Adams historie
Adams historie 20 aldrig vil kunne få det ned. Han ryster på hovedet. Hun peger på et mindre stykke, og til sidst peger hun på det Vilhelm Topsøe, 2002 (11,4 ns) mindste stykke på panden. Han ryster på hovedet. – Vil du da slet ikke have noget?! Mor siger det ikke særlig højt, men alligevel lyder det, Han kan høre at mor er ved at være færdig med at lave mad. Hun nynner, som hun gør, når hun lader som om der ikke er 25 som om hun skriger. Jeg kan jo ikke så godt li’ kød. 5 noget i vejen, og nu mærker han kvalmen. Du skal også spise kød! Det siger de! Igen lyder det som et For hans skyld har hun stegt magert kalkunkød på en tør skrig. pande og kogt små, spanske kartofler, som kan spises uden Der er mange, der ikke spiser kød. noget til. Nu kalder hun på ham, og så er han nødt til at gå ud i køkkenet. 10 30 Så kartoflerne da? Nej, tak. Han ser ikke sin mor i øjnene, og han ser heller ikke på sin far, som står henne ved køkkenvinduet med sit Du vil altså slet ikke spise noget?! evindelige glas i hånden og prøver på at lade som ingenting. Han ryster igen på hovedet. Både mor og far ved, at de Mor smiler sit indsmigrende smil, mens hun står og roder i ikke må slå ham. Ellers havde de måske gjort det, tænker kalkunkødet med en gaffel. Hvor han dog hader det smil. 35 han. – Du vil altså igen ikke spise noget som helst af det, jeg 15 Far ser bare ud i luften. Pludselig hader Adam dem begge har lavet til dig? to. – Vil du have så meget? Nej. Mor peger med gaflen på et stykke kalkunkød, som hun Nej?! sikkert synes er lille, men som for ham er så stort, at han 40 Jeg skal jo alligevel indlægges i morgen. Denne pdf er udskrevet af Louise Gill (loui494k), 10. klasseskolen Øresund (217033), 12/11 2014 Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal afregnes Copydan-vederlag af print. Mor smiler ikke længere sit smil, nu giver hun helt op. Nu Mor svarer et eller andet, men han kan ikke høre det. er der kun det bundulykkelige udtryk i hendes ansigt, som – Sådan gør alle de andre jo, siger han. han kender så godt, og som han ved er hans skyld, ja, det Mor står stadig med ryggen til. ved han godt. Det er min skyld, det er min skyld, det er min 65 45 skyld! Mor, du må ikke være ked af det. Mor svarer ikke. – Overlægen har jo netop sagt, at I, du og far, fra nu af ikke længere skal bekymre jer om, hvor meget jeg spiser... Men han kan ikke gøre noget ved det. Adam... Mors stemme knækker over. Ingen af hans forældre reagerer. –... noget skal du spise! Du skal! – ... det er hospitalets ansvar nu. Han har ondt af hende, men hvorfor kunne de ikke også 70 Mor og far var helt rystede, da de kom hjem efter den 50 la’ ham være i fred, på hans sidste aften hjemme? Men i det sidste forældresamtale. Han sad i stuen og spurgte dem øjeblik mor kaldte, vidste han inderst inde godt, at hun igen ligesom tilfældigt, hvordan det var gået. De sagde næsten ville presse på for at få ham til at spise, og at de igen vil ikke noget, men deres stemmer var helt anderledes. komme op og skændes, alle tre. Han har på forhånd gennemtænkt det, han nu siger. 55 – Mor!! Det er ikke længere jeres ansvar! 75 Mor vender sig stadig ikke. Nu er hun nok blevet vred. Mor, i aften kan det da være lige meget! Men hvorfor er hun det? Far sætter sit glas og går hen til Lige meget!! hende. Mor ser på ham med et næsten vildt blik, så vender hun – Adam har jo ret, siger far. Overlægen sagde, at det ikke sig væk. – Ja, siger Adam, for ligegyldigt hvad jeg vejer i morgen, 60 vil de bare tro, at det er fordi jeg har drukket en masse er noget, vi længere skal gå så meget op i. 80 – Jeg husker ikke, hvad overlægen sagde, siger mor. Han sagde så meget. vand. Denne pdf er udskrevet af Louise Gill (loui494k), 10. klasseskolen Øresund (217033), 12/11 2014 Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal afregnes Copydan-vederlag af print. Mor og far havde vist troet, at forældresamtalen kun ville Mor og far ser ikke på hinanden. Der er ingen, der siger gå ud på, at overlægen ville give dem sin smilende noget, og Adam synes, at det er ham, der har ansvaret for at velsignelse og udtale, at de endelig ikke måtte være kede af, 105 de igen kommer til at tale med hinanden. – I øjeblikket er jeg jo desværre temmelig syg ... 85 at de ikke kunne klare at få lille Adam til at spise i hjemmet. Og at der så ikke ville være mere at sige om det. – Vi må ikke længere gå rundt og føle, at det er vores – ... men det er der ligesom ikke noget at gøre ved. Og ansvar at Adam spiser, for det er ikke godt, siger far. alvorlige sygdomme er jo nu engang noget, som lægerne Hverken for Adam eller os. 90 Hverken far eller mor svarer. 110 tager sig af. – Så er vi altså blevet kasseret, siger mor. Mor vender sig ikke. Men far ser på ham og nikker. Far kan ikke li’, at mor bruger det udtryk, og det har han – Alvorlige sygdomme, er jo lægernes ansvar, det siger sagt flere gange, og nu er han ved at blive vred. egentlig sig selv. Men I er stadig min elskede mor og min elskede far. I er ikke blevet kasseret! – Nej, vi er ikke! Adam er temmelig sikker på, at de så spurgte overlægen, 115 95 hvor lang tid hospitalsopholdet for deres egen lille Adam mor glad. Eller bare mindre ked af det. – Lægernes ansvar, siger mor. Hvorfor skal det være ville vare. Hvor lang tid det ville vare før deres lille øjesten bedre, at Adam kommer på hospital? blev helbredt. Og at overlægen havde svaret med de tørre Far prøver at smile. tal: at en femtedel af dem, der bliver indlagt, faktisk ikke bliver helbredt, men at de dør. Simpelthen fordi de sulter sig 100 ihjel. Jo, vi er kasserede, siger mor. De sidste sætninger har Adam udtænkt for at gøre især 120 – Det har vi jo talt om ... – Jeg har ikke noget højere ønske end selv at passe mit barn ... Nej, vi er ikke, siger far. Denne pdf er udskrevet af Louise Gill (loui494k), 10. klasseskolen Øresund (217033), 12/11 2014 Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal afregnes Copydan-vederlag af print. Måske har du det ikke nu, tænker Adam, men, mor, der var engang, hvor jeg bare måtte passe mig selv. 125 145 – ... passe og pleje mit eget barn! – Forstår du det? Ordet, i hvert fald? Kan du stave til det? Adam tænker på de fire femtedele af patienterne, som Adam lader som om han ikke forstår, at det er ham, der faktisk overlever. De fleste af dem bliver kun helbredt sådan bliver spurgt. Men selvom far sikkert fortryder, hvad han er da. Den svenske kronprinsesse har netop til et ugeblad sagt, i gang med at sige kan han ikke holde op. at hun aldrig vil blive helt rask. 130 Adam svarer ikke. 150 Nu vender mor sig. Hun smækker arrigt noget kalkunkød over ordet "staver". Det er måske fordi han har drukket lidt og nogle kartofler på en tallerken og skubber den hen mod rigeligt. Adam. – Jeg staver det sådan: d-ø, siger: dø, svarer Adam – Jeg er dog din mor! Og det drejer sig om, at du skal spise! Det drejer sig om, at jeg ikke vil ha’ at min søn skal Far lader som om han prøver at fange Adams blik, men i 155 virkeligheden ser han forbi sin søn. 135 dø! – Og hvorfor vil du så det? Da mor står dér med tallerkenen med kalkunkød og – Det vil jeg heller ikke. – Men så har din mor jo ret! Så må du spise noget! Ellers kartofler og er næsten ude af sig selv, ved far ikke hvad han dør du jo! skal sige. Han tænker vel, at nu må han støtte mor, og han rømmer sig, som han gør, når han har drukket sine drinks, – Adam! Min dreng! Hvordan staver du det? Far snubler 160 – Eller drikke noget. 140 men alligevel vil vise, at han stadig er ovenpå og kan sige Far bliver endnu mere rød i hovedet. Adam tænker igen noget skarpt og pædagogisk. Han vender sig rød i hovedet på, hvor forandrede de var blevet efter den sidste mod Adam. forældresamtale. De var pludselig rykket væk fra hinanden – Dø, hørte du mor sige det? og væk fra ham. Det skete på bare en aften, måske fordi de Denne pdf er udskrevet af Louise Gill (loui494k), 10. klasseskolen Øresund (217033), 12/11 2014 Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal afregnes Copydan-vederlag af print. 165 ikke før havde tænkt på, at det virkelig kan gå så galt, at lille Mor tøver et øjeblik. Adam dør. – ... er sikker på, at du og hospitalet kan klare det. Men Far er blevet mere sammenbidt. Mor kan vist slet ikke inderst inde kan jeg ikke forstå, at de kan være bedre til det klare det. Sikkert er far inderst inde glad for, at behandlingen ikke længere er hans ansvar. Og han prøver end din mor og din far. 190 klare mere. Men han begynder at råbe. 170 på at få mor til at se på det på samme måde, men det kan hun ikke. Fordi hun er mest bange for at jeg skal dø? Er mor – Hvorfor kan I ikke lade mig i fred? Bare i aften! I ved jo den der vil være mest ked af det, hvis jeg virkelig dør? Eller godt, at jeg ikke kan spise, når jeg er her hjemme. Jeg er hænger det slet ikke sådan sammen? blevet syg, meget syg! Og hvem kan så gøre for det?! – Jeg lover jer at begynde at spise noget, så snart jeg 175 kommer på hospitalet! To ting sker samtidig: Adams hals snører sig sammen, 195 Han kan høre sin egen stemme give genlyd i køkkenet, og straks får han dårlig samvittighed. – Der er vist ikke nogen, der kan gøre for det, siger han. fordi han på hospitalet måske skal mades med sonde – og Men det mener han ikke. Der står altid, at spisevægring samtidig ser han på sine forældre. Han ser i deres øjne en skyldes familiesituationen. Omsorgssvigt, børn der på en mærkelig blanding af taknemmelighed, bekymring og 180 vantro på samme tid. 200 eller anden måde er blevet forladt. Og Adam ved det. Men det mærkelige er, siger Adam til sig selv, at selvom – Jeg er så utrolig glad for, at I ikke længere skal plage jer jeg ved det, selvom jeg har læst det igen og igen, så kan jeg selv med, om jeg spiser eller ikke. Jeg har plaget jer med det alligevel ikke føle det, sådan helt 100 %. Jeg tror ikke på, at alt for meget. det kun er "omsorgssvigt". Jeg kan ikke lade være med at Mor ser på ham. 185 Adam ved ikke, hvorfor det er netop nu, han ikke kan – Jeg er selvfølgelig glad for, at du ... 205 føle, at det også er min egen skyld. Mor ser på ham. Denne pdf er udskrevet af Louise Gill (loui494k), 10. klasseskolen Øresund (217033), 12/11 2014 Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal afregnes Copydan-vederlag af print. – Jeg ville så gerne have læst alt, hvad jeg kunne få fat i. lytte til dem! Jeg måtte endelig ikke tænke selv! Så det er Så jeg havde vidst mere om det, men de forbød mig det. Og ikke min skyld, at jeg ikke ved mere, end jeg ved ... Nej, det er ikke din skyld på den måde, tænker Adam. det syntes jeg var meget mærkeligt, for helsetidsskrifterne 210 og ugebladene er jo fyldt med artikler om anoreksi, som alle 230 andre kan læse, ganske vist er det mest anoreksi hos piger ikke forklare mig, hvordan det nærmere er, du føler syg? ... 215 Mor ser på far. Ja, jeg er et særtilfælde, tænker Adam, en anorektisk fyr. – Jeg ved det jo ikke! – ... at de forbød mig det, er måske også så stærkt sagt ... – Nej ... Far har prøvet at lægge en beskyttende arm om mors 235 skulder, men hun går et skridt til siden. – Jeg ville gerne forklare det, hvis jeg kunne... jeg læste alt det der ... Nu kan Adam se, at mor også inderst inde er glad for, at han skal indlægges. Så hun ikke længere skal tænke på Far vil igen lægge armen om mors skulder. ... de sagde for det første, at der ikke er to tilfælde, der er 240 magert kød og grønsager og supper uden fedt. ens, og for det andet mente de ikke, at det kunne føre til ... men det er så svært, siger han. noget, at jeg uden deres vejledning ... Mor ler igen. Mor ved, at hun sådan set er intelligent nok, så hun ler – Jeg kan jo slet ikke forstå ... lidt frem for sig. 225 – Og nu kan det vel ikke skade, at jeg spørger? Far svarer hverken ja eller nej. – ... men lægerne mente ikke, at det var klogt af mig, at 220 – ... men nu da du skal væk herfra ... for en tid, kan du så – ... begyndte at filosofere for meget over det. De sagde det ikke direkte, men de mente, at jeg skulle nøjes med at Nu ser mor næsten lige så glad ud, som før han blev syg. 245 – ... at det kan være umuligt at spise! Når man kan vælge lige hvad man vil. Ja, det lyder måske som om jeg er helt åndssvag, men jeg kan faktisk ikke forstå, hvordan man kan Denne pdf er udskrevet af Louise Gill (loui494k), 10. klasseskolen Øresund (217033), 12/11 2014 Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal afregnes Copydan-vederlag af print. tro, at man ligner en flodhest, når alle andre kan se, at man sagde, selvom du er tynd som en bønnestage, synes du selv, ligner en udhungret bønnestage. Nej, jeg forstår det faktisk at du ligner en flodhest! 250 ikke! 270 slippe for at fortælle, hvor forfærdeligt han egentlig har Adam har hørt det spørgsmål i mange variationer, men han ved stadig ikke hvad han skal svare. Mor ler nu ikke 255 det. mere, og Adam siger ingenting, og så føler far vel, at han må Far rømmer sig igen betydningsfuldt. træde til. – Så det er altså til syvende og sidst Adams opfattelse af – Det må jo være noget med, at man taber evnen til at 275 sig selv, det er galt med ... bedømme sig selv, siger far. Vi andre kan måske heller ikke Hvordan skulle han også kunne forklare om stemmerne? helt bedømme os selv. Og hele puberteten ... Enten ville mor og far ikke tro på det, eller også ville de tænke, at han nu var blevet helt tosset. Og han vil godt være Han kan høre på fars stemme, at far synes, at han er ved at finde melodien. 260 ... handler jo om angsten for ikke at høre til noget sted. Far ser betydningsfuldt på mor. – Men i Adams tilfælde er det bare blevet så ekstremt. Adam kan jo sagtens se, at den person dér er tyk, og den dér er tynd. 265 Adam smiler, det er jo gratis. Og han er lettet over at Far vender sig mod Adam. – Men når du ser dig selv i spejlet kan du tilsyneladende slet ikke bedømme, hvordan du selv ser ud. Som mor netop syg, men han vil ikke være tosset. 280 – ... det er som om du, Adam, simpelthen ikke kan være tilfreds med dig selv! Han skammer sig også over, at han inde i sit eget hoved har stemmer, som råber i munden på hinanden. – Og så kan vi jo nok så meget sige, at vi har verdens 285 dejligste dreng ... Far er nu så tilfreds med sig selv og alt det kloge han har sagt, at han åbenlyst drikker af sin drink. – ... ja, Adam, du er et dejligt menneske! Denne pdf er udskrevet af Louise Gill (loui494k), 10. klasseskolen Øresund (217033), 12/11 2014 Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal afregnes Copydan-vederlag af print. Stemmerne råber alt muligt. Noget af det kan han næsten 290 ikke høre, det er bare en mumlen, som hele tiden kører i du af!" Og så igen pigestemmen: "Hos mig, din lille 310 Anorexia er du tryg, fra evighed og til evighed." hans baghoved. Noget af det hører han tydeligt. Det er de – Vi forstår jo godt, siger far, at den mangel på selvtillid, stemmer, som råber i munden på hinanden. "Du er fed, fed, du jo altså mærkeligt nok har, på en eller anden måde fed!" "Nej, du er da ikke fed!" "Din mave er som "kræver", at du både piner dit intellekt og din krop til det flommefedt." "Spis! Hvorfor spiser du ikke bare som andre yderste, for at bevise dit eget værd ... 295 mennesker?" "Vil du da virkelig se ud som de dér 315 Adam nikker igen, men så enkelt er det jo bare slet ikke. smaskende, småfede danskere med syltetøj og flæskesvær De vil aldrig kunne forstå, at han ligger i sin seng om natten hængende ud af mundvigene?" "Adam! Hør ikke på det! Du og græder til han ikke kan græde mere og ikke synes, at han skal da bare være normal!". fortjener at leve. Fordi han altid er i vejen. Fordi alting er hans skyld. – Adam! Vi har da igen og igen sagt til dig, at du er sådan 300 en dejlig dreng! Det må du da indrømme, siger hans mor. 320 Det ved du da! ikke har givet dig tryghed nok. Tryghed til at indse, at du er som du skal være. For det er du! Det er de mere almindelige stemmer, som råber den slags. Det er jo meget smukt sagt, tænker Adam. Men lige lovlig Men så er der de stemmer, der hæver sig over de andre, så sent. han kan gribe sig i at holde sig for ørerne, selv når han 305 sidder sammen med andre. De stemmer skærer igennem alt. Først pigestemmen: – ... og det må vel hænge sammen med at vi, mor og jeg, 325 – Du må ikke tro, at far og jeg ikke igen og igen har sagt til os selv, at det må være vores fejl. Børn bliver jo ikke "Din bedste veninde er mig, din lille Anorexia." Så psykotiske af sig selv. mandsstemmen: "Anorexia! Hold dig fra hende, hende dør – Næh, nej. Men ... Far vil aldrig indrømme, at noget er hans fejl. Denne pdf er udskrevet af Louise Gill (loui494k), 10. klasseskolen Øresund (217033), 12/11 2014 Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal afregnes Copydan-vederlag af print. 330 – ... man siger nu også, at anoreksi til en vis grad er 350 arvelig ... gjort, siger mor. Når jeg tænker på, at jeg sad og ammede – Hvor har Adam så fået sine gener fra, om jeg tør Adam, så ham smile og le, så er der ikke noget levende spørge? menneske, der skal bilde mig ind, at sygdommen skyldes Adam selv. Adams sygdom skyldes "miljøet," den skyldes os, – Fra os naturligvis. 335 – Nå, ja, da ser du. Ansvaret er vores på den ene eller 355 og det kan vi ikke tale os fra! anden måde. Adam husker, at han engang, mens mor en tid ikke var Adam har ikke i mange måneder set sin mor være så hjemme fordi hun var på et af sine efteruddannelseskurser, bestemt. af en af sine kusiner fik at vide, at hans mor havde fundet en – Jeg er helt med på, siger far, at Adam ikke har lavet sine 340 gener selv. 345 Jeg er sikker på, at Adams sygdom skyldes noget vi har anden og ville skilles. 360 Han husker, at han i et øjeblik sagde til sig selv, at mor så – Nej, tror du vel? måske slet ikke var på efteruddannelse, men boede hos en Mors stemme er nu næsten hånlig, og Adam husker de fremmed mand, og at en afgrund åbnede sig, og at der ikke mange gange, da han var bange for mor. De år, da hun var var nogen han kunne tale med. Slet ikke med far, som bare meget væk hjemmefra. sad og drak sine drinks, når han kom hjem. – Jeg tillader mig bare at anføre, at det ikke er helt 365 – Jeg håber meget, at det er så enkelt, siger far. De havde begge været søde ved ham, dengang. Sådan da. sikkert, at sygdommen skyldes noget, vi har gjort forkert, i De havde sikkert aftalt, at Adam ikke måtte lide under deres vores handlinger... – Det har du ikke ret i! problemer. Men de havde bare aldrig været der. Ikke for Far bider sig i læben, men svarer ikke. alvor. 370 – Hvad mener du? Denne pdf er udskrevet af Louise Gill (loui494k), 10. klasseskolen Øresund (217033), 12/11 2014 Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal afregnes Copydan-vederlag af print. Mors øjne flammer. – ... hvordan udsigterne, prognosen nærmere er. Hvis det virkelig kun er miljøets, altså vores skyld ... Det sortner for Adams øjne, og han kan næsten ikke få Far siger det uden at se på mor. – ... så tvivler jeg ikke på, at Adam temmelig hurtigt bliver 375 helbredt, for så slemme har vi vist heller ikke været... Dengang havde han ikke med det samme opdaget, at far var underlig, fordi han drak for meget. Og da han så opdagede det, tænkte han straks, at det måtte være hans, Adams skyld. Og ikke mors og heller ikke fars egen skyld. 380 – Alle og enhver ved, at spisevægringer skyldes familiesituationen!! Adam vil løbe ind på sit værelse, men mor løber efter ham og hiver ham i armen. – Ja, det tror jeg også, siger hun. Men der er nu mange, 400 der ikke er blevet anorektikere, selvom deres familie har haft mindst lige så mange problemer som vi! Men tro ikke, – ... ingen af os har vist været så slemme, at en god at jeg ikke føler skyld! Vi føler skyld! En god psykiater, gentager Adam inde i sit eget hoved. – ... ikke kan helbrede Adam. Men ... Far standser brat sig selv og ville vist helst ikke sige mere, men nu tvinger Adam ham til det. – Men hvad? – ... hvis sygdommen mere sidder inde i dig selv, så ved jeg ikke rigtigt ... 390 395 Far vender sig nu mod mors flammende øjne psykiater ... 385 vejret. Far bøjer sit hoved, og Adam kan pludselig se, at hans far – Det skal I slet ikke, råber Adam. Det skal I slet ikke! Han prøver på at gøre sig fri, så han endelig kan komme 405 ind på sit værelse. – Tak, elskede Adam, siger mor. Tak, fordi du gerne vil tilgive os, men det frygtelige er jo, at den eneste tilgivelse far og jeg virkelig kan få er, at du bliver rask. – Det tror jeg også, at jeg bliver, siger Adam, men det kan 410 jeg jo ikke love jer! – Nej, nej, siger mor. Det ved jeg godt. er en ældre mand. Denne pdf er udskrevet af Louise Gill (loui494k), 10. klasseskolen Øresund (217033), 12/11 2014 Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal afregnes Copydan-vederlag af print. Vilhelm Topsøe er 57 år og har to teenagebørn. Er uddannet jurist og har arbejdet som dommerfuldmægtig. 415 Har skrevet flere romaner og skuespil. Bl.a. to romaner om skæbner i retslivet: „Dømt“ om en spritbilist, der ender med at begå selvmord og „En fortælling om kærlighed“ om indvandrerkultur i konflikt med det danske retssystem. fra "Mormor i papegøjeskabet", Gyldendal 420 Denne pdf er udskrevet af Louise Gill (loui494k), 10. klasseskolen Øresund (217033), 12/11 2014 Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal afregnes Copydan-vederlag af print.
© Copyright 2024