1. No category

8
TORSDAG 19. MAJ 2011 POLITIKEN
11,4
.
milliarder dollar var
Kinas handelsoverskud
i april
155
milliarder dollar eksporterede
Kina for i april, hvilket var ny
rekord
Debat
Kilde: Berlingske
MEDLEMSMAGNET. Partiernes medlemstal har været i frit fald, siden de gamle partier toppede i begyndelsen af 1960’erne. Nogle af de nye partier har imidlertid haft stor succes med at rekruttere nye medlemmer i 00’erne. Arkivfoto: Astrid Dalum
Øv. Medlemmerne svigter – nogle af partierne
Det er efterhånden
mange år siden, at S og V
havde flere hundredtusinde medlemmer.
Men historien om danske
partimedlemmer er ikke
en ren forfaldshistorie.
analyse
anmark er et af de få lande, der allerede før Anden Verdenskrig
havde veletablerede, demokratiske, medlemsbaserede partier på begge
sider af det politiske spektrum. Og i årene
efter Anden Verdenskrig
blomstrede medlemsbaserede partiorganisationer i såvel Danmark som
resten af den vestlige del
KARINA
af Europa. Men siden
KOSIARA1960 har det samlede anPEDERSEN
tal danske partimedlemmer været dalende. Efter et drastisk fald i
perioden 1965-1980 har faldet siden 1980
været moderat.
Selv om det samlede antal medlemmer
D
giver en indikation af partiernes generelle mobilisering, viser det ikke, hvordan de
enkelte partiers medlemstal udvikler sig.
Dette er specielt relevant, når antallet af
partier forandres, som det f.eks. skete ved
jordskredsvalget i 1973 i Danmark.
HVIS VI først ser på udviklingen i medlemstallene i de tre største partier i det
danske system, toppede Socialdemokraterne og Venstre umiddelbart efter krigen med medlemstal omkring 286.000
og 200.000 i 1950, mens Det Konservative
Folkeparti toppede i 1967 med 143.000
medlemmer.
Den generelle tendens for disse tre største og ældste partiers medlemstal er nedadgående. Men der er undtagelser, nemlig de konservative i 60’erne og begyndelsen af 80’erne og Venstre i begyndelsen af
90’erne, hvor de i medlemstal overhalede
Socialdemokraterne.
Hvis vi vender os mod de mindre partier, ser vi for det første, at et af de fire gamle, Det Radikale Venstre, aldrig nåede de
medlemstal, de tre andre gamle havde.
De Radikale toppede i 1960 med 35.000
medlemmer og har indtil årtusindskiftet
oplevet et fald i sit medlemstal.
Ser man på de nye partier, har ingen af
disse været i stand til at etablere med-
lemsorganisationer, der bare tilnærmelsesvis nærmer sig Venstre og Socialdemokraternes i størrelse.
Men nogle af dem har i dag overhalet
de radikale og nærmer sig de konservative. Generelt gælder det dog, at de nye partier ikke har været i stand til at kompensere for de faldende medlemstal hos de
gamle partier.
Nogle af disse nye partier oplever – ligesom de gamle – en nedadgående tendens:
CD ophørte f.eks. med at eksistere efter
deres exit fra Folketinget i 2001. Kristeligt
Folkeparti/Kristendemokraterne var en
meget succesfuld medlemsorganisation i
1970’erne, men siden 1980 har de også oplevet en jævn tilbagegang. Selv om de ikke
har været repræsenteret i Folketinget siden 2005, eksisterer de stadig og har mere end 2.000 medlemmer. Efter flere års
tilbagegang fordoblede Det Radikale Venstre sit medlemstal i perioden 1995-2005;
men antallet af medlemmer i 2010 er tilbage på niveau med tallet i 2000.
DE RESTERENDE tre nyere partier har
imidlertid alle siden årtusindskiftet, og
regeringsskiftet i 2001, oplevet en meget
markant fremgang i antal medlemmer:
Dansk Folkeparti har næsten fordoblet sit
Partiernes samlede medlemstal
Kilde: Center for Valg og Partier, 2011 - 11203
600.000
400.000
200.000
0
1935
1950
1960
1970
1980
1990
2000
2010
medlemstal, Enhedslisten har mere end
fordoblet sit medlemstal, og SF har tre
gange så mange medlemmer nu som i år
2000. Dette viser, at der i Danmark stadig
er partier, der via en aktiv mobiliseringsstrategi formår at skabe vækst i deres
medlemstal.
VIGTIGT ER DET dog også at bemærke, at
alle partier tiltrækker nye medlemmer
hver måned, selv om de absolutte medlemstal falder. En del partier mister blot
flere medlemmer, end de er i stand til at
rekruttere. Det er specielt et problem for
de gamle partier, hvor omkring en fjerdedel har været medlemmer i mere end 30
år – og hvoraf en vis del falder fra af naturlige årsager.
I en spørgeskemaundersøgelse blandt
danske partimedlemmer i 2000/2001
blev medlemmerne spurgt om, hvornår
de havde meldt sig ind i partiet. Her viste
det sig, at mellem en femte del og en tredjedel af medlemmerne i de fire ældste
partier har været medlemmer i mere end
30 år. Men undersøgelsen viste også, at
der var en del, der havde meldt sig ind i de
sidste seks år (op til undersøgelsen i
2000/2001), nemlig også mellem et femtedel og en tredjedel.
Partierne oplever også her i 2010 både
DESUDEN satte parti og regering alle sejl
til for at give et billede af, at langt størsteparten af alle cubanere bakker helhjertet
op om styret og revolutionen. 50-året for
det unge, revolutionære Cubas opsigt-
vækkende sejr over den USA-organiserede invasion i Svinebugten 17.-19. april 1961
kunne bruges til at skabe en stemning af
fest og styrke, bl.a. med en kæmpeparade
til den store Plaza de la Revolución i Havana. Her kunne de væbnede styrker – Fuerzas Armadas Revolucionarias (FAR – De
Revolutionære Væbnede Styrker) – demonstrere deres styrke og disciplin,
mens den civile demonstration skulle vise befolkningens opbakning til styret og
revolutionen.
Den store, livlige og farverige demonstration var dog næppe udtryk for så stor
en folkelig opbakning, som styret gav udtryk for. De store, årlige demonstrationer
på revolutionsdagen 26. juli og andre
mærkedage er gennem mange år blevet
organiseret gennem forskellige former
for pres fra arbejdspladser og styrets forskellige masseorganisationer for at sikre
et tilstrækkeligt stort antal deltagere.
Hvis man vælger at blive væk uden gyldig
grund (bl.a. sygdom, vagtarbejde), kan
det få alvorlige følger.
Den uafhængige journalist Ainí Martín
Valero oplyste i begyndelsen af april, at
eleverne på hendes søns gymnasium fik
at vide, at det var obligatorisk at deltage i
la marcha, demonstrationen. En lærer
skal ifølge Valero have meddelt eleverne,
at såfremt de ikke deltog, ville de få en anmærkning, som kunne betyde, at de ikke
kunne regne med at komme ind på universitetet. Andre kilder oplyser, at denne
form for ’mobilisering’ af de unge er almindeligt udbredt.
Det virker i det hele taget, som om styrets tillid til befolkningen ikke er overvældende. Samtidig med at udlandets
PARTIER I BEVÆGELSE
De politiske partier er under forandring.
I dag og i morgen ser partiekspert Karina Kosiara-Pedersen nærmere på de
danske partiers udvikling.
indmeldelser og udmeldelser og dermed
en vis udskiftning i deres medlemmer,
uanset om deres medlemstal er opad- eller nedadgående. De partier, der oplever
fald i antallet af medlemmer, mister blot
flere medlemmer, end de rekrutterer.
BUDSKABET HER er for det første, at der
stadig er politiske partier i Danmark, der
oplever markant medlemsfremgang, selv
om partiernes samlede medlemstal falder. For det andet at der i alle partier kommer nye medlemmer til, uanset om medlemstallet stiger eller falder: Der er altså
blandt vælgerne fortsat en interesse for
partimedlemskab – om end denne interesse faldende.
[email protected]
Karina Kosiara-Pedersen, lektor, Center for
Valg og Partier, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.
KRONIKEN I MORGEN
SOFIA
Bahrainere beder bare om demokrati
... Nedtælling for Cubas revolution
den med vekslende intensitet. Det sorte
forår i 2003 markerede en af kulminationerne i undertrykkelsen og forfølgelsen
af kritikere, dissidenter og uafhængige
journalister. I alt 75 dissidenter, herunder
29 journalister, blev arresteret, og efter
summariske retssager, hvor forsvarsadvokaterne ikke fik mulighed for at forberede et forsvar, og retsmøderne varede
helt ned til 10 minutter, blev de anklagede idømt straffe på mellem 10 og 27 års
fængsel. I mange tilfælde blev de interneret langt fra deres hjemby, så det blev
vanskeligere for familierne at besøge
dem.
Det sidste års tid er der tilsyneladende
sket en opblødning. Især ved den spanske regerings og den katolske kirkes mellemkomst er de fængslede fra det sorte
forår gradvist blevet løsladt. Den sidste af
de 29 journalister, der blev fængslet og
dømt i 2003, Pedro Argüelles Morán, blev
løsladt 4. marts i år.
Dermed syntes styret at imødekomme
den voksende kritik i befolkningen og
signalere en åbning op til partikongressen i april, hvor den internationale opmærksomhed over for Cuba ville vokse.
Raúl Castros åbningstale og vedtagelsen
af, at ingen kan sidde på en valgt post i
partiet mere end to perioder a fem år i
træk, syntes også at imødekomme den
udbredte kritik i ind- og udland af den
manglende udskiftning af ledere.
politiken analyse
opmærksomhed blev rettet mod frigivelsen af de fængslede fra 2003, intensiverede styret kritikken og forfølgelsen af kritiske og uafhængige røster overalt i landet
– tydeligvis for at forebygge kritik og demonstrationer før og under kongressen.
Ifølge Committee to Protect Journalists
blev mindst 10 korrespondenter for Hablemos Press, der især informerer om
menneskerettigheder og oppositionens
aktiviteter, de første tre uger af april anholdt og tilbageholdt på politistationer,
sat i husarrest eller truet med anholdelse. Andre uafhængige medier og dissidenter kan berette noget tilsvarende.
Forsøget på at hindre ikke-autoriserede informationer og kritik i at komme
ud omfatter også en smædekampagne
mod de stadig flere bloggere, der udfordrer styrets totale kontrol med medierne. De uafhængige journalister og bloggere har ikke hidtil været særlig kendte i
befolkningen, fordi deres muligheder for
at nå et større publikum er begrænsede.
Til gengæld er flere af dem meget kendte
i udlandet, fordi forskellige netværk –
menneskeretsorganisationer, almindelige medier og modstandere af de cubanske styre – sørger for at publicere og udbrede dem.
Op til partikongressen blev det markant ændret takket være en intensiv kampagne fra styrets side mod især bloggerne. Skytset bliver særligt rettet mod den
internationalt kendteste af bloggerne,
den 35-årige filolog Yoani Sánchez, der
netop har fået Cepos’ frihedspris. I en tvdokumentar 21. marts, ’Ciberguerra contra Cuba’ (Cyberkrig mod Cuba) anklagede man landets efterhånden mange
bloggere for at være kontrarevolutionære, der bliver betalt fra udlandet for at undergrave og modarbejde revolutionen.
Yoani Sánchez’ udenlandske priser og
royalties for bøger omtales som midler
fra USA’s regering til at finansiere hendes
og bloggernes kontrarevolutionære
aktiviteter. Millioner af cubanere så
Cubanerne er
dette og andre proved at miste
grammer, der sværden frygt for
tede bloggere og
undertrykkelse uafhængige jourog repressalier, nalister og medier
til. Ifølge Yoani Sánsom hidtil har
chez har kampagfået folk til at
nen imidlertid ikke
tie og bøje sig
skabt en stemning
mod hende og andre bloggere. Hun fortæller, at nu kommer folk hen til hende på gaden, hilser og
giver gaver. »Sådan var det ikke før; da
fjernede folk sig af frygt«.
MÅSKE er frygten efterhånden mere på
styrets side. Den udbredte kritik af de
planlagte økonomiske reformer på debatmøderne op til partikongressen var
en klar advarsel til partitoppen. Det samme er Las Damas de Blanco (Damerne i
Hvidt) – hustruer, mødre, døtre, slægtninge til politiske fanger – som hver søndag
går til messe i Santa Rita kirken i Havanakvarteret Miramar og bagefter går i tavs
demonstration i det gamle velhaverkvarter, hvor mange højtstående politikere
og funktionærer bor, og de fleste ambassader ligger.
Demonstrationen – der er inspireret af
de argentinske Mødre på Plaza de Mayo,
som fra marts 1977 hver torsdag demonstrerede mod militærdiktaturet foran
præsidentpaladset i Buenos Aires med
krav om at få deres forsvundne sønner og
døtre tilbage – er lige så stille vokset siden
2003. De er ofte blevet chikaneret af politi
og bøller, men i dag bliver de modtaget
positivt af mange. Det er, som om cubanerne er ved at miste den frygt for undertrykkelse og repressalier, som – blandet
med en vis tro på revolutionen og en velbegrundet frygt for, hvordan den mere
rabiate del af de eksilcubanske bevægelser ville fare frem i tilfælde af styrets fald –
har fået folk til at tie og bøje sig.
Der er ingen tvivl om, at styret har registreret det. Det har fingeren på pulsen.
Derfor beslutningen om at begrænse embedsperioder til højst 2 x 5 år, derfor opblødningen af gennemførelsen af reformerne, derfor indrømmelsen af, at kvinder, sorte og unge er blevet diskrimineret
ved besættelsen af poster i parti og regering.
Men partiledelsen har valgt ikke at
gennemføre en politisk åbning med
plads til andre politiske og ikke-politiske
organisationer end de officielle, til andre
medier end de officielle, med løsladelse
af alle politiske fanger og ændring af de
dele af loven, der gør det muligt at spærre folk inde for bl.a. terrorisme eller anslag mod revolutionen for blot at ytre en
anden mening end den autoriserede.
Men man er klar over, at alt ikke kan
blive ved det gamle. Derfor indgår man
en slags social pagt, hvor styret satser på
at sikre cubanerne social og politisk sikkerhed og stabilitet, mod at de giver af-
kald på borgerlige og politiske rettigheder og friheder.
GARANTEN for sikkerhed og stabilitet er
hæren, som er den stærkeste enkelte
magtfaktor i det cubanske samfund. Det
afspejler sig i den nye centralkomité og i
politbureauet. Af de 15 medlemmer i politbureauet er syv generaler, inklusive førstesekretær Raúl Castro og andensekretæren. Hæren har siden 1959 været førende i modstanden mod demokratiske rettigheder og ytringsfrihed. Det var således
hæren, der i 1970-71 stod bag den berygtede sag mod den prisbelønnede digter Heberto Padilla. Han blev fængslet og derefter tvunget til en ’selvbekendelse’ på direkte tv for at have skrevet digte, der blev
betragtet som ’kontrarevolutionære’,
først og fremmest digtsamlingen ’Fuera
de juego’ (Offside, eller Uden for spillet).
Padilla-sagen splittede bl.a. latinamerikanske forfattere for og imod Cuba. Fidel
Castros ord om, at inden for revolutionen er alt tilladt, uden for intet, er konsekvent blevet efterlevet helt til i dag. Styret
forsøger at fastholde princippet, men har
set sig nødsaget til at give lidt køb for at
dæmpe den voksende sociale og politiske
uro. Men det er ikke længere nok at følge
princippet fra den italienske roman ’Leoparden’ om at forandre noget, for at alt
kan forblive det samme. Spørgsmålet er,
om ikke nedtællingen er begyndt til en
fremtid uden for revolutionen?
JENS LOHMANN
WWW Har du kommentarer til Kroniken
– gå ind på politiken.dk/kroniker