes, og man spillede meget i disse landsbyer! Hvad spiser man så i dag? Samosir er en frodig ø, og selve Tobasøens vand er rigtig godt, så man dyrker mange forskellige afgrøder og har også fiskebrug i vandet. Herfra eksporteres både friske fisk og tørrede fisk. Der er altså mad nok, og det er ikke farligt at være på øen, da man ikke kan blive spist, bortset fra hvis Brudens og de nærmestes flotte hårpragt og kjoler. Batakfolket på Sumatra Tobasøen dækker et areal på 1.707 km² og ligger fire til seks timers kørsel nordvest for Medan. Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnMedan fås fra ca. 5.550 kr. t/r. man er et insekt, da der findes flere slags kødædende planter, som vi dog holdt fingrene væk fra. Men jeg fik dejlig kaffe! nn Kirsten Graversen har medlemsnr. 547 og har til dato besøgt ni territorier og 84 lande. Hun besøgte Tobasøens batakfolk i 2013. Læs mere om hendes rejseliv på www. kirstengraversen.dk . Gaveposerne til brylluppet. 34 Rejsebilleder Peru: Venten i Cusco. Foto: Lisbeth Vivaldini. Kenya: Samburupige, Maralal. Foto: Per Svendsen. Vanuatu: Høvdingen. Foto: Bo Løvschall. Tanzania: Masaifolk. Foto: Rikke Skafte Jespersen. Benin: Begravelsesprocession for en død høvding. Foto: Knud B. Bach. Indonesien: Til høvdingebegravelse i Tana Toraja. Foto: Knud B. Bach. Namibia: Himbakvinder. Foto: Rikke Skafte Jespersen. Grønland: En del af kvindens nationaldragt. Foto: Tanja Schwartz. Brasilien: Indianer fra byen Altamira i Paráregionen. Foto: Knud B. Bach. 36 Kenya: Kvinde fra turkanafolket. Foto: Søren Bonde. Brasilien: På Amazonfloden. Foto: Rasmus Krath. Guatemala: Indianere ved Atitlan-søen. Foto: Rikke Skafte Jespersen Etiopien: Hamerpige i familiehytten. Foto: Søren Bonde. Svalboet, “Svalereden”, er opført nær Jalta under den nygotiske periode i 1911 og er et populært turistmål. Krimhalvøens tatarer er vendt hjem til en uvis fremtid fremtid uvis ”O De etniske spændinger ulmede på Krim, da jeg første gang besøgte halvøen i Sortehavet i 1999. Siden er det blevet til flere besøg på den natursmukke halvø, som ud over at være kendt som kur- og feriested fascinerer med sin historie og geopolitiske placering. I løbet af 1990’erne vendte 250.000 tatarer tilbage til deres hjemstavn fra det eksil i Centralasien, den sovjetiske leder Stalin sendte dem til ved sine etniske udrensninger under 2. Verdenskrig. I de mellemliggende år er Krims slaviske befolkning vokset til 2,2 millioner, fortrinsvis af russisk afstamning, og tatarerne udgør nu kun omkring 12 % af halvøens befolkning. I marts 2014 brød spændingerne ud i lys lue, da Rusland annekterede halvøen fra Ukraine, og en ledende krimtatar blev myrdet og flere fordrevet fra deres hjem og udvist fra Rusland. Tekst: Lars-Terje Lysemose Fotos: Lars-Terje Lysemose & Wikimedia m så alle floder flød med blæk, ville det ikke være nok til at beskrive vores vanskeligheder.” Sejljametov Jakub sukker. Han er leder af Skole nr. 42 i barakbyen Kamenka, otte km uden for Krimhalvøens hovedby Simferopol. Skolen, der er bygget med midler fra FN’s Udviklingsprogram (UNDP) og Canada, er hans glæde og stolthed. Vi skriver 1999, og FN’s blå flag og Canadas rød-hvide flag med et ahornblad hænger stolt ned fra skoleindgangens loft. Sammen med det tilstødende lægehus, der er bygget af UNDP og Norge, er denne skole den eneste rigtig moderne bygning i dette samfund af ca. 15.000 krimtatarer. Da vi sammen går ned ad de plørede veje, er det åbenlyst, at indbyggerne havde få midler, da de ankom her i overfyldte biler og tog. De fleste af dem kom på et tidspunkt, hvor inflationen steg 10.000 % om året, lige efter Sovjetunionens kollaps. Og det er tydeligt, at de fleste af beboerne nu ikke har nogen indkomst. For at holde sig i live holder de små køkkenhaver for at dyrke kartofler og andre grøntsager. Det er i disse omgivelser, hvor folk stadig er i færd med at tætne et loft eller et vindue eller stadig bor i skurvogne, at den 59-årige krimtatar lærer sine elever at leve 38 i fred og tolerance, i en atmosfære der er fuld af behov for forsoning. ”Vi krimtatarer har lidt under hele vores historie. Men nu tilhører fremtiden hele Krims befolkning, uanset etnisk baggrund,” forklarer Sejljametov Jakub håbefuldt. Det er dog ikke alle på Krim, der er af den opfattelse. Det gælder både blandt de tilbagevendte tatarer og blandt den etnisk russiske flertalsbefolkning, der blev tilskyndet til at flytte til Krim efter 2. Verdenskrig. Krim ligger i Sortehavet mellem Tyrkiet, Rusland og det ukrainske fastland, som halvøen er forbundet med, og sporene efter Stalins deportation af en kvart million mennesker i løbet af ganske få timer 18. maj 1944 er stadig tydelige. Som chefen for UNDP på Krim, Merlin Udho fra Guyana, forklarer mig: ”Dette kunne gå hen og blive rigtig eksplosivt. Faktum er, at tusinder af mennesker er vendt hjem til deres hjemstavn til en meget anspændt situation. De er fulde af håb, der langsomt uddør, fordi de ikke får nogen økonomisk hjælp til genhusning. Desuden er der stadig en masse gamle fordomme fra den tid, hvor krimtatarerne blev beskyldt for at samarbejde med nazisterne imod Den Røde Hær.” Tatarerne på Krim Tatar er en paraplybetegnelse for alle etnisk tyrkiske folk i den tidligere Sovjetunion. Krimtatarerne har hjemme på Krim og har været muslimer siden 1300-tallet. Krimtatarerne regerede på Krim fra 1441 til 1783. Under Katarina den Store erobrede russerne Krim i 1783, og halvøen blev en del af det russiske zarrige og siden en del af sovjetrepublikken Rusland. Morgengry i Ai-Petribjergene på Krim. Underviser i tolerance I 1996 iværksatte FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og Dansk Flygtningehjælp et fælles undervisningsprogram i tolerance for alle skoler på Krimhalvøen. Det er derfor, jeg tre år senere som udlandsreporter for dagbladet Aktuelt besøger Krim. For at se, om det kan lykkes at skabe tolerance og forståelse i en tid, hvor frygten for yderligere eskalering af situationen er udbredt. Programmet omfatter tv- og radio-udsendelser, poesikonkurrencer og koncerter, som skal hjælpe tolerancen og forståelsen på gled mellem halvøens ikke færre end 101 forskellige etniske grupper. Målet er at alle halvøens lærere skal på kursus i at undervise i etnisk tolerance. ”Denne slags undervisning kan virke i et hvilket som helst land,” forklarer Ken Kutsch, amerikaner og en af initiativtagerne til UNHCR’s og Dansk Flygtningehjælps fælles undervisningsprojekt. ”Men de russisksindede politikere i Krims selvstyre er virkelig imod vores toleranceprojekt. Kulturministeriet har afbrudt alt samarbejde med os. Tilsyneladende ønsker politikerne ikke nogen forsonende toner. Og det nuværende toleranceniveau er ikke ligefrem godt. Russere og krimtatarer blander sig simpelthen ikke med hinanden. I fjor oplevede vi en række sammenstød under valgkampen, og flere blev faktisk dræbt,” siger Ken Kutsch. ”Man bør ikke vælge en ven på grund af øjen-, hår- eller hudfarve. Nationaliteter kan ikke være gode eller onde. Kun konkrete, individuelle mennesker kan være gode eller onde,” forklarer Bahman Vlad, en 16-årig etnisk krimtysker, i et af undervisningsprogrammets hæfter. Spændt atmosfære Trods fred på overfladen er luften tyk af spænding. Og det er ikke kun, fordi Krim er blevet et tilholdssted for mafiaen. Eller fordi Rusland med sin sortehavsflåde, der ruster op i Sevastopol på Krim, stadig spiller en rolle i ukrainsk politik. Problemet er, at folk holder sig til deres egne etniske grupper. Og så er der det politiske system – lederne der øjner en chance for at holde sig til magten ved at fastholde status quo og holde gløderne ved ilden. Men det skyldes selvfølgelig også den generelle økonomiske tilbagegang og arbejdsløsheden på 70-90 % blandt de tilbagevendte folk. Sammen med nogle få internationale organisationer lærer UNDP de tidligere deporterede folkeslag, hvordan man bliver socialt aktiv og bygger ungdomscentre, hvor de unge kan hænge ud om aftenen. ”Det er svært at ændre på gamle mennesker. Men hvis de ser, at deres unge får arbejde, kan de leve i fred,” siger Merlin Udho. En af måderne, det internationale samfund underviser i tolerance på, er ved at lade elever skrive stile og fortællinger om etniske spørgsmål og udgive dem som skolehæfter. Som 15-årige Maje Osmanova: ”Da vi ankom til Krim, var jeg seks og min søster Lera var tre. Vi havde ingen bedsteforældre i nærheden, så de blev erstattet af vores russiske naboer, Ljuba og Arkasha. Siden den tid har de givet os deres kærlighed og omsorg, som om vi var deres børnebørn. Og det sårer og 39 18. maj 1944 gav Sovjetunionens leder Josef Stalin ordre om deportation af samtlige ca. 200.000 krimtatarer til Centralasien, eftersom han hævdede, at de havde samarbejdet med Nazityskland. De fik først lov til at vende hjem, efter at Sovjetunionens sidste leder Mikhail Gorbatjov indførte glasnost og perestrojka sidst i 1980’erne. 19. februar 1954 blev Krim ved et symbolsk pennestrøg overført fra den russiske sovjetrepublik til den ukrainske af den sovjetiske leder Krustjov. Halvøen er adskilt fra Rusland af Kertsjstrædet og Det Azovske Hav og hænger sammen med Ukraine ved to landtanger, så rent geografisk og administrativt gav det dengang god mening, og ingen tænkte på at spørge befolkningen om dens mening under Sovjets kommunistiske styre. Men da Sovjetunionen blev opløst i 1991, udråbtes Ukraine for første gang i nyere historie som en suveræn stat, og dermed blev Krim også en del af den nye stat Ukraine. Under Ukraine har Krim dog haft et vist selvstyre, ligesom krimtatarerne har opnået anerkendelse som et oprindeligt folk. I 2008 boede der ca. 250.000 tatarer på Krim. 150.000 lever fortsat i eksil i Centralasien, hovedsageligt i Usbekistan. skræmmer mig at høre de voksne give russerne skylden for alle vores problemer og kræve, at russerne straffes og deporteres. Mine klassekammerater virker heldigvis klogere end læreren og de voksne, som kræver gengældelse for alt. Men vi, deres børn og børnebørn, vil blive Væbnet konflikt i Ukraine Det er sket: 21. november 2013: Ukraines præsident Viktor Janukovitj opgiver at indgå en samarbejdsaftale med EU og vælger i stedet at knytte nærmere bånd med Rusland. Det medfører store protestmøder i Kijev. Timur Dagdji og hans kone er i færd med at skabe sig et nyt liv på Krim. straffet for den holdning. Og vi ønsker tværtimod kun at leve i venskab.” Den kroatiske chef for UNHCR på Krim, Sead Sadic, forklarer, at ”for de tidligere deporterede folkeslag, er det hele et spørgsmål om historisk retfærdighed.” De har ifølge ham alle et forjættede land-syndrom. ”Men er man ikke statsborger her, er man ikke stemmeberettiget, man kan ikke arbejde for det offentlige, børn kan ikke få undervisning gratis. Og godt 150.000 mennesker her er statsløse, berøvet disse rettigheder,” siger Sead Sadic. 40 % af krimtatarerne kom fra storbyer, fra gode stillinger som lærere, læger, advokater og ingeniører. Nu finder de sig selv i landområder uden jobudsigter – i omgivelser hvor det koster 700 kr, eller dobbelt så meget som den gennemsnitlige månedsløn i Ukraine at opnå ukrainsk statsborgerskab. Samtidig advarer krimtatarerne om, at en kvart million slægtninge, der er ladt tilbage i Centralasien, snart vil følge dem. ”Men hvad kan folk, der ikke har nogen penge, gøre?” spørger Sead Sadic. Det forjættede land 65-årige Timur Dagdji er blot en af mange krimtatarer, som indfanger stemningen. Han er pensioneret journalist og fortæller mig, at han i 1968 under den sovjetiske leder Bresjnev blev idømt tre års fængsel for at være dissident og offentligt spørge, hvorfor krimtatarerne ikke måtte vende hjem til Krim. ”Da jeg havde afsonet min dom, opsøgte jeg Andropov, KGB’s chef, og spurgte ham personligt: ’Kan jeg fortsætte som journalist?’ ’Ja,’ svarede han, ’tag tilbage til Asien og arbejd. Vi er ikke 5. december 2013: Tusinder af demonstranter besætter Kijevs rådhus og Majdanpladsen. 23. januar 2014: Sammenstød mellem demonstranter og politi på Majdanpladsen fører til de første dødsfald. 21. februar 2014: Janukovitj og oppositionen indgår et kompromis om at holde nyvalg. 22. februar 2014: Demonstranter stormer regeringsbygninger, og Janukovitj tager flugten til Rusland. 27. februar 2014: Maskerede soldater fra Rusland besætter strategiske punkter på Krimhalvøen. 16. marts 2014: Rusland holder folkeafstemning på Krim. 96 % af de afgivne stemmer sætter kryds ud for forslaget om tilslutning til Rusland. Mange undlader dog at stemme, og folkeafstemningen ses ikke som legitim af det internationale samfund. længere i 1930’erne.’ Men jeg fik ikke lov til at rejse tilbage til Krim. Først nu er det lykkedes. Halvdelen af os er nået hjem, mens vi venter på, at den anden halvdel skal følge efter. Men det, jeg frygter mest, er, når folk ikke ved, hvad de skal gøre og bliver deprimerede og aggressive. Vi har set eksempler på det med brændende biler og huse, og folk som er blevet slået ihjel. På grund af det, og fordi politikerne ikke gør andet end at provokere folk, er jeg bange for, at det kan gå hen og blive endnu mere voldeligt. Men nogen er jo nødt til at forblive optimister,” siger han med et smil. ”Jeg længes efter, at min søn skal komme hertil fra Centralasien, hjem til Krim.” 40 18. marts 2014: Ruslands præsident Putin underskriver aftalen om optagelse af Krim i Rusland. 7. april 2014: Prorussiske demonstranter besætter regeringsbygninger i Donetsk og Luhansk i det østlige Ukraine. 11. maj 2014: Folkeafstemninger om løsrivelse og dannelse af en selvstændig stat gennemføres i Luhansk- og Donetskregionerne. 25. maj 2014: Ukrainerne vælger en ny præsident: Petro Porosjenko. 5. juli 2014: Ukraine indleder en offensiv mod oprørerne i den østlige del af landet. 17. juli 2014: Et malaysisk passagerfly på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur skydes ned over det østlige Ukraine, og alle 298 om bord omkommer. 25. august 2014: 10 russiske faldskærmssoldater pågribes 20 km inde i Ukraine. Rusland påstår, de var faret vild. I alt menes konflikten at have kostet mere end 700 soldater og 2.200 civile livet, og UNHCR anslår, at 730.000 civile har søgt tilflugt fra det østlige Ukraine til Rusland. Yderligere 117.000 befinder sig på flugt inden for Ukraines grænser, og tallet øges i skrivende stund med ca. 1.200 mennesker om dagen. Som den 11-årige Galina Rudenko skrev i en stil: ”Da jeg var i første klasse, læste vores lærer en historie højt for os om nogle duer, som engang blev solgt fra Kijev til Irkutsk. Det tog dem to år at flyve hjem. Der var et fint dueslag i deres nye hjem, og de fik nærende føde, men den rede var ikke deres oprindelige. På samme måde kan folk sikkert ikke leve uden deres hjemstavn.” Efterskrift: Opblusset konflikt I marts 2014 benyttede Rusland sig af det politiske kaos i Ukraine til at annektere Krim efter at have indsat tropper via sin sortehavsbase på Krim og i hast Krim Krimhalvøen er på 26.100 km² og er dermed lidt mindre end Jylland. Naturmæssigt byder Krim på steppe eller prærie i øst og nord, Feodosia har sandstrande, bølgende bakker med vinmarker og frugttræer, og nær Jalta står majestætiske slotte og datjaer, som klamrer sig til klippestykker, der knejser ud over Sortehavet. I vest findes skovklædte bjergkæder med sagnomspundne grottebyer. Læs mere om Krim som naturparadis og feriested på wikitravel.org/en/Crimea. Børn i Kamenka foran krimtatarernes nybyggede skole. Ud & hjem igen: Al flytrafik er indstillet, undtagen til og fra Rusland, efter at Krim blev annekteret af Rusland i marts. Der går heller ikke længere tog til og fra det øvrige Ukraine. Rusland har planlagt at bygge en bro mellem Krim og det russiske fastland over Kertsjstrædet. Der går færger mellem Kertsj og Port Kavkaz på det russiske fastland. De naturskønne Ai-Petribjerge med toppe i 1.200 meters højde. gennemføre en folkeafstemning, som ingen ud over Rusland betegner som fri og fair. Over 96 % af de afgivne stemmer støttede Krims optagelse i Den Russiske Føderation. Krimtatarerne deltog ikke i afstemningen. Med annekteringen brød konflikten mellem russisksindede og krimtatarer ud i lys lue, og alle internationale hjælpeprogrammer blev omgående sat på standby. En ledende krimtatar blev torteret og myrdet og flere andre fordrevet fra deres hjem med besked om ikke at vise sig på Krim og i Rusland igen. nn Lars-Terje Lysemose har besøgt Krim flere gange siden sit første besøg i 1999 og har medlemsnr. 364. Han arbejder freelance som journalist, redaktør, underviser og foredragsholder og har bl.a. studeret fred, konflikt og internationale relationer. Han har rejst en del til væbnede konfliktområder, hvor etnicitet eller religion har spillet en rolle, som fx i Eksjugoslavien, Transnistrien, Tjetjenien, på Molukkerne, i Østtimor og i Myanmar. Læs mere om ham på www. lysemose.com. 41 Visum: Mens Ukraine er visumfrit for danskere, kræves der nu russisk visum for at besøge Krim. Turistvisum for 30 dage koster 490 kr. Se www.ifsdenmark.com. Advarsel: Det danske udenrigsministerium fraråder p.t. alle rejser til Krim samt til det østlige Ukraine, dvs. regionerne Donetsk og Luhansk. På motoRcykel gennem det sydlige Afrika Tekst & fotos: Knud B. Bach I maj 2013 var jeg på en fantastisk motorcykeltur gennem det sydlige Afrika i to uger. Turen var utrolig oplevelsesrig, og jeg havde glæden af at besøge seks af Afrikas bedste safariparker. Jeg nød at køre motorcyklen, kammeratskabet til de andre motorcyklister og oplevede på denne tur the big five: løven, elefanten, den afrikanske bøffel, leoparden og næsehornet. Og dertil flere buskmænd. V i mødes i Johannesburg, Sydafrika. 12 spændte deltagere, klar til at påbegynde den næsten 3.700 km lange tur. Alle de andre er argentinere, og jeg kender flere af dem fra en motorcykeltur i 2010, hvor vi kørte til Ushuaia. Også en utrolig tur! Således kender jeg derfor også de tre arrangører, Pablo, Roberto og Kristo fra Rent-A-Moto. Resten af slænget er en broget forsamling: Vekselerer, advokater og firmaejere. De bliver nye venner. Vi gasser op for de store BMW-motorcykler og giver os i kast med rejsen. Motorcykelgruppen Turen er således sparket i gang. Vi kører mod nord til Zimbabwe, derefter over Zambia, ned gennem Botswana og tilbage til Johannesburg over Sun City. Rejsen er lang, men det er intet problem for de kraftige 800-1200 cc BMW-motorcykler. Hver dag kører vi et sted mellem 200 og 750 km, mens vi krydser flere landegrænser, i forskelligt terræn men generelt på gode veje, hører diverse sprog og møder nye kulturer. Første stop: Soweto. Vi besøger det hus, hvor Nielson Mandela og hans anden kone Winnie boede i 1990 efter Mandelas løsladelse fra 27 års fængsel. Kwathabisile Lodge Boma Derefter kører vi videre til The Kwathabisile Game Lodge, hvor vi spiser middag i den traditionelle boma. Her sidder vi i kreds omkring bålet, mens kokken disker op med oksekød, antilope, kudo og perlehøns. Der synges og der nydes selvfølgelig en god sydafrikansk rødvin. Fartbøde i Zimbabwe Den følgende dag kører vi videre. Vi skal krydse grænsen til Zimbabwe, et land præget af fattigdom. Ved grænsen må vi vente i tre timer, før immigrationspolitiet lader os passere. Zimbabwe er det mest besværlige land for grænsekrydsning. Imens vi venter, ser vi kvinder balancere tunge sække med varer på deres hoveder, alt mangler i Zimbabwe. I Bulawaya er vi på sightseeing. Roberto tager billeder af højesteretsbygningen, en statslig Rhodesia bygning. Men i Zimbabwe er det ulovligt at fotografere offentlige bygninger, så politiet tager ham med på stationen, og indholdet på hans memory card slettes! På Bulawayo highway bliver Pablo desuden stoppet af politiet, for han har kørt for stærkt, 150 km/t hvor kun 100 km/t er tilladt. Pablo modtager en bøde på 50 USD, der skal betales på stedet. Men kvittering er det ikke muligt at få … 42 Elefanten vil drikke Vi når dagens destination: The Zimbabwe Hwange Safari-lodge Hotel. Et yderst charmerende, dog lidt nedslidt femstjernet hotel. Fra mit værelse kan jeg se vandhullet. I solnedgangen dukker der mange dyr op, hvilket er et vidunderligt skue. Jeg ser bl.a. en tørstig elefant jage gnuer og vildsvin på flugt, så den kan drikke i fred. Næste morgen er vi desuden på en spændende safari, og jeg ser bl.a. to prægtige løver på parringstur. Landsbybesøg Back on the road again. Vi kører videre og stopper, da vi ser en lille primitiv landsby, hvor beboerne overlever på subsistensniveau af kvæg og lidt hirseavl. Kun familiens overhoved, landsbyens høvding, er hjemme. Han fortæller, at børnene er i skole, og kvinderne i marken. Vi overrasker ham med en lille gave: 500 rand (ca. 300 kr.). Han bliver ovenud lykkelig. Hippo love Vi vinker farvel til den lille høvding og kører videre. Senere ankommer vi til det flotte femstjernede hotel The Royal Livingstone i Zambia. Ja, kontrasterne er store i denne del af verden … Hotellet er fantastisk. Vi ser hvirvlerne mod Victoriafaldet over Zambezifloden, hvor dovne flodheste daser i vandet i den varme eftermiddagssol. Victoria Fall Vi slapper af i baren og nyder udsigten efter endnu en lang køretur. Næste dag besøger vi det enestående vandfald, Victoria Falls, opkaldt efter dronning Victoria af David Livingstone, den første europæer der fandt frem til vandfaldet. Men i Zambia kalder de fleste vandfaldet for Mosi-oa-Tunya, som betyder ”den tordnende røg”. Et passende navn. Senere besøger vi Livingstone Elephant Lodge, hvor vi rider på elefanter! Det er åbenbart en myte, at afrikanske elefanter ikke kan tæmmes. 43 Road to Botswana På gode veje nærmer vi os grænsen til Botswana. Nogle gange når vi op på 200 km/t, men marchhastigheden ligger som regel omkring de 150 km/t. Men vi må passe på, da geder og æsler pludselig kan krydse vejen. Juan’s Birthday Party Vi når Botswana, og den samme aften overtaler jeg nogle af de andre til en tur i byen. Vi prøver en natklub i Thebe. Fra højtalerne pulserer afrikansk housemusik, mens vi afprøver den hjemmelavede hirsebryg og hyggesnakker med de lokale. Den følgende dag bliver ligeledes festlig, for Juan fylder 61. De ansatte på The Pelican Lodge overrasker os med et super danseshow i boma’en til ære for Juan. Dansen går under den stjernefyldte afrikanske nattehimmel. Vi ser en leopard Endnu en gang skal vi af sted. Men denne gang lader vi motorcyklerne stå, da vi lejer to små fly fra Maun til Okavango. Her bor vi på The Metabe Lodge, et lækkert, femstjernet all-inclusive ”telthotel” midt ude i bushen. Fra hotellet tager vi på flere game drives (safariture i åbne Land Rovere). Vi er heldige og ser en smuk leopard og mange andre dyr. I solnedgangen får vi serveret drinks, som vi nyder i vores safaristole, mens vi taler om alle de gode oplevelser, vi har haft indtil videre på turen. Imens ser vi ca. 100 elefanter. Kalahari San Bushman’s Camp Okavangodeltaet er et stort indlandsdelta. Almindeligvis løber floder ud i havet, men ikke her hvor floderne forgrener sig, og vandet gradvist forsvinder i sandet. Okavangodeltaet er et spændende sted, da det skaber rammerne for et fantastisk varieret natur- og dyreliv, der grænser op til den golde Kalahariørken. I ørkenen besøger vi en lejr af buskmænd, hvor vi spiser aftensmad og ser traditionel dans. Disse mennesker er tvunget til at leve i ørkenudkanten, hvor de lever af at jage og samle. Disse pygmæer er et af Afrikas ældste folk. 44 Buskmænd i det sydlige Afrika Farvel til mc-gruppen Vi flyver tilbage til vore motorcykler. Og nu vendes snuden hjemad mod Johannesburg. Men på vejen tager vi et stop i Sun City, som ligger tre timers kørsel uden for Johannesburg og tæt på Pilansberg Nationalpark i Sydafrika. Vi besøger nationalparken, som er meget stor – hele 500 km². Her er det muligt at spotte alle the big five. Sun City blev etableret under apartheidstyret. Her kunne hvide sydafrikanere gå på kasino og møde farvede kvinder, selvom det var forbudt på denne tid i Sydafrika. Bophuthatswana var nemlig udnævnt til en uafhængig stat. Derfor blev byen også kaldt Sin City. Vi nyder den sidste tid sammen i disse luksuriøse omgivelser, inden vi må sige farvel til hinanden. Til sidst afleveres BMW’erne tilbage i Johannesburg – alle uden en eneste skramme. På dette eventyr opnående jeg også at besøge mit land nr. 100 – Nambia – en sand milepæl! Det sydlige Afrika er enormt spændende område med nogle af verdens bedste safariparker. nn Knud B. Bach har medlemsnr. 125. Han bor i Aalborg og har til dato besøgt 14 territorier og 101 lande på alle syv kontinenter. Buskmænd er sydafrikanske naturfolk fra Kalahariørkenen og den nordvestlige Kapprovins, der taler sansprog. Kalahariørkenen er et stort tørt til halvtørt sandet område i det sydlige Afrika, som dækker ca. 500.000 km². Ørkenen dækker ca. 70 % af Botswana og dele af Zimbabwe, Namibia og Sydafrika. Der har boet lyse buskmænd i Kalahari i ca. 20.000 år – længe før de sorte bantufolk trængte ind. Det vides ikke, hvor mange buskmennesker der er tilbage. Nogle kilder mener, at der er 50.000, og andre mener, at der er op mod 100.000. Buskmændenes kultur er Afrikas ældste. De har levet i små familier sammen som jægere og samlere, idet mændene har jaget antiloper, og kvinderne samlet rødder i det samme område år efter år. I 1963 oprettede den britiske kolonimagt et naturreservat uden at have spurgt sig til råds hos buskmændene. Nu er den gamle måde at leve på forbi. Før fik de vand fra regn og fra jorden. I dag er der blevet foretaget vandboringer, så de kan hente vand fra en vandhane. Botswanas regering mener, at buskmændene skal være rigtige borgere, og regeringen har derfor givet dem geder og æsler. Botswana styres af sorte og hvide storfarmere, og de anser et liv uden husdyr for primitivt. Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnJohannesburg fås fra ca. 4.750 kr. t/r. 45 På campingtur og blandt stammefolk i Namibia Tekst & FOTOS: Per & Bodil Svendsen Vi havde allerede været på to besøg i det sydlige Afrika. Første gang kørte vi fra Kapstaden langs østkysten, nordpå gennem Drakensberg til Swaziland og Kruger Nationalpark og sluttede i Johannesburg. Året efter begyndte vi sammen med fire venner i Johannesburg og kørte først til Kruger Nationalpark. Derfra vestpå gennem Sydafrika til Botswana med besøg ved Okavangadeltaet og Tsodilo Hills og videre derfra ind i Namibia til Etosha Nationalpark, Skeletkysten, sandklitterne ved Seserim og Fish River Canyon. På tilbageturen besøgte vi diamantbyen Kimberly og Royal Natal Park, inden vi kørte tilbage til Johannesburg. På de to rejser, i alt ni uger, traf vi ikke en eneste dansk turist. Det er alt for farligt at rejse på egen hånd i Sydafrika, fik vi at vide i Danmark både før og efter rejserne. Epupa Falls mellem Namibia og Angola. D a vi i 2013 var i Kapstaden i forbindelse med en sørejse til Tristan da Cunha og Sankt Helena, besluttede vi os for at tage på et tredje roadtrip, denne gang til den nordvestlige del af Namibia. Vi valgte at foretage rejsen i en firhjulstrukken Suzuki Jimny udstyret med et tagtelt og spartansk udstyr til en tur på fem uger. Vi fløj fra Kapstaden til Windhoek, hvor en chauffør ventede, og snart var vi fremme ved Bobo Campers depot, hvor Suzukien stod klar. Næste morgen kørte vi nordpå. Allerede efter ca. 100 km skete turens første og eneste uheld: Ladelampen begyndte at lyse, så vi kørte ind på en rasteplads for at undersøge problemet. Nu var motoren helt død. Der var ingen strøm på batteriet. En telefonsamtale til udlejningsfirmaet bekræftede min antagelse, at dynamoen var brudt sammen. To timer senere rullede en ny bil ind på rastepladsen. Vi fik bagagen over i den nye bil, tagteltet monteret, og efter kort tid var vi 46 igen på vej. Den fine asfaltvej hørte snart op, og vi fortsatte ad grusveje, indtil vi kort inden mørkets frembrud nåede til Spitzkoppe Rest Camp. Klippekunst Spitzkoppebjergkæden ligger i det sydligste hjørne af Damaraland, den sydligste del af den nordlige provins Kunene, der strækker sig hele vejen til grænsen til Angola. Nord for Damaraland ligger Kaokoland, som er sparsomt beboet af stammefolk, der stadig lever på traditionel vis. Det var rejsens primære mål. Spitzkoppe rejser sig stejlt op fra den flade ørken til en højde på over 1.700 moh. Bjerget er et yndet mål for trekking og klatring. Lejrpladserne, der ejes og drives af de lokale beboere, ligger spredt over et stort område langs bjergets fod. Da vi rejste i december måned, hvor det er regntid og meget varmt, havde vi hele det store område for os selv. The White Lady of Brandberg. Spitzkoppe består af sandsten, der stråler i de mest fantastiske røde og brune farver. Vandring på bjerget er kun tilladt i selskab med en lokal guide. Da den værste hede havde lagt sig, gik vi med en guide op til et område kaldet Bushman´s Paradise. Der er ikke mange buskmænd, også kendt som sanfolk, tilbage i dette område af Namibia. De lever nu mest i landets østlige del og i Botswana. Men der findes talrige spor efter dem i form af klippemalerier. Vores meget vidende guide kunne også vise os planter, der kunne anvendes til behandling af sygdomme og til at forgifte jagtpile. Efter to dage på dette smukke sted fortsatte vi nordpå gennem den golde ørken til Brandberg – et bjergmassiv der rejser sig stejlt fra den flade slette til Konigstein, Namibias højeste punkt på 2.553 moh. Brandbergmassivet er kendt for klippemalerier. Det mest berømte er ”The White Lady of Brandberg”. En times vandring med en guide førte os til stedet, hvor antropologer fra hele verden har studeret klippekunst og specielt den hvide dame. Abbé Henri Breuil, forfatter til bøger om afrikansk klippekunst, konkluderede i 1940, at damen var inspireret af kunst fra middelhavsområdet. Nyere forskning anser dog figuren for at være lokal og uden europæisk påvirkning og antager også, at den hvide dame forestiller en dreng, der er smurt ind i hvidt ler under en indvielsesceremoni. Ladyboyen var blevet noget falmet og egentlig lidt beskeden i betragtning af sin berømmelse. Vi overnattede på en flot campingplads, der hørte til Brandberg White Lady Lodge, et af disse vidunderlige vandingssteder man finder i Afrika med svømmepøl, grønne plæner og tre retters middag på menukortet. Ved midnatstid vågnede vi ved lyden af raslen i nogle tørre grene. Gennem moskitonettet fik vi øje på en elefant nogle få meter fra bilen. Efter endnu en dagsrejse nåede vi til Twyfelfontein-området, kendt for helleristninger, forstenede træer, basaltsøjler og lokal folklore. Den første morgen fik vi endnu en elefantoplevelse. Vi var netop kravlet ned fra tagteltet, da vi så en elefant tæt ved vores bil i fuld gang med at skille en vandslange fra brønden i to, hvorefter den meget elegant sugede vand direkte fra slangen op i snablen og sprøjtede det videre ind i munden. Hele lejrens vandforsyning blev derved afbrudt, indtil fyren havde fået nok at drikke og langsomt fortrak tæt forbi naboteltet, hvor fire tyske piger endnu sov trygt. Twyfelfontein betyder ”usikker kilde”, og området blev hurtigt opgivet af kolonisterne. Der er dog ingen tvivl om, at der har boet mennesker her i tusindvis af år. Store flokke af vildt har gjort stedet attraktivt for jægere og forklarer den utrolige mængde dyremotiver, både malede og indgraverede på klipperne. Det antages, at dyremotiverne har tjent som undervisningsmateriale for børnene, der derved kunne lære om byttedyrene. Besøg i en kulturlandsby Twyfelfontain-egnen er beboet af damarastammen. De lokale indbyggere har indrettet en traditionel boplads, der ligger godt skjult mellem klipper, og adgangen sker gennem en smal tunnel mellem to kæmpestore stenblokke. Hytter og læskure på pladsen er befolket af arbejdende kvinder og mænd i traditionel påklædning, dvs. skindskørter. Smeden var i gang med sin blæsebælg, kvinder rensede skind, andre skar runde skiver ud af strudseæggeskaller, borede huller i midten og trak dem på en lædersnor til halskæder. Vores guide viste os planter, der kunne bruges som medicin, og en ung 47 mand demonstrerede, hvordan der kunne tændes ild med et ildbor. De unge guider var skoleelever, der tjener penge i ferien. Vores guide gik i gymnasiet og betroede os, at hun planlagde at læse jura. Vores besøg afsluttedes med en danseopvisning. Et par rollinger, der lige havde lært at gå, deltog efter bedste evne i løjerne. Et par dages kørsel længere nordpå nåede vi den lille ørkenby Sesfontein – ”de syv kilder”. På dette sted blev der i 1904 bygget et fort, hvorfra tyskerne med militærmagt kunne kontrollere kvægets bevægelser og dermed begrænse udbredelsen af kvægpest og mund- og klovsyge. Efter 1. Verdenskrig, hvor tyskerne måtte opgive Tysk Sydvestafrika, blev fortet forladt og forfaldt indtil uafhængigheden i 1992, hvor det blev restaureret og indrettet til hotel. Det var egentlig vores plan blot at få en kop kaffe og så fortsætte mod nordvest til Purros og videre nordpå til Kunenefloden. Men to franske familier i to meget store Toyotaer frarådede os at prøve. De var selv nået frem til Purros, men derfra var vejen så dårlig, at de var vendt om. Kaokoland, himbafolkets område Det blev til endnu to lange køredage gennem ørkenen til Epupa Falls på grænsen mellem Namibia og Angola. Vandet styrter her ca. 35 meter ned gennem en smal sprække og omfatter desuden 30 mindre fald. Vi tilbragte to nætter på Epupa River Camp lige oven for vandfaldet. Himbafolket er etnisk og sprogligt beslægtet med hererostammen. Mens sidstnævnte for det meste lever i grænseområdet mellem Namibia og Botswana, er himbaerne fortrængt til Kaokoland i Namibias tørre nordvestlige hjørne. De udgør kun 1 % af Namibias befolkning, ernærer sig som halvnomader med Himbakvinde i den fælles sovehytte, der også bruges til opbevaring af skindskørterne og til afbrænding af vellugtende træ, så røgen kan fortrænge lugten af manglende vask af krop og klæder. kvægavl og medvirker herved til overgræsning og erosion i området. Mændene vandrer omkring efter græsning til dyrene og overnatter i satellitlandsbyer, mens kvinderne passer arbejdet og de mindre børn hjemme i landsbyen. Himbaerne praktiserer polygami, idet forældrene bestemmer det første ægteskab, mens det er op til de unge selv at bestemme de efterfølgende. Skilsmisse er mulig for begge parter. Der er ingen juridiske forpligtigelser i forbindelse med et ægteskab, der blot huskes af familierne. Børnefødsler markeres af kvinderne med bestemte ankelringe af metal. På campingpladsen mødte vi en ung mand fra himbastammen, som tilbød at arrangere et besøg i en landsby i nærheden. Hos den lokale købmand købte vi gaver i form af majsmel, sukker, suppepulver, madolie og tobak, klemte os sammen på forsædet i Suzukien og kørte en halv snes kilometer ud i ørkenen til en himbalandsby. Omkring en kraal (indhegning) af tjørnegrene, hvor husdyrene kunne beskyttes mod vilde dyr om natten, lå en halv snes meget primitive hytter. De var bygget af træstolper, med stråtag, og blev brugt til opbevaring af fødevarer og de få ejendele, beboerne havde til rådighed. En større hytte, bygget op af ler blandet med gødning på et skelet af grene, blev anvendt til soverum og til opbevaring af kvindernes skindskørter. Vi tilbragte hele formiddagen i landsbyen og fik gennem vor guide, der talte sproget, en fin kontakt med beboerne. I landsbyen traf vi en ældre kvinde, der tydeligvis var leder, tre andre kvinder, to teenagere og en flok børn. Kvindernes klædedragt bestod af et kort skindskørt med en masse dekorationer. Især deres frisurer var ejendommelige. Små piger havde to små fletninger ned i panden, mens drenge havde én lille fletning i nakken. De voksne kvinder havde lange fletninger smurt ind i rødt ler med duske af fåreuld for enderne. For at beskytte den mod solen var kvindernes krop smurt ind i en blanding af okker og fedt. Da vand er sparsomt i ørkenen, vaskede de sig ikke, men parfumerede sig med røgen fra bestemte træarter, ligesom også deres skindskørter blev behandlet med den vellugtende røg. Dette foregik i sovehytten, hvor de særlige kviste blev brændt af i en lille lerskål, så røgen fyldte hytten. Skørterne blev anbragt på en flettet kegle, der var stillet over skålen med de glødende kviste. Himbaernes religion rummer ingen guder. Man dyrker forfædrene ved at huske og genfortælle deres gerninger mange generationer tilbage. En ”hellig ild” tændtes et bestemt sted i landsbyen. Det blev et meget indholdsrigt besøg, ikke mindst på grund af vores guide, der beredvilligt oversatte og forklarede disse menneskers meget specielle forestillingsverden. Vi kørte endnu nogle dage langs Kunenefloden, inden vi nåede byen Ruacana, hvor en dæmning tæmmer 48 Himbapiger. floden og skaber elektricitet til både Namibia og Angola. En ny vej fører sydpå, og efter ca. 100 km nåede vi asfalt, og efter endnu en dag kørte vi ind i Etosha Nationalpark. Blandt vilde dyr og buskmænd Her, hvor alt var grønt og frodigt efter rigelig regn, tilbragte vi seks dage. Dyrene havde spredt sig ud i det store område og var ikke koncentrerede omkring de permanente vandhuller. Den største dyreoplevelse var en flok på 12 løver, der roligt vandrede over vejen lige foran vores bil uden tilsyneladende at bemærke os. Zebraer, oryx og springbok var talrige, men de store flokke af elefanter, der flokkedes omkring vandhullerne, sidste gang vi var her, så vi ikke noget til denne gang. Fra Etosha gik turen østpå gennem Groetfontein mod Tsumkwe, hvor vi drejede mod nord ad ca. 40 km meget dårlig vej til Nhoma, en landsby beboet af buskmænd. Vi overnattede på en delvis nedlagt campingplads og fik god lejlighed til at besøge et af de ældste folkeslag i Afrika. Mens vi fik etableret vores lejr, samledes en flok unge mænd og drenge, som med stor interesse fulgte med i vore forberedelser, og især da tagteltet rejste sig over bilen, blev der fremsat mange kommentarer på det lokale sansprog med tydelige kliklyde. De fire mest ihærdige blev inviteret på kaffe – med masser af sukker – og småkager, og vi fik aftalt, at vi kunne besøge landsbyen om aftenen, hvor der skulle afholdes en healingdans. Landsbyen var fattig. Buskmændene lever traditionelt som jægere og samlere, men store dele af deres områder er ændret til landbrugsdrift, og deres traditionelle byttedyr er fredet store dele af året. Resultatet er, at de må overleve på nødhjælp. Dansen, vi overværede, var en stor oplevelse. Formålet var at helbrede en syg kvinde. Dansen blev udført af tre mænd, alle i lændeklæder af skind pyntet bagpå med skindstykker, muslingeskaller og frynser. Den blev ledsaget af sang af 10-15 kvinder, nogle med spædbørn på ryggen. Sangen var monoton, rytmisk og understøttet af taktfaste klap med to træstykker. Mændene bevægede sig foran kvinderne i en dans, der mest bestod i at ryste med bagdelen. Dansen blev ved i ca. halvanden time, hvor mændene til sidst faldt omkuld og kom i en slags trancetilstand, hvor de blev i stand til at uddrive sygdommen. Hobameteoritten På vejen tilbage til Grootfontein besøgte vi verdens største meteorit, der for 80 millioner år siden ramte Jorden netop her. Det var ganske spændende at se dette 50 tons tunge himmellegeme, der består af 80 % jern og 10 % nikkel og enkelte sporstoffer. Det må have forårsaget en kæmpeeksplosion, da den ramte Jorden. I dag er der ingen synlige tegn i landskabet efter nedslaget. Turen havde på dette tidspunkt varet godt en måned, og det var på tide at finde tilbage til Windhoek. Men først skulle nytåret fejres. Det skete i Waterberg Plateau Park, beliggende i og omkring et bjergplateau, der rejser sig i ca. 1.500 meters højde. Mange namibiere benyttede fridagene til sammenkomster på campingpladserne. Det er interessant, hvor mange sorte afrikanere der benytter nationalparkerne i Namibia, i modsætning til Sydafrika, hvor det næsten udelukkende er hvide, man møder på campingpladserne. Ved Waterberg findes et spændende projekt, The Cheetah Foundation, hvis formål er at beskytte geparden i Namibia. Landet rummer den absolut største bestand af geparder i verden, men arten er truet af farmernes opfattelse af, at geparderne dræber deres får og geder – derfor betragtes de som skadedyr og skydes. Det mest effektive middel mod nedskydningen af geparder har vist sig at være introduktionen af en anatolsk hyrdehund, en stor godmodig hund, der På roadtrip i det sydlige Afrika Campingpladser: I Sydafrika er campingpladserne af meget høj standard. I de store nationalparker som fx Kruger Nationalpark er det påkrævet at reservere overnatning. Har man ikke gjort det, kan man nægtes adgang til parken. I Botswana og Namibia svinger kvaliteten mere. Billeje: De fleste steder i det sydlige Afrika kan man klare sig med en almindelig bil, men skal man til mere afsides egne, er det nødvendigt med en firhjulstrukken bil. Kører man i en personbil, er lejen billigere, men overnatning på lodges dyrere. Det er også muligt at leje eller købe campingudstyr og dermed reducere overnatningsomkostningerne betydeligt. Mulighederne for at overnatte på hostel eller bed and breakfasts så vi ikke meget til. På vor første tur i Sydafrika kørte vi i en campervan med alle faciliteter, og på de to næste ture kørte vi i en firhjulstrukken Suzuki Jimny med et tagtelt. Bilen var udstyret med køleboks, vandtank, sengetøj, køkkenudstyr, bord og stole og et gasblus. På alle tre rejser har vi lejet bil hos det sydafrikanske firma Bobo Campers, www.bobocampers.com. En topersoners campervan eller en Suzuki Jimny koster ca. 500 kr. per dag. Benzinen i de tre lande koster ca. det halve af prisen i Danmark. opdrættes sammen med får og geder på centret, så den kan forsvare gedeflokken mod angreb fra rovdyr. Hundene avles på centret og foræres til farmere, der til gengæld forpligter sig til aktivt at beskytte de geparder, der lever på deres land. Systemet virker tilsyneladende, og antallet af geparder i Namibia er fordoblet siden centret kom til. Hohensfels Farm De sidste dage i Namibia tilbragte vi på Hohensfels Farm, der blev købt i 1903 af den tyske greve zu Bentheim TecklenburgRheda efter hans tjenester som officer på 49 Vejene: I Sydafrika er de større veje asfalterede og i velholdt stand, bivejene er ofte grusveje. I Namibia og Botswana er kun de store hovedveje asfalterede. De sekundære veje er grusbelagte og ofte meget rillede og kan være ubehagelige at køre på. Det er vigtigt ikke at køre for hurtigt på disse veje. Sikkerhed: Efter 14 uger og omkring 15.000 km i det sydlige Afrika uden større uheld eller ubehagelige oplevelser, må vi konkludere, at det er ganske ufarligt at rejse i disse lande. Men da de sociale forskelle er store, især i Sydafrika, er det vigtigt, at man ikke udstiller sin velstand. Trafikken er mindre kontrolleret end i Danmark, så et godt råd er at køre meget forsigtigt og så vidt muligt undgå at køre efter mørkets frembrud, da der ofte er fodgængere og dyr på vejen. Et basalt kendskab til bilreparation kan også være en fordel. Man kan ikke lige ringe efter Falck, hvis bilen går i stå eller er punkteret. Sumatra og i Tysk Sydvestafrika. Efter seks generationer er farmen stadig i familiens eje. Ud over landbrug, hoteldrift og campingplads organiserer familien også safariture for turister. Vi blev to dage på stedet og besteg med stor møje det nærtliggende Hohenfelsbjerg på over 1.800 moh. Tilbage i Windhoek var der kun tilbage at pakke bagagen sammen, aflevere bilen og gøre sig klar til rejsen hjem. nn Per og Bodil Svendsen har henholdsvis medlemsnr. 528 og 529. Nepals oprindelige folk Nepal har omkring 100 etniske grupper med 92 forskellige sprog. Disse grupper omfatter mere end 8 millioner mennesker og udgør ca. 37 % af den samlede befolkning. Ganske imponerende for et relativt lille land. Tekst & fotos: Jan Møller Hansen N En sadhu, som lever ved et tempel i Katmandu. Han kommer oprindeligt fra Assam i Indien, men tilhører givetvis en gruppe af oprindelige folk. epal er kendt for sin unikke geografiske, kulturelle, religiøse og etniske mangfoldighed. Netop derfor tiltrækker landet hvert år mange besøgende. De etniske grupper har gennem generationer været undertrykte og marginaliserede i forhold til politik, offentlige institutioner, kulturelle og sociale strukturer og økonomiske muligheder. Dette er trods senere års forandringer stadigvæk i høj grad tilfældet. Nepal var et lukket land for omverdenen indtil begyndelsen af 1950’erne – styret af en lille overklasse, der enevældigt sad på magten og ressourcerne. Efter en borgerkrig mellem maoisterne og regeringen, der varede i 10 år fra 1996 til 2006, er landet og dets befolkning nu gradvist ved at gøre op med konflikt, ulighed og dårlig regeringsførelse. Men det tager tid, og der er utallige udfordringer på vejen – ikke mindst for de mange etniske grupper, som lever spredt rundt om i landet. Som så mange andre steder i verden udgør det 21. århundrede og globaliseringen på godt og ondt mange komplekse politiske, sociale og økonomiske udfordringer for de etniske og oprindelige grupper i Nepal. Fotocollagen her viser nogle få oprindelige folk i et af verdens mest etnisk og kulturelt mangfoldige lande, Nepal. nn Jan Møller Hansen har medlemsnr. 508 og besøgte Nepal første gang i 1985. Han har bl.a. boet og arbejdet for MS/CARE i Nepal fra 1991 til 1995. Jan har et indgående kendskab til landet, taler nepalesisk og er i dag souschef på den danske ambassade i Katmandu. Han er også en passioneret fotograf. Nogle af hans billeder kan findes på 1x.com, SmugMug, 500px og på Facebook. 50 1 2 3 4 51 1 Lal Das, som er sadhu og lever ved et tempel i Katmandu. Han er tamang. 2 En shaman ved Katmandudalens ældste tempel Changdu Narayan. Han tilhører den etniske gruppe tamang. 3 To piger, der arbejder på et teglværk i Katmandudalen. De kommer fra distrikter nord for Katmandu. 4 Tre kvinder fra Humla i det nordvestlige hjørne af Nepal – de er et folk, som tilhører den laveste dalitkaste. 5 6 5 En gurkhasoldat, som er gurung. Gurkhasoldaterne rekrutteres stadig blandt etniske grupper fra bjergene – typisk gurung, rai, magar, thakuri, sunuwar, limbu, sherpa, newar og chhetri. 6 Tre newarpiger i byen Bhaktapur. Det er nepalesisk nytår, og pigerne er på vej hjem fra skole. Newarene er indoariske og tibetoburmanske og er hinduer og buddhister. 7 Tibetanerne er oprindelige folk, og mange af dem, som lever i Nepal, er flygtninge og har intet statsborgerskab. Børnene her går i skole i flygtningelejren. 7 8 8 Arbejdere på et teglværk i Katmandudalen. De unge mænd kommer fra etniske grupper i bjergene. Halvdelen af året forlader 52 de landsbyen og arbejder på teglværker under ringe forhold. Det er typisk arbejdere fra de etniske grupper magar, tamang, rai m.fl. 9 10 11 9 10 To kvinder, som tilhører tharuerne, en af de større etniske grupper i det sydvestlige Nepal. De har været inde i bufferzonen omkring Chitwan Nationalpark for at samle brænde. 11 Folk fra otte landsbyer, som deltager i en ghewaceremoni – Tamangernes dødsritual. De er kommet for at sige farvel til bedstemor. 12 En newarpige i Patan. Newarene er de oprindelige folk i Katmandudalen. 12 53 Kvinder på et bjergpas i distriktet Mugu. En stor del af befolkningen i dette område er khasan- og bhotefolk. Det er ikke nødvendigt at sætte små flag ud for Peter Schønsteds verdenskort. Han har nemlig været i alle lande! Eliteglobetrotter par exellence De Berejstes Klub kunne i juni fejre Peter Schønsted, der som det første medlem har besøgt alle klodens 196 lande – dvs. alle FN’s medlemsnationer plus Vatikanet, Kosova og Taiwan. Som 11-årig tog Peter Schønsted på sin første rejse udenlands, og 60 år senere blev Irak hans land nr. 196. Tekst: Henrik Døcker Fotos: Søren Fodgaard & Carsten A. Andersen D er spiller næsten altid et stille smil om munden på 71-årige Peter Schønsted, medlem nr. 258, som fik befordret sin rejselyst gennem et solidt rejseri med forældrene og et job i forretningsverdenen, der bragte ham viden om. Han bor på Frederiksberg og erkender sig som overvejende bymenneske med en sund nysgerrighed, humoristisk sans, et behersket vovemod og en resultatorienteret stædighed. Det sidste vender vi tilbage til. ”Blev du inspireret til at blive ’eliteglobetrotter’ gennem dit job?” ”Det kan man godt sige. Jeg er handelsuddannet og kom det meste af mit erhvervsaktive liv til at rejse verden rundt for den store kemikoncern BASF. Jeg boede i kortere tid i Tyskland, men langt det meste af tiden i København, hvorfra jeg tog på et hav af forretningsrejser. Det kan synes svært at udpege et yndlingsland, når man har så mange at vælge imellem, men i mit tilfælde er det let. Som ung fik jeg arbejde på den danske ambassade i Accra, hvor jeg havde ansvar for handelsafdelingen samt pas- og visumsektionen. Her skabte jeg mig en mængde kontakter. Derfor er Ghana absolut et af mine favoritlande.” ”Kan du fremhæve noget, der særlig karakteriserer ghaneserne?” ”De er meget charmerende, morsomme og altid i godt humør. Men de er påfaldende mistænksomme og påpasselige med ikke at tale over sig. Jeg er simpelthen betaget af dette folkefærd.” ”Forretningsfolk har ofte ikke rigtig tid til at besøge seværdighederne. Havde du?” ”Ikke altid. Men jeg sørgede ofte for ”Det må have krævet en vis planlægat ankomme lidt før selve forretningsning at nå alle lande i verden?” besøgene fandt sted eller for at passere ”Vist så, men det har først været i de sidste 10 år, hvor jeg har været pensioneret,” et naboland. Det blev i min aktive tid til kundebesøg i 67 lande.” vedstår Peter.” Gennemsnitlig kom jeg i denne periode til at besøge omkring 10 nye ”Det betød vel, at du ikke rejste lande per år.” meget i dine ferier? Eller?” 54 ”Jo, jeg rejste hvert år til et eller flere ’nye’ lande, men sjældent mere end 14 dage ad gangen.” ”Så tog dit liv en dag en ny drejning?” ”Ja, ved min pensionering i 2005, da jeg blev medlem af De Berejstes Klub og i øvrigt havde besøgt 105 lande. Med tanke på alle de lande, jeg ikke desto mindre ‘manglede’ for at have været hele verden rundt, lavede jeg et overslag over, hvor mange lande jeg burde besøge om året, hvis jeg i mit liv skulle nå dem alle.” ”Hvilket land har været vanskeligst at komme ind i?” ”Det var uden tvivl Vatikanet. Det krævede nogen stædighed, eller skal vi sige vedholdenhed og godt to år at få banet vejen. Ved et tilfælde kom jeg i kontakt med direktøren for det pavelige hotel, altså det hotel som rent faktisk findes på Vatikanets territorium. Han var dog hverken til at hugge eller stikke i. En samtale med den nigerianske kardinal hjalp heller ikke, men til sidst lykkedes det alligevel at få ’indrejsetilladelse’. Under mit 24 timers ophold var jeg hotellets eneste ikke-gejstlige gæst.” ”Hvad foretog du dig på det pavelige territorium?” ”Jeg gik tur i Vatikanets meget smukke have, talte med schweizergarderne, besøgte basilikaen, Vatikanmuseet, Det Sixtinske Kapel, den tyske kirkegård og skrev rigtig mange postkort, herunder ét til De Berejstes Klub.” Flere medlemmer fra De Berejstes Klub deltog i receptionen i anledning af Peter Schønsteds besøg i sit land nr. 196. ”Og hvor i verden har det været farligst?” ”Der er farligt i mange lande, enten pga. politisk-militære gruppers fejder eller kriminalitet i stor skala. Jeg har i betragtning af mine uendelig mange rejser været meget heldig. Jeg har dog været ude for et hold-up i New York, hvor jeg måtte aflevere de værdier, jeg havde på mig. Naturligvis er jeg også stødt på farlige dyr, men jeg har ikke været så uheldig at blive forulempet af dem. I Tonga, Vestsamoa og Nauru er jeg fx stødt på vilde hunde, der kan finde på at bide mennesker, og i Uganda en elefant, der forfulgte mig og en afrikaner ned ad en bakke.” ”Hvordan får man tiden til at gå i disse lilleputlande?” ”Tjah, i Tuvalu er der kun én vej fra den ene ende af øen til den anden. Det er mange steder kun plads til ét hus på hver side af vejen, før man havner ude i havet. Ude foran mange af husene er placeret cementerede kister af familiens afdøde. I Barbados spillede jeg bridge i lokale bridgeklubber. Hvis der ikke er andet at lave, fordriver jeg tiden med medbragte bøger og rejsebeskrivelser.” ”Hvor var det dyrest at komme ind?” ”Ækvatorialguinea forlangte alverdens attestationer: at jeg havde mindst 2.000 euro på min bankkonto, at jeg havde ren straffeattest, et hiv-certifikat, en rejseplan, en hotelreservation ... Og mit pas skulle desuden overdrages den nærmeste ambassade personligt eller med kurerpost. Fra København er det den i Bruxelles. Dvs., at jeg måtte betale kurerpost! Det blev i alt over 4.000 kr. Det har i en lang række lande været vanskeligt at få visum, som fx til Angola, der afslog at udstede turistvisum til mig, fordi landet dengang angiveligt ikke havde turisme. Nuvel, så lykkedes det mig at blive ‘inviteret’. Men det er også meget dyrt at komme rundt i Stillehavet, fordi der ikke er ruter mellem mange af de små stater dér. For at forbinde Tadsjikistans hovedstad Dushanbe med Tasjkent i Usbekistan måtte jeg tage taxi – en 10 timers tur, men over meget smukke bjerge.” ”Har du fået nogen udenlandske venner på dine mange rejser?” ”Ud over en lang række ghanesere, mødte jeg Joe fra Gambia på et skib fra Banjul, Gambias hovedstad, til Liverpool. Han er nu død, men jeg har stadig kontakt med hans kone og hans to sønner, som studerer og arbejder i Sverige. Så var der én af de allerhøjest rangerende embedsmænd i Fiji, der forsøgte at introducere mig for sit lands præsident, og en dommer fra Mali med speciale i menneskerettigheder. Men særlig må jeg nævne billetsælgeren Shari fra New York. Hun skaffede mig en billet på første række til en musicalforestilling, ‘The Scottsboro Boys’ på Lyceum Theatre samme dag, jeg henvendte mig. Hun var interesseret i Michelin-restauranter, og pga. en fælles lidenskab for finere mad har vi de sidste tre år spist på diverse sådanne udsøgte restauranter i New York og København. Dette blot for at nævne nogle ganske få.” ”Du foretrækker at rejse alene?” ”Ja. Jeg er ugift, men har en god veninde, som i en del tilfælde har gjort mig følge.” ”I de sidste 10 år forstår jeg, at du har tilbragt fra to til 10 dage i de forskellige lande. Men hvor meget er du kommet rundt i større lande?” 55 ”I USA købte jeg helt tilbage i 1964 billet til Greyhound-busserne, og her fik jeg set rigtig meget fra vest- til østkyst. I Rusland må jeg indrømme kun at have besøgt Moskva, i Kina Beijing, Shanghai og Hongkong. Men i Indien har jeg været i alle større byer.” ”Til sidst har du måske en usædvanlig rejseoplevelse?” ”Jo, apropos Indien: Med udgangspunkt i mit bekendtskab med en indisk ph.d.-studerende på Københavns Universitet besøgte jeg i 2007 den studerendes familie i Hyderabad. Da jeg ankom et par timer over midnat, fik jeg en overvældende velkomst: Den studerende, hans kone, mor og masser af gadebørn, som alle dekorerede mig med blomster! Næste dag kvitterede jeg ved at invitere i alt 40 gadebørn til frokost. De åd så meget, at jeg var bange for, at de skulle blive syge og skulle på hospitalet! Nå, så galt gik det ikke. På de kanter mangler man jo meget – så jeg sponsorerede siden hen nogle symaskiner til piger på stedet, som ikke var egnede til skolegang. Minsandten om Thor Bakke fra De Berejstes Klub ikke sørgede for at få dem leveret!” Der er fortsat mange nye steder, Peter Schønsted gerne vil besøge, og mange steder han gerne vil gense. Nye steder kunne fx tænkes at blive Alice Springs, Chiang Mai, Tahiti og Antarktis. For selv om han har besøgt 196 lande, har han kun besøgt seks af klodens syv kontinenter og 15 af de 72 territorier, klubben p.t. anerkender. nn Henrik Døcker er journalist og har medlemsnr. 38. Han har selv besøgt 15 territorier og 111 lande. Nye aktive medlemmer 690 Jens Frahm-Rasmussen Jeg har altid været interesseret i at møde mennesker fra andre lande og få indtryk af deres kultur og levevis. Derfor har jeg uddannet mig i kulturforskelle på arbejdspladsen (cand.merc.int), og jeg rådgiver højtuddannede udlændinge, der vil arbejde i Danmark. Jeg bor ofte hos lokale via www.couchsurfing.org, www. airbnb.com samt www.meetup.com mfl. Jeg har opholdt mig mest tid i Europa samt Nord- og Sydamerika, og taler spansk, tysk, engelsk og fransk. Ud over hverdagslivet er natur, historie, ny arkitektur, (noget) moderne kunst og storbylivet også med til at bestemme rejsemål. Hvis jeg skulle fremhæve nogle rejseoplevelser kunne det være at tage på roadtrip med religiøse couchsurfingværter fra Marokko, at opleve konflikten fra både israelsk og palæstinensisk side og at blaffe med ærkehertugen af Luxemborg (inden han blev ærkehertug). 691 Christoffer Fagerlund Mortensen Jeg er født i 1987 og opvokset i Rønne på Bornholm. I 2006 flyttede jeg til København for at studere historie og tysk, og jeg færdiggjorde min uddannelse som cand.mag. i 2012. Jeg har altid holdt meget af at rejse og opleve fremmede lande og kulturer. Første gang, jeg tog af sted som rygsækrejsende, var i 2007 til Senegal og Gambia, og lige siden har denne måde at rejse på hørt til mine foretrukne. Det er siden blevet til en del rejser med rygsæk og couchsurfing – bl.a. en stor rejse i foråret 2013, hvor jeg i løbet af to måneder var rundt til ni forskellige lande i Asien og Oceanien. Desuden har jeg i 2010 og 2013 været bosat i Tyskland – i henholdsvis Potsdam og München. I den forbindelse har jeg selvfølgelig også været rundt og se rigtig meget i Tyskland. 692 Mads Emil Søndergaard Jeg er født i en familie, der altid har rejst rundt i verden. Jeg går i gymnasiet i Roskilde. Jeg holder meget af storbyferier, men også af at rejse rundt i de forskellige lande for at se og opleve omgivelserne og naturen. Min bedste rejse indtil videre var fem uger i USA og Canada. 693 Thea Søndergaard Jeg er født og opvokset i en lille by, der hedder Svogerslev, og dér sker der ikke så forfærdelig meget. Hver gang det er ferietid, så benytter familien enhver chance til at komme ud at rejse, og jeg elsker at rejse sammen med mine søskende. Jeg går i 10. klasse og skal i gymnasiet til august – forhåbentlig på den internationale linje. Jeg er ikke så meget til rejser, hvor man ligger og glor på en strand hele dagen, men mere til at komme ud og opleve ting, der repræsenterer landet: Museer, kirker, moskeer, templer, skoler, og hvordan folk lever i de forskellige lande. Jeg holder også af naturen og nogle af de allerbedste steder, jeg har besøgt, er Island, Azorerne, de indonesiske øer Flores & Komodo og Balkan. 694 David Friis Jeg er 27 år, født i Slagelse, og jeg er tosset med at rejse. Efter gymnasiet købte jeg en flybillet og rejste ud i verden, og det er indtil videre blevet til i alt fire år. Uforudsigeligheden på de lange rejser er det, jeg sætter størst pris på. Det at rejse handler for mig om processen. Jeg skal lære noget af mine rejser. Både om andre kulturer, sprog og mennesker, men i høj grad også om mig selv. Jeg har aldrig taget en uddannelse i klassisk forstand. I 6. klasse blev jeg spurgt af vores studievejleder, hvad jeg ville være, når jeg blev stor. Jeg svarede med et barns umiddelbarhed og ligefremme logik, at jeg ikke vidste det, men at jeg i hvert fald hellere ville være ham, der sendte postkort, end ham der modtog dem! Sådan har jeg det heldigvis stadig. 695 Lotte (ønsker at være anonym) Jeg har altid haft en stor udlængsel. Som barn elskede jeg at høre min farfar, som var skibsfører, fortælle om sine oplevelser fra hele verden. Da jeg blev 16 år, skulle jeg (endelig!) for første gang ud at rejse – og oven i købet helt selv. Jeg elskede det! Siden da har jeg rejst i en stor del af verden og har, i kortere eller længere perioder, boet forskellige steder i udlandet. Jeg synes, det er spændende at se, hvordan andre mennesker lever, hvilke værdier de har, og hvordan deres dagligdag er. Ud over at opleve nye kulturer forsøger jeg så vidt muligt at kombinere mine rejser med dykning. Skæbnen ville, at jeg skulle finde min mand på en af mine rejser; og han er mindst lige så rejseglad som jeg (medlem nr. 357). 696 Mikkel Munck-Hansen Siden jeg i 1988 tog med den transsibiriske jernbane til Beijing, har det at rejse været en stor del af mit liv. I Marco Polo Tours hjalp jeg andre med at finde ud i verden, og jeg har været rejseleder for Viktors Farmor i Oman og Marokko – og snart i Iran. Mit egentlige arbejde har dog været som leder i nogle af landets største kulturinstitutioner og som teaterinstruktør. 56 697 Morten Jørgensen Jeg har rejst hele mit liv. Som barn boede jeg ni år i udlandet, men vendte hjem til Danmark for at gå i gymnasiet. På mange måder var det at være teenager i storbyen i Danmark lige så eksotisk som at være på udlandsrejse. Siden kom rejsetrangen tilbage og erkendelsen af, at det er let at komme til at gå i for små sko, hvis man bare tuller rundt herhjemme og følger med i det, der er den danske hverdag. Så jeg begav mig af sted igen. Sidst i 1990’erne opdagede jeg den naturorienterede ekspeditionskrydstogtsbranche. Siden da har jeg rejst professionelt til alle syv kontinenter, og det fortsætter jeg med – uden at afstå fra private ture også. 698 Naomi Steen Reason Meget rejselysten. Jeg har rejst siden jeg var to år gammel. Jeg var seks måneder i Østafrika, da jeg var fire år gammel og har siden da rejst hvert år. Jeg er vokset op i både Aarhus og i Afrika, da jeg har været på mange lange rejser i Afrika, fra jeg var fire til jeg var 16 år gammel. 699 C. Ankerstjerne Rønneberg Jeg er uddannet jurist og ansat som administrationschef ved retten i Næstved. Som helt ung rejste jeg især rundt i Danmark. Min første større udlandsrejse var på interrail rundt i Syd- og Østeuropa som 21-årig. Der kom for alvor gang i rejseaktiviteten 10 år senere, hvor jeg begyndte at lave sommerrundrejser til tre-fire lande ad gangen. Det væsentlige for mig ved at rejse er, ud over at se smukke bygningsværker – herunder ikke mindst kirker – imponerende landskaber og interessante dyrearter, at møde andre mennesker og finde ud af, hvad der gør dem lykkelige, glade, vrede og kede af det. Kort sagt hvad der bevæger dem. Jeg har rejst i en del lande med konflikter, hvilket har givet mig et særligt indblik heri. Endvidere er jeg meget interesseret i de enkelte landes køkkener og forskellige vine og øl. 700 Per Sommer Rejser er en af mine helt store passioner. Derfor er det også oplagt for mig at søge medlemskab i De Berejstes Klub. Jeg tog alene ud at rejse allerede som 16-årig og har stort set brugt alle ferier lige siden på at rejse. Har desuden boet to år i USA og været rygsækrejsende i Asien i henholdsvis syv og fem måneder. Har desuden bloggen www.tastetheworld.dk, der handler om rejser og kulinariske oplevelser. 701 Thomas Dahl Som barn blev mine forældre udstationeret til Sao Paulo i Brasilien, hvor jeg som 10-årig blev voldsomt nysgerrig på kulturen og ikke mindst de enorme forskelle mellem rig og fattig i militærdiktaturets tid. I dag arbejder jeg for DGI’s Verdenshold, og det bringer mig jævnligt på rejse for at planlægge turnéerne. Desuden har jeg gennem mere end 20 år arrangeret rejser og studieture i min fritid. Jeg har været involveret i udviklingsprojekter i Tanzania. Jeg elsker at gå på opdagelse, og blive klogere på det sted jeg er – og på mig selv. Jeg glæder mig over at have venner på seks kontinenter. For tiden ryger der ikke så mange nye lande på listen, da arbejdet ofte bringer mig de samme steder hen, men det giver til gengæld en bedre indsigt. I øvrigt er jeg årgang 1970 med bopæl i Vejle. 702 Thomas Madsen Da jeg som 18-årig tog med den transmongolske jernbane til Kina, vidste jeg, at mit hjerte var tabt til at rejse. Senere på rejsen fik jeg arbejde på et hostel i den kinesiske by Nanjing. Min næste tur gik til Mexico, Belize, Guatemala og USA. I forbindelse med min uddannelse som kok har jeg været i lære på Hotel Arctic i Grønland, hvor jeg forelskede mig i den storslåede natur. I starten af min rejsekarriere var rygsækken min fortrukne ven, men i de seneste år har jeg skiftet den ud med cyklen, hvilket har bragt mig til fantastiske lande som Georgien, Armenien, Marokko og store dele af Europa under min uddannelse. I forbindelse med mit job som kok er jeg i sommeren 2014 fem måneder i Kusuluk i Østgrønland for at være køkkenchef på et mindre hotel. 703 Katrine Dybkjær Det er suset i maven, når man sætter sine fødder på ukendt jord og smilet i mundvigen, når man besøger nye anderledes kulturer, der trækker i mig. Og så selvfølgelig fornemmelsen af at man virkelig lever og oplever, når man drager ud på eventyr. I min stue har jeg et verdenskort med nåle for hvert eventyr, jeg har været på. Så kan jeg selv på en grå hverdagsmandag drømme om tidligere oplevelser og fantasere om, hvor nålen skal sættes næste gang. Om det er et udvekslingsophold i Melbourne og Wellington, en backpackertur i Asien eller en vandreekspedition til Grønland, så er jeg altid klar på at sætte det ene ben foran det andet og drage ud i den store eventyrfyldte verden. 57 En hurtig dusørjagt Ved poolpartyet hos Ole Egholm 18. juli blev nr. otte først udpeget, derefter nul og til sidst to. Dermed fandt vi frem til, at Avila, som er nr. 208 på Unesco-listen over bevaringsværdige steder i verden, skulle være det næste i rækken af Unesco-steder, som vi berejste medlemmer til tider jagter. Tekst & FOTOS: Ole Pedersen D et lå med det samme i kortene, at jeg burde være den første, der efterfølgende ville indtage det Unesco-sted og dermed belønnes med de 1.000 kr., der er i dusør. Jeg bor i Madrid, kun 105 km øst fra Avila, og ville have haft meget nemt ved det. Nu var det bare sådan, at jeg faktisk var taget til Danmark for at deltage i det netop så berømte poolparty. Hvilket så betød, at jeg faktisk ikke havde nogle ekstra fordele ved, at det var Avila, der blev udtrukket ... Altså lige bortset fra, at jeg skulle hjem til Madrid lige efter weekenden. Mandag morgen fløj jeg med SAS til Madrid fra København klokken 07.05. Landede klokken 10.15 og tog direkte til Madrids nordlige banegård, Chamartin, hvorfra der et par gange i timen er tog til Avila. Trådte ind på banegården Chamartin bare 45 minutter efter, jeg var landet, og købte billet til toget klokken 11.14 med ankomst 12.40 i Avila for lidt under 70 kr. Svalende højder Avila ligger 1.150 moh. Knap 500 meter højere end Madrid og derfor 5-7 °C køligere, hvilket er en fordel i juli måned, 58 hvor temperaturerne nemt kommer op på omkring de 40 °C. Fra banegården i Avila tager det kun 15-20 minutter at gå til den gamle bydel. Det er som at træde ind i et eventyr med den flotte ringmur som kulisse. Det kan bestemt anbefales at tage til Avila. Enten som en dagstur fra Madrid, eller også som et stopover på vej til Salamanca, Valladolid eller Portugal. Avila kom i 1985 på Unescos verdensarvsliste pga. den store ringmur fra middelalderen, som er verdens mest velbevarede forsvarsmur med hele 88 tårnkonstruktioner på den 2.500 meter lange og 12 meter høje mur. Jeg har været i Avila tre gange tidligere, men det var første gang, jeg oplevede byen i plusgrader og med blå himmel. Hvor er skiltet? Mit første stop var turistkontoret, for at spørge efter hvor skiltet, som fortæller, at Avila er på Unescos verdensarvsliste, er. Det spørgsmål havde de aldrig fået før, og de viste faktisk ikke, om der var sådan et skilt. I stedet havde de travlt med at sælge mig bykort og indgangsbilletter til diverse museer og kirker, samt adgang til at gå på toppen af muren. Man kan gå på lidt over halvdelen af den 2,5 km lange mur, hvilket jeg selvfølgelig fik gjort. Dog synes jeg, den er mere imponerende, når man går rundt om den og ser den nedefra. Jeg fandt nemt selv skiltet. Lige til venstre for indgangsporten Puerta del Alcázar hænger det. Så klokken 13.45 kunne jeg e-maile et foto af mig selv ved skiltet, og dermed håbe på, at jeg var den første og hurtigste ved dette Unesco-sted NÆSTE Konkurrence: handler om at rejse, bl.a. fortæller hun selv om en hårrejsende oplevelse i Østtimor, hvor hun følte sig helt alene med sin angst. Men bogens overvejende tema er mere dystert, for bogen består af 17 korte fortællinger om livets og dødens forskellighed. Og om døden som en naturlig del af livet. Det er en bog, som er skrevet af en forfatter, som har et afklaret forhold til emnet, og som råder os til at være mere nærværende og tilstede over for dem, vi holder af, og til at bryde det tabu, døden ofte opleves som. Dengang jeg deltog i en ceremoni … I næste nummer af Globen vil vi høre en god historie om engang, du deltog i en ceremoni på en af dine rejser. Måske har du været med til et bryllup eller en begravelse i udlandet? Eller røget fredspibe med indianere? Været i royal audiens eller deltaget i et optagelsesritual? Har du en god historie om en ceremoni, så del den med os senest 30. oktober på [email protected]. Din tekst må højst fylde 4.000 tegn og vedlæg gerne et billede eller to til at illustrere din historie. Alle bidrag vurderes dog alene på baggrund af deres tekst. Vi glæder os til at læse dit bidrag! Førstepræmien består af tre bøger: Bodil Johanne Jørgensen er medlem af Globens redaktion og udgav i fjor en bog med titlen ”Niels Peters sidste rejse – og andre grumme fortællinger fra lykkeland” (Trykværket, 2013, 220 sider). En del af fortællingerne ”Field Guide to Luck – How to Use and Interpret Charms, Signs, and Superstitions” af Alys R. Yablon (Quirk, 2008, 248 sider, med farveillustrationer, på engelsk) er et lille praktisk opslagsværk om, hvordan man tager kontrol over sin skæbne. Harefødder, hestesko, ituslåede spejle, sorte katte og paraplyer foldet ud indendørs. Forskellige kulturer tillægger den slags hændelser forskellige betydninger, og uanset om man tror på det eller ej, giver bogen et spændende indblik 59 og dermed indløse dusøren. Det har vist sig, at det var jeg, og sidste krav for at få dusøren, er at denne artikel også skulle skrives. nn Ole Pedersen har medlemsnr. 326. Han har til dato besøgt 12 territorier og 118 lande. Tidligere i år har han bl.a. været i Sri Lanka, Maldiverne, Iran, Makedonien, Kosova og i Sydafrika. i, hvordan forskellige kulturer tolker sådanne symboler og hændelser. ”Den Rejsende” af Oscar K. & Nono Granero (Jensen & Dalgaard, 2013, 100 sider, med farveillustrationer) er en historie om at fare vild i en for længst kortlagt verden og risikere om ikke livet, så forstanden. Oscar K. og Nono Granero har begivet sig ud på en litterær rejse til en række europæiske byer og opsøgt det levende, eksperimenterende miljø, hvor avantgardens ismer opstod og afløste hinanden med en rasende vilje til kunstnerisk opbrud og fornyelse. Det er en historie om et Europa, som vi forlader, om tavshed, ensomhed og fællesskab – og om selvmordet som mulighed. Dommerkomiteen, som bedømmer de indsendte bidrag i konkurrencen, bestod af Lars-Terje Lysemose og Anette Lillevang Kristiansen fra Globens redaktion og af Erik Pontoppidan, som vandt skribentkonkurrencen i forrige nummer. Konkurrence: Dengang mine fordomme blev gjort til skamme … Det rustfri Afrika Tekst & fotos: Claus Qvist Jessen S ig ordet ”Afrika”, og det er som om, at tankerne per automatik hopper sydpå til et kontinent fyldt med korruption, ineffektivitet eller ugidelighed. Klodens sorte hul, som med en uendelig økonomisk tyngdekraft suger hovedparten af Europas bistandspenge til sig. Modsat resten af verden kører Afrika i bakgear, og det mest håndgribelige output synes at være en uendelig flod af blodtørstige despoter, som lever i sus og dus på bekostning af en befolkning, som hverken kan eller vil ændre noget. Et trist billede må man sige, og adskillige rejser til alle tænkelige og utænkelige hjørner i Afrika har ikke gjort meget for at punktere sandhederne. I stedet har jeg gang på gang fået bekræftet alle de negative fordomme. Derfor druknede enhver tænkelig optimisme hurtigt i et hav af skepsis, da jeg for et par år siden fik muligheden for at sprede lidt ingeniørlærdom i Uganda. Tanken om Uganda lød god nok, men at skulle undervise i rustfrit stål, elektrokemi og korrosion? Det kunne da aldrig gå godt. Første seance skulle foregå på Nakawa Vocational Training Institute, en slags skole for uddannelse af alverdens forskellige elever. Skolen ligger i den østlige del af hovedstaden Kampala og gør sig i undervisning indenfor især svejsning, smedning og anden forarbejdning af sort stål, men også indenfor træ, plast og lignende. En stor del af eleverne stammede fra hovedstadsområdet, men ”mit” hold bestod af 57 håbefulde smedelærlinge, alle i 17-20 års-klassen og alle fra en teknisk skole Kigumba i den nordlige del af landet. Stadiet før ”Udkantsuganda”, og mentalt var jeg forberedt på, at alle mine vise ord ville falde pladask på gulvet foran en flok forvirrede og apatiske ugandere uden hverken interesse, engagement eller sans for de rustfri finesser. Starten gik klokken 14, og alle mine kedelige fordomme blev hurtigt bekræftet. Over hele kontinentet synes African time mere at være en løs hensigtserklæring end et præcist tidspunkt, og ved starten var der kun dukket tre-fire elever op ud af de forventede 57. Men de kom dog – langsomt dryssende i små flokke, og efter en lille stund havde alle fundet sig en stol. Let the show begin. Al skepsis transmogriffet Efter en mindre intro fortsatte jeg med et par korte indlæg om de forskellige grupper af rustfrit stål, en smule metallurgi og korrosion i al almindelighed, og allerede dér blev min årelange skepsis transmogriffet om til en sprudlende optimisme. Eleverne var i den grad tændte og motiverede, så enhver dansk skolelærer ville være blevet dybt misundelig. Endnu bedre blev det i korrosions delen, hvor samtlige 57 elever viste sig at være velbevandrede i elektroner, anode- og katodereaktioner, ædle og uædle metaller og galvanisk kobling. Spørgsmålene væltede ind, og det var vel at mærke spørgsmål, som både var begavede og dybsindige. Ganske vist anede eleverne ikke meget om rustfrit stål i forvejen, men deres engagement, evne og lyst til at ræsonnere kompenserede så rigeligt. De kørte ganske enkelt på et niveau, hvor kun 60 få danske lærlinge og faglærte ville kunne følge med. Jeg var målløs. Alle mine pessimistiske tanker forsvandt som dug for solen og blev erstattet af en herlig fornemmelse af, at det her var ved at udvikle sig til en sand master class. Selv i de alt for korte pauser haglede spørgsmålene ned, og de sørgelige rester blev brugt til at justere præsentationen og få genindført alle de ”komplicerede” slides, som jeg ellers havde pillet ud. Helt ”slemt” blev det, da vi nåede til anløbninger, rodfejl og andre mulige, svejseskabte defekter. Interessen var enorm, og eleverne totalt umættelige. De ville bare have mere og mere, og hele seancen endte med at vare fire timer i stedet for to og sluttede med stående bifald til den totalt smattede underviser. Det Sorte Afrika er måske ikke så sort et hul som først antaget. Med engagerede og videbegærlige teenagere af den klasse er det i hvert fald svært at bevare pessimismen. Sofarejser Et udvalg af rejserelaterede udgivelser Tekst: Lars-Terje Lysemose S å er det atter efterår, og hvis du ikke ligefrem er på vej ud at rejse, er det måske nu, du skal til at lægge rejseplaner. I Globen omtaler og anmelder vi derfor gerne bøger og film, som kan inspirere og udvikle rejselysten. Indonesien i 19 år og er en erfaren fotograf og naturelsker. Wight er englænder, uddannet geolog, og har boet i Indonesien i 23 år. Og Smith er hollænder, født på Sumatra, og geograf. Til sammen har de tre formået at skabe et enestående værk, som med sine billeder på godt og ondt viser, hvordan Indonesien lever af – og med – sine 147 vulkaner. Om Europa ”Vejen uden ende” af Mochtar Lubis (Hjulet, 2012, 147 sider, 198 kr.) er en roman om at finde sin indre styrke. Året er 1946, og vi befinder os i Jakarta. Indonesien har erklæret sig selvstændigt efter Japans kapitulation i 2. Verdenskrig, mens Nederlandene med al magt forsøger at genvinde kontrollen over sin tidligere koloni. Den ængstelige lærer Isa sættes i et dilemma og trækkes langsomt, mod sin vilje, ind i frihedskampen, alene fordi han ikke tør sige nej. Romanen er med sine beskrivelser af den almenmenneskelige angst i krig et stykke autentisk kolonihistorie. Isa martres på sjæl og legeme, indtil han til sidst lærer at leve med sin angst. Det er en stærk og bevægende historie skrevet af en af Indonesiens mest anerkendte forfattere, og Lubis blev i år 2000 udnævnt til en af 50 “World Press Freedom Heroes” af International Press Institute. ”At reise i en Luftballon – Vers på andres rim” af H.C. Andersen (Bostrup, 2013, 120 sider, med tegninger i sort-hvid, 249,95 kr.) består af en samling aldrig tidligere publicerede digte af den berømte eventyrfortæller, ofte tilskrevet ordene om ”at rejse er at leve”. H.C. Andersen tog faktisk selv på adskillige rejser, når han turnerede rundt i Danmark og i det øvrige Europa, og forklaringen, på at der endnu findes skriverier fra hans hånd, der ikke er blevet offentliggjort, er, at disse digte tilhører en genre, som er gået helt og aldeles i glemmebogen. Vers på andres rim er nemlig digte, som H.C. Andersen skrev i sociale sammenhænge hos de familier, han besøgte på sine rejser. Hans værter gav ham en række enderim og tit også en overskrift, som han så inden for fx 10 minutter skulle skabe et digt over. Flere af digtene handler faktisk også om det at rejse, som fx digtet om at rejse i en luftballon, der har givet bogen dens titel. “Volcanoes of Indonesia – creators & destroyers” af Carl-Bernd Kaehlig, Andrew Wight & Chris Smith (Editions Didier Millet, 2012, 146 sider, med fotos i farver, på engelsk, 17,41 GBP via amazon.co.uk) viser med sine imponerende billeder nogle af de smukkeste – og farligste – vulkaner i det indonesiske ørige, som ligger midt i the Ring of Fire, hvor kontinentalsoklerne mødes. Kaehlig er tysk og har boet i ”Chernobyl’s Atomic Legacy – 25 Years After Disaster” af Daniel Barter (JonGlez, 2012, 90 sider, med fotos i farver og sort-hvid, på engelsk, 10,66 GBP via amazon. co.uk) fortæller med 74 billeder i stort format historien om et af Europas i dag mere surrealistiske turistmål: Tjernobyl, stedet for en af historiens værste civile atomulykker. Bogens syv fotografer har 25 år efter katastrofen besøgt den lukkede Om Asien 61 zone, hvor byen Pripjats øde og forladte bygninger udgør et fotogent minde om livet, der var engang. ”Rejseklar til Gotland & Öland” af Lis Jensen & Henrik Lund (Jensen & Lund, 2014, 142 sider, med kort og fotos i sort-hvid og farver, 199 kr.) er titlen på en af flere bøger i en ny serie danske rejseguides. Gotland og Öland er to af Østersøens perler i det svenske, som ingen dansker bør gå glip af, og med denne bog under armen er du sikker på at få det hele med, uanset om du kun har en weekend eller længere tid til rådighed. Bogen er overskueligt opbygget efter lokaliteter og med klare anvisninger til både seværdigheder og steder at spise og sove. Er du historieinteresseret, vil du forkæle din søde tand, eller har du hang til kulinariske oplevelser, vil du få stor glæde af denne guide. Om Nordamerika ”Indlandsisen – 80 års klimaændringer set fra luften” red. af Kurt H. Kjær (Statens Naturhistoriske Museum, 2013, 179 sider, med fotos i sort-hvid og farver, 325 kr.) er et vigtigt og historisk vidnesbyrd i den pågående diskussion om de globale klimaforandringer. For bogen skildrer gennem sine enestående historiske og nutidige fotografier fra luften, hvordan den grønlandske indlandsis igennem de seneste 80 år har forandret sig, hvordan mange gletsjere er svundet ind – og enkelte andre er vokset. De historiske fotografier – flere fra bl.a. Knud Rasmussens ekspeditioner – ”vidner om en imponerende logistisk bedrift, der tåler sammenligning med de største af nutidens videnskabelige ekspeditioner (…) Det seneste århundrede er temperaturen på Grønland steget markant, og i løbet af de seneste år er der blevet målt rekordhøje temperaturer,” skriver forskerne i bogen. Bogen er nu ikke en decideret fagbog, men derimod skrevet for almindeligt interesserede, og grønlandsrejsende i særdeleshed, for den minder os om vigtigheden af at bevare Grønlands smukke og enestående natur. ”Zackenberg – on the edge of winter” af Mads C. Forchhammer (Aarhus University Press, 2013, 175 sider, på engelsk, med fotos i sort-hvid, 249,95 kr.) tager os med på en spændende fotografisk rejse til Nordøstgrønland, hvor forskningsstationen Zackenberg blev etableret i 1996 for at skaffe mere viden om den globale opvarmning og dens påvirkning af de arktiske økosystemer. Bogen er spækket med flotte billeder af forskernes dagligdag i den barske natur, og vi følger dem på nært hold, når der skal saves gennem to meter tyk is for at søsætte en undervandsrobot, og når forskerne rejser op til gletsjerne for at studere isens lag, bevægelser og strukturer. Forchhammer er ikke alene professor i global forandringsbiologi, han er også en dygtig fotograf med sanser for detaljer. Om Oceanien ”Tracks” instr. af John Curran (dvd, Entertainment One, 2014, 113 minutter, på engelsk, 11,50 GBP via amazon.co.uk) bygger på en sand historie om unge australske Robyn Davidson, der rejser 3.000 km tværs gennem ørkenen fra Alice Springs i syd til Det Indiske Ocean i nord kun ledsaget af hunden Diggity og fire dromedarer: Bubs, Dookie, Zeleika og Little Goliath. Hun blev berømt for sin rejse i 1977 takket været National Geographic. Nu er historien omsider blevet filmatiseret, og selv om den er lineær og konventionelt fortalt, byder den på smukke naturscener og fængslende møder med Australiens indfødte befolkning. Det er en film om en kvinde, der kæmper for sin ret til at være ensom, men som også opholder sig i et mere tomt følelsesrum, end hun selv vil være ved. Behøver vi nævne, at hun naturligvis finder både sig selv og kærligheden undervejs? Og dromedarerne? Ja, lige bortset fra de vilde, brunstige, bidske tyre med skumsprøjt om mulen, så er de bare noget så søde! Om verden i øvrigt ”The Cities Book – A Journey Through the Best Cities in the World” red. af Alison Ridgway mfl. (Lonely Planet, 2013, 898 sider, på engelsk, med kort og fotos i farver, 14,99 GBP) er en klassiker nu opdateret og udgivet i et nyt såkaldt miniformat. Paris, New York, Sydney, Barcelona, London, Rom, San Francisco, Bangkok, Kapstaden og Istanbul udgør Lonely Planets top-10 over verdens bedste byer, men bogen introducerer mere end 200. Hver by har et opslag over to eller flere sider med store flotte billeder og korte, men nyttige oplysninger om, hvad der karakteriserer byen, og hvad man bør se og opleve. ”Ikke to byer er de samme. Nogle har storartet mad, andre et fantastisk natteliv, nogle overraskende arkitektur, nogle er rige på historie og andre har et øje på fremtiden. Byer er individer. Ligesom et menneske er en by et sammensurium af gener, valgt tilfældigt af kræfter hinsides vor kontrol, smeltet sammen i en hemmelig ovn,” skriver bogens forfattere bl.a. i indledningen. Savner du inspiration til en storbyferie, behøver du kun at bladre i denne bog – et sandt mekka for rejselystne storbyjægere! ”Lonely Planet’s Best Ever Photography Tips” af Richard I’anson (Lonely Planet, 2013, 128 sider, med fotos i farver, på engelsk, 4,99 GBP) giver 45 håndgribelige og praktiske tips til at tage gode rejsebilleder og oplister 10 fotografiske regler, du som rejsende fotograf bør kende. Bogen er skrevet af en prisbelønnet fotograf, som har rejst Jorden rundt i 30 år og er grundlægger af Lonely Planets billedbibliotek. ”100 Getaways – Around the World” red. af Margit J. Mayer (TASCHEN, 2014, to bind på i alt 720 sider i en kassette, med fotos i farver, på engelsk, tysk og fransk, 39,99 euro) er med sin samling af 100 himmelske rejsedestinationer den perfekte bog til at drømme sig langt væk. Som forfatterne skriver på omslaget: ”Når vi rejser 62 i forretningsøjemed, foretrækker vi som regel hotelværelser af samme slags i hver by. Det gør simpelthen livet lettere. Men der gælder andre regler, når vi leder efter et sted at fejre en særlig familieferie, en weekend med en ny forelskelse, eller et par dage i lyksalig ensomhed i selskab med nogle gode bøger. Det er her, denne nye TASCHEN-samling kommer ind. Med sit udvalg af 100 hoteller fra Abu Dhabi til Vietnam bliver det let at vælge, hvor man skal slappe af næste gang. Spændet går fra drømmekasteller til hipstersmart, fra små middelhavspensionater til ørkenglamur på et luksusresort. Selv dedikererede internetsøgende vil blive fristet af denne bog til at lægge sig til rette for at tage af sted på en sofarejse.” Hotellerne er valgt med øje for både møblering, beliggenhed og udsigt til smuk natur og mulighed for store kulturelle og kulinariske oplevelser og afslapning. Og det er ikke, som man kunne formode, kun de nyeste og dyreste hoteller, der er med i dette digre værk. Hotellerne er inddelt efter land, og de to bind byder på billeder i stort format og faktuelle oplysninger om de enkelte hoteller tilsat X-faktor og titlen på en bog, forfatterne anbefaler, man medbringer for at komme i den rigtige stemning. ”Unusual Hotels of the World” af Steve Dobson (JonGlez, 2013, 243 sider, med kort og fotos i farver, på engelsk, 15,55 GBP via amazon. co.uk) præsenterer 100 af verdens mest usædvanlige hoteller fra 40 lande. Bogen er et godt bud, hvis du er på udkik efter anderledes steder at sove, når du er ude at rejse: Hvorfor fx ikke overnatte i et tidligere U.S. Air Force radartårn i hjertet af en regnskov ved ækvator? Eller hvad med at gå til sengs i en kæmpe sko? I en ligkiste, oppe i et træ, i et fængsel eller i en iglo? Verden har meget at byde på, når det gælder hoteller, og priserne begynder ved bare 20 euro. Er du blevet nysgerrig, kan du finde nogle af de omtalte hoteller på bogens hjemmeside: www.unusualhotelsoftheworld.com. nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og elsker at gå på opdagelse i verden gennem bøger og film, når han nu ikke kan være på farten alle årets 365 dage. Solrigets myter og historie foldet smukt ud Tor Tolstrup: ”En guide til rejser i Det Gådefulde Japan – Med historie, kunst og kultur som rejseleder til de steder, hvor Japans historie udspillede sig”. Nicolai, 2013, 232 sider, med kort og billeder af træsnit i farver. 275 kr. inkl. porto til Danmark ved bestilling via toto@post9. tele.dk . De BerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstes Klub Tekst: Lars-Terje Lysemose V il man forstå japanerne og deres land, er der ingen vej uden om at måtte sætte sig ind i japansk mytologi. For næsten al kunst og litteratur i Japan referer til myter og legender, som har rod i Japans to store livsfilosofier: shintoisme og buddhisme. ”Japan har bevaret sine rødder dybt nede i den fortid, de personer og de begivenheder, som er hele grundlaget for det Japan, som vi ser i dag. Det er det Japan, som det har været min hensigt at vise den læser, der vil andet og mere med sin rejse end blot at få en rejseoplevelse,” forklarer japankenderen Tor Tolstrup om sin nye bog, der på dansk genfortæller de store fortællinger fra de tidligste tider og frem til 1800-tallet om samuraier, shōguner og kejsere, og om krig og brodermord i Solens Rige. Samtidig anviser han i bogen, hvor i Japan man kan finde de steder, hvor historien og legenderne udspillede sig. Historien i nutiden ”En guide til rejser i Det Gådefulde Japan” tager læseren ved hånden og fører os gelinde gennem japansk kunst, kultur, mytologi og historie, for bogen handler om dét at rejse i nutidens Japan for at finde sporene af fortiden. Gennem 90 formidable japanske træsnit fra 1800-tallet tager forfatteren os med på en rejse til de historiske personer og begivenheder, som lægger grunden til en fascinerende fortælling om, hvordan Japans historie blev formet. Samtidig byder Tor Tolstrup på detaljerede beskrivelser af, hvor og hvordan man finder de steder, som omtales i bogen. For i Japan lever fortiden i høj grad i nutiden. ”Tag med det til sted, hvor guderne grundlagde Japan, til den hule, hvor solgudinden gemte sig, til byen hvor helten Yoshitsune døde, og til mange andre spændende steder i Japan, som turister sjældent eller aldrig får at se (…) Overalt i dette land findes minderne. Templer, borge, statuer, gravsten og mindesmærker over personer, som vi troede kun var myter, men som engang eksisterede i kød og blod,” som han skriver. Særligt bogens mange farverige og stilfulde japanske træsnit formår at besnære og bliver en uvurderlig indføring og hjælp til at lade Japans historie – og mytologien bag den – folde sig ud. En stor kærlighedserklæring Tor Tolstrup er tidligere chefredaktør og korrespondent for Jyllands-Posten, og dette er en bog skrevet som en stor kærlighedserklæring til Solens Rige af en forfatter, som har rejst til og været fascineret af øriget i en halv menneskealder, og som har boet i Tokyo i fire år. ”En guide til rejser i Det Gådefulde Japan” er ikke en guidebog i traditionel forstand. Dertil er bogens format alt 63 for stort og upraktisk, og bogen og dens træsnit for fine til at ligge og rode rundt i en taske. Det er altså ikke en bog, man tager med sig under armen på rejsen til Japan, men derimod en kunstbog som bør have en hædersplads på hylden derhjemme. Den type bog man med fordel kan lægge sine rejseplaner efter hjemmefra, inden man besøger det fantastiske ørige, som også kaldes Den opgående sols land. For bogen giver en fabelagtig introduktion til det historiske Japan, som enhver, der påtænker at rejse dertil, bør bruge tid på at fordybe sig i og lære at kende. nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og fejrede nytår 2013/14 i Kyoto i Japan. Asien er hans foretrukne rejsekontinent, og han elsker at gå på opdagelse i eventyr og myter. Tekst & fotos: Jakob Birklund Andersen Tips til bedre rejsefotos Del 4: Balance mellem lys og skygge D et menneskelige øje er langt mere avanceret end et kamera. En stor forskel er evnen til at kunne se detaljer i kraftigt lys og i mørke skyggeområder samtidig. Det klarer vi ret godt, men selv det bedste professionelle kamera har det svært med denne opgave. Derfor bliver vi nogle gange overraskede, når vi tager et billede af en fin, rød solnedgang og i stedet får en fuldstændig hvid og udvasket himmel op på skærmen. Når kameraet forsøger at gabe over et større spænd mellem lys og skygge, end det kan klare, bliver resultatet enten, at de lyse områder overbelyses, eller at de mørke områder bliver helt sorte. Men vi vil jo gerne have billedet til at ligne, det vi ser med vores øjne. Ved solnedgang kan det skarpe lys på himlen afbalanceres med et gradueret gråfilter. Colonia i Uruguay. Tobacco Cayes i Belize. 64 Et snedigt filter I langt de fleste tilfælde består problemet i en meget lys himmel og en noget mørkere landjord – det gælder særlig, når solen står lavt på himlen. For at opnå en balance mellem de to størrelser, som kameraet kan forstå, kan du bruge et særligt filter, designet præcis til denne udfordring. Det består af en akrylplade, hvor den øverste halvdel er tonet grå, så den blokerer noget af det skarpe lys, mens den nederste halvdel er gennemsigtig. Tricket er nu at placere filtret foran kameralinsen, således at det mørke område netop dækker himlen. Nogle bruger en særlig holder til filtret, der kan skrues uden på objektivet, mens andre bare holder filteret med fingerspidserne. Det lyder måske besværligt, men det er utolig effektivt, og en stor andel af de flotte landskabsbilleder, du kan finde på internettet og i glittede rejsemagasiner er kommet til verden ved hjælp af sådant et filter. Der findes mange forskellige varianter, med mere eller mindre glidende overgang mellem den tonede og den gennemsigtige del, og med forskellige styrker i toningen. Vil du have et allroundfilter så prøv et med en relativt hård overgang, og som reducerer lyset med to-tre blændestop. 1 2 HDR, hvad er det? Et alternativ til filtre er at tage flere billeder med forskellige eksponeringer og lægge dem oven i hinanden i et billedbehandlingsprogram som fx Photoshop. På den måde kan man stykke sit endelige foto sammen af informationer fra en række forskellige billeder. Teknikken kaldes High Dynamic Range eller bare HDR. Det kræver, at alle billederne er nøjagtig ens bortset fra eksponeringen. Derfor duer det kun, når kameraet er monteret på et stativ, og når der ikke er alt for mange elementer, der bevæger sig rundt i billedrammen. HDR bruges derfor mest til landskaber. nn Jakob Birklund Andersen har medlemsnr. 629. Han har til dato besøgt fire territorier og 52 lande. Læs mere om ham og se flere af hans billeder på www. birklund.com. Enten er forgrunden alt for mørk (Foto 1), eller himlen er overbelyst (Foto 2). Med et gradueret gråfilter placeret lige der, hvor solen kommer ind fra venstre, kom billedet i balance (Svartifoss, Island) (Foto 3). 3 65 Bestyrelse for DBK Søren Fodgaard Formand Tlf. 35 39 27 33 [email protected] Jakob Linaa Jensen Næstformand, toastmaster Vest Tlf. 20 86 77 77 Anna le Dous Kasserer Tlf. 29 93 36 35 [email protected] Lars-Terje Lysemose Ansv. redaktør Tlf. 25 14 27 11 Per Danielsen Toastmaster Øst Tlf. 33 13 56 18 Jette Færch Weiss Medlemskoordinator Tlf. 22 93 82 58 Ulla Fanø Sponsorer & pr Tlf. 28 62 44 09 [email protected] Maria Malbek Sørensen Tlf. 25 48 87 45 [email protected] [email protected] [email protected] Rebecca Langhorn Tlf. 28 33 87 93 [email protected] Anette Lillevang Kristiansen 1. suppleant Tlf. 21 63 23 50 [email protected] Helle Bonnesen 2. suppleant Tlf. 20 40 68 65 [email protected] redaktorgloben @gmail.com [email protected] Martin Buch Larsen 3. suppleant Tlf. 29 72 82 80 [email protected] Café Globen Er du vild med at rejse? Savner du den internationale stemning fra dine rejser? Har du lyst til at udveksle erfaringer med ligesindede? Vil du høre sjove røverhistorier fra nær og fjern? Vil du fortælle sjove røverhistorier fra nær og fjern? erejstes Klub • • • • • • • • • • • • Café og ar for alle rangementer e - ikke k un for m r åbne af De B e erejstes dlemm er Klub Rejseforedrag flere gange om ugen Oplevelser og røverhistorier fra hele verden Landefester og events Rejselitteratur – guidebøger mv. kan læses på caféen Rigt udvalg af øl på flaske og fad fra Danmark og udlandet, bl.a. mikrobryg Rejsestemning i cafélokalet med fotos og souvenirs fra fjerne lande Udvalg af vin og rom Cocktails Kaffe og the Gratis internet / WI-FI Nyhedsbrev hver uge med begivenheder Følg Café Globen på Facebook Vi ses på Café Globen! Turesensgade 2B | 1368 København K | Tlf. 33 93 00 77 | [email protected] | www.cafegloben.dk Giv Gl ben i gave De Berejstes Klub Globen kommer Jorden rundt, både indholdsmæssigt og helt konkret, for i De Berejstes Klub har vi medlemmer over hele verden. Har du endnu ikke fundet den perfekte gave til rejseglade venner eller familiemedlemmer, kunne et abonnement på Globen måske være det helt rigtige. Dermed støtter du din klub, og din gavemodtager får ud over Globen fire gange om året også et passivt medlemskab oven i hatten og dermed en række medlemsfordele og rabatter. Og du betaler det samme, uanset om din gavemodtager bor på Sydpolen, ved ækvator eller i Danmark: 150 kr. for resten af året fyldt med gode rejsehistorier. Ud over Globen, som udkommer fire gange om året, får din gavemodtager disse fordele: • 50 % rabat på fotobøger fra Fotosjov. Rabatkode oplyses ved henvendelse til Ulla Fanø fra bestyrelsen. Læs mere på www.fotosjov.dk. • 25 % rabat på køb af rejsebøger og kort hos Scanvik Books. Se www.scanvik.dk. • 15 % rabat på hele sortimentet hos Friluftsland, The North Face Stores og Fjällräven Brand Store, bortset fra udsalgsvarer og varer af mærket Canada Goose. Se www.friluftsland.dk. • 10 % rabat på hele sortimentet hos Nordisk Korthandel . Se www.scanmaps.dk. • 10 % rabat på ferielejligheder ved Gardasøen hos Ca Viva. Se www.caviva.com. • 10 % rabat på landarrangementer (kun ved samlet køb af togbilletter, hoteller og udflugter) hos Penguin Travel med undtagelse af Bulgarien og Den Transsibiriske Jernbane. Kan ikke kombineres med særpriser på klubture, messetilbud og andre rabatter. Se www.penguin.dk. • 5 kr. i rabat på alle drikkevarer hos Café Globen i København. Se www.cafegloben.dk. • Adgang til medlemsområdet på www.deberejstesklub.dk, hvor nogle af Danmarks mest erfarne berejste udveksler rejsetips og -oplevelser og indbydelser til medlemsmøder, der kan inspirere og udvikle rejselysten. • Aktive medlemmer får desuden 33 % rabat på køb af rejseforsikring hos Gouda. Gælder også for medrejsende egne børn samt samboende, dog undtaget skirejseforsikring. Rabatten gælder på Goudas periodevise forsikringer, som dækker udrejse fra Danmark til hjemkomst i Danmark (Voksen under 70 år og Ungdom under 35 år samt Goudas afbestillingsforsikring). Rabatten gælder ikke på tillægsforsikring, på forlængelse af medlemmernes egne årsrejseforsikringer eller kreditkortforsikringer. Se www.gouda.dk. Lyder det som en god gaveide, så skriv til vores medlemskoordinator på [email protected]. Oplys navn og adresse på modtageren af din gave og indbetal 150 kr. på klubbens konto i Nordea: Reg.nr. 2143, kontonr. 8127698679. De Berejstes Klub har til formål at udbrede rejselysten og sprede information om rejselivet samt fremmede lande og kulturer. Klubben er upolitisk og for enhver, som holder af at rejse. Globen kommer Jorden rundt. Her ses forrige nummer ved Rinjanivulkanen på Lombok i Indonesien. Foto: Lars-Terje Lysemose. 67 NYE EVENTYR I 2015 SÃO TOMÉ OG PRÍNCIPE Tropisk paradis ud for Afrika. Helt udenfor turismens hovedstrøg. Frodigheden er enorm, for øerne er af vulkansk oprindelse. Der er regnskov, savanne, flotte kyster, fiskerlandsbyer og pragtfulde strande. Vi kommer godt rundt på begge øer. Vi oplever en national festdag, vandrer i regnskoven, sejler i mangroven, og måske er vi heldige at se skildpadder, der lægger æg på strandene. Max 14 deltagere. 15 dage. 28.900 kr. 28. januar til 11. februar RUMÆNIEN OG MOLDOVA Rundrejse med afstikker til Transnistrien. I Rumænien besøger vi byerne Brasov og Sighisoara. Sidstnævnte er på Unescos liste over verdens kulturarv og rummer huset, hvor Vlad Tepes (Dracula) blev født. Regionen Bukovina er kendt for sine malede klostre og kirker. I Moldova besøger vi verdens største vinkælder og et landbrug, hvor vi inviteres til frokost. Max 20 deltagere. 10 dage. 14.800 kr. 20 til 29. april SURINAM OG FRANSK GUYANA Det ukendte Sydamerika. Sydamerikansk jungle, træstammebåde, æglæggende havskildpadder, hollandsk og fransk kolonitid, en raketbase og Djævleøen – ja, den fra filmen Papillon. Samt ikke mindst nætter i hængekøjen i en indianerlandsby, der ligger så langt væk, at vi flyver dertil. Det er nogle af oplevelserne på rejsen til et ukendt og afvekslende stykke Sydamerika. Max 11 deltagere. 18 dage. 28.900 kr. 23. marts til 9. april ALGERIET. SAHARA OG ATLASBJERGENE Algeriet åbner sig igen for verden. Hovedstaden Algier med de hvidkalkede huse er berømt for sin medina. Tlemcen har mauriske bygninger og tilnavnet ”kirsebærrenes by”. Fem byer i M’ Zab dalen er så velbevarede, at de er på UNESCOS liste over verdens kulturarv. Oaser og små ørkenbyer mellem røde sandklitter og bjerge. Vi ser mange af Algeriets kendte petroglyffer. Max 16 deltagere. 13 dage. 16.900 kr. 18. til 30. april Små grupper · danske rejseledere · 86 22 71 81 · www.viktorsfarmor.dk
© Copyright 2024