1. No category

OM KÆTTERNES FORSKRIFT
AF
MARK V. AGAPE
Som det vil være de fleste bekendt var det kristne teolog og apologet,
Tertullian, som skrev Liber de praescriptione haereticorum. I lighed med de
fleste andre apologeter er troværdige informationer om Tertullians liv
sparsomme, men det synes sikkert, at han levede i tidsrummet 160 – 230, og
tilbragte det meste af hans liv i den Nordafrikanske by Kartago, beliggende i
det moderne Tunesien. Som ung havde han modtaget en højere uddannelse
indenfor retorik, hvilket utvivlsomt kom ham til gode, da han i en moden
alder blev en af den paulinske kristendoms mest ihærdige fortalere. Særligt
har han gjort sin indflydelse historisk gældende i forbindelse med
konstruktionen af den i Adversus Praxean fremsatte treenighedsdoktrinen, og
kanondannelsen, hvor han bl.a. lagde stor vægt på vigtigheden af de
synoptiske evangelier. Han regnes i øvrigt som forfatteren til mere end 31
værker, hvoraf Liber de praescriptione haereticorum har været det absolut
mest indflydelsesrige. Det er vanskeligt at datere præcist hvornår
nedskrivelsen fandt sted, men en plausible datering er ca. 200. Det originale
manus blev sandsynligvis skrevet på latin, da Tertullian - så vidt vides - var
den første kristne apologet, som beherskede latin i tale og skrift. I al sin
enkelthed er Liber de praescriptione haereticorum et forsvarsskrift for den
såkaldte apostolske succession, der af Tertullian blev tillagt stor betydning,
dersom den udgjorde en åndelige legitimering af det kirkesamfund som
Tertullian bekendte sig til. En ”legitimering” som flere af kirkens folk – vel
med fuldt overlæg – har brugt og misbrugt med det formål, at distancerer sig
fra de af Tertullian udråbte ”kættere.”
Ordet praescriptione betyder ”foreskrivende” og referer først og fremmest til
en juridisk praksis som var vidt udbredt i oldtidens Rom, hvor en jurist – den
gang som nu – på legal vis kunne gradbøje lovgivningen, på en sådan måde, at
han kunne forsøge, at afværge en muligt forestående retsproces. Tertullian
1
betjente sig af en tilsvarende teknik, da han påstod, at kætterne – de ”falske”
kristne som stod uden for the apostolske fællesskab – intet krav havde på en
retfærdig rettergang. Endvidere var han af den opfattelse, at dette princip
skulle gælde i himlen såvel som på jorden. Begrundelsen var naturligvis ingen
ringere end, at kætterne i kraft af deres levemåde og trospraksis, havde
fraskrevet sig enhver ret til, at forsvare deres religiøse synspunkter:
“But if any heresies venture to plant themselves in the apostolic age, so that they may
be thought to have been handed down by the apostles because they existed in their
time, we can say, Let them exhibit the origins of their churches, let them unroll the list
of bishops, coming down from the beginning by succession in such a way that their
first bishop had for their originator and predecessor one of the apostles or apostolic
men…”
Liber de praescriptione haereticorum.
Ifølge Tertullian skulle alene de kristne skrifter udgøre grundlaget for
teologiske overvejelser og afklaring af trosspørgsmål. Men dette forudsatte
naturligvis, at man havde nogle relativt klare kriterier for hvornår en tekst
kunne betragtes som kristen. Løsningen viste sig imidlertid, at være lige ved
hånden; kun de kirkesamfund som accepterede doktrinen om den
apostolske succession var, at regne som kristne. Mere konkret bestod denne
”accept” i, at de religiøse samfund der anså dem selv for kristne, skulle kunne
fører et uigendriveligt bevis for en legitim succesionslinje:
“Let the heretics invent something of the sort for themselves. Blasphemers already,
they will have no scruples. But even if they do invent something, it will be useless to
them. If their teaching is compared with the teaching of the apostles, the differences
and contradictions between will cry out that theirs is not the work of the apostle or
apostolic person.”
Liber de praescriptione haereticorum.
Dette betød, at enhver – ligegyldigt hvor kristen man anså sig selv for – var
kætter, hvis og såfremt ikke man tilhørte en kirkeretning, der kunne
dokumentere en tilfredsstillende apostolske genealogi. Og selv hvor dette
måtte være tilfældet, forblev acceptation et vanskeligt anliggende, eftersom
2
Tertullian ikke var særlig klar i mælet hvad angik disse bevisernes gyldighed.
Der var mange grunde til, at man ønskede en monopolisering af de religiøse
skrifter, men den absolut vigtigste, var den absurde påstand om kætternes
systematiske misbrug. Tertullian anklagede ligeså sine modstandere for, at
have perverteret de hellige skrifter, dersom de havde sammenstykkede dem
efter deres eget forgodtbefindende, hvormed den ”sande” kristendom var
blevet opblandet med hedensk filosofi - ”kulminationen af jordisk visdom.”
Det er imidlertid ikke så lidt sigende, at alt imens Tertullian beskyldte f.eks.
Marcion og Valentius for, at have ”massakreret” skrifterne, så stod han selv i
spidsen for en højst tvivlsom fortolkning, redigering og ”oversættelse”, som i
bedste fald må karakteriseres som bevidst historieforfalskning.
Det er hævet over enhver tvivl, at der i Tertullian hjerte var et et flammende
had til alt hvad der havde, at gøre med den græske oldtid. Et sted spørger han
retorisk hvad Jerusalem har, at beskaffe med Athen. Underforstået, at med
kristendommen havde ikke blot den hedenske religion, men også filosofien
mistet sin eksistensberettigelse. Den nye tro skulle med andre ord sætte en
definitiv stopper for enhver form for intelligens, kritik og nysgerrighed. Selv
trosspørgsmål var der ikke længere plads til, eftersom alle svar var, at finde i
de snævert udvalgte skrifter. For Tertullian fremstod kætterne som en ond
feber, der skulle nedkæmpes med alle midler. Et totalitaristisk synspunkt der
ikke lod plads til nogle nuancer. Det kan derfor ikke undre, at det var den
kirkeretning som Tertullian repræsenterede, der motiveret af sit
nedværdigende og hadske menneskesyn, tillige med en streng hierarkisk
struktur og næsten fascistisk organisering, vandt største udbredelse i
kristendommens formative periode, og efter mange blodudgydelser endte
som den ”sejrende” part.
3