DEN HIMMELSKE TEOLOGI
AF
MARK V. AGAPE
Emanuel Swedenborg blev født i Stockholm i 1688. Det bemærkelsesværdige
efternavn stammede fra faderen, biskoppen af Skars, der i 1719 havde
foretaget navneændring fra Swenberg til Swedenborg. Ændringen skyldtes, at
han var blevet adlet i forbindelse med tiltrædelsen af et teologisk professorat.
Den unge Emanuel påbegyndte sit universitetsstudium i Uppsala, hvor han
opholdte sig frem til 1709. Herefter førte hans videbegærlighed ham til rundt
i Europa, hvor han bl.a. besøgte England, Frankrig og Holland. Han
orienteret sig vidt og bredt om de seneste landvindinger indenfor
naturvidenskaben, der på dette tidspunkt havde hans store interesse. Af mere
subtile veje kom han samtidig under indflydelse af hans svoger, Eric
Benzelius. Denne havde i 1697 studerede filosofi hos selveste Leibniz i
Hannover, samt neopythagoræisme og kabbalisme hos Francis Mercurius van
Helmont. Han var ligeså gode venner med flere fremtrædende medlemmer
af the Philadelphian Society i London, der senere skulle komme til, at spille
en afgørende rolle for udformningen af Swedenborgs lære. Under sin
hjemrejse i 1700 mødte Benzelius den jødiske mystiker, Moses ben Aaron af
Krakow, hos hvem han påbegyndt et privatstudie i hebræisk. Sidenhen indgik
de også et samarbejde om etableringen af hvad de kaldte et ”pansophistisk”
kollegium. Sammen fremsatte de kabbalistiske fortolkninger af tekster fra Det
Nye Testamente, og udarbejdede annotationer til den jødiske mystiker, Philo
fra Alexandria. Sidstnævnte havde i begyndelsen af den romerske hellenisme
forsøgt, at udvikle en metode til allegorisk komparation mellem traditionel
jødisk eksegese og stoicistisk filosofi. Alt til den ende, at han ønskede, at bane
vej for en harmonisk forening mellem græsk filosofi og ortodoks jødedom.
Swedenborg fulgte i svogerens fodspor og ankom i 1710 til England, hvor han
blev personligt modtaget af den svenske ambassadør, en frimurer af anseelig
rang, der angiveligt introducerede ham til filosofferne William Penn og Lord
1
Bolingbroke. Det er dog tvivlsomt om deres tænkning efterlod noget varigt
indtryk på ham. Som svogeren opsøgte også Swedenborg Leibniz. Men efter
ankomsten til Hannover, måtte han sande, at den aldrende tænker var
bortrejst til Wien. Tilbage i London traf han den jødiske mystiker, Rabbi
Haim Jacob Falk, også kendt som den londonske Baal Shem Tov. Det var
således i Wellclose Square, nær Shem Tovs hus, at Swedenborg i 1744 havde
sin første Kristusvision. Inspirerede af denne dedikere resten af sit liv til
religiøse aktiviteter. På daværende tidspunkt havde han endnu 27 leveår,
hvilket han fortrinsvis brugte på, at skrive. I alt udgav han 30 bøger, alle
skrevet på latin, hvori han redegjorte for sine åndsteorier.
I lighed med de fleste oplysningstænkere mente Swedenborg, at svaret på
religiøse spørgsmål måtte findes i naturen, om end denne sjældent gav de svar
som man ønskede. I begyndelsen var han meget optaget af magnetismen,
men måtte dog hurtigt sande, at denne ikke kunne bruges som forklaring på
eksistensen af hvad han betragtede som guddommelige ”substans.” Han satte
derfor sin lid til elektriciteten, men opgav også denne for til sidst, at
formulere sin egen teori om en usynlige substans, der ikke blot sammenbandt
universet, men tillige udgjorde menneskets udødelige sjæl. I forlængelse heraf
fostrede Swedenborg en forestilling om, at de naturlige og åndelige verdener,
som han mente eksisterede i en vid mangfoldighed, dybest set var forskellige
manifestationer af en og samme substans. Der var med andre ord tale om
udformningen af en kristen teologi, baserede på et gudsværens-begreb, der
rent erkendelsesteoretisk trak på velkendte elementer fra bl.a. det
renæssancemagiske paradigmes neoplatoniske korrespondanceteorier,
cartesianske dualisme og Leibnizs monadelære. Det var således også
Swedenborgs påstand, at al liv udsprang fra den samme kilde, men var
organiserede på flere forskellige niveauer. Ydermere, at hvert enkelt objekt i
universet havde sin egen plads, alt imens det knyttede an til andre objekter
gennem korrespondancer. Ingen af disse niveaudelinger kunne imidlertid
opretholdes, hvis det ikke var for en konstant åndelige tilstrømning udgående
fra gud, der af Swedenborg blev illustrerede som en åndelig sol. Lignelsen
havde han naturligvis lånt fra Platon, om end dennes idésol næppe havde
meget, at beskaffe med den swedenborgianske kosmologi. Som det også var
tilfældet med den neoplatoniske emanationstænkning, blev hvert niveau
oplyst af en specifik mængde åndelige substans, fra de højeste åndelige planer
og ned til naturens laveste mineralriger. Samtidig var objekterne som nævnt
2
forbundet med deres spirituelle, rationelle og naturlige modparter, i et
omfattende mystisk korrespondancenetværk. Ikke overraskende var
Swedenborg også modstander af treenighedsdogmet, dersom han mente, at
Kristus var en gud i menneskelig form. I kraft af sin korsfæstelse, havde
Kristus bevarede nogle menneskelige egenskaber, som han medbragte til det
hinsides, hvor han herskede som et guddommeligt menneske. Denne status
kunne Swedenborgs person naturligvis ikke konkurrence med, men det
afholdte ham ikke fra, at betragte sig selv som værende budbringer for den
syvende og sidste åbenbaring af Kristus. Det var da også på baggrund af dette
rationale, at han formelt grundlagde sin religiøse bevægelse i året 1757, der
tillige var udset som tidspunktet for Kristus genkomst på jorden.
Nedstigningen fra de åndelige planer skulle dog ikke opfattes i en konkret
kødelig forstand, men der imod som en åndelig begivenhed der udelukkende
fandt sted på de indre planer, foranledigede af, at menneskeheden atter
”begyndte”, at åbne sig for bibelens ”sande” mening. Til dette formål trykte
Swedenborg hans egen bibel, der dog var noget kortere end både den den
katolske og de protestantiske. Af bibelens seksogtres bøger fravalgte han de
syvogtredive ud fra den begrundelse, at de manglede åndelig dybde.
Tilsyneladende kunne han dog ikke undvære dem helt, for i sit monumentale
storværk Arcana Coelestia, har han skrevet omfattende og udførlige
kommentarer til både Genesis og Exodus. Essensen af hans bibelfortolkning
og dennes betydning for hans religiøse tænkning, skal dog primært findes i
hans sidste værk The True Christian Religion fra 1771, der indeholder
essensen af hans refleksioner over bibelens ”sandheder”:
“The natural man, however, cannot this be persuaded to believe that the word is
divine truth itself, in which are divine wisdom and divine life; for he judges it by its
style which reveals no such things. Yet the style of the word is a truly divine style, with
which no other however lofty and excellent can be compared. The style of the Word
is such that it is holy in every sentence, in every word, and sometimes in every letter;
and therefore the Word unites man to the Lord and opens heaven.”
The True Christian Religion.
Egentligt interessant bliver det dog først, når Swedenborg applicerer sin
korrespondanceteori på selve skrifterne:
3
“That everything in nature and in the human body corresponds to spiritual things is
shown in e Hell. But what correspondence is, had been hitherto unknown, although it
was perfectly understood in the most ancient times; for to the men of that time the
science of correspondence was the science of sciences, and was so universal that all
their manuscripts and books were written by correspondences. The book of Job, a
book for the ancient church, is full of correspondences. The hieroglyphics of the
Egyptians and the myths of antiquity were the same. All the ancient churches were
representative of spiritual things; the ceremonial laws of their worship were pure
correspondences; so was everything in the Israelites church. The burnt ‘offerings,
sacrifices, meat-offerings and drink-offerings were correspondences in every detail, so
was the tabernacle with everything in it, and also the feasts of unleavened bread, of
tabernacles, and of first fruits; also the priesthood of Aaron and the Levites and their
holy garments… Moreover, all the laws and judgements relating to their worship and
life were correspondences. Now, because divine things manifest themselves in the
world by correspondences, the Word was written by pure correspondences: and for
the same reason, the Lord, because he spoke from the divinity, spoke from
correspondences. For everything from the divinity flows into such natural things as
correspond thereto; and these outward things then conceal in their depth the
divine things called celestial and spiritual.”
The True Christian Religion.
Som de fleste kristne kabbalister var også Swedenborg af den opfattelse, at
der var skjulte sandheder, at finde i de bibelske skrifter. Og endvidere, at
disse var nedlagt deri af gud. For af afkode dem krævedes imidlertid en særlig
eksegetisk metode, som den selvsamme gud havde åbenbaret for
Swedenborg, for dermed, at gøre ham i stand til, at gennemtrænge de
hemmelige mysterier. Det var ligeså blevet Swedenborg fortalt, at der længe
før syndfloden havde eksisterede et kirkeligt samfund, hvis medlemmers
besad et sådant åndeligt intellekt, at de var i stand til, at kommunikere med
engle. Endvidere var deres forståelse af skabelsens objekter udviklede i et
sådant omfang, at de blot behøvede, at kaste et blik på en tilfældig jordisk
genstand for, at få indsigt i dens korresponderende form på det åndelige plan.
Til disse hellige mænd hørte den mytiske Enok, der sammen med hans
trosfæller udformede og systematiserede et glossar over korrespondancerne.
Med tiden spredte glossaret sig til de israelitiske stammer og derfra til Indien,
Egypten og Etiopien, hvorfra ”den hemmelige kunst” overgik til grækerne.
4
Sidstnævnte havde brugte den som grundlag for deres mytologi, hvilket der
ifølge Swedenborg fandtes evidens for i den arkaiske litteratur:
“Religion has existed from the most ancient times, and the inhabitants of the earth
everywhere have a knowledge of God and some knowledge of life after death, but
from the ancient word, and afterwards from the Israelitish Word. From these two
Words religion spread to India and its islands, through Egypt and Ethiopia to the
kingdoms of Africa, from the maritime parts of Asia to Greece, and thence to Italy.
But, as the word could only be written symbolically, that is, by mundane things
corresponding to and therefore signifying heavenly things, the religion of the Gentiles
became idolatrous, and in Greece mythical, and these divine properties and attributes
were looked upon as so many gods, dominated by a supreme deity called Jove,
possible from Jehovah. And they had knowledge of paradise, the flood, the sacred
fire, and the four ages, from the golden age to them of iron.”
The True Christian Religion.
Tilsyneladende mente Swedenborg, at israelitterne var det folk som befandt
sig tættest på det guddommeligt ophav, og derfor kun stod en grad under
englenes rangorden i det kosmiske hierarki. Om end det næppe var bevidst,
samstemte Swedenborg ikke desto mindre med samtidens antisemitiske kor,
dersom han fandt, at jøderne havde ”bortødslede” deres åndelige arv og
erstattede monoteisme med med polyteisme og magi. Israelitterne var dog
ikke helt uden egenskyld, eftersom de ifølge Swedenborg, havde glemt fra
hvem de havde modtaget deres hellige viden om korrespondancerne, hvorfor
gud nødvendigvis måtte straffe dem. Dog forblev jøderne de hovedansvarlige
og så meget desto værre var det, fordi andre folk sidenhen var begyndt, at
følge deres uskik. At det alligevel stadighed var muligt, at beskæftige sig med
den hemmelige lære skyldtes, at det var lykkedes for nogle få asiatiske
folkeslag, at bevare denne viden helt frem til Kristus fødsel. Dette skulle også
have været grunden til, at de tre bibelske magere alle kom fra Østen, hvorfra
de medbragte symbolske gaver der korresponderede med deres forfinede
himmelske genparter. Således evnede Swedenborg som få andre, at
sammenpasse alt i et harmonisk hele. Ikke mindst når det gjaldt hans egne
åndelige fortræffeligheder, der ikke kun tillod ham, at illuminere bibelen,
men også, at skue Moses ansigt. At det øjensynligt kun var Swedenborg selv
5
der evnede dette, bidrog naturligvis kun til cementeringen af hans autoritative
status:
“The Word is kept in the shrines of the angelic temples and shines like a great star,
sometimes like the sun with a halo of beautiful rainbows; this occurs when the shrine
is first opened. All the truths of the word shine, as I learnt on seeing that, when any
verse is written on paper and thrown into the air, the very paper shines in the form in
which it had been cut; so the spirits can by the word produce various shining forms,
even those of birds and fished. But what is still more wonderful, if any person rubs his
face, hands, or clothes against the open Word, so as to touch the writing, his face,
hands, and clothes shine as if he were standing in the brilliance of a star. This I have
often seen with wonder and it showed me why the face of Moses shone when he
brought down the tables of the covenant from Mount Sinai.”
The True Christian Religion.
Om end den swedenborgske teologi var den foreløbige kulmination på flere
århundredes esoterisk bibeleksegese, så var samtidig stærkt præget af de
historisk set nærmeste generationer. F.eks. spillede den tyske mystiker, Jacob
Boehme, en central rolle for dens udvikling. En af Boehmes hovedarvetagere
var William Law, der havde tætte forbindelser til fremtrædende medlemmer
af det tilligere nævnt Philadelphian Society, herunder Jane Leade og Francis
Lead. I 1711 var Law blevet fellow ved Emmanuel College i Cambridge, men
blev kort tid efter udråbt til en såkaldt ”non-juror” og tvunget til, at forlade sin
post på universitet. Årsagen var ingen ringere end, at han havde nægtet
aflæggelse af troskab mod repræsentanterne fra det hannoverske dynasti,
efter den sidste stuartmonark, dronning Anne, var død i 1741. De næste ti år
ernærede han sig som privatunderviser hos en familie, der senere skulle blive
berømt for, at have opfostret historikeren Edward Gibbon. Blandt mange af
dem der som Law ikke var begejstrede for, at have hannoverne ved magten,
blev hans bøger og skrifter overordentlige indflydelsesrige. Kredsen omkring
Law kaldte sig for ”boehmeister.” Da Law døde i 1762 overtog Swedenborg
ledelsen af af denne kreds. Om end han nægtede, at have læst Boehme, så er
det evident, at qua den indflydelse som Laws teologi øvede på ham, må
Boehme implicit anses for hans største inspirationskilde. Blandt de mange
eksempler herpå er forestillingen om den emanerende gudsværen ganske
central. På det højeste celeste plan bestod verden ifølge Swedenborg af en
6
harmonisk og fuldendt guddommelige dimension, men under dens
descendens gennem de lavere celeste sfærer, var gudsværen blevet udsat for
en privation, der udspaltede den i modstridende principper. Værst forholdte
det sig på det terreste plan, hvor oprørske engle havde skabt en materiel
verden, hvor de dualistiske principper var uafstemte i en sådan grad, at det
var de mørke ”sataniske” kræfter som dominerede. Endnu var de
gudsindstiftede korrespondancer operative, men det teoretiske kendskab til
disse var værdiløst, såfremt man ikke også besad den fornødne viden om den
teknik, hvormed de kunne animeres. I den forbindelse var mennesket
ontologisk set et ganske specielt væsen, eftersom det ikke oprindeligt tilhørte
den materielle verden, men i virkeligheden var en ”gudsgnist” fanget i et
fysisk fængsel. Endvidere havde Kristus ved, at tage menneskelig form i
skikkelse af Jesus, indsprøjtede sin gudsværen i menneskeheden, og dermed
skabt et fornyet håb om, at enkelte udvalgte kunne vende tilbage til det
guddommelige ophav. Der var med andre ord taler om forestillinger der på
flere måder forekommer, at være besidde endog signifikante gnostiske
reminiscenser. I modsætning til Boehme nærede Law dog en større
optimisme på den fortabte menneskeheds vegne, dersom han mente, at der
ikke kun ville finde en kollektive frelse sted, men tillige, at helvedet også ville
blive ødelagt for bestandigt. Netop denne soteriologiske tænkning blev så
afgørende Swedenborg, at han fremsatte en direkte appel til mange af de
gamle boehmeister, som han bogstaveligt talt bad om, at indgå et samarbejde
om himlens sejr og helvedets udslettelse. Iblandt tilhørende var Thomas
Hartly, der havde held til, at influere poeten, Samuel Taylor Coleridge, i et
sådant omfang, at mange af de swedenborgske tanker fandt genklang i dennes
tidlige digtning.
Swedenborgianismen havde en relativ brev konceptualisationsramme og var
for så vidt en ganske inklusiverende religiøs livsopfattelse. Fra at et mere eller
mindre løst teoretisk udgangspunkt, udviklede den sig i løbet af blot få årtier
til en egentlig sekterisk bevægelse. Denne drejning der synes, at være så
symptomatisk for mange af de hinsidesorienteret sekter, må særligt for
swedenborgianismens vedkommende, tilskrives præsten og det tidligere
medlem af Wesleys Holy Club, John Clowers, der i 1773 havde opgivet Laws
skrifter til fordel for Swedensborgs latinske værker. Som præst kendte han
naturligvis det religiøse marked bedre end de fleste andre. Han bibeholdte sit
medlemskab af den anglikanske kirke, men afslog tilbuddet om et
7
biskopembede i 1804. Dermed havde han sikrede sig frie hænger til, at
inkorporer så meget swedenborgianisme i sine prædiker som han vurderede,
at den lokale menighed kunne bærer. Med tiden spredte Clowers version af
swedenborgianismen sig ud over det meste af sognet i Lancashire, men
mødte også konkurrence fra andre reformerte grupperinger, herunder
metodisterne. I lighed med swedenborgianerne lagde sidstnævnte stor vægt
på en ikke-rationel religiøs åbenbaringsteologi, men forblev dog langt mere
praktisk orienteret. F.eks. betonede man vigtigheden af de hævdvundne
traditioner fra den gamle agrare kultur, der på dette tidspunkt befandt sig i en
omfattende forandringsproces, som følge af den begyndende industrialisering.
På det personligt plan synes Swedenborg imidlertid, at have haft en svært
afsmittende karisma, hvilket øjensynligt også var medvirkende til, at
metodismens grundlægger, John Wesley, lod sig inspirere af ham. I sin
dagbog skrev han om Swedenborg:
“Any one of his visions puts his real character out of doubt. He is one of the most
ingenious, lively, entertaining madmen that even set pen to paper. But his waking
dreams are so wild, so far remote both from scripture and common sense, that one
might easily swallow the stories of “Tom Thumb” or “Jack the Giant-killer.”
Journal of John Wesley.
Hvortil han efter, at have læst Swedensborgs Theologia Coelestis, tilføjede:
“It surely contains many excellent things. Yet I cannot but think the fever he had
twenty years ago, when he supposes he was “introduced into the society of angels”,
really introduced him into the society of lunatics; but still there is something noble,
even in his ravings.”
Journal of John Wesley.
Men på trods af de mange beundringsværdige ord, så kæmpede Swedenborg
og Wesley ret beset om det sammen religiøse klientel. Men modsat de
puritanske tendenser som lå indlejrede i metodismen, så tilbød
swedenborgianismen en bredere fortolkningsramme, dersom den stadig
levnede plads til entiteter, der på det funktionelle plan varetog nogle af de
samme opgaver som folketroens alfer, kobolter, gobliner og elver. Med
8
swedenborgianismen var det stadig muligt for bonden, at bevare en del af
hans intime forbindelse med naturen, om end det skete i en nogen anden
form. Samtidig appellerede swedenborgianismen til religiøse grupperinger
udenfor metodisterne indflydelsessfære, som f.eks. huguenotterne, der i
swedenborgianismen genkendte centrale calvinistiske grundtanker. Men som
det ofte sker for en religiøs bevægelse når dens grundlægger dør, så
gennemgik også swedenborgianismen en omfattende
institutionaliseringsproces. Resultatet blev en intern splittelse, hvor en mindre
udbrydergruppe samlede sig omkring kappellanen for the Asylum for Female
Orphans i Lambeth, Jacob Duché. Det første skridt blev taget allerede i
1783, hvor Duché deltog i etableringen af den første version af the
Theosophical Society, der bl.a. havde til formål, at læse og diskutere
Swedensborgs værker. Bortset fra navnet havde foretagende intet, at gøre
med the Theosophical Society fra 1875, om end blev trukket på mange af de
samme inspirationskilder.
Efter Swedenborg døde i 1772 blev hans manuskripter sendt med skib til
Sverige, hvor det dog hverken var muligt, at få dem trykt eller udgivet.
Alligevel var der en relativt stor læserskare, ikke mindst takket være Clowes,
der beredvilligt stillede de latinske udgaver til rådighed. Men modsat den
engelske landbefolkning, der grundet omfattende analfabetisme havde været
direkte afhængige af en latinkyndig prædikants udlægning af skrifterne, så
havde de fleste lærde svenskere et rudimentært kendskab til latin, hvilket for
manges vedkommende overflødige gjorde en prædikant. Som en følge deraf
opstod der i Sverige en variant af swedenborgianismen, hvor hovedparten af
tilhørersegmentet udgjordes af selvstuderede prædikanter. At det primært var
den ”dannede” del af det svenske publikum der i første omgang var tænkt
som modtagerne af Swedenborgs skrifter, hang nøje sammen med den
”intellektuelle” linje som Clowes fra start havde anlagt. Dette afspejlede sig
også i konstruktionen af selve kompositummet ”theosophia”, der uagtede
dets oldgræske konnotationer, var tænkt som et fællesbegreb for en
millenaristisk-orienteret kombination af soteriologi, profetisk bibellæsning og
neoplatonisme. Efter datidens puritanske tendenser var dette i sig selv ikke
nogen videre opsigtsvækkende blanding. Men på foranledning af generalen,
Charles Rainford, blev det tillige forsøgt, at knytte mere end blot venskabelige
bånd mellem swedenborgianismen og frimureriet. Naturligvis var de fleste
loger velinformerede om swedenborgianismen, men nogen egentlig
9
forbindelse mellem dem fandtes ikke før Rainford, der selv var en
fremtrædende frimurer, inviterede en delegation af swedenborgianere til
Congrés du Philalethes. Bag arrangementet stod den franske spekulative loge
Amis Réunis, der tilsyneladende udviste stor interesse for swedenborgianerne
ved deres første møde i 1784. Dog var mødets hovedformål, at få de
autonome og splittede frimurerloger til, at enes om en gensidig forpligte på
nogle få grundlæggende konfessionelle erklæringer. Blandt de mange
udenlandske delegerede var bl.a. Marguis de Thomé, grev Tadeusz
Grabianka og endog Alessandro Cagliostro, der alle interessede sig for
swedenborgianismen. På baggrund af et forslag fra de Thomés indvilligede
the Theosophical Society i, at skifte navn til the Society for Promoting the
Heavenly Doctrines of the New Church Designed by the New Jerusalem in
the Revelation of St. John. Med dette nye navn lagde man bevidst afstand til
de rationelle tendenser, der i varierende omfang også gjorde sig gældende
indenfor de reformerte kirker og bevægelser. En absolut afstandtagen var der
dog ikke tale om, dersom man lod sig fascinere af oplysningstidens generelle
empiriske fokusering, om end man var grundlæggende uenig i de
bagvedliggende videnskabelige præmisser. Modsat de fleste af samtidens
videnskabsmænd, der tilstræbte en afdækkende og deskriptiv dissekering af
naturen, så havde swedenborgianerne det metafysiske univers som deres
centrale studieobjekt. Det ville dog være en fejl, at afskrive
swedenborgianismen som et arkaisk eller forældet religiøst verdenssyn. Tvært
imod var det ganske moderne, dersom man i vid udstrækning benyttede sig af
oplysningstidens videnskabelige retorik. Den primære forskel bestod
naturligvis i, hvad man anså for legitime videnskabsområder. Sat en smule på
spidsen mente swedenborgianerne, at man med samme ret som biologiens
klassificering af plante- og dyrearter, kunne studere englevæsenerne i den
spirituelle himmelske sfære. Der var principielt ingen forskel, hvilket man da
også forsøgte, at overbevise samtidens skeptikere om.
Blandt de fleste swedenborgianerne var der bred enighed om, at såfremt
swedenborgianismen skulle overleve som bevægelse, var det nødvendigt, at
videreudvikle og systematisere dens teologi. I 1788 omdøbte man atter det
tidligere Theosophical Society til the New Church, samt udarbejde en
forholdsvis konsistent liturgi, der bl.a. indeholdte dåbs- og ordinationsritualer.
Samtidig var man meget bevidste om vigtigheden af, at fastholde det centrale
indhold i Swedenborgs skrifter, der med tiden fik karakter af et tredje
10
testamente. Endvidere blev Swedenborgs person mytologiseret i en sådan
grad, at han tog skikkelse af skikkelse en helgenlignende karakter. På det
mere tekniske plan forløb institutionaliseringsprocessen dog ikke uden
vanskeligheder. F.eks. opstod der hurtigt problemer i forbindelse med
engelskoversættelsen af Conjugal Love, idet Swedenborg i denne havde
proklameret, at det var legitimt for en mand, at tage en konkubine med
henblik på beherskelse af sin lyst. Noget sådant kunne ”øvrigheden”
naturligvis ikke sidde overhør. Samtidig beskyldte den indflydelsesrige abbed,
Augustin Barruel, swedenborgianerne for, at advokere for et deistisk
verdenssyn og ydermere, at stå i ledtog med de illuministiske sekter, som han
mente var ansvarlige for den franske revolution. Sidstnævnte afviste
swedenborgianerne med det argument, at skønt Kristus genkomst allerede
havde fundet sted, så var dette sket på et rent åndeligt plan, hvilket vanskeligt
lod sig forene med blodige revolutioner. Langsomt men sikker vandt
swedenborgianismen et relativt stærkt akademisk fodfæste, hvilket i høj grad
hang sammen med, at man formelt overdrog ledelsen af the New Church til
Samuel Noble. Denne insisterede på, at oversættelserne af Swedenborgs
værker fra latin til de europæiske folkesprog, forblev så tro mod originalerne
som overhovedet muligt. Et rygte vil vide, at han tillærte sig
udgivelsessprogene og gennemgik hver enkelt oversættelse før de blev trykt,
for dermed, at undgå ukorrekte fortolkninger. Fra et hermeneutisk perspektiv
var dette selvsagt contradictio in adjecto, dersom en oversættelse altid vil bero
på en fortolkning, hvorfor den aldrig kan være fuldkommen identisk med
originalen. Ikke desto mindre lykkedes det for Noble, at italesætte
swedenborgianismen som en ”intellektuel” religionsfilosofi. Konsekvensen
blev, at den brede interesse der havde været for bevægelsen i dens formative
år, svandt ind til en eksklusiv skare af trofaste kernemedlemmer. Dette
forhold skulle dog paradoksalt nok vise sig også, at blive redningen for the
New Church. For alt imens den folkelig begejstring for de millenaristiske
massebevægelser aftog i styrke, så persisterede swedenborgianismen som en
alternativ bevægelse, der vægtede det enkelte individs kontemplative religiøse
liv højere, end kongregationalistiske magtstrukturer og sociale fællesskaber.
I et receptionshistorisk perspektiv er det interessant, at så umiddelbart
forskellige skikkelser som Kant, Blake, Goethe, Coleridge, Baudelaire, Yeats
og sågar Schönberg, alle har udtryk interesse for swedenborgianismen. I de
flestes tilfælde har det dog nok i højere grad været mennesket Swedenborg
11
der pirrede deres nysgerrighed. For så vidt var der øjensynligt ikke noget
mærkbart usædvanligt ved ham, men netop fordi han på mange punkter
fremstod som et ordinært menneske, forekom det så meget desto mere
odiøst, når han med største inderlighed, fremsatte påstande om mavetalende
månefolk og marsboere med to ansigter. Det var naturligvis ikke alle der
accepterede Swedenborgs forestillinger, ensidig sympatiserede med
bevægelsens religiøse lære, der på trods af visse gnostiske undertoner, mest af
alt fremstod som et nypuritansk foretagende. Men det er et faktum, at mange
af det 19. århundredes store religiøse vækkelsesbevægelse i England og USA
var inspireret af swedenborgianismen. Tilsvarende bidrog den i væsentlighed
grad til den teoretiske udformning af spiritismen, parapsykologi og sidenhen
new age. Mest interessant er måske den subtile indfluering
swedenborgianismen har haft på mormonkirken. Ved at bruge
swedenborgianismen som et transitivt medium, har denne overtaget og
assimilerede enkeltdele af den vestlige okkultisme, der som fragmenterede
forestillingskomplekser, var latent tilstede i swedenborgianismen.
12