1. No category

DJØFOKRATI
- Folkestyre eller folkestyring?
#1 Demokrati eller DJØFokrati?
#2 Er demokratiet for alle?
#3 Cand.scient.politiker?
#4 Er DJØF’erne samfundets top?
#5 Rækker krydset?
#6 Perspektiver på fremtiden
Idepaper: DJØFOKRATI
- Folkestyre eller folkestyring?
Redigeret af Svend Dyrholm Pedersen med bidrag af Louise Schou Drivsholm, Sofie Seidenfaden, Viktor Grønne og Alexander Sokoler.
LAYOUT
Viktor Grønne
FORSIDEFOTO
SReppien
FOTO
Viktor Grønne
Wikipedia Commons
Søren Birkegaard
ISSN
2246-0977
2
“DJØF’erne kommer” - og hva’ så?
DJØFERNE BESKYLDES FOR MED TOPSTYRING, BUREAUKRATISERING OG AKADEMIKERVÆLDE AT SKABE FORHINDRINGER, HVOR DE
BURDE SKABE MULIGHEDER FOR DE OFFENTLIGT ANSATTE. DESVÆRRE FØRES DEN ELLERS RELEVANTE DEBAT I ET GRØFTEGRAVENDE TONELEJE, DER SJÆLDENT PEGER FREM MOD EN NY MÅDE AT
STYRE DEN OFFENTLIGE SEKTOR PÅ. DJØF, TÆNKETANKEN CEVEA OG
INITIATIVTAGERNE BAG DEBATRÆKKEN ”DJØFOKRATI – FOLKESTYRE ELLER FOLKESTYRING?” LÆGGER MED DETTE IDÉPAPER OP TIL
EN MERE KONSTRUKTIV DEBAT OM DJØFERNES ROLLE I FREMTIDENS VELFÆRDSSAMFUND.
Der bliver flere og flere djøfere i den offentlige sektor. De
overvåger, evaluerer og regulerer. Imens bliver der færre
varme hænder. Derfor er ordet djøfisering i medierne blevet synonym med bureaukrati.
Djøferne har taget magten i det politiske apparat og været
med til at skabe en styringsmodel, som giver stadig flere
arbejdspladser til stadig flere djøfere. Antallet af djøfere i
kommunerne er således steget med 118 pct. over de sidste
10 år. Skulle udviklingen fortsætte vil det betyde op imod
yderligere 22.339 djøfere i 2030.
Udviklingen har givet anledning til stor debat. På den ene
3
side står mange af de offentlige fagforbund og den traditionelle venstrefløj. De samles om slagord som tillid, inddragelse og respekt imod topstyring, bureaukratisering og
akademikervælde.
fattes som verdensfjerne og bedrevidende.
Derfor udgiver Tænketanken Cevea i samarbejde med Djøfokrati og med støtte fra Djøf dette idépaper. Vi kombinerer reportager fra debatrækken ”Djøfokrati - folkestyre eller
folkestyring?” med uddybende interviews og tal, der sætter
debatten i perspektiv.
På den anden side står en række politikere og embedsmænd
med Moderniseringsstyrelsen som det nye flagskib for effektiviseringer. De to fløje har fanget hinanden i en stillingskrig, hvor ingen rigtig synes at ville give sig.
Dette idépaper tager udgangspunkt i debatrækken ”Djøfokrati – folkestyre eller folkestyring?” arrangeret af en
gruppe studerende fra Københavns Universitet med ønsket
om at finde en fælles midte at mødes om mellem yderpositionerne. Tanken er altså hverken ensidigt at kritisere og
skære alle djøfere over én kam eller omvendt hårdnakket
at forsvare berettigelsen af hver og én oprettet djøf-stilling.
I stedet er hensigten med dette idépaper at sætte de udfordringer og den kritik som djøferne møder til debat og
forsøge at få flere nuancer med, når det kommer til problemer såvel som løsninger, end de klassiske forsvars- og
angrebspositioner.
For uanset om kritikken er berettiget eller ej, så må det give
anledning til selvrefleksion, når djøferne igen og igen op-
4
Indhold
“DJØF’erne kommer” - og hva’ så?................................................................................................ 3
Stop dæmoniseringen og start debatten.........................................................................................7
Slå hul på akademikerboblen!........................................................................................................ 9
DJØFOKRATI #1: Demokrati eller djøfokrati?
Tro på demokratiet – mistro til politikerne..................................................................................13
Jakob Mathiassen: “Vi har ikke en skid at skulle have sagt”.......................................................15
Mogens Lykketoft: I dag havde Stauning fået en universitetsgrad.............................................. 17
DJØFOKRATI #2: Demokrati for alle?nsk Universitet,. Søren Hviid har kritiseret ’Stemmer på Kanten’ for at være
Mor og far har stor betydning for, om man stemmer eller ej...................................................... 20
Steen Rosenquist: En stemme fra kanten.................................................................................... 22
Lisbeth Zornig Andersen: Vi har de politikere, vi fortjener........................................................ 23
Søren Hviid Pedersen: Demokrati for de kompetente................................................................ 24
DJØFOKRATI #3: Cand.scient.politiker?
365 akademikere og én kloakmester............................................................................................ 26
Özlem Cekic: Den politiske debat er for akademisk.................................................................... 28
Morten Ryom: Akademikerne løser de forkerte problemer........................................................ 29
Rune Baastrup: Har du fået DJØF?............................................................................................. 30
Bode Lidegaard: DJØFokrati? Der er ikke noget at komme efter................................................31
DJØFOKRATI #4: Er DJØF’erne samfundets top?
Arbejderklassen har mindst indflydelse på eget arbejde............................................................. 33
Signe Hagel: En daglig kamp mod systemet.................................................................................35
5
Dennis Kristensen anerkender behovet for DJØF’ere................................................................. 36
Lars Qvistgaard: Det er politikere og ikke DJØFerne, der bestemmer........................................37
Ninna Thomsen: DJØF’erne skal vide, hvordan de skal lede...................................................... 38
DJØFOKRATI #5: Rækker krydset?
En lang uddannelse giver adgang til indflydelse......................................................................... 40
Mattias Tesfaye: Folkestyret kan ikke reduceres til et kryds hvert fjerde år...............................41
Christian Kock: Politik er andet end personer............................................................................. 42
Yosef Bhatti: Skæv valgdetagelse skaber skæv politik................................................................. 43
Perspektiver for fremtiden - hvad nu?
Ninna Thomsen: Kontrol er godt - tillid er billigere.................................................................... 45
Klaus Majgaard: Veje til bedre styringsdialog..............................................................................47
Jens Jonatan Steen: New Public Management: En ubegavet styringsteknologi........................ 52
Lisa Herold Ferbind: DJØF’erne er demokratiets lim................................................................ 54
6
Stop dæmoniseringen og start debatten
I FORÅRET 2014 ARRANGEREDE EN GRUPPE STUDERENDE VED
KØBENHAVNS UNIVERSITET DEBATRÆKKEN ”DJØFOKRATI FOLKESTYRE ELLER FOLKESTYRING?”. MÅLET VAR AT DREJE DEN
OPHEDEDE DEBAT OM DJØFERNES VELSIGNELSER OG FORBANDELSER I EN MERE KONSTRUKTIV RETNING, OG GØDE JORDEN TIL BROBYGNING FAGGRUPPER IMELLEM.
Med debatten, som var arrangeret med støtte fra Tænketanken Cevea, Institut for Statskundskab og Sociologisk Institut, håbede de studerende at øge den gensidige forståelse
imellem de stridende parter og bidrage til, at parterne i
højere grad vil opfatte hinanden som medspillere fremfor
modspillere.
Da den første debat løb af stablen foran 300 tilhørere
bestående af studerende og andre interesserede, var det
kulminationen på en fælles frustration de studerende bag
debatrækken havde tumlet med:
“Der har været nok mudderkastning begge veje. Der er
mange djøfere, der føler sig dæmoniseret, og mange frontmedarbejdere, der føler sig overhørt. Målet var at tage
debatten med en mere løsningsorienteret tilgang. At så
frøene til større respekt og tillid faggrupper imellem. Og
gøre det ved at klarlægge, hvad vi hver især kan bidrage
med i samarbejdet, om alt lige fra at udvikle de større linjer
for fremtidens velfærdssamfund til hvordan den konkrete
arbejdsdag for sygeplejersken tilrettelægges bedst” siger
Sarah Richardt Schoop, en anden af initiativtagerne.
Andelen af akademikere i Folketinget har rundet 64 procent, og kløften mellem de styrende og de styrede, mellem
djøfere og ikke-akademikere, vokser sig større – inden for
og uden for Christiansborg, på mange arbejdspladser og i
den offentlige debat.
Dialog fører til noget
Debatgangen “Er djøferne samfundets top?”, som er
beskrevet i kapitel 4, var ifølge arrangørerne særligt vellykket. Med Dennis Kristensen (FOA), Lars Qvistgaard
(DJØF), Ninna Thomsen (SF) og Signe Hagel Andersen
(Dansk Sygeplejeråd) som deltagere var der lagt op til
debat mellem repræsentanter for de offentlige velfærds-
”Igen og igen bliver vi skudt i skoene at skabe unødigt bureaukrati og kontrol for kontrollens skyld, hvor vi burde
skabe muligheder. Muligheder for at sosu’en, pædagogen
og folkeskolelæreren kan udføre deres arbejde på bedste
vis” siger Sofie Seidenfaden, en af initiativtagerne til debatrækken.
7
medarbejdere på den ene side og offentlige ledere på den
anden.
kommer til kort og kan blive bedre til at lytte og uddelegere ansvar til andre faggrupper med større faglig indsigt
og hands on erfaringer på det konkrete område” siger Gry
Inger Reiter.
“Debatten startede med at alle sendte aben videre til andre
faggrupper end deres egen, til politikerne eller til medierne.
Men det endte med, at alle fire debattører stod sammen på
scenen og formulerede, hvad deres egen faggruppe kunne
bidrage med for at forbedre samarbejdet. Og hvordan vi
sikrer løsninger, der ikke bare ser godt ud på papiret, men
også fungerer i praksis” siger Gry Inger Reiter, der også er
blandt arrangørerne.
Samtidig understreger Sarah Richardt Schoop, at det
kræver politisk vilje at ændre udviklingen. ”I sidste ende
sætter den politiske ledelse, kommunalt, regionalt og nationalt, rammerne for enhver offentlig djøfleders. Men hvis
tillids- og inddragelsesparadigmet skal vinde indpas, så
kræver det, at politikerne vælger at handle på erfaringen
om, at markedsliggørelse, kontrol-, incitament- og målstyring ikke er ensbetydende med hverken en mere effektiv
offentlig sektor eller bedre velfærd – men tværtimod kan
resultere i lige det modsatte”.
Ifølge Jens Kristian Rasmussen, en anden af arrangørerne,
var det et tegn på, at dialogen kan lykkes: “Parterne kan
godt komme ud af skyttegravene. Det har været centralt
for os at gøre folk til agenter, der selv tager ansvar for at
forandre tingene i stedet for at pege fingre og give andre
skylden.”
Men de studerende er glade for, at debatten bliver taget
videre af Djøf, som ifølge Jens Kristian Rasmussen har et
stort ansvar og en potentiel rolle at spille fremadrettet.
Men ifølge initiativtagerne er der dog langt igen: “Vi bilder
os ikke ind, at debatten er færdig. Vi håber bare, at vi har
været med til at skærpe vores egen og vores medstuderendes selvrefleksion, omkring hvad vi som djøfere er og
bør være dygtige til; nemlig at facilitere samarbejde og
inddragelse faggrupper imellem. Og hvor vi som djøfere
“Det ville være fantastisk hvis min fagforening ville sige:
’Vi lytter til de andre medarbejdere, og vi er en fagforening,
der har som grundværdi, at vi finder de bedste løsninger
ved at bygge bro mellem faggrupper, fordi ingen faggruppe
alene ved bedst.”
8
Slå hul på akademikerboblen!
Af Sarah Richardt Schoop, Sofie Tolstrup, Sofie Seidenfaden, Jens Kristian Rasmussen og Gry Inger Reiter, studerende ved KU og initiativtagere til debatrækken
‘DJØFOKRATI - folkestyre eller folkestyring’
SAMFUNDSVIDENSKABERE MANGLER FORSTÅELSE OG RESPEKT
FOR IKKE-AKADEMIKERES ARBEJDSLIV, VIDEN OG IDEER. TILLIDEN
SKAL GENOPBYGGES, OG DET SKER BEDST VED, AT HVERDAGENS
FAGEKSPERTER INDDRAGES DIREKTE, HELE TIDEN. VI PRIKKER
HUL PÅ AKADEMIKERBOBLEN VED AT VISE KOMMENDE DJØF’ERE, AT
ANDRE FAGLIGHEDER BÅDE VED, VIL OG KAN NOGET, VI IKKE SELV
KAN LÆSE OS TIL.
sigende, at denne metafor leder tankerne hen på, hvordan
man får et stædigt æsel til at makke ret; ved at lokke det
med kortsigtet tilfredsstillelse af sulten - og hvis det ikke
virker, ved at svinge pisken over bagen på det. Det er dette
menneskesyn, der med et højglanspoleret managementteoretisk navn kaldes ‘rational choice’, som vi lærer at anlægge på vores medmennesker.
På vores studie lærer vi, at ‘markarbejderne’ bruger deres
arbejdstid på at ‘slacke’. De holder lange kaffepauser, surfer på nettet og sms’er til venner og familie, hvis de da ikke
ligefrem saboterer arbejdet ved at modarbejde lederens
ordrer.
Som børn af sosu-assistenter, lærere og fysioterapeuter har
vi allerede fra barnsben stiftet bekendtskab med ‘markarbejdernes’ virkelighed gennem vores forældre. Frustrationer over manglende anerkendelse af faglighed, dysfunktionelle ledelseskoncepter og one-size-fits-all-ledelse har
nemlig været hverdagskost ved middagsbordet gennem
vores opvækst.
Derfor bliver vi også undervist i, hvordan man så effektivt som muligt kan kontrollere, overvåge og sanktionere
‘markarbejderne’, så de presses til alligevel at gøre, som
lederen ønsker. Den manglende tillid til at de fagprofessionelle udfører deres arbejde med engagement og faglig
stolthed, er simpelthen en grundpræmis i forvaltningsfaget.
Vores forældre har altid været stolte af deres fag og har
opfostret os med historier om, hvordan fagligt uindviede
topledere, politikere og embedsmænd har gjort det til en
daglig kamp at yde den bedst mulige indsats over for medborgerne.
Selv har vi som ufaglærte butiksassistenter og vikarer i
hjemmeplejen også snuset til, hvad overstyring uden plads
til inddragelse kan gøre.
Det er dette tankegods, der i den offentlige debat bliver
refereret til, når man taler om “pisk og gulerod”. Det er
9
Vi har følt afmagten over at stå over for et ensomt, ældre
menneske med et skema i hånden, der afsætter 7 minutter
til at få støttestrømperne på plads, 5 minutter til støvsugning - og på en god dag 10 minutter til ‘psykisk omsorg’.
afstand bag trygge kontorvægge, at vi fortrænger, hvordan
det føles at blive detailstyret?
De fleste universitetsstuderende har nok været den irriterende elev i klassen, som altid udfordrede lærerens autoritet
og svar. Men så snart autoriteten tilfalder os selv, kan autoritetskritikken så forsvinde som dug for solen?
Den manglende tillid til at eksempelvis velfærdsmedarbejdere ønsker at udføre deres arbejde bedst muligt, har
ført til dokumentationskrav og kontrol i overmål. Vores
sygeplejersker bruger således i dag mere end 1/3 af deres
arbejdstid på papirarbejde - tid, der går fra kerneopgaven:
at yde omsorg og pleje for patienterne.
Vi er blevet målt og vejet ud fra best practice og har mødt
sanktioner, når mersalget i butikken ikke blev leveret efter
de standard operating procedures, som man skulle kunne
på rygraden. Detailregulering som er udviklet i et forsøg
på at opnå effektivitet, men som føles som en mistillidserklæring, der får én til at yde lige præcis det, der forlanges
- og ikke et hak mere.
I dag er vi alle fem indskrevet på en samfundsvidenskabelig uddannelse på Københavns Universitet, og får selv
stukket reguleringsredskaberne i hånden. Det er en paradoksal oplevelse, og man kan få lyst til at kaste managementbøgerne fra sig, før man bliver smittet med kronisk
reguleringsiver.
Og i stedet for at kritisere styringsregimet højlydt, ser vi,
at mange vender kritikken indad. At flere og flere bliver
stressede og deprimerede over ikke at føle, at de leverer
det, de burde. At frustrationerne vokser indeni og måske
ytres over middagsbordet, men ikke kommer til udtryk i
samfundsdebatten. Den manglende samfundskritik fra
mange faggruppers side skyldes måske, at man føler, det
ville være som at skrige i et lydtæt rum.
For vil vi udvikle os til de stålkolde magtmennesker, som
DJØF’erne bliver beskyldt for at være? Er vi på vej, semester for semester, fra at leve for politik og ledelse til blot at
leve af politik og ledelse? Bliver vi så afhængige af den løn,
vi kan tjene ved at regulere andres arbejdsliv på behagelig
Hvad kan vi gøre, når vi står på kanten af denne kløft mellem de styrende og de styrede?
10
Djøfiseringsdebatten har indtil videre været præget af to
positioner: Benægtelse og skam. DJØF’ere ligner for det
meste enten Komiske Ali, der stædigt fastholder, at der
ikke er noget djøfiseringsproblem, eller skyldbetyngede
småbørn, der føler sig magtesløse over al den magt, de
udøver over andre. Men vi kan ikke spilde mere energi på
hverken skyld, skam eller benægtelse.
Vores håb er, at det direkte møde mellem fagligheder kan
være med til at bygge bro - og genopbygge gensidig tillid
og respekt.
For vi mener selvfølgelig, at vi også har en faglighed at
bringe til bords. Og de fleste af os ønsker vel egentlig bare,
at vores faglighed og identitet bliver respekteret - uanset
om man så er murer eller økonom.
I stedet bør vi sikre, at samfundsvidenskabere – og måske
især vores generation, der lige nu udklækkes på universiteterne – ikke alene får større forståelse og respekt for
ikke-akademikeres arbejdsliv, viden, ønsker og ideer, men
også inddrager hverdagens eksperter direkte, når der skal
tages beslutninger.
Så herfra skal opfordringen lyde: slå hul på akademikerboblen, vær nysgerrig på, hvad de med en anden uddannelse
end dig selv mener og tænker, og lad os sammen tænke ud
af kontorerne, ud af Excel-arkene og ud på arbejdspladserne, så vi kan skabe politik, ledelse og uddannelser, der
giver plads til forskellige erfaringer og perspektiver.
Det kræver, at vi har modet til ikke at lade vores verdensbillede slutte ved universitetsmurene, men tør bryde ud af
akademiker-osteklokken. Vi har taget et første skridt ved
at invitere betonarbejdere, smede og sygeplejersker ind på
Københavns Universitet for at dele ud af deres viden og erfaringer ved debatrækken “DJØFOKRATI - folkestyre eller
folkestyring?”.
Muligheden for ikke bare at bygge bro, men faktisk at sikre
bedre politikudvikling, bedre arbejdsliv og bedre ressourceudnyttelse ligger i at skabe gensidig respekt og forståelse
mellem faggrupper, benytte sig af de fagprofessionelles
unikke viden og inddrage dem - hver gang og hele tiden.
11
DJØFOKRATI #1
- DEMOKRATI ELLER DJØFOKRATI?
Andelen af akademikere i Folketinget har rundet 64 procent,
og kløften mellem de styrende og de styrede vokser sig stadigt
større – inden for og uden for Christiansborg, på mange arbejdspladser og i den offentlige debat. DJØF’ere bliver igen og igen
skældt ud for at skabe unødigt bureaukrati og kontrol for kontrollens skyld, hvor de i stedet burde skabe muligheder.
Men Danmarks næste generation af samfundsvidenskabere har
muligheden for at bygge bro over kløften. Dette gav anledning til
debatrækken DJØFokrati, hvor studerende inviterede debattører
og andre studerende, både fra inder- og ydersiden af universitetsmurene, til til debatter om det danske demokratis tilstand
og fremtid.
Mogens
LYKKETOFT
Tidligere Finansminister og nu
Folketingets formand
Mogens Lykketoft er i løbet af
sin tid som formand for Folketinget gået aktivt ind i debatten
om, hvordan demokratiet kan
forbedres i hele samfundet og på
tinge. Samtidig har han årtiers
erfaring inden for murerne i
dansk politik og kan derfor berette om den demokratiske - eller
udemokratiske - udvikling som
Folketinget og folkestyret har taget i hans år i politik.
12
Jakob
MATHIASSEN
Forfatter og betonarbejder
Jakob Mathiassen er betonarbejder, tillidsmand, debattør
og forfatter til bøgerne “Beton
- historier fra skurvognen” og
“Kamppladser”.
Jakob Mathiassen fortalte om,
hvordan han har forsøgt at få
sine danske og udenlandske
kollegaer til at organisere sig i
fagforeninger og engagere sig i
politik. Et engagement, der har
kostet ham jobbet.
Tro på demokratiet – mistro til politikerne
DANSKERNE LOVPRISER FOLKESTYRET SOM STYREFORM, MEN I
PRAKSIS FØLER VI IKKE, AT DEMOKRATIET ER RESPONSIVT, OG
TILTROEN TIL POLITIKERNE ER MINIMAL.
“Vi er som folkefærd vokset op med idéen om
et velfungerende demokratisk styre, som vi
værner om og er stolte af”
Hele 90 pct. af danskerne føler, at det er vigtigt at deltage i demokratiet ved at stemme ved valg. Det viser en
repræsentativ survey-undersøgelse fra Cevea (baseret på
1008 besvarelser). Vi er som folkefærd vokset op med idéen
om et velfungerende demokratisk styre, som vi værner om
og er stolte af. Men på trods af en stærk tro på folkestyre
som princip, så er det kun godt hver femte dansker, der
føler, at vedkommende som borger i Danmark har indflydelse på den politiske dagsorden.
Politikerne beskæftiger sig altså ikke nok med de problemer, der betyder noget for den brede befolkning. Tanken bag
den repræsentative demokratiform er, som navnet indikerer, at befolkningen har mulighed for at stemme politikere
ind i Folketinget, som her repræsenterer vælgernes holdninger og interesser. Alligevel viser Ceveas undersøgelse,
at kun godt halvdelen af danskerne, nærmere bestemt 56,3
pct., føler, at deres holdninger er repræsenteret af et eller
flere partier i Folketinget. Og 16,2 pct. af danskerne erklærer sig direkte uenige i, at deres holdninger er repræsenteret
på Christiansborg. En betydelig del af danskerne føler altså
Figur 1.1: Demokratisk indflydelse og deltagelse
13
ikke, at de er ordentligt repræsenteret af de folkevalgte.
Når en væsentlig del af befolkningen ikke føler sig
repræsenteret i det politiske maskinrum på Christiansborg kan det hænge sammen med, at kun en tredjedel af
danskerne mener, at politikerne beskæftiger sig med de
problemstillinger, som fylder i deres egen hverdag, hvilket
fremgår af Figur 1.2. Når en overvejende del af befolkning
ikke oplever, at der er overensstemmelse mellem det som
politikerne beskæftiger sig med og diskuterer i medierne
og de problemer, som befolkningen selv oplever eller vidner til i hverdagen, så skabes en afstand mellem vælgere og
de valgte. Altså en afkobling mellem befolkningen og politikerne, der er med til at svække danskernes generelle tillid
til de folkevalgte.
Figur 1.2: Beskæftiger politikerne sig med de problemer der fylder?
“En afkobling mellem befolkningen og politikerne, der er med til at svække danskernes
generelle tillid til de folkevalgte.”
14
“Vi har ikke en skid at skulle have sagt”
egentlig berørte af problemstillingen.
STORE DELE AF DEN DANSKE BEFOLKNING HAR VENDT POLITIK
RYGGEN. EN AF DE VÆSENTLIGSTE ÅRSAGER ER, AT POLITIK ER
BLEVET TIL EN INTERN DEBAT, SOM FOREGÅR I DEN MEST VELSTILLEDE DEL AF BEFOLKNINGEN.
Betonarbejder og politisk aktivist
Da Jakob Mathiassen startede som betonarbejder, havde
han allerede et færdigudviklet verdensbillede. Han var aktivist på den yderste venstrefløj, og blev så bygningsarbejder ved et tilfælde, fordi ”det var nemt at komme ind der”.
Inden sidste Folketingsvalg blev Jakob Mathiassen, betonarbejder og forfatter til bogen ’Kamppladser’, inviteret
med som oplægsholder til at medlemsmøde i SF. Mødet
skulle handle om fattige og blev introduceret med, at de
inviterede var med, fordi de alle sammen arbejder med fattigdom til daglig, og har en masse viden om emnet.
Jakob Mathiassen havde ikke store ambitioner for sig fag
i starten, men blev i stedet ret hurtigt optaget af sin position i arbejderklassen, og den røde kamp for arbejdernes
sag. Derfor begyndte han at diskutere politik med sine
kollegaer. Men han fandt hurtigt ud af, at deres viden om
politiske processer og beslutningstagen var utrolig begrænset. Det undrede ham, for de var absolut ikke dumme. Jakob Mathiassen beskriver, at de for eksempel kunne vinde
over ham i politiske diskussioner, selvom han vidste meget
mere om emnet end de gjorde.
“Ifølge ham sidder der en masse mennesker,
som har en holdning til andre menneskers situation. Men de har ikke selv nogen problemer.”
Denne indledning illustrerer for Jakob Mathiassen problemet med politik i dag. Ifølge ham sidder der en masse
mennesker, som har en holdning til andre menneskers
situation. Men de har ikke selv nogen problemer. De lever
af, at andre mennesker er fattige, og de lever af, at fortælle
dem om, hvordan de kan komme videre og ud af deres fattigdom. Det er dem – politikerne - der sidder og fører den
politiske diskussion, i stedet for de fattige selv, som er de
Det undrede ham, hvorfor han interesserede sig for politik,
mens de andre ikke gjorde det. Han fandt frem til svaret
at det var fordi, han var politisk aktivist. Jakob Mathiassen
erkender, at han ikke har indflydelse på EU-domstolen eller hans arbejdsgivervirksomhed NCC. Men han føler, at
15
han har en indflydelse på samfundet. Og den følelse havde
hans kolleger ikke.
Politik er som vejrudsigten
Ifølge Jakob Mathiassen tænker hans kollegaer over politik, ligesom de fleste tænker over vejret. Vi ser alle sammen vejrudsigten for at se om de regner i morgen, men vi
tænker ikke yderligere over skyer, vejrformationer, og det
der skaber regnvejr. Til dels fordi vi ikke rigtig forstår det,
men også fordi vi ikke har nogen indflydelse på det. Vi skal
vide om det regner, men ikke nødvendigvis hvorfor; det er
lige meget. Det er præcis den mentalitet, som karakteriserer kollegaernes tilgang til politik.
Jakob Mathiassen kolleger i skurvognen var skarpe i deres
argumentation, når emnet faldt på politik, men de følte ikke, at de
havde nogen indflydelse på samfundet.
16
I dag havde Stauning fået en universitetsgrad
har den fornødne kontakt med ”det virkelige liv, som det
leves på den anden side af Christiansborgs mure”. Derfor
har politikerne et ansvar for at orientere sig i forhold til
danskerne og løse de problemer, som eksisterer hos brede
befolkning.
ARBEJDERDRENGENE HAR I STIGENDE GRAD HAR FÅET ADGANG TIL
UNIVERSITETERNE. OG DET KAN IFØLGE MOGENS LYKKETOFT (S)
FORKLARE DEN ÆNDREDE SAMMENSÆTNING AF FOLKETINGET.
Stadig flere akademikere fylder sæderne i Folketingssalen.
I dag har knap to ud af tre Folketingsmedlemmer rundet
universitet, før de bliver valgt.
Derfor har politikerne et ansvar for at orientere sig i forhold til danskerne og løse de problemer, som eksisterer hos brede befolkning.
Ifølge Folketingets formand og tidligere finansminister for
Socialdemokraterne Mogens Lykketoft skyldes udviklingen væk fra et klassebundet demokrati og i retning af et
’teknokratisk’ Folketing, at stadig flere af ”de opvakte hoveder med interesse for politik” tager en universitetsuddannelse.
En folkebevægelse uden folk
Set i det lys ser Lykketoft et stort demokratisk tab ved at
folket er forsvundet ud af folkebevægelserne. I hans egen
barndom havde Socialdemokraterne 300.000 medlemmer. I dag har knap 40.000. Det samme gælder de andre
samfundsbærende partier Venstre, Konservative og Radikale Venstre, der også har oplevet kraftig medlemstilbagegang.
F.eks. mener han, at det er mest sandsynligt, at cigarmageren Thorvald Stauning ville have fået en akademisk uddannelse, hvis han var vokset op i det velfærdssamfund,
som han lagde grundstenene til for knap hundrede år siden.
Det giver ikke politikerne den samme kontakt til befolkningen gennem partierne, og det giver ikke folket indflydelse
på valget af hvem, der stiller op til Folketinget. Her håber
han, at de sociale medier kan åbne for en ny dialog mellem
politikere og befolkning.
Af samme grund ser den socialdemokratiske nestor heller
ikke et problem i, at mange med en videregående uddannelse kommer i Folketinget.
Ifølge Lykketoft opstår problemet, hvis medlemmerne ikke
17
Ifølge Lykketoft er det også på sin vis glædeligt med akademiske Folketingsmedlemmer. Det sikrer – et stykke ad
vejen – at de siddende politikere kan matche det embedsapparat, som omgiver dem i ministerierne. Ikke fordi den
danske embedsstand er korrupt og skal kigges efter i kortene. Men fordi, at embedsstanden ”selvfølgelig” har sine
egne dagsordner og udfylder det tomrum, som en svag
minister ikke formår at udfylde.
Derfor er det vigtigt med ministre, som har den faglige
tyngde til at sætte sig igennem over for embedsmændene,
og det sikrer den nye udvikling i højere grad end tidligere.
Risikoen for, at en minister bliver taget ved næsen af et
kreativt embedsapparat er altså faldet med mængden af
akademikere i Folketingssalen.
Thorvald Stauning var formand for Socialdemokratiet mellem
1910 - 1939 og uddannet tobaksruller. Var han blevet formand i
dag, havde han formentlig været akademiker, mener Lykketoft.
18
DJØFOKRATI #2
- DEMOKRATI FOR ALLE?
Ved andet arrangement i
debatrækken ’Djøfokrati folkestyre eller folkestyring?’
blev den grundlæggende
debat
om,
hvorvidt
demokratiet er og bør være
for alle taget op.
Søren Hviid
PEDERSEN
Lisbeth
ZORNIG ANDERSEN
Steen
ROSENQUIST
Formand for Huset Zornig
Debattør og lektor i Statskundskab
Tidligere hjemløs og repræsentant
for SAND
Lisbeth Zornig har som initiativtager til kampagnen ’Stemmer på Kanten’ slået et slag
for socialt udsattes deltagelse
i politik. Hun bidrog til debatten med sit syn på, hvorfor det
er altafgørende at arbejde for et
demokrati, som flere har lyst til
at deltage i, og hvor mangfoldigheden af stemmer, der høres,
er større end i dag.
Søren Hviid Pedersen er debattør, ph.d. og lektor ved Institut
for Statskundskab på Syddansk
Universitet,. Søren Hviid har kritiseret ’Stemmer på Kanten’ for
at være en “specifik mobilisering
af interesser, der vil presse flere
ydelser ud af velfærdsstaten”. I
stedet har han foreslået, at man
indfører et “forsørgelseskriterium”, som begrænser stemmeretten til borgere, der har et
arbejde.
Steen Rosenquist er selv
tidligere hjemløs, repræsentant
for de hjemløses organisation
SAND og frivillig i kampagnen
“Stemmer på Kanten”. Steen har
et stort netværk blandt hovedstadens hjemløse og skæve eksistenser, og har samtidig gjort
det til sin hjertesag at få socialt
udsatte til at tage del i demokratiet.
19
Mor og far har stor betydning for, om man stemmer eller ej
og sammenlignet informationerne med tal fra Danmarks
Statistik. Resultaterne viser, at social arv er altafgørende
for valgdeltagelse.
HVIS FORÆLDRENE HAR EN LANG UDDANNELSE ELLER TJENER
MANGE PENGE, GØR DERES BØRN I HØJERE GRAD BRUG AF DERES
DEMOKRATISKE RET. HVIS FORÆLDRENE DERIMOD IKKE HAR EN
LANG UDDANNELSE ELLER EN GOD INDTÆGT, BLIVER DERES BØRN
MED STØRRE SANDSYNLIGHED HJEMME PÅ VALGDAGEN.
Ser man på alder og uddannelse, er skævhederne i stemmeprocenter voldsomme. Unge og de lavest uddannede
stemmer væsentlig mindre end ældre og højtuddannede.
Dette gør sig gældende ved stort set alle valg. Derudover
stemmer arbejdsløse ikke så ofte som arbejdende.
I boligområder med mange nydanskere, folk med kort uddannede og marginaliserede befolkningsgrupper er stemmeprocenten meget lav, mens beboerne i forstædernes
villakvarterer langt oftere bruger deres stemmeret. Denne
tendens er en ond spiral, fordi børn i høj grad overtager
deres forældren stemmevaner.
At uddannelsesniveau, alder og beskæftigelsesgrad i så høj
grad påvirker stemmeprocenten viser, at de forskellige befolkningsgruppers personlige ressourcer spiller en rolle, i
forhold til valgdeltagelse. En tidligere undersøgelse har vist
det samme. Her fandt man ud af, at kontanthjælpsmodtagere er en af de befolkningsgrupper med lavest stemmeprocent (kun 62 %) ved med Folketings- og Kommunalvalg
(Elklit et al. 2005).
Det er konklusionen i en undersøgelse foretaget af cand.scient.pol. Yosef Bhatti og professor Kasper Møller Hansen.
Undersøgelsen er baseret på data om 2,3 millioner danske
vælgere i forbindelse med de seneste fire kommunalvalg.
“At uddannelsesniveau, alder og beskæftigelsesgrad i så høj grad påvirker stemmeprocenten viser, at de forskellige befolkningsgruppers personlige ressourcer spiller en rolle”
De to forskere har studeret valgbøger i 44 af 98 kommuner
20
Figur 2.1: Andel medlemmer af socio-økonomisk gruppe der stemte ved EP-valgene
21
En stemme fra kanten
derudover har han lagt både livet som narkoman og hjemløs på hylden.
DEBATRÆKKEN DJØFOKRATIS ANDEN DEBATARRANGEMENT
“DEMOKRATIET FOR ALLE” BLEV INDLEDT MED DEN RØRENDE HISTORIE OM ÉN DER, TIL TRODS FOR SIN BARSKE MEDFART, HAR
STEMT TIL ALLE VALG – MED KUN EN ENKELT UNDTAGELSE.
Søger til stemmeboksen
Steen Rosenquist var en af de involverede i Lisbeth
Zornig Andersens tiltag ’Stemmer på Kanten’. For Steen
Rosenquist er det en hjertesag at opmuntre andre til at
søge stemmeboksene og den medindflydelse, de har som
borgere i et demokrati.
Som barn af såkaldt ressourcestærke forældre lå det ikke
ligefrem i kortene, at Steen Rosenquist skulle ende som
hjemløs. Men et voksende narkotikaproblem kom til at
koste først hans uddannelse og senere hans hjem.
Men Steen Rosenquist ved godt, at det ikke er sådan lige
til at løse problemet. Livet som hjemløs betyder et liv med
bekymringer for hverdagen og for den daglige overlevelse.
Det er en åbenlys kendsgerning, at hjemløse ikke har et
psykisk overskud til at sætte sig ind i tekniske formaliteter
omkring opstillede politikere, deres mærkesager, stemmesteder osv.
Da Steen Rosenquist faldt ud af uddannelsessystemet,
endte han på offentlig forsørgelse. Han var ikke i stand
til at varetage et almindeligt job. Han var faktisk så langt
ude, at han endte i kriminalitet og i en række år levede et
liv som hjemløs.
Engagement blev vejen ud af misbruget
Steen Rosenquists samfundsengagement startede i en
lille væresteds-forening, hvor han blev formand. Siden er
det gået fremad. I dag arbejder han for bedre vilkår for
udsatte, hvor en af hans mærkesager er bedre værerum.
Steen Rosenquist har i dag været stoffri i seks år. Han tager smertestillende, men det er kun panodiler og lignende.
En gang imellem ryger han hash – fordi det er, med Steen
Rosenquists egne ord, her han får sine gode idéer. Men
Netop derfor blev Steen Rosenquist en del af “Stemmer
på Kanten”, hvor han blandt andet kørte fire gange til
stemmeboksen med fire forskellige kammerater for at
sikre, at de fik afgivet deres stemme.
22
Vi har de politikere, vi fortjener
situation.
’STEMMER PÅ KANTEN’ HANDLEDE OM GØRE DE UDSATTE TIL ET
CENTRALT TEMA I DEN OFFENTLIGE DEBAT. MEN MAN KAN KUN TVINGE POLITIKERE TIL AT LYTTE, VED AT GØRE SIG GÆLDENDE VED
STEMMEURNERNE.
Dialogen skal vendes om
Ifølge Lisbeth Zornig Andersen har vi de politikere, som vi
fortjener. For 60 år siden var 40 pct. af den voksne danske
befolkning medlem af et parti, i dag er andelen helt nede
på 4 pct.. Det betyder ifølge hende , at de politikere vi har
i dag enten er ”levebrødspolitikere eller landsbytosser”.
I sit bidrag til Djøfokratis anden debatarrangement
præsenterede Lisbeth Zornig Andersen sig selv som femte
generation af anbringelse. I hendes familie kan man
nemlig helt tilbage til 1850’erne følge historien om børns
anbringelser uden for familien på grund af forældrenes
tidlige død eller alkoholmisbrug. Denne familiehistorie er
et udtryk for den sociale arvs brutale indflydelse gennem
generationer. Lisbeth Zornig Andersen er mønsterbryder,
men hendes opvækst har – ligesom for alle andre i hendes
familie – påvirket hende dybt.
Det er et kæmpe problem, at det er dennetype mennesker,
som stiller op til politiske embeder. Ford i dag mangler
mange valgte politikere praktisk erfaring med at arbejde
med de allersvageste i samfundet.
Nogle af de bedste arrangementer, der blev afholdt i
’Stemmer på Kanten’, var såkaldte omvendte debatmøder. Har var det ikke politikerne, som skulle udlægge
deres plan for samfundet. Fokus var derimod de udsatte
selv. For Lisbeth Zornig påpeger, at når de udsatte får
muligheden for at tale, viser det sig ofte, at de er enormt
livskloge mennesker, som ved meget bedre, hvordan eksempelvis et værested indrettes effektivt.
Det var med denne bagage, at Lisbeth Zornig Andersen
opstartede initiativet “Stemmer på Kanten”. Målet var
at skabe muligheden for at få politikerne til at opdage de
udsatte borgere. Det ville de ifølge Lisbeth Zornig blive
tvunget til, hvis vi ”allesammen kom til stemmeurnerne”.
Forstået på den måde, at jo flere udsatte hun kunne
engagere som valgdeltagere, jo mere blev politikerne
nødt til at gøre for at blive ’tiltrækkende’ over for denne
nye vælgergruppe. En klassisk ”udbud – efterspørgsels”-
23
Demokrati for de kompetente
SØREN HVIID PEDERSEN, LEKTOR VED INSTITUT FOR STATSKUNDSKAB, SYDDANSK UNIVERSITET, STARTEDE VED DJØFOKRATIS
ANDET DEBATARRANGEMENT MED AT PÅTAGE SIG ROLLEN SOM
”DAGENS RØVHUL”. HAN FORSLAG GÅR NEMLIG PÅ, AT EN TEST
MED 100 SPØRGSMÅL SKAL SORTERE FÅRENE FRA BUKKENE OG AFGØRE, HVEM DER ER KLOGE NOK TIL AT FÅ POLITISK INDFLYDELSE.
holde sig langt fra det, man ikke er god til. Derfor er det
også kun en mindretal af yderst kompetente mennesker,
som skal varetage den politiske dagsorden. Han foreslog
konkret, at en test med 100 spørgsmål skal danne udgangspunkt for, hvem som har samfundsforståelse nok til at få
politisk indflydelse.
Folkeafstemningen om EU’s patentdomstol er et eksempel
på nutidens politiske kompleksitet. Det er en afstemning,
som ifølge Søren Hviid Pedersen er håbløs, fordi det er
langt de færreste danskere, der har en idé om, hvad patentdomstolen er, og hvad konsekvensen af henholdsvis et
”ja” eller et ”nej” til denne vil få af betydning. Eksemplet
viser, hvor svært kan være for den almindelige stemmeberettigede borger at gennemskue det politiske system og
samfundets indretning. Det er med udgangspunkt i denne
problematik, at Søren Hviid Pedersen i sit oplæg foreslog
, at man lader afgørelser som præget af høj kompleksitet
blive taget af vidende personer, som er inde i stoffet.
Som situationen er i dag, mener Søren Hviid Pedersen dog,
at staten har en betydelig opgave i at oplyse befolkningen,
så denne bliver i stand til individuelt og på et sagligt grundlag at tage stilling til politiske dagsordener - såsom hvor
krydset skal sættes ved valget om patentdomstolen.
For Søren Hviid Pedersen skal politisk indflydelse altså
ikke være for alle, for det er de færreste, som er kompetente
nok til at træffe politiske beslutninger. Han mener, at man
skal holde sig til at gøre det, man er bedst til, og tilsvarende
24
DJØFOKRATI #3
- CAND.SCIENT.POLITIKER?
Bo
LIDEGAARD
Özlem
CEKIC
Morten
RYOM
Rune
BAASTRUP
Chefredaktør for Politiken
Medlem af Folketinget for SF
Smed og formand for
Erhvervsskolernes ElevOrganisation
Udviklingschef i Cevea
Bo Lidegaard er chefredaktør for
Politiken, historiker og tidligere
embedsmand. Lidegaard har for
nylig kritiseret DONG-protesterne for at være en illegitim og
tyrranisk folkestemning, og gjort
sig til talsmand for, at samfundet
forvaltes bedst, når politikere og
embedsmænd med blikket stift
rettet mod helheden varetager
det politiske.
Özlem Cekic er folketingsmedlem for SF og et af medlemmerne fra den nystiftede kaffeklub på Christiansborg for
ikke-akademikere. Cekic har
blandt andet tidligere skrevet
bogen “Fra Føtex til Folketinget”
Morten Ryom er smedelærling
og formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation. Morten
Ryom har i den seneste tid især
optrådt i debatten om erhvervsskolereformen, hvor han har kritiseret politikerne for at mangle
forståelse for erhvervsskoleelevers virkelighed.
Rune Baastrup er Udviklingschef i Tænketanken Cevea og
bl.a. tidligere kampagneleder for
3F’s SKÆVT-kampagne. Baastrup
udfordrer ideen om, at de veluddannede politikere altid ved
bedst, og kalder på en politik,
der har modet til at tænke nyt
om, hvordan vi sikrer folkelig inddragelse og indflydelse gennem
civilsamfundet.
365 akademikere og én kloakmester
EN UNDERSØGELSE FRA CEVEA VISER, AT DE AKADEMISKE KANDIDATER VED FOLKETINGSVALGET I 2011 HAVDE DOBBELT SÅ STOR
CHANCE FOR AT BLIVER VALGT IND I FOLKETINGET. AF DE OPSTILLEDE KANDIDATER, DER FIK PLADS I FOLKETINGET, HAVDE 15,5
PCT. EN IKKE-AKADEMISK UDDANNELSE, MENS 31,5 PCT. HAVDE EN
AKADEMISK UDDANNELSE.
Samlet set havde 45 pct. af de 804 opstillede folketingskandidater en akademisk uddannelse. Som det fremgår af Figur 1 er den næstmest repræsenterede gruppe kandidaterne
med en mellemlang videregående uddannelse, somudgør
25 pct. af alle opstillede kandidater.
Hvis du går med en politiker i maven, så dur det ikke at
være klejnsmed eller tømrer.
For selvom 59 procent af danskere er faglærte
og ufaglærte, så udgør de kun 14 procent af
Folketingsmedlemmerne.
Akademisk uddannelse betyder dobbelt så stor
chance for valg til Folketinget
Samlet set tegner der sig et billede af, at partierne i landets
ti kredse ved Folketingsvalget i 2011 favoriserede kandidater med akademisk baggrund. Akademikerkandidaterne
er nemlig klart overrepræsentet. Andelen af akademikere
(45 pct.) blandt de 804 opstillede kandidater, er dog mindre sammenlignet med andelen af akademikere, der blev
valgt ind i Folketinget (64 pct.).
Den lige vej til Folketinget går i stedet gennem
universitets vridemaskine. Kun 9 procent af
befolkningen har gået på universitet, men 64 procent af
folketingsmedlemmerne har brugt deres ungdomsår på
en videregående uddannelse.
Med hvad er konsekvenserne? Og er det et demokratisk
problem, at akademikere beklæder de politiske
poster? Det spørgsmål åbnede DJØFokrati op for på
debatrækkens tredje arrangement.
26
“Tallene viser, at der er dobbelt så stor
sandsynlighed for at blive valgt ind i Folketinget, hvis man har en akademisk uddannelse
i forhold til hvis man har en anden og kortere
uddannelse.”
Så ikke nok med, at akademikerne har større chance for
at blive opstillet som kandidat, er sandsynligheden for, at
vælgerne sætter kryds ved deres navn, endnu større. Mens
31,5 pct. af de opstillede kandidater med akademisk baggrund blev valgt ind i Folketinget, var det kun 15,5 pct. af
de opstillede ikke-akademiske kandidater.
Tallene viser, at der er dobbelt så stor sandsynlighed for
at blive valgt ind i Folketinget, hvis man
har en akademisk uddannelse i forhold til
hvis man har en anden og kortere uddannelse. Den sammenhæng kan undre, når
det uden for Christiansborgs mure kun er
7 pct. af danskerne, der har en akademisk
uddannelse.
Tendensen til favorisering af akademikere
hjælpes dog på vej af partierne selv. For
selvom det er danskerne der med deres
valgret bestemmer, hvilke kandidater, der
som gør sig fortjent til en plads i Folketinget, er det dog partierne der fastsætter
kandidatlisten, og dermed der bestemmer,
hvem vælgerne kan vælge i mellem.
27
Den politiske debat er for akademisk
DA ÖZLEM CEKIC (SF) BLEV VALGT SOM FOLKETINGSMEDLEM I
2007, BLEV HUN MØDT AF EN DEBATKULTUR OG ET REFORMSPROG,
SOM GJORDE DET SVÆRT AT FØLGE MED. ÖZLEM CEKIC SELV ER UDDANNET SYGEPLEJERSKE.
andet. Hun understreger, at dette bestemt ikke er fordi, at
ikke-DJØFere er dummere. Samtidigt anerkender Özlem
Cekic dog akademikernes evne til at formulere sig og argumentere stærkt.
Tirsdag den 10. september 2014 mødtes en ny kaffeklub
på Christiansborg for første gang. Her samledes otte ikkeakademiske politikere til en rugbrødsmad og en snak over
kaffen. . Kaffeklubben blev stiftet af Özlem Cekic fra SF og
Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti. Anledningen var ifølge
Özlem Cekic, at hun savnede nogle mennesker, der siger
tingene, som de er. Hun frygter nemlig, at afstanden fra
politikere til befolkningen øges, hvis det kun er akademikernes stemmer, der bliver hørt i de politiske udspil og den
offentlige debat.
Folketingssalen er ikke repræsentativ
Problemet med for stor afstand mellem politikere og befolkning opstår fordi, at sammensætningen i Folketingssalen ikke er repræsentativ for befolkningen. Når Folketinget overvejende består af akademikere, frygter Özlem
Cekic , at den formulerede politik bliver tilsvarende optaget af akademikernes forhold frem for den brede befolknings interesse.
Et andet grundlæggende demokratisk problem er, at en alt
for stor del af magthaverne stort set ikke har reel erhvervserfaring fra virkelighedens arbejdsmarked uden for Slotsholmen. Denne tendens styrkes ifølge Özlem Cekic som
konsekvens af, at erhvervserfaring langt fra vægtes så tungt
som en statskundskabseksamen på Christiansborg. Hun
beskriver, at politikernes manglende berøring med arbejdsmarkedets er en af hovedårsagerne til de blinde pletter i
den politik, som formuleres i Folketingssalen.
Den afstand vokser ifølge Özlem Cekic, når politiske debatter udelukkende baseres på statistikker og paragraffer,
frem for at hverdagens erfaringer inddrages. Derfor mente
hun, at der var brug for et forum, hvor ikke-akademikerne
kan dele erfaringer på kryds og tværs af partierne.
Ifølge Özlem betyder tonen på Christiansborg nemlig, at
det er sværere at følge med, hvis man ikke er cand.-et-eller-
28
Akademikerne løser de forkerte problemer
“DF’erne snakker til ham og med ham – ikke
om ham. Selvom han ikke er enig med indholdet af partiets politik, anerkender han formen.”
IFØLGE SOCIALDEMOKRAT OG FORMAND FOR ERHVERVSSKOLERNES ELEVORGANISATION MORTEN RYOM ER TILBAGETRÆKNINGSREFORMEN ET EKSEMPEL PÅ ET POLITISK INITIATIV UDEN
FORBINDELSE TIL DEN FAKTISKE VIRKELIGHED PÅ DE PRIVATE ARBEJDSPLADSER. OG DERMED ET BILLEDE PÅ, HVAD HAN SER SOM ET
STORT DEMOKRATISK PROBLEM.
Forståelse for DF’s succes
Ifølge Morten Ryom er det især regeringspartierne Socialdemokratiet og Radikale Venstre, som er med til at grave
volden mellem Christiansborg og befolkningen dybere
med deres meget akademiske omgangstone. Det betyder,
at faglærte som ham selv kan have svært med at følge med
– og derfor ender med at sætte deres kryds ved Venstre
eller Dansk Folkeparti. Især DF’s succes forstår Morten
Ryom godt: DF’erne snakker til ham og med ham – ikke
om ham. Selvom han ikke er enig med indholdet af partiets politik, anerkender han formen.
Når Morten Ryom snakker med sine kammerater på Metal College Aalborg, er det sjældent politik, der står højst
på dagsordenen. De snakker om AABs seneste nederlag i
Superligaen, drukture eller piger. For den fælles opfattelse
er, at debatten i Folketingssalen ikke rigtig er for dem.
Morten Ryom ser ikke DJØFere i Folketinget som et problem som sådan – ifølge ham er der bare for mange af dem.
Det betyder, at han står med følelsen af at få reformer i
hovedet, som kommer ud af det blå, og som rammer forbi
målet. Imens hans smedebranche kæmper med nedslidende fysisk arbejde og social dumping, skal de pludselig
forholde sig til en tilbagetrækningsreform, som betyder,
at en ung mand som Morten Ryom skal fylde 74, før han
kan få pension – hvilket forekommer paradoksalt, da en
håndværkers gennemsnitlige alder er 77,8. Morten Ryom
vil altså kun have 4 leveår uden for arbejdsmarkedet.
Morten Ryom mener, at den politiske tone skal ændres,
så alle kan være med. Fagbevægelsen har helt klart en
rolle at spille her, og især DJØFerne har ansvar for at hive
praktikerne ind i det politiske maskinrum.
29
Har du fået DJØF?
stillinger eller løsninger er aldrig objektiv. Akademikere
må fortsat gerne udføre en væsentlig del af deres arbejde
fra deres plads bag skrivebordet, men det er nødvendigt,
at de accepterer, at de blot faciliterer og skaber rammer for
dem, der laver det vigtigste arbejde: velfærdens frontmedarbejdere. Ellers bliver der skabt tekniske løsninger, som
ikke løser problemerne.
IFØLGE UDVIKLINGSCHEF I TÆNKETANKEN CEVEA RUNE BAASTRUP
ER DJØF ER IKKE NØDVENDIGVIS NOGET MAN ER, MEN NOGET MAN
KAN ”FÅ”. DET GRUNDLÆGGENDE DEMOKRATISKE PROBLEMET ER
IKKE DE UDDANNEDE DJØFERE, MEN ’DJØF’ SOM SYNDROM. DJØFSYNDROMET BESTÅR AF EN TRO PÅ, AT MAN KAN UDVIKLE OG DESIGNE DET GODE LIV FRA PLADSEN BAG SKRIVEBORDET.
Der er for mange politikere og embedsmænd, som er
ramt af “DJØF” i dag. Det er en stor udfordring for vores
demokrati. “DJØF” er ikke en uddannelse, en stillingsbetegnelse eller noget man er. Det er tværtimod noget man
kan lide af, ligesom hvis man har fået dårlig ryg af ensidigt
gentaget arbejde bag kassen i et supermarked.
På trods af den tiltagende DJØFisering af Folketinget tager
Rune Baastrup afstand fra kvoteordninger, som ifølge ham
nemt kan blive noget klynkeri. Det er som beskrevet ovenfor ikke politikerne og deres uddannelse, men tilgangen til
politiske problemstillinger, der er problemet. I stedet bør
fokus være på de mange medlemsforeninger (fagbevægelsen, interesseorganisationer osv.), som allerede eksisterer,
men har et langt større potentiale end, hvad de udlever i
dag. Forandring skal skabes nedefra, og der er rigtig meget
guld i, at vi tror på vores muligheder for at finde løsningerne
i fællesskab tæt på, hvor problemerne erfares. Det ’mindset’ skal helt ind i det politiske maskinrum.
Rune Baastrup beskriver, at man rammes af “DJØF”, hvis
man for længe tillægger sig en ensidig og gentaget notatskrivende adfærd, langt væk fra den virkelighed, man skal
regulere. Kendetegnene er en tro på, at det gode liv kan
designes og udvikles alene fra pladsen bag skrivebordet.
En vej ud af lidelsen
Hvis man vil ud af “DJØF” er det helt afgørende at erkende,
at man ikke har det endelige svar og ikke kan finde det
alene i regnearket. Indgangsvinklen til politiske problem-
30
DJØFokrati? Der er ikke noget at komme efter
kan man være uenig med Folketingets sammensætning og
overrepræsentationen af DJØFere, men det er jo os, folket,
som sammensætter Folketinget. Lidegaard ræsonnerer
også sit omdiskuterede forsvar for DONG-salget ud fra
denne logik. Ifølge ham skal politikerne nemlig ikke lede og
træffe beslutninger efter folkestemningen, men efter egen
overbevisning. For det danske folk har valgt politikerne til
at træffe beslutninger på vores vegne, inden for lovens og
gennemsigtighedens rammer. Og hvis man ikke er tilfreds
med deres beslutninger, så må man stemme anerledes på
valgdagen.
CHEFREDAKTØR HOS POLITIKEN BO LIDEGAARD MENER IKKE,
AT POLITIKERNE SKAL LEDE OG TRÆFFE BESLUTNINGER EFTER
FOLKESTEMNINGEN, MEN I STEDET EFTER DERES EGEN OVERBEVISNING. HVIS MAN IKKE ER TILFREDS MED DERES BESLUTNINGER
OG SAMMENSÆTNING - HERUNDER ANTALLET AF DJØFERE- , SÅ MÅ
MAN STEMME ANDERLEDES PÅ VALGDAGEN, I STEDET FOR AT ANKLAGE DEM PÅ BAGGRUND AF DERES UDDANNELSE.
Ifølge Bo Lidegaard er der to demokratiske problemer i
Danmark i dag
Først og fremmest påpeger han den manglende erfaring
hos de politikere, som altid har lavet politik, og anser det
for noget, som primært foregår på Christiansborg. Ifølge
Lidegaard er dette et problem, som kan løses, idet det
repræsentative demokrati giver befolkningen mulighed
for at stemme på nogle andre. Men han anerkender, at det
stadig er et problem at, at ingen af Danmarks sidste tre
statsministre – Helle Thorning-Schmidt, Lars Løkke Rasmussen og Anders Fogh – har været på en ’rigtig’ arbejdsplads, før de blev valgt.
Som historiker understreger Lidegaard desuden, at DJØFiseringen ikke er nyt fænomen, men allerede påbegyndtes,
da økonomerne tog magten i efterkrigsårene 1947-48.
Og at man skal huske på, at det er gennem deres placering i centrale poster, at vi har udviklet det top tunede
velfærdssystem, som vi har i dag. Det har de skabt, ikke
som teknokrater, men som folkevalgte.
Det andet – og ifølge Lidegaard mere alvorlige - problem
er, at mange har misforstået konceptet ’folkestyre’. Nok
31
DJØFOKRATI #4
- ER DJØF’ERNE SAMFUNDETS TOP?
Dennis
KRISTENSEN
Lars
QVISTGAARD
Formand for DJØF’s
overenskomstudvalg
Sygeplejerske og næstformand i
Dansk Sygeplejeråd
Sundhedsborgmester i København
Dannies Kristensen er formand
for FOA og repræsenterer knap
200.000 velfærdsmedarbejdere i
den offentlige sektor.
Lars Qvistgaard er formand for
DJØFs overenskomstudvalg. Han
svarer på hvorfor de mange anklager mod DJØF’erne ikke altid
er berettigede eller konstruktive - og hvor DJØF’erne gør den
positive forskel?
Signe Hagel bidrog med sit perspektiv på og erfaringer omkring
hvordan DJØF’ernes styring slår
igennem i det daglige arbejde
i sundhedssektoren. Udover at
være sygeplejerske er Signe valgt som kredsnæstformand i Danske Sygeplejeråd Hovedstaden
Ninna Thomsen er Sundheds- og
omsorgsborgmester i Københavns Kommune og politisk leder
af SF i København. Ninna har
været forgangsmand for tillidsreformen i Københavns Kommune.
Formand for FOA
Signe
HAGEL
32
Ninna
THOMSEN
Arbejderklassen har mindst indflydelse på eget arbejde
sammenhæng undersøgte de, hvem der har indflydelse på
det danske arbejdsmarked. Konklusionerne var klare: arbejderklassen har mindst indflydelse på beslutninger på
arbejdet, hvorimod middelklassen og overklassen har mest
indflydelse.
EN TREDJEDEL AF ARBEJDERKLASSEN HAR SJÆLDENT ELLER ALDRIG HAFT INDFLYDELSE PÅ, HVAD DE LAVER PÅ ARBEJDET, MENS
DET SAMME BLOT GÆLDER FOR EN TIENDEDEL AF DEN HØJERE MIDDELKLASSE.
I den offentlige debat er kløften mellem de styrende og de
styrede dyb. Det bidrager til, at debatten ofte bliver ført på
baggrund af anekdoter og fordomme.
Tallene er lavet på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse, som er koblet med registeroplysninger om
tilhørsforhold til sociale klasser. I alt indgår der omkring
7.000 personer fra de sociale klasser i resultaterne i analysen, hvis data er fra 2005.
I 2012 udgav Lars Olsen, Lars Andersen, Niels Ploug og Jonas Schytz Juul bogen ’Det danske klassesamfund’. I den
Tabel 4.1: Har du indflydelse på, hvad du laver på dit arbejde? (i procent)
Altid/ofte
Nogen gange
Sjældent/Aldrig
Overklasse
82,5
10,5
-
Højere middelklasse
64,9
24,4
10,7
Middel
60,8
23,9
15,3
Arbejder
46,2
22,6
31,2
I alt
52,4
23,1
24,6
Anm: Opgørelsen er lavet på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse fra NFA, og samlet indgår der ca. 7.000 personer fordelt på fire klasser i
opgørelsen. En “-” indikerer, at der er få observationer
Kilde: AE på baggrund af arbejdsmiljødata fra NFA, og registerdata fra Danmarks Statistik, 2005.
33
Unndersøgelsen viser bl.a. at knap en tredjedel af arbejderklassen, føler at de sjældent eller aldrig har indflydelse
på hvad de laver. For overklassen har der ikke en gang
været nok svar, til at kunne udlede noget evident. Det
samme mønster gør sig gældene, når deltagerne bliver
spurgt ind til, hvor ofte de har indflydelse på deres arbejdstilrettelæggelse. Her svarer 94,6 procent af overklassen
at de altid eller ofte har indflydelse på den, mens tallet
for arbejderklassen kun er knap 82,4 procent. De sociale
klasser slår altså også igennem på arbejdsmarkedet.
Hvad er ‘arbejderklassen’?
I bogen ’Det Danske Klassesamfund’ (se www.klassesamfund.dk) arbejdes der ud fra følgende definition af arbejderklassen: Arbejderklassen er 1) Personer med erhvervsfaglig uddannelse, der ikke indgår i en af de øvrige klasser,
2) Ufaglærte der ikke indgår i en af de øvrige klasser.
I følge tal fra NFA og Danmarks Statistik oplever hele 17,6 procent
af alle arbejdere, at de sjældent eller aldrig har indflydelse på
deres arbejdstilrettelæggelse.
34
En daglig kamp mod systemet
rigtigt i første omgang, i stedet for at skulle kæmpe mod
systemet, ville hverdagen være nemmere. Sygeplejerskerne
ligger inde med vigtig viden, men sådan som systemet fungerer i dag, får de ikke altid mulighed for at omsætte denne
viden til praksis.
HVERDAGEN FOR SYGEPLEJERSKEN SIGNE HAGEL ER FYLDT MED
SMÅ OG STORE OMVEJE RUNDT OM ET SYSTEM, DER IFØLGE HENDE
ER FYLDT MED FEJL OG MANGLER.
Pæren i en lampe på Signe Hagels stue sprang, mens hun
var i gang med at hjælpe en patient. Da hun bad portøren
skifte pæren, måtte han fortælle hende, at han ikke kunne
skaffe en ny. Sygehuset ville nemlig reducere overforbrug
og risiko for tyveri, og måtte derfor ikke længere have et
lager liggende. Hun kunne derfor forberede sig på at vente
et par dage, førend en ekstern montør kunne komme og
skifte pæren.
I stedet for at montere en ny pære, skruede portøren pæren
ud fra nabostuen, og Signe fik i sidste ende lys nok til at
kunne hjælpe sin patient. Sygeplejerskerne, og alle faggrupper på sygehusene, kan altså løse mange af de problemer der opstår. Men Signe Hagel finder det helt absurd, at
man betror hende og hendes kollegaer menneskeliv, men
ikke en elpære. Tillidskløften kommer til at skabe utallige
forhindringer i det daglige arbejde, som er fjerner fokus fra
kerneopgaverne, og nemt kunne være undgået.
Hvis hun og kollegaerne fik tid og tillid til at gøre tingene
35
Dennis Kristensen anerkender behovet for DJØF’ere
Det er ikke nemlig ikke DJØF’ernes rolle som koordinatorer og facilitatorer, der er problemet, men derimod ”tælle,
måle, veje-fagligheden” og udbredelsen af New Public
Management. Det er en faglighed som ironisk nok er det
blevet fundet for let, af de selv samme fagpersoner, som i
sin tid advokerede for styringsformen i Danmark.
FORMAND I FOA DENNIS KRISTENSEN ANERKENDER, AT DER ER
BRUG FOR DJØF’ERE I DEN OFFENTLIGE SEKTOR, MEN HAN MENER,
AT DE SKAL BLIVE BEDRE TIL AT FACILITERE FAGPERSONER, I STEDET FOR AT STYRE DE ANSATTE.
Da Dennis Kristensen indtog scenen i Café Kommunen, var
der varmet op til et slagsmål. I offentligheden er han, sammen med Anders Bondo fra Danmarks Lærerforening, den
nok skarpeste kritiker af ledelsen i den offentlige sektor.
Hans udgangspunkt var da også kritisk. Dennis Kristensen
mener nemlig, at vi er i gang med at ødelægge det offentlige
med DJØF’ere, som får den forkerte opgave, og leder efter
den samme opskrift hele tiden, uanset hvilket område de
arbejder indenfor. DJØF’ernes arbejde kommer i stigende
grad til at stå i modsætning til, hvad resten af det offentlige
laver.
Fokus på budgetstyring har ledt til en forståelse af kommuner og institutioner som forretninger. Det mener Dennis Kristensen er forkert. Ifølge ham skal man i stedet
fokusere på fagligheden og mødet med den enkelte borger.
Dennis Kristensen er dog villig til at acceptere, at man ikke
kan drive den offentlige sektor helt uden DJØF’ere.
36
Det er politikere og ikke DJØFerne, der bestemmer
gennem Strukturreformen fra 2004, har været med til at
fordre en bestemt ledelsesstil. Hvis man vil gøre op med
udviklingen, skal man lægge mudderkastningen på hylden
og i stedet indgå i en konstruktiv dialog. Ifølge Lars Qvistgaard er det ikke én bestemt faggruppe, der har fordret
denne udvikling.
DJØF’ERNES OPGAVE ER AT IMPLEMENTERE DE POLITISKE BESLUTNINGER, OG IKKE AT STYRE DEM. SÅDAN LYDER BUDSKABET FRA
FORMANDEN FOR DJØF’S OVERENSKOMSTUDVALG, LARS QVISTGAARD.
Til trods for at DJØF’ere udgør mindre end to procent af
den offentlige sektor, er det oftest dem, som bliver udsat
for kritik. Det skyldes ifølge Lars Qvistgaard, , at DJØFerne
ofte må stå på mål for at implementere upopulære politiske
beslutninger.
Han fortæller, at man allerede i DJØF arbejder på at
forbedre dialogen både eksternt og internt. Det næste
skridt fremad er, at DJØF,ere skal blive bedre til at ytre
kritik, hvis de skal implementere noget hovedløst.
Han beskriver, at det centrale spørgsmål i debatten om
DJØF’erne i den offentlige sektor omhandler hvad den
offentlige sektor skal lave. Derefter er det så DJØF’ernes
opgave, at implementere de politiske beslutninger, og ikke
at styre dem. Og der er behov for central styring som fastsættes på baggrund af nogle centrale målsætninger og parametre. Eller bliver de politiske beslutninger simpelthen
ikke ført ud i livet.
Men ligesom Dennis Kristensen anerkender nødvendigheden af DJØF’erne, så anerkender Lars Qvistgaard, at
der desværre også en tendens til ’micro management’.
Han peger på, at udviklingen af det offentlige, blandt andet
37
DJØF’erne skal vide, hvordan de skal lede
tikere. Detailstyring skyldes ofte politikernes eller meget
legitime ønske om at lave det offentlige op. Med det udgangspunkt iværksætter de planer og initiativer, som kun
kan implementeres af DJØF’ere der anvender de selvsamme systemer, som politikerne så efterfølgende gør sig
populære ved at kritisere.
SOM MEDLEM AF SF HAR NINNA THOMSEN ALTID VÆRES SKEPTISK
OVER FOR TOPLEDERE OG DJØF’ERE. MEN ET MØDE MED HENDES
ANSATTES TILLIDSMAND VENDTE OP OG NED PÅ HENDES FORDOMME.
Da Ninna Thomsen tiltrådte sit embede som Sundheds- og
Omsorgsborgmester i København, havde hun længe været
skeptisk over for DJØF’erne. Som nyvalgt SF’er blev hendes helt store dagsorden et opgør med bureaukraterne, og
hun blev en af hovedpersonerne bag den københavnske
tillidsreform.
Det kræver med andre ord politisk mod, at turde handle
tillidsbaseret og ikke brede kontrolregimet ud i ønsket om
at få det offentlige til at fungere bedre og bedre effektivt.
Men en dag bad tillidsrepræsentanterne om et møde med
hende. Tillidsmanden sagde, at hendes akademiske personale følte sig talt ned til, og at de egentlig gerne ville være
med på holdet, hvis de blev inviteret til det. Men det krævede også, at de blev stimuleret med videreuddannelse og
oplæg, ellers var det jo svært for dem at vide, hvordan de
skal lede.
Politikerne skal også turde
Det er ikke hos DJØF’erne, at Ninna Thomsen har mødt
den største modstand. Det er derimod fra hendes kollegaer
i Borgerrepræsentationen. Opgøret med tælleriet og kontrolregimet, rør nemlig ved noget grundlæggende i poli-
38
DJØFOKRATI #5
- RÆKKER KRYDSET?
DJØFokratis sidste debat
vender blikket mod det
tavse flertal: Dem, der føler
sig afkoblet, og ikke deltager. Hvorfor står folk af,
og hvordan får vi de underrepræsenterede grupper til
at engagere sig og deltage
aktivt i demokratiet?
Til at ordinere den rette kur
har tre stærke fagmænd
givet deres bud på, hvordan
demokratiet bliver for alle.
Mattias
TESFAYE
Christian
KOCK
Yosef
BHATTI
Murer, debattør og forfatter
Professor i retorik
Seniorforsker
Mattias Tesfaye er murer, debattør og forfatter til bl.a. bogen
”Kloge Hænder”. Mattias Tesfaye
har markeret sig som en stærk
meningsdanner, der på uhøjtidelig manér lægger vægt på faglig stolthed og identitet som en
vej til at styrke borgerne over for
Slotsholmen.
Christian Kock er Professor i
Retorik ved Københavns Universitet. Han forsker i deliberativt
demokrati og debatkultur. Har
bl.a. forfattet bogen ”De svarer
ikke”, hvor han retter en skarp
kritik mod politikernes beskidte
tricks og konsekvenserne for
borgernes mulighed for at følge
med i debatten.
Ninna Thomsen er tidligere adjunkt ved Institut for Statskundskab, hvor han har forsket i valgdeltagelse, vælgeradfærd og
repræsentation. Han er nu ansat
som forsker hos KORA (Det Nationale Institut for Kommuner og
Regioners analyse og forskning).
39
En lang uddannelse giver adgang til indflydelse
Akademikerne prøver i højere grad end ufaglærte at få indflydelse på samfundet mellem valgene. Det viser en undersøgelse, som Analyseinstituttet Userneeds har lavet for
Tænketanken Cevea.
Undersøgelsen viser også, at en stor del af danskerne
hylder demokratiet, men at store dele af befolkningen føler
sig koblet af den demokratiske dialog, og har svært ved at
deltage.
Det svækker demokratiet, at over fire ud af ti borgere ikke
føler, at de bliver hørt, og at de problemer, der fylder i
hverdagen ikke diskuteres af politikerne.
En af grundene til at nogle borgere ikke har indflydelse på
hvilke emner, der er på den politiske dagsorden, er fordi
de reelt ikke har det. Det er nemlig ikke alle der deltager i
demokratiet imellem valgene. Her kan man se en rimelig
markant forskel imellem borgere med kort og længere uddannelser.
40
Folkestyret kan ikke reduceres til et kryds hvert fjerde år
TIDLIGERE KENDTE ALLE DANSKERE EN LOKALPOLITIKER, OG
FOLK MELDTE SIG IND I PARTIER, FORDI DET VAR VEJEN TIL INDFLYDELSE. DET FØRTE TIL TILFÆLDIGE BESLUTNINGER AFGJORT
AF PARTIERNES INTERNE MEDLEMSDEMOKRATI. MEN DET FØRTE
OGSÅ TIL BESLUTNINGER, SOM HAVDE FAT I LOKALSAMFUNDET.
Målet er at styrke lokale fællesskaber, der kan løfte magten
ud af hænderne på politikere og give den ”tilbage” til folket.
Det er ikke en floskel når politikkere snakker om at møde
vælgerne over køledisken i brugsen; for det gjorde de faktisk. Engang.
Mattias Tesfaye Murer, debattør og forfatter til bl.a. bogen
”Kloge Hænder”.
Et partimedlemsskab skal igen forpligte til at levere lokale
forandringer.
Den gradvise reduktion af antallet af kommuner, har været
med til at underminere den hverdagsnære indflydelse.
I stedet har djøferne taget over, og med de objektive og
standardiserede beslutninger.
Det er altså lykkedes at minimere vilkårlighed og usikkerhed i beslutningerne, men samtidig er lokalsamfundets
medarbejderskab gået tabt.
Hvis udviklingen skal vendes, skal administrationen turde
give borgerne værktøjerne til selv at løse deres problemer,
og ikke være bange for at lade sig inspirere af grundtanken
i David Camerons ‘big society’ – en strategi det konservative britiske parti vedtog i 2010.
41
Politik er andet end personer
ikke det var for alle aftenmøderne.”
HVIS BEFOLKNINGEN IGEN SKAL HAVE TILLID TIL POLITIKERNE, SÅ
SKAL SE OG HØR-JOURNALISTIKKEN UD AF CHRISTIANSBORG.
Man er nødt til at erkende at debatten vil foregå blandt et
mindretal, men resten af samfundet kan godt stille krav til
niveauet i den debat.
Henrik Qvortrup står for Christian Kock som billedet på,
hvad der er galt med dansk politik. I sin tid som spindoktor for Anders Fogh, og efterfølgende som chefredaktør på
ugebladet Se og Hør, havde han held med at sælge ideen
om, at danskerne kun er interesserer sig for politik, når det
handler om personkonflikter.
For at nå dertil, skal de politiske ledere anerkende, at
borgerne er intelligente og stå ved deres holdninger. I dag
bøjer de af, når de møder modstand, og er nødt til at argumentere sagligt for forslagene.
I Qvortrups verden var politikeres arbejde to ting: “1. undgå at blotte dig 2) skyd straks og angrib.”
Ifølge Christian Kock skaber det den offentlige samtale.
Fokus er ikke længere på indholdet, men en stillingskrig
mellem parter, der lurer på hinandens fejl. Det lave debatniveau har ført til, at tilliden til politikerne er faldet.
“Socialismen ville være en god ting, hvis ikke
det var for alle aftenmøderne.”
Hvis respekten skal genetableres, skal vi tilbage til et
samtaledemokrati. Ikke at alle skal deltage i debatten, for
som Kock siger: “Socialismen ville være en god ting, hvis
42
Skæv valgdetagelse skaber skæv politik
DEN SOCIALT SKÆVE VALGDELTAGELSE VED ISÆR KOMMUNALVALGENE SKABER ET INCITAMENT BLANDT POLITIKERNE TIL AT LYTTE
MEST TIL DEN DANSKE, VELUDDANNEDE, MIDALDRENDE PERSON,
FREMFOR ANDRE PERSONER I SAMFUNDET.
Overordnet går det godt med at få danskerne ned og krydse
på valgdagen. Men der er stor ulighed i, hvem der stemmer.
Ved kommunalvalget stemmer dobbelt så mange med en
lang videregående uddannelse, som folk på kontakthjælp.
Uligheden deler også indvandrere fra danskere, unge fra
midaldrende.
Ifølge Yosef Bhatti er det svært at gøre meget ved problemet, men han peger på, at det især er uddannelsessystemets
opgave at forberede elever og studerende på at stemme.
Og så skal man hæve valgdeltagelsen, da det mindsker den
relative ulighed.
Yosef Bhatti er forsker hos KORA (Det Nationale Institut
for Kommuner og Regioners analyse og forskning).
43
Perspektiver for fremtiden
- HVAD NU?
Ninna
THOMSEN
Klaus
MAJGAARD
Jens Jonatan
STEEN
Lisa
HEROLD FERBIND
Ninna Thomsen er Sundheds- og
omsorgsborgmester i Københavns Kommune og politisk leder
af SF i København. Ninna har
været forgangsmand for tillidsreformen i Københavns Kommune.
Klaus Majgaard har mange års
erfaring som konsulent i det
private og offentlige. Har netop
udgivet bogen “Offentlig styring
– simpel, reflekteret, transformativ”
Jens Jonatan Steen arbejder til
dagligt som analysechef i Cevea,
med fokus på velfærd og arbejdsmarkedet.
Lisa Herold Ferbind er uddannet
jurist og coach. Har siden 2011
været formand for DJØF.
Sundhedsborgmester i København
Ph.D og forfatter
Analysechef hos Cevea
44
Formand for DJØF
Kontrol er godt - tillid er billigere
Af Ninna Thomsen, Sundhedsborgmester i København. Bragt første gang i Magasinet Politik, juni 2013.
da jeg begyndte som borgmester ville jeg undersøge om
København var en særlig rød by at bo og arbejde i. Jeg
fandt ud af; at det er vi faktisk ikke. Vi havde den samme
kontrol og overvågning som i de blå kommuner.” siger Ninna Thomsen, Sundheds- og Omsorgsborgmester i Københavns Kommune
DET ER SLUT MED STOPUR OG SKEMA FOR HJEMMEHJÆLPERNE I
KØBENHAVNS KOMMUNE. SUNDHEDS- OG OMSORGSBORGMESTEREN NINNA THOMSEN HAR SKIFTET MÅLING AF 70 ENKELTYDELSER UD MED EN LANGT SIMPLERE MODEL I FORM AF TRE
BESØGSBLOKKE. MEDARBEJDERNE ER GLADE FOR DET NYE FAGLIGE
RÅDERUM, OG FORVALTNINGEN ER GLAD FOR DET FORENKLEDE ADMINISTRATIVE SET-UP.
Fra 70 enkeltydelser til tre besøgsblokke
SF gik i 2009 til kommunalvalg på afskaffelse af minuttyraniet. Efter valget opstartede Ninna Thomsen et servicetjek af alle styringsmodeller for både at skabe bedre
rammer for fagligt råderum og forenklinger i det administrative set-up. Udgangspunktet var, at det ikke er DJØF’ere
eller politikere, der skal føre kontrol med medarbejderne –
de skal selv vurdere, hvordan deres tid tilrettelægges.
Fem minutter til støttestrømperne og fem minutter til at
få dryppet øjne. 10 minutter til toiletbesøg og yderligere 10
minutter til hjælp med at komme op og få mad. Sådan er
ældreplejen organiseret i mange kommuner. Hver eneste
ydelse er pindet ud i minutter.
Social- og sundhedshjælpere i hovedstadens hjemmepleje
stoppede den 1. december 2012 med at registrere, hvornår
og hvad de laver i hjemmet hos den ældre. Det nye initiativ var Ninna Thomsens og betød, at der i stedet indførtes
såkaldte ‘besøgsblokke’. Inden for disse blokke er det
hjemmehjælperen, der vurderer, hvad borgeren har brug
for. Det skaber større frihed for den enkelte medarbejder
og mere fleksibel service for borgeren.
Dette budskab gled dog ikke så nemt ned hos toppen af embedsværket.
“Jeg sad for bordenden af det lange bord på mit kontor.
Ned langs begge sider af bordet sad økonomer, jurister og
statskundskabere for at fortælle mig, hvorfor mit projekt
ikke kunne lykkes. De sagde, at man ikke kunne styre pengene, at man ikke kunne sikre borgernes retssikkerhed, og
at man ikke kunne være sikker på, hvad der blev leveret til
“København har haft et rødt flertal i næsten 100 år. Så
45
den enkelte borger. Jeg sagde, at det skulle vi nok finde en
løsning på,” siger Ninna Thomsen.
bejdsindhold er i højsædet, og hvor troen og tilliden på
ansattes faglighed er det bærende element”
Ninna Thomsen fik sin vilje og i 2011 etablerede kommunen et pilotprojekt på Vesterbro/Kongens Enghave,
der dækker omkring 20 procent af København. Som del af
projektet ville de ældre ikke længere få tildelt et bestemt
antal minutter til enkelte ydelser, men i stedet få et fleksibelt besøg – en såkaldt besøgsblok. I hjemmeplejen blev
styringsmodellen derfor ændret fra 70 enkeltydelser til
tre besøgsblokke, der kunne variere i længde afhængig af
borgerens behov. Derudover valgte man helt at droppe
bestil-og-udfør-modellen på de københavnske plejehjem
(den såkaldte BUM-model).
Projektet har skabt ringe i vandet: Som en del af budgetaftalen for 2012, besluttede Københavns Borgerrepræsentation at gennemføre en tillidsreform i hele kommunen.
Det forpligtede samtidigt alle kommunens forvaltninger
til at lave det samme servicetjek, som Ninna Thomsen
gennemførte tilbage i 2009.
“Det er gået så vidt, at jeg ikke længere møder systemisk
modstand. De økonomer, jurister og statskundskabere der
tidligere var imod, går nu og får gode idéer til nye steder,
hvor vi kan skrue ned for kontrollen og op for tilliden,”
siger Ninna Thomsen
Stor tilfredshed iblandt medarbejderne
Projektet var en succes, og modstandernes forventninger
blev gjort til skamme. Budgettet blev holdt og medarbejdertilfredsheden steg markant. Der var også ros at hente
fra fagforeningerne blandt andet i form af en fælleskronik
med formanden for FOA Dennis Kristensen (www.information.dk/316936), som skriver:
“Tillidsreformen i København åbner for en demokratisering, hvor de ansattes indflydelse på eget arbejde og ar-
46
Veje til bedre styringsdialog
Af Klaus Majgaard, rådgiver i offentlig styring og velfærdsudvikling og aktuel med bogen ”Offentlig styring – simpel, reflekteret, transformativ”
diskutere to aktuelle tilgange til udvikling af dialog og sammenhæng i styringen af den offentlige sektor, som henholdsvis lægger vægt på stringente målhierarkier og netværksbaseret dialog.
Resultatbaseret styring
Gå tilbage til midten af 00’erne. De sidste 20 års forsøg på
at modernisere styringen er under hård kritik. ”New Public
Management” er blevet et skældsord, som hurtigt sættes
i forbindelse med minut- og dokumentationstyranni.
Hjortdahl m.fl. (2007) siger undskyld for deres medvirken i opbygningen af de nye styringsystemer. Det er blevet
mondænt at være styringskritiker.
DER SKAL OVER DE KOMMENDE ÅR UDVIKLES NYE STYRINGSFORMER I DEN OFFENTLIGE SEKTOR. MÅSKE BØRNE- OG UNDERVISNINGSMINISTERENS ”NY NORDISK SKOLE”-PROJEKT KAN BLIVE
FORLØBER FOR NY NETVÆRKSSTYRING AF VELFÆRDEN? KLAUS
MAJGAARD PEGER PÅ NYE VEJE OG MODELLER FOR FORNYELSEN AF
DEN OFFENTLIGE SEKTOR.
I den offentlige sektor kan der være langt fra top til bund.
Ét er de politiske mål og reform-initiativer, som lanceres
fra folketing, regionsråd og kommunalbestyrelser. Noget
andet er, hvordan disse opfattes og omsættes i velfærdssamfundets frontlinje. Selv når intensionerne og budskaber
synes ret klare, er vi blevet forbløffet over ”implementeringssvigt” og ”huller i styrings-kæden”. Hvad enten det
gælder it-projekter i politiet, brugen af elevplaner eller
retssikkerhed i børnesagsbehandlingen, er der tegn på, at
”kæden hopper af”, når centrale initiativer skal finde vej til
virkeliggørelse.
Statsministeren er taget på landevejen for at besøge
daginstitutioner og holde dialogmøder med medarbejdere
og ledere – ledsaget af et passende følge af organisationsrepræsentanter og embedsmænd. Resultatet bliver udspillet til kvalitetsreformen (Regeringen 2007). Budskaberne handler om fokus på kerneydelserne og frisættelse af
frontmedarbejderne.
Der har ikke manglet forsøg på at overvinde denne styringsmæssige afmagt og fremmedgørelse. I midten af
00’erne lancerede den daværende regering en kvalitetsreform, og i dag tales der om en tillidsreform. Med disse
reforminitiativer som baggrund skal jeg i det følgende
I dette klima gøres et forsøg på at forny de moderne styringsteknologier. Klareste udtryk er Rambøll-konsulenternes bog Når måling giver mening (Ejler m.fl. 2008). Afsættet for bogen er netop kritikken af, hvordan målstyring
47
og dokumentationskrav har sandet den offentlige sektor
til. Løsningen ses dog ikke som at opgive målstyringen,
men derimod forny den. Problemet med den hidtidige
målstyring var, at den fokuserede på at skabe aftaler mellem de forskellige hierarkiske niveauer. Nu skal vi i stedet
fokusere på brugeren og de effekter, vi vil skabe i brugerens situation. I stedet for at følge hierarkiet skal vi følge
værdikæden, som forbinder effektmål med de indsatser,
vi skaber for at tilvejebringe effekterne. Vi skal kort sagt
fokusere mere på resultatet end på procedurer og processer på vejen. Denne tilgang kaldes resultatbaseret styring og
bliver varedeklareret som ”New Public Management version 2.0”.
effektmål. Hver kommune går i dialog med deres beskæftigelsesregion og aftaler konkrete måltal for disse effektmål,
som indarbejdes i den kommunale beskæftigelsesplan.
Planen udpeger på den baggrund målgrupper og indsatser.
Der er udsendt vejledninger og skabt kampagner, som skal
hjælpe jobcentrene med at udforme forandringsteorier,
der målretter indsatserne, og tilhørende indikatorer, som
giver feedback på progressionen.
Den resultatbaserede styring søger altså at gøre styringsdialogen mere vedkommende og sammenhængende ved
at fokusere på det, der opfattes som mest væsentligt (brugerorienterede effektmål), og skabe et stringent styringshierarki med dette afsæt. Om dette også frisætter medarbejderne, synes mere tvivlsomt. Intet velfærdsområde er så
detailreguleret som beskæftigelsesområdet. Den stærkere
målstyring har ikke ført til afvikling af procesregler. Tværtimod er der nøje regler for f.eks. hyppighed af samtaler
og organisering, og det hele understøttes af et forfinet systemet af finansielle incitamenter.
Der er to vigtige byggesten i denne konstruktion. Den ene
er effektmål. Den anden er forandringsteorier, det vil sige
vores kausale antagelser om, hvordan indsatserne bidrager til at skabe effekterne. Begge dele finder hurtigt vej til
Finansministeriet styringsvejledning (Finansministeriet
2010).
Resultatbaseret styring finder vi nok mest udfoldet i styringen af de nye jobcentre, som dannes i forlængelse af strukturreformen. På baggrund af regeringens 2020-målsætninger formulerer beskæftigelsesministeren hvert år fire
“På mange måder afspejlede kvalitetsrefor-
men en ambition om at skabe nye dialoger og
mødesteder på tværs af styringsniveauerne.”
48
Netværksstyring
Hvor den resultatbaserede styring har værdikæden som
sin ledende metafor, så er andre mere fascineret af metaforen netværk. Baggrunden er en erkendelse af, at der
ikke kun er én styringslogik, som kan udfoldes i en entydig kæde af mål og midler. Flere forskellige institutionelle
regimer konkurrerer, når den styringsmæssige dagsorden
skal sættes: Bureaukratier, professioner, markeder, civilsamfund etc. Hver har sine foretrukne rationalitetsnormer
og udtryksformer. Udviklingen af styring kommer her til
at handle om at danne netværk og balancer mellem de forskellige logikker og regimer. Dette kaldes netværksstyring
(Sørensen & Torfing 2005) og forbindes med begrebet New
Public Governance (Osborne 2010).
skab om folkeskolen, som ikke lykkedes for den tidligere
regering. Her forsøges det at skabe enighed om en række
overordnede mål og sigtelinjer for skolen. Herudfra udvikler styringen sig ad to spor: Dels et reformspor, som
handler om at omforme folkeskolens rammer (netop udmøntet i en politisk aftale). Dels et netværksspor, hvor uddannelsesområdets praktikere inviteres til at medvirke i en
græsrodsbevægelse (Ny Nordisk Skole), der skal omsætte
praktikernes egne ideer til udvikling af læringsmiljøer for
børn og unge.
Byggestenene fra resultatbaseret styring indgår i denne
konstruktion. Der er opstillet effektmål for hele 0-18 års
området. Og der arbejdes på alle niveauer med forandringsteorier – også blandt deltagerne i Ny Nordisk Skole. Men
dialogen er organiseret anderledes i en langt mere hybrid
struktur, hvor hierarkisk regulering kombineres med en
græsrodsbevægelse.
På mange måder afspejlede kvalitetsreformen en ambition
om at skabe nye dialoger og mødesteder på tværs af styringsniveauerne. Ideen om at forankre nationale politikker
i partnerskaber og netværk dukker flere gange op – f.eks.
da statsministeren i 2010 indbyder folkeskolens interessenter til et nationalt partnerskab.
De seneste måneder har dog vist, at denne arbejdsform er
sårbar. Dialog og ejerskab kan lide skade af en arbejdskonflikt. Og forligsforhandlinger kan ligge under for idelogiske
hårknuder. Ikke desto mindre er der stadig medarbejderopbakning bag Ny Nordisk Skole – lige som at reformprocessen fortsætter.
I dag er Børne- og Undervisningsministeriet i færd med
at bane nye veje for en mere netværksbaseret styringsdialog. I foråret 2012 udviklede ministeren det partner-
49
På vej mod en ny moderniseringsreform?
Regeringen har et erklæret mål om en ny moderniseringsreform. I dialog med parterne på de offentlige arbejdsmarked skal der udvikles principper for modernisering på
alle niveauer. Spørgsmålet er, hvordan den vil bruge de
tilgange og erfaringer, der er gjort i de senere år?
I afmagt over, at god praksis ikke udbreder sig, tyr man
ofte til at skrive god praksis ind i selve regelværket (det
sker f.eks. med Socialministerens Overgrebspakke). Her
er imidlertid tale om en meget rigid metode – god praksis
udvikler sig hele tiden, og formel regulering resulterer ofte
snarere i formel efterlevelse end reel læring og kvalitetsudvikling. Alternativet kan være at organisere en mere forpligtende videndeling
gennem f.eks. imple-menterings- og
kvalitetsfællesskaber. Ministeriet for
Børn og Undervisning er lige nu i gang
med at opbygge en ny infrastruktur for
videndeling og implementering – via
konsulentenheder, professionshøjskoler, netværk etc.
Som forløber for reformen er der i
foråret 2013 gennemført et eftersyn på
styringen af tre velfærdsområder. Interessant for dette eftersyn er, at den
resultatbaserede styringslogik her er
blevet brugt på styringen selv. Fagministerierne har skulle opstille effektmål for styringen samt skitsere forandringsteorier for, hvordan de brugte
styringsmidler forventes at virke.
Fokus har været at gøre styringen mere
formålsorienteret og enkel. Effektmål
og forandringsteori er søgt brugt som
en ”ragekniv”, der skal fjerne redundant regulering og gøre
kæden af styringsmidler mere slank og fokuseret.
Endelig er der de områder, hvor vi ikke
på forhånd kan sige, hvad der er god
praksis. Det er her, at der optræder
vilde problemer og velfærdspolitiske
dilemmaer. Også her synes de mere netværksbaserede
og eksperimentelle arbejdsformer velegnede til at bringe
parterne sammen om at finde nye og bedre løsninger.
Ved siden af dette synes der at være interesse for, hvor vidt
netværksstyring kan aflaste behovet for detailregulering.
Enkel målstyring og netværksbaseret dialog kan let blive
50
hovedelementer i en fornyelse af styringen. I den netop indgåede økonomiaftale med regionerne (i skrivende stund,
10. juni) tales der om at igangsætte styringslaboratorier.
Vejen må være pragmatisk. Styringsdebatten har nu en
chance for at overskride rituelle slagsmål (f.eks. for og
imod ”NPM”) og i stedet forpligte på at skabe konkrete løsninger og veje for dialog og samarbejde.
Regeringen (2007): Bedre velfærd og større arbejdsglæde.
Regeringens strategi for høj kvalitet i offentlig service,
København.
Sørensen, Eva & Jacob Torfing (2005): Netværksstyring –
fra government til governance, Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.
Litteratur
Ejler, Nikolaj m.fl. (2008): Når måling giver mening. Resultatbaseret styring og dansk velfærdspolitik i forvandling, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.
Finansministeriet (2010): Ansvar for styring – vejledning
om styring fra koncern til institution, København.
Hjortdahl, Henrik m.fl. (2007): ”Tilgiv os – vi vidste ikke,
hvad vi gjorde”, kronik i Politiken den 29. marts.
Majgaard, Klaus (2013): Offentlig styring. Simpel, reflekteret og transformativ. København: Hans Reitzel.
Osborne, Stephen (2010, ed.): The New Public Governance: Emerging Perspectives on the Theory and Practice of
Public Governance, London: Routledge.
51
New Public Management: En ubegavet styringsteknologi
I 70’erne og 80’erne var der ikke tilstrækkelig overblik
over og hånd i hanke med det offentlige forbrug ude i kommunerne. Det krævede stigende fokus på de voldsomme
udgiftsposter og udvikling af nye styringsformer , hvorfor
større kontrol fra Finansministeriet og Moderniseringsprogrammet fra 1983 blev de mest tydelige svar.
PROBLEMET ER IKKE AT VI STYRKER FOKUS PÅ STYRINGEN I DEN
OFFENTLIGE SEKTOR, MEN PROBLEMET ER AT DEN MÅLSTYRING OG
NEW PUBLIC MANAGEMENT, SOM HAR VÆRET INDFØRT OVER DE
SIDSTE 25-30 ÅR DELS BRUGES FORKERT OG DELS OVERBRUGES.
SELVOM DJØFERNE HAR MANGE FACETTER OG KOMPETENCER, SÅ
BLIVER DE BRUGT SOM IMPLEMENTERINGS- OG KONTROLBETJENTE
I VELFÆRDSUDVIKLINGEN.
“Der var brug for en strammere økonomistyring, der var
brug for større gennemskuelig og skarpere politiske ledelse. Det var rigtige tiltag, men det er også tiltag, som
enten er kørt for langt ud eller ikke indfriet efter de oprindelige ønsker. Når man se på Djøfernes kerneopgaver i
dag så står produktivitetsgevinster og privatisering i centrum, hvilket kan være udmærket. Men systemet er blevet
selvrefererende og redskaberne forældede.,” siger Jens Jonatan Steen
Med indlæg som “Implementeringskonsulenterne overtager Velfærdsdanmark” og interviewet ”Antidjøferen” i
DJØFbladet, så er er Jens Jonatan Steen, analysechef i
Cevea, blevet kendt for sine udfald mod og udfordringer
af Djøf’erne dominans i den offentlige sektor. Men det
er vigtigt for ham at adskille “Djøfisering” og behovet for
kompetente akademikere i det offentlige embedsværk.
“Der er brug for kompentente Djøfere til at udfordre fagpersonalet, til at kvalificere ledelsen og til at bidrage til udviklingen af de politiske strategier. Problemet er ikke den
enkelte Djøfer, men det der opstår, når man forvalter ud
fra en meget ensidig styringsfilosofi og når manacceptere
den dominerede djøfkultur.” siger Jens Jonatan Steen
Effektivitet forudsætter tillid
Da man reformerede den offentlige ledelse i 90’erne havde
manen vision om mere decentral ledelse, som står som et
centralt element i det man betegner New Public Management. Men i praksis blev resultatet centraliseret decentralisering; hvor i stedet for at give ansvaret fra sig strammede
så meget op målstyring, kontrol og bechmark, at velfærdsmedarbejderne tabte og ikke vandt indflydelse. I stedet for
Djøferne er blevet produktivitetsmotorer
52
selvstyrende enheder, så blev til at sosu’erne skal kontolleres vi a PDA’er og lærer via bindene trinmål. Den central
styring og mistillid vandt over den decentrale kreativitet,
selvledelse og tillid.
Fejlene i de offentlige styringmodeller skyldes, ifølge Jens
Jonatan Steen, langt hen af vejen den kultur, som djøferne
bliver født ind i og den funktion de har fået i udviklingen af
velfærdssamfundet.
“Den paradoksale ved udviklingen er at der er blevet
mange flere Djøfere på trods af at ønsket med kommunalreform og generel afbureaukratisering langt hen af vejen
havde været det stik modsatte. Ude i kommunerne har vi
fået mange flere djøfere, en meget mere djøf-domineret
kultur og desværre har vi også kontrol-djøfere frem for udviklingsdjøfere. Det var ikke intentionen,” siger Jens Jonathan Steen
“Djøfere er gode til anerkende og hævde hvad de er dygtige
til. Men de er samtidig meget dårlige til sætte grænser
for deres egne og se hvad de andre faggrupper er dygtige
til. Respekten for andre kompetencer, færdigheder og fagligheder skal tilbage i førersædet, hvis Djøferne skal tage
deres rolle som rammesætter og facilitator alvorligt. Vi har
grundlæggende brug for at fremtidens Djøf’ere igennem
uddannelse, erhvervskarriere og selvopfattelse erkender
deres egen utilstrækkelighed” siger Jens Jonatan Steen
Det afgørende for udviklingen er at den desværre er kommet til udtryk ved at man har lave en stadigt mere centraliseret styringsform, udtrykker Jens Jonatan Steen:
Men Djøferne må selv gå forrest
“Der er behov for en ambitiøs kulturændring, som Djøferne
selv skal være med til at skabe. Jeg er sikker på at de meget
hele vil strategiudvikle og innovere, i stedet for at bruge
alt deres arbejdstid på at måle, veje og kontrollere andres
arbejde. Djøferne ved ikke bedst, hvordan tager sig af de
ældre på plejehjemmene eller de små poder i vuggestuer
– det gør velfærdsmedarbejderen. Derfor skal Djøferne redefinere sig selv i en ny, mere tillidsbaseret og frem for alt
mere begavet styringsform,” siger Jens Jonatan Steen
“Det har simpelthen ikke givet den tillid og det ansvar
til frontpersonalet, som er hele pointen med New Public
Management. I stedet for at effektivisere og forbedre, er
man endt i en meget omkostningstung og ufleksibel styringsmodel. Man tæller og vejer i stedet for at lede og koordinere. Kvantificeringen har taget overhånd.”
Behov for en kulturændring
53
DJØF’erne er demokratiets lim
sosu-assistenterne, sygeplejerskerne og pædagogerne eksperter, og det skal vi respektere.”
SOSU-ASSISTENTERNE ER SPECIALISTER I ÆLDREPLEJE, OG DET
SKAL DJØFERNE HOLDE FINGRENE FRA, SIGER FORMANDEN FOR
DJØF, LISA HEROLD FERBIND. I STEDET SKAL HENDES MEDLEMMER
SØRGE FOR, AT ÆLDREPLEJEN SPILLER SAMMEN MED POLITIKERNES ØNSKER OG RESTEN AF DEN OFFENTLIGE SEKTOR.
Besluttet at tage diskussionen
Djøfs medlemmer kritiseres ofte i medierne. Tidligere var
fagforeningen tavs, men for halvandet år siden besluttede
de at tage diskussionen.
Hvis man åbner hjemmesiden ”Uddannelsesportalen”, der
hjælper unge med at finde ud af deres uddannelse, popper en akademiker op på skærmen. Hun udarbejder regler,
træffer afgørelser om klagesager, budgetforvaltning og
planlægning. Men ifølge Djøf’s formand Lisa Herold Ferbing mangler der en pind:
“Debatten er meget polariseret. Vi mener, at det er nødvendigt at starte en diskussion af, hvordan får vi en bedre
ledelse af det offentlige? Det skal være slut med, at forskellige faggrupper kaster mudder efter hinanden. Der er jo
ingen djøfere, der har lyst til at kontrollere og dokumentere bare for dokumentationens skyld,” siger Lisa Herold
Ferbing
“Der mangler hele koordinationsdelen af vores arbejde.
Kompleksiteten i det offentlige er tårnhøj, og der er brug
for koordination. Det er i høj grad os djøfere, der skal løfte
den opgave.” siger Lisa Herold Ferbing
Som eksempel på djøf-hadet nævner hun målstyring i
kommunerne.
Hun forklarer, at hun ser djøferne som et bindeled mellem
de forskellige fagligheder.
“Når kritikerne langer ud efter f.eks. målstyring, så glemmer de tit alternativet. Målstyring er til for, at politikkere
kan træffe beslutninger og sikre, at de bliver ført ud i livet.
Det er jo helt centralt i et demokrati. Djøfokrati er altså
ikke en modsætning til demokratiet, men forudsætningen
for det,” siger Lisa Herold Ferbing
“Vi skal være dem, der danner bro i det offentlige. Djøferne
skal være specialister i at være generalister. Vi skal ikke
sidde med nallerne helt nede i den daglige drift. Der er
54
Klogere mål
Alligevel medgiver Lisa Herold Ferbing, at politikere og
beslutningstagere skal blive bedre til at sætte de rigtige
mål.
”Den slags forslag – hvor politikerne kommer for tæt på detaljerne - vil være utrolig dyrt at implementere på grund af
omkostninger til at skrive loven og lave kontrol bagefter.”
Debat om substansen
Selvom de dårlige historier ofte fylder i debatten, så ser
Lisa Herold Ferbing positivt på fremtiden:
“Fra vores medlemmer hører vi historier om, at dokumentation og målsætninger tager overhånd. Mange af problemerne opstår, fordi politikerne ønsker at sikre, at deres
beslutninger bliver til virkelighed. Her skal vi blive bedre
til at sige ’I kan godt træffe den der beslutning, men det
koster altså kassen i opfølgning og kontrol’,” siger Lisa
Herold Ferbing
“Tag den tillidsreform, som Margrethe Vestager (R) har
stået i spidsen for. Her har politikerne været mere villige
til at afgive magt, end jeg havde troet. Det bliver også rigtig
spændende, når Videnscenter for Velfærdsledelse snart
afrapporterer. De har kørt mange spændende forsøg på
tværs af hele landet.”
På det punkt mener hun, at det offentlige skal lade sig inspirere langt mere af det private erhvervsliv.
Men Djøf-formanden mener, at debatten skal længere ud
end rapporter og forhandlingslokaler i København, hvis ledelsesstilen skal ændres:
“De har også måltal. Men de er meget bedre til at have
konkrete mål og kun måle de ting, der virkelig batter. Den
opgave er rigtig svær, fordi det offentlige er under pres fra
politiske interesser og faldende finansiering,” siger Lisa
Herold Ferbing
“Jeg tror, at fagforeningerne spiller en central rolle. Vi skal
løfte debatten blandt vores medlemmer. Når jeg eller Dennis Kristensen siger noget i offentligheden, så er det med
til at lægge rammerne for en diskussion ude på kontorene.
Derfor vil jeg fortsat være en del af debatten om, hvordan
vi får en bedre ledet offentlig sektor.”
Som et konkret eksempel på, hvordan lovgiverne ikke skal
opføre sig, nævner hun Enhedslistens finanslovsforslag fra
sidste år om ældres ret til to bade om ugen:
55
DJØFOKRATI
Der bliver flere og flere djøfere i den offentlige sektor.
De overvåger, evaluerer og regulerer. Imens bliver der
færre varme hænder. Derfor er ordet djøfisering i medierne blevet synonym med bureaukrati. Djøferne har
taget magten i det politiske apparat og været med til at
skabe en styringsmodel, som giver stadig flere arbejdspladser til stadig flere djøfere. Antallet af djøfere i
kommunerne er således steget med 118 pct. over de
sidste 10 år. Skulle udviklingen fortsætte vil det betyde
op imod yderligere 22.339 djøfere i 2030.
Udviklingen har givet anledning til stor debat. På den
ene side står mange af de offentlige fagforbund og den
traditionelle venstrefløj. De samles om slagord som
tillid, inddragelse og respekt imod topstyring, bureaukratisering og akademikervælde. På den anden side står
en række politikere og embedsmænd med Moderniser-
ingsstyrelsen som det nye flagskib for effektiviseringer.
De to fløje har fanget hinanden i en stillingskrig, hvor
ingen rigtig synes at ville give sig.
Dette idépaper tager udgangspunkt i debatrækken
”Djøfokrati – folkestyre eller folkestyring?” arrangeret
af en gruppe studerende fra Københavns Universitet
med ønsket om at finde en fælles midte at mødes om
mellem yderpositionerne. Tanken er altså hverken
ensidigt at kritisere og skære alle djøfere over én kam
eller omvendt hårdnakket at forsvare berettigelsen af
hver og én oprettet djøf-stilling. I stedet er hensigten
med dette idépaper at sætte de udfordringer og den
kritik som djøferne møder til debat og forsøge at få flere
nuancer med, når det kommer til problemer såvel som
løsninger, end de klassiske forsvars- og angrebspositioner.