Denne benkiste vakte opsigt for nogle år siden, fordi der på siden står skrevet: ”Jakob søn af Josef bror til Jesus”. © Biblical Archaeology Review. Skrevne kilder i Palæstina og evangelierne Af Alan Millard, prof. emeritus ved University of Liverpool De arkæologiske fund af skrivematerialer i det romerske rige tyder på, at mange kunne læse og skrive dengang. Hvordan i Palæstina? Videre må vi spørge, om nogen kunne have samlet notater om Jesu ord i en bog, allerede mens han levede? 6 TEL 1/2011 Selskab for Bibelsk Arkæologi Vi må først overveje, hvor udbredt kendskabet til at læse og skrive var på Jesu tid (vi må skelne her: Folk, som kunne læse, behøver ikke at være i stand til at skrive). Tegnene på omfattende kendskab til læsning og skrivning vokser med opdagelsen af hver eneste ny inskription. Meget materiale kommer fra regeringskredse og religiøse cirkler, og meget andet gør ikke. Biblioteket i Qumran – Dødehavsrullerne – er en samling religiøse dokumenter; men væsentligt er det, at de ikke kun bevidner den stadige kopiering af Den hellige Skrift og andre religiøse boger, men også skabelsen af nye bøger. FUNDNE ARKIVER Under den anden jødiske opstand mod Rom (132-35 e.Kr.), anført af Bar Kochba, flygtede folk for de romerske styrker til afsidesliggende huler nær Det døde Hav, længere mod syd end Qumran. Nogle stumper af bibelhåndskrifter blev fundet i disse huler, men også en samling breve og juridiske dokumenter. Flere breve stammer fra Bar Kochba selv eller var sendt til ham. Et arkiv tilhørende en kvinde ved navn Babata var blevet pakket ind i en gammel vinsæk og rummede dokumenter skrevet på græsk og aramæisk. De omhandler skøder, gæld, samt ægteskabsog skilsmisseaftaler. Nogle af dem kan dateres til midten af det første århundrede eller derefter, og derfor er de eksempler på juridiske dokumenter, skrevet i samme periode som evangelierne. Et gældsbevis, dateret til 55-56 e.Kr., blev også fundet blandt dokumenterne fra det andet jødiske oprør. Det kan være et eksempel på de gældsbeviser, som Jesus refererede til i lignelsen om den uærlige godsforvalter, som instruerede sin herres skyldnere: ”Tag dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvdelen af beløbet” (Luk 16,6-7). Muligheden for, at en almindelig mand kan gøre det, tages for givet. Babatas arkiv rummede mange forskellige dokumenter. Her ses bagsiden af en ægteskabskontrakt, hvor 7 vidner har underskrevet på tre forskellige sprog: aramæisk, græsk og nabatæisk. © Biblical Archaeology Review 2003/4. www.bibelskarkaeologi.dk JERUSALEMS KLOAK UDGRAVET Gennem flere år har man udforsket den gade, som på Jesu tid gik fra Siloa Dam op til sydvesthjørnet af Tempelpladsen. Ved at grave en tunnel dybt nede under det nuværende gadeniveau er det lykkedes at afdække et smalt udsnit af den engang så brede gade. Kloakken neden under denne gade er også blevet udgravet nu. Den ledte regnvand væk fra Jerusalems gader ned i Kedrondalen. Om kort tid vil turister få mulighed for at gå gennem denne 2 m høje kanal fra Davidsbyen ind under bymuren og frem til pladsen ved Grædemuren. Del af kloakledningen, som ledte regnvand væk fra Jerusalems gader på Jesu tid. © Israels Antiquities Authority. 7 TEL 1/2011 Dokumenter af papyrus og læder overlever ikke i størstedelen af Palæstina (undtagen i meget tørre egne som ved Det døde Hav). De rådner i den fugtige jord. Den omstændighed, at de ikke er blevet fundet, betyder derfor ikke, at de ikke eksisterede. Den jødiske historieskriver Josefus nævner, at da den første jødiske opstand mod Rom brød ud år 66 e.Kr., var et af oprørernes hovedmål en arkivbygning i Jerusalem, som husede fortegnelser over gæld. Oprørerne ønskede at brænde dem, fordi de kendte den magt, som disse optegnelser kunne have over dem (Den jødiske Krig 2.247). Det andet århundredes juridiske tekster fra Bar Kochba hulerne rummer adskillige dokumenter, som er underskrevet af skriveren og af vidner. Nogle vidner underskrev med en flydende, letlæse- lig skrift, og på andre underskrev skriveren på vegne af de, der ikke kunne skrive, hvilket illustrerer tre niveauer for skrivefærdighed. MØNTER PÅ FLERE SPROG Mønter i dagligdags brug giver en forventning om, at folk kunne læse. Hundredvis af små bronzemønter, slået af de jødiske konger i det første årh. f.Kr., kommer for dagens lys i Israel hvert år. De mønter, som blev slået for Alexander Jannæus (103-76 f.Kr.), bærer hans navn og titel på hebraisk og græsk eller på hebraisk og aramæisk. Herodes den Store og hans sønners mønter har kun græske indskrifter. Det samme gælder de mønter, som de romerske guvernører i Juda udstedte. Enhver lovlydig jøde betalte den årlige halve shekel i tempelskat (jf. Matt 17,24-27), og tempelmyndighederne krævede, at den skulle betales i sølvmønter præget i Tyrus, som også bar græske ord. Men da det første jødiske oprør brød ud, satte de jødiske oprørere gamle, før-eksilske (d.e. før 587 f.Kr.) hebraiske bogstaver på de mønter, som de lod præge, med ordene ”Jerusalem den Hellige” og ”For Jerusalems frihed”. De ønskede at vise deres uafhængighed af Rom og forventede helt klart, at nogle var i stand til at læse ordene. SKILTE Denne mønt udstedt af den jødiske konge Alexander Jannæus (104-76 f.Kr.) er præget på to sprog: Kongens navn og titel på græsk (forsiden) og på hebraisk (bagsiden). © Biblical Archaeology Review 2003/4. 8 TEL 1/2011 Udbredelsen af det græske sprog ved siden af aramaisk og hebraisk i det første århundrede fremgår også af offentlige opslag på græsk, som blev sat op i Jerusalem. Mest bemærkelsesværdige er de sten, som var sat i muren rundt om det hellige område i Herodes’ tempel. De bar indskrifter, som advarede enhver ikke-jøde om, at hvis han gik inden for muren, ville han blive straffet øjeblikkelig, og han ville ikke have nogen undskyldning. Man skulle være i stand til at læse for at vide, hvad indskriften sagde! Josefus beretter om, at forbudstav- På et rækværk omkring selve helligdommen sad skilte hugget i kalksten. Her blev ikkejøder advaret på græsk om, at de ikke måtte betræde templets indre gårde. © Biblical Archaeology Review 2003/4. lerne var skrevet på græsk og latin. Et fuldstændigt eksemplar på græsk blev fundet i det 19. årh. og noget af en anden tavle i 1930’erne. De indridsede bogstaver var malet røde for at gøre dem synlige på den cremehvide sten. PERSONLIGE NOTITSER Lad os vende os fra inskriptioner inden for religionens og administrationens område til de mere personlige af slagsen. I det første århundredes Jerusalem plejede Selskab for Bibelsk Arkæologi velhavende mennesker at lægge en afdød slægtnings lig ind i familiegraven for et år. Derefter ville de samle den afdødes ben og lægge dem i en benkiste, et ossuarium. Benkister er nu blevet meget kendte gennem offentliggørelsen af en benkiste med inskriptionen ”Jakob, søn af Josef, bror til Jesus”. De meget velhavende betalte eksperter til at indgravere de dødes navne på stenene. Men på talrige benkister var de afdødes navne ridset ind med en spids genstand, måske et søm, eller kradset ned med trækul. Måden, som navnene er skrevet på, viser tydeligt, at disse notitser for det meste ikke skyldes professionelle skrivere, men stammer fra familiemedlemmer, der ønskede at kunne identificere deres slægtninge. Det er ikke svært at forstille sig, hvordan nogle har samlet benene i en grav, lagt dem i en benkiste og derefter skrevet den afdødes navn på kisten for at undgå forvirring. Disse benkisteinskriptioner, særligt de såkaldte graffitiinskriptioner, som blev smurt på benkisten af ikke-professionelle, vidner rent faktisk om en højere grad af evne til at skrive og læse, end man somme tider har antaget, selv om de sjældent angiver mere end den afdødes navn og faderens navn. Selv de, der havde vanskeligt ved at skrive tydeligt og klart, kunne tilsyneladende læse og var rede til at forsøge at skrive endog på noget så vigtigt for dem som et familiemedlems benkiste. BESKREVNE POTTESKÅR Mens de fleste skrivematerialer – læder, papyrus, benkister – var dyre, var der ét skrivemateriale, som var gratis og fandtes overalt: potteskåret. Man kunne skrive en notits eller en meddelelse på et passende potteskår. Når det var læst, kunne det smides væk. Tusindvis af beskrevne potteskår (ostraka) kendes fra Egypten, fra faraonernes tid og fremefter. Et hebraisk alfabet fundet på et potteskår ved Khirbet Qumran er et godt eksempel på, hvordan en elev har forsøgt at lære bogstaverne. Mange ostraka blev fundet ved udgravningerne af Masada, der blev forladt af de jødiske oprørere, som holdt ud mod romerne indtil år 73 e.Kr., tre år efter at romerne havde ødelagt Jerusalem. Udgraverne fandt notitser på græsk om forsyninger af byg og på hebraisk om leverancer af brød. Disse potteskår var sandsynligvis kuponer til et rationeringssystem under den romerske belejring. Det er også den mest sandsynlige forklaring på de potteskår med enkeltnavne, som udgraveren Yigael Yadin, ud fra Josefus’ beretning, formodede kunne være de lod, som de sidste forsvarere på Masada kastede for at afgøre, hvem som skulle dræbe de sidste blandt dem. Masadas modige forsvarere bestod for det meste af almindelige mennesker, der kunne læse forskellige skrifter og mindst to sprog. Snesevis af ostraka (beskrevne potteskår) er fundet på Masada, mange af dem med navne som her. De var måske en slags rationeringsmærker under romernes belejring. © Biblical Archaeology Review 2003/4. www.bibelskarkaeologi.dk 9 TEL 1/2011 NY TVIVL OM FUNDET AF NOAS ARK I april 2010 offentliggjorde Noah’s Ark Ministries International (NAMI) fundet af en kæmpestor struktur af træ på Ararats Bjerg, og at de er 99 % sikre på, at det er resterne af Noas ark. Nu har arkæologen Randall Price offentliggjort et brev skrevet af to beboere fra en kurdisk landsby, hvor de forklarer, at de var med til at opføre denne struktur oppe i isen for et par år siden. De blev fortalt, at de skulle bygge kulisser til en film om Noas Ark. Hvis brevet fra de to kurdere er ægte, sår det yderligere tvivl om NAMIs ”fund”. Siden har NAMI meldt ud, at brevet er fabrikeret, og at de to brødre aldrig har skrevet det. Randall Price har nu fjernet brevet fra sin hjemmeside, ”mens dets ægthed undersøges”, som han skriver. Hvem, der er blevet bedraget, NAMI eller Price, er meget svært at afgøre herfra. SITUATIONEN I GALILÆA Alle disse eksempler kommer fra Judæa og ikke Galilæa. Det skyldes dog først og fremmest, at stederne i Galilæa blev ved med at være beboede, og senere lag enten ødelagde eller skjulte ældre lag, sådan som det f.eks. er tilfældet i Kapernaum. Indtil nu har arkæologerne kun afdækket små områder med beboelse fra det første årh. i disse byer. Selv hvor vi kender til omfattende brug af skrivekunsten i dagligdagen, finder man ikke ostraka og graffiti overalt. Store mængder kommer kun for dagen, når gamle affaldshuller, hvor de blev smidt, bliver udgravet. Kun i Gamla på Golan er en by fra det første årh. blevet undersøgt fuldt ud. Vest for Genesaret Sø blev byerne Tiberias og Sepforis grundlagt i det første årh. Med alt det byggearbejde må der have været livlig skriveaktivitet. Handel og told ved grænserne mellem Herodes Antipas’ og Filips områder ville også have krævet omfattende optegnelser fra skatteopkrævere (som Matthæus, Matt 9,9) og toldembedsmænd. OVERLEVERINGEN OM JESUS Det fører os tilbage til Jesu ord. Kan man stadig påstå, at ”det er uomtvisteligt, at der i den tidligste periode kun var en mundtlig overlevering af Jesus-fortællingen og af Jesu ord”? De vidnesbyrd, som vi netop har anført, antyder, at mange almindelige mennesker – og helt sikkert håndværkerklassen – kunne læse og skrive. Lukas fortæller, at han søgte efter de mest troværdige kilder, da han skrev sit evangelium – kilder, der blev ”overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere” (Luk 1,2). Vi må formode, at han havde adgang til optegnelser lavet af øjenvidner på det tidspunkt, hvor Jesus talte. Ganske vist er ingen af den slags kilder blevet bevaret; men den almindelige udbredelse af dokumenter gør det sandsynligt. Det materiale, som de tre synoptiske evangelier (Matthæus, Markus og Lukas) har til fælles, kunne meget vel stamme fra en meget tidlig skreven tekst (Q). Paulus’ breve og andre breve i Ny Testamente viser, at skrivekunsten var udbredt i de første årtier af kirkens liv. Vigtigheden af skrevne tekster i kirken fremgår af det store antal kristne papyrusfragmenter fra midten af det andet årh. e.Kr., som er fundet i Mellemegypten. Der er ingen grund til at tro, at kirken i Egypten var speciel ved at have disse tekster; at de er bevaret dér, er et rent tilfælde. Andre skrifter ville have cirkuleret tværs gennem det romerske imperium og længere mod øst. Det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvordan nogen i det første årh. kom hjem og nedskrev mindeværdige ord, som han havde hørt: ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes”, eller ”Jeg og Faderen er ét”, eller at se for sig en officer, hvis tjener var blevet helbredt, i færd med at skive et brev til sin bror for at fortælle ham om det. Jesus kunne selv læse og skrive. Ifølge Lukas læste han fra Esajasrullen i Nazarets synagoge (4,16-17). Han citerede også vidt og bredt fra Skriften. Det eneste tilfælde i evangelierne, hvor Jesus selv skrev, fandt sted, da kvinden grebet i hor blev ført frem for ham, og han skrev på jorden med sin finger (Joh 8,1-11). TALT OG SKREVET Et bemærkelsesværdigt dokument blandt Dødehavsrullerne, kendt som ”MMT” (forkortelse for ”Nogle af Lovens Læresæt- Freehand.dk | idé | markedsføring | illustration | design | web 10 TEL 1/2011 Selskab for Bibelsk Arkæologi Qumranskriftet, som kaldes ”MMT”, viser, at en religiøs lærers instruktioner blev skrevet ned i forbindelse med, at de blev udtalt. © Biblical Archaeology Review 2003/4. ninger”), kaster et interessant lys. MMT er skrevet i første person og indeholder en eller anden autoritets afgørelser. Det siges, at lærerens afgørelser modsiger en modparts læresætninger. Det standpunkt, som MMT giver udtryk for, minder om Jesu standpunkt i Bjergprædikenen: ”I har hørt, at det er sagt …, men jeg siger jer …” (Matt 5). En fremtrædende forsker var ikke i tvivl om, at MMT blev skrevet kort tid efter, at afgørelserne blev truffet. Hvis de jøder, som ejede Dødehavsrullerne, kunne skrive en lærers ord ned næsten samtidig med, at han udtalte dem, kunne Jesu efterfølgere have gjort det samme. JORDANFLODEN OG JOHANNES DØBER De israelske turistmyndigheder har nu åbnet for adgang til Jordanfloden ud for Jeriko. Ifølge traditionen var det her, Johannes Døber døbte Jesus. Der er ikke gjort arkæologiske fund på stedet; men der er omsider mulighed for at komme tæt på Jordanfloden ved næste besøg i Israel. SAGT HELT KORT Nogle forskere hævder stadig, at ”meget få mennesker kunne læse og skrive på Jesu tid”; men beviserne støtter ikke længere sådanne udsagn. Ikke alle kunne læse og skrive. Og de, der kunne læse, var ikke nødvendigvis i stand til at skrive. Men arkæologiske fund og andre typer af vidnesbyrd viser nu, at det at læse og skrive blev praktiseret i mange sammenhænge på Jesu tid. Hvis det er tilfældet, er der ingen grund til at tvivle på, at der har været nogle optegnelser fra øjenvidner, der havde hørt, hvad Jesus sagde, og set det, han gjorde. Denne artikel er en forkortet oversættelse af “Literacy in the Time of Jesus”, Biblical Archaeology Review 29/4 (2003), 36-45. Her findes også kilderne bag de anførte citater. For en mere fuldstændig præsentation, se Alan Millards bog, Reading and Writing in the Time of Jesus (Sheffield Academic Press og New York University Press, 2000). Det nye dåbssted ved Jeriko. © Ferrell Jenkins. Oversættelse: Carsten Vang www.bibelskarkaeologi.dk 11 TEL 1/2011