Kommuner i kamp for at undgå motorvej INDLAND 31.07.2014 kl. 03:20 Motorveje: Byrådsmedlemmerne i Favrskov og Skanderborg kommuner gør alt, hvad de kan, for at forhindre, at en ny motorvej mellem Aarhus og Viborg skal skære gennem deres baghave. AF AXEL PIHL-ANDERSEN Søren Schousboe Laursen kan se frem til en ekspropriering af sin ejendom og undrer sig over, at politikerne i Favrskov Kommune for blot et par år siden støttede en nordlig linjeføring. Foto: Sebastian Buur Gunvald STØRRE|MINDRE ARTIKLEN ER GEMT Jeg vil forfølge sagen og se, om det ikke kan lade sig gøre at få lavet den om. Tage Nielsen, radikalt byrådsmedlem i Skanderborg Alle er enige om, at der er behov for en motorvej mellem Aarhus og Viborg til at erstatte den hårdt trafikerede Viborg-vej, men når det kommer til placeringen, har der været benhård kommunekamp om linjeføringen ved Lading lidt uden for Aarhus. Her har Vejdirektoratet skitseret tre muligheder på strækningen fra Sabro til Søbyvad, og embedsmændene havde på forhånd anbefalet den nordligste løsning som den mest optimale. Derfor var overraskelsen stor for mange, da politikerne i Transportudvalget i forbindelse med den store trafikaftale i juni besluttede sig for at lægge sig fast på den sydlige linjeføring, som går ind i Skanderborg Kommune, i stedet for den nordlige løsning, der bevæger sig gennem Favrskov Kommune. Kritikken af denne løsning har været massiv fra politikere i Skanderborg og fra borgere, der mener, at folketingspolitikerne har truffet en usaglig beslutning, og at de har ladet sig påvirke af et grundigt lobbyarbejde fra Favrskov Kommune. Fakta fejet væk Det radikale byrådsmedlem og tidligere viceborgmester i Skanderborg Tage Nielsen mener, at fakta har været fejet af bordet. Han har talt med store bogstaver, hvor ord som svinestreger og rævekager er blevet brugt. »For det første mener jeg, at det er en helt forkert afgørelse, som er dårlig på stort set alle parametre: Den er dårlig for miljøet og naturen, fordi den går gennem sårbare naturområder. Det er den dyreste løsning, fordi den er 2 km længere end den nordlige linjeføring. Den kommer til at berøre og genere flest mennesker. Og endelig går den alt for tæt på kulturarvsarealet ved Borum Eshøj,« siger Tage Nielsen. Han kritiserer samtidig politikere og embedsmænd i Favrskov Kommune for et usædvanligt stort lobbyarbejde i forhold til folketingspolitikerne. »De har hyppet deres egne kartofler lige lovlig meget og har sammen med Frijsenborg Gods brugt meget tid på at påvirke politikerne,« siger Tage Nielsen, der endnu ikke har opgivet kampen for at få ændret linjeføringen. »Jeg vil forfølge sagen og se, om det ikke kan lade sig gøre at få lavet den om,« siger han. Ekspropriation Søren Schousboe Laursen flyttede for fire år siden sin familie fra byen til landet, da han købte en nedlagt landejendom syd for Voldby og syd for Viborgvej. Nu kan han se frem til en ekspropriering af sin ejendom, men det er sådan set ikke det værste, mener Søren Schousboe Laursen, der er scient.pol. og har arbejdet i politiske systemer i flere år. »Jeg har aldrig oplevet et mere besynderligt og usagligt forløb end valget af denne linjeføring,« siger Søren Schousboe Laursen, der også peger på, at politikerne i Favrskov Kommune for blot et par år siden støttede en nordlig linjeføring. »Ingen havde i deres vildeste fantasi forestillet sig, at de ville vælge den sydlige løsning. Først har Favrskov rost den nordlige, og så er de pludselig vendt på en tallerken,« siger han. Ifølge Søren Schousboe Laursen har Favrskovs lobbyarbejde især manifesteret sig i det seneste halve års tid, hvor både lokalpolitikere og greven af Frijsenborg Gods har argumenteret for en sydlig linjeføring. Afviser kritik Favrskov Kommunes borgmester, Nils Borring (S), afviser kritikken af overdrevet lobbyarbejde. »Jeg tror ikke, at vi har bedrevet mere lobbyarbejde end Skanderborg Kommune. Skanderborg mener et, og vi mener noget andet, og det er jo politikerne og ikke embedsmændene, der i sidste instans skal træffe et valg. Ellers behøvede vi ikke politikere. For os har det været vigtigt at undgå at få en motorvej lige gennem Lading-Fajstrupområdet, der er et meget vigtigt vækstområde for Favrskov Kommune. En motorvej ville have stoppet vores vækst i dette område,« siger borgmesteren, der også mener, at flere mennesker ville blive berørt af motorvejen ved den nordlige linjeføring. »Nogle parametre taler til vores fordel – andre til modpartens fordel. Der er mange interessenter i dette spil, og jeg er valgt som borgmester i Favrskov, så derfor er det naturligvis min opgave at arbejde for kommunens interesser,« siger Nils Borring. Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, mener, at alle parter er blevet hørt, inden politikerne traf, hvad han kalder for »en kollektiv beslutning«. »Der har været rigtig mange deputationer på besøg i Transportudvalget, og jeg har aldrig tidligere oplevet en så stærk lokal interesse. Men vi har hørt på alle argumenter med åbent sind, inden vi er kommet frem til en beslutning. Nu må vi se fremad, og jeg håber, at vi allerede til næste år kan finde penge, så vi kan komme i gang med første del af motorvejsprojektet,« siger han.
© Copyright 2024