1. No category

1
Udbrændthedssyndromet
som sjælesørgerisk
udfordring
Leif Kristiansen
Udbrændthed eller burnout-syndromet har været meget omtalt de senere år. Men hvordan skal vi
som præster eller sjælesørgere forholde os til fænomenet? Er det hele blot et modefænomen, et tegn
på tidens selvmedlidenhed? Eller er det ligefrem en begrebsdannelse, der forøger problemerne, fordi
ordene kommer til at skabe, hvad de nævner, så der bliver tale om en form for selvopfyldende
profeti? Drejer det sig om et adækvat udtryk for, hvad mange oplever i vore dages samfund? Og er
der med burnout-syndromet peget på en fare, som også truer sjælesørgeren selv?
Disse og lignende spørgsmål opstår naturlig for den sjælesørger, der bemærker udbrændthedsfænomenets hyppige omtale i såvel faglige artikler og bøger som i dagspressen. Indlægget her vil søge at
give overblik over begrebsdannelsen og prøve at give svar på, hvordan vi som sjælesørgere kan
forholde os til udtrykket og oplevelserne bag dette. Efter en overordnet stillingtagen vil vi se på, om
det også er et fænomen, sjælesørgeren for egen del bør være opmærksom på, samt overveje,
hvordan vi forholder os til udbrændthedsoplevelserne hos den hjælpsøgende.
1 Forskningsoversigt, begrebsafklaring og beskrivelse
Vi vil give et overblik over begrebsdannelsen gennem en kort forskningsoversigt, en begrebsafklaring og endelig ved at give en nærmere beskrivelse af de oplevelser, man søger at fremstille med
udtrykket.
a. kort forskningsoversigt
Første gang udtrykket ”udbrændthed” blev brugt på denne specifikke måde var i 1974. Da blev det
brugt af Herbert Freudenberger i et foredrag: ”The staff burn-out syndrome”.1 Han brugte ordet til at
illustrere den proces, som finder sted blandt psykoterapeuter og andre i arbejdet med klienter.
Allerede tidligere havde andre forskere peget på samme fænomen, men først her blev det altså
forbundet med denne betegnelse.
Den vel nok mest kendte bournout-forsker er Christina Maslach. Hun holdt i 1975 et foredrag om
dette emne og ramte åbenbart noget, som mange kunne genkende sig selv i. Hun oplevede nemlig
efterpå, at udtrykket og opmærksomheden omkring fænomenet gik som en steppebrand over hele
USA og Canada.2 Siden har hun sammen med andre forskere undersøgt syndromet blandt en række
forskellige faggrupper med hovedvægt på social- og sundhedssektoren. Senere har man også påvist
udbrændthed hos mange skrivebordsarbejdere samt blandt chefer i det private erhvervsliv.
Siden er der kommet et væld af litteratur om emnet; heriblandt er også et par bøger, som belyser
emnet i en klerikal kontekst (jf. Sanford og Brosché i litteraturlisten)
I offentligheden har der her til lands været megen opmærksomhed omkring problematikken i de
seneste år. F.eks satte pressen i efteråret 1990 fokus på emnet, fordi Arbejdsmedicinsk Klinik i
Ålborg diagnosticerede en socialpædagog som ”udbrændt” og derned for første gang i Danmark
tilkendt én arbejdsskadeerstatning på den baggrund.3 Desuden blev der en del omtale af fænomenet,
1 Jf. Hviid, s. 15; Ewalds, s. 29; Mæland, s. 82. Maslach's litteraturliste (Maslash s. 185) henviser til: H.J.
Freudenberger: The staff Burn-out sundrome, Washington, D.C. : Drug Abuse Counccil 1975. I øvrigt mener Erik
Ewalds (Ewalds, s. 29), at Joachim Bodamer allerede gjorde opmærksom på samme fænomen i ”Wega zu einem
neuen Ich” fra 1964.
2 Maslach, s.21
3 Jf. Jyllands-Posten d. 28.10.90, hvor der bringes et interview med den fritidspædagog der med diagnosen
udbrændthed fik indberettet en erhvervsskade til Arbejdsskadestyrelsen.
2
da Dansk Institut for Klinisk Epidemilogi offentliggjorde en ny undersøgelse, der pegede i retning
af, at hver tredje erhvervsaktive har symptomer på udbrændthed.1
b. Begrebsafklaring
Man har forsøgt at give forskellige definitioner på udbrændthedssymdromet. Blandt disse bør
nævnes:
1. Burnout er resultatet af konstant emotionelt pres i forbindelse med et intensivt engagement
for mennesker i lange tidsperioder.2
2. Udbrændthed er et syndrom bestående af følelsesmæssig udmattelse eller tomhed,
fremmedgørelse og en fornemmelse af personlig fallit, som kan optræde hos mennesker,
som på en eller anden måde arbejder med andre mennesker. Syndromet er en reaktion på et
kronisk følelsesmæssigt stress i arbejdet med andre mennesker, specielt mennesker, som er i
nød eller har problemer. Det er således en følge af erhvervsmæssigt stress. … Stresset
stammer fra den sociale interaktion mellem hjælper og modtager.3
3. Man kan sige, at burnout handler om 'ildsjælenes retræte'. Her hævdes, at burnout er en
proces af nærmest kriselignende karakter med forskellige stadier.4
Disse definitioner fanger efter min mening det væsentlige i fænomenet. Og de supplerer hinanden
udmærket, så vi her får en klargøring af begrebet, der kan danne baggrund for de følgende
iagttagelser.
Udbrændtheden truer, når der bliver et for stort misforhold mellem forventningerne på den ene side
og afgrænsningerne i situationen på den anden side – mellem alle mulighederne, man gerne vil
udnytte, og ens personlige begrænsninger.
Udbrændthed er ikke almindelig træthed. Især Brosché understreger forskellen. Han siger om
træthed, at den kommer efter kort tid (dage, uger), og det går også hurtig at komme ovenpå igen.
Træthed er et for størstedelen fysisk-neurologisk fænomen, der har at gøre med overanstrengelse.
Trætheden kan ikke skjules i længden; naturen tager sin ret. Men udbrændthed, siger Brosché,
kommer efter lang tid (måneder, år), og det tager tilsvarende lang tid at komme over den. Det er et
for størstedelen eksistentielt eller åndeligt fænomen og afhænger af oplevelse af meningsløshed i
arbejdet. Udbrændthed kan ofte skjules længe – over for mange. For man kan spille rollen så godt,
at ingen aner uråd.
Udbrændthed er heller ikke det samme som anfægtelser, som er et rent åndeligt fænomen og
afhænger af oplevelsen af meningsløshed i arbejdet. Udbrændthed kan selvfølgelig føre anfægtelser
med sig, ligesom anfægtelser ofte vil være medudløsende faktor for udbrændtheden – f.eks.
anfægtelsen over for lidt tid og alvor i det personlige andagtsliv. Altså kan der være forbindelseslinier og sammenhænge, men det må ikke tilsløre, at der er tale om to forskellige størrelser.
Især Asplund gør opmærksom på, at burnout-syndormet er forbundet med de sociale interaktionsformer, der kendetegner vort samfund i sidste del af dette århundrede.5 Familiebåndene og de
naturlige netværk omkring det enkelte individ svækkes i det opsplittede samfund. Derfor skal en
hastigt voksende servicesektor tage sig af stadig større dele af borgernes forskellige behov og
vanskeligheder. Udbrændthed er et tidstypisk fænomen for dette industrialiserede og urbaniserede
samfund.
1 Jf. f.eks. omtalen i Kristeligt Dagblad d. 26.10.90
2 Citeret efter Brosché, si. 66 fra Ayala M. Pines, Elliot Aronson & Ditsa Kafry: ”Burnout from tedium to personal
growth”, 1980, s. 15.
3 Maslach, s. 15 -16.
4 Brosché, s. 66.
5 Jf. Asplund s.139ff. Se endvidere argumentation for det tidstypiske ed udbrændthed hos Ewalds, s. 19f og 40f.
Sanford og Brosché mener, at fænomenet altid har eksisteret, men blot er blevet langt mere udbredt i de seneste
årtier. Jf. Sanford, s. 3 og Brosché, s. 11 og 54
3
c. Beskrivelse af udbrændthed
Symptomer på et syndrom
De mest almindelige symptomer er dårlig almentilstand, følelsesmæssig og fysisk træthed, følelse af
håbløshed og hjælpeløshed og mangel på begejstring over arbejdet og for livet i almindelighed.
Man forsøger at beskytte sig bag distancens panser. Fremmedgørelse opstår på alle planer. Empatien
lammes, og man præges måske af kynisme over for dem, man har til opgave at tage sig af. Det er
karakteristisk, at man oplever sig selv som taber. Selvagtelse og arbejdsglæde forsvinder.
Man kalder dette fænomen for et syndrom. Det betyder, at flere symptomer virker sammen, og at
årsagsforholdene ofte vil være vævet ind i hinanden i et kompliceret mønster, således at det kan
være vanskeligt at skelne mellem årsag og virkning. I mange tilfælde findes både somatiske,
emotionelle, adfærds-, samspils- og holdningsmæssige symptomer. Der sker samtidig ændringer
inden for et eller flere af disse felter, og det ene symptom kan være årsag til den næste forandring.
Personkarakteristik
Man kan spørge, om der er bestemte person-grupper, der er mere sårbare for udbrændthed end
andre. Noget tyder på det. F.eks. peger Maslach1 på følgende iagttagelser: Ugifte er nemmere
udsatte end gifte, og gifte uden børn er mere truet, end gifte med børn. Hvorfor? Fordi gifte
forældre har spredt deres livsinvistering mere, end ugifte; den ugifte vil lettere satse alt på et bræt –
arbejdsbrættet.
Nogle kan endvidere have personlighedsmæssig baggrund for at være særlig truet af udbrændthed:2
folk med lav selvfølelse vil lettere end andre fristes at skaffe sig værdi ved sin arbejdsindsats. Man
tror ikke på sin værdi i kraft af at være den, man nu er, men skal skaffe sig værdioplevelsen ved at
præsentere noget, som har tilstrækkelig værdi. Derfor udvikler man sig til arbejdsnarkoman.
Det er altså to samvirkende årsager, som skaber den specielle krise, som vi kalder burnoutsyndromet:
1. Man oplever et håbløst gab mellem vision og virkelighed.
2. Man er åndeligt og psykologisk afhængig af arbejdet (for selvfølelsens skyld).
Forskellige stadier
Flere forfattere søger at opstille en skitse over forløbets forskellige stadier.3
1. Den glade forventning, entusiasmen. Man er tændt for sin sag, man brænder for en vision,
kaldelsesfølelsen er varm. Alene den, som er blevet rigtig tændt og brænder for sin opgave,
kan nemlig blive rigtig udbrændt!
2. Virkelighedschok: den krasse virkelighed ses i øjnene. Intet stemmer rigtig med
idealdrømmene. I den tidligere entusiasme syntes man, at ældre kolleger var lovlig kyniske
og pessimistiske. Nu begynder man langt bedre at kunne forstå sine illusionsløse arbejdskammerater!
3. Stagnation: den ihærdige vilje fastholdes trods stagnation. Vedkommende slås ikke af
hesten, men spænder musklerne og staser på ny. Med ren viljesanstrengelse klarer man sig
igennem de første kriser. Hvis nogen spørger, om man er skuffet over jobbet. Vil man ivrigt
benægte dette.
4. Frustration og det skjulte spørgsmålstegn. Nu kniber det at få kræfterne til at slå til.
Inspirationskrisen er et plagsomt faktum, sammenligningerne med de andre, særligt i samme
aldersklasse, bliver et problem. Problemer medfører dage med ”nu-søger- jeg-andetembede”-følelsen. Man lever i morgen, men alligevel kan fremtidsudsigterne ikke give
gnisten tilbage. Man begynder at foragte sig selv, for man tror ikke længere på det, man gør.
1 Jf. Maslach, s. 79-85.
2 Jf. Maslach, s. 85-95; Mæland, s. 84-87; Bronsberg & Vestlund, s. 19-21; Brosché, s. 36-49 og s. 76-80.
3 Jf. Brosché, s. 58 og Bronsberg & Vestlund, s. 14-15. Andre (f.eks. Mælund, s. 83) taler om en lidt anden
faseinddeling.
4
5. Den åbenbare udbrænding. Man begynder at leve for friheden, for hobbyen, for foreningen.
Måske kan man flygte opad, avancere, eller overlade til andre at klare det utaknemmelige
markarbejde. Eller man forsøger at gå i en slags indre eksil: beskytte sine oprindelige
hensigter og kobler fra ved at være ligeglad med frugten af anstrengelserne. Man er tilfreds
med at kunne sige: ”Nu har jeg i hvert fald gjort det!” Meningsløsheden spreder sig som en
canser-svulst. Måske ender det med fysisk og psykisk kollaps.
Ganske vist er det kun få, som havner helt her i slutstadiet, men mange befinder sig i risikozonen og
vil utvivlsomt opnå meget ved at bearbejde dette forhold i deres liv.
2. Vurdering af og sjælesørgerisk stillingtagen til fænomenet
Vi har nu søgt at give et billed af forskningen og begrebsdannelsen samt de oplevelser, der er
forbundet med ”udbrændthed”. Men hvordan skal vi nu vurdere hele denne begrebsdannelse? Og
hvordan skal vi i sjælesorgen forholde os til fænomenet?
A Bibelske eksempler?
Flere bøger med et kirkeligt/teologisk perspektiv gør meget ud af at finde eksempler på, at også
bibelske personer oplevede udbrændtheden. Elias fra Det gamle Testamente bliver ofte nævnt som
det klareste eksempel på dette,1 jf. 1. Kong 18-19. Endvidere kan der findes henvisninger til
Jeremias,2 jf. Jer. 4,22; 7,1f; 8,21; 15,18; 20,7-18 og Moses,3 Jf. 4 Mos 11,11-15. Også apostlen
Peter omtales som udbrændt, da han efter fornægtelsen gik udenfor og græd bitterligt,4 jf. Luk
22,62. Ja, selv apostlen Paulus' oplevelse på vejen til Damaskus kan beskrives som en oplevelse i
retning af udbrændthed,5 jf. ApG 9. Hvis der findes en sådan bibelsk legitimering af selve
udbrændthedsfænomenet, er det jo forholdsvis nemt at forholde sig til den fremkomne litteratur om
emnet, idet vi så vil have nogle orienteringspunkter i den bibelske åbenbaring.
Men er det overhovedet tænkeligt at finde dette fænomen i den bibelske materiale? Drejer det sig
ikke snarere om noget, der er tidstypisk for den urbaniserede industrialiserede mediesamfund, vore
dages hektiske ”flimmersamfund”? Man kunne selvfølgelig forestille sig, at de bibelske tekster
vidnede om, at burnout-syndromet er så almenmenneskeligt, at det findes til alle tider, skønt det
først er moderne human- og socialvidenskaber, der har formået at fremkomme med en passende
betegnelse for det. Men de bibelske eksempler giver kun ringe belæg for en sådan antagelse. Om
end der kan være momenter af det, som det moderne menneske kan opleve i forbindelse med
udbrændthed, så må man dog sige, at de bibelske eksempler ikke passer særlig godt til den beskrivelse af udbrændtheden, som de samme forfattere giver. Men det er da heller ikke nødvendigt i
kristelig sammenhæng at kunne dokumentere fænomenets gyldighed i vore dage ved at påvise
bibelske eksempler eller paralleller.
b. Kriterier for vurderingen
Men hvordan skal vi så vurdere fænomenet og begrebsdannelsen for at forstå, hvilke udfordringer
det stiller til den bibelske sjælesorg? I det sekulariserede samfund står vi som kristne ofte over for
denne vanskelighed. Især bliver problemstillingen aktuel for sjælesørgeren, der dels ønsker at tage
de bibelske normer for tro, lære og liv alvorligt, og dels gerne vil forstå det medmenneske, han deler
samfund og kultur med. Det er f.eks. den samme problematik, vi står overfor, når vi spørger os selv,
hvordan vi skal forholde os til informationerne om mediepåvirkningen af det moderne menneske?
Eller til transaktionsanalysens forståelse af daglige kommunikationer? Eller hvordan kan vi i
sjælesorgen drage nytte af psykologernes informationer om dødsoplevelsens forskellig faser eller
1 Jf. Brosché, s. 81f, Sanford, s. 788ff (kap. 10. Elijah's Problem). Jf. også Elisabeth Skoglund: Udbrændt?,
Fredereicia 1989, s. 28.
2 Brosché, s. 82.
3 Bent Sivekjær i Udfordringen nr. 6 1991, s. 15.
4 Hviid, s. 22
5 Hviid, s. 22
5
moderne kriseteoriers beskrivelser af menneskelivets forudsigelige og uforusigelige kriser og
overgangsfaser? Vi bliver nemlig til stadighed bombaderet med nye informationer om
socialforskningsstyrelser, analyseinstitutter, sundhedstjenester, alternative helbredelses-centre osv.
Informationerne giver os bud på den rigtige kost, levevaner, kommunikationsmetoder,
samværsformer, kulturforståelse, som alt sammen skal lære os at fungere mere optimalt fysisk,
psykisk, socialt og åndeligt. Meget af dette drager vi selv nytte af, og noget vil vi gerne lære af for
at blive bedre til at forstå og hjælpe vort medmenneske. Men hvilke af de ofte selvmodsigende
informationer, vi modtager, er sande, og hvilke er åndeligt forsvarlige og gavnlige?
Artiklen her har ikke plads for en dybtgående analyse af hele dette påtrængende problem. Men vi
vil blot antyde nogle få perspektiver, der må med i disse overvejelser.
Troværdigheden og anvendeligheden
For det første må man naturligvis søge at sikre sig, at der er tale om forsvarligt dokumenterede og
efterprøvede teorier. Altså: Troværdigheden må være sandsynliggjort. Men i denne forbindelse må
man også overveje, om teorien eller tesen er praktisk anvendelig. For der gives os så mange forskellige informationer om vort liv og vort samfund, at vi ikke orker at forholde os til dem alle. Kun de
mest anvendelige, de mest håndterlige og letforståelige kan blive til gavn for en større kreds end
netop den forskerkreds, der har fremsat dem. Altså troværdigheden om anvendeligheden må
vurderes.
Kritisk vurdering
Endvidere må man undersøge, hvorvidt begrebsdannelsen og de tilgrundliggende teorier er bibelsk
forsvarlige. Her vil det være klogt at holde øje med menneskesynet. For i vore dage oversvømmes
vi af sociologiske, psykologiske og parapsykologiske modeller, terapier og teorier fra det alternative
marked, som er direkte influeret og båret af det energetiske menneskesyn (med lære om menneskets
iboende energicentrer, chakrer osv.), som det er umulig at forene med et bibelsk.
Endelig må det overvejes, om teorien bærer perspektiver i sig, som har indflydelse på menneskets
relationer til Gud. I så fald må man søge at tage stilling til, om disse forhold er i overensstemmelse
med den bibelske åbenbaring. Menneskesynet og opfattelsen af menneskets åndelige dimension
(eller eventuelle mangel på samme) må altså undersøges.
c. Udbrændthedsbegrebet i sjælesorgen
Lad os derfor prøve at anvende disse kriterier på begrebsdannelsen omkring udbrændthed.
Troværdigheden og anvendeligheden
Som omtalen i afsnit 1 antyder, er der ikke tale om nogen særlig præcis definition, og da slet ikke
en, der egner sig som videnskabelig norm. Det har været diskuteret, om udtrykket i det hele taget er
anvendeligt som eksakt videnskabelig ”terminus technicus”1 Det er måske slet ikke på dette
område, værdien af udtrykket er størst, men snarere i den genkendelighed og associationsværdi
udtrykket har. For selv om den videnskabelige anvendelighed af udtrykket er tvivlsom, er det min
overbevisning, at begrebet dækker over erfaringer, som mange gør sig.
Min overbevisning om dette er grundet på følgende: Forskningens medvind var netop båret af den
store genkendelighed, da begrebsdannelsen begyndte midt i 70-erne. Mine egne sjælesørgeriske
erfaringer har også på et tidligt tidspunkt overbevist mig, idet jeg mødte enkelte med oplevelser,
som jeg fandt ord for, da jeg første gang læste om burnout-syndromet. Under min senere foredragsvirksomhed om emnet blandt såvel indremissionærer og præster som efterskolelærere og socialarbejdere er jeg yderligere blevet bekræftet i dette. For efter foredraget om dette emne var der altid
1 jf. f.eks. Maslach, s. 22, der vha. sit ”Maslach Burnout Inventory” (MBI) søger at skaffe et redskab til videnskabelig
registrering i sine forskningsprojekter. Modsat nævner Jørgen Hviid (Hviid, s. 25) flere, der afviser at benytte
udbrændthedsbegrebet på denne eksakte måde.
6
nogle, som kom og fortalte, at de her havde fået sat ord på erfaringer, de selv havde gjort sig.
Men selv om udtrykkets associationsværdi er positiv for genkendeligheden, så kan der også rejses
begrundet kritik af denne. For udbrændthed giver let et billed af noget nedbrændt og færdigt, noget
der er definitivt slut og ikke genopretteligt. Heroverfor står den medicinske betegnelse pseudodemens, der i høj grad minder om udbrændthed, og som benyttes om den svækkelse, der kan følge
efter lang tids dårlig psykisk arbejdsmiljø. Men til forskel fra den egentlige demens,
alderdomssvæk-kelsen, der er en irreversibel proces, kan pseudo-demensen afhjælpes, og personens
tidligere formåen kan genopbygges.1
Nogle har opponeret mod hele udtrykket og ”udbrændthedsbevægelsen”. Således f.eks. Johan
Asplund, en svensk professor i kultursociologi, som ser begrebet i lyset af hele det ”psykoboom”, vi
oplever i disse år. Han omtaler de mange populævidenskabelige håndbøger med smarte teknikker,
der skal lære os at få lykken til at lykkes, som ”menneskeforbedringsbøger” og sammmenligner
dem med tidligere epokers opbyggelsesbøger.2 Han mener, at alle disse bøger og de mange kurser,
der afholdes om den slags, først og fremmest har betydning derved, at de er med til at hæve bruttonationalproduktet en smule. For der er mange penge i det! Det kan være godt nok med dette
memento til hele begrebsdannelsen omkring udbrændthedssyndromet. På den anden side er det også
klart for mig, at vi her har at gøre med et udtryk, som netop fanger noget af det op, som mange
mennesker oplever som et påtrængende problem.
Da begrebet er så diffust og udefinerligt, kan der ikke føres noget endegyldigt bevis for dets
hyppighed eller for, om det i det enkelte tilfælde nu også er udbrændthed, der er tale om. Således
skal man også være opmærksom på, at selv om forskellige forfattere alle taler om udbrændthed, så
kan deres indfaldsvinkel være nok så forskellige. Således taler Maslach om burnout ud fra et
socialpsykologisk perspektiv, mens Freudenberger benytter en psykoanalytisk kontekst. Endelig kan
der være andre, der rendyrker det sociale og kulturelle aspekt.3
Når så mange med vidt forskellige perspektiver taler om udbrændthed, kan det i medierne og
populærvidenskaben efterhånden blive et modefænomen. Således er jeg overbevist om, at mange
benytter betegnelsen ”udbrændthed” om noget, som man tidligere ville have brugt helt andre – og
mere rammende – betegnelser for. Når noget på den måde kommer på mode, så er det en fare for
sjælesørgeren, at begrebet kommer til at indsnævre opmærksomheden, så man kommer til at
tilpasse virkeligheden og det enkeltte menneskes oplevelse af situationen til de udtryk og begreber,
det netop nu er moderne at benytte. Da kommer hele begrebsdannelsen til at virke imod sit
væsentligste mål, der efter min opfattelse netop er at sætte sjælesørgere i stand til bedre at lytte til
medmennesket. Udbrændthedsbegrebet skal vi som sjælesørgere kende, så vi kan være med til at
give folk ord for noget af det, de oplever i det forjagede samfund, der på mange måder stiller store
krav til os.
Kristelig vurdering
Det første, vi her skal vurdere, er ifølge afsnittet Kriterier for vurderingen, ovenfor s. 1 -2, den
antropologi, der ligger bag begrebsdannelsen. Men da den undersøgte litteratur om udbrændthed er
af forskelligartet karakter, og forfatterne desuden repræsenterer varierede grundholdninger, må det
konstateres, at menneskesynet også er temmelig forskellig. Men udbrændthedsforskningen er ikke
forbundet med et menneskesyn, der er direkte uforeneligt med det bibelske. Dette bekræftes også af,
at forfatterne med en kirkelig referensramme (Sanford, Brosché, Hviid og Ewalds) ikke har problemer med at anvende begrebsdannelsen, hvilket de formentligt ville have haft, dersom tankegangen
var forbundet med f.eks. et energetisk menneskesyn.
Dette betyder ikke, at udbrændthedsforskerne arbejder ud fra en bibelsk antropologi. Der er snarere
1 Jf. interviewet i Jyllands-Posten d. 28.10.90 med overlæge Jens Peter Johansen, Arbejdsmedicinsk Klinik i Aalborg.
2 Jf. Asplund, s. 139. I øvrigt mener Asplund, at udbrændthed er særdeles udbredt i vort samfund, men han opponerer
mod den historieløse beskrivelse af fænomenet, som Maslach m.fl. har givet.
3 Erik Ewalds har påvist de forskellige perspektiver, jf. Ewalds, s. 14
7
tale om, at de har et udpræget humanistisk menneskesyn. Det viser sig f.eks., når Bronsberg og
Vestlund med tilslutning gengiver Camus-citatet: ”Menneskets eneste pligt er at være lykkelig!”1
Mennesket er autonomt, er sin egen lykkes smed, og alt det, som vil hindre mennesket i at opnå
størst mulig lykke og velbefindende, må modvirkes og bekæmpes. Således gør Bronsberg og
Vestlund i en håndevending op med Luther og Calvin, fordi de har været med til at præge vor kultur
derved, at de har understreget menneskets totale syndighed. Dette har medført en konstant skyldfølelse, som er en af grundforudsætningerne for udbrændthed – if. Brondsberg og Vestlund. 2 Samme
forfattere henviser da også til yoga og andre af fjernøstlig religiøsitet inspirerede teknikker som
hjælpemidler til forebygge udbrændthed. Men der er dog tale om, at disse teknikker ligger til grund
for selve forståelsen af udbrændthed. Hos Maslach finder vi en klar bevidsthed om, at der kan være
en åndsdimension ved mennesket, som kan være af stor betydning i forbindelse med udbrændtheden. Hun nævner ligefrem, at ”stærk religiøs tro eller åndelig overbevisning” kan give en styrke, der
gør, at man i visse situationer kan undgå udbrændthed.3 Men at det åndelige perspektiv her er
medtaget af Maslach kan nu nærmere betegnes som undtagelsen end som reglen. Også hendes
fremstilling er præget af et humanistisk menneskesyn, som hun ikke udtrykker nogen nærmere
refleksion over.
Netop i forbindelse med det humanistiske menneskesyn kommer vi til noget, som må spille en stor
rolle i forbindelse med sjælesøgerens forholden sig til begrebsdanneelsen omkring udbrændtheden:
Man ser generelt kun på menneskets legemlige, sociale og psykiske dimensioner, hvorimod åndssiden bliver overset. Erik Ewalds gør opmærksom på, at burnout-fænomenet dukker op i samfundet, netop da ”begreppet 'kaldelse' har mist sitt innehåll, sin relevans”4 Det teologiske og åndelige
aspekt bliver negligeret i hele begrebsdannelsen og bevidstheden omkring problematikken. Dette er
vel ikke overraskende, idet det har været humanistiske og adfærdsvidenskabelige forskere, der har
sat fokus på burnout-syndromet. Men det er vigtig, at vi er opmærksom på tendensen.
Der er således en fare for, at begrebsdannelsen får os til at fokusere på denne verdens perspektiver,
hvorimod det må være den kristne sjælesorgs opgave også at hjælpe det enkelte menneske til at
forstå sig selv i lyset af tilværelsens åndelige dimensioner. Hermed være ikke sagt, at det blot er
sjælesørgerens opgave at forkynde Guds ord for den enkelte. Nej, sjælesørgeren skal tage sig selv
alvorligt med kaldelsen til både at yde troshjælp og livshjælp. Derfor bliver det sjælesorgens
udfordring at lære så meget som muligt af burnout-forskningen for at være godt rustet til at forstå
medmenneskets situation i det moderne samfund. Men samtidig må sjælesørgeren være opmærksom
på den fare for indskrænkning af perspektivet, dette er forbundet med.
I arbejdet med definitionen af burnout-syndromet er man altså nået til et adækvat udtryk for, hvad
mange oplever i vore dage. Og sjælesørgeren kan drage stor nytte af at have indsigt i udbrændthedsforskningen, når han skal møde medmennesker, der har oplevet egentlig udbrændthed eller blot
være i nærheden af disse oplevelser. Dog er det vigtig, at sjælesørgeren hele tiden bevarer god
forbindelse med det bibelske menneskesyn. Sjælesørgeren må have forståelse for, at opgaven først
er løst, når han har bragt vedkommende i kontakt med Guds ords forkyndelse af lov og evangelium
samt Bibelens perspektiver på kald og stand.
Vi må nu undersøge, hvorvidt udbrændthed er en fare, der truer sjælesørgeren eller præsten selv.
3. En klerikal erhvervssygdom
Allerede Maslach nævner flere steder præsterne blandt de erhvervsgrupper, der må anses for at være
truet af burnout-syndromet. Alligevel er der vist aldrig, hverken her i landet eller udenlands, foretaget nogen egentlig undersøgelse af fænomenets udbrendthed i præstekredse. Men dels har John A.
Sanford i Ministy burnout, og dels har Fredrik Brosché i Udbränd för Guds skull? Peget på nogle
1
2
3
4
Bronsberg og Vestlund, s. 170.
Ibid., s. 113.
Maslach, s. 134.
Ewlads, s. 19.
8
forhold, der understreger, at præstetjenesten eller anden kirkelig tjeneste i høj grad indebærer alle
mulighederne for, at man kan smittes af denne bacille! Vi vil i det følgende se på nogle af disse
forhold.
Allerede ved at se på udbrændthedssyndromets første stadier, opdager man, hvorfor også kirkelige
medarbejdere kan være truede. Forventningerne kan være store og motivationen stærk – især hvis
man får som et livskald at beskæftige sig på fuld tid med det, som før var ens væsentlige fritidsaktivitet. Nu skal arbejde sikre min og min families daglige brød, men det er også mit livsengagement,
min hobby, ja langt mere: det er en sag, som jeg er kaldet til af Gud selv. Hermed får vi så også en
grundforudsætning for at være truet af denne erhvervssygdom.
Sannford peger på forskellige grunde til udbrændthed i præstetjenesten, som her skal gengives, idet
jeg vil lægge vægt på den sjælesørgeriske del af arbejdet (Bl.a. fordi det er den del af arbejdet, jeg
selv er mest fortrolig med).1 Undervejs vil der stikordsagtigt blive peget på nogle midler til imødegåelse af problemerne. Disse stikord, der skal ses i lyset af den senere omtale af forebyggelsen, kan
nok ikke anvendes af den, der er udbrændt eller på vej til at blive det. Kun for den stærkere kan de
måske styrke bevidstheden om, hvordan man kan undgå udbrændthed.
1. Arbejdet i tjenesten er aldrig færdig. Man får derfor aldrig den samme oplevelse, som f.eks.
en tømrer, der har bygget et hus, får. Han kan med en vis stolthed sige: ”Sådan, nu pakker
jeg mit værktøj sammen, for nu er jeg færdig. Værsgo', forhåbentlig er I tilfredse, for det ser
da helt godt ud!” Sådan er det aldrig med tjenesten i Guds rige. Der er altid flere husbesøg,
nye patienter på sygehuset, andre samtaler, man egentlig skulle have fulgt op, foruden de
nye taler, der skal forberedes og holdes osv.
Udfordring: Opsæt realistiske delmål.
2. I Guds riges tjeneste kan man ikke altid sige, om ens arbejde har haft resultater. Derfor får
man ikke den samme gode oplevelse i tjenesten , som når man f.eks. maler: Det er egentlig
træls at male, men det er alligevel dejligt, når man kan træde et skridt tilbage og beundre det
udførte arbejde. Glæden ved arbejdet ligger i høj grad i nydelsen af resultatet. - Men hvor
meget udbytte fik konfidenten eller sognebarnet egentlig af den samtale, som i hvert fald
blev lang nok?
Udfordring: Tillad dig selv glæde over og evt. belønning for, at delmål er nået.
3. Arbejdet i tjenesten er repeterende. Ikke blot er arbejdet aldrig færdigt og resultaterne ofte
usynlige, men det kan i høj grad også være præget af gentagelser. Det er i sig selv belastende. Man skal mande sig op til forventning og begejstring – igen i det år, igen i denne
måned, igen i denne uge!
Udfordring: Arbejd med variation og tematisering af gentagelserne! Indre fornyelse gen-nem bøn
og bod – er evangeliet i alle dimensioner nyt for en selv, da bliver det aldrig kedelig at formidle.
4. Som tjenstgørende person kommer man konstant i kontakt med folks forventninger til én.
Vælger man at ignorere nogle af kravene, så vil man møde folks skuffelse og evt. mishag –
især hvis man tillader sig at gøre opmærksom på, at man ikke vil eller kan leve op til alt.
Udfordring: Nybesind dig på, hvad Gud venter af en tro husholder. Afklar hvilke forhåbninger de,
der har kaldet dig, med rette kan have til dig. Lær at leve med skuffede forventninger til dig.
5. Den tjenstgørende person må arbejde med de samme personer år ud og år ind. At få et sogn
eller en virkekreds tildelt er på en måde som at blive gift: er man først involveret, så findes
der ingen lette veje ud igen. Lægen, advokaten, håndværkeren eller købmanden kan nægte at
antage eller handle med en ubehagelig klient eller kunde, eller de kan i det mindste gøre sig
klart, at så snart de har afsluttet deres faglige relation til personen, behøver de ikke beskæftige sig mere med vedkommende. Men disse muligheder har den kirkeligt tjenstgørende
person ikke.
1 De følgende 9 punkter er baseret på Sanfords arbejde, jf. litteraturlisten. Han er jungiansk uddannet psykoanalytiker
og præst i en amerikansk presbyteriansk kirke. Der er god grund til kritik af hans liberale teologiske adgangspunkt,
men han har analyseret, hvad der er kendetegnende for den tjeneste, som kirkelige medarbejdere står i.
9
Udfordring: Behov for ferie, fritid og sociale fællesskaber, hvor vi kan være os selv. Ægteskab og
familieliv er vigtigst her.
6. At arbejde med mennesker i nød indebærer et følelsesmæssigt dræn for den tjenstgørende
person. Det er ligesom at møde en masse mennesker, der er forulykkede og har behov for en
blodtransfusion hos præsten eller missionæren for at kunne klare sig. Og det får de så – den
ene efter den anden. På et tidspunkt begynder præsten eller missionæren at undre sig over, at
han selv lider af blodmangel! Hele tiden at skulle give trøst, opmuntring og vejledning, der
hvor der ingen vej er, det virker lige så udmarvende og krævende, som hvis det var blod, der
skulle gives. Derfor kan det være nødvendigt at spørge sig selv: ”Okay – hvor mange blodtransfusioner kan du så klare at give i dag?”
Udfordring: Hvor får du selv flydt på? Hos Jesus kan man øse vand med glæde af livets kilde, men
ligesom de andre har du måske også brug for hjælp fra en, der kan øse for dig. Supervision er
nødvendig for folk, der i den sociale sektor arbejder med mennesker.
7. Såvel præsten som en anden sjælesørger vil til stadighed møde folk, som kommer til ham
eller til kirken ikke så meget for at få solid åndelig føde, men mere for at få ”stokes”,
opmærksomhed og skulderklap. Den ene side af dette er naturligvis, at menneskelig og
åndelig omsorg går hånd i hånd. Men af og til opstår der en konflikt, nemlig når omsorgsfuldheden ønskes for at styrke det gamle menneske, og dette måske endda fremføres som et
ønske om at få åndelig hjælp og vejledning. Hvis vi i de situationer giver mennesker, hvad
de har brug for i stedet for det, som de beder om, så bliver de måske utilfredse, og giver vi
dem, hvad de beder om, i stedet for det, som de har brug for, så bliver vor egen samvittighed
og ansvarlighed utilfreds med os.
Udfordring: Se dilemmaet i øjnene, og bild dig ikke ind, at der findes nemme løsninger på det!
8. Den tjenstgørende person arbejder en stor del af tiden med sin egen personlighed som
medium for formidlingen af forkyndelsen. Ganske vist er jeg kun sendebud på Kristi vegne,
men det er også mig, der er dette sendebud. Og det sker ikke så sjældent, at folk først skal
have tillid til budbæreren, før de bliver i stand til at høre budskabet. Dette indebærer, at jeg
til stadighed må være opmærksom på min egen personlige situation og modning, men også
at jeg engang imellem er nødt til at stille mig lidt an, og måske må jeg foregive, at jeg har
det lidt anderledes, end jeg i virkeligheden har det.
Udfordring: Hav situationer og fællesskaber, hvor du ved, at du kan være dig selv, og måske også få
hjælp til at indse, hvad det indebærer, at du er dig selv, og det ikke er dig, der er Ham! Ægteskab og
familieliv spiller en stor rolle i denne sammenhæng.
9. Præsten eller sjælesørgeren kan blive udkørt og udbrændt pga. fejl og mangler i tjenesten.
Måske forbyder de én at holde fri og slappe af, for der er så meget, man er nødt til at
kompensere for og bøde på.
Udfordring: Se stadig fejlene og manglerne i tjenesten som en anledning til at korsfæste kødet og på
ny komme til Jesus og her blive bekræftet i, at vi ikke har tjenesten i kraft af egen fortræffelighed,
men i kraft af nåden, der er blevet os til del.
10. Sammenfaldet mellem hjem og arbejdssted (jf. Maslachs gentagne advarsler mod dette1). At
have sit hjem som arbejdsplads kan i sandhed være en styrke og velsignelse, men især i
pressede situationer kan det blive en belastning, fordi det gør det umuligt at holde fri.
Endvidere er præsten principielt (og for en dels vedkommende også reelt) til rådighed alle
døgnets 24 timer, hvilket Maslach også understreger som en årsag til forhøjet udbrændthedsrisiko.2
Udfordring: Ferie og fridage er nødvendige for at kunne overleve i tjenesten. Derfor må de
planlægges ordentligt.
11. Mange præster oplever desuden deres arbejdssituation som præget af ensomhed, ganske
1 Jf. Maslach, f.eks. s. 109 og 132
2 Maslach, s. 109
10
enkelt fordi de er alene som præst i sognet eller har skarpt adskilte distriktsdelinger af
sognet. Eller tavshedspligten kan isolere sjælesørgeren med alle de svære betroelser.1
Endvidere vil mange opleve, at folkekirkens ledelsesstrukturer er præget af, at divergerende
teologi kan danne åndelige hindringer for at drage nytte af provst og biskop som vejledere i
sjælesorgsarbejdet. Altså er der ofte ingen supervisions-funktion.
Udfordring: Benyt kollegaer og konventer bedst muligt. Skaf dig en sjælesørger.
Ovenstående har vist, at der er mange momenter i en præstetjeneste, der i sig bærer muligheden for
at føre til udbrændthed. Det er da også min sjælesørgeriske erfaring, at netop en del præster kommer
langt ud i et egentligt udbrændthedssyndrom, og at endnu flere af og til er i situationer, hvor de er
temmelig ”svedne i kanten”. Altså på vej til at udbrænde.
Der er således god grund til, at den enkelte præst eller sjælesørger overvejer sin aktuelle situation
med henblik på at vurdere udbrændthedsstadiet eller -risikoen.
På denne baggrund vil det for en del blive aktuelt at spørge: Hvordan kan jeg som sjælesørger
forebygge mod denne fare, og hvordan kan jeg udbedre følgevirkningerne af en eksisterende
udbrændthedsoplevelse?
Svarene på disse spørgsmål vil vi søge i ovenstående udfordringer set i lyset af den følgende afsnit.
Præsten må overveje muligheden for at hjælpe sig selv gennem følgende anvisninger og samtidig
seriøst overveje sit behov for selv at opsøge en sjælesørger, der kan yde hjælp.
4. Hvordan møde den udbrændte i sjælesorgen og medarbejderomsorgen?
Vi skal i det følgende søge ganske kort at se på, hvordan vi i sjælesorgen og medarbejderomsorgen
skal forholde os til udbrændthed.
Mødet med udfordringen fra en særlig risikogruppe (jf. ovenstående afsnit). Præsten vil ofte være
den eneste, der har mulighed for at konstatere, hvad der sker for den trætte kirkelige medhjælper –
lønnet eller ulønnet. Medarbejderomsorgen er altid vigtig for præsten, idet en velfungerende
medarbejderstab kan hindre, at præsten selv brænder ud. Hellere bruge tid på at hjælpe kollegaen til
at være i stand til at gøre arbejdet frem for at tro, at man selv kan overkomme det hele!
Det drejer sig naturligvis både om forebyggelse og udbredelse af eventuelle skadelige følgevirkninger af udbrændthed. Men vi knytter forebyggelse og udbedring sammen, fordi det i princippet er
de samme forhold, der gør sig gældende. I begge tilfælde må vi være opmærksomme på den
sjælesørgeriske forpligtelse til at yde såvel livshjælp som troshjælp.
Det vil ofte perspektivere den sjælesørgeriske udfordring at indse, at man skal hjælpe til forståelse,
forandring og fortrøstning. Vi vil således søge at sammenfatte den sjælesørgeriske udfordring i
mødet med udbrændthedssyndromet som et forsøg på at give hjælp til forståelse, forandring og
fortrøstning.
a. Forståelse
Har beskrivelsen af udbrændthed ikke blot fyldt læseren med yderligere ængstelser? Måske, men
der kan heldigvis gøres noget! Den væsentligste forebyggelse er netop indsigt i mekanismerne, der
leder til burnout-syndromet. Maslash foreslår ligefrem, at undervisning om bournout bør indgå i alle
læseplaner for studerende, der uddanner sig til at arbejde med mennesker.2
Brosché påpeger, at der ofte vil være behov for en førstehjælp, som netop består i at få vedkommende til at forstå sin egen situation.3 Han understreger behovet for at give hjælp til, at den udbrændte
ser følgende punkter i øjnene i et dynamisk håb om, at det med erkendelsen også kan være muligt at
skabe forandring.
1. Se i øjnene, at der er et alvorligt problem.
1 Jf. Maslash, s. 64 og Brosché, s. 57
2 Maslash, s.165.
3 Brosché, s. 100ff.
11
Denne bevidsthed er ofte vanskelig, fordi den er forbundet med angsten for at tabe ansigt, for at
mærke sin egen angst. For erkendelsen af udbrændthed vil opleves som total nederlag for den, der
har skaffet sig sin værdi ved at have jobbet.
Derfor må sjælesørgeren skærpe blikket for skjult udbrændthed i menighederne, for vi ved, at det
findes ofte i dag, og erkendelsen af udbrændthed af vanskelighederne i sig selv er en del af
problematikken!
Brosché peger i den forbindelse på fire almindelige strategier, som tvivlende entusiaster i menigheden ofte gør brug af for at skjule udbrændtheden for sig og andre:
1. Forjagethed.
2. Uengageret rutine.
3. Revirattude – altså at man gør sig til ekspert på et bestemt område og konstant skaffer sig
opmærksomhed derved. Man sikrer sig, at ingen andre gør sig gældende på dette
”territorium”.
4. Solospil.
Vær altså opmærksom på disse forsvarsmekanismer for at kunne hjælpe dig selv eller andre til at
erkende situationens alvor.
2. Se i øjnene, at du selv har ansvar og muligheder for forandring af den vanskelige situation.
”I vort arbejde med folk, som erfarer udbrændthed, har vi fundet ud, at i næsten alle tilfælde har de
langt mere kontrol over i det mindste nogle aspekter ved deres livs- og arbejdssituation, end de selv
indser. Så snart de begynder at forstå, at de ejer nogen mulighed for at mestre situationen, begynder
følelsen af håbløshed og hjælpsomhed at mindskes....” Således citerer Broché en forsker, der har
arbejdet meget med udbrændthed.1 En bemærkelsesværdig iagttagelse, for det indebærer et opgør
med al selvmedlidenheden, der ellers let kommer til at fastlåse os, når vi begynder at synes, at det
hele er alle de andres skyld.
3. Se i øjnene, hvilken arbejdssituation der førte frem til udbrændthedssyndromet.
Der er grund til at understrege betydningen af at udøse hjertet om ens egen oplevelse af situationen.
Her må sjælesørgeren se det som en vigtig opgave at høre på og gennem sin aktive lytten give hjælp
til, at den udbrændte skaber sig overblik over situationen.
Det er også væsentligt at arbejde med oprindelige forventninger, for hvis de mere var rettet mod
paradisiske tilstande, så er det jo umuligt selv for en præst eller præstekone at hjælpe vedkommende
til at nå målene!
Med sin aktive lytten kan sjælesørgeren give hjælp til overblik både over, hvad der er sket, og
hvilken betydning dette har for personen og vedkommendes selvforståelse. Måske kan sjælesørgeren også give hjælp til at forstå, hvilken eksistentiel betydning arbejdet og engagementet har for
vedkommende: Hvordan er sammenhængen mellem selvforståelsen og kaldsbevidstheden? Hvad er
det, der tvinger mig til at sige ja til alle opgaverne, jeg bliver bedt om at påtage mig? Hvordan
svarer min tjeneste til de bibelske vejledninger for en tro tjener?
Kommer sjælesørgeren i kontakt med burn-out-truede, som er uden bevidst tro, kan netop
udbrændthedsoplevelsen måske være det, der giver anledning til at forkynde om den Gud, som ikke
giver efter fortjeneste eller indsats, men alene giver sine gode gaver for sin egen kærligheds skyld.
Det bedste af alle råd til den, som vil forebygge og udbedre skaderne fra udbrænding er derfor dette:
Hvad du end gør, så skaf dig en sjælesøger!
Ofte består bistanden alene i at give hjælp til forståelse af situationen, fordi den hjælpsøgende selv
har ressourcerne i sig til at ændre den. Men manglende overblik over det uoverskuelige skabte
angst, og denne hindrede forandringen. Selvforståelsen fremmes, når det lykkes sjælesørgeren at
give vedkommende en grundlæggende oplevelse af at være blevet forstået. Til dette er sjælesørgerens empati, respekt, åbenhed, ærlighed, konsekvens og umiddelbarhed væsentlige redskaber.
1 Citeret efter Brosché, s. 111 fra Pines m.fl. s. 9 (se note 5)
12
b. Forandring
Men der vil være tilfælde, hvor det er nødvendigt, at sjælesøgeren giver hjælp til en påkrævet
forandring. Den hjælpsøgende må støttes til gennem den nyvundne forståelse at finde nye
perspektiver og planer for en ændring af situationen.
Den udbrændte har behov for hjælp til forandring inden for et eller flere af følgende områder:
1. Arbejdssituation.
2. Familiesituationen.
3. Selvforståelsen.
Vedr. 1. Arbejdsstituationen: Brosché gør opmærksom på, at der er noget, vedkommende selv kan
gøre (opsætte realistiske mål, sørge for tilstrækkelig hvile i hverdagen etc.), men der er måske også
noget, der kun kan ændres i samarbejde med kollegaer eller den overordnede.1 Alt dette må gennemdrøftes, for den udbrændthedstruede behøver måske opbakning til at skaffe sig den nødvendige
sociale støtte til at kunne opnå forandringen. Drejer det sig om en medarbejder i menigheden, har
præsten måske de bedste muligheder for at give hjælp til nyordningen i kraft af sit overblik over
menighedens sammenhænge.
Vedr. 2. Familiesituationen: Det er helt nødvendig at være opmærksom på de mange sammenhænge
mellem udbrændthed og familieliv. Man kan tale om tre forbindelseslinier:
a. Hvis personen trues af udbrændthed, vil familielivet være truet.
b. Familien kan som system, som organisme, trues af burnout.
c. Et velfungerende familieliv er det bedste værn mod burnout.
Familiens samspil vil være afgørende for, om sammenhængen bliver som under pkt. a. eller pkt. c. I
den sunde familie fungerer samspillet som en muskel, der bliver stærkere af at bære større byrder.
Dette må sjælesørgeren hjælpe den udbrændte til at tage konsekvensen af. Derfor bliver det evt.
nødvendig for sjælesørgeren at tilbyde støtte og vejledning til at få familielivet til at fungere
tilfredsstillende.
Vedr. 3. Selvforståelsen: Der kan være situationer, hvor det er urealistisk at finde vej ud af
udbrændthedstruslen, hvis der ikke bliver givet hjælp til en grundlæggende modning eller
forandring af selvforståelsen hos vedkommende. Her vil sjælesørgeren ofte være lige så magtesløs
som vedkommende selv til at udvikle den nødvendige forandring . Derfor er forbindelsen til resten
af familien afgørende. Sjælesørgeren vil få stor lejlighed til at henvise til den hjælp, der kun kan
gives fra Ham, der kender vor skabelses gåde.
Måske er der blot behov for afveksling og forandring,2 hvilket kan skaffes gennem lang sammenhængende ferie, kortere eller længere orlov eller ved forandringer af arbejdssituationen evt. for en
overskuelig periode.
Over for en medarbejder i åndeligt arbejde er der måske også behov for at give hjælp til at forandre
selvforståelsen i tjenesten ud fra en henvisning til tekster som 2. Kor 4,1. Her bliver det nemlig
understreget, at vi aldrig har tjenesten i Guds rige i kraft af vor egen fortræffelighed eller store
anstrengelser, men alene i kraft af den samme nåde, som også er baggrunden for, at vi kan frelses.
Nogen vil have behov for (gennem bøn, samtale og god tid) at prøve sin kaldelse fra Gud til at være
den aktuelle tjeneste – måske i Guds riges arbejde overhovedet. Andre skal blive i den samme
tjeneste, men trænger måske til at opleve fornyelse og forandring ved at prøve at komme til et andet
sogn eller skaffe sig anden ændring i tjenesten. Her kan der være god grund til at henvise til Ham,
som, fordi han er god og oprigtig, vil vise syndere vejen (jf. Sal 25,8). Nogen skal opmuntres til at
tage sig mod til at skifte arbejde. Og mange har behov for at se – og realisere – mulighederne
mellem de to yderpunkter: at fortsætte uden nogen forandring eller helt at droppe det aktuelle
arbejde.
1 Brosché, s. 152. Jf. også Maslash, s. 113 og 136.
2 Jf. Brosché, s. 130
13
c. Fortrøstning
Undervejs med hjælpen til den udbrændte eller udbrændthedstruede for at give nye perspektiver til
forståelse og forandring må sjælesørgeren også være optaget af hele tiden at formidle fortrøstning.
Ofte vil det netop være her sjælesorgen kommer til at adskille sig væsentligt fra den vejledning, der
blot er sekulær terapeutisk eller psykologisk. Ud over den støtte, der tager form som livshjælp til
forståelse og forandring, vil fortrøstningen ofte være troshjælp. For troens sammenhænge er netop
det, vi fortrøstes ved, selv om vi mistrøstes i denne verden.
Gennem aktiv lytten må sjælesørgeren se det som sin opgave over for den udbrændte at formidle
fortrøstning fra den Jesus, som sagde: ”Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder,
og jeg vil give jer hvile”. (Matt. 11,28). Gennem henvisningen til Ham, som er ”barmhjertighedens
Fader og at trøst Gud” (2 Kor 1,3) må sjælesøgeren søge at konkretisere hvad det er at slappe af i
Jesus navn. Det må forkyndes, at der er en dimension i Guds ord kaldet sabbatens teologi, der taler
om menneskets skabelses- og naturgivne behov for hvile. Tekster som f.eks. Es 58,13 -14 kan være
med til at klargøre en ofte overset sammenhæng mellem glæden i Herren og vort behov for
afslapning og hvile.
Udbrændthed er et i væsentligste grad sjæleligt, psykologisk og sociologisk tidstypisk fænomen,
men det har betydelige eksistentielle konsekvenser. Derfor er der behov for såvel menneskelig som
åndelig hjælp til forebyggelse og imødegåelse af problemet. I og med inkarnationen griber Guds
frelse helt ind i vort menneskeliv og vor hverdag. Evangeliet siger, at vi er frelst af nåde. Det
betyder også frelst til et liv, der er værd at leve. Derfor må sjælesørgeren i lyset af Guds frelse i
Jesus Kristus se det som sin opgave at give hjælp til at leve livet – og derfor også være rede til at
hjælpe såvel menneskeligt som åndeligt til forståelse, forandring og fortrøstning.