Brande Jul 2012 - Brande Historie
Brande Jul 2012 Brande Jul blev første gang udgivet i 1943 og siden er bladet, med få afbrydelser, sendt med posten til samtlige husstande i gamle Brande Kommune som et sikkert tegn på julens komme. Igen i år bidrager en række Brande-borgere og borgere, der har haft deres barndom her, med artikler og historier. Her er beretninger fra blandt andet Singapore og Bangladesh, julefortællinger for små og store, men også om barndommen i Brande i en svunden tid. Desuden fortæller Brande Jul i glimt, hvad 2012 har budt på i vores by. Hvert år sendes Brande Jul til branditter i hele landet og udlandet, så de kan følge med i hvad der foregår på deres hjemegn. Glædelig Jul Forsiden prydes af Jernbanegade i decembermorgenlys og vinterdragt. Foto: Erik Lauritzen Brande Jul 2012 Udgiver: Brande Bladet Tryk: Brande Bladet Redaktion: Erik Lauritzen Oplag: 5.000 Der skal lyde en tak til følgende, som har bidraget med tekst, billeder og tegninger: Pernille Bentzon Mikkelsen Christine Bjørn Marianne Sommer Hans Ulbrichsen Bjarne E. Jensen Olav Rasmussen Jesper Guldbrand Jensen. 2 12.000 k Af Christine Bjørn Jeg er opvokset i Brande, gift med Michael fra Ikast og mor til Emma på 9 og Agnes på 6 år. I 2009 havde min familie og jeg været bosat i Belgien i lidt mere end 3 år da Michael blev bedt om at påtage sig en stilling i Singapore for en årrække. Det gav umiddelbart lidt pudsige misforståelser i vores respektive familier idet Singapore blev til Silkeborg og det blev imødeset med glæde at vi kom lidt tættere på ”hjem”. Men det var jo så ikke helt så tæt på som Silkeborg. Det var Singapore – næsten 12.000 km fra Danmark. En ø på størrelse med Bornholm, trygt og godt placeret syd for den malaysiske halvø og omkring 100 km nord for ækvator. Kendt for sit fugtige og konstant varme klima, sine utallige shopping centre, mange regler og love samt imponerende økonomiske boom gennem de seneste årtier. Tæt bebygget og beboet af ca. 5.2 millioner mennesker fordelt på primært kinesere, tamiler og malayer og dertil en god portion såkaldte expat-familier fra hele verden. Vi besluttede os for at takke ja til opgaven, udfordringen og oplevelsen. Et valg, der ikke blot indbefattede Michaels ja til et job, men i lige så høj grad indbefattede et ja til en stor omvæltning for os alle sammen både som individer og som familie. 0 kilometer fra Brande Og således har Singapore nu siden oktober 2009 været ”hjemme”. Rammen om vores hjem er en lejlighed på 22. etage i hjertet af Singapore. Omgivet af utallige højhuse deler vi, sammen med de øvrige beboere i lejlighedskomplekset, faciliteter som tennisbane, swimming pool, fælles- og fitnessrum osv. Alt sammen meget forskelligt fra Sportsvænget i Brande og de omgivelser, der var rammen om min barndom. I min bevidsthed var min barndom stabil og tryg uden de store omvæltninger. Den var dog på ingen måde renset for påvirkninger og indflydelse fra verden omkring os. Glæden ved at ramme en tennisbold kan jeg takke hollandske Gerradi for, når hun med utrættelig energi forsøgte at lære os det svære spil. På iskolde – sådan husker jeg det i det mindste – majdage var det Jørgen, som var opvokset i Argentina, der rettede vores svømmetag i Brande Friluftsbad. På Præstelundskolen tog lærerne os med på udveksling i Norge og på bustur til Ungarn - vel at mærke før Murens fald. Derudover følte vi vel også i perioder at verdens uretfærdigheder kom tæt på og gjorde uudslettelige indtryk, hvilket førte til handling som fx når Præstelundskolens aula dannede rammen om bankospil til fordel for tørmælk til sultende børn i Afrika. Samtidig var Italien min families fortrukne rejsemål gennem en årrække og turene sydpå gav små indblik i vore europæiske naboers forskelligheder. Det hele blev dog oplevet med udgangspunkt i at komme fra Brande i Danmark og jeg tænkte aldrig, at det skulle eller kunne være på andre måder. At være barn i Singapore har mange ligheder og er alligevel helt anderledes. Det er trygt, godt, sjovt, krævende og udfordrende. Emma og Agnes går på en international skole. Her går de sammen med ca. 3600 andre børn fordelt på 76 nationaliteter hver dag mellem ca. 9-15.30. Det fælles sprog er engelsk og pensum er baseret på at børnene skal få et internationalt udsyn. Alle børn er forskellige og netop derfor alligevel ens. Der er en stor respekt for børnenes rødder og hvad de bringer til fællesskabet, men udgangspunktet er hele tiden en global synsvinkel. Mængden af lektier er stor, trods deres unge alder og vi oplever at det faglige niveau er højt. Til gengæld er kreativiteten stor, sejrene mange og pigernes glæde ved deres skole oplever vi dagligt. De elsker simpelthen den livlige, glade og meget rumlige atmosfære, som skolen tilbyder. I deres fritid går både Emma og Agnes til danskundervisning en gang om ugen, de spiller tennis og de modtager svømmeundervisning som vi også gjorde – dog under lidt varmere forhold. Som voksne suger vi alle indtrykkene og oplevelserne til os. Vi sammenligner med den barndom vi selv havde og de forskelle vi oplever mellem Asien og Europa. Når vi nu har valgt at bo og leve i Singapore for en årrække, benytter vi os tit af muligheden for at se steder og lande, der ellers ville være svære at nå. Hverdagene er lagt i meget faste rammer, men weekender og ferier står i høj grad på oplevelser her eller i regionen. Og vi ønsker og opsøger i høj grad, at vi selv og vores børn mærker og lærer verden omkring os at kende. Noget vi betragter som en chance og en gave, der beriger og inspirerer. Emma og Agnes har efterhånden tilbragt utrolig mange timer i en flyvemaskine. De har besøgt et utal af lande og steder, deres venner har rødder over hele kloden, de kommunikerer med alle mennesker på flere sprog og de kender et utal af højtider og traditioner fra hele verden. For dem er det selvfølgeligt og en naturlig del af deres hverdag. Alligevel er vores børn stadig danske med stærke bånd til det midtjyske og de føler begge en stor glæde ved at komme på besøg i ferierne. Specielt skal en rigtig jul holdes i BrandeIkast med danske julelækkerier, juletræsfældning, julekalender og de samme traditioner, som Michael og jeg er vokset op med. Vi glæder os allerede. Dog vil vi, når vi sender julemanden videre på sin færd juleaften, gøre det med varme og kærlige hilsner til vores venner fra hele verden – for det er nu engang blevet derfra vores verden går. Glædelig jul. Brande Jul 2012 3 Jesper Guldbrand Jensen har arbejdet i Dhaka siden april i år. Fra Brande til Dhaka Af Jesper Guldbrand Jensen 4 Nogle gange starter året som det plejer; andre gange får man et tilbud der er svær at sige nej til. Min arbejdsplads, Bording Data, manglede en til at styre deres afdeling i Bangladesh og jeg fik tilbudet den 4. januar. Jeg brugte en uge til at snakke med familie, venner og blive lidt klogere på landet inden jeg sagde ja tak til udfordringen. Dermed var kursen sat imod Bangladesh med forventet ankomst 1. april. Jeg ankom til Dhaka, hovedsta- Brande Jul 2012 den i Bangladesh kl. 8 søndag morgen, hvor jeg blev hentet af Henrik, den udstationerede medarbejder før mig. Han hentede mig og mine flyttekasser og vi tog turen tilbage til lejligheden igennem middagstrafikken i Dhaka - Jeg vender lige tilbage til trafikken senere. Henrik og familien havde forberedt et middagsbord med retter der var velkendte og næsten som derhjemme. Det er altid en oplevelse at blive inviteret ind i en anden families liv; se hvordan de lever. At få lov til at opleve det for en udstationeret familie i et land som Bangladesh, var en særlig oplevelse. Her i Bangladesh er der mange ting som vi ikke har adgang til. Der er ikke ret mange importerede varer og dem der er, kommer normalt fra Australien. Der er australsk mælk, ost og kød. Jordskælv i Dhaka De første to uger hernede, var sammen med Henrik som skulle hjem til Danmark. Vi brugte de to uger til at overføre viden, introducere mig til de ansatte, kontoret og hverdagen i Bangladesh; og så altså lige også jordskælvstræning for nybegyndere :) Den 11. april var der to jordskælv i det indiske ocean på 8.6 og 8.2. For os i Dhaka betød det at vores tårn rystede og man kunne se lamperne svinge. De lokale stillede sig op af de bærende søjler på kontoret eller gik imod trappen for at komme ud. Det første jordskælv fik os alle til at gå ned på stueetagen og gå ud på gaden for at se om der var sket noget med tårnet. Det var der heldigivis ikke, og vi gik ind på arbejde igen, stille og roligt. Det andet jordskælv var et efterskælv som ramte senere. Det var ikke så slemt og ca. halvdelen blev da også på kontoret. Folk var lidt rystede og delte jordskælvshistorier fra tidligere, og hjalp hinanden til at falde til ro igen. På det tidspunkt havde DTP afdelingen en enkelt mand der sad fra 18 til 22 og var klar til at hjælpe DK mens DK havde åbent. Kl. 18, da vi andre skulle til at tage hjem, spurgte han om han ikke kunne få lov til at slippe for at sidde alene i tårnet den dag. Det endte med at vi ringede til DK og fik lov til at lukke afdelingen tidligt. og laver morgenmad til mig og forbereder en madpakke. Jeg bruger muligheden til at leve sundt, så jeg spiser skåret frugt til morgenmad og min madpakke er også mest skåret frugt. Jeg tager min morgenmad med mig i bilen og spiser den på vej til arbejde. Jeg kører kl. ca. 8.25, hvor firmaets chauffør venter i parkeringskælderen og kører mig på arbejde. Køreturen tager ca. 20-25 minutter. Vores kontor er placeret i Uttera-området af Dhaka. Vi har kontor på 12. sal i North Tower, hvor jeg nyder en herlig udsigt til den store Airport Road og det meste af Uttera. Vi har to afdelinger på arbejde. Vi har vores almindelige Softwareafdeling, hvor arbejdsdagen er fra 9.00 til 18.00 søndag til torsdag. De lokale har bedetid 3 gange i løbet af dagen og 45 minutters frokost. Den anden afdeling er vores grafiske afdeling. De laver reklamer for danske firmaer og kontoret har åbent fra 8.00 til 22.00. Det betyder så at de arbejder forskudt hvor nogen møder kl 8.00 og går kl. 17.00, mens andre møder kl. 13.00 og går kl. 22.00. Kvinder i Dhaka Som dansker med stor forståelse for ligestilling, så er det en svær verden man møder hernede. Jeg medbringer jo vores værdier at mænd og kvinder er ligestillede og at der ikke er forskel på deres værdi, men det er desværre ikke så nemt hernede. Det er f.eks. et stort problem for kvinder hvis de skal arbejde udenfor normal arbejdstid. Hernede går der busser i dagtimerne, men når man kommer ud over kl. 19, så holder de op med at køre eller de er ikke sikre for kvinderne. De kan heller ikke benytte sig af Taxa eller Cng (små gasdrevne biler) da det heller ikke er sikkert. De risikerer at chaufføren kører dem et andet sted hen og røver dem, eller det der er værre. Så kontoret har hyret en bil og chauffør til at køre kvinderne hjem om aftenen. Infrastrukturen hernede findes bare ikke til at kvinder kan varetage et job uden for normale En typisk dag Min dag starter kl. 6.30 hernede hvor jeg står op og går et par runder i den lokale park. Det tager ca. 45 minutter. Derefter tager jeg bad og gør klar til arbejde. Min stuepige møder kl. 8.00 På vores arbejdsplads er der en kantine, hvor medarbejderne kan nyde deres mad eller en kop kaffe. Brande Jul 2012 5 arbejdstider. De er ikke sikre, hvis de begiver sig ud i trafikken om aftenen. Flere gange, hvor der har været overarbejde, så venter kvinderne på, at et mandligt familiemedlem kommer ind på kontoret og følger dem hjem. Jeg er glad for at vi ikke har det på samme måde i Danmark og er frustreret over at det er sådan her. Trafikken i Dhaka Trafikken er en af de største frustrationer jeg har til daglig. Jeg kører dagligt en rute på ca. 10 km og det tager 20-25 minutter at nå frem til kontoret om morgenen. Om aftenen derimod kan det tage helt op til 2 timer at komme hjem. Det skyldes at der er stor trafik hernede og meget kø. Men det er ikke det, som frustrerer mig, det er i stedet deres trafikkultur. Det er rigtig meget “det vilde vesten” og hver mand er sig selv nærmest. De bruger ikke lyskryds, det ville alligevel ikke virke, fordi der er ingen respekt for regler og systemer. I stedet er her kaos. Når man skal ud i et kryds, så kører man bare. Man kører stille frem, indtil man spærrer for de andre og så bliver der plads til dig. Der er ikke streger på vejen og hvis der var, ville de blive ignoreret. Biler krydser ind foran hinanden for at komme hurtigere frem. Store køretøjer har førsteret, så bybusserne styrer trafikken. Når en bybus vil skifte vognbane, så er det bare om at gøre plads. Der dyttes hele tiden, mest som et signal om at “her er jeg, gør lige plads”. De atypiske dage 6 Engang imellem, så kommer der Brande Jul 2012 dage der ikke er typiske. Det kunne f.eks. være når der er Hartal. Hartal betyder strejke, det er normalt politisk arrangerede strejkedage, hvor oppositionen viser deres utilfredshed med den siddende regering. - Nå ja og så bruger de chancen til at brænde biler og busser af :) Når der er Hartal, så holder vi kontoret lukket for alle som kommer langvejs fra. Sidste gang der var Hartal var der bl.a. en buschauffør der døde. Han havde lagt sig til at sove til middag i bussen og så blev han fanget da de satte ild til den. Regeringen er logisk nok ikke helt glade for disse ytringer, så de modarbejder dem. Nogen gange bruger de midler, vi nok ikke lige havde forestillet os. Som dengang der var indkaldt til stort oppositionsrally i midten af Dhaka by, hvor regeringen så bare nedlagde alt indad-gående offentlig transport. Ingen måde at komme ind til byen - ingen demonstration. Det var meget underligt at se Airport Road fyldt med mennesker der gik ind imod byen, fordi de var nødt til at gå på arbejde da deres bus ikke kørte. Maden og hverdagen Da jeg tog afsted herned var jeg meget bekymret for hvad jeg dog skulle leve af og hvordan var hygiejnen nu i Dhaka. Jeg har sidenhen lært at det er ikke så slemt som man frygter og “hvad man ikke ved, har man ikke ondt af” :) Jeg savner mit glas kolde danske skummetmælk. Den importerede, langtidsholdbare mælk fra Australien smager meget anderledes. Jeg savner også mit rugbrød. Jeg kan kun få hvidt brød i forskellige udgaver. Jeg har klaret mig indtil nu med 12 kg rugbrødsblandinger, men de er desværre brugt. Nu skal jeg klare mig uden rugbrød indtil jul, hvor jeg får chancen for at købe nye forsyninger. Men udover det så kan man få det meste. En tysker har åbnet en butik, der hedder “Den tyske Slagter” som laver en meget god kyllingepostej. Der er importeret ost fra Australien og sørme om ikke der også er Lurpak smør fra Danmark. I Nordic Club har de et stort menukort med alt hvad hjertet begærer, lige fra Brændende Kærlighed til importeret Sirloin Steak. Deres bearnaisesovs er faktisk også ganske udmærket. Jeg er selv stor fan af en “Jesper Special”, Svine-Tenderloin, kogte grøntsager og bearnaisesovs. Det lægger en god bund :) Hotdogs med det hele Hernede er jeg blevet introduceret for et dansker-ritual, som jeg selv er blevet stor fan af. Ved hjælp af medbragte varer fra seneste ferie i Danmark, laver man hotdogs med det hele hjemme hos sig selv og inviterer sine venner. Hotdogs med det hele er ikke nogen fin ret og den berettiger ikke til den plads som den har hernede, men for os er den blevet et minde om Danmark og en måde at nyde noget dansk på her langt væk fra familie og venner. Udfordringen ligger så i at få nogen til at importere sennep, remoulade og pølserne. Lejligheden Alle lejligheder i Gulshan-2 området er store og primært tiltænkt expats og rige bengalere, og firmaets lejlighed er ikke anderledes. Der er 3 soveværelser og 1 kontor samt to store stuer. Ham, som var udsendt før mig, havde familien med og de brugte derfor alle rummene, jeg har i stedet masser af plads til gæster :) Ret hurtigt lærer du, at du ikke bor alene i lejligheden. Myg er de mest almindelige, men også kakkelakker og små firben (Gecko’er) kan findes. Kakkerlakkerne og myg sprøjter jeg for og jager som vildt, mens Gecko’erne betragter jeg som ærede gæster. - De spiser nemlig myg og kakkerlakker og er dermed nyttedyr af særlig høj værdi:) For det meste har jeg ingen problemer i lejligheden. Den holdes ren og der sprøjtes hver 6. måned. Enkelte gange ser man noget bevæge sig og det skal man bare lære at leve med. dårlige dage hvor bilen, byen og landet går mig på. Men jeg har aldrig fortrudt jeg tog afsted! Det har været en fantastisk rejse, både personligt og karrieremæssigt og har givet mig perspektiv, nyt syn på mange ting og en rigtig god ballast fremover. For mig personligt var det også en god øvelse at komme ud og væk fra det nemme danske og prøve at stå et fremmed sted og skulle leve et nyt liv der. Jeg vil altid være glad for at jeg tog afsted og kan kun anbefale alle med muligheden, at komme ud og prøve det. Men jeg savner også Danmark og glæder mig til at komme hjem på juleferie :) Med hilsen fra udlandet Den udsendte Brandit Jesper Guldbrand Jensen Den anden side af jorden Jeg har fået anbefalet af alle de erfarne hernede, at sørge for at komme ud af landet ca. hver 3. måned. Man har brug for frisk luft, adgang til infrastruktur der virker og bare få slappet af. Jeg har selv benyttet mig af Bangkok som kun er lidt over 2 timer væk med fly. Der findes restauranter med dansk mad, kold mælk og så tager jeg gerne en tur i biografen. Det er dejlig afslapning og giver energi igen. Der er mange andre muligheder for at rejse ud og jeg burde nok få brugt dem noget mere. - Nu må vi se hvordan det går :) Vejene og trafikken i Dhaka er et kapitel for sig selv. Vejenes beskaffenhed forhindrer at trafikken kan glide tilfredsstillende. Afslutningsvis Jeg har gode dage hernede hvor jeg nyder det nemme liv, og Brande Jul 2012 7 Gunnar Skærlund, en af forfatterens kammerater, viser stolt sin nye knallert frem. Det var et af statussymbolerne blandt unge mennesker i 1960’erne. Min ungdomstid på knallert Af Bjarne Emborg Jensen 8 Når man var 14-15 år i 1960’erne, så drømte man om at få en knallert – den første knallert, og den skulle helst være stor, en Kreitler Floret eller den store Puch. Det var der prestige i dengang. Men nu har drømme det med ikke altid at gå i opfyldelse. Efter jeg gik ud af 7. klasse, var jeg et år på Vandel Ungdomsskole, der havde vi alle sammen cykler. Jeg cyklede for øvrigt mange gange fra Vandel til Uhre, når jeg skulle hjem på weekend. Der var en dreng på det andet Brande Jul 2012 hold, han fik en helt ny knallert – en sort Puch med kickstarter! Vi var skide misundelige. Efter ungdomsskolen fik jeg den 1. november 1967 plads hos Victor Studsgaard i Skarrild og da jeg blev 16 i april fik jeg min første knallert – ikke en Puch eller en Kreitler, som jeg havde drømt om, men en brugt SCO med pedaler og håndgear – ikke noget at prale af – men det var dog en knallert, der var pæn og kørte godt. Men af en brugt knallert at være var den meget dyr, 750 kroner og jeg fik 400 kroner i løn om måneden. Jeg kan huske, min far forsøgte at få den ned i pris, så jeg fik den for 700 kroner. Jeg kørte på den at halvt års tid, så begyndte mine kammerater også at få knallert – men det var jo ikke SCO, som min, men Puch og Tomos. Det skulle senere vise sig at blive de mest populære knallerter overhovedet. De var med kickstart og gearskifte med foden, men der var i øvrigt ikke mere forskel på dem end på Austin og Morris. Og da min kammerat, Gunner, havde plads på en gård i Smidstrup ved Vejle og havde købt en Tomos hos Vejle Cykelcentral, OPENING.DK . ERHVERVS- OG UDDANNELSESRETTET – ISÆR FOR ORDBLINDE! H E R N I N G V E J 1 4 · 7 3 3 0 B R A N D E · T L F. 9 7 1 8 4 5 4 5 · B R A N D E H S . D K Å R S P L A K AT E N 2 0 1 2 · A C R Y L P Å L Æ R R E D A F K I R S T E N LY N G E M A D S E N hjalp han mig med at få handlet knallert i Vejle. Så fik jeg min helt nye knallert – en Tomos med kickstart. Jeg var ikke til at skyde igennem. Jeg mener at huske, at den kostede 1.650 kroner – og så tog de SCO’en i bytte. Nu begyndte vores knallerttid for alvor. Vi var efterhånden en hel flok, der holdt sammen stort set i al fritiden, den gik med at køre på knallert bare for at køre og være sammen. Vi kørte til bal, der var jo bal i Uhre og Skærlund hver anden lørdag i mange år. Og kunne man få en pige bag på knallerten hjem, var man højt på strå – og pigerne tog med. Prøv at byde en pige det i dag? Og hvem var så med i flokken, jo der er jo altid en inderkreds i en større flok. Uden prioriteret rækkefølge, så var der mig ”sagde hunden”, Jens Nygård, Gunnar Skærlund, Kristian Horsbøl, Leif Gasbjerg, Olaf ”Futte” Madsen og Kristian Jepsen (han kørte vist nok på SCO i starten), så var der Alf Kristensen og Søren Frederiksen. Lidt længere ude i flokken var der flere, som jeg ikke husker navnene på, men der var flere fra Brande, Ejstrupholm og Give – og et par stykker mere fra Uhre. Vi kørte og vi kørte – ud til den ene kammerat, videre til den anden og videre til den tredje, hvis han var hjemme. Vi havde jo ingen mobiltelefon, og det var meget sjældent, at vi ringede sammen, vi havde altid en fornemmelse af, hvor vi skulle samles. Biografturen 10 Vi kørte meget i biografen, jeg gjorde i hvert fald. Jeg var en gang i avisen, hvor jeg havde Brande Jul 2012 En del af kliken er samlet. Fra venstre er det Leif Gasbjerg, Lillian Husum, Bjarne E. Jensen og søsteren Mona. samlet 500 billetter på 10 år. En gang foreslog jeg, at vi skulle prøve at samle alle, der kørte på Puch og Tomos fra Uhre, Brande, Drantum og Skærlund, vist også et par fra Ejstrup og så køre i biografen i Give. Det gjorde vi. Vi samledes i Brande og kørte i samlet flok til Give – 14 i alt. Det var fantastisk. Vi kørte ind i Give ved Falck Stationen og ned gennem hovedgaden i en lang række. Folk sad i vinduerne, nogen måbede og andre vinkede, det var skægt (dengang fandtes ordet ”Fedt” ikke). Vi kørte forbi biografen og parkerede hele ”flåden” nede bag ved Brugsen. Så var der et par stykker, der mente at en biograftur var for kedeligt, de foreslog i stedet, at vi skulle gå ned i byen og få et par øl. Men jeg sagde nej! Vi var enige om at skulle i biografen, så det gør vi. Hvis vi går ned i byen, er der risiko for, at der bliver ballade og det vil jeg ikke være med til. Så vi gik alle 14 i biografen og så en film som jeg ikke husker. Da filmen var slut, gik vi stille og roligt tilbage til vores knallerter, og de stod som da vi havde sat dem, helt urørte. Tænk på, de kunne jo ikke låses. Der var ingen nøgle til knallerten dengang. Der var naturligvis kæde- eller wirelås. Det var der stort set ingen, der brugte – man havde tillid til hinanden dengang. En anden biograftur endte fatalt Vi var en 3-4 stykker, der havde været i biografen, jeg tror, det var en søndag aften. Det var Leif og mig og et par stykker mere. Vi kørte ad Sdr. Ommevej, vi sagde farvel til en på vejen, det må have været Kristian Jepsen, der skulle til Drantum. Ved Brogårdvej sagde jeg farvel til Leif med ordene ”farvel, vi ses”, men det gjorde vi ikke. Leifs knallert havde det med at sætte ud og gå i stå, og det må den have gjort denne aften, hvor det var mørkt og ingen kunne se noget. Der havde han siddet ved siden af sin knallert for at rense tændrør. Her blev han ramt af en bil og han var dræbt på stedet! Det var en lokal landmand fra Skærlund, som var blevet blændet af en modkørende bil, så han havde ikke en chance for at se Leif. Jeg kan ikke huske, hvorfor Leif skulle til Skærlund, men han må have haft plads på en gård her. Hans forældre boede jo på Brogårdvej. Der var mange til begravelsen, det må også være noget af det værste at skulle begrave sine egne børn. Det var første gang, jeg så min far græde. Nogle dage efter begravelsen kørte vi ud, for at besøge Leifs forældre. Jeg husker, jeg var meget nervøs, for hvordan ville de tage det? Men de blev meget glade, da vi kom, og hans mor spurgte, om vi ikke godt ville komme og besøge dem igen – for der var blevet så tomt. Men det gjorde vi ikke, jeg kan ikke sige hvorfor – og det har jeg siden fortrudt. Værkstedet i Flø Men livet skal jo gå videre – og det gjorde det også. På et tidspunkt kom Halvor Romlov ind i billedet, en værre sprællemand med nogle sjove og skøre idéer, men det havde han jo nok ikke fra nogen fremmed. Vi indrettede et lille værksted ude ved hans far. Vi fandt lidt plads i rodet. På det tidspunkt havde vi efterhånden fundet ud af ”at pille” lidt ved motoren og så videre. Men reservedelene kostede lidt penge og tingene blev slidt og gik i stykker. Så fandt jeg en dag en adresse til Skandinavisk Reservedels Import i Odense. Vi ringede til dem og gav os ud for at ville starte et knallertværksted, så vi fik tilsendt et reservedelskatalog til Puch og Tomos – og det kostede næsten ingen penge, så vi købte et lager hjem af de mest gængse dele vi skulle bruge og solgte det til vore kammerater for det dobbelte. Men det var stadig halv pris af det normale. Rygtet bredte sig, så der kom af og til nogen forbi, der havde hørt om vores lille værksted. De skulle lige have skiftet et eller andet og så lige drejet lidt af topstykket, så knallerten lige blev tunet lidt mere. Det to 5-10 minutter, det fik vi 10-15 kroner for. Det blev vi ikke rige af, men det gav alligevel lidt lommepenge. Halvor havde på et tidspunkt en Kreitler Floret, den havde han tunet så meget, at den kunne køre på en tredjedel diesel og to tredjedel benzin – helt vildt! Sammenskudsgilder En gang havde vi hørt om en fra Klovborg, der påstod, at ingen kunne køre fra ham – han havde den hurtigste knallert. Vi satte os for at prøve om det nu også var rigtigt – for her i Brande og omegn var der ingen, der kunne køre fra mig. Med lidt god vind og godt humør, kunne jeg få den op på 70-75 km/t. Vi tog af sted til Klovborg, jeg tror, det var Jens, Gunnar, Kristian Jepsen og mig. Vi kørte lidt frem og tilbage i byen, og så dukkede de op lige som hunde i løbetiden. Der var tre – en Puch og to på noget andet, som jeg ikke husker. Vi snakkede ikke sammen, vi begyndte bare at køre ud af byen ad nogle små veje og på vej tilbage ind mod byen kørte jeg fra ham. Det var en fed fornemmelse, da de andre jublede. Han lignede en, der havde tabt kampen om en hunhund. Så kørte vi hjem igen og vi så dem aldrig siden. En gang sidst i 1960’erne arbejdede min mor på Brande Andels Vaskeri og hun kørte til arbejde på en knallert, en lille, fin lyse- Bjarne E. Jensen i fuld gang med at reparerer sin knallert af mærket Tomos. Den skulle jo helst kunne køre mindst lige så hurtigt som kammeraternes. Brande Jul 2012 11 blå SCO. Vi havde husdyr, min far købte nogle geder og de er alt ædende, så en morgen, mor skulle på arbejde, havde de ædt benzinslangen, benzinen var løbet ud, så den kunne ikke køre. Min mor lånte min, som jo ikke var en dameknallert, det fik hun da også at høre for nede i byen. Der blev piftet og fløjtet efter hende, så hun ville hellere have sin egen igen. Hun var heller ikke vant til forhjulsbremser, så da hun skulle bremse for et eller andet tog hun forbremsen og blokerede hjulet med det resultat, at hun blokerede forhjulet og straks lå hun og sprællede nede på asfalten. En gang vi skulle holde en fest (dem holdt vi mange af, altid som sammenskudsgilder) ude hos os på Vesterdamvej i Uhre. Vi var en 30-35 stykker, så der skulle købes nogle øl og sodavand og andet, der hørte en fest til. De andre betalte, når de kom til festen – vel en 25-30 kroner. Den gang kunne man jo få 6 øl for 10 kroner – tænk en gang 6 øl for en timeløn. Men nå, vi skulle have hentet tingene hjem og det var jo lidt svært på en knallert. Min far havde en lille gummivogn til at spænde efter traktoren, den spændte vi efter Halvors knallert og så var vi to bagved, det passede lige at køre forhjulet ind under bagsmækken og så en klud på lygten, så skubbede vi bagpå, det gik fint. De gloede noget, bønderne og hvem der ellers kom forbi Brugsen i Uhre den dag – det gjorde min mor, så hun fik et lift hjem i ”åben karet”. Pigen i vinduet Når jeg ellers kørte hjem fra byen og kørte gennem Uhre, drejede ud ad Karstoftvej ned forbi Kjær Dam, så var det lige så sikkert som amen i kirken, så sad Irene i vinduet i sit loftsværelse og vinkede til mig. Det var herligt. Hun er i dag gift med Jens. Vi blev aldrig kærester, bare gode venner. Det var en dejlig tid, men pludselig er det hele forbi! Omkring 1971-72 blev man udlært. Det blev soldatertid, folk flytter fra byen, bliver gift og får andre interesser. Knallerten står stille – men i erindringen kører den stadig. Det var en tid, jeg ikke ville have undværet for noget som helst! Glædelig jul Sammen med søsteren, Mona poserer Bjarne E. Jensen på sin knallert - parat til at tage en tur i byen. 12 I sit knallertværksted havde forfatteren efterhånden oparbejdet er pænt lager, så han kunne klare de flere reparationer på kammeraternes knallerter. Brande Jul 2012 KMC ønsker alle en glædelig, hvid jul KMC Tel.: +45 9642 5555 Herningvej 60 DK-7330 Brande Denmark Fax: +45 9642 5500 e-mail: [email protected] www.kmc.dk I slutningen af januar fik Brande Bibliotek i samarbejde med Lokalhistorisk Forening og Handelsstandsforeningen sin helt egen Brande-eftermiddag i anledning af 20-årsdagen for den sidste opførelse af ”Cabaret Buldog”, som den lokale kunstner Eric Storél havde stor succes med i perioden fra 1975 frem til 1992. Omkring 100 mennesker fyldte godt op ved ferniseringen, der bød på et ganske omfattende program. Henning Jensen havde smidt julemandskostumet og fremførte akkompagneret af Manne Østergaard et par af Eric Storéls originale viser. Små gymnastikpiger på vej ind til BGU’s forårsopvisning i Brande Hallerne for at vise, hvad de havde lært i løbet af vinteren. 14 De unge Blåhøj-gymnaster imponerede en fyldt hal med masser af spring og gymnastiske øvelser. Brande Jul 2012 www.brandebladet.dk Læs lokale nyheder hver dag UÊ Sport UÊ Politi UÊ Erhverv UÊ Kultur UÊ Debat UÊ }Êi}iÌÊiÀi°°° Læs onlineavisen hver onsdag CÃÊiÊÕ`}>ÛiÊ >vÊÀ>`iÊ>`iÌÊ ÛiÀÊ Ã`>}ÊvÀ>Ê°Ên°ää° www.brandebladet.dk - din lo kale uge a v i s på nettet - Bjarne Berthelsen (t.h.) kan takke sin storebror Flemming for, at han igen har fået friheden tilbage. Ka’ du undvære en nyre? Af Mikael Lund 16 De fleste kender fortsættelsen af ”som brødre vi dele”, men den der med at tage det hele passer ikke i Flemming og Bjarne Berthelsens tilfælde. Helt præcis har Bjarne fået halvdelen af sin 6 år ældre bror Flemmings 2 nyrer, og han er ikke i tvivl om, hvad det har betydet for ham: - Jeg har fået friheden tilbage. Beslutningen om at donere sin ene nyre til sin lillebror traf Flemming Berthelsen ud på de ”kloge” timer efter en hyggelig aften, hvor han for alvor blev klar over, hvor galt fat det var med Bjarne. – Du kan få min, lød meldingen, Brande Jul 2012 som han stod ved, da Bjarne ringede ham op dagen efter. Bjarne Berthelsen, der er administrativ medarbejder i en større sønderjysk vognmandsforretning, har siden 20 års-alderen haft diabetes, og da han i 2007 var til kontrol på ambulatoriet, fik han at vide, at det fremadrettet kun ville gå den forkerte vej. Fra december 2008 måtte han i dialyse 3 x 4 timer om ugen. Sideløbende passede han sit arbejde uden sygedage, og så sent som 3 måneder tidligere blev han ikke vurderet som dårlig nok til en transplantation. Han indrømmer selv, at han ikke helt havde fattet alvoren i situationen, men regnede med at blive helbredt, noget der i praksis kun sker yderst sjældent. Hurtigt træt Dialysepatienter er underlagt strenge restriktioner m.h.t. indtagelse af væske og fødevarer, og samtidig blev Bjarne hurtigere og hurtigere træt. Imens trak udredningen ud, men efterhånden kom der skred i sagerne, og den 24. maj 2009 var Bjarne Berthelsen for sidste gang i dialyse. Efter en flodbølge af tests, som skulle godtgøre, at Bjarnes krop ville acceptere Flemmings nye (det er ikke givet, selv ikke blandt søskende), var dagen for transplantationen oprundet. Trods mange tests med positivt udfald kunne det hele være glip- pet tæt på målstregen. En uge før operationen kom lægerne i tanke om, at de ikke havde fået testet, om Flemming var disponeret for diabetes, hvilket i givet fald ville gøre det uforsvarligt at afgive den ene nyre. Det var (er) han heldigvis ikke, så den 25. maj kunne de 2 brødre lægge sig til rette på hver sit operationsbord. Forinden var Bjarnes immunforsvar blevet sat i stå, så hans krop ikke skulle afstøde donornyren, og begge var blevet scannet for selv de mindste ting, hvilket førte til, at Bjarne fik fjernet et modermærke på størrelse med et knappenålshoved, som kunne være et forstadie til kræft, men ikke var det – der blev kort sagt ikke taget nogen chancer. På operationsbordet Flemming var første mand under kniven, og under fuld narkose blev hans ene nyre taget ud via 3 kikkerthuller og et ca. 10 cm. langt snit. Et par timer senere var nyren checket og skyllet igennem, og så gik lægerne i gang med at gøre Bjarne klar. Donornyren placeres i lysken, så rent faktisk har Bjarne Berthelsen i dag 3 nyrer – det er bare kun den ene, der fungerer. Allerede ud på eftermiddagen blev de sendt på opvågningen, og så havde de ellers en bunden opgave, der hed at tisse – big time! – Jeg tissede 20 liter det første døgn, fortæller Bjarne, og i det regnskab blev storebror den lille. Selve operationen betegner han som nem for donor – men jeg giver ikke flere væk, siger han med et smil. Allerede et par dage senere var han klar til at blive udskrevet, mens Bjarne blev liggende en uges tid. 3 hårde uger senere genoptog Flem- ming Berthelsen sit arbejde som grafiker på Ugeavisen i Ølgod, selvom lægerne havde anbefalet det dobbelte, og efter 2 måneder var Bjarne Berthelsen tilbage på jobbet på det, han selv kalder halv tid. Kontrol Resten af livet skal han tage immundæmpende medicin, og kontrollerne bliver han i modsætning til Flemming heller aldrig færdig med. – I starten var det en gang om måneden, efter 1½ år gik det ned til hver 3. måned, og hver 6 uge resten af livet skal jeg have taget blodprøver, forklarer han, mens Flemming Berthelsens sidste kontrol lå et år efter operationen. For hans vedkommende har den tilbageværende nyre taget over og har vokset sig større. Stort, bror! Bjarne ringer altid og fortæller Flemming om blodtallene, når han har været til kontrol, og de hilser også på hinanden på en anden måde end tidligere, når de ses: - Hva’ så, hvordan går det, bliver efterfulgt af et klap på lillebroderens lyske – der hvor Flemmings ene nyre nu sidder. Derudover har forholdet mellem dem ikke ændret sig synderligt. – Vi har altid hængt sammen med alting, siger Flemming, der fandt det helt naturligt at donere sin ene nyre til sin lillebror. – Man er nødt til at tage nogle chancer. Der var ikke tvivl i mit sind om, at Bjarne skulle på højkant igen, slår han fast. - Det er en kæmpe gave, kvitterer Bjarne, og friheden var ikke det eneste, han genfandt undervejs: Amor kiggede også forbi dialyseafdelingen på Sønderborg Sygehus, hvor han mødte Trine, som han siden har været kæreste med. Måske har det smittet lidt af på hans positive holdning til hospitalsvæsenet, i hvert fald har han kun lovord til overs for både dialyseafdelingen og personalet på Odense Sygehus, der stod for transplantationen. En måned senere ringede afdelingssygeplejersken således for lige at høre, hvordan Flemming havde det, og eftersom han stod i Kroatien på sommerferie kunne han bekræfte, at han havde det fint. Til gengæld kunne de godt have brugt en lidt bedre og hurtigere information fra ambulatoriet, som stod for udredningen. Tag stilling Netop nu står ca. 250 danskere på venteliste til en nyretransplantation, og jo længere tid, der går, desto dårligere bliver chancerne for en vellykket transplantation. Derfor kommer brødrene med en indtrængende opfordring: - Tag stilling! Både for at hjælpe andre og for at skåne de nærmeste pårørende for at skulle træffe en svær beslutning i en i forvejen trist situation. Som Flemming Berthelsen udtrykker det om sine resterende organer: - Jeg skal alligevel ikke bruge dem til noget, når jeg skal herfra. Opfordringen er hermed givet videre. Brande Jul 2012 17 Udnævnt til ”æresdoktor” Af Erik Lauritzen -Han yder en stor indsats som formand for Brande Menighedsråd, som frivillig i RemisenBrande og som formand for Vesterlund Ungdomsskole. Som menneske er han beskeden og stilfærdig, og så er han en rigtig god forhandler på sin særlige lune måde. Sådan lød nogle af begrundelserne for, at netop pensioneret læge Poul Brønnum blev hædret som ”Årets Brandit” af Brande Borgerforening. Poul Brønnums valgsprog er: ”Vi er alle lige”. Noget han lever efter både i arbejde og fritid. ”Poul Brønnum har hjerte for andre mennesker, for sit sogn og for sin by. Han er ikke snobbet, føler sig ikke mere værd end andre, han taler ikke ned til folk, og han skåner aldrig sig selv. Med ham er man altid lige og i øjenhøjde. Han er en god mand for Brande” – Sådan lød det i en af indstillingerne. En indstilling som Peder Holt, formand for Brande Borgerforening helt kunne tilslutte sig. Poul Brønnum er netop gået på pension efter 34 år som læge i Brande. Hertil kommer, at han har været medlem af Brande Menighedsråd siden 1980, de seneste 27 år som formand. 18 FØ EFT FØ EFT De –s De nyt –s tio nyt De tio De Bo Brande Jul 2012 Bo Nybygning - tilbygning Nybygning ombygning -- tilbygning reparationsarbejde ombygning Flere og flere lægger vægt-påreparationsarbejde at bevare og fremtidssikre en eksisterende bygningsstil – renovere forlægger at forbedre og at modernisere eller bygge nyt en særlig stil. Flere og flere vægt på bevare og -fremtidssikre en ieksisterende bygningsstil – renovere for at forbedre og modernisere - eller bygge nyt i en særlig stil. FØR EFTER FØR EFTER Mange huse fra 60erne og 70erne kan få et tiltrængt løft: Byggestilen kan moderniseres, Mange huse fra 60erne og 70erne kan få et udnyttelsesmulighederne kan forbedres og ikke tiltrængt løft: Byggestilen kan moderniseres, mindst kan energiforbruget reduceres væsentligt. udnyttelsesmulighederne kan forbedres og ikke mindst kan energiforbruget reduceres væsentligt. FØR EFTER FØR EFTER UDESTUE UDESTUE • Udskiftning af vinduer og døre Vi kommer gerne til dig for en helt uforpligtende drøftelse af dine planer – vore medarbejdere kan lide at Vi kommer gerne til dig for en helt uforpligtende drøflave det, de er gode til - det siger ikke så lidt. telse af dine planer – vore medarbejdere kan lide at Og så rydder vi op efter os, selvom ”mor” ikke er lave det, de er gode til - det siger ikke så lidt. med på arbejde! Og så rydder vi op efter os, selvom ”mor” ikke er med på arbejde! mmarketing mmarketing Det er ofte detaljen, der sætte prikken over i’et – så hvorfor ikke få prikken med, når der skal bygges Det er ofte detaljen, der sætte prikken over i’et nyt, bygges til, bygges om eller blot udføres repara– så hvorfor ikke få prikken med, når der skal bygges tionsarbejde? nyt, bygges til, bygges om eller blot udføres reparaDet betaler sig at bygge med kvalitet fra starten! tionsarbejde? Det betaler sig at bygge med kvalitet fra starten! • Udskiftning af køkken vinduer og døre • Reparation og isolering Udskiftning af af tag køkken • Glasarbejde Reparation af tag og isolering • Glasarbejde 19 Borupvej 1 - 7330 Brande - Tlf.: 97 18 70 63 - Fax: 97 18 72 01 - [email protected] - www.arnedanielsen.dk Borupvej 1 - 7330 Brande - Tlf.: 97 18 70 63 - Fax: 97 18 72 01 - [email protected] - www.arnedanielsen.dk Brande Jul 2012 Nissen i møllen... Af Pernille Bentzon Mikkelsen Pernille Bentzon Mikkelsen har ladet fantasien råde og skrevet en julefortælling som er velegnet til højt-læsning for børn. 20 Langt ude på landet… Eller vent nu lidt, - var det nu også så langt ude? Næh, det er vist mere korrekt at sige: Ikke så langt ude på landet, lå den fine gamle vindmølle og vidnede om fordums tid, hvor den havde haft sin storhed, dengang den var uundværlig for hele det lille samfund omkring den, ja, faktisk meget længere væk end det lille samfund, - for at være helt nøjagtig: Helt ude fra Skarrild-kanten var bønderne kommet, for at få malet deres korn…. Men nu, - nu stod den bare der i al sin ensomhed, og faldt mere og mere sammen. Ingen vinger fangede vinden og snurrede fornøjet rundt, mens maskineriet inde i møllen knirkede og knagede og malede kornet til fint hvidt mel… Ingen folk, der lige fik en sludder med mølleren og en pibe tobak eller en enkelt skrå, - næh, livet var ganske enkelt gået i stå i og omkring møllen. Brande Jul 2012 Og dog.. En enkelt gamling holdt stadig til på stedet, nemlig den gamle mølle-nisse, der havde boet på mølleloftet i mange, mange år, ja, lige siden møllen blev opført, og begyndte at dreje de smukke vinger rundt. Så dejligt det havde været, tænkte nissen, - ak ja, så skønt det havde set ud med vingerne, der svingede rundt og nåede næsten helt op i himlen. Men nu var det slut, der var ikke mere brug for den gamle mølle, alting var blevet moderniseret, og møllen havde lidt samme kranke skæbne som ”Brugsen” og ”Den gamle Købmandsgård”: Arbejdet var blevet indstillet, og lige så stille var den gået i glemmebogen. Det skete naturligvis at folk kiggede på den, mens de ilede forbi, og tænkte, at det i grunden var synd og skam med den mølle, men sådan var tiden jo… De to brødre Men så en dag kom to brødre, der hed Niels og Mikkel forbi ude på vejen, på vej hjem fra skole. Det var et frygteligt vejr, det regnede og stormede, og de stakkels børn, der stred sig op ad bakken, blev hurtigt gennemblødte helt ind til skindet. Rystende af kulde løb de igennem græsset over til møllen, for at komme lidt i læ, og her var det, at de opdagede at døren stod på klem. ”Lad os gå indenfor” foreslog Mikkel, og forsigtigt skubbede børnene døren helt op og gik indenfor. Inde i møllen var det næsten helt mørkt. Kun de steder, hvor stråene var blæst af, trængte der lidt lys ind i rummet, og det varede et stykke tid, inden drengenes øjne havde vænnet sig så meget til det mørke rum, at de kunne begynde at se noget. Til gengæld lugtede der er mug og fugt, og koldt var her også. Det var vist længe siden, nogen havde sat deres ben her sidst. Drengene satte deres skoletasker fra sig på gulvet, og begyndte at undersøge stedet. Nogle gamle lærredssække lå henslængt på gulvet, og ved siden af dem lå en kost, ellers var der intet andet end støv og skidt. Til gengæld var der en stige, som førte op til loftet ovenover drengenes hoveder. ”Skal vi ikke prøve at gå op ovenpå?” Foreslog Niels, hvorefter han forsigtigt begyndte at gå op ad de gamle og halvrådne trappetrin… Pludselig brast det ene trin og med et hvin mistede Niels fodfæstet. Heldigvis fik han haget sig fast med hænderne, og kunne klatre det sidste stykke, til han nåede loftet. Mikkel klatrede så forsigtigt han kunne bagefter Niels, og undgik omhyggeligt at træde på det rådne og brækkede trin, og snart stak han hovedet op ad hullet som loftslemmen i tidernes morgen havde siddet i. Den mystiske trækiste Efter nogen tids søgen oppe på loftet havde drengene held med at finde en tom sæk, noget der lignede en gammel skovl af træ og en skammel, der manglede det ene ben. Ovre ved den ene væg stod endvidere en slags trækiste, som drengene med stor iver forsøgte at åbne. ”Tænk hvis der er nogen, der har gemt en skat her oppe på loftet!” Sagde Niels imens han forsøgte at lirke låsen op ved hjælp af et gammelt søm. ”Ja” svarede Mikkel, ”Det ku´ være fedt! Så vil jeg ha´ en ny cykel!” Længe bøvlede drengene med at få låsen op, men lige meget hvor meget de prøvede, så forblev låsen låst og kistelåget lukket. ”Øv!” Sagde Mikkel, og ”Øv!” Sagde Niels og så satte de sig oven på kisten og kiggede slukørede ud i halvmørket, men de tænkte og tænkte på, hvad de mon skulle gøre for at få kisten brækket op. Pludselig var der noget der puslede bag dem, og de for forskrækkede op… ”Hvad var det?” Spurgte Niels, men Mikkel svarede ikke, han sad bare musestille og stirrede og stirrede ind i mørket helt ude under taget. Drengene kunne mærke deres hjerter banke så højt, at det nærmest burde kunne høres… ”Så du også noget der bevægede sig?” Hviskede Niels, og Mikkel nikkede og hviskede tilbage, at han bestemt syntes han havde set…. Nej, det kunne ikke passe, det var kun noget man hørte om i historierne, - mor og far havde jo altid sagt, at det bare var i folks fantasi, der fandtes… nisser. Forsigtigt listede drengene sig nærmere, men selv om de ledte og ledte, så de ikke mere til nissen, - hvis det da kunne passe, at der havde været en nisse på møllens loft. Senere samme aften, da drengene for længst var kommet hjem og var krøbet til køjs, lå de længe og hviskede og tiskede om nissen, som de muligvis og muligvis ikke havde set på mølleloftet… Kunne det virkelig passe? Næste morgen kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme i tøjet og komme over i værkstedet, for at finde noget værktøj, de kunne bruge til at låse Brande Jul 2012 21 den gamle kiste op med. Heldigvis var det lørdag, så drengene havde fri fra skole. De skyndte sig over til møllen, hvor de hurtigt klatrede op ad den halvrådne stige til loftet og fandt værktøjet frem. Først prøvede de med en skruetrækker, så prøvede de at slå på låsen med en hammer, og så prøvede de med et stykke ståltråd, men lige meget hvad de forsøgte, forblev kisten lukket og låst. Der var ikke andet at gøre, end at tage kisten med hjem i værkstedet og få far til at hjælpe. Mødet med nissen 22 Sikke et bøvl! De asede og masede med den store kiste, der var både alt for tung og alt for stor. ”Skal I ha´ hjælp?” Lød pludselig en lille sprød stemme, og dér stod nissen, - en lille oldgammel mand med langt hvidt skæg, grå bukser og trøje og en lang rød hue, hvis ende var snoet rundt om nissens hals som et halstørklæde.. Åh, hvor blev de forskrækkede! ”Se ikke så forskrækkede ud!” Gnæggede nissen, ”I vidste jo godt jeg var her, for I så mig da i går!” Jo, det var jo rigtigt nok, de havde ligesom bare ikke rigtigt troet på det, dét der med nisser var jo bare noget der foregik i fantasien… ”Den dér kiste..” fortsatte nissen, ”Hvad skal I egentlig med den?” Tjah, hvad skulle de sige til det? De var jo i grunden bare nysgerrige, måtte drengene indrømme, og nissen gnæggede i sit lange hvide skæg; ”Ja, I er et par rigtige drenge!” Sagde han så, og så tog han en gammel nøgle frem fra bukselommen og drejede den om i låsen. ”Klik” sagde det, og låget sprang op. ”ØV! Det er jo ikke andet end papir!” Udbrød drengene skuffede, da de kig- Brande Jul 2012 gede ned i kisten, der ganske rigtigt var propfyldt med papirer” ”Ja, hvad havde I regnet med?” Spurgte nissen, ”Troede I det var en skat?” ”Der røg den cykel!” Sagde Mikkel og satte sig på gulvet, mens Niels stod og bladrede lidt i papirerne ”Hvad er det her egentlig for nogle papirer?” Spurgte han, og nissen fortalte, med et dybt suk, at det var tegningerne møllen var bygget efter samt de gamle regnskaber, fra dengang den havde sin storhed, dengang der var liv og glade dage i og omkring møllen. Dengang der kom folk langvejs fra, dengang møllen var egnens vartegn, dengang man var stolt af møllen.. ”Nu er der bare kisten og mig tilbage! Og snart falder møllen vel sammen om ørerne på mig, og så må jeg vel flytte.” Afsluttede nissen sørgmodigt. Der blev helt stille på mølleloftet. Hver tænkte sit og mørket blev ligesom endnu mørkere, end det havde været for bare et øjeblik siden. ”Jeg har det!” Niels sprang op ”Jeg har det! Det er da det vi gør!” Og så fortalte han de to andre om planen… Til mor og far Hjemme fortalte drengene intet om, hvad de havde oplevet, men sent om aftenen, da mor og far troede de for længst var faldet i søvn, og selv var gået i seng, stod drengene op. Udenfor i gårdspladsen stod nissen med kisten, og nu gjaldt det bare om at få den ind i huset, uden at forældrene vågnede. Så stille som aldrig før listede de rundt, og snart stod kisten midt i køkkenet med en stor rød sløjfe om! ”Til mor og far!” Stod der på den. Aldrig så snart var mor stået op før der lød trin på gangen udenfor drengenes værelse.. ”Halløj drenge, - hvad er dog det I har stillet midt på køkkengulvet?” lød hendes stemme henne ved døren, og snart var hele familien samlet i det hyggelige køkken, mens mor og far tog indholdet af kisten op og lagde det på bordet. ”Hvad i alverden er al det her regnskab og mølletegninger for noget, og hvor kommer det fra?” Spurgte far, og drengene fortalte hvordan de havde fundet ly for regnen, hvordan de var gået på opdagelse i den gamle mølle, havde forsøgt at få kistelåsen op, hvordan de havde mødt den gamle nisse, og til sidst hvordan nissen var kommet hjem til dem med kisten, sent forrige aften. ”Det kan ikke passe, det er noget værre sludder!”Sagde far ”Hvor tit skal jeg sige, at der ikke findes nisser? Hvis I har stjålet denne kiste, der jo må tilhøre nogen, så må I aflevere den tilbage!” Hvor var det typisk for voksne, der aldrig troede på andet, end hvad de selv kunne se. Niels og Mikkel blev stædigt ved at holde på at historien var sand, og til sidst sagde Niels, at de da bare kunne gå med op til møllen, så kunne forældrene selv se! Selv om far var sur gik han med på ideen, og snart var den lille familie på vej til møllen, der lå så fint på toppen af bakken, og skuede ud over horisonterne. Der findes jo nisser Selv om vejret var fint og solen skinnede fra en næsten skyfri himmel var der mørkt og skummelt inde i møllen. Lugten af mug og støv fik mor til at nyse og lyden gav genlyd i det tomme rum. ”Hvor er så den nisse?” Spurgte far, der et øjeblik så ud til at more sig over situationen, ”Her!” svarede en lille stemme oppe fra loftet, og far og mor gav et helt spjæt fra sig, - det kunne umuligt passe.. ”Hvis I tror på mig, så er jeg her, og hvis I ikke tror på mig, så er jeg her ikke!” Lød stemmen igen, og fars øjne var stå store som te-kopper, da han fik øje på det lille ansigt, omkranset af hvidt skægt og uldent hår, samt den lange hue, der hang lodret ned fra hullet…. ”Jamen, der findes jo ikke nisser…” Stammede far ”Jamen, de findes jo kun i eventyr”, ”Javel ja,” grinede den gamle nissemand, ”Hvordan kan det så være du kan se mig? Jeg findes jo slet ikke!” Og så grinede han, så han var lige ved at skvatte ned igennem hullet. Mor og far måtte gnide deres øjne…. Det vár en rigtig nisse, - og de kunne se ham, selvom de ikke rigtigt troede på nisser. Hvordan kunne det lade sig gøre? ”Pas på trinnet!” Sagde drengene til deres forældre, da de klatrede op ad stigen, op til nissen, der sad oppe på loftet, og betragtede dem alle sammen… ”God dag, Mads!” Sagde han og kiggede på far ”- og god dag Lone!” sagde han til mor. ”Hvor kender du vores navne fra?”Mor så ud som om hun havde tabt underansigtet, men nissen svarede, mens han lagde hovedet på skrå ”Jo, ser du, bette Lone, jeg kan jo huske, du har leget oppe på mølleloftet, dengang du var en lille pige, du og Hanne ude fra smedens. I havde jeres dukker med, og så legede I med dem og med mig. Og Mads mon ikke du endnu kan huske, den nisse du så ofte snakkede med ude på lageret på den gamle købmandsgård, når du var der med din far? Jo for se, det var jo også mig! Der kunne jeg godt lide at komme, der var så hyggeligt, og købmanden Otto og fruen var altid så søde til at servere et glas skummende øl for mig, for ikke at snakke om, når datteren serverede risengrød, uha det var gode dage!” ”Er det dig?” Udbrød både mor og far, og drengene troede ikke deres egne ører: ”Så tror I alligevel på nisser!” Sagde Mikkel og Niels klappede i hænderne, men far afbrød ”Hvad har det med kisten hjemme i køkkenet at gøre? Hvad skal vi med alle de papirer?” Og så blev mor og far sat ind i planerne, og der blev kaldt ind til borgermøde i ”Den gamle købmandsgård”: ”Hermed indkaldes til borgermøde med henblik på at bevare den gamle mølle!” Stod der på opslaget, der hang alle steder i den lille by. Og sådan gik det til, at snart sagt hele sognet mødte op for at være med til at finde ud af, hvad der skulle ske med den engang så stolte og smukke stråtækte mølle, og nissen, der sad oppe på en loftbjælke og lyttede til det hele, gnæggede i skægget og frydede sig over, at der blev dannet et møllelaug, som skulle forestå genopbygningen af den gamle mølle. Og hvis ikke du har set den gamle mølle, efter den er blevet renoveret, svinge rundt med sine smukke møllevinger, så skulle du prøve at besøge den engang, når du er på de kanter… Måske får du også et glimt af den gamle mølle-nisse, hvis han altså ikke er på besøg i ”Den gamle Købmandsgård”, hvor han håber på at få sig et godt krus øl. Brande Jul 2012 23 Fra venstre ses Ungdomsrådets formand Regitse Dioni Munksgaard, borgmester Carsten Kissmeyer, Morten Laursen, formand for højskolens elevråd, Mogens Sommer Madsen, forstander på Brande Højskole, Finn Kjeldsen Pedersen fra Brande Museum og turistchef Jette Nielsen forud for åbningen af den ”Kulturtidskapsel”, som elever fra højskolen havde forseglet i 1997. Den 18. april blev den åbnet på Brande Museum som en hilsen fra fortiden. De mange hundrede ungdomsspillere fyldte godt i bybilledet, da åbningen af den 32. udgave af BIF-Cup i juli måned blev markeret med det traditionelle optog gennem byen. 24 Vejrguderne var i den grad arrangørerne af Sensommerrock venligt stemt og bagte fra morgenstunden lørdag op til endnu en flot dag. Allerede fredag blev der taget hul på festivalen, der for anden gang strakte sig over 2 dage. Brande Jul 2012 2100 kvm. varehus i Brande Nu kan du handle alle ugens 7 dage hele året rundt. Mandag-fredag 8-20 · Lørdag-søndag 8-18 Besøg bl.a. vores... Store tekstilafdeling Store flotte grøntafdeling rafdeling med Betjente slagte hver dag friskskåret kød Parfume og kosmetikafdeling Bagerafdelingen med friskbagt brød Storegade 60 • 7330 Brande • 9642 3800 www.kvickly.dk Den 17. november 1952 købte Hans Martin Vilhelm Ulbrichsen ejendommen Storegade 28 og indrettede radioforretning og privat bolig. Billedet her fra omkring 1950 set fra venstre havde købmand Harald Aastrup butik ved siden af er det Willemsens Isenkram og Tip Top samt Brande Sogns Laane og Sparekasse – og endelig skrædder Rasmussen, hvor B&O-butikken siden har haft til huse. Bemærk i øvrigt benzinstanderen ved fortovet. Den tilhørte E.K. Hansens butik, der blandt andet handlede med øl, vin, tobak og benzin. Min barndoms baggårde Af Hans Ulbrichsen Fra foredrag på Brande Højskole foråret 2012 26 Det var med et lille smil på læben, at jeg læste mailen fra Mogens Sommer Madsen, Brande Højskole, hvor han spurgte, om jeg ville fortælle om min barndom. Første tanke var, nåh, nu er du blevet så gammel, at nogen kan være interesseret i at høre om din historie fra din barndom på trods af, at jeg slet ikke føler Brande Jul 2012 mig så gammel. I dag er der jo ikke gamle mennesker, som da jeg var barn. Robert Dahl – han ligner jo sig selv eller rettere sagt ”livet har ikke sat sine spor på Robert ”. Robert er som jeg husker ham fra stadion eller i Falck-uniform, og Finn Birkelund har jo set sådan ud i alt den tid jeg kan huske og for slet ikke at nævne hans bror Bent. Hvorfor skulle nogen være interesseret i min barndom? Jeg tror heller ikke, at det er det, I er kommet for at høre, men nok mere noget fra ”de gode gamle dage”. Fra dengang en mand var en mand og et ord et ord. Det er den tid, jeg er opvokset i. Jeg er født i juni måned 1960 - ikke i Storegade, men næsten, jeg er nemlig født på Brande Sygehus, en rigtig varm sommerdag. Og hele den tid, jeg vil fortælle om, foregår i Storegade og de omliggende pladser og bygninger. Det ville jo være dejligt, om man ligesom Johannes Møllehave bare kunne trække et foredrag op af en af alle de skuffer han har i sit hjerneskab, men de evner er ikke mig forundt, så det har taget lidt tid at prøve at lave dette causeri på kun 10 min. og stadig interessant, således at I alle får lidt med hjem og vil kunne huske denne aften som en god aften her på Brande Højskole. I dag kan jeg se, at jeg har haft en fantastisk barndom. Vi boede jo oven på min farfars forretning og der var på det tidspunkt 2 svende og 4-5 lærlinge samt en fotograf ansat. Jeg har lavet flere versioner, men jeg tror, den der vil være mest spændende i aften vil være den, hvor der er et persongalleri over nogle af de mennesker, jeg er kommet fordi på min barndomsvej. Afregning ved ”kasse 1” Mandag morgen, når jeg vågnede, var den første jeg mødte Magnus Kronborg og hans hund Ulla (mi’ hund Ulla og mig!). Han var gårdkarl eller det vi vel i dag ville kalde vicevært på Hotel Brande. Ham gik jeg langt udenom. Jeg var direkte bange for ham. Han var ikke altid lige let at forstå, når han skulle holde skråen lige i munden og samtidig give en skideballe. Min seng stod direkte ud til Storegade, så dengang kunne jeg altid ligge i min seng og høre hvem der kørte på Storegade. Jeg kunne kende 90 % af bilerne på motorlyden og fredag og lørdag var specielt spændende, når der var bal på kroen, for der var sjældent en lørdag uden en lille slåskamp. Når det gik stort for sig, så kom betjent Nykjær på besøg og hvis der ikke blev delt lussinger ud før, så ville der højst sandsynligt ske afregning ved ”kasse 1” ovre i smøgen. Nykjær kendte jeg jo rigtig godt og også Dalgård og Lillerod og alle betjente, for de kom jo hver formiddag kl. 10 og igen kl. 14.45, så skulle de nemlig til bageren for at hente brød til kaffen hos bagermester Lauge Jørgensen, som jeg jo også kendte særdeles godt. Han havde nemlig 2 døtre, som vi legede med og dem var det rigtig godt at være venner med. For der kunne vi altid få gammelt brød, og når vi var rigtige heldige eller flinke, så faldt der måske også en sodavand af. Jeg legede særlig meget med Jette, den yngste af døtrene, som jeg for øvrigt kom til at ”slå ihjel” engang - eller i hvert fald næsten. Det kunne sommetider godt lidt hårdt for sig. Det kommer jeg tilbage til. Forhør i banken Palle og hans søstre Solveig og Rita boede ved siden af os. Palle er flyttet, men hans søstre bor stadig i byen. Dengang kunne jeg løbe op til Palle, de boede på øverste sal over Sparekassen. Palles far var banebetjent og vicevært i Sparekassen. Samtidig skulle han tømme skraldespande hos lægerne, der var på første sal. Der var altid en lugt af sygehus i den opgang. Når vi så skulle ned i kælderen for at lege, kunne vi løbe ind i doktor Jørgensen eller doktor Bendix eller doktor Holm. Hvad de ikke vidste, var at vi skulle ned og skrive nogle recepter ud! Vi havde på fornemmelsen, at der var nogen, der havde ondt i maven – ved en fejl var der havnet nogle receptblokke i affaldsspanden og dem havde vi helt tilfældigt fået øje på, så nu kunne vi være rigtige læger i vores praksis i kælderen. Vi var aldrig helt så heldige med banken, selvom vi tit så efter, om ikke der var smuttet en 10 krone-seddel i affaldsspanden ved en fejl. I stedet kunne vi finde på at lave et lille raid ned i haven for at drille Hr. Holmberg – det var viceværten i Midtbank. Vi smed nogle blade der, hvor han lige havde fejet, for dengang blev der fejet hver dag. For de af jer, der ikke kender Hr. Holmberg, kan jeg kun sige, at i de 15 år, jeg har oplevet den mand, har jeg aldrig set ham smile eller grine. Og en dag gik det også galt, han tog os på fersk gerning! Vi havde aftalt en flugtplan, men den indebar, at vi ikke begge kunne slippe fri, så det var mig Holmberg fik fat i nakken, og som på film, nærmest løftede han mig fra jorden og bar mig i nakken ind i banken gennem lokalet ind til direktør Bredlund og hans lille hund (som jeg for øvrigt har en rigtig god historie om en anden gang). Her kom jeg så i forhør, jeg syntes det tog en hel dag! Palle havde været bange, så han havde hentet sin far og de stod og ventede uden for banken. Der skulle gå mange år før jeg igen turde sætte mine ben i den bank. Det gjorde jeg jo så for øvrigt 13 år senere - direktøren var ikke den samme, men da jeg kom ind på det kontor havde intet forandret sig og dengang var direktørens kontor ikke et sted man kom ofte, så P.H. Jørgensen startede samtalen med stolt at sige: ”Nå, Hans, her har du vist aldrig været før”! Jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle sige. ”Jo, hr. direktør, da jeg for 13 år siden var ved at sabotere banken, var jeg her”. Jeg undlod at fortælle ham det under min ansættelsessamtale, men senere gik jeg til bekendelse. Når vi skulle vi hjemad fra skole, kunne det være, at vi lige skulle ind til købmand Aastrup. Vi gik altid bag ind, hvis ikke Harald Aastrup var på besøg, han kunne skræmme livet af enhver. Han havde sit eget hjørne nede i kælderen, hvor han sad på en Brande Jul 2012 27 sæk kaffebønner og drak ”elefanter”, men sad han der, løb vi igen og kom senere eller tog hoveddøren. Købmand Aastrup var en dejlig mand. Vi var altid velkomne og jeg husker stadig lugten/duften af ost/kaffe og frisk frugt. Dog må jeg indrømme, at lugten var lidt anderledes nede hos Juul Mathiasen – der duftede nok lidt mere rent. Oplevelserne hos Skovbjerg 28 Nu kunne klokken vel være sådan hen ad 14, så kom min farfar og jeg skulle lige hjem for at finde ud af, om vi skulle nogen steder. Og en dag ville han høre, om jeg ville med ud at sælge et farvefjernsyn. Det var nummer to familie i byen, der skulle have sådan et. Jeg kendte ikke kunden, vi skulle ud til, men det var en oplevelse. Da vi kom derud, gik vi gennem en speciel have, jeg kendte ikke noget til blomster dengang, men der var nogle meget specielle blomster. Min farfar stoppede ved et lille bed med margueritter, så sagde han: ”Du, Skovbjerg, jeg har da aldrig set lyseblå margueritter”, under det store hvalrosskæg kom det ud af munden på ham: ”Nååår, dem har a målet!”. Christian Skovbjerg kunne jeg fortælle om i timevis. I banken var det altid spændende, når han skulle hente penge, hvilket han gjorde en gang om måneden. Hvis der så var en ny elev fra Herning, som ikke kendte Skovbjerg – jamen, Skovbjerg kunne snakke sort, og når så han var kommet frem til skranken og havde talt i 5 minutter og eleven havde sagt hvabehar op mod 20 gange, var der som regel en af de ældre, Brande Jul 2012 der blev elevens redningsmand og gik op til kassen og sagde: ”Goddag Skovbjerg, mangler du kr. 500,-” og Skovbjerg svarede: ”Ja, det er jo det, jeg har prøvet at forklare, men hun er lidt tungnem, hende der!”. Jeg tænker her på den monolog Ebbe Rohde har, hvor han kommer til Alaska som ung præst. Nå, min farfar og jeg kom ind til Skovbjerg og fik kaffe, det blev en lang handel! Jeg var meget optaget af et stativ jeg aldrig havde set før, flagstænger med de 5 nordiske flag. Min farfar havde opdaget det og sagde: ”Hans, hvad er det, du har fået øje på”. ”De flag, hvor kommer de fra, hvilke lande” spurgte jeg. ”Ja - det kan du jo spørge Skovbjerg om”. Skovbjerg brummede lidt og så sagde han: ”De 3 første kender jeg godt, men de to sidste kommer langvejs fra. Jeg har dem nu mere, for a tøvs’ det er nogle flotte farver”. De blev ikke færdige med handlen den dag, men dengang kunne sådan en handel strække sig over flere uger, men som regel endte det altid med, at de blev enige enten på den ene eller den anden måde. Holms have Om aftenen og når vejret var dejligt, mødtes vi altid i Sparekassens gård enten for at hoppe i sjip (det var som regel pigerne der ville det). Mange gange endte det med et kompromis og vi sparkede til dåse med en rigtig Beauvais metaldåse. Her løb vi så ind i et lille problem, for de bedste gemmesteder var i doktor Holms have, men fru doktor Holm havde advaret os. Ingen havde noget at gøre i hendes have, der var sirligt gjort sommerklar, bederne var revet og græsset klippet med neglesaks. Men det skulle jo prøves alligevel – alt det, der er forbudt, er som regel det, der er mest spændende. Og selvfølgelig skulle det gå galt! En aften, hvor vi alle var samlet klar til leg, overraskede fru doktor Holm os og alle blev beordret hjem og tage træsko på, for der var et meget fint aftryk i et bed og nu ville hun have afsløret hvem, der havde været inde i hendes have. Sagen fik for Jette, Palle og jeg en lykkelig udgang, for det var Michael, deres egen søn, hvis træsko passede bedst i aftrykket. Nu kunne klokken Billedet her stammer fra omkring 1962 og viser Hans Ulbrichsen sammen med familiens hund, Kim, der følger trafikken på Storegade. Juletilbud Sanita flextræsko 350.- Sort kaptræsko Str. 36-48. 380.LIDT SKO Str. 36-48. Føres også i hvid str. 36-41. FLERE SKOLAND Storegade 14 . Brande . Tlf. 97 18 42 90 være 21 eller 21.30, og det var det tid at komme hjem og i seng. Forfærdelig tirsdag Jeg husker en forfærdelig tirsdag, hvor jeg skulle være blevet i min seng. Palle var lidt sur, så jeg gik over til Jette for at høre, om ikke vi skulle spille Antonius. Det ville Jette godt, så vi gik ned til skuret, hvor Jensen tømte alle sine skraldespande, inden han brændte af nede på engen. Nu var det sådan, at Jette var bedre til at spille bold end jeg var dengang, så jeg kom hurtigt bagud, så en gang hvor hun havde sendt bolden forbi mig og ned af skrænten til engen, tænkte jeg, at jeg jo lige kunne sende en mursten retur, medens jeg hentede bolden. Da jeg kom tilbage, var der ingen lyd fra hende på den anden side af skuret. Efter at have råbt til hende og der ikke kom noget svar, løb jeg om på anden side for at se, om hun var gået hjem. Det var hun så ikke! Hun lå med blodet løbende ud af hovedet, helt livløs, og jeg blev grebet af panik. Løb hjem og råbte til min mor ”Mor, mor, jeg har slået Jette ihjel!”. Heldigvis lever hun den dag i dag i bedste velgående. Det gik ikke så galt – men hvad ville Jettes far dog ikke sige. Han tog det nu meget pænt, han sagde, at det kunne hun nu også have fundet på. At have et menneske på samvittigheden er én ting, men en hel by er noget helt andet. Samme eftermiddag kunne det være gået helt galt. Da var Palle kommet til live, han var ikke sur mere og Jette skulle have lidt ro. Tæt på at brænde Storegade af 30 Jensen, Palles far, havde en stor kæmpe trækasse, hvor Brande Jul 2012 han tømte alle papirkurvene fra Sparekassen og lægehuset, og så en gang om ugen gik han ned på engen og brændte af. Nu ville vi gøre noget godt. Jeg havde jo også lidt at skulle gøre godt igen, så jeg fik overtalt Palle til, at vi jo kunne brænde af for Hr. Jensen. Da vi nok ikke fik lov nede på engen, så vi kunne jo sætte ild til trækassen og så lave en lille efterslukning, når alt brændte ned. Vi var af vores forældre blevet tudet ørene fulde med, at hvis man legede med ild, så ville man tisse i sengen om natten. Men det ingen vidste, skete der jo nok ikke noget ved. Så vi fik fat i nogle tændstikker og så fik vi lavet et bål. Det tog fuldstændig overhånd, jeg slap med et kæmpe brandsår og har stadig ar, ikke på sjælen, men på benet, af plastik der brændte sig fast, og gudskelov kiggede Jette fordi og fik fat i Hr. Jensen, mens Palle og jeg efter bedste evne legede Falck-mænd med skovle og hvad vi havde af forhåndenværende redskaber. Hr. Jensen kom og reddede os - vi kunne have brændt hele Storegade af. ”Kurt Hønsetyv” og ”Hans Tuborg” Nu stod den på stuearrest resten af ugen – det gjorde ikke så meget, så kunne jeg være nede i forretningen og det var jo snart fredag. Der kom som regel ”Kurt Hønsetyv” og var jeg rigtig heldig kom ”Hans Tuborg”. Og denne fredag var jeg rigtig heldig. Jeg kunne jo også lige fortælle om dengang Palle og jeg blev anholdt af Nykjær. Vi legede sommetider i Storegade og skrev nummerplader op. Nu var vi ikke så gamle og vi syntes, at bilerne kørte meget hurtigt, så vi mente, at vi kunne gøre som politiet gør på film nemlig stille sig ude midt på kørebanen og strække armene ud for at tilkendegive, at det kørende automobil skulle holde, således vi havde en chance for at skrive nummerpladen op. Det syntes Nykjær var en meget dårlig ide, så vi fik valget mellem øjeblikkeligt at holde op med denne leg eller også ville det blive en dag i kachotten på vand og brød. Det med vand og brød var vi jo så vant til, men kachotten brød vi os ikke om, så det gjorde vi næsten ikke mere. Med stuearrest var der jo så heller ikke mulighed for at komme forbi ”Slik Ulla”. Hun havde forretning lidt længere nede ad gaden og det var der, vi købte slik – det var ikke hos købmanden eller Stark eller hvor man nu om dage køber slik, det gjorde man hos ”Slik Ulla”. Jeg var temmelig gammel, inden jeg fandt ud af, at Ulla rent faktisk ikke boede i forretningen. Hun var faktisk enestående på det felt, hun havde åben til kl. 21 hver aften. Så blev det fredag og ”Kurt Hønsetyv” kom i forretningen og gik om for at høre et par plader. Efter en time syntes han ikke rigtig, der var noget han kunne bruge. Jeg havde set, at der manglede et par James Last plader, så jeg vinkede lige til far, der så gik hen og snakkede lidt med Kurt. Han holdt den ene hånd sådan mærkeligt på maven. Far spurgte, om han havde ondt i maven, men nej det havde han ikke. Så fik min far Kurt til at fortælle lidt om livet og sin motorcykel og langsomt gled der 4 LP plader ned fra maven på Kurt – ”Hov,” sagde Kurt, ”Dem havde jeg da helt glemt, at jeg havde taget med, dem må jeg da hellere lige få betalt”. Den aften var ”Kurt Hønsetyv” lige gået ud ad døren, da ”Hans Tuborg” kom ind af butiksdøren, klokken var da ca. 19.45 og han var i fantastisk humør. Han sang, da han kom ind af døren i ”Ja, ja, ja, nu kommer jeg, I ser, jeg iler”. Det var der nu ikke nogen, der kunne se; ”Hans Tuborg” havde aldrig travlt. Men jeg kunne mærke, at nu var der lagt op til en spændende aften – butiksdøren blev ikke låst, men alle gik ud på værkstedet, hvor det kunne være, at nogen af de sidste kunder som fætter Kurt eller Hagbert Berggren hang lidt ud. ”Nå”, ville Hans så sige (han var jo også taxichauffør), ”benzinen er fan’me blevet dyr. Jeg stod lige henne på tanken og tankende lillebilen op, og så sagde jeg til Lalle, at benzinen er blevet dyr”. Det syntes Lalle ikke, for han tankede altid kun for 100 kr.! Så var der ham, der havde elsket med konen og så spurgte han: ”Tænker du aldrig på andre, når vi elsker, kone?”. ”Nej, lille ven, det gør jeg ikke – det kan jeg ikke nå!” Og så var der jo også drengen, som børneværnet havde taget fra moderen, fordi han blev slået. Dommeren siger til drengen: ”Du kan ikke være ved din mor – vil du være ved din far?”. ”Nej, han slår mig endnu mere”. ”Nå, hvem vil så være ved?”. ”Kunne det blive Brøndby Boldklub? – de slår aldrig nogen!”. Sådan kunne det blive ved hele aftenen – ja, mange gange var klokken både 22 og 23, inden Hans skulle videre ud i natten. Alle de andre Nu er mine 10 minutter vist gået. Selvom jeg ikke har fået nævnt alle mine oplevelser med Sven Holm, isenkræmmer Willumsen, Leopold Thaarup, Fru. E. K. Hansen, Ejler Thomsen (hold dig munter – Dortmunder), købmand Fisher, købmand Ovesen, Ole Stensgård, købmand Rahn Jensen, Ernst Borgaard, Leo P. Hjersing og Langballe (de havde den med tyren) og i skrivende stund O.B. Mortensen, som er en af de ildsjæle, jeg har efterlyst her i Brande. Han startede mange gode ting, han tog mig med til fodbold i Holland, hvor jeg nær havde fået en kontrakt med Ajax Amsterdam, hvis ikke det var for Edgar J. (Edgar har altid passet godt på sige egne). Han mente, der var mere brug for mig i Brande end Amsterdam. Og ikke at forglemme en person, der har lært mig rigtig mange ting, nemlig fru Jenny Volstedlund, som var helt fantastisk. Hende kunne vi godt bruge en 3-4 stykker af i Brande i dag. Så ville byen se helt anderledes ud. Hvis hun så fik hjælp af Græde Søren og Søren Kårmager, så ville vi være på toppen igen. Så nu har jeg bare tilbage at sige tak for i aften og med Ole i tankerne, lev livet, vi ved aldrig, hvornår det er forbi, må I alle komme rigtig godt og sikkert hjem. Omkring 1954 byggede Hans Martin Vilhelm Ulbrichsen en etage ovenpå forretning, her flyttede Hans Ulbrichsens forældre ind i 1959 og her havde han sit barndomshjem i en årrække, hvorfra han kunne følge livet i Storegade. Brande Jul 2012 31 Så blev det endelig jul... Af Marianne Sommer Der var engang en lille by langt ude på landet. Det var en aktiv lille by med mange aktive sjæle, som satte sjove projekter i gang. Det var efterår, julen nærmede sig, og det gav nye problemer for det lille samfund, som just havde fundet ud af, der ikke var penge til den fine årlige julebelysning, som plejede at pryde byen. Der blev indkaldt til stormøde og mange ideer blev vendt. Byens ildsjæle fabrikerede breve til store og små – til folk og fæ – om at donere en skilling, så julen kunne blive – smuk og lys – som den plejede at være. Byen havde mange store virksomheder, ja, den havde vist nok den største samling af millionærer i hele det lille land. Ja, faktisk var der lige kommet en HELT ny millionær. 15 millioner var der tikket ind på en heldig lottospillers konto i den lille by. Indbyggerne sitrede af forventning. HVEM mon det 32 var? Kun avisens redaktør kendte vinderens identitet, men HANS mund var lukket med syv segl og et stykke plaster. Det havde ellers været rart, OM man vidste hvem den nye millionær var, så man også kunne sende et brev om den manglende julebelysning til ham. Han havde nemlig fortalt avisens redaktør, at HAN ikke ville ændre levevis – kun købe en ny cykel – så her måtte nok være nogle millioner at hente til juleudsmykningen. Nu måtte man desværre nøjes med at sende til alle de hærdede gamle millionærer, om de ville tænde et lys i mørket? Ja, det store juletræ på torvet kunne der heller ikke blive råd til at anskaffe dette år. Det så i sandhed ud til at ville blive en rigtig trist jul dette år. Imens gik byens ildsjæle og pønsede på andre ideer. KUNNE man måske STRIKKE noget julepynt til de kønne nøgne træer, som stod og frøs så ynkelig langs byens gader? Ideen blev forsig- tigt luftet i den lille by. Der var som forventet både for og imod. Fortalerne samledes i byens lille cafe og strikkede løs på kulørte julekugler, nissemænd, uldne rensdyr med mohairhaler og acrylnissemænd på ryggen. Der blev strikket grønne overtræk til alle træerne, selv skolebørnene strikkede i timerne og børnehavebørnene drog i skoven efter grankogler og julegrønt, som blev hængt rundt på stativerne omkring de smukke træer. Det blev dog ALT for meget for modstanderne af strik og humor, de mødte til gengæld op med fakler, kaffe og hjemmebag på torvet. Det blev så hyggeligt, at folk i hundredvis strømmede til det lille torv, for at deltage i alt det spændende, der foregik. Snart slap hjemmebaget op, og der blev hentet dej til æbleskiver af andre glade oplevelseshungrende folk, og de gik i gang med at bage til de mange fremmødte. Stemningen steg og steg. Der bredte sig en duft af æbleskiver, brændte mandler og venlighed på det lille torv. Dagen gik på hæld, og ved faklernes og pandelampernes lys blev det lille torv og den lille by pyntet. Et par af byens bedste musikanter kom og spillede på deres fioler. Snart var faklerne Marianne Sommer har skrevet en julehistorie beregnet for voksne. Her tager hun udgangspunkt i noget af det, der er hændt af stort og små i Brande det forløbne år. Her ses hun sammen med viceborgmester Preben Christensen(Å), da de første masker til strikkeprojektet blev slået op. Brande Jul 2012 dog brændt ud, pandelampernes batterier brændte på sidste vers, og det blev så mørkt, at folk måtte belave sig på at gå hjem fra det, der kunne være blevet en hyggelig nattefest med alle byens borgere. Da det atter blev lyst, og alle kunne se gårsdagens smukke resultat, bredte der sig en stemning af: ” iiiiiiiiiihhhhhhhhhhh og nøøøøjjjjjjjjj, hvor er det fint”, og ” Hvor ER det ærgerligt – der ikke er julebelysning til at oplyse vor fine by om aftenen”. Stemningen spredte sig helt over til den STORE by, hvor byrådet holdt til og det satte gang i diskussionen i det lille byråd. Skal – skal ikke støtte. Diskussionerne var høje og lange, for der var endnu engang sparerunde i den lille kommune. Det endte med et nej, for kommunen havde lige nedsat et clairvoyant healende udvalg, som kostede mange penge. Handelsstanden havde heller ikke penge til at tænde lys over by – så hvem kunne bryde den gordiske knude? Mørket sænkede sig aften efter aften – tidligere og tidligere. Torvet lå hen i mørke og humøret dalede i takt med mørket. Da nulpunktet næsten var nået, fik en af ildsjælene en LYS ide! Oluf Sand fandt en juletræskæde frem fra den store julekasse under sofaen og bar den ned på torvet. Han monterede den på et af de smukke strikpyntede træer, og straks skilte dette træ sig ud fra alle de andre og lyste op i mørket. ”Nææææææææææææææh, hvor smukt”; sagde lille fru Jensen til sin mand, da de gik aftentur. De skyndte sig hjem i deres kælder og rodede i julekassen, og se om der ikke også lå nogle kæder i den. De tog på torvet og satte DERES kæde op, og snart var der 2 lysende træer. Ideen bredte sig, og snart vrimlede det med handymænd og kvinder med lange stiger, og træerne blev et efter et pyntet indtil hele byen stod smuk og lysende og bød folk og fæ velkommen til den kommende højtid. Alle følte et stort medansvar for den fine julebelysning. Selv Ronnie og Johnny, som plejede at more sig med at smadre juletræspærer og andet på deres vej, havde selv været med til at reparere en gammel juletræskæde for deres farfar, og havde set hans glæde ved at skænke lidt lys over byen, kunne dette år ikke få over deres pubertetsfyldte hjerter at ødelægge denne glæde. Under hele dette undergrundsprojekt, hvor unge og gamle arbejdede sammen side om side og lod kreativiteten blomstre, kom der endnu en millionær til i den lille by. Byens boghandler kunne stolt fortælle i byens førende avis, at han havde en millionvinder i sin kundekreds. Det gav dog ikke længere anledning til drømme om et millionbeløb til julebelysning blandt byens borgere. De kunne nemlig SELV, kunne de!!!!! Endelig blev det jul og den LYSENDE julepyntede by sendte sit milde lys ud over gaderne og tændte en venlig julestemning i alle hjerter. Man bestemte sig for at byen fremover skulle kendes landet over for sin kreativitet, venlighed og hjælpsomhed. Målet var at tænde lys i mørket ved hver dag at gøre mindst ET andet menneske glad. Julefreden sænkede sig over den lille by – og SNIP SNAP SNUDE, så var den julehistorie ude. Strikkefolkets kreativitet gav sig udslag mange steder i bybilledet. Her er det en af bænkene på Store Torv, der er blevet ”klædt på”. Brande Jul 2012 33 Min barndoms Jul i Brande med barndomshjemmet kapellan-boligen som udgangspunkt Af Olav Tornøe Rasmussen 34 Her de sidste dage i november havde lugten af gran, mos og sød birkesaft allerede bredt sig til hele kælderen. Jeg stod igen efter skoletid i kælderen og skulle binde vores adventskrans – et avisombundet cykelhjul i voksencykel størrelse, hvor egerne var fjernet - den skulle være klar til 1. søndag i advent og hænges op i lysekronen på min fars kontor i præsteboligen. Jeg husker den var så tung, at jeg i mange år måtte have hjælp til at hænge den op. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor, men i mit barndomshjem var det os ”mænd” – min far og jeg - der stod for alt det praktiske lige fra hus, have, tøjvask, madlavning til indkøb. Jeg tror, min mor havde fået overbevist min far om, at det var hende, der var den intellektuelle del af familien, så hun havde rigeligt at gøre i dagligdagen med tænkning og analyser af dagen og livet i Brande og verden omkring os… hm. Weekenden forinden havde vi - min far, mor og min lillesøster Karen og jeg - været på Askærgård og hentet en stor portion af ædelgran, mos og lærkegrene med kogler og hvid mos til december måneds juleaktiviteter. Årets skiveskårne Brande Jul 2012 birketræ var også ankommet fra Tømrer Laurits Madsen, og min far havde været oppe på toppen af Brandlundvej - lige efter vejen til Uhre – med skovl og zinkbalje og gravet årets ler op fra grøftekanten. Dermed var alt gjort klar til den første uges juleforberedelser i december. Det var blevet en fast tradition, at alle ældre på ”De gamles Hjem” på Brandlundvej skulle have en juledekoration. Med birkeplatterne som bund med ler, mos, gran, lærkegrene og til sidst et lys fik jeg vel lavet 40 – 50 juledekorationer. Der skulle jo også lige være et par stykker til os selv og så de nærmeste naboer. Jeg læssede så 10 – 15 ad gangen på en legetøjstrækvogn, vi havde, og kørte dem op ad Brandlundvej til alderdomshjemmet og gik rundt på hver ”stue” og afleve- rede en juleplatte med ønsket om ”en Glædelig Jul”. Kirsebærvin og småkager Min søster og jeg var ikke ukendt med at komme rundt med vores far på besøg i private hjem, sygehus og alderdomshjem, som det hed dengang. Da vi blev lidt større, havde vi egne sang og oplæsningsdage bl.a. på alderdomshjemmet, så vi følte os egentlig ikke fremmede der, og de fleste ældre kendte os rigtigt godt. Et år gik min runde med juledekorationerne lidt galt. Alle ældre havde dengang småkager og kirsebærvin, som de bød på, når de fik besøg. Tidligere år gav besøgene rundt på ældrestuerne masser af småkager med efterfølgende mavepine som resultat. Jeg havde jo lært Min søster og jeg er parate til at deltage i det årlige juleoptog gennem Brande. hjemmefra at være høflig og sige pænt ”ja tak”, når man blev budt, og julen måtte man jo ikke ”bære ud”. Jeg har vel været omkring konfirmationsalderen, så mange af de ældre opfattede mig vel snart som en ”yngre mand”. Så nu blev jeg budt på både kager og kirsebærvin. Jeg husker ikke, om jeg klarede 10 eller 15 besøg, før bestyrerinden måtte ringe hjem til præsten og bede ham om at hente sin søn. Jeg husker svagt, at jeg var blevet ret svimmel og gik rundt og sang på gangene. Hovedpinen dagen efter bekræftede, at jeg havde prøvet at være beruset for første gang. Næste dag fik jeg venlig bistand rundt på de sidste stuer af bestyrerinden, der sikkert har forklaret, at det var helt i orden, at jeg kun fik småkager. Altid hvid jul Dagene frem til sidste søndag i advent gik ud over skolegangen med, som for de fleste børn, alle de fornøjelser frost og sne kunne give – og JO, der var sne og frost dengang hvert år….i Brande. Det var kælkning og skiløb dels på vores egen bakke, der var åben for alle byens børn, men også Petersborg bakken. Skøjteløb foregik oftest i anlægget – men nogle år var isen først bæredygtig efter jul. Her var min søster og jeg nok lidt privilegerede, fordi Provst Ottes lille sø i præstegårdshaven frøs tidligere til, så den kunne bruges før. Men den var ikke åben for alle, så ofte var vi alene der med kun 1 enkelt kammerat. Som nævnt, så var vi børn ofte med på vores faders ”arbejdsplads” – som mange andre børn. Det gjaldt jo også de kammerater, der voksede op på en af Brande omegns mange gårde eller forældre, der havde butikker eller kørte vognmandskørsel. Ja - vores fars arbejdsplads var nok lidt atypisk set udefra, men ikke for os. Vi var hyppigt med i kirke og var også med i kirkekor. Nogle gange kom jeg med til begravelser og udsyngning i kapeller, hvis der var få pårørende. Jeg kunne jo altid synge med. Så for mig blev bryllupper, barnedåb og begravelser lige så almindeligt som det, at en so skulle have grise. Kælketur efter bilen I december tog jeg meget gerne med til gudstjenesterne i Uhre og Skærlund – især hvis min mor ikke var med. Dengang var vejene ikke saltet, så vi kørte på grusede sneglatte veje. Lykken var at få en kælketur efter bilen. Efter gudstjenesten havde jeg en aftale med min far om, at vi spændte kælken efter bilen, og han kørte rimeligt stille hjemad, indtil vi nåede Falckstationen neden for Brandlund bakke. Her holdt min far så ind på pladsen foran, og kælken kom i bagagerummet og blev så listet ud af bilen, når vi nåede hjem. Min mor måtte ikke vide noget. Min søster kom først med på lignende ture, da vi var sikre på, at hun ikke ”sladrede”. Engang gik det også galt her. Min far må have glemt, at jeg lå på min kælk bagefter bilen. Han fortsatte med pæn fart forbi Falckstationen videre ned ad Brandlundvej forbi den lokale betjent Dalgårds hus næsten nede ved åen. Faktisk stod Dalgård udenfor og vinkede pænt til min far, da han kørte forbi. Det var ikke lykkedes mig at skjule mig på kælken bag bilen, selv om jeg forsøgte at holde mig tæt på kofangeren. Næste dag fik min far besøg af politiet. Så for nogle uger var gudstjenesterne i Uhre og Skærlund ikke så spændende. Jeg fik dog udtænkt en plan for, hvordan jeg kunne kontakte min far, så han ikke glemte at holde ved Falck. Så… kirketurene til Kælken blev spændt efter min fars Ford Anglia og så gik det i stille tempo hjem fra gudstjenesten i Uhre med mig på, fortæller Olav Tornøe Rasmussen. Brande Jul 2012 35 Skøjteløb på søen i præstegårdshaven. Præstegården ses i baggrunden. Og så blev der sunget for strikkeriet i Brande. Uhre og Skærlund blev hurtigt genoptaget. Jul i Askær skole 36 Den første rigtige juleaktivitet, vi var med til hvert år, var på Askær skole. En lille landsbyskole med et klasseværelse i hovedbygningen og et i et anneks på den anden side af skolegården, der nu mere var en græs- og grusmark. Det var Mygind, der var lærer her. Jeg husker skolens juleafslutninger som det mest vedkomne julearrangement, vi kom til. Her var et stort juletræ pyntet med masser af den julepynt, som eleverne selv havde lavet. Vi sang julesange, som kun blev sunget her og Mygind spillede til på sin violin, som de fleste skolelærere kunne dengang. Der var så saft og kager og slik til, og vi lejede og spille bold uden for, selv om der var sne. Askær skole blev jo senere som mange andre lukket ved en større landdækkende skolecentralisering. Mygind fik senere flere skolelederjobs i Brande og var da også kirkesanger i en periode. Brande Jul 2012 Den 3. søndag i advent eller sidste søndag inden juleaften var vi med i nisseoptog. Det var spændende hvert år at hente nissedragten og prøve den. Nu begyndte det at ligne rigtig jul. Et orkester spillede og gik foran. Der var også ofte tombola. Nisserne (vi) ankom på forskellig vis. Nogle år var det med tog, andre gange med lastbiler. Et år var det Falck, og jeg husker, jeg sad næsten øverst på en stigevogn. Vi uddelte papirposer med julemotiver med slik, appelsin og æble i. Netop dette år slap slikposerne op, så vi nisser fik ingen poser selv. Skuffelsen var stor – selv om nogen forsøgte at forklare os, at julen jo var ”at give andre”. Men det blev ”reddet” lidt, da der blev fremskaffet nogle kasser med bananer og æbler samt en bøtte slik. Ellers havde vi nok ”nedlagt arbejdet næste år”. Juleudstilling Når man boede i den del af Brande, som jeg voksede op i, var dagligdagens Brande området omkring hjørnet: Herningvej Brandlundvej og vestlige del af Storegade. Her var skole, bager, købmand, slagter, vin & tobaksforretning, frisør, glarmester, blomsterhandel, tømrer, mekaniker, maler, læge og så Højskolehjemmet – så alt var inden for få meter. Utroligt - men det er faktisk let at huske mange af dem ved navn: Købmand Rahn, Balles blomster, Slagter B. Andersen, Bager Willadsen, glarmester Øvig o.s.v. Det var kun, når vi manglede sko, legetøj, cykler og skulle i biografen, at vi som børn kom på den anden side af præstegården og kirken. Dog netop i december fristede de mange pyntede vinduer enhver barnesjæl. Hvor har jeg stået mange år med næsen mod ruden hos Borgaard og set på det elektriske tog, der kørte rundt og også pyntningen og gættekonkurrencerne hos Centrum. Der var nisser i alle butiksvinduerne, som var de samme år efter år, som man genkendte med glæde. Juletræet på torvet med sine mange lys og de mange guirlander med lys gennem Storegade og op til banegården gav også en fantastisk julestemning. Jul i præstehjemmet Juleaftensdag i præstehjemmet havde sin faste årlige rutine. Familien Danmark var langsomt gået fra varm mad om middagen til først at indtage det varme måltid om aftenen i takt med, at alle var væk fra hjemmet i dagtimerne. Denne rytme havde man så også i weekenderne. Men ikke juleaftensdag hos os. Min far og jeg gik inden formiddagsgudstjenesten med flæskestegen til bageren på hjørnet af Herningvej og Dalgasvej, hvor den så kunne hentes et par timer efter som færdig steg. Det var på eftervarmen fra morgenens bagning af brød i ovnene, den blev stegt. Altid perfekt husker jeg. Jeg skrællede kartofler og kogte små kartofler til brunkartofler og gjorde rødkål klar, medens far var i kirke, og kl. 12 kunne vi så sætte os til det klassiske julebord. And eller gås var der ikke tradition for eller råd til i de barneår, jeg husker. Derefter skulle min far have en kort lur inden en ny gudstjeneste kl. 14. Her var vi alle med, og måske skulle vi synge med i kor. Altid hyggeligt med julesalmerne og ikke mindst, at prædikerne ofte var forholdsvis korte i respekt for, at der var mange mindre børn og stressede forældre, der skulle hjem og lave flæskesteg. Vores juleaften forsatte kl. 16 på alderdomshjemmet. Der blev holdt prædiken og sunget. Efterfølgende var vi rundt på de fleste stuer og ønske Glædelig Jul. Jeg ved ikke, om der dengang sad flere ældre alene end i dag – men der var mange, der skulle holde jul på alderdomshjemmet og måske først skulle på besøg hos familie 1. eller 2. juledag eller slet ikke. Men hvor fik vi mange omfavnelser og kærlige blikke fra beboerne. Så gik turen videre til Sygehuset. Jeg husker Brande sygehus som utrolig hyggeligt pyntet op juleaften med grand, julehjerter og levende lys overalt. Her blev der også holdt gudstjeneste med sang, og kirkens organist var med på lokalt stueorgel. Vi var også her rundt og hilse på dem, der måtte tilbringe julen i en sygeseng. Her synes jeg, der altid var mange pårørende med. Vi fik ofte både appelsiner, æbler og vindruer der, samt masser af bagt kage og klejner samt pebernødder. Omkring kl. 19 gik turen over vejen til kapellanbolig på Brandlundvej. Vi havde jo spist julemiddagen, og særligt sultne var vi ikke efter besøgene på alderdomshjemmet og sygehuset. Men den forberedte risalamande med kirsebærsovs og frugt stod klar. Noget, der kunne laves dagen før. Juletræet var også pyntet aftenen i forvejen. Jeg ved ikke hvorfor, men faktisk var det den eneste dag om året, der blev bedt bordbøn i mit barndomshjem. Resten af aftenen forløb som alle andre børns med mange ture omkring juletræet med levende lys og pakker. Vi gik ofte ”ret brugte” tidligt i seng, for næste formiddag var der igen en gudstjeneste, vores far skulle klare. Til julefest på Nyholm Juledag om formiddagen var vi børn sjældent med i kirke. Her skulle julegaverne nydes, inden vi – som en fast tradition - skulle på Nyholm til middag. Et sted vi kom ofte. Fra en december måned hvor andre hidtil havde været i centrum for vores aktiviteter, kom vi i gæsterollen. En stor kontrast ikke blot i forhold til, at det var os, der skulle være aktive, men også fra en lille kerne- familie på 4 til mange børn, unge og voksne. På Nyholm var de 10 børn i alle aldre, og i flere år var fætre og kusiner fra nabogården Trædholm med. Vi børn sad ved et mindre bord med fast slagbænk i hjørnet af spisestuen, der også havde et stort langbord. Menuen var haresteg med al mulig tilbehør. Harerne var naturligvis nedlagt flere dage før. For man gik selvfølgelig gerne på jagt her. Vi gik også omkring et pænt stort juletræ i en af de mindre stuer. Jeg husker, at vi nogle gange kunne lave 2 kæder rundt om træet og dansede i lange kæder rundt i de mange rum. Jo Nyholm var for og til børn. Hermed var julearrangementerne ikke forbi. Nu startede dem byens foreninger lavede bl.a. på Brande hotel. I mange år var det borgerforeningen, der holdt juletræsfesterne. Her samledes stort s et a lle bør n fr a Br ande. Jo – vi har vel alle mange minder med fra vores barndoms jul. Mine står i hvert fald tydelig for mig. Jeg er sikker på, at jeg har taget mange af de værdier, jeg fik med fra barndommens juler i Brande med mig videre i livet og brugt dem, da jeg selv fik børn. Brande Jul 2012 37 I år havde Teaterkompagniet ladet sig udfordre af revygenren og med Brande Station som kulisse fik man fortalt om stort og små i og udenfor Brande. Det kom der en morsom lagkagerevy ud af, så publikum fik rørt lattermusklerne. Bjarne Søgaard Jensen (forrest) og Rasmus Sommer som Gurli og Gertrud, der næppe kan se frem til genvalg, når næste års firmajulefrokost skal arrangeres – men sjov’, det var’ed! John Eg Pedersen som Fremskridtspartiets kulturordfører Gormsen fandt en helt nye måder at fortolke ”De små synger” på. 38 En godt bedugget Anne Quist Köhler forsøger at få Mads Mortensens forståelse for sine fortrædeligheder med indkøbene til middagsmaden Per Søndergaard og John Eg Pedersen i rollerne som Stephen Kinnock og Prins Henrik, der mødtes på Brande Banegård og udvekslede erfaringer om dette og hint. Fra venstre er det Lene Brødløs, Gitte Askjær og Britta Riis, der giver deres mening om ”strikkekonflikten” til kende: ”Vi vil, vi vil –strikke!” Brande Jul 2012 Tove ”Tissekone”, blev spillet overbevisende af Bitten Aarhus Jacobsen. B I O M A R WORLD CLASS FISH FEED Glædelig jul & godt nytår Intet julebord uden fisk Prøv for eksempel en varmrøget ørred med røræg serveret på ristet rugbrød. Alt hvad du behøver, er at stege lidt rød peber og rødløg på en pande, tilsætte æg pisket med hytteost, salt og oregano og forsigtigt vende æggemassen indtil den stivner. Pyntes med rød peber, rødløg, cornichoner og hakket purløg. Og skal du spise ørred, så følg anbefalingen fra Fødevarestyrelsen og vælg en opdrættet ørred. Så er du sikker på at få et nemt, sundt og lækkert måltid. BioMar Gruppen er blandt verdens førende leverandører af foder til fiskeopdræt. Vi leverer foder til rundt regnet en fjerdedel af de ørreder og laks, som opdrættes i verden. Du kan se mere om BioMar på www.biomar.dk og www.biomar.com. BioMar A/S · Mylius Erichsensvej 35 · 7330 Brande Den omkring 300 meter lange Søren Slange satte sit farvestrålende og festlige præg på RemisenBrande, hvor den slyngede sig hen over bjælkerne og de mange gæster. Søren Slange kom ud i friheden ”Strik Brande glad” blev et af årets mere farverige og festlige indslag i Brandes byliv. 40 Af Villy Jensen Det der startede den 3. marts i Café Tankefryd som en idé, foldede sig lørdag den 29. september ud som et kæmpeprojekt, med en 290 meter lang strikket slange, kaldet Søren Slange, som det mest håndfaste bevis på en lang række pigers ihærdige strikken gennem året. Udover slangen, der var strikket og fyldt ud med skumgummi, var der også blevet tid til at strikke til byens mange pullerter, bænke, træer, ja selv springvandet på Store Torv var forsynet med strikkede åkander der flød rundt på vandet. Og så blev der sunget for strikkeriet i Brande. Brande Jul 2012 Søren Slange havde opholdt sig i skjul i Drantum, og blev i Allan Knudsens lukkede trailer kørt ned på torvet, hvor mange børn og voksne stod klar til at modtage slangen. Første opgave var at få den lange strikkede slange båret ud af traileren, så Jørgen Lauridsen i smoking og med høj hat kunne måle længden op på Søren Slange. Det blev foretaget i bedste landmålerstil og længden nåede til 290 meter, og dermed var Brandetæppet slået med flere meter. Alt imens målingen foregik op og ned ad Storegade holdt Arne Ørtved, i sin nystrikkede poncho, en tale for projektet, der var startet med at Dina Blomstrand havde ringet til ham og spurgt om han ville gøre hende en tjeneste. Heart i Herning med et spiritistisk udvalg, der skal hjælpe kommunalrødderne i det daglige arbejde, så er Søren Slange sørme også kunst. Båret op i Remisen Efter en fællessang blev Søren Slange båret ad Jernbanegade op over broen til Remisen, hvor den søndag skulle være hædersgæst, når den store Strikkefestival skulle afvikles. Det blev en stor succes med omkring 800 gæster. De mange strikkerier satte sig resten af året deres præg på Brande bymidte, hvor træer, bænke, tavler og pullerter blev pyntet af strikkerier. Et initiativ, der gav genlyd langt udenfor kommunegrænsen. Strik Brande glad Arne Ørtved var mødt op i cafeen, hvor han straks fik et par strikkepinde i hånden og dermed var projektet sat i søen: Strik Brande glad.... Arne Ørtved fortsatte i sin tale: Søren Slange er et resultat af mange menneskers indsats. Det der startede den dag i Tankestrejf med tre fumlefingrede mandfolk, folder sig nu ud i al sin pragt. Som i sin tid det berømte Brandetæppe har fællesskabet manifesteret sig i et festligt og originalt kunst-projekt Om man vil kalde det kunst er jo et definitionsspørgsmål, men når man læser om, hvad der foregår i delvist kommunalt regi på Med Preben Christensen og Marianne Sommer i spidsen blev slangen båret over broen ved jernbanen. Brande Jul 2012 41 Der blev strakt godt igennem – men som her, blev alle øvelserne udført med et smil omend nogle af dem gav anledning til lidt stønnen. 100 år med et godt lille sted... Af Erik Lauritzen 42 En flok på tolv veltrimmede gymnastikdrenge iført sorte gymnastikbukser, hvide bluser og bare tæer henrykkede lørdag eftermiddag et fyldt Drantum Forsamlingshus med øvelser, som de havde udført i begyndelsen af 1960’erne. Med dette festlige indslag var de den 3. marts med til at markere 100-års jubilæet for Drantum Forsamlingshus. I takt og med klare stemmer indtog de forsamlingshuset syngende ”I alle de riger og lande” og under kyndig og myndig Brande Jul 2012 ledelse af Vagn Ellehammer blev der bøjet og strakt til den store guldmedalje. Øvelserne blev udført med større eller mindre smidighed og stønnen – og ikke mindst håndstand gav røde hoveder. Men fælles for alle, så blev det gennemført med højt humør uanset om det gjaldt armbøjninger og spring over buk og plint. Udfoldelserne blev da også behørigt belønnet med anerkendende applaus – og rygtet vil vide, at de ”gamle” gymnastikdrenge kun havde øvet ganske lidt. Velfungerende hus Inden opvisningen havde Kurt Mose Jensen, formand for Drantum Forsamlingshus budt velkommen og udtrykt glæde over, at så mange var mødt frem for at være med til at fejre ”husets” 100-års dag. Formanden konstaterede, at forsamlingshuset både styrker sammenholdet og er en del af drivkraften i lokalsamfundet. -I en tid, hvor forsamlingshusene har det svært, kan vi glæde os over at have et fornuftigt hus, der har fungeret i 100 år og som også er rustet til de næste 100 år. Men det kan kun lade sig gøre fordi, der altid har været frivillige, der var parate til at tage en tørn. Det håber jeg, der fortsat vil være, så vi kan blive ved med at have et godt lille sted herude, sagde Kurt Mose Jensen. Fyldt med historie I sagens natur er Drantum Forsamlingshus fyldt med historie, det blev meget klart, da tidligere formand Kristian Julsgaard havde kigget i de gamle protokoller. Han kunne blandt andet fortælle, at den stiftende generalforsamling blev holdt den 21. april 1912 og et halvt år efter stod huset klar. Men byggeriet var åbenbart gået lidt for stærkt, for blot syv år efter indvielsen var det nødvendigt at sætte døre og vindueskarme ordentligt fast, ligesom det viste sig, at huset var sunket. I de første vedtægter stod, at der ikke måtte udskænkes spiritus i huset. Men, som Kristian Julsgaard bemærkede: -Det er blevet ændret siden. Han berettede om, hvordan Besættelsen også nåede til Drantum. -Den 2. februar 1944 ved midnatstide dukkede en flok tyske soldater op og indlogerede sig. Men de smuttede dog hurtigt igen, de syntes åbenbart, at Drantum var for kedelig. Men kedeligt havde det ikke været, når der var gymnastik, sangaftener og dilettant i forsamlingshuset for ikke at nævne høstfesterne, der strakte sig over tre dage, så var der trængsel på dansegulvet – og når juletræsfesterne fyldte forsamlingshuset til sidste plads. Det var tider, mindedes Kristian Julsgaard og huskede, at huset i 1984 blev belønnet med Bendix Prisen. Skyld i mange venskaber Samme udgangspunkt havde en anden tidligere formand, Jacob Schnedler. -Vi har et værdifuldt samlingssted med mange venskaber på samvittigheden, sagde han og mindedes det år, hvor bestyrelsen skulle fremstille 42 juledekorationer, men først lige skulle hente gran og andet i skoven. Det blev en meget festlig tur og nogle meget sjove juledekorationer, huskede han. Bukken blev også udfordret – og klaret i fin stil. Imponerende håndstand udført af Aage Gasbjerg godt assisteret af Gunnar Skærlund. Brande Jul 2012 43 Blåhøj Hallens bestyrelse består i jubilæumsåret af fra venstre Birthe Kristensen, Joan Hansen, Steen Tøttrup, kasserer udenfor bestyrelsen, Torben Rahbek-Engmarksgaard og formand Per Nielsen. Med i bestyrelsen er også Heidi Pool. Frivillighed er stadig den bærende kraft... Et samfund uden de helt store fagter viste, hvad sammenhold magter, og offerviljen sig ikke fornægter, når, der skal bygges for kommende slægter. Ungdom! Dette idrættens hus er givet og bygget for at bru’s. Af Erik Lauritzen 44 Sådan skrev Botha Underlin, daværende skoleinspektør på Blåhøj Skole i forbindelse med indvielsen af Blåhøj Hallen den 12. september 1987 – og opfordringen til at bruge ”det nye hus” er gennem årene blevet fulgt. Lige fra første færd har frivil- Brande Jul 2012 ligheden og sammenholdet været de bærende kræfter – og sådan er det stadig. Så i mere end en betydning har det været et kraftcenter for ”Blåhøjerne” og stedet, hvor man mødes til idræt og socialt samvær. Hallen har således også spillet en stor rolle i integrationen af tilflyttere. Man kunne bare gå ”op i hallen” og deltage i fællesskabet og allerhelst tilbyde sin hjælp. Sådan er det stadig her 25 år efter, at en gruppe visionære og stædige Blåhøj-borgere tog initiativ til projektet. I 2005 blev stedet udvidet med Multihuset. Jubilæet blev markeret den 14. og 15. september. Vi er på landevejen hver dag... Med 120 biler kører vi rundt i landskaberne med turister, passagerer og patienter - hver dag året rundt. 12 BUSSER KØRER TURISTFART, 77 KØRER RUTER OG 30 MINIBUSSER OG 1 TAXA BETJENER VORE KUNDER I NÆROMRÅDET. 1. november 2008 overtog vi Herning Turisttrafik og beskæftiger i dag 150 ansatte. Har I brug for en bus eller anden form for transport - så kontakt os på tlf. 97 18 26 36 - 97 18 12 89 - vi har altid et godt tilbud på hånden..! Med venlig hilsen Rune, Ronny, Elsebeth og Aage Gasbjerg Taksvej 8 . 7400 Herning Tlf. 97 12 89 11 Langkærvej 35 . 7330 Brande Tlf. 97 18 26 36 Året i glimt Den 7. januar kunne Brande Fjernvarme fejre indvielsen af det nye flisanlæg på Mylius Erichsensvej. Den 19. januar markerede Brande Bibliotek og Lokalhistorisk Forening 20-årsdagen for den sidste ”Kabaret Buldog” med Eric Storél. og Tom Larsen butikken til den erfarne vinmand Peter Rystok med overtagelse 1. marts. I maj blev Susanne Rasmussen udpeget til ny formand for Brande Sportsrideklub. Den 1. marts kunne Tove Voldby fejre 25-års jubilæum i Handelsbanken. I juni genvandt Glenn Holm Frandsen fra Brande Jagtforening sit DM i Nordisk Kombinationsskydning. Den 3. marts markerede Drantum Forsamlingshus sit 100-års jubilæum. Den 28. januar markerer Susanne Egebjerg og Dennis Frederiksen, at de har overtaget Brande Camping. I marts vælges Michael Koch som ny formand for Brande Idrætsforening. Den 16. februar kunne Jørn Jakobsen fejre sit 25-års jubilæum som postbud. Med udgangen af april stoppede Poul Brønnum efter mere end 34 års virke som læge i Brande. Den 1. marts blev Michelle Dohn Pedersen eneejer af BlomsterAtelie i Storegade, da Ulla Faartoft Jensen sagde farvel til blomsterne. Efter 40 år i bestyrelsen for Foreningen Norden, heraf de 36 som formand, gav Nancy Nielsen depechen videre. Samtidig blev hun udnævnt til æresmedlem i foreningen. Efter at have drevet Brandes nok mest kendte butik, Over Kælderen siden 1978 solgte Hanne Den 25. maj kunne BioMar fejre virksomheden 50-års jubilæum. Poul Brønnum blev udnævnt til ”Årets Brandit” ved Brande Marked i juni. 1. august kunne driftschef Jan Aagaard fejre 25-års jubilæum hos Stark i Brande. 1. august kunne Kirsten Pedersen fejre 25-års jubilæum i bogholderiet hos BTX. 1. august overtog 25-årige Lasse Rehde tøjbutikken Next Door fra Boie Jensen. Det blev indledningen til et generationsskifte i to etaper, næste år ved samme tid overtager han herretøjsbutikken Boie. I august flyttede Ann Erlandsen sin Nyt Syn-butik fra Storegade til Torvet. Efter 40 år som driftsleder på Brande Vandværk takkede Agner Poulsgaard af og overlod posten til John Nielsen. I august blev Ditte Knudsen ansat som ny leder af cafeteriet i Brande Hallerne. Den 14. og 15. september markerede Blåhøj Hallen sit 25-års jubilæum. 46 Børneoptoget satte kolorit på Brande Marked. Brande Jul 2012 15. september markerede Birgit og Kent Karlsen 25 år med Mosegårdens Hunde- og Kattepension på Sønderkærvej i Uhre. Den 15. september kunne Minna Oline Jensen, Skolestien fejre sin 100-års fødselsdag. 5. september blev der afholdt stiftende generalforsamling på Gavlmaleriforeningen MUREN. Den 29. september dannede RemisenBrande rammen om en gigantisk Strikkefestival, der blandt andet blev markeret med, at den 290 meter lange strikkede ”Søren Slange” blev båret gennem byen for at være en del af udsmykningen ved festivalen. Den 8. november fejrede Sydbank 100-års jubilæet for Brande Bank. Redaktionen er afsluttet den 4. december. Den 10. november markerede Drantum Gymnastikforening sit 100-års jubilæum med reception og gymnastikopvisning i Drantum Forsamlingshus. Ved menighedsrådvalget blev Poul Brønnum, formand siden 1984, genvalgt med 236 personlige stemmer. Han indtager fortsat formandsposten. Den 17. november dannede Brande Hallerne rammen om en velbesøgt julemesse med omkring 2000 gæster. Ved sommerfesten i Drantum blev der blandt andet dystet i cykelringridning. Den 1. oktober stoppede Jens Høgsberg som administrerende direktør for MES. I uge 40 vandt en heldig og anonym lottospiller i Brande en gevinst på 15.372.263 kr. Teaterkompagniets forestilling brød med adskillige års tradition og bød på ”Teaterrevy” med lokalt tilsnit. Den 1. november markerede Peder Holt 25-års jubilæum som selvstændig revisor. Ved Drantum Gymnastikforenings 100-års jubilæum i november viste damerne stræk- og bøjgymnastik fra en svunden tid. I november kunne KMC holde rejsegilde på en tilbygning til administrationsbygningen på Herningvej. Den 7. november kunne smed Bjarne Videsen fejre 40-års jubilæum på Fasterholt Maskinfabrik. I Blåhøj fejrede man sommerfest i bedste westernstil. Brande Jul 2012 47 Uhre Friskole - ind i debatten! Uhre Friskole ønsker alle elever, forældre og samarbejdspartnere en rigtig glædelig jul og et godt nytår dser Ledige pla lasse k . 0 e d n e i komm e og 9. klass www.uhrefriskole.dk Uhr Tl w w w.
© Copyright 2024