Kongelig Priviligeret kro og gæstgiveri

Kongelig privilegeret Kro
og gæstgiveri
Af Henning Christiansen
og Poul Rasmussen
I Pontoppidans Danske Atlas fra 1768
kan man læse følgende om Spørring:
I Byen er en privilegeret Kroe, siden det
er paa Landeveien imellem Aars (Århus) og Randers.
Der har været kongelig privilegeret
kro/gæstgiveri meget tidligere end
ovenfor nævnt, idet mange vejfarende
nødvendigvis måtte gennem Spørring for at komme over åen gennem et
vadested ca. der hvor Nordeas Spørring afd. er beliggende, og Spørring var
derfor på denne tid et vigtigt trafikknudepunkt.
En af postruterne i det ordnede postvæsen, der blev oprettet i 1624 af kong
Chr. IV, gik fra det kongelige slot i
Kolding over Vejle, Horsens, Skanderborg, Århus og
endte i Jyllands
dengang vigtigste by: Randers.
Der afgik på det
tidspunkt agende
post to gange
ugentligt. Sidst
i 1700 tallet var
vejforløbet fra
Århus til Spørring nogenlunde,
som vi kender
det i dag, men
nordpå gik vejen 15½ milepæl ved Randersvej nær Bogenhøjvej.
over Astrup ad
Stod oprindelig ved
Røvedvej og
kirkegårdsmuren overfor
forbi Rud kirke, Brugsen.
hvor den fulgte den endnu eksisterende
bivej til Randers, og befordringen skete
med diligence.
I Spørring var der diligencestald, hvor
der nu er kirkegård på hjørnet overfor
Brugsen. Der var plads til 5 heste, så der
stod altid 4 friske heste og én i reserve.
Diligencen skulle holde en mil i timen
(7,5 km), og den kørte fra Randers kl.
7.00 og var i Spørring kl. 9.00, hvor
den skulle passere åløbet, som var en
vanskelig forhindring. Det var derfor naturligt at der blev givet kongelig privilegie til kro og gæstgiveri. Der blev skiftet
Rutebilen fra 1913.
heste, afleveret post og pakker på kroen
- som var datidens lokale postkontor,
alt imens de rejsende havde ophold på
kroen. Efter en times rast kørte man
videre og var i Århus kl. 12.00.
Efter diligencens ophør i 1862, da
jernbanen mellem Århus og Randers
var færdiggjort, erstattede dagvognen
behovet for passagertransport og mindre forsendelser til Århus og Randers.
27
I 1913 afløste rutebilen dagvognen,
og ruten er den vi i dag kender som
rute 118.
Den ældst kendte kro i Spørring
28
Af folketællingslisten fra 1787 fremgår det at der var en husmand og
kroholder i Spørring, og husmandsbruget med kro og gæstgiveri lå på
den vestlige side af Gammel Landevej, den beliggenhed vi i dag kender
som Gammel Landevej 50. Det var en
gammel faldefærdig bindingsværkgård
da den blev nedrevet i 1889. Ifølge
udskiftningskortet fra 1794 er der tale
om matr.nr. 21, og hovedparten af husmandsbrugets areal lå syd for Spørring
mose. Matr.nr. 21 blev i 1883 udstykket så der kunne opføres en gård med
matr.nr. 21 A i forbindelse med landbrugsarealet syd for mosen. Gårdens
navn er ”Elmegård” og beliggenheden
Gammel Landevej 95. Nu kender vi
jo bedst stedet som ”Minkfarmen”.
Kroens areal fik matr. nr. 21 B og var
ved udskiftningen i 1794 på 40.990
kvadratalen = 16.150 kvadratmeter,
fordelt ligeligt på begge sider af Gammel Landevej, så man meget passende
kunne bygge ”på den anden side” når
der skulle bygges en ny kro.
Kroen der brændte lå på den østlige
side af Gammel Landevej
En del år før den ældst kendte kro blev
nedrevet, og sikkert også nogle år før
udstykningen i 1883, blev der bygget kro på den østlige side af Gammel
Landevej. Der var både plads til en
købmandsbutik og lidt landbrugsdrift.
Beliggenheden har været ca. der hvor
rækkehusene med nr. 49 A til 49 E er
beliggende i dag.
Kroen øst for Gammel Landevej som brændte den
10. juni 1897.
Kroen havde stråtag, og denne stråtækte kro nedbrændte den 10. juni 1897,
dog kunne rejsestalden efterfølgende
anvendes og virkede som sådan til den
blev nedrevet sidst i 1940´erne.
Århus Stiftstidende skrev således den
10. juni 1897: Spørring Kro nedbrændt. 600 kr. indebrændt?
Den røde Hane galer rigtigt i disse
Dage. Næppe havde vi faaet de sidste
Oplysninger fra Korupbranden i Aftes,
før der kom Melding om, at Spørring
Kro er brændt i Morges, og Telegram
om en stor Brand ved Ringkjøbing.
Branden i Spørring opstod saaledes:
Pigen havde stukket Fyr under et
Petroleumsapparat, der stod paa Komfuret, og var gaaet ud at malke, medens
Kroens Ejer samtidig var ude at fodre
Kreaturerne. Imidlertid maa Petroleumsapparatet være væltet eller eksploderet,
thi noget efter slog Flammerne ud fra
Kjøkkenet, og inden ret længe havde Ilden omspændt hele Krobygningen med
Rejsestalden osv. Alt Indboet brændte,
og det hedder sig, at 600 Kroner i Kontanter skal være brændt for Kromanden.
En nyopført Bygning med Dansesal blev
reddet, da den ligger i Haven, adskilt fra
de andre Bygninger.
For at belyse brandens omfang bringes
her en udførlig avisartikel som Spørring
Egnsarkiv har en kopi af. Artiklen er en
del år efter branden skrevet af journalist
og senere redaktør Sandvad Hauberg,
søn af lærer ved Spørring skole Jens
Henrik Jensen og Andrea Marie Hauberg Jensen.
Da Spørring Kro brændte
En af De BEGIVENHEDER, der
indtraf i mine tidligste drengeaar i
Spørring, blev i bogstaveligste forstand
indskrevet med ildskrift i min erindring. Det var den brand, som lagde
den gamle Spørring Kro i aske. Det
skete en tidlig sommermorgen i 1897,
og husker jeg ret var datoen den 10.
juni. Saa tidligt var det, at de fleste af
byens folk stadig laa i deres søde søvn,
da kirkeklokken tog til at ringe. Det var
ikke klokkeren Jens Randløvs sædvanlige morgenhilsen, men alarmsignalet,
der meldte brand, og som blev givet
ved, at knebelen ustandseligt ramte
samme side af malmklokken.
Og bevares for en hurlumhej, der blev.
Som ved et trylleslag kom der liv i husene langs landsbygaden. Gardiner blev
rullet op eller trukket til side. Vinduer
fløj op med arrige smæld. Søvndrukne
ansigter kikkede frem. Hist og her saa
man mænd, koner og børn i det bare
næsten ingenting løbe forvirret ud
og ind af dørene for at høre nyt om,
hvor og hvad der brændte. Byen var
paa faa øjeblikke som en summende
bikube – én stor forvirring. Nysgerrigheden blev dog hurtigt tilfredsstillet. En vældig røgsøjle i byens østlige
udkant fortalte, at det brændte i den
gamle landevejskro. Det blev for de
flestes vedkommende kun til en højst
nødtørftig paaklædning. Det gjaldt om
at være hurtigt paa stedet, om noget
skulle reddes. Og der var nok at redde
af, for der var ogsaa købmandshandel
i kroen. Og saa alle de gode drikkelige
varer, der vel nok især for den mandlige
del af redningsfolkene var et trækplaster
af rang.
Slukningsmateriellet bringes til
brandstedet
Saa lød der dundrende hovslag og
den gnældrende lyd af en stivvogn paa
gadens brolægning. Det var sprøjten,
der skulle hentes. Og det gik, saa gnisterne fløj fra brostenene. Brandfogden
Christen Dinesen med det fine messingskilt paa maven stod allerede parat
ved sprøjtehuset, da vognen i rasende
fart svingede ind foran porten. Tre fire
raske karle ind i huset efter sprøjten,
slangen og et par spande. Hele herligheden op i vognen. Og af sted igen til
brandstedet, der laa ganske nær. Det
kneb med at faa krikkerne til at staa
i nærheden af den kvalmende røg og
det knitrende baal, men nu var der allerede folk i massevis, saa man naaede
lige at faa slukningsmateriellet ned af
kareten, før pokker tog ved hestene ud
af landevejen og hjem over markerne i
fuld galop, saa der ikke blev andet end
pindebrænde tilbage af vognen.
Slukningsarbejdet indledes
Brandfogden og straalemester Jens Sørensen traadte i funktion. De gav ordre
til sprøjtens placering og anbringelse
af slangen. Der blev raabt paa spande
til vandbæring og paa arbejdskraft
ved pumpestængerne. Sprøjten var et
aflangt kar, i hvis midte sprøjteværket
var anbragt. Pumpens to cylindre var
forsynet med to vippestænger, der hver
29
30
skulle betjenes af fire mand, og det var
selv for otte unge og kraftige karle et
drøjt stykke arbejde at holde tryk paa
slangen. Til at begynde med dannede
vandbærerne kæde fra kroens brønd til
sprøjten, saa de fyldte spande sendtes
til sprøjten og de tomme til brønden.
Senere dukkede der køretøjer med ajletønder, som man havde fyldt med vand
fra aaen eller nabogaardene. De holdt
saa ind til siden af pumpekarret og lod
vandet fosse ned i det.
Da nu saadan en ildebrand ikke var
en hverdagsbegivenhed, og da man
mellem brandende sjældent skænkede
slukningsmateriellet nogen større
opmærksomhed, kan det ikke undre at
sprøjtekarret altid var læk - eller som
man sagde stavrasset - saadan at der til
at begynde med løb mere vand ud af
karret end ind i det. Til stort ubehag
for de arme pumpefolk, der altid stod i
et næsten bundløst pløre og halede i de
seje pumpestænger.
Men da saa alle forberedelserne var i
orden, og der var tilstrækkeligt med
vand i karret til, at man kunne sætte
tryk paa, tog straalemesteren affære.
Han lagde sin tommelfinger fast over
åbningen i det fine messingrør, som
sad i enden af slangen, skred dristigt
saa nær til ildhavet, som han mente,
hans tøj og skæg kunne holde til, og
saa raabte han til folkene ved sprøjten:
- Kom saa bare mæ vandet! Det var
spændende øjeblikke at se, hvordan
vandet pressedes ud i slangen. Fra at
være flad og død blev den pludselig
rund og levende. Den ligesom snoede
sig, og naar straalemesteren ansaa trykket for tilstrækkeligt, slap han tommelfingeren fra messingrøret, hvorpaa
vandet med megen syden og knalden
spruttede ud og dannede en tommelfingertyk straale, der til alles forbløf-
felse og glæde kunne naa helt op til
rygningen af et almindeligt hus, ja i
medvind kunne straalen endda smutte
helt over taget.
Der var mange interesserede
tilskuere
Det var et herligt skuespil. Hver og en
af os nød det i fulde drag. Og det faldt
aldrig nogen ind at skænke virkningen
en tanke. Nu var jo alt, som det skulle
være. Nu var sprøjten igang, og saa
kunne der med ret og billighed ikke
forlanges mere. At huse og gaarde - og
i dette tilfælde den gamle kro - brændte
ned til grunden, maatte tages som
noget uafvendeligt og helt naturligt.
Det kunne under ingen omstændigheder lægges hverken materiellet eller det
haardt arbejdende mandskab til last.
Materiellet havde man ikke bedre. Og
mandskabet gjorde til punkt og prikke
sin pligt.
Men kroen brændte. Med købmandshandel, krostuer, privatlejlighed, sal og
rejsestald og det hele. For det var en
gammel kro, kongelig privilegeret, og
ingen, der kom til brand hin morgen,
kunne tænke, at det kunne være anderledes. Og det blev en brand som levede
længe og stærkt i byens erindring. En
af de begivenheder, der satte skel i den
lille landsbys annaler, saaledes at det
mangfoldige aar efter altid hed: Naa,
det var det aar eller aaret før eller efter,
kroen brændte.
Der var sort af mennesker omkring
brandstedet. En ildebrand var ingen
hverdagsbegivenhed, og naar den saa
futtede af paa et saa belejligt sted som
her, er det klart, at alt hvad der kunne
krybe og gaa i den lille by, tog del i
foretagendet. Mange var kun passive
tilskuere, men en stor del af det halv-
voksne og voksne publikum kastede sig
med iver og dødsforagt ud i redningsarbejdet, der gav ikke saa faa og enkelte
endda helt forbavsende resultater.
Reddes hvad reddes kunne
En gammel og hævdvunden skik i den
tid var, at man allerførst sørgede for at
redde beholdningerne af øl og brændevin. Bagtanken hermed har vel været
de hjertestyrkninger, som brandmandskabet ved dets haarde arbejde gjorde
sig fortjent til. Og saadan gik det
selvfølgelig ogsaa her ved kroen, hvor
der bragtes gode ankere op med baade
øl, rom og brændevin - sat i sikkerhed
i behørig afstand fra flammehavet. Det
var en foranstaltning, der som dagen
gik, satte sit præg paa slukningsarbejdet
og den stemning som prægede folkelivet. Den blev med et mildt ord ikke saa
lidt munter.
Iøvrigt skal det siges til uvisnelig hæder
for de folk, der mødte straks om morgenen, at de alle kom med de bedste
hensigter om at redde det mest mulige
fra ødelæggelse. At de til stor sorg fra
de brandlidte, saaledes som man endnu
i dag kan se det ved ildebrande, misforstod deres opgave, og ødelagde betydeligt mere end der blev reddet, skal ikke
komme dem til last. Deres hensigter
var virkelig de bedste. Men den dag som saa ofte siden - savnedes der organisation og metode i redningsarbejdet.
Folk var forblindede i deres iver.
Et par eksempler, der lige saa godt
kunne hentes fra en brand i vore dage,
kan belyse sandheden i de gamle ord,
at blind iver skader: En mand løb
straks ind i spisekammeret, der endnu
var saa temmelig uden for farezonen.
Han gik omgaaende til angreb paa de
store lerkrukker med syltetøj, agurker
og henkogt frugt. Med haard beslutsomhed greb han dem en efter en og
kastede dem ud i gaarden uden først at
aabne vinduet, og uden at have sikret
sig, at der var nogen til at tage imod
dem. Resultatet var ikke godt. Efter
aktionen laa der en trøstesløs bunke
skaar og miskmask af solbær, ribs, jordbær, agurker, pærer og æbler. En anden
mand stormede som en tyfon ind i
dagligstuen, hvor man med udfoldelse
af kraft og behændighed fik den store
tromle-kakkelovn brækket i flere passende stykker, som et efter et blev sendt
ud af de lukkede vinduer til gaden. I
samme stue baksede to - tre mænd med
stole, borde, sofaer og skilderier. Intet
af møblerne slap helskindet fra turen
ud i det fri. Benene var brækket eller
revet af stole og borde naar de kom ud,
sofaens betræk var flænget, og skilderierne var enten uden rammer eller med
knust glas.
I soveværelset gik ogsaa den vilde
jagt. Her havde en mand dog haft den
omtanke at bundte dyner i et lagen.
Byldten var dog alt for stor til døraabningen, og han tog sig ikke i agt for,
at nogle spiger og iturevne hængsler
lumskeligt lukkede op for dynernes
fjer og dun, saa han kom ud i et sandt
fyrværkeri af hvidt - en hel byge, der til
stor fryd for den yngste del af publikum, dalede ned over pladsen foran
brandstedet.
Skabe, kommoder og kister med indhold blev tumlet saa voldsomt omkring, at de fik mærker af det for livstid,
og tabte kommodeskuffer med alskens
brogede nyttegenstande laa paa række
og viste redningsmandskabets triumfvej
fra den brændende bygning til sikkerheden.
Kromanden og hans kone har sikkert
med mere forbavselse end beundring
31
set paa al denne ødelæggelsens vederstyggelighed, og man kan ikke bebrejde
dem, om den tak, de senere skulle
udtale til de raske og uegennyttige
redningsmandskab, har været en smule
anstrengt.
Tagets nedstyrtning
32
Men efterhaanden som branden - trods
sprøjtemandskabets heroiske anstrengelser - greb mere om sig, nærmede
man sig det katastrofale øjeblik, da
taget kunne ventes at skride. Saa blev
der en raaben efter de forvovne og
dødsforagtende, som endnu var paa
jagt i huset efter mere at redde. Og det
lykkedes da ogsaa i dette tilfælde at faa
alle levende ud, inden det sidste haab
om redning sank i grus med taget.
Tagets nedstyrtning var brandens højdepunk. Nu betragtede selv straalemesteren og hans raske svende deres væsentligste del af arbejdet for overstaaet.
Der kunne nu indtages forfriskninger,
inden man gik over til anden akt: Ef-
terslukningen. Denne stod paa til ilden
havde raset ud, og derefter blev et par
hold beordret til at holde vagt og sætte
vand paa, hvis ilden skulle finde paa at
rejse sig igen.
Der var andet end branden
som blev slukket.
For alle andre end krofamilien havde
det været en herlig dag. Drikkevarerne
slog godt til trods den store tørst i de
røgsværtede halse. Der var ogsaa reddet
godt med fetaljer, saa sult behøver ikke
at nage nogen. Dagen havde i det store
og hele mindet meget om en af de
gemytlige markedsdage, der i hine tider
blev holdt i Spørring, og paa hvilke
man forlystede sig med alskens fjas og
tant. Da redningsfeberen havde sat sig,
og det blev klart, at kroen med hvad
dertil hørte, ville brænde ned, gjorde
man det bedste ud af en kedelig ting og
slog gækken løs. De stærke og idelige
Den nye kro blev opført vest for Gammel Landevej
i 1897 er her fotograferet først i 1900 tallet.
forfriskninger satte modet og humøret
op. Der blev sunget og fortalt historier,
aflagt kraftprøver, og selv et rask slagsmaal savnedes ikke i underholdningen
paa den ildebrandsdag, der blev baade
festlig og minderig.
Afsluttende bemærkninger
om krobranden
Ja saadan mindes jeg dagen, da den
gamle kongelige privilegerede kro blev
flammernes bytte. Og brandens aarsag var ingen i tvivl om. Kromandens
tjenestepige (dengang kendte man ikke
begrebet husassistent) Ane var gaaet
ud for at malke ved 4-tiden og havde
forinden sat vand over til morgenkaffe
paa et petroleumsapparat, som paa den
tid var en nymodens aabenbaring, man
ikke rigtig forstod at bruge. Om Ane
har skruet paa for højt blus eller paa anden maade kludret med mekanismen,
vides ikke, men der skete det , mens
hun var borte, at apparatet eksploderede, og dermed var spillet gaaende.
Og det var for saa vidt rart nok for alle
parter, at brandaarsagen kunne findes,
fordi branden indtraf paa et tidspunkt,
da den frygtede politimand Sylow rejste
landet rundt og holdt skrappe forhør
i anledning af nogle serier uopklarede
brande. Saa skrappe var forhørene, at vi
børn, naar vi havde lavet gale streger,
blev truet med, at den slemme Sylow
skulle komme og straffe os. Naa, men
allerede aaret efter var kroen genrejst
paa den modsatte side af landevejen
med rejsestald, festsal og dansesal - dog
uden den gammeldags hygge der prægede den brændte. Den gamle kro tog
noget af en svunden tids rare minder
med sig i graven, men den gjorde det
paa en maade, saa det blev indskrevet
med glorøde bogstaver i landsbyens hi-
storie og med et gravøl, der kunne sige
sparto til alle baade før og siden.
Haandværkerforeningen for
Spørring og Omegn i givtigt
samarbejde med Spørring Kro
Den 21. januar 1883 afholdt Haandværkerforeningen stiftende generalforsamling på Spørring kro, og det
skulle vise sig at denne forening fik
stor betydning for kroen ved afholdelse
af mange forskellige arrangementer.
Allerede på den stiftende generalforsamling blev det besluttet at afholde
basar og tombola, som blev afholdt i
perioden 25/2 til 4/3, kun en måned
efter stiftelsen af foreningen. Skomager
Rasmus Madsen, Spørring, blev valgt
som formand, men han nåede ikke at
varetage bestillingen mere end et halvt
år før han, som det fremgår af forhandlingsprotokollen ”fratrådte af bestyrelsen paa grund af tunghørighed”. Der
var mange håndværksmestre fra omegnens landsbyer i foreningen og man
var godt repræsenteret i bestyrelsen, så
det blev snedker P. Holm fra Trige der
overtog formandsposten. Skrædder A.
Baltsersen, Spørring, var med i bestyrelsen fra begyndelsen, og han blev den
3. marts 1895 Haandværkerforeningens formand, en post som han bestred
gennem mange år.
Haandværkerforeningen ville
bygge forsamlingshus
Det blev en tradition med den ugelange basar med tombola som afholdtes i
starten af året, og senere blev det fulgt
op af udstillinger som afholdtes om efteråret. Der blev afholdt koncerter, bal,
juletræ, foredrag, aftenskole mm og der
blev oprettet et bibliotek. Man havde
33
34
så mange visioner i Haandværkerforeningen at det blev besluttet at opføre
et forsamlingshus, så der blev nedsat
et byggeudvalg, og efter tre behandlinger/afstemninger blev byggesagen
vedtaget den 13. oktober 1895, men
byggeriet blev aldrig gennemført, for
den 20. juni 1897, altså en halv snes
dage efter den gamle kros brand, blev
et forslag fra gjæstgiver Andersen om
”at give foreningen plads i sit hus og
så ikke bygge forsamlingshus” vedtaget, og Haandværkerforeningen kom
til at betragte lokalerne i den nye kros
fløj mod syd som foreningens lokaler.
Der blev i januar måned 1898 truffet
beslutning om at anvende 400 kr. til
lokalernes udsmykning, og man var klar
til at afholde basar mindre end et halvt
år efter den gamle kros brand. Det
vedtoges i øvrigt ”at enhver mester skal
forpligte sig til at lade sine lærlinge og
forbundtere gå i aftenskole, når de vil
have udstillingsret til foreningens basar”. Aftenskolen havde præg af at være
teknisk skole, desuden vedtoges det at
tage bogføring med som fag.
Sommerfester i Spørring skov
og etablering af lystanlæg
overfor kroen
I juni 1901 blev det besluttet at afholde to årlige sommerfester i Spørring
skov, der er beliggende mellem Sogne-
Håndværkerforeningens sommerfest i 1916. Optoget fotograferet foran anlægget inden turen går rundt
til omegnens andre landsbyer.
vejen og Spørring å og har givet navn
til ”Skovgård”, Sognevejen 4, og Spørring Skovvej. I tilfælde af regnvejr blev
festerne flyttet til kroen. Desuden besluttede man at bekoste en dansesalon
i Spørring skov. Til fester i skoven blev
der inviteret talere, og ved en sådan fest
skulle værten f.eks. svare foreningen
10 kr. samt bespise to talere og bestyrelsen. I oktober samme år blev der
udarbejdet overslag vedr. beplantning
af lystanlæg, og der blev udarbejdet
kontrakt mellem kroejer Andersen og
Haandværkerforeningen om benyttelse
af arealet. Anlægget blev etableret for
en pris af 1.000 kr. og det var beplantet
et halvt år senere. I de følgende par år,
mens anlægget voksede til, afholdtes
der både sommer- og høstfester i Spørring skov, men fra sommeren 1905 var
man klar til at feste i anlægget, beliggende hvor nu ejendommene Gammel
Landevej 49 A - 55 er byggede, og der
blev opstillet danseestrade og musiktribune til den forestående pinsefest.
Det gik bare derudad i et kvart
århundrede
I 1906 blev der afholdt dilettant i den
øverste sal og basar i den nederste.
Entré begge steder blev fastsat til 25
øre. De følgende 10 år forløb stort set
uændrede, men den jyske længdebane
havde flyttet trafikken. Hadsten voksede op omkring jernbanen, og man
oprettede ”Den Jyske Haandværkerskole” i Hadsten, hvorved der ikke var
behov for en teknisk skole i Spørring.
Andre ændringer i samfundet spillede
også ind, og der var en stærk afholdsforening som stod bag opførelsen af
Spørring Afholdshotel i 1913.
Af loyale hensyn begyndte foreningerne i Spørring at afholde møder og
arrangementer på skift mellem kro og
afholdshotel. Haandværkerforeningens
lejemål af sal og scene blev opsagt i
1917, i øvrigt samme år som Søren
Nielsen blev ejer af Spørring Kro. Et
interview i anledning af Søren Nielsens
95års fødselsdag i 1960 giver et godt
indblik i de svundne tider.
Århus Amtstidende bragte den 21.
juni 1960 et interview med forhenværende kromand Søren Nielsen
i anledning af dennes 95 års fødselsdag. Søren Nielsen overtog den
35
kongelig privilegerede Spørring Kro
i 1917, og overdrog den en snes år
senere til sin søn, Johannes Nielsen,
for at nyde sit otium, boende på
kroen.
Jeg vil helst lægges i jorden inden
sommeren er forbi
36
”Kan De se det ar, jeg har oven i hovedet?
Det fik jeg en aften, da jeg faldt på den
høje trappe og knaldede hovedet mod stenene. Doktoren kom og syede flængerne
sammen. Han sagde mange pæne ord;
men sagde ikke noget om, at han ikke
troede, jeg kom over den historie.
Han kunne såmænd godt have sagt det.
I morgen bliver jeg 95 år. Min tid er
inde. Hver dag er så lang, at den næsten
ikke er til at komme igennem. Jeg vil
helst lægges ned i sommer eller i hvert
fald inden sommeren er helt forbi. At
skulle leve en hel vinter til, kan jeg ikke
holde ud. Men det sker også snart for
mig. Jeg kan mærke det. Jeg kan næsten
ikke se noget, mit syn bliver svagere dag
for dag. Det kniber også med at høre.
Gå nogen steder kan jeg heller ikke.
Det er ikke til at være i fred for bilerne,
der kommer farende og er helt lydløse.
Sportspladsen er det eneste sted, hvor
jeg kan gå, så den render jeg rundt om
et par gange om dagen”.
Fik sødsuppe i 1888
Søren Nielsen, der begyndte som kromand i Spørring i 1917, og stadig bor
på kroen, som hans søn nu driver, er
i bogstaveligste forstand mæt af dage.
Det kniber ham at se og høre; men
han er endnu så åndsfrisk, at han kan
indse, hvor svækket han er blevet. Det
kniber også med hukommelsen. Klarest står oplevelserne fra barndommen
og ungdommen, selv om det koster
anstrengelser og tager tid at få dem
hentet frem. Han konstaterer det selv
med en egen tør lune- en blanding af
resignation, selvironi og træthed:” Jeg
kan huske, at jeg fik sødsuppe en dag
1888. Det var, mens jeg var soldat, vi
var på march fra Randers til Århus. I
Galten ved Hadsten gik vi i kvarter, og
der fik vi altså sødsuppe. Den bedste
jeg nogensinde har smagt. Derimod
fik vi noget være hundeæde, da vi kom
til Tilst. Tit har jeg ønsket at rende
på kvarterværten fra Tilst. Han var en
lang rallik, så jeg skulle nok have kendt
ham, og så skulle han alligevel have fået
besked. Nej sødsuppen i Galten, det
var sager det kan jeg huske. Det er 72
år siden. Hvad vi fik på Spørring kro i
går det husker jeg ikke”.
Gik fastelavn med veteranernes
krigsmedaljer
I sine unge dage var Søren Nielsen en
kæk karl, lidt for kæk, efter hvad han
selv siger, og som dreng har han nok
været en spilopmager. Hans far var
sognefoged i Elsted, og en vinterdag
havde han været i Århus for at hente
tapperhedsmedaljer til de gamle veteraner i sognet. Medaljerne havde han i en
taske. Her fandt Søren dem. De så godt
ud, synes han. Det var netop fastelavn,
og efter skik og brug skulle drengede ud
at rende fastelavn. Søren delte de fine
medaljer ud til kammeraterne, og så gik
de ud i sognet og sang fastelavn ind,
smykket med de gamle krigeres hæderstegn. Der er jo nok udbrudt en ny krig
efter den historie - med sognefogeden
i Elsted som hærfører; men det siger
Søren ikke noget om. Imidlertid: medaljerne tog ingen skade, og var senere til
megen pryd for de gamle krigere.
Søren
Nielsen med
sin uundværlige pibe.
det, og så giver jeg hellere helt afkald
på det. Om jeg ville synes om tiden.
hvis jeg var ung? Nej, næh, jeg tror det
ikke. Der er for meget uægte i den. Det
eneste jeg bryder mig om er at få fred”.
”Jo, måske landmand”
Jeg kom for tit på kroen
Som ung var Søren Nielsen landmand
og havde en gård i Spørring. ”Det blev
til for lidt med landbruget”, siger han.
”Det var ikke gode tider. Måske kom
jeg også for meget på kroen. Det blev
sådan set mit held, for det førte til at
jeg købte den. Og hvad, ukendt med
den var jeg jo ikke, så det gik såmænd
hel godt. I gamle dage var Spørring
Kro jo en stor historie. Her var markeder for hele egnen. En dag talte jeg
84 kreaturer, der var bunden uden for
kroen i 3 ”kobler”. En anden dag talte
jeg 32 cykler ude langs med muren.
Det var en ny tid, der kørte frem. Siden
er det gået stærkt. For stærkt efter min
mening. Mange af de nye ting fører
ikke noget godt med sig. Folk farer af
sted for at vinde et par minutter, men
kan godt sidde et par timer over et
godt bord. Man har fjernsyn og glemmer og se tingene i ens nærhed; man
har radio, som man kan høre på. Jo, jeg
kan såmænd godt lide både radio og
fjernsyn; jeg kan bare ikke følge med i
Han sidder lidt og mere sanser end
egentlig ser, hvordan regnen har frisket
op på have og marker.
”Det er godt, vi har fået regn”, siger
han. ”Hvis jeg var ung nu ville jeg ikke
bytte en gård med en kro. I min ungdom var det træls at være landmand.
Nu går det hurtigere med arbejdet, og
de får mere ud af det. Slagterier og mejerier har gjort underværker. Bønderne
magter meget, når de står sammen. Det
er mærkeligt at tænke sig; men hele
udviklingen er sket i min tid. Nej, jeg
underkender ikke de nymodens maskiner; men det var alligevel det politiske,
der hjalp landbruget på vej. Jeg kan
huske de store møder fra den tid, og
når vi var til valg i Skjoldelev. Vi kørte
der over i hestevogn, og det var altid
mig der var kusk. Da gik bølgerne højt
- ja, ja, både på den ene og den anden
måde, men der kom noget godt ud af
det, hvad kommer der ud af det nu”?
Det kan jeg godt huske
Sætningen kommer tøvende, og undertiden forsvinder et ord, eller det
bliver for svært at få en tanke frem; men
meningen er klar nok, og giver man sig
tid til at lytte, kan Søren Nielsen fortælle
noget værdifuldt, for han har levet i to
forskellige tidsaldre og gjort sine erfaringer - både gode og dårlige. Forfængeligheden er lagt bag ham, og han prøver
ikke på at besmykke sine handlinger.
”Jeg har gjort mange dumheder i mit
37
liv”, siger han. ”Det kunne jeg få lov til.
Det klogeste, jeg nu kan gøre er at forsvinde. Mon ikke jeg får lov til det. Om
festdagen ikke først skal fejres? Hvordan
fejres? Jeg kan tåle to kaffepuncher; men
ikke den tredje”. Hans gammelmandsansigt lyser op i et smil.
”Det kan jeg da huske”.
Søren Nielsen måtte igennem to
vintre mere inden han fik fred. Han
døde i 1962, 97 år gammel.
38
Store samfundsændringer efter afslutningen på 2. verdenskrig i 1945
Behovet for gæstgiveri, som gav de
landevejsfarende mulighed for et måltid
mad og en seng, forsvandt i takt med
indførelse af jernbane, biler, traktorer og
omlægning af hovedlandevejen. Hestene, som der på et tidspunkt var plads til
et halvt hundrede af i kroens rejsestald,
forsvandt ud af billedet, og rejsestalden
blev nedrevet. At det havde været givtigt
med opstaldning af heste, fortæller de
økonomiske transaktioner ved opret-
telse af Spørring Vandværk i 1933 om,
idet de tre initiativtagere på vandværkets vegne kunne låne anlægskapitalen
på 15.000 kr. af Emil, som var kroens
staldkarl. Det har sikkert givet godt med
drikkepenge at tage imod og aflevere
de mange heste. Spørring og Omegns
Haandværkerforening, som havde haft
stor gavn af kroens lokaliteter var skrantende, og foreningen blev opløst i 1952.
Det blev forsøgt med andre
aktiviteter
Op gennem 1970`erne opstod de
legendariske torsdagsballer, hvortil man
strømmede i stort antal fra nær og fjern,
og der var også perioder med bal og
underholdning fredage og lørdage. Der
var både mulighed for underholdning
og dans, hvilket et eksempel på annoncering her fortæller om. Men efter en
årrække med skiftende ejere blev kroen
i 1991 totalrenoveret og indrettet til
lejligheds- og værelsesudlejning, og der
er ikke mere mulighed for gæstgiveri.
Der var mulighed for dans på
både kroen og hotellet.