1. No category

Nørre Alslev Vandværk 100 år
1914 - 2014
1
Nørre Alslev Vandværk 100 år
Udgiver: Lokalhistorisk Arkiv for Nordfalster i samarbejde med
Lokalhistorisk Forening for Nordfalster.
Tekster: Ejner Jensen, Kathe Torp Jensen, Redaktør Petersen, Frank
V Nielsen, Poul Schjelde, Femmimng Heintz
Billeder: Lokalhistorisk Arkiv for Nordfalster, Nørre Alslev Vandværk
Redigering: Erik Hansen og Steffen Jørgensen
Fotos: Lokalhistorisk Arkiv for Nordfalster og Nørre Alslev Vandværk
Udgivet januar 2014
ISBN:987-087022-00-2
Fra nybygningen i 2009
2
Forord
Nørre Alslev Vandværk 100 år.
At fylde 100 år er absolut en begivenhed, som bør markeres.
Nu er det så Nørre Alslev Vandværk, som runder denne særlige alder.
Bestyrelsen har valgt at markere jubilæet, blandt andet med dette skrift.
Skriftet er blevet til med god hjælp af forskellige gode personer med
tilknytning til Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Nørre Alslev. Vandværkets bestyrelses spurgte i første omgang Frank Nielsen om at stå for
skriftet. Desværre takkede Frank nej til opgaven, fordi han selv vidste,
at helbredet ikke var i orden. Frank lavede dog en disposition og forslag
til indhold i skriftet. Det er vi taknemlige for, og alle har fulgt det nøje.
I jubilæumsskriftet er forsøgt beskrevet mest mulig fra vandværkets
historie, lige fra opstarten i 1914 og frem til i dag. Der er forsøgt at fokusere på de væsentlige begivenheder samt en del af de store udfordringer, der har været undervejs. Desuden er der forskellige artikler omkring
vand mere generelt.
Ved dette jubilæum, vil jeg tænke med respekt på de mange visionære personer, som gennem tiderne har været villige til at lægge en arbejdsindsats og turde tage et medansvar for værkets drift. Uden disse
personers mod, havde vi ikke stået i dag med dette velfungerende og
fremtidssikrede vandværk. Der skal derfor lyde en stor tak til alle disse
aktive personer for indsatsen. I dagligdagen er det en selvfølge for os
alle, at så snart vi åbner for en vandhane, er der altid rigeligt godt drikkevand. Dette er absolut ingen selvfølge alle steder. Så lad os glæde os
over dette privilegium!
Den udvikling, der er sket gennem de første 100 år, er helt fantastisk. Hvis initiativtagerne til værkets start kunne komme og se det
nuværende vandværk, ville de slet ikke kunne forstå, alt det der er sket
siden starten. De kendte ikke til mobiltelefoner eller computerteknik,
og havde helt sikkert ikke fantasi til at forestille sig denne teknologiske
udvikling. Men denne moderne teknologi er en nødvendig del i et moderne vandværk anno 2014.
Til slut en stor tak til alle de, som har bidraget til, at dette flotte jubilæumsskrift er blevet til. Jeg håber det vil være til glæde for både nutid
og fremtid.
God læselyst.
Ejner Jensen
3
Støbning af rentvandstank i 2009
Landsbyerne
Gennem flere hundrede år lå gårdene tæt samlet - som regel i to parallelle rækker i de såkaldte vejforte-byer. Det gav en vis tryghedfølelse
overfor fremmede, men var også en naturlig måde at placere bebyggelsen på i fællesskabets tid.
Landsbyfællesskabet
Mellem gårdrækkerne havde man forten, som var et fælles areal med
bl.a. gadekæret og bybrønden.
Bag gårdene lå et mindre stykke jord kaldet toften, som hver gård
havde sin del af. Her havde man småkreaturer gående og kunne have
sin kålgård og humlehave.
Bymarken var delt i 3 vange, som igen var opdelt i åse efter jordens
beskaffenhed. Åsene var opdelt i lange smalle agre. Hver gård havde en
ager i alle åse, hvorfor jordstykkerne lå meget spredt i vangene.
Yderst i ejerlavet lå overdrevsarealerne, som var fælles for samtlige
gårde i landsbyen, og hvor man havde dyrene på græs. Skov, tørvemose
og grusgrav var ligeledes udlagt til fælles brug.
4
Sæd og skik
Landsbyvedtægterne, der i nedskreven form kendes fra o. 1500, byggede på nedarvet sædvaneret.
Fra vort område er Kippinge bylov fra 1757 den ældste overleverede.
Den bærer præg af at være tilrettet af en overordnet myndighed, idet
den flere steder påbyder mådehold med mad og drikke ved de mange
gilder.
Bylav
Mange beslutninger skulle tages i fællesskab. Oldermanden indkaldte til møde i bylavet ved at blæse i byhornet, som også blev benyttet ved
ildebrand.
Nogle af disse byhorn er bevaret, og bylavene har overlevet eller er
genoplivet som selskabelige foreninger i Gundslev, Gundslevmagle, Lillebrænde, Ravnse, Sørup og Torkilstrup.
Gadekærene
Landsbygadekæret, som antagelig er opstået efter gravning af ler til
husbyggeri, er ofte det eneste bevarede element fra fællesskabets tid. Det
har i sin tid haft en vigtig funktion i forbindelse med brandbekæmpelse,
men også bl.a. til vanding af dyr og afvaskning af arbejdsvogne.
Som nævnt lå gadekæret oprindeligt på fælles jord kaldet gadejord,
men er senere overgået i kommunens eje som branddamme. Selvom
dette behov ikke længere er tilstede er de fleste af gadekærene bevaret
takket været Naturbeskyttelsesloven.
I dag har gadekærene et nostalgisk præg som en vigtig del af landsbyens identitet - og kommunen har i flere tilfælde overdraget dem til
ejerne af tilgrænsende ejendomme.
Vandforsyning
I de fleste landsbyer var der en bybrønd. Hvor vandstanden var høj
anvendte man en vippestang og ellers en brøndtrisse eller vinde hvorpå
spanden var ophængt i et reb.
Vandposte blev først almindeligt i 1800-årene, i begyndelsen udført
af udhulet træ og senere af støbejern.
Flere af bybrøndene er bevaret og enkelte af støbejernspostene ligeledes, bl.a. i Alstrup, Brarup, Gundslev, Gundslevmagle, Skerne og Vålse.
5
Brandbekæmpelse
I de tæt bebyggede landsbyer, hvor bygningerne var stråtækte og
hvor opvarmning og madlavning foregik ved hjælp af åben ild, opstod
der ofte omfattende ildebrande.
Brandbekæmpelse var et fælles anliggende for landsbyens beboere,
og der var endog nedfældet bestemmelser herom i landsbyvedtægterne.
I en forordning af 1792 blev det bestemt, at der skulle anskaffes en
slangesprøjte med tilhørende vandkar og læderspande i hvert sogn eller
fælles for to eller flere mindre sogne.
Og i Brandpolitiloven af 1861 blev kravet strammet, således at der
i hver sognekommune skulle være en eller flere sprøjter opbevaret i et
dertil skikket lokale.
Endnu eksisterer sprøjtehuse i Nørre
Kirkeby, og den hestetrukne sprøjte fra
Skovby opbevares på Traktormuseet i
Eskilstrup.
Brugen af de gamle sprøjter ophørte i
årene umiddelbart efter 1925, hvor Zone-brandvagten i Eskilstrup blev etableret
og efterhånden overtog brandslukningen
med sin motorsprøjte.
Vandforsyningen
Fælles bybrønde var i tidens løb blevet suppleret med private brønde og
boringer. Og i løbet af første halvdel af
1900-tallet fik næsten alle husstande indlagt vand fra fælles private vandværker.
Egense Vandværk blev som det første
oprettet allerede 19. januar 1912, hvor
6 af landsbyens gårdejere blev enige om
at oprette fælles vandforsyning. Det skete fra en kilde, der lå på jorden tilhørende Kildegaard. Man førte en
ledning op til en pumpestation og et vandtårn, hvorfra de tilsluttede
ejendomme blev forsynet med vand. Da Vaalse Vandværk blev bygget i
1936 blev det lille vandværk nedlagt - og vandtårnet nedrevet omkring
1940.
Det kan hertil føjes at området omkring det inddæmmede Vaalse
Vig har været præget af de såkaldte vandspryd. Det var baggrunden for
den hellige kilde ved Kippinge Kirke og for Sankt Hans markedet som
6
antagelig fandt sted på Kildemaden ved Vaalse Vesterskov. Vidnesbyrd
herom - udover Kildegaard - er gårdnavnene Springkildegaard (i Vålse),
Sprydagergaard og Agerkildegaard (Nørre Vedby), Kildedal (Øster Kippinge) samt endvidere Kildegaard (i både Øster og Vester Kippinge).
Nørre Alslev Vandværk blev stiftet i 1914. Fra den tid stammer det
statelige vandtårn, der blev erstattet af pumpehus med filtertårn i 1948
og hydroforbygning i 1964. I 1973 blev der bygget nyt vandværk og
1994 kontorbygning i tilslutning hertil. I hydroforbygningen blev der
installeret nødstrømsanlæg i 2004. De gamle bygninger er alle bevaret
og fortæller om udviklingen.
Eskilstrup Vandværk, som blev stiftet i 1925, blev ligeledes etableret
med vandtårn - som senere er blevet senere udsmykket med en påmalet
regnbue.
Decentralisering
I 1930 erne blev der opført vandværker i Vaalse (1936), Øster Kippinge (1937), Alstrup og Gundslev (begge i 1938). Under Besættelsen gik det stærkt: Riserup og Lundby (1940), Skovby og Torkilstrup
(1941), Nørre Grimmelstrup, Nørre Vedby, Orehoved, Sundby og Ønslev (1942).
Derefter kom vandværkerne i Skerne (1950) og Vester Kippinge
(1957).
Centralisering
Nyskole Vandværk blev anlagt i 1962 og udvidet i 1980 som et led
i den senere nedlægning af vandværkerne i Orehoved og Nørre Vedby.
Farnæs Vandværk blev anlagt i 1993 i forbindelse med en sammenlægning af vandværkerne i Skovby og ved sommerhusområdet Sortsø
Skanse (etableret 1967).
Vandværkerne i Øster og Vester Kippinge er ligeledes sammenlagt.
Skerne og Nørre Grimmelstrup blev lagt under Nørre Alslev Vandværk
i 1983, og senere også Riserup Vandværk.
Og endelig blev det lille vandværk i Byskov (fra 1973) nedlagt i
1987, hvorefter vandforsyningen af hele landsbyen skete fra Ønslev.
7
8
Nørre Alslev Vandværk
Da Nørre Alslev Elektricitetsværk var i gang og med svingende held
løb væddeløb mod forbruget, der stadig var stigende, opstod der i stationsbyen en voksende interesse for etablering af et vandværk. Årsagen
til den interesse var vel også den, at byen nu var ved at vokse ud af sit
landsby-miljø med brønd ved hvert hus. Det var ikke mere tidssvarende,
at alle de mange brønde skulle holdes ved lige, og i tørre somre kunne
det hænde, at flere brønde gik læns, hvorefter de der endnu kunne yde
noget, blev overbelastet, indtil også de gik tomme.
Det ene med det andet bevirkede, at interessen for et vandværk var
så stor, at der kunne holdes generalforsamling på Nørre Alslev Hotel
i marts 1914. Her besluttedes det at skride til handling, d.v.s. oprette
Nørre Alslev Vandværk, ifald der kunne skaffes 50 andelshavere. Samtidig valgtes en bestyrelse, der kom til at bestå af følgende: Sognerådsformand Lars Nielsen, Realskolebestyrer A. Nielsen, tømrermester H.P.
Hviid, blikkenslager V.A.Olsen, læge Munk, gdr. Hans Holm og dyrlæge Michael Stub. Næstformand blev sognerådsformand Lars Nielsen.
Til formand valgte bestyrelsen dyrlæge Stub. Det vedtoges at antage
ingeniør Knud Degn fra Lolland-Falsters Ingeniørkontor til rådgivende
konsulent ved opførelsen af vandværket.
Fra ovennævnte ingeniørkontor modtog bestyrelsen i maj 1915 følgende overslag
9
Tilbageblik
Når vi nu så mange år efter bedømmer vandværkets historie, er det
nærliggende at sammenligne med de kampe og besværligheder, der
skulle til for at etablere Nørre Alslev Elektricitetsværk. Begge bestyrelser
måtte gennem de første mange år af deres værks historie slås med en
hastig udvikling af byen. Dette bevirkede, at der med jævne mellemrum opstod akut mangel på energi på elektricitetsværket, og for vandværkets vedkommende forårsagede byens hurtige vækst et stadigt større
vandforbrug. Her var det altså manglen på vand, der med mellemrum
forstyrrede bestyrelsens nattesøvn. For et vandværk uden vand, er som
et elektricitetsværk uden strøm. For vandværkets vedkommende bestod
miseren i, at det kun var en slatten tår vand, der kom ud af vandhanen,
når der skulle laves mad eller koges kaffe omkring i hjemmene.
I denne situation havde vandværkets bestyrelse kun et middel: En ny
boring, men inden en sådan kunne påbegyndes, og til det øjeblik den
begyndte at træde i funktion, kunne der gå et godt stykke tid, og der
var rigelig tid til at ringe bestyrelsesmedlemmerne op og give dem en
overhaling, fordi vandforsyningen ikke var i orden. Tiden blev udnyttet
efter bedste evne, skønt de arme medlemmer dog ikke kunne hekse, og
det ville have været nødvendigt, når "Moder Jord" nægtede beboerne at
medvirke til problemets løsning.
Jeg (redaktør Petersen) husker en morsom hændelse fra de år, hvor
vandværket havde sine store vanskeligheder, dels med at skaffe vand,
og de til dette formål nødvendige penge. Formand for vandværket var
dengang karetmager Larsen, og regnskabet var efter hans mening mere
indviklet, end det behøvede at være. Sagen var den, at hver gang værket manglede kapital, havde det været nødvendigt at låne hos andelshaverne. Således arbejdede kasseregnskabet med mange kreditorer med
forskellige beløb, og såvidt jeg husker også med forskellige renter.
Formanden Rasmus Larsen tænkte da på at få hele dette kreditorsystem afviklet ved at optage et samlet lån i Industribanken. Så stort at alle
kreditorer kunne udløses, samtidig med at der også var en driftskapital til rådighed. På generalforsamlingen, der var usædvanligt velbesøgt,
hvilket var et særsyn, forelagde Larsen sit forslag og det gik til afstemning. Der var kun en, der stemte for Larsens forslag, og det var mig. Da
han bagefter spurgte om, der var nogen der stemte imod, var der ingen,
der stemte. Forslaget blev således vedtaget enstemmigt - i ordets bogstaveligste forstand - alene med min stemme. Straks var jeg forbløffet over
dette udfald, men da jeg senere talte med Larsen, blev jeg klar over sammenhængen. Det var kun mig der var neutral af de tilstedeværende på
generalforsamlingen. Alle de andre var de kreditorer, som nu ville blive
10
afløst, og de har altså ikke ønsket at øve indflydelse på denne afgørelse.
Formanden fik sit forslag igennem.
Under alt det besvær bestyrelsen gennem værkets første år havde
haft med at skaffe vand, var kortlægningen af vandledningerne blevet
forsømt i uhyggelig grad. Dette medførte meget besvær, når der skulle
indlægges vand i nye byggegrunde, eller når det af en anden årsag blev
nødvendigt at finde vandledningerne.
Karetmager Rasmus Larsen begyndte i sin formandsperiode et prisværdigt arbejde med at få kortlægningen over værkets ledninger bragt
i orden. Derefter sørgede de kommende formænd for at følge dette arbejde op, således at der i dag findes et fuldstændigt kortmateriale, så
unødvendigt gravearbejde med at finde vandledningerne kan undgås.
De boringer, som vandværket gennem årene i huj og hast foretog, viste
sig kun at kunne yde 12 - 15 kbm. vand i timen, og det var efterhånden,
som forbruget steg alt for lidt. Selvom disse boringer, straks efter at være
kommet i brug, i nogen grad hjalp på miseren, så befriede den ikke
bestyrelsen for den angst, de nærede for fremtidens drift af vandværket.
Nu lysner det
I året 1963 henvendte bestyrelsen sig til brøndborer Mortensen,
Frejlev, og bad om rådgivende bistand. Baseret på geologernes erfaringer
og suppleret med Mortensens egne oplevelser rådede han bestyrelsen til
at foretage en boring på den nordvendte skråning af den sænkning, som
strækker sig fra terrænet helt ude ved Skerne Sø til der, hvor gamle Nørre Alslev nu ligger. "Denne sænkning", sagde Mortensen "er fremkommet ved smeltevandets løb, da bræen, som dækkede hele Skandinavien,
efter den såkaldte istids slutning smeltede. Det viser sig næsten altid, at
der her er rige vandårer"
Bestyrelsen fulgte Mortensens råd. Hans antagelse slog til på punkt
og prikke. 163 meters dybde traf boret på en vandåre, der viste sig at
kunne præstere 82 kbm. vand i timen uden synderlig sænkning af vandspejlet. Den dag, da denne vandåre begyndte at forsyne vandværkets
interessenter, var den lykkeligste dag i vandværkets historie. Nu kunne
vandværket se fremtiden i møde med sindsro. Skulle tilgangen engang i
fremtiden blive så stor, at denne vandåre ikke slog til - så vidste de nu,
hvor der var vand at finde, og det endda lige i nærheden af vandværket,
idet den omtalte dalsænkning findes lige nord for værket.
11
Nye opgaver trænger sig på
Da vandforsyningsspørgsmål nu var løst, kunne bestyrelsen begynde at interessere sig for vandværkets bygning og filtre, som ønskedes
ført helt "up to date". Der blev først bygget en regnvandsbeholder, der
kunne rumme 300 kbm. vand, og samtidig danne grund for det nye
vandværk med filtre og hypermoderne automatik. Restauratør Werner
Rasmussen, der nu på 11. år er formand, trådte til netop, da de ydre
kvaler var slut. Det blev den bestyrelse, hvis formand han var, der fik til
opgave at drage omsorg for at Nørre Alslev Vandværk var på højde med
tiden, og stadig ville være det.
Nye filtre og moderne såkaldte trykbeholdere, som garanterer vandet
ud af hanerne, trådte i stedet for den gamle metode, der gik ud på at
fylde en stor vandbeholder så højt op som muligt, som regel oppe i et
tårn. Når vandet lå så højt, ville vandet ved egen hjælp strømme ud af
hanerne, men det gik for langsomt. Yderligere havde det den ulempe, at
vandet i denne beholder stod og iltede, så der dannedes okker og jern,
som så i mange tilfælde tilstoppede ledningerne.
Alt dette var nu kun historie. Vandtårnet står nu som et vartegn for
byen, men dets egentlige bestemmelse er nu kun et minde. Det nye
vandværk indviedes i 1973 og har siden betjent interessenterne til fuld
tilfredshed. Dette skyldes ikke mindst restauratør Werner Rasmussen,
der omfatter vandværket med megen interesse, og som i de mange år
han har været i bestyrelsen, først som menigt medlem, siden som formand, har levet sig ind i faderskabet. Han har derved gjort vandværket
til sit hjertebarn og taget ansvaret for byens vandforsyning. Mens vi
sidder her og taler om vandværkets historie, beder Rasmussen mig bemærke, at det gode forhold, der har hersket i bestyrelsens arbejde, ikke
alene kan tilskrives ham.
"Det har været prægtige mennesker i de forskellige bestyrelser gennem årene, og det kan kun glæde os meget, at vort arbejde har ført byens
vandforsyning ind i en fast og solid bane mange år frem i tiden" siger
Rasmussen.
De forskellige formænd, der gennem årene har siddet i spidsen
for Nørre Alslev Vandværks bestyrelse er følgende:
Dyrlæge Stub indtil 31. januar 1918
Rentier Peder Kjep indtil 8. januar 1940
Karetmager Rasmus Larsen indtil 11. februar 1954
Ove Nymann indtil 28. februar 1961
Evald Kragh indtil januar 1971
Werner Rasmussen valgt efter Kragh, var formand indtil
24. august 1993, hvor Gert Rasmussen blev valgt som formand.
12
Ejner Jensen blev formand 20. novenmber 2002, hvor han afløste
Gert Rasmussen.
Fra indvielsen i 1973. Wener Rasmussen holder tale
Fra opførelsen af det nye vandværk i jan. 1973
13
Topmoderne velfungerende 100-årig
af Poul Schjelde
Nørre Alslev Vandværk leverer vand til nærmest det halve af den
tidligere nordfalsterske kommune.
Stationsbyen Nørre Alslev havde fået et elektricitetsværk, og så var
det vel også på sin plads med et fælles vandværk.
Det var der i hvert fald stort behov for, så i 1914 gik nogle initiativrige borgere i Nørre Alslev sammen om et sådant. På en stiftende generalforsamling den 6. januar 1914 var Nørre Alslev Vandværk en realitet.
Den første bestyrelse kom til at bestå af sognerådsformand L. Nielsen, realskolebestyrer A. Nielsen, læge M. Munch, gårdejer Hans Holm,
blikkenslager V. A. Olsen og dyrlæge Michael Stub. Sidstnævnte blev
vandværkets første formand.
I dag er gårdejer Ejner Jensen, Nørre Grimmelstrup, formand, og
han og vandværksbestyrer Flemming Heintz fortæller her om det aktuelle vandværk, som uden overdrivelse er et topmoderne velfungerende
vandværk, nu snart med 100 år på bagen.
Det historiske siden starten i 1914 vender vi tilbage til senere i artiklen.
I 2012 blev der pumpet 212.000 kubikmeter vand ud til 1875 forbrugere. Det er et fald på fire procent i forhold til året før, men siden
indførelsen af vandafgiften – eller en slags grøn afgift om man vil – er
vandforbruget gennem årene hele tiden dalet.
Nu er dog en ny storbruger på vej, nemlig statsfængslet langs Blichersvej og motorvejen. Som formand Ejner Jensen tørt konstaterer:
Det fængsel bliver gyldne tider for vort vandværk og områdets bagere.
”De indsatte er jo på brød og vand”. Der er i øvrigt allerede lagt ledning
ud til området, så nu skal statsfængslet blot rejses.
I samme åndedrag kan også nævnes erhvervsområdet Cargo Syd,
hvorfra der er flere forespørgsler om tilslutning.
Især i de senere årtier er forsyningsområdet blevet udvidet ikke så
lidt. Skerne, Nørre Kirkeby, Ravnse, Baunehøjen. Nørre Grimmelstrup,
Riserup, Egelev, Ønslev, Byskov og Klodskov er kommet til.
Fra den seneste generalforsamling nævner Ejner Jensen, at kvaliteten
af det udpumpede vand har været i top hele året. Alle analyser udtaget
i årets løb har været gode. Det er et område, som vi i vandværket har
meget fokus på, nævnte formanden
I det hele taget fokuserer vandværksbestyrelsen og driftsbestyreren
meget på forsyningssikkerheden og at være fremtidssikret.
”I dag har vi et kun tre år gammelt vandværk. Da vi stod over for
14
nogle store investeringer, besluttede vi os for at tage skridtet helt ud og
byggede et større vandværk formedelst seks millioner kroner. Det betyder, at vi har et topmoderne velfungerende vandværk, hvor der er lagt
den allerstørste vægt på hygiejne og sikkerhed. Vi har jo to gode boringer nord for Stubbekøbingvej , men med 10 meters afstand. Derfor har
vi nu en tredje, meget vandgivende boring klar ved Grimmelstrupvej, så
også på det område er vi godt funderet, fortæller formanden.
Reservekapaciteten er meget stor, føjer Ejner Jensen til.
I øvrigt har Nørre Alslev Vandværk investeret i et nødstrømsanlæg
sammen med Nyskole Vandværk ved Orehoved.
I 1994 blev kontoret på grunden ved siden af den gamle Kæpgård
bygget, og her residerer Flemming Heintz, der selv blev ansat som vandværksbestyrer i 1991. Han har 105 kilometer vandledning at holde øje
med – det hele lagt ind på computersystemet, og hvor der også benyttes
GPS til søgninger.
Museumsdelen
På vandværkets grund kaster Ejner Jensen sit blik hen mod vandtårnet og det gamle vandværk.
”Ja, der har vi museumsdelen, som vi er glade for at have bevaret.
Det er altid interessant at kunne se, hvordan det hele startede”, siger
vandværksformand Ejner Jensen.
Og det startede som nævnt i 1914. Husstandene, gårdene og butikkerne i Nørre Alslev by havde hver sin brønd, og der var bestemt ikke
altid lige meget vand at hive op.
I 1914 gik man straks i gang med bygning af vandtårn, foretog råvandsboring samt lægning af de nødvendige forsyningsledninger til 83
tilmeldte husstande og mindre erhvervsejendomme.
Det hele kostede 28.239,14 kroner, og som den mangeårige formand og vandværksbestyrer Werner Rasmussen nævnte i sin artikel ”Fra
vandpost til vandværksdrift igennem 75 år” for 25 år siden: ”Det er med
vore dages målestok svært at forstå at så stort et arbejde kunne udføres
for så lille et beløb”.
Werner Rasmussen fortæller også i jubilæumsartiklen ved 75 års jubilæet, at der var intet filter i vandtårnet. Man pumpede vandet fra råvandsboringen op over en kobberplade øverst i tårnet. Derfra løb vandet
direkte ned i den 70 kubikmeter store vandbeholder i tårnet og derfra
med eget tryk ud til forbrugerne.
Denne fremgangsmåde, hedder det videre i Werner Rasmussens jubilæumsartikel, viste sig meget uholdbar. Godt nok fik man vandet iltet,
15
men uden filtre løb det ret så kraftige jern/okkerindhold i vandet med
ud i ledningsnettet og var nogle gange årsag til tilstopning. Ergo måtte
man allerede efter det første år installere et trykfilter i selve tårnet.
Vandværkets udvikling fortsatte stille og roligt frem til 1931, hvor
man kunne konstatere, at antallet af andelshavere og forbrug nu var så
stort, at det var nødvendigt at udskifte til et endnu større filter, da man
igen havde for meget okker i vandet.
I 1945/46 indså man, at det var nødvendigt med et nyt vandværk
i stedet for vandtårnet, som ikke mere var i stand til at producere den
nødvendige kapacitet. I 1948 kunne man så indvi et nyt vandværk med
en kapacitet på næsten 50 kubikmeter vand pr. time.
Så var der det med vandkilden eller kilderne. Det gav faktisk nogle
panderynker i en snes år frem til 1968 – også fordi man var nået op over
600 tilslutninger, og de nye boringer, nævner Werner Rasmussen, var
ikke af ret stor ydelse.
Vi citerer igen Werner Rasmussen, som mange også husker som ejer
af Café Bio:
”Man fik det gode råd af brøndborer Viggo Mortensen, Frejlev, at
forsøge en prøveboring på gårdejer Ejner Rasmussens mark 300 meter
fra vandværket og i den nordvendte skråning af den isbrædal, der strækker sig gennem Nordfalster fra Stubbekøbing til Nørre Vedby. I 63 meters dybde fandt brøndborer Mortensen et meget vandførende grus og
stenlag lige ovenpå det faste kridtlag med en boringsydelse på langt over
50 kubikmeter vand pr. time”.
Det var jo lykken for et vandværk, som i mange år havde kæmpet
for at få tilstrækkeligt med vand til sine forbrugere, nævner Werner Rasmussen.
Det var ved samme lejlighed, at Neble og Ravnse også kom med i
forsyningsområdet.
Fra historien gennem snart et sekel kan også nævnes, at i 1972 vedtog bestyrelsen at bygge det nye vandværk. Den opgave stod murermester Lars Nielsen, Nørre Alslev, for, og 24. august 1973 kunne man så
tage det nye vandværk i brug.
I 1978 nedlægges en hovedvandledning til Nørre Kirkeby, i 1983
kom Skerne med 45 tilslutninger til, og samme år blev Nørre Alslev
Vandværk pålagt at fremføre vandforsyning til Nørre Grimmelstrupområdet, først til Baunehøjområdet, og det var lig med 31 nye tilslutninger.
I 1988 kom så Solparken i Nørre Alslev til med 67 boliger.
I 1989 ved vandværkets 75-årige beståen var der 1220 tilslutninger
– husstande og erhvervsejendomme. I dag er tallet som tidligere nævnt
1875 andelshavere.
16
Vand giver liv
af Kathe Torp Jensen
Vand er en vigtig ressource, som vi alle skal passe på. Vi skal derfor
bruge vand med omtanke og tanke på, at der er steder på kloden hvor
vand er en mangelvare. Mere end 1/6 af jordens befolkning er uden
en sikker vandforsyning. I dag lider 1,5 milliarder mennesker allerede
under mangel på rent drikkevand. Vi er heldige at bo i et land som Danmark hvor vand er rent og let tilgængelig for alle.
Et menneske kan leve uden mad i mere end en måned, men kun
uden vand omkring en uge. Når et menneske føler tørst, har det mistet omkrig 1% af sit optimale vandindhold. Et menneske skal drikke
mindst 2 liter vand dagligt for at leve sundt. Et menneske drikker i gennemsnit 75.000 liter vand igennem et liv.
Vidste du
At vi forbruger mere og mere vand pr. år, og den globale mængde
vand, der bruges af mennesker, er tredoblet siden 1950.
En amerikaner bruger 5 gange så meget vand som en europæer, og
i udviklingslandende bruges meget mindre vand pr. person. Mangel på
rent drikkevand og oversvømmelser er de første mærkbare konsekvenser
af klimaforandringerne ude i verden.
Fakta om Vand
Vand har den kemiske formel H2O, hvilket betyder en kemisk forbindelse af ét vandmolekyle som er sammensat af to brintatomer og ét
ilt atom. Vand findes næsten overalt på jorden, og det er nødvendigt for
alle kendte livsformer. Ca. 70% af jordens overflade er dækket af vand.
Pas på vandet - det løber ikke evigt
Danmark har noget af verdens bedste drikkevand. Næsten alle steder
i Danmark kan man indvinde grundvand, der er egnet til fremstilling af
drikkevand. Drikkevand, der er rent og smager godt. I Danmark kan du
drikke vandet direkte fra vandhanen uden risiko. Naturstyrelsen anbefaler, at du lader vandet løbe lidt, før du drikker det. På den måde sikrer
du dig, at vandet er frisk og koldt og ikke har stået længe i installationerne. Samtidigt undgår du uønskede bakterier i vandet. Vand som har
17
stået længe i rørene bliver nemt lunket, og det øger væksten af bakterier.
Hvordan fandt man vand i gamle dage?
Ingen tvivl om, at det har været et stort arbejde. Tænk blot på udskiftningen af gårdene fra byen og ud på markerne. Helene Strange giver
en beskrivelse heraf i bøgerne om Sværkeslægten.
Først skulle man finde en vandåre til angivelse af brøndens beliggenhed. Til dette formål blev anvendt en vandviser, som blev kaldt den
kloge mand med ønskekvisten. Herefter forestod et krævende gravearbejde. Når man nåede ned til et punkt hvor man var usikker på, om
der var tilstrækkelig ilt, anvendte man en høne, som blev sænket ned i
brønden, overlevede hønen kunne arbejdet fortsætte.
Hver ejendom havde som regel sin egen brønd. Der foregik mange
gøremål omkring denne brønd.
Karlene og piger vaskede sig efter dagens arbejde, dyrene blev trukket til brønden for at drikke. Vandet til husholdningen blev trukket op
af en spand som havde et reb man sænkede spanden ned med. Ved alle
disse processer var der rige muligheder for bakteriers grobund. Senere
blev vandposten opfundet, hvor man kunne pumpe vandet op.
Husstandens beboere tålte som regel disse, men kom man til at drikke af en nabobrønd kunne der opstå problemer med infektioner i mavetarm systemet.
18
Evald Henriksen med pilekvist
Forureningskilder for en brønd
19
Gamle billeder fra Langgade
20
Vandansamling: et makværk uden lige
af Verner Grendel
Ordsprog, mundheld, talemåder og skriftsteder om vand, spøjse udtryk og jævne vendinger, vandrehistorier, vandede vittigheder og lærde
afskrifter er hovedindholdet af samlingen. Sagtens kunne ”vand” som
det forekommer på kalkmalerier og i folkeviser, salmer og sange, samt
børnerim og tælleremser, slagere, evergreens og døgnmelodier også være
inddraget i undersøgelsen. Det ville være en historie, der kunne vaske
sig, så skummet stod os om ørene og sved i øjnene. Desværre må vi
holde os til tørre facts og ikke vove os for langt ud på dybt vand. Der er
intet under at søge. Intet over. Vand er et stort emne at behandle kort
uden en tilbundsgående undersøgelse. Intet emne er større end vand.
De mange sider ved emnet er resuméet af en undersøgelse, jeg aldrig har
foretaget. Vandansamlinger er et ubehageligt onde, vi må tåle.
”Vand,” skreg den ulykkelige. Han var ved at drukne
Rundt regnet 70% af jordens overflade siges at være dækket af vand.
Under overfladespændingen består vort legeme ligervis af omkring de
70% vand, hjernen endda over 80%. Med rimeligt omløb i knolden kan
vi lægge hovedet i blød, vride hjernen, dræne hukommelsen og slutte
med at hælde vand ud ad ørene. Snakker vi fra leveren, kan vi udøse
vort hjerte i hede tårestrømme og lade munden løbe over med, hvad
hjertet er fuldt af. Men nu det gælder om at holde hovedet koldt, spytte
i næverne og tage ordentligt fat.
Var alt land over jorden, jorden over jævnet ud i samme højde oven
daglig vande, ville landet kun hæve sig gennemsnitligt 50 m over havets
overflade. Hvis også havdybderne var jævnt opfyldte med jord og planet
ud over hele planeten, ville vandet stå 500 m over jordens overflade. Det
er teorier, det næppe har været muligt at gå i dybden med og lige så lidt
bekræfte med sikre måleresultater. Om teorien holder vand, er derfor
en anden sag. Hvad vi ikke kan have i hænderne, skal vi ikke holde på.
Desuden er det kun nævnt for at angive størrelsesforhold. Ordret betyder teori ”skuen af Gud”, men i længden er udlægningen heller ikke
særlig holdbar.
”Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke oven over Afgrunden,
og Guds Aand svævede oven over Vandene.” (1. Mose Bog 1.2.).
”Og Gud sagde: der vorde en udstrakt Befæstning midt i Vandene,
og den skal skille mellem Vand og Vand.” (1. Mose Bog 1. 6.).
Det er utroligt, hvad der står i biblen. Om ikke troværdig er det
alligevel en fantastisk roman og som mange andre romaner læseværdig. Men de heller ikke til at stole på, endsige tro. Den fulde sandhed
21
kender ingen. Men det kan ikke undgås, at noget tilfældigvis er rigtigt. Ifølge videnskaberne om Jordens oprindelse og udvikling fra en
glødende kugle til den blå planet, var alt vand på et tidspunkt under
afkølingen fordampet og ophobet i kæmpemæssige gasskyer, der indhyllede kloden fra pol til pol, uigennemtrængelige for det mindste lys. Da
den først var tilstrækkeligt afkølet, skete tilbagefaldet og det begyndte at
regne. Gennem tre hundrede år styrtede regnen uadbrudt ned og fyldte
alle ujævnheder med vand fra de største dybder til de mest uanseelige
vandhuller i en klippesprække, før solen brød igennem og fik magt til at
tørre. Adskillige istider med milde mellemperioder har skiftevis sænket
og hævet havoverfladen med næsten en kilometer fra laveste til højeste
vandstand, som er stadig stigende mod truende højder, mens grundvandspejlet sænker sig ligeså faretruende. En roman lader vandet selv
få ordet:
”Jeg er vand; jeg er begyndelsen. Jeg var før rigerne i nord og syd. Jeg
var før kongerne og folket. Jeg var før jernet og stålet, sværdet og spyddet. Jeg var før vold og krig. Jeg strømmer gennem markerne, gennem
skove og enge og skyller sten og strand. Fyrrenes løvemanker skygger
over mit vand. Fra mit dyb stiger åkandernes stængler til vejrs og åbner
deres hvide kroner over mine bølger. Over mit spejl springer fisken og
flyver fuglen. Ved forårstid flyder jeg og giver markerne, hvor hyrdepigen vogter sine kreaturer, græs og grøn frodighed. Om sommeren væder
dyrene deres muler ved mine bredder og slukker tørsten i min friske
kilde. Ved efterårstide driver jeg møllehjulene, der maler brødets sæd.
Om vinteren lægger jeg en blank isvej for færden over vandet. Med
båden om sommeren og slæden om vinteren forener jeg menneskene.
På alle årstider tjener jeg mennesker og dyr. Under slægternes gang gennem verden var jeg længe et fredens vand, og mennesket byggede bro
over mig.” (s. 143 Vilhelm Moberg. Forræderland. Hasselbalchs Forlag
1968.).
Også vand kan være forræderisk. Verden over koster talrige skybrud
og oversvømmelser mange meneskeliv. Vandmangel og skiddent vand
endnu flere. Advarslerne ligger dybt i os. Næsten som et instinkt kan vi
være født med vandskræk, trods ni måneder indelukket i fostervandet.
Bange for at blive våde og komme til at ligne en druknet mus. Bange for
at gå til bunds og føle vandet lukke sig over os. Såvidt kan der iblandt
være både vikinger og skrællinger. Vandet kan vi ikke forklare klart nok.
Med ordet forholder det sig ikke meget anderledes.
I hine tider fjernt herfra var hieroglyffen som fælles udtryk for vand
og hav ordet ”mem”, gengivet ved en bølgelinie, som gennem hebræerne, grækerne, latinerne og germanerne med ændringer har bevaret sin
form, vi stadig kan ane i vort nutidige ”m”, når det er skrevet sjusket i
22
hånden. Måske som følge deraf finder vi ordet for ”hav” i latin: mare
(måske dobbelt i Marmarahavet), fransk: la mer og på tysk for Sø: Das
Meer. Ganske vist kun med forbogstavet som fælles element. Man skal
ikke kaste barnet ud med badevandet. Vand, der er fordampet, kalder vi
em. M’et er vand. Emmen er vand. Emnet er vand.
Thales fra Milet, en af ”de syv vise”, regnede vandet som altings
grundstof, fordi vand kan antage alle tilstandsformer og fordi det er
nødvendigt for alt levende. Vand er en fast bestanddel i alt, større eller
mindre. Et jordbær skulle indeholde 99% vand. Resten må være jord.
Vand har mange egenskaber. I skolen lærte vi om de tre tilstandsformer: fast, flydende og luftformigt. Men tale om forvandling der imellem er der ikke, højst en mærkbar forandring. Vi kan drikke vandet og
drukne i det, sejle på det og fiske i rørte vande. Vaske og skylle os, skolde
os, soppe, bade og svømme, ligge og flyde i vandet eller nøjes med at
dyppe tæerne i vandkanten. Vi kan lade det, men ikke gå på vandet. Eksempler på forskellige sider af vort sære forhold til vandet følger senere.
Når det regner på præsten, drypper det jo på degnen, men det er kun
en dråbe i havet.
Vand har mange fremtrædelsesformer. Overfladisk set finder vi det i
alle have og søer, stræder, bælter og sunde, fjorde og bugter, vige, nor og
laguner, vandfald, fosser og katarakter, floder, elve og åer, bække, grøfter,
kanaler, drænrør og andre vandløb, branddamme og gadekær, kilder,
mosehuller, sumpe, tørvegrave, grusgrave og mergelgrave, vandinger og
gadestøvler, vandhuller og pytter, i brønde og kloakker, undertiden i
tagrender, nedløbsrør og rendestene, regnråber, svedperler og tårer, næsedryp og spytklatter. Vi finder det i beslægtede fluida som mudder,
smat og slam, pløre og ælte, søle, dynd og morads, plutte, gylle og møddingspøle, hængedynd og kviksand. Dermed er vi også kommet ind i et
dødvande, vi søger at komme flot af.
I et mylder af myter og sagn, fabler og legender, eventyr og skrøner,
sogar i virkeligheden møder vi hellige floder, hellige søer, hellige kilder
og hellige brønde. Dog er det hverken floden, søen, brønden eller kilden, men vandet der er helligt. Vievand! Vi bliver døbt i det. Vandøst
som de sagde i forgangne dage. Eventyrets tid er forbi. Vi ved, hvad der
skiller vandene og skifter dem i tide, deler sol og vind lige og lader det
regne på både fattig og rig.
”Vandet opfattes ofte som altings ophav. Det rummer i sig, formløst
som det er, alle kim, alle muligheder; det renser og genføder. Megen
kultus gælder vandet, især i dets oprindelse og renhed, ved kilden, hvor
det vælder frem og bliver ved at rinde, altså lever. Mange kilder har lægedomskraft, og hellige kilder findes overalt. Nogle myter fortæller om
forsøg på at finde frem til en livets kilde, der kan give udødelighed, som
23
i Grimms eventyr ”Livets Vand”.” (s. 128 Tue og Bodil Gad: Ved kilden
under træet. C. A. Reitzels Forlag. København 1988.).
Akvavit er der næppe tale om, selvom ”akvavit” bogstaveligt kan
oversættes til ”livets vand”, aqua vita. Måske vandet løber for livet i
brændingens brus? ”Alt det vand, og ikke en dråbe at drikke,” som den
ilandgåede søulk udbrød, mens han sad på en bænk ved havnen og så
ud over vandet. Ak ja. Som ordsproget siger: ”Har man én gang smagt
saltvand, bliver man ved med at være tørstig”
Nu gælder det imidlertid troperne: ikke om at krydse vendekredsene,
men de vendinger, vi strør om os og disker op med. Oceaner af udtryk
handler om vand. En sand syndflod af metaforer, vi let drukner i. Hellere slå koldt vand i blodet, inden vi vover os på dybt vand, hvor vi ikke
kan bunde og derfor let kommer til at træde vande uden at komme
nogen vegne. Når enhver må sejle sin egen sø, er det bare om at holde
skruen i vandet, mens overfloden fosser ud af statskassen og landet stander i våde. Vel skal vi ikke skifte heste midt i vadestedet, men kan sadle
om, når vi er færdig med at klappe kæphesten. Man kan trække en hest
til vands, men ikke tvinge den til at drikke.
På Nordfalster hørtes det engang fra højst utroværdig, men nok sagkyndig meddeler, at før man opfandt Grøn Tuborg, havde man ikke
noget, der var tyndere en vand. Enhver kan jo falde i vandet engang i
mellem og vi behøver ikke gå på vandvognen af den grund. Først når vi
har for meget hang til de våde varer. På den anden side set, er det jo heller ikke ligefrem vand vi har i årerne, når det gløder og ruller raskere og
stiver os af ved visse lejligheder. For blod der er tykkere end vand går vi
gerne gennem ild og vand. Er vi ved at være ude at svømme, er det bedre
at trække lidt i land, inden vi ender i vandsengen med en lækker sild,
hvor vi ikke nøjes med at bytte mundvand og skøtter lidet om vandmilieuplanen. Den gælder nok også ad Wandsbeck til alligevel. Hvor gerne
end vi vil, kan vi ikke leve af kærlighed og kildevand. Heller ikke af det
brød alene, vi skal tjene i vort ansigts sved. Der må være anderledes boller på suppen, hvis vi skal føle os som en fisk i vandet. Af pur vanvare
kan der forekomme mislyde i sammenhængen, men det hører ingen,
når vandet løber, bølgerne går højt og der er åbnet for alle sluser. Efter
os Syndfloden. Havet sletter alle spor.
”Vand til blod og frøers mængde, myg dernæst Ægypten trængte,”
lyder indledningen til svadaen om Ægyptens ti plager, før jødernes udvandring fra Ægypten, hvor Moses med sin stav skilte vandene og førte
alt Israels folk tørskoet over Det Røde Hav, mens Pharaos stolte hær
ynkeligt druknede, da pludselig vandmasserne igen slog sammen over
dem. Omend Moses blev sat ud i en kurv og overladt til vandets luner,
er det sikkert tilfældigt, at hans navn begynder med vandtegnet. Siden
24
da er løbet meget vand i stranden
”Alle bække løbe i Havet og Havet bliver ikke fuldt; til det Sted, fra
hvilket Floderne løbe, derhen komme de tilbage.” (Prædikeren 1.7.).
(oversættelse anno 1884).
”Vandets kredsløb fra havene gennem atmosfæren til landoverfladen
drives hovedsagelig med solenergi, selv om livsformerne insisterer på
at bidrage med transspirationsprocessen. Sollyset kan få vand til at fordampe fra havene og senere falde som regn over landet, men ved Jordens
overflade skiller sollyset ikke spontant ilt fra vand og starter reaktioner
som fører til dannelse af indviklede forbindelser og strukturer. Jorden er
vand-planeten. Uden vand ville der ikke have været liv, og livet er stadig
yderst afhængigt af vandets generøsitet. Vandet er det udgangspunkt vi
kan referere til.” (s. 95 James E. Lovelock; Gaia et nyt syn på Jordens liv.
Hovedland 1995).
”Alting flyder,” sagde Heraklit, ”man kan ikke bade to gange i den
samme flod”.
En historie kan være passende til de omstændigheder, han omtaler,
skønt ikke så lidt anderledes. For de vandede historier kan ikke undværes og de vandede vittigheder ikke undgås. De træder i stedet for
illustrationer. De skal ses som et billede på hændelser med vand, som vi
selv må forestille os eller indbilde.
En eskimo havde hugget hul et i isen, taget bad og var i færd med at
tørre sig, da endnu en eskimo kom med badegrej og gav sig til at hugge
hul ved siden af. ”Hvorfor bruger du ikke det samme hul, jeg har vasket
mig i,” spurgte den første? ”Du tror da vel ikke,” svarede den anden, ”at
jeg vil vaske mig i dit beskidte vand?”
For den rene er alting rent. Vandet kunne jo også været blevet lunkent. Men selv om det hele går i vasken, er der ingen grund til at gå for
lud og koldt vand. Det er ikke noget at vande høns over eller grund til
at græde tørre tårer. Bedre at tage hul på den næste historie. Den er det
rene vand mod de kommende:
”Fire mand, en rig og en fattig, en russer, og så een, der led af halsbetændelse, var sejlet ud i en båd, der kæntrede, da den blev grebet af
en stiv kuling, og alle som én faldt de i vandet. En af dem druknede.
Det var russeren. For mens de rige jo altid flyder oven på, hænger den
fattige med røven i vandskorpen, og ham med halsbetændelse kunne
ikke synke,”
Da historien blev fortalt i midten af forrige århundrede, da kampen
om det tunge vand nys var overstået og den kolde krig indledt, hvor der
blev rodet i grumset og spået grumt i smudset, som blev hvirvlet op,
ville ingen begræde historiens udfald. Vi var alle i samme båd og satte
alle sejl til. Ingen tosser anfægtede forskellen på rig og fattig, de syge
25
blev der draget omsorg for og de røde var bedre som døde. Nu hælder
skuden betænkeligt og slagsiden er blevet tydelig.
”Men for nu at vende tilbage til det emne, som vi har sat under
debat, sagde slangen til frøerne og gav sig til med sine øjnes tændsikker
at lyse for på deres vej gennem de varme himmelske vande, der skælver
af bobler. For også slangerne beskæftiger sig med sagen, og det samme
gør skyerne, høgene og de syv stjerner, der glimter på det sted, man
med rette kan kalde Guds krone.” (s. 392 Miguel Angel Asturias: Den
grønne pave. Forlaget Fremad 1972).
En dyrefabel fortæller: ”Du plumrer vandet,” sagde ulven til lammet, da de tilfældigvis samtidigt var søgt ned til vandløbet for at drikke.
”Jamen, vandet løber jo fra dig hen mod mig,” indvendte lammet. Men
ulven åd det alligevel.
Undertiden kan vi sikkert føle det, som om vi får hældt en spand
koldt vand i hovedet. Når det løber os koldt ned ad ryggen, er det uden
tvivl vandet, der menes med stedordet ”det”. Om det også er vandet, der
regner, når det regner, får underkastes en nærmere undersøgelse og det
kan med logisk stringens udledes og påvises at være tilfældet. Følgelig
er det vand, det der regner ned, når ”det” regner. Når ”det” sner eller
hagler, er der heller ingen ko på isen, såvidt vi af erfaring ved, at sne og
hagl er frossent vand. Når det lyner, når det stormer og blæser, kan vi
føle os som kællingen, der stred sig af sted i strid modvind og ønskede,
at vinden ville vende til hun skulle tilbage. Naturligvis kan vi ikke med
rimelig grund antage, at det er vandet, der blæser, når det blæser. Vi kan
heller ikke grammatisk slutte os til vinden, blæsten eller stormen ved
stedordet, når det blæser, det stormer eller det blot lufter en lille smule.
Måske blæser svaret i vinden. At det er luften, er nok ud i det blå, men
ikke helt hen i vejret, hvis det er vejret, der blæser og stormer, når ”det”
blæser og stormer. Lynet kunne være nok så selvberoende, men er også
en følge af vejret. Eller måske uvejret med strømme af vand i stråler så
tykke som tove. Vand trækker vand.
”Det er nok kun en byge,” sagde manden, da han stod i vand til
halsen. (Vendinger af den art kaldes af sprogforskningen ”wellerismer”
efter en figur hos Dickens i Pickwick-klubben, Sam Weller. Lige så let
og ubesværet kunne betegnelsen udledes fra engelsk ”well”, brønd eller
kildevæld. Men det er ønsketænkning og overfortolkning. Få af wellerismerne handler om vand.)
Efter byger kommer sol. Når det ikke er uvejr, men solen skinner,
hedder det aldrig ”den skinner” eller ”det skinner”, men altid ”solen
skinner”. Ingen snak om den sag. Måske lidt kunstigt eller poetisk: ”og
solen den skinner”. Når det breder sig som ringe i vandet, er det noget
andet, det kredser om. Men nu vi snakker om vind og hen i vejret:
26
Måske er det noget, vi kan mærke på vort vand? Måske er det tilfældet,
skæbnen, lykken, heldet eller blot noget, vi drømmer?
Et indisk sagn beretter om en ung buddhistisk munk, Nara, der havde vandret i årevis, besøgt berømte templer og lærdomscentre og overalt
studeret de vise skrifter: Vedaerne, Upanishaderne, Bhagavadgita, Mahabharata og Dhammapa og vidste alt, hvad der var værd at vide. Hans
største og eneste ønske var nu, at opleve et glimt af den Højestes visdom.
Alt det og meget mere fortalte han en gammel mand, han nylig havde
mødt og slået følge med. ”Hent mig en drik vand fra floden, du ser flyde
i dalen dér forneden ad skråningen,” sagde den gamle mand, rakte ham
et krus og smilte. En munks første pligt er jo respekt for de ældre og
lydighed for deres ønsker, så Nara begav sig straks af sted. I dalen ved
floden mødte han en ung pige, som var i færd med at vande sine kreaturer: zebuokser, vandbøfler, geder og får. Han tilbød øjeblikeligt at hjælpe
hende og senere hjalp hende også med at drive kreaturerne hjem, hvor
han blev gæstfrit modtaget af forældrene, der bød ham med ind at spise
til aften og overnatte, da det var ved at blive mørkt og for sent at drage
tilbage. Den følgende morgen hjalp han pigen med at drive kreaturerne
ud til græsning, til vanding ved floden og igen hjem om aftenen. Således
gik det fortsat med at hjælpe pigen i det daglige arbejde. Efter nogen
tid blev de lykkeligt gift og fik børn. De gamle forældre døde. Han
overtog og drev ejendommen videre, dyrkede jorden og avlede kvæg.
Som en driftig mand solgte han af arbejdets frugter, erhvervede mere
jord og blev snart velstående. Børnene blev voksne, blev sat godt i vej
og fik selv børn. Der gik efterhånden mange år. Så en skønne dag blev
det et voldsomt uvejr. Det tordnede og lynede, så man skulle tro, jorden
var ved at gå under. Regnen skyllede ned, floden gik over sine bredder
og oversvømmede dalen med hvirvlende vandmasser, der rev huse og
lader omkuld, rev træer op med rode og rev kreaturer og løsøre med i
flodbølgen. Til sidst blev også hans kone og børn, svigerbørn og børnebørn revet bort og forsvandt i bølgerne. Han selv var nær ved at blive
revet med og drukne, da han i sidste øjeblik blev grebet med et fast tag
i armen og trukket op på det tørre, hvor han lå og gispede efter vejret.
”Du var længe borte efter det vand,” sagde den gamle mand, der havde
sendt ham efter vand og nu reddet ham i land. ”Næsten en halv time!”
Al begyndelse er svær. Men alting får en brat ende. Måske var det
storm i et glas vand? Ved underfundighed kommer vi let til et gå i vandet, løbe med limpinden eller blive drejet en knap. Uden tvivl oplevede man mere dengang en krukke gik så længe efter vand, at den kom
hankeløs hjem end nu, hvor vi tapper et glas vand ved at åbne en hane
tilsluttet et moderne vandværk. Der er lang vej fra floden, hvor krukken hentede vand, til brugen af pumpen, der suger det op af jorden og
27
fordeler vandet i lange rør. Rundt om i verden henter mange stadig vand
fra floden i krukker og kar, spande, dunke og flasker.
Der er ingen harmløse historier i omløb om de midlertidige og mellemliggende hjælpemidler. De kunne ellers nok fortjeme omtale i et lokalhistorisk årsskrift. Vandhjulet trukket af slaver eller okser i en endeløs
trædemølle. Ikke at tale om vandspanden, der bundet i et reb med en
sten i bunden, blev sænket ned i en brønd og med håndkraft blev trukket op igen fyldt med vand. Hejseværket eller brøndvippen nogenlunde
efter samme fremgangsmåde. Trækket opad blev erstattet med trækket i
et håndtaget, som rullede rebet om en valse og hævede spanden. Trykket
nedad på brøndvippen, der smukt virkede efter vægtstangsprincippet
og hentede spanden op i en højde, hvor den kunne nås og anbringes på
brøndkanten. Endelig pumpen eller vandposten, der solidt plantet på
brønddækslet, kunne suge vandet op gennem et langt rør, når et håndtag blev bevæget op og ned på en måde ligesom brøndvippen. Endelig
vandpumpen med motor, indlagt vand og de nødvendige haner.
Brøndene går der historier om. De historier må der graves og bores
lidt i. Dem kommer vi til. Men først står vi til søs endnu engang og
kipper med flaget for flåden og søens tapre folk. Støt står den danske
sømand, hvor han har sin enegang.
En styrmandsaspirant var oppe til eksamen. ”Hvad ville De gøre,”
spurgte eksaminator, ”hvis De nu skulle have vagten på broen og det så
blev meldt over skibstelegrafen, at skibet var sprunget læk og var ved at
synke?” ”Skynde mig på toilettet,” svarede aspiranten. ”Hvorfor i alverden dog det?” brød censor ind. ”Jo, for dér,” svarede den håbefulde viist,
”kommer vandet først, når jeg trækker!”
Kun en tåbe frygter ikke havet. Vi derimod vasker pligtskyldigt vore
hænder og haster hurtigt videre til næste åndsvage historie, selvom det
batter så lidt som at slå vand på en gås. Alt andet lige er det jo lige vand
på vor mølle. Vi behøver ikke gå over åen efter vand. I kølvandet får
også fiskeriet en elskelig hilsen. Måske er der endelig bid?
På en anstalt sad to tosser på en bænk og med en stor balje vand stående foran sig. Den ene sad med fiskestang og snøren i vandet.
”Fanger De noget?” spurgte en læge som kom forbi. ”Nej, lægen kan
da vel nok se,” sagde den tossede, ”at det bare er en balje vand, vi har stående her. Og den kan man da umuligt fange nogen fisk i!” ”Nå, ja godt
ord igen,” svarede lægen lidt paf, og skyndte sig videre, mens han tænkte
højt: ”Han er vist alligevel ikke så tosset endda.” ”Hvorfor svarede du
lægen så uhøfligt?” spurgte den anden tosse lidt forbavset. ”Man skal
da aldrig røbe det for andre, når man endelig finder et godt fiskested!”
Som dybest brønd altid giver klarest vand, har det stille vand den
dybe grund. Det siges, at i en brønd så dyb, at dagslyset aldrig når ned
28
til vandet, så vil stjernerne afspejles i overfladen ved højlys dag. Skønt
omvendt skulle vi også kunne se dem, hvis vi kigger op fra bunden af en
tilstrækkelig høj skorsten. Men det er sikkert skrøner. De sidste historier
om hændelser med vand er det helt sikkert. Måske er vi alle sammen
tossede og på sikker katastrofekurs?
En skypumpe havde hærget et sted i sydstaterne i Amerika. En journalist fra New York var straks kommet frem til stedet for at dække begivenheden med en reportage for sin avis. ”Ja, jeg synes nu ikke, at den
storm kunne være så slem, for den høje skorsten, der står langt dér ovre
på marken, kan jeg da så tydeligt se, den stadig står pænt lige op,” sagde
journalisten til en mand, han traf på på vejen. ”Skorsten,” udbrød manden og så over på marken. ”Skorsten,” gentog han og så på journalisten.
”Næh, det er Johnsons brønd,der blev suget op af jorden.”
Skinnet bedrager. Sanserne bedrager os. Hvad skriver journalisten
hjem til sin avis? Er han en kritisk journalist, der beretter om begivenheden og om sin fejltagelse, som det hele var foregået? Pynter måske nok
lidt på historien og væver lidt om, at hvis det var en solidt bygget brønd
og stadig var fyldt med vand, kunne den nu tjene som vandtårn og mere
af samme skuffe. Men om så, har brønden sikkert først være suget tom
for vand, før den røg med op i slipstrømmen og stod tilbage som et
vartegn, I Amerika kan alt ske. De er jo skøre over there.
Ved den store årlige konkurrence i løgnehistorier, fortalte en mand
fra Texas, som fik førsteprisen, at det sommeren det år havde været så
tørt, at han måtte grave brønden op af jorden og køre den gennem vridemaskinen, for at han kunne få vand nok, til at vande sin kanariefugl.
Også der har naturligvis været journalister til stede og videregivet
historien til almindelig udbredelse. Det var jo sandt nok, at han fortalte historien. Det er en løgnehistorie, men kunne også opfattes som
en spådom om kommende tiders vandmangel, længe før en amerikansk
hydrolog, (hydrologi, læren om vandet) fremsatte den påstand, at der
omkring år 2000 kun ville være renset spildevand at få som drikkevand
og det nok var tvivlsomt, om der var renset spildevand nok til alle. Når
vi endelig når frem til historier om drikkevandet, er der forsvindende
lidt. ødselhed er en dødssynd.
En græsk myte fortæller om kong Tantalus, der blev straffet af guderne for sit hovmod og nedstyrtet i Tartaros, dødsriget, hvor han til evig
tid blev pint af sult og tørst, skønt han stod i vand til halsen og en gren
med saftige frugter hang lige oven over hans hovede. Men hver gang
han bøjede sig ned for at drikke, sank vandet og forsvandt under hans
fødder. Og når han rakte efter frugterne, svirpede grenen i vejret, hvor
han ikke kunne nå dem, mens vandet igen steg og stod ham til halsen.
Kilderne tørrer ud, brøndene bliver sløjfede, naturlige vandhuller
29
jævnet med jorden og grundvandet forsvinder. Nogle steder i verden
kan der nu kun fås drikkevand på flasker. Vandrettighederne har store
koncerner opkøbt eller taget patent på på grundvandet. Man ville endda
også forbyde opsamling af regnvand, for at kunderne ikke skulle indskrænke købet af flasker med renset spildevand og mindske de rige regerende aktionærers fortjeneste. Det blev man tossede over og forbudet
blev lempet, så det kun gjaldt i regnvejr.
”Skulle dette være slutningen på historien? en slags suk? en sidste
krusning af bølgen? en smule vand, der løber ned i rendestenen, hvor
det gurglende forsvinder?” (s. 166 Virginia Woolf: Bølgerne. Rosinante
1994.).
Hvem er bange for Virginia Woolf? Vi fortsætter ufortrødent mod
det glade vanvid, indtil vandet er udtømt til sidste dråbe, mens vi
eftertænksomt slår smut og ser nedslaget brede sig som ringe i vandet
og ringene blive større og mindre uden at ende. Emnet er som en
strømmende flod, der får tilløb fra alle sider og som igen forgrener
sig i et mangearmet delta. Historierne uden ophavsmænd er en gåde.
Hvor kommer de fra? Hvem har fundet på dem? De handler ikke om
begivenheder fra det daglige liv, endsige det virkelige. De to historier
har journalister bevidnet. De øvrige havde flere deltagere, som kunne
fortælle videre. Den nedrige, som følger, har ingen vidner overværet
og kunnet bekræfte. Kun de drabanter, der svæver over vandene.
En mand kom kravlende gennem ørknen, på nippet til at omkomme
af sult og tørst, nær ved at opgive og lægge sig til at dø, kun sanse blæsten, sandet og stjernerne, da han fik øje gå et mørkt punkt i det fjerne,
hvor han troede, der måtte være en oase, hvor der måtte være vand, han
kunne drikke og endelig få slukket sin brændende tørst. Håbet gav ham
kræfter til at kravle videre, indtil han opdagede, at det var en kamel, der
kom kravlende fra den anden side.
Er det mon Historiens afslutning og det sidste menneske? Når vanheldet er ude, er der intet andet for end at sluge kamelen og sande, at
vandringen ender her, hvor det hele løber ud i sandet.
Men sand? Ikke en sætning!
Med vanlig hilsen
Verner Grendel
Vandmand
30
Filtertankene i vandværket
Nuværende bestyrelse(2014):
Ejner Jensen (formand)
Ib Eriksen(næstformand)
Frits Kildsgaard Olsen
Hsne Erik Jensen
Anders Jensen
Per Olsen
Flemming Høegh
Lars Andresen(supleant)
31
ISBN:987-087022-00-2
32