FINANS EKSPORT POLITIK GRIBBEFONDE I MODVIND U-LAND TIL FITNESS HOMOHAD I UGANDA Opkøb af u-landsgæld er ikke mere god forretning s.12 / Danske motionscentre skyder op i Tanzania s.10 / Kristne prædikanter fra Vesten har pustet til homofobien i Afrika og gjort seksuelle minoriteter til syndebukke s.28 / DANMARKS GLOBALE MAGASIN – NR 5 · 2012 · OKT/NOV · 39. ÅRGANG – KUNSTENS NYE ELITE Glem Picasso og Warhol – i dag er verdens dyreste værker fra gamle u-lande s.6 / n Vi 20 n se ri ng -p dli ng i di rm or l fo f B sue r a vi de for 12 Udgives af Danida, Udenrigsministeriet. ABONNEMENT Udvikling er gratis og udkommer seks gange om året. Bestilling af abonnement og ændring af adresse: www.udvikling.dk Bestilling af tidligere numre: www.danida-publikationer.dk Abonnementsservice: distribution@rosendahlsschultzgraﬁsk.dk, tlf. 4322 7300 Næste nummer udkommer 11. december 2012. REDAKTION Gæsteredaktør: Ulrikke Moustgaard (ulm) – [email protected], tlf. 3392 0932 Journalist: Jeppe Villadsen ( jv) Events og markedsføring: Sara Leth – [email protected], tlf. 3392 1842 Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven: Jesper Fersløv Andersen, kontorchef, Udenrigsministeriets Presseenhed Design: Esben Niklasson, Layout: India Tryk: Arco Graﬁsk. Papir: 115 gram MultiArt Matt DETTE NUMMER NR 5 – 2012 – OKTOBER/NOVEMBER – 39. ÅRGANG Udgivelsesdato: 26. oktober 2012. Redaktionen afsluttet 1. oktober 2012 Trykoplag: 15.948. ISBN 978-87-7087-674-2 (tryk) ISBN 978-87-7087-675-9 (elektronisk) ISSN 0106-0570 Forside: Zhang Xiaogang (værk) / Chang W. Lee / Scanpix & Colorbox (øv. tv) & Trevor Snapp/Corbis ANNONCESALG Treu Media: [email protected] eller tlf. 3333 0680 UDGIVER Danida, Udenrigsministeriet Asiatisk Plads 2, 1448 København K Danida er betegnelsen for Danmarks statslige udviklingssamarbejde, som er et aktivitetsområde under Udenrigsministeriet. Artikler i Udvikling udtrykker ikke nødvendigvis Udenrigsministeriets synspunkter. “ Da jeg var seks år gammel, sendte han mig et brev. Han skrev, at jeg skulle opføre mig ordentligt og hjælpe min mor med de huslige pligter. Jeg blev vred, fordi brevet til min bror lød: “Jeg vil tage dig med til månen,” mens brevet til min anden bror lød: “Vi vil sammen drage ud og bekæmpe imperialismen.” Aleida Guevara, datter af Che Guevara, i The Guardian, i anledning af 45-året i 2012 for sin fars død. De bidrager til dette nummer Laura Engstrøm, L E t København Susanne S Sayers, S København Bocar Dit Si Siréé Ba, B B Bamako Da kulturjournalisten researchede til kulturnoterne i det seneste Udvikling, stødte hun på nyheden om, at der nu omsættes for ﬂere kroner kunst i de kinesiske auktionshuse end i Vesten. Det ﬁk Laura Engstrøm til at gå videre og se nærmere på samspillet mellem det globale kunstmarked og de lokale kunstscener i lande som Indien, Kina, Brasilien og Mexico. (s. 6) 404 sider. Så meget fylder de tre nye rapporter om effekten af Danmarks civile indsats i Afghanistan, som journalist Susanne Sayers måtte danne sig et overblik over for at kunne skrive om, hvad resultaterne af den danske støtte til landet er. Evalueringsfolkene bag rapporterne kom på en hård opgave. Det gjorde journalisten også. Læs resultatet her i bladet. (s. 16) Programmedarbejderen på den danske ambassade i Mali beskæftiger sig især med landbrugsindsatsen. I en kronik i dette nummer fortæller han om de kulturforskelle, der er på spil, når dansk bistandsindsats møder den maliske virkelighed. Eksempelvis hæfter han sig ved danskernes hastværk. Som han skriver: “Vi i Sahel-regionen har ubegrænsede mængder af tid.” (s. 60) Indhold DANMARKS GLOBALE MAGASIN – NR 5 · 2012 · OKT/NOV · 39. ÅRGANG – Svensk udviklingsminister er træt af “prat, prat, prat” s.64 / T Tyranner – nu som kortspil so s.66 / s. UDVIKLING ERHVERV Sahel: 20 millioner i akut nød s.4 / Dansk ﬁtness i Tanzania s.10 / Har dansk bistand i Afghanistan hjulpet? s.16 / Gribbefond i modvind s.12 / U-landsstatistik kan misbruges s.34 / Mere religion i bistanden, tak s.44 / Kronik: Danida på godt og ondt s.60 / s.28 / Vækstland: Afrika har brug for retsreformer s.32 / Spekulation i fødevarekrisen s.33 / Banker åbner i Somaliland s.33 / POLITIK KULTUR Islamister på fremmarch i Mali s.23 / Magtskifte på verdens kunstscene s.6 / Etiopien løslader journalister s.23 / Storbritannien skjuler historiske overgreb s.43 / Homokamp i Uganda s.28 / Fotokunst fra Togo s.56 / Fotoreportage: Nigerias tabte paradis s.36 / Ambassadør i Thailand giver tips til rejsen s.58 / Foreign Affairs: Når maﬁaen tager magten s.50 / Anmeldelse: Angola på Biennalen s.59 / FASTE SIDER HOMOER, HADET OG DE HELLIGE Kristne missionærer fra Vesten indførte homofobien i Uganda, siger forfulgte seksuelle minoriteter i Afrika. s.36 / NIGERIA BRÆNDER Olie forurener – også livet for mennesker. Det har en nigeriansk fotograf brugt ti år på at dokumentere. Kulturen Kort: Stærk dokumentarﬁlm s.42 / Fra Comorerne til CEPOS s.24 / Debat: Mexicos “effektive” narkokrig s.63 / s.6 / Navne: Svensk minister i FN’s nye toppanel s.64 / Asiatisk Plads: Nyt om dansk bistand s.65 / IndVikling: Dus med diktatorerne s.66 / SIG GODDAG TIL DEN NYE PICASSO Den globale økonomi og magtbalance ændrer sig – også på kunstmarkedet. Kinesisk kunst slår rekorder. AGENDA UDVIKLING Gazas drikkevand er i fare Hvis der ikke gøres noget snart, vil drikkevandet i Gaza være udrikkeligt inden 2016. Det viser alarmerende analyser foretaget af FN. Problemet er blandt andet forurenet spildevand, der trænger ned i grundvandet. “Vi ser allerede nu problemer med åndedrættet, hudirritationer, øjensygdomme og mave- og tarmsygdomme, der alle kan tilbageføres til forurenet vand,” siger Mohamed al-Kashef, generaldirektør i Gazas sundhedsministerium. I øjeblikket er 25 procent af alle sygdomme i Gaza relateret til forurenet drikkevand. Der bor 1,6 millioner mennesker i Gaza, hvoraf halvdelen er børn. Tallet forventes at stige til 1,8 millioner inden 2020. • /SKA FOTOS: BEN CURTIS/POLFOTO (ØV) & COLOURBOX (NED.) 4/ “Vi kan redde ﬂere” Trods uroligheder i lande som Mali og Niger, er det bedre at satse på fødevaresikkerhed end på “hård sikkerhed”, mener ekspert. AF SUSANNE SAYERS Omkring 20 millioner mennesker i Sahel, bæltet på Saharas sydlige grænse i Vestog Centralafrika, har akut brug for hjælp. Høsten er slået fejl, fødevarepriserne stiger, regnen har svigtet, mens andre områder er blevet oversvømmet. Samtidig er ﬂygtninge fra konﬂikter i Mali og Libyen strømmet ind i blandt andet Niger, verdens næstfattigste land og det sted, hvor befolkningen er hårdest ramt af udsigten til endnu en sultkatastrofe. FN vurderer, at over en million børn er i akut risiko for at blive ramt af hungersnød i regionen, hvor børnedødeligheden i forvejen er så høj, at hvert femte barn aldrig når at fylde fem år. Klimaforandringer har sammen med stigende globale fødevarepriser gjort hungersnød til noget, der opstår hvert andet år, og dermed når befolkningen ikke at komme på fode mellem perioderne med hungersnød. Flere udviklingsorganisationer opfordrer derfor verdenssamfundet til at gøre mere for at forebygge katastroferne i stedet for at vente, til hungersnøden er en realitet. TÆNK LANGSIGTET “Vi står nu nærmest med en permanent katastrofe i Sahel, men det behøver ikke at være sådan,” siger Marianne Haahr, der er programkoordinator hos organisationen Care og derudover ekspert i Sahel. “Det er en myte, at de fattigste lande er svære at hjælpe. I Sahel kan man komme langt med enkle midler, og hvis vi forebygger, kan vi for de samme penge redde 80 gange så mange, som vi kan, hvis vi venter, til der er hungersnød,” siger hun. Marianne Haahr peger på, at regeringen i Niger gerne vil regulere markedet, så fødevarespekulation kan bremses. Lokale kornbanker og spare- og lånegrupper er andre virkningsfulde redskaber. På længere sigt handler det om fri bevægelighed i regionen og ﬂere investeringer i kvægnomaderne, der bidrager afgørende til Sahel-landenes økonomi og ernæring. Det har gjort situationen værre, at ﬂere af regionens lande er ramt af uro, men Marianne Haahr advarer mod at ændre fokus fra udvikling til konﬂikt. “Urolighederne har mange årsager, men sult og ulighed er de væsentligste drivkræfter. Derfor er fødevaresikkerhed bedre at satse på end “hård sikkerhed” som for eksempel våben og træning af politi og militær,” siger hun. • Antallet af tuberkulose-patienter, der er blevet resistente over for medicin, er stærkt stigende. Ifølge en artikel i det anerkendte medicinske tidsskrift The Lancet er 6,7 procent af tuberkulose-patienterne på verdensplan blevet resistente, hvilket forlænger behandlingen af deres sygdom markant. “Medicin-resistent tuberkulose er sværere og dyrere at behandle – og ofte mere fatal. Det er særligt bekymrende i områder med begrænsede ressourcer og ringe adgang til effektiv behandling,” siger Tracy Dalton, der er hovedforfatter på artiklen i The Lancet. Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO dør godt halvanden million mennesker af sygdommen hvert år. 95 procent af dem bor i lav- eller mellemindkomstlande. • /SKA Hjerneﬂugt fra u-lande kan forhindres Én af vejene væk fra fænomenet braindrain, hvor højtuddannede forlader u-landene for at arbejde i den rigere del af verden, kan gå via formelle partnerskaber mellem ph.d.-studerende i syd og ph.d.-studerende og forskningsinstitutioner i nord. Det viser en schweizisk undersøgelse af 44 ph.d.-studerende fra Asien, Afrika og Latinamerika, der har deltaget i et nord-syd partnerskabsprogram under det Bern-baserede National Centres of Competence in Research. Undersøgelsen konkluderer, at 90 procent af de ph.d.-studerende, der har deltaget i partnerskabsprogrammet, er blevet boende i deres oprindelsesland efter at have fået deres ph.d.-grad, samt at 60 procent har fået både bedre jobs og bedre lønninger. Den konkluderer også, at ph.d.-uddannede kvinder opnår de samme muligheder som deres mandlige kolleger. “Hvis et forskningsprojekt er godt nok koordineret, styret og ﬁnansieret, øger det chancerne for, at de ph.d.-studerende bliver hjemme for at nyde godt af de fordele, der følger med,” siger Francisco Becerra, forskningschef ved det schweiziske Council on Health Research for Development, til nyhedsportalen SciDev.net • /Simon Kratholm Ankjærgaard EU straffer en darling Paul Kagame, Rwandas præsident, blev engang set som Vestens darling i det centrale Afrika. Sådan er det ikke længere. EU har på anbefaling af en ekspertgruppe under FN’s sikkerhedsråd fastfrosset den direkte budgetstøtte til Rwanda. Årsag? Påstået støtte fra Kagames regering til oprørsgruppen M23 i nabolandet Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo). M23 beskyldes for krigsforbrydelser, herunder vilkårlige henrettelser, voldtægter og tvangsrekruttering, i kampen mod DR Congos hær. Kun bistand til nuværende projekter til fordel for fattige rwandere bliver videreført. Rwanda går således glip af op mod 70 millioner euro (cirka 520 millioner kroner) i de kommende seks år. EU er den største donor i Rwanda, og beslutning om at indefryse støtte kommer efter, at USA, Tyskland, Holland og Sverige også har stoppet støtten til landet. Præsident Paul Kagame har kun et skuldertræk tilovers for EU’s skridt. Han etablerer en såkaldt værdighedsfond, der skal frigøre landet for afhængighed af hjælp udefra. • /Regner hansen 5/ FOTOS: JØRGEN SCHYTTE/SCANPIX/DANIDA (ØV.) & MIKKEL ØSTERGAARD/SCANPIX/DANIDA (NED.) Tuberkulose-medicin virker ikke Kunst VERDENS NYE PICASSO ER KINESER Magtbalancen på det globale kunstmarked er under markant forvandling. Nu kan langt flere kunstnere i vækstlande leve af deres kunst. AF LAURA ENGSTRØM FOTO: TOPFOTO 6/ KINESISK KUNST ER BLEVET DYR. I 2011 GIK ET VÆRK FRA DEN KENDTE SAMTIDSKUNSTNER ZHANG XIAOGANG FOR 10 MIO. DOLLARS PÅ AUTIONSHUSET SOTHERBY I HONGKONG. HER HANS VÆRKER FRA SERIEN A BIG FAMILY. “ Et kunstmarked er ikke en konstruktion, man bare kan gå ind og lave. Når markedet i Kina har vokset sig så stort, er det, fordi kineserne nu ser kunst som en luksusvare, man kan vise frem på sin væg. Claus Andersen, gallerist Som Sumir Tagra sidder der i sin lyserøde totalinstallation på kunstmuseet Arken, ligner han det, han er: en succesfuld, ung indisk kunstner. Jakkesættet er moderne med små detaljer i signalfarver på reverset, om halsen har han en lædersnor, og brillerne ser dyre ud. Hans attitude er rolig og sikker som hos en, der hviler i sin succes. I de seneste år har han og partneren Jiten Thukral oplevet stor efterspørgsel på deres værker. Som den 33-årige Sumir Tagra siger med ydmyg høﬂighed: “Vi har været meget heldige. Havde vi prøvet at slå igennem for ti år siden, ville det ikke have været lige så let.” Foruden galleriet Nature Morte, der repræsenterer Thukral & Tagra i Berlin og New Delhi, samarbejder de to med gallerier i New York og Seoul og bliver ofte inviteret til internationale udstillinger. Som til den stort anlagte udstilling på Pompidou-centret i Paris om indisk kunst i 2011 og som nu på Arkens udstilling India Today. Globaliseringen har ramt de internationale kunstmarkeder med en meterhøj surfbølge, som ikke bare de internationale auktionshuse, gallerierne og kunstsamlerne rider højt på, men som også har bragt mange kunstnere i lande som Brasilien, Kina, Mexico, Korea, Sydafrika og Indien til en ny bred, hvor langt ﬂere nu kan leve af deres kunst. I Mexico tiltrækker den årlige kunstmesse nu toneangivende, internationale gallerier som Gagosian og Hauser & Wirth. Ifølge journalist Georgina Adam, der skriver om det globale kunstmarked for avisen Financial Times, har der aldrig været så meget samtidskunst på det internationale marked fra de tidligere u-lande som nu. “Kunstmarkedet er jo ligesom andre markeder: Det er også påvirket af globaliseringen. Den latinamerikanske samtidskunst har været der nogen tid, men der er kommet endnu mere af den. Der er også kommet en samling med afrikansk samtidskunst på Tate i London, og nu ser vi disse udstillinger med indisk kunst rundt om i verden,” siger Georgina Adam. KUNSTHANDEL BOOMER Det er ikke småpenge, der skyller ind over gallerierne, kunstsamlerne og auktionshusene rundt om i verden. Ifølge det franske konsulentﬁrma 7/ > sen, og så brændte de inde med en masse kunst, som de ellers ville have solgt tre år senere,” siger hun. Om det er grunden til, at der nu er ﬂere museer, der viser udstillinger, der viser, hvad en hel nation som Indien nu kan opvise af samtidskunst, vil Georgina Adam ikke benægte. Museerne for moderne kunst spiller en væsentlig rolle, når et kunstmarked skal bygges op. “Museerne skal selvfølgelig vise, hvad der sker netop nu i kunsten rundt omkring i verden, så folk får øjnene op for det. Men det er klart, at de også spiller en rolle for priserne på kunstmarkedet,” siger hun. > VIVAN SUNDARUM ER EN AF INDIENS FØRENDE KUNSTNERE OG MÆRKER STOR EFTERSPØRGSEL FRA UDLANDET. FOTO: LYNSEY ADDARIO/VII/POLFOTO 8/ Artprice, der rådgiver kunstsamlere om priserne på det internationale kunstmarked, blev der i 2011 omsat for 11,6 milliarder dollars. Det svarer til halvanden Femern-forbindelse, og er en historisk rekord. Aldrig tidligere har der været handlet så meget kunst. Årsagen skal især ﬁndes i Kina, hvor ﬂere og ﬂere milliardærer nu er ved at anskaffe sig en kunstsamling. I 2011 steg omsætningen på det kinesiske kunstmarked med 49 procent i forhold til 2010. Men også i Europa bliver moderne kunst anset for at være en forholdsvis sikker investering. I 2011 blev der handlet for 24 procent mere i Storbritannien, 23 procent mere i Tyskland og ni procent mere i Frankrig end i 2010. Kun i USA var omsætningen på kunstmarkedet faldet med tre procent i forhold til året før. Det er kunst fra perioden 1880 til cirka 1960’erne, der omsætter mest. Det, der kaldes moderne kunst. Samtidskunst hedder betegnelsen for kunst fra 1970’erne og op til nu. Og nej, det var hverken et værk af Picasso, Andy Warhol eller Giacometti, der opnåede den bedst sælgende pris på en kunstauktion i 2011. Det var et billede af en lotusblomst og et par kine siske ænder malet af Zhang Daqian. Det gik for 26,4 millioner dollars svarende til knap 160 millioner kroner på auktionshuset Sotheby’s i Hongkong (se næste side). Kinesiske Zhang Daqian blev dermed den bedst sælgende kunstner til dato. Lader man blikket løbe ned over den liste, som Artprice har lavet over de bedst sælgende kunstnere i 2011, er godt to tredjedele af dem kinesere. Det er kinesisk kunst, der bliver solgt lokalt i Kina, og som de færreste i Vesten har hørt om – endsige er interesseret i. Kineserne har også været gode til at opbygge et marked for moderne kunst. Nu er turen kommet til blandt andet Indien. “ Det voksende kunstmarked har også gjort, at langt ﬂere kunstnere nu kan leve af det. De er blevet økonomisk uafhængige. Vivan Sundaram, kunstner, Indien “Det er nogle interessante mekanismer, der sker på det globale kunstmarked. Det kinesiske kunstmarked boomede i årene 2003–2007 – lige inden ﬁnanskrisen. Det var en masse kunstsamlere, der tjente godt på det. Det typiske var at opkøbe moderne værker og så sælge dem igen tre år senere. Der var meget spekulation,” siger Georgina Adam fra Financial Times. “Indien har ligesom Kina en stor befolkning og mange af de samme karakteristika: en voksende middelklasse og ﬂere nye kunstsamlere. Indien har ikke noget statsﬁnansieret museum for moderne kunst, men de har ﬂere kunstfonde, som har opkøbt kunst inden for de senere år. Og der er kommet ﬂere samlere til. De, der spekulerede i det, begyndte typisk at opkøbe kunsten omkring 2006. Så kom ﬁnanskri- KINESERE KØBER KUNST Den danske gallerist Claus Andersen er enig. Han repræsenterer kunstnere som Olafur Eliasson og de nye stjerner, argentineren Tomas Saraceno og tyskeren Anselm Reyle. Han handler meget med udlandet og kender spillet på den internationale kunstscene. “Museerne fungerer som en blåstempling af kunsten. Når et museum for moderne kunst viser en udstilling med en bestemt kunstner, stiger priserne på markedet. Det er også derfor, museerne ofte er påpasselige med, hvad de køber ind, og hvad de viser,” siger Claus Andersen. “Et kunstmarked er ikke en konstruktion, man bare kan gå ind og lave. Når markedet i Kina har vokset sig så stort, er det, fordi kineserne nu ser kunst som en luksusvare, man kan vise frem på sin væg,” siger han. Galleristen tvivler derfor også på, at kunstmarkedet i Kina vil holde sit niveau, fordi det kun er oppebåret af kineserne selv. “I Indien og Sydamerika sker det meget langsommere. Kunstmarkedet skal have tid til at modnes, og der skal være en tradition, markedet kan falde tilbage på. På udstillingen på Arken er det også tydeligt, at Indien har meget at byde på,” siger Claus Andersen. Arkens udstilling India Today, der også omfatter en udstilling om indisk design, er støttet med 10 millioner kroner af den danske fond HolckLarsen, der er hovedsponsor. Fonden er etableret af den nu afdøde danske ingeniør Henning Holck-Larsen, tidligere dansk generalkonsul i Indien og grundlægger af virksomheden L&Tkoncern. Den er i dag en af Indiens største og mest velansete virksom- heder, og Arken-udstillingens anden største sponsor. Også danske fonde og virksomheder har spyttet i kassen til udstillingen. Det er der ifølge Claus Andersen gode grunde til. Når en fond eller virksomhed typisk er interesseret i at støtte kunsten, er det, fordi kunsten giver et godt image. Men der er også en anden grund. “Kunstsamlere er jo rige mennesker, der typisk også laver andre forretninger. Derfor er kunstmarkedet også blevet et vigtigt netværk for andet end at handle kunst,” siger Claus Andersen. “Der er sket store ændringer i Indien i de seneste ti-tyve år. Både økonomisk og politisk, og det kan vi også mærke på kunstscenen. Indien er blevet en del af den globale økonomi, og forandringerne på kunstscenen sker med et så eskalerende tempo, at det er svært at følge med,” siger Vivan Sundaram. “For kunsten og for kunstnerne er det både godt og skidt. Det er godt på den måde, at der er kommet en større åbenhed om kunst. Da jeg begyndte som kunstner i midten af 60’erne, var det mest maleri og skulpturer, der blev lavet. Nu er det alle genrer, også cross over-kunst (kunst, der benytter sig af UNG KUNST PÅ KOMETFART forskellige udtryksformer som video Globaliseringen af kunstmarkedet har og installationer, red.). Det har også ikke bare gjort kunstfondene, galleripåvirket mig. Jeg kan lave de kjoler af sterne og auktionshusene rigere, det skumgummi, som jeg udstiller her. Og har også gavnet kunstscenerne i de også de store billeder af affaldsdynlande, hvor man ellers ikke tidligere så ger, som jeg har med på udstillingen. kunst fra. Eller som Georgina Adam Det voksende kunstmarked har også siger: gjort, at langt ﬂere kunstnere nu kan “Kunstmarkedet skal jo næres et leve af det. De er blevet økonomisk sted fra. Så selv om det overvejende er uafhængige. Det har givet utroligt den moderne kunst, der sælger, er mange muligheder. Men kunsten er markedet for samtidskunst også vokogså blevet mere underholdende og set. Så det er klart, at der er kommet kommerciel,” fortæller han. mange, mange ﬂere kunstnere i spil. Vivan Sundaram er ikke repræsenNu er der tusinder!” teret af noget galleri. Det er han for Vivan Sundaram er en af de indiske gammel til, siger han. Topgallerierne i kunstnere, som udstiller på Arken. USA og Storbritannien vil helst samarHan har kunnet leve af sin kunst i bejde med unge kunstnere som Tukral årtier, men forholdene har ændret sig & Tagra eller Subodh Gupta, som også radikalt, fortæller han. Ikke bare bliver udstiller på India Today, fordi det kan han mindst en gang om året inviteret tage år at bygge en kunstner op. til en stor, international udstilling i “I Indien har vi en tradition med at udlandet; også på den hjemlige kunst- ære de gamle. Det faktum, at det nu er scene er der tryk på. de unge kunstnere, der har størst økonomisk succes, har vendt op og ned på dét. Men det er godt, at de unge får så meget selvtillid og en tro på, at de kan leve af kunsten fra så tidlig en alder,” siger han. Den unge kunsterduo Tukral & Tagra nikker, da dét synspunkt bliver præsenteret for dem. Den omfordeling af magten på kunstscenen, som de unge kunstneres succes har medført på den lokale indiske kunstscene, er noget, alle skal vænne sig til. De to bor stadig hjemme hos deres respektive forældre. “Der sker så store kulturelle ændringer netop nu i Indien, og det tvinger jo en til at tænke over, hvilken proces vi er i gang med. Der er meget, der ændrer sig nu. Vi har så mange opgaver, at vi har hænderne fulde og ofte må sige nej for ikke at miste ZHANG DAQIAN (1899 - 1983) FRA KINA ER fokus,” siger Sumir Tagra. • /Laura VERDENS BEDST SÆLGENDE KUNSTNER NOGENSINDE. Engstrøm er freelancejournalist. KINAS DYRESTE Værket Lotus og Mandarinænder af Zhang Daqian satte rekord for kinesisk kunst, da det sidste år gik for 24,6 mio. dollars. 9/ DE SOLGTE MEST I 2011 1. Zhang Daqian (1899–1983) Kina – 550 mio. dollars 2. Qi Baishi (1864–1957) Kina – 510 mio. dollars 3. Andy Warhol (1928–1987) USA – 325 mio. dollars 4. Pablo Picasso (1881–1973) Spanien – 315 mio. dollars 5. Xu Beihong (1895–1953) Kina – 220 mio. dollars 6. Wu Guanzhong (1919–2010) Kina – 212 mio. dollars 7. Fu Baoshi (1904–1965) Kina – 198 mio. dollars 8. Gerhard Richter (1932) Tyskland – 175 mio. dollars 9. Francis Bacon (1909–1992) USA – 129 mio. dollars 10. Li Keran (1907–1989) Kina – 115 mio. dollars Kilde: Art Market Trends 2011, Artprice Sundhed TRÆNINGSCENTRE TIL TANZANIANERE Fastfood og passivt computerliv. Livsstilen i Østafrikas storbyer bliver mere og mere som i Vesten – derfor satser en dansk fitnesskæde nu på et nyt marked i Tanzania. AF ANNE-MARIE MOSBECH 10/ Løbebånd, crossfit-maskiner og træningscykler er ikke det, de ﬂeste umiddelbart forbinder med Afrika. Men i tre af Tanzanias største byer er ﬁtnessmaskiner ikke desto mindre nu et af de nye fritidstilbud til indbyggerne. Den danske ﬁtnesskæde FitnessMaster har med støtte fra Danidas Business-to-Business program åbnet motionscentre i Dar es Salaam, Muansa og Arusha, hvor tanzanianere kan få pulsen op og brænde kalorier af. Indtil videre er de godt 250 navne på medlemslisten i det største center i hovedstaden Dar es Salaam dog ikke helt almindelige tanzanianere . “Det er de rige, der kommer her,” fortæller Jørgen Hyldahl, indehaver af FitnessMaster og tidligere fysioterapeut for det danske herrelandshold i håndbold. “Mit mål er at lave træningscentre, der er målrettet forskellige befolkningsgrupper, men vi er begyndt med et tilbud til de rige. Vi er nødt til at tjene penge, før vi kan lave noget for de næste lag. Til sidst er målet at udvikle tilbud til dem, der slet ikke har råd til at være med,” forklarer han. VESTLIG LIVSSTIL Selvom størstedelen af befolkningen i Dar es Salaam ikke har den ﬁtnessbevidsthed, der eksisterer i Vesten, og størstedelen af befolkningen hver dag bruger al deres tid på at opretholde en nogenlunde tålelig tilværelse, er en større del af byens indbyggere samtidig i gang med at kopiere en vestlig livsstil. De sidder stille bag ruderne i millioner af biler, busser og bag computerskærme enten på deres job eller hjemme i privaten. “ Da jeg fortalte folk i Tanzania om ﬁtness- og træningscentre, anede de ikke, hvad det var, jeg talte om. Jørgen Hyldahl, ejer, FitnessMaster “Der er prestige i at have elektroniske ting og spise fastfood, særligt for de unge, for så lever man ligesom i Vesten,” siger Dirk Lund Christensen, humanfysiolog og lektor på Københavns Universitets Afdeling for International Sundhed. Han har fulgt udviklingen af østafrikanernes livsstil gennem ﬂere årtier og oplever, at især i de større byer bliver hverdagslivet gradvist skarpere opdelt mellem arbejde og fritid, ﬂere får stillesiddende arbejde, tager bilen eller offentlige transportmidler frem for cyklen, og mange spiser mere fedt og raffineret sukker samt færre kostﬁbre end tidligere. Den nye livsstil har medført, at fedme er et voksende problem i nogle dele af Afrika. “I landene syd for Sahara er 23 procent af de voksne mænd og 30 procent af de voksne kvinder ramt af fedme og overvægt. Forventningen er, at dette tal vil blive fordoblet inden for de kommende 20 år,” siger Timothy Armstrong, koordinator i verdenssundhedsorganisationen WHO’s afdeling for kroniske sygdomme. Livsstilsændringen betyder også, at livsstilssygdomme som type 2-diabetes, cancer og hjertekarsygdomme er kraftigt stigende. Og i nogle områder af Østafrika er andelen af livsstilsbetingede dødsfald nu højere end dødsfald på baggrund af de klassiske, smitsomme sygdomme som tuberkulose, malaria og hiv/aids, påpeger Dirk Lund Christensen. INGEN KONKURRENTER – ENDNU Det er tre og et halvt år siden, Jørgen Hyldahl begyndte sit projekt i Tanzania. Det hele begyndte med, at en tanzaniansk mand trådte ind i Hyldahls butik i Harlev cirka ti kilometer vest for Aarhus. “Han begynder at fortælle om et land, der har sovet i mange år, men hvor der er utrolig mange muligheder for dem, som tør tage opgaven op – og han har en masse gode kontakter,” husker Jørgen Hyldahl. 14 dage senere står Jørgen Hyldahl i lufthavnen i Tanzanias hovedstad. 11/ MOTION GIVER MUSKLER. LIVSTILSSYGDOMME RAMMER NU OGSÅ AFRIKA, SÅ FLERE SKAL I GANG MED AT RØRE SIG. Spørger man Dirk Lund Christensen, er ﬁtnesscentre en god vej frem, hvis man skal bekæmpe fedme og livsstilssygdomme i Afrika. “Mere motion vil uden tvivl kunne forebygge både sygdom og dødsfald af ikke-smitsomme sygdomme i Afrika,” siger Dirk Lund Christensen og fortsætter: “Vi har eksporteret vores måde at leve på til det afrikanske kontinent, så der er ingen grund til ikke også at eksportere den anden side af det og komme med et modsvar som for eksempel muligheden for motion. Man løser ikke problemet, men det er en del af svaret.” • /Anne-Marie Mosbech er freelancejournalist. LIVSSTIL OG SYGDOM I TANZANIA • I 2008 døde 144.500 tanzanianere af ikke-smitsomme sygdomme, også kaldet livsstilssygdomme. Det svarer til 28 procent af alle dødsfald. • Årsagerne til livsstilssygdommene er især for lidt fysisk aktivitet, tobaksrygning, alkoholindtag og forkert ernæring. • I 2030 kan op mod 46 procent af alle dødsfald være forårsaget af livsstilssygdomme i de afrikanske lande syd for Sahara, som Tanzania tilhører. Kilde: Verdenssundhedsorganisationen WHO og Verdensbanken. FOTO: NICHOLE SOBECKI/CORBIS/POLFOTO “Da jeg fortalte folk i Tanzania om ﬁtness- og træningscentre, anede de ikke, hvad det var, jeg talte om. Nogle fra middelklassen havde hørt om det, og der fandtes også enkelte centre, men de lignede ikke noget, som vi herhjemme ville kalde et ﬁtnesscenter. Jeg kunne se, at der var et marked – der var i hvert fald ikke en stor konkurrence,” siger Jørgen Hyldahl. Men måske lurer konkurrencen om hjørnet. På den årlige konference African Business Conference, der afholdes af det amerikanske Harvard Business School, var netop ﬁtness på dagsordenen: “Kan den ﬁtnesskultur, som vi kender den fra USA, gentage sig i stor skala i Afrika?” Finans GÆLD TIL SALG En investeringsfond har uventet fået nej til at indkassere over en halv milliard kroner i gæld fra DR Congo. Afgørelsen kan bremse gribbefondes opkøb af forfalden gæld i de fattigste u-lande. AF SUSANNE SAYERS ILLUSTRATION: FLEMMING DUPONT 12/ OM GRIBBEFONDE • Fonde, som opkøber fattige landes gæld billigt af kreditorerne, lige før den er ved at blive afskrevet. Senere sagsøger de for det fulde beløb plus renter. “ Gribbefonde truer hele landes økonomiske stabilitet og fremskridt. Det mener en række ngo’er, som kæmper indædt mod fondenes ret til at spekulere i at købe gæld for en slik og derefter vente med at kræve den ind med renter og udsigt til tårnhøj gevinst. • Pengene søges inddrevet gennem forhandlinger, retssager og beslaglæggelse af værdier. • Gribbefonde går ofte efter lande, som er på vej til at få eftergivet gæld og dermed få forbedret deres evne til at indfri gamle gældsposter. • Der er stigende bekymring for, at gribbefonde udvander de fordele, som gældeftergivelse skulle have givet fattige lande. Det er en sag, der har det meste: et dybt forgældet u-land, statslige selskaber i skattely, griske amerikanske pengemænd, tvivlsomme lån til en grum diktator, forsøg på at beslaglægge en ambassade i USA og penge fra togdrift i Hongkong, politiske protester og en dramatisk retssag. Kedeligt har det ikke været at følge det særdeles risikovillige investeringsselskab FG Hemispheres forsøg på at inddrage en 30 år gammel gæld fra den Demokratiske Republik Congo (DR Congo). Men nu er sagen afgjort, og investeringsselskabet må foreløbig opgive. Den engelske kanalø Jerseys øverste domstol har afvist FG Hemispheres krav på over en halv milliard kroner mod det fattige land. Afgørelsen vækker glæde hos de ngo’er, der kæmper for at få u-lande ud af den bundløse gæld. Men sagen har også afsløret, at regeringen i DR Congo kan føre store summer uden om de statslige pengekasser. Den eneste årsag til, at sagen om DR Congos værdier blev ført i skattelyet Jersey, var, at DR Congo har sørget for, at det statslige mineselskab er en del af et joint venture netop der. Og den traﬁk kan meget vel have sendt milliarder af kroner ud af DR Congo til skade for befolkningen, vurderer organisationen Global Witness, der kæmper mod korruption. GÆLDEN, DER FORSVANDT Tilbage i 80’erne var den slags aftaler business as usual: Jugoslavien lånte penge til Zaires (den nuværende Demokratiske Republik Congos) diktator, general Mobuto Sese Seko. Pengene skulle bruges på at forsyne Mobutos hjemegn med strøm. Til gengæld ﬁk Jugoslavien lovning på gunstige kontrakter i Zaire. I alt var lånet på knap 40 millioner dollars, cirka 240 millioner kroner. På mange punkter altså en handel af den slags, som der er og har været masser af mellem nord og syd. Men som det også skete for mange u-lande, måtte Zaire opgive at betale gælden. Og så hørte man ikke mere til den i adskillige år. Det jugoslaviske selskab bag strømforsyningen var selv truet af konkurs, og Jugoslavien blev opløst efter en borgerkrig. “ Afgørelsen har først og fremmest betydning for de fattigste u-lande og for gammel gæld, men fondene er i stedet begyndt at spekulere i Grækenlands økonomiske problemer. Tim Jones, kampagneleder i Jubilee Debt Campaign Men i 2003 dukkede gælden op igen. Denne gang var gældsbeviset i hænderne på amerikanske FG Hemisphere, en såkaldt gribbefond – et risikovilligt investeringsselskab med speciale i at opkøbe den type gæld, hvor udsigten til at få pengene retur umiddelbart er tvivlsom. Lidt over tre millioner dollars, godt 18 millioner kroner, havde FG Hemisphere givet for gælden, altså mindre end en tiendedel af den oprindelige gæld. I mellemtiden havde Zaire ikke alene skiftet navn til den DR Congo, men fået gang i sin minedrift, og var i det hele taget ved så småt at komme på fode. Ergo var der værdier at komme efter, og FG Hemisphere krævede nu gælden betalt. Og så indledte fonden ellers for et par år siden en turné rundt i retssystemerne i en stribe lande, som DR Congo havde aktiviteter i. Nu var gælden ifølge FG Hemisphere vokset til mere end 100 millioner dollars, altså over en halv milliard kroner. Den oprindelige gæld var forsynet med over 20 års renter og omkostninger. Et forsøg på at beslaglægge DR Congos ambassade i USA slog fejl. Det samme gjorde et forsøg på at beslaglægge værdier i et jernbaneselskab i Hongkong, der skyldte DR Congo penge. Seneste forsøg var så den engelske kanalø Jersey, hvor FG Hemisphere i første omgang så ud til at få heldet med sig. Retten sagde ja til, at FG Hemisphere kunne kradse pengene ind hos Gecamines, Congos statslige mineselskab, der har en stor del af økonomien ﬂyttet i skattely på Jersey. Gecamines ankede, og for nylig ﬁk mineselskabet medhold: Gecamines er godt nok ejet af DR Congo, men selskabet er ikke så meget en del af staten, at det er ansvarligt for statens gæld, afgjorde retten. ET SLAG FOR GRIBBEFONDE Netop rettens afgørelse om, at kreditorer kun kan kræve pengene ind i et 13/ > FOTO: PANOS PICTURES/SVEN TORFINN 14/ statsligt selskab, der også kan siges at være ansvarligt for gælden, er en alvorlig svækkelse af gribbefondenes muligheder for at få gevinst i u-landene, mener Tim Jones. Han er kampagneleder i den britiske organisation Jubilee Debt Campaign, der arbejder for at få eftergivet de fattigste u-landes gæld og gøre spekulation i u-landenes situation sværere. Jubilee Debt Campaign, Oxfam og ﬂere andre ngo’er har kæmpet heftigt imod gribbefondenes forsøg på at lukrere på elendigheden i nogle af verdens fattigste lande. “Jeg forudser, at vi vil se færre af denne type sager fremover. Gecamines er ejet af DR Congo, og alligevel har retten altså vurderet, at det ikke er nok til at indkræve pengene hos selskabet. Det vil gøre det sværere for fondene at gøre krav gældende over for de fattigste lande,” siger Tim Jones, der glæder sig over afgørelsen. Problemet for spekulationsfondene er, at de ikke bare kan kræve pengene direkte af en stat. De penge, der bruges til at drive staten – penge til skoler, sygehuse, veje og så videre – kan man ikke gøre krav gældende i. Altså skal fondene ﬁnde andre penge, som staten har til rådighed, og som ikke er bundet op på samme måde i statens husholdningsbudget. Og hvis statslige selskaber som DR Congos mi- neselskab ikke kan gøres ansvarlige, begynder det at blive svært, vurderer Tim Jones. Han advarer dog om, at det ikke vil få gribbefondene til at klappe vingerne sammen. “ Internationalt er der intet til hinder for, at man køber gæld op mod at overtage retten til at indkassere den. Det er der et helt marked for. “Afgørelsen har først og fremmest betydning for de fattigste u-lande og for gammel gæld, men fondene er i stedet begyndt at spekulere i Grækenlands økonomiske problemer. Den type spekulationer kan gøre det svært at genoprette et lands økonomi, og fondene er uden for international kontrol,” advarer Tim Jones, der efterlyser international lovgivning på området. FONDE KRÆVER 1,5 MIA. DOLLARS Gribbefondene opererer ofte skjult, og det er usikkert, præcis hvor meget gæld de samlet kræver ind, og hvor meget det er lykkedes dem at få udbe- DE LOKALE I DEN CONGOLESISKE MINEBY LUBUMBASHI GÅR PÅ HUGST I ET BJERG AF SLAGGER TILHØRENDE GECAMINES. talt. Men Den Internationale Valutafond (IMF) vurderer, at spekulationsfondene lige nu har krav for omkring 1,5 milliarder dollars mod denne verdens allerfattigste lande – de samme lande, som har fået eftergivet en stor del af deres gæld af de nationer, de skyldte penge. Jubilee Debt Campaign har kaldt det absurd, at støttekroner på den måde nærmest kan havne direkte i lommerne på gribbefonde. I sagen omkring FG Hemisphere mod DR Congo tyder noget på, at investeringsselskabet kan have købt gælden ulovligt, men det har ikke været rettens begrundelse for at afvise selskabets krav. Og mange af gribbefondenes krav er lovlige. Internationalt er der intet til hinder for, at man køber gæld op mod at overtage retten til at indkassere den. Det er der et helt marked for. Men der er større og større pres for at få en international lovgivning, som regulerer, hvad fondene kan tillade sig. I EU har emnet været taget op, og fem EU-lande – Danmark er ikke iblandt dem – har bremset spekulation mod de fattigste u-lande. England vedtog en sådan lov i 2010, hvilket dog ikke ﬁk betydning for sagen på Jersey, fordi kanaløen ikke direkte er underlagt engelsk lovgivning. Efterfølgende har Jerseys lokale regering dog lovet at vedtage en lignende lov. • UDVIKLING TRUSSEL ELLER GEVINST? OKT / NOV #5 / 2012 Gribbefondene ødelægger de økonomiske fremskridt, advarer ngo’er. Men fondene har også fordele. AF SUSANNE SAYERS 15/ Gribbefonde truer hele landes økonomiske stabilitet og fremskridt. Det mener en række ngo’er, som kæmper indædt mod fondenes ret til at spekulere i at købe gæld for en slik og derefter vente med at kræve den ind med renter og udsigt til tårnhøj gevinst. Også Verdensbanken er bekymret over de risikovillige fondes iver efter at overtage gæld og derefter forfølge den benhårdt. Blandt andet fordi det kan gøre det sværere at gældssanere. Normalt vil kreditorerne gå med til at afskrive en stor del af gælden. Men hvis de ved, at der efterfølgende er andre kreditorer, som bare lurer på at kunne slå til og kræve hele gælden tilbagebetalt, vil de være mindre ivrige, vurderer Verdensbanken. GRIBBEFONDE I LIBERIA VAR GODT FOR LANDETS GÆLDSSANERING, FORDI DER KUN VAR FÅ KREDITORER. med en skrøbelig økonomi at tiltrække investorer, fordi investorerne kan være sikre på, at nogen står klar til at overtage gælden, hvis noget går galt, lyder argumentet. BRUGES SOM UNDSKYLDNING Samtidig vil fondene være yderst opmærksomme på et lands værdier, fordi det netop er herfra, de skal hente pengene. Det kan kaste lys over, om en regering styrer rigdom- mene forsvarligt. I tilfældet DR Congo har det vakt en del opsigt, at det statslige mineselskab har aktiviteter i skattely i Jersey. Flere udviklingseksperter har også peget på, at nok er gribbefondene et stort problem, men regeringerne i ﬂere gældstyngede stater bruger dem samtidig som en undskyldning for den dårlige økonomi, selv om hovedparten af problemerne skyldes korruption og dårlig forvaltning. • FOTO: ESPEN RASMUSSEN/POLFOTO FONDE: VI ER NYTTIGE Verdensbanken ser dog også fordele, blandt andet at gælden kan koncentreres på færre kreditorer, hvilket gør det lettere at overskue en gældssanering. Det var tilfældet med Liberia, som med Verdensbankens hjælp ﬁk slettet gæld for syv milliarder dollars. Det var de risikovillige fonde, som stod med hovedparten af gældsbeviserne, men de gik med til at skære 97 procent af gælden. Fondene selv hævder også, at de er nyttige. De gør det lettere for lande EVALUERINGER AFGHANISTAN UNDER LUP Der er lande, hvor det er svært at vurdere nytten af udviklingsbistand. Og så er der lande, hvor det er næsten umuligt. Afghanistan, den tredjestørste modtager af dansk bistand, hører til den sidste gruppe. FOTO: JAWAD JALALI/SCANPIX 16/ AF SUSANNE SAYERS EN UNG AFGHANER PÅ VEJ UD FOR AT LEDE EFTER ARBEJDE SOM BYGNINGSARBEJDER. “Man kommer kørende ind i skolegården i tre armerede køretøjer, stiger ud, alle har hjelme på og er under beskyttelse, og så er man der en times tid. Det giver jo ikke i sig selv noget særlig præcist indtryk af, hvordan undervisningen foregår. Man er derfor nødt til at søge oplysninger fra ﬂere forskellige kilder til information.” Konsulent Henrik Jespersen er en del af det team, der netop har evalueret Danmarks civile indsats i Afghanistan. En af de sværeste opgaver, han nogensinde har haft, fortæller han. I slutningen af august udgav Udenrigsministeriet to evalueringer, hvor der har været evalueringshold i Afghanistan, og et evalueringsstudie, som er en gennemgang af de rapporter, der allerede er på området. Konklusionen er, at det omstændighederne taget i betragtning går fremad med ﬂere af de civile indsatser i Afghanistan. Danmark har bidraget med 3,8 milliarder kroner de seneste 10 år, og udviklingsbistanden har nyttet. Det gælder først og fremmest i undervisningssystemet og indsatsen for at hjælpe ﬂygtninge tilbage til landet. Men der er også en række områder, hvor fremskridtene er små, og Afghanistans styre er stadig præget af ineffektivitet og politisk ustabilitet. “ Taleban er ikke modstandere af al udvikling, og al modstand mod udvikling skyldes ikke Taleban. Henrik Jespersen, konsulent FLERE I SKOLE? Det har krævet store anstrengelser og været dyrt – prisen er mere end ﬁre millioner kroner – at gennemføre evalueringerne, for det er næsten umuligt at skabe overblik i et land så skrøbeligt, usikkert og fragmenteret som Afghanistan. Alligevel er det lykkedes, men næsten-umulighederne har stået i kø undervejs. Tag nu bare spørgsmålet om skolegang. Man ved, at der er kommet ﬂere børn i skole, for det kan mærkes på tilstrømningen, men der er ikke præcise tal for det, blandt andet fordi der mangler optegnelser af, hvor mange børn der tidligere gik i skole. Man har heller ikke et klart billede af, om børnene går i skole regelmæssigt, ligesom det ikke er til at sige, 17/ > > hvor mange børn der ikke går i skole. Nogle steder kan de lokale myndigheder ifølge evalueringerne have et ønske om at nedtone, hvor mange elever der går i skole, fordi den islamistiske bevægelse Taleban i nogle områder er imod skolerne. “ Afghanistan er et sted, hvor de færreste vælger at blive længere end absolut nødvendigt, og overdragelsen af dokumenter og opgaver har ikke altid været optimal. FOTO: ROBERTO SCHMIDT/SCANPIX 18/ “Vi ved, at der er uddannet mange ﬂere lærere i løbet af de seneste 10 år, men vi kan kun sige meget lidt om kvaliteten af den undervisning, lærerne giver. På grund af sikkerhedssituationen har vi ikke haft tid til eller mulighed for at gennemføre grundige studier af situationen i klasseværelserne, og når vi har kunnet komme ud i klasserne, bliver det uundgåeligt på en måde, som giver et begrænset billede af, hvordan undervisningen foregår til daglig,” siger Henrik Jespersen, der fremhæver Helmand-provinsen som et af de vanskeligste steder at arbejde, mens besøg i for eksempel Herat-provinsen og byen Mazar-i Sharif (se s. 17) gav mulighed for længere ophold og dialog med skolelærere. Der ﬁndes områder af Afghanistan, hvor det er muligt at rejse friere end i Helmand, og hvor Taleban støtter undervisning og gerne vil have mere. Det er en af de for mange sikkert mere overraskende iagttagelser i evalueringerne. “Taleban er ikke modstandere af al udvikling, og al modstand mod udvikling skyldes ikke Taleban. Men det spiller en rolle, at der er dybe og gamle traditioner i Afghanistan, som ikke er sådan at ændre med hverken 10 eller 20 års indsats, for store dele af befolkningen støtter dem,” siger Henrik Jespersen. TALLENE MANGLER De store regionale forskelle betyder i forhold til evalueringen, at man ikke bare kan tage ud i et område eller to og så gange resultatet op – ekstrapolere det, som det hedder – for at få en landsdækkende tendens. SEPTEMBER 2012. EN AFGHANSK MAND KIGGER UD AD VINDUET I ET TEHUS I CENTRUM AF HOVEDSTADEN KABUL. En anden næsten-umulighed har været at fremskaffe skriftlig dokumentation for, hvordan udviklingsprojekterne er blevet styret, og hvilke resultater de har givet. Afghanistan er et land, hvor der har været begrænset tradition for at indsamle og bearbejde statistisk data, og problemet forstærkes af, at der samtidig ikke har været et stabilt styre i årtier. Papirerne har været spredt mellem forskellige instanser og myndigheder, og der mangler tal og dokumenter. Den hyppige udskiftning af udsendt personale i Afghanistan har bidraget til vanskelighederne. Det er et sted, hvor de færreste vælger at blive længere end absolut nødvendigt, og overdragelsen af dokumenter og opgaver har ikke altid været optimal. Hertil kommer, at der mange steder har været uoverensstemmelse mellem, hvad lokale embedsfolk og indbyggere har sagt, når evalueringsholdene har interviewet dem, og hvad der står i skriftlige kilder, men så har holdene forsøgt at få ﬂere kilder og har gjort opmærksom på uoverensstemmelserne, ligesom holdene har haft kontakt med tidligere udsendte for at få deres vurdering. “ET STORT ARBEJDE” Tre skarpe til Ole Winckler Andersen, kontorchef i Udenrigsministeriets evalueringskontor. Evalueringerne fra Afghanistan konkluderer, at meget går godt, men I har også kun sendt evalueringshold ud at kigge på de områder, hvor det går bedst. Hvorfor? “Vi så på de ﬁre indsatser, der har været de største: uddannelse, hjælp til hjemvendte ﬂygtninge, statsopbygning og levevilkår. Derefter så vi på, om der var nogle af de ﬁre indsatsområder, som andre havde evalueret for nylig. Det er ualmindelig dyrt at sende evalueringsteams til Afghanistan, og derfor er der ingen grund til at bruge penge på områder, hvor der allerede ligger en masse dokumentation. Det viste sig, at der var ret nye studier og evalueringer af både statsopbygning og levevilkår. Til gengæld manglede der information om uddannelse og indsatsen i forhold til ﬂygtninge. Derfor besluttede vi at gøre noget særligt ud af de områder og sende hold af sted.” “Når vi evaluerer i skrøbelige stater, kan vi ikke altid vide, om folk siger det, de tror, vi gerne vil høre. Eller om de under- eller overdriver noget af lokale hensyn,” siger Henrik Jespersen og fortsætter: “Så må man sammenholde det med, hvad vi ellers ved og kan ﬁnde frem til, og det har vi prøvet. Det er også lykkedes i en del tilfælde. Men vi er stødt på mange forhindringer undervejs. En af de mere uventede kom, da vi havde planlagt besøget i Helmand, og alt var klappet og klart og aftalt. Men så kunne vi ikke komme af sted, fordi der kom ministerbesøg til stedet, og det var blevet holdt hemmeligt af sikkerhedshensyn indtil sidste øjeblik.” Efter store anstrengelser ﬁk evalueringsholdene frembragt mange hundrede dokumenter, nuværende og tidligere ansatte og udsendte blev interviewet både i Afghanistan og Danmark, og tidligere analyser, studier og evalueringer blev gennemgået. På den måde har evalueringsholdene efterhånden kunnet sammenstykke et billede, som ifølge Udenrigsministeriet er troværdigt og giver overblik over effekten af Danmarks civile indsats i Afghanistan. • /Susanne Sayers er freelancejournalist. 19/ Har I så ikke evalueret statsopbygning og levevilkår? “Jo, men vi har gjort det ved at samle de rapporter, der allerede ligger på området, og få eksterne, uafhængige konsulenter til at nærlæse dem og trække tendenser ud. Det er et stort arbejde, så vi har ikke sprunget over, hvor gærdet er lavest, men vi har undgået at sende folk ud. Den slags sammenligning af studier bruger man også i andre former for forskning og evaluering.” Der er ingen evaluering af det civile-militære samarbejde om genopbygning, og det er blevet kritiseret. Hvorfor har I ikke evalueret det? “Fordi det ligger uden for Danidas område. Det er Forsvarsministeriet, der har stået for den del af indsatsen i Afghanistan.”• / > EVALUERINGER AFGHANISTAN-STATUS: HVAD VIRKER? Den danske civile bistand, som er administreret gennem Danida, har forbedret livet for afghanerne på en række områder, men evalueringerne viser, at der også er områder, hvor indsatsen har svært ved at slå igennem – her er nogle eksempler. DET GÅR GODT 20/ UDDANNELSE LEVEVILKÅR OG JOBSKABELSE • Antallet af lærere er ottedoblet til omkring 100.000. Mere end halvdelen er kvinder. • 11.000 familier har alene i 2011 fået midlertidige bosteder med dansk medvirken. • Det er ﬂere steder lykkedes at fremme lokalbefolkningens ejerskab til skolerne. • Der er oprettet vandforsyning på 647 nye steder. • Landsbyer har fået landsbyudviklingsråd, og dermed er der kommet større medbestemmelse og sammenhæng i en række landområder, hvor lokalbefolkningen nu sætter fælles mål for udvikling. • Sikkerheden er forbedret for især ﬂygtninge i Kabul. • Kvinderne har fået større indﬂydelse. • En række retssager har sikret, at ﬂygtninge og internt fordrevne har fået jord tilbage. • Færre kvinder giver udtryk for at være “ekstremt ulykkelige” • Det har styrket staten, at hjælpen er gået gennem det afghanske undervisningsministerium i stedet for direkte til skolerne. KILDE: DANIDA, UDENRIGSMINISTERIET HJEMVENDTE FLYGTNINGE • Der er mange ﬂere børn i skole. Omkring 7 millioner børn er i skole, knap 40 procent af dem er piger. I 2002 var tallet cirka 3 millioner børn, og få var piger. • I 2002 var der omkring 1.000 brugbare klasselokaler i Afghanistan, i dag er der ﬂere end 70.000. STATSOPBYGNING • Det har styrket den afghanske stat, at udviklingsbistanden er fordelt bredt og gennem staten. • Menneskerettigheder spiller en større rolle i afghanernes bevidsthed. • Der er større opmærksomhed på kvinders og børns rettigheder. • Fanger og tilbageholdte i fængslerne har fået bedre forhold. Uafhængighed: 1919 (fra Storbritannien) MAZAR-I SHARIF AFGHANISTAN KABUL HERAT PROVINSEN Stats- og regeringsoverhoved: Hamid Karzai Hovedstad: Kabul HEL PRO MAND VINS EN Antal indbyggere: 30,4 millioner (ca.) Areal: 652.230 km2 (ca. 15 gange større end Danmark) Etniske grupper: pashtuner (42 pct.) tadsjikere (27 pct.) hazara (9 pct.) usbekere (9 pct.) Sprog: persisk eller dari (50 pct.) pashto (35 pct.) tyrkiske sprog (11 pct.) Religioner: sunnimuslimer (80 pct.) shiamuslimer (19 pct.) Kilde: CIA World Factbook DET GÅR MINDRE GODT 21/ UDDANNELSE • Næsten hvert andet barn i Afghanistan kommer ikke i skole. • Pigerne må oftere undvære skolegang end drengene. • 11 millioner afghanere er analfabeter. • Der er massiv mangel på lærere, især kvindelige. • Danida har trykt nyt undervisningsmateriale for millioner af kroner, men det er umuligt at dokumentere, at det er nået frem til skolerne og bliver brugt. • Religion spiller fortsat en hovedrolle i uddannelsen på bekostning af mere almene færdigheder. HJEMVENDTE FLYGTNINGE LEVEVILKÅR OG JOBSKABELSE STATSOPBYGNING • 6 millioner afghanere – næsten en fjerdedel af befolkningen – er vendt tilbage til Afghanistan, men mange kan ikke bosætte sig i deres oprindelige områder og er ikke blevet genintegreret. • 36 procent af afghanerne lever under FN’s fattigdomsgrænse, og af de resterende er ﬂertallet tæt på grænsen og dermed meget udsatte over for forandringer. • Krigen mod terror opfattes i vidt omfang i Afghanistan som en krig mod islam og muslimer, hvilket underminerer en del af indsatsen. Det samme gør civile tab forårsaget af den militære indsats. • Der mangler job til de hjemvendte. • Der er for lidt fokus på de mange ﬂygtninge i byerne. • De fattigste familiers behov bliver overset, og der mangler projekter, der retter sig mod dem. • Manglen på job og den skrøbelige sikkerhedssituation tvinger især unge mænd ind i kriminelle aktiviteter og væbnede modstandsgrupper. • Den afghanske regering fungerer på mange måder stadig dårligt og ineffektivt. • Staten er afhængig af penge fra donorerne, og det kan true statens selvbestemmelse. Download eller bestil evalueringerne på www.danida-publikationer.dk. BAGSVÆRD KOSTSKOLE GYMNASIUM Tid til Talent Bedste priser på ﬂybilletter til kirkelige og humanitære organisationer Bagsværd Kostskole & Gymnasium (BK) er en udviklingsorienteret og traditions-rig skole grundlagt i 1908. Elever, der vælger en uddannelse hos os, siger ja til fællesskab, faglighed, seriøsitet og individuel talentudvikling. Det vi på Bagsværd Kostskole & Gymnasium kalder for: Tid til Talent. Se mere på www.raptim.dk - eller kontakt os på tlf. 87 23 12 30 Vi tilbyder: t t t t t t t Eneagent i Danmark: Dansk uddannelse med et internationalt præg Grundskole, 10. kl., studentereksamen (STX) Danmarks første femårig BioTek-uddannelse 8.kl.-3.g Sport- og talentklasse fra 7. kl. Mulighed for morgentræning tirsdage og torsdage Aktiv brug af it og internet i undervisningen Enkeltværelser til kostelever, lektiehjælp hver dag Scan QR koden og besøg vores hjemmeside www.bagkost.dk 22/ Aldershvilevej 138 DK-2880 Bagsværd Telefon: +45 44980065 E-mail: [email protected] MARGINAL.DK Annoncér i Udvikling Nå ud til flere end 15.000 engagerede og internationalt orienterede abonnenter! EU Palæstinensisk skee unge ung ﬁnder frihed på bølgerne i Middelhavet s.32 / “V TEMA TE DEN AFRIKANSKE DE SIL SILKEVEJ Holder påstand kinesisk nykolonen om ialisme i Afrika? s.20 / Tvangsaborter hær forvandler og seksuel udnyttelsee i colombiansk unge kvinder oprør oprørsmentalitet, skriver til soldater med kamikazeekspert i mennes s.40 / kerettigheder – NR 4 · 2012 DANMA GLOBALE MAGASRKS IN · AUG/SEP · 39. ÅRGANG ING · UD VIKL “EN FARLIG UDLÆNDING” DA NM AR KS Karen Blixen vækker harm ei Kenya 50 år efter sin død s.10 / GL OB AL E MA GA SIN 3· · DANMARK S GLOBALE · NR UDVIKLING 20 12 · JU NI/JU LI · 39 . ÅR GA NG MAGASIN · Brug Oikos som dit bidrag til FNs 2015 fattigdomsmål Da 39 ÅR enr igsmi nister iet. 2 01 n2 se ri ng g-p idli in rd rm Bo el fo af isu der for v · AUG/SEP nid a, Ud Vin NR 4 · 2012 Udgiv es af Udgives af Danida, Pengeinstitut med samvittighed www.oikos.dk PA LÆ ÆST TIN TIN A styri kan Villy et ko ikke la s.6 Søvn llaps de se / dal e,” si lviggee r FOREIGN AFFAIRS FARC'S DØDBR E KOMBATTANTEINGEND R Oikos er et bæredygtigt pengeinstitut, som låner penge til verdens fattige. Tag et globalt ansvar ved valg af pengeinstitut! OG NYT HJÆLPTER EENN? FOTO SURFERE I SELVSTYRET RET Udenrigsministeriet. Kontakt: Annoncekonsulent Jan Treu [email protected] – tlf. 3333 0680 ER HV ER V ØE STATNEN, HVOR STJÆ LER Repo Dan rtag i gr sk bi e fra s.46 øften levent Cuba yr en : / dte FO RE IGN AF FA IRS DØ NARKODSKAMPEN KARTEL MOD LERNE Mex bese ican skriv jre la erne s.24 er tid ndet vælger liger s nark pr / e ch obar æsiid ef fo on deen nt r U er – ik t i juli li. SA ’s na ke fo Den rkop rhan nye oliti dle m lede ed r skal dem , – – NR 3· 20 12 · JU NI/JU 25.00 GLOBAL DANM E MAG ARKS ASIN LI · 39 . ÅR GA NG 0 Så m bliv ang e e gif r hve piger t so r verd m b dag en ørn o s.4 ver 0/ – AGENDA POLITIK Burmas presse er stadig ufri Islamiske ekstremister vinder frem i Mali 23/ Mali, engang en oase af demokrati i det vestlige Afrika, er ved at blive overtaget af islamiske ekstremister. Oprørerne, som tæller folk med formodet tilknytning til al-Qaedaterrornetværket, erobrede tidligt i september byen Douentza og fortsatte således deres fremmarch fra nord. De får hjælp af tilrejsende krigere fra Algeriet, Pakistan og Afghanistan og har samtidig udmanøvreret krigere fra tuaregstammen, som de egentlig var i alliance med. De islamiske ekstremister vækker rædsel med deres strenge fortolkning af islam, hvor de kommer frem. En mand, der blev beskyldt for at være tyv, ﬁk hånden hugget af. Et par, der “bedrev utugt”, blev stenet ihjel. En halv million mennesker er drevet på ﬂugt. Ekstremisterne spreder også ødelæggelse. I byen Timbuktu har ekstremisterne ødelagt halvdelen af mausoleer og grave. Timbuktu er udnævnt til verdens kulturarv på grund af byens ældgamle moske og muslimske helligdomme. Malis fungerende regering beder om international hjælp til at nedkæmpe islamisterne. Overgangsregeringen er indsat af de militære kupmagere, der greb magten i april og afsatte den demokratisk valgte leder Amadou Toumani Touré, fordi han angivelig var passiv over for oprøret i nord. FN’s humanitære chef, Valerie Amos, fastslår, at det internationale samfund har svigtet den maliske befolkning i konﬂikten. • /Regner Hansen Terrordømte svenskere benådet De to svenske journalister, der i over et år har siddet i fængsel i Etiopien, blev d. 10. september benådet. Den svenske journalist Martin Schibbye og fotografen Johan Persson blev taget til fange, da de sammen med en gruppe oprørere krydsede grænsen fra Somalia ind i Etiopiens urolige Ogaden-provins. Oprørsgruppen stødte 1. juli sammen med regeringsstyrker i kamphandlinger, hvor 15 af oprørerne blev dræbt. De to svenske journalister blev fanget og idømt 11 års fængsel for at støtte terror. De valgte ikke at appellere dommen, men søgte som de første udenlandske statsborgere om benådning. De blev benådet i forbindelse med en masseamnesti, hvor hen ved 1.900 indsatte blev frigivet. Benådningen menes allerede i august at være blevet godkendt af den etiopiske premierminister, Meles Zenawi, men blev forsinket, da Zenawi afgik ved døden 20. august. • /JV FOTOS: IFEX (NED.) & TRAVAINI MARIO/POLFOTO (ØV.) Det er slut med at bruge sølvfarvet blæk for at slette afsnit i avisartikler, som militærjuntaen i Burma/ Myanmar fandt politisk ubekvemme. Det sydøstasiatiske land har indført demokratiske reformer, og den mangeårige demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi har nu sæde i parlamentet. Men trods ophævelsen af forhåndscensur ﬁndes det statslige censurråd stadig. Og især én bestemmelse fra generalernes æra er problematisk for pressefriheden: En avis- eller bladudgiver risikerer at miste licensen, hvis han efter censurrådets vurdering skader regeringen eller “bringer landets fred og sikkerhed i fare”. Der er dog håb. Regeringen overvejer yderligere lempelser i forhold til pressefriheden. • /RH FOTO: LISELOTTE SABROE/SCANPIX 24/ “ Jeg så noget anderledes ud end min familie på Comorerne. Jeg havde dreadlocks og hullede jeans, og det var kun noget, de havde set hos hjemløse.. MIT LAND KULTURPERSONLIGHEDER FORTÆLLER OM U-LANDE, DE HAR ET SÆRLIGT FORHOLD TIL Jacob Mchangamas Comorerne ET OVERVÆLDENDE OPHAV Chefjuristen i den liberale tænketank CEPOS voksede op i et venstreorienteret miljø på Østerbro i København. Men fra han blev teenager, fik han et nært forhold til Comorerne, hvor hans far kommer fra. Ét ord dækker hans følelse for den lille østat: overvældende. 25/ AF LAURA ENGSTRØM Jacob Mchangama er så dansk som en PH-lampe. Alligevel bliver han mindet om sit afrikanske ophav, når han ser sig i spejlet eller underskriver sig med sit afrikanske efternavn. Hans far er fra Comorerne, moren er dansk, og spørger man Jacob Mchangama, om han føler sig splittet mellem de to kulturer, er svaret nej. “Jeg har altid følt mig dansk, og i min opdragelse blev der lagt vægt på, at jeg var dansk. Jeg taler heller ikke comorisk. Mit tilhørsforhold er helt klart til det danske,” siger han. Jacob Mchangama er chefjurist i den liberale tænketank CEPOS. Og måske er det ikke så meget nationaliteten som det faktum, at hans far, Said Mchangama, altid har været dybt involveret i politik, der har præget ham og hans eget politiske engagement. Said Mchangama var en del af modstandsbevægelsen mod det franske kolonistyre på Comorerne i 60’erne. Siden kæmpede han mod prinsen Said Mohamed Jaffar, der kuppede sig til magten i 1975. “Min far har aldrig fortalt mig detaljerne omkring sin beslutning om at ﬂygte fra Comorerne. Men jeg ved, han blev fængslet,” fortæller Jacob Mchangama. Først ﬂygtede Said Mchangama til Paris, siden til Amsterdam, og så til København, hvor han mødte Jacob Mchangamas mor. Han blev i landet i 14 år, indtil 1990, og ernærede sig ved at drive et rejsebureau og senere et itﬁrma. Sideløbende holdt han kontakten med JACOB MCHANGAMA • Jacob Jomo Danstrøm Mchangama er født i 1978. • Blev uddannet jurist fra Københavns Universitet, hvor han er ekstern lektor i menneskerettigheder. • Deltager ofte i debatter og skriver avisindlæg. • Har tidligere arbejdet som advokatfuldmægtig, men har siden 2008 været chef-jurist i den liberale tænketank CEPOS. andre eksil-comorianere for at følge udviklingen i hjemlandet. Men hvor Said Mchangama har været optaget af politik i sit hjemland, har hans søn valgt en mere teoretisk tilgang. “Jeg husker ikke, at vi diskuterede dansk politik, men på en eller anden måde har det haft stor betydning for mig, at min far var så engageret. Politik fyldte meget i mit liv. Jeg husker, at jeg læste hans Economist, Newsweek og Le Monde fra 12-års alderen,” fortæller Jacob Mchangama. VS VERSUS LIBERALISME Jacob Mchangama deler dog ikke alle politiske synspunkter med sin far – slet ikke dengang. Han er en stædig fortaler for liberalisme og er blevet kendt for sine politiske klummer i blandt andet Berlingske Tidende, hvor han taler for en lille stat med lille indﬂydelse. Pengene ligger bedst i borgernes egne lommer. Det er langt fra den politiske indstilling, han er vokset op med. Begge forældre var venstreorienterede og stemte på det hedengangne parti Venstresocialisterne (VS), der havde ideologiske rødder i marxismen. “Både min far og min mor har siden rykket sig politisk, og jeg tror ikke, mine holdninger nu er så forskellige fra min fars. Det er svært at drage paralleller mellem Danmark og Comorerne, de to lande er så forskellige. Men min far har altid haft respekten for individet > FOTOS: PRIVAT 26/ JACOB MCHANGAMA ER PÅ BESØG I SIN FARS HJEMLAND - HER SES HAN MED SIN MOR OG FARFAR. og dets rettigheder, og han kan jo også se, hvad det har betydet for nabolandet Mozambique, at de indførte kommunistisk styre. Jeg ved i hvert fald, at han er meget kritisk over for en stor del af den u-landshjælp, der er blevet givet. Det har typisk været forfejlede FN-projekter, og de penge kunne være brugt meget bedre,” siger Jacob Mchangama. Jacob Mchangama husker tilbage på en barndom, hvor han først boede i et kollektiv og siden i et byggeforeningshus på Østerbro. Der hang billeder med hammer og segl på væggene, og farens afrikanske venner kom tit på besøg. “Jeg synes nu altid, det var lidt pinligt, når de var der. De talte et underligt sprog og gik i noget underligt tøj,” fortæller Jacob Mchangama. Den afrikanske indﬂydelse blev ved det. Jacob Mchangamas forældre blev skilt, da Jacob Mchangama var seks år, men faren blev boende i Danmark og ﬁk ny familie. I 1990 rejste han tilbage til Comorerne, hvor han siden blev ﬁnansminister for øgruppen og parlamentsformand. Nu er han borgmester i byen Mohoro og formand for den nationale forening af borgmestre. og de syntes ikke om, at jeg gik sådan klædt.” “I forhold til dansk standard boede de ret primitivt. Det er jo et fattigt land, og her ville man måske synes, det var helt ubeboeligt og ikke godtage en stand, der var så faldefærdig, men på Comorerne er det et godt sted.” Jacob Mchangama rejste til Comorerne næsten hver sommer for at besøge sin far, indtil han begyndte at studere på universitetet. Han har fulgt Jeg føler stadig stærkt for den politiske udvikling – eller måske snarere afvikling – tæt, siden han beComorerne, og min drøm er, gyndte at komme der. På de knap 40 at Comorerne engang vil blive år landet har haft sin selvstændighed, Afrikas Hong Kong.” er regeringsmagten blevet kuppet over 20 gange. Øgruppen skifter politisk leder så ofte, som andre skifter “Det gik op for mig, hvor stor fasokker. Og Jacob Mchangama kan milie jeg egentlig havde. Min bedste- kun ærgre sig over, at hans fars fædremor græd, da hun så mig. Eller den land ikke har grebet fat i en indtægtsene af dem. Jeg har ﬁre bedstemødre kilde som turismen. og 20 onkler. Det er lidt noget andet “Mauritius, der ligger tæt på Comoend en kernefamilie i Danmark. Ret rerne, har nærmest europæisk levefascinerende. De har altid modtaget standard. Langt hen ad vejen er der mig med åbne arme. Også selv om ikke nogen grund til, at Comorerne jeg så noget anderledes ud end min ikke skulle have de samme forhold. familie på Comorerne. Jeg havde Mauritius har ganske vist en helt anden dreadlocks og hullede jeans, og det kultur og en anden etnisk sammenvar kun noget, de havde set hos hjem- sætning og har løsrevet sig langt tidliløse. Min familie er ret velanset der, gere fra Frankrig, men de har satset på 20 ONKLER Jacob Mchangama var 13 år gammel, da han første gang satte benene på Comorerne i slutningen af 1980’erne. Om det er familien dér, han husker tilbage på, eller blot mødet med det eksotiske land, ja så lander han på det samme ord igen og igen: overvældende! “ turisme og har tiltrukket investeringer til landet. Det er ikke sket på Comorerne. Landet har en stor eksport af vanilje, men det er for nichepræget til at bygge en stor eksport på. Så længe potentielle investorer hele tiden frygter et nyt militærkup, vil de jo ikke investere,” siger Jacob Mchangama. Han fortsætter: “Jeg føler stadig stærkt for Comorerne, og min drøm er, at Comorerne engang vil blive Afrikas Hong Kong med en høj grad af frihedsrettigheder og åbenhed for udenlandske investeringer. Et land som Sydkorea havde samme levestandard og BNP som Ghana i 60’erne, men de er jo kommet efter det. Det afgørende for, at sådan noget kan ske, er igen at få en stabil, politisk ramme. Det kan godt være, man skulle bruge udviklingsmidler til dét.” Og så siger Jacob Mchangama noget, man ikke skulle tro, kom fra hans mund: “For at få større stabilitet kunne det godt være, de havde behov for bistandsmidler til at opbygge en stat, der er stærk nok til at udgøre den institutionelle ramme om udviklingen. Men kun i det omfang, det er nødvendigt for at tiltrække udenlandske investeringer. De mangler jo en hel infrastruktur, ikke mindst veje og et udbygget elnet.” Jacob Mchangama har ikke længere så tæt kontakt til sin comoriske familie. Men ét kan han sige om de mange besøg: “Det har helt klart givet mig et andet perspektiv på verden, end hvis jeg kun havde kendt til Østerbro.” • DEN KOMMENDE CEPOS-JURIST SAMMEN MED FÆTTER OG VENNER. 27/ TEENAGEREN JACOB MCHANGAMA SLAPPER AF PÅ STRANDEN MED EN BOG. COMORERNE: • Øgruppe på i alt 2.170 km2 mellem den afrikanske østkyst og Madagaskar. • Befolkningstallet er knap 800.000, halvdelen lever under fattigdomsgrænsen. • Øgruppen består af ﬁre hovedøer, hvoraf den ene, Mayotte, er fransk og har status som en fransk kommune. • Comorerne blev erklæret for en uafhængig islamisk stat i 1975. • Siden er fulgt kup på kup. To diktatorer har skiftevis sat dagsordnen: Ali Aoilih og Bob Denard. • Efter valg i 2010 blev den tidligere vicepræsident Ikililou Dhoinine indsat som præsident i maj 2011. JACOB MCHANGAMA OG HANS MOR PÅ BESØG HOS SLÆGTNINGE I FADERENS LANDSBY. Uganda BØSSEHAD KOM FRA VESTEN En voldsom homofobi i Uganda er vokset frem under indflydelse af kristne, vestlige prædikanter. Aktivister har taget kampen op for at stoppe forfølgelse – og måske i sidste ende dødsdomme. AF MARIE SJØDIN GRÆSHOLM FOTO: BENEDICTE DESRUS 28/ HOMOSEKSUELLE I UGANDA ER BLEVET SAMFUNDETS SYNDEBUKKE OG FÅR SKYLD FOR AT VÆRE ÅRSAG TIL ALT FRA STATSGÆLD TIL FATTIGDOM. Tre dage før Frank Mugisha, formand for organisationen Seksuelle Minoriteter Uganda (SMUG), tog til Danmark i august 2012, blev han overfaldet midt på gaden i Ugandas hovedstad, Kampala. Grunden er enkel: Frank er en kendt homoseksuel i et stærkt homofobisk land. Homoseksualitet har været forbudt siden kolonitiden, og Uganda får jævnligt besøg af amerikanske prædikanter, der puster til homofobien. Størstedelen af befolkningen er religiøse, og mange stoler derfor på kristne budskaber om, at homoseksualitet er en vestlig sygdom, som skal bekæmpes. Nu ligger en lov mod homoseksualitet klar til afstemning i parlamentet. Bliver den vedtaget, kan homoseksuelle ende på dødsgangen, dømt for deres seksualitet. 29/ SVÆR KAMP Han er iført et stiligt, gråt jakkesæt, og bag læberne gemmer sig et hvidt og venligt smil af snorlige tandrækker. Man kan ikke umiddelbart se, at Frank Mugisha er kriminel, men det er han i sit hjemland Uganda, for her forbyder man homoseksualitet. Gennem foreningen SMUG kæmper Mugisha for homoseksuelles rettigheder, men det er svært. For den stærke homofobi hænger sammen med religionen, og den har et godt tag i befolkningen, siger han. “Det er en del af vores kultur at være religiøs. Befolkningen tror, vi misbruger børn, de tror, vi har hiv og aids. De tror, at vi vil omvende alle afrikanere til at blive homoseksuelle, og vores største udfordring er, at de har fået de idéer fra religiøse ledere,” siger han. > > FOTO: BENEDICTE DESRUS 30/ Mugisha og andre, som er åbent homoseksuelle, bliver jævnligt udsat for chikane, fortæller han. Politiet eller helt almindelige mennesker overfalder dem eller slæber dem med på politistationen. Åbent homoseksuelle mister deres job, bliver ekskluderet af deres familier, og nogle arbejder som prostituerede for at tjene penge. Det er specielt i forbindelse med prostitution, overgrebene sker. Foreningen SMUG har opsat en 24-timers hotline, som man kan ringe til, så snart man oplever problemer. Men overgrebene sker alligevel, fortæller Mugisha. FRA INTERN STRID TIL ÅBEN KRIG Ifølge Holger Bernt Hansen, professor emeritus og tidligere leder af Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, skal man langt tilbage i tiden for at ﬁnde homofobiens udspring. Det er et grundlæggende træk i den traditionelle afrikanske kultur, mener han. Allerede før kolonitiden var homoseksualitet et tabu, men det var kolonimagterne, der koblede homofobi og religion sammen. Kristendommen tillod ikke homoseksualitet, og derfor indførte man et decideret forbud – en lov, som stadig gælder i dag. I 1997 besluttede en anglikansk kirke i USA at indsætte en homoseksuel mand på posten som ny biskop, men det ville de andre kirker i den anglikanske union ikke acceptere. Stærke anglikansk-kristne kræfter verden over tog del i den anti-homobevægelse, som udnævnelsen af den homoseksuelle biskop i USA startede. Det gjaldt især den anglikanske ærkebiskop i Uganda, der samlede støtter fra sin egen og fra de katolske og ortodokse kirker og førte kampagner mod homoseksualitet. Fra at have været en intern strid i en kristen bevægelse, er det blevet til en åben anti-homokrig i Uganda, fortæller Holger Bernt Hansen. “ Befolkningen tror, vi misbruger børn, de tror, vi har hiv og aids. De tror, at vi vil omvende alle afrikanere til at blive homoseksuelle. Frank Mugisha, formand for Seksuelle Minoriteter Uganda “Det handler ikke længere om kirken. Det var bare den, der satte ild til lunten. Nu bruges homoseksualitet til at forklare både fattigdom, krig og statsgæld. Man har brug for en slags syndebuk, og det bliver holdt ved lige af kristne, amerikanske prædikanter,” siger han. MASSIV MODVIND I en rapport fra august 2012 skrev den liberale, amerikanske tænketank PRÆDIKANTER HOLDER LØBENDE DEMONSTRATIONER MOD HOMOSEKSUELLE I UGANDA. Political Research Associates, at højreorienterede, kristne organisationer fra USA over de sidste fem år har oprettet en del afdelinger i afrikanske lande. I Uganda åbnede den konservativt kristne forening The American Center for Law and Justice eksempelvis to nye kontorer, mens Uganda debatterede “anti-homoloven” første gang i 2009 og 2010. Fra de afrikanske kontorer lægger de kristne foreninger pres på beslutningstagere for at fremme kristne værdier som anti-homoseksualitet og modstand mod abort, hedder det i rapporten. SMUG forsøger, sammen med 45 andre organisationer, at påvirke alle, der har indﬂydelse til at tale deres sag – lige fra regeringsparlamentarikere til lokale politikere og skolelærere. Men det er ikke nemt at omvende befolkningen, og selvom organisationerne samarbejder, betyder det heller ikke nødvendigvis, at de sympatiserer med homoseksualitet, mener Frank Mugisha. Det er homofobien for stærk til. “De ﬂeste organisationer arbejder for menneskerettigheder. De ønsker, at alle mennesker bliver behandlet ordentligt, men det betyder ikke, at de går ind for homoseksualitet,” siger han. Mugisha er taknemmelig for organisationer, som vil samarbejde, for de løber en stor risiko. Ugandas regering meddelte i juni i år, at den vil lukke 38 af de organisationer, der arbejder for homoseksuelles rettigheder, og i det omstridte lovforslag vil medlemmer kunne få op til syv års fængsel. PRÆSTER PRESSER “Anti-homoloven” var egentlig blevet skrinlagt i 2011. Men i februar 2012 blev den taget op igen, og på trods af et stort internationalt pres er den stadig ikke taget af bordet. Tager parlamentet den op til afstemning, bliver den vedtaget. Det mener både Holger Bernt Hansen og Frank Mugisha: “Der er simpelthen så massiv en modvilje mod homoseksualitet og støtte fra alle sider til, at forslaget skal igennem,” siger Holger Bernt Hansen. Mugisha er enig: “90 procent af stemmerne i parlamentet er for forslaget, og befolkningen er også på deres side,” siger han. Mugisha mener, at omkring 80 procent af befolkningen støtter forslaget, mens Holger Bernt Hansen anslår DANSK STØTTE TIL SEKSUELLE MINORITETER I UGANDA • Danmark støtter Uganda med omkring 300 millioner kroner om året. • En del af støtten går til projekter, der forbedrer vilkårene for særligt udsatte befolkningsgrupper – herunder homoseksuelle. Fokus er især på at forebygge og behandle hiv-smitte. • Den danske bistand går blandt andet også til paraplyorganisationen MARPs, som giver støtte til foreninger, der arbejder for at forbedre de forskellige gruppers rettigheder. Et af MARPs projekter handler om at forebygge diskrimination af og fordomme mod homoseksuelle i sundhedsvæsenet i Uganda gennem undervisning af sundhedspersonale. tallet til at være højere. I juni 2012 lagde både katolske, anglikanske og ortodokse biskopper i Uganda pres på parlamentet for at få loven vedtaget. Det skrev den ugandiske avis The Daily Monitor. Ifølge avisen mener biskopperne, at homoseksualitet er “et angreb på Biblen og ægteskabet”, og de opfordrer alle kirker i landet til at holde stand mod homoseksualitet. Frank Mugisha og SMUG har ikke de store muligheder for at blive hørt, før lovforslaget skal til afstemning. Hvis det skal det. Det løb er nemlig kørt, mener Mugisha. “Parlamentet sendte en høring ud, da loven blev fremsat første gang i 2009. Det kommer ikke til at ske igen. De mener, at de har hørt, hvad vi har at sige i SMUG,” siger han. HOMOSEKSUALITET ER EN SYND, MENER BISKOPPER I UGANDA, DER PRESSER PÅ FOR AT FÅ INDFØRT EN ANTI-HOMOLOV. om homoseksualitet er samtidig gået hen og blevet et opgør med Vesten og kolonitiden. “De afrikanske stater mener ikke, at vestlige lande endnu en gang skal diktere lov i Afrika, som de gjorde i kolonitiden. De vil selv bestemme, om homoseksuelle skal have samme rettigheder som alle andre, og Vesten skal blande sig udenom,” siger Holger Bernt Hansen. Arbejdet for homoseksuelles rettigheder bliver opfattet som en slags nykolonialisme, hvor vestlige lande endnu en gang vil bestemme i Afrika. Og Vestens holdning anses for hykle- risk, da de tidligere kolonimagter selv indførte lovgivning mod homoseksualitet. I Danmark har man også diskuteret, hvorvidt dansk bistand skal gå til et land, der ikke overholder menneskerettighederne på dette område. Men hverken Holger Bernt Hansen eller Frank Mugisha mener, at løsningen er at skære i støtten til Uganda eller nogen andre afrikanske lande på den baggrund. Det nærer modstanden mod den gamle, hvide dominans, og i sidste ende får de homoseksuelle skylden for, at landene mister deres støtte. Så vokser homofobien. • FOTO: BENEDICTE DESRUS HOMOFOBI ER UDBREDT Uganda er langt fra det eneste afrikanske land, hvor homoseksualitet er blevet et tabu i befolkningen på grund af religion og vestlige missionærer. I det nordlige, muslimske Nigeria overvejer man at fremlægge et lovforslag om dødsstraf til homoseksuelle, der ligner det i Uganda, og i Sydafrika oplever homoseksuelle ifølge organisationen Amnesty International et stigende antal hatecrimes, selv om ægteskab mellem to af samme køn er lovligt. Over 35 afrikanske lande har enten strenge love om homoseksualitet elleren udbredt homofobisk holdning. Det er utroligt stærke kræfter, SMUG og Mugisha er oppe imod, mener Holger Bernt Hansen. Spørgsmålet 31/ VÆKSTLAND EKSPERTER OG ERHVERVSLEDERE SKRIVER OM MARKEDS- OG FORRETNINGSUDVIKLING I U-LANDENE RETSREFORMER ER GOD FORRETNING Investorers lyst til at sætte penge i afrikanske lande står og falder med tilliden til landenes retsvæsen, skriver tidligere direktør i Coca-Cola. AF NEVILLE ISDELL FOTO: ICF 32/ Et sundt investeringsklima drejer sig lige så meget om investortillid som om forretningsmuligheder og ressourcer, og selv om erhvervsliv og retsvæsen ofte anskues som to helt forskellige områder, kan et svagt eller ineffektivt handelsretsvæsen have stor betydning for investorernes lyst til at anbringe deres penge. Problemer med overholdelse af kontrakter og vanskeligheder med at få medhold ved landenes handelsretlige instanser bliver hyppigt nævnt som begrundelser for ikke at investere i Afrika. Og på baggrund af den aktuelle ﬁnanskrise har investorerne mere end nogensinde før brug for at føle sig sikre på, at der ﬁndes effektive processer, som kan løse konﬂikter og gøre det muligt at få erstatning for tab. Hvis den slags garantier ikke ﬁndes, er virksomhederne henvist til at måtte slås for at overleve, og konﬂikter bliver bilagt med uofficielle midler. I værste fald må investorerne søge helt andre investeringsmuligheder. Der er mange historier om investorer, som må kæmpe en hård kamp for at få erstatning i tilfælde af misligholdte kontrakter, eller om iværksættere, der har svært ved at gå rettens vej, fordi det koster både tid og penge. Og små og mellemstore virksomheder (SME’er) risikerer at blive særlig hårdt ramt, hvis adgangen til at benytte retsvæsenet er forbeholdt pengestærke individer. Det er ikke overraskende, at hen ved 80 procent af Afrikas befolkning menes at være henvist til at benytte sig af uformelle institutioner for at få en afgørelse. Det hører med i billedet, at regeringerne har fordel af et velfungerende retsvæsen, ikke kun fordi det betyder forøget investortillid, men også fordi det fører til større gennemsigtighed i erhvervslivets aktiviteter og en bedre overholdelse af de ﬁnans- og skattepolitiske regler – hvilket igen har væsentlig betydning for skatteinddrivelsen. Forskning tyder desuden på, at en bedre overholdelse af kontraktlige forpligtelser er direkte knyttet til nemmere adgang til kreditter, hvilket igen fører til en styrket SME-sektor, der kan bidrage til at skabe arbejdspladser og velstand. delsretlige system i lande som Mali, Rwanda, Tanzania, Sierra Leone, Burkina Faso, Mauritius og Zambia giver grund til optimisme. Men den vigtigste grund til optimisme er måske, at vi ser adskillige eksempler på afrikanske regeringer, der samarbejder om at indføre forbedringer, som allerede er indført i andre afrikanske lande. Afrikanske lande er kort sagt for egen kraft og med brug af egne fælles erfaringer og ekspertise i gang med at fjerne de barrierer, der i så lang tid har holdt investorerne væk og lagt en dæmper på hjemlige iværksættere. Og denne proces virker selvforstærkende. Hver gang en reform gennemføres, virker den som en katalysator for yderligere reformer og udløser derved forbedringer af investeringsklimaet på hele kontinentet. • Neville Isdell er tidligere direktør i Coca-Cola co. og bestyrelsesformand i LÆRE AF VENNER OG NABOER I ICF (The Investment Climate Facility for Africa, red.) oplever vi en voksende efterspørgsel efter reformer af retsvæsenet blandt vores medlemsregeringer, som gør betydelige fremskridt med hensyn til at forbedre de processer og infrastrukturer, der er nødvendige for konﬂiktløsninger. Mærkbare forbedringer i det han- ICF – The Investment Climate Facility for Africa – et offentligt-privat partnerskab, der arbejder for at forbedre investeringsklimaet på kontinentet. Kommentaren er en forkortet udgave af indlægget “Reforming Commercial Courts, Making Business Easier” bragt på www.thinkafricapress.com Oversat af Claus Bech ERHVERV Somaliland åbner for private banker Somaliland er godt på vej mod vedtagelsen af en lov, der for første gang sikrer private banker adgang til landområdet, som i 1991 løsrev sig fra Somalia. Første skridt blev taget i april med etableringen af den første officielle centralbank. Siden løsrivelsen har bureauer, der forvalter private pengestrømme, særligt remitter, været de eneste aktører i den ﬁnansielle sektor. Det har dæmpet interessen fra udenlandske investorer, der længe har efterlyst bedre kreditkort-faciliteter og hæveautomater, så de ikke behøver at rejse ind i landet med kufferten fuld af rede penge. Det største pengebureau i Somaliland er Dahabshiil, hvis direktør, Abdirashid Duale, nu satser stort på at etablere landets første private bank. • /SKA Kina nærmer sig himlen Hvis man lægger nakken tilbage, ﬁnder man et meget synligt tegn på, at magten på kloden så småt forskyder sig fra USA mod Kina. Snart overgår Kina verdens eneste supermagt i antallet af skyskrabere. Ifølge den kinesiske forskningsorganisation MotianCity fører USA lige nu, men i løbet af få år overtager Kina førstepladsen, når det gælder de særligt høje højhuse. Og i 2022 vil Kina have 1.318 skyskrabere – eller ﬂere end dobbelt så mange som USA, anslår MotianCity, der holder øje med skyskraber-udviklingen. Samtidig bliver Kina hjemland for verdens højeste bygning. Det er en skyskraber på 838 meter i Changsha, som er hovedstad i Hunanprovinsen i den sydligt-centrale del af landet. Ikke alle kinesere er begejstrede for boomet i skyskraber-byggeri. Ifølge ﬂere blogindlæg er skyskrabere frås. Det ville være bedre at bruge penge på blandt andet sundhed, mener kritikerne. • /RH 33/ Schweizisk fødevaregigant begår brøler Det har i den grad skabt ballade, at to direktører fra verdens største forhandler af råvarer, det schweizisk baserede Glencore, har udtalt sig i positive vendinger om den globale fødevarekrises kommercielle muligheder. Virksomhedens direktør for landsbrugspr produkter, Chris Mahoney, har således sagt, at kr krisen med dens stigende priser og høje grad af omskiftelighed skaber “gode forretningsm muligheder” for Glencore. Virksomhedens øverste direktør, Ivan G Glasenberg, slår lignende toner an, idet han ha har været ude med meldinger om, at den globa bale fødevarekrise har betydet, at industriens grundbetingelser er “de mest positive, der har været i et stykke tid”. Udtalelserne har vakt vrede ﬂere steder i FN-systemet og blandt de humanitære organisationer. Generaldirektøren for FN’s fødevareog landbrugsorganisation FAO, José Graziano da Silva, mener, at “overdreven spekulation” i fødevarekrisen er den direkte årsag til de stærkt stigende priser. Bare siden juli er fødevarepriserne i gennemsnit steget med seks procent. I perioden fra 2003 til 2011 er priserne på korn steget med hele 120 procent. • /Simon Kratholm Ankjærgaard FOTOS: MICHAEL BUHOLZER/SCANPIX (MIDT) & IMAGECHINA/POLFOTO (ØV.) & COLOURBOX (NED.) AGENDA Statistik VELKOMMEN TIL TALKAMPEN Man kan bevise hvad som helst med statistik – i u-landene er det mere sandt end andre steder. AF JEPPE VILLADSEN ILLUSTRATION: LOUISE THRANE JENSEN 34/ Vi har hørt det til hudløshed: “I Mozambique, et af verdens fattigste lande, bliver folk kun 41 år i gennemsnit.” Eller: “I olielandet Angola er gennemsnitslevealderen bare 38 år.” Når forskellen på os herhjemme og dem dernede skal trækkes hårdt op, er det ofte levealderen, der bliver smækket på bordet af journalister, ngo’er og u-landene selv. Og 38 år lyder da også voldsomt. Men tallet snyder. For den 50-årige angolaner kan faktisk forvente at blive 72 år gammel – kun ti år mindre end en tilsvarende danskers restlevetid. Det er u-landenes høje småbørnsdødelighed, der vejer så tungt med og skævvrider tallene, hvis det, man ønsker at beskrive, er, hvor mange år en ganske almindelig voksen kan forventes at blive. Sandheden er, at alverdens sundhedsressourcer og behandlingsformer ikke har formået at købe den voksne dansker forfærdelig mange ﬂere forventede leveår end mange afrikanere. FALSK FREMGANG Man kan som bekendt bevise hvad som helst med statistik, og i u-landene er det mere sandt end andre steder. Bistandsuniverset svømmer over med statistikker om alt fra mødredødelighed til mobiltelefoner. Men opgørelserne er ofte upræcise, misvisende eller direkte fejlagtige. “Jo fattigere lande er, jo sværere er det at lave gode, solide og pålidelige indberetningssystemer,” siger økono- miprofessor Martin Paldam, Aarhus Universitet. “Den målefejl, der ﬁndes i alle landes statistikker, er betydelig større for u-lande, så du skal læse dem mere kritisk. I Afrika syd for Sahara har man som hovedregel ikke særlig god statistik,” siger Martin Paldam og fortæller, at han arbejdede i Nigeria i to år på et kontor, hvor statistikken for en hel delstat på størrelse med Norge blev varetaget af ﬁre medarbejdere. “ Der er en berømt historie om Singapore. På det tidspunkt, hvor landet blev så rigt, at det ikke længere kunne modtage ulandsbistand fra nogen, var der et berømt år, hvor det stadigvæk lykkedes dem at få pint nationalproduktet ned under grænsen, så det lykkedes at få et år mere. Martin Paldam, økonomiprofessor Kenya og 15 andre afrikanske lande kunne i løbet af 00’erne takket være nye målemetoder registrere et dramatisk fald i antallet af hiv-smittede. Tallene blev brugt af myndighederne til at fejre en vellykket bekæmpelse af hiv/aids-epidemien. Men i virkeligheden var der blot tale om en gen- opretning af en statistisk fadæse, der totalt havde overvurderet epidemiens omfang. Eksempelvis nedjusterede Rwanda sin hiv-andel fra 30 procent smittede i de tidlige 90’ere til nu blot én procent af befolkningen. I Kenya blev andelen med hiv med ét hug halveret fra 14 procent i 90’erne til 6,7 procent i 2003, da Kenya Demographic and Health Survey gennemførte en landsdækkende befolkningsundersøgelse baseret på et tilfældigt udsnit, hvilket var et langt mere pålideligt mål end tidligere undersøgelser, der baserede sig på udvalgte grupper som for eksempel gravide kvinder. “I 90’erne lød det som et fast mantra, at aids kostede 700 kenyanere livet dagligt. Da det viste sig, at det rigtige tal var tættere på 300, brugte præsidenten det til i en tale i 2003 at juble over, at det var lykkedes at sænke dødstallet drastisk,” fortæller Gatonye Gathura, videnskabsredaktør i Kenyas største mediehus, Nation Media Group. Og Kenyas National AIDS Control Council indrykkede annoncer, der fejrede landets succes med at bekæmpe udbredelsen af hiv/aids. “Og gradvist blev betegnelserne ‘revidering’ og ‘korrektion’ udskiftet med ‘fald’ og ‘nedbringelse’, mens Kenyas National AIDS Control Council tog æren for bedriften,” siger Gatonye Gathura. På samme vis i andre afrikanske lande, hvilket ﬁk den britiske økonom Paul Bennell, der har undersøgt 35/ virkningerne af aids på de afrikanske skolesystemer, til at rette en ætsende kritik mod u-landenes statistikker: “Set fra et forskningssynspunkt har de gjort et elendigt arbejde. De var ikke interesserede i at overveje modbeviset. De ønskede at tiltrække ﬂest mulige midler.” havde fået tredje dosis af den såkaldte DTP3-vaccine. Og Sierra Leone skulle for samme vaccination angiveligt være hoppet fra 28 procent til 68 procent fra 1997 til 1998, desuagtet at landet befandt sig i en borgerkrig. “De nationale opgørelser over vaccinedækningen er en myte,” sagde virolog T. Jacob John, rådgiver for den OVERDREVEN FATTIGDOM indiske delstat Kerala, dengang til det I 2001 kom det frem, at mange børn ansete tidsskrift New Scientist. døde, og ressourcer blev spildt, fordi T. Jacob John hævder, at Indien verdenssundhedsorganisationen i årevis har indrapporteret mange WHO i årtier havde anvendt upålihundredtusinder ﬂere poliovaccinadelig og forkert information om vactioner end det antal doser af vacciner, cinationer. En undersøgelse af WHO landet købte. og FN’s børnefond UNICEF’s vacci“Alt for ofte er sundhedsarbejdere nationsdata for de sidste 20 år viste, at blevet truet med straf, hvis ikke de 25 procent af data ganske enkelt ikke opfyldte målene,” siger han. fandtes, og yderligere 19 procent var AFRIKANSKE TALSPIL efter alt at dømme fejlbehæftede. EkTendensen til at ville tage sig godt ud i sempelvis fandt man frem til, at hele donorøjne kender Martin Paldam godt. 106 procent af børnene i Bangladesh “Der er en berømt historie om Singapore. På det tidspunkt, hvor landet blev så rigt, at det ikke længere kunne modtage u-landsbistand fra nogen, var der et berømt år, hvor det stadigvæk lykkedes dem at få pint nationalproduktet ned under grænsen, så det lykkedes at få et år mere,” siger han. Alligevel må man håbe, at det er blevet bedre siden 1964, hvor CIA skrev i en dengang fortrolig rapport The African Numbers Game: “Officielle tal, der kommer ud fra det tropiske Afrika, er tilbøjelige til at være mere vildledende end brugbare. Mange slags data, der betragtes som fundamentale i økonomisk opmåling, er ganske enkelt ikke tilgængelige, og når de ﬁndes, bliver de ofte tilbageholdt eller fordrejes voldsomt af statslederne til udvalgte politiske formål.” • Nigeria ARVEN EFTER OLIEN 36/ ASKE FRA EN BRÆNDENDE OLIELEDNING VED BYEN KEGBARA DERE SPREDER SIG OVER MARKERNE OG ØDELÆGGER HØSTEN. BILLEDSERIE NIGERIAS OLIEEVENTYR At drikke olieforurenet vand og spise mad dyrket i olieforurenet jord. Det er hverdag for de omkring 31 millioner mennesker, som bor i Niger-deltaet i det sydlige Nigeria. 50 års olieproduktion har efterladt befolkningen i området i krydsilden mellem regering, multinationale olieselskaber og militante, lokale organisationer, der kæmper om de kostbare dråber. Store olieudslip har forurenet miljøet og ødelagt levegrundlaget for de 60 procent af befolkningen, der lever som bønder eller ﬁskere. Da olieselskaber i 1950’erne først begyndte at producere olie i Nigerdeltaet, håbede den lokale befolkning at få del i det økonomiske udbytte. Men i stedet er pengene endt i lommerne på olieselskaberne og regeringen. I 2004 tog befolkningen i Niger-deltaet sagen i egen hånd og dannede MEND (Movement for the Emancipation of the Niger Delta), der blandt andet bruger kidnapninger af oliearbejdere og sabotage af fabrikker i kampen for indﬂydelse på olieproduktionen. Men det har gjort oprydningsarbejdet sværere, mener Amnesty International. Ifølge Amnesty kender befolkningen ikke til omfanget af forureningen. De bruger varmen fra de utallige konstante gasafbrændingsﬂammer til at tørre deres mad, og de bader i søer med tydelige plamager af olie. Oprydningsarbejdet vil tage 25-30 år, anslår FN. Den nigerianske fotograf George Osodi har brugt seks år på at dokumentere ødelæggelserne i deltaet. Regeringen i Nigeria har i august 2012 iværksat et oprydningsprogram i Ogoniland i det østlige Niger-delta. • /Marie 37/ Sjødin Græsholm > > 38/ NÆST EFTER RUSLAND ER NIGERIA DET LAND I VERDEN, DER HAR FLEST GASAFBRÆNDINGER. DE BRÆNDENDE OLIEPØLE VED KEGBARA DERE FORURENER BÅDE JORDEN, LUFTEN OG GRUNDVANDET. 39/ MANGE AF KVINDERNE KENDER IKKE SUNDHEDSFAREN VED AT TØRRE TAPIOCA – EN SLAGS STIVELSE AF TØRRET CASSAVA-ROD – VED DE BRÆNDENDE OLIEGASFLAMMER. > > MANGE SØER OG VANDLØB I NIGER-DELTAET ER FORURENET AF OLIEUDSLIP. DET SÆTTER SINE SPOR PÅ TØJ OG FODTØJ. 40/ NÅR ARBEJDET I MARKERNE ER SLUT, GÅR TUREN HJEMAD LANGS MED OLIELEDNINGERNE. ET OLIEUDSLIP I DECEMBER 2003 HAR LAGT LANDSKABET I RUKPOKWU-DISTRIKTET I NIGER-DELTAET HELT ØDE. 41/ GEORGE OSODI Fotograf og fotojournalist, født i Lagos i Nigeria i 1974. I fotoserien The Rape of Paradise har han gennem seks år dokumenteret, hvordan store multinationale selskabers olieproduktion i Nigerias Niger-delta har ødelagt naturen og befolkningens livsgrundlag. Fotoserien er blevet vist på udstillinger verden over og er også udkommet som bog. Osodi har arbejdet som freelancefotojournalist for blandt andet New York Times, The Guardian og BBC Focus on Africa. KULTUREN KORT UDVIKLING UDVÆLGER I HVERT NUMMER TRE AKTUELLE UDGIVELSER OM GLOBALE FORHOLD 42/ Udviklingsøkonomi 3.0 Massemordets Litterær psykologi Congo-perle Bog: Hvilken opskrift skal fattige lande benytte for at skabe økonomisk vækst? Det spørgsmål har man tumlet en hel del med siden afslutningen på Anden Verdenskrig – men den praktiske erfaring har manglet. To ideologiske hovedretninger har domineret. Udviklingsøkonomi 1.0 med vægt på statslig regulering og subsidiering, hvor målet var at ændre de fattige landes industristrukturer i samme retning som vestlige højindkomstlandes. Og udviklingsøkonomi 2.0, 1980-90’ernes neoliberale tilgang med vægt på privatisering, liberalisering og offentlige besparelser. I den nye bog The Quest for Prosperity: How Developing Economies Can Take off præsenterer Verdensbankens tidligere cheføkonom Justin Yifu Lin et bud på en udviklingsøkonomi 3.0. Ifølge den kinesiske økonomiprofessor skal u-landene understøtte og udvikle de industrier, hvor de har klare fordele, og hvor de kan producere mest effektivt. Samtidig skal de begrænse statens rolle og give plads til de frie markedskræfter, så den private sektor kan blomstre. Justin Yifu Lin bygger sit nye paradigme op omkring erfaringer fra blandt andet de sydøstasiatiske lande og Kina. • /Poul Kjar Film: De ﬂeste dokumentarﬁlm vil gerne ﬂytte publikum. En ny danskproduceret af slagsen synes at have potentiale som et jordskælv. Dels føjer ﬁlmen The Act of Killing nye brikker til forståelsen af det næsten ufattelige, massemordets psykologi, samt hvad der sker, når vinderne skriver historien. Dels fremprovokerer den en historisk selvransagelse i Indonesien, hvor ﬁlmen foregår, hvis man skal tro de første reaktioner. The Act of Killing handler om massemordet på anslået op mod en million mennesker i Indonesien, der fulgte efter et mislykket kupforsøg i 1975, som kommunistpartiet ﬁk skylden for. Hæren indledte gennem en paramilitær organisation en omfattende klapjagt på formodede kommunister. Filmens stærke virkning tilskrives fortællemåden. Instruktøren lader nulevende gerningsmænd genopføre deres handlinger fra dengang i form af en musical i bedste Hollywood-stil. På overﬂaden praler de, men man fornemmer også deres ubehag ved, hvad de gjorde dengang. The Act of Killing er støttet af Danida blandt mange andre, og den får premiere herhjemme under dokumentarﬁlmfestivalen CPH:DOX 7. november, hvorefter den kan ses i 50 biografer over hele landet. • /Regner hansen Bog: Litteraturhistorien er fuld af værker om Afrika. Nu bidrager Ben Rawlence til samlingen med den anmelderroste Radio Congo: Signals of Hope from Africa’s Deadliest War. Den britiske forfatter og Afrikaekspert i organisationen Human Rights Watch rejser gennem Congo til fods, på cykel og med båd ned ad Congo-ﬂoden, gennem konﬂiktzonerne Goma og det nordlige Kivu, på Tanganyikasøen og til det mineralrige Katanga og rejsens mål – byen Manono. I 1950’erne en rig metropol ﬁnansieret af tin og europæere. I dag ligner Manono noget, der er løgn. Det er ikke skildringen af rejsens slutmål, der betager anmelderne, men de mange afstikkere og omveje. I bjergene møder han de forfulgte tutsiminoriteter, banyamulengerne, drikker sig fuld med katolske præster, danser til populær bolingo-musik og er lige så optaget af lokal osteproduktion i det nordlige Kivu som af områdets mineralkonﬂikter. Ben Rawlences rejsekammerater er de lokale radioreportere, der har lagt navn til bogens titel og efter eget udsagn er med til at holde sammen på landet. Bogen handler i høj grad om at leve i den Demokratiske Republik Congo, og ikke om at blive slået ihjel i landets borgerkrig. • /PK THE QUEST FOR PROSPERITY THE ACT OF KILLING RADIO CONGO Forfatter: Justin Yifu Lin Princeton University Press (2012), 196 s., 259,95 kr. Instruktør: Joshua Oppenheimer Final Cut for Real (2012), 115 min. www.theactofkilling.com Forfatter: Ben Rawlence Oneworld Publications (2012), 320 s., 169,95 kr. KULTUR Actionﬁlm for frihed Det ligner en actionfilm som så mange andre, men At the Horizon er den første ﬁlm fra Laos nogensinde, hvor man kan se skydevåben, skuddueller og vold på skærmen. Laos har i årtier været underlagt censur, og staten kontrollerer også biograferne, hvor repertoiret mest har været melodramaer importeret fra nabolandet Thailand eller lokal propaganda. Men instruktør Anysay Keola har fået tilladelse til at lave ﬁlmen, der nu vises ved en række ﬁlmfestivaler i Asien, og han håber, at det vil betyde en opblomstring for den ellers døde laotiske ﬁlmindustri. Bag actionfacaden er At the Horizon en fortælling om de stigende sociale spændinger mellem landbefolkningen og velhaverne i storbyen. • /SUS Islamister angriber helligdomme Flere muslimske helligdomme i Libyen er blevet angrebet og helt eller delvis ødelagt af islamister. Bag angrebet står salaﬁster, som kan betegnes som ultrafundamentalistiske muslimer, der ønsker, at samfundet bliver som på Muhammeds tid. Salaﬁster ødelægger de helligdomme, som samtidig fungerer som mindesmærker for bestemte personer, fordi de ser dem som udtryk for blasfemisk afgudsdyrkelse. Libyens regering har taget skarpt afstand fra ødelæggelserne, men øjenvidner forklarer, at angrebene ﬂere steder skete, mens regeringssoldater eller politifolk så passivt til. Det øger spekulationerne om, hvor meget magt islamisterne er ved at tiltvinge sig. For nylig raserede salaﬁster uerstattelige moskeer og gravsteder i nabolandet Mali. • /SUS 43/ Bevis for britiske overgreb destrueret Britiske soldater slog i 50’erne hundredvis af “kommunistiske terrorister” ihjel i kolonien Malaya, der i dag er Malaysia. Kvinder blev tvunget til at klæde sig nøgne og angiveligt misbrugt af britiske soldater, og det britiske kolonistyre gennemførte censur. Det er bare nogle få eksempler fra de næsten 9.000 dokumenter, som netop er blevet offentliggjort med årtiers forsinkelse i Storbritannien, og som viser, hvordan det britiske koloniherredømme i sine sidste år slog hårdt ned på modstand i kolonier verden over. Imidlertid er de mest belastende papirer blevet systematisk destrueret. Instruktioner i de offentliggjorte arkiver viser, at beviserne for overgreb enten blev brændt eller sendt ned på havets bund på store dybder. Papirerne er kommet frem, fordi ﬁre ældre kenyanere sidste år vandt retten til at sagsøge den britiske stat for de overgreb, som kolonimagten angiveligt stod bag under Mau Mauoprøret i Kenya i 50’erne. Ifølge de ﬁre overlevende var tortur, kastration, voldtægt, henrettelser og tvangsarbejde almindeligt i de fangelejre, som briterne stod bag. Sagen følges med stor interesse i andre tidligere kolonier, hvor der også er overlevende, som anklager briterne for lignende overgreb. • /Susanne Sayers FOTOS: LAO NEW WAVE CINEMA PRODUCTIONS (NED. TV) & BETTMANN/POLFOTO (MIDT. TH) AGENDA Religion GUD OG ALLAH KAN HJÆLPE DE FATTIGE AF MALENE FENGER-GRØNDAHL Afrika er et kontinent af troende, så læg religionsforskrækkelsen til side og brug de religiøse partnere i udviklingsarbejdet, siger trosbaserede organisationer. ILLUSTRATION: FLEMMING DUPONT 44/ UDVIKLING OKT / NOV #5 / 2012 “ Når kristne og muslimer opdager hinanden og anerkender hinandens menneskelighed, ﬁnder de ud af, at fjenden ikke er den anden, men det, der ødelægger fremtidsudsigterne. Uffe Torm, Dansk Missionsråd I Nordnigeria bygger kirkerne brønde til landsbyerne. I Sierra Leone er den anglikanske kirke en af de vigtige aktører i arbejdet for at forebygge hiv og aids, og i Cameroun er der planer om at undervise præster og missionærer i landbrugsdrift, når de går på bibelskole. På den måde kan de tage kundskab, der kan afhjælpe sult og fattigdom, med sig, når de tager Bibelen under armen og vender tilbage til landets fattige egne. Andre steder er det imamer, der taler for fred og forsoning, der går foran for at sikre kvinders ret til uddannelse og taler imod omskæring af kvinder. Der er øget fokus på religionens rolle i u-landsbistanden. Senest har Norges udenrigsministerium bestilt en udredning om samspillet mellem udvikling og religion. Også i Danmark slår en række aktører i det danske u-landsmiljø nu til lyd for, at religion ikke er til at komme uden om, når man laver udviklingsarbejde på det afrikanske kontinent. “Som vestlige bistandsfolk er vi naturligvis præget af vores egen kultur, og over længere tid har vi i Vesten udviklet en slags religionsforskrækkelse. Resultatet er, at vi ikke har fået et sprog for religion. Men når man kommer i kontakt med religiøse, politiske eller andre partnere i Afrika, ﬁnder man ud af, at de ﬂeste afrikanere er religiøse – det anses som en del af det at være et normalt og rationelt menneske. Men det burde ikke forskrække, for i lighed med alle os andre i globaliseringens tidsalder forholder afrikanere sig kritisk og pragmatisk både til deres egne traditioner og de nye tendenser – blandt andet dem, der følger med udviklingsinitiativer fra Danmark,” understreger Langås. I stedet for at komme med en fastlåst dagsorden, om hvad god udvikling er, bør danske udviklingsorganisationer bruge tid på at lytte sig frem til, hvilke udfordringer de lokale partnere ﬁnder mest presserende, mener han: “I en kompleks verden er det ikke altid den herskende agenda i Vesten, der er den vigtigste i et afrikansk land. Eksempelvis er enkers svage rettigheder et problem, som omfatter langt ﬂere personer end for eksempel homoseksuelles manglende rettigheder. Men hvem tager fat på enkers rettigheder? Skal man være til hjælp, skal man lytte, før man snakker, og det er Vesten ikke kendt for,” siger han. Han tilføjer, at det dog kan være en udfordring, at nogle religiøse partnere har konservative holdninger til nogle af de temaer, som dansk udviklingsbistand fokuserer på, for eksempel vilkår for børn, kvinder og homoseksuelle. DROP FRYGTEN En af dem er Arngeir Langås, koordinator for kristen-muslimske relationer i danske Mission Afrika. Organisationen laver udviklingsarbejde på et kristent grundlag i en lang række lande, hvor befolkningen består af både muslimer og kristne. Det er organisationens erfaring, at det er nyttigt at ﬁnde partnere, som har en religiøs proﬁl. “Religion fylder virkelig meget i Afrika. Mange afrikaneres verdensbillede er religiøst, og generelt er der stor respekt omkring de religiøse ledere. De stærkeste civilsamfundsinstitutioner er de religiøse, især kirkerne, og derfor er mange kirkelige organisationer vigtige TRO OG FRED HØRER SAMMEN partnere, hvis man vil nå langt ud med De danske udviklingsorganisationer er stadig ikke gode nok til at medtænke sine initiativer,” siger Arngeir Langås. 45/ > RELIGION I DANSK BISTAND > Danmark tænker religion ind i u-landsbistanden – men med forbehold. “Også religiøse grupper er vigtige partnere i de danske bistandsindsatser. Religiøse grupper spiller en voksende rolle i Afrika, og de er blandt andet med til at sikre adgang for de fattige til sundhed og uddannelse. Men der er også bekymring for, at religion kan forhindre fremskridt og nytænkning (…). Religion kan i nogle tilfælde skabe spændinger i samfundet og være en årsag til radikalisering og konﬂikt. Regeringen vil engagere religiøse grupper i dialog og samarbejde.” Danidas Afrika-strategi (2007) TRO GENNEMSYRER LIVET FOR MANGE MENNESKER I AFRIKA. HER BEDER EN KATOLIK I SIN KIRKE I BYEN MADALLA I NIGERIA. FOTO: JAN DAGØ/POLFOTO 46/ religion i bistandsarbejdet. Det mener Uffe Torm, sekretariatsleder for Dansk Missionsråds udviklingsafdeling 1998$–2012, en paraplyorganisation for 31 kirker og kirkelige organisationer, der arbejder med udviklingshjælp. “Der er kun så småt ved at komme en erkendelse af religionens betydning for udvikling hos de danske ngo’er og i Danida. Både kirkelige og sekulære ngo’er mangler viden om religionens betydning i hverdagslivet. Den viden er en absolut forudsætning for at opnå positive resultater,” siger Uffe Torm. Forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke (MS), Trine Pertou Mach, der især har beskæftiget sig med kvinders forhold i Mellemøsten og Nordafrika, er delvis enig. “Selv om MS ikke er en trosbaseret organisation, erkender vi, at religion har betydning. I mange lande er de vigtigste sociale aktører religiøst baserede bevægelser eller organisationer. Det gælder ofte i lande, hvor staten har sluppet det sociale ansvar. Der ser vi, at organisationer som Hamas i Palæstina træder ind og for eksempel åbner små sundhedsklinikker. Når vi i MS støtter kvindebevægelser i disse lande, må vi forholde os til, at det kan være nødvendigt for dem at samarbejde med for eksempel imamer. Det støtter vi dem i, men vi fastholder, at det fælles udgangspunkt er FN’s menneskerettigheder,” siger Trine Pertou Mach. Religion og udvikling er et tema, der allerede har nogle år på bagen i international sammenhæng. Allerede i midten af 1990’erne etablerede Verdensbanken et råd af religiøse ledere, der skulle bistå banken i udviklingsarbejdet. Og i Norge har udenrigsministeriet som nævnt igangsat en udredning om religions rolle i udviklingsarbejdet. Det var et initiativ, der blev taget af den tidligere norske udviklingsminister Erik Solheim, som mente, at der var for lidt fokus på og for lidt viden om religion i Norges internationale samarbejde. Det skete blandt andet på baggrund af begivenhederne 11. september 2001, hvor New York blev ramt af terror. Den tilgang kunne Uffe Torm godt ønske sig i dansk sammenhæng. “Det er umuligt at skabe fred og udvikling, hvis vi negligerer religionens rolle. Så vi bør gå ind i det felt og påvirke og samarbejde. Udviklingen i Mellemøsten viser tydeligt, at det er nødvendigt at tænke religionen og de religiøse aktører ind,” mener han. “Danmark arbejder aktivt for at modvirke det øgede politiske og religiøse pres mod seksuel og reproduktiv sundhed blandt andet ved at sikre, at den rettighedsbaserede tilgang til indsatser på befolkningsområdet fastholdes i FN- og EU-regi og forankres solidt i de fremtidige internationale målsætninger for udviklingsindsatsen, så unge kan få seksualundervisning og prævention, og kvinder kan få adgang til abort og andre relevante sundhedsydelser.” Retten til et bedre liv, Strategi for Danmarks udviklingssamarbejde (2012) dansk u-landsbistand, også i form af dialoginitiativer. Arngeir Langås er enig: “Når kristne og muslimer opdager hinanden og anerkender hinandens menneskelighed, ﬁnder de ud af, at fjenden ikke er den anden, men det, der ødelægger fremtidsudsigterne.” Men opfattelsen deles ikke af alle. “Jeg tror, at danske organisationer er ret godt inde i de politiske, sociale og kulturelle forhold i de lande, hvor de er til stede. Gør man religion til en RETTIGHEDER FØR TRO tværgående prioritet i al udviklingsarDansk u-landsbistand har ﬂere såkaldt bejde, er jeg bekymret for, at det kan tværgående hensyn. Det vil sige teskygge for andre, mere presserende maer, som altid skal indtænkes, når behov,” siger Trine Pertou Mach. danske skattekroner bruges til at be“Lidt skarpt stillet op vil vi i MS kæmpe fattigdom og fremme udvikstøtte en lokal kvindeorganisation i ling. Kvinders rettigheder er et eksem- at overbevise deres religiøst baserede pel på et sådant tværgående hensyn. partnere om, at kvinders rettigheder Men skal religion også være med? Det er vigtigere end hensynet til en bemener – måske ikke overraskende – de stemt tro. Vi vil ikke rådgive dem til, trosbaserede ngo’er. at de for enhver pris skal samarbejde Uffe Torm fra Dansk Missionsråd med religiøse organisationer,” siger opfordrer til, at religion bliver indhun. • /Malene Fenger Grøndahl er freelancejournalist. draget som et tværgående hensyn i al RELIGION ER IKKE EN TROSSAG Magt, politik og uvidenhed er på spil, når udvikling kobles til religion, fastslår ny norsk udredning, der har undersøgt området. AF ULRIKKE MOUSTGAARD Da New York blev ramt af terrorangreb for 11 år siden, ﬁk religion for alvor en plads i international politik. Siden fulgte vrede over danske Muhammed-tegninger, og senest har en islamkritisk ﬁlm sat verden i brand ﬂere steder. Religion og tro spiller en stor rolle for hovedparten af verdens befolkning. Religion har indﬂydelse på individer såvel som samfundsprocesser. Og derfor er vi nødt til at forstå, hvordan religion fungerer og påvirker samfundet, når vi laver udviklingspolitik. Problemet er bare, at vi ikke er ret gode til det. Sådan kan hovedkonklusionen kort beskrives i en ny udredning af religion og udvikling, der blev bestilt af det norske udenrigsministerium sidste år og netop er blevet offentliggjort. Udredningen har gransket samspillet mellem religion og udvikling på ﬁre hovedområder (se boks). Den hæfter sig ved, at religionskundskab er en stor mangelvare i udviklingssamarbejdet. “Det er et ret nyt felt, som man fortsat næsten intet ved om. Samtidig er det præget af fordomme og fejlagtige forestillinger,” siger norske Nikolai Hegertun, koordinator af ud- redningen på Oslosenteret for Fred og Menneskerettigheter. “På den ene side er der statslige donorer, der har en frygt for religion, og derfor ikke ved, hvordan de skal håndtere spørgsmålet. Sker der noget med religiøse undertoner, kalder man ofte på religiøse rådgivere – men at få en teolog og en imam på banen er ikke nok. Der skal faglighed og kompetent videnskabelig ekspertise til – præcis som på andre områder,” siger Nikolai Hegertun. “På den anden side er der de trosbaserede ngo’er. Det er typisk dem, der forsøger at bringe temaet religion op. Men nogle har en større tro på religion og religiøse partnere, end befolkningen har. Og det at man er troende, betyder ikke, at man “kan” religion – de er ofte ikke så vidende om den sammenhæng og de politiske magtspil, religionen udspiller sig i,” siger han. RELIGION SOM SYMBOLPOLITIK Den manglende viden og ekspertise på området står i skarp kontrast til, hvor centralt et tema religion er blevet på den globale udviklingsagenda gennem de seneste godt ti år. De store sværdslag i FN handler ofte om emner, hvor stærkt religiøse medlemslande modsætter sig internationale aftaler, der strider imod deres grundlæggende værdier – især på spørgsmål om seksualitet, abort og kvinders sundhed, altså de seksuelle og reproduktive rettigheder. Det er sket sideløbende med, at den internationale udviklingsdagsorden i høj grad nu handler om, at det er u-landene selv, og ikke donorerne, der skal sidde i førersædet, når det gælder om at skabe udvikling. “Det er her, det bliver vigtigt at “kunne” religion og forstå mekanismerne og kompleksiteten i, hvordan religion kan bruges symbolsk i et magtpolitisk spil, der netop handler om meget andet end religion,” siger Nikolai Hegertun. • RELIGION OG UDVIKLING Den norske udredning har set på religion og udvikling i forhold til • Modernitet og økonomisk vækst • Konﬂikt, fred og forsoning • Demokrati og menneskerettigheder • U-landsbistanden Læs rapporten på www.oslocenter.no 47/ FOTO: DARIO PIGNATELLI/POLFOTO Forskning Burma SMUKKE MÆND I HØJ KURS Moderne tider i Myanmar: En Viagra-importør står bag konkurrencen om at blive Årets Mand 2012. Udvikling deltog som eneste ikke-burmesiske medie i kåringen. AF JEPPE VILLADSEN 48/ DET ER IKKE LIGE SÅDAN VI KENDER BURMA, MEN BURMA ER ANDET END GLØDENDE DEMOKRATIFORKÆMPERE – OGSÅ MANDESHOW OG PIGEBANDS. VÆR EN MAND Så starter showet. Til lyden af elektriske pauker gjalder det ud af højtaleranlægget: “Welcoooome to Manhunt 2012!!” Et pigeband i korte kjoler danser i baggrunden, mens deltagerne, der er i boksershorts, skiftevis går frem på scenen. Deres veltrænede kroppe er indsmurt i glinsende olie. De poserer til heftigt pulserende dance-musik og lader sig smilende sluge af kameraerne for enden af catwalken. En deltager placerer koket sin tommelﬁnger i underbuksens elastik og trækker ned, så yderligere et par centimeter af hans markerede mavemuskulatur kommer til syne. Hvis det hele føles lidt lummert, er det næppe tilfældigt. Konkurrencens hovedsponsor er ﬁrmaet Maxmate – Burmas svar på Viagra – der til aftenen har valgt sloganet: “Be a man – so smooth, so strong.” “Der er stor kamp om at være med i Man of the Year,” fortæller Maxmates direktør, Dr. Myo Thant, som Udvikling møder under en pause i lobbyen. “For efter at de har været med her, står dørene åbne for, at de kan blive supermodeller og ﬁlmstjerner – ligesom vi kender det fra kvindelige skøn- hedsmodeller,” siger Myo Thant, der har været i stand til at sende sin søn på Harvard-universitetet i USA takket være indtægterne fra sit burmesiske Viagra-monopol. Sidste års nummer to i konkurrencen var søn af landets magtfulde og notorisk demokratifjendtlige vicepræsident. Men Myo Thant forsikrer, at det er unge mænd fra alle sociale lag, som deltager i konkurrencen. “Nogle deltagere optager endda lån for at få råd til de mange forberedelser og indkøb af nyt tøj og så videre, som kræves for at være med, og dermed få mulighed for at vinde den eftertragtede titel og hovedpræmien på 3.000 dollars,” fortæller han. SUMMEN AF TALENT I mellemtiden er de unge fyre trukket i jakkesæt. De sorte habitter sidder stramt på deres muskuløse kroppe, og nu får de også lov til at præsentere sig selv med nogle få ord. Så er der lidt mere at bygge på, når feltet på 30 skal koges ned til fem skarpe topﬁnalister. De ﬂeste virker selvsikre og gør, hvad de kan for at charmere publikum. Fra sin plads midt i salen kan Udviklings udsendte smugkigge hen over skuldrene på dommerne – to smukke kvinder i glamourøse balkjoler og et par yderst stilfulde herrer, der vistnok er designere. På hvide blokke noterer de mellem fem og ti point til hver deltager for henholdsvis “ansigtstræk”, “personlighed”, “højde-vægt-proportioner”, “selvtillid”, “beklædning”, og så det mere udeﬁnerbare “talent”. “ Efter at de har været med her, står dørene åbne for, at de kan blive supermodeller og ﬁlmstjerner – ligesom vi kender det fra kvindelige skønhedsmodeller. Myo Thant, Maxmate EN GOD HUD Så er det trøstetid. Selv om det er Årets Mand, det handler om, bliver der også uddelt en hel stribe trøstetitler. Vi klapper blandt andet af en storsmilende Mr. personality, tiljubler DET BLEV EN VIAGRA-MODEL, DA BURMA KÅREDE ÅRETS MAND I FESTSALEN PÅ DET FASHIONABLE TRADERS HOTEL I CENTRUM AF HOVEDBYEN YANGON. 49/ aftenens Bedste krop og glæder os over blomsterne til Bedste talent. Deltageren med Bedste ansigtshud belønnes med et gavekort på 300.000 kyat (lidt over 2.000 kroner) fra Nivea, der er medsponsor for konkurrencen. Da de sidste trøstepræmier er delt ud, står fem ﬁnalister tilbage og skal til sidst demonstrere et talent. Én vælger at fortælle en sjov historie, to synger og spiller guitar, én danser, mens den sidste lykkes at få salen til at synge med på sin ikke helt rene a cappella-sang. Og så – efter mere end ﬁre stive timer – kåres vinderen. Det bliver konkurrencens nummer 17, den ene af de to guitarspillende sangere. Afgørelsen får salen til at bruse over af klapsalver. Men – typisk asiatisk – har publikum rejst sig og søgt mod udgangen, allerede inden den sidste konfetti er landet på gulvet. Den 21-årige Min Thein Khant, som vinderen hedder, fortæller Udvikling, at han kommer fra Yangon og har hovedfag i it fra en teknisk skole. “Jeg vil gerne gøre min uddannelse færdig, men min drøm er at blive en stjerne, en sanger, model eller ﬁlmstjerne,” smiler han. • FOTO: JEPPE VILLADSEN Hvis man tror, at Burma er et land udelukkende befolket af asketiske munke, sammenbidte menneskeretsaktivister og fattige, men stolte, risbønder, kan man godt tro om igen. Landets støt voksende overklasse vil underholdes og sætter gerne parlamentsvalg og demokratiske reformer til side til fordel for et godt talentshow: den Viagra-sponsorerede kåring af Årets Mand – Man of the Year 2012. Udvikling er med, da et par tusinde mennesker fra Burmas økonomiske elite – samme weekend, hvor landet gennemførte sit historiske parlamentsvalg – tilbringer fem timer af deres fredag aften med at kåre landets fremmeste søn. Salen er proppet. Der knipses fotos fra iPhones og iPads under enorme forgyldte lysekroner. Den unge del af publikum ser ud som om de er vadet lige ud af New Yorks og Berlins hipster-cafeer: Fyre i stramme, farvede jeans, spidse sko, tatoos og oversized briller. Piger i superkorte kjoler og hår i alle regnbuens farver. Og modne damer i højhælere og skinnende silkekjoler. international organiseret kriminalitet forbrydelserne Den internationale kriminalitet har forandret sig gennem de seneste to årtier. De kriminelle netværk er ekspanderet, og deres nye metoder er for eksempel: Udnyttelse af landes økonomiske og politiske situation samt statsapparater til at få indflydelse. Teknologisk avanceret udstyr til narkosmugling. Cyberkriminalitet. forbryderne Mange tror, at international kriminalitet er et undergrundsfænomen. Men mange kriminelle opererer ikke i det skjulte, og de største grupper bliver en slags berømtheder. staten Forbrydere har altid forsøgt at korrumpere politiske systemer. Men aldrig før er det lykkedes så mange ulovlige organisationer at få så stor indflydelse, som de kriminelle har nu i afrikanske, østeuropæiske og latinamerikanske lande. Statsmagt og kriminalitet flyder dermed sammen. Kriminelle overtager også medier, radio/tv-stationer og dagblade. FOREIGN AFFAIRS VERDENS FØRENDE MENINGSDANNERE OG BESLUTNINGSTAGERE ANALYSERER GLOBALE FORHOLD Maﬁastater DEN ORGANISEREDE KRIMINALITET TAGER MAGTEN Forbrydelse og statsmagt blandes mere og mere sammen i hele verden, så lande som Afghanistan, Nordkorea og Venezuela nu kan kaldes “mafiastater”. Det truer den globale sikkerhed, skriver Moisés Naím, politisk analytiker og seniorforsker i den amerikanske tænketank Carnegie. Den verdensomspændende økonomiske krise har været en fordel for internationale kriminelle. Takket være den svage økonomi kan pengestærke forbryderorganisationer overtage økonomisk skrantende, men potentielt værdifulde virksomheder til discountpriser. Økonomiske nedskæringer tvinger regeringer i hele verden til at skære i budgetterne for politi og retsvæsen. Millioner af mennesker er arbejdsløse og derfor mere fristet til at bryde loven. Det store antal arbejdsløse eksperter inden for ﬁnans, revision, informationsteknologi, jura og logistik har forøget antallet af højt kvaliﬁceret personale, som de kriminelle karteller kan ansætte. Samtidig har ﬁlantropiske foreninger over hele verden skåret ned på deres støtte, hvorved der er opstået underskud inden for kultur, uddannelse, sundhedsvæsen og andre områder, som de kriminelle organisationer med glæde vil betale, hvis de til gengæld får politisk råderum, social accept og folkelig opbakning. De internationale forbryderorganisationer kunne næppe ønske sig et mere gunstigt klima. Deres aktiviteter bygger som regel på høje proﬁtmargener og kontante midler, hvilket ofte giver dem en høj grad af likviditet SAMARBEJDE MED FOREIGN AFFAIRS Udvikling samarbejder redaktionelt med det anerkendte tidsskrift Foreign Affairs, som er blevet udgivet af den uafhængige amerikanske tænketank Council on Foreign Relations siden 1922. Samarbejdet betyder, at Udvikling med jævne mellemrum vil bringe artikler fra Foreign Affairs i dansk oversættelse. – ikke det værste udgangspunkt under globale kreditstramninger. Men dristigere modstandere og færre ressourcer er ikke de eneste problemer, der plager politi, statsadvokater og dommere. I de senere år er der også fremkommet en helt ny trussel: maﬁastaten. Over hele verden har kriminelle i et hidtil uhørt omfang inﬁltreret regeringerne. Den modsatte proces har også fundet sted: I stedet for at bekæmpe de magtfulde forbryderorganisationer har regeringer i visse tilfælde overtaget deres ulovlige praksis. I en maﬁastat beriger regeringsembedsmændene sig selv og deres familie og venner, samtidig med at de udnytter de kriminelle syndikaters penge, gennemslagskraft, politiske indﬂydelse og globale netværk til at befæste og udvide deres egen magt. De ledende stillinger i nogle af verdens mest indbringende ulovlige virksomheder bestrides faktisk ikke længere kun af professionelle forbrydere, men også af højtstående embedsmænd, medlemmer af lovgivende forsamlinger, spionchefer, politidirektører, militære officerer og i visse ekstreme tilfælde endda af statsoverhoveder og deres familiemedlemmer. Denne sammenblanding af regeringer og kriminelle grupper er noget andet end det be- 51/ > > grænsede samarbejde, der har været tale om før i tiden. * KRIMINALITETENS REVOLUTION Den herskende opfattelse af internationale kriminelle netværk bygger på tre fejlagtige antagelser. For det første tror mange mennesker, at når det drejer sig om forbrydelser, er alt blevet prøvet før. Det er rigtigt, at forbrydere, smuglere og sorte børser altid har eksisteret. Men karakteren af den internationale kriminalitet har forandret sig en hel del i de to sidste årtier, hvor de kriminelle netværk har ekspanderet ud over de traditionelle markeder og er begyndt at udnytte politiske og økonomiske omvæltninger og nye teknologier. “ FOTO: LYNSEY ADDARIO/VII/CORBIS/POLFOTO 52/ Maﬁastater har råd til de bedste advokater og revisorer og har adgang til den mest avancerede teknologi. største kriminelle grupper, er tværtimod blevet en slags berømtheder. Velhavende mennesker med mistænkelige erhvervsvirksomheder er blevet efterspurgte som ﬁlantroper og har overtaget kontrollen med radio- og tv-stationer og ejerskabet til indﬂydelsesrige dagblade. De kriminelles voksende velstand og magt skyldes ikke kun deres aktiviteter, men også ganske almindelige menneskers adfærd; der er ﬂere millioner mennesker, som deltager i produktionen af kopiprodukter i Kina eller i narkoproduktionen i Afghanistan, og der er millioner af vesterlændinge, som jævnligt ryger hash; ﬂere hundrede tusinde migranter hyrer hvert eneste år kriminelle for at blive indsmuglet i Europa, og der er velhavende borgere i liberale erhverv, som ansætter illegale indvandrere som barnepiger eller husholdersker. Almindelige mennesker af denne type er en integreret del af det kriminelle økosystem. HISTORISK INDFLYDELSE En tredje misforståelse er, at international kriminalitet udelukkende er et spørgsmål om håndhævelse af lovene, I begyndelsen af 1990’erne var som påhviler politimyndigheden, kriminelle grupper nogle af de første, statsadvokaturen og domstolene. Det der overtog fornyelserne inden for er mere nærliggende at opfatte den kommunikation i form af avanceret internationale kriminalitet som et poelektronisk kryptering. De kriminelle litisk problem med konsekvenser for syndikater var også hurtige til at den nationale sikkerhed. bruge nye metoder til transport af Omfanget og rækkevidden af de narko såsom “narko-undervandsbåde”, stærkeste kriminelle organisationer altså en slags mini-ubåde, der ikke kan nemt måle sig med verdens kan opdages med radar, sonar eller største multinationale selskaber. Og infrarøde systemer. (Narkokartellerne ligesom lovlige organisationer søger i Colombia gik efterhånden over til at magt og indﬂydelse, så gør de krimibruge rigtige ubåde). I de senere år nelle det også. har kriminelle organisationer også Forbrydere har som bekendt altid udnyttet internettet, hvilket har ført forsøgt på at korrumpere politiske til en svimlende stigning i omfanget systemer for at udnytte dem til deres af cyberkriminalitet, som kostede den egen fordel. Men aldrig før er det globale økonomi omkring 114 milliar- lykkedes så mange ulovlige organisader dollars i 2011 ifølge oplysninger fra tioner at få så stor indﬂydelse, som de internetsikkerhedsﬁrmaet Symantec. kriminelle har nu for tiden i afrikanEn anden udbredt misforståelse er, ske, østeuropæiske og latinamerikanat den internationale kriminalitet er et ske lande, for ikke at tale om Rusland undergrundsfænomen, der kun omfat- og Kina. ter små grupper afvigere, der opererer I det sidste årti har dette fænomen i udkanten af det normale samfund. overskredet en grænse, som betyder, at Sandheden er tværtimod, at de krimi- der i dag ﬁndes magtfulde maﬁastater. nelle i mange af verdens lande overJosé Grinda, en spansk statsadvokat hovedet ikke gør sig den ulejlighed at med mange års erfaring i bekæmpelse operere i det skjulte og heller ikke er af østeuropæiske forbryderorganisaspor marginaliserede. Personer, som tioner, hævder, at det i mange tilfælde mistænkes for at være ledere af de er blevet umuligt for ham og hans kolleger at skelne mellem forbryderorganisationernes og deres staters interesser. * MAFIASTATER PÅ VEJ Kriminalitet og statsmagt ﬂyder sammen i Afghanistan, hvor højtstående regeringsembedsmænd og provinsguvernører – heriblandt præsident Hamid Karzais halvbror Ahmed Wali Karzai, som blev snigmyrdet sidste år – er blevet anklaget ikke kun for at samarbejde med narkosmuglernetværk, men for simpelthen at lede dem. I takt med at narkohandelen er blevet stadig mere globaliseret, er afrikanske lande også blevet inddraget og 53/ ÆLDRE MØDES HOS DEN AFGHANSKE PRÆSIDENTS HALVBROR AHMED WALI KARZAI, DER VAR ANKLAGET FOR AT LEDE AFGHANISTANS NARKOSMUGLING. HAN BLEV MYRDET SIDSTE ÅR. fungerer nu som vigtige mellemstationer for narko fra Andes-regionen og Asien på vej til det narkohungrende europæiske marked. Nærmest uundgåeligt har adskillige afrikanske statsledere og deres familier foruden politikere på lavere niveau, militærfolk og medlemmer af retsvæsenet indladt sig på selv at arbejde som narkosmuglere. Et eksempel er Guinea, hvor Ousmane Conté, søn af afdøde præsident Lansana Conté, officielt blev betegnet som “narkobaron” af den amerikanske regering i 2010. Politidepartementer, efterretningstjenester, domstole, lokale og provinsielle regeringer, pasudstedende myndigheder og toldembedsmænd er alle blevet eftertragtede mål for kriminel overtagelse. Sidste år blev René Sanabria, en pensioneret general, som var chef for Bolivias narkopoliti, arresteret af FBI-agenter i Panama og anklaget for at have planlagt at udskibe ﬂere hundrede kilo kokain til Miami. Sanabria erkendte sig skyldig og blev idømt 14 års fængsel. En stribe generaler, der har bestridt de vigtigste poster i kampen mod narko i Mexico, er nu fængslet for at have deltaget i den kriminalitet, som de var ansat til at bekæmpe. En maﬁastat har også fået fodfæste i Venezuela. I 2010 udnævnte præsident Hugo Chavez general Henry Rangel Silva til øverste chef for de venezuelanske væbnede styrker; tid- ligere i indeværende år blev han også forsvarsminister. Men i 2008 blev Rangel Silva føjet til det amerikanske ﬁnansministeriums officielle liste over narkobaroner, og han blev beskyldt for “afgørende hjælp til aktiviteter i forbindelse med narkosmugling”. Det amerikanske ﬁnansministerium har for nylig givet en række andre venezuelanske embedsmænd den samme betegnelse, deriblandt fem højtstående officerer, en ledende efterretningsofﬁcer og et indﬂydelsesrigt kongresmedlem og en af Chavez’ allierede. I 2010 blev en venezuelaner ved navn Walid Makled, som af ﬂere regeringer anklages for at være chef for en af verdens største narkosmuglerorgani- > > sationer pågrebet af de colombianske myndigheder. Inden Makled blev udvist til Venezuela, påstod han, at han havde videobånd, optagelser af telefonsamtaler, kasserede checks og andet materiale, der beviste, at han samarbejdede med kriminelle netværk, som involverede 15 venezuelanske generaler (deriblandt chefen for det militære efterretningsvæsen og lederen af narkobekæmpelsen), broderen til landets indenrigsminister samt fem kongresmedlemmer. Til dels som følge af den slags samarbejde har kokainsmuglingen haft gode kår i Venezuela i de senere år, og landet tegner sig nu for over halvdelen af samtlige kokaintransporter til Europa ifølge en rapport fra FN’s agentur for narkotika og kriminalitet (UNODC). Og handelen med narko er ikke den eneste ulovlige aktivitet, der er blomstret op under Venezuelas æra med statssanktioneret kriminalitet FOTO: FAISAL MAHMOOD/SCANPIX 54/ DEN PAKISTANSKE ATOMFYSIKER A.Q. KHAN HAR SOLGT OPSKRIFTER PÅ ATOMBOMBER. – landet er også blevet base for aktiviteter knyttet til menneskesmugling, hvidvask af penge, falskmøntneri, våbensmugling og handel med smuglerolie. ATOMVÅBEN OG SOPRANOS Før i tiden anså eksperter i udenrigspolitiske forhold som regel international kriminalitet for at være et forholdsvis ubetydeligt problem, som kunne løses ved hjælp af landenes interne retsvæsen. Virkningerne af kriminalitet var små sammenlignet med terrortruslen eller udbredelsen af masseødelæggelsesvåben. Denne konventionelle opfattelse er heldigvis ved at forandre sig. Flere og ﬂere eksperter og politikere erkender, at kriminalitet er blevet en væsentlig årsag til global ustabilitet, især efter maﬁastaternes fremkomst. Kriminelle bander er nu beskæftiget med at tjene penge på udbredelsen af atomvåben. Den berygtede pakistanske atomfysiker A.Q. Khan påstod, at han udbredte kendskabet til konstruktionen af atombomber for at fremme Pakistans interesser. Men “ Maﬁastaternes fremkomst har også gjort det overhængende nødvendigt at gøre kampen mod kriminalitet mere international. En positiv fremgangsmåde kunne være at skabe “en koalition af de ærlige” myndigheder. det internationale netværk, han opbyggede for at markedsføre og sælge sine produkter, var organiseret som et ulovligt, proﬁtbaseret foretagende. Eksperter i udbredelsen af atomvåben har gennem lang tid advaret om, at ikke-statslige aktører ikke nødvendigvis reagerer på atompræventive strategier på samme måde som stater; der er med andre ord grund til at være bekymret over, at kriminelle organisationer kan blive så indgroet en del af staterne, at det bliver vanskeligere at begrænse udbredelsen af atomvåben. Mest bekymrende i den sammenhæng er Nordkorea. Selv om Nordkorea for nylig meddelte, at man til gengæld for fødevarehjælp ville indstille atomprøvesprængningerne, holde op med at berige uran og give internationale inspektører lov til at besøge det største atomanlæg, er landet stadig et atombevæbnet diktatur med statsstyrede kriminelle virksomheder, der har fået amerikanske embedsmænd til at døbe det “Sopranos-staten”. Sheena Chestnut Greitens, der er ekspert i sammenblandingen af stat og kriminalitet i Nordkorea, har skrevet, at landet har “både midler og motivering til at eksportere nukleart materiale”, og advaret om, at “udbredelsen af den slags materiale ved hjælp af ulovlige netværk ikke altid vil være omhyggeligt kontrolleret af leverandørstaten”, hvilket gør en i forvejen farlig situation endnu mere truende. Selv om man ser bort fra en foruroligende mulighed som atombevæbnede maﬁastater, vil regeringer, som er dybt engageret i ulovlig handel, være mere tilbøjelige til at bruge magt, hvis deres adgang til indbringende markeder trues. * tidig godt af den retslige beskyttelse og diplomatiske immunitet, som kendetegner en stat, og herved fremkommer der en hybrid form for international akPROFIT I SKYGGEN tør, som de nationale politimyndigheEn bekæmpelse af international krimi- der har svært ved at bekæmpe. De eknalitet må i stadig højere grad betyde sisterende redskaber, som de nationale mere end at begrænse smuglingen af regeringer kan tage i anvendelse for kopivarer, narko, våben og mennesker; at imødegå den nye trussel – traktater, det må også dreje sig om at forhindre multilaterale organisationer og samarog modarbejde kriminaliseringen af bejde mellem nationale politimyndigstater. Ulovlig handel er farlig i sig heder – er langsomme, besværlige og selv, men den trussel, den udgør i for- uegnede til opgaven. Hvordan skulle hold til samfundet, bliver større, hvis et land også kunne koordinere bekæmde kriminelle bliver højtstående empelsen af kriminalitet, hvis de øverste bedsmænd, og hvis staterne overtager politikere eller politiembedsmænd selv de kriminelle syndikater. er forbrydere? Men retshåndhævelsen i vore dage * kan ikke tage kampen op mod krimiVI MANGLER VIDEN nelle organisationer, der ikke kun er I takt med at maﬁastaternes betydning velhavende, voldelige og hensynsløse, er blevet bedre kendt, er politimyndig men også støttes af nationale regerinheder over hele verden begyndt at ger og disses diplomater, dommere, spioner, generaler, kabinetsministre og udarbejde nye metoder og strategier til at bekæmpe den slags stater – disse politidirektører. Maﬁastater har råd til de bedste advokater og revisorer og har metoder kan være at bede højtstående embedsmænd om at gøre rede for adgang til den mest avancerede teknologi. Underﬁnansierede politidepar- deres økonomiske forhold, undersøge de revisorer, advokater og teknologitementer, overbebyrdede domstole og eksperter, der beskytter de vigtigste trægt arbejdende bureaukratier er stadig dårligere i stand til at bekæmpe en kriminelle, samt at forbedre samarbejdet mellem forskellige nationale så velﬁnansieret og snarrådig fjende. Politimyndighederne hæmmes også myndigheder. Maﬁastaternes fremkomst har også af det faktum, at de er nationale, mens de største og farligste kriminelle orga- gjort det overhængende nødvendigt nisationer samt maﬁastaternes agenter at gøre kampen mod kriminalitet mere international. En positiv fremopererer i adskillige jurisdiktioner. Maﬁastater er kendetegnet af samme gangsmåde kunne være at skabe “en hastighed og ﬂeksibilitet som transnati- koalition af de ærlige” myndigheder, onale forbrydernetværk og nyder sam- som med ringere sandsynlighed er 55/ Oversat af Claus Bech Teksten er en forkortet udgave af artiklen “Mafia States: Organized Crime Takes Office”, bragt i Foreign Affairs’ maj/juni-nummer 2012. Udeladelser er markeret med *. Reprinted by permission of Foreign Affairs, May/June 2012, Vol 91, No 3. Copyright 2012 by the Council on Foreign Relations, Inc. Moisés Naím er seniorforsker med speciale i international økonomi og global politik på Carnegie Endowment for International Peace. Han er forfatter til bogen Illicit: How Smugglers Traffickers and Copycats are Hijacking the Global Economy (Doubleday, 2005). Naím var chefredaktør for magasinet Foreign Policy i 14 år og er ledende international kommentator på Spaniens største dagblad El País. FOTO: ARIANA CUBILLOS/AP/POLFOTO VENEZUELAS FORSVARSMINISTER (I UNIFORM) ER OFFICIELT STEMPLET SOM “NARKOBARON” AF USA. blevet inﬁltreret eller overtaget af kriminelle grupper. * En vigtig hæmsko for at bremse udbredelsen af maﬁastater er en grundlæggende mangel på viden blandt almindelige borgere og politikere om fænomenets omfang. Ukendskabet til problemets omfang og rækkevidde vil gøre det vanskeligt at forsvare eller forøge de i forvejen beskårede budgetter for de statsinstitutioner, der har til opgave at bekæmpe den internationale kriminalitet, især i en tid med økonomiske stramninger. Men det vil være svært at udbrede en sådan viden, al den stund så mange aspekter af statskriminalitetens processer stadig er dårligt forståede – og her skjuler sig et endnu større problem. Det er nytteløst eller måske ligefrem uhensigtsmæssigt at bruge offentlige midler til at reducere maﬁastaternes magt, medmindre disse midler bruges til at gennemføre en politik, der bygger på et solidt fundament af viden. Desværre er maﬁastaten et fænomen, som man kun har meget lidt konkret viden om. De analytiske redskaber, som staterne for tiden anvender for at løse problemerne, er primitive, eftersom de tager udgangspunkt i en forældet opfattelse af organiseret kriminalitet. Hvis manglen på viden skal udbedres, kræver det, at politimyndigheder, efterretningsvæsener, militære organisationer, medier, akademikere og ngo’er bliver bedre til at fremskaffe og udveksle ﬂere pålidelige oplysninger. Denne proces vil kun være et første skridt – og tilmed et utilstrækkeligt initiativ. • VÆRKER FRA VERDEN KUNSTNERE FRA NÆR OG FJERN UDSTILLER I UDVIKLING SELVPORTRÆTTER 56/ 57/ HÉLÉNE AMOUZOU Født i den vestafrikanske stat Togo i 1969, men ﬂyttede for 14 år siden til Bruxelles, Belgien. Begyndte i 2004 på Akademiet for Tegning og Visuel Kunst i Bruxelles, hvor hun arbejdede med videokunst og fotograﬁ. Siden 2008 har hun primært udtrykt sig gennem fotokunst. De ﬂeste af hendes billeder er selvportrætter. Se mere på www.heleneamouzou.be Ambassadørens rejsetips: Thailand FOTOS: NIMON/SHUTTERSTOCK.COM (ØV. TV) & SHUTTERSTOCK (ØV. TH) 58/ AMPHAWA – MAN KAN TAGE PÅ EN DAGSTUR TIL DET STORE FLYDENDE MARKED AMPHAWA OG MÅSKE LEJE EN SÅKALDT LANGHALEBÅD. Du er Danmarks ambassadør i Thailand – hvad må man ikke gå glip af i Thailand? “Kongepaladset og Chinatown i Bangkok ﬁnder de ﬂeste vej til. Bangkok kaldes jo Østens Venedig, og den bedste kanalrundfart får man ved at tage over på vestbredden af Chao Phraya-ﬂoden til Thon Buri og opsøge en seriøs arrangør. Man kan også tage på dagtur til det store ﬂydende marked Amphawa og måske leje en såkaldt langhalebåd. I Amphawa er der mulighed for at indkvartere sig hos en thailandsk familie. Men Thailand er selvfølgelig andet end Bangkok -blandt andet nationalparkerne. Og mod nordøst ﬁndes isaan-kulturen nær Laos, som har anderledes mad. Og længere nordpå end Chiang Mai er lanna-kulturen, som er inspireret af Burma (Myanmar), og har smukt forarbejdet kunsthåndværk.” Hvilken begivenhed har gjort indtryk på dig? “Livsform og ritualer i Thailand er stærkt præget af buddhismen. Jeg kan anbefale at opsøge en af tempelfestivalerne rundt om i landet. De er en blanding af karneval og munkeceremoni. Kongens fødselsdag den 5. december er også en stor oplevelse – mest storslået ved ﬂoden i Bangkok med bådopvisning og fyrværkeri.” Hvor kan man få indblik i landets historie? “Det bedste sted er Nationalmuseet i Bangkok. Desuden er der museerne inde i landet, der giver et indtryk af den lokale kultur og historie.” THAILAND • Landet har omtrent samme areal som Spanien. Befolkningen er på cirka 68 mio. mennesker. Hvilke fejl begår udlændinge ofte? “Som ambassadør oplever jeg ofte, hvordan • Hovedstaden Bangkok udlændinge glemmer, hvor farligt det er at har 7,2 mio. indbyggere. blande alkohol med traﬁk og badning. De • Thailand er det eneste bliver forledt af den stemning af fest, de land i Sydøstasien, møder i Thailand. Det er også vigtigt at huske som ikke har været at tegne rejseforsikring. Udlændinge bør også koloniseret. Hed opvære bedre til at skifte fra badetøj og strandtøj, rindelig Siam. når de går ind i templer, eller tager ind til byerne.” • Thailand er et kongedømme. Militæret har ofte blandt sig i politik, senest i 2006–2008. Hvad kan Danmark lære af Thailand? “Vi kan lære at være mere venlige og overbærende over for andre – også over for mennesker, vi ikke kender. Vi holder gerne på vores • Den etniske fordeling egen ret først, og er ikke så gode til at uder 80 procent thai, trykke respekt over for andre.” • /Regner Hansen 27 procent lao og 12 procent kinesere. Det langt overvejende ﬂertal er buddhister. Mikael Hemniti Winther, 51 Danmarks ambassadør i Bangkok siden januar 2011 • Turismen til Thailand satte rekord i 2011 med 19 mio. gæster, blandt dem 150.000 danskere. UDVIKLING Anmeldelse OKT / NOV #5 / 2012 DA AFRIKA KOM TIL VENEDIG Angola er for første gang på Arkitekturbiennalen i Venedig og leverer – overraskende – et af biennalens stærkeste bidrag med et forslag til grøn byforbedring. AF MERETE AHNFELDT-MOLLERUP SMUKT OG DUFTENDE I den sammenhæng er Angolas udstilling en lise. Udstillingen er placeret på øen San Giorgio, i et kloster. Man kommer ind, som i de ﬂeste nationale udstillinger, forbi en reception, hvor der kører noget video. Og så er der et stort, stort rum fyldt med grønne rør, mere speciﬁkt den hurtigvoksende afrikanske rørtype Arundo Donax. Det er overvældende, smukt, duftende og samtidig en rolig og elegant kontrast til resten af biennalen. Hvad går det ud på? Projektet er et forslag til byforbedring i Luanda, Angolas hovedstad, der som mange andre byer i u-lande er præget af stor og ukontrolleret vækst i slumkvarterer uden infrastruktur, kloakering og fælles byrum. Forslaget, der er formuleret af arkitektgruppen Beyond Entropy Ltd, går ud på at plante rør som rodzoneanlæg (lavteknologisk anlæg til rensning af spildevand bestående af et beplantet jordstykke, som spildevandet ledes igennem – se foto) i alle byens mellemrum og dermed skabe et bedre klima, rent vand, brændsel og skønhed. Det er enkelt og meget billigt. SVAR PÅ PROBLEMER Arkitekterne forestiller sig, at den bæredygtige løsning kunne være relevant mange steder i Afrika, og at den dermed er et bud på et fællesskab, både i den nære sammenhæng i Luanda og i den store sammenhæng, som svar på problemer, der vokser med stor hast i det meste af verden. Projektets grundidéer kan genﬁndes mange steder på Biennalen – der er tydeligvis en generel og global tendens til at tænke det fælles som noget, der er grønt og bæredygtigt. Men An- 59/ golas bud er på en gang meget konkret og tilgængeligt, og kunstnerisk helstøbt sammenlignet med de andre. Udstillingen er i sig selv et billede på en forandret verden. At et afrikansk land præsenterer et af biennalens stærkeste bidrag er overraskende og peger mod et helt nyt fælles grundlag. • Merete Ahnfeldt-Mollerup er lektor på Kunstakademiets Arkitektskole med global byudvikling som et af sine forskningsområder. FOTOS: BEYOND ENTROPY LTD Arkitekturbiennalen i Venedig er en slags festival for arkitektur, hvor der både er pavilloner og udstillinger fra de enkelte lande og en fælles, kurateret udstilling. Kurator i år er den britiske arkitekt David Chipperﬁeld, som har valgt temaet “Common Ground” i et stilfærdigt opgør med 00’ernes spektakulære stjerne-arkitektur. Chipperﬁeld mener, at vi skal engagere os i det fælles på mange niveauer. Dels ved at det enkelte arkitekturværk indgår harmonisk i en kulturel og rumlig sammenhæng, og dels at det offentlige rum i sig selv er betydningsfuldt. I praksis er den kuraterede udstilling på Biennalen en politisk sag, så Chipperﬁeld har som alle andre kuratorer måttet invitere en stor mængde “starchitects”, som overhovedet ikke har lyst til at respektere det overordnede tema. Noget tilsvarende gør sig gældende i de mange nationale pavilloner og udstillinger. Med andre ord: I Venedig går man rundt i en kakofoni af udstillinger, der larmer vildt, både bogstaveligt og i overført betydning med mængder af information og data, billeder og modeller, tilbud om kataloger, kaffe og drinks. Kronik “VI HAR OCEANER AF TID” Danmark jagter udvikling som et kapløb, mens folk i Mali sjældent har travlt. Danskerne elsker komplekse løsninger, men malierne er til det enkle. Og mens Danida leder efter fejl, er man i Mali bare glad for det, der lykkes. Bocar Dit Siré Ba, Bamako Programmedarbejder ved Danmarks ambassade i Mali FOTO: KLAUS HOLSTING/DANIDA 60/ “ Hos Danida er man sjældent tilfreds med et resultat, man forsøger altid at ﬁnde det svage punkt. I Mali er det derimod sjældent, man er utilfreds med et resultat. Man forsøger altid at sætte pris på det, der lykkes. Jeg arbejdede for en af Danidas vigtigste samarbejdspartnere, før jeg blev ansat på den danske ambassade i Bamako som ansvarlig for landbrugssektorprogrammet. Jeg har derfor været så heldig med mine egne øjne at kunne observere samarbejdet mellem Mali og Danmark – fra begge sider. Danida kan i år fejre 50-års jubilæum, men er på trods heraf stadig en ung samarbejdspartner i Mali. I løbet af få år har Danida blandt andet gennemført tre større programmer inden for vand- og sanitetssektoren, beskæftigelse og erhvervsfremme samt landbrug. Danida har endvidere ydet støtte til et program for god regeringsførelse, hvilket har vakt beundring hos de maliske partnere for Danidas realitetssans. Der har dog været og er stadig talrige eksempler på områder, hvor der hersker uenighed om visionen for udviklingsprogrammerne og gennemførelsen af dem. Men der er også områder, der vækker fascination og beundring. Det er ofte vanskeligt at forstå de beslutninger, der bliver truffet af Udenrigsministeriet i Danmark! Danida får samarbejdet til at fremstå som tøvende for de maliske partnere, når Danmarks officielle repræsentant i landet ikke længere kaldes “ambassadør” men “chargé d’affaires”, også selv om Danida har forklaret, at denne ændring ikke har nogen negativ indvirkning på Danidas indsats. For deres maliske venner er denne nye titel ikke ligefrem den bedste gave. Er det udtryk for en utilfredshed eller en tilpasning til situationen? Under alle omstændigheder opfattes det som et samarbejde, der virker uklart i sin indsats. Det maliske folk ønsker et konsekvent samarbejde og forstår ikke denne famlen. KULTURKONTRASTER Da jeg begyndte at arbejde for Danida for præcis halvandet år siden, oplevede jeg en række kontraster til den maliske fremgangsmåde. Hos Danida foregår jagten på udvikling som et kapløb. Det skal gå hurtigt for at nå de ønskede resultater. I Mali har man derimod aldrig travlt, når man foretager sig noget. Vi i Sahel-regionen har ubegrænsede mængder af tid. Hos Danida elsker man komplekse løsninger på problemerne, mens man i Mali foretrækker simple, “jordnære” løsninger. Hos Danida er man sjældent tilfreds med et resultat, man forsøger altid at ﬁnde det svage punkt. I Mali er det derimod sjældent, man er utilfreds med et resultat. Man forsøger altid at sætte pris på det, der lykkes. Hos Danida arbejder man med monitorering og evaluering af aktiviteterne. I Mali derimod kan man ikke fordrage denne form for “skolemesterholdning”. Når en aktivitet er afsluttet, ønsker man ikke at vende tilbage til den. Hos Danida er man altid bange for at begå fejl og ikke nå de ønskede resultater. I Mali er man altid optimistisk i forhold til de fastsatte resultater. Samarbejdet mellem parterne er således præget af disse kontraster i det daglige. For at styrke samarbejdet er der derfor behov for at fremme det 61/ > > 62/ gensidige kendskab til de kulturelle forskelle, så man opnår en ensartet rytme og tempo i samarbejdet. SKYLLET VÆK Jeg kan tænke mig, at den danske befolkning ikke bliver glad for at høre, at for eksempel en vej, der er ﬁnansieret af danske bistandsmidler, og som skal skabe adgang til markedet og sørge for, at landbrugsprodukter fra en fjerntliggende landsby i Mali kan blive afsat, viser sig at have mangler, fordi regeringen ikke greb ind i tide og fremskaffede tilstrækkelige midler og sikrede en tæt overvågning af projektet. Befolkningen i modtagerlandet er lige så ked af at se, at den vej, man altid har drømt om, er uanvendelig efter blot en enkelt regntid. Det er et helt banalt eksempel, men stammer ikke desto mindre fra det virkelige liv, og giver en følelse af at have smidt penge ud ad vinduet. Det rammer direkte effektiviteten af Danidas bistandsmidler. Der er efter min vurdering meget på spil, eftersom millioner af danske bistandskroner bliver spildt, fordi det ikke er lykkedes at tilvejebringe et par tusinde kroner. En stor del af løsningen på dette problem skal ﬁndes i partnerskabsaftalerne mellem Danida og modtagerlandet. Det er afgørende, at forpligtelserne i disse samarbejdsaftaler bygger på et bedre kendskab til partnerlandets systemer, så alle parter kan følge disse. FØRST ÆG, SÅ OKSE Et andet dilemma i det danske udviklingssamarbejde er håndteringen af eksempler på korruption i forbindelse med partnerskabsaftalen. Den maliske befolkning støtter princippet om nultolerance, hvor uberettiget anvendelse af selv meget små beløb af danske bistandsmidler skal undersøges grundigt på lige fod med større beløb. Da jeg forklarede Danidas princip for en politiker fra landbrugskammeret i Mopti, svarede han: “Den, der stjæler et æg, er også i stand til at stjæle en okse.” I partnerskabsaftalerne mellem Danida og Mali står der, at den maliske regering i tilfælde af misbrug med danske bistandsmidler skal betale beløbet tilbage. Danidas udbetalinger af støtte til Mali suspenderes, indtil det fulde beløb er blevet tilbagebetalt. Hvis regeringen som led i gennemførelsen af programmerne overdrager bistandsmidler til lokale myndigheder, og der uheldigvis sker misbrug i én lokal myndighed, bliver alle projekter suspenderet, også for de myndigheder, hvor der ikke er foregået misbrug. Det er som at straffe i blinde. Denne fremgangsmåde rammer helt vilkårligt både dem, der har begået fejl, og dem, der har sørget for god forvaltning af bistanden. Uforholdsmæssige sanktioner i forhold til de begåede fejl er med til at hæmme et visionært samarbejde. “ Hos Danida foregår jagten på udvikling som et kapløb. Det skal gå hurtigt for at nå de ønskede resultater. I Mali har man derimod aldrig travlt. ÅBENHED OG ÆRLIGHED Jeg forsøger ikke at forsvare de maliske myndigheder, og jeg vil samtidig gerne understrege, at de mennesker, som samarbejder med Danida, værdsætter og deler de værdier, der danner grundlag for samarbejdet. Et samarbejde, der var tænkt som problemfrit. Det er et partnerskab baseret på en åben og ærlig dialog frem for monolog – både politisk og teknisk. Med myndighederne men også med civilsamfundet og den private sektor på nationalt og regionalt plan. Danidas ﬂeksibilitet ved gennemførelsen af programmer giver også den maliske partner det indtryk, at vi aktivt skal kunne håndtere problemerne i stedet for at ligge under for dem, selv om Danida sommetider er på forkant med reaktionstiden fra malisk side, hvilket kræver større koordinering i forhold til beslutningsniveauet. Desuden bruger de maliske ﬁnansielle institutioner det danske udviklingssamarbejde som et skoleeksempel til at opfordre andre samarbejdspartnere til at have tiltro til regeringens ﬁnansielle kredsløb ved gennemførslen af udviklingsprogrammerne. Det maliske folk værdsætter endvidere Danidas “aktivisme” inden for korruptionsbekæmpelse, selv om denne aktivisme sætter visse myndigheder under stort pres. TØVENDE UTÅLMODIGHED Ovennævnte eksempler understreger de paradokser, der ﬁndes i Danidas aktiviteter og fremgangsmåder i Mali. Samarbejdet opfattes fra malisk side på én og samme tid som både tøvende og utålmodigt – som et samarbejde, der til tider er ude af trit med den lokale virkelighed. Alt dette kan virke som begynderfejl. Men denne karakteristik står uden tvivl i kontrast til det billede, Danida har af sig selv: som en solidarisk, retfærdig, opmærksom og samvittighedsfuldorganisation. Der er efter min vurdering grund til at udøve selvkritik for dermed at forbedre og styrke billedet af Danida i Mali og samtidig forbedre forholdene for Danidas engagement til gavn for udviklingsarbejdet og befolkningens trivsel. De nævnte vanskeligheder skal ses i et helhedsperspektiv og ikke overskygge de positive sider. Den maliske befolkning er tilfreds med det danske udviklingssamarbejde og mangfoldigheden af de gennemførte udviklingsprogrammer, der er direkte til gavn for støttemodtagerne. Danida har skabt et levende samarbejde og tætte relationer til de maliske samarbejdspartnere gennem programmerne, og man får det indtryk, at Danida også har 50-års jubilæum i Mali. Som det franske ordsprog siger, kan man trods en ung alder godt udvise modenhed. • STEMMER FRA VERDEN I anledning af Danidas 50-års jubilæum i år er lokalt ansatte på de danske ambassader i udviklingslandene blevet inviteret til at deltage i en kronikkonkurrence. Vinderkronikken Græsrodskamp mod korruption blev trykt 16. marts 2012 i Morgenavisen Jyllands-Posten. Hovedparten af den debat, vi hører om u-landsforhold, udgår fra personer i Danmark – her er chancen for at høre virkeligheden set fra syd, når Udvikling bringer bidrag fra konkurrencen. Første kronik blev bragt i forrige nummer. Læs alle kronikker under “Danida 50 år” på www.danida.dk DEBAT Mexicos “effektive” narkokrig AF DIEGO OSORNO GONZÁLEZ MEXICANSK JOURNALIST OG FORFATTER TIL FLERE BØGER OM NARKOKARTELLERNE Send debatindlæg på 150-300 ord til [email protected] Homo-rettigheder skal styrkes AF BJARKE OXLUND OG BJARNE B. CHRISTENSEN HHV. NÆSTFORMAND OG GENERALSEKRETÆR I SEX & SAMFUND I det danske ngo-miljø står vi på babystadiet, når det drejer sig om at indarbejde LGBT-rettigheder (rettigheder for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, red.) i vores arbejde i Syd. LGBT-rettigheder er mindst lige så marginaliserede, som kvinde- eller børnerettigheder var det i 1960’erne og 70’erne. Dengang var det en kamp at få anerkendt kvinder og børn som mennesker med rettigheder. Sådan er det også for bøsser og lesbiske i Afrika og andre dele af verden i dag. I alt for lang tid har ansvaret for at kæmpe for LGBT-rettigheder alene ligget hos de aktivistiske LGBT-organisationer og menneskerettighedsorganisationer i Syd. De er imidlertid for nemme at tilsidesætte i deres lokale kontekster, hvor det, de kæmper for, ofte er kriminaliseret. For både store og små ngo’er og Danida er tiden derfor kommet til at tage arbejdet med rettigheder for homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner op og gøre det til en del af vores generelle arbejde. Det er uhyre vigtigt, at også de største aktører i det danske u-landsmiljø rækker hænderne ud mod disse sårbare befolkningsgrupper ved at sætte LGBT-rettigheder højere op på dagsordenen. • I juni/juli-nummeret af Udvikling beskriver den tidligere chef for USA’s narkopoliti Robert Bonner, hvordan Mexicos præsident Calderón de seneste år har været “i stand til at føre en stadig mere effektiv krig mod kartellerne”. Men når man interviewer repræsentanter for menneskeretsorganisationer og journalister, er der andre meninger om denne “krig”, som har kostet over 55.000 mexicanere livet (foto): “Det er ikke en krig mod narkobaronerne. Det er en krig, der handler om kontrol med narkoen. De vil alle have kontrollen: militæret, politiet, dele af den private sektor.” (Charles Bowden, forfatter til Den kriminelle by, 2010). Almindelige borgere bliver vilkårligt arresteret; nogle af dem tortureres for derefter at blive fremstillet for offentligheden som “narkokriminelle” for at vise krigens succes. I USA kunne hr. Bonner have konsulteret State Department, der i 2011 beskrev Mexico således: “Security forces reportedly engaged in unlawful killings, forced disappearances, and instances of physical abuse and torture.” (forkortet af red.) • 63/ Snarere vindstille end medvind AF KRESTEN KJÆR SØRENSEN KOMMUNIKATIONSLEDER I VEDVARENDE ENERGI Udenrigsministeriet skrev for nylig i en pressemeddelelse, at udviklingsbistanden har vind i sejlene. Vi er mange, der ville ønske, det var sandt, men når man kigger på tallene fra den ny rundspørge, tegner der sig desværre et lidt andet billede. Sagen er, at man har forbedret spørgeskemaet, så folk nu har mulighed for at svare, at u-landsbistanden “i nogen grad” hjælper eller “i nogen grad ikke hjælper”. Det giver langt færre svar i “både og” og “ved ikke” til fordel for ﬂere positive svar og ne- gative svar: 51 procent af danskerne mener at u-landsbistanden hjælper – en fremgang fra 39 procent sidste år – mens 30 procent mener, den ikke hjælper – en fremgang fra 16 procent sidste år. Det samlede billede er altså stort set lige stor fremgang i både de positive som i de negative svar. Den mest nærliggende tolkning af den forskel er, at den skyldes de nye svarmuligheder. Det tyder nærmere på, at der er mere vindstille omkring danskernes holdning til u-landsbistanden, end der er medvind – desværre. • FOTO: BERNANDINO HERNANDEZ/AP/POLFOTO LÆSERNES MENING NAVNE 5der rykker Kvinden, der blev træt af prat Lakhdar Brahimi, 78, er udpeget af FN til at aﬂøse Koﬁ Annan som mægler i Syrien. Brahimi har tidligere været udenrigsminister i Algeriet samt udsendt til Afghanistan for FN efter terrorangrebene d. 11. september 2001 og i Irak efter invasionen i 2003. AF MARIE SJØDIN GRÆSHOLM FOTOS: PAWEL FLATO (ØV. TH.) & FN & UNF & KU & SCHIE KJETIL 64/ HKH Kronprinsesse Mary, 40, bliver medlem af et internationalt panel af prominente personer, som skal bekæmpe mødredødelighed og fremme reproduktiv sundhed og rettigheder. Det sker på opfordring af FN’s Befolkningsfond (UNFPA). 49-årige Gunilla Carlsson har siddet på posten som Sveriges udviklingsminister siden 2006. Her har hun kæmpet for ligestilling, klima og miljø, og nu er tiden kommet til FN’s internationale mål for udvikling. Hun er udpeget som medlem af et nyt FN-højniveau-panel, som skal komme med forslag til en ny international Lasse Rosenkrands dagsorden, der kan aﬂøse 2015 Christensen, 57, er udMålene. peget som chef for EU’s “Det är kurser, konferenser, resor civile, fælles sikkerhedsog forsvarsmission i Sydsudan. Rosen- och prat, prat, prat,” kom det fra Gunilla Carlsson om svensk udviklingskrands skal arbejde på at sikre luftbistand tidligere på året. Den skarpe fartssikkerheden omkring den store udmelding kom, i forbindelse med at lufthavn, Juba. Carlsson foreslog en omlægning af svensk bistand væk fra budgetstøtMorten Broberg, 43, juraprofessor ved Københavns ten, og i højere grad målrettes steder, Universitet, er blevet tildelt hvor der kan dokumenteres konkrete resultater. det prestigefyldte Jean Monnet professorat af Europa-Kommissionen. Det skal styrke forskningen BRUGBART BUZZWORD i de juridiske aspekter af relationerne Carlsson vil se handling, og der skal stilles større krav til dokumentation mellem EU og udviklingslandene. af projekter, så befolkningen kan se, hvad de får for skattekronerne. Det er Mari Skåre, 51, er udnævnt til at være NATO’s også hendes nøgleord i arbejdet med de nye FN-mål: handlekraft og gensærlige repræsentant for kvinder, fred og sikkerhed. nemsigtighed. “FN er nødt til at åbne sig. Vi skal Hun har blandt andet tidligere været ikke ses som en elite, som ved, hvorsouschef på den norske ambassade i Kabul og skal nu arbejde for at styrke dan verden fungerer og ikke har forkvinders deltagelse i freds- og sikker- bindelse til de lande, vi skal hjælpe. Vi skal gøre os fortjent til arbejdet med at hedsspørgsmål. skabe nye mål for fattigdomsbekæmpelse,” siger hun til Udvikling. Bæredygtighed. Det ord hører vi meget, og Gunilla Carlsson bruger det også hyppigt. Men det er der en grund til, understreger hun. For 2015 Målene mangler bæredygtige løsninger. “De nuværende mål er simple og matematisk målbare. Det har handlet om, hvor mange vacciner vi får bragt ud til børn. Det skal vi selvfølgelig tage med os. Men vi er nødt til at ﬁnde ud af, hvordan vi laver fungerende institutioner, som kan gøre vores tiltag holdbare i længden,” siger Carlsson. Hun vil arbejde for, at FN i højere grad laver samarbejder med lokale institutioner og organisationer, som kan hjælpe med at holde FN’s udviklingsprogrammer ved lige. UNGE I TOP Carlssons vigtigste mærkesager, når arbejdet går i gang, vil blive ungdomsgenerationen. Ministeren vil arbejde for, at de nye mål i højere grad tager højde for verdens fattigste unge. De er den vigtigste vej til vækst, innovation og nye jobs. I panelet får Gunilla Carlsson selskab af blandt andre Englands premierminister David Cameron, Liberias præsident Ellen Johnson Sirleaf, og Jordans dronning, Rania. • ASIATISK PLADS KORT NYT OM DANIDA AKTUELT • Udvikling: EU-kommissionen satte global udvikling på dagsordenen, da den årlige begivenhed European Development Days (EDD) løb af stablen 16.-17. oktober i Bruxelles. Det var syvende gang, ngo’er, eksperter og beslutningstagere fra EU og resten af verden mødtes til Europas førende platform for debat om udvikling. EVALUERINGER • Public Financial Management: Søger at afdække resultaterne af reformer af den offentlige ﬁnansforvaltning i Burkina Faso, Ghana og Malawi i perioden 2001-2010, samt hvilken rolle international støtte har spillet. Følgende evalueringer er under færdiggørelse og forventes offentliggjort i november/december 2012: • Grøn vækst: Årets store Global • Adgang til retslige serviceydelser Green Growth Forum (3GF) blev afi Zambia: Fokuserer på erfaringer holdt i København 8.-9. oktober 2012. med støtte til retsvæsenet og sikring 3GF er skabt på initiativ af Udenaf bedre adgang til retslige servicerigsministe riet og er internationalt ydelser i Zambia. anerkendt som ledende platform for offentlig-privat dialog og samar• Danidas Fellowship Program: bejde for grøn vækst. Undersøger erfaringer med og • International bistand: Forskningsresultater af Danidas Fellowship og kommunikationsprogrammet ReProgram. Com afholdt 8. oktober konferencen • CSO’ers engagement i politikAid at Work i København. ReCom dialog: Fokuserer på erfaringer med blev iværksat i 2010 af Danida i støtte til civilsamfundsorganisatiosamarbejde med svenske Sida for ners forsøg på at påvirke politik-proat undersøge og formidle, hvorfor cesser i bl.a. Mozambique, Uganda noget u-landsbistand virker, mens og Bangladesh. andet ikke gør. • Kenya: Udviklingsminister Christian Friis Bach deltog 5. oktober i virksomhedskonferencen Eyes on Kenya i København sammen med danske og kenyanske topledere fra erhvervslivet. Konferencen henvendte sig til danske virksomheder med blikket rettet mod det afrikanske marked. www.danida.dk www.evaluering.dk BØRNENES U-LANDSKALENDER I år går overskuddet fra kalenderen til at oprette landsbyskoler i Ghana. Sammen med u-landskalenderen lanceres et onlineunivers med spil og leg for børn. www.u-landskalenderen.dk STYRELSEN På sit møde i september tiltrådte Danidas Styrelse følgende bevillinger: • Bangladesh: Landbrugsprogram for vækst og beskæftigelse – 330 mio. kr. • Burkina Faso: Støtte til makroøkonomiske reformer – 230 mio. kr. • Nepal: Program for vedvarende energi i landområder – 205 mio. kr. • Reproduktiv sundhed: Midler til seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder – 79,2 mio. kr. • International Trade Center: Bidrag til Det Internationale Handelscenter – 27 mio. kr. • Hiv/aids: Støtte til hiv/aids-indsatser i civilsamfundet – 25 mio. kr. KAMPAGNEN VERDENS BEDSTE NYHEDER Danida, FN og mere end 80 danske udviklingsorganisationer kører for tredje år i træk kampagnen. Formålet er at vise danskerne, hvordan Danmarks udviklingssamarbejde bidrager til den positive udvikling i verdens fattige lande. www.verdensbedstenyheder.dk • Udviklingsaktiviteter: Støtte til danske organisationers udviklingsaktiviteter – 75.003 mio. kr. Danidas Styrelse er rådgivende organ for udviklingsministeren. Styrelsen drøfter og indstiller nye programmer, strategier og handlingsplaner. 65/ IndVikling DUS MED DIKTATORERNE Ondskab og grådighed er trumf, når man spiller Tyrankort. Historiens værste despoter er sat på spillekort, og så er der lagt op til en hyggelig stund med Hitler, Pol Pot og g Pinochet.. 66/ AF LASSE HØJSGAARD FOTO: WELTQUARTETT Hvorfor Hvorfor skal det altid vær være ære re så å trist at læse om krige, massemord og institutionaliseret ondskab? Naturligvis skal det fortrinsvis være trist, men vel ikke ALTID? Hvis De, kære læser, vil unde Dem selv et lille frikvarter fra moral og medfølelse – empati og overjeg – og i stedet betragte historiens absurditeter med kaffe, kage og måske en lille, beklemt latter. Så prøv Tyrankort-spillet. Tyrankort er modelleret efter de i ﬁrserne så populære bilkort. Men i stedet for Lancia’er og Aston Martin’er, der konkurrerer på hestekræfter og cylindervolumen, har vi en forrygende samling af historiens ondeste og mest barbariske ledere, der måles mod hinanden på antallet af dræbte, deres personlige formue, eller hvor længe de sad på magten. UNDERSKOV AF DESPOTER Og der er nok at tage af. Fra de klassiske diktatorer som Hitler, Stalin og Mao går en vidt forgrenet sti gennem tid og geograﬁ ud til en underskov af mere eller mindre vanvittige despoter og tyranner. Legendariske folkemordere som Pol Pot og Saddam Hussein husker vi naturligvis alle, mens for eksempel den etiopiske militærdiktator Mengistu er røget lidt i glemmebogen, selvom han – i hvert fald ifølge spillet – har 1,5 millioner liv på samvittigheden. Slet ikke noget dårligt kort at få på hånden i Tyranspillet. “ En forrygende samling af historiens ondeste og mest barbariske ledere, der måles mod hinanden på antallet af dræbte, deres personlige formue, eller hvor længe de sad på magten. Man mindes med spillet også om nogle af de mere farvestrålende indslag på nyere tids internationale scene. Naturligvis menneskeæderen Idi Amin, men også en mand som Bokassa, der lod sig krone til kejser af Den Centralafrikanske Republik i 1977 ved en ceremoni, der kostede det fattige land en fjerdedel af årets BNP. Der ligger mange interessante diskussioner gemt i spillet. For eksempel om hvorvidt nogle dødsofre tynger mere end andre. Eksempelvis har de tyske spilproducenter taget deres egen kejser Wilhelm II med og godskrevet ham for ti millioner dødsofre på grund af hans rolle i 1. verdenskrig. Men bør militære tab overtrumfe for eksempel Idi Amins 300.000 dødsofre, der omkom som følge af politisk forfølgelse, etnisk udrensning samt almindelig blodtørst? SJOVERE END PRÆSIDENTKORT Er man generelt til tossede diktatorer, har man udviklingen imod sig. Efter at diktaturet som regeringsform toppede i midten af halvfjerdserne, hvor op mod 90 stater havde et totalitært styre, er det gået jævnt ned ad bakke, og demokratiet – i hvert fald det formelle – er nu moderne. Men det er nu sjovere med diktatorkort end med præsidentkort. • / Lasse Højsgaard er freelancejournalist Tyrankort udgives af den tyske spilproducent Weltquartett. Men ideen er også taget op af den danske satiregruppe Alexanderband under navnet diktatorkort, og deres udgave kan downloades på www.alexanderband.dk. FREMBLIK P.S. FRA AF MARIE SJØDIN GRÆSHOLM 30. OKTOBER NEJ TIL UNDERTRYKKELSE Bedre rettigheder for seksuelle minoriteter i u-lande. Det vil udviklingsminister Christian Friis Bach diskutere med blandt andre en række danske ngo’er på en konference på Christiansborg. Her præsenteres også en ny vidensportal om seksuel orientering og kønsidentitet i udviklingsarbejde. 20. NOVEMBER FOKUS PÅ DE SMÅ Alle børn har ret til at vokse op under sunde og trygge forhold. Det blev FN’s generalforsamling enige om en efterårsdag i 1989. Og siden er Børnekonventionens fødselsdag blevet markeret hvert år af nødhjælpsorganisationer som Unicef og Børnefonden. 193 lande har underskrevet konventionen, kun USA og Somalia mangler. HVORFOR SKRIVER I ALDRIG OM ... Da en ung mand i Tunesien satte ild til sig selv i december 2010, havde få nok forestillet sig, at det ville blive begyndelsen på de mest markante omvæltninger nogensinde i den arabiske verden. 2011 stod i det arabiske forårs tegn, og her på redaktionen rev vi os fortvivlede i håret. I løbet af kort tid ﬂygtede eller www.lgbtnet.dk faldt den ene præsident efter den www.unicef.dk anden. Det var godt nyt for de vrede folkemasser, men dårligt nyt for Udvikling. Vi udkommer kun hver anden måned, så vi kunne godt glemme 25. NOVEMBER –2. DECEMBER alt om at være først med det nye. I HVORFOR FATTIGDOM? stedet valgte vi at gøre det, vi er bedst DR sætter fokus på global fattigdom til. Vi satte fokus på den globale fømed kampagnen Why Poverty, hvor du devarekrise og stigende madprisers 1.–11. NOVEMBER blandt andet kan opleve otte dokumen- betydning for eksplosionen af folkelig tarﬁlm om emnet. Se Christoffer Guld- vrede i den arabiske verden. Og mens OG AMNESTYPRISEN GÅR TIL … Traditionen tro uddeler CPH:DOX brandsens Stealing Africa om korrupandre medier ﬂokkedes omdøgnets i samarbejde med Amnesty Intertion, eller oplev hvordan bedstemødre begivenheder på Kairos Tahrir-plads, national årets Amnestypris til en ny fra hele verden bliver uddannet til at sendte vi en reporter til Kairos udkant, dokumentarﬁlm, der handler om men- arbejde med solcelleanlæg i ﬁlmen hvor fattigdom, sygdom og mangel på neskerettigheder. 10 ﬁlm dyster om pri- Solar Mamas. udvikling er et dagligt livsvilkår. sen, bl.a. White Black Boy (foto) om en For os på redaktionen var det en www.whypoverty.net albino i Tanzania. CPH:DOX har over sund øvelse. Udvikling er Danmarks 200 dokumentarﬁlm på programmet. globale magasin, så vi dækker naturligvis vigtige globale begivenheder. www.cphdox.dk Men vi er ikke et dagblad. Vi kan, og skal, ikke konkurrere med de glimrende danske nyhedsmedier. Vi skal levere læsning, der ikke fås andre steder, begået af vidende skribenter, med det formål at gøre vores læsere klogere på FREM TIL 13. JANUAR verden set i et fattigdoms- eller udvikMERE END BOLLYWOOD lingsperspektiv. Indien er et land i vækst og spås en stor På redaktionen får vi ofte henvenfremtid som verdens næste stormagt. delser fra læsere. Nogle af jer skriver India Today – Copenhagen Tomorrow til os med spørgsmålet “hvorfor skriver 15.–17. NOVEMBER er et kulturprojekt, der stiller skarpt I aldrig om ...”. Emnerne kan være alt på landets mange muligheder inden FRA CUBA TIL KØBENHAVN fra særlige Danida-støttede projekter i Fyld ørerne med latinamerikansk og for mode, ﬁlm, erhverv, design og et u-land til mere generel omtale af et skandinavisk musik på Roots Music forskning. Se for eksempel de anmelspeciﬁkt land eller en særlig problemFestival. Hvert år i november kan du derroste udstillinger Fashion Now og stilling. Det arabiske forår er et af dem. høre folkemusik fra forskellige dele Art Now om indisk mode og kunst på Vi sætter stor pris på alle ideerne. af verdens kulturer på den tredages kunstmuseet ARKEN i Ishøj. Tak for dem. De holder os i gang, infestival, som afvikles midt i Købenspirerer os – og bliver også omsat til www.indiatoday.dk havn. I år blandes lys og let nordisk artikler i magasinet nu og da. musik med komplekse latinamerikanske rytmer. Redaktionen www.rootsmusicfestival.ckultura.org Udgives af Danida, Udenrigsministeriet. MAGASINET OG FILMFESTIVALEN PRÆSENTERER: DOKUMENTARFILM I VERDENSKLASSE Træd ind i mørket og oplev udkantsverden. De steder, der ligger i periferien, og de mennesker, der lever på grænsen. Vi viser fire æstetiske film og inviteterer til artist talk, drinks, paneldebat og livemusik. 04.11.12 – 17:00 – PÅ TEATER GROB – TOMORROW Russisk aktivisme mellem kunst og hærværk – hvem sagde Pussy Riot? Med kunst som eneste våben protesterer ’Voina’ mod Putins Rusland. En bevægende film, måske kan kunst forandre verden? TOMORROW EVENT: Paneldebat om kunst, kamp og revolte jorden rundt. Udviklings særpris 60 kr. 06.11.12 – 17:00 – PÅ TEATER GROB – MY AFGHANISTAN VERDENSPREMIERE I zonen på kanten til krig bor der mennesker. Oplev de historier, der aldrig når igennem mediemuren i en overraskende poetisk, morsom og rå film. MY AFGHANISTAN EVENT: Q&A med instruktøren + fotoudstilling om Afghanistan. Udviklings særpris 60 kr. 07.11.12 – 18:30 – PÅ TEATER GROB – FORTRESS INTERNATIONAL PREMIERE Oplev landet du ikke vidste, du burde kende. Pelshuer, læderjakker og kæderygning dominerer Transnistria i midten af Moldova. Problemet er: Ingen anerkender landet. Vi ser Europas fattigste land. De ser paradis på jord. FORTRESS EVENT: Afterparty: livemusik + balkan dj + et glas vin. Udviklings særpris 60 kr. 08.11.12 – 16:30 – I CINEMATEKET – ,)6).'"5),$).' Der bygges en motorvej gennem den okkerfarvede ørken i Tchad. Filmen kommer helt tæt på nomadefolket og de franske bygherrer. Filmens poesi vil røre dig. Hvor fører vejen hen? ,)6).'"5),$).' EVENT: 1!MEDÛLMENSINSTRUKTRANTROPOLOG Udviklings særpris 60 kr. Udviklings læsere får rabat ved at oplyse abonnentsnummer. Billetter kan reserveres på www.cphdox.dk og købes i døren på aftenen henholdsvis på Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K og Teater Grob, Nørrebrogade 37, Kbh N