Boganmeldelse til Dansk Kirketidende af ”Guds skrøbelige arvinger” - En bog om menneskets fald og fuldendelse Af Johannes Værge. Anis 2014. ”Uddrivelsen” af Arne Haugen Sørensen pryder forsiden på Johannes Værges nye bog ”Guds skrøbelige arvinger”. Såvel titel som forsidebillede slår tonen an. Det handler om menneskesynet. Billedet på forsiden skildrer to tætomsluttede mennesker, som går ind i billedets mørke baggrund væk fra den grønne plet. Titlen ”Uddrivelsen” leder automatisk tankerne hen på Adam og Evas uddrivelse af Paradiset efter syndefaldet. Men trods faldet er der antydning af håb i billedet. De går tæt omsluttede. Og man aner håb og fremtid, for som Johannes Værge siger; ”syndefaldet har med andre ord ikke udryddet menneskers evne til at gøre det gode – har ikke ødelagt den kærlighedsevne, som er det fineste udslag af gudsbilledet i mennesket. Syndere er Guds dyrebare børn”. Johannes Værges anliggende er med hans tolkning af syndefaldet at fastholde et dynamisk positivt menneskesyn. Det er ikke nødvendigt at tale mennesket ned for at tale Gud op. Mennesket er et gådefuldt væsen med muligheder for det mest ophøjede og for at falde dybt. Det vilkår har vi begrundet i menneskets fald – syndefaldet – bruddet mellem Gud og mennesker. Efter faldet er mennesket ude på ”Herrens mark” og må leve på menneskelig vilkår i en spænding mellem godt og ondt. Det er ”Paradise lost”. Velgennemtænkt og elegant argumenteres der for et mere positivt menneskesyn end det, som har præget navnlig vestlig teologisk tradition helt tilbage til Augustin. Der er brug for at gennemtænke det kristne menneskesyn på ny, og det gør J. Værge på en gennemført måde. Og det gør han, fordi det er nødvendigt. Han indleder sin bog med en interessant henvisning til en sociologisk undersøgelse, der viser, at det vi moderne mennesker frygter mest, er ikke at være gode nok. Det næst mest frygtede er ikke at være elsket. Som svar på den frygt er Kristendommens budskab netop, at vi er elsket og gode nok. Vi er Guds arvinger skrøbelige og elsket. På den baggrund burde kirkerne være stopfyldte hver søndag, for kirken leverer det håb, det moderne menneske har brug for. Problemet er, som Johannes Værge indleder sin bog, at forventning til kirken på forhånd er en anden godt hjulpet på vej af de gamle Veit Dietrichs indledningskollekter om ”os arme elendige syndere og elendige mennesker”. En ny tone må slås an. Vi føres ved hånden gennem oldkirken, vest- og øst kirkens tradition og håndtering af ”syndefaldet”. Der gøres et længere ophold ved den engelske digter John Miltons ”Paradise Lost” fra 1600-tallet, hvori han på poetisk vis fremviser et mere dynamisk menneskesyn. Et menneske, der har bevaret den dyrebare kærlighedsevne, men trænger til vejledning. Med væsentlige bidrag fra klassisk litteratur; bl.a. Dostojevskis ”Et latterligt menneskes drøm” fra 1877 med H.C Andersen, Grundtvig og Otto Møller og en moderne forfatter som Marilynne Robinson, får vi en nuanceret gennemgang af synet på menneskets vilkår. Med ”Guds skrøbelige arvinger ” har Johannes Værge med stor teologisk indsigt og i et godt sprog skrevet en velkomponeret bog, der nærer håbet om at mennesket i sig har muligheden for forandring og fornyelse ved at få bibragt det håb, der er ligger i den kristne tro. Mennesket er ikke kun Guds skrøbelige arvinger, men som J.Værge siger ”arvinger – modtagere af al den forvandlingskraft, Kristus har sat ind i verden….” Johannes Værge taler mennesket op, og det gør ikke Gud mindre. Tværtimod. Marianne Nørgaard Gyldenkærne, Bøvling Valmenighed.