1. No category

Marts
Efterår
FORSLAG TIL SOCIAL EXITPROGRAM
For voldsudsatte kvinder og børn
15
08
Side | 1
“Forslag til Social Exitprogram – For voldsudsatte kvinder og børn”
Udgivet af Huset Zornig
Copyright Zonta Aarhus II og Huset Zornig
Layout: Michaela Scharling
ISBN 978-87-996931-4-6
Forsidefoto: Ilona Gondesen
Side | 2
Indhold
FORORD .....................................................................................................................................6
RESUMÈ .....................................................................................................................................8
1. VOLDSUDSATTE KVINDER ..................................................................................................... 15
1.1 SOCIAL SLAGSIDE ............................................................................................................................ 17
1.2 GROV VOLD .................................................................................................................................... 19
1.3 INDSATSER MOD VOLD ................................................................................................................... 20
1.4 NY LOVÆNDRING FOR VOLDSUDSATTE KVINDER ............................................................................. 24
1.5 STATSFORVALTNINGEN .................................................................................................................. 26
2. HVORDAN ER LIVET I EN VOLDSUDSAT FAMILIE?................................................................... 27
2.1 KENDETEGN OG BESKRIVELSER ....................................................................................................... 27
2.2 LIVSEKSPERTERNE .......................................................................................................................... 30
2.2.1 HVAD KVINDERNE FORTÆLLER .......................................................................................................... 32
2.2.2 HVAD BØRNENE FORTÆLLER ............................................................................................................. 33
2.2.3 MARIA ................................................................................................................................................ 35
2.2.4 ”DET HEMMELIGE NETVÆRK” ............................................................................................................ 37
2.2.5 HVAD ”DET HEMMELIGE NETVÆRK” FORTÆLLER ............................................................................. 39
3. HVEM ARBEJDER MED VOLDSUDSATTE KVINDER OG BØRN?................................................. 41
3.1 TILBUD TIL VOLDSUDSATTE KVINDER I AARHUS KOMMUNE ............................................................ 41
3.1.1 MØDREHJÆLPEN ................................................................................................................................ 41
3.1.2 JOAN-SØSTRENE ................................................................................................................................. 42
3.1.3 LOKK-LANDSORGANISATION AF KVINDEKRISECENTRE ...................................................................... 42
3.1.4 AARHUS KRISECENTER ....................................................................................................................... 43
3.1.5 SAM-SKOLEN ...................................................................................................................................... 44
3.1.6 DIALOG MOD VOLD ............................................................................................................................ 45
3.1.7 INTERVENTIONSCENTRET................................................................................................................... 45
3.1.8 CHRISTINECENTRET ............................................................................................................................ 45
3.1.9 SOCIALFORVALTNINGEN I AARHUS KOMMUNE ................................................................................ 46
4. DET SIGER EKSPERTERNE ...................................................................................................... 48
4.1 LIVSEKSPERTERNES ANBEFALINGER ................................................................................................ 48
4.2 ”DET HEMMELIGE NETVÆRKS” ANBEFALINGER ............................................................................... 51
Side | 3
4.3 FAGEKSPERTERNE ........................................................................................................................... 53
4.3.1 BARRIERER.......................................................................................................................................... 54
4.3.1.1 EKSKLUDERENDE KRITERIER FOR HJÆLP ......................................................................................... 54
4.3.1.2 MANGEL PÅ VIDEN OG OPLYSNING ................................................................................................ 54
4.3.1.3 ORGANISATORISK BENSPÆND ........................................................................................................ 55
4.3.1.4 KOMMUNAL ØKONOMI BEGRÆNSER ............................................................................................. 55
4.3.2 ANBEFALINGER................................................................................................................................... 56
4.3.2.1 ELEMENTER I EN INDSATS ............................................................................................................... 56
4.3.2.2 FAST KOORDINERENDE STØTTE- OG KONTAKTPERSON ................................................................. 56
4.3.2.3 EFTERVÆRN MOD ENSOMHED, ISOLATION OG TILBAGEFALD ....................................................... 57
4.3.2.4 UDDANNELSE OG EFTERUDDANNELSE I VOLDSPROBLEMATIKKER ................................................ 57
4.3.2.5 TVÆRGÅENDE SAMARBEJDE ........................................................................................................... 58
4.3.2.6 OPLYSNING, KOMMUNIKATION OG FOREBYGGELSE ...................................................................... 58
4.3.2.7 ØKONOMI ........................................................................................................................................ 58
5. NATIONALE OG INTERNATIONALE ERFARINGER .................................................................... 59
5.1 DANSKE EXIT-PROGRAMMER .......................................................................................................... 59
5.1.2 HJEMLØSESTRATEGIEN ...................................................................................................................... 59
5.1.3 EXIT PROSTITUTION............................................................................................................................ 60
5.1.4 BANDE-EXIT ........................................................................................................................................ 61
5.2 UDENLANDSKE ERFARINGER OG INSPIRATIONSKILDER .................................................................... 63
5.2.1 POSTSHELTER ADJUSTMENT OF CHILDREN FROM VIOLENT FAMILIES.............................................. 63
5.2.2 COSA – CIRCLE OF SUPPORT AND ACCOUNTABILITY ......................................................................... 64
5.2.3 HOPE – HELPING TO OVERCOME PTSD THROUGH EMPOWERMENT ................................................ 65
5.2.4 ADRESSESPÆRRER I NORGE ............................................................................................................... 66
6. HUSET ZORNIGS ANBEFALINGER ........................................................................................... 69
GENEREL ANBEFALING TIL FOREBYGGELSE AF VOLD I FAMILIERNE ........................................................ 69
ANBEFALINGER, NÅR VOLDEN ER TILSTEDE I FAMILIERNE ..................................................................... 69
ANBEFALING 1 – ETABLERING AF ET SOCIAL EXITPROGRAM .................................................................. 70
ANBEFALING 2 – OPLYSNING OM VOLD OG STØTTEMULIGHEDER.......................................................... 71
ANBEFALING 3 – UDDANNELSE I VOLDSPROBLEMATIKKER OG ICM-METODEN ...................................... 72
ANBEFALING 4 – LÆNGERE FORLØB OG EN HELHEDSORIENTERET INDSATS ........................................... 72
ANBEFALING 5 – HVOR HENVENDER KVINDEN SIG? .............................................................................. 73
ANBEFALING 6 – ETABLERING AF SOCIALE NETVÆRK............................................................................. 74
ANBEFALING 7 – ANVENDELSE AF ADRESSESPÆRRER OG NYT CPR-NUMMER ........................................ 74
ANBEFALING 8 – MÅLBARE INDSATSER FOR REDUKTION AF VOLD MOD KVINDER ................................. 75
7. SOCIAL EXITPROGRAM ......................................................................................................... 76
PRÆFASEN FOR ET SOCIAL EXIT PROGRAM ........................................................................................... 77
FASE 1 – SOCIAL EXITPROGRAM ........................................................................................................... 79
FASE 2 – SOCIAL EXITPROGRAM ........................................................................................................... 81
FASE 3 – SOCIAL EXITPROGRAM ........................................................................................................... 83
POSTFASEN FOR ET SOCIAL EXITPROGRAM ........................................................................................... 84
8. PERSPEKTIVERING ................................................................................................................ 85
Side | 4
9. PROCES OG METODE ............................................................................................................ 88
9.1 METODE ......................................................................................................................................... 88
9.2 FAGEKSPERTERNE ........................................................................................................................... 89
9.3 LIVSEKSPERTERNE .......................................................................................................................... 90
9.4 FØLGEGRUPPE ................................................................................................................................ 90
9.5 EKSPERTSEMINAR........................................................................................................................... 91
10. ANVENDT LITTERATUR ........................................................................................................ 92
Side | 5
FORORD
Denne rapport er dedikeret Maria.
Maria hørte om vores projekt, da det blev omtalt i nyhederne, og ringede:
Jeg ved, hvad det vil sige at være voldsudsat, og jeg har været igennem en slags
exitprogram hos politiet. Jeg vil gerne hjælpe. Jeg ved ikke, hvor meget jeg orker, for jeg er
alvorligt syg. Men jeg vil gerne være med.
Ja, Maria var alvorligt syg. Hun gik bort i efteråret 2014, kort efter hun overleverede sin viden til
dette projekt. Maria efterlod sig to mindreårige børn og en mand. Marias ældste barn, hendes
datter, overtog sin mors rolle som vidensperson. Hun har undervejs haft sin stedfar, Marias
enkemand, som uvurderlig støtte i en svær tid. Tak til jer. En lille og stærk familie, der insisterer på
at hjælpe, uanset hvor meget sorg, I bærer.
Vold er et emne, der optager, skræmmer og forarger befolkningen. Det er så langt væk fra idéen
om det værdige liv, som vi i Danmark mener, skal være en mulighed for alle, uanset køn, social
status og religion. Vold skader dokumenteret dem, det går ud over, men også dem, der overværer
det – som ofte er børn. Derfor tager vi afstand fra det. Ingen vil anerkende, at vold bruges mod
andre mennesker som en acceptabel adfærd.
Vi ser af samme årsag også løbende politiske ytringer og mål, der sigter på at begrænse vold. For
eksempel har den nuværende regering beskrevet i et af deres såkaldte sociale 2020-mål, at
andelen af kvinder, der er gengangere på krisecentrene, skal nedbringes. I dag er 35% af de
kvinder, der søger hjælp på krisecentre, gengangere.
Denne rapport og designet til et Zonta-Zornigs Social Exitprogram, som rapporten foreslår for
voldsudsatte kvinder, skal ses som et supplement til de initiativer, der er taget indenfor området.
Zonta Aarhus II, der er en del af en international organisation, som overalt i verden arbejder for
juridisk ligestilling og giver kvinder hjælp til selvhjælp, og Huset Zornig, som rådgiver om social
innovation, har valgt at fokusere indsatsen på kvinder, der er voldsudsat. Vi er klar over, at også
mænd – ganske vist i mindre grad – oplever partnervold. I tråd med Zontas internationale
formålsparagraf er det imidlertid kvinderne og børnene, der er i fokus i dette program. Det
udelukker ikke, at man kan lade sig inspirere til et tilsvarende program for mænd, der er
voldsudsatte. Vi tænker, der vil være mange sammenfald. Det vil dog kræve, at vi spørger
mændene, der oplever volden, om hvad de har brug for.
For det er den tilgang, vi har brugt i designet af Zonta-Zornigs Social Exitprogram. Vi har spurgt
kvinderne, der fik tæskene, og børnene, der overværede det, hvad de havde brug for dengang,
volden stod på. Det har vi så kombineret med viden fra fagfolk på området, der med både
Side | 6
myndigheds- og frivillighedsvinkler har lagt stemme til dem, der griber, når kvinder falder. For i
mange tilfælde gribes kvinderne og deres børn. Men i nogle tilfælde sker det ikke. Det skyldes ikke
altid, at tilbuddet ikke er der. Sommetider handler det om, at tilbuddet ikke forstås af dem, der skal
bruge dem, eller ikke findes i en form, kvinderne kan bruge. Sommetider skyldes det ganske enkelt
manglende viden om tilbuddenes eksistens. Og andre gange spænder organisatoriske
samspilsproblemer ben for den gode indsats. Den politiske ressourceprioritering forhindrer også af
og til den gode løsning – og sommetider er den innovative løsning bare ikke opstået. Endnu.
Her kommer den nærværende rapport og forslaget til et Social Exitprogram ind i billedet. I 2013
afholdt Huset Zornig en workshop for børn og voksne, tidligere og nuværende medlemmer at
såkaldte ”nomadefamilier”. Workshoppen blev afviklet i forbindelse med udarbejdelse af rapporten
”Sociale flygtninge i eget land”. Formålet var i fællesskab at finde udveje eller en exit ud af
nomadetilværelsen, hvor over halvdelen af deltagerne havde oplevet både fysisk og psykisk vold,
flere, alvorligt livstruende vold. På workshoppen opstod idéen om et egentligt Social Exitprogram
på linje med for eksempel Bande-Exitprogrammet, der er målrettet bandemedlemmer.
Denne rapport leverer et konkret bud på et exitprogram for voldsudsatte kvinder og deres børn.
Vi – Zonta Aarhus II og Huset Zornig – håber, at rapporten vil blive modtaget som et debatoplæg til
en fælles indsats for at nedbringe vold i familien. Og en invitation til at prøve programmet af i de
enkelte kommuner og politikredse. Vi har fokuseret på Aarhus som case-kommune, og Aarhus
Kommune har venligt stillet op med videnspersoner i forbindelse med projektet. Vi føler os
imidlertid helt overbeviste om, at programmet kan anvendes landsdækkende. Og vi prøver det
gerne af sammen med interesserede.
God fornøjelse med læsningen og kontakt os gerne for yderligere information.
Med venlig hilsen,
Lisbeth Zornig Andersen
Huset Zornig
Fritse Meyer
Zonta Aarhus II
Side | 7
RESUMÈ
Der er behov for et egentligt Social Exitprogram for de mest voldsudsatte kvinder i Danmark. Altså
kvinder, der er i fare for at blive slået ihjel af deres partner. Mange kvinder i en sådan situation
formår ikke at slippe ud af det skadelige og potentielt livstruende forhold ved egen hjælp. De har
behov for en langt mere sammenhængende og helhedsorienteret indsats, i stil med hvad
bandemedlemmer og prostituerede bliver tilbudt i dag.
Det er konklusionen på interviews med tidligere voldsudsatte kvinder og børn, fageksperter og
praktikere, gennemgang af eksisterende tilbud i indland og udland, samt de seneste lovtiltag på
området.
En ung kvinde, der som barn oplevede far dræbe mor, fordi mor ville skilles, udtrykker det sådan:
”Mor vidste, at hun ville dø. At han ville slå hende ihjel. Hun tegnede en livsforsikring få dage før
hun blev slået ihjel. Men hun kunne ikke få hjælp. Hvis hun havde fået en ny identitet og bedre
hjælp til at holde ham på afstand, ville hun være i live i dag.”
Selv et relativt vellykket forsøg fra PET på at hjælpe en voldsudsat mor, der var gift med et
bandemedlem, til et nyt og trygt liv, afslører behov for en styrket indsats. PET gav kvinden og
børnene nyt navn, hjalp familien med at flytte til en ny bolig og installerede sikkerhedsudstyr i
boligen. Få timer efter manden blev løsladt fra fængslet havde han lokaliseret dem ved at ringe til
tandlægen og med børnenes CPR-nummer spørge til adressen.
Nogle kvinder vælger, som en sidste udvej, at søge hjælp hos undergrundsnetværk som ”Det
hemmelige netværk”, hvor borgere anonymt hjælper voldsudsatte kvinder med at gå under jorden,
ofte med deres børn, og blive relokaliseret i skjul for deres overgrebsmand til fjerne egne som
Færøerne eller udlandet.
HVAD HAR VI MED AT GØRE?
Hvert år udsættes omkring 29.000 kvinder for fysisk vold fra en tidligere eller nuværende partner.
Nogle bliver udsat for så grov vold, at det koster dem livet. Volden går ikke kun ud over kvinderne.
Når de er mødre, går volden også ud over børn og påvirker deres trivsel og livsmuligheder
negativt.
Imidlertid melder kun knap 3.000 kvinder årligt volden til politiet eller bliver behandlet på et
sygehus. Langt flere, omkring 15.000, kontakter et af landets 36 krisecentre. Af dem søger
omkring 2.000 hvert år ind på et krisecenter for at få hjælp.
Der er en lang række årsager til, at mange kvinder holder igen med at anmelde volden eller søge
hjælp. Tabuisering, mistillid til ”systemet”, frygt for tvangsfjernelse af deres børn, frygt for
repressalier fra voldsudøveren, skyld og skam og manglende viden om vold og hjælp mod vold er
blandt de hyppigste. En af de medvirkende tidligere voldsudsatte kvinder ringede til
nummeroplysningen, fordi hun ikke vidste, hvor hun skulle bede om hjælp.
Side | 8
Selv om vold i nære relationer forekommer i alle sociale lag, aldersgrupper og etniciteter, så viser
statistikken, at volden har en betydelig social slagside. Unge kvinder uden erhvervskvalificerende
uddannelse i udkantsområder er udsat for væsentligt mere grov vold, end andre kvinder. Der er
med andre ord en relativt ressourcesvag gruppe voldsudsatte kvinder, der kan have brug for en
særlig indsats.
UJÆVN HJÆLP
Politisk har der været fokus på at komme vold mod kvinder til livs længe. Siden den første
nationale handleplan mod vold i nære relationer i 2002 har Folketinget vedtaget en lang række
handlingsplaner, lovpakker og forsøg, der har til hensigt at forbedre hjælpen til voldsudsatte
kvinder. Alligevel er der stadig mange kvinder, der årligt udsættes for vold eller lever i frygt for vold.
De mange tilbagevendende lovtiltag og det vedvarende høje antal voldsudsatte kvinder er et signal
om, at de hidtidige indsatser ikke har fungeret tilfredsstillende.
En del af problemet handler om praksis hos myndighederne – især kommunerne, som har ansvar
for den sociale indsats, og politiet, som har ansvar for den retssikkerhedsmæssige indsats. Flere
undersøgelser viser, at de enkelte kommuner vælger at tilbyde voldsudsatte kvinder meget
forskellige tilbud. Tilsvarende er det meget forskelligt, hvilken retsmæssig beskyttelse voldsudsatte
kvinder kan forvente, alt efter i hvilken politikreds, de bor, uanset, at alle er lige for loven. Nogle
kommuner – som f.eks. Aarhus – og nogle politikredse – som Østjyllands Politi – har vidtgående
tilbud, mens andre ikke har det.
Servicestyrelsen udtrykker forskellene på kommunernes indsats sådan i forbindelse med en
evaluering af familierådgivningen i kommunerne:
”Overordnet kan det siges, at kommunerne løser familierådgivningsfunktionen forskelligt, både
hvad angår ressourcer, organisering, samarbejdsmodel med krisecentret, tidspunkt for
familierådgiverens indsats i forhold til den enkelte kvindes forløb, samt familierådgivningens
konkrete indhold og udstrækning. Det har været op til den enkelte kommune at definere niveauet
for familierådgivningen inden for lovens rammer, og det har resulteret i forskelligartede tilbud. Der
er også stor forskel på, hvor mange timers familierådgivning, den enkelte familierådgiver har til
rådighed. Det afhænger både af kvindens behov og af det antal timer, familierådgiveren har til
rådighed til familierådgivning. Det laveste antal timer, der er givet til en kvinde, er 1 time, og det
højeste antal er 156 timer. Kvinderne har i gennemsnit modtaget 22 timers familierådgivning.”
Lovgivningsmæssigt er der tilsvarende forskelsbehandling. Det politiske fokus har længe været på
øget hjælp til kvinder med børn på krisecentre. Med en ny lovpakke, der for øjeblikket er til
lovbehandling i Folketinget, får kvinder uden børn nu også adgang til øget hjælp og rådgivning på
krisecentre. Lovforslaget gør derimod mindre for de 27.000 voldsudsatte kvinder, der ikke vælger
at tage på krisecenter. De er henvist til en ambulant forsøgsordning finansieret af sats-puljemidler
eller til de eksisterende private eller frivillige støtteordninger, som typisk også er finansieret af
tidsafgrænsede sats-puljemidler. Kvinder, der er udsat for æresrelateret vold, har derimod længe
haft adgang til en helhedsorienteret støtte og rådgivning, uanset, om de har opholdt sig på
krisecentre eller ej. Selv om volden altså kan være den samme, med de samme menneskelige
konsekvenser, er der stor forskel på den hjælp, man bliver mødt med, alt efter hvor i landet de bor
Side | 9
og hvem de er. Det er en for tilfældig indsats, som både er menneskeligt nødvendig,
samfundsøkonomisk fornuftig og et dokumenterbart vedvarende samfundsproblem. Der er behov
for et ligestillingseftersyn af loven vedrørende vold i nære relationer, så enhver borger, der er
voldsudsat og oplever et liv i mistrivsel, har mulighed for at få den hjælp, som situationen
påkræver. Der er også behov for en mere stringent organisering og langsigtet finansiering af
indsatsen over for voldsudsatte kvinder – en indsats, hvis samfundsøkonomiske perspektiver i
øvrigt bør beregnes, så det står klart, hvad de samlede omkostninger af volden andrager, såfremt
udfordringerne forbliver uløste.
HVAD DE VOLDSUDSATTE EFTERLYSER
I forbindelse med denne rapport er ni kvinder og otte børn, der alle har oplevet at leve i en
voldsudsat familie, blevet interviewet om deres oplevelser og anbefalinger til myndighederne.
Stort set alle de tidligere voldsudsatte kvinder siger, at det er vanskeligt at have overskud til at
opsøge den hjælp, der allerede findes i form af konkrete tiltag fra kommune og diverse
organisationer, når man som voldsudsat kvinde står i en presset situation, er bange og bliver
kontrolleret af manden. De efterlyser en sammenhængende, helhedsorienteret indsats, hvor de
bliver hjulpet igennem til en ny tilværelse.
Konkret efterlyser kvinderne følgende elementer i hjælpen:

En enhed som specifikt tager sig af voldsudsatte kvinder, som har de relevante
specialkompetencer, som kan tage styring på, hvad der konkret skal gøres, af hvem og
hvornår, samt igangsætte de relevante akutte tiltag.

En fast kontaktperson, gerne en socialrådgiver, som følger kvinden fra allerførste
samtale og hele vejen igennem kvindens forløb tilbage mod et ”almindeligt” liv, samt en fast
støtte- og kontaktperson, der arbejder tæt sammen med den faste socialrådgiver, og som
er den person, der hele vejen igennem hjælper med alt praktisk.

Psykologisk og terapeutisk hjælp til hele familien, tilpasset det individuelle behov, så
der hurtigst muligt kan blive arbejdet med nogle af de skader, som både mor og børn har
pådraget sig.

Økonomisk hjælp, så den voldsudsatte kvinde kan etablere sig på ny og skabe gode,
trygge og funktionelle rammer for børnene.

Gældssanering, som minimum i de tilfælde, hvor kvinden er uden skyld i/ ikke har kunnet
forhindre, at eksmanden har begået økonomisk kriminalitet også i hendes navn, så familien
kan påbegynde et nyt liv uden at være tynget af svære økonomiske byrder.

Sikkerhedsforanstaltninger, for at sikre den nødvendige tryghed i forhold til pludselig ”at
blive fundet” af den voldelige eksmand. Det kunne være i form af ny identitet, ny bopæl i en
anden by, overfaldsalarm, videokamera, bevogtning, personlig vagt ved møder i
statsforvaltning, retten, ophold i Safe Houses etc.
Side | 10

Netværk og job/uddannelse, så den voldsudsatte kvinde kan få andre mennesker at
spejle sig i, få sunde relationer og så hun ikke mindst kan komme i gang med at bygge sit
liv op på ny.
De interviewede børn giver i det store hele udtryk for samme behov, som kvinderne: nogen at tale
med, penge nok til at familien kan klare sig, hjælp til mor med den voldelige mand/far, hjælp til hele
familien.
I Aarhus – der er valgt som fokuskommune i denne rapport – findes allerede mange af de tilbud,
som kvinderne og børnene efterlyser. Aarhus Kommune har Koordinerende familierådgivere til
voldsudsatte kvinder og børn, et Rådgivningscenter, et Interventionscenter, et Krisecenter, ligesom
private tilbud som Mødrehjælpen, Joan-Søstrene, LOKK, SAM-skolen, Dialog mod vold, m.fl.
tilbyder hjælp.
Det kan imidlertid være en udfordring at organisere og finansiere tilbuddene, så de har den
fornødne sammenhæng og kvalitet, ikke mindst forstået som varighed og omfang af indsatsen
over for de voldsudsatte kvinder og børn, men også ekspertise og bemanding. Aarhus Kommune
har ansat to koordinerende familierådgivere til voldsudsatte kvinder og børn.
ET SOCIAL EXITPROGRAM
Det giver ikke organisatorisk mening at mobilisere en så specialiseret indsats, som en
helhedsorienteret hjælp til voldsudsatte kvinder og børn, i hver enkelt af landets 98 kommuner. Det
giver heller ikke mening, at den enkelte kommune skal udforme og gennemføre den nødvendige –
men i dag oftest uløste – opgave, at kommunikere effektivt ud til alle borgere og medarbejdere om,
hvad vold i relationer er, hvad det betyder, og hvordan voldsudsatte konkret kan hjælpes. Det giver
langt mere mening at etablere en national social exitenhed for voldsudsatte kvinder, som kan
forestå en national kommunikationsindsats, men som operationelt er forankret i tværkommunale
enheder, hvor det logisk bør være de største kommuner, der agerer regionale social exitcentre for
et antal omkringliggende kommuner.
De største kommuner har flest ressourcer, både økonomisk og fagligt, men de har også en
befolkningsstørrelse, som gør det naturligt geografisk at relokalisere stærkt voldsudsatte kvinder til
dem fra f.eks. et udkantsområde, så voldsudsatte kvinder kan finde anonymitet i mængden og ikke
behøver at frygte for at møde deres voldsudøver i den lokale nærbutik. De mindre kommuner vil
med en sådan model i en vis grad levere voldsudsatte kvinder til de større kommuner, som så igen
kan udveksle voldsudsatte kvinder med hinanden og mindre kommuner, alt efter det aktuelle
behov. Det økonomiske mellemværende kommunerne imellem kan og bør løses med en
kommunal udligningsordning, så økonomi ikke bliver begrænsende og styrende for indsatsen over
for de voldsudsatte kvinder. Ved at etablere et Social Exitprogram som en organisatorisk ramme
om indsatsen over for voldsudsatte kvinder samler man faglighed, viden og synlighed under én
tydelig overskrift. En sådan konstruktion har været løsningen i forbindelse med indsatsen over for
bandemedlemmer og prostituerede, der også lever et udsat liv, som nogle ønsker at forlade, men
ofte har vanskeligt ved at gøre uhjulpet. Også i forbindelse med prostituerede og
bandemedlemmer viste det sig fordelagtigt at konceptualisere og synliggøre indsatsen, og
orkestrere det samspil og samarbejde mellem de mange myndigheder, der nødvendigvis må
Side | 11
involveres i en exit-indsats. Sådan bør også vold i nære relationer håndteres. Ikke mindst de
voldsudsatte kvinder selv efterlyser netop det.
Operationaliseringen af et Social Exitprogram vil gøre det tydeligt for alle involverede aktører,
hvordan indsatsen og dens elementer virker, hvordan samarbejdet mellem myndighederne
indbyrdes og andre aktører håndteres hensigtsmæssigt, hvilket i sig selv har en læringseffekt. Det
er en tilbagevendende udfordring i indsatsen over for voldsudsatte borgere, at der mangler klare
og tydelige retningslinjer for, hvordan samarbejdet om indsatsen skal fungere – f.eks. mellem de
sociale myndigheder, politi og Statsforvaltningen i tilfælde af sager med adressespærring, hvor der
er børn og dermed samværsret involveret.
Det vil være muligt for myndighederne at anvende elementer af programmet i sager, hvor kvinden
er knap så voldsudsat, at hun har behov for at gennemgå et exitprogram, som i sig selv er
krævende og belastende for enhver. Hvor grænsen konkret skal gå, må bero på en professionel
vurdering af de fagmedarbejdere, der bliver ansat på programmerne, og de visitationsenheder med
fageksperter, der bliver tilknyttet programmet. Det væsentlige styrende princip for en indsats må
under alle omstændigheder være, hvor voldsudsat kvinden er – uanset, om hun er mor eller ej,
eller befinder sig på et krisecenter eller ej.
Et Social Exitprogram kan med fordel opdeles i tre hovedfaser med 1. en akut indsats og hjælp, 2.
et rehabiliterende forløb og 3. en afsluttende udslusningsfase. Forud ligger en præfase, hvor
kvinden bliver visiteret til programmet. Se Fig.1.
Fase 1 - Afklaring
og planlægning,
varighed 1-3
måneder
Fase 2 - Udførelse
og afprøvning,
varighed 6-18
måneder
Fase 3 Afslutning
og opfølgning,
varighed 6-12
måneder
•Tildeling af ICM-medarbejder og akutbolig
•Afdækning af mors og barns behov - støtte til kortsigtet hjælp igangsættes omgående
•Langsigtet plan lægges, og der afholdes koordineringsmøde, som markerer overgang til fase 2
•Langsigtet plan træder i kraft: Ny bolig, rådgivning, psykologstøtte, beskyttelse, identitet
•Afprøvning og evt. justering af den langsigtede plan
•Koordineringsmøde for planlægning af fase 3
•Udfasning af sociale exitprogram pågyndendes
•Fremtidig støtte- og opfølgningsbehov afdækkes
•Overdragelse af koordineringsansvar til kvinden selv samt lokalt socialt netværk og støtteordninger
•Sidste og afsluttende koordinerings- og evalueringsmøde
Fig.1
Den organisatoriske forankring af Social Exitprogrammet kan hente inspiration i modellen for de
fem fælleskommunale Børnehuse, der blev etableret i hver region i forbindelse med
Overgrebspakken i 2013. Disse Børnehuse sikrer en koordineret indsats for børn, der vurderes at
have været udsat for vold eller seksuelle overgreb, når mindst to forskellige myndigheder er
Side | 12
involveret. Man kan forestille sig, at der på samme vis etableres ”Voksenhuse” for voldsudsatte
borgere, hvor eventuelle afhøringer, behandling og planlægning af det videre forløb udmøntes.
Disse skulle på samme vis referere til den nationale exit-enhed.
De enkelte faser og elementer af Social Exitprogrammet bliver gennemgået i kapitel 7.
GENERELLE ANBEFALINGER
En etablering af et Social Exitprogram bør ikke stå alene. Der er behov for en række supplerende
initiativer, der både kan forebygge vold i nære forhold og hjælpe voldsudsatte kvinder og børn,
som ikke befinder sig i en så ekstrem situation, at det er nødvendigt at gennemgå et exitprogram.
Følgende er en række anbefalinger:
Forebyggelse
Målet må være at spotte voldsudsatte familier tidligt, nærmest inden, at det går galt. Der er ofte
tidlige indikatorer, som gør det muligt at reagere proaktivt og forebyggende – som for eksempel,
når der er rusmiddelmisbrug i hjemmet, når gælden bliver uoverskuelig, når kroppen svigter, når
der sker psykiske sammenbrud, og når jobbet mistes. Den type faresignaler kan systematiseres og
fungere som et early warning system, der muliggør forebyggelse og tidlig indgriben. Stærkere
forebyggelse fører til færre familier, der udvikler sig socialt negativt, og i det lange løb være en
samfundsøkonomisk gevinst.
Oplysning om vold og støttemuligheder
Det er afgørende, at de voldsudsatte kvinder og børn ved, hvad det vil sige at være voldsudsat, og
hvilke muligheder de har for hjælp. Ofte ved kvinderne ikke, om de er voldsudsatte nok til at få
hjælp, hvor de henvender sig for at få hjælp, og hvilke muligheder de har. Dette gælder også en
del fagpersoner hos myndighederne. Der er med andre ord et betydeligt vidensunderskud, uanset
hidtidige oplysningskampagner. Derfor er det en anbefaling med en forstærket og løbende
oplysningskampagne til både voldsudsatte, pårørende og fagpersoner.
Længere forløb og en helhedsorienteret indsats
Erfaringerne fra Hjemløsestrategien, Bande-Exit og Exit Prostitution, samt fra erfaringer fra
krisecentrene og de eksisterende tilbud, viser, at den tidsmæssige længde af de nuværende
indsatser ofte anses som for korte. Hjælpen forsvinder før skaden er helet. Derfor er det en
anbefaling, at støtteforløb generelt fastsættes individuelt og i samarbejde med den enkelte kvinde
med mulighed for passende efterværn.
Mere kapacitet på krisecentrene
Krisecentrene har traditionelt været kvindernes hyppigste indgang til hjælp. I dag er der for få
pladser på krisecentrene på landsplan, hvilket giver ventelister. Det er problematisk, når en
voldsudsat kvinde står med akut behov for hjælp. Desuden er der elementer af støtte, der kun kan
initieres, når kvinden har været på et krisecenter.
Side | 13
Etablering af sociale netværk
Sociale netværk af frivillige kan understøtte voldsudsatte kvinder og deres børn, især i den ofte
ensomme og vanskelige overgang fra stabilisering til et nyt og selvstændigt liv. Det er derfor
en anbefaling, at myndighederne understøtter etablering af kontinuerlige lokale netværk af frivillige,
og sikrer en koordinerende indsats og et overblik, således at familien selv eller
myndighedspersoner kan henvende sig og samle et netværk omkring en bestemt familie. Det er
samtidig en anbefaling at organisere en frivilligindsats, der mobiliserer tidligere voldsudsatte
kvinder til at hjælpe nuværende voldsudsatte kvinder.
Anvendelse af adressespærrer og nyt CPR-nummer
Når der ingen realistisk mulighed er for, at en kvinde kan etablere sig et andet sted i landet uden
alvorlig risiko for grov vold og dødstrusler fra en voldelig partner, skal det være muligt at anvende
et nyt CPR-nummer eller adressespærrer, som det bliver praktiseret i Norge. Folketinget er ved at
behandle et lovforslag, der gør det muligt også i Danmark at anvende adressespærrer. Hidtil har
der været mulighed for at få hemmelig adresse. Man har desværre af og til set, at kommunale
medarbejdere har udleveret adressen til voldsmanden, så nu skal det ikke være muligt for alle
medarbejdere at slå adressen op på den voldsudsatte. Dog vil det fremgå, i hvilken kommune
borgeren bor, hvilket ikke er anbefalelsesværdigt. Det bør heller ikke være politiet alene, der afgør,
om en borger har behov for adressespærrer. Afgørelsen bør inddrage faggrupper med
specialistviden om det at være voldsudsat. Det er også en anbefaling, at voldsudsatte og
livstruede kvinder i Danmark har mulighed for at få et nyt CPR-nummer, som i Norge. Når man er
transkønnet, kan man skifte CPR-nr. Når man er livstruet kan man ikke.
Målbare indsatser for reduktion af vold mod kvinder
Det anbefales, at man på kommunalt plan vedtager et politisk mål for nedbringelse af antallet af
voldsudsatte kvinder. Det kan ske med inspiration i regeringens sociale 2020-mål, men bør være
mere ambitiøst, og omfatte alle voldsudsatte kvinder, og ikke blot de, der vælger at henvende sig
til et krisecenter. Disse mål bør udmøntes i et eksplicit defineret serviceniveau for borgerne.
Desuden anbefales det, at kommunerne beregner den samfundsøkonomiske konsekvens af, at
man ikke har fået bugt med voldsudfordringen.
Side | 14
Alle mennesker skal have mulighed for et liv fri for vold.
Indsats mod vold og nære relationer i familien
National handlingsplan, Regeringen, 2014
1. VOLDSUDSATTE KVINDER
Hvad har vi med at gøre?
Vold i nære relationer er et alvorligt
socialt problem. Vold har vidtrækkende
konsekvenser for de voksne, der
udsættes for vold, men i høj grad også
for de børn, der vokser op i en familie
præget af vold.
Hvert år udsættes omkring 29.000
kvinder for fysisk vold fra en tidligere
eller nuværende partner. Det svarer løst
regnet til ca. 220 kvinder i en kommune
af gennemsnitsstørrelse med ca. 43.000
indbyggere.
Omkring 28-33.000 børn under 15 år
overværer eller overhører årligt vold
mod deres mor.1 Disse børn har en øget
risiko for at pådrage sig såvel fysiske
som psykiske skader, der forringer
deres trivsel i opvæksten og muligheder
for et godt voksenliv. De risikerer også
at tage et mønster som voldsudøver
og/eller voldsudsat med ind i deres
relationer i voksenlivet.
Definition af vold i nære relationer
Vold i nære relationer omfatter fysisk og psykisk vold mellem
familiemedlemmer, herunder mellem partnere og ekspartnere
og mellem forældre og deres børn.
Socialstyrelsen arbejder med følgende definition af vold i nære
relationer:
”Vold er en handling eller trussel, der – uanset formålet – er
egnet til eller krænker en anden persons integritet, eller som
skræmmer, smerter eller skader personen – uanset om
personen er et barn eller en voksen. Volden kan have samme
effekt på andre personer, der overværer eller overhører
handlingen. Volden kan være en bevidst handling eller en
handling, der sker i affekt. Handlingen overskrider endvidere
samfundets love og normer.”
Socialstyrelsens definition adskiller sig i sin detaljeringsgrad
væsentligt fra for eksempel Europa-rådets definition af
“domestic violence”, hvis definition alene bygger på voldens
former (defineret som fysisk, seksuel, psykisk og økonomisk
vold) og dens aktører.
Kilde: Stenager og Stevenson (2013): ”Voksne, som lever med
vold i nære relationer – Sociale indsatser, der virker”,
Socialstyrelsen.
Mange voldsudsatte kvinder kommer
aldrig i kontakt med myndighederne eller støtteorganisationer omkring deres voldsproblemer. De
klarer situationen selv eller lever med volden. Kun knap 3.000 melder årligt volden til politiet eller
bliver behandlet på et sygehus.2 Langt flere, omkring 15.000, kontakter et af landets 36
krisecentre. Af dem søger omkring 2.000 hvert år ind på et krisecenter. Deres børn har tilsvarende
1
Helweg-Larsen K. (2012): Vold i nære relationer. Omfanget, karakteren og udviklingen samt indsatsen mod partnervold
blandt kvinder og mænd – 2010. Statens Institut for Folkesundhed
2
Statens Institut for Folkesundhed, 2007
Side | 15
knap 2.000 årlige besøg på centrene. Der er ikke tale om unikke ophold, da nogle kvinder og børn
har flere tilbagevendende ophold på krisecentrene.3
Omfang af og udvikling i fysisk partnervold mod kvinder
Fysisk vold i nære relationer omfatter mildere former for vold, såsom rusk, riv, slag med flad hånd. Grovere
former for vold er spark, knytnæveslag, kast mod genstande, angreb med våben og forsøg på kværkning. Ved
partnervold er de mildere former for fysisk vold hyppigere end de grovere former. 1,3 % af kvinder mellem 16-74
år blev i 2010 udsat for fysisk partnervold i Danmark. Tallet for kvinder kun med dansk statsborgerskab er på 1,4
% i 2010, og i 2005 var dette tal på 1,7 %, hvilket vil sige, at der er sket et fald. Partnervold forekommer hyppigst
blandt kvinder over 30 år.
Kigger man på kærestevold, er det i 2011 opgjort til, at 3,2 % piger/kvinder i alderen 16-24 år udsættes for vold af
kæresten, hvilket svarer til ca. 9.500 personer. Tallet var i 2007 på 4,7 %, hvilket vil sige, at der her er et fald, da
tallet omfatter ca. 13.000 personer.
Omfanget af fysisk partnervold blandt 16-74-årige kvinder med dansk statsborgerskab skønnes faldet fra ca.
42.000 i 2000 til ca. 33.000 i 2005 og til ca. 29.000 i 2010.
I 2010 skønnes, at 10.000 ud af de 29.000 kvinder, blev udsat for gentagen og grovere former for vold.
Ifølge politiets registre, er der i 11 % af de 4.500 årligt anmeldte sager, dvs. ca. 450 sager, tale om, at kvinden bor
eller har boet med voldsudøveren. Til sammenligning hermed anmeldes der årligt ca. 7000 sager om vold mod
mænd, hvoraf kun 1 % af sagerne er tilfælde, hvor manden bor eller har boet med voldsudøveren.
Ca. 2000 kvinder om året, hvis sag om fysisk partnervold er anmeldt, ender på skadestuen pga. volden, mens
tallet for mændenes vedkommende er på 200.
Kilde: Helweg-Larsen et al (2012): Vold i nære relationer. Omfanget, karakteren og udviklingen samt indsatsen
mod partnervold blandt kvinder og mænd – 2010. Statens Institut for Folkesundhed.
Helweg-Larsen et al (2012): Kærestevold i Danmark. En undersøgelse af omfang, karakter og konsekvenser af
volden blandt unge og udviklingen 2007-2011. Statens Institut for Folkesundhed.
Helweg-Larsen et al (2007): Mænds vold mod kvinder – omfang og karakter og indsats mod vold”. Statens Institut
for Folkesundhed.
Ud over de menneskelige omkostninger har volden også økonomiske følger. Skønsmæssigt koster
vold mod kvinder årligt det danske samfund ca. 500 mio. kr. Heraf skønnes de årlige udgifter
relateret til partnervold mod kvinder at udgøre mindst 280 mio. kr.4
Disse tal er dog meget konservative, da de kun reflekterer direkte registrerbare omkostninger i
form af myndighedernes sagsbehandling og rapporteret tab af arbejdstid. Vold kan også medføre
lange sygdomsforløb med indlæggelser, tabt arbejdsevne og anbringelser af børnene i de tilfælde,
hvor hele familien går i stykker og falder fra hinanden, samt børnenes senfølger i voksenlivet med
de begrænsninger i arbejdsevne og omkostninger i form af behov for støtte og andet, det fører
3
Barlach L. & Stenager K. (2012): LOKK Årsstatistik 2011: Kvinder og børn på krisecenter. Socialstyrelsen.
Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet og Rockwool Fonden (2010): Voldens pris. Samfundsmæssige
omkostninger ved vold mod kvinder. Datakilderne, der indgår i undersøgelsen, gør det ikke muligt klart at afgrænse vold i
nære relationer, partnervolden, fra anden vold mod kvinder.
4
Side | 16
med sig. De omkostninger er ikke beregnet. De reelle samlede omkostninger af vold skal givet
tælles i milliarder – et regnestykke, som med fordel kan beregnes, så omkostningen står klart.
Den klart mest alvorlige konsekvens af vold er imidlertid tab af liv. I 2010 døde 20 kvinder som
følge af drab eller overfald. Igen er statistikken usikker – det er ikke altid klart, om et dødsfald er et
resultat af vold i hjemmet. I januar 2015 kortlagde Ekstra Bladet antallet af drab på kvinder fra
2005 til og med 2014.5 Kortlægningen viste, at 87 kvinder var blevet dræbt af deres tidligere eller
daværende partner – halvdelen i forlængelse af en skilsmisse eller samværsophør. Vold med død
til følge kan skyldes affekt i øjeblikket, men avisen konkluderede på undersøgelsen: ”Den største
indikator på, at forholdet kan ende gruelig galt, er, hvis forholdet i forvejen er præget af vold. Det er
tilfældet i mindst 36 sager ud af de 87 drab.”
Vold i nære relationer kan med andre ord have døden til følge.
1.1 SOCIAL SLAGSIDE
Hvad er vold?
Der findes flere former for vold. Fysisk vold, seksuel vold, psykisk vold, materiel ødelæggelse og økonomisk vold.
Ofte eskalerer volden og ender i det, der populært kaldes voldsspiralen.
Den fysiske vold, er den vold som opfattes som den ”rigtige vold”. Der, hvor man kan se de blå mærker og den,
der forårsager umiddelbar fysisk smerte. Det kan være slag, skub, spark, blive kastet ind i en væg eller ned at
trappen, kvælningsforsøg, knivstik eller vold med våben. Den fysiske vold kan have døden til følge.
Den seksuelle vold er at være tvunget til en seksuel handling, som kvinden ikke ønsker eller ikke har lyst til. Der
kan være tale om voldtægt, eller andre seksuelle handlinger såsom at blive tvunget til at skulle sove med
partnerens venner, eller det kan være tvungen til prostitution.
Den psykiske vold er mest udbredt. Den psykiske vold handler om kontrol og isolation. Den psykiske vold er ikke
altid umiddelbar synlig for en udenforstående. Den handler om direkte eller indirekte trusler eller at nedgøre
eller ydmyge kvinden - ofte i andres påhør. Der er aldrig fysisk vold uden der er psykisk vold.
Den økonomiske vold vil sige at være nægtet adgang til penge, at skulle aflevere de penge hun selv tjener, at
tigge og bede om penge til mad og lommepenge. Men det kan også handle om, at voldsudøveren sørger for at
sætte den voldsudsatte i gæld.
Den materielle vold betyder, at partneren ødelægger ting f.eks. indbo og personlige ejendele. Det er her vigtigt at
bemærke, at volden har en hensigt og er velovervejet. Voldsudøveren ødelægger sjældent sine egne ting.
Mange voldsudsatte bliver udsat for flere former for vold samtidig.
Kilde: LOKK
5
Tallet kan være højere, da det i 17 sager har været umulig at identificere, hvad der gik galt. Kilder:
http://ekstrabladet.dk/ekstra/ekstra-krimi/derfor-draeber-maend-kvinder-hun-er-min-kun-min/5364170
http://ekstrabladet.dk/ekstra/ekstra-krimi/krimiarkivet-89-kvinder-draebt-af-deres-maend/5362225
http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/eksplosion-i-sager-om-aereskonflikter/5416937
Side | 17
Der er forskel på, hvilke kvinder – og børn, hvis det er mødre – der oplever vold. Statistikken viser,
at volden har en betydelig social slagside på trods af, at vold forekommer i alle sociale lag,
aldersgrupper og etniciteter. Følgende gælder for vold mod kvinder:6

Unge kvinder (16-19-årige) har ca. 6 gange større risiko for vold end midaldrende kvinder
(45-66-årige).

Kvinder med lang uddannelse har lavere risiko for vold end kvinder med kort og
mellemlang uddannelse.

Enlige kvinder har ca. 3 gange større risiko for nogen form for fysisk vold end gifte kvinder.

Samlevende kvinder har ca. 4 gange større risiko for grov vold end gifte kvinder.
Overordnet set varierer altså risikoen for at blive udsat for fysisk vold med alder,
uddannelseslængde, civilstand og social status.
Samtidig fortæller kvinder udsat for vold oftere end ikke-voldsudsatte kvinder om, at de oplever
følgende:

Manglende indflydelse på jobbet

Langvarige ægteskabelige problemer

barndomsproblemer

psykiske problemer

tidligere selvmordsforsøg
Der er altså tilsyneladende en sammenhæng mellem kvinders psykiske stabilitet og deres
udsathed for vold. Statistikken fortæller ikke, hvad der er årsag og virkning, men der er tydeligvis
en kobling mellem psykisk sårbarhed og vold.
Vold har også betydning for kvindernes beskæftigelse og dermed muligheder for et økonomisk
selvstændigt liv. Ifølge en nyere norsk undersøgelse, udarbejdet af ”Institutt for Sosialfag og
Vernepleie” på Bergen University College, gælder det, at ”kun 42 procent af de voldsramte kvinder
er i arbejde, mens det normalt er mere end 70 procent for kvinder i samme aldersgruppe”.7
Forklaringen er ifølge professor Kjersti Alsaker, at volden hjemme gør, at kvinderne har svært ved
at holde jobbet og koncentrere sig, fordi kvinden bl.a. føler skam og mister troen på sig selv, og
dermed troen på, at hun vil kunne klare sig selv, hvis hun brød ud af det voldelige forhold.
6
”Mænds vold mod kvinder – omfang og karakter og indsats mod vold”, Minister for ligestilling, Institut for folkesundhed,
Redigeret af Karin Helweg-Larsen og Marie Louise Frederiksen, 2007
7
http://www.fagbladet3f.dk/nyheder/d0ebd5621e234be7b807cde8a78622b2-20141228-voldsramte-kvinder-mister-jobbet
Side | 18
I en dansk undersøgelse fra 2009 af kvinder på krisecentre fremgik det tilsvarende, at ”kun 20-25
pct. af beboerne er i arbejde. Til sammenligning har 71 pct. af den kvindelige befolkning som
helhed lønarbejde. Tallene indikerer, at der kan være en sammenhæng imellem partnervold og
marginalisering på arbejdsmarkedet.”8
Ifølge undersøgelsen viser en spørgeskemaundersøgelse blandt voldsudsatte kvinder da også, at
77 pct., som har haft et arbejde indenfor de seneste tre år, har oplevet, at voldsudøver i et eller
flere tilfælde har udstrakt chikanen/volden til også at omfatte deres arbejdssituation. Det ses blandt
andet ved at:

35% af kvinderne har været udsat for, at voldsudøver nedgør deres arbejde.

57% af kvinderne har været udsat for, at voldsudøver er jaloux på deres kollegaer.

30% af kvinderne har været udsat for, at de skal aflevere deres løn til voldsudøver.

31% af kvinderne har været udsat for, at voldsudøver ikke tager sig af børn, eller der kan
være risiko for at børnene lider overlast, mens kvinderne er på arbejde.

38% af kvinderne har været udsat for, at voldsudøver direkte chikanerer eller er voldelige
mod dem, når de er på arbejde f.eks. via trusler over telefonen, ved personligt fremmøde
og/eller ved ravage på arbejdspladsen.
Et job kan være med til at få kvinderne ud af volden, da det ud over at styrke selvtillid og troen på
at kunne forsørge sig selv også giver dem et netværk af voksne og adgang til støtte til en vej ud af
volden. Omvendt kan manglen på et job, som kvinderne kan blive chikanerede til at miste,
medvirke til at fastholde kvinder i en voldsrelation.
1.2 GROV VOLD
Der er forskel på grovheden af vold. Mens knap 4% af alle kvinder melder om at have oplevet vold,
så angiver knap halvdelen – 1,6% – at have været udsat for grov fysisk vold, som er defineret ved
at medføre alvorlig legemsbeskadigelse. For de kvinder gælder følgende:9

Alder. Der er en signifikant højere risiko for udsættelse for grov fysisk vold i den yngste
aldersgruppe i forhold til i de øvrige aldersgrupper.

Uddannelse. Kvinder med kun ti års skolegang rapporterer om hyppigere voldsudsættelse,
end kvinder med kortere og længere uddannelse.

Socioøkonomisk status. Der er ingen signifikante socioøkonomiske forskelle i risikoen for
udsættelse for grov vold.
8
”Voldsramte kvinders arbejdsliv - En undersøgelse af sammenhængen mellem partnervold og marginalisering på
arbejdsmarkedet”, Socialstyrelsen, 2009
9
”Mænds vold mod kvinder – omfang og karakter og indsats mod vold”, Minister for ligestilling, Institut for folkesundhed,
Redigeret af Karin Helweg-Larsen og Marie Louise Frederiksen, 2007
Side | 19

Samlivsstatus. Samlevende og enlige kvinder har henholdsvis 3,9 og 2,8 gange større
risiko for at blive udsat for grov vold, end gifte kvinder.

Regioner. Kvinder i Region Nordjylland oplever hyppigere end i de øvrige regioner grov
vold: 3,0% mod 1,0% i Region Hovedstaden.
Unge kvinder uden erhvervskvalificerende uddannelse i udkantsområder er med andre ord udsat
for væsentligt mere grov vold, end andre kvinder.
1.3 INDSATSER MOD VOLD
Vold mod kvinder er på ingen måde et nyt
fænomen. Tværtimod. For få generationer
siden havde manden revselsesret over for
kvinden.
Det gælder stadig i dag i mange samfund
verden over. I Danmark og andre vestlige
samfund er der gjort op med den tilstand.
Kvinderne er blevet ligestillet og garanteret
samme rettigheder som mændene. Det har
imidlertid ikke elimineret vold i nære
relationer, hvor det i langt de fleste tilfælde
fortsat er manden, der udøver vold mod
kvinden, selv om der i de senere år er en
tendens til, at også flere mænd oplever at
blive voldsudsatte.
For at komme vold mod kvinder til livs har
der længe, over skiftende regeringer, været
politisk fokus på problemet, hvilket også
afspejler sig i lovgivningen, hvor §109 i ”Lov
om social service” danner grundlaget for
indsatsen for vold mod kvinder (se
tekstboks).
I det seneste årti er det politiske fokus på
voldsudsatte kvinder blevet skærpet. Det
skyldes ikke mindst en større erkendelse af
og bevidsthed om, at når kvinden har børn,
så har volden også konsekvenser for
børnene og deres livsmuligheder. Vold
bidrager til en negativ social arv. Børns ret
til et liv i trivsel er blevet lovgivningsmæssigt
Lov om social service
§ 109. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt
ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for
vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til
familie- eller samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget
af børn, og de modtager under opholdet omsorg og
støtte.
Stk. 2. Optagelse i boformen kan ske anonymt ved egen
henvendelse eller ved henvisning fra offentlige
myndigheder.
Stk. 3. Lederen træffer afgørelse om optagelse.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde støtte og
vejledning fra en familierådgiver til kvinder med børn på
boformer efter denne bestemmelse. Rådgivningen gives i
forhold til bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole,
daginstitutioner, sundhedsvæsen m.v. og skal understøtte
de enkelte dele i kommunalbestyrelsens øvrige tilbud.
Rådgivningen iværksættes, når forberedelsen til
udflytning fra boformen påbegyndes, og indtil kvinden og
børnene er etableret i egen bolig.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde
psykologbehandling til alle børn, som ledsager moderen
under dennes ophold i boformer efter denne
bestemmelse. Behandling skal have et omfang på mindst
fire timer og op til ti timer afhængigt af barnets behov.
Behandlingen skal udføres af en autoriseret psykolog.
Pligten til at tilbyde psykologbehandling gælder uanset
opholdets varighed. Tilbuddet skal iværksættes under
selve opholdet eller i umiddelbar forlængelse heraf.
Side | 20
skærpet, hvor især myndighedspersoner
har fået en skærpet underretningspligt og
handlepligt.
Mange børn i voldsudsatte familier melder
om mistrivsel. Således er det tabu, som
tidligere har omgærdet vold, under opbrud;
at samlivet og dens form mellem to parter
hører hjemme i privatsfæren, som netop er
privat. Børnene har ikke de samme
handlemuligheder, som de voksne, og
samfundet har da også en voksende
forståelse af dets både ret og pligt til at
gribe ind, når der er vold i nære relationer.
Således har vi også set et voksende antal
underretninger på baggrund af
bekymringer for børns trivsel landet over.
Regeringens handlingsplan mod vold
Den ændrede holdning har affødt en lang
række handlingsplaner til en intensiveret
indsats mod vold mod kvinder, både for at
forebygge, at volden opstår, og for at
mildne følgevirkningerne af vold for ofrene.
Dette gælder i øvrigt ikke kun i Danmark.
Vold mod kvinder er et internationalt
fænomen, og er blandt andet også
genstand for en styrket indsats på
europæisk plan i regi af EU, ligesom
Danmark i 2014 tilsluttede sig Europa
Rådets Istanbulkonvention, der forpligter
staterne til en styrket indsats mod alle
former for vold mod kvinder.10
• Der udvikles viden om mænds behov og situation, så
indsatsen til dem kan styrkes.
• Der udvikles ideer til løsninger vedrørende rådgivning,
information og konkret støtte til voldsudsatte mænd.
Den første danske nationale handlingsplan
til bekæmpelse af vold mod kvinder fra
2002 var først og fremmest rettet mod
partnervold, herunder fysiske, seksuelle og
psykiske overgreb, der oftest foregår i
kvindens eget hjem. Tilsyneladende har
indsatserne haft en effekt. Inden for de
seneste 5-10 år er omfanget af partnervold
i Danmark faldet blandt kvinder. Der er
dog ikke tale om statistisk sikre
tendenser.11
Regeringen Thornig-Schmidt fremlagde i 2014 en ny
handleplan i bekæmpelsen af vold. Hovedpunkterne er
følgende:
1.Styrket håndtering og opbygning af viden om
forskellige voldsformer i familien og i nære relationer
• Der udvikles og gennemføres pilotforsøg, der skal
understøtte, at aktørerne på området arbejder
omkostnings effektivt med målrettede tilbud, relevant
rådgivning og støtte til forskellige målgrupper.
• Der etableres målrettede konkrete tilbud om rådgivning,
information og støtte til udsatte for forskellige former for
vold.
2. Styrket indsats og mere viden om voldsudsatte mænd
3. Tidlig indsats i relation til unge, der udsættes for
kærestevold
• Der gennemføres konkrete informationsindsatser for
unge om konsekvenserne af kærestevold.
• Der udvikles og afprøves rådgivning, støtte og
behandling målrettet unge udsat for kærestevold.
4. Øget debat og viden om følgerne af vold i nære
relationer
• Der indsamles viden og informationer om omfang og
karakter af forskellige former for vold i familien.
• Der formidles viden om vold til befolkningen for at
bidrage til øget respekt og ligestilling.
• Der formidles information til voldsudsatte og fagfolk for
at øge deres viden om voldens konsekvenser og voldens
signaler, samt om hvilke muligheder, der er for at få støtte
og hjælp.
Kilde: ”Indsats mod vold og nære relationer i familien –
National handlingsplan”, Regeringen, 2014
10
http://www.coe.int/t/dghl/standardsetting/convention-violence/convention/Convention%20210%20English.pdf
Helweg-Larsen K. (2012): Vold i nære relationer. Omfanget, karakteren og udviklingen samt indsatsen mod
partnervold blandt kvinder og mænd – 2010. Statens Institut for Folkesundhed
11
Side | 21
Indsatserne til trods, er der stadig mange kvinder, der årligt udsættes for fysisk vold og seksuelle
overgreb, og som lever i frygt for volden. For mange, ifølge den nuværende Thorning-Schmidtregering, som derfor i 2014 lancerede en voldshandlingsplan – ”Indsats mod vold og nære
relationer i familien – National handlingsplan” - som netop sigter mod at nedbringe vold mod
kvinder.12
Planen blev lanceret i fællesskab af Manu Sareen, Minister for Børn, Ligestilling, Integration og
Sociale Forhold, Nick Hækkerup, Minister for Sundhed og Forebyggelse, Karen Hækkerup,
Justitsminister, og Christine Antorini, Undervisningsminister.
Den nationale handlingsplan kom i kølvandet på regeringens sociale 2020-mål fra 2013, hvor et af
målene netop var at nedbringe vold mod kvinder. Målet blev formuleret som en ambition om, at
andelen af kvinder, der har mere end ét ophold på et kvindekrisecenter i deres liv, skal reduceres
med mindst 30% frem mod 2020.13
Regeringens sociale 2020-mål, når det kommer til vold mod kvinder, lyder sådan: ”Andelen af
kvinder på kvindekrisecentre, der har behov for mere end ét ophold, reduceres med mindst 30%.
Det svarer til en andel på højst 25%”.
Her skal det bemærkes, at når kvinder søger hjælp på et krisecenter, bliver de spurgt, om de før
har haft ophold på et krisecenter. Men de behøver ikke at svare. For dem, der har ønsket at svare,
var andelen i 2011 på 36%. Det er på den baggrund, regeringen har sat målet om 25%. Der er
imidlertid ingen mål for de 93% af de voldsudsatte kvinder, der ikke opsøger et krisecenter. Der er
som nævnt omkring 29.000 kvinder, der har oplevet vold inden for det seneste år, mens der er
omkring 2.000 kvinder, der hvert år søger om optagelse på et krisecenter.
Andelen af kvinder med ophold på et kvindekrisecenter, der har haft mere end ét
ophold i deres liv (%)
Andel af kvinder med mere end ét ophold
2011
36
2012
36
2013
35
Mål i 2020
Højst 25
Regeringen ønsker med den nationale handlingsplan, at myndighederne – dvs. kommunerne – i
højere grad sikrer, at kvinder, som oplever et akut behov for ophold på et kvindekrisecenter, får
den nødvendige hjælp og støtte til at skabe sig en tilværelse uden vold for dem selv og deres børn.
I praksis vil dette sige en sammenhængende og rehabiliterende effektiv social indsats.
Modellen for indsatserne mod vold i familien og i nære relationer inddeles grundlæggende i tre
faser:
1. Opsporing og forebyggelse
2. Behandling, støtte og omsorg til den voldsudsatte, samt behandling af voldsudøveren
3. Efterværn/udslusning
12
13
”Indsats mod vold og nære relationer i familien – National handlingsplan”, Regeringen, 2014.
”Alle skal med – målsætninger for de mest udsatte frem mod 2020”, Regeringen, 2013.
Side | 22
Regeringen afsatte i 2013 en række satspuljemidler til initiativer, som f.eks. etablering af
interventionscentre og psykologbistand til voldsudsatte kvinder, mens Rigspolitiet, der har det
overordnede ansvar for den politimæssige indsats til forebyggelse og bekæmpelse af vold i
familien og i nære relationer, har etableret et Nationalt Forebyggelsescenter, som har til formål at
sætte retning for, koordinere og understøtte politikredsenes kriminalpræventive arbejde, herunder
forebyggelse af vold i nære relationer. Politielever på den nye grunduddannelse på Politiskolen
undervises i emnet ”Vold mod kvinder” som et selvstændigt tema på uddannelsens
forebyggelsesmodul.
Når der igen og igen er behov for at
styrke indsatsen for at hjælpe
voldsudsatte kvinder og deres børn, er
det selvfølgelig et signal om, at den
hidtidige indsats og praksis ikke har
fungeret tilfredsstillende. Det vidner det
vedvarede høje antal voldsudsatte
kvinder også vidner om – om end
tallene er svagt faldende. For eksempel
vedtog den daværende regering i 2008,
at kommuner med krisecentre skal
tilbyde voldsudsatte kvinder med børn
på krisecentre familierådgivning.
Familierådgiverne skulle først og
fremmest have en koordinerende
funktion mellem kommunens forskellige
afdelinger, der gav borgerne råd om og
hjælp til flytning, jobsøgning, økonomi
og børnenes skolegang i op til et halvt
år efter udflytningen fra krisecentret.
Året efter, i 2009, udgav
Socialstyrelsen rapporten
”Hjælpesystemer for kvinder som er
udsat for partnervold”, der var en
praktisk manual i, hvordan
kommunerne trin for trin kan hjælpe
kvinder fra et liv i vold til stabilisering.
Sociale handleplaner ifølge serviceloven
§ 141. Når der ydes hjælp til personer under 65 år, efter afsnit
V, skal kommunal-bestyrelsen som led i indsatsen skønne, om
det er hensigtsmæssigt at tilbyde at udarbejde en handleplan
for indsatsen, jf. dog stk. 2. Ved denne vurdering skal der
tages hensyn til borgerens ønske om en handleplan samt
karakteren og omfanget af indsatsen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde at udarbejde en
handleplan, når hjælpen ydes til:
1. personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller
2. personer med alvorlige sociale problemer, der ikke
eller kun med betydelig støtte kan opholde sig i egen
bolig, eller som i øvrigt har behov for betydelig støtte
for at forbedre de personlige udviklingsmuligheder.
Stk. 3. Handleplanen skal angive:
1. formålet med indsatsen,
2. hvilken indsats der er nødvendig for at opnå
formålet,
3. den forventede varighed af indsatsen og
4. andre særlige forhold vedrørende boform,
beskæftigelse, personlig hjælp, behandling,
hjælpemidler m.v.
Stk. 4. Handleplanen bør udarbejdes ud fra borgerens
forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.
I 2010 undersøgte SFI efterværnet for
voldsudsatte kvinder, hvor instituttet afdækkede krisecentrenes hjælp og støtte til kvinderne, når
de flyttede fra centrene. Konklusionen var, at hjælpen var utilstrækkelig, og anbefalingerne gik bl.a.
på, at der var behov for ekstra psykologhjælp, hjælp til bolig og etablering, hæfte med gode råd til,
hvordan man kontakter relevante myndigheder, herunder søge om en bisidder og koordinator.
Side | 23
Men da Dagbladet Information medio 2014 kontaktede landets krisecentre og spurgte til
efterværnet, meldte 31 ud af 36 krisecentre, at kommunerne fortsat ikke lever op til loven om at
tilbyde kvinder med børn den nødvendige familierådgivning.14
Nogle kommuner efterlever dog lovgivningen. Aarhus Kommune har for eksempel allokeret to
koordinerende familierådgivere til de voldsudsatte kvinder siden 2009.
Når de seneste mange års indsatser ikke i tilstrækkelig grad lader til at løse de udfordringer,
problemer og behov, som de voldsudsatte kvinder oplever, hænger det i høj grad sammen med
praksis på området, som længe har været skruet sådan sammen, at det primært anses at være
kvindens eget ansvar at løse sit problem og aktivt søge hjælp – et ansvar, hun imidlertid ofte har
vanskeligheder ved at løfte alene. Denne praksis skal ses i lyset af, at serviceloven i §141
forpligter kommuner til at udarbejde handleplaner for borgere med alvorlige sociale problemer.
Men fortolkningen af loven og formuleringen af indsatsen er overladt til den enkelte kommune.
Denne praksis – kombineret med utilstrækkelig specialistviden om vold og begrænset økonomisk
prioritering - kan bidrage til en forklaring på, hvorfor den øgede hjælp, som landspolitikerne med
rækken af lovtiltag gennem de seneste mange år har ønsket at kanalisere til voldsudsatte kvinder,
ikke i tilstrækkelig grad er blevet omsat til praksis i alle kommuner.
Vanskelighederne for kvinderne i at få den rette hjælp til at komme ud af en voldsrelation kommer i
øvrigt til udtryk ved eksistensen af undergrundsnetværket ”Det hemmelige netværk”, hvor borgere
anonymt hjælper voldsudsatte kvinder med at gå under jorden, ofte med deres børn, og blive
relokaliseret i skjul for deres overgrebsmand til fjerne egne som Færøerne eller udlandet.
”Det hemmelige netværk” tæller omkring 400-500 borgere. Det er ikke klart, hvor mange kvinder,
netværket hjælper, og det er heller ikke klart, i hvilket omfang kvinderne er voldsudsatte, da
visiteringen – undersøgelsen af kvindens reelle situation – er uigennemskuelig. Der er eksempler
på, at kvinder anvender falske anklager mod manden for at forhindre samkvemsret med børnene.
Der er omvendt også eksempler på kvinder, der lider under psykisk nedbrydende stalking, uden at
de oplever at kunne få hjælp. Eksistensen af netværket kan tolkes som et signal om, at
myndighedernes indsats fortsat bliver oplevet som utilstrækkelig af nogle kvinder.
Tilsvarende konstaterede Institut for Menneskerettigheder i en undersøgelse af partnervold i 2014,
at ofre for partnervold får forskellig hjælp fra politiet alt efter, hvor i landet de bor, fordi der mangler
såvel standardisering i indsatsen som koordination mellem myndighederne.15
1.4 NY LOVÆNDRING FOR VOLDSUDSATTE KVINDER
Senest tog den nuværende regering i efteråret 2014 initiativ til en fornyet indsats over for
voldsudsatte kvinder.16 En lovændring i servicelovens §109 og en satspuljeaftale mellem
forligspartierne bag satspuljemidlerne sigter på i 2015 at udvide og styrke familierådgivningen i
kvindekrisecentre, styrke overgangen fra krisecentre til en selvstændig tilværelse, samt som et
forsøg i udvalgte kommuner med ambulant rådgivning og sociale indsatser til voldsudsatte og
voldsudøvere, som ikke nødvendigvis opholder sig på krisecentre. Det præciseres i lovaftalen, at
14
http://www.information.dk/505684
”Ret til et liv uden vold”, Institut for menneskerettigheder, 2014
16
”Aftale om udmøntning af satspuljen på børne-, ligestillings, integrations- og socialområdet 2015-2018”, oktober 2014
15
Side | 24
kommunerne skal igangsætte rådgivningen tidligere, og at den enkelte kvinde skal have individuel
støtte i overgangen fra krisecenter til en selvstændig tilværelse, herunder støtte til bolig, økonomi,
sundhedsvæsen, uddannelse eller beskæftigelse, samt skole- eller dagtilbud til børnene.
Aftalen betyder blandt andet, at alle kvinder på krisecentre nu vil have krav på rådgivning, uanset
om de har børn eller ej. Der er altså stadig fokus på de omkring 2.000 kvinder, der opsøger et
krisecenter, og kun et begrænset fokus på de 27.000 voldsudsatte kvinder, der ikke gør det af den
ene eller anden årsag. Sondringen mellem voldsudsatte kvinder på og uden for krisecenter står i
øvrigt i kontrast til den støtte og rådgivning, som retter sig mod æresrelateret vold i nære
relationer, hvor alle har krav på samme støtte, uanset, om de er på krisecentre eller ej.
Lovforslaget er blevet mødt med skepsis af blandt andet LOKK – Landsorganisation af
kvindekrisecentre – og Mødrehjælpen, som tvivler på, at det kan sikre voldsudsatte kvinder
tilstrækkelig hjælp.17 En af årsagerne er, at mange kommuner allerede med den nuværende
lovgivning ikke stiller familierådgivere til rådighed. Det vil sige, at de ikke overholder nuværende
lovgivning. Man tvivler derfor fra organisationernes side på, at myndighederne skulle vælge at
overholde den nye lov, når den nuværende §109 ikke overholdes. Desuden tvivler man på, at den
nye lovændring sikrer det behov, kvinderne ofte har for en stærkt specialiseret faglig indsats med
blandt andet intensive psykologiske behandlingsforløb, da ikke alle kommuner råder over den
nødvendige fagkundskab.
Dertil kommer, at det myndighedsmæssigt kan være vanskeligt for familierådgivere, som f.eks. i
Aarhus Kommune er forankrede i Børn og Unge Forvaltningen, at hjælpe kvinder uden børn, som
forvaltningsmæssigt sorterer under Beskæftigelsesforvaltningen – dvs. Jobcentret, der ikke
nødvendigvis har kompetencer til at støtte voldsudsatte kvinder, og som kvinden i øvrigt kun har
kontakt med, såfremt hun er jobsøgende, hvad langt fra alle voldsudsatte kvinder er. Det kan blive
en organisatorisk udfordring, som blandt andet risikerer dobbeltbemanding med medarbejdere
med samme kompetencer vedr. voldsproblematikker i to forskellige forvaltninger.
I øvrigt stillede sagsbehandlere på jobcentre sig i en undersøgelse fra 2009 positivt overfor at
hjælpe kvinderne – tre ud af fire voldsudsatte kvinder, der dengang var i dialog med jobcentret,
betroede sig om udfordringerne ved at leve med partnervold og være jobsøgende – men samtidig
efterlyste sagsbehandlerne “mere viden om partnervold og mere samarbejde på tværs af
forvaltningerne.”18 Siden da er arbejdsbyrden på jobcentrene vokset betydeligt, mens udfordringen
med søjleopdelingen i de forskellige forvaltninger kun er løst i ganske få kommuner.
Med andre ord sikrer det nye lovtiltag ikke nødvendigvis den organisatoriske sammenhæng og
kvalitet i indsatsen over for de voldsudsatte kvinder, som er sigtet, og der er behov for. Loven er
imidlertid ikke færdigbehandlet i Folketinget endnu, hvilket gør det vanskeligt at vurdere den
konkrete udmøntning og effekt.
17
Svar på høring over Lov om ændring af lov om social service, LOKK, 17. december, 2014; Høringssvar vedr. Lov om
ændring af lov om social service, Mødrehjælpen, 12. december, 2014
18
”Voldsramte kvinders arbejdsliv - En undersøgelse af sammenhængen mellem partnervold og marginalisering på
arbejdsmarkedet”, Socialstyrelsen, 2009
Side | 25
1.5 STATSFORVALTNINGEN
Statsforvaltningen repræsenterer i sig selv en udfordring, set med mange voldsudsatte kvinders
øjne. Statsforvaltningen er en statslig myndighed, som organisatorisk er forankret under
Økonomi- og Indenrigsministeriet, og som blandt andet træffer afgørelser om forældremyndighed i
skilsmissesager.
Ifølge Forældreansvarsloven, som trådte i kraft 1. oktober 2007, er fælles forældremyndighed
udgangspunktet, ligesom børn skal inddrages i sager om forældremyndighed. Loven giver den af
forældrene, der ikke måtte have del i forældremyndigheden, ret til at blive orienteret om barnets
forhold. En sag om forældremyndighed havner typisk i Statsforvaltningen, når forældrene er
uenige om vilkårene for skilsmissen eller samlivsophør i forhold til tildeling af forældremyndighed.
Da Statsforvaltningen, som myndighed, er adskilt fra kommunerne, kan afgørelserne dér afvige fra,
hvad kommunerne anser som mest formålstjenligt. Som for eksempel, når en voldsudsat kvinde
får hjælp af kommunen til at komme ud af et voldeligt forhold, men som havner i en svær situation,
fordi Statsforvaltningen enten tilkender fælles forældremyndighed eller giver voldsudøveren ret til
samvær med deres fælles barn.
Den voldsudsatte kan af Statsforvaltningens jurister ses som konfliktoptrapper og dermed ustabil
og uegnet som forælder. Det kan skyldes, at psykisk vold både kan være svært at bevise, at
kvinden samtidig kan have svært ved at skabe samling og overblik over bevismateriale pga.
traumer, og endelig at Statsforvaltningens jurister ikke har specialviden vedrørende vold.
Flere jurister, som har arbejdet i Statsforvaltningen, og som er blevet interviewet i forbindelse med
dette projekt, peger på et behov for et stærkere tværfagligt samarbejde mellem Statsforvaltningen
og kommunerne, og inddragelse af dygtige børnesagkyndige i forvaltningens sagsbehandling, som
kan bidrage til beslutningen om rammerne omkring samværet. Samarbejdet mellem
myndighederne bliver hæmmet af, at Statsforvaltningen i dag ikke kan indhente oplysninger fra
andre myndigheder, hvis ikke forældrene samtykker til, at man retter henvendelse til politi,
kommune, skole, m.v. Der kan også være allerede afsluttede forløb i kommune, fogedret eller
lignende, som Statsforvaltningen ikke kan få oplysningsgrundlaget i.
Netop frygten for Statsforvaltningens afgørelser bidrager til, at voldsudsatte kvinder fravælger en
kontakt til myndighederne og søger løsninger som ”Det hemmelige netværk”, hvor de går under
jorden, og hvor det selvfølgelig bliver endnu vanskeligere at etablere et klart billede af den for
barnet hensigtsmæssige fordeling af forældremyndigheden.
Vi ser i det efterfølgende nærmere på en række voldsudsatte kvinders situation, og spørger dem,
hvorfor de eksisterende tilbud bliver opfattet som utilstrækkelige, og hvordan hjælpen til de hårdest
ramte kvinder og børn kunne styrkes. Vi spørger derefter en række fageksperter og praktikere, der
arbejder med voldsudsatte kvinder, om, hvilke svagheder de ser i den eksisterende hjælp, og
hvilke forslag de har til en styrket indsats.
Side | 26
2. HVORDAN ER LIVET I EN VOLDSUDSAT FAMILIE?
Vold er meget personligt, intimt og intimiderende for det enkelte menneske. Hvordan vold påvirker
det enkelte liv, der i samfundsdebatten ofte optræder som et tal i en statistik, får vi kun en
fornemmelse af, ved at se nærmere på det enkelte menneske og dets liv.
I det følgende lader vi en række kvinder og børn fra fortrinsvist socialt udsatte familier komme til
orde, som har levet med vold. Vi kalder dem livseksperter. Vi beder dem om at fortælle om deres
liv, og hvordan de fandt en vej ud af volden.
Senere vil vi bringe deres anbefalinger til, hvordan myndighederne og vi andre kan bidrage til at
hjælpe andre som dem ud af en tilværelse præget af vold. Men her ser vi først nærmere på deres
liv.
2.1 KENDETEGN OG BESKRIVELSER
Vold mod kvinder foregår af mange årsager og i alle sociale lag og typer af relationer. Som vi så
tidligere har volden imidlertid en social slagside. Yngre, lavtuddannede kvinder i udkantsområder
oplever mere vold, end andre. Deres sociale situation kan samtidig i sig selv både være
medvirkende til, at volden opstår, samt forhindre de voldsudsatte i at søge hjælp. I det følgende
ser vi nærmere på netop denne gruppe kvinder. Der er med andre ord ikke tale om en kortlægning
af det samlede billede af voldsudsatte kvinder, som forskningsmæssigt er velbeskrevet.19
I rapporten ”Sociale flygtninge i eget land” er 20 kvinder og børn i stærkt socialt udsatte familier –
såkaldte nomade-familier, der flytter hyppigt, eller lukkede familier, der vender sig fra
myndighederne – blevet interviewet om deres liv.20 Der er tale om familietyper, der er blevet
profileret i medierne i forbindelse med alvorlige overgrebssager, som for eksempel Rebild-sagen,
Tønder-sagen og Brønderslev-sagen. Ud af de medvirkende kvinder og børn i undersøgelsen
havde 10 ud af 20 oplevet psykisk vold, 8 ud af 20 fysisk vold, 8 ud af 20 seksuelle overgreb.
De stærkt socialt udsatte familier i undersøgelsen kæmper ofte med komplekse sociale
udfordringer, hvor en kombination af fravær af uddannelse, arbejdsløshed, manglende netværk,
dårlig økonomi, rusmiddelmisbrug og fysisk og psykisk sygdom kan blive forstærket af en adfærd
med vold, omsorgssvigt, overgreb og kriminalitet. De oplever samtidig fattigdom, ekskludering og
mangler netværk. De føler sig uden for samfundet, hvis ikke direkte udstødt.
Familierne er alvorligt udfordrede ikke blot på deres økonomi og sundhed, men også på deres
selvværd og evne til at håndtere konflikter og løse problemer. De føler sig ”forkerte” og oplever, at
19
Helweg-Larsen et al (2012): Vold i nære relationer. Omfanget, karakteren og udviklingen samt indsatsen mod
partnervold blandt kvinder og mænd – 2010. Statens Institut for Folkesundhed.
Helweg-Larsen et al (2012): Kærestevold i Danmark. En undersøgelse af omfang, karakter og konsekvenser af volden
blandt unge og udviklingen 2007-2011. Statens Institut for Folkesundhed.
Helweg-Larsen et al (2007): Mænds vold mod kvinder – omfang og karakter og indsats mod vold”. Statens Institut for
Folkesundhed samt https://moedrehjaelpen.dk/rapporter-og-analyser/
20
”Sociale flygtninge i eget land”, Huset Zornig for Socialministeriet, 2014
Side | 27
de ”ikke passer ind”. De oplever at leve i et parallelsamfund, hvor myndighederne ofte bliver
oplevet som en trussel, fordi familierne – måske i generationer – har ”slået sig på systemet”,
hvilket kan gøre det vanskeligt for myndighederne at sætte ind med den hjælp, familierne har brug
for, og holder familiemedlemmerne fra selv at opsøge myndighedernes hjælp.
Familiernes boligforhold varierer stærkt. Fra en beskeden bylejlighed eller værelser hos private, til
et nedslidt hus i et udkantsområde eller et beskedent parcelhus i en provinsby, et klubværelse, et
herberg eller en institution. De fleste familier lejer fra private udlejere, da rummelige almennyttige
boliger til børnerige familier både er dyre og vanskelige at få fat i.
Det gælder for de fleste familier i undersøgelsen, at hjemmet er fattigt, og at måden, man har
indrettet sig på, bærer præg af det. Hjemmene beskrives som usle, beskidte og rodede, med slidte
møbler og mangelfuld indretning, ofte med sanitære problemer, såsom stoppede kloaker, frosne
vandrør, manglende varme osv.
Familierne peger selv på dårlige boligforhold som underminerende i forbindelse med familiens
forsøg på at løse andre problemer, da stort set alle betragter et fast, trygt og velfungerende hjem
som en forudsætning for overskud til at håndtere hverdagens udfordringer – og i øvrigt en fælles
drøm.
Flere af familierne har spekuleret i socialt bedrageri for at få pengene til at række, hvor det især
har handlet om at flytte hver for sig til forskellige adresser for at få flere tilskud fra det offentlige.
Flere har desuden betydelig gæld, hvilket i sig selv begrænser deres muligheder for at forbedre
deres livssituation.
Familiernes kontakt med læger og sundhedsvæsen er meget varieret og ustruktureret. Der er
indikationer på meget væsentlige uløste og ubehandlede sundhedsproblemer, som bidrager til de
komplekse sociale udfordringer, familierne oplever, og fungerer som barrierer for en forbedring af
deres livssituation. Bindevævssygdom, epilepsi, multiallergi, spastisk lammelse, hjertefejl,
hjerneskade, demens, depressioner, angst, post traumatisk stress syndrom,
tilknytningsforstyrrelser, manio-depressivitet, skizofreni, selvskadende adfærd, autisme, ADHD og
dysleksi er blot eksempler på nogle af de lidelser, sygdomme og forstyrrelser, der bliver nævnt.
Dertil kommer en vifte af livsstilssygdomme, typisk forårsaget af alkoholmisbrug og øvrig
rusmiddelmisbrug, som i flere familier har ført til tidlig død. Samt tandproblemer som følge af
mangel på regelmæssig tandpleje.
Sygdommene sætter også andre spor i hverdagen. Frygt for læger, angst for arvelige lidelser,
maniske leveregler og udbredt selvmedicinering med hash og alkohol går igen som en fortælling i
mange af familierne. I flere tilfælde har forsøgene, eller manglen på forsøg, på at forholde sig til
lidelser eller sygdomme i sig selv bidraget til, hvad deltagerne selv beskriver som et psykisk usundt
miljø. I nogle tilfælde har sygdommene haft direkte betydning for det fysiske miljø i hjemmet i form
af manglende rengøring, hygiejne og dårlig kost, fordi den syge forælder ikke har magtet
opgaverne.
Livet i de socialt udsatte familier med komplekse problemer præger alle familiemedlemmer. Alle
børn i undersøgelsen giver udtryk for mistrivsel som følge af hyppige skoleskift, tab af venner og
Side | 28
mistede fritidsinteresser – i det omfang, de overhovedet har opdyrket fritidsinteresser. De taler om
normløshed, rodløshed, utryghed, manglende netværk og relationer. De oplever genbrugstøj,
fravalg af pengekrævende fritidsinteresser, manglende skoletasker, ingen mobiler og computere,
ingen cykler, ingen make-up, få og gamle møbler og ingen ferier.
Flere af børnene har i deres opvækst været udsat for fysisk og psykisk vold og seksuelle
krænkelser, i flere tilfælde i årevis, uden at de fik hjælp. Flere oplever samtidig, at de heller ikke
som voksne har kunnet få relevant hjælp, fordi myndighederne opleves ikke at være lydhøre over
for de følgevirkninger af barndommen, de har som voksne. Flere af børnene er vokset op uden
erhvervskvalificerende uddannelse og med alvorlige mén fra opvæksten.
Exit-strategier
Det er ofte meget vanskeligt for familiemedlemmerne i de stærkt socialt udsatte familier at finde
udveje. De føler sig – og er ofte – isolerede, i underskud, udøver eller er vidende om kriminelle
handlinger og nærer mistillid til myndighederne. Det typiske mønster er mange anløb til og forsøg
på at finde udveje, uden at det lykkes. Hvor svært det kan være at finde den rigtige exit-strategi
illustreres ved, at flere af deltagerne i undersøgelsen har forsøgt selvmord som en udvej. Især
børnene.
Blandt de kvinder og børn, der har fundet udveje – i langt de fleste familier er det manden, der
udøver volden og begår overgrebene – hænger det sammen med en markant ændring af
livssituationen: En skilsmisse, en fængsling, en indlæggelse, en anbringelse, et dødsfald. Kun i
enkelte tilfælde er udvejen kommet i stand gennem et samarbejde med myndighederne i form af
en dialogbaseret løsning.
Frygt er en væsentlig barriere for udveje blandt kvinderne og børnene. Flere kvinder – og børn –
fortæller om direkte trusler på livet fra manden, der i nogle tilfælde er far, i andre ikke, hvilket
afholder dem fra at opsøge hjælp. De fortæller også eksempler på forløb, hvor både kvinder og
børn har forsøgt at gøre myndighederne opmærksomme på problemer i familien, uden at
myndighederne har grebet ind. Den manglende hjælp svækker ifølge familiemedlemmerne selv
deres tillid til, at de vil blive beskyttet effektivt, hvis de vælger at bryde tavsheden og trodse
truslerne for at bryde ud af livssituationen.
Børnene efterlyser enstemmigt en langt hurtigere indgriben fra myndighedernes side, hvor de
anbefaler uanmeldte besøg hos familien og individuelle samtaler med børnene i hjemmet og på
skolen, når myndighederne har mistanke om problemer, samt anvendelse af tvangsfjernelser af
børn og tvangsindlæggelser eller fængslinger af forældre, når mistanken er bekræftet.
Som et af børnene, Elisabeth, der blev udsat for vold og blev seksuelt misbrugt af skiftende
stedfædre, siger det: ”Der kom engang en sagsbehandler på besøg hjemme hos os, men min far
ville ikke lukke hende ind. Hun sagde, at hun ville komme tilbage, men det gjorde hun aldrig.”
Også kvinderne i undersøgelsen er stærkt kritiske over for myndighederne. De oplever, at de ofte
ikke er blevet hjulpet, eller at den tilbudte hjælp har været forkert, hvilket de mener, bunder i en
manglende forståelse hos myndighederne for karakteren af de sociale udfordringer i den enkelte
Side | 29
familie. De oplever, at myndighederne ofte fokuserer på et enkelt element, mens de selv ser det
samlede billede som langt mere komplekst. Kvinderne oplever derfor at blive mødt med løsninger,
der ikke passer til deres udfordringer.
I alle familierne, hvor volden har været grov og involveret seksuelle overgreb, er kvinderne og
børnene først kommet ud af situationen med politiets indgriben. I ingen af tilfældene er situationen
blevet løst med terapeutiske forløb, der har involveret manden.
Normløsheden i familierne, mistilliden til myndighederne, frygten for repressalier, angsten for
dødstrusler og følelsen af afmagt blandt kvinderne og børnene får rapporten til at konkludere, at
erfaringerne fra de stærkt socialt udsatte familier peger på et behov for et egentligt social exitprogram for voldsudsatte kvinder og børn i stil med de exit-programmer, der allerede eksisterer for
bandemedlemmer og prostituerede. Rapporten betoner, at et sådant program bør sikre især
mødrene, men også børn og unge i familien, tillid til, at ingen i og omkring familien bliver skadet på
kort eller lang sigt, at familiemedlemmerne ikke bliver tvunget tilbage i et uønsket miljø, og at man
ikke bliver straffet for at have været vidende om kriminelle handlinger, det vil sige en form for ”frit
lejde”.
2.2 LIVSEKSPERTERNE
I forbindelse med dette projekt er 9 kvinder og 8 børn, der alle har oplevet at leve i en voldsudsat
familie, blevet interviewet og bedt om at beskrive, hvordan de oplevede deres situation, hvordan
de kom ud af den, og hvordan de oplevede exit’en og den hjælp, de fik eller ikke fik, og hvad deres
anbefalinger er til myndighederne om relevant hjælp for at komme ud af en voldsudsat
familiesituation. I forbindelse med hvert enkelt interview er kvinderne blevet bedt om at forholde sig
til tanken om et egentligt exitprogram i lighed med, hvad bandemedlemmer og prostituerede bliver
tilbudt.
De interviewede kvinder ligger aldersmæssigt i spændet mellem 31 og 47 år, dog er en enkelt
kvinde noget ældre – hun er 64 år. Bruddet med den 64-åriges voldelige eksmand skete for mere
end tyve år siden. Selv om begivenhederne udspillede sig for lang tid siden er hun medtaget for at
give perspektiv på de langsigtede virkninger af en voldsudsat relation. Hun kæmper stadig i
betragtelig grad med eftervirkningerne af et liv i vold.
Alle kvinder har alle et eller flere børn, en enkelt kvinde har fem børn i alderen to til ni år. Ingen af
kvinderne lever i dag sammen med en voldelig mand. Der er med andre ord tale om kvinder, det er
lykkedes at bryde ud af den voldelige relation permanent.
Fem af kvinderne lever alene med deres børn, og fire kvinder er i nye forhold – en af disse kvinder
er dog ulykkeligvis afgået ved døden umiddelbart før rapportens færdiggørelse. Kvinderne kommer
fra forskellige dele af landet, og to af dem har undervejs haft bopæl i udlandet, sammen med deres
voldelige eksmand. Tre af kvinderne er fra Aarhus-området.
Side | 30
Kvinderne har i samlivet med den voldelige eksmand boet henholdsvis i byen og på landet –
fordelingen er omtrent halvdelen i by og halvdelen på landet. Enkelte har både boet i byen og på
landet. Tre af de kvinder, som har boet på landet, har været bosat i deciderede udkantsområder.
De interviewede kvinder spænder over de fleste sociale kategorier. Der er kvinder med både lange
og mellemlange uddannelser, og der er kvinder uden uddannelse. Der er etnisk danske kvinder og
en enkelt kvinde med anden etnisk baggrund end dansk. Nogle kvinder kommer fra klassiske
kernefamilier, andre kommer fra svært socialt udfordrede dysfunktionelle familier. Fælles for de
fleste af kvinderne er, at de i forløbet har været skamfulde over deres situation, men ikke har
oplevet sig som voldsudsatte før sent i et langt udviklingsforløb.
Kvinderne har alle været udsat for en bred vifte af vold. Alle har været udsat for psykisk vold, hvor
de har oplevet, at deres selvværd og selvstændighed er blevet nedbrudt, en enkelt er blevet udsat
for seksuel vold, og resten psykisk vold kombineret med fysisk vold. Fire af kvinderne har desuden
været udsat for økonomisk vold.
Den psykiske vold er primært kommet til udtryk ved direkte og indirekte trusler over for kvinden
selv og hendes børn, samt ved kontrol og manipulation, systematisk nedbrydelse af kvindens
selvværd og generelle tro på sig selv, sine egne holdninger og værdier.
Den fysiske vold kommer til udtryk ved slag, skub, kvælertag, tagen hårdt fat og ruske, spark og
indespærring.
De, kvinder som har været udsat for seksuel vold, fortæller om meget hårdhændet og ufrivillig sex
med partneren, hvor kvindens grænser langt er blevet overskredet, og hvor den egentlige
betegnelse er voldtægt. Derudover er der tilfælde, hvor kvinden er blevet tvunget til sex med
andre, mens manden kiggede på og/eller optog akten, samt tilfælde, hvor kvinden er blevet solgt til
sex med andre.
Den økonomiske vold er sket i form af, at kvinden ikke har haft adgang til likvide midler og i stedet
har fået udleveret kostpenge til de daglige fornødenheder, hvor det er blevet nøje overvåget, hvad
hun har brugt pengene til, og i form af økonomisk kriminalitet, hvor manden har optaget gæld i
kvindens navn, har begået bedrageri i hendes navn, etc.
De interviewede børn – altså respondenter, der som børn er vokset op i en voldramt familie – er i
alderen mellem 15 og 49 år. Tre er under 18 år (betegnes som børn), tre er mellem 22 og 31 år
(betegnes som unge) og to er over 40 år (betegnes som voksne). Aldersspændet gør det muligt at
spørge til forskelle på oplevelserne over tid og forekomst af senfølger.
Der har ikke vist sig nævneværdige variationer på de oplevelser, børnene fortæller om – på nær et
tilfælde, hvor volden mod moren endte med drab - uanset deres nuværende alder og den deraf
tidsmæssige forskel på, hvornår hændelserne har fundet sted. I forhold til senfølgerne af en
opvækst med vold, så taler de i dag voksne børn om et voksenliv med et lavt selvværd,
vanskeligheder ved at sætte grænser og sige nej til andre, vanskeligheder ved at mærke og give
udtryk for egne meninger og holdninger, samt splittelse mellem kærlighed og had til den voldelige
forælder.
Side | 31
Børnene er vokset op i henholdsvis byen og på landet, enkelte i udkantsområder. De har meget
forskelligartede oplevelser omkring flytninger, skoleskift, relationer med venner, etc. Nogle har haft
en nærmest almindelig opvækst, gået til fritidsaktiviteter, haft venner med hjemme, forældrene har
deltaget i skole-hjem samtaler, og lignende, andre har oplevet det modsatte og er vokset op i
stærkt socialt udsatte familier.
2.2.1 HVAD KVINDERNE FORTÆLLER
Størstedelen af de interviewede voldsudsatte kvinder oplever, at de har befundet sig på en slags
følelsesmæssig glidebane i det voldelige forhold, de har levet i. De har langsomt ændret adfærd,
og for flere af kvindernes vedkommende er deres selvforståelse, at de er gået fra at have oplevet
sig selv som frie, uafhængige og udadvendte kvinder til at blive langt mere indadvendte, med en
høj grad af tilpasningsevne/vilje og med en forståelse af, at de selv er skyld i deres livssituation.
En af de voldsudsatte kvinder forklarer: ”Min eksmand startede med at gøre mit liv småt og
ubetydeligt, og overbeviste mig om, at hans krav var vigtigere end mine behov”.
Flere af kvinderne fortæller om, hvordan deres kolleger, veninder og familie langsomt gled eller
blev skubbet ud af deres sfære, og at deres virkelighedsforståelse dermed ændrede sig. De
begyndte at se verden igennem eksmandens øjne, og flere af kvinderne fortæller endvidere om,
hvordan de blev bestyrket i, at det var dem selv, der var noget galt med, da omsider bad om hjælp
– men ikke oplevede at få den.
En af de interviewede kvinder, som har haft hyppige læge- og hospitalsbesøg på grund af skader
forvoldt af sin voldelige mand, siger ”Jeg er altid blevet afvist, når jeg bad om hjælp [fra lægen og
kommunen, red.] og jeg har altid fået den besked, at jeg skulle tage mig sammen, hvorfor man jo
får tanken, at det er en selv, der er noget galt med”.
Kvindens mand var diagnosticeret med en svulst i hjernen, og selv om det aldrig er blevet italesat,
så oplevede hun, at det undskyldte hans adfærd i andre menneskers øjne. Ingen læger sagde
konkret, at svulsten skulle være den direkte årsag til hans voldelige adfærd. Kvinden havde ofte
lyst til at forlade sin mand, men den manglende forståelse og opbakning fra omgivelserne omkring
hende gjorde, at hun følte sig som ”et usselt menneske” ved at ville forlade en syg mand, også
selvom han var meget voldelig.
Andre kvinder har ikke set sig selv som voldsudsatte, selv om de har oplevet vold. En kvinde
fortæller om, at hendes egen opvækst med en alkoholiseret far og en mor, som havde det svært
med nærhed, førte til et ungdomsliv med både alkoholmisbrug og spiseforstyrrelser. Alligevel tog
hun sin studentereksamen, gennemførte gymnasiet, og da hun som 19-årig blev ramt af leukæmi,
klarede hun sig også igennem det. Hendes mindreværd fra barndommen betød imidlertid, at hun i
sit voksne liv opfattede sin mands jalousi og kontrollerende adfærd som kærlighed og
værdsættelse, mens den styrke, hun oplevede at besidde ved at klare både svære tider, gjorde, at
hun ikke så sig selv som en voldsudsat kvinde – et offer. Kvinden fortæller, at det var en decideret
øjenåbner for hende, da hun ved fødslen af parrets andet barn blev bebrejdet af sin eksmand, at
hun havde glemt hans telefon derhjemme, så han kom til at sidde og kede sig. I den forbindelse
sagde en af sygeplejerskerne til hende ”ja – forestil dig det, 99% af verdens befolkning ville have
Side | 32
haft empati og støttet dig i den situation”. Først ved den lejlighed gik det for alvor op for kvinden, at
der var grund til at reflektere nærmere over det forhold, hun var i.
En anden kvinde gik over længere tid og spekulerede over, hvordan hun kunne ændre sin
livssituation og derved hjælpe sig selv og sine børn. Hendes mand var blevet gradvist mere og
mere kontrollerende og voldelig, indtil det til sidst nåede et punkt, hvor hun blev klar over, at der
ikke var nogen lykkelig slutning på deres parforhold. Kvinden fortæller, at det tog lang tid for hende
at erkende sin situation og indse, at den gode, sjove og kærlige ven, som hun havde kendt i
mange år, før de blev forelskede og blev til et par, også havde en helt anden side af sin
personlighed.
Hun fortæller, hvad hun kunne have haft brug for: ”Jeg ville gerne have haft, at der var en ”walk
through” liste på nettet, som beskriver, hvad man kan gøre, når man er udsat for vold. Der skulle
også være en beskrivelse af, hvad vold egentlig er, med konkrete eksempler på episoder, der er at
betegne som vold, og hvad volden gør ved dig, og oplysninger om, hvor du henvender dig for at få
hjælp, hvad du konkret skal gøre. Det mangler jeg stadig, i forhold til mine børns oplevelser. Alle vil
bare snakke med dem, men ingen vil gøre en direkte handling, og så løber jeg igen spidsrod
mellem statsforvaltningen og fogedretten, som dømmer helt uafhængigt af hinanden”.
Kvinden beskriver, hvordan statsforvaltningen træffer afgørelse om, at børnene i en periode ikke
skal have samvær med deres far, som har optrådt voldeligt over for dem, men at fogedretten laver
en modsatrettet afgørelse, så hun er nødt til at udlevere dem til samvær. Begge instanser gør brug
af samtaler med børnene, men de taler ikke med hinanden om familiens situation.
Efterlysningen af hjælp til at få et klart billede af såvel, hvad vold er og konsekvenserne af vold, og
et billede af et klart og gennemskueligt hjælpeforløb som en udvej i en voldsrelation, er et
gennemgående ønske blandt kvinderne. En kvinde siger: ”Det er ikke altid, man er bevidst om, at
man er voldsramt – jeg vidste det ikke, og vidste ikke, hvor jeg skulle ringe hen.” En anden valgte
en dag at ringe til nummeroplysningen for at spørge om hjælp.
Flere af kvinderne siger, at de har haft et ønske om at få hjælp fra myndighedernes side, men at
de ikke har modtaget relevant hjælp, eller været i stand til at tage imod den hjælp, de har fået
tilbudt. En fælles begrundelse er en manglende relation og tillid til myndighederne. Det har betydet,
at kvinderne har holdt igen og ikke fortalt den hele og fulde historie fra starten, og at tilbuddene
derfor heller ikke har afspejlet det reelle behov. Konsekvensen er, at de har fået tilbudt hjælp, men
at den ikke nødvendigvis er blevet oplevet som nok eller som den rigtige hjælp.
2.2.2 HVAD BØRNENE FORTÆLLER
Børnene fra de voldsudsatte familier fortæller alle om generel utryghed og angst. Nogle har haft
det så svært, at de ikke turde sove om natten og var bange for at komme hjem fra skole, fordi der
kunne være sket deres mor noget. Deres beretninger om det, de har oplevet, er meget forskellige,
men det gælder for dem alle, at de har oplevet en barndom i angst. Et af børnene udtrykker det
sådan: ”Jeg er blevet udsat for at leve i frygt og uro døgnet rundt. Ingen steder, jeg kunne gå hen,
ville jeg føle mig helt tryg. Jeg har oplevet at rejse væk fra alle mine venner og kontakter, da jeg
var yngre. For at flytte et sted hen, hvor min mor, lillebror og jeg skulle ændre navne og lyve om
Side | 33
vores fortid, for at kunne beskytte os selv fra min mors eksmand. Jeg har oplevet at høre og se
min mor blive udsat for vold, uden jeg selv kunne gøre noget for at stoppe det. At se ens mor være
ked af det og bange, mener jeg, er noget af det værste, man kan opleve som barn. Det har jeg
oplevet”.
Et af de interviewede børn fortæller om, hvordan hun har ændret adfærd som følge af volden
hjemme: ”Jeg har altid været udadvendt og fuld af sjov, men nu er jeg mere stille og holder mig lidt
for mig selv”.
En i dag voksen kvinde, som voksede op i en svært udsat familie med vold, krænkelser og
seksuelle overgreb, fortæller om et usundt miljø i hjemmet: ”Der var meget voldsomme lege med
seksuelle undertoner. Jeg skulle se på min fars kønsdele ved toiletbesøg og jeg skulle sove
sammen med mine forældre – og se min mor få tæv”.
Et andet barn fortæller om at bo fast hos sin biologiske mor og stedfar, og komme på weekend hos
sin biologiske far: ”Min far er meget temperamentsfuld og ikke så forstående. Han taler grimt og
har en kort lunte – forstod ikke mine behov, såsom at mit værelse eksempelvis passede til en
femårig, selvom jeg er teenager. Han er meget stresset, har travlt og har et rigtig grimt sprog. Min
stedfar var meget humørsvingende, temperamentsfuld og talte grimt. Han havde ligesom to sider –
var sød og omsorgsfuld engang imellem, hvor han helt sikkert elskede mig, men havde også den
modsatte side, hvor han ikke kunne lide mig, fordi jeg ikke var hans biologiske barn, og han gjorde
meget forskel på os børn – og så var han voldelig over for min mor. Min mor er en, der tager gode
beslutninger, men hun er også stresset og kan have en kort lunte. Hun er kærlig, omsorgsfuld,
betænksom og man kan tale med hende om mange ting”.
En ung voksede op som barn i et hjem med forældre af anden etnisk baggrund end dansk, hvor
volden endte med drab. Faren ville ikke acceptere, at den fraflyttede mor ville skilles, og bortførte
hende derfor en dag på gaden, efter hun havde afleveret børnene på institution, og likviderede
hende. Dette uanset, at manden havde polititilhold og forbud mod at opsøge kvinden, som frygtede
for sit liv. ”Mor vidste, at hun ville dø. At han ville slå hende ihjel. Hun tegnede en livsforsikring få
dage før hun blev slået ihjel. Alligevel kunne hun ikke få hjælp. Hvis hun havde fået en ny identitet
og bedre hjælp til at holde ham på afstand, ville hun være i live i dag,” siger den i dag unge kvinde.
Med mor død og far i fængsel med en dom på 12 år, blev pigen og hendes søskende anbragt i
familiepleje.
Flere af børnene fortæller, at barndommen har sat præg på deres liv som voksen. Et barn fra en
voldsudsat familie fortæller om, hvordan hun også selv endte med at blive voldsudsat: ”Min egen
opvækst i en meget dysfunktionel familie gjorde, at jeg allerede fra barnsben var vant til at
indordne og tilpasse mig, derfor var jeg også et let ”offer” for min voldelige mand, da jeg blev
voksen”.
Flere af børnene fortæller om en opvækst i afmagt, hvor de ikke kunne finde udveje. En kvinde,
der voksede op som barn i en voldsudsat familie, siger: ”Som barn vidste jeg ikke, hvor jeg skulle
gå hen og få hjælp til mig, min bror og min mor. Jeg vidste, at det der skete var forkert, men jeg
vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved det. I dag får det mit blod til at koge, bare ved tanken om, at
andre skal komme til at opleve det, som jeg selv har oplevet”.
Side | 34
Nogle af børnene oplever skolen som et helle i deres liv. En teenagepige fortæller: ”Jeg har boet
10-11 forskellige steder i mit liv, i fem forskellige kommuner. Trods de mange flytninger, har jeg
kun skiftet skole én enkelt gang i min folkeskoletid. Langt de fleste af gangene jeg er flyttet, har
været sammen med min mor. Jeg har altid sat pris på at gå i skole. Det har været et fristed for mig,
hvor jeg kunne komme på andre tanker, hvis tingene en gang imellem var hektiske derhjemme”.
Pigen fortæller endvidere, at hendes mor fortalte skolen om de problemer, der var derhjemme, og
at der herefter blev sat både sagsbehandlere og psykologer på ad flere omgange, og at hun,
selvom hun havde en god relation med sin dansklærer, derfor ikke følte behov for at tale med
hende om det.
De nu voksne børn beskriver deres forældres brud som en lettelse, da de er sluppet for volden i
hjemmet, men at der samtidig er opstået en utryghed i forhold til, hvad fremtiden skulle bringe, en
angst for at faren/stedfaren skulle finde deres nye opholdssted, og et savn efter at være som alle
andre og leve i ”en almindelig familie” hvor far, mor og børn bor sammen. De fortæller stort set alle
om, at det er svært, når de voksne – deres forældre – er bange og kede af det, eller når hverdagen
er præget af uvenskab, afmagt og dårlig økonomi.
2.2.3 MARIA
Maria er en af de voldsudsatte kvinder, der er blevet interviewet i forbindelse med dette projekt.
Hun fik tilbudt hjælp i form af Politiets Efterretningstjenestes (PET) Bande-exitprogram, idet
hendes tidligere samlever, Poul – et fiktivt navn – var rockerrelateret. De havde sammen en søn.
Maria havde selv en datter fra et tidligere forhold.
Maria fik, hvad man kunne kalde det næsten perfekte exit-program. Hun fik hjælpen, fordi Poul i
løbet af deres forhold blev mere og mere kontrollerende og voldelig, hvilket kulminerede i
dødstrusler og voldsomme tæsk en aften. Maria kontaktede politiet, som vurderede, at hun var i
livsfare, hvorefter PET blev sat på sagen.
Marias historie udviklede sig på en klassisk måde for voldsudsatte kvinder. Maria mødte Poul
gennem nogle fælles venner, der ganske vist fortalte både gode og dårlige ting om ham, men
Maria var forelsket og fandt ham ”meget charmerende og rosende”. Efter noget tid blev Maria
gravid med deres fælles barn. I slutningen af graviditeten begyndte hun at mærke, at ikke alt var,
som det skulle med Poul. Han blev mere og mere jaloux, og hun blev bange for, at han ville gøre
hende fortræd, selvom han ikke gjorde noget. Jalousien tog til, og Maria måtte ikke arbejde med
mænd eller gå til fester alene. Da hun havde født, blev Poul mere og mere kontrollerende. Hun var
klar over, at hun sad i saksen.
Poul var arbejdsløs det første år af forældreskabet, og han støttede derfor deres fælles søn meget.
Maria oplevede, at Poul blev ubehagelig, når han fik noget at drikke. Datteren fra det tidligere
ægteskab kunne ikke lide at være alene med Poul, og græd, når Maria skulle på job. Poul var også
jaloux på Marias og datterens forhold. Poul begyndte at tage stoffer, men benægtede det over for
Maria, som accepterede det, fordi stofferne gjorde ham glad.
Beskyldninger om utroskab og trusler tog imidlertid til. Efter en fest kom Poul hjem og slog løs på
Maria, mens hun stod med deres to år gamle søn på armen. Da vidste Maria, at deres forhold var
Side | 35
slut, men hun vidste ikke, hvordan hun kunne komme ud af det. Maria begyndte at fortælle deres
venner om, hvordan Poul nedbrød hende psykisk. En aften til en klassefest, som Maria var taget
til, ringede Poul og sagde, at han ville komme og smadre det hele. Maria brød sammen og tog
hjem til moderen, hvor hun blev boende.
De næste halvandet år styrede Poul næsten alt, fordi Maria havde valgt at bo tæt på Poul, så
deres fælles søn kunne se sin far. Poul sendte mindst 20 sms’er om dagen, ringede hele tiden og
sendte dødstrusler. Maria måtte ikke få sig en ny kæreste for Poul, der vil dræbe ham, hvis hun fik
en. Poul opsøgte og overfaldt Maria og børnene ved skolen. Børnenes venner begyndte at falde
fra, fordi de ikke turde komme i hjemmet. Maria fik via hjælp fra mor og bror kontakt til et
krisecenter, der hjalp hende med konkrete regler, som hun kunne stille op for Poul.
Det holdt i ni dage. Han kom hjem til Maria og fortalte, at han havde fundet en, der kunne slå
hende ihjel, og ville samtidig have sex med hende. Han trak Maria ind i soveværelset og tæskede
hende, mens børnene så på. Maria ringede efterfølgende til krisecentret, der fortalte, at de ikke
havde plads, men at de havde det i Odense. Marias far kørte dem af sted. Da Maria mødte de
andre kvinder på krisecentret og hørte deres historier tænkte hun, at ”man skulle tro, at vi alle have
været sammen med den samme mand”.
Politiet blev inddraget, og Maria fik en overfaldsalarm. En aften gik Poul igen amok på sms’en, og
kort tid efter blev et vindue smadret. Maria udløste overfaldsalarmen, men fik at vide, at politiet
ikke ville komme, fordi Maria ”lød forvirret”. Maria kom igen på krisecenter. Et fælles vennepar
trådte til som mæglere, der på vegne af Poul lovede Maria bod og bedring – blandt andet, at Poul
ville begynde i behandling. Maria blev fristet, men da hun mildnede, begyndte Poul at trække i land
på løfterne. Selv om krisecentret advarede Maria kraftigt, var hun forhippet på at komme hjem.
Samme aften, hun kom hjem fra krisecentret, kom Poul overraskende og gav hende så mange
tæsk, at hun ikke kan stå op. Maria kom på skadestuen.
Maria fik efterfølgende hjælp af en menig politimand, der fik PET på sagen. PET vurderede, at
Maria var i en livsfarlig situation og foreslog, at hun flyttede til udlandet for at skifte identitet. Maria
afslog den mulighed af hensyn til sine børn. Især hendes ældste datter skulle have mulighed for at
se sin biologiske far, der ikke er voldelig. PET forsøgte efter den melding at hjælpe Maria og
hendes børn med at skifte identiteter og begynde et nyt liv i Danmark. Forudsætningen var, at
Maria skiftede job, droppede sin vennekreds, skiftede bil, etc., og ligeledes måtte hendes børn
opgive deres skole, omgangskreds osv. PET sørgede for, at de fik nye navne, og Maria fik lov at
vælge et område, hun ville bo i, en god geografisk afstand fra den hidtidige bolig. PET fandt
herefter et nyt job til Maria og nye skoler til børnene.
Den dag Maria flyttede, kom PET og hjalp hende fysisk med at flytte. I det nye hus blev der
installeret overvågningskamera, ekstra låse og andet, der skærpede sikkerheden, og derudover fik
Maria en overfaldsalarm og et nummer til en PET-medarbejder, som hun kunne ringe til 24/7. PET
ydede også fuld isolation under retssager, så hun ikke skulle vente i samme rum som sin voldelige
eksmand. I perioder, hvor Maria og hendes børns sikkerhed var yderligere truet, fx
Side | 36
under retssager, sørgede PET for et Safe House21, hvor Maria, børnene og Marias familie blev
transporteret til og fra af PET. Under hele forløbet, og også efterfølgende, fik Maria og hendes
børn tilbudt ubegrænset psykologhjælp, og Maria havde stadig mulighed for at ringe til PETmedarbejderen i årene efter exit-programmet. PET instruerede også Maria i, hvordan hun burde
agere i forhold til sin eksmand, ved f.eks. at gøre hende opmærksom på dokumentation af hans
trusler i breve, sms’er, etc., og rådede hende til ikke at kontakte sin eksmand, og ligeledes ikke
svare på hans eventuelle kontakt.
Marias eksmand sad i fængsel i et halvt år for vold mod hende, mens hun gennemgik PET’s
program. Han fik seks måneder samme dag, hun og børnene flyttede i den nye bolig. Maria
beskriver hjælpen fra PET som ”helt fantastisk” og siger: ”Det er helt afgørende, at der er nogen,
der går ind og ordner tingene på denne måde for dig, for du har ikke overskuddet til at gøre det
selv.”
Men PET’s store indsats for at skjule Maria og børnene viste sig at være forgæves. Eksmanden
fandt straks frem til dem, da han blev løsladt. Han fandt deres adresse ved hjælp af deres CPRnumre via tandlægen. CPR-numrene var det eneste, de ikke kunne få udskiftet, medmindre de
valgte at flytte til udlandet. PET’s nærmest perfekte exit-program faldt altså til jorden, fordi det ikke
er muligt at skifte CPR-nummer i Danmark, selv hvis personens sikkerhed er truet på livet. Det er i
dag kun borgere, der ønsker juridisk kønsskifte, eller borgere, som er udsat for identitetstyveri eller
har fejl i sit CPR-nummer, der kan få et nyt CPR-nummer, så længe de er bosat i Danmark.
2.2.4 ”DET HEMMELIGE NETVÆRK”
Der eksisterer flere mere eller mindre hemmelige netværk, som støtter borgere, der ikke mener, at
de kan få den hjælp fra myndighederne, som de har brug for. Et af dem er som nævnt ”Det
hemmelige netværk”, hvis hovedfokus er stalkingramte kvinder. Stalking kan siges at være mange
forskellige former for vold af mere psykisk art grundet den fysiske distance, ofte begået af deres
tidligere partner. (se tekstboks øverst s.38)
To medlemmer af ”Det hemmelige netværk” er blevet interviewet i forbindelse med dette projekt for
at høre om, hvorfor det private netværk er opstået som et alternativ til myndighedernes tilbud, og
hvad netværket kan tilbyde voldsudsatte kvinder. Nedenfor er en gengivelse af interviewet med de
to medlemmer, som ønsker at være anonyme.
Alle medlemmer af ”Det hemmelige netværk” er som udgangspunkt anonyme, ligesom identiteten
på de kvinder, netværket hjælper, bliver holdt hemmelig. Netværket opererer i vidt omfang uden for
lovens rammer, blandt ved at hjælpe kvinderne med at gå under jorden og dermed undgå
myndighederne, som for eksempel skal forholde sig til en fars rettigheder til at se sit barn eller sine
børn.
21
Definition af Safe House: Et isoleret sted, hvor ingen ved, at kvinden og børnene befinder sig – eksempelvis et
sommerhus. Der er sørget for mad etc., så kvinden ikke skal bevæge sig udenfor huset.
Side | 37
Om stalking
Stalking er i udlandet som i Danmark om end ukendt så et udbredt problem ifølge en nyere undersøgelse fra
2013 udarbejdet af Videnscenter for Psykotraumatologi ved Syddansk Universitet (SDU). I rapporten står, at ”I
forhåndenværende undersøgelse er fokus på danske kvinder, som bliver udsat for ”partnerstalking”, altså
forfølgelse og chikane fra en tidligere kæreste, samlever eller ægtefælle. Interessen for netop denne gruppe af
stalkingramte skyldes, at disse kvinder ser ud til at være særligt udsatte.” Ud fra undersøgelsen fra SDU
estimeres, at 8,9 % af befolkningen i aldersgruppen 18-74 år har været udsat for stalking med en kønsfordeling på
hhv. 63 % for kvinder og 37 % for mænd – dvs. ca. hver 10. dansker. I alt er 36 % af de samlede stalkinger, hvad
man kan kalde ”partnerstalknig”, der også dækker over forhenværende partnere.
I SDU’s rapport fra 2013 står, at ”Konsekvenser af stalking har en indvirkning på mange områder af de
stalkingramtes liv. De stalkingramte belastes økonomisk og påvirkes i arbejdssammenhænge. Desuden kan den
stalkingramte opleve at blive afskåret fra sit sociale netværk, især hvis pårørende også bliver chikaneret eller
truet (Johansen et al., 2013; Logan, 2010; Abrams & Robinson, 2002).” I rapporten står endvidere, at ”De psykiske
konsekvenser og følgevirkninger for den stalkingramte ser også ud til at være omfattende. Ud fra den
udenlandske litteratur ser det ud til, at ofre for partnerstalking kan komme til at lide af kumulativ stress,
søvnproblemer, angst, posttraumatisk stresstilstand (PTSD), depression, og en del somatiske symptomer som
følge af den vedvarende belastende situation (Logan, 2010).”
Fundene i undersøgelsen fra SDU er i nogle tilfælde i overensstemmelse med de problemer og konsekvenser,
som, de interviewede fra Det hemmelige netværk fortæller, eksisterer blandt netværkets medlemmer.
Kilde: http://static.sdu.dk/mediafiles//A/C/E/%7BACE717E4-EBA2-4D7B-8E6B
10D09E9D2F43%7D2013%20Stalking%20af%20m%C3%B8dre.pdf
Oplysningerne om kvinderne og netværket er ikke verificerbare. Da man på grund af selve
eksistensen af ”Det hemmelige netværk” ikke kan afvise, at det kan være udtryk for mulige
mangler i den officielle hjælp til voldsudsatte kvinder og børn, og de har en vis erfaring med
voldsudsatte kvinders problemer, bliver netværkets aktiviteter og synspunkter gengivet her.
”Det hemmelige netværk” er et ud af flere af samme type netværk, der arbejder og samarbejder
internationalt over landegrænserne. Det danske netværk har omkring 450 medlemmer, som bliver
screenet via en samtale før optagelse.22 Hovedparten af medlemmerne er ifølge netværket selv
enten tilknyttet LOKK eller ”Mødrehjælpens projekt Ud af voldens skygge”, som bliver beskrevet
nærmere i kapitel 3. Netværket er aktivt i både Norge, Sverige, Færøerne, Island og USA. De
kvinder og børn, netværket hjælper, bliver i nogle tilfælde ført over landegrænserne. Størstedelen
af medlemmerne er kvinder, men der er også mænd med. Alle medlemmer har angiveligt Post
Traumatisk Stress Syndrom, der kan komme til udtryk ved forvirring, angst, krise og
hukommelsesbesvær, og som kan være afledt af traumatiske oplevelser. Formålet for
medlemmernes virke er at undgå yderligere familietragedier.
Der er mange forskellige faggrupper repræsenteret i netværket, blandt andet psykologer,
sygeplejersker, pædagoger, præster m.m., som kan give andre brugbare og lavpraktiske råd i
forbindelse med stalking fra deres partner, husly, forældremyndighedssager og barnets ret til
22
Ligesom mange af de andre netværk er der venteliste, fordi man ikke har kapacitet til at screene nye medlemmer i takt
med deres henvendelser, så i Det hemmelige netværk leder man pt. efter nye screenere.
Side | 38
samvær med en far, der mistænkes for f.eks. vold, incest, forfølgelse, m.m. Det skal bemærkes, at
det her er kvindernes ord, der står til troende, deres påstande er ofte ikke efterprøvet. De
voldsudsatte kvinder, der opsøger netværket, beskrives som meget forskellige, mens deres
beskrivelse af voldsudøveren afføder i hvert tilfælde spørgsmålet: ”Kender I min eksmand?!” fra de
andre kvinder, fordi der er så mange fællestræk i hver beskrivelse.
Netværket har som formål – udover den akutte og praktiske støtte – at afstigmatisere vold, fordi
det inden for netværket ikke føles så skamfuldt, når kvinderne hører andre voldsudsatte kvinder
dele deres historier. Hensigten er at afmontere den facade, kvinderne typisk har levet med, og
langsomt genopbygge deres virkelighedsopfattelse, som voldsudøveren over tid har undermineret
gennem nedgørelse og trusler. Mange af kvinderne i netværket spejler sig for første gang i de
andres beretninger, og lærer nye begreber, der hjælper dem med at forstå deres
voldsmand/stalker og dem selv.
Ifølge medlemmer af netværket selv er det en meget væsentlig funktion, at det er et sted, hvor
talen kan flyde frit og intet bliver ført til protokols. Det betyder, at kvinderne kan tale åbent om, hvor
traumatiseret og kriseramt, man i virkeligheden er, uden at være angst for at meldingen udløser en
underretning til myndighederne og fjernelse af børnene. De kan udveksle såkaldte ”forbudte
tanker” om selvmord, flugt til udlandet og drab på voldsudøveren uden frygt for at blive dømt. Det
bliver angivet som en af netværkets store styrker, at kvinderne kan lufte disse tanker, og samtidig
blive forstået – at de forbudte tanker betragtes som helt normale reaktioner, når man er i krise.
2.2.5 HVAD ”DET HEMMELIGE NETVÆRK” FORTÆLLER
Når netværket skjuler kvinderne og børnene, sker det primært i forbindelse med to situationer:

Når statsforvaltningen har delt forældremyndighed eller givet voldsudøveren/stalkeren ret til
at være sammen med barnet, hvor moren oplever, at rammerne for samværet ikke er sikre
nok for barnet og/eller moren.

Når der inden for systemet ikke er et beredskab, der er i stand til at håndtere den situation,
som kvinden står i. Hvis kvinden i den situation af frygt for sin og børnenes sikkerhed rejser
til udlandet uden at have den fulde forældremyndighed og/eller ikke oplyser, hvor hun og
barnet flytter hen, på trods af fuld forældremyndighed, så overgår hele den fulde
forældremyndighed til voldsudøveren, som kan efterlyse mor og barn via Interpol.
Medlemmernes erfaring og kontakt med myndighederne efterlader dem med en udbredt opfattelse
af, at de fagpersoner, de får tilknyttet, ikke forstår – på grund af manglende viden – problematikken
med både partnerstalkning, karakterafvigelse, psykisk vold (som ikke er vold i straffelovens
forstand), herunder om at være i krise, føle afmægtighed, opleve PTSD, manipulation, dødstrusler,
psykisk terror, indespærringer, incest under samvær osv.
Ifølge netværkets medlemmer har stalkerne i et vist omfang frit spil i forhold til at manipulere
systemet og afgørelser til egen fordel, netop fordi sagsbehandlerne ikke kender nok til området.
Dette kan ifølge de interviewede lade sig gøre, fordi den voldelige part netop er dygtig til at
manipulere, hvilket har været grundlaget for den psykiske vold, de har oplevet.
Side | 39
De interviewede giver udtryk for, at mange medlemmer i netværket ikke føler, at myndighederne
formår at hjælpe voldsudsatte kvinder med at sikre børnene og sig selv, men i flere tilfælde faktisk
tager børnene fra dem og/eller forværrer krisen og traumet ved at lade stalkeren have samvær
med børnene eller få fuld forældremyndighed.
De interviewede fortæller, at ”i netværket får man viden om og råd til, hvordan man lovligt kan flytte
til udlandet, hvor det er billigt at bo i udlandet, hvor der er lille personregistrering af befolkningen,
internationale skoler, hjemmeundervisning m.m.”
De forklarer, at netværket derfor også kan fungere som skjulested, når myndighederne har afgjort,
at forældremyndigheden skal deles, eller helt har givet manden forældremyndigheden, mod – hvad
medlemmerne opfatter – som bedre vidende.
Side | 40
3. HVEM ARBEJDER MED VOLDSUDSATTE KVINDER OG BØRN?
Tilbuddene til voldsudsatte kvinder og børn varierer fra kommune til kommune, da det er den
enkelte kommune, ofte i samarbejde med frivillige organisationer, der tilrettelægger den konkrete
indsats. Kvindens bopæl er dog ikke afhængig af, hvilket krisecenter hun kan vælg at henvende
sig på – hun kan vælge mellem alle i hele landet, samt mellem selvejende og kommunale
krisecentre.
3.1 TILBUD TIL VOLDSUDSATTE KVINDER I AARHUS KOMMUNE
Da dette projekt sigter efter at designe og afprøve et egentligt Social Exitprogram for voldsudsatte
kvinder og børn i Aarhus, bliver de væsentligste nuværende tilbud i Aarhus Kommune skitseret
nedenfor, så det er muligt at få et indtryk af frivillige, private og offentlige tilbud i kommunen til
voldsudsatte kvinder og børn.
Aarhus Kommune er her valgt som case-kommune, da de på flere områder leverer et noget højere
serviceniveau for voldsudsatte kvinder med børn, end mange andre kommuner. De tilbyder blandt
andet familierådgivere, interventionscenter i samarbejde med Østjyllands politikreds og ambulant
rådgivning uden krav om tilknytning til et krisecenter.
3.1.1 MØDREHJÆLPEN
Mødrehjælpen en socialhumanitær organisation, der yder støtte og rådgivning til gravide og
børnefamilier med hjemmeboende børn under 18 år, som herigennem kan sikre deres børn bedre
opvækst og levevilkår. Arbejdet består af støtte og åben rådgivning af økonomisk, social- og
uddannelsesmæssig karakter. Endvidere tilbyder Mødrehjælpen specifik hjælp, rådgivning og
behandling til voldsudsatte kvinder og deres hjemmeboende børn i alderen 0-15 år. Kvinderne
behøver ikke have været på krisecenter for at få hjælp fra Mødrehjælpen, men for at indgå i en af
deres behandlingsorienterede indsatser skal kvinderne have forladt eller ville forlade deres
voldelige partner.
Mødrehjælpens voldsindsats ”Ud af voldens skygge” er et ambulant faseopdelt tilbud (stabilisering,
behandling og efterværn), som har til formål at reducere de psykiske følgevirkninger af volden for
kvinder og børn. Disse følgevirkninger kommer for kvinderne til udtryk ved symptomer på posttraumatisk stress, angst og depression samt traume. For børnenes vedkommende ses øgede
vanskeligheder i forhold til især følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemstillinger samt
problemer i forhold til kammeratskab med jævnaldrende og hyperaktivitet. Ofte er indgangsviklen
ikke vold, men voldsomme og konfliktfyldte forhold, skilsmisser eller samværsophør, hvorfor talen
om og problemer med decideret vold først kommer til syne og på tale et stykke inde i
rådgivningssamtalerne.
Side | 41
Indsatsen og behandlingen tilpasses ud fra den enkelte kvinde og barns situation. Behandlingen
kan omfatte individuel støtte og behandling, gruppeforløb for både mødre og børn samt det af
særlig vigtighed relations samtaler mellem mor og barn.
Sideløbende med behandlingen gives tilbud om rådgivning i forhold til de vidtrækkende
problemstillinger (i forhold til bolig, samvær, økonomi, mv.), de voldsudsatte står over for.
Indsatsen varetages af specialiserede psykologer og socialrådgivere. Som udgangspunkt for
behandlingen anvendes primært psykotraumatologien, der er et psykologisk fagområde, der
omfatter forebyggelse, behandling og forskning inden for traumerelaterede lidelser.
Mødrehjælpen har arbejdet med voldsområdet i ca. 30 år og har gennem tiderne været finansieret
på forskellig vis. I projektet ”Ud af voldens skygge” som har eksisteret siden 2009 har
Mødrehjælpen delvis været finansieret af satspuljer samt private fonde.
I den seneste projektperiode fra 2012 – 2014 hjalp Mødrehjælpen 289 kvinder og 251 børn –
hvoraf halvdelen var fra Aarhus kommune. I 2015 forventer Mødrehjælpen at kunne hjælpe ca. 50
kvinder og 50 børn i Aarhus og tilsvarende i rådgivningen i København. Mødrehjælpen oplever
generelt større efterspørgsel på indsatsen, end de kan efterkomme på nuværende tidspunkt.
3.1.2 JOAN-SØSTRENE
Joan-Søstrene23 er en frivillig organisation, der får et kommunalt tilskud på 50.000 kr. om året, som
skal dække både husleje og rådgivning af mere end 500 personer. Derfor søger Joan-Søstrene
også forskellige fonde til at dække alle udgifter. Joan-Søstrene tilbyder rådgivningssamtaler, samt
laver tema- og fortælledage om vold, incest, voldtægt, etc. Kontakten sker via mail og telefon, hvor
der efterfølgende aftales rådgivningsmøder. Der er som sådan ingen begrænsninger på antallet af
disse møder, men det er svært for organisationen at imødekomme alle henvendelser. Der er i
gennemsnit per år ca. fem personer på ventelisten til at få rådgivning.
3.1.3 LOKK-LANDSORGANISATION AF KVINDEKRISECENTRE
LOKK24 er en humanitær interesseorganisation, der arbejder for at synliggøre, forebygge og
eliminere mænds vold mod kvinder og børn. Der er i alt 40 kvindekrisecentre, der er medlem af
LOKK. Et kvindekrisecenter er et midlertidigt botilbud til de kvinder, der har været udsat for vold.
Ud af de ca. 29.000 kvinder, der årligt udsattes for vold, kommer omkring 2.000 kvinder og 2.000
af deres børn hvert år på krisecenter, fordi de ikke er i sikkerhed i deres eget hjem. LOKK tilbyder
telefonisk og online rådgivning til voldsudsatte kvinder. LOKK tilbyder derudover landsdækkende
telefonisk, personlig rådgivning og konfliktmægling til unge med etnisk minoritetsbaggrund, der er
udsat for æresrelaterede konflikter. LOKK samarbejder bredt for at bekæmpe vold mod kvinder og
børn samt bidrager til både forsknings- og udviklingsprojekter og er internationalt engageret. LOKK
modtager årligt midler fra offentlige puljer og private fonde for at drive et sekretariat, til rådgivning
af udsatte kvinder og fagfolk, til oplysning samt til at støtte op om det arbejde, der gøres på landets
kvindekrisecentre.
23
24
http://www.joan-soestrene8000.dk/index.php?id=1
www.lokk.dk
Side | 42
LOKK modtager midler fra Udenrigsministeriet, Ministeriet for Ligestilling og Kirke samt fra Social-,
Børne- og Integrationsministeriet (social indsats). Midlerne er af afgørende betydning for driften af
sekretariatet, for afholdelse af kurser for frivillige, for den juridiske rådgivning til voldsudsatte
kvinder og kvindekrisecentre, for drift af hotline til såvel kvinder udsat for vold som til unge udsat
for kærestevold. Social-, Børne- og Integrationsministeriet finansierer endvidere LOKK’s arbejde
med rådgivning til unge udsat for æresrelaterede konflikter, herunder konference, temadage og
informationsmateriale.
LOKK har i 2013 administreret fonden i Elisabeth Egmont Petersens Navn, idet LOKK i alt har fået
to millioner kroner. Disse midler er uddelt til 197 kvinder med i alt 416 børn. Midlerne går til kvinder
med børn, som i forbindelse med reetablering har behov for psykologbistand, uddannelse,
fritidsaktiviteter samt basalt indbo. Spies Fonden har i 2013 gjort det muligt for ca. 160 kvinder at
få mellem 5 og 10 timers psykologsamtaler. Arbejdsmarkedets Feriefond har igen i år tilgodeset
kvinder og børn på kvindekrisecentre med ferieophold og oplevelser i Danmark. I 2013 alt har 217
personer - fordelt med 79 kvinder og 138 børn været af sted på ferie. LOKK samarbejder også
med Trygfonden om hjælp til etablering af bolig for de voldsudsatte kvinder og Maryfondens Råd til
Livet tilbyder frivillige jurister og økonomiske rådgivere, som støtter op om kvinderne med hjælp til
at få styr på egen private økonomi og gældssanering.
I 2012 vedtog LOKK på en generalforsamling en grundpakke for Kvindekrisecentre under LOKK,
der skal sikre fælles målsætninger og faglige standarder på de danske kvindekrisecentre. Selvom
kvindekrisecentrene med grundpakken ønsker at skabe fælles målsætninger for krisecentrenes
professionelle og faglige standarder, har de stadig metodefrihed i deres arbejde. På
generalforsamlingen i 2012 vedtog de fælles standarder, så tilbuddet til den voldsudsatte kvinde
og hendes eventuelle børn, kan blive mere ensartet. Grundpakken er faglige standarder, som
LOKK håber, at kvindekrisecentrene under LOKK har mulighed for at tilbyde, men dette arbejde
afhænger af ressourcer og dermed politisk vilje.
3.1.4 AARHUS KRISECENTER
Aarhus Krisecenter25 er en selvejende institution med fuld driftsoverenskomst med Aarhus
Kommune, som drives i henhold til lov om social service – servicelovens §109. Aarhus Krisecenter
er en del af Familier, Børn og Unge i Aarhus Kommunes Socialforvaltning. Aarhus Krisecenter er
omfattet af Rammeaftalen indgået mellem Region Midtjylland og kommunerne i Region Midtjylland.
Med udgangspunkt i beboernes aktuelle situation og individuelle behov ydes der rådgivning og
vejledning primært omkring skilsmisse, separation, forældremyndighed, samvær, økonomi,
boligforhold, børnenes situation. Medarbejderne finder sammen med den enkelte kvinde frem til
aktuelle behov, og er hende behjælpelig med at rette henvendelse til de rette myndigheder og
instanser.
Støtte til kvindens afklaring indbefatter samtale i forhold til den akutte voldsproblematik og støtte til
behovsafklaring. Dette gøres for eksempel ved hjælp af individuelle samtaler ca. en gang ugentligt,
og via tilbud om bisidder-funktion ved møder på Krisecentret og hjælp til at kontakte relevante
offentlige instanser.
25
http://www.aarhuskrisecenter.dk/
Side | 43
Aarhus Krisecenter tilbyder også hjælp og støtte til de børn, hvis mor er indskrevet på krisecentret,
fordi børn på krisecenter oplever tab af relationer, er angste og føler usikkerhed i forhold til,
hvordan deres nærmeste fremtid bliver. Aarhus Krisecenter har ansat en pædagog til specielt at
varetage børnenes interesser. Børnepædagogen arbejder på at give børnene tryghed og ro, så de
får mulighed for at tale om deres oplevelser og savnet af de personer, ting osv., som de har mistet.
Ydelser specielt rettet mod børn indbefatter samtaler med børnepædagogen i forhold til de
oplevelser, barnet har haft, støtte til mor/barn relation samt et mindre omfang af pædagogiske
aktiviteter. Derudover har børn, som har ophold på et krisecenter, krav på minimum fire og max.
seks samtaler med en psykolog. Forstanderen og børnepædagogerne på Aarhus krisecenter
visiterer til denne ydelse, men Aarhus Krisecenter benytter Rådgivningscenteret Langenæs til at
varetage denne opgave.
Krisecentret i Aarhus tilbyder rådgivende samtaler og ophold på krisecentret i op til tre måneder,
dog uden mulighed for efterværn på selve krisecentret ud over tre opfølgende samtaler med
kvinden. Ophold, hvis bolig stadig mangler, kan dog tilbydes på f.eks. Ellengården, som er muligt
at benytte som et ikke specialiseret efterværn/udslusning. Derudover samarbejdes med Røde Kors
frivillige familienetværk, der tilbyder voldsudsatte kvinder i overgangen fra krisecenter til egen bolig
et efterværn i form af omsorg, samvær m.m., kaldet Qnet.
Voldsudsatte kvinder, der ikke har behov decideret for at tage ophold på krisecentret, kan få
telefonrådgivning og et afgrænset antal samtaler på Krisecentret.
3.1.5 SAM-SKOLEN
SAM-skolen26 er en selvejende institution, som samarbejder med FO- Aarhus, der har
kontrakt med Aarhus Kommune om opkvalificeringstilbud. Fokus er på sproglig opkvalificering og
afklaring af erhvervsperspektiv.
SAM-skolen tilbyder danskundervisning for sårbare samt udsatte flygtninge og indvandrere, for
både kvinder og mænd på små hold. Dertil tilbydes afklarende og rådgivende samtaler.
Kombinationen af undervisning, rådgivning samt afspænding har en positiv effekt for skolens
kursister.
I forhold til voldsudsatte kvinder kan tilbuddet være en mulighed på det tidspunkt, hvor der er lidt
overskud til at kursisterne gerne vil i gang med daglige aktiviteter og et mere fremtidsrettet forløb,
men samtidig har behov for tryghed og overskuelige rammer, ro, støtte og anerkendelse, som
fremmer kursisternes selvtillid i forhold til udviklingsmuligheder og handlekraft. SAM-skolen
finansieres i øjeblikket ved betaling af enkeltpladser af Aarhus Kommune. SAM-skolen har en
mindre venteliste på mellem 3-6 måneder.
26
http://www.aarhuskrisecenter.dk/
Side | 44
3.1.6 DIALOG MOD VOLD
”Dialog mod vold”27 er en underafdeling af AskovFonden. ”Dialog mod vold” blev oprettet i 2005 i
Aarhus og Odense. ”Dialog mod vold” startede i 2001 i København som en del af regeringens
handleplan til bekæmpelse af vold mod kvinder fra 2000, hvor fokus blev udvidet til også at
omhandle voldsudøveren. I 2008 indledte ”Dialog mod vold” et samarbejde med Kriminalforsorgen
med fokus på behandling i forbindelse med afsoning af dom. Denne behandling tilbydes i en række
fængsler og arresthuse. Derudover har ”Dialog mod vold” samarbejdskontrakter med både
Direktoratet for kriminalforsorgen og Københavns Kommune.
Som supplement til behandlingstilbuddet til voldsudøveren, der både består af individuelle og
gruppeforløb, tilbyder ”Dialog mod vold” nu også eventuelle partnere samtaler og parterapi samt i
København og Aarhus kan de yderligere også tilbyde behandling til børnene i de voldsudsatte
familier. ”Dialog mod vold” samarbejder med både private, kommunale og frivillige organisationer
om at bryde tabuet om partnervold o bryde voldsmønstret i familien.
3.1.7 INTERVENTIONSCENTRET
Interventionscentret28 er organisatorisk forankret i Østjyllands Politikreds og er foreløbig finansieret
via Socialstyrelsens SATS-puljemidler. De faggrupper, der er samlet i centret og som arbejder
sammen, er politiet, LOKK’s (krisecentrenes) specialiserede medarbejdere og en psykolog fra
”Dialog mod vold”.
En fast administrativ medarbejder i politiet tjekker dagligt politiets døgnrapporter for at se, om han
eller hun skal kontakte en eller flere familier, som politiet har været kaldt ud til i forbindelse med
husspektakler. Familien skal her give samtykke til at politiet videregiver oplysninger om familien til
LOKK og Dialog mod vold. Det er således politiet, der visiterer familien til et rådgivningsforløb i
Interventionscentret, som LOKK og Dialog mod vold forestår på en adresse bl.a. i Aarhus midtby,
hvor de tilbyder begge parter rådgivningssamtaler og hjælp til henvisning til behandlingstilbud.
3.1.8 CHRISTINECENTRET
CSM Midt Nord består af et behandlingsafsnit finansieret af SATS-puljemidler, der tilbyder
terapiforløb af psykologer til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb.
Desuden er der en frivilligsektion under CSM Midt Nord, der hedder Christinecentret, 29 hvor der er
ansat en fuldtidsleder, en fuldtids socialrådgiver og dertil kommer et antal frivillige. Det er et
værested, hvor der også tilbydes rådgivning og støtte. Christinecentret bliver nævnt af flere af de
interviewede fageksperter, idet nogle voldsudsatte kvinder kan have været udsat for seksuelle
krænkelser.
27
http://dialogmodvold.dk/
http://www.socialstyrelsen.dk/udsatte/aktuelt/udbud-interventionscenter-ved-partnervold
https://krisecenter.randers.dk/FrontEnd.aspx?id=23202
29
http://www.csm-christinecenteret.dk/
28
Side | 45
3.1.9 SOCIALFORVALTNINGEN I AARHUS KOMMUNE
Socialforvaltningen ledes af en socialchef, der under sig har tre Søjler; Familie, Børn og Unge,
Socialpsykiatri og Udsatte Voksne samt Voksenhandicap. Familie, Børn og Unge er yderligere
opdelt i centre; Familiecenter, Handicapcenter for Børn, Ungdomscenter, Børnecentret og Center
for Specialpædagogiske Børnetilbud. Ungdomscentret har bl.a. et Rådgivningscenter, der arbejder
med behandling af voldsudsatte og seksuelt krænkede.
Familiecentret i Aarhus Kommune består af tre Familiekontorer; Nord, Syd, Vest og
Familieplejecentret. Familiekontor Vest varetager den bydækkende opgave ift. Unge og
kriminalitet. Familiekontor Syd varetager den bydækkende opgave ift. småbørn, Flygtninge,
ordninger for både kontakt- og støttepersoner, Familierådgivning iht. SEL §109 stk. 4 samt social
Boligtildeling. Familiekontor Nord30 varetager den bydækkende opgave ift. underretninger. I 2002
fik Underretningsenheden 300 underretninger, mens dette tal i 2013 var på 4000. Derud over
varetager alle tre Familiekontorer opgaver ift. Råd- og vejledning, iværksættelse og opfølgning på
foranstaltninger iht. Serviceloven mv.
Familie, Børn og Unge arbejder efter en modificeret BUM-model, hvilket bl.a. betyder, at
Familiecentret tager sig af myndighedsopgaver og bestiller-delen, mens Børne- og
Ungdomscentret, samt Center for Specialpædagogiske Børnetilbud varetager udføreropgaven.
Familiecentret bliver kun bekendt med en voldssag, hvis kommunen får en underretning med
bekymring for et barn/børnene eller ved besked fra et krisecenter om, at en kvinde med mindst et
barn er indskrevet.
Børnecentret har et bydækkende behandlingstilbud, som retter sig mod børn og familier, som har
oplevet eller oplever vold i familien. Det primære mål i indsatsen er at få standset volden,
udarbejdet evt. sikkerhedsplaner for familien samlet og for de enkelte medlemmer, samt bearbejde
den psykiske effekt af volden hos barnet/børnene. Indsatsen iværksættes iht. Servicelovens som
konsulentbistand jf. §11 stk. 3 eller som foranstaltning jf. §52.
Ud fra servicelovens gældende §109 stk. 4 skal alle kommuner tilbyde støtte og vejledning til
kvinder med børn, som har taget ophold på et krisecenter. I Aarhus kommune varetages denne
opgave af den koordinerende Familierådgivning.
Intentionen med servicelovens §109’s familierådgivning er at støtte kvinder og børn, som har
været udsat for vold i at fastholde en tilværelse uden vold efter ophold på et krisecenter. Den
koordinerende familierådgivers funktion er at være støttende og koordinerende og at sikre, kvinden
og børnene får en helhedsorienteret og tværgående indsats, fra de påbegynder udflytning fra
krisecentret, og til de er etableret i egen bolig.
Antallet af koordinerende familierådgivere er fastsat i forhold til antallet af henvisninger fra
krisecentrene og det anslåede tidsforbrug i hver enkelt sag. Ca. 30 kvinder med mindst et barn
modtager støtte hvert år.
30
http://www.aarhus.dk/da/omkommunen/organisation/Sociale-Forhold-ogBeskaeftigelse/Socialforvaltningen/Organisering/Familier-Boern-og-Unge/Familiecentret.aspx
Side | 46
I vejledningen til loven31 anslås tidsforbruget typisk at være 2 timer om ugen, hvilket skal ses som
et gennemsnit, hvor tidsforbruget ofte vil være større i starten af et forløb. Støtten ydes også efter
udflytning fra krisecentret. Ifølge vejledningen i op til et halvt år, og i nogle tilfælde kan den
forlænges til et år.
Som beskrevet i vejledningen, er den koordinerende familierådgivnings opgave at være et
gennemgående bindeled, som skaber kontakt til relevante myndigheder og sikrer, at ingen
myndighed eller instans slipper, før en anden har taget over i forhold til kvinden og børnene. Den
koordinerende familierådgivning arbejder på tværs af sektorer uden dog at have myndighed til at
bevilge foranstaltninger eller økonomisk støtte
I starten af forløbet udarbejdes en handleplan sammen med kvinden. Denne tager afsæt i
fokuspunkterne bolig, økonomisk hjælp, psykologhjælp, inventar til egen bolig, arbejdsmarked,
skole, daginstitutioner, sundhedsvæsen osv.32, men den er individuel og konkret målrettet i forhold
til kvindens og børnenes situation.
Dog skal kvinderne, som de koordinerende familierådgivere hjælper, have været på et krisecenter
og have mindst et barn.
Med ændringen af Servicelovens §109 ændres Familiecentrets praksis sig, når loven vedtages og
formentlig træder i kraft til sommer 2015. Aarhus kommune har endnu ikke taget stilling til, hvordan
opgaven skal løses ved en evt. lovændring. Der vil være tale om følgende ændringer:
Krisecentrene har orienteringspligt til kommunen, tidligere opstart af en koordineret
familierådgivning for kvinden på krisecentret, koordineret familierådgivning til voldsudsatte kvinder
uden børn, som har været eller er på krisecenter.
31
Vejledning om botilbud mv. til voksne efter almenboligloven, serviceloven og friplejeboligloven, Ministeriet for børn og
ligestilling, integration og sociale forhold. Okt. 2010
32
http://www.servicestyrelsen.dk/filer/udgivelser/familieradgivning-til-kvinder-med-born-pa-krisecenter
Side | 47
4. DET SIGER EKSPERTERNE
I det følgende præsenteres såvel de interviewede livseksperters samt en række fageksperters bud
på tiltag og tilbud, der i højere grad kunne sikre voldramte kvinder og børn i at få den for dem
rigtige hjælp.
Som nævnt er Aarhus Kommune i fokus, da de enkelte kommuner har meget varierende tilbud, og
især fageksperterne er derfor udvalgt for deres kendskab til tilbuddene i Aarhus Kommune.
Det er vigtigt her at understrege, at livseksperterne ikke i vores interviews er blevet oplyst om de
eksisterende muligheder for støtte – de taler ud fra den virkelighed, de har oplevet, som udmærket
kan handle om, at de hverken har viden om rettigheder eller muligheder.
4.1 LIVSEKSPERTERNES ANBEFALINGER
Adspurgt har de voldsudsatte interviewede kvinder og børn flere bud på, hvad de gerne ville have
haft af hjælp, og hvilken hjælp, de fandt gavnlig og nødvendig. Flere af svarene er
sammenfaldende, mens andre varierer og afhænger af den enkeltes situation, hvor typen af hjælp
ikke nødvendigvis giver mening for andre.
Direkte adspurgt om kvinderne ville finde et egentligt exitprogram gavnligt, hvor en fast koordinator
tilbyder dem hjælp til at få manden på afstand, blive relokaliseret og få støtte til at opbygge et nyt
og selvstændigt liv, svarer alle ja.
En kvinde svarer, da hun bliver spurgt om, hvad hun mener, at et social exitprogram for kvinder
som hende selv skulle indeholde: ”Det er helt enkelt den store pakke, som man så kunne plukke i
alt efter den enkelte kvindes individuelle behov - bolig, beskyttelse, job, helbred, psykologhjælp,
økonomisk rådgivning, forældrekurser, misbrugsbehandling, juridisk bistand i forhold til
forældremyndigheden over børnene, tilhørsforhold til partneren, hjælp til at få partneren
retsforfulgt, nyt CPR-nummer, og så videre.”
En af kvinderne, som har anden etnisk baggrund end dansk, fortæller om sprogbarrierer, der gør
det endnu sværere at træffe beslutningen om at gå fra en voldelig ægtemand og stå helt alene i
det danske samfund. Hun peger på, at der burde være akutjob, på samme måde som man har
akutboliger, som kan tilbydes den voldsudsatte kvinde, gerne i socialøkonomiske virksomheder og
helst i funktioner, hvor de kan arbejde lidt ”bag tæppet”, så de ikke bliver nervøse over f.eks. at
skulle have kundekontakt. Hun mener, at det er afgørende for kvinden, at hun får følelsen af at
kunne bruges, at hun får kolleger, som hun kan øve det danske sprog med og få troen på, at hun
kan forsørge sig selv på sigt.
Stort set alle de adspurgte kvinder peger på, at det er svært at have overskud til at opsøge den
hjælp, der allerede findes i form af konkrete tiltag fra kommune og diverse organisationer, når man
som voldsudsat kvinde står i en presset situation, er bange og bliver kontrolleret af manden.
De kvinder, som har været på krisecentre, ser det som en god og tryg mellemstation, hvor der er
andre mennesker at tale med, hvor der er tryghed, og hvor man ikke står alene med alle de
praktiske opgaver. Flere giver udtryk for, at krisecentrene er et rigtig godt tilbud, men at det er
meget vigtigt, at krisecentrene ikke slipper kvinden og hendes børn, før der er fundet en bolig,
Side | 48
igangsat behandling af hele familien (psykologisk og terapeutisk) og etableret et fagligt netværk
omkring familien.
En kvinde fortæller, at hun endte med at stå alene med alle sine tanker, praktiske problemer og
eksmandens trusler. Da hun havde truffet beslutningen om at forlade sin mand, forsøgte hun i det
skjulte at hjælpe sig selv ved at skaffe en lejlighed, men opsøgte samtidig også et krisecenter, så
hun og børnene kunne komme væk med det samme. Skæbnen ville, at hun fik tilbudt en lejlighed
meget hurtigt, og derfor flyttede hun direkte ud i den, og mistede dermed den støtte, hun kunne
have fået på krisecentret. Kvinden siger: ”Jeg talte med Danner, men fik så en lejlighed til mig og
børnene i stedet for. Jeg skulle være taget på Danner…”
En anden kvinde fortæller, at hun var glad for at komme på krisecenter, men at der efter hendes
mening er forhold, der skal forbedres. Kvinden fortæller: ”Jeg synes, det er godt, at der findes
krisecentre, men der er intet efterværn, så man er overladt fuldstændig til sig selv. Jeg prøvede at
opsøge en af kommunens psykologer i noget familierådgivning, men hun kunne ikke forstå, at jeg
ikke havde min eksmand med. Og børnene, som også var i krise, er der ingen der har set eller
snakket med. I retten så dommeren ikke på udtalelser fra børnehaven. Han mente ikke, at det var
nødvendigt. Det var mig, der havde plantet frygt i børnene, mente dommeren. De udtalelser,
børnene havde givet til en psykolog under opholdet på krisecenteret, kunne ikke bruges, fordi
faren ikke havde givet sit samtykke. Så syntes jeg, det er til grin at tage på krisecenter”.
Konkret efterlyser kvinderne følgende:

En enhed som specifikt tager sig af voldsudsatte kvinder, som har de relevante
specialkompetencer, som kan tage styring på, hvad der konkret skal gøres, af hvem og
hvornår, samt igangsætte de relevante akutte tiltag. En kvinde siger: ”Det er frustrerende,
at alting tager så lang tid, og at der er så mange forskellige fagpersoner, forvaltninger og
myndighedspersoner involveret i vores sag. Det er svært at få et overblik, meget skal
koordineres, og noget falder ned mellem stolene – de ser os som en sag, men for os er det
jo vores liv”.

En fast kontaktperson, gerne en socialrådgiver, som kobles på familien (kvinden og
hendes børn) og som følger kvinden fra allerførste samtale og hele vejen igennem
kvindens forløb tilbage mod et ”almindeligt” liv. En kvinde siger: ”Hvis en udsat familie skal
reddes, så kræver det et kompliceret sags- og behandlingsforløb for at ”få dem op på
hesten” og få hverdagen på fode igen. Ergo, det skal være en moden, erfaren person,
gerne med ekstra faglige kompetencer vedrørende udsathed, som varetager det arbejde”.

En fast støtte- og kontaktperson, som arbejder tæt sammen med den faste
socialrådgiver, og som er den person, der hele vejen igennem hjælper med alt lige fra
praktisk konkret flyttehjælp, ophængning af gardiner, hjælp til indkøb, madlavning og
rengøring, aflastning i form af børnepasning, til hjælp med at skifte bank, få indskrevet
børnene i nye institutioner etc. En kvinde siger: ”Jeg var så træt og psykisk udmattet, at jeg
ikke engang kunne overskue at ringe til min far og bede ham komme med sin bil og trailer,
så vi kunne få hentet de ting, jeg skulle bruge i mit nye hjem. Om aftenen turde jeg ikke
Side | 49
være i lejligheden før, der var hængt gardiner op, så jeg kunne trække for og skjule mig
bag dem”.

Psykologisk og terapeutisk hjælp til hele familien, så der hurtigst muligt kan blive
arbejdet med nogle af de skader, som både mor og børn har pådraget sig ved, igennem
lang tid, at have levet med vold og angst. En kvinde siger: ”Jeg begyndte at få hjælp fra
Rådgivningscentret i Aarhus for snart to år siden – en rigtig god psykologhjælp, som jeg
stadig går til. Jeg ville bare ønske, at jeg havde fået den noget før, altså da jeg bad om
den, fordi jeg kunne mærke, at jeg måske snart ville komme til at skade mit barn. Dengang
kunne jeg ikke få hjælp, fordi der ikke var sket nogen konkret skade – det var først, da jeg i
afmagt havde holdt en pude henover mit barns hoved, at de kunne hjælpe mig”.

Økonomisk hjælp, så den voldsudsatte kvinde kan etablere sig på ny og skabe gode,
trygge og funktionelle rammer for børnene. Det kunne være i form af et
kommunegaranteret lån uden renter, som kvinden kunne tilbagebetale i små rater.
En kvinde siger: ”I mange lejligheder skal man selv komme med køleskab, fryser,
opvasker, vaskemaskine, tørretumbler – der er kun komfur, ovn og emhætte, og der ligger
ikke et vaskeri på hjørnet. Der skulle være en aftale om, at man hjælper kvinden med at
købe noget, som er nyt, så der er garanti og serviceaftale i to år. Få dog en aftale med
IKEA, så man for et mindre beløb kan købe dyner, puder, sengetøj, viskestykker,
håndklæder, madrasser, lamper – ja, alt der hører til en husholdning, der kan man jo regne
ud, hvor billigt det kan gøres. Jeg synes, det var en umulig situation at komme i, man står
med intet. Tænk på, hvad det koster at fylde køkkenskabene op med helt almindelige
basisvarer, men det skal selvfølgelig ikke være i rå mængder, bare det mest nødvendige til
at starte op på”.
En anden kvinde siger: ”Jeg betalte alt ud, hvad jeg skyldte, for ikke at få mere gæld, og
det var imens, at jeg var på SU. Da jeg så skiftede uddannelse og mistede min SU i en
måned, så ansøgte jeg om en enkeltydelse, men der fik jeg afslag med beskeden om, at
jeg jo bare kunne have sparet op. Banken udbetaler børnepenge til faren fra kontoer, som
han ikke havde sat en underskrift på, eller havde noget med at gøre. Når jeg har søgt hjælp
for at få mine ting fra vores tidligere fælles hjem, eller til at få afsluttet sager, har beskeden
været, at jeg skulle lade det ligge. Der gik ni måneder før jeg fik penge fra faren. Og så
videre.”

Gældssanering, som minimum i de tilfælde, hvor kvinden er uden skyld i/ ikke har kunnet
forhindre, at eksmanden begik økonomisk kriminalitet også i hendes navn, så familien kan
påbegynde et nyt liv uden at være tynget af svære økonomiske byrder. En kvinde siger:
”Fordi min mand har begået bedrageri og anden økonomisk kriminalitet i mit navn, så er det
meget vanskeligt at skabe et nyt liv for mig og børnene. Jeg ville sådan ønske, at vi ikke
skulle blive ved med at være en udsat familie”.

Sikkerhedsforanstaltninger, som kunne give den nødvendige tryghed i forhold til
pludselig ”at blive fundet” af den voldelige eksmand. Det kunne være i form af ny identitet,
ny bopæl i en anden by, overfaldsalarm, videokamera, personlig vagt ved møder i
Side | 50
statsforvaltning, retten etc. Det er også vigtigt, at der er så få som muligt involveret, så
risikoen for fejl mindskes. En kvinde siger: ”Jeg fik hemmelig adresse, men ved en
advokatfejl fik min eksmand min nye hemmelige adresse tilsendt. Jeg var så bange for, at
han en dag skulle stå ved vores hjem, og jeg sov ikke i lang tid”.

Netværk og job/uddannelse, så den voldsudsatte kvinde kan få andre mennesker at
spejle sig i, få sunde relationer og så hun ikke mindst kan komme i gang med at bygge sit
liv op på ny. Påbegyndelse af studie eller job kan være med til at give den voldsudsatte
kvinde et bedre selvværd og en følelse af at kunne noget, være noget værd og i det hele
taget at være ligesom alle andre. En kvinde siger: ”Så længe jeg går hjemme, føler jeg mig
udenfor”.
Børnene giver udtryk for følgende behov:

Nogen at tale med, som har forstand på, hvordan barnet har det, når det har levet i en
konstant angst for, at der skal ske barnets mor noget, og som kan fortælle barnet, at der er
andre børn, som har oplevet de samme ting. Et barn siger: ”Jeg blev bange og var allerede
som 6-årig bange for, hvad der skulle ske i mit eget hjem. Jeg var bange for, at min mor
skulle blive yderligere skadet og endnu mere såret. Jeg opbyggede en vrede til min mors
eksmand, som var voldsmanden. Vreden og usikkerheden var så stor, at jeg drømte om
det om natten og var bange for at skulle miste min mor døgnet rundt”.

Penge nok til at familien kan klare sig, så barnets mor ikke skal have bekymringer om,
hvordan det hele skal gå og være ked af, at hun ikke kan købe det til sine børn, som alle
andre børn har. Et barn siger: ”Jeg ville ønske, at vi havde haft det, vi skulle bruge og ikke
skulle mangle penge til de nødvendige ting”.

At barnets mor bliver oplyst om, hvordan hun kan hjælpes til at komme væk fra sin
voldelige partner, også hvis han bliver ved med at opsøge hende. Et barn siger: ”Min mor
gik selv til politiet og fik en overfaldsalarm. Men da episoderne med vold og trusler stadig
fortsatte, hjalp politiet os med at få en ny identitet og et nyt hjem”.

Hele familien skal have hjælp til at komme godt videre, også når det indebærer, at et eller
flere af børnene skal flytte på institution eller i plejefamilie. Et barn siger: ”Vi skulle have
haft nogle gode psykologer – nogle, der ikke bare troede, at det hele var godt nok. Min bror
skulle have været i en ordentlig plejefamilie – de skulle have lyttet til os”.
4.2 ”DET HEMMELIGE NETVÆRKS” ANBEFALINGER
”Det hemmelige netværk”, som vi vælger at betragte som en organiseret enhed af en række
livseksperter, er som tidligere nævnt rettet mod primært ”partnerstalkingramte” kvinder med børn,
der ikke mener, at de eksisterende tilbud kan hjælpe dem med sikkerheden.
Side | 51
Nedenfor er gengivet deres egne anbefalinger til sociale indsatser, der kan imødekomme deres
situation og behov. Igen er deres anbefalinger baseret på deres selvoplevelser – de har ikke
nødvendigvis viden om deres rettigheder eller eksisterende tilbud.
En fast koordinator
Netværket efterlyser en fast administrativ koordinator og tovholder, der kan hjælpe kvinderne med
at samle sagsakter, skabe overblik og sammenhæng i forbindelse med retssager og løft af
bevisbyrden ved dødstrusler, samt f.eks. før og efter børnenes samvær, der pt. er defineret som
kvindens ansvar. Derfor vil de voldsudsatte kvinder (og mænd) gerne have hjælp til at samle
trusler, falske underretninger, m.m., der udgør beviserne i sagen, så politiet har alle nødvendige
informationer.
Denne koordinator og tovholder kunne også agere talerør under sagsfremstillingen, fordi hele
sagsforløbet og følelsen af deres personlige kamp med myndighederne kan øge deres traumer,
hvorfor de bliver fokuseret på detaljer, ikke kan skabe sammenhæng og mening m.m. overfor
myndighederne.
Det samme gælder de møder, de deltager i. Her efterlyser de, at den faste koordinator kan agere
bisidder, som kan føre og forklare den voldsudsattes sag, fordi bisidderen er neutral og kan fatte
sig i korthed og klare vendinger. Bisidderen kan hjælpe den voldsudsatte med at blive forstået hos
politi og i kommunen.
Tilknytning af specialiserede fagpersoner
Der efterlyses akut hjælp og længerevarende støtte og sikkerhed til kvinder med børn, hvor
dødstruslerne er tæt på at blive realiseret, uden at det kan bevises, fordi det foregår ved løs
kvælertag, via børnene eller andre tilhængere, m.m., samt forklædes som hændeligt uheld.
Derfor efterlyser de også tildeling af fagpersoner i form af en psykolog eller socialrådgiver og
andre, der har specialistviden om og forstår problematikken med stalking, PTSD, manipulation,
dødstrusler, m.m.
Kvinderne efterlyser også tilknytning af fagpersoner med speciale i overvågningsudstyr på den
voldsudsatte, så hjemmet kan sikres – gratis – da det er en uoverskuelig udgift selv at skulle sikre
sit hjem forsvarligt. Derudover nævnes, at voldsudsatte bør have undervisning i sikkerhed – både
digital og fysisk sikkerhed, i f.eks. hjemmet, så de også selv kan tage forholdsregler.
Lovkrav om udredning af trusselsbilledet
Kvinderne efterlyser lovkrav om undersøgelser af voldsudøverens personlighed, da kvinderne ofte
oplever at blive dømt for injurier, hvis de selv ”stiller” en diagnose, og uden diagnose kan man ikke
ifølge netværket stoppe voldsudøverens samvær med barnet.
Kvinderne efterlyser også lovkrav om en trusselsvurdering af de voldsudsatte og en revurdering af,
hvem der står med bevisbyrden, da mange af kvinderne modtager dødstrusler fra voldsudøveren
Side | 52
selv eller tilhængere, de ikke kan dokumentere, uagtet at kvinderne oplever dem som reelle og
frygter for deres liv. I nogle tilfælde er en kvinde så udsat og manden så farlig, at netværket ikke
mener, at et krisecenter ville kunne beskytte kvinden.
Bedre sikkerhed
Kvinderne i netværket efterlyser også et Safe Place i udlandet, hvor man kan bo akut og støtte
hinanden, indtil en mere stabil ordning er på plads, og hvor man får hjælp til en ny identitet og en
slags startpakke i den første akutte tid.
De ønsker en eller anden form for mulighed for at forblive i sikkerhed ved at blive i landet – om det
er nyt CPR-nummer eller anden foranstaltning, er ikke afgørende.
Kvinderne peger i den forbindelse på, at der i dag kan opstå sikkerhedsmæssige og administrative
problemer i forbindelse med tilkendelsen af et nyt CPR-nummer. Mange oplysninger er hæftet på
det gamle CPR-nummer, så som uddannelsespapirer, arveret, forældremyndighed, m.m., der skal
overgå til det nye. Derfor skal der skal være meget få personer i systemet, som kender begge
identiteter, da det har vist sig, at voldsudøvere kan være ansat i politiet eller arbejder med itløsninger, og således kan have adgang til det nye CPR-nummer.
4.3 FAGEKSPERTERNE
De interviewede fageksperter omfatter personer med en teoretisk og/eller praktisk viden om
metoder og værktøjer, der kan give kvinderne og børnene en mulighed for en vej ud af volden, og
dermed en ny start. Størstedelen af de interviewede fageksperter arbejder i Aarhus.
Vi har valgt at interviewe fageksperter, der både tæller kommunens myndighedspersoner, ansatte i
private tilbud og frivillige. Det har vist sig, at de voldsudsatte kvinders behov og muligheder for
dækning af fageksperterne anskues meget forskelligt alt efter, hvilken fagprofession og
organisering, fageksperterne tilhører. I visse tilfælde er der direkte modstridende betragtninger om,
hvad kvinderne får af tilbud, og hvad der mangler. Det er ikke underligt. Dels er der aktører, der
udtaler sig på landsplan, hvor tilbuddene er meget divergerende kommunerne imellem. Det
betyder blandt andet, at en række tilbud, som Aarhus Kommune har, ikke eksisterer i en række
andre kommuner. Dels har alle aktører i deres virke og tilgang ikke nødvendigvis den komplette
indsigt i og fortrolighed med den enkelte kvinde og hendes udfordringer, ligesom der ikke er fuld
gennemsigtighed i de forskellige tilbud set udefra. Dette afsnit bør derfor læses med forståelse for,
at der i nogle tilfælde forekommer uenighed i gruppen af fageksperter. Langt større uenighed, end
blandt livseksperterne, faktisk.
Fageksperterne omfatter

Tine Loft, afdelingsleder Familiekontor Syd, Socialforvaltningen, Aarhus Kommune

Lene Johanneson, konsulent i Vold i nære relationer og tidligere sekretariatschef i LOKK

Ingelise Allentoft, forstander Aarhus Krisecenter
Side | 53

Pernille Kristoffersen, rådgivningschef i Mødrehjælpen i Aarhus

Ulla Thorup, frivillig rådgiver i Joan-Søstrene i Aarhus

Eva Færgemann og Susanne Steincke, koordinerende familierådgivere, Aarhus Kommune

Margit Holmgaard, privatpraktiserende psykolog og specialist i børnepsykologi

Annette Degn, leder af SAM-skolen i Aarhus

Diana G. Larsen, politikommissær ved Nordjyllands politi

Tanja Graabæk, jurist i Hvert 3. barn, tidligere ansat i Statsforvaltningen

Saniye Vibe-Petersen, Conny Thornton, Camilla Østrup, Ida Nissen og Louise Venset, CTImedarbejdere på Exitprostitution i København

Helle Walsted Samuelsen, tidligere leder af Danner

Henriette Højberg, tidligere leder af Danners videncenter.
For overskuelighedens skyld er fageksperternes synspunkter i det følgende delt op først i barrierer,
siden i anbefalinger.
4.3.1 BARRIERER
Fageksperterne har som sagt i en vis grad forskelligartede oplevelser og erfaringer med de
eksisterende indsatser og muligheder. Deres bidrag er i det følgende samlet i temaer, der går igen
i interviewene. Flertallet af de interviewede fageksperter er enige i, at følgende punkter udgør en
barriere i forhold til den ønskede effekt af de eksisterende tilbud og indsatser over for voldsudsatte
kvinder.
4.3.1.1 EKSKLUDERENDE KRITERIER FOR HJÆLP

Flere tilbud er kun til kvinder med børn under 15 år

Flere tilbud forudsætter, at man har været på et krisecenter først

Flere tilbud har mødepligt og udbydes kun et par steder i hele landet

Flere tilbud er hverken sammenhængende, helhedsorienterede og derfor ikke omfattende
nok til at tage hånd om de allermest udsatte kvinder

Ikke tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger for livstruede kvinder.
4.3.1.2 MANGEL PÅ VIDEN OG OPLYSNING

Mange kvinder ved ikke, hvad det vil sige at være voldsudsat, ligesom en del
ikke kender til de eksisterende muligheder for hjælp og støtte

Mange kvinder kender ikke deres rettigheder i forhold til f.eks. gæld, ophold, børn, m.m., i
forbindelse med en skilsmisse eller samlivsophør
Side | 54
4.3.1.3 ORGANISATORISK BENSPÆND

Opbygning af viden, erfaringer og professionelle relationer myndighederne imellem, samt
mellem myndigheder og eksterne samarbejdspartnere, kan gå tabt, fordi organiseringen af
arbejdet i forvaltningerne er specialiseret i forskellige forvaltninger. Sommetider er
kvinderne og børnenes behov fordelt ud på flere forvaltninger. Det kan blandt andet betyde,
at kvinderne møder mange rådgivere og rådgivningsskift33

Udfordringer ved det tværgående myndighedssamarbejde, hvilket kan give lange
sagsbehandlingstider og i nogle tilfælde underkender forvaltningerne hinandens
beslutninger

Sommetider mangler fagpersonerne viden og overblik over samtlige tilbud, der findes både
internt, fra private aktører og de frivillige organisationer

Flere af fagpersonerne, både frivillige og ansatte, efterlyser flere ressourcer til at løfte den
konkrete opgave og til efteruddannelse i vold og relaterede psykiske reaktioner for
kvinderne og børnene. Herunder viden om forskellen i at være kvinde uden og kvinde med
børn i et voldeligt forhold, ligesom der efterlyses flere kompetencer vedrørende børn som
pårørende og tilbud til børn som pårørende til voldsudsatte

Flere tilbud er tilsyneladende ikke attraktive for målgruppen, hvorfor de takker nej og går
tilbage til den voldelige partner. For eksempel kan en anvist bolig i et socialt boligbyggeri
langt væk fra nærmiljøet betyde isolation og ensomhed

Flere fagfolk fortæller også, at en del af de voldsudsatte kvinder mangler tilstrækkelig
sikkerhed i og uden for akutboligen

Nogle fagfolk påpeger udfordringen i, at nogle kvinder ikke får tilbudt indsatser, der passer
til dem. De er af og til for rigide og standardiserede. Som en løsning peges der på mere
brugerinddragelse i løsningerne
4.3.1.4 KOMMUNALØKONOMI BEGRÆNSER

Der etableres løbende forsøgsprojekter, der lukkes ned, når forsøget afsluttes eller
finansieringen udløber, hvilket risikerer at betyde manglende forankring samt kontinuitet i
tilbuddene

En anden udfordring, som nogle af fagpersonerne påpeger, er, at visse tilbud er meget
afhængige af frivillige, der ikke alle har kvalificeret faglig baggrund, og udskiftningen er
hyppig
33
I Familiecentret i Aarhus Kommune forklares det yderligere med, at man arbejder ud fra modellen ’bestiller-udfører’ i
forhold til arbejds- og ansvarsfordeling mellem dem, der har den direkte kontakt til borgeren og dem der vurderer og
afgør sagerne. Se under fageksperternes anbefalinger, hvordan Familiecenter Nord i Aarhus er ved at afprøve et projekt,
hvor man har samlet begge typer medarbejdere for at minimere rådgivningsskift.
Side | 55

Generelt er det en anke, at der for få ressourcer til mængden af voldsudsatte kvinder. Det
gælder både til forebyggelse, opsøgende arbejde, mobile tilbud, relationsdannelse,
oplysning og networking mellem faggrupperne. De få ressourcer afstedkommer også for lidt
supervision og mulighed for kollegial sparring, påpeger flere fagfolk

De eksisterende tilbud og indsatser er ofte for korte for flere i målgruppen

Der efterlyses generelt bedre efterværn med længere stabiliseringsforløb, herunder
rådgivning og terapi efter endt tid i en akutbolig, som f.eks. et krisecenter

Manglende fleksibilitet og mulighed for at yde hjælp og støtte, samt muligheden for at
tilbyde (akut)bolig på tværs af kommunegrænserne
4.3.2 ANBEFALINGER
Fageksperterne har forskellige tilgange til arbejdet med voldsudsatte kvinder og børn, og dermed
også forskellige vinkler på opgaven at støtte voldsudsatte kvinder og børn som pårørende. Derfor
skal de nedenfor beskrevne anbefalinger betragtes som en bruttoliste. Nogle af anbefalingerne
opleves som et reelt behov for visse faggrupper, hvor andre ikke er enige i behovet eller
udfordringen.
4.3.2.1 ELEMENTER I EN INDSATS

Visitation samles i specialenheder bestående af fageksperter med specialistviden om vold

Længere støtteforløb – nogle nævner mindst to år med mulighed for forlængelse

Standardtilbud om egen bolig efter endt akutboligophold

Tilstrækkelig intensiv individuel terapi til både mor og barn, med fokus på mor-barnrelationen i tråd med Mødrehjælpens indsats

Individuelt skræddersyet programforløb (se idékatalog i kapitel 6).
4.3.2.2 FAST KOORDINERENDE STØTTE- OG KONTAKTPERSON

Specialistviden om vold og voldsproblematikker, herunder kendskab til f.eks.
ydelsescenter, jobcenter, m.m., samt stats-, sundheds- og socialforvaltningen (Jf. f.eks.
ICM-metoden, der gennemgås i kapitel 5)

Brobygger til og mellem myndighederne og eksisterende tilbud

Livline efter individuelt aftalte skæve åbningstider

Coach
Side | 56

Bisidder

Mentor

Upartisk og uden myndighedsbeføjelser

Administrativ tovholder
4.3.2.3 EFTERVÆRN MOD ENSOMHED, ISOLATION OG TILBAGEFALD

Netværksgrupper

Aktivering, m.m.

Ubegrænsede samtaler med børnepsykolog til de voldsudsatte børn

Ubegrænset psykologhjælp

Øget sikkerhed

Adressespærrer i forbindelse med ny bopæl (den norske model - se uddybende i kapitel 5)

Mulighed for nyt CPR-nummer til de allermest livstruede

Trygge og sikre rammer under samvær med voldsudøver samt ifbm. deltagelse i
retssager, hvor voldsudøver er tilstede

Trusselsvurderinger foretaget af politiet

Sikkerhedskurser i forhold til hjemmet og det digitale liv
4.3.2.4 UDDANNELSE OG EFTERUDDANNELSE I VOLDSPROBLEMATIKKER

Øge fagpersonernes viden

Længere, sammenhængende helhedsorienterede indsatser

Mobile tilbud, fleksible organisering, skæve åbningstider, accept af tilbagefald og ingen
ventetid for at imødekomme målgruppens ofte pludselig og kortvarig råb, håb eller ønske
om en vej ud af volden

Implementering og eksekvering af indsatserne med borgerne som livseksperter

Forvaltningernes borgerperspektiv inddrages mere systematisk
Side | 57
4.3.2.5 TVÆRGÅENDE SAMARBEJDE

Da de familieretlige problematikker i nogle tilfælde strækker sig over mere end en
forvaltning og myndighed (Statsforvaltning, Socialforvaltning, kommune, fogedretten og de
øvrige domstole), kunne man overveje, at de sociale og familieretlige arbejdsopgaver
lægges ét sted, så flere myndigheder ikke underkender hinandens afgørelser

Samling af forvaltningernes rådgivere, så der sker færre rådgivningsskift – som f.eks.
Familiecenter Nord i Aarhus Kommune, samt øget tværfaglig samarbejde som i
Interventionscentret i Østjyllands politikreds

Udstationering af kommunale medarbejdere såsom familierådgivere og socialrådgivere på
krisecentre og andre i tilbud, hvor medarbejderne kan dele viden og erfaringer med
hinanden samt knytte samarbejdsrelationer
4.3.2.6 OPLYSNING, KOMMUNIKATION OG FOREBYGGELSE

Samfundsdebat om vold og voldsudsatte familier for at aftabuisere problemet

Oplysningskampagner om hvad det vil sige at være voldsudsat, og hvordan man som
pårørende, nabo eller lærer kan hjælpe voldsudsatte videre

Synlighed af myndighedernes og de frivilliges tilbud hos læge, skole og uddannelsessteder,
biblioteker, museer samt på tv og andre steder, hvor man for det første ikke behøver at
gøre en aktiv indsats for at blive informeret og for det andet ikke bliver set af naboen. Her
kunne man overveje et rådgivningssted udenfor kommunen med anonym facade, eller hvor
det indgår som en del af et sted, hvor man også kommer, hvis man ikke er voldsudsat, så
det føles trygt og legitimt.
4.3.2.7 ØKONOMI

Tilstrækkelig finansiering til at imødekomme det reelle behov for flere fagligt specialiserede
medarbejdere, herunder også mere terapi til kvinderne

Flere akutboliger på f.eks. krisecentrene og flere udslusnings- og permanente boliger

Stabil, langsigtet finansiering af indsatserne og færre puljefinansierede tilbud
Side | 58
5. NATIONALE OG INTERNATIONALE ERFARINGER
Vold mod kvinder og børn er langt fra kun et dansk fænomen. Derfor giver det god mening at se
på, hvordan man håndterer udfordringen i udlandet, hvis man søger inspiration til effektive
løsninger.
Voldsudsatte kvinder er samtidig heller ikke den eneste gruppe borgere i samfundet, der er fanget i
et skadeligt miljø, som de søger udveje fra. Det gælder også for eksempel prostituerede,
bandemedlemmer og hjemløse. Der eksisterer allerede i Danmark programmer, der hjælper disse
borgere ud af deres skadelige livssituation til et nyt liv. Derfor giver det også god mening at se på,
hvordan disse indsatser er designet, for at søge inspiration til, hvordan voldsudsatte kvinder kunne
hjælpes bedre.
I det følgende ser vi nærmere på de eksisterende danske exit-programmer, erfaringerne med at
hjælpe voldsudsatte kvinder i udlandet og andre beslægtede initiativer.
5.1 DANSKE EXIT-PROGRAMMER
5.1.2 HJEMLØSESTRATEGIEN
”Hjemløsestrategien” var et puljefinansieret program, der løb fra 2009 til 2012,34 hvor der var afsat
500 millioner kroner til at nedbringe hjemløsheden i Danmark. Omfanget af hjemløse i 2009 var
efter SFIs optælling 5.000 personer, hvor SFI vurderede, at omkring 11-13.000 personer berøres
af hjemløshed årligt. Otte kommuner indgik samarbejde med det daværende Indenrigs- og
Socialministeriet under Karen Ellemann om at afprøve strategien. Hensigten var, ”…at så mange
hjemløse borgere som muligt hjælpes, så de kommer ud af hjemløshed og får et godt og stabilt liv i
egen bolig”.35 Strategien bestod af flere hovedelementer, bl.a. at etablere en række relevante
boliger til målgruppen, metodeudvikling på området og bedre styring med disse indsatser.
Bag ”Hjemløsestrategien” ligger grundpræmissen ”Housing First”36, som både anvender CTImetoden – Critical Time Intervention 37 og ICM-metoden – Individual Case Management (se
tekstboks s.60). Housing First, som en del af både CTI og CMI, har vist positive resultater ved så
at sige vende det traditionelle forløb i sociale indsatser om, og starte med slutningen – nemlig
tildeling af egen bolig som første skridt i forløbet af en helhedsorienteret social indsats. Housing
First-tilgangen står i modsætning til den såkaldte trappetrinstilgang eller Housing Ready-tilgang,
34
Kommunerne fik efterfølgende mulighed for at forlænge hjemløsestrategien til 1. september 2013.
http://hjemlosestrategien.ramboll.dk/~/media/459925F09F7F43B985C172A7108F4E4F.ashx
36
Princip bag Housing First: https://www.domesticshelters.org/domestic-violence-articles-information/home-safe-homethe-housing-first-program#.VN3FalOG-30 og eksempler på konkrete tilbud efter denne metode:
http://www.onslowwc.org/case-management og http://www.sistercare.com/services.html og
http://www.researchgate.net/publication/228335519_Post_shelter_services_The_efficacy_of_followup_programs_for_abused_women og https://www.domesticshelters.org/domestic-violence-articles-information/homeoptions-beyond-the-shelter#.VN3E91OG-30
37
Hjemløsestrategien bygger på andre lignende metoder så som Supported Housing, ACT, opsøgende, Udredning og
Plan samt God Løsladelse (årsstatus 2012 fra Rrambøll side 7 og notat fra SFI om metoden bag hjemløseområdet)
35
Side | 59
hvor den hjemløse skal ’kvalificere’ sig til en bolig ud fra motivation, parathed og bo-evne, og hvor
egen bolig er sidste trin på trappen.
Individual Case Management
Individual Case Management (ICM) metoden bygger på en antagelse om, at borgeren selv skal være en del af
forandringsprocessen, for at den kan lykkes. Borgeren skal således inddrages i planlægningen af forløbet og i
udarbejdelsen af planen for arbejdet.
Arbejdet med ICM-metoden foregår ud fra et recovery-perspektiv, hvor borgeren anskues som en person med
potentiale til at 'komme sig' og blive (re)integreret i samfundet. Udover at sikre koordinering og give tryghed og
omsorg i hverdagen, fokuserer metoden på at udvikle borgerens kompetencer og at identificere og styrke
borgerens ressourcer. Empowerment er et vigtigt element i ICM-metoden. Det er case managerens opgave
gennem samarbejdet med og støtten til borgeren at sætte ham eller hende i stand til selv at handle og opnå
kontrol over eget liv.
Målgruppen er personer med komplekse problemer og et langvarigt behov for mangeartede indsatser,
eksempelvis psykisk syge, stofmisbrugere og hjemløse borgere.
Der er tale om borgere, som har behov for hjælp til at skabe overblik og sammenhæng i forhold til deres samlede
støtte- og behandlingsmæssige indsats, men der er samtidig tale om borgere, som vurderes at være i stand til at
profitere af støtte og behandling fra det etablerede system, men som samtidig har behov for støtte hertil.
Det er karakteristisk for ICM-metoden, at indsatsen er lokalt forankret og altså foregår der, hvor borgeren er: på
gaden, på et forsorgshjem eller i egen bolig. I tilrettelæggelsen af indsatsen er fokus på den enkelte borger, og
det er borgerens behov og ønsker, der er styrende for indsatsen. Udgangspunktet for indsatsen er dermed
borgerens hverdag og de udfordringer, borgeren møder her, og indsatsen tilrettelægges, så den er fleksibel og
hele tiden kan justeres i forhold til borgerens aktuelle behov.
Critical Time Intervention (CTI) er en beslægtet metode, som opererer med mere faste kortere tidsforløb i
indsatsen. For en sammenligning af de to metoder, se
http://www.socialstyrelsen.dk/udsatte/hjemloshed/hjemlosestrategi/metoderne-1/individual-casemanagement-icm og http://www.socialstyrelsen.dk/udsatte/hjemloshed/udbredelse-afhjemlosestrategien/metoden-cti
Der er overvejelser om at skifte hjemløse-tilgangens navn Housing First til Housing First Plus for at
vise, at tilgangen er helhedsorienteret og bliver sammenhængende gennem en række
støtteforanstaltninger, så som praktisk bostøtte, hjælp til at håndtere kontakt til offentlige
myndigheder, stabilisering af økonomi, behandlingstilbud og lignende – rettet mod den enkelte
borgers konkrete behov. Tilgangen – der som nævnt bl.a. bygger på ICM-metoden – er oplagt i
forbindelse med en indsats rettet mod voldsudsatte kvinder.
5.1.3 EXIT PROSTITUTION
I Danmark afprøves i disse år projekt ”Exit Prostitution” i fire kommuner. Det sker i samarbejde
med SFI, som evaluerer indsatsen. Hensigten er at forbedre udsatte prostitueredes livskvalitet.
Projektet er baseret på den evidensbaserede CTI-metode.38,39
38
http://www.socialstyrelsen.dk/udsatte/prostitution/prostitution-1/metoden-bag/beskrivelse-af-cti-metoden
Side | 60
Projektet ”Exit Prostitution” har to målgrupper, hvoraf den ene gruppe består af udsatte
prostituerede mænd og kvinder, som ønsker hjælp til at forlade prostitution og dermed helt stoppe
med at sælge seksuelle ydelser, mens den anden målgruppe er udsatte prostituerede kvinder og
mænd, som ”…ikke umiddelbart ønsker en vej ud af prostitution, men har behov for en
sammenhængende og helhedsorienteret indsats for at forberede deres aktuelle livssituation”.40 At
det nævnte projekt har to målgrupper, kan siges at kendetegne bl.a. CTI som metode, idet
målsætningen for hvert enkelt exitprogram beror på den prostitueredes ønsker og definition af
hjælp til øget livskvalitet og ikke samfundets eller den tilknyttede CTI-medarbejders. CTImedarbejderen har i sit professionelle virke ganske enkelt ikke en holdning til prostitution.
I interviewet med flere CTI-medarbejdere fremhæver de af fordele, at kvinderne er anonyme ved
henvendelsen, samt at borgeren selv afgør, hvilke forhold de ønsker hjælp til, dvs. at programmet
tilrettelægges individuelt. Derudover er den tilknyttede CTI-medarbejder brobygger til de forskellige
myndigheder, som kvinden på den ene eller anden måde skal i kontakt med, hvorfor det også er
en fordel, at CTI-medarbejderen er offentligt ansat, kender systemet og de muligheder, kvinden
har, eller at CTI-medarbejderen ved, hvem der kan hjælpe kvinden videre.
I øvrigt siger de interviewede CTI-medarbejdere, at det har vist sig som en udfordring, at længden
på programmet i sidste fase ofte er for kort. Mange af kvinderne er ikke parate til at stå på egne
ben efter endt forløb, hvorfor CTI-medarbejderen41 henviser 11 ud af 13 til et andet tilbud efter
afsluttet forløb, hvilket også er hensigten med CTI-metoden; at formidle videre støtte til andre
lokale aktører efter borgerens behov, da CTI-forløb er tidsbegrænsede, men intensive.
CTI-medarbejdernes bud på en indsats over for voldsudsatte kvinder er blandt andet at tage højde
for kvindernes anonymitet overfor en eventuel underretning på børnene til den uforpligtende
samtale i præfasen, og at den rette specialistviden om vold og voldsproblematikker omkring
kvinden – psykologisk som lavpraktisk – er til stede. Derudover kan der for traumatiserede
voldsudsatte være behov for længere forløb eller støtte pga. forskellige hændelser og opståede
behov.
5.1.4 BANDE-EXIT
I foråret 2011 lancerede VK-regeringen rammemodellen ”En vej ud” til ”…at bekæmpe den
alvorlige kriminalitet, der udspringer af bande- og rockermiljøerne”, som lægger op til et styrket
myndighedssamarbejde i forhold til de bande- og rockerbandemedlemmer, der ønsker at komme
ud af det kriminelle miljø.42 ”En vej ud” gav mulighed for både hurtige og konsekvente reaktioner
på igangværende kriminalitet, men rammemodellen skulle også have ”…fokus på forebyggende og
kriminalpræventive tiltag for at bryde fødekæden til bande- og rockergrupperingerne” – herunder et
”Bande-Exitprogram” i tråd med det eksisterende Exit Prostitution-program.
39
http://www.sfi.dk/Admin/Public/DWSDownload.aspx?File=%2fFiles%2fFiler%2fSFI%2fPdf%2fArbejdspapirer%2fAP02-2013.pdf
40
http://www.sfi.dk/Admin/Public/DWSDownload.aspx?File=%2fFiles%2fFiler%2fSFI%2fPdf%2fArbejdspapirer%2fAP02-2013.pdf
41
http://www.sfi.dk/s%C3%B8gesvar-4455.aspx?Action=1&NewsId=4600&PID=9262
42
http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/2011/Rammemodel.pdf
Side | 61
Som en del af den styrkede forebyggende indsats gennemgår unge kriminelle på sikrede
institutioner en afdækning af deres psykologiske problemer, samt får tilbud om et
forbehandlingsprogram mod misbrug og tilbud om at få tildelt en støtteperson. Formålet med
Bande-Exitprogrammet er bl.a. styrket fokus på at hjælpe og støtte de, der ønsker at komme ud af
det kriminelle bande- og rockermiljø, når motivationen melder sig, så de tilbydes en vej ud af
miljøet.
Rapporten understreger, at målgruppen ikke tildeles særregler, forrang eller særbehandling
sammenlignet med andre kriminelle borgere. Gennem et koordineret myndighedsarbejde mellem
de kommunale forvaltninger, politiet og kriminalforsorgen målrettes indsatserne fra flere forskellige
myndigheders side – kaldet bl.a. Fair Play og Al Capone-indsatserne – har vist, at et fælles fokus
styrker de tværsektorielle indsatser væsentlig. Baggrunden for og hensigten med rammemodellen
er, at der skal skabes oversigt over alle mulige indsatser og eksisterende tiltag, således at hvert
exit-program ”…koordineres, målrettes og tilpasses de bande- og rockermedlemmer, der ønsker et
liv uden for miljøet”.43
Et af de centrale elementer i rammemodellen, hvori Bande-exitprogrammer indgår, er en
anbefaling om, at det styrkede myndighedssamarbejde efter behov organiseres i lokale exitenheder, hvor relevante fagpersoner og beslutningsniveauer i kommunen er repræsenteret.
Indsatser igangsat på baggrund af rammemodellen blev i foråret 2014 kortlagt og evalueret
foreløbigt.44 Kortlægningen og den foreløbige evaluering er interessant at se nærmere på, da det
kan give inspiration til en indsats rettet mod voldsudsatte kvinder.
Kortlægningen konkluderer blandt andet, at arbejdet med exitprogrammet har vist sig svær og
vanskelig, fordi det har vist sig at være en udfordring at koordinere den nødvendige indsats mellem
de samarbejdende myndigheder. I den forbindelse udtalte den daværende justitsminister Karen
Hækkerup: ”Jeg vil bestemt ikke udelukke, at der kan være behov for yderligere initiativer”, men
kortlægningen viser ”…også, at de involverede myndigheder skal blive bedre til at samarbejde og
tage ansvar for opgaven”.
Koordineringen af indsatsen har i ovennævnte kortlægning vist sig at være særligt udfordrende på
fire områder: Organisering, uddannelse, viden og sikkerhed, og ikke mindst diversiteten i
målgruppens behov; der viser sig store lokale forskelle i forhold til enhedens organisering og fokus
på exit, samt hvilke kriterier man skal opfylde for at være inden for exit-programmets målgruppe.
Derudover nævnes, at selve ansvarsfordelingen besværliggør samarbejdet, da der grundet
metodens udvikling endnu ikke er fastlagt en anbefalet fordeling for myndighedernes samarbejde.
Kortlægningen af Bande-Exit peger også på nogle konsekvenser, når der er udskiftning i exitmedarbejderne i de lokale exit-enheder. Nogle af konsekvenserne er bl.a. tabt viden og erfaringer,
hvilket kan spille ind på succesraten for at en person gennemfører sin exit.
43
http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/2011/Rammemodel.pdf
http://www.justitsministeriet.dk/nyt-og-presse/pressemeddelelser/2014/exit-fra-rocker-og-bandemilj%C3%B8et-ersv%C3%A6rt-i-praksis og
http://justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Arbejdsomraader/Forskning/Forskningsrapporter/2014/Exitindsatser%20for%20rockere%20og%20bandemedlemmer.pdf
44
Side | 62
Succesraten kan afhænge af bl.a. borgerens motivation, der kan være kortvarig eller ustabil, og
kan være påvirket af exit-medarbejdernes viden og erfaring på området, som bl.a. sætter exitmedarbejderne i stand til at kunne handle hurtigt og kvalificeret.
Ifølge selvsamme kortlægning viser relokaliseringen af personerne i exit sig også at være svær, da
der er store sikkerhedsmæssige foranstaltninger og risiko for tilbagefald, hvis placeringen ikke
geografisk er tilstrækkeligt langt væk.
Kortlægningen fremhæver det også som en udfordring, at målgruppen har meget forskellige
behov. Nogle er så selvkørende og psykisk stærke, at de kun har brug for lidt hjælp, støtte og
rådgivning, mens andre har behov for hjælp til alt, lige fra intensiv psykologisk behandling til
massive sikkerhedsforanstaltninger, og alt hvad der måtte være imellem.
I de mest alvorlig tilfælde kan der foretages et fuldstændigt identitetsskifte med nyt navn, adresse,
mv., men det forudsætter, at den pågældende overholder en række konkret fastsatte betingelser
som, f.eks. at afbryde kontakten til familie og venner, ligesom det er nødvendigt at opgive arbejde
eller uddannelse. Det har store menneskelige omkostninger at skifte identitet som led i et
vidnebeskyttelsesprogram. Derfor bør et identitetsskifte også forbeholdes de mest alvorlige sager,
hvor almindelige beskyttelsesforanstaltninger ikke er tilstrækkelige, lyder det i kortlægningen.
5.2 UDENLANDSKE ERFARINGER OG INSPIRATIONSKILDER
Der er mange internationale projekter og indsatser, hvis sigte er at hjælpe udsatte borgere med at
øge deres livskvalitet og sikkerhed. Vi har udvalgt tre, der alle udmærker sig ved høje succesrater.
Indsatserne er ligeledes udvalgt, fordi de imødekommer mange af de barrierer, som vores fag- og
livseksperter i denne rapport peger på samt kommer med anbefalinger til.
5.2.1 POSTSHELTER ADJUSTMENT OF CHILDREN FROM VIOLENT FAMILIES
Der findes en lang række indsatser og hjælpeprogrammer for voldsudsatte kvinder og børn i USA.
45
Rapporten ”Postshelter Adjustment of Children From Violent Families” fra University of
California46 fra 2006 undersøger 62 kvinder og deres børn, der enten kun havde været på et
akuthjem (kaldet Emergency shelter) i form af f.eks. et krisecenter, eller havde været på både et
akuthjem og efterfølgende gennemgået et seks til tolv måneders støtteprogram. Kvinderne har i
begge tilfælde været tilknyttet et non-profit krisecenter i det sydlige Californien. Denne
undersøgelse af ’efterværn’ ligner SFIs Efterværn-rapport fra 2010, som omtalt tidligere.
Ifølge rapporten har det – ikke overraskende – mange negative konsekvenser, ikke bare for
kvinden, men også børnene, når moderen udsættes for vold i hjemmet. Børnene er ekstremt
påvirket af deres mors ve og vel i deres barndom, og derfor påvirkes de negativt, når hun gennem
volden f.eks. stresses psykisk, udvikler tunge depressioner og PTSD-symptomer. Børnene
45
Se f.eks. http://www.startherestl.org/housing-shelters-for-women.html og https://www.domesticshelters.org/domesticviolence-statistics#.VN3LmlOG-30 hvor der står, at der findes 3346 organisationer i hele USA, der tilbyder voldsudsatte
kvinder hjælpeprogrammer.
46
http://jiv.sagepub.com/content/21/8/1046
Side | 63
reagerer psykologisk på volden ved at bl.a. udvikle angst, frygt, isolation, langsom udvikling og
separationsangst samt efterligning af den ene eller begge forældres (de voksnes) adfærd.
I rapporten sammenlignes børnenes adfærd for at undersøge, hvilke psykologiske konsekvenser
og dermed positiv indvirkning et forløb på et ”second-stage transitional living program” kan have på
børnene, hvis mor (og måske dem selv) har været udsat for vold i hjemmet.
De undersøgte støtteprogrammer består af to stadier, hvoraf den ene foregår på et
krisecenterlignende sted af en varighed på ca. 45 dage, mens andet stadie varer mellem 6-12
måneder, hvor kvinden og børnene bliver tilbudt en billig bolig – andet stadie kaldes ”second-stage
transitional living programme”.
Første stadie giver kvinden og barnet/børnene akut bolig og sikkerhed samt støtte, hjælp og
rådgivning med hensyn til for eksempel bolig, arbejde, uddannelsesmæssige, finansielle og
juridiske udfordringer. Børnene får ugentlige individuelle rådgivningssessioner og deltager i daglige
terapeutiske programmer, hvor barnet er i centrum.
Andet stadie af programmet tilbyder billige boliger og støtteydelser til kvinder og børn i op til et år
efter at have boet på et hvilket som helst krisecenter. Den støtte, der ydes til kvinderne, indeholder
træning af færdigheder, både på det faglige område og personligt. Stadiet indeholder praktisk og
fortsat terapeutisk og juridisk rådgivning. Børnene starter i dagpleje eller skole og fortsætter med
ugentlige terapeutiske sessioner.
Undersøgelsen viste, at størstedelen af alle deltagende kvinder nu levede i en ikke-voldelig
hverdag, og at 94% af dem, der var i nye forhold, levede i et ikke-voldeligt forhold. Børn, hvis mor
ikke var blevet tilbudt efterværnsprogrammet, og som der kun havde opholdt sig kort tid i en
akutbolig eller lignende, udviste øget udadreagerende og indadreagerende adfærd, mens de børn,
hvis mor havde deltaget i ”second-stage transitional living” programmet, og dermed havde været
omgivet af en støttende og rådgivende atmosfære, oplevede en positiv udvikling, ikke mindst
gennem kvindernes forbedrede forældrekompetencer.
Til trods for det udvidede støtte- og beskyttelsesprogram, samt livsførelse i ikke-voldelige
omgivelser, oplevede både kvinder og børn stadig uro, pres, ubehag og problemer i større eller
mindre grad. Derfor anbefaler rapporten, at støtteprogrammer specifikt bør fokusere på de
psykologiske konsekvenser af at have levet i en voldsudsat familie, samt på mor-barn-relationen,
fordi dette fokus vil mindske tilbagefald for mor og barn, og dermed øge deres livsmuligheder og
trivsel.47
5.2.2 COSA – CIRCLE OF SUPPORT AND ACCOUNTABILITY
Canada udviklede allerede i 1994 programmet Circle of Support and Accountability (CoSA)48,
som er en unik og innovativ metode til at reintroducere seksuelle krænkere, set som en udsat
borger, i samfundet.
47
48
Journal of Interpersonal Violence, jiv.sagepub.com
http://mcccanada.ca/learn/more/circles-support-accountability-cosa
Side | 64
Formålet med CoSA er at stabilisere borgeren i samfundet gennem frivillighed og forebyggelse.
Programmet kom til Storbritannien i 2002 og har siden spredt sig til Holland i 2008, samt
pilotafprøves i lande som Frankrig, Bulgarien og Nordirland.
CoSA består af en indre cirkel af frivillige personer og ydre cirkel af fagpersoner, der støtter den
udsatte borger – kaldet ”kernepersonen” (på engelsk: ”former high risk” person) – ved at udgøre et
lokalt socialt netværk, så kernepersonen kan vende tilbage til samfundet gennem støtte,
monitorering og fastholdelse. Den inderste cirkel udgøres af 3-6 frivillige fra kernepersonens
lokalmiljø, som forpligter sig på at forbedre den offentlige sikkerhed ved at understøtte den udsatte
borgers tilbagevenden til samfundet ved at indgå en aftale eller kontrakt samt gennem fx møder og
daglige gåture. De frivillige er både rollemodeller og mentorer for kernepersonen, og modvirker
isolation og ensomhed. De frivillige viser også en kultur i overensstemmelse med samfundets
normer, og hjælper kernepersonen med at tilegne sig sociale kompetencer og dermed relationer.
Derudover er gruppen af frivillige også med til at observere kernepersonens adfærd og trivsel i
tilfælde af, at der er behov for professionel hjælp, m.m. Den ydre cirkel består af relevante
fagpersoner, så som støtte- og kontaktperson fra kommunen (fx en ICM-medarbejder), terapeut og
politi, der på hver sin vis kan afværge/modvirke tilbagefald og yderligere udsathed. Hele kredsen
mødes med jævne mellemrum, både for at yde den tidligere udsatte borger støtte, og sikre, at
borgeren ikke vender tilbage til det gamle miljø, der fx var præget af vold, misbrug og kriminalitet.
Canadiske undersøgelser viser, at CoSA-metoden har reduceret 83 % af krænkeres tilbagefald (i
at udøve seksuelle krænkelser), 73% reduktion i alle typer af voldelige krænkelser og 71%
reduktion af tilbagefald generelt sammenlignet med grupper, der ikke fik tildelt et CoSA-forløb.49
5.2.3 HOPE – HELPING TO OVERCOME PTSD THROUGH EMPOWERMENT
På National Mental Health Institute i Arkron Ohio i USA har forskere50 udviklet en
behandlingsmetode kaldet HOPE51, der står for Helping to overcome PTSD through
Empowerment, som led i et 3-årigt projekt fra 2012-2015. Post Traumatisk Stress Syndrom er en
af de mest hyppigt forekommende lidelser/diagnoser, når man udsættes for vold i en nær relation.
PTSD viser sig bl.a. ved, at man taber evnen til at organisere, planlægge, været målrettet samt
sund og gode dømmekraft og beslutsomhed etc., kaldet de eksekutive funktioner samt
hukommelsestab, tomhed, angst, søvnløshed, alarmberedskab, depressiv, lavt selvværd, m.m. 52,53
Som supplement til metoden Individual Case Management, anbefales HOPE, der lægger stor vægt
på stabilisering, sikkerhed og empowerment for at genskabe eller genfinde den voldsudsatte og
PTSD ramte borgers tab af ovenstående ressourcer ved at arbejde med kompetencer, der sætter
dem i stand til at håndtere deres PTSD gennem bl.a. lokale netværk, etablering af sikkerhed for sig
selv og sine børn.
49
http://mcccanada.ca/learn/more/circles-support-accountability-cosa
Fx http://psycnet.apa.org/journals/pro/40/3/234/ og http://grantome.com/grant/NIH/R01-MH095767-03
51
(PsycINFO Database Record (c) 2012 APA, all rights reserved)
52
Fx http://www.ptsdalliance.org/images/hope_for_recovery.pdf
53
Fx http://psyknoter.com/bachelor-psykologi-noter/kognitionspsykologi-noter/emner/6-eksekutive-funktioner-medudgangspunkt-i-eksempler-pa-kognitive-funktioner-og-deres-neurale-grundlag/
50
Side | 65
5.2.4 ADRESSESPÆRRER I NORGE
Ser vi på lande, der tilbyder voldsudsatte og livstruede personer nyt CPR-nummer, så kan vi med
fordel se på Norge. Siden 2004 har man i Norge kunnet få en ny, fiktiv identitet. Indtil 2010 havde
syv fået en, fordi de havde været udsat for æresrelateret vold eller udsat for vold i en nær relation,
fremgår af en artikel om emnet fra 2010.54 Dette tal har dog ved indgangen til 2015 ikke ændret
sig.55
Sagerne har været så alvorlige, at myndighederne har vurderet, at en dialog ikke nyttede. Det er
det norske Politidirektorat, der behandler ansøgninger om fiktiv identitet, som gives i Norge med
hjemmel i politiloven i situationer, hvor en trusselsudsat vurderes at være i særlig fare for at blive
udsat for alvorlig kriminalitet rettet mod liv, sundhed eller frihed. Fiktiv identitet omfatter også
navneændring og i visse tilfælde andre personer nært relateret til den trusselsudsatte.
Tildeling af en fiktiv identitet er et stort arbejde og en lang proces, ifølge familievoldkoordinator
Anne-Bente Kentsrud hos Søndre Buskerud politidistrikt.56 Den nye fiktive identitet inkluderer nye
navne, nye CPR-numre og nye livshistorier. Ifølge politiinspektør Eivind Borge, leder for Seksjon
operative tjenester ved Kripos, er arbejdet så hemmeligt, at politiet ikke kan afsløre, hvordan de
gør, men at man ikke lades alene, når man får ny identitet og at alle behovene i sådanne sager
bliver imødekommet.
Da tildeling af en ny identitet er et voldsomt indgribende tiltag, anvender man ifølge seniorrådgiver
Ida Dahl Nilssen fra norske Kripos andre sikkerhedsmæssige tiltag, kaldet kode 6 og 7, som
dækker over muligheden for at få oprettet en såkaldt adressespærrer. Der er et administrativt
mindre omfattende tiltag, end et egentligt identitetsskifte med nyt CPR-nummer. Kode 6 tildeles de,
der er allermest livstruede, hvor kun få myndighedspersoner har adgang til personens adresse,
mens kode 7 gives til de mindre livstruede, hvor flere myndighedspersoner har adgang til
personens adresse. De to tiltag er mere anvendte, end en ny identitet. Opgjort i december 2014
har 894 personer i 446 norsk sager fået en af de to former for adressespærrer. Man søger for en
periode på tre år, som kan forlænges, hvis trusselsniveauet via en trusselsvurdering viser, at
personen stadig er i livsfare.
De norske myndigheder kan ikke detaljeret gennemgå processen, når en person får tildelt en
adressespærring, men ofte er det på grund af ”…trusler om legemsbeskadigelse eller drab. Mange
er ofre for vold eller trusler i nære relationer”. Til vurderingen hører, om personen vil kunne tilpasse
sig under en adressespærring. Det er den trusselsramte, der selv tager den første kontakt til det
lokale politi – ofte med dennes familievoldskonsulent, hvorefter de laver en trusselsvurdering og
taktik, hvis trusselsniveauet skal nedbringes/fjernes. Det er den lokale politimester, som har
ansvaret for den anbefalede adressespærring og overgiver her opgaven til Kripos, som er det
nationale center for adressespærrer, der videresender til Skattedirektoratet i Norge, som er dem,
der rent teknisk spærrer adressen i det norske folkeregister. Det er også Kripos, der videresender
posten til de med adressespærre kode 6.
54
http://www.nrk.no/buskerud/ma-bytte-identitet-etter-trusler-1.6966502
Jf. Mailinterview med Ida Dahl Nilssen fra norske Kripos: Den nasjonale enhet for bekjempelse av organisert og annen
alvorlig kriminalitet.
56
http://www.nrk.no/buskerud/ma-bytte-identitet-etter-trusler-1.6966502
55
Side | 66
Det meste af arbejdet følges op af det lokale politi – det er meget afgørende at det lokale politi
arbejder tæt sammen med personen der har en adressespærring, for også at vejlede de
trusseludsatte bedst muligt. Det er også det lokale politi, der agerer, hvis personen med
adressespærrer bliver opsøgt af voldsudøveren, fortæller seniorrådgiver Ida Dahl Nilssen.
Ifølge Ida Dahl Nilssen er fordelen ved adressespærrer – ud over, at den er mindre administrativ
tung, end tildeling af et nyt CPR-nummer er – at en adressespærre er mindre psykologisk og
mentalt krævende for borgeren, som ikke skal skære alle sociale og familiære bånd over for altid,
men i udgangspunktet tre år minimum. Grunden til at man i Norge kun har givet syv personer nyt
CPR-nummer siden 2004 er bl.a., at personerne via en mentaltest ikke er blevet vurderet at kunne
magte et liv uden kontakt til familie og venner m.m., samt starte et nyt liv uden historik, hvorfor
risikoen for, at man vil genoptage båndet til sit gamle liv er stor.
Økonomi- og Indenrigsministeriet har haft et lovforslag til høring frem til den 15. januar, 2015, som
introducerer adressespærrer – eller udvidet adressebeskyttelse - også i Danmark.57
(Se tekstboks.)
CPR loven
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen skal efter skriftlig meddelelse herom fra politiet registrere en person, som udsættes
for trusler mod sin person i forbindelse med æresrelaterede eller samlivsrelaterede konflikter, som værende uden
fast bopæl i kommunen uanset stk. 1 og 2. Flytter en truet person omfattet af 1. pkt. efterfølgende til en ny
kommune, skal kommunalbestyrelsen i tilflytningskommunen registrere den pågældende som værende uden fast
bopæl i tilflytningskommunen. Ændres personens bopæl eller faste opholdssted, mens den pågældende er
registreret som værende uden fast bopæl, skal kommunalbestyrelsen underrette politiet herom. Såfremt politiet
eller den pågældende selv giver kommunalbestyrelsen skriftlig meddelelse om, at registreringen som værende uden
fast bopæl skal ophæves, folkeregistreres den pågældende efter de almindelige regler herom, jf. stk. 1, 2, 4 og 5. Er
registreringen ophævet efter anmodning fra den pågældende selv, skal kommunalbestyrelsen underrette politiet
herom. Et barn af en forælder omfattet af 1. pkt., som har eller får samme bopæl som forælderen, registreres
ligeledes som værende uden fast bopæl, og registreringen af barnets bopæl følger forælderen, så længe barnet
faktisk bor sammen med den pågældende.
Lovforslaget gælder for vold i nære relationer - æresrelateret vold og vold fra partner eller en
anden, som ikke nødvendigvis er familierelateret. Politiet vil foretage vurderingen, og vil siden
kontakte kommunen, når en borger skal flytte, hvor de skal indsætte adressespærringen i form af
at registrere borgere uden fast adresse. Kun ganske få personer, som for eksempel
borgerservicechefen i en kommune, vil have mulighed for at se forbi adressespærreren. Dog vil det
fremgå i CPR-registeret, hvilken kommune den voldsudsatte borger bor i, og det vil fortsat ikke
være muligt at få et nyt CPR-nummer, hvis man som voldsudsat ønsker at blive boende i
Danmark.
57
http://prodstoragehoeringspo.blob.core.windows.net/5185eb5e-a5f7-44d0-8522d22c231cc28f/Lovforslag%20om%20udvidet%20adressebeskyttelse%20til%20forfulgte%20(h%C3%B8ring)-1.pdf
Side | 67
Såvel LOKK (Landsorganisationen for kvindekrisecentre) som Mødrehjælpen kritiserer lovforslaget
for en række mangler:58

Borgerens nuværende bopælskommune bør ikke være tilknyttet CPR-nummeret, da det
indsnævrer det geografiske område, borgeren kan lokaliseres i.

Kriterierne for trusselsvurderingen er uklare, og andre end politiet bør involveres i
beslutningen.

Adressespærringen bør kombineres med muligheden for en navneændring.

Borgere med behov for adressebeskyttelse bør have støtte til at håndtere de praktiske
udfordringer, som kan opstå i forbindelse med en manglende adresse, f.eks. tegning af
mobilabonnent, bank- og pensionsaftaler, m.m.
Andre tiltag i stedet for eller som supplement til adressespærrer er tildeling af en voldsalarm,
patruljer i området, hvor vedkommende med adressespærring bor, opsætning af alarm i hjemmet
eller ledsage personen til specielle møder samt retslige beskyttelsestiltag som besøgsforbud og
anonym vidnebyrd.
58
Høringssvar vedr. forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister, Mødrehjælpen, 13. januar, 2015
Svar på høring over forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister, LOKK, 15. januar, 2015
Side | 68
6. HUSET ZORNIGS ANBEFALINGER
I dette kapitel gennemgås en række anbefalinger, som er funderet i og ekstrakteret ud af såvel
livseksperternes som fageksperternes anbefalinger i de foregående kapitler kombineret med Huset
Zornigs erfaring på området. Der er også i dette kapitel hentet inspiration fra regeringens nationale
handlingsplan fra 2014 om ”indsats mod vold i nære relationer”.59
GENEREL ANBEFALING TIL FOREBYGGELSE AF VOLD I FAMILIERNE
Inden en gennemgang af specifikke anbefalinger til indsatser, når en kvinde først ér i et voldeligt
forhold, er det en overordnet anbefaling, at myndighederne fokuserer på mere effektiv
forebyggelse.
Målet må være at spotte voldsudsatte familier nærmest inden, at det går galt. Der er som regel en
grund til, at volden udvikler sig, og vi ved, at der er tidlige indikatorer, som det er muligt at reagere
proaktivt og forebyggende på – som for eksempel, når der er rusmiddelmisbrug i hjemmet, når
gælden bliver uoverskuelig, når kroppen svigter, når der sker psykiske sammenbrud og når jobbet
mistes.60 Der er også en lang række andre faresignaler, som ofte kan systematiseres og fungere
som et early warning system, der muliggør forebyggelse og tidlig indgriben. Her skal vi sikre, at
kommunerne har den rette lovgivning, den rette helhedsorienterede organisering, de rette
tværgående kompetencer og tilstrækkelige ressourcer til at sætte tidligt ind.
Vi ved fra mange andre forebyggelsesindsatser – f.eks. Familieiværksætterne61, Ti-kommuner
forsøget med helhedsorienterede indsatser62 og alternativer til anbringelse af børn, som f.eks.
Signs Of Safety, også kaldet Sikkerhedsplaner, som blandt andre Københavns kommune arbejder
med63 – at hvis vi på samfundsplan kanaliserer flere ressourcer og kompetencer til forebyggelse,
vil vi se langt færre familier, der udvikler sig voldeligt, ligesom som der i et lange løb vil være en
samfundsøkonomisk gevinst.
ANBEFALINGER, NÅR VOLDEN ER TILSTEDE I FAMILIERNE
Vold i nære relationer kan udøves i mange varianter. Fysisk vold, psykisk (herunder stalking),
æresrelateret, seksuel og økonomisk. Volden er skadelig og potentielt livstruende i alle varianter. I
strafferetslig forstand er vold dog kun fysisk. Behovet for hjælp, når man er voldsudsat, er samtidig
til stede, uanset hvor man befinder sig – på et krisecenter eller ej, uanset køn – kvinde eller mand
– og uanset motivet for volden – æresrelateret eller ej. Som lovgivningen er indrettet i dag, er der
stor forskel på, hvem der bliver fremhævet af særlovgivninger inden for servicelovgivningen som
59
”Indsats mod vold og nære relationer i familien – National handlingsplan”, Regeringen, 2014.
”Nottinghamshire-modellen – Tidlig opsporing af socialt udsatte familier”, Huset Zornig, 2015
61
http://familieivaerksaetterne.dk
60
62
http://bm.dk/da/Aktuelt/Pressemeddelelser/Arkiv/2014/03/Ti%20kommuner%20far%20okonomisk%20stotte%20til%20hel
hedsindsats%20for%20udsatte%20familier.aspx
63
http://vidensportal.socialstyrelsen.dk/temaer/Omsorgssvigt/indsatser/signs-of-safety
Side | 69
modtager af hjælp, ligesom der er stor forskel på praksis også mellem politikredsene på, hvilken
retsbeskyttelse en borger udsat for partnervold får, alt efter hvor i landet borgeren bor.
Forskelsbehandlingen er uhensigtsmæssig og strider mod det generelle princip om ligestilling i
samfundet. Det er derfor en anbefaling, at der bliver gennemført et ligestillingseftersyn af loven om
social service vedrørende vold i nære relationer, så enhver borger, der er voldsudsat og oplever et
liv i mistrivsel, har mulighed for at få den hjælp, som situationen påkræver.
I forbindelse med de følgende anbefalinger er det vigtigt at understrege, at elementer af
anbefalingerne allerede findes som tilbud i forskellige former og med forskellige aktører som
udbydere. Og med et udbud, der varierer imellem kommunerne. Når de medtages, er det for at
give et helhedsindtryk af voldsudsatte kvinders behov, ønsker og muligheder. Det er altså muligt at
imødekomme en del af behovene indenfor de nuværende rammer, mens andre vil kræve en
omorganisering og øgede ressourcer til området eller en egentlig lovgivningsændring.
Første anbefaling – Anbefaling 1 – er et forslag om at etablere et egentligt selvstændigt
exitprogram for særligt voldsudsatte kvinder. Et sådant program findes ikke i dag. Anbefalingen
gennemgås detaljeret i kapitel 7 og perspektiveres i kapitel 8. De øvrige anbefalinger skal læses
som et idé-katalog til myndigheder og frivillige organisationer, der arbejder med at sikre optimale
tilbud til kvinder, der måske ikke er helt så alvorligt voldsudsatte, at et egentligt exitprogram er
nødvendigt, men hvor mindre indgribende foranstaltninger og støttemuligheder kan standse volden
og øge trivslen.
ANBEFALING 1 – ETABLERING AF ET SOCIAL EXITPROGRAM
Målgruppen for et Social Exitprogram er kvinder, der befinder sig i en så ekstrem situation, at de
eksisterende tilbud ikke er tilstrækkelige. Altså et initiativ for kvinder, der er i stor fare for på et
tidspunkt at risikere at befinde sig på Ekstra Bladets liste over kvinder, der er blevet slået ihjel af
deres partner. Maria var et eksempel på en kvinde, der af PET vurderedes til at være så livstruet,
at hun skulle have en ny identitet. Det fik hun dog udelukkende, fordi hun kunne siges at sortere
under Bande Exit-programmet på grund af hendes eksmands banderelationer. Social Exitprogram
er et program for kvinder, der er lige så truede på deres eksistens, som Maria var (se kapitel 2).
Forudsætningen for at anvende et Social Exitprogram optimalt er en organisering af programmet
på både nationalt og lokalt plan. Det er vores vurdering, at det ikke er tilstrækkeligt for en
kommune kun at kunne agere indenfor grænserne af den enkelte kommune og politikreds. Der vil
opstå behov for at flytte kvinden geografisk permanent til en anden kommune, hvilket der i dag
ikke findes en formaliseret proces for.
Vi anbefaler en national exit-enhed med en rammemodel at agere ud fra, på linje med BandeExitprogrammet.64 Denne enhed skal have mulighed for at koordinere og fordele social
exitprogrammer på tværs af myndigheder og landsdele.
Regeringen foreslår i sin handlingsplan for forebyggelse af vold i nære relationer at etablere
interventionscentre med koordinering mellem de enkelte kommuner. I Østjyllands politikreds er det
64
http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/2011/Rammemodel.pdf
Side | 70
allerede etableret. Et sådant center vil organisatorisk kunne matche det kommunale og
politimæssige behov for lokal forankring af et social exitprogram med organisatorisk tilknytning til
den nationale exitenhed. Dog bør et Interventionscenter ikke være den eneste organisatoriske
forankring af og indgangsvinkel til at tilbyde voldsudsatte kvinder med eller uden børn et social
exitprogram, idet flere kvinder ikke er kendte af politiet eller har anmeldt volden, sådan som det er
beskrevet i kapitel 3 om Interventionscentrets arbejde. Var det kun via et Interventionscenter, at vi i
Danmark tilbyder et Social Exitprogram, vil vi miste for mange voldsudsatte kvinder, der ikke har
været i en eller anden kontakt med politiet først.
Et alternativ er at kopiere modellen for de fem fælleskommunale Børnehuse, der blev etableret i
hver region i forbindelse med Overgrebspakken i 2013.65 Disse Børnehuse sikrer en koordineret
indsats for børn, der vurderes at have været udsat for vold eller seksuelle overgreb, når mindst to
forskellige myndigheder er involveret. Man kunne forestille sig, at der på samme vis etableres
”Voksenhuse” for voldsudsatte borgere, hvor eventuelle afhøringer, behandling og planlægning af
det videre forløb udmøntes. Disse skulle på samme vis referere til den nationale exit-enhed.
I kapitel 7 gennemgås elementerne til et egentligt Social Exitprogram.
ANBEFALING 2 – OPLYSNING OM VOLD OG STØTTEMULIGHEDER
Det er afgørende, at de voldsudsatte kvinder og børn ved, hvad det vil sige at være voldsudsat, og
hvilke muligheder de har for hjælp. I researchen til dette projekt har det ofte vist sig, at hvad de
voldsudsatte kvinder ønsker sig, allerede eksisterer som en mulighed, uden at kvinderne kender til
hverken deres rettigheder til hjælp eller de udbudte muligheder. Dette gælder i et vist omfang også
de fagpersoner, der arbejder med voldsudsatte kvinder. Der er med andre ord et betydeligt
vidensunderskud, uanset hidtidige oplysningskampagner. Derfor anbefaler vi en forstærket og
løbende oplysningskampagne til både voldsudsatte og pårørende.
De voldsudsatte kvinder efterlyser selv konkrete beskrivelser af, hvornår man er voldsudsat, da
mange går og tror, ”at de ikke er voldsudsatte nok” til at søge eller få hjælp. Tilsvarende bør
pårørende eller andre med en nær relation til familien kunne få råd om, hvordan man kan hjælpe
en voldsudsat familie, når man har bekymring eller viden om, at der foregår vold i hjemmet. Den
kunne indeholde praktiske råd om, hvor man henvender sig til professionelle rådgivere for at få
mere hjælp etc.
I tilknytning til dette – at flere voldsudsatte kvinder ikke er bekendt med alle de eksisterende
støttemuligheder – anbefales det, at myndighederne forstærker deres kommunikation gennem
kampagner om de respektive indsatser ikke blot til den brede befolkning, men også internt, idet
flere fageksperter ønsker mere og bedre kommunikation ikke mindst på tværs af forvaltninger om
offentlige, private og frivillige tilbud, der kommer til eller forsvinder på grund af manglende midler.
Samtidig anbefaler vi, at der løbende initieres en samfundsdebat omkring vold,
voldsproblematikker, senfølger og psykologiske konsekvenser, m.m., for at aftabuisere.
65
http://www.socialstyrelsen.dk/siso/overgrebspakken/bornehuse
Side | 71
ANBEFALING 3 – UDDANNELSE I VOLDSPROBLEMATIKKER OG ICM-METODEN
Det anbefales at etablere en egentlig uddannelse i Individual Case Management (ICM) på området
for voldsudsatte kvinder og børn.
Uddannelsen kan med fordel bestå af følgende elementer:

Uddannelse i ICM-metoden

Coachinguddannelse

Indsigt i forståelsen af vold og tilhørende problematikker

Indsigt i myndighedsopgaven på kommunalt, regionalt og statsligt niveau med fokus på
sammensætning og koordinering af tværgående indsatser

Overblik over, hvad der lokalt findes af frivillige og private tilbud, der kan supplere
myndighedsindsatsen

Indsigt i sikkerhed, herunder kompetencer til at kunne udarbejde både trusselsvurderinger i
forbindelse med adressespærrer, nyt CPR-nummer, sikkerhedsvurderinger og -planer.
ICM-medarbejderne bør tilknyttes Social Exitprogrammerne – men ikke eksklusivt. De kan med
fordel også indgå andre steder, hvor udsatte borgere kan have glæde af en håndholdt koncentreret
indsats i forbindelse med et exit fra den livssituation, de befinder sig i.
ANBEFALING 4 – LÆNGERE FORLØB OG EN HELHEDSORIENTERET INDSATS
Såvel erfaringerne fra ”Hjemløsestrategien”, kortlægningen af de nuværende erfaringer med
Bande-Exit og Exit Prostitution, samt fra erfaringer fra krisecentrene og de eksisterende tilbud,
opfattes den tidsmæssige længde af de nuværende indsatser ofte som for korte, når målgruppen
er traumatiseret i større eller mindre grad. Derfor er det en anbefaling, at støtteforløb fastsættes
individuelt og i samarbejde med den enkelte kvinde med mulighed for passende efterværn i tråd
med netop ICM-metoden.
Behovet for efterværn skal her betones. Interviewene med de voldsudsatte kvinder viser, at mange
af kvinderne er ensomme og let kommer til at isolere sig, når de bryder ud af et voldeligt forhold.
Enten fordi de af frygt holder sig inden døre, eller/og fordi de har lavt selvværd og mangler såvel
overskud som kompetencer til at være social og opbygge et netværk.
I den forbindelse kan såvel CoSA-modellen og behandlingsprogrammet HOPE (se kapitel 5)
inspirere i udformningen af et social exitprogram for at modvirke bl.a. PTSD, ensomhed og
isolation.
Følgende er en bruttoliste af elementer, som de interviewede livseksperter efterlyser støtte til.
Listen er tænkt til at anskueliggøre, hvad der menes med en helhedsorienteret indsats.
Side | 72

Hjælp til bolig, flytning og etablering, herunder sikring og alarmer, m.m.

Tilstrækkelig terapeutisk og psykologisk støtte

Misbrugsbehandling

Sundhed, mad, motion, m.m.

Gældsrådgivning samt gældssanering

Lokale sociale netværk og selvhjælpsgrupper

Støtte i forbindelse med arbejde, praktik, uddannelse, aktivering

Hjælp vedrørende kommunikation udadtil

Bisiddere i forbindelse med sager om forældremyndighed, samvær med fader, m.m.

Kursus i sikkerhed

Sprog- og kulturkurser for kvinder med anden etnisk baggrund end dansk (som f.eks. SAMSkolen)
ANBEFALING 5 – HVOR HENVENDER KVINDEN SIG?
Krisecentrene har traditionelt set været kvindernes indgang til hjælp. Der findes i nogle kommuner
andre indgange, men den gængse opfattelse er, at det er krisecentrene, der initierer den akutte
hjælp. Det efterlader en række udfordringer. Blandt andet er der i dag for få pladser på
krisecentrene på landsplan, hvilket giver ventelister på trods af muligheden for at vælge et
krisecenter uden for egen bopælskommune. Det er problematisk, når en voldsudsat kvinde står
med akut behov for hjælp. Desuden er der elementer af støtte, der kun kan initieres, når kvinden
har været på et krisecenter.
Samtidig findes der en stor gruppe af kvinder, som ikke kan forestille sig at tage på et krisecenter.
Der er også kvinder, som undlader at søge hjælp, fordi det føles utrygt at få hjælp af ”kommunen”.
Spørgsmålet er, hvordan man kommer i kontakt med og får hjulpet disse kvinder.
Vores anbefalinger til at imødekomme disse udfordringer er at sikre, at:

Hjælp til kvinder, der ikke søger krisecentre, sidestilles med kvinder, der anvender
krisecentre

Oprettelse af flere krisecenterpladser

Krisecentrene (i hvert fald de kommunale) kan agere som en form for fremskudt
sagsbehandlingsenhed og koordinator til gavn for de kvinder, der frygter besøg på
kommunen

Alternativt at man opretter en enhed på linje med Københavnergruppen under programmet
Exit Prostitution, der ”føles” som en uafhængig instans, hvor man kan få hjælp anonymt,
men som organisatorisk er forankret kommunalt. Her får man fordelen af, at det ikke ”føles”
Side | 73
kommunalt samtidig med, at man hurtigt kan få koblet den hjælp på, der kræver en
myndighedsindsats66

De almenpraktiserende læger og andre sundhedsscreeninger skal turde spørge om,
hvordan man hjemme løser konflikter m.m.

Målrettet oplysningskampagner med oversigt over, hvor hvem kan henvende sig med
hvilke problemer

Formidle mulighed for fri lejde i visse situationer, hvor f.eks. gæld og børnenes mistrivsel
ikke er selvforskyldt, men en del af volden og/eller konsekvenser heraf.
ANBEFALING 6 – ETABLERING AF SOCIALE NETVÆRK
Sociale netværk af frivillige kan understøtte voldsudsatte kvinder og deres børn, især i den ofte
ensomme og vanskelige overgang fra stabilisering til et nyt og selvstændigt liv. Mange
voldsudsatte kvinder har i den fase et tyndt netværk, som ofte hovedsagelig består af de
myndighedspersoner, som de har lært at kende. For ICM-medarbejderen er det en opgave at
etablere lokale netværk, der kan understøtte kvinden og eventuelle børn i den nye livssituation.
Der findes allerede flere frivillige omsorgsnetværk, så som Connect og Røde Kors’ Q-net, som
krisecentrene gør brug af eller samarbejder med, når der ikke er økonomi til at tilbyde kvinderne
det fornødne efterværn.
Det er derfor en anbefaling, at myndighederne understøtter etablering af kontinuerlige lokale
netværk af frivillige, der kan støtte og hjælpe voldsudsatte kvinder og familierne med at håndtere
deres udfordringer. Netværkene kan omfatte alt fra pensionister, idrætstrænere, tandlæger,
skolelærere, bankfolk, hjemmehjælpere, m.m. Der er mange måder at etablere netværk på, men
der er behov for en koordinerende indsats og et overblik, således at familien selv eller
myndighedspersoner kan henvende sig og samle et netværk omkring en bestemt familie.
Det er samtidig en anbefaling at organisere en frivilligindsats, der mobiliserer tidligere voldsudsatte
kvinder til at hjælpe nuværende voldsudsatte kvinder. Ved at matche en voldsudsat kvinde med en
kvinde, der har mestret lignende udfordringer, og som den voldsudsatte kan spejle sig i, kan der
opbygges relationer samtidig med, at der kan etableres en rollemodel for den voldsudsatte, der
kan være retningsvisende i forhold til løsning af problemer og håndtering af livsudfordringer.
ANBEFALING 7 – ANVENDELSE AF ADRESSESPÆRRER OG NYT CPR-NUMMER
Der, hvor der ingen realistisk mulighed er for at en kvinde kan etablere sig et andet sted i landet
uden alvorlig risiko for grov vold og dødstrusler fra en voldelig partner, skal det være muligt at
anvende et nyt CPR-nummer eller adressespærrer, som det bliver praktiseret i Norge.67
66
67
http://www.kk.dk/da/borger/omsorgogsaerligstoette/stoette-og-aktivitetstilbud/exit-prostitution
http://www.nrk.no/buskerud/ma-bytte-identitet-etter-trusler-1.6966502
Side | 74
Folketinget er ved at behandle et lovforslag, der gør det muligt også i Danmark at anvende
adressespærrer, således at en borgers adresse bliver skjult for alle på nær nogle udvalgte
myndighedspersoner. Dog vil det fortsat fremgå, i hvilken kommune, borgeren bor, hvilket ikke er
anbefalelsesværdigt.
Det er anbefalelsesværdigt, at det ikke er politiet alene, der afgør/visiterer, om en borger har behov
for adressespærrer, men inddrager faggrupper med specialistviden om vold, særligt psykisk vold
og det at være voldsudsat. Det er også en anbefaling, at en borger, der lever adresseløst ifølge
CPR-registeret, har krav på støtte til at håndtere en livssituation, hvor det bliver en udfordring at
oprette et mobilabonnement, en bankkonto, en forsikring og andre forhold, hvor CPR-registeret
typisk involveres.
Det er også en anbefaling, at voldsudsatte og livstruede kvinder, der vælger at bo i Danmark, har
mulighed for at få et nyt CPR-nummer. Denne mulighed bliver afvist i det fremsatte lovforslag om
ændring af CPR-loven. Begrundelsen er, at det it-systemmæssigt er umuligt at afkoble tidligere
registre om f.eks. sundhedsdata fra et nyt CPR-nummer, hvilket gør det muligt at spore borgeren.
Det er ikke en holdbar begrundelse. Hvis borgeren er livstruet og vælger et helt nyt liv, så skal der
være en mulighed for at isolere data eller printe eksisterende data ud på papir, som det var
almindelig praksis for få år siden. Øget digitalisering må ikke stå i vejen for borgernes sikkerhed.
ANBEFALING 8 – MÅLBARE INDSATSER FOR REDUKTION AF VOLD MOD KVINDER
Det anbefales, at man på kommunalt plan vedtager et politisk mål for nedbringelse af antallet af
voldsudsatte kvinder. Det kan ske med inspiration i regeringens sociale 2020-mål, men bør være
mere ambitiøst, og omfatte alle voldsudsatte kvinder, og ikke blot de, der vælger at henvende sig
til et krisecenter. Disse mål bør udmøntes i et eksplicit defineret serviceniveau for borgerne.68
Desuden anbefales det, at man anvender en model for beregning af den samfundsøkonomiske
effekt af indsatser. Her kan man med fordel lade sig inspirere af eller egentlig anvende det
svenske pensionsselskab Skandias model, der beregner ”Udenforskabets” pris. Skandia
underviser kommunerne og stiller modellen til rådighed gratis.69
68
http://sm.dk/arbejdsomrader/tvaergaende-omrader/de-sociale-2020-mal/de-sociale-2020-mals-indhold/kvinder-ivoldelige-relationer
69
http://www.udenforskabetspris.dk/vaerktoej/om-skandia-modellen/
Side | 75
7. SOCIAL EXITPROGRAM
I det følgende bliver hovedelementerne af et Social Exitprogram for stærkt voldsudsatte og
livstruede kvinder og børn gennemgået.
Formålet med programmet er via en helhedsorienteret og sammenhængende indsats at hjælpe en
voldsudsat kvinde og eventuelle børn ud af en skadelig og livstruende situation, som kvinden ikke
selv magter at bringe sig ud af, til et selvstændigt liv i trivsel ved at gøre kvinden så selvhjulpen
som muligt.
Social Exitprogram forudsætter en række forberedende tiltag:

Design af visitationsrammer, program, etablering og forankring af programmet lokalt hos
myndighederne, ideelt som led i en national social exit-organisation med regionale exitenheder, da livstruede voldsudsatte kvinder ofte har behov for geografisk relokalisering.

Involvering af, organisering og samarbejde med relevante partnere, så som krisecentre og
andre støtteorganisationer.

Oplysningsarbejde om programmet over for fagpersoner, som socialrådgivere, læger,
skolelærere, m.m., der kan have kontakt med voldsudsatte kvinder, samt generelt over for
borgere, ikke mindst kvinderne selv.

Uddannelse og ansættelse af medarbejdere i exitprogrammet med indsigt i den
livssituation, voldsudsatte kvinder kan stå i, herunder ICM-medarbejdere (Se tekstboks om
ICM-medarbejderen på s.78) med myndighed og kompetencer til at foretage en akut
indsats og organisere et forløb med de individuelle støttemuligheder, som den enkelte
kvinde har brug for.

Etablering af en visiteringsfunktion for potentielle kandidater til exitprogrammet.
Selve Social Exitprogrammet er opdelt i tre hovedfaser med 1. en akut indsats og hjælp, 2. et
rehabiliterende forløb og 3. en afsluttende udslusningsfase. Forud ligger en præfase, hvor kvinden
bliver visiteret til programmet. Forløbet og indholdet af faserne bliver gennemgået i det følgende.
(Se Fig.2 s.77)
Side | 76
Fase 1 - Afklaring og
planlægning, varighed
1-3 måneder
Fase 2 - Udførelse og
afprøvning, varighed
6-18 måneder
Fase 3 Afslutning og
opfølgning, varighed
6-12 måneder
•Tildeling af ICM-medarbejder og akutbolig
•Afdækning af mors og barns behov - støtte til kortsigtet hjælp igangsættes omgående
•Langsigtet plan lægges, og der afholdes koordineringsmøde, som markerer overgang til fase 2
•Langsigtet plan træder i kraft: Ny bolig, rådgivning, psykologstøtte, beskyttelse, identitet
•Afprøvning og evt. justering af den langsigtede plan
•Koordineringsmøde for planlægning af fase 3
•Udfasning af sociale exitprogram pågyndendes
•Fremtidig støtte- og opfølgningsbehov afdækkes
•Overdragelse af koordineringsansvar til kvinden selv samt lokalt socialt netværk og støtteordninger
•Sidste og afsluttende koordinerings- og evalueringsmøde
Fig.2 Illustration af de tre hovedfaser.
PRÆFASEN FOR ET SOCIAL EXIT PROGRAM

Mulige indgangsvinkler og synlighed for målgruppen.

Programmets organisatoriske forankring i de anbefalede regionale krisecentre.

Visitation.
Der er mange indgangsvinkler for kvinderne til programmet, hvor kvinderne enten kan henvende
sig selv direkte til Social Exitprogrammet efter at have læst om eller hørt om programmet via det
oplysningsarbejde, der ledsager programmet, eller er blevet gjort opmærksom på det via
fagpersonale – politi, socialrådgiver, jobkonsulent, læge, krisecentre, sociale medier m.m. eller
deres private netværk – naboer, familiemedlemmer, venner, kolleger, m.m. Det er også muligt, at
fagpersonale eller pårørende henvender sig til programmet på en kvindes vegne.
Visiteringen af voldsudsatte kvinder, der kan have brug for et social exitprogram, kan forankres i
nogle dele af landet eksisterende funktioner, som f.eks. Interventionsenheden i Østjyllands
Politikreds. Alternativt kan der i forbindelse med programmet oprettes en visiteringsenhed med
relevante fagpersoner.
Typen af støtte og længden af indsatsen vil variere efter, hvor livstruet og kriseramte kvinden og
børnene er. (Se Fig.3 s.78)
Side | 77
Social og
faglig
netværk
Akutbolig
og
permanent bolig
Kvalificeret
visitation
Div.
kompetencekurser
Kort- og
langsigtet
plan
Social
Exitprogram
Specialiseret
terapi
ICMmedarbej
-der
Sikkerhe
d
Evaluerin
g
Eftervær
n og
opfølgning
Fig.3
ICM-medarbejderen
ICM-medarbejderen skal støtte stabilisering af den udsatte borger med en helhedsorienteret tilgang. ICMmetodens principper forudsætter, at antallet af borgere pr. medarbejder er lavt sat. Målt i forhold til en
fuldtidsstilling må ICM-medarbejderen maksimalt have otte sager. ICM-medarbejderen skal have kendskab til
arbejdet med målgruppen og den organisatoriske forankring, som indsatsen indgår i. Herunder skal ICMmedarbejderen have kendskab til øvrige kommunale tilbud til målgruppen, og hvordan samspillet mellem dem
forventes at være.
ICM-medarbejderen skal være bekendt med både lovgivning, procedurer, regler og praktiske problemstillinger
inden for en række forskellige områder, blandt andet arbejdsrelaterede indsatser, hospitaler,
misbrugsbehandling og kriminalforsorg. ICM-medarbejderen skal have et godt kendskab til andre
hjælpesystemer og boformer i lokalområdet.
ICM-medarbejderen skal hjælpe med at skabe overblik og sammenhæng – både til gavn for den udsatte
borger, men også til gavn for de tilknyttede fagpersoner og andre relevante aktører. Der er tale om en
individuelt tilpasset indsats for borgere som har svært ved at navigere i en ofte kompleks offentlig forvaltning,
og som ofte har svært ved at skelne mellem forskellige aktører (f.eks. sociale støttetilbud og
behandlingstilbud). Formålet med indsatsen er at integrere borgeren i det lokale samfund og introducere de
eksisterende tilbud, så borgeren på sigt kan gøre brug af disse som støtte i sin hverdag.
Kilde: Socialstyrelsen.
Side | 78
FASE 1 – SOCIAL EXITPROGRAM
I den første fase af Social Exitprogram afklares den voldsudsatte kvindes og eventuelle børns
behov. Akutte behov imødekommes omgående, og en langsigtet plan for fase 2 og 3 udarbejdes,
herunder udarbejdes en kontrakt med kvinden om et forpligtende forløb. Fase 1 foregå på
krisecenter eller i et Safe House, alt efter den konkrete situation.
Planlægningsspor:

Modtagelse af kvinden, der evt. har et eller flere børn

Samtale med kvinden foretages, så de akutte behov imødekommes med det samme:



Akutbolig på et krisecenter eller Safe House70
Hvem skal informeres om kvindens situation? (Børnenes skole eller daginstitution,
arbejdsplads, familie, m.m.)
Terapi, anskaffelse af basale fornødenheder, hvis flugten var akut uden mulighed for at
pakke først.

Tildeling af en fast ICM-medarbejder, hvor information fra indledende samtaler overdrages.

ICM-medarbejderen foretager opfølgende samtaler med kvinden, hvor kvindens kort- og
langsigtede behov og mål afdækkes (evt.: ny bolig, adressespærrer, ny fiktiv identitet –
herunder vurdering af, om kvinden har den mentale styrke til et egentligt identitetsskift),
økonomisk rådgivning – herunder gældssanering, budgetlægning, m.m., aktivering,
uddannelse, misbrugsbehandling, diverse kurser i f.eks. forældrekompetence eller sociale
kompetencer og sundhed, m.m., samt sprog og kultur, hvis kvinden har anden etnisk
oprindelse end dansk)

ICM-medarbejderen samarbejder med den lokale exit-enhed og tilknytter her de relevante
faggrupper (alt efter kvindens situation og behov), idet ICM-medarbejderen er kvindens
koordinator og tovholder på det konkrete exitprogram

Som overgang til fase to planlægger ICM-medarbejderen et koordineringsmøde, hvor de
relevante tilknyttede fagpersoner samt kvinden mødes og planen for fase to gennemgås og
godkendes af alle (f.eks. efter CoSA-modellen og HOPE-behandlingsprogram), og en
kontrakt udarbejdes for kvindens forpligtende deltagelse i forløbet.
Tilbudsspor:
70

Kvinden og børnene tilbydes akut ophold på krisecentret eller anden sikker bolig

Kvinden tilbydes en indledende samtale, hvor de mest presserende behov afdækkes
http://red-safehouse.dk/ - er oprettet for æresrelateret vold, for anden inspiration tjek også http://www.safehorizon.org/
Side | 79

Kvinden oplyses om rettigheder og muligheder i forbindelse med exitprogrammet

Kvinde og børnene modtager intensiv terapi

Kvindens langsigtede behov afdækkes, så de løbende i fase to kan sættes i værk

Koordineringsmøde, der markerer overgang til anden fase. Alle tilknyttede fagpersoner
præsenteres og deres kontaktoplysninger samt ansvarsområder, m.m., udleveres til
kvinden.
Nøglepersoner
Det kan være forskelligt, hvem der bliver kvindens og børnenes nøglepersoner i første fase. Jo
mere livstruet kvinden og børnene er, jo færre af disse hentes ind fra deres familie og nære
relationer. Og jo mere kriseramt kvinden og børnene er, jo større korps af nøglepersoner må
forventes til at yde den nødvendige støtte, hjælp og rådgivning, idet kvinden ofte ikke er i stand til
at overskue andet, end blot at overleve den højtspændte krisesituation, hun og børnene er i.
Det vil derfor i høj grad være op til den enkelte kvinde, hvor meget hun kan og ønsker at stå for
selv, og hvor meget ICM-medarbejderen og andre fagpersoner skal overtage det midlertidige
ansvar for.
Opmærksomhedspunkter
I de fleste tilfælde vil kvinden have stort behov for, at andre – dvs. ICM-medarbejderen – tager
teten på hendes og børnenes liv i den første fase. Men det vil ikke desto mindre være meget
individuelt, og vigtigst af alt er, at ICM-medarbejderen løbende sikrer sig, at ansvaret for og
tildelingen af ansvarsområderne er fordelt i afstemning med kvindens behov, der netop også kan
ændre sig i takt med, at fasen skrider fremad. Typisk vil første fase været præget af, at ICMmedarbejderen står for det meste, og at alle former for støtte – f.eks. terapi, koordinering af
dagligdagsting, m.m. er intensiv og individuel, hvorimod fase 2 vil være præget af, at kvinden og
det tilknyttede lokale sociale netværk mere og mere tager over, samt at terapien i nogle
henseender suppleres af samtalegrupper og netværksmøder med kvinder i lignende
livssituationer, osv.
Det tidsmæssige perspektiv
Oftest vil varigheden af fase 1 være afhængig af kvindens situation og behov. Jo mere kriseramt
og livstruet hun og børnene er, jo større kan behovet for en længere første fase være. Og da fase
2 indledes med, at kvinden sammen med børnene flytter i egen bolig, kan fundet af en passende
bolig også være med til at bestemme, hvornår fase 1 går over i fase 2. Erfaringen fra andre
indsatser viser, at en passende varighed for programmets første fase typisk er på ca. på 1-3
måneder, men nogle kan have behov for et længere behandlings- og stabiliseringsforløb på op
mod 6 måneder.
Side | 80
FASE 2 – SOCIAL EXITPROGRAM
Her udføres og afprøves den langsigtede plan markeret ved indflytning i egen bolig, fortsat med
ICM-medarbejderen som nøgleaktør.
Planlægningsspor:

Overdragelse af bolig til kvinden, herunder flytning og etablering af boligen samt sikring af
hjemmet mod voldsudøveren

Udføre og afprøve den langsigtede plan for kvinden og børnene

Koordinerende funktion i forhold til de tilknyttede fagpersoner

Opfølgende samtaler med kvinden og løbende evaluering af de forskellige indsatser samt
igangsættelse af nye, hvis behov og situation enten har forbedret sig hurtigere end
forventet eller forværret sig pga. fx PTSD-symptomer, retssager, økonomi, jobsituation,
eller hvis sikkerhedssituationen forværres, fordi voldsudøveren ikke længere er fængslet,
osv.

Etablering af og løbende overdragelse af støtte, hjælp og rådgivning til lokale sociale
netværk og fagpersoner ifølge CoSA-modellen og HOPE-behandlingsprogrammet

Planlægning og afholdelse af koordineringsmøde med tilknyttede fagpersoner og kvinden
selv, der markerer overgangen til tredje fase
Tilbudsspor:

Overdragelse af egen bolig, herunder hjælp til flytning og etablering af boligen samt sikring
af boligen

Hjælp til børns start i daginstitution og skole samt kvindens (gen-) optagelse af arbejde eller
aktivering

Den langsigtede plan for støtte, hjælp og rådgivning træder i kraft, hvis den eller dele af
den ikke var aktuel at opstarte i fase 1:






Økonomisk rådgivning m.m.
Terapi – både individuel og evt. i diverse grupper for kvinden og børnene
Fastholdelse af job, uddannelse eller aktivering i form af frivillige netværk
Sundhed, motion, mad, m.m.
Sprog og kultur, hvis kvinden og børene har anden etnisk oprindelse end dansk
Kompetencekurser i fx forældreskab, naboskab, venskab m.m.
Side | 81


Sikkerhedskurser
Misbrugsbehandling, m.m.

Jævnlige møder med ICM-medarbejderen, hvor forløbet evalueres og indsatserne tilpasses
kvindens aktuelle støttebehov, hvis der er opstået nye og gamle er forandret

Afsluttende koordineringsmøde, der markerer overgang til programmets sidste fase, hvor
alle tilknyttede fagpersoner deltager.
Nøglepersoner
I tråd med f.eks. CoSA-modellens indre og ydre cirkel, er det tilrådeligt at bruge frivillige netværk
og andre lokale støtteenheder som supplement til eller erstatning for familiens egen nære
relationer som en indre støttende social cirkel, sammen med terapeutisk støtte og evt. økonomisk
hjælp og rådgivning osv., som den ydre faglige støttende cirkel, i henhold til den langsigtede plan
for kvinden.
Opmærksomhedspunkter
Generelt er formålet med denne fase løbende at genfinde og styrke kvindens (og børnenes)
generelle kompetenceniveau, trivsel og overskud, så kvinden kan forestå flere gøremål og
overtage flere ansvarsområder for hende selv og børnene. Hvor hurtigt kvinden selv kan overskue
ting og supplere ICM-medarbejderens koordinerende og støttende funktion med lokale sociale
netværk, er meget forskellig fra kvinde til kvinde. Derfor er det op til ICM-medarbejderen at sikre, at
kvinden udvider kontaktfladen lokalt og socialt i forhold til støtte, hjælp og rådgivning i det tempo,
der passer hende. Det, der for en ikke kriseramt person, kan virke banalt og let, kan for en
kriseramt kvinde virke uoverskueligt og få korthuset til at falde sammen. Størstedelen af de
interviewede livseksperter i denne rapport og erfaringer fra lignende indsatser viser, at der er stor
risiko for isolation og ensomhed i det nye liv i den nye bolig. Derfor er det helt afgørende, at ICMmedarbejderen kan introducere kvinden og børnene til passende netværk eller enkeltpersoner, der
kan bryde ensomheden med aktiviteter, aflastning, besøg, gåture, m.m.
For eksempel har det vist sig, at særligt voldsudsatte kvinder med anden etnisk baggrund end
dansk har stor glæde af mad- og danseklubber, fordi det er en stor del af deres egen kultur og
dermed en kilde til stolthed og glæde, hvilket øger deres motivation og tryghed samt ikke mindst
selvværd og sociale relationer, som er et godt værn mod ensomhed og isolation.
Det tidsmæssige perspektiv
Med hvilken hastighed, overdragelsen af ansvarsopgaverne sker til kvinden selv og/eller suppleret
af det lokale sociale netværk, afhænger af kvinden selv og situationen. Derfor kan varigheden af
fase 2 variere mellem ca. 6-18 måneder. Vigtigst af alt er, at overgangen til tredje og sidste fase
ikke sker, før kvinden og hendes børn er klar til et liv, hvor ICM-medarbejderens koordinerende
funktion og varetagelse af familiens administration hvad angår sikkerhed, trivsel m.m. er
overdraget til kvinden og det (ny)etablerede støttenetværk.
Side | 82
FASE 3 – SOCIAL EXITPROGRAM
Fase 3 markerer sidste stadie i det sociale exitprogram, hvor målet er, at de to forudgående faser
har medvirket til, at et stabilt støttenetværk kan tage over i samarbejde med kvinden, når ICMmedarbejderen slipper sin koordinerende funktion og ansvar for kvinden og børnenes liv samt
trivsel. Her evalueres forløbet igen og man planlægger opfølgning og efterværn for kvinden og
børnene.
Planlægningsspor:

Opfølgning og evaluering af det nuværende forløb med henblik på at planlægge det
fremtidige liv i familien, som imødekommer støttebehov, fremtidsdrømme og mål, m.m.

Planlægning og gennemførsel af det (for denne omgang) sidste koordinerende møde, hvor
alle relevante fagpersoner, lokale og sociale kontaktpersoner, kvinden og evt. børnene
samt deres (nye) nære relationer deltager og introduceres for hinanden en sidste gang.

Aftale med kvinden om, hvordan opfølgning skal ske, og om der skal planlægges en akut
plan B osv., der gør, at kvinden føler ro og sikkerhed ved at have en livline i ICMmedarbejderen eller andre.
Tilbudsspor:

Evaluering af trivsels- og sikkerhedsniveau samt støttebehov og planlægningen af
fremtiden uden for ICM-regi.

Afsluttende koordineringsmøde, hvor kvinden genintroduceres for det lokale og sociale
støttenetværk samt personer

Kontaktniveau/interval med ICM-medarbejderen, herunder behov for akutplan, hvis
sikkerheden svækkes og deres liv igen trues.
Nøglepersoner
Indre og ydre sociale cirkler af støttepersoner, der har fulgt familien i fase 1 og 2, samt familiens
nyetablerede netværk, selvhjælpsgrupper og anden kontakt via efterværn, m.m.
Opmærksomhedspunkter
Såvel de interviewede fageksperter og livseksperter, samt internationale og danske erfaringer,
viser, at støtteprogrammer ofte slipper kontakten med, taget i og støtten til kvinden og børnene
hurtigere, end de er klar til, hvilket ofte har meget negative konsekvenser for familiens ve og vel,
og dermed også for de ressourcer, der er investeret i kvinden og børnene. Fageksperter på
området med speciale i PTSD, senfølger, m.m., anbefaler, at medlemmerne i voldsudsatte familier
ALTID bør få tildelt passende terapeutisk støtte, uanset gældende forældelsesregler på det
Side | 83
retsmæssige område i tråd med behandlingsprogrammet HOPE og med fokus på terapeutisk
arbejde med mor-barn-relationen sådan som bl.a Mødrehjælpens tilbud indeholder.
Det tidsmæssige perspektiv
Tredje fase bør vare ca. 6-12 måneder med mulighed for forlængelse.
POSTFASEN FOR ET SOCIAL EXITPROGRAM

Evaluering af det konkrete forløb, hvad er kriterierne for succes, og hvem vurderer det
(ICM-metoden forudsætter, at kvindens stemme (mening) vægtes højest).

Opfølgning af kvindens (og evt. børn) behov senere i livet, idet mange har udviklet PTSD
og kan have behov for (mere/anden) terapi m.m. flere år efter jf. HOPE.

Viden- og erfaringsdeling til kvalificering af best practice på socialområdet.
Side | 84
8. PERSPEKTIVERING
Der er behov for en langt mere målrettet indsats for at nedbringe antallet af voldsudsatte kvinder,
hjælpe dem ud af en uønsket og nedbrydende livssituation, forhindre deres børn i at vokse op i en
familie med vold, og undgå tab af liv som følge af vold. Den nuværende indsats med de
eksisterende tilbud er politisk velment, men præget af betydelige mangler.
Der er stor forskelsbehandling af voldsudsatte som målgruppe, hvor hjælpen og støtten varierer alt
efter, om der er tale om kvinder eller mænd, om kvinderne opholder sig på krisecenter eller ej, om
det er æresrelateret vold eller ej, og i hvilken kommune, volden bliver udøvet.
Servicestyrelsen udtrykker forskellene sådan i forbindelse med en evaluering af
familierådgivningen i kommunerne:
”Overordnet kan det siges, at kommunerne løser familierådgivningsfunktionen forskelligt, både
hvad angår ressourcer, organisering, samarbejdsmodel med krisecentret, tidspunkt for
familierådgiverens indsats i forhold til den enkelte kvindes forløb, samt familierådgivningens
konkrete indhold og udstrækning. Det har været op til den enkelte kommune at definere niveauet
for familierådgivningen inden for lovens rammer, og det har resulteret i forskelligartede tilbud. Der
er også stor forskel på, hvor mange timers familierådgivning, den enkelte familierådgiver har til
rådighed. Det afhænger både af kvindens behov og af det antal timer, familierådgiveren har til
rådighed til familierådgivning. Det laveste antal timer, der er givet til en kvinde, er 1 time, og det
højeste antal er 156 timer. Kvinderne har i gennemsnit modtaget 22 timers familierådgivning.”71
Dagens praksis gør det vanskeligt at konkludere, at der er lighed for loven, uanset, at den udsatte
situation, borgeren befinder sig i, er den samme.
Forskellene på kommunernes tilgang og prioritering kan bunde i mange forhold. Udgangspunktet
for alle kommuner er imidlertid, at håndtering af ofte komplekse voldsrelaterede problemstillinger
kræver et omfattende og sagkyndigt fagligt beredskab, det vil sige betydelig specialiseret viden og
ressourcer til en mangefacetteret indsats. En ren matematisk fordeling af antallet af voldsudsatte
kvinder på antal kommuner tilsiger, at hver kommune har omkring 300 voldsudsatte kvinder. Hver
kommune skal altså have et specialiseret beredskab til at håndtere dette antal – vel og mærke
forudsat, at kommunen formår at etablere kontakt til alle voldsudsatte kvinder, hvilket på ingen
måde er tilfældet i dag. Under halvdelen af kvinderne har i dag kontakt med myndighederne om
deres situation. Derfor er det konkrete antal sager, der bliver håndteret, lavere.
Det giver ikke organisatorisk mening at mobilisere en så specialiseret indsats for så relativt få
borgere i hver enkelt kommune. Det giver heller ikke mening, at den enkelte kommune hver for sig
skal udforme og gennemføre den store og nødvendige – men i dag oftest uløste – opgave, at
kommunikere effektivt ud til alle borgere og medarbejdere om, hvad vold i relationer er, hvad det
betyder, og hvordan voldsudsatte konkret kan hjælpes. Det giver langt bedre mening at etablere
en nationalt social exitenhed for voldsudsatte kvinder, som kan forestå en national
71
”Familierådgivning til kvinder med børn på krisecenter,” Servicestyrelsen, 201108
Side | 85
kommunikationsindsats, men som operationelt er forankret i tværkommunale enheder, hvor det
logisk bør være de største kommuner, der agerer regionale social exitcentre for et antal
omkringliggende kommuner – ligesom de gamle amter.
De største kommuner har flest ressourcer, både økonomisk og fagligt, men de har også en
befolkningsstørrelse, som gør det naturligt geografisk at relokalisere stærkt voldsudsatte kvinder til
dem fra f.eks. et udkantsområde, så de voldsudsatte kvinder kan finde anonymitet i mængden og
ikke behøver at frygte for at møde deres voldsudøver i den lokale nærbutik. De mindre kommuner
vil med en sådan model i en vis grad levere voldsudsatte kvinder til de større kommuner, som så
igen kan udveksle voldsudsatte kvinder med hinanden og mindre kommuner, alt efter det aktuelle
behov. Det økonomiske mellemværende kommunerne imellem kan og bør løses med en
kommunal udligningsordning, så økonomi ikke bliver begrænsende og styrende for indsatsen over
for de voldsudsatte kvinder.
Ved at etablere et Social Exitprogram som en organisatorisk ramme om indsatsen over for
voldsudsatte kvinder samler man faglighed, viden og synlighed under én tydelig overskrift. En
sådan konstruktion har været løsningen i forbindelse med indsatsen over for bandemedlemmer og
prostituerede, der også lever et udsat liv, som nogle ønsker at forlade, men ofte har vanskeligt ved
at gøre uhjulpet. Det har været et samfundsønske at hjælpe bandemedlemmer og prostituerede ud
af et belastende miljø før exit-programmerne blev etableret, ligesom det er et samfundsønske at
hjælpe voldsudsatte kvinder og børn ud af en belastende relation. Men også i forbindelse med
prostituerede og bandemedlemmer viste det sig vanskeligt at konceptualisere indsatsen,
synliggøre den og orkestrere det samspil og samarbejde mellem de mange myndigheder, der
nødvendigvis må involveres i en sådan indsats. Etableringen af synlige og organisatorisk
selvstændige exit-enheder blev løsningen på, hvordan indsatserne blev synliggjort og
organiserede i en sammenhængende og helhedsorienteret indsats. Sådan bør også vold i nære
relationer håndteres. Ikke mindst de voldsudsatte kvinder selv efterlyser netop det.
Operationaliseringen af et Social Exitprogram vil gøre det tydeligt for alle involverede aktører,
hvordan indsatsen og dens elementer virker, hvordan samarbejdet mellem myndighederne
indbyrdes og andre aktører håndteres hensigtsmæssigt, hvilket i sig selv har en læringseffekt. Det
er en tilbagevendende udfordring i indsatsen over for voldsudsatte borgere, at der mangler klare
og tydelige retningslinjer for, hvordan samarbejdet om indsatsen skal fungere – f.eks. mellem de
sociale myndigheder, politi og Statsforvaltningen i tilfælde af sager med adressespærring, hvor der
er børn og dermed samværsret involveret.
Det vil være muligt for myndighederne at anvende elementer af programmet i sager, hvor kvinden
er knap så voldsudsat, at hun har behov for at gennemgå et exitprogram, som i sig selv er
krævende og belastende for enhver. Hvor grænsen konkret skal gå, må bero på en professionel
vurdering af de ICM-medarbejdere, der bliver ansat på programmerne, og de visitationsenheder
med fageksperter, der bliver tilknyttet programmet. Det væsentlige styrende princip for en indsats
må under alle omstændigheder være, hvor voldsudsat kvinden er – uanset, om hun er mor eller ej,
eller befinder sig på et krisecenter eller ej.
Ligeledes giver det mening at gennemtænke såvel relevant lovgivning som organiseringen af
støttefunktionerne med et exitprogram som ramme. Eksemplet i denne rapport med Maria, som
Side | 86
blev hjulpet igennem et næsten perfekt exitforløb fra sin voldelige eks-mand med tilknytning til
rockermiljøet, er et eksempel på dette. Noget så simpelt, som at Maria og hendes børn ikke kunne
få et nyt CPR-nummer, gjorde, at hendes voldelige eks-mand straks efter løsladelse fra fængslet
kunne lokalisere hende ved at ringe til tandlægen og spørge til børnenes adresse via deres CPRnumre. Maria ønskede at blive boende i Danmark, så hendes ene barn fra et tidligere ægteskab
kunne have samvær med sin far. For at få nyt CPR-nummer skulle hun være indvilget i at flytte
udenlands. Muligheden for adressespærrer eksisterede ikke på det tidspunkt. Således er det
formålstjenligt at gennemtænke hvert led i kæden, så indsatsen fungerer, og ikke er spildt på
grund af det svage led.
I den forbindelse er det væsentligt at gennemtænke, hvordan voldsudsatte kvinder kan tilbydes frit
lejde – på samme måde, som prostituerede og bandemedlemmer har mulighed for det. Vi ved, at
vold i nære relationer typisk er et negativt udviklingsforløb, hvor kvinden gradvist flytter sine
grænser for, hvad der er acceptabelt. I nogle tilfælde også over for sine børn, hvis hun er mor. Og
at frygten for, hvad hun har set og passivt accepteret, kan afholde hende fra at opsøge
myndighederne og løse problemet. Derfor er det væsentligt også at tilbyde voldsudsatte kvinder frit
lejde inden for nærmere afgrænsede rammer, som nødvendigvis må defineres, hvilket de ikke er i
dag.
SR-regeringen har for nylig fremsat flere lovforslag, som skal forbedre den hjælp, som
voldsudsatte kvinder bliver tilbudt. Lovforslagene bærer imidlertid præg af at være mindre
justeringer af en model, der endnu ikke har leveret synlige resultater – og som i mange kommuner
slet ikke fungerer, når man spørger de krisecentre og frivillige organisationer, der har direkte daglig
kontakt med voldsudsatte kvinder. Realiteten er, at snart 15 år efter den første nationale
handlingsplan mod vold mod kvinder, har billedet af indsatsen mange steder i landet ikke ændret
sig væsentligt.
En del af problemet her er, at mange af støttefunktionerne i forbindelse med voldsudsatte kvinder
bliver løst af ikke-kommunale krisecentre, NGO’er, m.m., der er finansierede af tidsbegrænsede
satspuljemidler, som kan bortfalde under næste års finanslovsforhandlinger, hvis partierne ikke
enes om at fortsætte bevillingen. Ligesom en del af initiativerne er fondsfinansierede og
tidsbegrænsede. Det er en for tilfældig og usikker finansiering af en indsats, som både er
menneskeligt nødvendig, samfundsøkonomisk fornuftig og et dokumenterbart vedvarende
samfundsproblem. Der er klart behov for en anderledes stringent organisering og langsigtet
finansiering af indsatsen over for voldsudsatte kvinder – en indsats, hvis samfundsøkonomiske
perspektiver i øvrigt bør beregnes, så det står klart, hvad de samlede omkostninger af volden
andrager, såfremt udfordringerne forbliver uløste.
Aarhus Kommune er valgt som fokuskommune i forbindelse med dette projekt. Valget reflekterer
dels, at Aarhus har en progressiv praksis på socialområdet, ikke mindst, hvad angår støtte til
voldsudsatte kvinder, hvor kommunen for længst har etableret en familierådgivningsfunktion til
voldsudsatte kvinder i tæt samarbejde med det lokale krisecenter og andre støtteorganisationer,
samt et mobilt interventionscenter under Østjyllands Politi bemandet med en vifte af fagpersoner,
der kan rykke ud og håndtere voldssager. Dels, at Aarhus er en af landets store kommuner med et
befolkningsgrundlag, der gør det opportunt at relokalisere svært voldsudsatte kvinder dertil fra
andre landsdele. Aarhus har således med afsæt i best practice, alle forudsætninger for at agere
pilotkommune for et Social Exitprogram med henblik på en senere national udrulning.
Side | 87
9. PROCES OG METODE
Designet af Social Exitprogram for stærkt voldsudsatte kvinder og børn hviler på inspiration fra
lignende danske exitprogrammer, samt erfaringer fra udlandet om tilsvarende initiativer, samt fra
voldsudsatte kvinder og børn selv, samt en række eksperter og praktikere på området.
9.1 METODE
Denne rapport er ikke en forskningsrapport eller en kortlægning af udfordringerne ved vold i nære
relationer, men et forslag til et design af et social exitprogram til de mest voldsudsatte kvinder.
Der eksisterer ikke i dag et egentligt social exitprogram målrettet voldsudsatte kvinder og børn, der
ikke formår at bringe sig ud af en i nogle tilfælde livstruende situation. Der eksisterer
exitprogrammer for andre udsatte grupper, som hjemløse, prostituerede samt bandemedlemmer.
Derfor tager designet af det sociale exitprogram først og fremmest udgangspunkt i de eksisterende
exitprogrammer med fokus på best practice. Derudover er udenlandske tiltag, der har vist sig at
være effektive, blevet inddraget. Det er karakteristisk for de mest succesrige udenlandske
initiativer, at de typisk har sat den udsatte borger i centrum og tilgangen har været
helhedsorienteret, lokal og fleksibel med anvendelse af frivillighed som et stærkt element, typisk
fordi lande som USA og Canada i langt højere grad end de skandinaviske lande er afhængige af
frivillige kræfter, hvad angår sociale indsatser mod samfundets mest udsatte grupper, qua en
mindre offentlig sektor.
Vi ved også, at der generelt ligger væsentlige samfundsøkonomiske potentialer i at nytænke de
socialpolitiske indsatser med fokus på forebyggelse både på den korte og lange bane. Det
forebyggende element på den korte bane ligger i at tilbyde de kvinder, med eller uden børn, der
har været udsat for vold, en hjælp og støtte, som gør, at deres liv ikke forværres yderligere, men
får den rette hjælp og støtte til at bygge et nyt liv op i sikkerhed, trivsel og ro. Det betyder
samtidigt, at indsatsen kan være med til at bryde fødekæden og dermed minimere risikoen for at
en negativ social arv bliver videreført af børnene med de menneskelige og økonomiske
omkostninger, det fører med sig. Det forebyggende element på længere sigt er at sikre, at
familierne ikke udvikler sig ad en social negativ bane, for eksempel i form af en forebyggende,
helhedsorienteret tidlig social indsats.72
Huset Zornig har sammen med Zonta Aarhus II samarbejdet om dette projekt for at forbedre
vilkårene for voldsudsatte kvinder – ikke bare i Aarhus Kommune, men hele landet. Projektet tager
dog konkret udgangspunkt i Aarhus, da hensigten er at pilotteste designet af Social Exitprogram i
Aarhus Kommune. Derfor er der i projektet særlig fokus på tilbud og indsatser for voldsudsatte
kvinder i Aarhus Kommune. Repræsentanter for såvel kommunen og frivillige organisationer i
Aarhus indgår derfor i projektets følgegruppe, som løbende haft møder i projektets forløb, hvor
man har diskuteret udfordringer og potentialer i de eksisterende tilbud og indsatser.
72
Se for eksempel rapporterne ”Sociale flygtninge i eget land”, Huset Zornig, 2014, og ”Nottinghamshire-modellen –
hurtig opsporing af socialt udsatte familier”, Huset Zornig, 2015
Side | 88
Derimod har udvælgelsen af rapportens livseksperter ikke været afgrænset alene til borgere
bosiddende i Aarhus Kommune. Kriterierne har i hovedsag været et ønske om at interviewe
voldsudsatte kvinder og børn, som er trådt ud af livssituationen, uanset baggrund og bopæl.
Livseksperterne er efter interviews blevet inviteret til en fælles workshop for at drøfte
hovedresultaterne af analyserne, anbefalingerne og det foreslåede design for det sociale
exitprogram, for at kvalificere disse.
Både følgegruppe samt de interviewede fag- og livseksperter har ligeledes fået den endelige
rapport til review for at kvalitetssikre den via kommentering.
For at imødekomme etiske komplikationer i forbindelse med indsamling af personlige historier og
erfaringer har livseksperterne haft mulighed for at godkende udskrift og fortolkning af deres
interviews. Dertil er alle livseksperter anonyme i rapporten. De har alle underskrevet en
samtykkeerklæring forud for interview og medvirken.
Maria optræder dog med sit rigtige navn. Dette er efter ønske fra hendes enkemand og datter.
Maria døde desværre i løbet af projektet. Hun var alvorligt syg, men insisterede alligevel på at
deltage og dele sin historie i håb om, at den kan hjælpe andre voldsudsatte kvinder. Af samme
grund er rapporten dedikeret Maria.
9.2 FAGEKSPERTERNE
Fageksperterne, der er blevet interviewet og har bidraget til denne rapport, er:

Tine Loft, afdelingsleder Familiekontor Syd, Socialforvaltningen, Aarhus Kommune

Lene Johanneson, konsulent i Vold i nære relationer og tidligere sekretariatschef i LOKK

Ingelise Allentoft, forstander Aarhus Krisecenter

Margit Holmgaard, privatpraktiserende psykolog og specialist i børnepsykologi

Pernille Kristoffersen, rådgivningschef i Mødrehjælpen i Aarhus

Ulla Thorup, frivillig rådgiver i Joan-Søstrene i Aarhus

Eva Færgemann og Susanne Steincke, koordinerende familierådgivere, Aarhus Kommune

Annette Degn, leder af SAM-skolen i Aarhus

Diana G. Larsen, politikommissær ved Nordjyllands politi

Tanja Graabæk, jurist i Hvert 3. barn, tidligere ansat i Statsforvaltningen

Saniye Vibe-Petersen, Conny Thornton, Camilla Østrup, Ida Nissen og Louise Venset, CTImedarbejdere på Exitprostitution i København

Helle Walsted Samuelsen, tidligere leder af Danner

Henriette Højberg, tidligere leder af Danners videncenter.
Side | 89
9.3 LIVSEKSPERTERNE
I projektforløbet er der lagt stor vægt på at inddrage og høre livseksperterne på området, nemlig
de voldsudsatte kvinder selv og børn af voldsudsatte kvinder. Deres beretninger og erfaringer har
bidraget med at give projektets anbefalinger brugbarhed og kvalitet, da de tager afsæt i
virkeligheden og dens realitet og behov.
I forbindelse med dette projekt er 9 kvinder og 8 børn, der alle har oplevet at leve i en voldsudsat
familie, blevet interviewet, og bedt om at beskrive hvordan de oplevede deres situation, hvordan
de kom ud af den, og hvordan de oplevede exit’en og den hjælp, de fik eller ikke fik, og hvad deres
anbefalinger er til myndighederne om relevant hjælp for at komme ud af en voldsudsat
familiesituation. I forbindelse med interviewet er kvinderne blevet bedt om at forholde sig til tanken
om et egentligt exitprogram i lighed med, hvad bandemedlemmer og prostituerede bliver tilbudt.
De interviewede kvinder ligger aldersmæssigt i spændet mellem 31 og 47 år, dog er en enkelt
kvinde noget ældre - 64 år. Hun er medtaget for at give perspektiv på de langsigtede virkninger af
en voldsudsat relation. Hun kæmper stadig i betragtelig grad med eftervirkningerne af et liv i vold.
Alle kvinder har alle et eller flere børn, en enkelt kvinde har fem børn i alderen 2 til 9 år. Ingen af
kvinderne lever i dag sammen med en voldelig mand. Der er med andre ord tale om kvinder, det er
lykkedes at bryde ud af den relation permanent. Man kan anskue dem som succesfulde i at finde
en udvej fra en voldelig relation, hvilket langt fra gælder alle voldsudsatte kvinder.
Fem af kvinderne lever alene med deres børn, og fire kvinder er i nye forhold - en af disse kvinder
er dog ulykkeligvis afgået ved døden umiddelbart før rapportens færdiggørelse. Kvinderne kommer
fra forskellige dele af landet, og to af dem har undervejs haft bopæl i udlandet, sammen med deres
voldelige eksmand. Tre af kvinderne er fra Aarhus-området.
9.4 FØLGEGRUPPE
Medlemmerne af dette projekts følgegruppe består af:

Fritse Meyer, Talskvinde for PR-udvalg Zonta Aarhus ll

Sanne Lyngsø, Centerchef for Familiecentret, Aarhus Kommune

Tine Loft, Afdelingsleder Familiekontor Syd, Aarhus Kommune

Lene Johanneson, Konsulent i Vold i nære relationer og tidligere sekretariatschef i LOKK

Ingelise Allentoft, Forstander Aarhus Krisecenter

Pernille Kristoffersen, Rådgivningschef i Mødrehjælpen i Aarhus

Lea Holst Reenberg, Direktoratet for Kriminalforsorgen

Lisbeth Zornig Andersen, Huset Zornig

Margit Holmgaard, privatpraktiserende psykolog og specialist i børnepsykologi

Tanja Graabæk, jurist i Hvert 3. barn, tidligere ansat i Statsforvaltningen
Side | 90
Følgegruppemedlemmerne har indvilget i at underskrive en fortrolighedserklæring, dette dels for at
sikre anonymitet blandt de medvirkende respondenter.
9.5 EKSPERTSEMINAR
For at kvalitetssikre rapporten og programdesignet er der gennemført et ekspertseminar, hvor de i
projektet medvirkende livseksperter og fageksperter, samt følgegruppemedlemmer, blev inviteret
med.
Forud for ekspertseminariet fik de inviterede tilsendt et rapportudkast til gennemlæsning og
kommentering. Ud over kommentarer og indspark på selve seminaret blev deltagerne anmodet om
at skriftligt feedback, som er blevet indarbejdet i rapporten.
Rapporten bliver præsenteret på en konference arrangeret af Zonta Aarhus II i Aarhus den 17.
marts, 2015.
Rapporten er produceret af

Mikael Lindholm, projektleder

Lisbeth Zornig Andersen, projektleder

Bettina Smed, konsulent

Therese Evald, projektkonsulent

Emilie Christoffersen, projektkonsulent

Henriette Mai Rahbek, konsulent.
Side | 91
10. ANVENDT LITTERATUR
1
Helweg-Larsen K. (2012): Vold i nære relationer. Omfanget, karakteren og udviklingen samt
indsatsen mod partnervold blandt kvinder og mænd – 2010. Statens Institut for Folkesundhed
2
Statens Institut for Folkesundhed, 2007
3
Barlach L. & Stenager K. (2012): LOKK Årsstatistik 2011: Kvinder og børn på krisecenter.
Socialstyrelsen.
4
Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet og Rockwool Fonden (2010): Voldens
pris. Samfundsmæssige omkostninger ved vold mod kvinder. Datakilderne, der indgår i
undersøgelsen, gør det ikke muligt klart at afgrænse vold i nære relationer, partnervolden, fra
anden vold mod kvinder.
5
Tallet kan være højere, da det i 17 sager har været umulig at identificere, hvad der gik galt.
Kilder: http://ekstrabladet.dk/ekstra/ekstra-krimi/derfor-draeber-maend-kvinder-hun-er-min-kunmin/5364170
http://ekstrabladet.dk/ekstra/ekstra-krimi/krimiarkivet-89-kvinder-draebt-af-deresmaend/5362225
http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/eksplosion-i-sager-om-aereskonflikter/5416937
6
”Mænds vold mod kvinder – omfang og karakter og indsats mod vold”, Minister for ligestilling,
Institut for folkesundhed, Redigeret af Karin Helweg-Larsen og Marie Louise Frederiksen, 2007
7
http://www.fagbladet3f.dk/nyheder/d0ebd5621e234be7b807cde8a78622b2-20141228voldsramte-kvinder-mister-jobbet
8
”Voldsramte kvinders arbejdsliv - En undersøgelse af sammenhængen mellem partnervold og
marginalisering på arbejdsmarkedet”, Socialstyrelsen, 2009
9
”Mænds vold mod kvinder – omfang og karakter og indsats mod vold”, Minister for ligestilling,
Institut for folkesundhed, Redigeret af Karin Helweg-Larsen og Marie Louise Frederiksen, 2007
11
http://www.coe.int/t/dghl/standardsetting/conventionviolence/convention/Convention%20210%20English.pdf
12
Helweg-Larsen K. (2012): Vold i nære relationer. Omfanget, karakteren og udviklingen samt
indsatsen mod partnervold blandt kvinder og mænd – 2010. Statens Institut for Folkesundhed
13
”Indsats mod vold og nære relationer i familien – National handlingsplan”, Regeringen, 2014.
14
”Alle skal med – målsætninger for de mest udsatte frem mod 2020”, Regeringen, 2013.
15
http://www.information.dk/505684
16
”Ret til et liv uden vold”, Institut for menneskerettigheder, 2014
17
”Aftale om udmøntning af satspuljen på børne-, ligestillings, integrations- og socialområdet
2015-2018”, oktober 2014
18
Svar på høring over Lov om ændring af lov om social service, LOKK, 17. december, 2014;
Høringssvar vedr. Lov om ændring af lov om social service, Mødrehjælpen, 12. december, 2014
19
”Voldsramte kvinders arbejdsliv - En undersøgelse af sammenhængen mellem partnervold og
marginalisering på arbejdsmarkedet”, Socialstyrelsen, 2009
20
Helweg-Larsen et al (2012): Vold i nære relationer. Omfanget, karakteren og udviklingen samt
indsatsen mod partnervold blandt kvinder og mænd – 2010. Statens Institut for Folkesundhed.
Helweg-Larsen et al (2012): Kærestevold i Danmark. En undersøgelse af omfang, karakter og
konsekvenser af volden blandt unge og udviklingen 2007-2011. Statens Institut for Folkesundhed.
Side | 92
Helweg-Larsen et al (2007): Mænds vold mod kvinder – omfang og karakter og indsats mod vold”.
Statens Institut for Folkesundhed samt https://moedrehjaelpen.dk/rapporter-og-analyser/
21
”Sociale flygtninge i eget land”, Huset Zornig for Socialministeriet, 2014
22
Definition af Safe House: Et isoleret sted, hvor ingen ved, at kvinden og børnene befinder sig –
eksempelvis et sommerhus. Der er sørget for mad etc., så kvinden ikke skal bevæge sig udenfor
huset.
23
Ligesom mange af de andre netværk er der venteliste, fordi man ikke har kapacitet til at screene
nye medlemmer i takt med deres henvendelser, så i Det hemmelige netværk leder man pt. efter
nye screenere.
24
http://www.joan-soestrene8000.dk/index.php?id=1
25
www.lokk.dk
26
http://www.aarhuskrisecenter.dk/
27
http://dialogmodvold.dk/
28
http://www.socialstyrelsen.dk/udsatte/aktuelt/udbud-interventionscenter-ved-partnervold og
https://krisecenter.randers.dk/FrontEnd.aspx?id=23202
29
http://www.csm-christinecenteret.dk/
30
http://www.aarhus.dk/da/omkommunen/organisation/Sociale-Forhold-ogBeskaeftigelse/Socialforvaltningen/Organisering/Familier-Boern-og-Unge/Familiecentret.aspx
31
Vejledning om botilbud mv. til voksne efter almenboligloven, serviceloven og friplejeboligloven,
Ministeriet for børn og ligestilling, integration og sociale forhold. Okt. 2010.
32
http://www.servicestyrelsen.dk/filer/udgivelser/familieradgivning-til-kvinder-med-born-pakrisecenter
33
I Familiecentret i Aarhus Kommune forklares det yderligere med, at man arbejder ud fra
modellen ’bestiller-udfører’ i forhold til arbejds- og ansvarsfordeling mellem dem, der har den
direkte kontakt til borgeren og dem der vurderer og afgør sagerne. Se under fageksperternes
anbefalinger, hvordan Familiecenter Nord i Aarhus er ved at afprøve et projekt, hvor man har
samlet begge typer medarbejdere for at minimere rådgivningsskift.
34
Kommunerne fik efterfølgende mulighed for at forlænge hjemløsestrategien til 1. september
2013.
35
http://hjemlosestrategien.ramboll.dk/~/media/459925F09F7F43B985C172A7108F4E4F.ashx
36
Princip bag Housing First: https://www.domesticshelters.org/domestic-violence-articlesinformation/home-safe-home-the-housing-first-program#.VN3FalOG-30 og eksempler på konkrete
tilbud efter denne metode: http://www.onslowwc.org/case-management og
http://www.sistercare.com/services.html og
http://www.researchgate.net/publication/228335519_Post_shelter_services_The_efficacy_of_follo
w-up_programs_for_abused_women og https://www.domesticshelters.org/domestic-violencearticles-information/home-options-beyond-the-shelter#.VN3E91OG-30
37
Hjemløsestrategien bygger på andre lignende metoder så som Supported Housing, ACT,
opsøgende, Udredning og Plan samt God Løsladelse (årsstatus 2012 fra Rrambøll side 7 og notat
fra SFI om metoden bag hjemløseområdet)
37
http://www.socialstyrelsen.dk/udsatte/prostitution/prostitution-1/metoden-bag/beskrivelse-af-ctimetoden
38
http://www.sfi.dk/Admin/Public/DWSDownload.aspx?File=%2fFiles%2fFiler%2fSFI%2fPdf%2fArbej
dspapirer%2fAP-02-2013.pdf
Side | 93
39
http://www.sfi.dk/Admin/Public/DWSDownload.aspx?File=%2fFiles%2fFiler%2fSFI%2fPdf%2fArbej
dspapirer%2fAP-02-2013.pdf
40
http://www.sfi.dk/s%C3%B8gesvar-4455.aspx?Action=1&NewsId=4600&PID=9262
41
http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/2011/Rammemodel
.pdf
42
http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/2011/Rammemodel
.pdf
43
http://www.justitsministeriet.dk/nyt-og-presse/pressemeddelelser/2014/exit-fra-rocker-ogbandemilj%C3%B8et-er-sv%C3%A6rt-i-praksis
44
http://justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Arbejdsomraader/Forskning/Forskningsrapporter/
2014/Exit-indsatser%20for%20rockere%20og%20bandemedlemmer.pdf
45
Se f.eks. http://www.startherestl.org/housing-shelters-for-women.html og
https://www.domesticshelters.org/domestic-violence-statistics#.VN3LmlOG-30 hvor der står, at der
findes 3346 organisationer i hele USA, der tilbyder voldsudsatte kvinder hjælpeprogrammer.
46
http://jiv.sagepub.com/content/21/8/1046
47
Journal of Interpersonal Violence, jiv.sagepub.com
48
http://mcccanada.ca/learn/more/circles-support-accountability-cosa
49
http://mcccanada.ca/learn/more/circles-support-accountability-cosa
50
Fx http://psycnet.apa.org/journals/pro/40/3/234/ og http://grantome.com/grant/NIH/R01MH095767-03
51
(PsycINFO Database Record (c) 2012 APA, all rights reserved)
52
Fx http://www.ptsdalliance.org/images/hope_for_recovery.pdf
53
Fx http://psyknoter.com/bachelor-psykologi-noter/kognitionspsykologi-noter/emner/6-eksekutivefunktioner-med-udgangspunkt-i-eksempler-pa-kognitive-funktioner-og-deres-neurale-grundlag/
54
http://www.nrk.no/buskerud/ma-bytte-identitet-etter-trusler-1.6966502
55
Jf. Mailinterview med Ida Dahl Nilssen fra norske Kripos: Den nasjonale enhet for bekjempelse
av organisert og annen alvorlig kriminalitet.
56
http://www.nrk.no/buskerud/ma-bytte-identitet-etter-trusler-1.6966502
57
http://prodstoragehoeringspo.blob.core.windows.net/5185eb5e-a5f7-44d0-8522d22c231cc28f/Lovforslag%20om%20udvidet%20adressebeskyttelse%20til%20forfulgte%20(h%C3
%B8ring)-1.pdf
58
Høringssvar vedr. forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister,
Mødrehjælpen, 13. januar, 2015.
Svar på høring over forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister, LOKK, 15.
januar, 2015.
59
”Indsats mod vold og nære relationer i familien – National handlingsplan”, Regeringen, 2014.
60
”Nottinghamshire-modellen – Tidlig opsporing af socialt udsatte familier”, Huset Zornig, 2015.
Side | 94
61
http://familieivaerksaetterne.dk
62
http://bm.dk/da/Aktuelt/Pressemeddelelser/Arkiv/2014/03/Ti%20kommuner%20far%20okonomisk
%20stotte%20til%20helhedsindsats%20for%20udsatte%20familier.aspx
63
http://vidensportal.socialstyrelsen.dk/temaer/Omsorgssvigt/indsatser/signs-of-safety
64
http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/2011/Rammemodel
.pdf
65
http://www.socialstyrelsen.dk/siso/overgrebspakken/bornehuse
66
http://www.kk.dk/da/borger/omsorgogsaerligstoette/stoette-og-aktivitetstilbud/exit-prostitution
67
http://www.nrk.no/buskerud/ma-bytte-identitet-etter-trusler-1.6966502
68
http://sm.dk/arbejdsomrader/tvaergaende-omrader/de-sociale-2020-mal/de-sociale-2020-malsindhold/kvinder-i-voldelige-relationer
69
http://www.udenforskabetspris.dk/vaerktoej/om-skandia-modellen/
70
http://red-safehouse.dk/ - er oprettet for æresrelateret vold, for anden inspiration tjek også
http://www.safehorizon.org/
71
”Familierådgivning til kvinder med børn på krisecenter,” Servicestyrelsen, 201108
72
Se for eksempel rapporterne ”Sociale flygtninge i eget land”, Huset Zornig, 2014, og
”Nottinghamshire-modellen – hurtig opsporing af socialt udsatte familier”, Huset Zornig, 2015.
Side | 95
Om Huset Zornig
Huset Zornig specialiserer sig indenfor området for socialt udsatte. Gennem en blanding af
livseksperter og professionelle fagfolk udvikler vi viden og metoder, der hjælper socialt udsatte
mennesker og familier til at forløse deres potentiale i et produktivt dagligdags- og arbejdsliv. Det
gør vi blandt andet ved at nytænke sociale indsatser i Danmark, og ved at inddrage de udsatte i
processen.
Huset Zornig har følgende hovedaktiviteter:
 Udvikler ny viden og praksis om udsatte mennesker i samarbejde med eksperter og
praktikere.
 Rådgiver myndigheder, institutioner og virksomheder om effektive metoder, politik og
strategiprocesser på udsatteområdet.
 Faciliterer dialog mellem udsatte og offentlige myndigheder.
 Udbyder kurser og foredrag, hvor den enkelte deltager bliver rustet til et godt møde med
socialt udsatte.
Huset Zornig er uafhængig af partipolitiske særinteresser.
Om Zonta
Zonta International er en toneangivende organisation, hvis 30.000 medlemmer arbejder aktivt både
nationalt og internationalt for, at ingen kvinder skal leve i frygt for vold, og for at deres rettigheder
anerkendes som menneskerettigheder. Zonta International forbedrer kvinders vilkår via
uddannelsesprogrammer og hjælp til selvhjælp projekter. Zonta International arbejder for en
verden, hvor:
·
·
·
·
Kvinders rettigheder anerkendes som menneske rettigheder
Alle kvinder har mulighed for at udvikle og forbedre deres vilkår,
Kvinder er repræsenteret i alle besluttende organer og erhverv på lige fod med mænd, og
Ingen kvinder lever i frygt for vold.
Zonta Aarhus II er en selvstændig lokal afdeling under Zonta International.
Side | 96