Læs artiklen her

12 / Lørdag 23. august 2014
Aarhus .
Fortsat fra side 10-11
Herinde dansede vi, fortæller Finn A. Jensen om Aarhus
Hallens restaurant Tarantella. Foto: Marie-Louise Andersen
Seks øl og en lunken
and på Maritza
Bytur i 1960. Finn A. Jensen var ung i 50’erne og 60’erne. Dengang
var der ikke noget, der hed shots eller stoffer i nattelivet.
Af Marie-Louise Andersen
[email protected]
Aarhus: »Der lå Aarhus
Hallen, lige der stod der en kø
så lang. Men vi kendte dørmanden, så han råbte, »I har
bestilt bord, kom foran«, så vi
kunne gå lige ind, selvom vi
ikke havde noget bord,« fortæller Finn A. Jensen.
Han er født i 1939 og fylder
75 år i september. Han er som
en ægte Aarhus-dreng opvokset i Bülowsgade og af mange
nok kendt bedst som fodbolddommer.
Vi står på Skt. Knuds Torv
med ryggen mod Katolsk Vor
Frue Kirke, mens han fortæller om tidligere tider. Foran
ligger Netto og BioCity og fylder den gamle Aarhus Hallens
lokaler. Til venstre står lokaler til salg. Her lå engang Aarhus Hallens restaurant Tarantella, en danserestaurant.
»En dag sad Dirch Passer
der, så skulle vi alle hen og
hilse...«
Levende orkestre spillede
på balkonen, mens gæsterne
kunne sidde ved pænt dækkede borde på terasserne. Eller som Finn A og vennerne –
byde en pige op til dans.
Finn A. Jensen elsker at
fortælle historier og er begyndt at gøre det til foredrag i
Skt. Pauls Kirke om livet i området omkring kirken. Han er
indfødt århusianer og kan fortælle alverdens røverhistorier
om tidens gang i byen. Det er
ikke et foredrag, vi er til nu,
men en fortælling om bylivet,
da han var ung.
»Trommeslageren, Bruno Martino, var en rigtig flødekarl fra Italien, alle pigerne ville have. Han tog dem
med på et rigtig snusket hotel, hvor man sagde orkester­
luderne kom. Det var pigerne,
der hang på orkestret. Men efterhånden kom de jo rendende med deres store maver og
ville have, han skulle påtage
sig at være far,« fortæller han.
Historien lyder, at Bruno
Martino ikke kunne komme
hurtigt nok ud af Aarhus.
I byen med vennerne
Finn A havde engang sparet 50 kroner sammen. Det
var nok til en aften i byen for
ham selv og to venner. Inden
de tog bussen til byen fra Fredensvang ved 22-tiden, varmede de typisk op hjemme i stuen med et par øl. Ikke mange,
de skulle jo kunne tale pænt
med damerne... Søndag spillede han fodbold og skulle også
gerne være noget værd.
Damerne bød de op til dans
med et lille buk, som Finn A
fint illustrerer – dansen var til
tre numre ad gangen. Og var
der kemi fik den udkårne en
øl eller en sodavand.
»Damerne drak slet ikke
så meget. Højst to øl. Der var
der forskel. Vi passede også på
dem, i dag er de mere på lige
fod, synes jeg. Jeg synes, vi
havde mere respekt for dem,«
fortæller han.
»Nå, nu har vi fået fire øl på
Tarantella, så går vi på Maritza,« siger Finn A kvikt, og turen går op ad Ryesgade og ned
til Frederiksgade.
Lunken and og lette damer
For sådan gjorde han og vennerne. Hvis der ikke skete nok
på Aarhus Hallens restaurant, gik turen mod Maritza.
En sjælden gang imellem til
Rico og endnu sjældnere, det
værste sted af alle, Wienerhallen på Mindegade, hvor La
Belle ligger i dag. Der holdt de
prostituerede til. Skete der ikke noget spændende, kunne
de gå tilbage til Tarantella.
Inde bagved Sherlock Holmes i Frederiksgade lå Maritza. Finn A husker, at det ikke
kostede noget at komme ind,
men man skulle lægge sin jakke i garderobe, hvor garderobepigerne skulle have en skilling – en krone eller 50 øre.
Maritza var en kæmpe restauration med både danse­
restaurant, bar - Kaptajns Kahyt, og »Den blå Fugl«, hvor de
lette damer holdt til, og hvor
der blev serveret en kvart lunken and med rødkål og rugbrød til at gå hjem på - til 39
kroner. Nogle gange blev han
ved helt til klokken 5, når de
lukkede, men oftest splejsede
vennerne om en taxa hjem noget tidligere.
»Vi elskede at gå i byen.
Jeg havde det lige så godt
med kammeraterne som med
at møde nogle piger. Så fik vi
nogle bajere og snakkede sammen. Det var det primære formål. Men selvfølgelig skulle vi
også holde øje med pigerne.
På den måde er der ikke så
stor forskel til i dag.«
»Jeg havde adskillige kærester dengang. Det holdt nogen
tid. Maritza var et godt sted at
finde dem, men selvfølgelig
også i privat sammenhæng.«
Kun i byen lørdag
Men forskel er der på det de
drak. Det var øl – helst Ceres
Top. Til private sammenkomster med sildebord kom der
også snaps på bordene. Gin
og Tonic fandtes også, men
det var for dyrt. Finn A’s personlige teori er, at han slap for
mange tømmermænd, fordi
han kun drak øl – modsat nutidens unge, der blander det
ene med det andet.
I dag bor FO Byen i Maritzas lokaler, og hvor der i dag
er kontorlandskab dansede
Finn A engang.
»Ja, der gik man ind og
kom ud på dansegulvet«, for-
tæller han og peger ned ad en
flot viadukt-lignende gang.
Han og Torben Drejer samler sig om et skab for enden,
hvor FO Byen har samlet
gamle effekter fra Maritza-tiden. F.eks. det berømte sanghæfte, som de fleste nok ikke
behøver for at kunne synge
med:
»I skal skilles en stund,
glem kun sorgen, for vi ses i
»Maritza« i morgen. Nu til afsked - på gensyn, men ikke
farvel, for vi mødes i morgen
igen.«
Helt sådan gik det nu ikke, for Finn A Jensen og vennerne gik kun i byen om lørdagen.
»Vi glædede os til lørdag. I
hverdagene rendte vi jo til alt
muligt. Arbejde, aftenskole,
fodbold, basketball. Jeg synes
vi havde en ordentlig masse
kræfter dengang,« funderer
han.
15 år og til fest på Tordenskjold
Bytur i 1970erne. Mariann Kjerrumgaard
Thygesen husker ikke sin egen ungdom
være brugt i samme alkoholtåger,
som hun ser ungdommens være.
Af Marie-Louise Andersen
[email protected]
Aarhus: Marianne Kjerrumgaard Thygesen var
­disker i 1970’erne. Gik på diskotek som 15-årig, arbejdede som kok som 16-årig, men
skruede ned for byturene i
gymnasiet, hvor Statsgymnasiets fester, de såkaldte solder,
bød på billige øl og sjove fester,
der var besøgt af nogle af tidens største bands - før de blev
rigtig kendte.
Shit & Chanel og Gnags har
f.eks. optrådt for Mariann og
gymnasievennerne.
De var fulde, men ikke i den
grad ungdommen er i dag. Det
husker hun i hvertfald ikke.
»Roskilde-festival er jo en
rigtig god uddannelse til at
blive alkoholiker,« siger hun
og peger på, at hun både i sin
psykologpraksis og fra sine
døtre oplever den store rolle,
alkohol spiller for nutidens
ungdom.
»Det er min oplevelse, at de
f.eks. køber shots for at holde
den kørende. Vi drak danskvand for at være ædru, når vi
kom hjem. Jeg hadede, at det
hele kørte rundt. På et tidspunkt gjorde vi meget det med
at gå til bageren og købe morgenmad med hjem for at lande
den,« fortæller hun.
Vi passede på hinanden
Mariann Kjerrumgaard Thygesen begyndte at gå i byen
tidligt. Allerede som 15-årig
sparede hende og veninden op
til at gå på diskotek - in-stedet
Tordenskjold i stueetagen på
Hotel Royal.
»Hvis man var en køn pige,
kunne man godt komme ind.
smarte i slutningen af 70’erne. Hun stoppede med at komme der halvandet år efter første besøg, da en af udsmiderne fik sprættet maven op. La
Belle var »lidt farligt« som
hun siger.
Mariann hæfter sig meget
ved, at de to veninder altid
passede på hinanden og altid
fulgtes i byen og hjem igen.
»Vi fik ry som søstrene, fordi vi altid passede på hinanden, der nyttede ikke noget at
prøve at få os med hjem eller
sådan noget.«
Egne regler
Mariann Kjerrumgaard Thygesen er psykolog med egen praksis.
Det gav jo flere kunder. Vi så
nok også lidt ældre ud,« siger
hun.
»Vi havde drukket lidt inden, men ikke meget. Vi skulle jo være klare i hovederne,
det var en stor ting at tage derind. Alle kom der, både unge
og ældre.«
Senere også diskoteket La
Belle, som lå i nutidens Kupélokaler på Toldbodgade, Den
Sidste på Paradisgade og se-
nere Den Høje i Skolegade og
Bibers i Frederiksgade.
Hun snød sig ud af vinduet
hjemme, uden at forældrene
vidste det, og kørte med bussen fra Åbyhøj til centrum.
Byturene og taxaen hjem,
havde hun sparet op til - hun
fra et job med rengøring, senere fra et job som kok på Fatter Eskild.
På La Belle dansede de
»bump«, som alle de andre
I gymnasiet fandt hun ind til
en mere afslappet stil med andefødder og islandske sweatere. Og da begyndte de også at
blande drinks.
»Engang blandede vi Vermuth, vin og citron. Min veninde blev helt anderledes og
pludselig faldt hun om, fordi
hun var så fuld. Jeg blev også fuld. Jeg kan huske, at jeg
skulle kravle rundt på en frø,
der stod foran indgangen til
gymnasiet,« fortæller hun grinende fra hjemmet i Stavtrup.
En af drengene fra klassen blev så fuld til en forfest,
at han på vej i bil til gymnasiefesten kørte ind i en parkeret bil. Det gik vildest for sig i
2. g, omkring 1977, men generelt blev Mariann ikke så fuld
- hun spillede basketball søndag og skulle op og være frisk
til kampene.
Omkring gymnasietiden
blev endags-festivallerne også populære.
I starten af 80’erne arbejdede
hun som model i udlandet, i
Milano blandt andet. Her var
marihuana og kokain meget
brugt.
»Jeg vidste godt, det var farligt med stoffer, og jeg lavede
mine egne regler. Jeg købte
aldrig selv marihuana, smagte kun, og jeg måtte kun prøve
kokain fem-seks gange.«
De unges brug af alkohol
og stoffer i dag, især hash,
undrer hende, og hun erindrer ikke, at hendes egen ungdom var præget lige så meget
af det overforbrug, som hun
oplever ungdommens være.