1. No category

Dansk A
Højere
forberedelseseksamen
Hæfte 1
Kl. 9.00-15.00
2hf121-DAN/A-1-31052012
112263.indd 1
Torsdag den 31. maj 2012
kl. 9.00 - 15.00
12/03/12 10.52
Prøvemateriale
Hæfte 1
Side
Tema . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3
Opgaver . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3
Fællestekster – udleveres kl. 9.00:
1. Lise Ammitzbøl m.fl.: Det moderne gennembrud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4
2. Anonym: Idé og Virkelighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5
3. Henrik Ibsen: Et dukkehjem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6
4. Herman Bang: Fattigliv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8
Billeder:
Side 10: I lja Repin: Pramdragerne fra Volga (maleri, 1870-73.
Det russiske Statsmuseum i Skt. Petersborg)
Side 11: Christian Krohg: Kampen for Tilværelsen (maleri, 1888-89.
Nasjonalgalleriet, Oslo)
Side 12: Elin Danielson-Gambogi: Ved Thebordet (maleri, 1890, udsnit. Privateje)
Hæfte 2
Særtekster – udleveres kl. 10.30:
5. Novelle af Henrik Pontoppidan
6. Romanuddrag af Amalie Skram
7. Tale af Johanne Meyer
8. Artikel af Katrine Winkel Holm
Ortografi og tegnsætning følger originalerne. Trykfejl er dog rettet.
2
112263.indd 2
12/03/12 10.52
Tema: Det moderne gennembrud
Temaet for hæfte 1 og 2 er perioden Det moderne gennembrud, 1870-1890. Tekster
og billeder handler om undertrykkelse og frigørelse, med fokus på kvinders og
arbejderes forhold.
Opgaver
Du skal besvare én af opgaverne 1-3. Anfør opgavens nummer, og formuler en
overskrift som led i din besvarelse.
Opgave 1
Skriv til et hf-hold et analyserende oplæg om kritik af underklassens forhold i
tekster fra Det moderne gennembrud.
Som en central del af din besvarelse skal du analysere og fortolke Pontoppidans
novelle (tekst 5).
Desuden skal du inddrage materiale fra hæfte 1.
Opgave 2
Skriv en introducerende artikel om undertrykkelse og frigørelse som tema i Det
moderne gennembruds litteratur.
Som en central del af din besvarelse skal du karakterisere, hvordan undertrykkelse
kommer til udtryk i uddraget fra Amalie Skrams roman (tekst 6).
Desuden skal du inddrage materiale fra hæfte 1.
Opgave 3
Skriv en argumenterende artikel om kvinders frigørelse som debatemne i Det
moderne gennembrud og i dag.
Som en central del af din besvarelse skal du gøre rede for og diskutere de vigtigste
synspunkter i teksterne af Johanne Meyer (tekst 7) og Katrine Winkel Holm (tekst
8).
Desuden skal du inddrage materiale fra hæfte 1.
Materialet i hæfte 1 og 2 forudsættes ikke kendt af dine læsere
3
112263.indd 3
12/03/12 10.52
1. Lise Ammitzbøl, Henrik Poulsen, Dorte
­Østergren-Olsen: Det moderne gennembrud
Teksten er fra Vild med dansk (2009). Lise Ammitzbøl, Henrik Poulsen, Dorte
Østergren-Olsen, lærebogsforfattere.
5
10
15
Det moderne gennembrud tager tråden op fra oplysningstiden1. Den traditionelle
litteraturhistoriske fortælling knytter én mand til dette gennembrud: Georg Brandes2. Han stillede krav til litteraturen – den skulle være realistisk og kritisk og
bygge på et naturalistisk menneskesyn. Gud var død, og mennesket et dyr. Det
moderne gennembruds forfattere rettede skytset mod alt, der havde præg af magt:
kirken, ægtemanden, bondestanden, fabriksejeren, provsten3, og de blotlagde
samfundets og menneskets sygdomme: fattigdommen, alkoholismen, sindssygen,
kvindeundertrykkelsen.
Som ved de tidligere perioder kom inspirationen udefra, først og fremmest fra
Tyskland og Frankrig, hvor revolutionære bevægelser rystede samfundene.
Brandes’ definitive krav til litteraturen om at sætte samfundet under debat
skabte den moderne litterære prosaform realismen. Det er den litterære norm i
dag. Fremstillingen skal være realistisk i betydningen ’genkendelig’. Personerne
skal være ’typer’, det vil sige repræsentative for en gruppe eller klasse, og konflikterne ’samfundsrelevante’.
Men også periodens angreb på samfundets magtinstanser, hvad enten det er
kirken eller ægtemanden, kan overføres til i dag. Gælder forholdene stadigvæk i
dag? Hvad blev der af kvindebevægelsen, samfundets forpligtelse over for dets
svageste?
oplysningstiden: 1700-tallet
Georg Brandes: (1842-1927), dansk kritiker og litteraturforsker, som traditionelt regnes for teoretikeren
bag Det moderne gennembrud
3
provsten: øverste ansvarlige præst for et antal kirker
1
2
4
112263.indd 4
12/03/12 10.52
2. Anonym: Idé og Virkelighed
Teksten er trykt i avisen Socialisten i 1871.
5
10
15
20
25
Som Vandrerens Gang gennem Ørkenen, saaledes har Arbejderens Gang været
gennem Historien.
Trællende arbejder han sig frem fra Vuggen til Graven, medens Sulten sønderriver hans Indvolde, og Sorg og Ulykker, Haan og Foragt gør hans Øjne røde af
Graad. Ryggen bøjes, Knæerne mattes1, Blikket sløves; mekanisk udfører Legemet sin Dont2, medens Sjælen sover.
Men naar han vil til at segne under Byrden, da indtræder der et Vendepunkt.
En ny Religion eller en og anden Statsomvæltning viser ham pludselig Udsigten
til et lykkeligere Liv, en ædlere Anvendelse af Kræfterne. Da luer den udødelige
Sjæl op i det forpinte Legeme, da svulmer Kræfterne, da glimter Aanden, da rejser han sig til Stordaad og Heltebedrifter; da viser han sine forbavsede Tyranner,
hvorledes Geniet kan skjules under Pjalterne som en Gnist under Asken, for ved
det første heldige Lufttræk at blusse op til en Flamme, der kaster sit lysende Skær
over en hel Tidsalder.
Men desværre! Naar overmenneskelige Anstrengelser har bragt ham til det
Sted, hvor han troede, at Maalet laa, saa er dette igen rykket ud i Horisonten.
Lykken var et Fata Morgana3, fremgøglet4 af en eller anden blandt hans snedige
Tyranner, der ønskede at benytte Arbejdernes Samsonskræfter5 i sin Tjeneste. Da
gribes han af Fortvivlelsen; Ulykkerne slaar sammen over hans Hoved, han kæmper i blinde og ligger under i Kampen. Hans blegede Ben6 genkalder i fremtidige
Slægters Erindring, hvormeget Mod og Kraft der allerede er forbrugt paa den møjsomme Vej, der fører til Menneskehedens Frigørelse og Lykke!
Intet Under7 derfor at Arbejderen er mistænksom. Intet Under at han med vantro Mine lytter til de højere staaende Klassers Fortællinger om de underfulde
Resultater, han vil kunne opnaa, hvis han blot vil være rolig og lade dem handle.
Nej, Luftslottenes Tid maa og skal være forbi. Kraftigt og sikkert maa Arbejderne
skride frem ad Enighedens og Organisationens Vej8, han maa samle alle Kræfter
og selv udføre det Befrielsens Værk, som Alverdens Doktrinære9 og Absolutister10
ikke i Aarhundreder har bragt ham et Skridt nærmere mod.
3
4
5
6
7
8
9
mattes: bliver udmattet
Dont: gerning/arbejdsopgave
Fata Morgana: luftspejling
fremgøglet: fremstillet, "tryllet frem"
Samsonskræfter: Samson er en stærk mand fra Det gamle Testamente i Bibelen
Ben (her): knogler
Intet Under: ikke overraskende
Organisationens Vej: gennem fagforeninger
Doktrinære: personer som stædigt fastholder bestemte regler eller teorier
10
Absolutister (her): personer, der tror, at visse værdier gælder under alle forhold
1
2
5
112263.indd 5
12/03/12 10.52
3. Henrik Ibsen: Et dukkehjem
Teksten er et uddrag af Et dukkehjem (1879). Henrik Ibsen (1828-1906), norsk
forfatter.
Nora er gift med Torvald, nyudnævnt bankdirektør. Kristine Linde er en
ungdomsveninde, som nu er kommet til byen.
5
10
15
20
25
30
35
NORA: Å Gud, å Gud, Kristine, det er dog vidunderlig dejligt at leve og være lykkelig! - - Å, men det er dog afskyeligt af mig -; jeg taler jo bare om mine egne
sager. (sætter sig på en skammel tæt ved hende og lægger armene på hendes
knæ.) Å, du må ikke være vred på mig! – Sig mig, er det virkelig sandt, at du
ikke holdt af din mand? Hvorfor tog du ham da?
FRU LINDE: Min moder leved endnu; og hun var sengeliggende og hjælpeløs. Og
så havde jeg mine to yngre brødre at sørge for. Jeg synes ikke det var forsvarligt at vise hans tilbud tilbage.
NORA: Nej, nej, det kan du have ret i. Han var altså rig dengang?
FRU LINDE: Han var ganske velstående, tror jeg. Men det var usikre forretninger,
Nora. Da han døde gik det hele overstyr og der blev ingenting tilovers.
NORA: Og så -?
FRU LINDE: Ja, så måtte jeg slå mig igennem med en liden1 handel og en liden
skole og hvad jeg ellers kunde finde på. De sidste tre år har været som en eneste lang hvileløs arbejdsdag for mig. Nu er den til ende, Nora. Min stakkels
moder behøver mig ikke mere, for hun er gået bort. Og gutterne2 heller ikke; de
er nu kommet i stillinger og kan sørge for sig selv.
NORA: Hvor må du føle dig let –
FRU LINDE: Nej, du; bare så usigelig tom. Ingen at leve for mere. (står urolig
op.) Derfor holdt jeg det ikke længere ud derborte i den lille afkrog. Her må
det dog være lettere at finde noget, som kan lægge beslag på en og optage ens
tanker. Kunde jeg bare være så lykkelig at få en fast post, noget kontorarbejde –
NORA: Å, Kristine, men det er så forfærdelig anstrængende; og du ser allerede
så anstrængt ud i forvejen. Det ville være meget bedre for dig, om du kunde
komme til et bad3.
Fru Linde (går henimod vinduet): Jeg har ingen pappa, som kan forære mig rejsepenge, Nora
(...)
NORA: Kom herhen. (drager hende ned på sofaen ved siden af sig.) Ja du, – jeg har
også noget at være stolt og glad over. Det er mig, som har reddet Torvalds liv.
FRU LINDE: Reddet – ? Hvorledes reddet?
NORA: Jeg fortalte dig jo om rejsen til Italien. Torvald kunde ikke have overstået
det, hvis han ikke var kommen derned –
FRU LINDE: Nå ja, din fader gav jer så de fornødne penge –
Nora (smiler): Ja, det tror både Torvald og alle andre; men –
FRU LINDE: Men –?
NORA: Pappa gav os ikke en skilling. Det var mig, som skaffed pengene tilveje.
liden: lille
gutterne: drengene
3
et bad: et kurbad, hvor man kommer til kræfter, evt. behandles for en sygdom
1
2
6
112263.indd 6
12/03/12 10.52
40
45
50
55
60
65
70
75
80
FRU LINDE: Du? Hele den store sum?
NORA: Tolv hundrede specier. Fire tusend otte hundrede kroner. Hvad siger du til
det?
FRU LINDE: Ja men, Nora, hvorledes var det muligt? Havde du da vundet i lotteriet?
NORA (med ringeagt): I lotteriet? (blæser.) Hvad kunst havde det da været?
FRU LINDE: Hvor fik du dem da fra?
NORA (nynner og smiler hemmelighedsfuldt): Hm; tra la la la!
FRU LINDE: For låne dem kunde du jo ikke.
NORA: Så? Hvorfor ikke det?
FRU LINDE: Nej, en kone kan jo ikke låne uden sin mands samtykke.
NORA (kaster på nakken): Å, når det er en kone, som har en smule forretningdygtighed, – en kone, som forstår at bære sig lidt klogt ad, så –
FRU LINDE: Men, Nora, jeg begriber aldeles ikke –
NORA: Det behøver du jo heller ikke. Det er jo slet ikke sagt, at jeg har lånt pengene. Jeg kan jo have fået dem på andre måder. (kaster sig tilbage i sofaen.) Jeg
kan jo have fået dem af en eller anden beundrer. Når man ser såvidt tiltrækkende ud som jeg –
FRU LINDE: Du er en galning.
NORA: Nu er du visst umådelig nysgerrig, Kristine.
FRU LINDE: Ja hør nu her, kære Nora, – har du ikke der handlet ubesindigt?
NORA (sidder atter oprejst): Er det ubesindigt at redde sin mands liv?
FRU LINDE: Jeg synes det er ubesindigt, at du uden hans vidende –
NORA: Men han måtte jo netop ikke vide noget! Herregud, kan du ikke forstå
det? Han måtte ikke engang vide, hvor farligt det stod til med ham. Det var til
mig lægerne kom og sagde, at hans liv stod i fare; at intet andet kunde redde
ham, end et ophold i syden. Tror du ikke, jeg først forsøgte at lirke mig frem?
Jeg talte til ham om, hvor dejligt det vilde være for mig at få rejse til udlandet
ligesom andre unge koner; jeg både græd og jeg bad; jeg sagde, at han værs’god
skulde huske på de omstændigheder, jeg var i, og han måtte være snil1 og føje
mig; og så slog jeg på, at han gerne kunde optage et lån. Men da blev han
næsten vred, Kristine. Han sagde, at jeg var letsindig, og at det var hans pligt
som ægtemand ikke at føje mig i nykker og luner – som jeg tror han kaldte det.
Ja ja, tænkte jeg, reddes må du nu; og så var det jeg gjorde udvej –
FRU LINDE: Og fik din mand ikke vide af din fader, at pengene ikke kom fra
ham?
NORA: Nej, aldrig. Pappa døde jo netop i de samme dage. Jeg havde tænkt at
indvie ham i sagen og bede ham, ikke røbe noget. Men da han lå så syg –. Desværre, det blev ikke nødvendigt.
FRU LINDE: Og har du aldrig siden betroet dig til din mand?
NORA: Nej, for himlens skyld, hvor kan du tænke det? Han, som er så stræng i
det stykke2! Og desuden – Torvald med sin mandige selvfølelse – hvor pinligt
og ydmygende vilde det ikke være for ham at vide, at han skyldte mig noget.
Det vilde ganske forrykke forholdet imellem os; vort skønne lykkelige hjem
vilde ikke længer blive, hvad det nu er.
snil: rar
i det stykke: i den henseende; på det område
1
2
7
112263.indd 7
12/03/12 10.52
4. Herman Bang: Fattigliv
Teksten er et uddrag af en artikel i Nationaltidende 19. december 1880. Herman
Bang (1857-1912), dansk forfatter.
5
10
15
20
25
30
35
Men hvorledes male Dem kulden i dette rum, hvorledes barheden, tomheden? Det
var sultens tilberedningssted, dette rum.
Bag ved lå stuen. Stil op fire vægge, hvis nøgenhed er kold og skiden1, læg i
fantasien et gulv så snavset som bordet i det bare køkken. Fyld dette rum, hvis loft
er revnet, så det regner ned, med ”fattiglugtens” stinkende fugtighed, og De vil
vide, hvordan dette værelse så ud.
I et hjørne stod en seng med nogle bylter af klude, en grå, farveløs masse, pjalter af noget, som en gang har været tæpper og klædningsstykker; på gulvet to stole, rørstole med gennembrudte sæder. På en knage ved døren hang et skørt. Pantelåneren2 ville have givet det tilbage med et hovedrystende smil. Men det var vel
derfor, det hang her.
Således så her ud. På gulvet lå indpakket i et gråt sjal det yngste barn. To andre
krøb skrålende sammen bag døren. Jeg ved ikke, om de skjulte sig, fordi de var
nøgne, men rimeligt er det næppe, de vidste vel ikke stort af, hvad det ville sige at
have pjalter på, som kunne dække.
Politimanden trak det ene barn frem. Det var skrækkelig magert, denne rystende magerhed hos børn, der sulter. Kinderne indfaldne, blåagtige; øjnene store,
men helt inde i hovedet, sløve. Blikket var ængstet, ældre end dets år. Sult giver
børn en egen gammelklogskab i udtrykket.
Og skindet – bronzegult hos dem alle – der var trukket over disse tynde knogler, var dækket med sår. Der var sår på ben og arme, væmmelige, opbrudte sår om
næsen.
”Sult,” sagde politimanden. ”De sulter.”
”Jeg vidste ikke, det så sådan ud,” sagde jeg. Og der må have været noget som
en gysen i tonen, thi vor fører så op.
”Disse er de lykkeligste,” sagde han.
Han slap barnets arm og vendte sig for at gå. Og vi stod allerede på gangen.
Der hang et reb ned fra loftet. Værtens menneskekærlighed havde hængt det op
for at spare3 livet for dem, som betalte 10 kroner månedlig for kvistetagen, og som
skulle op ad denne stige. Trinene gyngede lidt.
Der var mørkt deroppe. Politimanden ravede lidt, stødte på noget træ, bankede.
Indefra hørte man en grynten. Så åbnede vi en dør, nogle sammenslåede brædder,
og kom ind. Jeg fór lidt tilbage.
”Behøver vi at gå ind?” spurgte jeg.
Det var luften, som jog mig tilbage. Man smagte den væmmelighed. Det var en
stank af syges uddunstninger, af fordærvet føde, af snavs; man måtte være født i
denne luft for at kunne ånde den.
Når man havde vænnet sig til mørket, så man i skumringen et bord med en
skiden: snavset
Pantelåner: person, der yder lån mod indlevering af ting som pant/sikkerhed
3
spare (her:) redde
1
2
8
112263.indd 8
12/03/12 10.52
40
45
50
55
uendelighed af skår, ituhugne urtepotter, ubestemmelige stumper, og i alle disse
redskaber halvrådne levninger af nødens måltider.
Det var disse levninger, som stank.
Ved vinduet stod en kommode, skufferne var trukket ud, de var overfyldte med
pjalter, klude, ubestemmelige rester, dyppede i snavs.
Sengens dyner var plyndrede af sulten, tilbage lå der noget ubegribeligt stof,
opløste levninger af halm …
Men hvorfor er alle ord dog misbrugte, så intet udtryk kan fortælle Dem, hvor
forfærdelig denne byldebesatte nøgenhed var, intet udtryk male Dem denne kommodes stinkende indhold, dette bords elendige svineri?
Der var ikke en plet på dette gulv, der ikke var blevet til en mødding af pjalter
og skarn, ikke en plet. I væggene var der huller, utøjkolonier.
(...)
Hvad vi så på hin vandring, kan jeg ikke male; men er der i mine ord blot en
understrøm af forfærdelig medlidenhed, en understrøm, som har gjort mig fattig
på billeder, fattig på lignelser, fattig på farver til at male de farveløse – da forstår
man af min mangel på evne, at hvad vi så, var forfærdeligt.
Og forstår man det, så vid, at denne elendighed rummes i et ord: Sult – og mæt
for en eneste dag disse mennesker, som råber på brød.
9
112263.indd 9
12/03/12 10.52
Ilja Repin: Pramdragerne fra Volga (maleri, 1870-73. 131,5 x 281 cm)
10
112263.indd 10
12/03/12 10.52
Christian Krohg: Kampen for Tilværelsen (maleri, 1888-89. 300 x 225 cm)
11
112263.indd 11
12/03/12 10.52
Elin Danielson-Gambogi: Ved Thebordet (maleri, 1890, udsnit)
12
112263.indd 12
12/03/12 10.52
112263.indd 13
12/03/12 10.52
112263.indd 14
12/03/12 10.52
112263.indd 15
12/03/12 10.52