1. No category

Lilian Munk Rösing
AT REDDE UTOPIEN AF
HISTORIENS KATASTROFE
om utopi, eutopi og atopi hos Moestrup
og søstrene Olsen
Utopien har været umoderne, siden det 20. århundredes totalitære samfund
syntes at vise, at forsøget på at realisere utopien skaber rædselsregimer.
Men har vi ikke stadig brug for forestillingen om en anden og bedre
verden? Ikke som naiv eskapisme, men som en reddende fastholdelse af
håbet på trods.
Mit eget begreb om det utopiske, og mit ønske om at redde dette begreb,
er formet af min ungdoms Walter Benjamin-læsning. For Benjamin drejer
det sig om at sprænge utopiske gnister ud af en ruinøs fortid. I det berømte
fragment om Paul Klees engel (fra Über den Begriff der Geschichte)
viser Benjamin os Historien som en katastrofe: Fra Paradiset blæser en
ødelæggende storm, som driver Historiens engel baglæns fremad, mens
den rædselsslagen stirrer på ruinerne, som hober sig op foran den. Den
ville så gerne standse og tage sig lidt af ruinerne, men stormen, som kaldes Fremskridtet, forhindrer den. Andre af Benjamins typer (samleren,
allegorikeren, melankolikeren) trodser Fremskridtet, ruger over ruinerne
og føjer de ruinøse brokker sammen i nye konstellationer. For Benjamin
er det utopiske en redning af fortidens fremtidsdrømme, som aldrig blev
indløst. I Benjamins ånd giver det mening at redde også selve begrebet
om ”det utopiske”, skønt det ligger i ruiner efter Historiens katastrofale
fremfart.
Utopiens sted
Utopien kan tænkes som et særligt sted, men den kan også tænkes som en
særlig tid. Etymologisk er den defineret som et sted, et ”topos”. ”U-topi”
betyder både ”det gode sted” og ”intetsteds”.
Som ”det gode sted” er utopien forestillingen om det perfekte, harmoniske samfund. Det er denne forestilling, der har spillet fallit med
77
spring 30 manus.indd 77
30-09-2011 00:16:45
de totalitære regimer, som har vist, at harmonisering indebærer vold og
knægtelse. Litterært betragtet har ”det gode sted” altid været et meget
kedeligt sted. Symptomatisk er i den henseende en litterær utopi som
Johan Gotfried Schnabels roman Insel Felsburg fra 1730erne; den har et
narrativt drive, så længe den skildrer det korrupte samfund på fastlandet,
hvor skurke og intriger skaber handling og spænding, men går nærmest i
stå, når den skal skildre det utopiske samfund på øen Felsburg, for her sker
der ikke noget som helst, og fortælleren kan ikke gøre andet end skrive
lange inventarier: lister og optegnelser over godtfolk og kvæg og bohave
og alle øens herligheder.1
Et nyligt forsøg på at redde utopiens ”gode sted” er kunsthistorikeren
Nicolas Bourriauds begreb om ”mikroutopi”. Logikken i dette begreb
synes at være, at så længe utopien forbliver lille og lokal, kan den stadig
være god; det er kun, når den bliver stor og national/global, at den er noget
skidt:
Artistic practice … demonstrates our right to micro-utopia, the
“dolce utopia” that Maurizio Cattelan were spoke of: a utopia
without teleology, without grand speeches, one that refers to everyday life.2
Mikroutopismen insisterer på det utopiske som noget lokalt og hverdagsligt,
der kan illumineres af kunsten, men ikke udbredes til et samfundspolitisk
program.
Et andet korrektiv til den utopisme, der historisk har vist sig som totalitarisme, findes i definitionen af utopien som ”intetsteds”. Den kan siges
at være blevet radikaliseret i Adorno og Horkheimers begreb om ”den
bestemte negation”: negationen af, at noget som helst bestående skulle
være realiseringen af idealet. Den bestemte negation er i kort begreb den
ufravigelige insisteren på, at det skulle kunne lade sig gøre at skabe paradis
på jord.
Med sit begreb om det “atopiske” har Slavoj Žižek fornyet den negative
definition af det utopiske. Det atopiske er det, der ikke har noget sted inden
for den bestående orden og dermed peger på denne ordens repressive begrænsning. Som det a-topiske er det u-topiske ikke længere det gode sted,
men det, der mangler et sted. Žižek bruger netop begrebet til at kritisere
forestillingen om utopien som det harmoniske, perfekte sted:
Utopia as simple imaginary impossibility (the utopia of a perfected
harmonious social order without antagonisms, the consumerist utopia of today’s capitalism), is not utopia in the more radical sense of
78
spring 30 manus.indd 78
30-09-2011 00:16:45
enacting what, within the framework of the existing social relations,
appears as ”impossible” – this second utopia is ”a-topic” only with
regard to these relations.3
Det utopiske, forstået som det atopiske, er iværksættelsen af det, som forekommer umuligt inden for rammerne af de eksisterende sociale relationer.
Det harmoniske, konfliktfri samfund er derimod ingen radikal utopi, men
en virksom fantasi i vore dages forbrugersamfund. (Her kan man tænke
på Pixar-filmen Wall-E, der viser os den realiserede forbrugerutopi som en
dystopi, hvor mennesket er forvandlet til et voksent spædbarn, der fodres,
transporteres og underholdes uden at behøve at løfte en finger.) Žižek gør
desuden opmærksom på, at også vore dages liberalistiske kritik af utopismen som potentiel totalitarisme rummer en utopi, nemlig utopien om det
nye menneske, der pragmatisk har opgivet enhver utopisk tænkning.
Utopiens tid
Hvis man tænker sig utopien ikke som en topisk, men som en temporal
kategori – ikke som et særligt sted, men som en særlig tid eller tidlighed
– knytter den totalitære utopisme sig til forestillingen om Elysium, om utopien som fremtid. Ved siden af denne findes forestillingen om utopien som
Arkadien, som en svunden guldalder. Hvis forestillingen om Elysium kan
gøre utopismen til voldelig, politisk handlingskraft, kan forestillingen om
Arkadien til gengæld afføde en handlingslammet, nostalgisk utopisme.
En alternativ utopisk temporalitet finder man hos de tidlige tyske romantikere, som så at sige vælter det utopiske ud i tiden, ikke som en oprindelse
eller en endestation, men som noget i bestandig og foranderlig tilblivelse.
Idealet eller det absolutte er for de tidlige romantikere ikke noget, der har
været, eller noget der vil indfinde sig, men noget som er i tilblivelse. Som
det hedder i et Athenaeum-fragment tilskrevet Schleiermacher: ”Det, som
endnu ikke kan være, må i det mindste forblive i tilblivelse”, eller som
det mere epigrammatisk lyder på tysk: ”Was noch nicht sein kann, muss
wenigsten im Werden bleiben.” Utopien tænkes her som et virtuelt, pluralistisk netværk; man må eksempelvis tænke sig litteraturens utopi (eller
det, som de tidlige romantikere kalder det litterære absolutte) som noget
i retning af alle skrivbare bøger, ikke som en sum, men som et relationelt
netværk. Mon ikke de tidlige romantikere ville have været begejstrede for
world wide web?
Endelig kan utopien, og det er måske hvis man med Žižek tænker utopi
som atopi, have diskontinuiteten som sin tidslighed. Hvis det utopiske er
79
spring 30 manus.indd 79
30-09-2011 00:16:45
det, der (endnu) ikke har (fundet) sted, vil det vise sig som et uventet,
uforudset indbrud i det bestående. Walter Benjamins messianisme er en
utopisme af en sådan art: ”Hvert sekund er den port hvorigennem Messias
kan træde”, som han formulerer det i Über den Begriff der Geschichte,
hvor han også taler om det berømte ”tigerspring”, der kan bringe os fra
Historien som katastrofe til den forløste Historie.
Diskontinuiteten som utopiens tid er også at finde i den franske filosof
Alain Badious begreb om ”begivenheden”. Begivenheden er det, der rokker ved den etablerede orden, ved vores tilvante måde at forstå os selv og
verden på. Begivenheden sætter et skel mellem ”før” og ”efter”; efter en
”begivenhed” er verden aldrig helt den samme. Begivenheden har altså
ikke noget at gøre med den ”eventkultur” vi lever i, hvor ”event” bare
bliver en pseudobegivenhed, en underholdende distraktion, som er med
til at sørge for, at verden forbliver den samme. En begivenhed i Badious
forstand bryder ind i tiden og ryster den.4
I to aktuelle danske litterære værker, Mette Moestrups Jævnet med Jorden
(2009) og Ursula og Julie Andkjær Olsens Have og helvede (2010) synes
utopien at have fået en chance til. Moestrups bog kan siges at foretage en
bevægelse fra utopi forstået som det gode sted til atopi forstået som det,
der ikke har noget sted. Søstrene Olsens bog, der er noget så usædvanligt
som en broderet digtsamling, tematiserer på meget Walter Benjaminsk
vis utopien som et glimt af Paradis, der måske er blevet reddet gennem
Historiens katastrofe.
Moestrup: fra utopi til atopi
Mette Moestrups Jævnet med jorden består af 68 tekststykker, som i bogen
benævnes ”brudstykker”. De 67 første er korte prosastykker, mens den
sidste har en anden karakter, som jeg skal vende tilbage til. Tre af reglerne
for bogens komposition er angivet i brudstykke nr. 22 (s.27):
1. Der er 68 fiktive dagbogsstykker i En landsbydegns dagbog.
Derfor skal jeg tælle til 68. […]
2. Jeg skal skifte mellem tre spor: hvid boks, vandmøllen og
Morten […]
3. Undervejs skal jeg skrive visse ord på indersiden af hvid boks:
Mennesker, dyr, jævnet med jorden, den slags […]
Bogen er umiddelbart udspændt mellem Arkadien og Elysium, mellem
80
spring 30 manus.indd 80
30-09-2011 00:16:45
barndommens paradis og den voksne kvindes drøm om et elysisk ”room
of one’s own”. Jeg-fortælleren har anskaffet sig et helt hvidt rum, hvor hun
kan sidde og skrive, men mens hun gør det, tilflyder hende beskeden om,
at hendes barndoms bindingsværksidyl, vandmøllen hvor hendes mormor
engang boede med sin tvillingsøster, er brændt ned til jorden.
Det hvide rum beskrives i første tekststykke sådan: ”Det er hvidt som
et A4. Det er midlertidigt mit. Jeg tænker på det rum, som jeg tænker i.
(…) Det, jeg kan lide ved det, er at det er som en hvid boks.”
Jeg-fortællerens utopiske rum er altså det hvide, det rensede, det tomme
rum: Tabula rasa, den blanke side, det ubeskrevne blad. En avantgardistisk
utopi om at kunne frigøre sig fra enhver historie, starte helt forfra. Ordene
”hvid boks” er understregede hver gang de optræder i løbet af bogen, det
samme er ordet ”bindingsværk”, som bliver antitesen til det tomme rum.
Hver gang disse to ord optræder, gentages de desuden på en linje for sig
efter teksten, i selskab med forekommende talemåder, som kursiveres (eksempelvis ”jævnet med jorden”), og forekommende dyr og personer, som
står med almindelige typer, men med punktum mellem sig (eksempelvis
”Oldemor. Høns”)
”Bindingsværk” kommer til at stå for værkende bindinger: for det sted,
jeg’et er bundet til, og som er alt andet end blankt, tværtimod overskrevet
med slægts- og litteraturhistorie. Konkret refererer det til den jyske vandmølle, som har befundet sig i jeg’ets mødrene slægt gennem generationer,
men nu er ”jævnet med jorden”. Mere alment refererer bindingsværket til
det danske, og endnu mere alment til de anskuelsesformer, de sansegitre,
man fødes ind i:
Babyen i barnevognen foran bindingsværket er dig, siger jeg til mig
selv, og skuler til fotoet, som jeg har tapet op på væggen. Bindingsværket er ikke dig. Det er uden for dig, men det er inden i dig. Du
fik det på nethinden, før du fik sprog (dansk). (s. 11)
Her vrister Moestrup det ord ”bindingsværk” ud af nationalismens greb
og slår nye overraskende betydninger af det med poetens tryllestav, så det
både betyder en stedsbinding, vi ikke kan fortrænge, og et kulturbestemt
sanse-raster, som vi må forholde os kritisk til. Oversat til den aktuelle
politiske kontekst indebærer projektet noget i retning af ikke bare at vende
ryggen til bindingsværket, fordi det er blevet inficeret af Dansk Folkeparti.
At erkende at bindingsværket ikke er mig (det ville være DF-modellen),
men at det er uden for mig og dermed inde i mig. At befri det fra sin
sentimentalitet ved at gøre det til et strikt gitter for sprog og tanker, men
81
spring 30 manus.indd 81
30-09-2011 00:16:45
samtidig også lade bindingerne fylde den strikte struktur, så den ikke bare
bliver fortrængningens hvide boks.
En sådan poetisk omkalfatring af et velkendt og ladet ord i det danske
sprog har for mig at se en (mikro)utopisk dimension: dels fordi den ”redder” en stump af barndommens paradis ved ikke blot af afskedige idyllen
(eller overlade den nationalistisk sentimentalisering), dels fordi den er et
brud med grundlæggende og stærkt etablerede forståelsesmønstre. Efter
man har læst Moestrup, vil ordet ”bindingsværk”, ja, sågar synet af et
bindingsværkshus, aldrig være helt det samme.
Den hvide boks (tabula rasa) har ikke bare bindingsværket (bindingerne
til stedet og slægten) som sit antitetiske rum, men også ”mørkekammeret”.
Her befinder jeg’ets fotografkæreste sig, eller her forestiller hun sig, at han
befinder sig, mens hun selv sidder i ”hvid boks”.
Mørkekammer og bindingsværk, mand og mødrene slægt, er de bindinger, jeg’et forsøger at eksilere sig fra i sin hvide boks. Og de hedder
næsten det samme, manden og mødrene, idet manden hedder Morten. Efter
tekststykke 3 står der: ”Mor. Mormor. Mormor To. Oldemor. Morten.”
De to mormødre (mormor og tvillingsøster) gestaltes som mægtige
matriarker, mytiske inkarnationer af det kvindeanatomiske landskab. Der er
prægtige, saftige barndomserindringer om at blive initieret til kvindekroppens kraft af mormødrene, som da de anbringer datterdatteren skrævende
over den åbnede sluse og kommenterer: ”Sikke den bette kan tisse”, eller
da de fylder hendes mund med fed, nystanget ål og spørger: ”Smager han
godt?”
Historien om forholdet til manden fortælles i glimtvise refleksioner og
sms’er, der udvikler sig fra ”Vi er ét overalt!” til ”Jeg kan ikke mere. Det er
slut.” Gennem rent punktuel fortælling lykkes det at give et overbevisende
billede af et forhold drevet af et ulykkeligt begær efter at nå helt ind i hinandens indvolde; at tungekysse så dybt, at man næsten slikker hinandens
hjerter, men også udløser brækreflekser.
Hvis der findes faderskikkelser i bogen, kan de symptomatisk nok ikke
henføres til naturhistorien, men til litteraturhistorien. Der er Baudelaire og
Paul de Man, hvis billede af den faldende mand stillet over for begrebet
om den faldne kvinde nævnes som emne for en universitetsopgave jeg’et
har skrevet. Der er St. St. Blicher, som siges at have udryddet spøgeriet i
vandmøllen, og som har skrevet om den faldne kvinde i En landsbydegns
dagbog, hvis inddeling i 68 stykker er den erklærede model for Moestrups
bog.
Faldets genkomne motiv (faldende mand, falden kvinde, faldent hus)
udfoldes grandiost i bogens tekststykke nr. 68, hvor papiret ikke længere er
hvidt (hvid boks), men sort, og skriften ikke længere sort (bindingsværk),
82
spring 30 manus.indd 82
30-09-2011 00:16:46
men grøn. Der er tale om regibemærkninger til en performance, som kunne
hedde ”faldende kvinde i 69 variationer”, og som formår at kombinere den
hvide dame (bindingsværk) med avantgardekunst (hvid boks): ”Det skal
være nat, og der skal være sne, og det skal sne. Gå ud i haven i den hvide
natkjole. Fald.”
Den grønne skrift på bogens sidste sider er kulminationen af den indtrængen af det grønne i hvid boks, som begynder, da jeg’et medbringer en
grøn glasskål til sit hvide arbejdsrum – og fortsætter, da hun medbringer en
potte med vandmynte, som hendes mor har plukket til hende på grunden,
hvor vandmøllen engang stod. Det grønne bliver på den måde emblem for
det, man ikke kan undgå at bære med sig, selvom man forsøger at viske
tavlen helt ren. I vandmyntens tilfælde bliver grøn den organiske farve, som
peger på bindingen til slægten. Også i tematiseringen af den grønne skrift
som spøgelsesskrift forbinder den sig med fortid og slægt, for spøgelsets
figur knytter sig til vandmøllen, til historien om den ulykkeligt forelskede
møllerdatter, der tog sig af dage og siden huserede som hvid dame, indtil St.
St. Blicher manede hende i jorden. I stykke 65 beskrives det, hvordan den
grønne skrift bryder frem som spøgelsesskrift på jeg’ets computerskærm
i det hvide værelse, som udlejerne nu har bedt hende forlade:
Skærmen ved siden af vandmynten er sort. Skærmen er sort. Vandmynten er grøn. Det, jeg ikke forstår, er, at skriften på skærmen
også er grøn. Fluorescerende grøn. Ligesom på min første monochrome computer, tænker jeg, hvor old school. Jeg griner. Der står
VINTERDAGBOG 1813 (Performance for ingen). Det kan jeg ikke
huske, at jeg har skrevet. (s. 78)
Den grønne farve invaderer både det helt hvide rum (hvid boks) og det
sort-hvide (bindingsværk), men om dens oprindelse er organisk, spektral
eller teknologisk er uafgjort. Den grønne farves indbrud betegner for så
vidt utopiens, både den elysiske og den arkaiskes, sammenbrud. Men
måske baner den samtidig vejen for utopien forstået som brud. Gennem
bogen bevæger vi os fra en utopi om kvindens eget rum (befriet fra både
mødre og mænd) til en utopi om kvindens eget fald. Forløsningen altså
ikke som et sted, man kan opholde sig i, men snarere som en begivenhed,
en begivenhed i form af faldet. Fra forestillingen om det gode sted til en
forestilling, en performance, som ikke finder sted, og en performer, som
ikke finder hvile. Fra utopi til atopi. Det handler om at identificere sig med
den plads, som den eksisterende (patriarkalske) orden har givet kvinden,
men i selv samme identifikation at transformere den. At besinde sig på
den bundethed til krop og køn og jord og slægt og steder, man måske helst
83
spring 30 manus.indd 83
30-09-2011 00:16:46
har villet eksilere sig fra. At besinde sig på sine mytiske mødre og ikke
bare søge de symbolske fædre. At risikere faldet, ikke i identifikation med
Baudelaires faldende mand (et af modernitetens emblemer på den splittede
bevidsthed), men med den faldne (seksuelt begærende) kvinde og sågar den
hvide dame. At finde ikke bare sit eget rum, men også sit eget fald.
Søstrene Olsen: et Paradis-glimt i slangens øje
Den etymologiske sammenhæng mellem tekst og tekstil, skriftens og
trådens spor hen over papir eller lærred, aktualiseres helt bogstaveligt i
søstrene Julie og Ursula Andkjær Olsen fællesværk: et langdigt udført i
broderi og collage. Søster Ursula (digter) har skrevet digtet, og søster Julie
(pianist – og brodøse) har sat det op med dels håndskrevne, dels broderede, dels udklippede bogstaver ledsaget af ditto (håndtegnede, broderede,
udklippede) billeder.
Bogens kompositionsprincip er typisk for Ursula og smukt visualiseret
af Julie: en kombination af flersporethed og dualisme. Tre spor fletter sig ud
og ind mellem hinanden, men gennemløbes af dualismer: have og helvede,
navn og navnløshed, det almene og den enkelte, løven og lammet. Også
urdualismen benævnes, og det op til flere gange, med psykoanalytikeren
Melanie Kleins begreber: ”good breast” og ”bad breast”.
Digtets tre spor har ikke alene hver deres titel og hver deres stemme,
men også hver deres visuelle kode. Sporet ”navnløs” er sat i collage,
sporet ”SLANGENS BOG” er broderet, og sporet ”havefornemmelser”
er skrevet og tegnet i hånden. Den grundfortælling, der broderes (og
tegnes og klippes og klistres) over, er Genesis: I ”havefornemmelser” er
vi så vidt muligt stadig i Paradisets have, hvor ”alting står med navn”; i
”SLANGENS BOG” bugter vi os med slangen gennem syndefaldet og
den deraf følgende babyloniske navneforvirring; og i ”navnløs” er vi dér
”hvor alting frarøves sit navn af den store juveltyv”, så der kun er en ret
sur stemme tilbage: ”Dårlig dårlig have” (Dårlig, dårlig mave …).
Syndefaldet fortælles altså som historien om navnets fald, navnets adskillelse fra tingene (”EFTER AT SLANGEN OG MENNESKET TOG
KUNDSKABEN NED FRA GRENENE, SAD INGEN AF NAVNENE
FAST PÅ TINGENE MERE”), og gad vide om der ikke her er en inspiration
fra Walter Benjamin og hans essay om det ”navnesprog”, der herskede i
Paradisets have (hvor Adam lyttede sig frem til hvad tingene skulle hedde),
men efter syndefaldet blev afløst af et ”domssprog”, der hos Ursula indoptager kirkelig retorik såvel som new speak og infantil-oral-aggressiv
slang i én lang (broderet) ssslangehvissslen: ”LAD OSSS SSSAMMEN
84
spring 30 manus.indd 84
30-09-2011 00:16:46
DANNE ET LUKKET KREDSSSLØB AF GIV OG TAG. AF OSSS ER
DU KOMMET TIL OSSS SSSKAL DU BLIVE FRA OSSS SSSKAL
DU IGEN OPSSSTÅ. AMENAM. OG SSSLIKKE PÅ DIN SSSTORETÅ.
hIhI. SSSMUKKE.”
Det håndskrevne spor ”havefornemmelser” (mavefornemmelser) fremtræder visuelt med botanikkens og den klassiske kunsts skønhed og verbalt
med en blid klang af den danske salme-, sang- og digtskat; der er noget
”hvad skal jeg sige når jeg ser” (Brorson) over det, noget ”jeg plukker
fløjlsgræs og riddersporer”, og noget Sommerfugledalen med et lille twist
af Ursulask brander: ”nældens takvinge/ nældens ja tak/ vinge”.
Sporet ”navnløs” er på brunt papir med udklippede billeder af ting,
som er for små eller frygtelige til at hedde noget: mikrober og katastrofer.
Midt i sporet optårner sig et babylonisk tårn af hakket kød; det hakkede
kød vokser siden frem som vinger på hvide papirballerinaer à la H.C.A.
(”Rygstykkerne blomstrer og bliver/ til vinger”). De udklippede bogstaver
giver fornemmelse af terror- og trusselsbrev, og skriftstemmen modulerer
mellem vrede af forskellig art: Snart lyder den som et lille surt barn, snart
som en Job, der går i rette med sin skaber, og enkelte steder ligefrem som
Nietzsche: ”Alt hvad der ikke slår mig ihjel gør mig mere og mere/ navnløs”.
SLANGENS BOG er det episke spor (syndefald afføder fortælling), og
giver i sin visuelle udformning mindelser om broderet epik som Bayeuxtapetet: her rejser lam og løve, fugl og fisk ad havets og slangens vej i herlig
broderet kontur. På det verbale plan bliver slangens figur både brugt til at
betyde grænseløs vækst, selvfortærelse, magthaver og fallos (”gulerod og
big pik”), men først og fremmest er slangen selve tvetydighedens figur,
i en sådan grad at den måske både er Satan og Gud, ligesom den i al sin
hærgende fremdrift bærer en lille flig af Paradiset med sig, i et fantastisk
billede af hvordan kundskabens øjeæble har taget plads i slangens øjenhule
som et miniatureportræt af Edens have. Vi ender i forsigtig mikroutopi:
I hvert fald dele af slangen så hvor stor den var blevet og at det ikke
nødvendigvis var godt, i hvert fald én stemme i slangen ønskede
at lade det navnløse i mennesket blive ved med at være navnløst,
blive ved at være genstand for definition, være kilde til stadig nye
navne og nye ting. Det var en underlig utopi. Det var en utopi af
åndehuller i slangen. Af huller som slangen lod opstå i sit flæsk, i
sin totalitet. En utopi af hver enkelts frie have i hjertet, indeholdt i
den store, med skilte/ og navne/ og lykke/ og lam/ og noget at lade
vokse./ Noget at bruge tiden på.
85
spring 30 manus.indd 85
30-09-2011 00:16:46
Det utopiske tematiseres her først som drømmen om en åbenhed i sproget.
Et fjerde alternativ til navnesprog, domssprog og (slet) navnløshed: at
gøre navngivningen til en bestandig genbenævnelse. Dernæst lyder det
utopiske meget som Bourriauds mikroutopier: små åndehuller i slangens
(i den postparadiske virkeligheds) flæsk, små haver i den enkeltes hjerte.
Med ”hver enkelts frie have i hjertet” melder sig imidlertid en tone af ironi,
for er vi nu ikke ved at nærme os en liberalistisk individualisme, for ikke
at sige en DF-agtig kolonihavemodel? Men måske er også den ironiske
punktering nødvendig for at redde utopien, måske skal enhver positiv formulering af den med det samme drages i tvivl, hvis ikke den skal risikere
at forfalde til totalitarisme.
I den broderede digtsamling bliver redningen af den utopiske gnist fra
det tabte paradis ikke bare gennemspillet som et teologisk-politisk tema,
den bliver også udført gennem søstrenes redning af småpigernes klippeklistre-vrøvle-digte-sy-og-tegne-leg over i en voksenbog.
*
På hver sin måde kan Moestrup og søstrene Olsen siges at redde utopien,
drømmen om en anden og bedre verden, ud af en katastrofisk Historie.
Moestrup viser, hvordan drømmen om det gode sted måske må bryde sammen for at det, der ikke har noget sted, kan træde frem og fører os således
fra utopi som eutopi til utopi som atopi. Søstrene Olsen åbner kanalen til
det tabte Paradis som slangens slimede vej, der nok førte ud af Paradis,
men fik et brudstykke af det med sig.
At tænke utopi som atopi eller som en videreførelse af den utopiske
gnist, der springer (på trods) af Historiens destruktive fremfærd – det er
det, der skal til, for at redde utopien som begreb.
Litteratur
Andkjær Olsen, Julie og Ursula: Have og helvede, Gyldendal 2010
Badiou, Alain [2003]: Etikken, på dansk ved Holger Ross Lauritsen, Philosophia
2007
Benjamin, Walter [1940]: Über den Begriff der Geschichte, in Gesammelte
Schriften 1.2, udg. Schweppenhäuser und Tiedemann, Suhrkamp 1991
Bourriaud, Nicolas: ”Correspondence: Nicolas Bourriaud/Philippe Parreno”
Paletten 4/95, No. 223, Vol. 56
86
spring 30 manus.indd 86
30-09-2011 00:16:46
Gulddal, Jesper: ”Ondskab og utopi”, in Det onde i litteraturen, red. Hoffmann
og Rösing, Akademisk forlag 2003
Moestrup, Mette: jævnet med jorden, Gyldendal 2009
Žižek, Slavoj: ”The Liberal Utopia”, www.lacan.com
Noter
1. Denne pointe er tyvstjålet fra Jesper Gulddals bidrag til antologien Det onde i
litteraturen, red. Hoffmann og Rösing, Akademisk forlag 2003.
2. Bourriaud 1995: 34
3. Slavoj Žižek: ”The Liberal Utopia”,www.lacan.com
4. Om Badious begivenhedsbegreb kan man på dansk eksempelvis læse i Etikken.
87
spring 30 manus.indd 87
30-09-2011 00:16:46