1. No category

MØLLERUPS FOLKEHOLD VAR STRENGT OPDELT
EFTER, HVEM DER BESTEMTE MEST. ET ”HIERARKI”
Af Vilfred Friborg Hansen
Da fæstegårdene var solgt og hoveriet dermed ophørt, var det nødvendigt for godsejeren på
Møllerup at have et stort folkehold til at arbejde på den tilbageblevne hovedgård.
Til at styre folkeholdet i det daglige ansatte godsejeren en godsinspektør. Han overtog altså det
arbejde, ridefogden havde haft i herregårdstiden. Inspektøren ledede først og fremmest økonomien
og administrationen og drøftede hovedgårdens drift med godsejeren. Han var ikke som ridefogden
med ude på markerne for at dirigere arbejdet. Til det ansatte godsejeren i stedet en forvalter, der
altså var en slags næstkommanderende i forhold til inspektøren. Forvalteren gav hver morgen
besked på, hvad de forskellige folk skulle lave i løbet af dagen. Derefter var han med folkene på
arbejde og red ofte rundt til hest og kontrollerede og dirigerede de forskellige arbejdshold, der var i
gang rundt omkring på godset. Akkurat som ridefogden havde gjort i herregårdstiden. Men med den
store forskel, at hverken inspektør eller forvalter havde ret til at straffe folkene med træhest eller
fængsel. Folkene var nu ansatte og fik deres løn for arbejdet. Forvalteren havde ofte en
underforvalter til at hjælpe sig med arbejdet.
Som tegn på sin værdighed gik både inspektøren og forvalteren med en flot spadserestok, der blev
kaldt et ”egespir”. I forhold til de øvrige folk på godset var egespiret et magtsymbol. Ingen andre
havde lov til at gå med det.
Staldmester, hønsemand, smed og tømrer
Staldmesteren, der passede stalden, og hønsemanden (det kunne også være en ”hønsepige”), der
passede hønsene, arbejdede dog temmelig selvstændigt. Hvis de blot passede de ting, de havde
ansvar for, blandede forvalteren sig ikke i det til daglig. Men hvis opstod problemer, var der ingen
tvivl om, at også staldmesteren og hønsemanden skulle adlyde forvalterens ordrer.
Det ansås dog for betydeligt finere at være staldmester end hønsemand. Både fordi der krævedes
mere viden og indsigt for at passe staldene, hvor man havde røgtere og andre til at arbejde under
sig, og fordi hønsemanden lugtede – endda så meget, at han fik sin helt særlige plads ved
spisebordet, da ingen ønskede at komme til at sidde ved siden af ham.
På samme måde arbejdede gårdens smed og tømrer meget selvstændigt. De var også respekterede
som håndværkere, der havde forstand på det, de lavede. Derfor var det svært for forvalteren at
blande sig i arbejdet, men hvis smeden ikke passede maskinerne ordentligt eller tømreren ikke holdt
bygningerne i ordentlig stand, så skulle forvalteren nok fortælle dem det, og i værste fald ville de
blive afskediget.
I sommermånederne var der også beskæftiget en murer.
Hestespandene
Derimod gav forvalteren direkte og dagligt ordrer til de folk, der kørte med de forskellige
hestespand. Hvert spand heste bestod af to eller tre heste, og hestespandene havde numre, sådan at
spand nr. 1 altid gik forrest og regnedes for overordnet i forhold til de øvrige spand, og derefter
fulgte spand nr. 2, 3 osv.
Den mand, der kørte med spand nr. 1, blev ofte kaldt ladefogden. Efter ham kom de forskellige
landvæsenselever eller karle, der kørte med de følgende spand. På andre godser – f.eks på Kalø var ladefogden den, der passede laden, som ordet jo siger, mens lederen af spand nr. 1 var forkarl.
De, der ledede de øvrige spand, var landvæsenselever eller karle. Landvæsenselever, hvis arbejdet
var et led i deres landbrugsuddannelse, og karle, hvis de var almindeligt ansatte.
Forvalteren forventede af ladefogden, at han foregik de andre med et godt eksempel, og arbejdede
godt og hurtigt, så de øvrige spand vidste, at sådan forventedes det også, at de arbejdede. Derfor
valgte forvalteren den mand, han anså for dygtigst og mest pålidelig, til at være ladefoged og køre
med spand nr. 1.
Hver dag begyndte med, at alle hestespandene med ladefoged, landvæsenselever og karle stillede op
i række i stalden, med spand nr. 1 forrest og derefter i rækkefølge. På slaget 7 kom forvalteren ind i
stalden og begyndte ved spand nr. 1 med at fortælle, hvad de forskellige skulle lave den dag. Hvis
de var i gang med noget fra dagen i forvejen, som skulle fortsættes, så lød ordren kort og godt:
”Fortsætter!”
Når alle spandene havde fået besked, lød forvalterens ordre: ”Ryk ud!”, og så rykkede de
forskellige spand ud i nummerorden, med spand nr. 1 forrest. Og så var dagens arbejde i gang.
To af hestespandene, med Svend og Johannes, rykker ud efter middagspausen, ca. 1950.
Erik Møller var på Møllerup i 1930´erne og fortæller: ”Man var hysterisk med præcision på
Møllerup…jeg blev engang mistænkt for at have spændt fra nogle minutter for tidligt ude i marken.
Sikket hus der blev – men jeg holdt på, at det var mit ur, der passede, og at jeg havde fulgt det. Alt
skulle foregå på slaget – og det vil sige ikke et minut før eller efter”.
Husmænd, daglejere, løsarbejdere og ”bumser”
Mange folk, der boede i omegnen af Møllerup, og nogle af dem i huse, der ejedes af Møllerup,
arbejdede fast på godset og blev kaldt ”husmænd”. Modsat landvæsenselever og karle boede de
altså ikke på godset.
Husmændene kunne godt have et af hestespandene at arbejde med, men så var det altid de sidste
spand, altså dem, de fastansatte landvæsenselever eller karle ikke havde. Det kunne altså tænkes, at
af de 12 spand blev de sidste 4 eller 5 kørt af faste husmænd.
Husmændene var altså med underordnede i forhold til landvæsenselever og karle. Men alligevel
havde de en mere selvstændig stilling end elever og karle, fordi de ikke boede på godset. Mange af
dem fik også en særlig status, fordi de havde arbejdet på godset i mange år og derfor kendte godset
og arbejdsgangen meget bedre end både elever og karle. De mest faste husmænd kunne gennem
årene have tilkæmpet sig en så selvstændig status, at de næsten kunne sammenlignes med
staldmester, smed og tømrer. Det stod helt klart, at elever og karle ikke kunne giver ordrer til
husmændene – ordrerne skulle komme fra forvalteren.
Anton Laursen fortæller, at de faste husmænd kunne være skrappe til at sætte tempo. Det kunne
være hårdt for de unge elever at følge med. ”Men det var der midler imod…Hvis det gik for hurtigt,
punkterede vognene på mystisk vis. Det var eleverne, der simpelt hen stak en fork i dækket. Så fik
de en pause, og bagefter var tempoet mere menneskeligt!”
Landvæsenseleverne var i en slags lære på godset. De skulle videre til andre jobs efter et års tid på
stedet. Derfor var de meget interesserede i at få en god anbefaling med. På den måde havde
forvalteren altid ”en klemme” på dem. Landvæsenselever og karle arbejdede side om side, men
karlene var ikke under uddannelse og kunne i princippet godt arbejde videre på godset også næste
år. Hvis de ellers havde opført sig ordentligt og arbejdet, som man krævede det, så ville de normalt
året efter få overdraget et spand længere fremme i rækken, altså f.eks. ”avancere” fra spand nr. 7 til
spand nr. 4.
Folkeholdet på Møllerup 1940. Nr. 3 fra venstre er forvalteren med ”egespir”. Hestespandene er opmarcheret i
streng hierarkisk rækkefølge. Yderst til højre inspektøren til hest.
Nogle husmænd havde ikke noget hestespand at arbejde med, men arbejdede med andre ting på
godset. Af de 12 hestespand gik de 11 i marken, mens et spand arbejdede i skoven. Desuden skulle
der altid være en hest i reserve til evt. ridehest, lige som der skulle være to hvide køreheste. Dertil
kom fruens egne heste, men de var et kapitel for sig.
Husmændenes løn bestod i 1930´erne af 4,50 kr. om dagen samt to liter sødmælk og gratis husleje.
Det regnedes for en rigtig god løn. Arbejdstiden var fra kl. 6.30 om morgenen (om vinteren 7.30) og
til kl. 18. Der var frokostpause kl. 9 – 9.30 og middag fra kl. 12.30 til 13.30. Kaffepause var ukendt,
så eftermiddagene føltes lange, fortæller mange af dem.
Nogle af de andre, der boede i omegnen, var ikke fastansatte, men arbejdede kun på godset, når der
var brug for det, f.eks. når der skulle hakkes roer, høstes, tages kartofler op eller lignende. De
kaldtes daglejere. Der var en særlig rangorden blandt daglejerne ved, at nogle af dem blev kaldt på
som nogle af de første, når der var brug for ekstra arbejdskraft, mens andre kun blev tilkaldt, når der
ikke var andre muligheder.
Daglejerne var ”frie” i forhold til godset. I godsets rangorden var de lavere placeret end
husmændene. Til gengæld kunne de forlade arbejdet, hvis de ikke var tilfredse med lønnen eller
behandlingen. Problemet for dem var selvfølgelig, at der ofte ikke var andre steder at få arbejde. De
var altså alligevel afhængige af godset. Anton Laursen husker, at der i hans tid var fire faste
husmænd og 3-4 løse daglejere.
Ud over daglejerne, som godset kendte og kaldte på, når der var brug for dem, kunne godset også
komme i den situation, at der stadigvæk ikke var arbejdere nok. Så måtte man have fat i nogle
”løsarbejdere”, hvis tilknytning til godset altså var endnu mere løs end daglejernes – ja, reelt havde
de ingen tilknytning, men var naturligvis altid interesseret i at tjene lidt ekstra til livets ophold.
Anton Laursen fortæller, at ”vi faste husmænd var ikke i fagforening. Det var kun de løse, for det
kunne være en usikker tilværelse for dem”.
Endelig kunne godset også af og til antage nogle af de såkaldte ”bumser”, der var løsarbejdere, der
ikke boede på egnen, men som rejste rundt fra gods til gods for at finde arbejde. De blev ofte set
ned på af de øvrige arbejdere, både af de faste og de løse. De arbejdede på godset, så længe der var
brug for dem – eller indtil de ikke gad mere. De var nemlig en slags ”frie fugle”, der simpelt hen
forlod stedet, hvis de ikke var tilfredse med behandlingen. Omvendt kunne de naturligvis også
smides på porten af forvalteren, hvis deres optræden blev for provokerende, hvad enten det kunne
være druk eller hor eller slagsmål eller tyveri eller anden kriminalitet.
Såvel husmænd som daglejere, løsarbejdere og de allernederste i rækken, ”bumserne”, var godt nok
lavere i rang end landvæsenselever og karle. Men det var kun inspektør og forvalter, der kunne give
dem ordrer.
Hierarkiet
Vagn Bødker, der arbejdede på Møllerup i mange år, har lavet denne ”rangorden” over dem, der
arbejdede på godset i hans tid i 1940´erne og 1950´erne. Man kalder sådan en rangorden for et
”hierarki”:
Hierarki (40-50 ansatte i alt på Møllerup):
Godsejer
Inspektør
Forvalter
Staldmester Tømrer
hønsemanden/pigen
Ladefogden
Landvæsenselever
Karle
Husmænd
Daglejere
Løsarbejdere
”Bumser”
Smed
Andre folkehold og andre hierarkier
Det folkehold, der er beskrevet herover, er folkeholdet i ”materialen”, dvs. den del af avlsgården,
der havde at gøre med arbejdet i marken.
Derudover var der særlige folkehold, med hver sit hierarki, i skoven, i gartneriet, i kostalden og
ridestalden, i avlsgårdens køkken og i hovedbygningen.
I skoven ”herskede” skovfogden (på større godser var der en skovrider, der havde flere skovfogder
under sig) og skytten. Under sig havde de skovarbejdere og skytteelever. Anton Laursen arbejdede i
skoven i 1920´erne og fortæller: ”Vi gik 6 mand derude…vi var på akkord, så det gjaldt om at være
sammen med en, der kunne rubbe neglene…vi fældede træer, godsets faste husmænd gravede
grøfter. Vi begyndte kl. 8 om morgenen og blev ved, til vi ikke kunne se om aftenen. Vi havde vore
mellemmadder og mælk med hjemmefra, så vi kunne blive i skoven hele dagen. Der var ikke tid til
at nyde naturen derude. Der skulle slides uafbrudt for at holde en dagløn hjemme”.
Frokostpause i skoven i 1940´erne.
Ridestalden var noget særligt på Møllerup. På andre godser ville man i stedet tale om hestestalden,
men hestene havde en særlig status på Møllerup, i hvert fald i fru Kiss Carls tid, fordi hun var en
meget dygtig rytter selv og selv købte og opdrættede heste af en kvalitet, der ikke sås mange andre
steder i landet. Derfor havde lederen af ridestalden, stutterimesteren, og berideren (i daglig tale
”rideknægten”) en helt særlig status på Møllerup. De blev hjulpet af en eller flere rideknægte. De
var i det daglige i meget nær kontakt med fruen, og fruen interesserede sig ganske særligt netop for
deres arbejde. Under sig havde de staldmand, stalddreng og om vinteren jockeyer.
Fru Carls interesse for ridning betød også, at alle de skovstier, hvor hun red, skulle holdes pinligt
rene. Johannes Hansen husker, at der om sommeren konstant var tre mand beskæftiget med at luge
stenhøjen midt i parken, der måtte ikke kunne findes et eneste stykke ukrudt. ”Men også de
skovstier, fru Carl red ad, skulle holdes pinligt rene. Jeg har selv været med til at skuffe og rive
skovstierne mange somre. Der blev tit tilkaldt arbejderkoner fra Taastrup til at holde skovstierne
rene. Min mor var tit med”, fortæller Johannes.
I kostald og svinestald blev arbejdet ledet af fodermesteren, der under sig havde røgtere,
foderelever, malkekoner, striglemand og der særlige svinefodermester. Anton Laursen fortæller, at
omkring 1930 var der en fodermester, der hed Jørgensen. Han gik altid i hvid kittel ”og han lavede
ikke noget ud over ”at regne den ud” og holde de andre i sving. Men dygtig har han været, for
besætningen på Møllerup var vist nok den næstmest ydende pr. ko i landet. Derudover var der en
underfodermester, to gifte røgtere, samt staldkarlen Jens Dahl. På Eriksminde var der en
svinerøgter”.
Gartneriet blev ledet af gartneren, der havde gartnerelever under sig, og i øvrigt blev hjulpet af
daglejere og løsarbejdere efter behov. Gartneren havde som sit særlige ansvar at holde parken i
orden. Parken betød meget for Møllerups ”ansigt udadtil”, så det gjorde gartnerens arbejde
betydningsfuldt. Det blev også fulgt nøje af fruen. Anton Laursen fortæller, at det i 1930´erne var
skovfoged Nielsen, der passede gartneriet, og at han havde fire faste gartnermedhjælpere, der hjalp i
gartneriet, hvor man dyrkede blomster og grøntsager til salg. Dertil kom tre slotsgartnere, der
passede parken, samt en del løsarbejdere, når det var påkrævet.
Avlsgårdens køkken blev ledet af inspektørens frue. Under sig havde hun husjomfru, kokkepige,
køkkenpige, 2-3 stuepiger, og som løsarbejdere: konehjælp. Ikke mindst var Kristine slagterkone fra
Kejlstrup altid indkaldt, når der skulle slagtes og laves spegepølse, blodpølse og medisterpølse.
Johanne Hansen var stuepige på avlsgården sidst i 1930´erne og fortæller: ”Vi havde kun fri et par
aftener om ugen. Alle de andre aftener skulle jeg vente på at kunne rydde op efter aftenkaffen oppe
hos inspektøren, forvalteren og husjomfruen. Klokken kunne blive både 10 og 11 om aftenen, og vi
skulle op kl. 5 næste morgen”. Hun fortæller, at hun somme tider faldt i søvn under stuebordet, når
hun var i gang med at feje tæppet under bordet. ”Hver aften kl. 10 blev alle døre låst, så var det bare
med at være inde, for vi havde ikke nøgle til yderdøren. Det kunne godt være et problem, for vi
havde kun das i gården, så hvis vi blev trængende efter kl. 10, var der kun spanden oppe hos os selv
at holde sig til. Der var streng kontrol med, hvem der kom i huset. Vores nye husjomfru havde en
kæreste, der engang var på besøg. Det blev der et vældigt postyr over, for inspektørfruen talte hver
gang efter vask omhyggeligt sengetøjet op, og hun konstaterede straks, at der var et sæt sengetøj for
meget. Jeg kom selv i grundigt forhør, men jeg sladrede ikke”, fortæller Johanne.
I hovedbygningen var fruen naturligvis øverst i hierarkiet, men det daglige arbejde blev ledet af en
husjomfru, der under sig havde kokkepige, stuepiger, konehjælp efter behov, samt som noget
særligt chaufføren, der på grund af sin særlige kunnen både med biler og vin og viden om ”etikette”
(dvs. hvordan borde burde dækkes og tingene arrangeres, når der kom gæster) havde særstatus.
Desuden var gartneren nært knyttet til hovedbygningen, fordi han skulle sørge for friske blomster i
vaserne og fordi parken blev betragtet som hørende til hovedbygningen.
Hierarkiet var indarbejdet på alle områder
På mange måder gjaldt det, at jo nærmere man arbejdede på fruen (og indtil godsejer Poul Carls død
i 1939 naturligvis ham), jo større status havde man i hierarkiet.
Hierarkiet viste sig også ved, at man sagde ”De” til de øverste i hierarkiet. Betty Bødker husker,
hvor svært det var både at lære, hvem man skulle sige ”De” til og derefter at bruge den uvante
tiltale. ”Vi skulle sige De til chaufføren, stutterimesteren, inspektøren, forvalteren, fodermesteren
og skovfogden, mens godsejeren og hans hustru skulle tiltales ”herren” og ”fruen””, fortæller Betty.
Hierarkiet kunne også ses på den måde eller hvor man spiste. Knud Lunøe, elev 1933-34, fortæller:
”Vi elever spiste sammen med rideknægten, gartnereleven og skytten. Inspektøren, forvalteren,
husjomfruen og husassistenteleven spiste hver for sig. Desuden var der ”bumsestuen”, hvor bl.a.
hønsemanden spiste. Han lugtede simpelt hen så voldsomt, at han var forvist dertil. Husmændene
spiste hjemme”.
Hierarkiet går i opløsning
Folkeholdet, og dermed hierarkiet, begynder at gå i opløsning i 1960´erne, da det bliver for dyrt at
have så mange folk ansat, og traktorer og maskiner holder deres indtog i stedet. I begyndelsen gav
det stor status at være traktorfører, men efterhånden som alle hestespandene forsvinder, og der kun
er traktorer, er det også en saga blot.
Det tog dog tid, før traktorerne for alvor kunne konkurrere hestespandene ud. Knud Lunøe, der var
elev midt i 1930´erne, husker, at Møllerup på dette tidspunkt havde fået sin første traktor. ”Men
reelt var traktoren sjældent ude at køre, for det var langt dyrere med petroleum til den end at betale
en arbejdsløn og fodre et par heste”, fortæller han.
Da fru Kiss Carl forlader Møllerup i 1967 og barnebarnet Flemming Lüttichau tager over, er det
helt forbi med ”herregårdslivet” i den form, det er beskrevet herover.
I dag er der kun ganske få mennesker fast ansatte på godset, og Stig og Anna Sophie Gamborg har
deres hovedindtægter fra deres firma og ikke fra godsdriften.
Traktorernes ankomst var med til at bringe ”hierarkiet” og det store folkehold på Møllerup til fald. Her står
underforvalter Malthe Kjeldsen med en nyindkøbt traktor, en International, i ca. 1950.
Folkeholdet på Møllerup 1962. Mekaniseringen er slået igennem. Forvalteren står nu foran den første traktor
fra højre med sine to små piger i hånden, og uden ”egespir”. Til højre for ham kokkepigen.
Litteratur:
Vilfred Friborg Hansen: ”Herregårdsliv på Møllerup efter 1920”, i ”Folk og Liv på Røndeegnen”
bind 10, 1991, side 21- 62. Citaterne fra de forskellige personer i teksten er derfra.