12 / Lørdag 23. august 2014 Aarhus . Fortsat fra side 10-11 Herinde dansede vi, fortæller Finn A. Jensen om Aarhus Hallens restaurant Tarantella. Foto: Marie-Louise Andersen Seks øl og en lunken and på Maritza Bytur i 1960. Finn A. Jensen var ung i 50’erne og 60’erne. Dengang var der ikke noget, der hed shots eller stoffer i nattelivet. Af Marie-Louise Andersen [email protected] Aarhus: »Der lå Aarhus Hallen, lige der stod der en kø så lang. Men vi kendte dørmanden, så han råbte, »I har bestilt bord, kom foran«, så vi kunne gå lige ind, selvom vi ikke havde noget bord,« fortæller Finn A. Jensen. Han er født i 1939 og fylder 75 år i september. Han er som en ægte Aarhus-dreng opvokset i Bülowsgade og af mange nok kendt bedst som fodbolddommer. Vi står på Skt. Knuds Torv med ryggen mod Katolsk Vor Frue Kirke, mens han fortæller om tidligere tider. Foran ligger Netto og BioCity og fylder den gamle Aarhus Hallens lokaler. Til venstre står lokaler til salg. Her lå engang Aarhus Hallens restaurant Tarantella, en danserestaurant. »En dag sad Dirch Passer der, så skulle vi alle hen og hilse...« Levende orkestre spillede på balkonen, mens gæsterne kunne sidde ved pænt dækkede borde på terasserne. Eller som Finn A og vennerne – byde en pige op til dans. Finn A. Jensen elsker at fortælle historier og er begyndt at gøre det til foredrag i Skt. Pauls Kirke om livet i området omkring kirken. Han er indfødt århusianer og kan fortælle alverdens røverhistorier om tidens gang i byen. Det er ikke et foredrag, vi er til nu, men en fortælling om bylivet, da han var ung. »Trommeslageren, Bruno Martino, var en rigtig flødekarl fra Italien, alle pigerne ville have. Han tog dem med på et rigtig snusket hotel, hvor man sagde orkester luderne kom. Det var pigerne, der hang på orkestret. Men efterhånden kom de jo rendende med deres store maver og ville have, han skulle påtage sig at være far,« fortæller han. Historien lyder, at Bruno Martino ikke kunne komme hurtigt nok ud af Aarhus. I byen med vennerne Finn A havde engang sparet 50 kroner sammen. Det var nok til en aften i byen for ham selv og to venner. Inden de tog bussen til byen fra Fredensvang ved 22-tiden, varmede de typisk op hjemme i stuen med et par øl. Ikke mange, de skulle jo kunne tale pænt med damerne... Søndag spillede han fodbold og skulle også gerne være noget værd. Damerne bød de op til dans med et lille buk, som Finn A fint illustrerer – dansen var til tre numre ad gangen. Og var der kemi fik den udkårne en øl eller en sodavand. »Damerne drak slet ikke så meget. Højst to øl. Der var der forskel. Vi passede også på dem, i dag er de mere på lige fod, synes jeg. Jeg synes, vi havde mere respekt for dem,« fortæller han. »Nå, nu har vi fået fire øl på Tarantella, så går vi på Maritza,« siger Finn A kvikt, og turen går op ad Ryesgade og ned til Frederiksgade. Lunken and og lette damer For sådan gjorde han og vennerne. Hvis der ikke skete nok på Aarhus Hallens restaurant, gik turen mod Maritza. En sjælden gang imellem til Rico og endnu sjældnere, det værste sted af alle, Wienerhallen på Mindegade, hvor La Belle ligger i dag. Der holdt de prostituerede til. Skete der ikke noget spændende, kunne de gå tilbage til Tarantella. Inde bagved Sherlock Holmes i Frederiksgade lå Maritza. Finn A husker, at det ikke kostede noget at komme ind, men man skulle lægge sin jakke i garderobe, hvor garderobepigerne skulle have en skilling – en krone eller 50 øre. Maritza var en kæmpe restauration med både danse restaurant, bar - Kaptajns Kahyt, og »Den blå Fugl«, hvor de lette damer holdt til, og hvor der blev serveret en kvart lunken and med rødkål og rugbrød til at gå hjem på - til 39 kroner. Nogle gange blev han ved helt til klokken 5, når de lukkede, men oftest splejsede vennerne om en taxa hjem noget tidligere. »Vi elskede at gå i byen. Jeg havde det lige så godt med kammeraterne som med at møde nogle piger. Så fik vi nogle bajere og snakkede sammen. Det var det primære formål. Men selvfølgelig skulle vi også holde øje med pigerne. På den måde er der ikke så stor forskel til i dag.« »Jeg havde adskillige kærester dengang. Det holdt nogen tid. Maritza var et godt sted at finde dem, men selvfølgelig også i privat sammenhæng.« Kun i byen lørdag Men forskel er der på det de drak. Det var øl – helst Ceres Top. Til private sammenkomster med sildebord kom der også snaps på bordene. Gin og Tonic fandtes også, men det var for dyrt. Finn A’s personlige teori er, at han slap for mange tømmermænd, fordi han kun drak øl – modsat nutidens unge, der blander det ene med det andet. I dag bor FO Byen i Maritzas lokaler, og hvor der i dag er kontorlandskab dansede Finn A engang. »Ja, der gik man ind og kom ud på dansegulvet«, for- tæller han og peger ned ad en flot viadukt-lignende gang. Han og Torben Drejer samler sig om et skab for enden, hvor FO Byen har samlet gamle effekter fra Maritza-tiden. F.eks. det berømte sanghæfte, som de fleste nok ikke behøver for at kunne synge med: »I skal skilles en stund, glem kun sorgen, for vi ses i »Maritza« i morgen. Nu til afsked - på gensyn, men ikke farvel, for vi mødes i morgen igen.« Helt sådan gik det nu ikke, for Finn A Jensen og vennerne gik kun i byen om lørdagen. »Vi glædede os til lørdag. I hverdagene rendte vi jo til alt muligt. Arbejde, aftenskole, fodbold, basketball. Jeg synes vi havde en ordentlig masse kræfter dengang,« funderer han. 15 år og til fest på Tordenskjold Bytur i 1970erne. Mariann Kjerrumgaard Thygesen husker ikke sin egen ungdom være brugt i samme alkoholtåger, som hun ser ungdommens være. Af Marie-Louise Andersen [email protected] Aarhus: Marianne Kjerrumgaard Thygesen var disker i 1970’erne. Gik på diskotek som 15-årig, arbejdede som kok som 16-årig, men skruede ned for byturene i gymnasiet, hvor Statsgymnasiets fester, de såkaldte solder, bød på billige øl og sjove fester, der var besøgt af nogle af tidens største bands - før de blev rigtig kendte. Shit & Chanel og Gnags har f.eks. optrådt for Mariann og gymnasievennerne. De var fulde, men ikke i den grad ungdommen er i dag. Det husker hun i hvertfald ikke. »Roskilde-festival er jo en rigtig god uddannelse til at blive alkoholiker,« siger hun og peger på, at hun både i sin psykologpraksis og fra sine døtre oplever den store rolle, alkohol spiller for nutidens ungdom. »Det er min oplevelse, at de f.eks. køber shots for at holde den kørende. Vi drak danskvand for at være ædru, når vi kom hjem. Jeg hadede, at det hele kørte rundt. På et tidspunkt gjorde vi meget det med at gå til bageren og købe morgenmad med hjem for at lande den,« fortæller hun. Vi passede på hinanden Mariann Kjerrumgaard Thygesen begyndte at gå i byen tidligt. Allerede som 15-årig sparede hende og veninden op til at gå på diskotek - in-stedet Tordenskjold i stueetagen på Hotel Royal. »Hvis man var en køn pige, kunne man godt komme ind. smarte i slutningen af 70’erne. Hun stoppede med at komme der halvandet år efter første besøg, da en af udsmiderne fik sprættet maven op. La Belle var »lidt farligt« som hun siger. Mariann hæfter sig meget ved, at de to veninder altid passede på hinanden og altid fulgtes i byen og hjem igen. »Vi fik ry som søstrene, fordi vi altid passede på hinanden, der nyttede ikke noget at prøve at få os med hjem eller sådan noget.« Egne regler Mariann Kjerrumgaard Thygesen er psykolog med egen praksis. Det gav jo flere kunder. Vi så nok også lidt ældre ud,« siger hun. »Vi havde drukket lidt inden, men ikke meget. Vi skulle jo være klare i hovederne, det var en stor ting at tage derind. Alle kom der, både unge og ældre.« Senere også diskoteket La Belle, som lå i nutidens Kupélokaler på Toldbodgade, Den Sidste på Paradisgade og se- nere Den Høje i Skolegade og Bibers i Frederiksgade. Hun snød sig ud af vinduet hjemme, uden at forældrene vidste det, og kørte med bussen fra Åbyhøj til centrum. Byturene og taxaen hjem, havde hun sparet op til - hun fra et job med rengøring, senere fra et job som kok på Fatter Eskild. På La Belle dansede de »bump«, som alle de andre I gymnasiet fandt hun ind til en mere afslappet stil med andefødder og islandske sweatere. Og da begyndte de også at blande drinks. »Engang blandede vi Vermuth, vin og citron. Min veninde blev helt anderledes og pludselig faldt hun om, fordi hun var så fuld. Jeg blev også fuld. Jeg kan huske, at jeg skulle kravle rundt på en frø, der stod foran indgangen til gymnasiet,« fortæller hun grinende fra hjemmet i Stavtrup. En af drengene fra klassen blev så fuld til en forfest, at han på vej i bil til gymnasiefesten kørte ind i en parkeret bil. Det gik vildest for sig i 2. g, omkring 1977, men generelt blev Mariann ikke så fuld - hun spillede basketball søndag og skulle op og være frisk til kampene. Omkring gymnasietiden blev endags-festivallerne også populære. I starten af 80’erne arbejdede hun som model i udlandet, i Milano blandt andet. Her var marihuana og kokain meget brugt. »Jeg vidste godt, det var farligt med stoffer, og jeg lavede mine egne regler. Jeg købte aldrig selv marihuana, smagte kun, og jeg måtte kun prøve kokain fem-seks gange.« De unges brug af alkohol og stoffer i dag, især hash, undrer hende, og hun erindrer ikke, at hendes egen ungdom var præget lige så meget af det overforbrug, som hun oplever ungdommens være.
© Copyright 2024