ARBEJDSNARKOMANI Udvikling og konsekvenserne af arbejdsnarkomani Hvad er arbejdsnarkomani? Af Katrine Ikast Er du arbejdsafhængig -‐ workaholic -‐ vil dit livsindhold efterhånden kun bestå af arbejde. Arbejdsnarkomani afhænger ikke af, hvor mange timer du arbejder, selv om du som nok arbejder mere end gennemsnittet. Det afhænger af, hvor meget du lader arbejdet fylde i din tilværelse. Der er en række kendetegn, som du vil kunne nikke genkendende til, hvis du er arbejdsafhængig: • Du oplever et "kick" eller et ”sus”, når du udlever din afhængighed – fuldstændig som i andre former for afhængighed. • Det psykiske sus forstærkes yderligere af den bekræftelse og anerkendelse, der følger med fra kolleger og ledere, når du gør det ekstra godt på jobbet. • Du mister efterhånden kontakten til både dig selv og andre. Det betyder, at du ikke længere kan mærke, hvad du har lyst til og behov for, og at du mangler mennesker at støtte dig til. • Du frygter at miste dit arbejde, eller at du ikke udfører dit arbejde perfekt. • Dit helbred er også belastet. Et højt arbejdstempo og manglende fritid med motion og fysisk aktivitet har påvirket dig sundhedsmæssigt. • Du kan opleve alvorlige psykiske og fysiske symptomer på stress og udbrændthed. • Dine omgivelser er begyndt at sige fra over for dig og er utilfredse med dine prioriteringer og den tid, du bruger på arbejdet. 2 Et psykisk sus I Danmark har vi ikke megen fokus på denne form for afhængighed, og derfor er der heller ikke mange steder at få behandling eller hjælp til selvhjælp. Det forholder sig anderledes i lande som USA, Japan og Sverige, hvor arbejdsafhængighed bliver taget mere seriøst. Her anerkendes det som behandlingskrævende, og der laves både studier og forskning på området. Organisationspsykolog Pernille Rasmussen er en af de få herhjemme, der har beskæftiget sig med arbejdsafhængighed. Hun forklarer, at arbejdsafhængighed ikke afhænger af, hvor mange timer man arbejder, selv om den arbejdsafhængige arbejder mere end gennemsnittet – men af hvor meget man lader arbejdet fylde i sin tilværelse: ”Det handler om, hvor meget arbejdet mentalt fylder i livet, og om arbejdet har taget magten i en sådan grad, at man ikke er i stand til at koble fra. Kan man efter arbejde koble af, er man ikke afhængig. Du kan sagtens have travlt i en periode og lade arbejdet fylde alt, men kan du bagefter koble af, er du altså ikke afhængig.” (fra interview i LO's ugebrev A4). Som arbejdsafhængig oplever du et "kick" eller et ”sus”, når du udlever din afhængighed – fuldstændig som i andre former for afhængighed. Du får en fysisk og psykisk ”rus” ud af dine anstrengelser og kan ligesom sportsfolk opleve et adrenalinsus. Det psykiske sus forstærkes yderligere af den bekræftelse og anerkendelse, der følger med fra kolleger og ledere, når du gør det ekstra godt på jobbet. Familiesamvær sløjfes Ligesom ved andre former for afhængighed har du som arbejdsafhængig svært ved at erkende dit problem og dermed gøre dig fri af det. Det kan tilmed være sværere at se problemet end ved andre former for afhængighed, fordi det at arbejde hårdt af mange betragtes som både ansvarligt og prisværdigt. Derfor viser problemet sig som regel ved, at den arbejdsafhængiges omgivelser begynder at sige fra. Ferierne er typisk blevet brugt på forberedelser til arbejdet, 3 han/hun har ofte arbejdet om aftenen og i weekenderne og er begyndt at melde afbud til familiefødselsdage og andre begivenheder, som før er blevet prioriteret højt. Familie og venner udtrykker deres utilfredshed med, at der ikke længere bliver brugt tid på dem og fælles aktiviteter. Svag selvfølelse Heldigvis laves der som sagt seriøs forskning i årsagerne til arbejdsafhængighed i andre lande. Ifølge det amerikanske tidsskrift ”Psychology Today” viser undersøgelser, at arbejdsafhængighed er tæt knyttet til perfektionisme og narcissistiske karaktertræk. Der er i vores nutid stort fokus på individet og den enkeltes formåen, og arbejdsafhængighed kan direkte spores tilbage til denne optagethed af en selv. Professor i psykologi Timothy A. Pychyl påpeger, at den amerikanske kultur ofte fremhæver narcissisme som noget positivt. Mange tv-‐serier viser læger, advokater og andre intenst arbejdende folkefærd, der kører et meget hårdt liv, har store egoer og ikke umiddelbart ser ud til at have andet i deres liv end arbejde. Han mener, at det har en negativ indflydelse på samfundet, og at det derfor er en vigtig opgave for den enkelte at arbejde med sin selvopfattelse. En svag selvfølelse kan, med den kultur vi har, nemlig få én til at tro, at man kun har værdi, hvis man er perfekt til sit arbejde eller at man er værdiløs, hvis man ikke har et arbejde. Andre amerikanske undersøgelser viser, at mange arbejdsafhængige har været presset til at tage et voksent ansvar på et tidligt tidspunkt i deres liv. De kan fx være vokset op i familier, hvor der har været et stort og entydigt fokus på den enkeltes præstationer i skolen og på arbejdet. Studierne viser, at den vrede, som arbejdsafhængige kan bære rundt på, ofte hænger sammen med en oplevelse af, at de aldrig fik lov at have en ubekymret barndom. Ifølge psykolog Barbara Killinger kan dette resultere i tre personlighedstyper, som kan kædes sammen med arbejdsafhængighed: 1. Pleasertype, vil gerne behage andre og kan ikke sige nej. Går efter at blive beundret og afholdt. 4 2. Kontrollerende type, der går efter magt og konstant kontrol. De er ofte arrogante og utålmodige, men kan også være charmerende, når det er påkrævet. 3. Kontrollerende narcissist, går efter altid at have ret og gøre tingene på deres måde. Det vigtigste er, at andre skal se tingene fra deres synspunkt. Der ligger ifølge Killinger altid en stor del ubehandlet frygt nedenunder den besættelse, som hver af de arbejdsafhængige personligheds-‐typer er styret af. Samtidig er forbindelsen til følelseslivet og egen integritet gået tabt. Derfor er der en meget stor sandsynlighed for, at afhængigheden ender med et sammenbrud. Udbrændthed og ensomhed For den arbejdsafhængige, hvis livsindhold efterhånden kun består af arbejde, kan konsekvenserne være, at hun eller han mister kontakten til både sig selv og andre – og dermed ikke længere kan mærke, hvad hun eller han vil eller har lyst til og behov for, ligesom vedkommende mangler mennesker at støtte sig til. Når kollegerne bliver dine eneste venner, får du et ensidigt liv. Det er risikabelt, fordi du risikerer at miste alt, hvis du fx bliver fyret eller går på pension. Samtidig har du ingen steder at hente støtte og opbakning. Dit helbred er også belastet, når dit arbejde hele tiden vejer tungere end dit privatliv og tid til afslapning. Et højt arbejdstempo og manglende fritid med motion og fysisk aktivitet kan i det lange løb være meget sundhedsskadeligt. Hertil kommer de mange alvorlige psykiske og fysiske symptomer på stress og udbrændthed, som oftest rammer den arbejdsafhængige før eller siden. Rammer også den pårørende hårdt For de pårørende kan der også være store konsekvenser. Ifølge organisationspsykolog Pernille Rasmussen kan du som familiemedlem føle dig overset, holdt udenfor, uelsket og ikke værdsat på grund af partnerens fysiske og psykiske distance. Det er også normalt at føle sig kontrolleret og manipuleret af partneren, som bestemmer farten. 5 Som med al anden afhængighed kan de pårørende udvikle medafhængighed og overtage alt ansvar for forholdet og familielivet, opleve lavt selvværd og skyld, samt begynde at tvivle på, at de selv er normale. Behandlingsmuligheder I Danmark kan man primært få hjælp ved at henvende sig til psykologer og terapeuter, der har arbejdsnarkomani som specialområde. Herudover er der startet en selvhjælpsgruppe kaldet WA, som står for Workaholics Anonymous. Kontakt DCAA for rådgivning og mere information om emnet. 6 Det gav mig et kick – en personlig historie Af Katrine Ikast Det giver de fleste af os en stor personlig tilfredsstillelse at udrette noget og mærke et behov for den indsats, vi yder. Men når engagementet i arbejdet bliver for stort, risikerer det at true vores tilværelse som hele mennesker. Dorte Peary har prøvet på egen krop, hvad det vil sige at miste kontrollen over sit arbejdsliv. På hendes CV står der blandt andet lederjobs i SAS, CSC, Deloitte og PriceWaterhouseCoopers. Hun er udannet økonom, revisor og coach. I begyndelsen af sin karriere var hun en helt almindelig, ivrig revisorelev. Men siden udviklede hendes arbejdsiver sig til arbejdsafhængighed, til en besættelse af arbejdet: ”Jeg var altid på. Altid i sidste øjeblik med opgaver, der skulle løses. Sad oppe om natten, og adrenalinen pumpede rundt i kroppen. Det gav mig et kick”, fortæller Dorte. Intet privatliv Dorte var altid i gang med flere projekter på én gang og arbejdede for 2-‐3 mand – også om natten og i weekenderne. Hun sprang morgenmad og frokost over og holdt sig kørende på sukker og adrenalin i stedet. Ferier udskød hun igen og igen. ”Som en sagde engang: ’Skal du ikke snart have et privatliv?’. Jeg forstod faktisk ikke, hvad hun mente”. Har man mistet kontrollen over arbejdslivet, ryger kontrollen med livet uden for jobbet også hurtigt. I den situation vil man typisk føle, at man kun har kontrol og fungerer, når man arbejder. Ting som shopping, at rydde op og spise mad er ofte bare noget, der skal planlægges, så det kan overstås så hurtigt som muligt. Sådan var det også for Dorte: ”Inden jeg trådte ind ad døren derhjemme, havde jeg planlagt, hvordan jeg mest effektivt fik lagt mine indkøb i køleskabet, tændt computeren, tjekket telefonsvareren, sat en vask over og vandet blomsterne. Jeg kunne ikke bare fise rundt i cirkler, så nåede jeg jo ikke mine 44 huskelister”, fortsætter hun. 7 Overhørte kroppen Som ved al anden afhængighed kommer arbejdsnarkomanien umærkeligt snigende, og den afhængige er typisk ikke bevidst om det og anerkender derfor ikke, at hun eller han har et problem. Også det var gældende for Dorte. Mange gange udskød hun en influenza og lagde sig først syg, efter et projekt var afsluttet. Hun brugte adrenalinsuset til at give sin krop ekstra kræfter, så hun var i stand til at ignorere, at hun var træt, syg eller sulten. Men i starten af fyrrerne begyndte hun at få problemer med stofskiftet, og hun måtte sætte tempoet ned. Til sidst var der ingen anden udvej end at sygemelde sig med stress. Efter sygemeldingen kunne hun ikke længere ignorere de signaler, kroppen sendte til hende, og hun måtte indstille sig på først og fremmest at sætte tid af til sig selv. Den store mængde fritid skræmte hende så meget, at hun begyndte at blive opmærksom på sin afhængighed. Hun søgte hjælp og fandt frem til grupper, hvor hun kunne udveksle erfaringer med andre, der kendte til arbejdsafhængighed. Hun fik også hjælp ved at læse litteratur om emnet. Herudover opdagede hun, at både naturen og musik giver hende den ro og tilstedeværelse i nuet, som hun ikke oplevede før. I dag kan hun sagtens slappe af og lave ingenting: ”Mails og møder styrer mig ikke mere. Det vigtigste er at have min balance, ellers så dør jeg før tid af den her sygdom. Jeg må godt have et mål at gå efter, bare ikke 20 på en gang.” (Artiklen er baseret på et interview lavet af Dorte Heide Pedersen). 8