Istandgørelse
Af Mette Klint
Lyset er dæmpet. Gardinerne er trukket for. Det ene løfter sig let i trækket fra det åbne
vindue. Lyden af stemmer fra snakkende forbipasserende lukkes ind i stuen. En
kvindelatter bæres helt ind og bringer billeder af kaffe på terrassen og kold øl i
skumringstimen med sig. Trin uden for døren. Der åbnes forsigtigt, og to kvinder med et
rullebord kommer ind. Den ene tyk og rolig, den anden tynd og effektiv. De taler dæmpet.
Som lyset.
”Jeg fjerner venflon og kateter. Vil du starte med at vaske?” spørger den tynde. Den
tykke nikker og trækker gummihandsker på med et smæld. Dæmpet, i dagens anledning.
Hun knapper skjorten op på kroppen, der ligger på sengen. Så tager hun hånden, der er
tung og dobbelt så stor som hendes egen. Hun vasker neglene; ind mellem fingrene og op
ad armen. Den tynde fjerner venflonnet i håndryggen på den anden hånd og suger den
lille langsomme bloddråbe op med et stykke gaze. Der kommer ikke mere blod. Kilden er
tørret ud. Så vasker hun også hånden og armen. Mens den tynde trækker væske ud af
kateterets ballon, vasker den tykke med rolige bevægelser overkroppen. Huden er gullig
og medtaget. Der er skjolder af blodudtrækninger overalt på armene. De har sagt, det
skyldes medicinen, som har gjort huden sart, kødet skrøbeligt.
Ny klud, ansigtet bliver vasket. Det skurer i skægstubbene. Den tykke kommer ind i
øjenkrogene, hvor gammel søvn stadig sidder. Mundvigene tørres af for indtørret spyt.
”Jeg tager lige dine tænder...” siger den tykke og lirker et par fingre ind i den kolde
mund. Med et svup har hun fået protesen ud. En savlstreng følger med og hænger som en
hængebro over kløften i hagen, indtil den må slippe. Den tykke er der med det samme
med kluden.
”Og den nederste...” mumler hun og gentager manøvren. Den tynde har lige så
gelinde trukket kateterslangen ud. Hun vasker de nedre dele.
”Der er vist ikke blevet gjort nedre hygiejne her til morgen,” hvisker hun, da hun
har trukket tilbage. Den tykke kaster et blik i hendes arbejdende hænders retning, men
siger intet. Proteserne bliver børstet og skubbet på plads i den slunkne mund. Ansigtet
genvinder lidt af sine kendetegn, da tænderne fylder ud bag læberne. Men munden kan
ikke lukkes, og læberne glider bagud og blotter de gulnede plomberede tænder i et uskønt
smil.
”Kan vi ikke gøre noget for at lukke munden lidt til?” spørger den tykke og
klemmer om hagen. Den tynde finder en plastikbøjle på rullebordet.
”Vi kan prøve med den her,” siger hun og kommer hen til hovedet. Hun placerer
bøjlens ene ende under hagen, helt inde ved struben. Skubber den anden ende i spænd
ned mod kravebenene. Lige meget hjælper det. Munden er stadig åben, og arrangementet
ligner en kvælning. De står begge lidt og betragter resultatet.
”Familien har ikke været her, vel?” spørger den tynde. Den tykke ryster på hovedet.
”Nej, kun ægtefællen sad her til det sidste, men sønnen nåede det ikke. Han
kommer senere i aften.” Der er stille lidt. Den tynde prøver igen at presse munden i og
skubbe plastikbøjlen mere til, men bedre bliver det ikke.
”Jeg synes ikke, det ser godt ud. Skal vi ikke droppe det?” spørger den tykke. Den
tynde nikker og lemper bøjlen af igen.
”Jo, vi kan prøve at lægge en ekstra pude under hovedet og se, om det hjælper...”
Den tykke lægger betræk på en ren pude, og imens krænger den tynde ærmet af den højre
arm.
”Nu skal jeg være der,” siger den tykke og lægger puden fra sig. Hun bøjer det ben,
der ligger fjernest hende og tipper kroppen om på siden. Mager mave mod blød mave. Et
lille suk undslipper munden, idet hovedet tippes om. De ser på hinanden, de to kvinder.
Så skubber den tynde skjorten ind under ryggen og får den snavsede ble skubbet med. En
klud vasker bagpå. Ryggen er gullig som resten, men her er allerede ved at komme mørke
skjolder. Det er blodet, der synker til bunds i kroppen lavninger, nu hvor der ikke længere
pumpes. Blodsøerne farver kroppen mørk, der hvor den ligger tungest.
”Husk at få lagt et rent lagen under!” hvisker den tykke. Med lyden af et stort
stykke stof, der smælder, bliver lagenet rettet ud og foldet sammen som en lang pølse helt
ind til kroppen. Et flag, der folder sig ud i et pludseligt vindpust. Hænder skifter stilling.
Den tykke tager imod, mens den tynde langsomt ruller kroppen hen over lagenpølsen.
”Så kommer du lige om på den anden side,” siger den tykke lavmælt. Hun fjerner
det snavsede og glatter det rene. Bleen rettes til, skjorten trækkes fri. Den næsten nøgne
krop ligger på ryggen. Bar og uden bevægelse. Der kommer ikke flere suk.
”Har du vasket benene?” spørger den tykke. Den tynde ryster på hovedet og tager
en ny klud.
”Hvad med det her plaster?” spørger den tykke og holder en hånd få centimeter
over skinnebenet, hvor et skumplaster dækker over et skinnebenssår.
”Det er sat på her til aften.” Den tynde stopper og betragter plasteret, der næsten er
gennemvædet af blodig væske.
”Ja vi skal jo egentlig fjerne alt på patienten, men hvis det er meget væskende, så...”
Hun løfter nænsomt den ene side af plastret og kigger ind.
”Det er temmelig vådt. Jeg sætter et nyt på.” Hun finder det, hun skal bruge, og
fjerner forsigtigt det gamle plaster. Den tykke reder håret, så det ligger pænt på puden. Så
placerer hun den ekstra pude under hovedet, så det bøjes mere forover, og det hjælper lidt
på den åbne mund og de blottede tænder. Nu ser det næsten afslappet ud. Men kun
næsten. Læberne krænger stadig så stramt. En skjorte gives omvendt på. Der var intet
ønske om noget bestemt tøj, så det bliver en sygehusskjorte. Armene trækkes blidt
igennem ærmerne. Skjorten glattes og pakkes ned under ryggen. Et lagen lægges hen over
kroppen og foldes over maven. Begge arme lægges oven på lagenet og hænderne samles.
Så træder de væk fra sengen. Betragter den rene, stille figur i det hvide.
”Blomster!” siger den tykke. Hun trækker et par af de mindst trætte blomster fri af
buketten på sengebordet og vikler en papirserviet om stilkene. Lægger dem under de
samlede hænder. Den tynde nikker. Glatter lidt på lagenet så en fold rettes ud. Så fjerner
hun slangerne fra suget på væggen, binder skraldeposen sammen, samler det hele i
vasketøjssækken. Den tykke trækker gardinet lidt fra, så der kommer luft ind gennem det
åbne vindue. Så tænder hun de to stearinlys i høje stager og stiller dem på sengebordet.
Lægger to salmebøger ved siden af. Retter på det foto i ramme, der står som det eneste
tilbage af ejendele. Rullebordet trilles mod døren, vasketøjssækken efter. De to kvinder
stopper og kaster et blik rundt.
”Klokkesnoren!” siger den tynde. Den tykke går hen og lægger klokkesnoren hen
over brystet, helt op ad hænderne. Hvis det skulle ske. Men det gør det ikke. Da de har
lukket døren efter sig, er der stille på stuen. Langt væk høres fjerne stemmer fra gaden tre
etager længere nede. Ude på gangen hastige fodtrin forbi, forbi, igen og igen. Kroppen i
sengen er så tom. Det er en fremmed, der ligger der. Udtæret efter sygdom. Efter et liv
med slid. Huden, der en gang var solbrændt og gylden, dækkede over stærke muskler.
Ikke til at genkende. Nu tynd som silkepapir, men spraglet som en gårdkat. Hænderne er
magre og krogede, ligner et fjerkræs fødder. En gang stærke hænder, der kunne tage fat,
både i halmballer og kvindeballer. Munden er indtørret og skorpet, trods det at de har
vædet og smurt. En gang lo den højt og gav smækkys til konen og velmenende ord til
knægten. Somme tider hårde ord.
Billedet på bordet viser to børn, der kigger på beskueren. En dreng og en pige. Hun ældst,
han med stort hul der, hvor fortænder er på vej. Han ligner sin far. Fuldstændig. Som han
så ud, da han var en lille knægt, fræk og livlig, altid ivrig efter at gøre sig nyttig. Og
pigen... Hun ligner ham også, hvis man kigger godt efter. Køn det er hun, pokkers blå
øjne, som sin far. Dejlige børn.
Fra det åbne vindue blæser sommervarmen ind. Den trækker dufte med sig. Solvarmt
murværk; gårdspladsen en sen sommerdag. Hyldeblomster fra parken ved siden af; cykle
de 12 kilometer til vandet for at skylle støvet af efter endt arbejde. Det lokker og trækker.
Det åbne vindue. Duftene, der står skarpere, end de har gjort i mange år. Lyset fra den
nedadgående sol står vandret ind i stuen. Blænder ikke rigtigt. Er mere fristende. Lyset.
Og det åbne vindue.