Safari ved verdens ende
- på rejse i New Zealand
Vi nærmer os vores rejses afslutning, da vi efter små 4.000 km’s kørsel gennem et betagende smukt
New Zealand ankommer til Otago-halvøen på New Zealands South Island. Det er midt på
eftermiddagen, og Janne og jeg kører direkte til en lokalitet for, hvad der betegnes som verdens
sjældneste pingvin-art. Der findes 18 arter af pingviner i verden, og den Guløjede Pingvin, som
yngler på Otago-halvøen, findes kun på ganske få kyststrækninger langs Stillehavet på South Island
i New Zealand.
Yngleområdet er omhyggeligt beskyttet, og der er
kun adgang med en guide. Vi følges ad, en lille
gruppe turister og vores guide, ned over skrænterne
mod den brede sandstrand. Mens vi bevæger os ned
ad de stejle stier, ser vi pludselig en af de sjældne
pingviner spadsere direkte ud af Stillehavets tunge
dønninger og videre op på stranden, efter at den i
dagens løb har svømmet og dykket og fyldt maven
med fisk. Nu skal den op til sin rede på skrænterne,
hvor den vil gylpe fangsten op for at fodre sine
unger. Vi ser flere Guløjede Pingviner gå i land og
vandre videre op i bakkerne. På et tidspunkt anviser
vores guide os et sted, hvor – påstår han – en af pingvinerne om lidt vil passere forbi i mindre end
en meters afstand. Som han siger: ”Hvis jeg sætter min rygsæk lige dér på dens daglige rute, vil
pingvinen vandre direkte hen over den!” Og
ganske rigtigt: 10 minutter senere vandrer den
smukke, sjældne fugl helt tæt forbi os måbende
turister. Vi følger efter på behørig afstand og når
frem til dens rede i en hulning i skrænten. Takket
være en form for ”skyttegrave”, anlagt for at vi
diskret kan betragte fuglene på ganske nært hold,
kan vi nyde synet af den Guløjede Pingvins to
store, dunede unger.
Sidst på dagen vælger vi at indtage vores
aftensmad på en restaurant helt ude på den
yderste spids af den godt 20 km lange halvø. Mens vi nyder vores måltid under åben himmel her på
kanten af det sydlige Stillehav, oplever vi, at adskillige imponerende albatrosser igen og igen
kommer svævende majestætisk hen over os. Det er et privilegium at kunne indtage sin aftensmad til
synet af disse kæmpemæssige fugle, som på helt ubevægelige vinger elegant manøvrerer på
usynlige luftstrømme. De kan holde sig svævende i dagevis med deres næsten tre meter brede
vingefang så godt som uden at forbruge energi. Albatrosserne, hvoraf der findes 14 arter, har på
dette sted den eneste fastlands-ynglekoloni i verden. Selve yngleområdet er heldigvis beskyttet mod
offentlig adgang.
Fuglene tilbringer langt det meste af deres tid til havs, op til syv år ad gangen. Kun ca. hvert
syvende år kommer de i land for at yngle.
Ikke langt fra Albatros-kolonien er der en havbugt, hvis nærliggende skrænter er yngleområde for
en anden af New Zealands pingvin-arter, den Blå Pingvin, verdens mindste pingvin-art, kun 30 – 40
cm høj. Man ser aldrig pingvinerne om dagen, idet de i lighed med de Guløjede Pingviner opholder
sig på havet for at fange føde. Men hver aften i yngletiden, normalt lige i skumringen, svømmer de
Blå Pingviner i land i små flokke for at fodre deres unger med dagens fangst af fisk.
1
Så Janne og jeg tager opstilling på stranden, kaldet Pilot Beach, allerede ved 19-tiden og belaver os
på at afvente pingvinernes ankomst. Det bliver en lang ventetid; næsten tre timer går der, alt mens
temperaturen falder. Vi når at blive ganske forfrosne, før små krusninger på havet hen imod kl. 22
endelig varsler, at pingvinerne er på vej. Og da de omsider når bredden og går i land kun få meter
fra os, er det blevet næsten helt mørkt. Vi ser det spøgelsesagtige syn af talrige små silhuetter, som i
små flokke med deres karakteristiske vuggende gang spadserer op over stranden og passerer os i en
afstand af ikke mere end en meter, mens vi står musestille som fortryllede. Pingvinerne fortsætter
videre op ad skrænterne, hvor deres sultne unger venter.
Denne lille, spinkle fugl kan i løbet af en dag svømme op til 50 km og dykke ned til 30 meters
dybde.
Vi er vel 20 – 30 mennesker, som i fuldstændig
tavshed andægtigt overværer dette naturens næsten
skjulte mirakel, at disse små pingviner i nattemørket er
i stand til at genfinde såvel den rette havbugt som
deres egen rede. Vi anmodes indtrængende om ikke at
benytte blitz på vores kameraer, da dette kan bevirke,
at pingvinerne vender om og svømmer til havs igen
med det resultat, at deres unger dør af sult. Heldigvis
er der ikke en eneste af de tilstedeværende, der
overtræder denne henstilling.
Sommetider har man godt af bare at lægge kameraet
væk og nyde den umiddelbare oplevelse.
Næste dag har vi afsat til et besøg ved Sandfly
Bay, en anden havbugt på Otago-halvøen, som
vender direkte mod syd. Her fra den brede
sandstrand, hvor vi nu står, er der intet ud over
det øde hav mellem os og Antarktis, mindre end
4.000 km væk.
Allerede inden vi har forceret en stejl sandklit for
at komme ned på selve stranden, ser vi i det fjerne
i kikkerten nogle kæmpemæssige dyr i den
fjerneste ende af bugten. Det kunne være sæler,
men disse er for store. Det er søløver, oven i
købet en af verdens sjældneste blandt de fem
arter, der findes:
Hookers Søløve, som i hele verden kun kendes fra enkelte strande på South Island i New Zealand,
samt nogle fjerne småøer.
Hookers Søløve et kolossalt stort dyr. En han kan veje op til 400 kg og opnå en længde på 3,3
meter. Det er ikke uden grund, at man på stedet via skilte advarer mod at komme dyrene nærmere
end ti meter, og endvidere advarer mod at opholde sig imellem søløverne og havet. Janne og jeg
tilbringer et par magiske timer i brændende varmt solskin på stranden og nyder fra en passende
afstand at iagttage de sjældne dyrs leg.
2
Før vi nåede til Otago-halvøen, havde Janne og jeg en særpræget fugle-oplevelse i den berømte
Fiordland Nationalpark i den sydvestlige del af South Island.
Her, højt oppe i et iskoldt bjergpas, blev vi mødt at en hel flok af den papegøje-art, som hedder Kea,
verdens eneste alpine papegøje. Fuglen, som kun forekommer i New Zealand, har en anselig
størrelse, op til 46 cm, og den er bestemt ikke sky over for mennesker. Knap var Janne og jeg steget
ud af bilen, før den første Kea sad på taget af
bilen og den næste på overkanten af døren. Men
ikke nok med det: Holder man ikke
omhyggeligt øje med de nærgående fugle, går
der ikke lang tid, før de med deres drabeligt
store og krumme næb begynder at bide i bilens
vinduesviskere, gummilister og radioantenne.
Forsøger man at jage Kea’erne væk, hopper de
bare et skridt baglæns og genoptager så få
sekunder senere det påbegyndte hærværk.
Fordelen ved fuglenes adfærd er, at de er utroligt
nemme at fotografere på klos hold.
Efter to dages ophold med fortættede naturoplevelser på Otago-halvøen venter nu kun den sidste
etape nordpå til Christchurch. Vores månedlange rejse gennem New Zealand, fra Auckland i nord
til Christchurch i syd, vil snart være slut, og vi kan vende hjem med utallige uforglemmelige
billeder såvel i kameraerne som på nethinden.
New Zealand er et fantastisk smukt land med en utroligt varieret natur inden for forholdsvis korte
afstande: North Island med dens imponerende vulkaner og kogende svovlpøle, maleriske havbugter
med krystalklart, blågrønt vand, og desuden en spændende maori-kultur, og South Island med dens
dramatiske sneklædte bjergmassiver og dybe fjorde samt smukke, øde strande med et rigt dyreliv.
Når dertil kommer, at new zealænderne er yderst imødekommende, gæstfrie og hjælpsomme
mennesker, må man sige, at New Zealand rangerer blandt de allerbedste rejselande i verden.
Jens Kristian Overgaard
November – december 2008
3