Kirken med to menigheder BREJNING KIRKES FORHISTORIE Af Sognepræst Poul Nielsen Særtryk af Haderslev Stiftsårbog, 1967 Den 20. august 1967 blev Brejning kirke i Gauerslund sogn indviet af biskop Th. V. Kragh og taget i brug ved gudstjenester kl. 10 og kl. 20 af sognets folk og ved gudstjeneste kl. 15 af Den Kellerske Institutions klientel. Kirken er opført med tilskud fra såvel kirke- som socialministerium som fillialkirke for Gauerslund sogn og som institutionskirke for DKI. Landets ældste kirkesag fik den dag sin løsning. Vi skal helt tilbage til århundredskiftet for at forstå baggrunden for ønsket om en kirke i Brejning. Da flyttede professor Keller De Kellerske Anstalter, som de dengang hed, fra København og omegn til det dejlige storslåede landskab på bakkerne ned mod Vejle fjords sydside. Det blev især i de første år efter århundredskiftet en institution noget borte fra alfarvej: langt til station (dengang Børkop) og kirke i Gauerslund. Derfor var det en helt naturlig ting, at man tog sig ikke bare af patienternes, men også funktionærernes kulturelle og kirkelige behov. Kirkesalen øverst i skolebygningen med en vidunderlig udsigt blev rammen om en månedlig gudstjeneste en hverdagsaften for funktionærer på initiativ af skolebestyrer, cand. theol. Johan Ludvig Varming, og de to lærerinder Helga Ibsen og Gerda Hassing, "Skovhuset". Forsamlingssalen blev ramme om en årlig festaften med optræden af forskellige kunstnere. De fleste af Kaj Munks skuespil er således opført på forsamlingshusets scene. Måske lå underholdningen nok i et vel højt plan, måske var det konkurrencen fra radioen - der kom færre og færre funktionærer. Noget måtte gøres. Teatertourneer blev forsøgt med held, og i 1936 var operetten "Den glade enke" på programmet en fredag aften i februar. Få dage før døde institutionens meget afholdte overgartner Charles Qwist. Han skulle jordes på institutionens kirkegård, der har et mindre område for funktionærer. Nu var det i de dage den mest forrygende vinter med alenhøj sne, så det var umuligt at tænke på at tage til Gauerslund kirke; da kirkegårdskapellet var for lille, var man nødt til at holde begravelsen om lørdagen i - forsamlingssalen. Om fredagen "Den glade enke" og om lørdagen begravelse samme sted. Det faldt mange for brystet, og det førte til, at maskinmester Niels Hansen, der boede nabo til Qwist, indbød skolebestyrer Varming og lærerinde frk. Ibsen en aften til at "snakke ny kirke i Brejning". Nu var tanken fremsat, og man fik sognepræst Ad. Friis med en tur til Genner kirke i Sønderjylland, der nylig var indviet. Fra den tur stammer vel de første overslag og tanker om kirkens udseende og størrelse. En lille landsbykirke med hen ved et par hundrede siddepladser kunne bygges for ca. 60.000 kr. Selv skulle man skaffe 20.000 kr. Lige så mange var det normale tilskud fra kirkeministeriet, og dette måtte kunne fordobles på grund af anstalten. Torsdag den 8. oktober I936 nedsattes kirkekomiteen ved et møde i skolebestyrer Varmings hjem. Den kom til at bestå af plejer Johs. Alsing, gårdejer Morten Axel (kasserer), husmand Jørgen Bertelsen, fru Marie Christoffersen, fisker Carl Christiansen, lærerinde frk. Caroline Hinrichsen, maskinmester Niels Hansen, lærerinde Helga Ibsen, gårdejer Jakob Jakobsen, plejemoder frk. Karen Mose, inspektør J. Sass Petersen, fru Karen Marie Rasmussen, portør Jens Rasmussen, manufakturhandler fru Sigrid Tambour, plejemoder frk. Sidsel Vestergaard, skolebestyrer J. L. Varming og sognepræst Adolf Friis, der blev kirkekomiteens formand. Man sammenkaldte til offentligt møde om sagen den 27. oktober i forsamlingshuset, forelagte planerne for en ikke alt for stor forsamling, og gik i gang med listeindsamling, kort sagt: man fulgte Sct. Laurentii eksempel og "gik ud på den brede vej med tiggerposen på ryggen". "At det blev Mogens Koch, der kom til at tegne kirken, gik således til," beretter skolebestyrer Varming. "Vi var til møde engang i foråret I941. Pastor Friis sagde da: "Vi er nu kommet så vidt, at vi må have bestemt os for en arkitekt". Dertil blev der fra en side sagt, at de par streger kunne vi vel selv slå, idet man vel tænkte på anstaltens bygmester. Hertil svarede jeg, at så meget kendte jeg til kirkebyggeri, at vi ikke af myndighederne fik lov til at bygge en kirke uden at have en god arkitekt til at lave tegningerne, og at det kom mig overraskende; jeg havde ikke talt med nogen i forvejen, men jeg ville foreslå min svoger Mogens Koch, fordi jeg vidste, at han ville kunne bygge en virkelig smuk kirke." Ved næste møde var han tilkaldt og fik til opgave at tegne en smuk, hyggelig dansk landsbykirke. Jeg husker tydeligt det chok, jeg i første øjeblik fik, da jeg i sommerferien ved Vesterhavet fik tilsendt de første tegninger. Min tanke var, at jeg ville have det bedre der end ved mødet, hvor Mogens Koch skulle forelægge sine planer. Det gik nu helt anderledes. Mogens Koch har en evne til sagligt at forklare sine tanker - in casu: en kirke skal kunne hævde sig og ikke tynges af naboskabet til den høje, massive skolebygning. Kirkekomiteens flertal gik ind for hans tanker; nogle få trak sig ud af kirkekomiteen, og der stod i begyndelsen i nogen grad blæst om tegningerne hos befolkningen. Efterhånden tog modstanden dog af, og jeg tror, at man nu er tilfreds med, at den nye kirke fik det udseende, den har", slutter skolebestyrer Varming. Menighedsrådet ville i begyndelsen ikke gå ind for kirken. Det hang sammen med, at maskinmester Hansen i 30'erne med landbrugskrisen havde gjort sig til talsmand for at få udskilt det hastigt voksende Brejning med sin fastlønnede funktionærstab fra Gauerslund kommune. Det skadede kirkesagen meget. I 1941 budgetterede man kirken til 128.000 kr. Man sled med basarer i 1941, 1943, 1946 og 1951. Tomme pladser i kirkekomiteen blev besat med nye folk: husmand Arthur Madsen, plejemoder Minna Petersen, husmoder fru Marie Sørensen, husmoder fru Edith Wildenskov, plejefader Oskar Rasmussen. Prisstigninger vandt kapløbet trods energisk indsats. DKI havde givet mundtligt tilsagn om at skænke grunden, planerne var godkendt i kirkeministeriet. Man var kørt træt, og mange mente, at den kirke blev aldrig bygget. Det var en tung arv, pastor Friis efterlod til mig som sin efterfølger som kirkekomiteens formand fra oktober 1956. Kirkeprojektet havde to "fejl": I) at der ikke var menighedslokaler knyttet til byggeplanen - nystartet spejderarbejde i Brejning manglede plads, og 2) at kirken ikke kunne opføres i etaper. Institutionens kirkesal var for år tilbage inddraget til sløjdlokale, så nu var problemet med forsamlingssalen, hvor de to månedlige gudstjenester for DKI var henlagt, det samme for DKI's klientel som for beboerne ved kirkesagens begyndelse ikke en gang, men hver anden uge. En realistisk vurdering førte til den erkendelse, at den eneste mulige vej frem var at få kirken opført som filialkirke i sognet og institutionskirke for DKI, så begge parter på helt lige fod kunne få deres egen kirke. Biskop Frode Beyer gav beredvilligt Brejning kirke en placering blandt stiftets kirkebyggeopgaver, så den ikke fik en helt umulig stilling i kirkeministeriets samling af mange påtrængende projekter. Amtmand Wamberg - dengang formand for bestyrelsen for den jysk-fynske åndssvageforsorg - ydede helt uvurderlig støtte til at få sagen igang påny. Ministre, folketingsmænd i miles omkreds, forsorgsfolk og stedlige myndigheder blev kontaktet, skrivelser med beregninger og motiveringer blev afsendt i hobetal. Hvert nyt afslag betød tusinder af kroner. Alle tænkelige måder at skaffe penge på blev fundet og udnyttet. Et for et blev "resultater" halet i land: grunden blev tilskødet menighedsrådet ved gavebrev fra DKI. Kirken kom på finansloven 1960/61. Den politiske helhedsløsning satte stop og kostede dyrt. Genbevilling på tillægsbevillingsloven 64/65, dog uden forhøjelse i takt med byggeindexstigning. Menighedsrådet 65.000 kr. over kirkelig ligning og sogneråd parkeringsplads, DKI grønt område. Med morgenposten 20. maj 1965 kom igangsætningstilladelsen, Den burde have været på guldrandet papir. Pastor Friis og frue blev hentet til formiddagskaffe og kirkekomiteen informeret. Klausulen om vinterbyggeri var den dråbe malurt, der næsten altid findes i glædens bæger. Den tidlige vinter gjorde den meget kostbar. Spaden kom i jorden 9. juli 1965. Kirkekomiteens formand, en dreng fra Brejning Lars Gammelgaard, og en pige fra DKI Helga Honnens, samt fru murermester Petersen, menighedsrådet, tog de første spadestik. 22. august 1965 blev grundstenen nedlagt. Festdag i sognet med højmesse kl. 10 og gudstjeneste for DKI kl. 13,15 ved biskop Kragh, der indmurede den første sten hentet fra Gauerslund kirke, efter at grundstensdokumentet var oplæst og anbragt i blykapsel midt under kirkens østmur. Anden sten indmurede s af forsorgschef N. E. Bank-Mikkelsen, tredje og fjerde sten af pastor Friis og mig. 12. februar 1966 i bidende blæst og hundekulde holdtes rejsegilde med taler af bl. a. kirkens utrættelige tilsynsførende arkitekt Kr. Pedersen, Vinding. Kirkekomiteen var blevet udvidet med arbmd. Karl Mortensen, fodermester Orla Larsen og uddeler Frode Gammelgaard, der påtog sig kassererposten. Nævnes må også manufakturhandler Pasgard, skolebestyrer Erik Jepsen og Gauerslund sogns kaldskapellaner gennem tiderne sognepræsterne Kvist, Varde, Fonsbøl, Gaarslev, Spangsberg, Nordrupøster-Farendløse, og pastor Jørgen Dolmer. De 18 måneders byggetid blev til 24. I den tid bestemte jeg ofte, at prædiketeksten på indvielsesdagen skulle være Joh. 16, 21. Det blev i stedet mit lønkammerord med bøn til Gud om, at træthed og travlhed ikke et øjeblik måtte skygge for glæden. Besættelsestid - Dansk åndssvageforsorgs rivende udvikling med det kirkelige ret upåagtet - parallelt løbende kirkeopgave Stenvad kirke (indviet I959) - m. m., kan der af pladshensyn ikke redegøres for her. Nu ligger Mogens Kochs lille perle af en kirke på bakketoppen og sender sine kaldende klokke toner ud over Brejning by og DKI. Den er rig, for den har hele to menigheder, som begge har taget den i brug med glæde. Det betyder ikke, at den vil gøre forskel på folk og sætte ukristelige skel; men den vil øve sin tjeneste på bedste måde, og derfor må ordinære gudstjenester veksle med gudstjenester, der er lagt særlig tilrette for forsorgens klientel. Den er også fattig; for den savner endnu et rigtigt orgel. Det blev der ikke råd til ved opførelsen. Intetsteds er det mere påkrævet end ved denne kirkes særlige funktion. Kirkeklokken bærer indskriften: Jeg signer dit dagværk, din lykke, dit savn. Jeg kalder til bøn i Jesu navn. Skænket af "Brejnings venner". (Tekst: Anton Berntsen - bedeklokken i Set. Johannes kirke i Vejle.) Billedhugger Gunnar Hansen har skåret krucifiks, anbragt på kirkens østvæg til venstre for alteret. Korset dansk moseeg fra Langsted mose på Fyn. Kristusskikkelsen skåret i lysere afrikansk træsort nærmer sig der: gotiske udtryksform uden dog at indlade sig på det stærke udtryk for lidelse, som ofte forekommer i sengotiske arbejder. Gunnar Hansen har også fremstillet et mindre keramikarbejde anbragt over døren i dåbsventerum synligt fra kirken: Kristus og Peter på søen, og et lignende anbragt tilsvarende i præsteværelset: korsfæstelsesgruppe med Maria og Johannes. Tilskud fra menighedsrådsforeningens fond til udsmykning. Kirkens messehageler er fremstillet af kunstvæverske Hanne Vedel. Trinitatis-tidens grønne er skænket af KFUK-spejderne i Danmark. Materiale: Hør og uld med indvævet sølv. Kaj Munks mindefond har givet tilsagn om fastetidens violette hagel og også den røde. Svagtbegavede har udpræget gavn af det visuelle. Poul Nielsen