Franske fortaellinger_Der var engang.pdf

Der var engang
Der var engang, hvor fransk var synonym for kultur og ånd. Fransk
sprog og kultur i bredeste forstand indtog en fornem plads i europæernes
såvel som i danskernes dagligdag. Den stolte nation satte ganske enkelt
dagsordenen. I dag er det anderledes. Den franske præsident François
Mitterand udtrykte det med aforismen “La France est notre patrie,
l’Europe et notre avenir”, Frankrig er vort fædreland, Europa vor fremtid.
Mens Frankrig sidst i 1500-tallet lider under årtiers borger- og religionskrige, er der anderledes fred og gode tider i Danmark. Her
har kongen af Guds nåde Christian IV både økonomi og udsyn til
at engagere sig i internationale strømninger, om ikke altid med succes. I 1588 er københavnerne vidne til indvielsen af en fransk skole.
Stor ståhej! For det at etablere en fransk skole vidner om de øverste
kredses interesse for Frankrig og ikke kun for de tyske lande. Fransk
sprog og fransk mode er da også så småt ved at vinde fodfæste.
Overklassen sender sine sønner til Frankrig for at lære den franske
“manière” og for at etablere formelle relationer til den nation, der er
den fremmeste. Hoffet hidkalder franske sproglærere, og på universitet bliver der holdt forelæsning på fransk af en franskmand.
17
Der skal dog en europæisk storkrig til, før Frankrig for alvor sættes
på det danske landkort. Under trediveårskrigen i 1600-tallets begyndelse flytter store hære sig fra land til land under ledelse af kongelige
og fyrstelige hærførere. Alle medbringer de deres vogntog med egne
kokke og konditorer for at traktere såvel venner som fjender med
spektakulære måltider i pragtfulde telte og iklædt det stiveste puds.
Ikke mindst i de franske hære er der tale om en sand modeopvisning
af klæder og menuer. Det er som om, at sejren ikke kun skal vindes
på slagmarken, men også ved et veldækket bord. Vidste man det ikke
før, da er man overbevist nu. Det er Frankrig, man skal efterligne,
og en sand strøm af rejsende drager sydpå for ved selvsyn at opleve
herlighederne med sværd eller gaffel i hånd.
Hjemme går de privilegerede foran med den franske luksus, og de
fremmede gesandter bemærker, hvordan den franske mode slår an
i hovedstaden. Den franske udsending Charles Ogier fortæller i en
rejsebeskrivelse fra 1648, at kongens døtre klæder sig efter de franske
moder, og at de taler fransk med stor færdighed og behagelig udtale.
Fransk er fint
Det er dog fra 1600-tallets slutning og ind i 1700-tallet, at fransk
sætter sit tydeligste præg på det danske samfund. Solens konge,
Louis XIV, er det store forbillede. Det er i hans lys, man spejler sig.
Overalt på kontinentet vinder det franske indpas. Den danske fyrste Christian V ser mulighederne i de fremmede. Som enevældig regent med opdrag fra Gud skal han efter fransk forbillede fremtræde
som en overnaturlig skikkelse. Men da de danske kunstnere ikke
kan levere varen, går der bud til kontinentets førende nation, Frankrig. Hoffet kopierer de franske rober, anlæg af haver og bygning af
palæer følger den franske stil, man mødes i fine fruers saloner, og i
borgerlige familier er det et statussymbol at have unge franske kvinder “françaiser” i sit sold.
18
Det vel fornemste udtryk for den franske påvirkning er rytterstatuen af monarken Frederik V på Amalienborg Slotsplads. Med
den skaber den franske billedhugger Saly et værk, som 250 år senere
ikke blot er selvskrevet til den danske kanon, men som også rangerer blandt den vestlige verdens fineste rytterstatuer. I teatrets verden
kan vi stadig glæde os over den franske balletmester Antoine Bournonville, der gav os den danske ballettradition, forædlet af hans søn
August til sublime højder – tænk blot på balletten Sylfiden; også en
del af den danske kanon. Komedianterne Étienne Capion og René
Montaigu skaber med skuepladsen i Lille Grønnegade grundlaget
for vores nationale teater, Det Kongelige Teater. Huguenotten Jean
Henri Huguetan bliver adlet som greve under navnet Gyldensteen
og sætter sig i direktørstolen for Ostindisk Kompagni. På Københavns Universitet markerer professor Laurent de la Beaumelle sig
som formidleren af fransk sprog og litteratur. Et århundrede senere
evner Prinsesse Marie af Orléans på fornem måde at skabe fornyelse
og sikre kontinuitet i det danske hof; helt på samme vis som prins
Henrik i dag.
Den historie må fortælles en anden gang. Ordene fra den danske
gesandt i Paris midt i 1700-tallet, J.H.E. Bernstorff, kunne være en
passende tilgang: “Og dette solens lys fra det franske hof og dets
kultur kunne nu skinne over det formørkede danske miljø”.
De 30 glorværdige år
I Frankrig husker man de tre årtier fra den anden verdenskrig til
oliekrisen i 1973 som Les trente glorieuses med direkte reference til
de tre dage i juli 1830 Les trois glorieuses, hvor franskmændene jog
den ultrakonservative kong Charles X ud af landet. De tredive år
er den tid, hvor Frankrig var foregangslandet iført den kulturelle
og den litterære førertrøje. Og stærkt opmuntret af præsident Georges Pompidous ord om, at en civilisation, en tid, udtrykker sig
19
gennem kunsten, som det tydeligste vidnesbyrd. Helt i fortsættelse
af general de Gaulle, der som fransk præsident havde udtrykt den
franske gloire og lederskab med ordene: “Vi har ikke olie, men vi
har ideerne”.
Det var dengang, vi alle måtte til Paris. Det var dengang, hvor
Frankrig var i front på udenrigspolitik og kultur. Vi lyttede til de
franske chansons med George Brassens, Barbara, Juliette Gréco,
Charles Aznavour og Jacques Brel, mens vi sippede til en pastis. Vi
hengav os uden forbehold til Yves Montands fortolkning af Jacques
Préverts “Barbara”. Vi både gøs og frydede os over litteraten Simone
de Beauvoirs udtalelse om, at man ikke fødes som kvinde – det kan
hænde, at man bliver det. Filosoffen og forfatteren Jean-Paul Sartre
erstattede gudetroen med troen på sig selv, eksistentialismen, og nobelpristageren Albert Camus udtrykte livets absurditet ved spørgsmålet: Jeg står op om morgenen og spørger mig selv – Skal jeg begå
selvmord eller ta’ en kop kaffe?
La nouvelle cuisine gik som en bølge over Europa og ramte også
Danmark. Vi beundrede det franske design, mest tydeligt i bilbranchen med en helt ny futuristisk standard med Citroën DS-19, der
endnu den dag i dag er ikon. Hverdagens store revolution var den
blå franske kuglepen med navnet BIC efter producentens familienavn. Det var verdens første pen, der skulle bruges og så smides
væk. Ikke så elegant og ikke så sikker som en fyldepen fra Parker eller en Mont Blanc, men den var praktisk, den var ung, og så var den
fransk. I dag er det franske ord for kuglepen bic. På dansk tv kunne
vi få det svære og elegante franske sprog helt ind i stuen med Preben
Kryssing Berg fra Niels Brocks handelsskole som underviser. Godt
nok var han pæredansk, så når nogle lidt sværere ord skulle siges, da
lod han sin charmerende franske kone Ginette gøre det ordentligt.
20
Verdens lys
En helt særlig kultstatus havde de franske filminstruktører som
François Truffaut og Claude Chabrol med deres nouvelle vague. Ingen kan frasige sig at have glædet sig over Jean-Paul Belmondos
laskede optræden i fint samspil med Anna Karina, der som lillepige
alligevel var uventet handlekraftig. Eller Alain Delon som den forførende ungersvend og Catherine Deneuve i elegante roller, som
regel formummet bag store mørke solbriller. Alt imens vore forældre
med stolthed tænkte tilbage på Poul Reumerts optræden på Comédie-Française i Paris, hvor han i 1925 høstede stor ros for sine formfuldendte og aristokratiske franske replikker i Molières Misantropen. De morede sig i 1949 ved Det Kgl. Teaters 200-års jubilæum,
hvor man på Stærekassen opførte Le Spectacle Molière-Holberg; det
første franske gæstespil efter krigen med franske/danske skuespillere
og replikker. De nynnede med på Charles Trenets “La mer”, og de
dansede til Mistinguetts “Je cherche un millionnaire”.
Det var dengang, da general de Gaulle højstemt og med god
grund kunne proklamere: “Frankrig er verdens lys”.
Den danske realskole havde fransk som obligatorisk sprog, og alle
i gymnasiet skulle have mindst to års undervisning i det elegante
og kunstfærdige sprog. På universiteterne var fransk i en årrække
et veritabelt tilløbstykke, og på Frue Plads kunne man stolt tælle
2000 studerende. Som nybagt student skulle man i 1960’erne gøre
byernes by. Nogle fortsatte deres studier, men de fleste måtte tage til
takke med job på restauranter, caféer eller som au pair; men alle var
de i byernes by. Vores kronprinsesse Margrethes bryllup i 1967 med
en fransk greve understøttede den stærke frankofili her i landet,
selvom mange mente, at han var “for fransk” og dermed udansk.
Som københavnere havde vi det privilegium indtil 2007 at kunne
ose i Libraire Française i Badstuestræde 6 hos fru Thomassen og
senere hendes datter Anie. Den lille hund Grecque havde vel været
21
her fra Arilds tid. Her var om muligt mere franskt, end vi oplevede
det i boghandlerne på venstre Seine-bred. Her købte vi den i Frankrig forbudte “Le déserteur, Monsieur Le Président” af Boris Vian.
Eller vi kunne deltage i kurser og låne bøger på Institut Français
på Østerbro, hvor der altid var et liv; det var her, de frankofone og
frankofile mødte op. Sådan er det ikke mere. Institut Français, et
af de 150 steder over den ganske verden, hvor det franske kulturministerium søger at udbrede kendskabet til fransk kultur, er nu indskrænket til et lille men venligt betjent mediatek i centrum. Men vi
skal være glade for, at det ikke blev lukket helt ned. For i takt med at
Frankrig vurderede Europa som tabt for fransk sprog, var vi mange,
der frygtede det værste. Den franske stat syntes at satse på de buldrende økonomier i Kina og Indien. Og på Afrika; måske fordi seks
ud af ti, der får fransk statsborgerskab, kommer fra dette kontinent.
Der bliver stille om fransk
Der skulle kun gå en generation eller så, før der blev ret stille omkring det franske. I kølvandet herpå satte reformen i 1988 af det
danske gymnasium et brat punktum i en næsten hundredårig udvikling fra 1903, hvor fransk gik fra at være første obligatoriske
sprog til at forsvinde fra læseplanerne.
Angloamerikansk indtog overalt førstepladsen, også på det kulturelle område anført af Bob Dylans formidable protestsange. Måske
fordi Frankrig med de stærkt bevarende systemer ikke kunne følge
med tiden. Måske fordi USA slap ud af Vietnamkrigens skygge.
Måske fordi EU med den ambitiøse franskmand Jacques Delors for
bordenden skabte det åbne og frie marked, hvor de enkelte lande
med deres særpræg måtte vige pladsen for den europæiske model, og
hvor markedsøkonomi erstattede statsstyring. Hans partifælle, den
franske præsident François Mitterand, udtrykte det med aforismen
“La France est notre patrie, l’Europe et notre avenir” (Frankrig er
22
vort fædreland, Europa vor fremtid). Snarere skulle han have erklæret, at Frankrig er vor fortid, Europa er vort fædreland.
Fransk sprog og ånd måtte vige pladsen i en stadig mere global
og kommerciel verden. Tidens amerikanske voodoo-ord inden for
økonomi, handel, forretning, marked og teknologi gjorde sit brutale
indtog. Her var der ikke plads til klassiske kultursprog som fransk,
italiensk og tysk. Det officielle Frankrig var stærkt utilfreds med, at
det franske sprog fik en stadig mindre central position i forhold til,
hvad nogen kaldte den amerikanske sprogimperialisme. Som formand for Europakommissionen forsøgte Jacques Delors i 1990 at
fastholde fransk som det første sprog, men det mislykkedes, og i
dag er næsten 3.000 engelsk/amerikanske ord en vigtig del af det
franske hverdagssprog. Senere har Frankrig prøvet andre initiativer,
blandt andet ved “Lov om brug af det franske sprog”. Nu skulle
de franske termer forsvares. Igen med samme kedelige resultat. Et
andet forslag til fastholdelse af sprogets dominans, ikke blot inden
for grænsen af l’ hexagone, men også i udlandet, var en forenkling.
Men de etablerede klasser følte sig stærkt krænket i deres rettighed
og monopol på det litterære sprog, La langue Molière. Forslaget forblev et forslag.
Da havde revolutionens mænd mere held med sig, da de for godt
200 år siden indledte den nationale kolonisation ved et dekret om,
at fransk skulle være landets eneste sprog. Helt i Voltaires ånd, nemlig at man med sproget griber menneskesjælen og indhegner sit land.
I dag har man øjensynlig kastet håndklædet i ringen. Selv det
mest franske af alle franske brands, nemlig kosmetikgiganten L’Oréals slogan “Parce que je le vaux bien” er på vej væk; det fortrænges af
det engelske “Because I am worth it”. Selv det melodiske, ja næsten
poetiske, “fin de semaine” er pist borte; nu hedder det som overalt
på kloden weekend.
Tendensen er tydelig, og måske det kun er et spørgsmål om tid,
23
før sproget français bliver til franglais. Den franske kulturelite forsøger sig resignerende med en anden tilgang: “Si l’anglais est la langue
du marché, le français est la langue de la fraternité” (Hvis engelsk er
handelens sprog, da er fransk sproget for broderskab/fortrolighed).
Hvert sprog til sin tid
I den danske folkeskole er engelsk obligatorisk, mens tysk er obligatorisk andet fremmedsprog. Om fransk skal være en mulighed, er
op til den enkelte skole at afgøre. Fransk måtte nøjes med at være
et valgfag fra juni 1970, hvor folkeskolen indførte femdages ugen,
hvorfor der måtte skæres i fagvalget: fransk tabte til tysk. Gymnasiereformen fra 2005 har vist sig ødelæggende for kompetencerne i
fremmedsprog, idet ganske få elever vælger så mange som tre sprog.
På ganske få år er antallet af gymnasielever med tre fremmedsprog i
bagagen styrtdykket fra 40% til 6%, og konkret har 40% færre søgt
fransk, og dermed er det i periferien eller måske helt på vej ud. Det
er let at forestille sig, at der ikke skal gå mange år, før fransk på universitetsniveau lider samme kranke skæbne, for franskstuderende
på vores universiteter er i brat fald mod nul. Alene Københavns
Universitet kan i 2011 melde om optag, omend med blot 33 studerende. I dag kan Danmark kun mønstre to professorater i fransk, på
Aarhus Universitet og på Copenhagen Business School.
Hvordan bliver klassiske franske tekster genfortolket, og hvordan
bliver nye tanker og begreber sat ind i den dansk/nordiske kontekst
og dermed gjort tilgængelige? Svaret er ganske enkelt: Det sker i
meget begrænset udstrækning. Kun få af de utallige franske bogudgivelser, som hver eneste dag præsenteres i de franske boghandlere,
krydser den danske grænse for at blive oversat.
Kan hænde, at fransk har haft sin guldalder, som græsk, latin,
tysk og italiensk havde deres. Alligevel er der verden over næsten
en kvart milliard, som forsøger sig på Molières elegante sprog. De
24
dystre prognoser fortæller dog, at om nogle årtier vil alene Frankrig
og de 14 stater, der under betegnelsen Francafrique – de tidligere
afrikanske kolonier – have det franske sprog som deres modersmål.
Helt på samme måde skubbes sproget ud af den formidlende rollen som lingua franca, altså det sprog man i fællesskab bruger, når
modersmålene er for forskellige. I dag er det engelsk/amerikansk.
Megen trøst er der ikke at hente i fortidens glans, hvor det franske
sprog i næsten 500 år var sproget par excellence.
Adieu Paris
Frankrig har for længst måttet acceptere, at New York har erobret
pladsen som nutidens Paris. Metropolen, der aldrig sover, er mere
avantgarde end nogen anden by. Her udfolder mode, musik og maleri sig i fuldt flor. Allerede så tidligt som i 1962 burde vi have vidst
det, at det var fremtiden. Symbolsk var det, da verdens første kulturminister, André Malraux, for at eksponere den franske overlegenhed inden for kunst og kultur sendte landets kosteligste maleri La
Joconde, Mona Lisa til USA; aldrig før havde den berømte dame været udenlands. Frankrig havde bøjet sig for den nation, som landets
general de Gaulle søgte at tage afstand fra. Var nogen i tvivl, så blev
de overbevist blot to år senere. Det meget respekterede galleri Daniel
Cordier valgte nemlig at etablere sig i New York. Ganske uhørt!
En generation senere vælger Frankrig til fejringen af 200-året for
revolutionen at lade en amerikansk sopran synge “Marseillaisen” på
Concordepladsen, festens højdepunkt. Den 14. juli 1989 er Jessye
Norman, iført en flot kjole i trikolorens farver, på alverdens tv-skærme.
Senest har Frankrig også resignerende konstateret, at Kina i 2009 på
kunstmarkedet har indtaget landets tredjeplads efter USA og England.
Til gengæld kan man så glæde sig over, at det franske køkken, le
repas gastronomique français, er kommet på UNESCO’s liste som
bevaringsværdig kultur. Franskmændene er stolte af denne honoræ-
25
re anerkendelse, og selv kan de tilføje: Af de mange gode franske retter
er foie gras den foretrukne. Det officielle Frankrig har officielt defineret
den 23. september som festdagen for den franske gastronomi Fête de la
Gastronomie. Dagen vil blive en tilbagevendende begivenhed i fransk
mad- og kulturliv for at øge bevidstheden om det nationale køkken.
Det franske samfund har i vor globaliserede og foranderlige verden
mere end vanskeligt ved at finde sin position. Blandt andet fordi den
franske model baserer sig på statens (læs Paris’) helt afgørende indflydelse på alt og alle, også den økonomiske politik: Ved lovgivning skal
staten styre og skabe vækst. I dag går da også 56% af nationalproduktet
til det offentliges udgifter. Derfor giver det på sin vis mening, når det er
mere end svært at pille ved de etablerede rettigheder, “les droits acquis”,
som pensionsalder, arbejdstid og skoleår. General De Gaulle prøvede
i 1969 at gøre op med traditionen, men franskmændene sagde nej, og
præsidenten gik uden tøven af. En handling der i historiens nostalgi
omtales som “Le grand départ” (det flotte farvel) modsat Napoléons
påtvungne “Adieu” ved Fontainebleau i april 1814.
Senest har præsident Sarkozy prøvet forandringens vej. Men han
nåede ikke i mål med de forandringer, som for næsten et halvt århundrede siden var de Gaulles ambition. Franskmænd har gennem
århundreder vænnet sig til at have brug for en stærk stat, og alligevel
føler de en ubændig trang til at rykke ud på gaderne (descendre dans
la rue) for at demonstrere mod selv den mindste forandring – også når
den kommer fra deres folkevalgte parlament. Det er som om, franskmændene har revolutionen i 1789 liggende i baghovedet, og skulle
nogen have glemt det, så bliver de løbende mindet derom i tv, aviser,
radio og udstillinger. Revolutionen er stadig godt stof.
Selv om alle ved, at samfundet må forandre sig, følge med tiden, så
vil ingen tage ansvaret på sig. Læg hertil, at det stærkt bureaukratiske
offentlige system med næsten 40.000 kommuner, hvoraf tre fjerdedele har under 1.000 indbyggere, gør det mere end svært at skabe en
26
fælles dynamisk kursændring. Med hver anden franskmand bosat i
en kommune med under 10.000 indbyggere bliver det ekstra svært at
finde en fælles vej frem. Meget sigende har en fransk politiker i Nationalforsamlingen udtrykt sin utilfredshed med det politiske system
ved ordene: “Når jeg dør, vil jeg vælges ind i Senatet”.
Den Femte Republik er ganske enkelt ikke konstrueret til en præsident, der ikke kan udfylde rollen som republikansk monark i La
république présidentielle, som i 1958 blev skabt af og til general de
Gaulle. Her hjælper ikke nok så mange kosmetiske ændringer af bonapartisme og gaullisme.
Tristheden er en last
Alligevel. Frankrig er stadig et imødekommende og spændende
land med en hverdag forankret i et behageligt liv, “la belle paresse
française” (det behagelige franske liv). Ikke mindst hvis man gør
sig umage for at møde franskmændende i deres daglige gøremål.
Til hverdag som til fest. Som feriegæst eller som tilflytter. Man kan
ikke undgå at blive facineret af arkitekturen, malerkunsten, vinen,
venligheden og livslysten. Og når man i radio og tv eller omkring et
bord mærker franskmænds evne til og glæde ved at kunne holde en
tale og bruge det franske sprogs muligheder, da skærpes appetitten
på de franske kvaliteter. Selv om deres sprog ikke har et ord svarende til det danske “hygge”, der er knyttet til en hjemlig fortrolighed,
så ved franskmændene, hvad det drejer sig om. Nemlig “la qualité
de vie” eller “il fait bon vivre”, altså når hverdagslivet i sin helhed er
godt: Man har det godt med sig selv og sin familie.
I resignationen over den beklagelige, men uundgåelige ændring,
hvor det franske overhales af den amerikanske og nu den kinesiske
nation, kan man passende søge trøst i den franske forfatter Gustave
Flauberts ord fra 1878: “Prenez garde à la tristesse. C’est un vice”
(Pas på! Tristheden er en last).
27