Skrevne kilder i Palæstina - Selskab for Bibelsk Arkæologi

Denne benkiste vakte opsigt for nogle år siden, fordi der på siden står skrevet: ”Jakob
søn af Josef bror til Jesus”. © Biblical Archaeology Review.
Skrevne kilder i Palæstina
og evangelierne
Af Alan Millard, prof. emeritus ved University of Liverpool
De arkæologiske fund af skrivematerialer i det romerske
rige tyder på, at mange kunne læse og skrive dengang.
Hvordan i Palæstina? Videre må vi spørge, om nogen kunne have samlet notater om Jesu ord i en bog, allerede
mens han levede?
6
TEL 1/2011
Selskab for Bibelsk Arkæologi
Vi må først overveje, hvor udbredt kendskabet til at læse og skrive
var på Jesu tid (vi må skelne her: Folk, som kunne læse, behøver
ikke at være i stand til at skrive). Tegnene på omfattende kendskab til læsning og skrivning vokser med opdagelsen af hver eneste ny inskription. Meget materiale kommer fra regeringskredse
og religiøse cirkler, og meget andet gør ikke.
Biblioteket i Qumran – Dødehavsrullerne – er en samling religiøse dokumenter; men væsentligt er det, at de ikke kun bevidner
den stadige kopiering af Den hellige Skrift og andre religiøse
boger, men også skabelsen af nye bøger.
FUNDNE ARKIVER
Under den anden jødiske opstand mod Rom (132-35 e.Kr.), anført
af Bar Kochba, flygtede folk for de romerske styrker til afsidesliggende huler nær Det døde Hav, længere mod syd end Qumran.
Nogle stumper af bibelhåndskrifter blev fundet i disse huler, men
også en samling breve og juridiske dokumenter. Flere breve stammer fra Bar Kochba selv eller var sendt til ham.
Et arkiv tilhørende en kvinde ved navn Babata var blevet pakket ind i en gammel vinsæk og rummede dokumenter skrevet på
græsk og aramæisk. De omhandler skøder, gæld, samt ægteskabsog skilsmisseaftaler. Nogle af dem kan dateres til midten af det
første århundrede eller derefter, og derfor er de eksempler på
juridiske dokumenter, skrevet i samme periode som evangelierne.
Et gældsbevis, dateret til 55-56 e.Kr., blev også fundet blandt
dokumenterne fra det andet jødiske oprør. Det kan være et
eksempel på de gældsbeviser, som Jesus refererede til i lignelsen
om den uærlige godsforvalter, som instruerede sin herres skyldnere: ”Tag dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvdelen af
beløbet” (Luk 16,6-7). Muligheden for, at en almindelig mand kan
gøre det, tages for givet.
Babatas arkiv rummede mange forskellige dokumenter.
Her ses bagsiden af
en ægteskabskontrakt, hvor 7 vidner
har underskrevet på
tre forskellige sprog:
aramæisk, græsk
og nabatæisk. ©
Biblical Archaeology
Review 2003/4.
www.bibelskarkaeologi.dk
JERUSALEMS KLOAK UDGRAVET
Gennem flere år har man udforsket den gade, som på Jesu
tid gik fra Siloa Dam op til sydvesthjørnet af Tempelpladsen. Ved at grave en tunnel dybt nede under det nuværende gadeniveau er det lykkedes at afdække et smalt udsnit
af den engang så brede gade.
Kloakken neden under denne gade er også blevet udgravet nu. Den ledte regnvand væk fra Jerusalems gader ned i
Kedrondalen. Om kort tid vil turister få mulighed for at gå
gennem denne 2 m høje kanal fra Davidsbyen ind under
bymuren og frem til pladsen ved Grædemuren.
Del af kloakledningen, som ledte regnvand væk fra Jerusalems gader
på Jesu tid. © Israels Antiquities Authority.
7
TEL 1/2011
Dokumenter af papyrus og læder overlever ikke i størstedelen af Palæstina
(undtagen i meget tørre egne som ved
Det døde Hav). De rådner i den fugtige
jord. Den omstændighed, at de ikke er
blevet fundet, betyder derfor ikke, at de
ikke eksisterede.
Den jødiske historieskriver Josefus
nævner, at da den første jødiske opstand
mod Rom brød ud år 66 e.Kr., var et af
oprørernes hovedmål en arkivbygning i
Jerusalem, som husede fortegnelser over
gæld. Oprørerne ønskede at brænde dem,
fordi de kendte den magt, som disse
optegnelser kunne have over dem (Den
jødiske Krig 2.247).
Det andet århundredes juridiske
tekster fra Bar Kochba hulerne rummer
adskillige dokumenter, som er underskrevet af skriveren og af vidner. Nogle vidner
underskrev med en flydende, letlæse-
lig skrift, og på andre underskrev
skriveren på vegne af de, der ikke
kunne skrive, hvilket illustrerer tre
niveauer for skrivefærdighed.
MØNTER PÅ FLERE SPROG
Mønter i dagligdags brug giver
en forventning om, at folk
kunne læse. Hundredvis af
små bronzemønter, slået
af de jødiske konger i det
første årh. f.Kr., kommer
for dagens lys i Israel hvert
år. De mønter, som blev
slået for Alexander Jannæus
(103-76 f.Kr.), bærer hans
navn og titel på hebraisk og
græsk eller på hebraisk og
aramæisk. Herodes den Store
og hans sønners mønter har
kun græske indskrifter. Det
samme gælder de mønter, som
de romerske guvernører i Juda
udstedte.
Enhver lovlydig jøde betalte den årlige halve shekel i
tempelskat (jf. Matt 17,24-27),
og tempelmyndighederne
krævede, at den skulle betales
i sølvmønter præget i Tyrus,
som også bar græske ord. Men
da det første jødiske oprør brød
ud, satte de jødiske oprørere
gamle, før-eksilske (d.e. før 587
f.Kr.) hebraiske bogstaver på de
mønter, som de lod præge, med
ordene ”Jerusalem den Hellige” og
”For Jerusalems frihed”. De ønskede
at vise deres uafhængighed af Rom
og forventede helt klart, at nogle var i
stand til at læse ordene.
SKILTE
Denne mønt udstedt af den jødiske konge
Alexander Jannæus (104-76 f.Kr.) er præget på
to sprog: Kongens navn og titel på græsk (forsiden) og på hebraisk (bagsiden). © Biblical
Archaeology Review 2003/4.
8
TEL 1/2011
Udbredelsen af det græske sprog ved
siden af aramaisk og hebraisk i det første
århundrede fremgår også af offentlige
opslag på græsk, som blev sat op i Jerusalem. Mest bemærkelsesværdige er de
sten, som var sat i muren rundt om det
hellige område i Herodes’ tempel. De bar
indskrifter, som advarede enhver ikke-jøde
om, at hvis han gik inden for muren, ville
han blive straffet øjeblikkelig, og han ville
ikke have nogen undskyldning. Man skulle
være i stand til at læse for at vide, hvad
indskriften sagde!
Josefus beretter om, at forbudstav-
På et rækværk omkring selve helligdommen
sad skilte hugget i kalksten. Her blev ikkejøder advaret på græsk om, at de ikke måtte betræde templets indre gårde. © Biblical
Archaeology Review 2003/4.
lerne var skrevet på græsk og latin. Et
fuldstændigt eksemplar på græsk blev
fundet i det 19. årh. og noget af en anden
tavle i 1930’erne. De indridsede bogstaver
var malet røde for at gøre dem synlige på
den cremehvide sten.
PERSONLIGE NOTITSER
Lad os vende os fra inskriptioner inden for
religionens og administrationens område
til de mere personlige af slagsen. I det
første århundredes Jerusalem plejede
Selskab for Bibelsk Arkæologi
velhavende mennesker at lægge en afdød slægtnings lig ind i
familiegraven for et år. Derefter ville de samle den afdødes ben
og lægge dem i en benkiste, et ossuarium. Benkister er nu blevet
meget kendte gennem offentliggørelsen af en benkiste med
inskriptionen ”Jakob, søn af Josef, bror til Jesus”.
De meget velhavende betalte eksperter til at indgravere de
dødes navne på stenene. Men på talrige benkister var de afdødes navne ridset ind med en spids genstand, måske et søm, eller
kradset ned med trækul. Måden, som navnene er skrevet på, viser
tydeligt, at disse notitser for det meste ikke skyldes professionelle skrivere, men stammer fra familiemedlemmer, der ønskede at
kunne identificere deres slægtninge. Det er ikke svært at forstille
sig, hvordan nogle har samlet benene i en grav, lagt dem i en
benkiste og derefter skrevet den afdødes navn på kisten for at
undgå forvirring.
Disse benkisteinskriptioner, særligt de såkaldte graffitiinskriptioner, som blev smurt på benkisten af ikke-professionelle, vidner
rent faktisk om en højere grad af evne til at skrive og læse, end
man somme tider har antaget, selv om de sjældent angiver mere
end den afdødes navn og faderens navn. Selv de, der havde vanskeligt ved at skrive tydeligt og klart, kunne tilsyneladende læse
og var rede til at forsøge at skrive endog på noget så vigtigt for
dem som et familiemedlems benkiste.
BESKREVNE POTTESKÅR
Mens de fleste skrivematerialer – læder, papyrus, benkister – var
dyre, var der ét skrivemateriale, som var gratis og fandtes overalt:
potteskåret. Man kunne skrive en notits eller en meddelelse på
et passende potteskår. Når det var læst, kunne det smides væk.
Tusindvis af beskrevne potteskår (ostraka) kendes fra Egypten, fra
faraonernes tid og fremefter.
Et hebraisk alfabet fundet på et potteskår ved Khirbet Qumran er et godt eksempel på, hvordan en elev har forsøgt at lære
bogstaverne. Mange ostraka blev fundet ved udgravningerne af
Masada, der blev forladt af de jødiske oprørere, som holdt ud
mod romerne indtil år 73 e.Kr., tre år efter at romerne havde ødelagt Jerusalem. Udgraverne fandt notitser på græsk om forsyninger af byg og på hebraisk om leverancer af brød. Disse potteskår
var sandsynligvis kuponer til et rationeringssystem under den
romerske belejring.
Det er også den mest sandsynlige forklaring på de potteskår med
enkeltnavne, som udgraveren Yigael Yadin, ud fra Josefus’ beretning, formodede kunne være de lod, som de sidste forsvarere på
Masada kastede for at afgøre, hvem som skulle dræbe de sidste
blandt dem. Masadas modige forsvarere bestod for det meste
af almindelige mennesker, der kunne læse forskellige skrifter og
mindst to sprog.
Snesevis af ostraka (beskrevne potteskår) er fundet på Masada, mange af dem med navne som her. De var måske en slags rationeringsmærker
under romernes belejring. © Biblical Archaeology Review 2003/4.
www.bibelskarkaeologi.dk
9
TEL 1/2011
NY TVIVL OM FUNDET AF NOAS ARK
I april 2010 offentliggjorde Noah’s Ark Ministries International (NAMI) fundet af
en kæmpestor struktur af træ på Ararats Bjerg, og at de er 99 % sikre på, at det
er resterne af Noas ark. Nu har arkæologen Randall Price offentliggjort et brev
skrevet af to beboere fra en kurdisk landsby, hvor de forklarer, at de var med til at
opføre denne struktur oppe i isen for et par år siden. De blev fortalt, at de skulle
bygge kulisser til en film om Noas Ark. Hvis brevet fra de to kurdere er ægte, sår
det yderligere tvivl om NAMIs ”fund”.
Siden har NAMI meldt ud, at brevet er fabrikeret, og at de to brødre aldrig har skrevet det. Randall Price har nu fjernet brevet fra sin hjemmeside, ”mens dets ægthed
undersøges”, som han skriver. Hvem, der er blevet bedraget, NAMI eller Price, er
meget svært at afgøre herfra.
SITUATIONEN I GALILÆA
Alle disse eksempler kommer fra Judæa
og ikke Galilæa. Det skyldes dog først og
fremmest, at stederne i Galilæa blev ved
med at være beboede, og senere lag enten ødelagde eller skjulte ældre lag, sådan
som det f.eks. er tilfældet i Kapernaum.
Indtil nu har arkæologerne kun afdækket
små områder med beboelse fra det første
årh. i disse byer. Selv hvor vi kender til
omfattende brug af skrivekunsten i dagligdagen, finder man ikke ostraka og graffiti
overalt. Store mængder kommer kun for
dagen, når gamle affaldshuller, hvor de
blev smidt, bliver udgravet.
Kun i Gamla på Golan er en by fra det
første årh. blevet undersøgt fuldt ud. Vest
for Genesaret Sø blev byerne Tiberias og
Sepforis grundlagt i det første årh. Med alt
det byggearbejde må der have været livlig
skriveaktivitet.
Handel og told ved grænserne mellem
Herodes Antipas’ og Filips områder ville
også have krævet omfattende optegnelser
fra skatteopkrævere (som Matthæus, Matt
9,9) og toldembedsmænd.
OVERLEVERINGEN OM JESUS
Det fører os tilbage til Jesu ord. Kan man
stadig påstå, at ”det er uomtvisteligt,
at der i den tidligste periode kun var en
mundtlig overlevering af Jesus-fortællingen og af Jesu ord”? De vidnesbyrd, som
vi netop har anført, antyder, at mange
almindelige mennesker – og helt sikkert håndværkerklassen – kunne læse og
skrive.
Lukas fortæller, at han søgte efter de
mest troværdige kilder, da han skrev sit
evangelium – kilder, der blev ”overleveret os af dem, der fra begyndelsen var
øjenvidner og ordets tjenere” (Luk 1,2).
Vi må formode, at han havde adgang til
optegnelser lavet af øjenvidner på det
tidspunkt, hvor Jesus talte. Ganske vist er
ingen af den slags kilder blevet bevaret;
men den almindelige udbredelse af dokumenter gør det sandsynligt. Det materiale,
som de tre synoptiske evangelier (Matthæus, Markus og Lukas) har til fælles,
kunne meget vel stamme fra en meget
tidlig skreven tekst (Q).
Paulus’ breve og andre breve i Ny
Testamente viser, at skrivekunsten var
udbredt i de første årtier af kirkens liv.
Vigtigheden af skrevne tekster i kirken
fremgår af det store antal kristne papyrusfragmenter fra midten af det andet
årh. e.Kr., som er fundet i Mellemegypten.
Der er ingen grund til at tro, at kirken
i Egypten var speciel ved at have disse
tekster; at de er bevaret dér, er et rent
tilfælde. Andre skrifter ville have cirkuleret
tværs gennem det romerske imperium og
længere mod øst.
Det er ikke vanskeligt at forestille sig,
hvordan nogen i det første årh. kom hjem
og nedskrev mindeværdige ord, som han
havde hørt: ”Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes”, eller ”Jeg og Faderen
er ét”, eller at se for sig en officer, hvis
tjener var blevet helbredt, i færd med at
skive et brev til sin bror for at fortælle
ham om det.
Jesus kunne selv læse og skrive. Ifølge
Lukas læste han fra Esajasrullen i Nazarets
synagoge (4,16-17). Han citerede også vidt
og bredt fra Skriften. Det eneste tilfælde i
evangelierne, hvor Jesus selv skrev, fandt
sted, da kvinden grebet i hor blev ført
frem for ham, og han skrev på jorden med
sin finger (Joh 8,1-11).
TALT OG SKREVET
Et bemærkelsesværdigt dokument blandt
Dødehavsrullerne, kendt som ”MMT”
(forkortelse for ”Nogle af Lovens Læresæt-
Freehand.dk | idé | markedsføring | illustration | design | web
10
TEL 1/2011
Selskab for Bibelsk Arkæologi
Qumranskriftet, som kaldes ”MMT”, viser, at en religiøs lærers instruktioner blev skrevet ned i forbindelse med, at de blev udtalt. © Biblical
Archaeology Review 2003/4.
ninger”), kaster et interessant lys. MMT er skrevet i første person
og indeholder en eller anden autoritets afgørelser. Det siges, at
lærerens afgørelser modsiger en modparts læresætninger. Det
standpunkt, som MMT giver udtryk for, minder om Jesu standpunkt i
Bjergprædikenen: ”I har hørt, at det er sagt …, men jeg siger jer …”
(Matt 5).
En fremtrædende forsker var ikke i tvivl om, at MMT blev skrevet kort tid efter, at afgørelserne blev truffet. Hvis de jøder, som
ejede Dødehavsrullerne, kunne skrive en lærers ord ned næsten
samtidig med, at han udtalte dem, kunne Jesu efterfølgere have
gjort det samme.
JORDANFLODEN OG JOHANNES DØBER
De israelske turistmyndigheder har nu åbnet for adgang
til Jordanfloden ud for Jeriko. Ifølge traditionen var det
her, Johannes Døber døbte Jesus. Der er ikke gjort arkæologiske fund på stedet; men der er omsider mulighed for at komme tæt på Jordanfloden ved næste besøg
i Israel.
SAGT HELT KORT
Nogle forskere hævder stadig, at ”meget få mennesker kunne
læse og skrive på Jesu tid”; men beviserne støtter ikke længere
sådanne udsagn. Ikke alle kunne læse og skrive. Og de, der kunne
læse, var ikke nødvendigvis i stand til at skrive. Men arkæologiske
fund og andre typer af vidnesbyrd viser nu, at det at læse og skrive blev praktiseret i mange sammenhænge på Jesu tid. Hvis det er
tilfældet, er der ingen grund til at tvivle på, at der har været nogle
optegnelser fra øjenvidner, der havde hørt, hvad Jesus sagde, og
set det, han gjorde.
Denne artikel er en forkortet oversættelse af “Literacy in the Time
of Jesus”, Biblical Archaeology Review 29/4 (2003), 36-45. Her
findes også kilderne bag de anførte citater. For en mere fuldstændig
præsentation, se Alan Millards bog, Reading and Writing in the
Time of Jesus (Sheffield Academic Press og New York University
Press, 2000).
Det nye dåbssted ved Jeriko. © Ferrell Jenkins.
Oversættelse: Carsten Vang
www.bibelskarkaeologi.dk
11
TEL 1/2011